rom – blog.loneandrup.dk

Kvindernes kampdag 8.3. 2023

Vi er kommet langt, men der er langt igen. Kvindesagen er ikke så sexet længere, og det er svært for mænd at opgive privilegier, som har været naturlige for dem altid.

Det første, små drenge lærer, er, at de i hvert fald ikke er piger. Man er ikke en tøs. Man er en mand! – Denne indstilling levner ikke piger og kvinder meget respekt.

I Danmark har vi i årtier, ganske som i en dysfunktionel familie, haft den urokkelige overbevisning, at der ikke er nogen problemer her hos os. Vi bilder hinanden ind, at vi har lagt alt det med ligestilling bag os. Men virkeligheden, kvinders muligheder, repræsentation og den generelt ringe agtelse for kvinder og kvinders arbejde, siger noget andet.

Hvis vi skal nå længere, skal mændene melde sig ind i kampen. Tage et kritisk blik på deres egen og vennernes tankegang og opførsel. Gribe ind, når der bliver gramset på kvinder. Sige fra, når der bliver talt nedladende til og om kvinder, og når kvinder bliver upassende seksualiserede, nedværdigede, overset. Tage en tørn med børn og hjem, så ikke alt overlades til kvinden, der de facto ofte har to til tre job, men kun oppebærer en ringe løn for det ene.

Vi skal alle være opmærksomme, både i det private, men også i det offentlige rum, i medier, på arbejdspladsen, på gaderne … og en smule mere ’søstersolidaritet’, som det hed i mine unge år, ville heller ikke være af vejen.

I 1970’erne boede jeg i Rom, hvor d. 8. marts var en fest- og kampdag. Mine romerske veninder tog mig med til kvindehuset i byens centrum, hvor vi samledes i en gammel bygning og fabrikerede plakater, skilte, bannere, fakler – og uddelte mimoser, der i Rom netop sprang ud i den første uge i marts, til alle.

I flokke på titusindvis af kvinder sværmede vi således bevæbnede ud i nattemulmet i Roms gamle gader og krævede natten tilbage. – Vi demonstrerede for retten til at gå i fred på gaden uden at blive råbt ad, uden at blive opfordret til sex med fremmede mænd, uden at blive talt om, vurderet, raget på og i værste fald overfaldet. – Vi krævede respekt og sikkerhed!

Jeg har endnu den gennemtrængende duft af Roms nattestille, asfalt- og benzinosende gader og sødmen fra mimoserne i næsen, når vi nærmer os d. 8. marts. Og jeg genoplever stoltheden over at gå sammen med så mange selvbevidste kvinder, der – i det mindste denne ene aften – ejede byen og ikke fandt sig i noget.

I dag kunne man tage et view ud over verdens tilstand og tænke over, hvordan mændene mon selv synes det går? – Jeg ser klimakatastrofer, krige og kriser overalt! – Er det ikke tid, drenge, at rykke lidt til side og lade nogle kvinder komme til fadet? Opnå mere balance?

Mors dag og fars dag er noget vammelt, amerikansk og kommercielt pis ligesom Valentins dag, hvor man ved hjælp af dårlig samvittighed presser folk til at købe blomster, chokolade, balloner, restaurationsmiddage og alt muligt andet gøgl. Det er uværdigt og nedladende over for både kvinder og mænd.

Vi bør respektere kvinder hver eneste dag og sende kvinderne i Afghanistan, Iran og mange andre lande en kærlig tanke, og også gerne en praktisk opmuntring og en hjælpende hånd.

Derefter kunne vi fejre kvindernes dag ved at give os selv og vores veninder blomster. Og måske ved at åbne en flaske eller sætte kaffe over og tage en god lang snak med dem om, hvor langt de egentlig synes, vi er kommet.

Jeg har købt mimoser.

Finere husholdning

Jeg har lært husgerning. Grundigt. – I Rom.

18 år gammel, tre dage efter min studentereksamen i 1974, sad jeg i et fly. Min hvide kuffert og guitaren lå i bagagerummet under mig. – Jeg skulle tiltræde stillingen som au pair på den danske ambassade i Rom og være med, når den nye ambassadørfamilie tog over efter Hans Tabor, der var på vej til FN i USA.

Au pair – i den bogstavelige betydning af ’på lige fod’ – var måske så meget sagt. Vi var to danske piger og en dejlig kokkepige, og vi var helt klart tyende. Lisa og jeg fungerede som stuepiger i fikse uniformer. Forvist fra jordens overflade til at bo på værelser i kælderetagen ved siden af køkkenet. Men vi kastede os ud i det med stor begejstring.

Til den første officielle middag i privatboligen lagde jeg ud med, af lutter tjenstvillighed, at anbringe al den gode rødvin i køleskabet. – Derefter kunne det jo kun gå fremad.

Vi begyndte med at give hele den store, klassiske villa en overhaling. Mugede ud i vaskerummets tykke lag af fluer og nullermænd, gav køkkenet og alle skabene en hovedrengøring, polerede messingskilte, lysekroner og mahogniborde, støvsugede tykke, ægte tæpper og bankede mindre, løse udenfor. Ledsagede fruen på indkøbstogter til de fine linnedbutikker og bar hendes poser med splinternye håndklæder, sengetøj og servietter, mange med broderet navnetræk, ud til den blankpolerede, midnatsblå ambassadørbil, en Ford Granada, så vidt jeg husker, ført af Pio, ambassadørens filippinske chauffør.

Vi tog os af alt forefaldende i den private husholdning. Fodrede hunden. Vækkede drengene klokken syv og gav dem morgenmad nede hos os i køkkenet, før Pio kom og kørte dem til den internationale skole. Klokken otte satte vi kaffe, ristet brød, smør, appelsinmarmelade og to blødkogte æg frem i den store spisesal til den fåmælte ambassadør, så han kunne være på kontoret før ni. Bar en bakke med kaffe, mælk og småkager op til ambassadricen, der ikke yndede at stå ud af sengen før hen ad ti. Mens hun nød sin morgenhvile, gjorde vi næsten lydløst rent i hallen, spisesalen, den enorme pejsestue og i biblioteket, hvor de vigtigste møder blev afholdt. Når fruen kom ned, kunne vi fortsætte på de øvre etager, rede senge, støvsuge og gøre rent i gangene og på alle badeværelserne, i fire soveværelser, ambassadørens, ambassadricens og de to drenges, og rydde op og tørre af i drengenes store legestue. Hvis der var private gæster, fx familie på besøg fra Danmark, var der flere gæsteværelser og badeværelser allerøverst oppe at klare.

Derefter blev vi kaldt ind på biblioteket for at modtage dagens instrukser fra fruen bag skrivebordet. Var der fester? Møder i privaten? Kom der andre ambassadørfruer til te? Skulle vi ledsage fruen på indkøb? Andet? – Ellers sørgede vi for vasketøjet, bl.a. de evindelige snehvide, stivede og strøgne manchetskjorter til ambassadøren. Hvis der var den mindste fold, landede den i vasketøjskurven igen. Så jeg lærte at stryge skjorter. Og måske havde kokkepigen brug for hjælp til forberedelse af frokost eller aftensmad, indkøb med Pio, plukning af perlehøns, rensning af grøntsager, opvask el. lign.

Til de store fester havde vi travlt. Dage gik med planlægning og forberedelser. På selve aftenen skulle vi stå i fiks uniform og tage imod gæsterne, hænge deres overtøj på plads, vise dem ind i den store stue og byde dem drinks. Jeg kan stadig blande en solid G&T eller en vodka martini med oliven på pind.

Til servering ved de store middage med mange gæster havde vi hjælp af to-tre, lokale lejetjenere, garvede, romerske rotter, som kunne deres fag til perfektion, og som gav os mange brugbare tips. Der var et muntert sammenhold bag kulisserne, men foran herskab og gæster lærte vi at holde masken. En enkelt gang stillede vi an til buffet i haven for 60 idrætsudøvere, deres trænere og øvrige entourage, da EM i atletik det år foregik i Rom. Det blev det stævne, hvor Jesper Tørring med 2,25 m tog europamesterskabet i højdespring. Også Dronning Ingrid kom til Rom ved den lejlighed, men vi så hende ikke i ambassadørboligen. Hvor vi gik glip af det hele, fordi vi havde nok at gøre med at fremstille kanapéer i hundredvis.

Pio begræd ofte tabet af Tabor. Efter de store fester kom han altid ned i køkkenet i kælderetagen og nød en håndbajer med personalet, fortalte han os. Og man kunne altid komme til ham, hvis der var problemer enten arbejdsmæssigt eller privat.

Den eneste, der fandt vej ned i kælderen til os efter en stor fest, var den senere udenrigsminister, Henning Christoffersens kone, en stor dame i grøn og skinnende, hellang thaisilkekjole. Hun roste kokkepigens gode mad og røbede, at hun skam selv havde været kokkepige engang, og at det en skønne dag måske ville være os, der sad til højbords ovenpå.

Vores herskab var ikke det mest spontane og hjertelige, man kunne tænke sig. Jeg husker en småpinlig køretur rundt om Villa Borghese, hvor jeg skulle sidde bagi i den midnatsblå ambassadebil sammen med drengene, mens herren og fruen forsøgte at vise mig byen. – Lisa og kokken var nogle år ældre end mig og havde klogeligt takket nej. – Det viste sig jo, at jeg allerede efter et par måneder kendte byen og alle dens kroge og afkroge langt bedre, end ambassadørfamilien nogensinde kom til; derudover var jeg kommet langt med sproget uden de kurser og lærebøger, som fruen selv benyttede sig af, kun med hjælp fra Pio, lejetjenerne, de handlende og andre af de mange fantastiske romere, vi mødte. Hvis det kneb, havde vi piger den rare konsul Brandt, som altid var parat med diskret støtte, en venlig bemærkning og post hjemmefra.

Selv om vi var i sving fra halv syv om morgenen til aftensmaden var formelt serveret for familien i spisesalen, og alt var ryddet op og rengjort hen ad klokken halv ti om aftenen, nåede vi næsten altid en tur ud i byen og praktiserede snart et italiensk, som det taltes på gaderne i Rom.

Vi blev yderst velbevandrede i husholdningens mange facetter. Det var vores ansvar, at hele huset var pænt og præsentabelt, og for vores ulejlighed fik vi hver 1200 kr. om måneden plus en karton danske cigaretter fra ambassaden.

Kendskabet til Rom, landet og sproget har været mig til stor glæde i alle årene efter. Jeg føler mig stadig hjemme og lokalkendt, når jeg lander i byen. Og hver eneste dag trækker jeg på mine erfaringer fra ambassadørvillaen, når jeg under mere beskedne former holder hus herhjemme.

Rom 30 år efter

Så står man pludselig efter 30 år igen i Rom. Og opdager med det samme, at folk er lige så høflige, flinke, ligefremme, hjælpsomme og snaksomme, som de var, dengang jeg som ung boede og studerede i byen. Romerne er ikke blevet mere blaserte i mellemtiden, selv om de ved Gud havde grunde nok til at blive det. Tværtimod. De viser vej, selv når man ikke har spurgt. De tilbyder uopfordret hjælp. Fortæller af sig selv legenderne bag statuer og fontæner.

Og jeg kan stadig finde rundt med lukkede øjne. De vigtigste ting ligger, hvor de lå: Colosseum, Pantheon, Corsoen, verdens bedste kaffebar … og ingen har overskredet målestokken og bygget grimme beton- og glashøjhuse i byen, mens jeg var væk. Byens centrum er groet okkerfarvet og organisk frem gennem et par tusinde år og er som altid velgørende at færdes i for både små og store mennesker.

Men jeg finder rundt med hundrede gange større lethed og glæde nu, end jeg gjorde i 70’erne, for romerne har lukket en stor del af Marsmarken og hele Piazza del Popolo for kørende trafik, så vi til min store forbløffelse kan spadsere i ro og mag hen over det store område uden at måtte springe for livet. Jeg kan slet ikke blive færdig med at gå på Piazza del Popolo. Må lige tage hele turen rundt igen. Og igen.

Og Corsoen er spærret for biler i juledagene, så vi sammen med en million romere kan promenere midt på hovedstrøget. Midt på Via del Corso! ― Det er ufatteligt! Den er pyntet med baner af røde, hvide og grønne lys, som det italienske flag, et halvanden kilometer langt julebånd på hele distancen fra Piazza Venezia til Piazza del Popolo. ― Som i parentes bemærket ikke betyder Folkets Plads, som de fleste vil hævde, men Poplernes Plads, ifølge historikerne. Måske kommer poplerne tilbage, nu luften er ren?

Vi sidder i vintersolen på Giordano Brunos sokkel midt på Campo dei Fiori og spiser friske mandariner med grønne blade, som vi netop har købt af den rare dame i frugtboden ved siden af.

Man tror, det er løgn, men på søndage og helligdage er selv Mussolinis brede Via dei Fori Imperiali fra Piazza Venezia til Colosseum forbeholdt de gående, de løbende, de spadserende, de cyklende, de promenerende.

Vi farer fra eftermiddagskaffen på Gianicolo til solnedgangen på Monte Pincio og forvisser os om på vejen, at man har passet og plejet den gamle dame på bedste måde. Rom er renskuret og velholdt.

Der er julekrybber i alle kirkerne, men ikke noget Jesusbarn, for det kommer jo først d. 25. ved midnat. Og der er papegøjer i træerne ved San Clemente. Da jeg spørger, hvor de kommer fra, svarer damen: Fra Colle Oppio! ― Nå, ja, naturligvis. Alt godt kommer fra Colle Oppio.

Kun i og omkring Peterskirken har tingene ændret sig til det værre. Hvor vi førhen kunne gå uhindret op ad den brede trappe og lige ind i kirken, må vi nu stå i lange, snirklende køer ude i siden og passere gennemlysningsapparater og andre sikkerhedsforanstaltninger. Da vi omsider kommer ind, ser vi, at køen op til kuplen er timelang, som køen til en rutsjebane i en forlystelsespark, og at turister stiller sig op ad selve den hellige Petersstatue og grinende fotograferer sig selv med mobilen, som om de netop havde mødt Mickey Mouse, i stedet for, som i gamle dage, ærbødigt at bøje det kniplingsbesatte hoved og i al beskeden stilfærdighed kysse hans højre fod. ― Disneyficeret katolicisme, kunne man kalde denne nye, skamløse opførsel, som i endnu højere grad har indtaget det Sixtinske Kapel med horder af larmende, gumlende, snakkende og fotograferende turister. Vi finder Thorvaldsens gravmæle over Pius 7 og skynder os bagefter ud. Slukørede.

Men på Vittorio Emanuele-monumentet har man opsat en udsigtselevator, så vi kan køre 80 m op og stå og godte os over det allerbedste kig til verdens bedste by.

Velkommen tilbage, blinker byen. Jeg har passet godt på mig selv så længe.

Stærene ― vores egne stære hjemmefra ― flokkes efter solnedgang i formationer som mønstre af røg, før de slår sig ned i pinjerne omkring Forum Romanum.

Freakshows, heksejagter og det evige liv

Turen hen i motionscentret eller op og ned ad villavejene kan sammenlignes med tidligere tiders bodsgang som her på Den Hellige Trappe i Rom. Sindrigt udtænkte diæter erstatter i dag fasten, hvor man kun måtte spise fisk. Vi køber gedegavekort eller har børn i Afrika som almisser og aflad. – Nu som før drejer det sig om det evige liv.

Middelklassekvinder har i dag, som altid førhen, travlt med at opdrage på de mindre heldigt stillede klasser. Før i tiden stak de en kurv sparsomme madvarer tilsat opbyggelige skrifter om det rette, moralske levned ud til omegnens fattigste; så havde de gjort dagens gode gerning og kunne have det godt med sig selv, mens de broderede sofapuder og gnaskede småkager.

I dag er det nikotintyggegummi, slankepulvere og kondomer, der følger med gardinprædiken, så de selvusikre middelklassekvinder kan give aben videre og som de sidste dages hellige have det godt med deres egen families sukkerfrie diæt, timerne i motionscentre og på villavejene med rumlende maver, og ― ikke mindst ―med alle de små synder og skammen, der uvægerligt følger med. Synd og skam, som netop de veldædige gerninger skulle opveje.

Mænd var som oftest hævet over sådanne små tidsfordriv. Det har aldrig været anset for specielt maskulint at gå op i, hvordan andre spiser, drikker, ryger eller horer. I dag kan de feminiserede middelklassemænd, i særdeleshed de, der arbejder i sundhedssystemerne eller bor og arbejder i kraftigt kvindestyrede miljøer, pædagoger, skolelærere o.l., sagtens give deres besyv med. ― Men altid nedad, bemærk venligst det: Man sparker og opdrager udelukkende nedad.

Der er ingen, der forsøger at korrigere de herskende klassers vellevned. Tværtimod. Den næsegruse og totale beundring for de rige og magtfulde er uforandret og enorm op gennem historien: Tunge guldure, store cigarer, gamle rødvine, udsøgt mad, dyrt tøj og luksusrejser til fx Dubai bliver stadig anset for misundelsesværdigt. Vi har en dronning, der kan tillade sig at skide på det hele og ryge som en skorsten sammen med sin gemal og indtil for kort tid siden også sammen med sine to verdensfjerne sønner.

Når vi er færdige med at grine og godte os over freakshows i tv med luksusfælder, som kun de fattigste falder i ― underforstået at de, udover manglen på likvider også er dummere end vi andre, ha, ha ― og de for lækre til love-tumper, de unge mødre osv., så stikker vi dem et salathoved og et nikotinplaster og genoptager med desto større sindsro vores egen sakrosankte, ikke mådeholdne, slet ikke, men totalt skemalagte, og i vores middelklassesegment konsensusbelagte og korrekte levevis.

Og måske intensiveres det bedrevidende opdrageri, heksejagterne på de ligeglade og udstillingen af de tykke, de dumme og rygerne i januar, hvor middelklassens dårlige samvittighed over vellevned i julemåneden hvert år topper?

Vintersupper og romerminder

Clara ved vinduet og et særdeles kort blik på Via Appia

Der er én god ting ved den danske vinter: Aldrig smager en portion varm suppe bedre end efter timers spadseretur i skovens sne og frost — eller sjap, blæst og halvmørke, for den sags skyld.

Tre-fire gange i løbet af vinterhalvåret tager vi husets største gryde frem og koger ben, en suppehøne og assorterede rodfrugter i timevis. — Hunden savler forventningsfuldt imens. De fleste ingredienser skaffer vi nemt og billigt på de omliggende smågårde. Denne grundsuppe skimmes for fedt og urenheder og udgør basen for et antal variationer: Traditionel hønsekødssuppe, som den blev serveret med masser af suppeboller og tarteletter på Farsø Hotel tilbage i halvfjerdserne, løgsuppe eller champignonsuppe, som er min mands gebet — han er fra Brovst, og minestronen, som er min afdeling.

Minestra er en almindelig suppe med pasta, ris eller grøntsager. Minestrone — man kan næsten høre det — er en vældig omgang tyk suppe med en masse ting i. På italiensk kan det også betyde rodsammen eller ruskomsnusk.

Min amerikanske ven, Joe, fortalte mig om comfort food, som vel nærmest kan oversættes til trøstemad. Joes favoritspise, når han er lidt nedtrykt, er macaroni & cheese. Når jeg trænger til trøst og varme på en kold og kedelig vinterdag, tyr jeg til Claras velprøvede minestrone, som mere er en tyktflydende grød af en sammenkogt gryderet, end det er en egentlig suppe. Smagen af ost, bacon og krydderurter og den linde konsistens, som udkogte kartofler og bløde bønner og små pastastjerner giver, vækker mange gode og trøsterige minder.

Som ganske ung tilbragte jeg sammenlagt et par år i Rom. På et tidspunkt skulle jeg følge et månedlangt sprogkursus på Dante Alighieri-instituttet i centrum, og jeg havnede på en lidt speciel pension tæt ved Stazione Termini.

Pensionen havde til huse i en enorm, misligholdt lejlighed på tredje sal i en tidligere velhaverejendom. Elevatoren var et smukt forsiret jernbur, som konstant var ude af drift. Værtinden var enke, og hun lejede flere værelser ud til en pris af, så vidt jeg husker, under tyve kroner pr. nat for en seng. Hendes voksne søn, ingeniør og 40 år gammel, boede der også.

Jeg fik anvist en seng på pigeværelset, som jeg delte med Clara, en høj, mørk laborant fra Calabrien, og rødblonde, yppige og flamboyante Nina, som var polsk operasanger og elskerinde til en lavstammet, vrissen mafiaunderboss. De hede middagstimer tilbragte vi tre piger på værelset. Nina øvede skalaer med imponerende stemmekraft. Sommetider åbnede hun skodderne til benefice for de unge mænd på det medicinske kollegium på den anden side af den smalle gade; de trængtes i vinduerne og sendte hende fingerkys og opmuntrende tilråb. Clara og jeg søgte tilflugt i værelsets mørkeste kroge. Hun voksede ben, en omstændelig og pinefuld proces, som jeg, hippie-barnet, aldrig havde overværet før, og jeg lå på min seng og læste lektier og kunne altid bekvemt spørge hende, hvis der var sproglige uklarheder.

Ninas alder var en stor hemmelighed, men jeg vil anslå hende til omkring de 40, Clara var i begyndelsen af 30’erne, og med mine 21 år var jeg stuens Benjamin, som de to andre følte sig forpligtede til at tage sig af. Nina tog mig med som chaperone og det tynde øl, når hun skulle dinere med sin undersætsige og ubehagelige elsker. Jeg husker disse aftenrestaurantbesøg som en evindelig diskussion, med indlagte højdramatiske optrin, om, hvorvidt han skulle lade sig skille eller ej. Han kunne pludselig afbryde sit råberi, tilkalde tjeneren og give sig god tid til at vælge husets bedste is til mig, hvorefter de genoptog skænderierne. Nu, mere end 30 år efter, er jeg overbevist om, at han aldrig blev skilt, men at han via sine forbindelser fik Nina ansat som korpige i den lette genre på romerske sidegadescener.

Clara tog mig med på shoppeture i byens fashionable butikker, hvor ingen af os havde råd til at købe noget, og her så jeg for første gang, at en fuldblods kvinde prøver skuldertasker foran et spejl. Det havde vi aldrig gjort hjemme; hvis tasken var solid og rummelig, købte vi den uden tanke for, om den klædte os, når vi slæbte rundt med den.

Udover sprogkurset havde jeg sat mig for at se Roms seværdigheder. Jeg skaffede mig en invitation til rundvisning blandt de oprindelige grave, herunder angiveligt Skt. Peters, dybt, dybt nede i mørke gange under Peterskirken. Vatikanets arkæolog, en ældre, slibrig herre, klappede mig i rumpen, når han hjalp mig hen over udgravningerne.

Og jeg tog en taxa ud ad Via Appia i den hensigt at se kapeller og katakomber, men jeg kom ikke langt … Jeg var ganske ung, iklædt rød, kort, blomstret sommerkjole og røde sanddaler, og taxachaufføren spurgte flere gange, hvad jeg dog ville på Via Appia helt alene? Jeg viftede med kort og guidebøger og henviste til attraktionerne, mens han betragtede mig hovedrystende i bakspejlet. Ved et forfaldent, romersk tårnanlæg standsede han bilen og gik selv med ud og så sig om, mens jeg, selvtilfreds og turistagtigt, fotograferede tårnruin, pinjer og cypresser. Efter ganske kort tid kom taxachaufføren hen til mig med en spansk turistfamilie, han havde fundet et sted i ruinerne. — Jeg er nødt til at køre nu, forklarede han. — Men denne venlige familie har lovet at tage dig med tilbage til byen. Og det gjorde de. Få minutter efter sad jeg på bagsædet i deres bil sammen med to børn. Familiefaderen styrede direkte hen til pensionen ved banegården, og de blev holdende ved kantstenen, til de havde set mig gå ind. — Så meget for Via Appia!

Det var min første lektion i de begrænsninger, der eksisterer for enlige, unge kvinder ude i verden. — Og i den uegennyttige omsorg, man kan møde blandt vildtfremmede alle vegne. Da jeg oppe på værelset beklagede mig til de andre over min afbrudte udflugt, fortalte Clara chokeret, at Via Appia var centrum for Roms prostitution, menneskehandel og sortbørs, og at det var et held, at rare mennesker bragte mig sikkert hjem.

Nå, nu forvilder jeg mig … Det var suppe, vi kom fra:

Clara mente ikke, at man kunne leve af brød, skinke, ost og frugt, som jeg havde vænnet mig til, så hun slæbte mig hver eftermiddag ned på gaden, hvor et større marked havde til huse. Der var balloner, plasticsko, porcelæn, blomster, ost, kød, brød, kaffe, grøntsager, fisk og frugter i bjerge og mængder. Blandt de handlende indbyrdes, og i et stadigt ping-pong med kunderne, var hele gaden opfyldt af en højrøstet, godmodigt råbende larm. Clara løftede hovedet, rynkede de velplejede, mørke bryn og skred som en dronning ned mellem boderne med mig som en hoppende hvalp bagefter. Hun var ikke nem at narre, og for ganske få kroner fik hun fyldt sin kurv.

Oppe i pensionens rummelige fælleskøkken tryllede hun så pædagogisk ved gaskomfuret. Èn dag basisspaghettisovs med store løg og kun tre enorme, søde, solmodne bøftomater. Den næste kunne det være lasagne eller pizza. Ingen af Claras retter og tips har jeg glemt, men i disse sidste, råkolde vinterdage er det minestronen, der dukker frem. Det er formentlig almindelig viden i danske køkkener nu om dage, men den kommer her alligevel:

· Varm olivenolie op i en rummelig gryde

· Tre fed hvidløg og to-tre store løg snittes i og svitses med en nævestor klump røget bacon skåret i små terninger

· Tilsæt ca. en liter suppe og en håndfuld krydderurter, basilikum, rosmarin, oregano, og hvid peber — der er ingen grund til at spare på krydderierne

· Hvide og/eller brune, tørrede bønner (skal lægges i blød aftenen før)

· Tykke skiver kartofler og f. eks. gulerødder, porrer, selleri, ærter, kål, grønne bønner m.m.

· Evt. tomater, men er også godt uden

· Evt. tørrede svampe (skal lægges i blød aftenen før)

· Evt. et skvæt vin, rød eller hvid

· Skal koge op og derefter småsimre i mindst en time

· Små suppepastaer tilsættes, kog op igen

· Tilsmag med salt

· Serveres rygende varm med generøse drys af friskrevet parmesanost efter en god, lang skovtur.

Minestone er, om muligt, endnu bedre dagen efter …