Hvorfor er det lige, at folk, der har så skidetravlt med at have travlt, har lov til at genere andre med deres mere eller mindre indbildte travlhed og kan bruge tilstanden som undskyldning for ikke at leve op til almindelige sociale og menneskelige forpligtelser i stedet for at blive tvunget til at indse, at de bare er smådumme i hovederne og stinkende dårlige til at prioritere deres tid?
Forfatter: Lone Andrup
Nej, tak!
Skulle vi ikke udvide ”Reklamer-nej-tak”-ordningen til også at omfatte en mærkat til fordøren med et generelt ”Nej-tak”? − En permanent besked om, at man ikke gider afbryde alle sine tanker og gøremål for at lukke op for betlende spejderbørn, Jehovas vidner, lotterisælgere, indsamlere fra Kræftens Bekæmpelse, Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors eller andre, der med fremstrakte raslebøsser og strålende af selvgodhed ringer på ens dør.
Så ville alle de tiggende tidsrøvere straks kunne se, at her bor et voksent menneske, som i Internettets og Dankortets tidsalder selv kan finde ud af at indkøbe alle de kalendere og lodsedler, hun tragter efter at eje. At hun allerede er medlem af de religioner og foreninger, hun har lyst til at være medlem af, og at hun selv har sørget for at støtte de godgørende formål, hun efter moden overvejelse har fundet midler til at støtte.
Eller endnu bedre: − Alle de, der elsker at blive forstyrret når som helst, de, som hjertens gerne vil diskutere religiøse anskuelser med vildtfremmede, midaldrende damer med tomme øjne, de, som altid har kontanter liggende for det tilfælde, at nogen skulle ringe på og bede om dem, lad dem sætte en stor mærkat på deres hoveddør med et rungende venligt ”JA, tak!”, og gør det så ulovligt at ringe på alle andre steder uden en meget god grund!
Småbørnsforældre og ligestilling
Ligestilling − mellem mennesker med forskelligt udseende, evner, etnisk herkomst, uddannelse, religion, køn, seksuel observans, indkomst, bopæl m.m. − er et ubetinget gode. Og så har det tilmed vist sig, at det også er godt for samfundet som helhed og for samfundsøkonomien i særdeleshed, at alle mennesker har lige rettigheder og muligheder. Det er således ikke bare moralsk ønskeligt, men også hensigtsmæssigt for fællesskab og udvikling at alle mennesker oppebærer lige rettigheder. − Undtaget fra denne ideale fordring om ligestilling, er dog de, der vanemæssigt og med vilje sætter sig ud over det menneskelige fællesskab ved at lyve, genere, snyde eller skade andre og de, der forsøger at rage til sig på andres bekostning.
− Og så har jeg et forbehold mere, når det drejer sig om småbørnsforældre. Det er ikke til småbørnenes fordel, at unge forældre bruger tid og kræfter på at føre nøjagtigt regnskab med, hvem der tager sig af lille Isabella eller lille Emil − hvor meget, hvor længe og hvornår.
Det er velkendt, at én person påtager sig 100 % af et givet ansvar, mens to mennesker fordeler halvdelen af ansvaret imellem sig og dermed kun får 25 % hver. Jo flere til at dele, jo mindre ansvarsfølelse.
Når den unge mor regner med, at den ligeledes ganske unge far påtager sig et ansvar, som han ikke magter og ikke kan fornemme, så føler hun sig helt fri til at kaste otte-ni timer dagligt efter karrieren og derudover dyrke motion, wellness, veninder, kærestetid med faderen, kulturelle fornøjelser og rejser, samtidig med at hun har et lille barn.
Faderen har det naturligvis på akkurat samme måde: Hvem skulle forhindre ham i at arbejde 5o timer ugentligt, spille poker med vennerne, tage svæveflyvercertifikat og køre på MTB i sin fritid, når moderen insisterer på at have samme grad af frihed, som hun havde før barnets ankomst?
I sådanne forhold kommer forældrene til at agere som jaloux søskende, der nidkært overvåger, at den ene ikke får flere fordele − dvs. fritid UDEN barn, end man selv får.
Barnet falder således ned i en grøft, hvor det i størsteparten af sin vågne tid er overladt til fremmede, der har mange andre børn at tage sig af, og når de første års ulykkelighed over at føle sig uønsket har lagt sig, vil et sådant barn sætte alt ind på at blive stort og selvberoende så hurtigt som muligt. Småbørn, der falder ned i mellemrummet mellem mor og fars mange andre og meget mere spændende gøremål, bliver skadet for livet, selv om alt ser pænt ud på ydersiden, og mor og far indkøber det rigtige udstyr, bager en bolle i weekenden, sørger for at undgå for meget sukker i kosten og stolt promenerer omkring i bybilledet med kostbar barnevogn og en unge i dyrt mærkevaretøj.
Jeg har hørt unge forældre diskutere højlydt, hvis tur det er til at skifte ble, til at give overtøj på, til at bade, til at putte eller til at læse historie, mens barnet stod lige ved siden af og hørte på det! − Hvor gavnligt er det for den lilles fornemmelse af at være tryg og velkommen og høre til i verden? Hvad betyder det for barnets evne til at udvikle selvværd, til at lære og til at få og vedligeholde en omgangskreds, hvis de første erfaringer med andre mennesker er en klar besked om, at det er til ulejlighed for mor og far?
At tage sig af et barn er IKKE et job, man som forældre kan forsøge at skulke fra, men et privilegium, som man bør påtage sig 100 % i de første leveår, i hvert fald indtil barnet er parat til børnehave en del af dagen. Der er − uden for dette lands grænser − konsensus om, at barnet først, når det er tre år gammelt, er modent til nye omgivelser, nye sociale situationer, legekammerater og fremmede voksne, og dermed kan tilbringe tre-fire timer dagligt i en børnehave uden at tage skade på sjæl og tryghedsfølelse. Om det er faderen eller moderen, der tager sig af det lille barn i de første leveår, er i og for sig ligegyldigt, bare ansvaret er klart fordelt med 100 % til den ene part. Så kan den anden bruge sine kræfter på at skaffe pengene til huse. − Til forhandling UDEN for barnets hørevidde er så, hvem der skal have fri til hvad hvornår, men selve ansvaret står ikke til diskussion.
At det − udover at være meningsfuldt og udviklende og sjovt − også kan være en både opslidende og utaknemmelig opgave at rumme og passe et lille barn i døgndrift igennem de første tre år, skal ikke holdes hemmeligt. Lige så hårdt kan det være at sørge for det større barn i måske yderligere 15-20 år, at holde øje med dets velbefindende, at påtage sig ansvar for døgnrytme, hygiejne, motion, frisk luft, kost, sundhed, sprog, læring, passende og alderssvarende oplevelser, tryghed, sociale relationer, jul, fødselsdag, påske og pinse, hverdag, ferie og fest … at indse, at det koster i karriere, indkomst, status, respekt, og at den eneste belønning, man kan håbe på at få til gengæld for de mange års hårde arbejde og tilsidesættelse af sig selv, er, at barnet falder godt ind i verden og klarer sig godt.
Men sådan er vilkårene for formering i pattedyrsslægten. Man må under ingen omstændigheder lade nye småbørn sejle i deres egen uønskede sø, som almindelig praksis er blevet det i dag.
Lidt for frie måske?
“De frie grundskoler” indrykkede d. 13.11. 2012 denne enorme annonce i Politiken.
De allermest basale regler for kommunikation tilsiger, at der skal være en klar afsender, en klar modtager og et klart budskab.
Afsenderen: Ved alle mennesker i dette land, hvem “De frie grundskoler – en del af den danske grundskole” er? Eller er det kun mig, der ikke har nogen anelse?
Modtageren: Annoncen er indrykket i et stort dansk dagblad og må formodes at henvende sig avisens læsere i bred almindelighed. Hvad vil ”De frie grundskoler” gerne fortælle mig?
Budskabet: Efter at have læst teksten mange gange ved jeg det stadig ikke. Annoncen begynder med et stort ”Ja!”, og jeg kan ikke gætte, hvad den siger ja til. Hvem har sagt nej? Og til hvad? Derefter følger klichéer i en lind strøm − ”Verdens bedste grundskole” − Hvad er det? Hvem har betvivlet det? Hvorfor skal det nævnes nu? Og er det god stil at råbe udokumenteret selvros ud i store annoncer i avisen? − ”Hvorfor taler vi ikke mere om alt det, som faktisk fungerer” − Hvem siger, at vi ikke gør det? Og hvad er det, der fungerer eller ikke fungerer? − ”Riget fattes penge”− en så gammel traver af en floskel, at det er flovt at finde den i en avis i år 2012. −”Så vi har mere end nogensinde før brug for at bakke hinanden op …” Dette udsagn er helt uden kontekst − Hvem er vi? Hvem skal vi bakke op? Hvem skal bakke os op? Og hvorfor? − og fremstår som en fortvivlende meningsløs omgang bavl!
I hele denne tekst er der ingen konkrete informationer, ingen fremstillinger, klager, råd eller forslag. Afsenderen er hemmelig, modtageren forsvinder i en tågedis, og budskabet er en dynge varm luft piftet op med et par deciderede sprogfejl… Det bliver en perle i min samling, men jeg håber virkelig ikke, at afsenderen har noget som helst med uddannelse af børn og unge at gøre?
Barndom under transport
Hun kravler rutineret op i barnesædet, lillepigen på fem år, og arrangerer den lyserøde rygsæk med bøger, yndlingsplasticdyr, æbler og juicebrikker inden for rækkevidde.
Hun og forældrene har som altid pisketravlt med arbejde, børnehave, fritidsinteresser, ferierejser og sociale forpligtelser, og hun gør fly- og bilturene mellem lande og landsdele så ofte, at hun må have tilbragt en ikke uvæsentlig del af sin barndom under transport.
Denne gang er vi betroet at fragte hende fra Ålborg til Skanderborg, og efter ti minutter begynder hun at kede sig, så jeg viser hende de store, brune skilte, man har anbragt langs E 45, som henviser til seværdigheder på vejen.
Et billede af kunstmuseet i Ålborg kan hun ikke aflæse, men elefanten, der reklamerer for Ålborg Zoo vækker begejstring. Så hengår der en rum tid uden skilte og seværdigheder, indtil vi nærmer os Hobro, og pigebarnet henrykt råber:
− Og der kan man få pizza!
Som at smutte mandler
I begyndelsen af 70’erne, da jeg gik i realen og i gymnasiet, arbejdede jeg i sommerferierne på et plejehjem, Røde Kors-hjemmet i Løgstør.
Oversygeplejersken på afdelingen lignede Mildred Ratched fra ”Gøgereden” på en prik, bortset fra at det opsatte hår bag kappen var kastanjebrunt, og at hun førte sig med både tårnhøj autoritet og en naturlig, men afmålt, venlighed over for alle.
Navnlig til mig havde hun altid et skævt smil, og hun sendte mig hid og did på afdelingen i småærinder og morede sig vist over den emsigt travle klapren fra mine blå træsko op og ned ad de lange, linoleumsbelagte gange. − Jeg var 14, 15 og 16 år, buttet, rødkindet og rævestolt af min uniform og min betydningsfulde stilling som oversygeplejerskens lille hjælper blandt de fortrinsvist ældre, men også enkelte unge, kroniske eller dødssyge mennesker.
Her 40 år senere indser jeg jo, at jeg ikke kan have været til megen hjælp for mine otte kroner i timen: − Den eneste gang, jeg forsøgte at hjælpe en ældre kvinde, der var faldet på sit badeværelse, trimlede vi begge to omkuld under megen fnisen − men oversygeplejersken brugte mig, tror jeg, bevidst til at opmuntre beboerne. Og hun ansatte mig troligt år efter år.
Når jeg mødte på min vagt, blev jeg sendt rundt med en vogn med isvand til alle værelserne. Det tog sin tid, for der skulle jo hilses og snakkes, og en ville gerne have en ekstra pude, en anden skulle lige se nærmere på mine fingerringe. En af de gamle mænd lavede bøjler til mig med mit navn flettet i plasticbånd mellem røde roser, en anden ville gerne barberes, når jeg fik et ledigt øjeblik. En alvorligt syg kvinde, mor til tre små børn, satte stor pris på en lille halv times højtlæsning, for hun var selv for svag til at holde en bog, og søde Rita, der havde tilbragt hele sit lange liv i kørestol, ville gerne trilles en tur udenfor, så hun kunne kigge ned over fjorden. Så jeg klaprede rundt, travl og glad som et stort barn midt i en sjov leg.
Oversygeplejersken svævede bag det hele, skævt smilende, opmuntrende og altid parat med nye opgaver, som fx at stå og holde metalbakken med sakse, klemmer og tænger for hende, mens hun skiftede forbindinger eller gaze i de dybe liggesår, at skubbe rene stiklagner på plads, at give støttestrømper på, ryste puderne rigtigt diagonalt fra hjørne til hjørne… Men hvis der var sket et alvorligt uheld, hvis der rent ud sagt lugtede så meget af lort, at jeg blev bleg om næbbet, så bad hun mig løbe ned på lageret efter et par rene bleer og give mig god tid til det, mens hun lige ordnede miseren − af hensyn til beboerens blufærdighed, som hun bemærkede.
Det var også på lageret, jeg blev beordret hen og lægge små gazekompres sammen i en time eller mere, hvis lægen og kort efter rustvognen blev tilkaldt, og en af vore beboere stilfærdigt blev kørt væk. Det skete to-tre gange, mens jeg var der, og i så fald lod oversygeplejersken mig ikke engang komme i nærheden af begivenhederne.
De andre ansatte, sygeplejersker og assistenter, tog mig også med til opgaver og lærte mig meget, som jeg har nytte af den dag i dag, og vi tilbragte alle den store eftermiddagskaffepause sammen omkring det ovale spisebord på personalestuen, hvor ingen af damerne sparede på hverken småkager, wienerbrød eller mundtøj.
En dag faldt snakken omkring kaffebordet på fødsler. Det var modne kvinder, som alle havde født en eller flere gange, og de kendte derudover også til de mest sindsoprivende historier om revner, misdannelser og langstrakte forløb… Da trådte oversygeplejersken ind, satte sig på sin plads ved bordenden, lyttede et kort øjeblik og så, idet hun omhyggeligt undgik at se på mig, den eneste unge i lokalet, sagde hun bestemt: − At føde! Det er som at smutte mandler! Og hendes blik bordet rundt betød, at man straks fandt på noget andet at tale om.
Pøbelvælde
Når smålige fæ kan sidde bag computerens skærm og udspy menings- og indholdsløs galde over hårdtarbejdende og begavede mennesker i offentlige hverv, så har pøbelvældet taget over!
Vi så det senest med bundløst idiotiske kommentarer på Facebook, da den dygtige, unge skatteminister, Thor Möger Pedersen, blev afløst af Holger K. Nielsen.
Nogle mennesker, der ikke selv har udrettet noget som helst, og som derfor måske føler sig truet af en nydelig og kompetent ung mand, hældte lige en spand ufortjent lort ud over ham på falderebet.
Andre gange får kvinder på topposter en to-tre bemærkninger med på vejen om deres tøjvalg, familieliv eller kroppe. Hvis man da ikke uretmæssigt kulegraver deres fuldkommen pletfrie skattepapirer og lækker et fejlagtigt skøn til frokostaviserne.
Fulde af stavefejl, dumhed og ondskab stiger giftighederne som ækle gasser op fra sumpen af uuddannede og uvidende på bunden af det her samfund.
Er det uddannelsessystemet og demokratiets fallit, at vi ikke længere formår at behandle hinanden med respekt, uanset om vi er enige eller ej?
Hvis folk er kretinere, og derudover generer pæne mennesker, kan man så tage netforbindelsen fra dem? Eller er det i modstrid med ytringsfriheden, at hr. Poul Lemmedasker Klam ikke kan svine sine flittige, veluddannede og velmenende medmennesker til?
Facebook uden skam
Hvis jeg skulle genoptage mine aktiviteter på Facebook, skulle der installeres en ”Skam-dig!”-knap lige ved siden af ”Like”-knappen.
Den ville jeg, for mit psykiske helbreds skyld, trykke på, hver gang nogen uploader et billede af sig selv
· siddende i en liggestol på en eller anden dødssyg strand med en kulørt drink i hånden
· på en fortovscafé eller restaurant i ind- eller udland
· med en buket blomster, diplom eller præmie, de havde fået i embeds medfør, og som ikke er humoristisk ment
· i en hvilken som helst anden situation, der er beregnet på at fremstille dem selv i et flatterende lys, men som virker modsat, fordi de selv tager billedet og selv uploader det.
Eller når nogen skriver
· hvad de har bagt
· hvad de har spist
· hvad de har fået
· hvad de har lavet
· hvor de har været
Hvis det vel at mærke ikke er enten almindelige, tankevækkende eller sjove ting, men hvis opslaget udelukkende er beregnet på at imponere masserne − sende signaler, som det så grimt hedder i dag (da jeg var barn og ung, hed det at prale), eller hvis noget er ment som et salgsfremstød for dem selv og deres produkter, hjemmelavede eller ej.
”Skam-dig!”-knappen skulle også kunne aktiveres, når man overtager andres opslag
· Når nogen beder om råd, og deres venner så spilder alles tid og tålmodighed ved at skrive kommentarer om noget helt andet, der ikke bringer sagen videre, bare for at blande sig selv ind i alting og for at komme til at fortælle noget om sig selv
· Når nogen beder om praktisk hjælp, og de første tyve venner skriver, at det ville de sørmer meget gerne, der var faktisk ikke noget, de hellere ville, de skal bare desværre lige dit og dat den dag
Og når man skamløst roser veninderne for helt banale ting, fx hvis de bager en fødselsdagskage til deres eget barn, og man skynder sig at skrive fx: − Ihhh, hvor er du altså bare en helt vildt FANTASTISK mor!!!
Eller hvis man overvejende bruger Facebook til at sidde og finde fejl i andres opslag og meninger, som fx: − Det var ikke i foråret 1997, men i SOMMEREN, såvidt jeg husker : ))))))
Eller hvis man har installeret programmer på sin telefon, der automatisk sender besked til alle vennerne, hvis man har løbet 800 m rundt om blokken, eller sidder og spilder sin tid på juicebarer, kaffesnasker eller andre steder, som af uransagelige årsager betragtes som hippe.
Hvis man decideret ikke kan hverken fotografere, læse, skrive eller stave, men insisterer på at gøre det hele på Facebook alligevel.