Jeg BRYDER mig ikke om at modtage massemails, der på forhånd har bestemt, hvem jeg er.
Fx nemlig.com’s idiotiske reklamemail med en emnelinje, der overfriskt gjalder: ’På med forklædet Lone!’.
Det generer mig, fordi de antager:
at de kender mig
at vi er på fornavn som gamle venner
at jeg har brug for deres opmuntring for at bage
at jeg er så dum, at jeg hopper med på et måske unødvendigt mersalg
Hvis de virkelig kendte mig, ville de vide:
at jeg HADER at blive talt ned til
at jeg kender dansk retskrivning og allerede ved det manglende komma mellem ’forklædet’ og ’Lone!’ betragter afsenderen som en uuddannet person, hvis råd og opfordringer jeg aldrig ville følge
at jeg tilhører en generation, der blev opdraget til – og normalt foretrækker – en smule distance og venlig respekt mellem mennesker, der kun har en forretningsmæssig forbindelse med hinanden
at jeg i mere end 25 år har bagt alt mit brød og alle mine kager selv og går med forklæde til daglig
at jeg er et tænkende menneske, der godt kan se forskel på en maskinel massemail og en henvendelse fra en ven, der vil mig noget godt
Jeg har ikke handlet hos nemlig.com, siden denne mail ramte min indbakke. Derefter kom alle sagerne med de pressede og underbetalte chauffører frem i offentligheden. Så måske burde man svare: ’På med overenskomsterne, nemlig.com!’
Misbrug af e-boks og kommunale midler:
Aalborg Kommune har netop sendt mig en besked i e-boks, som jeg naturligvis straks loggede ind og åbnede, blot for at se mig selv placeret i en kasse med skrøbelige ældre, gamlinge og oldinge, der skal bekymre sig om ’Sund aldring’ – hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre; alle erfaringer siger, at det fra cirka min alder og frem kun går én vej rent helbredsmæssigt, og det er ned ad bakke.
Og det kan en kommunalt arrangeret og betalt ’inspirerende livsstilsmesse sund aldring’ nok ikke lave om på, hvor velment det end kunne forekomme.
Hvorfor tror de, at netop jeg ikke har noget bedre at foretage mig end at lade mig indfange af boder, oplæg ved tv-lægen Peter Qvortrup Geisling ’om Sund aldring med humor og nordjysk islæt’, eftermiddagskaffe, en forfriskning, en god oplevelse og konkurrencer med flotte præmier’?
SÅ god tid har jeg ikke. – Har jeg betalt for det pjank over kommuneskatten?
Man gennemskuer jo, at kommunevalget nærmer sig, at borgmesteren, som skal åbne arrangementet, gerne vil vise sig godgørende og for kommunale midler uddele lystige foredrag, gode råd, kaffe og præmier til kommunens ældre vælgere, og at kommunen måske forestiller sig, at man på længere sigt kunne spare nogle sundhedsudgifter, hvis man kunne få alle gamle til at klæde sig varmt på og motionere og spise sundt og gå tidligt i seng, men findes der tal, der kan påvise en sådan effekt? Har man undersøgt det? Og kan en livstilsmesse af denne karakter virkelig sætte et skred hen imod ‘sund aldring’ i gang?
Hvis kommunen har så god tid og så mange penge at drysse ud over os ældre medborgere, så kunne de jo sørge for, at man kunne få fat på en læge, når man havde brug for en. Eller for, at der var god pleje at få og plads på hospitalet til de alvorligt syge. Eller at de mange hjemmeboende, svækkede ældre fik lækker og sund mad hver dag. Eller den nødvendige genoptræning. Eller de kunne sørge for, at hjemmehjælpen virkelig kom og hjalp én hjemme, hvis man ikke kunne klare det selv, i stedet for som nu, at der ofte kommer et utal af forskellige, mere eller mindre ligeglade og stressede personer farende syv minutter om morgenen og måske fem minutter igen om aftenen. Og ens rengøring begrænser sig til 20 minutter hver tredje uge. … Se, det ville give en reelt sundere og tryggere aldring … Nå, er det forskellige offentlige kasser, der betaler for læger, sygehuse, hjemmehjælp, genoptræning m.m.?
Jamen, så var det måske her, der skulle tages fat! – Så kan tv-lægen med sin ’humor og nordjysk islæt’ blive inde i fjernsynet, og så slipper jeg for at blive talt ned til i min egen e-boks af folk, der tydeligvis ikke kan finde på noget mere fornuftigt at lave og bruge vores fælles penge på.
– Er det i øvrigt helt gennemtænkt i en coronatid at indkalde en stor mængde ældre til indendørs stande, kaffe og foredrag? Aalborg Kommune risikerer jo, i sin iver efter at nå en masse vælgere før kommunalvalget, at påføre netop dem, de ønsker en ‘sund aldring’, en potentielt livstruende sygdom!
Min første Kenwood røremaskine kostede en blinkende formue og holdt til mange års brug og misbrug og døde kun, fordi jeg havde sat den til at blødgøre en honningkagedej, der var hård som størknet cement. Røremaskinen rokkede af bar kraftanstrengelse ud over bordkanten og faldt med et stort brag ned på flisegulvet, mens jeg var optaget af gøremål andre steder. Den fungerede stadig (!), men derefter raslede den højlydt ved brug, og der var ingen vej uden om en afløser for den 15 år gamle maskine.
Den nye Kenwood røremaskine var stadig voldsomt dyr, men angiveligt et godt tilbud fra Coop. Fra første dag skramlede den af tyndt blik og plastic, der blev aldrig igen bagt honningkager i mit køkken, og den smarte non-stick-belægning smuldrede ned i både flødeskum og brøddej, så jeg måtte ud og købe nye dejkroge og K-spade i rustfrit stål … og så var tilbuddet pludselig ikke så godt længere.
Akkurat det samme skete med den stærke Electrolux/Nilfisk Panther-støvsuger, der tjente trofast igennem tre langhårede hunde, flere ombygninger og utallige bilrengøringer med jord, småsten, sand og skidt, men som pga. en løs forbindelse, som ingen ville påtage sig at reparere, måtte udskiftes med en nyere model. Samme mærke, tysk kvalitet, men den holdt ikke længe, kun knap 10 år, før også den måtte ombyttes med en ny, som lige er ankommet, formentlig direkte fra Kina. Den nyeste Electrolux/Nilfisk Panther-støvsuger skriger langt væk af blåligt, tyndt plastic, den vejer kun det halve af den gamle, og motorkraften, opdagede jeg, er væsentligt ringere, hvorimod prisen er den samme høje. Den skrøbelige plasticslange falder hele tiden af støvsugerrøret, og inde i røret er der uslebne kanter, der stikker ud og fanger nullermænd og regelmæssigt stopper det hele til, så min mand må træde til med en ekstra lang flaskerenser … Hvor smart er det? – Det oplevede vi aldrig med de gamle.
Et LG OLED 55 tommer tv (13.000 kr.) med anprist billedkvalitet, internet, crome cast og hele moletjavsen købt i, og for en klækkelig ekstrabetaling udbragt og opsat af, ELGIGANTEN, fik efter tre-fire år store, mørkeblå, indbrændte streger tværs hen over skærmen! – Så meget for fremragende billedkvalitet! – Internetadgangen forsvandt gradvist i løbet af de første to år pga. manglende opdateringer fra LG’s side … Da vi henvendte os til ELGIGANTEN med en klage over tv’ets dårlige kvalitet og manglende holdbarhed, fik vi et kontant, afvisende svar:
‘Vi er selvfølgelig kede af at dit TV ikke har levet op til din forventning om dens levetid. Dog kan der være mange faktorer der kan spille ind til at dit TV ikke har kunne udleve dens forventet levetid, som det miljø TV’et befinder sig i. Da TV’et er over 2 år gammelt, er det ikke noget vi dækker.‘
Ja, selvfølgelig er det min egen skyld! – Jeg har SELVFØLGELIG anbragt mit nye tv i et miljø, der gav blå, indbrændte streger hen over skærmen! – Hvorfor skulle en stor elektronik- og hvidevareforretning, hvor vi har købt alle vores apparater, vaskemaskiner, emhætter, telefoner m.m.m. igennem 20 år, tage ansvar for deres kostbare produkter? – I stedet overlades vi til idiotiske kundemedarbejdere … Hvilket miljø, tror de, jeg anbringer mit tv i? I en zoologisk have? Eller i min 20 grader lune og tørre dagligstue? Hvorfor sælge dyr elektronik, der ikke holder til almindeligt brug i mere end et par år? Og hvorfor opretholde en kundeserviceafdeling, der ikke behersker skriftligt dansk og ikke servicerer kunder?
En spritny Bosch opvaskemaskine – også fra ELGIGANTEN – holdt kun knap otte år, og alle de indre dele var af billigt, gråligt og tyndt plastic. Ikke meget tysk kvalitet der.
Det dyre, digitale Nikon spejlreflekskamera holdt i otte år, og vi måtte give 750 kr., for at de kunne fortælle os, at det ikke kunne repareres, fordi de var holdt op med at føre de nødvendige reservedele (!).
Et Beurer massageapparat med infrarøde stråler holdt kun til myosen i nakken tre gange fem minutter, så var det kaput …
En refurbished IPad, købt hos velrennemerede folk, holdt et år.
To sorte hættekjoler fra ZIZZI var af så dårlig kvalitet, at sort fnuller igennem måneder dryssede fra stoffet trods hyppig brug og vask, så kjolerne til sidst var næsten gennemsigtige! Sorte nullermænd og småt tøjfiberdrys fyldte vaskemaskinen og lå som sort støv på alle borde, gulve og hylder i hele huset, satte sig i halsen og var i det hele taget et så ubehageligt bekendtskab, at kjolerne røg i skraldespanden.
Vi sparer ikke noget ved at udlicitere produktionen til Østen. Ihvertfald ikke, når selv velrenommerede firmaer glemmer at tjekke kvaliteten på deres billigt fremstillede produkter. Vi skal i løbet af en livstid bruge tre til fire gange så mange maskiner og mindst ti gange så meget tøj o.a.; transport og forurening mangedobles, ærgrelser, tid og ulejlighed ligeså.
Hvorfor ikke tage produktionen tilbage til Europa? Fremstille tingene i en gedigen kvalitet, som vi kan være stolte af? Og tilbyde reparation, så fingerfærdige kan leve af det, og så gamle husmødre kan beholde de gode produkter, de er vant til.
Det samme gælder tekstiler, møbler, legetøj og andre forbrugsgenstande … Hvorfor skal det være så dårligt?
Ville du betro dine penge til en fyr, der ligner en skummel og alt for kraftigt farvet, sydamerikansk narkogangsterhåndlanger? Der pludselig ser sig fanget i et spotlight og forsøger at sætte sit mest uskyldige udtryk op? Tror du, at han ville hjælpe børnene eller sig selv først, hvis du sendte ham penge?
Igennem et stykke tid har denne foruroligende reklame fulgt mig på de nyhedssider, jeg tjekker dagligt:
Hvis man ikke lige følger med i ‘Badehotellet’, eller hvor nu den formodet populære skuespiller ellers slår sine folder, så kan en sådan annonce nok afskrække mulige sponsorer.
Folk, der gør for meget ud af deres udseende, kommer ofte til at lide af en form for selvblindhed, så hårfarven og makeuppen får en tand for meget, brysterne bliver alt for strittende, tatoveringerne og piercingerne for mange, neglene for lange, øjenbrynene for små eller for skarpe, skægget for fjollet, tøjet alt for glimtende og feststemt og hælene for høje, når man bare skal følge den 7-årige i skole klokken kvart i otte en onsdag morgen.
Her hos os er vi nu ikke lette at afskrække. Vi har igennem det daværende ‘Børnefonden’, før de blev ‘professionaliserede’, haft børn i Afrika i næsten 40 år.
I virkeligheden bliver vi alle narret: – Den mad, vi køber i danske butikker, er underlødig og ofte skadelig for vores helbred. Navnlig når den indtages i alt for store mængder.
I en kultur, hvor spisning udgør dagens vigtigste højde- og samlingspunkter, er vi opdraget til at tro, at vi skal spise hele tiden for ikke at falde døde om:
● En solid morgenmad med fx surmælksprodukter, frugt, havregryn, rosiner, nødder, marmelademadder, pandekager, omelet, bacon, æg, pølser, tomater, sirup, chokoladepålæg, fabriksfremstillede, farverige æsker med slikagtige chokopops, cornflakes, honningkugler o.l. med mælk.
● Frokost, salat eller rugbrødsmadder, fastfood, bagerbrød, myslibars.
● Aftensmad, der inkluderer kød, æg eller fisk, kartofler, ris eller pasta, og noget grønt. Måske sød dessert eller ost.
● Derudover drikker vi hele tiden: Morgenkaffe, te eller mælk, formiddagskaffe/te, eftermiddagskaffe/te, aftenkaffe/te, juice, saft, en patteflaske med vand, proteindrik, saft eller juice, en pattekop med te eller kaffe to go i hånden hele dagen, øl, sodavand, vin, drinks …. Der er ingen ende på drikkeriet.
● Og vi gnasker mellemmåltider i form af frugt og andre snacks, is, kager, onsdagssnegl, morgenbasser, søde myslibars, aftenslik, chokolade eller chips, kager, popcorn.
Men hvor besværligt er det ikke at skaffe fx et almindeligt, dansk, økologisk kålhoved, der har vokset i god jord, eller kød og æg fra en pålidelig avler?
Meget af vores ‘mad’ er sprøjtet med pesticider, dyrket i drivhuse uden jord, tilført kunstig næring, plukket af fattige emigranter og fragtet langt for at nå os. Eller mishandlet i dyrefabrikker og opfodret med stoffer, der aldrig naturligt ville indgå i en ko, et svin, en kylling, æglæggende høne eller en laks’ føde. Eller det har været en tur igennem industriens giftbade eller er rodet sammen med ti eller flere forskellige, såkaldte tilsætningsstoffer, der hver især er uegnede som menneskeføde –E dit og E dat, nitritter og nitrater. For ikke at tale om alle de raffinerede kulhydrater, mel, sødemidler og sukker, fedtstoffer fra oliepalmer og soyaproteiner, der fx sælges som proteinbars, kiks eller kager i butikkerne, og som har udkonkurreret regnskovene i denne verden.
Reklamer kører non-stop med forløjede fremstillinger af usunde og direkte skadelige produkter i lækre og ofte sociale omgivelser. Vi skal hygge os med kunstigt fremstillet og gennemfarvet slik. Vi skal sige tak med en æske dårlig ’chokolade’. Samle os omkring palmeolie og sukkerprodukter tilsat kunstig vaniljesmag. Vi skal forkæle vores børn med Kinderæg eller mælkesnitter, der i virkeligheden bare er en blød og inderligt usund, sukkerfyldt industrikage. Man påstår frejdigt og helt uden sandhedsværdi, at Nutella – et fedtet sukker-palmeolieprodukt – er en del af en sund morgenmad:
Der er vist endnu ingen sundhedseksperter, der har anbefalet sukker og palmeolie!
Og navnlig skjuler man den brutale virkelighed med sammenstuvning og mishandling, der foregår i danske stalde, som fx ’De danske familiegårde’, der i reklamefilm i tv og på nettet med masser af idyllisk baggrundsmusik og et tykt lag vaseline på linsen fremviser åbenlyst forvirrede kyllinger i noget græs bag en gård. Man ser tydeligt, at de alt for rene kyllinger ikke er vant til at gå ude. Omgivelserne virker fremmede for dem, og hvordan ville man også kunne overkomme at fodre 20.000 eller flere kyllinger om dagen med lidt korn i en spand, når de løber forvildede rundt omme bag laden? For ikke at tale om at få dem fanget på en rationel måde, når de efter få uger skal slagtes? – Tro mig, ingen industrikylling i dag løber rundt i grønt græs eller bliver håndfodret og kælet for af ’landmænd’ og deres børn i pænt og rent tøj! – Den reklame er noget nær det værste og mest kvalmende, modbydelige svindelnummer, jeg har set. Men folk må jo være dumme. Uvidende, naturfremmede, uinteresserede i, hvor deres mad kommer fra, når sådan en løgnekampagne får lov at passere uanfægtet i landsdækkende medier.
Se:
De glemmer også lige at oplyse, at alt dansk fjerkræ har været lukket inde hele dette forår pga. fare for spredning af en ny variant af fugleinfluenza.
Landbrugserhvervet her i DK er blevet så mægtigt, at det fuldstændig kan sætte sig på vores fælles, offentlige dagsordenen. En kritisk artikel om fx kvotekonger i fiskeriet, den massive ødelæggelse af dansk jord, vand, natur og luft pga. sprøjtning og massiv gylleudspredning, om omfattende svindel med tilskud fra fælleskasserne, om CO2-udledning forbundet med produktionen eller om den seriøst farlige, kødædende, resistente svinebakterie, MRSA, der nu er udbredt blandt mennesker og på vores sygehuse, følges dagen efter prompte op af en barsk og truende tilbagevisning og mistænkeliggørelse fra Landbrug & Fødevarers meget effektive presseafdeling.
Giftrester fundet i mere end halvdelen af vandboringer
Minister vil have mere kontrol, efter at der er fundet pesticidrester i 57,9 procent af danske vandboringer.
Landbruget opfører sig fuldstændigt som en junta i et diktatorisk østland, når sammenslutningen ‘Bæredygtigt landbrug’ – alene navnet! Mon det står for en nærmere granskning? – går så vidt som at anlægge retssag mod en professor og forsker, fordi han, efter deres mening, var nået frem til ‘forkerte’ konklusioner:
Det er helt utilstedeligt i et demokrati, hvor både ytringsfrihed og fri forskning burde være en selvfølge!
Men medierne viderekolporterer – måske pga. af uvidenhed om de faktiske forhold? – landbrugets romantiserende fortællinger uden at stille kritiske spørgsmål til et erhverv, der, som en stat i staten med egne regler og et broderskab, der dækker over hinandens ugerninger, er klar til – midt under en verdensomspændende epidemi, hvis deres interesser bliver truet – at sætte sig op på deres kæmpestore, EU-betalte landbrugsmaskiner og køre mod Christiansborg, hvor de truer en lovligt valgt regering på det groveste og afpresser os alle sammen for milliarder.
Landbruget har fået for stor magt! – De kan få omskrevet konklusionerne i danske forskeres rapporter og videnskabelige artikler, som det er sket på Århus Universitet, og hvem ved hvor ellers? De farer ud med bål og brand og mistænkeliggørelse, hvis man ytrer sig kritisk om erhvervet, så man ser yderst sjældent fx danske tv-udsendelser, der viser virkeligheden i landbruget: Grisenes liv i staldene, fastbundne søer, 25.000 døde smågrise pr. dag, brutal indfangning og aflivning af slagtekyllinger, alt for lange transporter til slagterier i andre lande, hvortil småkalve, grise eller heste ankommer med brækkede ben og blodige, underløbne mærker fra hårde slag efter alt for mange dage, mast sammen i transportvogne uden hvile, mad, vand og frisk luft. Man laver ikke landbrugsfaglige udsendelser om realiteterne i dansk landbrug: økonomien, alle tilskuddene, jordens tilstand, pesticiderne i drikkevandet, stordriften, udenlandsk arbejdskraft, kyllingefarme med over 20.000 sammenmaste dyr, mælkeproduktionen, der skaber ‘taberkøer’ – et begreb vi ikke kendte i 1960’ernes mindre, familiedrevne landbrug, sprøjtning af markerne hver eneste uge i dyrkningssæsonen. – Mange af billederne ville få uforberedte seere til brække sig, er jeg sikker på.
Vi foretrækker klart den romantiske idé om livet på landet og alle de kælne gårdnavne, springende økologiske køer, der lukkes ud på en nedtrådt mark en enkelt forårsfridag, som en teaterforestilling, der kan forlyste børnefamilier fra byerne, og alle de manipulerede billeder af yndige kyllinger i grønt græs.
At gårdene i dag er kæmpestore industriforetagender, der har nedlagt læhegn og markveje og sprøjtet naturen på og omkring deres marker ihjel, betyder ikke noget.
At de allerfleste danske køer aldrig ser en grøn mark, men går inde i store, vantrivelige flokke, ved de færreste.
Og at hovedparten af de kyllinger, du køber i et supermarked, aldrig har set andet end andre klemte kyllinger i en bemøget stald, har vi slet ikke lyst til at vide. – Giv os idyllen og fantasien, så vi kan nyde vores mad i fred.
En ting er produktionen. En anden produkterne. – Al denne død og mishandling af dyr resulterer bl.a. i wienerpølser, som ud over en del tilsætningsstoffer også indeholder bambusfibre … Hvad ind i hede hule H…… laver BAMBUSFIBRE i mine grillpølser???
INGREDIENSER – Wienerpølser:
80 % grisekød, vand, surhedsregulerende middel (E 325), kartoffelstivelse, salt, SOJAPROTEIN, bambusfibre, krydderiekstrakter, koriander, muskatnød, peberaroma, antioxidanter (E 300, E 301), stabilisatorer (E 450, E 331), emulgator (E 471), hvid peber, konserveringsmiddel (E 250), lammetarm, røgaroma. Kan indeholde spor af mælk, selleri og sennep.
Og hvem i alverden har fundet på at udnytte en natur ude af balance og bjerge af opskyllede eller opfiskede søstjerner til at fodre svin med? – Hvor ækelt og unaturligt kan det blive? Hvem har lyst til at spise sådanne svin?
– Og hvorfor står der flere steder meget tydeligt på min mælkekarton, at skummetmælken er CO2-neutral, når man ved, at netop mælke- og kødproduktionen er blandt de værste CO2-syndere?
Mælkekartonen lyver mig lige op i ansigtet. Den benytter sig af begrebet ’klimakompensation’, der, så vidt jeg har forstået, har lige så gavnlig effekt på klimaet, som købet af den katolske kirkes afladsbreve for 500 år siden havde på længden af et menneskes ophold i skærsilden …
Der bliver tjent svimlende summer på dette narreværk. På dårlige fødevarer. På snobbede madentusiaster, der, som i H. C. Andersens ’Kejserens nye klæder’, begejstret betaler overpris for højt berømmede mærkevarer. For usunde og ofte ligefrem skadelige ‘næringsmidler’ fyldt med kemi og tilsætningsstoffer, som vi stadig tror, vi er tvunget til at købe for at opretholde livet. – Mens de såkaldte ’livsstilssygdomme’ hærger og slår folk ihjel som fluer.
Producenter og industri plejer at forsvarer sig med, at de blot tilbyder det, som folk vil have: Billige fødevarer. – Men hvorfor går de ud fra, at folk frivilligt vælger det dårligste, det mest kunstige og skadelige? Og giver det til deres børn? Når de gladeligt betaler blinkende formuer for fx god kaffe, cigaretter, belgisk chokolade og fine øl, vine og spiritus? – Jeg tror, at man rækker ud efter det, der er tilgængeligt, det, man er vant til, det, som andre køber, og det, som man ser i reklamer og i verden omkring sig. Det, der lige står på hylden, når man er nede for at købe ind.
Der er ingen grund til at tro, at voksne, tænkende mennesker, hvis de havde et frit valg, ville vælge pølser med bambus, koteletter med søstjernepulver, kødet fra mishandlede dyr eller saltmættede chips og kiks, kager og chokolade med palmeolie og sukker, der tilstopper blodkarrene. Folk spiser sig ikke syge med vilje. Producenter og industri har naturligvis et stort ansvar, som de ikke kan fralægge sig ved at kaste det tilbage på forbrugerne.
For menneskets biologi er, så vidt jeg forstår, således indrettet, at mer’ vil ha’ mer’. – Jo mere, vi spiser, specielt af fede og søde sager, jo mere vil kroppen have. – Så vi er meget modtagelige for lugten i bageriet eller reklamen i tv, hvis det er en halv eller en hel time siden, vi sidst har spist noget. – Og det ved de jo godt henne i butikkerne og i industrien …
Når vores fedtceller først er dannet, skriger de op og sender sultsignaler til hjernen, hvis de er i fare for at skulle tømmes. Og når blodsukkeret falder kort tid efter et måltid, en sodavand eller en snack, føler vi akut og voldsom trang til mad igen. Disse signaler er meget svære at modstå, selv hvis man har to-tre ‘bildæk’ rundt om maven og i virkeligheden ville kunne leve godt et par måneder bare ved at tære på reserverne. – Men sådan spiller kroppen ikke. Den er skabt til at overleve under knappe forhold på en savanne i Afrika, hvor man måske kun fik nedlagt et bytte en gang om måneden og måtte klare sig med vand og et par nødder, blade eller rødder indtil næste gang.
I virkeligheden ville det være sundere og billigere for voksne mennesker at spise mindre. Måske faste med mellemrum, som flere af de store verdensreligioner anbefaler. For det er en myte, at vi hele tiden skal proppe mad i gabet. En myte, som producenterne betaler bloggere, eksperter i ‘livsstil’ og reklame, men også veluddannede sundhedspersoner, for at vedligeholde, for der er mange, mange penge på spil. – Men vi behøver ikke købe en alt for dyr kop kaffe på vej til arbejde hver morgen. Vi behøver ikke proteindrikke, hvis vi indtager mælkeprodukter, æg eller kød af og til. Vi behøver ikke klamre os til en vandflaske på den korte tur til jobbet, skolen eller universitetet. – Børn, der skal vokse og udvikle sig, syge, gravide og andre, der skal præstere på et højt niveau, skal naturligvis spise passende mængder af god og lødig mad. Men ikke ustandseligt. Og is, cola, chips, slik, købekager og sodavand er ikke mad!
For meget mad, og for meget dårlig mad, gør os syge. Vi får diabetes, blodpropper, overvægt, med alt hvad deraf følger i form af dårlig trivsel generelt.
Men vi er oplært til at tro, at vi har brug for mad hele tiden. Det var vores forældres og bedsteforældres kultur, som stammer fra en fortid, hvor mad –også i vores privilegerede del af verden – var svært opnåeligt. Vi er ikke skabt til at leve i en overflodssituation, som vi gør nu. Førhen skulle man spise, når der var mad at få. For man vidste aldrig, hvornår næste måltid indfandt sig. – Og vi tog for os. Mad blev samlingspunktet både til hverdag, til fest og til sorg. Dette forældede forhold til mad lever landbruget og hele fødevareindustrien stadig højt på, og nu ødelægger de vores helbred og det fælles miljø undervejs.
I virkeligheden burde konventionelt landbrug og fødevareindustri i den nuværende form ikke oppebære nogen form for støtte, for deres virksomhed og indtjening koster os andre dyrt på miljøudgifterne og på sundhedsomkostningerne. Vi kunne i stedet gradvist sluse støtten over til økologiske producenter og mere miljøvenlig produktion.
Hvis man tager en enkelt fastedag eller to, opdager man, at man hverken føler sult, bliver svimmel eller kraftesløs. Tværtimod. Når maven ikke skal på hårdt arbejde med at fordøje al den mad af svingende kvalitet og alle tilsætningsstofferne, og insulinen ikke uophørligt pumper rundt i blodet, bliver man lettere, gladere, mere energisk og klarttænkende. Man skal blot sørge for at drikke, mest vand, men også en kop kaffe, te, et glas mælk eller juice, som kan holde organismen i gang i en dags tid eller to. En kortvarig faste, hvor man sørger for at drikke undervejs, er normalt helt uden skadelige indvirkninger på kroppen for et fysisk og psykisk sundt, voksent menneske uden hårdt fysisk arbejde. Snarere tværtimod, siger de nye sundhedseksperter, der begynder at dukke frem flere steder.
Mit største problem ved at faste en dag eller to er, hvad jeg så skal lave? At holde op med at spise er ikke meget forskelligt fra at holde op med at ryge: Så snart nikotinen efter sidste smøg, eller insulinen efter sidste måltid, forlader blodbanen, melder der sig en stærk trang, som er svær at modstå. Når man så omsider kommer om på den anden side af trangen efter timer eller dage, så står man der med en masse fri tid …
Jeg bruger normalt en uforholdsmæssigt stor del af min tid, opdagede jeg, på at skaffe mad til huse, fra haven, fra små producenter i nærheden eller fra supermarkeder, på at forarbejde al denne mad, vaske, skrælle, hakke, blande, koge, sylte, fryse, stege, bage, grille, anrette, og på at invitere folk til at komme og nyde det hele med mig.
Det er den kultur og de vaner, jeg har med mig og lever i, og det er – ligesom landbrugskulturen og masseproduktion af fødevarer – meget svært at lave om på.
Se evt.
“Dr. Jason Fung: Fasting as a Therapeutic Option for Weight Loss” på YouTube
Hvornår begyndte vi som samfund at overlade væsentlige opgaver til amatører og charlataner?
Jeg har med rædsel fulgt sagen om Gentofte Lægeklinik, hvor et par platugler spinder guld på syge mennesker og offentlige tilskud.
Skattevæsnet, som lod udenlandske svindlere bedrage sig for milliarder.
Postvæsnet, som nu hører hjemme allerbagerst i et snævert supermarked, og som på de få, røde postkasser, der er tilbage, ikke anfører tømningstidspunktet, men oplyser, at breve kan være op til fem hverdage undervejs.
De såkaldte ressourceforløb og jobsøgningskurser i privat regi, hvor alle spilder deres egen, hinandens og alle andres tid med meningsløs snak, nyttesløs ’jobsøgning’ og udsigtsløs opbevaring.
Her på matriklen er vi ofre for amatørisme og himmelråbende inkompetence, når det gælder vigtig infrastruktur, i dette tilfælde internet og tv.
For et halvt år siden blev vores mangeårige og velfungerende internetudbyder ved opkøb overtaget af Stofa, et levn fra de gamle antenneforeningers tid, der i vores område fortrinsvist betjente sig af kobberledninger.
Vi har fibernet, som Stofa mente, at de sagtens kunne overtage og håndtere, og for at gøre en (meget) lang historie kort:
● Vi har adskillige gange i dagevis været uden forbindelse med omverdenen. Når nettet går ned, virker tv og radio heller ikke. – Midt under 2. coronabølge i efteråret tog de pludselig alt fra os og havde ’glemt’ at sende en ny boks og fortælle, at vi nu overgik til dem. En anden gang havde Stofa fra torsdag til mandag aften, altså hen over en meget lang weekend, angiveligt haft ‘uvarslede reparationsarbejder’, som mærkeligt nok kun berørte vores forbindelse.
● Vi har siddet i telefonkøer i måske omkring 20 timer i alt – Og det er længe at være fanget og skulle lytte til underlødig muzak og ’tast dit og dat’ og ’ved du, at du kan bruge internettet’ – når det lige præcis er det, man ikke kan! – og ‘vi har ekstraordinært travlt i øjeblikket, der kan forekomme ventetid’, alt imens man er desperat pga. vigtige møder el.lign., som man ikke kan deltage i. – Man traver hvileløst rundt i stuen, et afmægtigt offer for uduelighed …
● Vi har hver især brugt mere end en normal arbejdsuge på at skrive mails til Stofa, hvor vi forklarede præcist, hvad der var galt. – Intet er rettet endnu, og vi fik uvægerligt, hver eneste gang igennem et halvt år, et automatsvar om, at de havde ekstraordinært travlt i øjeblikket … Hver eneste gang i et halvt år!
● Vi har forbindelse med omverdenen nu, men den er usikker, ryger tit og skal genstartes dagligt.
● Vi ved aldrig, om tingene fungerer, om vi kan komme igennem, om vi kan få fat i Stofa og få hjælp til akutte problemer …
Vi er to voksne, der arbejder hjemmefra under coronakrisen. Vi har mails, møder, samtaler, vejledninger og afholder eksamener på universitetsniveau under Stofas vakkelvorne auspicier. Vi ville også gerne kunne se regeringens coronapressemøder, nyhederne i øvrigt, og måske slappe af med en film bagefter. Det er ihvertfald det, vi forventer og betaler for.
I stedet får vi en sludder for en sladder af ’supportere’, der ikke ved noget, og ’kundeambassadører’, der ikke kan gøre noget, når vi efter timer eller dage omsider kommer i kontakt med foretagendet. – Det er, som om nogle børn har ansat alle deres klassekammerater, Simon, Christian, Bettina og Frederikke, til at besvare henvendelser fra frustrerede kunder på samme måde, som en bordtennisspiller febrilsk forsøger at slå bolde tilbage til afsenderen. – Ingen bliver hjulpet af det. Ingen får de vigtige forbindelser genoprettet. Og ingen magter at gøre noget ved problemerne. Der bliver blot brugt uger – måneder – halve år – på at ævle-kævle frem og tilbage.
Selvfølgelig har vi undersøgt alternative udbydere i vores område. Der er to, og de ser begge ud, som om også de styres af tre friske gutter lige fra gymnasiet, der har slået sig op på at overtage et allerede eksisterende net, men som ikke magter at opretholde og vedligeholde det og betjene kunder, der stiller helt rimelige krav til funktioner og kundebetjening.
Hvem er de voksne, når det gælder infrastruktur og forsyningssikkerhed? Hvilken offentlig myndighed er ansvarlig, fører tilsyn med indtjeningen og servicen, og kontrollerer, at vi alle har adgang til et fungerende netværk? Der nu er lige så essentielt for alle hustande som vand, fjernvarme og strøm.
Nu skal hygiejnebind og tamponer være gratis i Skotland. Dyre hygiejneprodukter har ifølge pressen været skyld i, at kvinder måtte droppe ud af uddannelser, opgive sport, socialt samvær m.m. – Og det er forfærdeligt.
Straks er der danske kvinder, der – måske i kølvandet på den nye, absolut nødvendige, #MeToo-bølge herhjemme, øjner en mulighed for at afpresse fællesskabet for flere goder og kræver gratis menstruationsprodukter i det offentlige rum, på institutioner og arbejdspladser. – Nogle gange kunne det måske være nødvendigt, men i princippet skulle velfærdssamfundet kunne dække de fleste almindelige udgifter, både julehjælp, husleje og hygiejnebind.
Og det ser ud til, at Bilka og Salling Group allerede har taget affære og er kommet kvinderne i forkøbet:
En pakke med 20 bind til 1 krone og 75 øre! Og tamponer til 10,95 for 32 stk.:
– Der er vist ikke mange danske kvinder, der ikke kan få råd til det. Og der, hvor man ved, at der kunne være et behov, kunne man jo indkøbe et par kasser og stille frem til fri afbenyttelse.
Endnu et eksempel på dyrere og dårlige. Og at butikkerne er meget hurtige til at sætte priserne op, men næsten ikke kan få dem sat ned igen …
Bilkas billige bind er steget næsten fire gange i pris på tre et halvt år! Nu er stykprisen højere, end de dyrere tamponer var i efteråret 2020. Til gengæld er bindene nu tyndere og af betragteligt dårligere kvalitet.
Hvis man køber og indtager et produkt, ‘Venolet’, der består af affald fra vinfremstilling, dvs. vindrueblade og kerner, så kurerer det ens trætte og tunge ben for kun 99 kr. + porto for den første måned. Produktet kan også give en bedre hud og kurere appelsinhud. – Fantastisk!
Og hvis man køber en magnetmadras for 3500 kr. og dertil hørende topmadras for 2500 kr. plus et ekstra uldtæppe for 1495 kr. fra ‘Welvido’, bliver ens krop mere modstandsdygtig over for influenza, virus og infektioner – og så får man et værdifuldt magnetarmbånd oven i handlen.
