Kategori: Have

Hjerter i flødesovs

Persillen stod usædvanligt frodigt og krusede sig i køkkenhaven, og da jeg havde frosset en pæn del ned til vinteren, fik jeg lyst til at anvende resten til en af mine yndlingsretter: Hjerter i flødesovs. − Man får mundvand bare ved tanken.

Men i lang tid så det ud til, at projektet måtte blive der, i tanken, for man kunne ikke købe hjerter i vore nærmest liggende dagligvarebutikker. − Jo, grisehjerter ville supermarkedets unge slagter gerne hente ude bagved til os, men når man har set de forhold, vore grise fødes og opfostres under, har man ikke lyst til at spise deres indvolde, de medicinbefængte levere og de små, ulykkelige hjerter.

Da vi plagede, skaffede Brugsens slagter os dog et par velvoksne kalvehjerter, som lige nu står og småsimrer i piskefløde, fyldt til bristepunktet med persille. Måske vokser kalve i dag op under lige så hjerteskærende forhold som grise? Man tiltror jo dansk landbrug det værste efterhånden, men jeg ved det heldigvis ikke.

Hvad gør de af hjerterne og de andre indvolde? Ender det hele, på nær lidt lever til traditionalisterne, i dyrefoder? Eller bliver det eksporteret til kineserne, som altid har vidst at sætte pris på de lækreste fødevarer? Og hvad med det vidt berømmede, nye nordiske køkken? Har de hjerter i flødesovs på menuen?

Det er synd, at smagen for indvolde går tabt. I disse fedtforskrækkede tider burde tunge, hjerte og lever være eksklusive delikatesser, men sig det ikke til nogen. Vi, der sætter pris på den slags, kan stadig få et godt måltid til næsten ingen penge.

Jeg husker, at vi fik nyrer, hjerter og lever mindst en gang om ugen i min tidligste barndom i de nøjsomme 50’ere, tunge var fin søndagsmad, og vi drak kærnemælk til. Det var i de år, mine søskende og jeg fik en citronsodavand til deling lørdag aften.

Fra ca. midt i 60’erne eksploderede økonomien, så der altid var sodavand i kassevis i hjemmene, vin i glassene og røde bøffer på tallerknerne.

Men sommetider, midt i al overfloden, ind imellem bøfferne, stegene, kyllingerne, sushien, pizzaerne, pastaen, tærterne, risene, nudlerne, kan man godt få lyst til hjerter i flødesovs. − Men vi bliver sikkert sidste generation med sådanne præferencer.

Haver og grønt

Cassiatræet, Pink and White Shower, i en have ved Nilen

Hvis man har gået en hel dag i en arabisk bys brændende varme støv, lugte, myldrende menneskemængder og støj og derefter bliver lukket ind i en muromkranset have med ro, bladgrønne skygger, kølig, velduftende luft, rindende, rislende vand, frugter, blomster og kvidrende fuglesang, så mærker man omgående, hvordan ens hjerterytme sænkes, smilet breder sig og hele kroppen slapper af. − Ikke for ingenting betragtede araberne Paradis som en have, og ikke for ingenting er den islamiske havekunst verdens mest udsøgte.

Grønt er godt for øjnene, siger man, men grønt er vel blot naturligt? Grønt er et signal om frodighed, om mad til os og vore dyr, om frugter og dermed liv.

Enhver, der har mulighed for det, anskaffer sig en smule grøn plæne, et par blomsterbede og en lille køkkenhave, i det mindste lidt krydderurter og en grøn plante i altankassen eller vindueskarmen. I yderste nødstilfælde en fotostat af den grønne bøgeskov på en af stuens grå betonvægge og en svajende plasticstuebirk ved den anden.

Cirka hvert tiende år går det (igen) op for en eller anden velmenende terapeut, at det er sundt for sjælen at færdes i noget naturligt grønt, og man anbefaler derfor med nyfunden energi haveterapi eller skovture til grupper af betrængte medmennesker som supplement til alle lykkepillerne.

Samtidigt sørger andre omhyggeligt for at bebygge og beplastre de sidste halvnaturlige, helgrønne arealer, vi har tilbage i dette forstyrrede land, med institutioner, villaer, fabrikker, sportsbaner, asfaltveje og forskellige slags cementgrå lagerbygninger beregnet til at indeholde ting, mennesker eller vore børn. Disse menneskeskabte ørkener breder sig efterhånden som et kræftbefængt udslet fra de store byer ud over en betragtelig del af jordens overflade.

− Og får os til at længes efter noget naturligt og frodigt grønt. Et Paradis.

En fugl i hånden…

Vi fodrer de vilde fugle med stor entusiasme. Året rundt er der rigeligt med vandingssteder og et pænt udvalg af fuglefrø og mejseboller i haven, og så er der redekasser, buske og træer, de kan bo og færdes i. Vi har stor fornøjelse af at betragte fuglelivet, at lytte til dem, og de hjælper os af med bladlus, gåsebiller, jordbær, kirsebær o.m.a.

Trods rovfuglesilhuetter på de store stuevinduer sker det dog gang på gang, at en lille fugl flyver på ruden og slår sig. I denne tid, forsommeren, hvor de nye kuld netop er kommet ud i verden på usikre vinger og skal lære at navigere, og hyppigst i gråvejr, hører vi af og til det lille bump og må hen og se, hvad det var:

De fleste klarer det heldigvis, når de lige har sundet sig lidt:

Men det sker desværre, at sammenstødet med ruden har dødelig udgang:

Lavendelsmåkager

Mine yndlingslavendelsmåkager, ca. tre bageplader:

350 g mel

350 g sukker

1 tsk groft salt

2 tsk stødt ingefær

1 tsk natron

½ pk. tørgær blandet i melet

120 g smør

En håndfuld hakkede lavendelblomster og blade

2 spsk frisk revet ingefær

Fintrevet skal af en økologisk citron

1 spsk fløde

2 små el. 1 stort æg

Mel, sukker, krydderier, natron og gær sigtes sammen

Smørret smuldres i

Lavendler, citronskal og frisk ingefær røres i

Æg og fløde røres i

Dejen samles og trilles til pølser på størrelse med en haveslange

Skæres i ½ cm brede skiver, som lægges med GOD afstand på bagepapiret og trykkes flade

Bages i ovnens nederste tredjedel ca. 10 min v. 200 grader

Sommerfuglebusken

Blandt de små glæder, der ender med at blive årligt tilbagevendende, store glæder, er sommerfuglebusken. Først plantet, og passet med lidt beskæring, lys, vand og gødning, sørger den for månedlang underholdning ved at tiltrække alle de sommerfugle, der befinder sig i nærheden.

August er højsæsonen, og da busken står midt på terrassen, kan jeg blot sætte mig med min kaffe og sommerfuglebogen og genopfriske navnene på de få, store og farverige, danske arter af dagsommerfugle i mit område:

Kålsommerfugl, Citronsommerfugl, Dagpåfugleøje, Admiral, Tidselsommerfugl, Perlemorssommerfugl og Nældens Takvinge.

I det nærliggende naturområde, skov og hede, er der andre slags, store såvel som små, der aldrig dukker op i min have.

Men det år, Sørgekåben blæste over Kattegat fra Sverige og aflagde visit, glemmer jeg aldrig.

Mirabelle

Mira bella betyder »smukt syn«, og det er netop det, den er, et smukt syn, i hvert fald i april måned, og det er derfor, den får lov at blive stående midt i græsset.

Mirabeller, de gule, de orange og de bordeaux, spiste vi med stor fornøjelse som børn, da mellemmåltider og frisk frugt ikke var tilgængeligt, som det er i dag. Vi blev faktisk sultne, når vi legede ude en hel eftermiddag.

I dag har vi så meget andet og bedre end de melede mirabeller. Vi har appelsiner, bananer, jordbær, kirsebær, blåbær, hindbær, ferskner, vindruer, æbler, pærer, blommer og kirsebær … Noget i egen have i sæsonen, det meste i butikkerne året rundt.

Hvad kan man så bruge mirabellerne til, når de, som i år, tynger grenene ned i overdådige mængder?

Jeg laver saft. — Frem med saftkogeren, en time efter skal der blot tilsættes sukker, og evt. Atamon, hvis ikke saften skal fryses ned.

Det smager himmelsk af sensommer, og den dybrøde rubinfarve er virkeligt et smukt syn:

Hyldebærsaft

Blog Image

Som så meget andet godt – hyldeblomstsaft, smoothies, hindbærsyltetøj, blåbærtærter, svampestuvning – begynder hyldebærsaften med en skovtur i det gode vejr. Hunden springer fornøjet foran; turens formål er den ligegyldigt, bare den kan løbe, snuse, lege med pinde og tage sig en svømmetur i søerne på vor vej. Noget mere adstadigt følger jeg efter, men det er alligevel mig, der leder hele ekspeditionen hen til hyldebærbuskene i hegnet.

Det går hurtigt med at nippe de bourgognefarvede, tunge klaser af. På et øjeblik er bæreposen fyldt. Alligevel generer det mig som altid, at de bedste klaser tilsyneladende sidder i toppen, hvor kun solsortene kan nå dem, men jeg har virkelig ikke brug for flere.

Hjemme sætter jeg saftkogeren over på komfuret. Klipper stilkene af og skyller bærrene. Efter en lille times kogetid, skal saften bare sødes, og så har vi hyldebærsaft i litervis. Jeg fryser ned i mindre portioner, så vi er rustede, når vinterens infektioner melder sig. Ikke fordi jeg tror, at hyldebærsaft er specielt helbredende, men en kop varm, vitaminrig og fyldig saft er god omsorg og trøster meget mere end den evindelige kamillete med honning og citron.

Resten hælder jeg i en lille gryde. Skræller en tre-fire æbler fra egen have og koger æblestykkerne med i ca. 10 minutter, så har vi pludselig også hyldebærsuppe, som vi spiser til aften med tvebakker. Kun denne ene gang om året, og det smager kraftigt af sensommer og september.

I gamle dage var hyldetræet helligt. Enhver gård havde sin hyld som beskyttelse, bl.a. mod lynnedslag, men man drømte ikke om at spise af hverken træ eller bær. Det er et nyere fænomen, kun knap 100 år gammelt, men en dejlig tradition i mange hjem foruden vores.

Efterår 2

Blog Image

Det er altid vemodigt at lukke ned. Spærre appelsin- og citrontræer inde i en skummel garage for vinteren. Redde de andre sarte vækster, passionsblomst, pelargonie, fuchsia, agapanthus, som vi jo gerne vil have, men som ikke egner sig for vore breddegrader med den korte vækstsæson. Og de var så flotte i sommer … Og de kunne være blevet ved … Synd og skam!

Redder også gyngesofa, regnmåler og den lille porcelænsfrø ind. Har en fornemmelse af at gå og lukke og slukke efter en middelmådig fest. For så overdådige bliver vore somre aldrig, vel? At man mæt og glad af blomstring og sol blot sætter sig inden døre det næste halve år og er tilfreds.

Går en havetur og fejer efter mig. Det ser nu alligevel ikke værst ud. Nu kommer de grønne linjer klart frem: taks-, bøge- og buksbomhække, tjørn og kristtorn med strålende røde bær. Og roserne er tapre og holder stand. Når så septembers sol forlener det hele med et strejf af guld og blåt, og æblegrenene er tunge af melonstore frugter, så har vi endnu noget at se frem til!