Bum! – Mørket omklamrer os allerede ved ottetiden om aftenen. Uvant og overraskende. Sommeren forsvandt lige så pludseligt, som den kom. Men den var her. En uge i juli og tre i august. Nu skal vi klare os indtil næste år.
Det kan vi sagtens. Vi har bøger nok, og det fugtige mørke vækker erindringen om lange aftner i godt, nej, det bedste, selskab, og for at hædre den ethundredogfireogfyrreårige forfatter bruger vi den kortere dag på at bage små, lækre madeleinekager og lave te af lindeblomster, som vi stjal på sommerens udflugter.
Vi har gjort plads til vores eget træ i haven. Og fået rammemanden til at lave rammer, så vi kan tørre svampe, rosmarin, lavendler og lindeblomster i det skab, hvor varmeveksleren sidder.
Så nu burde vi være forberedte på yderligere mange års buldermørke og litteratur.
Det er lørdag og én af sommerens smukkeste aftner. Grillen syder, og vi har inviteret et par gode venner til drinks, mad og hyggelig snak. − Klokken 18, netop som gæsterne er ankommet, og vi har sat os til bords på terrassen, starter naboen sin kraftigt motoriserede græsslåmaskine lige på den anden side af hækken … I en halv times tid kan vi ikke høre, hvad vore venner siger, og vi kan kun lugte benzinos, ikke det gode rosmarinmarinerede svinekød på grillen.
Søndag formiddag lokker solen mig ud i haven med morgenkaffen. Jeg finder en stol i en rolig krog og nyder fuglene, den relative stilhed og den friske morgenluft, da naboen på den anden side går i gang med sin havestøvsuger. Da jeg af erfaring ved, at det vil tage ham hele formiddagen, måske mere, at støvsuge sin lille have, giver jeg op og går ind. Genboerne har gang i noget buskrydning, og lidt længere væk klipper de hæk med støjende maskineri.
Jeg er helt sikker på, at vi også mange gange har slået græs, klippet hæk eller kløvet brænde på tidspunkter, hvor vore naboer gerne ville have nydt lidt fred.
Så mit forslag til alle os geskæftige haveejere er en tidszone til larmende maskinel. Lørdag formiddag mellem kl. 8 og 14 må man larme så meget man lyster i sin egen have. Det er muligt at planlægge således, at man kan begrænse græsslåning, hækklipning, motorsavsbrug, havestøvsugning, kompostkværn o.l. til dette tidsrum. Hvis alle er i gang på samme tid, generes ingen, og hvis der alligevel skulle være en enkelt, der ikke kan udholde støjen, kan han tage til stranden eller i storcentret.
Lad os give os selv og vore børn mulighed for at opleve et sjældent gode: søndagsfred og stilhed i haven.
… i dag er ofte de rene Byggemand-Bob-konstruktioner med masser af sten, skærver, ’skulpturer’, besynderlige hegn og træterrasser, så man aldrig behøver at røre fugtigt, grønt græs med fødderne. Det ser ud, som om det moderne menneske kun er lykkeligt, hvis han har 100 m2 belægning under det flettede plastichavemøbelsæt og Webergrillen, en bræmme af uplejet græs med et billigt legestativ fra Jem & Fix og et hegn, der ikke skal klippes, omkring sit hus. − Konen kan så plante lidt kunstige, købte ’sommerblomster’ og et par stedsegrønne planter i krukker, som hun sætter dekorativt ved fordøren eller på den udstrakte og øde terrasse, og som alt sammen går ud, når familien er væk på ferie eller bare glemmer at vande og gøde.
Familiemedlemmerne løber rundt i hvert deres hamsterhjul, mor her, far der, Sofia i børnehaven og William i vuggestuen, og de har fjernet sig så langt fra enhver form for natur, at blot en gængs potteplante, der ikke er en langtidsholdbar, plasticlignende orkidé, i vindueskarmen opfattes som et ’projekt’, som er i stor risiko for at mislykkes. For ikke at tale om den manglende evne til at passe de marsvin, guldfisk, kaniner, undulater, katte og hunde, man får anskaffet.
Min barndoms haver bestod af planter − ikke billige byggematerialer. − En grøn frodighed i mange nuancer og niveauer: Store og små træer, høje og lave hække, buskadser, staudebede, bregnehøje, stenbede, åkandebassiner, hjemmebyggede legehuse, der mindede om noget fra ’Hans og Grete’, og udstrakte plæner, hvor vi solede os, legede med vandsprederen eller spillede badminton og kroket. − Ikke mindst var en stor del af haven tilplantet med frugttræer og en anden betragtelig del udlagt som køkkenhave. Vi gnaskede rabarber, jordbær, hindbær, ærter, bønner, solbær, ribs og stikkelsbær om sommeren, kirsebær, blommer, æbler og pærer fra sensommeren og til langt hen på efteråret.
Børn, høns, katte og hunde færdedes frit i haverne og på villavejene og generede ingen, for de kendte alle hinanden og omgikkedes som gode naboer. Og der var så få biler, at ingen var i fare; hundene dannede flokke og gik på eventyr, og børnene gjorde ligeså, kørte uforstyrret af sted på rulleskøjter eller spillede rundbold midt på gaden i de lyse sommeraftner.
For bare tyve år siden fandtes der stadig mange helt almindelige mænd og kvinder, der kunne tage hånd om et kuld hvalpe i fyrkælderen uden at måtte ty til bøger, eksperter og hjemmesider. De kunne aflive en kat med en skovl, hvis den pludselig fik fråde om munden og gik til angreb, og de slagtede høns med samme rutine, som vi andre skræller kartofler. I deres haver indgik hønsemøg og kompost fra lugning og køkken som gødning og jordforbedringsmateriale. De vidste, hvornår man planter jordbær om, skærer hindbær ned, hvordan man forynger en solbærbusk, og de kunne alle som én beskære og opbinde en række æble- eller pæretræer og forme de smukkeste espalierer. De kunne arrangere en staudekant efter højde, farve og blomstringstid, og de købte ikke nye planter om foråret, så de skulle vandes dagligt i den varme tid, men ventede til efteråret, så planterne kunne nå at danne rødder inden vinteren og stå livskraftigt og selvforsynende, når det blev forår og sommer igen. Man byttede planter, tog stiklinger, gik og arbejdede med det hele i fritiden og ventede på, at haven blev, som man ønskede det − Hvilket den jo aldrig blev; det var en del af charmen.
Førhen var man ikke naturfremmede, der betragtede det simple fænomen, at køer kommer på græs om foråret, som en overgearet ’event’, der kunne interessere andre end bonden og hans familie, for dengang kom alle køer naturligvis ud, så man kunne få rengjort og kalket stalden inden Pinse. Man levede harmonisk med dyr og planter, som mennesker altid har gjort det indtil for ganske nylig. Som en given sag vidste enhver, hvordan man vinteropbevarer æbler, kartofler, gulerødder og løg. Sylter og henkoger. Serverer jordbærgrød bagefter den grydestegte, hjemmeavlede hanekylling om søndagen. Og det bedste af det hele? − De gjorde det bare og holdt deres kæft med det! − Ikke et ord på Facebook, hvis de havde dyrket deres egen persille.
Men den grad af jævn jordforbindelse er gået i glemmebogen nu, hvor man kan købe sig til en velanlagt have, man ikke har tid til at passe, hvor man foretrækker en lille sort plasticpotte fra supermarkedet frem for et helt bed fuldt af de flotteste og sundeste purløg lige uden for døren.
Alle de planter, der på forhånd er dømt til langsom hensygnen og tørstedød i fancy krukker, alle de byggematerialer, gabende tomme udestuer og drivhuse, havemøbler, skrøbelige legesæt, plastic, trampoliner og bassiner holder dog gang i hjulene, hamsterhjulene, så vi alle kan løbe stærkere i hverdagen for at få råd. Så vi kan købe en rejse, et hotelophold, leje et sommerhus, så vi kan stresse af. I stedet for at gå ud og pusle i vores haver.
− om planter, jeg muligvis ikke er kommet helt ærligt til
I en park i Cairo følte jeg noget rulle under mine sandaler. Det var mørkt, men jeg bukkede mig og samlede de sorte, ærtestore frø op. Hjemme såede jeg dem, og på forbavsende kort tid fik jeg en flok kraftige ’Egyptenpalmer’, som både jeg selv, venner og familie fik fornøjelse af i mange, mange år. Navnlig på en vinterdag, hvor sneen ligger tykt udenfor, er det skønt at kunne drømme sig tilbage til det solbeskinnede Egypten.
Noget lignende skete i Alhambra, Granada, sidste år. Vi gik ad en allé og trådte i hvide frugter fra smukke, gyldne træer, som senere skulle vise sig at være Paternostertræer med en interessant historie.
Det var også i Andalusien, jeg reddede mig en stump af en vildtvoksende rosmarinbusk, som nu trives fortræffeligt i min vindueskarm, og vi så den klassiske bunddækkeplante, Vinca, med de himmelblå blomster, vokse vildt i bjergene. Den stjal jeg nu ikke, for den findes så rigeligt i min have i forvejen, dog ikke i den sartblå udgave, som vi fotograferede ved Pileta:
I juledagene, i en rosenhave i Firenze, nappede jeg en af de ukrudtsplanter, som voksede dekorativt på de gamle mure alle vegne i byen. Den blev efter kort tids pleje til min hvidgrønne Firenzeblomst:
Og ved Gardasøen sad vi engang og drak kaffe mellem aflange blomsterkrukker med nerier i alle tænkelige farver, da en frodig urt i bunden af en af krukkerne fangede min opmærksomhed. Det viste sig at være en pragtfuld mynte! − Ikke den krasse pebermynte, man kan købe som krydderurt herhjemme, men den helt rigtige, milde og søde nordafrikanske mynte, som bruges til velsmagende te i hele den arabiske verden. Som andre mynter viste den sig at være særdeles livskraftig; den overvintrer endda ude i vores nordjyske klima og har gjort det i ti år.
Fra hundred år gamle hustomter i skoven har jeg hjemført humle, sødskærm og sæbeurt, som alle gror mere end villigt i haven.
Og det er et yndet nummer at lade besøgende børn nulre og dufte til sødskærmens blade og bilde dem ind, at det er her, man går ud og plukker sine bolsjer, når de er modne:
Måske er tendensen til at stjæle planter arvelig? − Min mor fik nogle brune frøkapsler op under neglene under en vandring i den smukke park ved Falkland Castle i Skotland for tyve år siden, og det viste sig at være en varm gul forsythia, da frøene spirede frem hjemme i min have. Nu er Falklandforsythiabusken meterhøj, rigt blomstrende, og frøene sår sig selv overalt.
Sommetider får jeg dog en plante fra fremmede lande foræret helt uden snyd. Ud af en gemen malajkrukke voksede pludselig en dag en bregne frem. Da den blev stor, fik den sin helt egen krukke og er nu min skattede krukkebregne.
Hvad fik jeg gaflet med hjem fra Kina? Kerner fra de yndigste miniappelsiner, en slags bittersøde kumquats, og små lycheelignende frugter.
Men de har endnu ikke stukket snuderne op af jorden i de krukker med nerie og citrontræ, jeg har sået dem i. Det er et godt, velgennemprøvet gartnertrick at så nye frø, sten eller kerner i jorden hos en større plante i god vækst. − Det er, som om den store plante skærmer og passer på den lille ny.
Når man interesserer sig for både have og historie, sker der af og til pudsige kortslutninger. Således hos mig, da jeg læste en spændende artikel om mistelten i det populære tidsskrift SKALK. Historier, der udgør en væsentlig del af vores kultur og tankegods, viser sig at kunne stamme fra en almindelig jagtpraksis i stenalderen.
Vi skal tilbage til den nordiske mytologi og de gamle gudesagn. Ethvert barn her i landet har forhåbentligt stiftet bekendtskab med den sørgelige fortælling om Balders død. − Den gode og rare Balder blev spået, at han ville omkomme ved sin broder, Høders, hånd, hvorefter gudinden Frigg personligt drog ud og bad alle ting sværge, at de ikke ville skade Balder. Da han således var usårlig, morede guderne sig med at skyde til måls efter ham med spyd, bue og pil, sten, og hvad de ellers havde ved hånden. Loke, som var misundelig på Balders popularitet, omskabte sig til en kvinde og udfrittede Frigg. Hun afslørede i samtalens løb, at hun havde taget alt i ed undtagen en uanseelig urt, der voksede vest for Valhal; den var så lille, at hun ikke havde fundet det umagen værd at opsøge den. Loke skynder sig hen og plukker misteltenen, og så får han lumskeligt den blinde Høder til at skyde på Balder med en pil, han har tilvirket af den. Til alles store bestyrtelse og sorg falder Balder død om, og guderne bereder Loke en frygtelig straf.
Sådan lyder historien i korte træk, og de fleste af os har hørt den fortalt således mange gange før, men vi har aldrig spekuleret over, hvordan det var muligt at tildanne en brugbar pil af den blødgrenede mistelten.
På latin hedder slægten Viscum, hvilket er det latinske ord for fuglelim, og det hentyder til de klistrede, hvide bær, som man brugte til at fange småfugle med, idet man strøg det på træernes grene, så fuglene hang fast, når de satte sig. Den art, vi kender herhjemme, hedder Viscum album, altså hvid fuglelim eller hvid klister.
Det danske navn, mistelten, er knap så romantisk, som de forestillinger vi ellers gør os om planten i dag: Omkring juletid findes misteltenen i mange hjem ophængt i røde bånd. – “Jeg står her under æ mistelten!” råbte den lidet kønne kone i De Nattergales julekalender, og vi forbinder dens smukke, tvedelte, stedsegrønne blade og de mathvide bær med engelske julecarols, med brunkager, kys og masser af fnis. Men “mist” er det gamle germanske ord for gødning, jævnfør ordet mistbænk, gødningsbænk, som måske endnu kendes af ældre haveejere, og “ten” betyder planteskud, så mistelten kunne på godt nudansk oversættes med “lorteskud”.
Man har diskuteret årsagen til dette navn. Nogle hævder, at det stammer fra den måde, misteltenen spredes på, nemlig ved hjælp af fugleekskrementer, navnlig fra drosler, mens andre påstår, at det nok snarere kommer af, at planten ligner et fremmedelement på det træ, den vokser på, så den minder om noget, der er tabt tilfældigt, ligesom en klat gødning. Mest hælder man dog til, at navnet skyldes, at bærrene indeholder en sej, ildelugtende substans, som altså er temmelig snasket og klistret.
Misteltenen er en stedsegrøn busk, der kan blive op til en meter i diameter, en halvsnylter, der suger vand og mineraler fra træer, hvorpå den er fæstnet med en hæfteskive og barkrødder, mens den selv kan danne sine øvrige fornødenheder; det er en dårlig snylter med meget ringe overlevelseschancer, der helt udsulter sin vært. Misteltenen findes i dag kun vildtvoksende få steder på Fyn og Sydsjælland, men den er udbredt i mange forskellige værtstræer, så snart man bevæger sig syd for den dansk-tyske grænse: Tyskland, Polen og store dele af Sydeuropa og Afrika, foruden nogle få arter i Asien. Vore blomsterhandlere importerer den væsentligst fra Frankrig.
Misteltenen har altid været kendt og skattet i folketroen og folkemedicinen. Tegneserielæsere ved, at den er en væsentlig ingrediens i den trylledrik, troldmanden Miraculix forsyner Asterix og de andre gæve gallere med. Misteltenen har været anset for at skærme mod onde ånder, og i nyere tid har man udnyttet dens indhold af lectin i kampen mod kræft. Den er giftig, overvejende på grund af stoffet viscotoxin, men giften er kun virksom, hvis den indgives under huden, ikke hvis man spiser af bær eller plantedele, så der er ingen grund til at undgå mistelten af den grund.
Artiklen i SKALK gætter sig frem til en ikke tidligere erkendt anvendelse af misteltenen. På baggrund af fundet af to urokser i sjællandske moser konkluderer forfatterne, at jagtmetoderne i løbet af stenalderen ændrede sig over et spand på tusind år. Den ældste urokse var forsøgt nedlagt ved hjælp af få, men meget store og kraftige flintepilespidser, som blev fundet omkring dyrets brystregion. Den yngste med mange, men små og spinkle, pile i baglårene. Efter at være blevet jaget og beskudt er begge urokser søgt ud i moseområder, hvor de er gået til bunds, så jægerne ikke havde mulighed for at bjerge dem, og så de senere kunne findes og undersøges af arkæologer. Man rejser i artiklen spørgsmålet om, hvordan stenalderjægerne har kunnet gøre sig forhåbninger om at nedlægge så vældigt et bytte som en urokse ved hjælp af en håndfuld bittesmå flintepilespidser i låret?
På de knap tusind år, der gik mellem jagten på de to okser, ændrede landskabet herhjemme sig i væsentlig grad. Lindetræet indvandrede og kom til at dominere i stedet for birk og fyr, som havde været fremherskende hidtil. Med lindetræerne kom formodentlig også misteltenen. Anvendelsen af pilegift er kendt over hele kloden, og man gætter på, at vore stenalderforfædre har udnyttet misteltenens gift, når de ville have kød på bordet. At de har sigtet mod dyrets vældige bagmuskler understøtter denne teori, også antallet af pile, fordi forsøg har vist, at der skulle forholdsvis store mængder til, før virkningen var dødelig. Den romantiske julepynt kan altså have været anvendt som en dødelig gift i jægerstenalderen.
Pga. forskydninger i klimaet blev misteltenen sjælden herhjemme, og omkring vikingetiden var den så godt som uddød. Men den levede videre i de sagn, man fortalte hinanden fra slægt til slægt. Da historien om Balders død blev nedskrevet, først i Vølvens Spådom ca. år 1000, senere i begyndelsen af 1200-tallet i Snorre Sturlassons Edda, var denne anvendelse af misteltenen ikke kendt, og man efterrationaliserede fortællingen således, at Balder blev skudt med en pil skåret af mistelten. Det er åbenbart, at misteltenen i sig selv også var ukendt for de islandske berettere, fordi enhver, der har prøvet at holde en gren af mistelten i hånden, kan se, at projektet ville være umuligt: Mistelten har tynde og bløde grene, der ikke kan tildannes som pile og slet ikke har kraft til at gennemtrænge huden på en mand. Men hvis man smører gift udvundet af mistelten på en pilespids, fæstnet på en mere holdbar træsort, giver historien mening.
Et ægte havemenneske får naturligvis straks lyst til at eje en plante med så spændende en historie. Man kan købe paradisæbletræer med velvoksende snyltere i form af mistelten. Men man kan også eksperimentere selv, hvis man er tålmodig og beredt på skuffelser.
For mere end ti år siden overtalte jeg efter jul min blomsterhandler til at overlade mig de sørgelige rester af en kasse fransk mistelten, og jeg forsøgte at så de hvide bær på mit eget paradisæbletræ. Det kom der ikke noget ud af. Nogle år senere besøgte jeg en haveejer, der havde en misundelsesværdigt stor mistelten på et æbletræ, og jeg tiggede en håndfuld bær, som jeg anbragte rundt om i grenkløfte på mine egne træer. − Intet skete …
Jeg havde glemt alt om mistelten og opgivet nogensinde at få én selv, da jeg her i vinter gik en tur igennem min frugthave og pludselig fik øje på en lille, men velvoksen, grøn plet mistelten på mit yndlingsæbletræ. En forsinket, men stor og glædelig julegave! − Muligvis vil solsortene, som jo er drosler, nu medvirke til at sprede Balders bane til den nærliggende skov og andre folks haver.
Litteratur:
SKALK nr. 6, 1995, Poul og Kristian Krabbe: Vest for Valhal
Nordiske gude- og heltesagn fortalt af Niels Saxtorph
Persillen stod usædvanligt frodigt og krusede sig i køkkenhaven, og da jeg havde frosset en pæn del ned til vinteren, fik jeg lyst til at anvende resten til en af mine yndlingsretter: Hjerter i flødesovs. − Man får mundvand bare ved tanken.
Men i lang tid så det ud til, at projektet måtte blive der, i tanken, for man kunne ikke købe hjerter i vore nærmest liggende dagligvarebutikker. − Jo, grisehjerter ville supermarkedets unge slagter gerne hente ude bagved til os, men når man har set de forhold, vore grise fødes og opfostres under, har man ikke lyst til at spise deres indvolde, de medicinbefængte levere og de små, ulykkelige hjerter.
Da vi plagede, skaffede Brugsens slagter os dog et par velvoksne kalvehjerter, som lige nu står og småsimrer i piskefløde, fyldt til bristepunktet med persille. Måske vokser kalve i dag op under lige så hjerteskærende forhold som grise? Man tiltror jo dansk landbrug det værste efterhånden, men jeg ved det heldigvis ikke.
Hvad gør de af hjerterne og de andre indvolde? Ender det hele, på nær lidt lever til traditionalisterne, i dyrefoder? Eller bliver det eksporteret til kineserne, som altid har vidst at sætte pris på de lækreste fødevarer? Og hvad med det vidt berømmede, nye nordiske køkken? Har de hjerter i flødesovs på menuen?
Det er synd, at smagen for indvolde går tabt. I disse fedtforskrækkede tider burde tunge, hjerte og lever være eksklusive delikatesser, men sig det ikke til nogen. Vi, der sætter pris på den slags, kan stadig få et godt måltid til næsten ingen penge.
Jeg husker, at vi fik nyrer, hjerter og lever mindst en gang om ugen i min tidligste barndom i de nøjsomme 50’ere, tunge var fin søndagsmad, og vi drak kærnemælk til. Det var i de år, mine søskende og jeg fik en citronsodavand til deling lørdag aften.
Fra ca. midt i 60’erne eksploderede økonomien, så der altid var sodavand i kassevis i hjemmene, vin i glassene og røde bøffer på tallerknerne.
Men sommetider, midt i al overfloden, ind imellem bøfferne, stegene, kyllingerne, sushien, pizzaerne, pastaen, tærterne, risene, nudlerne, kan man godt få lyst til hjerter i flødesovs. − Men vi bliver sikkert sidste generation med sådanne præferencer.
Cassiatræet, Pink and White Shower, i en have ved Nilen
Hvis man har gået en hel dag i en arabisk bys brændende varme støv, lugte, myldrende menneskemængder og støj og derefter bliver lukket ind i en muromkranset have med ro, bladgrønne skygger, kølig, velduftende luft, rindende, rislende vand, frugter, blomster og kvidrende fuglesang, så mærker man omgående, hvordan ens hjerterytme sænkes, smilet breder sig og hele kroppen slapper af. − Ikke for ingenting betragtede araberne Paradis som en have, og ikke for ingenting er den islamiske havekunst verdens mest udsøgte.
Grønt er godt for øjnene, siger man, men grønt er vel blot naturligt? Grønt er et signal om frodighed, om mad til os og vore dyr, om frugter og dermed liv.
Enhver, der har mulighed for det, anskaffer sig en smule grøn plæne, et par blomsterbede og en lille køkkenhave, i det mindste lidt krydderurter og en grøn plante i altankassen eller vindueskarmen. I yderste nødstilfælde en fotostat af den grønne bøgeskov på en af stuens grå betonvægge og en svajende plasticstuebirk ved den anden.
Cirka hvert tiende år går det (igen) op for en eller anden velmenende terapeut, at det er sundt for sjælen at færdes i noget naturligt grønt, og man anbefaler derfor med nyfunden energi haveterapi eller skovture til grupper af betrængte medmennesker som supplement til alle lykkepillerne.
Samtidigt sørger andre omhyggeligt for at bebygge og beplastre de sidste halvnaturlige, helgrønne arealer, vi har tilbage i dette forstyrrede land, med institutioner, villaer, fabrikker, sportsbaner, asfaltveje og forskellige slags cementgrå lagerbygninger beregnet til at indeholde ting, mennesker eller vore børn. Disse menneskeskabte ørkener breder sig efterhånden som et kræftbefængt udslet fra de store byer ud over en betragtelig del af jordens overflade.
− Og får os til at længes efter noget naturligt og frodigt grønt. Et Paradis.
