Mette Frederiksen i tv, da hun holdt sin åbningstale i Folketinget d. 4. oktober. Ved valget d. 1. november 2022 fik hun knap 61.000 personlige stemmer og hele 50 mandater i Folketinget, mere end dobbelt så mange som nr. 2, venstres 23 mandater.
Man kunne ønske Mette Frederiksen til lykke med realiseringen af nogle uventet storslåede visioner parret med godt politikerhåndværk.
Man kunne ønske Jakob Ellemann-Jensen til lykke med en blød og heldig landing på en drømmepost som forsvarsminister efter igennem en lang periode at have udspyet modbydeligheder og barnagtige anklager mod sine nuværende partnere.
Man kunne såmænd også ønske tumlingen, Lars Løkke Rasmussen, den runde figur med bly i rumpen, der altid rejser sig, når den væltes, til lykke med at have startet et nyt parti og lige netop at have klemt sig tilbage i ministerkontor og flysæder betalt af andre og ind i magtens rum.
Men jeg tror, at jeg allerhelst vil ønske Danmark til lykke med den nye, samarbejdende regering og det kompromissøgende regeringsgrundlag.
Dette forsøg på fælles regeringsdannelse og bredt samarbejde er noget af det fineste, der er sket i dansk politik længe. I dag er jeg for en sjælden gangs skyld igen stolt af at være dansker.
Vi kan forhindre en polarisering mellem to uforsonlige og hadefulde fløje, som vi har set og ser i fx USA og mange andre lande. En polarisering, der ofte er endt i løgne, ubegrundede anklager og direkte vold. En polarisering, der er en alvorlig trussel mod demokratiet.
Med den nye, brede flertalsregering vil en stor del af det danske samfund fremover være repræsenteret bag det lovgivende arbejde, og det betyder forhåbentlig mindre polemik og længere holdbarhed. Nye regeringer vil ikke føle sig fristet til at lave alting om, når de kommer til magten efter denne.
I et demokrati med flere partier kan man ikke få alle sine egne ønsker opfyldt. Det er kompromisset og samarbejdets præmis. Regeringsgrundlaget synes ikke umiddelbart at være så socialt retfærdigt og miljørigtigt, som jeg kunne have ønsket mig, men politik er det muliges kunst. Anslaget tegner godt. Og ikke mindst stabilt: Nu kan politikerne for en stund holde op med at skændes og begynde at løse de presserende problemer.
Fagforeningerne kan ikke finde andet at udsætte på foretagendet end at brokke sig over udsigten til en mistet forårsfridag om 1½ år. Samme brok hører man fra præsteskabet. Men ingen forhindrer nogen i at købe hveder og æde sig en mavepine til alligevel. I at arrangere sine løse ferie- eller fridage, så man kan få konfirmeret sin 14-årige i kirken eller i fælleshuset på netop den fredag før fjerde søndag efter påske. I at gå i haven og luge eller køre på genbrugspladsen med de gamle havemøbler. I at bede bønner til alle de helgener, der ikke fik deres egen plads i kalenderen ved sidste ommøblering af helligdagene for 350 år siden. Hvis man da ikke kan nøjes med de andre forårsfridage, helligdage og weekender.
Og så er der selvfølgelig hele hylekoret af rabiate grøftegravere: De kommer fra yderfløjene – heriblandt TikTok-helten, Alex Dominique Kristensen Vanopslagh, og Cruella de Vils lillesøster, Pernille Vermund; de kommer fra partier, der ikke reddede hverken ære eller indflydelse, som fx den straffede Inger Støjbergs misfoster af et politikløst sammenrend, og de kommer fra kredse omkring nogle forsmåede minkavlere, der endnu ikke har set millionerne strømme ind på kontoen.
Mange vil insistere på at være negative og tale dårligt om det modige politikerhold, der er trådt sammen og trådt frem for vores allesammens skyld.
Men skal vi andre ikke ønske hinanden til lykke med, at vi fortfarende synes at være i gode hænder, og håbe det bedste?
Et eksemplar mage til farfars leksikon: Mentors Konversationsleksikon fra 1958 indbundet i samme røde bind, som farfar fik sine løsblade indbundet i. Efter igennem flere år at have samlet og læst det hele forærede han det indbundne leksikon til sit ældste barnebarn, da hun skulle borgerligt konfirmeres. – En mere passende gave kunne man ikke tænke sig dengang. Hele verden i en bog!
Det var en tid, før de fleste kunne komme på gymnasiet. Før alle kunne få SU og havde råd til at læse videre. Før velforsynede, offentlige biblioteker og internettet kunne tilvejebringe al den viden, man kunne ønske sig, på kort tid og med meget ringe ulejlighed. Det var en tid, hvor bøger var bekostelige, og tiden til at læse dem i var knap.
Min farfar, Harry Jensen, som ung kaldet Smukke-Harry, var arbejdsmand, men først var han en tid hotelkarl på Sjælland, hvor han mødte en sød, svensk stuepige, som senere blev min farmor, Lilly Lilja.
De slog sig ned i Fredericia, for krisen i begyndelsen af 1930’erne var hård. Heldigvis kunne min oldefar, havneformand Peter Jensen, skaffe dem forpagtningen af havnekiosken, der lå, hvor Stribfærgen lagde til. – Det blev en kort fornøjelse dog, for allerede i 1935 åbnede Lillebæltsbroen, som med både kørebaner og togskinner ledte det meste af trafikken uden om Fredericia og farfars kiosk på havnen.
Så blev farfar arbejdsmand på elværket. Som han selv sagde, så havde han det meste af sit liv arbejdet på et større værk … Fredericia Elektricitetsværk. – Da jeg kendte ham fra årene lige før 1960, var han sjakbajs for et hold stærke mænd, der kørte rundt og rejste elmaster i Fredericia kommune. I pauserne fik de en Star pilsner fra arbejdernes eget bryggeri, Stjernen. Det var utænkeligt at drikke andet.
Han og farmor boede i Arbejdernes Boligforening, i en lille toværelses i Dronningensgade, hvor de opfostrede tre børn. Farmor stod op ved fem-tiden om morgenen og gik ud og gjorde rent for folk, senest i en tandlægeklinik henne i Kongensgade, og hun havde maden klar, fx medisterpølse, sovs og kartofler og måske rabarber- eller jordbærgrød til dessert, når farfar ved sekstiden kom træt hjem.
Farmor som ældre i en karakteristisk positur i sit vindue, Dronningensgade 84 i Fredericia.
Efter aftensmaden satte farfar sig i sin gode stol med avisen, som selvfølgelig var Fredericia Dagblad, fagbladet eller med de løse indstikssider, der samlet udgjorde ’Mentor Konversationsleksikon’, som man igennem fagbladet kunne abonnere på i en årrække fra slutningen af 1950’erne. Han læste om jordens opståen, om himmelrummet, om geografi, kunst, psykologi, biologi og historie.
Bøger var sjældne i arbejderhjemmene. Bag farfars stol i den lille reol stod ’Lystige viser’ – han var en habil mandolinspiller og kunne de fleste viser udenad. Og de hvepsestribede udgaver af ’Hvem Hvad Hvor’, som vi gav ham i julegave hvert år. Men tørsten efter viden var stor, så farfar læste hver eneste side i sit løsbladsleksikon, når de kom, og hørte som et ritual alle sine børnebørn i den nyerhvervede viden, som han elskede at dele ud af. Fx er ingen af os endnu i dag i tvivl om, hvad hovedstaden i Det Ydre Mongoli hedder. Når han spurgte, stod vi nærmest ret og råbte ’Ulan Bator’ uden at ane, hvad Det Ydre Mongoli var, men vi elskede farfar og hans altid smitsomme, gode humør.
Han holdt meget af at læse om rejser. Om ekspeditioner. Om andre lande langt borte. Han var nysgerrig efter at se verden. Og han var sjov og jovial at have med på udflugter fx til København, Odense, Malmø eller Helsingborg og kom altid godt ud af det med folk. Også selv om han ikke talte andet end et flot arbejderdansk. Men han kom kun ud på én længere udlandsrejse i sit liv.
Engang midt i tresserne havde vi ham med på familiebiltur til Gardasøen, og han udpegede elmasterne højt oppe på Alpernes stejle bjergsider for os og udtrykte sin dybeste respekt for de østrigske kollegaer. – I det lejlighedskompleks ved søen, som vi boede i, blev farfar gode venner med opsynsmanden, Antonio, og hans kone, Antonia. Om morgenen gik han op til deres lille butik ved vejen og sad en halv times tid med en kop stærk, italiensk kaffe, som Antonia bragte dem, og en smøg på bænken sammen med Antonio, begge iført kasket, grå bukser, brune slippers og hvid undertrøje, og de to ældre gentlemen diskuterede de forbipasserende og verdens gang på hvert deres sprog, men med stor, gensidig forståelse, før farfar trissede tilbage til lejligheden med friske morgenbrød til os alle.
Om aftenen, når farfar var på vej hjem fra arbejdet på elektricitetsværket, plejede han at cykle ned omkring havnen i Fredericia med de tomme ølflasker og en ligeledes tom aluminiumsmadkasse i sin slidte mappe, der hang i en snorehank på bagagebæreren. Han fik sig en lille sludder med søfolkene, der kom med kul og koks, og var en levende illustration af Osvald Helmuths ’Havnen’*, en vise, farfar også kunne fremføre med stor indføling, og han drømte om at tage hyre som kok på et skib og sejle verden rundt, så snart han kunne gå på pension. Det skulle dog ikke ske. Farfar blev alvorligt syg af lungekræft umiddelbart efter sin pensionering.
Farfar elskede viden! – Hvis han var født i dag, ville han nok have læst og rejst i stedet for at rejse elmaster. Men han havde den glæde at se, at to af hans egne børn blev lærere, og flere af hans børnebørn kom på universitetet.
Mentors Konversationsleksikon i samlesæt var datidens kilde til viden, hvis man ikke havde råd til at købe et af de store, færdigsamlede og allerede indbundne, leksikonværker, Salmonsens eller andre, hvilket kun de færreste havde. Fagbevægelsen var en vigtig faktor, når kundskaber skulle udbredes, også til de klasser, der normalt ikke havde adgang til omfattende bogværker.
For nogle år siden, i en kort, fredelig periode i europæisk historie efter Den Kolde Krig og umiddelbart før den russiske besættelse af Krim og nu her senest forsøget på at indtage resten af Ukraine, fløj jeg i et SAS-fly hen over hele det udstrakte Rusland fra vest mod øst på vej til Beijing. Jeg vågnede ved mit lille, kolde flyvindue i den klare martsmorgen og så solen stige hurtigt og orange op imod os. Nedenunder lå de enorme gulorange, øde bjerg- og steppeområder, og dér, pludselig, en kæmpestor, tilsyneladende moderne by med masser af elektrisk lys i det dæmrende morgenlys … Ifølge kortet på flyets lille skærm over mit hoved var det hovedstaden i Det Ydre Mongoli, Ulan Bator! – Da ønskede jeg, at farfar var med mig.
Vi har vist alle med undren fulgt med i afsløringen af den store fagforening 3F’s formands dobbeltliv med to familier, to sæt koner og børn og svigerfamilier og venner med dertil hørende forpligtelser – ad flere omgange, først et sæt, så nogle år efter endnu et sæt.
Fagbevægelsen og ledende socialdemokrater var hurtigt ude for at forsvare formanden med henvisning til ’privatlivets fred’. Der eksisterer ingen lov, der forbyder en mand eller en kvinde at holde sig med flere samtidige – papirløse – familier, men der findes heller ingen undskyldning for at føre så mange mennesker, hele familier, børn og vennekredse, bag lyset. – Man kan i dag indrette sig, som man vil, med andre oplyste, indforståede og accepterende voksne. Formanden for 3F havde lige glemt at informere sine koner og familier om arrangementet. – Men han er hverken den første, den eneste eller den sidste mand i verdenshistorien med flere koner.
Mænd har altid haft flere koner, hvis de havde muligheden. At vinde prinsessen og det halve kongerige er en heltedrøm, der mindst går tilbage til de gamle grækere, som vi kender dem fra myterne, og når man først havde prinsessen og magten og muligheden, var en enkelt kone sjældent nok. Så betød det mindre, om man var græsk helt, kinesisk kejser, indisk sultan, britisk prins, magtfuld pengemand bag store Hollywoodproduktioner, nyhedsoplæser på TV2, fagforeningsformand, borgmester eller politiker.
Haremmet, Topkapipaladset, Istanbul, hvor sultanen efter sigende holdt flere hundrede hustruer, medhustruer og elskerinder. – Når en sultan døde, var det kutyme, at hans stærkeste arving enten slog alle sine halvbrødre og konkurrerende drengebørn/unge mænd ihjel med det samme – man talte om dagen, hvor de mange kister forlod paladset – eller mere humant sejlede dem over til Prinseøerne i Marmarahavet ved indsejlingen til Bosporusstrædet, hvor de kunne leve godt, men afsondret under streng bevogtning. – Hvad der blev af alle de mange kvinder og deres døtre, ved jeg ikke.
Min oldemor var en halvvoksen pige fra Andrup i Sønderjylland, da hun i slutningen af 1800-tallet rejste til København for at prøve lykken der. – I anetavlerne stod hun opført som ’skuespillerinde Johanne Andrup’, men da man efterforskede det, viste det sig, at hun var en holdt kvinde, dvs. ugift elskerinde, til en Carlsberg-direktør, som avlede to sønner med hende. – Ifølge de ældres erindringer var direktøren en fin mand, der sørgede godt for Johanne og hendes drenge, og han var også en synlig bedstefar i de uægteskabelige sønners familier, når han som ældre en gang om året dukkede op i sin rummelige sorte direktørbil og kørte dem alle på udflugt til Dyrehaven nord for København. – Da han døde omkring 1930, var der en pæn arv til hver af sønnerne, som kunne købe eget hus i forstæderne for pengene, hvilket var usædvanligt på den tid under den store, økonomiske krise, hvor så mange blev arbejdsløse og levede under kummerlige kår.
Drømmen om eget hus i forstæderne kunne i begyndelsen af 1930’erne realiseres i Rødovre for en uægte søn af en Carlsbergdirektør desformedelst en fædrene arv på 10.000 kr. – Hesten hedder ‘Prins’.
I 1880’erne ramte den store sædelighedsfejde højrepolitiker og godsejer, kultusminister Jacob Frederik Scavenius, som i øvrigt var fætter til konseilspræsidenten, den tids statsminister, Jacob Brønnum Scavenius Estrup, da en borger anklagede ham for usædelig levevis. En kultusminister var minister for kirke og undervisning og forventedes at leve et anstændigt liv. Men denne borger var en aften fulgt efter minister Scavenius og havde set ham gå ind i en opgang, hvor der boede et kendt, berygtet kvindemenneske. På et vælgermøde i Store Heddinge anklagede han derefter offentligt ministeren for usædelig levevis og fremførte, at han ikke kunne bestride posten som bl.a. overhoved for kirken, når han hengav sig til sådanne udskejelser. – Man forsvarede ministeren med, at det henhørte under ’privatlivets fred’, og da han senere blev fjernet fra sin post, var det med andre begrundelser. – Hvis det at besøge en prostitueret eller i det hele taget at have udenomsægteskabelige forhold skulle koste en mand hans post, ville der ikke være mange mænd i beskæftigelse på den tid.
Sagen affødte ophedede diskussioner om sædelighed og passende livsførelse, og forfattere og debattører, bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson og Georg Brandes debatterede ivrigt. Bjørnstjerne mente, at alle, både kvinder og mænd, burde leve dydigt og begrænse deres seksuelle udfoldelser til ægteskabet. Han blev støttet af kvindesagen og af de religiøse, hvorimod Brandes var fortaler for en friere seksualitet for alle parter. Fejden førte ikke til nogen ændring i den offentlige moral og levevis på det tidspunkt; mænds promiskuitet havde lange rødder bagud, og kravene til kvinders dydighed var uforandrede.
Fakta var jo, at mændene sad på magten. De havde overtaget både økonomisk og socialt, og tankegangen var, at når en mand betalte for en kvinde og hendes børns underhold, så indbefattede hans ret også en seksuel eksklusivaftale, så han kunne være sikker på, at børnene var hans eget kød og blod. At opfostre en andens mands afkom blev anset for nedværdigende og umandigt.
Kvinderne havde ikke mange muligheder for at forsørge sig selv med passende arbejde, der ikke involverede at sælge deres kroppe til lystne mandfolk. Enten på acceptabel vis som hustruer, som holdte kvinder eller som sexarbejdere i bordeller eller på gaden.
Mens sædelighedsfejden foregik med taler, avisartikler og et hav af polemiske pjecer, sad fru Scavenius hjemme på sit gods og holdt lav profil. Senere tider har undret sig over, hvorfor hun fandt sig i sin mands usædelige færden i København – som også omfattede mindst én kendt, fast elskerinde, ud over de løsere. Og det hele blev blæst op i offentligheden.
Der skal man nok forstå, at ministerfruen på Gjorslev Gods syd for Køge ikke havde så mange andre muligheder. Skilsmisser var ikke almindelige og da slet ikke i de kredse, og faldet i levevilkår og status fra godsejerfrue og mor til den næste godsejer til subsistensløs eller blot fraskilt, hjemmeboende datter eller skyggetante hos en søster var for stort til at udgøre en reel mulighed. Dertil kommer, at fruen måske satte pris på sit fredelige aleneliv, mens manden slog sine folder andetsteds.
I de tider døde mange kvinder i barselsseng, børnefødsler er, som vi jo ved, risikable og smertefulde, og pålidelig prævention var ikke tilgængelig. Det var behandling for kønssygdomme heller ikke, så kvinder havde mange gode grunde til at forsøge at undgå samleje og graviditet, når de først havde opfyldt deres pligt og leveret en arving. – Derudover er sex med mænd på mænds præmisser ikke altid en berigende og eftertragtelsesværdig oplevelse for en kvinde, og da slet ikke en lidt ældre, der måske fandt mandens hjemkomst og tilstedeværelse på gården en smule ubekvem. I virkeligheden, tror jeg, at mange kvinder, om de var gift med en arbejdsmand, en direktør i ølbranchen eller en minister, efterhånden lærte at sætte pris på, at manden fandt afløb for sine lyster andre steder. Arrangementet kunne være til begges fordel, så længe det ikke kostede hustruen hendes levegrundlag og status, og så længe manden gik lidt stille med dørene. – Hvad det gjorde ved de holdte og prostituerede kvinder, kan vi næppe forestille os, men de undgik i det mindste sultedøden …
I dag er tingene her i landet lykkeligvis anderledes. De økonomiske og samfundsmæssige forhold har ændret sig meget de seneste 100 – 150 år. Danske kvinder vandt retten til uddannelse og ordentligt arbejde og kan nu forsørge sig selv og deres børn uden at skulle stå til rådighed for lystne mænd. Nu skal manden fortjene sin kone på helt andre måder, følelsesmæssigt og seksuelt, og det kan være langt vanskeligere at leve op til end blot at betale sig fra det hele. – Hvilket importen af ofte handlede kvinder fra mindre begunstigede egne af kloden er et tydeligt vidnesbyrd om.
Foranlediget af krisen, der fulgte efter Jyllands-Postens
offentliggørelse af Muhammedtegningerne i september 2005, oversatte jeg
Lawrence of Arabias 27 artikler om omgang med arabere fra 1917 og forsynede dem
med indledning og noter.
Vi vesterlændinge har
brug for andre vesterlændinges beretninger, før vi kan forstå og føle med andre
kulturer. Eksemplificeret ved den begejstrede modtagelse af Thorkild Hansens
’Det lykkelige Arabien’ og nyoversættelsen af Carsten Niebuhrs store
rejseberetning fra Arabien og omliggende lande. Og i alvorligere grad af krisen
efter Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 tegninger af profeten Muhammed.
Min personlige mening om offentliggørelsen er, at det nok ikke er hensigtsmæssigt, at netop en dansk provinsavis påtager sig ansvaret for at indlede et opgør med grundfæstede, arabiske, religiøse dogmer. Det er altid langt mere frugtbart at rydde op i sit eget hus, før man bevæger sig over til den langt større nabo for at kritisere forhold, som man dybest set ikke kender baggrunden for. Derudover kan det forekomme uklædeligt, når magelige velfærdsdanskere har skråsikre meninger om andre, knap så mageligt stillede samfund ude i verden. – Det første, vi lærer vores børn umiddelbart efter, at vi har lært dem at tale, og de ved familiemiddagen råber, at onkel Halfdan har en stor, rød næse, og at tante Henrietta er meget, meget tyk, er, at holde deres mund. – Vi har ret til at ytre os, men vi har ikke pligt til at ytre os om alting, specielt ikke, hvis vi dermed sårer andre mennesker unødigt med vores uvidenhed og uopdragenhed.
Thomas Edward Lawrence, af eftertiden hædret med tilnavnet Lawrence of
Arabia, levede fra 1888 til 1935. Som ung student befandt han sig ved 1.
Verdenskrigs udbrud på en arkæologisk udgravning i Syrien, og da han havde
lært sig arabisk, blev han hentet til det britiske militære hovedkvarter i
Kairo, hvor han gjorde tjeneste som efterretningsofficer. I forhandlingerne med
araberne, og det efterfølgende, britiske forsøg på at inddrage dem i kampen
mod det tyrkiske rige, fik Lawrence en rolle blandt beduinernes hærstyrker på
Den Arabiske Halvø.
Han var en glimrende forfatter, og han beskrev selv sine tanker og
oplevelser i bogen ”Visdommens syv søjler” fra 1926. I 1962 blev hans ry
genoplivet, da instruktøren David Lean udødeliggjorde hans navn og indsats i
storfilmen ”Lawrence of Arabia”.
Lawrences liv var spændende, især når han selv og andre vesterlændinge
skulle berette om det. I Albert Houranis bog ”De arabiske folks historie” er
hans indsats under krigen dog kun værdiget nogle få linier. Ikke desto mindre
interesserede han sig for arabere og ulejligede sig med at lære deres sprog og
skikke at kende, før han udtalte sig.
I Lawrences biografi har jeg fundet og i al hast oversat de 27 artikler om
omgang med arabere, som Lawrence i sin egenskab af efterretningsofficer
nedskrev som en hjælp til andre, der skulle have med arabere at gøre. Jeg faldt
fuldstændig for den allerede dybt forældede, imperiale tone, for den unge mands
charmerende overvurdering af egen betydning og for den respekt, forståelse og
ligefrem forelskelse i araberne, der alligevel pibler frem mellem linierne.
Her vil jeg i særdeleshed fremhæve artikel 15, som englændere, franskmænd,
amerikanere og nu også danskere burde brodere i korssting og hænge op over
deres senge. Man kunne også henlede Jyllands-Postens kulturredaktørs
opmærksomhed på artikel 21.
Hvis jeg havde Steven Spielbergs telefonnummer, ville jeg ringe ham op og
foreslå, at han lavede en nyindspilning af ”Lawrence of Arabia”. En moderne
version, hvor araberne blev spillet af arabere, som talte arabisk, og som selv
befriede deres land fra tyrkerne med den lille Thomas som interesseret
observatør. En storfilm, der gengav araberne deres værdighed på den
internationale scene. Her kunne Hollywood virkelig komme til at spille en rolle
som formidler af forståelse mellem kulturerne, hvilket i høj grad ville fremme
den gensidige respekt og formindske fjendskabet.
Syvogtyve artikler af T. E. Lawrence, august 1917
‘De følgende noter er formuleret som bud for klarheds og kortheds skyld. De er dog kun mine egne personlige slutninger, opnået gradvist mens jeg arbejdede i Hejaz[1] og nu skrevet ned som en slags ABC for begyndere i de arabiske hære. De er kun beregnet på beduiner; byfolk eller syrere kræver en helt anderledes behandling. De passer naturligvis ikke til alles behov, og de kan heller ikke automatisk overføres på alle situationer. At styre Hejaz-arabere er en kunst, ikke en eksakt videnskab, med masser af undtagelser og ingen indlysende regler. Briterne har et stort potentiale i dette område: Sheriffen[2] har tillid til os og har givet os den position (i forhold til sin regering), som tyskerne ønskede at opnå i Tyrkiet. Hvis vi udviser takt, kan vi på én gang bevare hans velvilje og gøre vores arbejde – men for at opnå succes må vi investere al vores indflydelse, energi og evner.
1. Tag det med ro de
første uger. Det er vanskeligt at råde bod på en dårlig begyndelse, og araberne
danner sig en mening ud fra ydre former, som vi er helt uvidende om. Når man
er kommet ind i en stammes inderste cirkel, kan man opføre sig, som man vil.
2. Lær alt, hvad du kan,
om Ashraf[3] og beduiner. Gør dig bekendt med deres familier, klaner og stammer, venner
og fjender, brønde, bakker og veje. Det skal du gøre ved at lytte og ved
indirekte undersøgelser. Stil ikke spørgsmål. Sørg for at tale deres arabiske
dialekt, ikke din. Undgå dybere samtaler, indtil du forstår deres skjulte
betydninger, ellers falder du igennem. Vær lidt bestemt til at begynde med.
3. I arbejds medfør skal
du kun henvende dig til den øverstbefalende over hæren, kolonnen eller den
enhed, du gør tjeneste i. Du må aldrig udstede ordrer til nogen som helst, og
dine direktiver eller råd skal udelukkende forbeholdes den øverstbefalende,
uanset hvor stor fristelsen er (for effektivitetens skyld) til at henvende sig
direkte til hans underordnede. Din opgave er rådgivende, og dine råd tilkommer
kun den øverstbefalende. Lad ham se, at dette er din opfattelse af din opgave,
og at hans er at være den eneste udøver af jeres fælles planer.
4. Sørg for at opnå og bevare
din leders fortrolighed. Styrk hans prestige på din egen bekostning i andres
nærvær, når du kan. Du må aldrig afvise eller nedgøre planer, som han måtte
foreslå, men du må sikre dig, at de altid forelægges dig først, når I er i
enrum. Bifald dem altid, og når du har rost, så kan du ændre dem umærkeligt,
således at forslagene kommer fra ham, indtil de stemmer overens med din egen
vurdering. Når du er kommet så langt, så hold ham fast på det, styrk hans
intentioner, og skub ham fremad så bestemt som muligt, men i al hemmelighed så
ingen ud over ham selv (og da kun vagt) er klar over presset.
5. Hold forbindelsen til
din leder så konstant og upåfaldende, som det er dig muligt. Lev sammen med
ham, sådan at du under måltider og audienser helt naturligt opholder dig sammen
med ham i hans telt. Formelle visitter i den hensigt at give råd er ikke så
godt som uophørlig påvirkning i almindelig samtale. Når fremmede sheiker[4] for første gang kommer ind for at sværge troskab og tilbyde deres
tjeneste, skal du forlade teltet. Hvis deres første indtryk er, at sheriffen
viser udlændinge fortrolighed, kan det skade den arabiske sag betydeligt.
6. Vær tilbageholdende
med alt for tætte forhold til de underordnede på en mission. Stadigt samvær
med dem vil gøre det umuligt for dig at undgå at gå enten imod eller længere
end de ordrer, som den øverste, arabiske officer har givet dem på dit råd, og
ved således at afsløre svagheden i hans position, ødelægger du din egen
fuldstændigt.
7. Du skal forholde dig
roligt og neutralt til de underordnede officerer i din styrke. På den måde
hæver du dig over deres niveau. Hvis lederen er en sherif, skal du behandle ham
med respekt. Så vil han behandle dig på samme måde, og du og han bliver
ligemænd og hævet over de øvrige. Forrang har stor betydning blandt arabere, og
det skal du opnå.
8. Den ideelle position
er, hvis man er til stede, men ikke bliver bemærket. Man må ikke blive for
intim, for fornem eller for ærlig. Man bør undgå at blive set for længe eller
for ofte sammen med nogen af stammernes sheiker, selv hvis han skulle være den
øverstbefalende på missionen. For at kunne udføre sit arbejde må man være
hævet over jalousi, og man taber prestige, hvis man bliver identificeret med en
enkelt stamme eller klan og dens uundgåelige fejder. Sheriffer er hævet over
alle blodfejder og lokal rivaliseren og udgør det eneste symbol på enhed blandt
arabere. Sørg derfor for, at dit navn altid forbindes med en sherifs, og del
hans holdning til stammerne. Når handlingens tid kommer, så stil dig
offentligt under hans kommando. Så vil beduinerne følge trop.
9. Du skal forstørre og
videreudvikle den voksende opfattelse af sherifferne som arabernes aristokrati.
Jalousi mellem stammerne gør det umuligt for en sheik at opnå en førende
position, og det eneste håb om at forene det nomadiske Arabien består i, at
Ashrafferne overalt bliver accepteret som den herskende klasse. Sheriffer er
halvt bymennesker, halvt nomader, både i opførsel og livsform, og de besidder
lederinstinkter. Almindelige fortjenester og penge er langt fra nok til at opnå
en sådan anerkendelse, men arabernes respekt for stamtavler og profeten nærer
håbet om Ashraffernes endelige succes.
10. Kald din sherif
”Sidi”[5] både offentligt og privat. Kald andre mennesker med deres almindelige
navne uden brug af titel. Kald sheikerne ”Abu Annad”, ”Akhu Alia” eller
lignende tilnavne i fortrolig samtale.
11. Udlændinge og
kristne er ikke synderligt populære i Arabien. Uanset hvor venligt og utvunget
man bliver behandlet, må man ikke glemme, at man bevæger sig på tynd is. Vift
en sherif foran dig som et banner og skjul dine egne hensigter og din person.
Hvis det lykkes, får du hundreder af kilometer land og tusinder af mænd under
din kommando, og for alt dette er det vel værd at give afkald på sin ydre
fremtoning.
12. Forlad dig på din
humoristiske sans. Man får brug for den hver dag. Tør ironi er den mest anvendelige
form, og en personlig, men ikke vulgær, slagfærdighed vil fordoble ens
indflydelse på anførerne. Man kommer meget længere og med et mere holdbart
resultat med en irettesættelse, der er pakket ind i et smil, end med selv den
mest ildfulde tale. Evnen til at efterabe eller parodiere er værdifuld, men
brug den sparsomt, for vid er værdigere end morskab. Gør aldrig nar ad en sherif,
undtagen i et selskab af lutter sheriffer.
13. Du må aldrig lægge hånd på en araber; det falder tilbage på dig selv. Måske tror du, at den åbenlyst større, udvendige respekt, der følger umiddelbart efter, er til din fordel, men i virkeligheden har du blot rejst en mur imellem dig og deres indre følelser. Det kan være svært at forholde sig i ro, når alting bliver gjort forkert, men jo mindre du taber tålmodigheden, desto mere vinder du. Også ved at du ikke selv bliver vanvittig.
14. Beduiner er vanskelige at drive fremad, men de er lette at lede, hvis man har tålmodighed med dem. Jo mindre åbenlyst man blander sig, jo større indflydelse får man. De følger gerne et råd og gør, hvad man ønsker, men de vil ikke have, at nogen opdager det. Det er først, når mængden af besværligheder er overstået, at man virkelig får lov at fornemme alle de gode viljer.
15. Lad være med at
forsøge at gøre alting selv. Det er bedre, at araberne gør det mådeligt, end at
du gør det perfekt. Det er deres krig, og du er der for at hjælpe dem, ikke for
at vinde den for dem. Det forholder sig faktisk også sådan, at under de helt
specielle, arabiske omstændigheder vil din praktiske indsats formentlig ikke
engang være halvt så god, som du selv tror, den er.
16. Prøv om du, uden at
ødsle for meget, i forvejen kan indkøbe nogle gaver. En velanbragt gave er for
det meste effektivt, når en skeptisk sheik skal vindes over på din side. Du må
aldrig modtage en gave uden at give rigeligt til gengæld, men du kan udsætte
gengælden (mens du lader forstå, at den helt sikkert kommer på et tidspunkt),
hvis du har brug for en speciel tjeneste fra giveren. Tillad dem ikke at bede
om ting, for så vil de i deres grådighed udelukkende opfatte dig som en
malkeko.
17. Brug det arabiske
hovedklæde, når du opholder dig hos en stamme. Beduiner har ondsindede fordomme
mod hatte og tror, at vores insisteren på at bære dem (formentlig blot det
sædvanlige, britiske stivsind) skyldes et eller andet umoralsk eller
antireligiøst bagvedliggende princip. Et kraftigt hovedklæde yder god
beskyttelse mod solen, og hvis du bærer en hat, vil selv dine bedste arabiske
venner være flove over at vise sig sammen med dig.
18. Forklædning er ikke
tilrådelig. Med undtagelse af særlige områder må du klart lade alle forstå, at
du er en britisk officer og kristen. Iført arabisk klædedragt kan man
imidlertid ude hos stammerne opnå en langt højere grad af tillid og
fortrolighed, end hvis man var i uniform. Dette er dog både farligt og
vanskeligt. De tager ikke særlige hensyn til en, hvis man er klædt som dem.
Etikettebrud, som en udlænding ikke ville blive bebrejdet, bliver aldrig
tilgivet, hvis man optræder i arabisk dragt. Man skal i så fald, som en
skuespiller i et udenlandsk teater, spille sin rolle dag og nat i månedsvis
uden pause, og prisen er evindelig uro. Fuldkommen succes, som når araberne
glemmer din fremmedartethed og taler helt naturligt i dit nærvær og regner dig
som en af deres, kan måske kun opnås i denne rolle, mens en halv succes (som er
alt, hvad de fleste af os håber på – det andet er for krævende) er lettere at
opnå i britisk udrustning, og du holder selv længere, fysisk og mentalt, med
den tryghed, som det giver. Så bliver du heller ikke hængt af tyrkerne, når de
fanger dig.
19. Hvis du bærer
arabisk klædedragt, så vælg det bedste. Tøj har stor betydning blandt stammerne,
og du skal bære noget passende og se ud, som om du befinder dig godt i det.
Klæd dig som en sherif – hvis de tillader dig det.
20. Hvis du klæder dig
arabisk, så gå linen helt ud. Efterlad dine engelske venner og vaner på kysten
og overgiv dig fuldstændigt til arabisk levemåde. Ved således at gå ind på
deres præmisser er det muligt for en europæer at slå araberne på deres egen
banehalvdel, for han er langt mere motiveret og gør sig flere anstrengelser,
end de gør. Hvis han kan overgå dem, har han gjort et kæmpeskridt i retning
mod den fuldkomne succes, men udmattelsen ved at leve og tænke på et fremmed og
kun halvt forståeligt sprog, den barbariske føde, det mærkelige tøj og endnu
mærkeligere skikke, sammen med en total mangel på privatliv og ro og
umuligheden af nogensinde at slække på overvågningen af de andre i måneder
uden ophør, tilføjer så meget stress til de almindelige vanskeligheder med
beduinerne, klimaet og tyrkerne, at denne metode kun kan tilrådes efter seriøse
overvejelser.
21. Religiøse
diskussioner opstår hyppigt. Sig, hvad du vil, om dine egne forhold og undgå at
kritisere deres, med mindre du er sikker på, at sagen udelukkende handler om
ydre ting, og du derved måske kan stige betragteligt i deres agtelse ved at
påvise det. Blandt beduinerne er islam så altgennemtrængende, at de kun har
meget få religiøse følelser, meget lidt ildhu og overhovedet ingen ærefrygt
for ydre ting. Du må ikke på grundlag af deres opførsel antage, at de er
ligeglade. Overbevisningen om deres tros sandhed og dens andel i enhver
gerning og tanke og regelsæt i deres daglige liv er dem så nært forbundet og
stærk, at den er ubevidst, med mindre den bliver vækket af modstand. Deres religion
er lige så stor en del af deres natur som mad og søvn.
22. Du skal ikke forsøge
at drage fordel af din viden om kamp. Hejaz-araberne står helt uforstående
over for normal taktik. Lær beduinernes måde at føre krig på så godt og så
hurtigt, som du kan, for indtil du kender den, er dine råd ikke til nogen nytte
for sheriffen. Utallige generationers stammekrige har lært dem mere om visse
sider af håndværket, end vi nogensinde kommer til. I kendte omgivelser kæmper
de godt, men uforudsete hændelser skaber panik. Hold dine enheder små. Deres
kampenheder er normalt på mellem hundrede og tohundrede mand, og hvis du samler
en større hoben, bliver de bare forvirrede. Sheikerne, som er
beundringsværdige gruppeførere, er alt for indgroede i deres vaner til at lære
at føre, hvad der svarer til, bataljoner og regimenter. Lad være med at indlade
dig på utraditionelle forehavender, med mindre de appellerer til den sportsånd,
som beduiner besidder i overordentlig grad, eller hvis chancen for succes
ligger lige for. Hvis formålet er godt (bytte), vil de angribe med djævelsk
styrke: De er fremragende spejdere, deres mobilitet giver dig præcis det
fortrin, der skal til at vinde denne regionale krig, de er gode til at udnytte
deres lokalkendskab (tag aldrig stammemænd med til steder, de ikke kender), og
gazellejægerne, som hører til blandt de bedste mænd, er dygtige skarpskytter,
når det drejer sig om synlige mål. En sheik fra den ene stamme kan ikke give
ordrer til mænd fra en anden: Der skal en sherif til at befale over en blandet
stammehær. Hvis der er udsigt til bytte, og hvis chancerne i øvrigt er ligeligt
fordelt, vinder du. Du skal ikke spilde beduiner på at angribe skyttegrave (de
tåler ikke tab) eller på at holde en stilling, for de kan ikke forholde sig
afventende uden at blive sløsede. Jo mere uortodoks og arabisk du fører dig
frem, jo mere sandsynligt er det, at du får ram på tyrkerne, for de mangler
initiativ og forventer det fra dig. Der er ingen grund til at tage overdrevne
sikkerhedshensyn.
23. Den åbenlyse grund,
beduiner fremfører for at gå i aktion eller for at forholde sig passivt, kan
være sand, men der er altid bedre begrundelser, som du er overladt til at
gætte. Du skal finde disse indre begrundelser (de vil blive benægtede, men er
ikke desto mindre virkningsfulde), før du skærper dine argumenter i den ene
eller den anden retning. Hentydninger virker bedre end logiske forklaringer;
de bryder sig ikke om klar tale. Deres hoveder fungerer akkurat ligesom vores,
men under andre betingelser. Der er intet ulogisk, uforståeligt eller
uudgrundeligt over araberne. Erfaring i omgang med dem og viden om deres
fordomme hjælper én til at kunne forudse deres holdninger og bevæggrunde i
næsten alle tilfælde.
24. Du må ikke forveksle
beduiner med syrere eller uddannede mænd med stammemænd. I så fald får du intet
ud af nogen af dem, for de hader hinanden. Jeg har aldrig oplevet en vellykket,
kombineret operation, men mange fejlslagne. Eksofficerer fra den tyrkiske hær,
uanset hvor arabiske de er i sprog og afstamning, er i særdeleshed håbløse
sammen med beduiner. De er småt kørende taktisk, ude af stand til at omstille
sig til irregulær krigsførelse, klodsede når det drejer sig om arabisk etikette,
opblæste i en sådan grad at de ikke kan vise høflighed over for en stammemand
i mere end nogle få minutter ad gangen, utålmodige og som regel hjælpeløse både
på march og i kamp. Dine befalinger (hvis du skulle være så uklog at give
nogen) ville snarere blive adlydt af beduinerne end af disse muhamedanske,
syriske officerer. Arabiske byfolk og arabiske stammefolk betragter gensidigt
hinanden som fattige slægtninge – og fattige slægtninge støder én langt mere
end fattige fremmede.
25. Undlad at følge det
normale arabiske eksempel og lad være med at tale alt for frit om kvinder. Det
er lige så vanskeligt et emne som religion, og deres normer er så forskellige
fra vore, at en bemærkning, der ville være helt uskyldig på engelsk, måske
forekommer dem lige så uforskammet, som nogle af deres udtalelser ville
forekomme os, hvis de blev oversat bogstaveligt.
26. Vær lige så
omhyggelig med dine tjenere, som med dig selv. Hvis du vil have en raffineret
tjener, bliver du nok nødt til at tage en egyptisk eller en sudanesisk, og,
med mindre du er meget heldig, vil han ganske givet undervejs ødelægge alt det
gode, du så omhyggeligt har bygget op. Arabere koger ris og laver kaffe til
dig, og de forlader dig, hvis de bliver sat til umandige sysler såsom at pudse
støvler eller gøre rent. De går kun an, hvis du er arabisk udstyret. En slave,
som er opvokset i Hejaz, er den bedste tjener, men det er forbudt for britiske
undersåtter at eje dem, så man er nødt til at låne sig frem. Hvis man skal ind
i landet, skal man sørge for at have en eller to Ageylier[6] med sig. De er de bedste guider i Arabien, og de har forstand på kameler.
27. Først og sidst drejer hemmelig føring af arabere sig om at studere dem utrætteligt. Vær altid på vagt; fremsæt aldrig uoverlagte bemærkninger eller foretag unødvendige handlinger; vær altid opmærksom på dig selv og dine følgesvende; lyt til alt, find ud af, hvad der foregår under overfladen, aflæs deres personligheder, opdag deres smag og deres svagheder, og behold det hele for dig selv. Begrav dig i arabisk omgangskreds, hav hverken interesser eller tanker ud over den opgave, du er i færd med at udføre, således at din hjerne er fyldt til randen med kun denne ene sag, og du forstår din rolle godt nok til at undgå de små fejltrin, som ellers ville ødelægge ugers arbejde. Graden af succes er ligefrem proportional med den mængde af mental energi, som man lægger i det.’
Kilder:
Wilson, Jeremy: Lawrence of Arabia, the
authorised biography of T. E. Lawrence, Minerva, 1989/1990. De 27 artikler side 960-965.
Hourani, Albert: De Arabiske Folks Historie,
Gyldendal 1991
[1] El Hedjaz: Vestprovinsen,
den nordvestlige del af Den Arabiske Halvø.
[2] Sheriffen, på det
tidspunkt af slægten Ashraf, mentes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere og
havde derfor den højeste autoritet som beskytter af de to hellige byer, Mekka
og Medina, i Hejaz.
[3] Ashraf betyder ”Den mest
ærefulde”, og slægten menes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere.
[4] En sheik var normalt leder
af en enkelt stamme.
[5] ”Herre”, høflig arabisk
tiltaleform til fornem person.
– og de religiøse, der hævder at være de ’gode’, er ofte de værste!
TV2 Net 26. SEP. 2018:
Landsretten idømmer ubådsbyggeren Peter Madsen fængsel på livstid
Anklager til Peter Madsen: Der er tale om en sag af helt usædvanlig grovhed.
DR Net 23. OKT. 2018:
FN’s nødhjælpschef slår alarm over snarlig hungersnød i Yemen
Der er tale om en hungersnød, som ingen fagfolk nogensinde har oplevet før, advarer FN’s nødhjælpschef.
DR Net 29. JUN. 2017:
Sexmisbrug i den katolske kirke: De 3 største skandaler
Tiltale mod Vatikanets finansminister er kulminationen på årtier med anklager mod præster og ansatte.
TV2 Net 23. FEB. 2016:
58-årig tiltales for at spytte efter flygtninge
Den såkaldte ‘spyttemand’ skal nu i retten og risikerer at blive dømt for racismeparagraffen.
Dagens.dk 25. JUN. 2018:
67-årig mand tiltalt for at bestille sexshows med mindreårige piger
En mand fra Aalborg-området er tiltalt for at have bestilt og betalt for live-sexshows med mindreårige piger fra Filippinerne.
Wikipedia:
Massakren på Utøya
fandt sted den 22. juli 2011 på øen Utøya, som en del af terrorangrebene i Norge.
Om eftermiddagen skød og dræbte Anders Behring Breivik en række deltagere fra den socialdemokratiske ungdomsorganisation Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF), der holdt sommerlejr på Utøya. Breivik nåede at dræbe 67 personer ved skydning. Dertil omkom én ved drukning, og den sidste ved fald – i alt 69 omkomne.
Pol. Net 15. MAR. 2001:
Lundin fik livstid
Der var umiddelbart ingen reaktion at spore i det skæggede ansigt, da Peter Kenneth Bostrøm Lundin i eftermiddag blev idømt livsvarigt fængsel for drabene på Marianne Pedersen og hendes to sønner Dennis og Brian. Tilsyneladende uden at fortrække en mine stod den 29-årige drabstiltalte med hænderne foldet foran på maven og modtog den hårde dom. Retsformand Niels Johan Petersen, der læste dommen op, understregede samtidig, at dommen var blevet vedtaget enstemmigt.
Pol. Net 14. MAR. 2017:
Støjberg forarger: Fejrer udlændingestramning nr. 50 med lagkage
Wikipedia:
Terrorangrebet den 11. september 2001
(ofte omtalt som 9/11 eller blot den 11. september), var en række koordinerede terrorangreb mod USA, der blev udført tirsdag den 11. september 2001. Om morgenen den 11. september 2001 kaprede nitten mænd med tilknytning til al-Qaeda fire passagerfly.[2][3] Terroristerne styrede to af flyene ind i World Trade Centers “tvillingetårne” (Twin Towers) i New York; et fly i hvert tårn. Begge tårne kollapsede efter hhv. 56 og 102 minutter pga. brand forårsaget af sammenstødet med flyene og eksplosionen af flybrændstof. Flykaprerne på det tredje fly styrede flyet ind i Pentagon-bygningen. Passagererne på det fjerde kaprede fly forsøgte at overtage kontrollen over flyet, hvilket førte til at det styrtede ned på en mark i Pennsylvania. Der er stadig spekulationer om det fjerde flys mål, men man formoder, at det har været et sted i den amerikanske hovedstad Washington DC. En tredje bygning i WTC komplekset styrtede lodret ned 8½ timer efter det første fly ramte Nordtårnet; den 40 etager høje bygning 7. Dens konstruktion var svækket af brande, men var ikke ramt af et fly. Ifølge hjernen bag terrorangrebet, Khalid Sheikh Mohammed, skulle det 4. fly have ramt United States Capitol, hovedsædet for USA’s Kongres.[4] Ingen af de ombordværende på de fire kaprede fly overlevede.
Pol. Net 23. OKT. 2018:
Mand får 12 års fængsel for forgiftet babymad i Tyskland
En tysk mand er idømt fængsel for blandt andet at have placeret forgiftet babymad i forskellige supermarkeder.
Pol. Net 22. OKT. 2018:
Trump vil bremse menneskestrøm ved at droppe milliardhjælp
Præsident Donald Trump har givet ordre til, at økonomisk hjælp til centralamerikanske lande skal skæres kraftigt ned.
DR. Net 22. OKT. 2018:
Australiens premierminister undskylder for årtiers sexovergreb i landet
60.000 australiere har måske ret til erstatning efter misbrug i offentlige skoler og sportsklubber.
Pol. Net 13. OKT. 2018:
Niqabforbuddet fik Fatima til at forlade Danmark med familien
De danske politikere skal ikke diktere den muslimske Fatimas tøjvalg. Det nye tildækningsforbud er anledningen til, at familien nu forlader Danmark. Politiken undersøger deres valg.
DR Net 23.OKT. 2018:
Sundhedsfolk i ebolaramt DRCongo udsættes for vold ugentligt
DRCongo er under det nuværende udbrud af ebola præget af mere vold end tidligere set, oplyser myndighederne.
Læger og sygeplejersker i de ebolaramte områder af DRCongo bliver angrebet mellem tre og fire gange om ugen i gennemsnit.
DR Net 19. OKT. 2018:
Saudi-Arabien: Journalist blev dræbt på konsulat
Den forsvundne journalist Jamal Khashoggi døde i forbindelse med en slåskamp, lyder det fra Saudi-Arabien.
DR Net 23. OKT. 2018:
18-årig kvinde voldtaget af falsk taxachauffør efter bytur: Politiet søger vidner
Sydøstjyllands Politi søger vidner til opklaringen af en voldtægt i Vejle natten til søndag.
BT Net 13. APR. 2017:
Holdt fanget i kælder og voldtaget 3.000 gange: Nu afsløres nye, uhyggelige detaljer om Fritzl-sagen
Østrigske Josef Fritzl holdt sin egen datter fanget i en kælder, han havde bygget til formålet under sit hus, og voldtog hende mere end 3.000 gange. Nu fortæller efterforskningslederen om den forfærdelige sag, som begyndte, da Elisabeth Fritzl var 18 år.
folkedrab.dk:
Rwanda 1994:
I løbet af tre måneder blev omkring 800.000 tutsier og moderate hutuer slået ihjel af ekstremistiske hutuer og deres medløbere. Hadefuld tale og massiv propaganda spillede hutuer ud mod tusier og opfordrede til drab. Ved folkedrabets afslutning var landet i ruiner og to millioner mennesker var drevet på flugt – tusindvis var sårede og traumatiserede. Rwanda skulle bygges op fra grunden.
I 70’erne begyndte vi i lille, lukkede Danmark at slække på formerne. Vi følte os alene hjemme og private. Som en afslappet kernefamilie søndag formiddag bag ligusterhækken i parcelhuskvarteret. Vi kunne drikke dåseøl og spise flæskesvær til morgenmad, hvis vi havde lyst, og gå omkring i pyjamas eller joggingtøj i det offentlige rum, bade topløse på stranden, være utvungent nøgne sammen i omklædningsrum, vise kraftigt behårede kroppe og et helt makeupfrit ansigt frem.
Men så fik vi i løbet af 80’erne og navnlig 90’erne gæster. Vi blev udsat for resten af verdens blikke og måtte igen soignere os, op på stiletterne og tænke over, hvordan vi tog os ud i andres øjne.
Vi blev en meget lille del af det store, globale samfund, og vi havde svært ved at finde kammertonen. Vi lod stadig onkel Åge fyre indforståede, fremmedfjendske vittigheder af, bl.a. i Jyllandsposten, og blev slemt forskrækkede, da vi opdagede, at alle kunne høre med, men at ikke alle kunne se det morsomme.
Vi opfatter stadig os selv som verdens navle og benægter – selv om det efterhånden burde være åbenlyst – det faktum, at vi på mange punkter, bl.a. vores højt besungne sundhedssystem og skolebørnenes kundskaber, ikke er verdensførende. Vi er end ikke sammenlignelige med vore nærmeste, nordiske naboer. Tværtimod rangerer vi på disse vitale områder et sted mellem Nigeria og Zimbabwe, når det bliver målt og opgjort.
I et desperat forsøg på at holde trit lagde vi os i hælene på storebror USA og sendte et beskedent bidrag af soldater, tanks og bombefly mod nogle oldgamle mellemøstlige kulturer, hvilket kostede et halvt hundrede af vores unge mennesker livet. – Og vi forstår stadig ikke, at nogle af de udbombede folkeslag bærer nag – Hallo! Det er jo bare os! Lille, søde, rare Danmark med de fredsbevarende tropper, andelsbevægelsen, højskolerne og alle de andre værdier, vi plejer at rose os selv for. Værdier der, det siger sig selv, er UNIKKE for DANMARK og DANSKERNE.
Det globale samfund er en fordel for alle. Vi bliver rigere og klogere af kontakterne, og det er ikke længere muligt at stænge døren med grænsebomme o.l. i forsøget på at holde fremmede gæster ude. Den tid er længst forbi, hvor man kunne gemme sig bag ligusterhækkene, trække gardinerne for og lade som om man ikke var hjemme.
Hvad, vi derimod kan gøre, er, at tage respektfuldt imod vore mange nye gæster, både de, der betaler for sig selv med gængs valuta, og de, der kommer for at tilbyde deres uvurderlige arbejdskraft til vedligeholdelse af vores slemt forsømte velfærd. Høfligt vise dem, hvordan man gebærder sig her, og tage ved lære af de mere medmenneskelige normer, bl.a. i omgangen med børn og gamle, som de fleste bringer med hertil udefra.
De første by- og statsdannelser begyndte med nogle bønder, som havde brug for beskyttelse. De havde lagre fulde af korn, de havde værdifulde dyr, og de havde huse, familier og marker at passe på. De mødte andre bønder og omrejsende handelsfolk på markeder og byttede afgrøder, dyr, produkter, såsom brød, pølse, uld og ost for fx metaller, salt, klæde eller penge. Disse bønder og handlende var udsatte for røveriske overfald fra folk, der ernærede sig ved våbenbrug og andre menneskers arbejde. Så den lokale høvding byggede forsvarsværker omkring byerne og betalte soldater med sold, dvs. løn, deraf ordet ’soldat’, så han kunne beskytte befolkningen. Til gengæld fik han ret til at opkræve skat af bøndernes arbejde.
Det blev en lukrativ beskæftigelse at være høvding, konge, kejser, pave. Man kunne underlægge sig større og større områder, indkassere flere og flere skatter og ansætte flere og flere soldater. Det gik, så længe folk følte, at de fik noget, dvs. sikkerhed, for pengene. Hvis bander ustraffet overfaldt fredelige bønder, eller hvis det var farligt at drage til marked, så gik økonomien i stå, skattegrundlaget forsvandt, og folk rejste sig mod magthaverne. Så blev jobbet overtaget af en ny, som sad så længe, han kunne dominere området og passe på sine borgere med soldater, krigsførelse og alliancer.
Også på de indre linjer var beskyttelse af de svage nødvendigt. Man tilstræbte retfærdighed med indførelsen af love, rettergang og straffe. Og man uddelte almisser og oprettede skånejobs. Til magthavernes pligter tilkom infrastruktur, fx forsvarsværker, landeveje og broer, uddannelse af de kvikkeste unge mennesker, så de kunne udfylde vigtige poster i samfundet som administratorer, skatteopkrævere, læger, lærere, dommere, politi, rådgivere, soldater, officerer. Hvis alt gik godt, hvis bønderne kunne producere deres værdier i fred, så blev der akkumuleret store rigdomme ved håndværk, forædling, handel og uddannelse.
I de seneste 100 år har statsmagten tiltaget sig en uhørt stor indflydelse på almindelige borgeres liv. For at øge værdiskabelsen i samfundet lovede man kvinderne, at man ville passe deres børn, deres syge og deres gamle for dem, hvis de bare ville tage hjemmefra og deltage i lønarbejdet.
Man skabte den kontrakt med almindelige arbejdere, kvinder så vel som mænd, at man ville stå klar med hjælp, hvis de skulle miste deres arbejde, blive syge, blive ofre for kriminalitet eller komme ud for andre ulykker. Statsmagten er hermed svulmet op og har påtaget sig alle mulige nye opgaver: børnepasning, ældrepleje, sygepleje og lægehjælp, medicinhjælp, uddannelse, pensioner, kontanthjælp, børnepenge, boligsikring … På et tidspunkt løb det hele løbsk, de fælles udgifter bredte sig som skvalderkål i et godt gennemgravet muldbed og omfatter nu også akrobatkurser, kunstvideoer, bycykler, håndværkerfradrag, store reklamekampagner om den rette kost o.m.a.
Vi blev i mellemtiden en slags demokratisk samfund, og ingen politikere bliver valgt på nedskæringer og rationaliseringer, så løfter og gode idéer er blevet implementeret efter tilfældighedernes princip, og større eller mindre dele af befolkningen rejser sig og skriger, når det af og til er nødvendigt at afskaffe og forenkle al denne offentlige foretagsomhed.
Da vore politikere ikke længere er ældre, veluddannede og livserfarne mennesker med viden om verden og visioner om et bedre samfund for alle, men snarere er stadig yngre charlataner, der hellere vil deltage i ’Vild med dans’, jagte popstjerneautografer eller ligge og uploade selfies inde på Facebook, mens de oppebærer deres pæne og sikre lønninger, så spildes der ikke megen hjernekraft på at fordele de skattepenge, vi har til rådighed, på retfærdig vis blandt de mest trængende, eller på at definere og forsøge at finde tilbage til statens kerneområder. Dansk politik handler alt for ofte om ’Dagens tilbud’, som følger i halen på strømninger og skvulp på de sociale medier, og ’Studehandler i porten’, hvor man bytter lidt hjælp til et kattehjem eller en ekstracheck til pensionisterne for en ja-stemme til den samlede finanslov, der måske i sin helhed forringer velfærden for både dyr og pensionister i landet.
Vi er blevet for mange, og ydelserne er blevet bunket sammen i årevis og fremstår ofte tåbelige og urealistiske. Til gengæld oplever vi dagligt at:
● Syge mennesker bliver bedt om at udholde urimelige ventetider både på almindelig behandling af almindelige lidelser og i alvorlige, akutte situationer.
● Børn og unge udsættes for sporadiske og inkompetente pasnings- og uddannelsesforløb.
● Ældre, svagelige mennesker bliver venligt, men bestemt, bedt om at passe sig selv.
● Ofre for kriminalitet bliver bedt om at sende en anmeldelse pr. mailblanket; så vil politiet overveje, om de kan afse nogle minutter til at kigge på det om et par dage, når weekenden er overstået.
● Mennesker, der har brug for et lille, men dog for dem vigtigt, månedligt beløb, så de kan bo og leve, bliver mistænkeliggjort, jaget rundt med, sat i ydmygende arbejdstilbud eller bliver beordret til at spilde deres tid på kurser, hvor de skal sende udsigtsløse ansøgninger og sidde i rundkreds og fortælle åbenlyse idioter, hvilken slags fugl de selv synes, de er …
● Landbruget får lov at mishandle dyr i millionvis og svine med gylle, gift og medicin, så resistente bakteriestammer nu truer hele befolkningens helbred.
● Det mest vanvittige er måske, at det, der startede som et forsvar for landets udsatte indbyggere, nu af karrierebevidste politikere er blevet forvandlet til en angrebshær, som vi bruger til at bombe og dræbe mennesker i fjerne lande med.
Vi kan fra de seneste 100 år med lethed pege på et antal af fejlslagne stater, hvor befolkningerne søgte nye løsninger i form af højre- eller venstreekstremisme, diktatorer, religiøs fanatisme, krig, terror og revolution. Også i Europa. Også i vore nærmeste nabolande.
Mange skattebetalende borgere er i disse år begyndt at spørge sig selv, hvad de i grunden får for deres medlemskontingent til Danmark, når deres syge forældre ingen hjælp får, mens der arrangeres ’events’ og opstilles amatørkunst, der skal sætte Danmark på verdenskortet – som om landet nogensinde har været i fare for at dratte af noget kort, og der rejses på 1. klasse for alle pengene.
Det kunne komme så vidt, at statens legitimitet bortfalder, hvis man ikke længere kan forsvare de handlinger, den foretager på vore vegne, og når borgerne ikke længere føler sig repræsenterede og trygge. Det er vel et tydeligt bevis på uddannelsessystemets generelle sammenbrud, at det konstitutionelle monarki og de folkevalgtes opførsel efterhånden kan forveksles med den professionelle underholdningsindustri. Når man begynder at sætte sit kryds ved entertainere, klovne og Mickey Mouse, fordi det forekommer den stemmeberettigede borger at være ét fedt.
Af antidemokratiske absurditeter kunne man jo nævne kongehuset, hvor en jammerlig gammel franskmand, som vi har understøttet på fornemste vis igennem det meste hans liv, nu sidder og flæber i udenlandsk tv over, at han ikke kan kalde sig konge af Danmark, mens hans yngste søn ligeledes af mangel på reelt indhold i tilværelsen ligger og flytter rundt mellem slotte og millionvillaer med sine luksusbiler, børn og forskellige, udenlandske koner.
Og Kirkeministeriet, en afdeling for religion og overtro i statsligt regi, en sammenblanding af kirke og stat, som ikke bør findes i et klarhjernet, moderne land i dag.
Vi skal ikke indføre en såkaldt ’minimalstat’, men vi skal huske, at en minister er en tjener, og at hun skal arbejde på at genfinde og koncentrere sig om statens kerneområder, som kort sagt består i forsvar, infrastruktur og i at forvalte retfærdighed ved at tage hånd om de svageste, de, der ikke kan klare sig selv.
Svage i denne forbindelse er:
Børn, syge, gamle, fattige, flygtninge, historieløse, uvidende, uuddannede, dyr, planter og miljøet – En stat, der ikke beskytter sine indbyggere, dyr, luften, vandet og jorden kan jo ikke eksistere længe.
