Kategori: Husholdning

Måltidet

Vor nye fødevareminister, Dan Jørgensen, følte sig et halvt års tid efter sin tiltræden kaldet til at give natio­nen en blid opsang og påmindelse om, at vi burde spise mere sammen: − ”Et godt måltid mad er en social begivenhed, og vi ved, at man ofte spiser sundere, når man er flere om bordet. Derfor håber jeg også, at flere i fremtiden vil nyde gode måltider i fællesskab på tværs af generationer og gøre turen i køkkenet til en fælles oplevelse,” siger Dan Jørgensen.

For at fremme sine visioner om danskernes måltider − herboende fx svenskere, tyskere, indere og polakker er åbenbart ikke omfattet − har han nedsat en tænketank, ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris hjemmeside. Mindre kan ikke gøre det.

Vi er naturligvis mange ’danskere’, der er taknemmelige for Dan Jørgensens omsorg, når det gælder vore måltider. Også − og måske navnlig − de 40 % af os, der bor helt alene. Men, som en læserbrevsskribent i Politiken anførte, burde en fødevareminister have nok andet at se til med mishandlede svin i millionvis, resistente bakterier i danske svinestalde og de danske fødevarers generelt dårlige kvalitet.

Nogle få ville måske betegne hans omklamrende indblanding i folks privatliv og spisevaner som utidig og langt over grænsen for, hvad en folkevalgt politiker burde beskæftige sig med, andre ville måske blot betragte hans emission som en gratis omgang varm luft.

Dertil ville folk med historisk indsigt muligvis smile en smule, for har det ikke altid været det fælles måltids funktion at udøve social kontrol med fødeindtagelsen?

Der må være andre nulevende end mig, der kan huske familiemåltiderne i 50’erne, hvor husmoderen − også selv om hun var udearbejdende − stod med fad eller pande ved bordenden og sørgede for, at husfaderen fik den største bøf eller den sidste frikadelle. De ældste af os husker måske tillige folkestuen i landbohusholdningen, hvor madmor − bemærk navnet − omhyggeligt sørgede for at uddele et stykke flæsk eller en sild til hver karl, men hvor grød- eller kartoffelfadet nok kunne blive stående til fri afbenyttelse midt på bordet. Hun selv og pigerne spiste som oftest stående og ude i køkkenet, og de var sjældent blandt de magreste.

Historisk har det fælles måltid altid været betinget af kontrol. Når hjortestegen og vildsvinet skulle fordeles retfærdigt og suppleres med rødder, bær, korn og frugter, kunne man ikke sikre stammens overlevelse, hvis ikke jægerne fik næring nok til nye, succesfulde jagter, og i perioder med knaphed måtte de unge, stærke mænd fodres på bekostning af kvinderne, de gamle og de små.

Også i dag er det fælles måltid belagt med stærk, social kontrol, blæret demonstration af status, økonomisk formåen, og nogle gange kan det ligefrem forekomme betændt. − Det fælles måltid, som Dan Jørgensen så brændende ønsker at fremme, udarter hyppigt til en neurosernes holdeplads med spiseforstyrrelser og magtkampe som resultat.

Jeg har oplevet juleaftner i familier, hvor den smarte, unge mor affabelt smilende formanede sin femårige datter om ikke at tage anden gang af risalamanden, fordi hun risikerede at blive for tyk.

Når sådanne kvin­der spiser sam­men med andre, lader de alle som en, som om de slet ikke er sultne og viser sig frem ved at sidde og nippe koket til lidt salat og danskvand. Unge mødre spiser officielt overhovedet ikke, de er på efterfød­selskur for at ’få deres skikkelse tilbage’, men de plaprer op om sukker, laktose, gluten, kulhydrater o.m.a., mens de propper sutteflasker med kunstig ernæring i de små. (Kun 13 % af danske børn ammes fuldt ud, til de er et halvt år gamle, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, iflg. de nyeste tal.)

Da Nicolas Sarkozy endnu var præsident i Frankrig, siges det, at han efter en middag med Tysklands for­bundskansler, Angela Merkel − det største mandfolk i Europa − skulle have udtalt, at hun spiste overras­kende meget, ja, hun havde ligefrem siddet og proppet sig, ifølge den sippede præsident, som åbenbart følte sig i sin gode ret til at kommentere et andet lands statsoverhoveds spisevaner!

Sarkozy er selv en lille fimset type, og han er som magtmenneske omgivet af åleslanke, kvindelige beun­drere, der sikkert blot har siddet og nippet til salat og danskvand i hans selskab, ja, faktisk har han været gift med hele tre af slagsen plus det løse. At Angela Merkel har betragtet måltidet som en lejlighed til at indtage rigtig næring, mens hun var påtvunget Sarkozys selskab, har sikkert været en ny oplevelse for den gode franskmand. − Helmut Kohl, der i sandhed var en stor mand, behøvede ikke stå model til nedla­dende bedømmelser af sit madindtag.

Når selv en hårdtarbejdende og begavet, kvindelig leder med et uhyre stort ansvar ikke kan spise efter eget behov ukommenteret, så kan det ikke undre, at de fleste kvinder foretrækker smugspiseri i køkkenet, eller at mænd, der dagligt bliver heglet igennem af deres småsultne og bedrevidende koner/kærester/kollegaer, foretrækker at indtage pizzaen eller grillkyllingen med pommes frites alene i sofaen.

Hvor det førhen var et spørgsmål om at fordele den mad, der nu engang var, retfærdigt og hensigtsmæs­sigt, er det i dag vigtigere at holde sig slank og give indtryk af at spise meget lidt og meget sundt. − Men det sidste kan være vanskeligt i en tid med industrifremstillet mad, der indeholder alle mulige kemiske tilsæt­ningsstoffer og bakterier, tænk fx på de nylige listeriafund i pålæg og sprøjtegiftrester i alt det ’sunde’ frugt og grønt.

I det komplicerede spil, der både omfatter historien, kønnet, ressourcerne, økonomien, hensynet til ekspor­ten og konkurrencen, kulturen, kynismen og en god portion forfængelighed foruden psykologi, burde en lille dansk fødevare­minister måske undgå uigennemtænkte forsøg på at score billige damepoints og koncentrere sig om at sikre os alle sunde − eller i det mindste ufarlige − fødevarer.

Forudsætninger

Image Thumbnail Image Thumbnail
Image Thumbnail Image Thumbnail

For omkring ti år siden udskrev dagbladet Politiken en konkurrence blandt læserne om, hvem der kunne lave den bedste koldskål.

Min koldskål havde da i mange år været noget, familie og venner snakkede om, og de opfor­drede mig til at sende opskriften ind. Men det gik op for mig, at den ikke kunne vinde noget som helst, for det var jo bare den traditionelle med æg, sukker, kærnemælk, vanilje og citron. − Og ganske rig­tigt: De indsendte læser­opskrifter på koldskål, der kom i betragtning til præ­mier og offentlig­gørelse i avisen, var alle tilføjet finesser som ymer, flødeskum, tyttebær, la­krids, kanel, årgangs­sherry eller muskat og et ødselt drys kandiserede violer på toppen.

Mens jeg overvejede begrebet ’koldskål’, gik det op for mig, at man, uanset de eksotiske til­føjel­ser, ikke kan lave god og velsmagende − og sund − koldskål med æg fra høns, der er udpinte, stres­sede og sygdomspla­gede og lever af una­turligt foder i sammenstuvede flokke eller i små bure. Af kær­nemælk fra ulyk­kelige køer, der går i deres eget lort på trem­megulve og i malkekarruseller, og som aldrig ser skyggen af et grønt græsstrå. Af forgiftede citroner og kunstig vaniljearoma.

Opskriften på verdens bedste koldskål ville være ubrugelig for de fleste, for den ville se sådan ud:

● Man anskaffer sig en indhegnet, veltilplantet have. Der skal være græsplæne, frugthave, grøn­kål, salat­bede og vildere områder med buskadser, støvbadesand og masser af frisk vand.

● Man bygger et lille hønsehus og installerer fire- fem sunde høns og en stolt hanemand, som ef­ter et par dage færdes hjemmevant over det hele, og som herefter selv finder vej til rede­kasser og sovepind, når de skal lægge æg eller i ly for natten.

● Man forkæler dem, beskytter dem og holder rent omkring dem. Hele foråret og somme­ren kan man så dagligt hente nylagte æg med fast hvide og mørkegule blommer.

● To- tre af disse æg piskes grundigt med sukker. Vaniljekorn tilsættes sammen med revet skal og saft af en økologisk citron. En liter gammeldags, økologisk kærnemælk piskes i. Spises med det samme med gode, gerne hjemmebagte, kammerjunkere til.

Sådan. − Det er ikke selve fænomenet, i dette tilfælde koldskål, det drejer sig om at pimpe op; det er de helt basale forudsætninger, der skal være i orden, inden man overhovedet går i gang.

Det er det samme, når folk komplimenterer mine roser eller rabarber og spørger, hvordan jeg får dem til at stå så flot? − Så får de en sludder for en sladder, for jeg orker ikke at forsøge at gøre naturfremmede mennesker begribeligt, at flotte roser eller rabarber begynder med en stor kompostbunke og årtiers langsommelig, men meningsfuld, jordforbedring og gødskning.

Eller når folk beundrer min ’velopdragne’ og ’lydige’ hund … De lever selv med skruphysteriske og umulige hunde og katte, men det er som oftest ikke dyret, der er noget galt med. Det reagerer bare normalt på nogle unormale forhold, som det er tvunget til at leve under. Fx indespærrede katte. Eller ditto hunde, der luftes ti minutter morgen og aften, er alene hele dagen og skiftevis bliver skældt ud eller ignoreret resten af tiden. Man kan ikke bare læse en bog om hunde eller tage en vantrivelig hund med på hunde­skole og så forvente, at træneren skal opdrage den, så den bedre kan tilpasse sig de helt umulige leveforhold, den er underlagt.

Opskriften på en trivelig, veltilpasset, opmærksom og lydhør hund må − analogt med kold­skåls­opskriften − lyde nogenlunde sådan:

● Man tager et kritisk blik på sit liv og sit hjem: Passer det til en hund?

● Efter realistiske overvejelser om tidsforbrug, pelspleje, motionsbehov, psyke m.m. opgi­ver man hun­deprojektet, eller man anskaffer sig en hvalp af en passende og overkommelig race.

● Fra første sekund opfører man sig roligt og omsorgsfuldt, så den lille hvalp fatter tillid til én.

● Hvalpens behov bliver altid tilgodeset! Også klokken fem om morgenen, hvis den har dår­lig mave, og når man har travlt med andet. Den får en rolig og struktureret hver­dag med masser af kontakt, leg, luft, stilfærdig og respektfuld opdragelse, god kost og adgang til frisk vand døgnet rundt.

● Man overbeviser den om, at man altid har dens bedste for øje: Beskytter den, fjerner splin­ter og tæ­ger, ordner dens pels og poter, bader den, fodrer den, leger med den, roser den rigeligt.

● Man viser mange gange om dagen sin hund, at man er glad for den.

Hvis man følger denne opskrift, får man efter nogle måneder og år verdens bedste hund. En hund, der hele tiden kig­ger på dig og forsøger at aflæse dine ord og kropssprog; en hund, som glemmer, hvad den selv hedder, fordi den som oftest kom­mer, uden at du har kaldt på den, og som i tillid til dig ville flække sig selv på langs, hvis den kunne, for at være dig tilpas. Og al denne tillid må aldrig, aldrig underløbes eller misbruges. Ikke så meget som et se­kund i løbet af hundens ti- fem­tenårige liv.

Også en kat vil omfatte dig med umiddelbar tillid på sin egen kattemåde, hvis du er en god og om­sorgsfuld forælder for den. Mine katte havde egen kattelem og hoppede af og til op på min dyne om natten og væk­kede mig ved at trampe på mig og pibe, hvis de havde revet sig eller på anden måde havde brug for min hjælp.

Selv mine høns kunne påkalde sig min opmærksomhed ved at stille sig foran terrassedøren og skvadre op, hvis der var noget galt, fx sygdom, rovdyr eller bare et nyt element i ha­ven, som de var utrygge ved.

Hvis grundlaget for jeres samliv er godt, og hvis dit dyr er overbevist om, at du altid har dets bed­ste for øje, så kan du sagtens bade det, tvinge en pille ned i halsen på det eller sprøjte det mod lopper, selv om dyret hader det, og det vil også straks tilgive dig, hvis du ved et uheld kommer til at træde det over poten eller halen, hvis du umiddelbart efter beder pænt om forladelse. Dyr for­nemmer, lige som børn, venner, ægte­fæller og andre mennesker gør det, at du grundlæggende er god, at du er ked af uheldet, og de vil ikke lade småting komme imellem jer, hvis forudsætnin­gerne i øvrigt er i orden.

Og nu er vi fremme ved det vigtige. Ved alle de børn, der i dag får alle mulige fejlkoder på­stem­plet, ADHD, autisme, natteangst, sengevæderi, aggression, udviklingsforstyrrelse, udad­reage­rende, misbrugende, op­mærksomhedskrævende, sukkerfølsomme, laktoseintolerante … o.m.a.

Hvis jeg møder en kvinde med et barn i skoven klokken elleve en almindelig tirsdag formiddag, så er der 99,9 procents sandsynlighed for, at hun er pædagog og får penge for at være sammen med barnet. Derfor går nogle af de pædagoger, jeg ser, hyppigt med en smøg i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden, langt foran eller bagved det barn, de er sat til at passe. At gå en tur med sit eget barn i hånden, at have al tid i verden, og at sludre afslappet om livet og alt muligt andet, mens barnet langsomt vokser op, er et gode, som er de allerfærreste forundt.

Kunne man forestille sig, at de traumer, man helt rutinemæssigt påfører førsproglige småbørn i vores kulturkreds ved brat at afle­vere dem til fremmede i institutioner eller dagplejer, før de er store nok til at forstå, at de bliver hentet igen, og før de kan gøre sig forståelige over for andre end de nær­meste omsorgs­personer, kan spille en rolle i evt. uhensigtsmæssige symptomer og adfærd? At den moderne eksi­stens’ mangel på personligt ansvar og tilknytning og overflod af tingsgrådighed, fart, stress, krav og samlebåndsaktiviteter − her tænker jeg på fx karriere, ferierejser, caféer, institutioner for både børn, syge og gamle, transport, indkøb, behovet for betalte venner i form af coach’er eller terapeuter, himmelråbende naive ’selvhjælpsbøger’, badelande og andre legepladser for børn og voksne, såsom fx Tivoli- eller museumsbesøg − er uforenligt med et godt barne­liv på samme måde, som roser ikke kan vokse i tør sandjord, de udpinte æg fra bur­høns ikke giver grundlag for en velsmagende koldskål, eller at en utryg og overset hund eller kat kun giver proble­mer og ikke me­get glæde for sin ejer?

Kunne man udskrive reglerne for godt forældreskab på samme måde som reglerne for an­skaffelse af hunde eller opskriften på verdens bedste koldskål?

Fx sådan:

● Tag et grundigt kig på dig selv! Egner du dig, og har du tid, energi, interesse og lyst til at være foræl­der? Til at interessere dig for andet end dig selv? Eller er det blot hormoner, konvention og tankeløshed, der får dig til at ønske dig et barn?

● Har du al tid og kærlighed i verden, så du kan byde dit barn de betingelser, det har krav på?

Det hjælper ikke det mindste, at vi slæber vore børn til læge, psykolog eller pædagog og for­ven­ter, at de skal ’reparere’ på de skader, vi og vores livsstil har påført dem. For så er vi ikke gode og omsorgsfulde for­ældre, der fortjener vores børns tillid og respekt. Så er vi blot og bart domptører, der dresserer børn, dyr og omgivelser ind i vore egne, begrænsede og uhen­sigtsmæssige rammer.

Så er forudsætningerne ikke i orden.

Måske er realiteten så banal, at den virkelige livsfylde ikke er fotograférbar og ikke kan frem­vises på Face­book eller andre, såkaldt sociale, netværk. At meningen med det hele ikke fin­des uden for én selv i form af endnu en brun designerstol, ferie på Thailands palmebevok­sede kyster eller et ødselt drys kandiserede violer, men i den rolige, daglige forpligtelse over for omgivelser, fødeva­rer, dyr, børn, ægtefæller og vore andre medbeboere på denne smukke planet.

Haver …

… i dag er ofte de rene Byggemand-Bob-konstruktioner med masser af sten, skærver, ’skulpturer’, be­syn­derlige hegn og træterrasser, så man aldrig behøver at røre fugtigt, grønt græs med fød­derne. Det ser ud, som om det mo­derne menneske kun er lykkeligt, hvis han har 100 m2 be­lægning under det flet­tede plastichavemøbelsæt og Webergrillen, en bræmme af uplejet græs med et billigt le­gestativ fra Jem & Fix og et hegn, der ikke skal klippes, omkring sit hus. − Ko­nen kan så plante lidt kunstige, købte ’sommerblomster’ og et par stedsegrønne planter i krukker, som hun sætter de­korativt ved fordøren eller på den udstrakte og øde terrasse, og som alt sammen går ud, når fami­lien er væk på ferie eller bare glemmer at vande og gøde.

Familiemedlemmerne løber rundt i hvert deres hamsterhjul, mor her, far der, Sofia i børnehaven og Wil­liam i vuggestuen, og de har fjernet sig så langt fra enhver form for natur, at blot en gængs pot­teplante, der ikke er en langtidsholdbar, plasticlignende orkidé, i vindues­karmen opfattes som et ’projekt’, som er i stor risiko for at mislykkes. For ikke at tale om den manglende evne til at passe de marsvin, guld­fisk, kaniner, undulater, katte og hunde, man får anskaffet.

Min barndoms haver bestod af planter − ikke billige byggematerialer. − En grøn frodighed i mange nuancer og niveauer: Store og små træer, høje og lave hække, buskadser, staudebede, bregnehøje, stenbede, åkandebassiner, hjemmebyg­gede lege­huse, der mindede om noget fra ’Hans og Grete’, og udstrakte plæner, hvor vi solede os, legede med vandsprederen eller spil­le­de badminton og kroket. − Ikke mindst var en stor del af haven tilplan­tet med frugt­træer og en anden betragtelig del ud­lagt som køkkenhave. Vi gnaskede rabarber, jordbær, hindbær, ærter, bøn­ner, solbær, ribs og stikkelsbær om sommeren, kirsebær, blommer, æbler og pærer fra sensommeren og til langt hen på efteråret.

Børn, høns, katte og hunde færdedes frit i haverne og på villavejene og generede ingen, for de kendte alle hinanden og omgikkedes som gode naboer. Og der var så få biler, at ingen var i fare; hundene dannede flokke og gik på eventyr, og børnene gjorde ligeså, kørte uforstyrret af sted på rulleskøjter eller spille­de rundbold midt på gaden i de lyse sommeraftner.

For bare tyve år siden fandtes der stadig mange helt almindelige mænd og kvinder, der kunne tage hånd om et kuld hvalpe i fyrkælderen uden at måtte ty til bøger, eksperter og hjemme­sider. De kunne aflive en kat med en skovl, hvis den pludselig fik fråde om munden og gik til angreb, og de slagtede høns med samme rutine, som vi andre skræller kartofler. I deres haver indgik høn­semøg og kompost fra lugning og køkken som gødning og jordforbedringsmateriale. De vidste, hvornår man planter jordbær om, skærer hindbær ned, hvordan man forynger en solbærbusk, og de kunne alle som én beskære og opbinde en række æble- eller pæretræer og forme de smukke­ste espalie­rer. De kunne arrangere en staudekant efter højde, farve og blom­stringstid, og de købte ikke nye planter om foråret, så de skulle vandes dagligt i den varme tid, men ven­tede til efteråret, så planterne kunne nå at danne rødder inden vinteren og stå livs­kraf­tigt og selvforsynende, når det blev forår og sommer igen. Man byttede planter, tog stik­linger, gik og arbej­dede med det hele i fritiden og ventede på, at haven blev, som man ønske­de det − Hvilket den jo aldrig blev; det var en del af charmen.

Førhen var man ikke naturfrem­mede, der be­tragtede det simple fænomen, at køer kommer på græs om foråret, som en overgearet ’event’, der kunne interessere andre end bonden og hans familie, for dengang kom alle køer naturligvis ud, så man kunne få rengjort og kalket stalden inden Pinse. Man levede har­monisk med dyr og planter, som mennesker altid har gjort det indtil for ganske nylig. Som en given sag vidste enhver, hvordan man vinter­opbevarer æbler, kar­tofler, gulerødder og løg. Sylter og hen­koger. Serverer jordbær­grød bagefter den grydestegte, hjem­meavlede hanekylling om søndagen. Og det bedste af det hele? − De gjorde det bare og holdt deres kæft med det! − Ikke et ord på Facebook, hvis de havde dyrket deres egen per­sille.

Men den grad af jævn jordforbindelse er gået i glemmebogen nu, hvor man kan købe sig til en velan­lagt have, man ikke har tid til at passe, hvor man foretrækker en lille sort plasticpotte fra super­marke­det frem for et helt bed fuldt af de flotteste og sundeste purløg lige uden for dø­ren.

Alle de planter, der på forhånd er dømt til langsom hensygnen og tørstedød i fancy krukker, alle de byggematerialer, gabende tomme udestuer og drivhuse, ha­vemøbler, skrøbelige lege­sæt, pla­stic, trampoliner og bas­siner holder dog gang i hjulene, hamster­hjulene, så vi alle kan løbe stær­kere i hverdagen for at få råd. Så vi kan købe en rejse, et hotelop­hold, leje et som­merhus, så vi kan stresse af. I stedet for at gå ud og pusle i vores haver.

Hjerter i flødesovs

Persillen stod usædvanligt frodigt og krusede sig i køkkenhaven, og da jeg havde frosset en pæn del ned til vinteren, fik jeg lyst til at anvende resten til en af mine yndlingsretter: Hjerter i flødesovs. − Man får mundvand bare ved tanken.

Men i lang tid så det ud til, at projektet måtte blive der, i tanken, for man kunne ikke købe hjerter i vore nærmest liggende dagligvarebutikker. − Jo, grisehjerter ville supermarkedets unge slagter gerne hente ude bagved til os, men når man har set de forhold, vore grise fødes og opfostres under, har man ikke lyst til at spise deres indvolde, de medicinbefængte levere og de små, ulykkelige hjerter.

Da vi plagede, skaffede Brugsens slagter os dog et par velvoksne kalvehjerter, som lige nu står og småsimrer i piskefløde, fyldt til bristepunktet med persille. Måske vokser kalve i dag op under lige så hjerteskærende forhold som grise? Man tiltror jo dansk landbrug det værste efterhånden, men jeg ved det heldigvis ikke.

Hvad gør de af hjerterne og de andre indvolde? Ender det hele, på nær lidt lever til traditionalisterne, i dyrefoder? Eller bliver det eksporteret til kineserne, som altid har vidst at sætte pris på de lækreste fødevarer? Og hvad med det vidt berømmede, nye nordiske køkken? Har de hjerter i flødesovs på menuen?

Det er synd, at smagen for indvolde går tabt. I disse fedtforskrækkede tider burde tunge, hjerte og lever være eksklusive delikatesser, men sig det ikke til nogen. Vi, der sætter pris på den slags, kan stadig få et godt måltid til næsten ingen penge.

Jeg husker, at vi fik nyrer, hjerter og lever mindst en gang om ugen i min tidligste barndom i de nøjsomme 50’ere, tunge var fin søndagsmad, og vi drak kærnemælk til. Det var i de år, mine søskende og jeg fik en citronsodavand til deling lørdag aften.

Fra ca. midt i 60’erne eksploderede økonomien, så der altid var sodavand i kassevis i hjemmene, vin i glassene og røde bøffer på tallerknerne.

Men sommetider, midt i al overfloden, ind imellem bøfferne, stegene, kyllingerne, sushien, pizzaerne, pastaen, tærterne, risene, nudlerne, kan man godt få lyst til hjerter i flødesovs. − Men vi bliver sikkert sidste generation med sådanne præferencer.

Omtanke

Keine Hexerie: En ganske almindelig kompostbunke bortskaffer tungt, vådt, organisk affald fra have og køkken og forvandler det i løbet af et års tid til næringsrig have- eller pottemuld.

Pludselig slog det mig: Hele min farmors lejlighed kunne være inde i min stue! I de to små væ­relser i Arbej­dernes Boligforening i Fredericia opdrog hun og farfar tre børn. Da hun flyttede på plejehjem, var skabene proppet med billige viskestykker fra Schous Sæbehus, tre stk. for en tier, som hun havde hamstret, fordi hun kunne huske en tid, hvor man ikke kunne få hverken nye, lækre viskestykker eller andre stoffer.

Siden farmor i 60’erne hamstrede viskestykker, er forbruget i vor lille del af verden steget fuld­kommen ukontrollabelt. Med det resultat, at den menneskeskabte opvarmning af kloden har nået faretruende høj­der. Det viser helt nye målinger, som de fleste har travlt med at ignorere. De holder sig for ørerne og råber: LALALALALALALA eller skyder skylden på andre. Helst de pri­vate husholdninger.

Her i huset nægter vi at påtage os mere end vor rimelige del af skylden. Vi lever på mange flere kvadrat­meter, end min farmor nogensinde fik mulighed for, men vi tilhører den sidste genera­tion, der lærte at slukke for fyret om sommeren, det vil i dag sige fjernvarmen, som sammen med elpumpen lukkes ned fra maj til oktober.

Vi har aldrig ejet en tørretumbler. Vi har ikke så travlt, at vi ikke kan lade tiden og solen og vin­den tørre tøjet på den udendørs tørresnor. Når det ikke kan lade sig gøre pga. regn og kulde, har vi snore og bøjler inde i bryggerset. For ikke at risikere alt for megen fugt inden døre, fik vi skå­ret et lavpraktisk ventilationshul i taget og kan lave gennemtræk, når vi har brug for det.

Vi belaster ikke klimaet med for meget affald, kan kun knapt fylde en halv skraldesæk om ugen, for vores forbrug er lavt, og vi har i mere end 30 år haft kompostbunke med små, røde møddingsorm til at tage det vådeste og tungeste affald: haveaffald, kålblade, skaller, skrog, skræller, filterposer o.l. Vi afleverer glas for sig og papir for sig og de større ting til genbrug. Vi kunne naturligvis ikke drømme om at smide affald på vejen eller i naturen, som yngre menne­sker helt automatisk gør nu.

Vi køber ikke ofte nyt, men bruger tøj, sko, tasker, møbler, køkkengrej m.m., til det er slidt op.

Vi er ikke til brug og smid-væk, heller ikke når det gælder vore potteplanter, som er ældgamle, pålidelige og lette at opformere, som fx klivia og pelargonie. Så man skal ikke dyrke blomster i drivhuse, vande dem med dyrebart drikkevand og bagefter flyve dem op til mig.

Vi samler regnvand og bruger det til at vande med.

Vi spiser sjældent grisekød, for vi bryder os ikke om den måde, man producerer svin på i dag. Derimod kø­ber vi en halv økologisk tyrekalv, et lam, en gås, to ænder og alle vore æg og andre hønseprodukter på smågårde i nærheden, hvor dyrene har det godt og lever og spiser så na­turligt som muligt.

Man taler meget om det enorme madspild, der foregår i samfundet, men det må være i butik­kerne, på institutioner og i andre menneskers køkkener, det foregår, for vi er fra en tid, hvor man bare ikke smed mad ud. Vi køber sjældent for meget mad, er gode til at beregne portio­ner, også når vi har gæster, eller til at strække maden til to eller flere dage. Vi er verdens­mestre i at bruge rester. Mange måltider begynder med et kig i køleskabet: Kolde kartofler fra i går, et stort løg og en halv chorizopølse kan blive til en herlig biksemad. Hvis æggene er ved at blive gamle, er det måske tid til en æggekage. Hvis der ligger et hvidkål, kunne det blive til brunkål eller stuvet hvidkål. Derudover har vi både hund og kompost, så det er kun nogle få skiver muggent franskbrød, der en sjælden gang ryger ud, hvis ikke engang de vilde fugle vil have det.

Vi er omhyggelige med at slukke for elforbrugende apparater, stand-by-funktioner, vandhaner, og vi skruer ned for radiatorerne, når vi lufter ud. Vi fylder både opvaskemaskine og vaske­maskine helt op, før vi starter dem, og vasker ved lavest forsvarlige temperatur. Vi lader frostvarer tø langsomt op i køleskabet, og vi kan lune brød og madretter på brændeovnen, hvis der alligevel er tændt op.

Vi samler vore ærinder og indkøb, så vi ikke behøver at handle så tit og køre så langt.

Vi flyver ikke hvert år, og i givet fald ikke særlig langt. Vi er derimod hyppige gæster i den øv­rige kollektive transport og kan stadig både benytte gåben eller en cykel, hvis det skal være.

Vi kunne ikke drømme om at gå rundt i T-shirt om vinteren, men tager naturligvis en sweater på. Og i bade­værelset skal der ikke partout være 28° og høj luftfugtighed året rundt.

Vi køber aldrig de sure, kunstigt store, indfløjede og importerede jordbær om vinteren, men bruger af vore egne fra fryser eller marmeladeglas, laver gerne rødgrød til senere brug og får for en stor dels vedkom­mende krydderurter, rabarber, ribs, blåbær, solbær, jordbær, stikkels­bær, æbler, pærer, kirsebær, blom­mer, hindbær, tomater og kartofler fra egen have. Svampe finder vi i skoven og tørrer overskuddet til vinte­ren.

Vi lever ikke spartansk, tværtimod lever vi særdeles godt, og vi er langt fra helgener, men vi er farmors bør­nebørn. Vi tilhører en efterkrigsgeneration, der blev opdraget til omtanke og omhu med de sparsomme ressourcer.

Når man selv gør sit bedste, er det derefter op til politikerne at sætte grænser, både for de storforbru­gende, upersonlige virksomheder og institutioner og for de private.

Selv populære og velmenende kendisser, som har installeret muldlokum for ikke at forurene kloden mere end højst nødvendigt, mener tankeløst, at de hvert år fortjener en ferie i Thai­land, for de har »brug for at være sammen med familien«. − Mage til hykleri skal man vist lede længe efter.

Folk i vor kulturkreds har ikke fortjent en skid. De er født ind i en tidsalder og i et geografisk rum, hvor leve­vilkårene er næsten utænkeligt mere gunstige, end nogen levende skabninger på denne jord hidtil har op­levet det. Naturligvis skal man til tage til Thailand, hvis man kan og vil, men man skal ikke forsøge at retfær­diggøre det på luskede måder. Vi bør alle færdes en smule ydmygt og taknemmeligt her i overfloden og ikke hyle op om, at vi fortjener mere end andre.

Der er stadig milliarder af mennesker, der mangler næsten alt, og som ville give en arm eller mere for at leve, som vi gør. − Jeg læste en gang, at hvis alle mennesker i verden skulle have samme velfærd og rigelig­hed af alt som os, så ville der skulle mindst tre jordkloder til at dække behovet. − Og at USA’s forbrug af strøm bare til aircondition langt overstiger, hvad en milliard kinesere forbruger I ALT, inklusiv den tunge industri. Så vi fortjener ikke mere, men burde må­ske overveje, om vi kunne klare os med mindre.

Alle de blå plastictrampoliner, som opsvinget og overfloden for ti år siden og frem plantede som champig­noner i de danske forhaver, står alle ubrugte hen … Man ser aldrig nogen hoppe i dem. Mens vi kigger på de tomme trampoliner, kan vi jo overveje, om de var hele kloden og alt det levende liv værd.