Kategori: Husholdning

Rengøring

Hader det! Som madlavning, opvask, tøjvask og –pleje, med eller uden maskiner, er det et tilbagevendende Sisyfosarbejde, der bare bliver ved og ved: Selv om man lige har gjort det, begynder det straks forfra næste dag igen. Det hjælper nu heller ikke på sagen, at man har valgt at dele hus med en stor, pelset hund, der taber hår året rundt og slæber sand, mudder og alskens grensmulder med ind ca. 10 gange pr. dag.

Og så er det alligevel sært tilfredsstillende, når man har haft fat i klude og skrubber, at skue hen over sit nyvaskede gulv, at nyde et netop skuret badeværelse, at lægge sig i duftende sengetøj, at røre ved stablerne af rene håndklæder på hylden, at se ud på sin have gennem funklende ruder … Verden bliver så ren og rar at være i.

Hvis der ligger synligt skidt på borde og gulve, hvis der er anmassende plamager på vægge eller vinduer, hvis toiletterne skriger på en børste, og hvis vasketøjskurven ikke kan lukkes pga. overfyld, så føles det som at have en grim trold i huset: Jeg kan ikke sætte mig og slappe af, før han er jaget væk.

Ingen kvinde kan vel fralægge sig i det mindste ansvaret for husets hygiejniske tilstand? Mænd og børn er kommet på banen i løbet af de sidste 50 år, og det er en fryd at bede manden om at støvsuge hele huset en lørdag formiddag, mens man selv rydder op og gør en spand gulvvand klar — så går det hele lettere og bliver aldrig helt uoverkommeligt, men som alle andre nybegyndere har disse kategorier af sanitetsarbejdere brug for én til at lede og fordele arbejdet, ikke sandt?

Jeg husker stadig den aften, jeg blev indlagt akut, og min mand løb ved siden af båren gennem sygehusets gange og skulle have genopfrisket vaskemaskinens forskellige indstillinger til både kulørt- og kogevask, mens den ledsagende sygeplejerske dårligt kunne undertrykke sin morskab.

Til gengæld ville jeg have svært ved at hugge brændet, samle reoler, hænge hylder op og skifte olie på bilen, hvis min mand er hjemmefra i længere tid. Sådan har vi indrettet os så irriterende traditionelt, selv om vi havde alle muligheder for at gøre det anderledes.

Som mænd insisterer på ordentligt værktøj, når de skal lave noget, har jeg i mange år sørget for professionelt grej til rengøring. Da vi for et par årtier siden flyttede til et stort hus, opsøgte jeg de butikker, der forsyner rengøringsselskaberne, og bad dem om at lære mig, hvordan man gør rent. — Det var ikke billigt at indkøbe halvprofessionel støvsuger, gulv- og vinduesvaskegrej og de dertil hørende mikroklude og rengøringsmidler. Til gengæld holder udstyret tilsyneladende evigt.

Mht. rengøringsmidler lærte jeg noget vigtigt: Udover et mildt håndopvaskemiddel, som jeg bruger til daglig aftørring af f.eks. borde, har jeg kun brug for to slags, et vinduesvaskemiddel og et gulvplejemiddel. Vinduesvaskemidlet bruger jeg også til spejle, fliser, badekar … alle overflader, der skal afkalkes og skinne blankt. Gulvplejemidlet bruger jeg til flise- og trægulve, borde, hylder, døre, karme, skabe … Hvert rengøringsmiddel koster omkring 30 kr. for en liter, og da der kun skal bruges ti dråber i en balje vand, kan jeg have disse flasker i fem år eller længere! — Se, det var en opdagelse, der kunne mærkes på husholdningsbudgettet. Ajax, Vanish og Cillitbang kan godt gå hjem og lægge sig! – Hvem sælger de i øvrigt disse angivelige tryllemidler til? Meget unge og meget naive mennesker, går jeg ud fra …

Med en lille smule daglig, „rettidig omhu” forsøger jeg at slippe så nemt om ved det som overhovedet muligt; efterhånden kan jeg også acceptere en lille smule skidt i krogene, med alderen kan jeg alligevel ikke se det.

Vintersupper og romerminder

Image Thumbnail Image Thumbnail

Clara ved vinduet og et særdeles kort blik på Via Appia

Der er én god ting ved den danske vinter: Aldrig smager en portion varm suppe bedre end efter timers spadseretur i skovens sne og frost — eller sjap, blæst og halvmørke, for den sags skyld.

Tre-fire gange i løbet af vinterhalvåret tager vi husets største gryde frem og koger ben, en suppehøne og assorterede rodfrugter i timevis. — Hunden savler forventningsfuldt imens. De fleste ingredienser skaffer vi nemt og billigt på de omliggende smågårde. Denne grundsuppe skimmes for fedt og urenheder og udgør basen for et antal variationer: Traditionel hønsekødssuppe, som den blev serveret med masser af suppeboller og tarteletter på Farsø Hotel tilbage i halvfjerdserne, løgsuppe eller champignonsuppe, som er min mands gebet — han er fra Brovst, og minestronen, som er min afdeling.

Minestra er en almindelig suppe med pasta, ris eller grøntsager. Minestrone — man kan næsten høre det — er en vældig omgang tyk suppe med en masse ting i. På italiensk kan det også betyde rodsammen eller ruskomsnusk.

Min amerikanske ven, Joe, fortalte mig om comfort food, som vel nærmest kan oversættes til trøstemad. Joes favoritspise, når han er lidt nedtrykt, er macaroni & cheese. Når jeg trænger til trøst og varme på en kold og kedelig vinterdag, tyr jeg til Claras velprøvede minestrone, som mere er en tyktflydende grød af en sammenkogt gryderet, end det er en egentlig suppe. Smagen af ost, bacon og krydderurter og den linde konsistens, som udkogte kartofler og bløde bønner og små pastastjerner giver, vækker mange gode og trøsterige minder.

Som ganske ung tilbragte jeg sammenlagt et par år i Rom. På et tidspunkt skulle jeg følge et månedlangt sprogkursus på Dante Alighieri-instituttet i centrum, og jeg havnede på en lidt speciel pension tæt ved Stazione Termini.

Pensionen havde til huse i en enorm, misligholdt lejlighed på tredje sal i en tidligere velhaverejendom. Elevatoren var et smukt forsiret jernbur, som konstant var ude af drift. Værtinden var enke, og hun lejede flere værelser ud til en pris af, så vidt jeg husker, under tyve kroner pr. nat for en seng. Hendes voksne søn, ingeniør og 40 år gammel, boede der også.

Jeg fik anvist en seng på pigeværelset, som jeg delte med Clara, en høj, mørk laborant fra Calabrien, og rødblonde, yppige og flamboyante Nina, som var polsk operasanger og elskerinde til en lavstammet, vrissen mafiaunderboss. De hede middagstimer tilbragte vi tre piger på værelset. Nina øvede skalaer med imponerende stemmekraft. Sommetider åbnede hun skodderne til benefice for de unge mænd på det medicinske kollegium på den anden side af den smalle gade; de trængtes i vinduerne og sendte hende fingerkys og opmuntrende tilråb. Clara og jeg søgte tilflugt i værelsets mørkeste kroge. Hun voksede ben, en omstændelig og pinefuld proces, som jeg, hippie-barnet, aldrig havde overværet før, og jeg lå på min seng og læste lektier og kunne altid bekvemt spørge hende, hvis der var sproglige uklarheder.

Ninas alder var en stor hemmelighed, men jeg vil anslå hende til omkring de 40, Clara var i begyndelsen af 30’erne, og med mine 21 år var jeg stuens Benjamin, som de to andre følte sig forpligtede til at tage sig af. Nina tog mig med som chaperone og det tynde øl, når hun skulle dinere med sin undersætsige og ubehagelige elsker. Jeg husker disse aftenrestaurantbesøg som en evindelig diskussion, med indlagte højdramatiske optrin, om, hvorvidt han skulle lade sig skille eller ej. Han kunne pludselig afbryde sit råberi, tilkalde tjeneren og give sig god tid til at vælge husets bedste is til mig, hvorefter de genoptog skænderierne. Nu, mere end 30 år efter, er jeg overbevist om, at han aldrig blev skilt, men at han via sine forbindelser fik Nina ansat som korpige i den lette genre på romerske sidegadescener.

Clara tog mig med på shoppeture i byens fashionable butikker, hvor ingen af os havde råd til at købe noget, og her så jeg for første gang, at en fuldblods kvinde prøver skuldertasker foran et spejl. Det havde vi aldrig gjort hjemme; hvis tasken var solid og rummelig, købte vi den uden tanke for, om den klædte os, når vi slæbte rundt med den.

Udover sprogkurset havde jeg sat mig for at se Roms seværdigheder. Jeg skaffede mig en invitation til rundvisning blandt de oprindelige grave, herunder angiveligt Skt. Peters, dybt, dybt nede i mørke gange under Peterskirken. Vatikanets arkæolog, en ældre, slibrig herre, klappede mig i rumpen, når han hjalp mig hen over udgravningerne.

Og jeg tog en taxa ud ad Via Appia i den hensigt at se kapeller og katakomber, men jeg kom ikke langt … Jeg var ganske ung, iklædt rød, kort, blomstret sommerkjole og røde sanddaler, og taxachaufføren spurgte flere gange, hvad jeg dog ville på Via Appia helt alene? Jeg viftede med kort og guidebøger og henviste til attraktionerne, mens han betragtede mig hovedrystende i bakspejlet. Ved et forfaldent, romersk tårnanlæg standsede han bilen og gik selv med ud og så sig om, mens jeg, selvtilfreds og turistagtigt, fotograferede tårnruin, pinjer og cypresser. Efter ganske kort tid kom taxachaufføren hen til mig med en spansk turistfamilie, han havde fundet et sted i ruinerne. — Jeg er nødt til at køre nu, forklarede han. — Men denne venlige familie har lovet at tage dig med tilbage til byen. Og det gjorde de. Få minutter efter sad jeg på bagsædet i deres bil sammen med to børn. Familiefaderen styrede direkte hen til pensionen ved banegården, og de blev holdende ved kantstenen, til de havde set mig gå ind. — Så meget for Via Appia!

Det var min første lektion i de begrænsninger, der eksisterer for enlige, unge kvinder ude i verden. — Og i den uegennyttige omsorg, man kan møde blandt vildtfremmede alle vegne. Da jeg oppe på værelset beklagede mig til de andre over min afbrudte udflugt, fortalte Clara chokeret, at Via Appia var centrum for Roms prostitution, menneskehandel og sortbørs, og at det var et held, at rare mennesker bragte mig sikkert hjem.

Nå, nu forvilder jeg mig … Det var suppe, vi kom fra:

Clara mente ikke, at man kunne leve af brød, skinke, ost og frugt, som jeg havde vænnet mig til, så hun slæbte mig hver eftermiddag ned på gaden, hvor et større marked havde til huse. Der var balloner, plasticsko, porcelæn, blomster, ost, kød, brød, kaffe, grøntsager, fisk og frugter i bjerge og mængder. Blandt de handlende indbyrdes, og i et stadigt ping-pong med kunderne, var hele gaden opfyldt af en højrøstet, godmodigt råbende larm. Clara løftede hovedet, rynkede de velplejede, mørke bryn og skred som en dronning ned mellem boderne med mig som en hoppende hvalp bagefter. Hun var ikke nem at narre, og for ganske få kroner fik hun fyldt sin kurv.

Oppe i pensionens rummelige fælleskøkken tryllede hun så pædagogisk ved gaskomfuret. Èn dag basisspaghettisovs med store løg og kun tre enorme, søde, solmodne bøftomater. Den næste kunne det være lasagne eller pizza. Ingen af Claras retter og tips har jeg glemt, men i disse sidste, råkolde vinterdage er det minestronen, der dukker frem. Det er formentlig almindelig viden i danske køkkener nu om dage, men den kommer her alligevel:

· Varm olivenolie op i en rummelig gryde

· Tre fed hvidløg og to-tre store løg snittes i og svitses med en nævestor klump røget bacon skåret i små terninger

· Tilsæt ca. en liter suppe og en håndfuld krydderurter, basilikum, rosmarin, oregano, og hvid peber — der er ingen grund til at spare på krydderierne

· Hvide og/eller brune, tørrede bønner (skal lægges i blød aftenen før)

· Tykke skiver kartofler og f. eks. gulerødder, porrer, selleri, ærter, kål, grønne bønner m.m.

· Evt. tomater, men er også godt uden

· Evt. tørrede svampe (skal lægges i blød aftenen før)

· Evt. et skvæt vin, rød eller hvid

· Skal koge op og derefter småsimre i mindst en time

· Små suppepastaer tilsættes, kog op igen

· Tilsmag med salt

· Serveres rygende varm med generøse drys af friskrevet parmesanost efter en god, lang skovtur.

Minestone er, om muligt, endnu bedre dagen efter …

Nøjsomhedsreglen

På denne klode er én regel uomgængelig og naturgiven: Det er reglen om nøjsomhed. Vi lever i en osteklokke med egen atmosfære, og der er begrænsede ressourcer til rådighed.

Det har alle foregående generationer vidst. De har kun taget fra naturen, hvad de havde brug for for at overleve. Man tog ikke liv unødigt, man holdt ikke flere husdyr, end at nærområdet kunne mætte dem, og man lod ikke tonsvis af fødevarer gå til spilde eller forringede dem ved at opbevare eller transportere dem længere end højst nødvendigt.

Frådseri og griskhed hedder to af de syv klassiske dødssynder, som blev formuleret for 1500 år siden, og som er en del af vort fælles, mentale arvegods.

Høvdinge, faraoner, kejsere, konger, paver, biskopper, adel o.lign. udgjorde de undtagelser, der bekræftede reglen. De væltede sig i overflod. En overflod, der blev skrabet sammen af deres undergivne, og som blev brugt repræsentativt til at vise omverdenen, hvor magtfulde de og deres nationer eller religiøse samfund var.

I løbet af de seneste generationer er nøjsomhedsreglen i vor del af verden sat ud af kraft. Dødssynden hovmod har taget os, så vi alle ter os som konger og paver med dyre, benzinslugende biler, italiensk marmor og guldvandhaner. Aldrig så snart har vi fået opfyldt et ønske, før vi genererer et nyt. Vi knokler på jobbet på bekostning af børn, familie og helbred for at skrabe sammen til nye sko, Guccitasker, ferierejser, elektronik, væg-til-væg-tæpper i sarte farver, der skal skiftes ud om fem år, og enorme sofaarrangementer med samme begrænsede holdbarhed. Man ser for sig et billede af små, udasede myrer, hver klamrende sig til toppen af en bunke sammenskrabede ejendele, misundeligt målende størrelsen af de andres bunker. — Misundelse er en anden af dødssynderne. — Det er ikke et kønt syn. Det er mangel på respekt. Respekt for kloden og for vore efterkommere.

Indtil for ganske nylig har vi ikke haft brug for evnen til begrænsning, for kloden var stor og menneskene få. Nu har vi med teknologiens hjælp fået mulighed for at udtømme ressourcer mange kilometer nede under hav og jord. Vi kan forurene højt oppe i atmosfæren og langt inde i økosystemerne. De, som gør det, får flere sammenskrabede goder, og vi har alle mulighed for at få en andel. Hvorfor skulle vi så stoppe? Det er svært at fastholde tanken om børnebørnenes muligheder for at overleve, når man lige står og ønsker sig en shoppingtur til New York.

I andre kulturer har man stadig en rest af respekt for nøjsomhed. Buddhister, hinduister og jøder har regler om faste. Muslimer faster fra solopgang til solnedgang i en måned hvert år. Fasteperioder har også været en del af vor egen, overvejende kristne kultur, jvnf. fastelavn, men er nu begrænset til visse oprindelige kristne grupper i Mellemøsten og katolske fundamentalister.

Ikke-religiøst betinget nøjsomhed er hidtil blevet praktiseret blandt jævne mennesker alle vegne altid. Både på grund af nød og ophøjet til efterlevelsesværdigt princip. Mine forældre oplevede 2. Verdenskrig og følgerne i form af mangel på næsten alt. De flippede totalt ud i tresserne og hengav sig til en næsten uanstændig overflod, blot fordi de kunne. Mine bedsteforældre, derimod, som levede gennem både 1. og 2. Verdenskrig bevarede en vis form for fornuft i omgangen med de nye, materielle goder. Måske fordi de var blevet for gamle til rigtigt at nyde godt af dem?

Fra dem lærte vi børn, at man aldrig øste mere op på sin tallerken, end man kunne spise, for man smider ikke mad ud. Vi lærte at sige tak for mad. Vi lærte, at man skulle yde, før man kunne nyde. Vi fik en sukkermad eller en æggeblomme rørt op med sukker, når vi en sjælden gang fik lov til at hygge os med lidt sødt. Vi fik en eller to julegaver og var kisteglade for dem. Disse nøjsomhedsregler sidder stadig dybt i mig. Jeg smider aldrig madrester ud; om ikke andet fordeles de til høns, hund og kat. Jeg bruger sjældent madopskrifter, men kigger i køleskab og fryser og komponerer hverdagsretter efter de forhåndenværende søms princip, så jeg slipper for at købe sjældne krydderier og andre ingredienser, som kun skal bruges denne ene gang. Jeg praktiserer affaldssortering og lader kompostbunken tage skræller og kaffefiltre. Jeg bruger mine ting, til de er slidt op. Jeg samler regnvand til vanding. Alligevel er jeg ingen asket. Jeg elsker både mad og fornøjelser.

Det er ikke rimeligt at give almindelige borgere ansvaret for overforbrug, CO2-udledning og anden forurening. Vi har valgt ansvarlige politikere både i dette land og i EU til at tage affære og sætte grænser for forbrug og vækst. På det individuelle plan ser man pludselige opblomstrende modekampagner mod f.eks. CO2, fedt, franske vine osv., men det er normalt korte og hektiske raids uden blivende virkning. Slankekure er blevet den moderne, individuelle form for faste, og joggingturene er vor tids form for aflad, men begge fænomener dyrkes af personlig forfængelighed og ikke for det fælles bedste.

Overflødighedshornet er et gammelt symbol på en ønsketænkning, der ikke var af denne verden, i hvert fald ikke for almindelige mennesker. Det moderne symbol er nok Lottogevinsten, som alle stort set gratis kan drømme om.

De sidste tre dødssynder er utugt, vrede og dovenskab. Også dem begår vi stort set alle på næsten daglig basis, men kun reglen om nøjsomhed er så vigtig, at alle mennesker, dyr, planter og klodens overlevelse afhænger af den.

Hyldebærsaft

Blog Image

Som så meget andet godt – hyldeblomstsaft, smoothies, hindbærsyltetøj, blåbærtærter, svampestuvning – begynder hyldebærsaften med en skovtur i det gode vejr. Hunden springer fornøjet foran; turens formål er den ligegyldigt, bare den kan løbe, snuse, lege med pinde og tage sig en svømmetur i søerne på vor vej. Noget mere adstadigt følger jeg efter, men det er alligevel mig, der leder hele ekspeditionen hen til hyldebærbuskene i hegnet.

Det går hurtigt med at nippe de bourgognefarvede, tunge klaser af. På et øjeblik er bæreposen fyldt. Alligevel generer det mig som altid, at de bedste klaser tilsyneladende sidder i toppen, hvor kun solsortene kan nå dem, men jeg har virkelig ikke brug for flere.

Hjemme sætter jeg saftkogeren over på komfuret. Klipper stilkene af og skyller bærrene. Efter en lille times kogetid, skal saften bare sødes, og så har vi hyldebærsaft i litervis. Jeg fryser ned i mindre portioner, så vi er rustede, når vinterens infektioner melder sig. Ikke fordi jeg tror, at hyldebærsaft er specielt helbredende, men en kop varm, vitaminrig og fyldig saft er god omsorg og trøster meget mere end den evindelige kamillete med honning og citron.

Resten hælder jeg i en lille gryde. Skræller en tre-fire æbler fra egen have og koger æblestykkerne med i ca. 10 minutter, så har vi pludselig også hyldebærsuppe, som vi spiser til aften med tvebakker. Kun denne ene gang om året, og det smager kraftigt af sensommer og september.

I gamle dage var hyldetræet helligt. Enhver gård havde sin hyld som beskyttelse, bl.a. mod lynnedslag, men man drømte ikke om at spise af hverken træ eller bær. Det er et nyere fænomen, kun knap 100 år gammelt, men en dejlig tradition i mange hjem foruden vores.

Ferie

Blog Image

Bilkøer, check-in-køer, overfyldte, ulideligt varme busser, gader og strande, ikke mig. Hvorfor tage hjemmefra, når her endelig er til at være? I haven, i skoven og ved stranden. Lige her i nabolaget.

Blog Image

Haven står på sit højeste med roser, stauder og frugt. De nye fugleunger, solsorte, musvitter, rødstjerter, tumler kluntet om benene på os. Og juli måned er høsttid. Nu sanker vi – ikke i lade, men i fryser og syltetøjsglas. Har formentligt arvet et hamstergen fra forfædrene.

Blog Image

Rabarber, jordbær, hindbær, solbær, ribs, kirsebær, ærter, kvæder, blommer og brombær i haven.

Blog Image

Blåbær, hindbær, tyttebær i skoven. Og snart kommer:

Blog Image

Ind i mellem ligge i en hængesofa med en god bog. Så kan vi se Alhambra, når de andre turister er taget hjem, og det regner herhjemme.

Den grønne væg

Blog Image

Nu vi er ved indretning: En større ombygning efterlod en særdeles kedelig, fem meter lang væg i den ene af husets gange. Jeg gloede på miseren og tænkte, så det knagede. – Hvad gør man? Forfattergerningen er ikke just vellønnet, så i min branche farer man ikke ud og køber fem meter kunst.

I samråd med maleren lavede vi en stor, grøn firkant, som jeg siden har haft meget sjov af at dekorere. Der er alle de familiebilleder, vi ellers ikke ville have haft stående fremme. Der er gengivelser af mine yndlingskunstneres værker. Der er egne fotos af elskede steder, landskaber og blomster, og nederst en gruppe med små dyr, grise, kyllinger, lam, lige i barnebarnets næsehøjde. Det hele printet på almindeligt kopipapir og sat op med tapetklister. – Og der er stadig plads til flere børnebørn …

I den anden gang anbragte vi nerien, som i denne tid fylder hele arealet med sin søde, sydlandske duft.

Blog Image

Havebordet

Blog Image

Så brast det omsider, det gamle, pilrådne havebord af kostbart, importeret, oliebehandlet, miljøcertificeret teak. Ulykken var forudsigelig; det havde stået ude på terrassen i hen ved ti år, året rundt, men vi havde ikke anskaffet et nyt, for vi kunne ikke finde et bord, vi brød os om. Nu var vi nødt til det.

Vi vil ikke have plastic, fletværk, forkromet stål eller glas. Vi vil bare have et helt enkelt havebord af træ med et ben i hvert hjørne, så det er nemt at sidde en seks-otte stykker omkring det til sommerens forhåbentlig mange grillaftner med gode venner, men sådan et bord findes ikke. Hvis der endelig var et, der lignede drømmebordet en smule, var det fra Trip Trap og kostede 24.000 kr. – Hvem giver 24.000 kr. for et havebord, som skal stå udenfor i al slags vejr?

Ikke jeg. Jeg var barn i halvtredserne og begyndelsen af tresserne, hvor min far selv lavede alle sine havemøbler af planker og stolper fra små træer, han havde fældet. Der var borde og bænke i alle havens kroge, og jeg husker vaniljekransene og mit glas sødmælk, der smagte varmt og godt af sol, når vi holdt kaffepause fra havearbejdet, og mor kom ned med en bakke til os.

Min mand måtte jo så til det. Fire stolper, en æske skruer og lidt brædder fra nærmeste byggemarked, 350 kr. Dertil en bøtte sort maling til 150 kr. En eftermiddags arbejde. Han saver og skruer, jeg maler. Og så fik vi omsider et brugbart havebord.

Åh, ja, forresten: Mit spisebord er et havebord, som jeg fik særdeles billigt i september måned …

Blog Image