Udseende

I en artikel i Politiken om en ung, angstplaget kvinde, skriver journalisten:

’Lin Glasdam Vander er en køn pige. Det mørke kastanjefarvede hår hænger ned over en pudderfarvet og let gennemsigtig skjorte og slutter først der, hvor de grå uldbukser begynder. Makeuppen sidder, som den skal. ’

Hvorfor plage den stakkels kvinde yderligere ved straks at give sig til at beskrive i detaljer og vurdere hendes udseende? Er det ikke netop alle disse krav, vurderinger, fra omverdenen, der gør livet svært for de unge? Og hvad har det med angst at gøre? Er journalisten selv forbavset over, at man kan være køn og angst på samme tid? Har hun selv problemer med sit eget udseende? Og hvad kommer det i så fald læserne ved?

Til overflod er artiklen ledsaget at et stort foto, hvor man selv kan vurdere kvindens udseende, hvis man skulle have det behov.

Men i disse #metoo-tider: Hvorfor overhovedet kommentere og anmelde andre menneskers udseende? Ville det ikke forekomme utidigt og nedladende, hvis det havde været en dreng? En voksen? En kvindelig eller mandlig direktør? Revisor? Dyrepasser?

Hvis nu fx den unge mand, Valdemar, var kommet til skade i en trafikulykke, ville samme journalist så skrive:

’Valdemar Flikflak Pedersen er en køn dreng. Det lyse hår hænger ned over en abrikosfarvet og groftvævet skjorte og slutter først der, hvor den første skjorteknap begynder. Skægget er trimmet, som det skal være.’

Jeg er ikke sikker på, at det tilkommer tilfældige journalister at dømme ofre for sygdomme, lidelser eller ulykker på deres udseende. At præcis deres mening om dette emne er relevant. – Men det er desværre blevet helt almindeligt.

Er det også acceptabelt?

Politiken d. 6. FEB. 2018

17-årige Lin har angst

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art6318277/%C2%BBJeg-t%C3%A6nkte-at-jeg-hellere-ville-d%C3%B8-end-at-kaste-op.-S%C3%A5-slemt-var-det%C2%AB

Facebookificering

Kort læserbrev i Politiken lørdag d. 3.2.2018 fra en Frank Juncker, hvis relation til forfatter Carsten Jensen forbliver uoplyst. Men debatredaktionen på Politiken fandt det nødvendigt at bringe dette primitivt hadefulde og uargumenterede udfald mod en navngiven dansk forfatter. Hvorfor skulle det trykkes? Hvordan bringer Frank Junckers pubertære og uhørt grove udfald mod en respekteret intellektuel samtalen i det offentlige rum videre?

Internettet, og adgangen til at sidde i hjemmets trygge ro og hælde uforklarlig galde ud over andre mennesker, har ødelagt vores muligheder for at diskutere væsentlige samfundsproblemer på en ordentlig måde.

Det begyndte med Facebook, hvor mange, der ikke vidste noget om noget som helst, følte sig kaldet til at mene noget om stort set alting. Og uvæsenet kører videre på alverdens sider og kommentarspor, Ekstrabladets læsere er nok det fremmeste eksempel på, hvor lavt diskussioner kan synke, men velanskrevne dagblade, som fx Politiken, følger skam godt med efterhånden.

Også i Politikens netkommentarer skydes der med skarpt efter manden eller kvinden uden hensyn til sagen og facts i øvrigt, og avisens trykte læserbreve er nu ofte nede på Ekstrabladsniveau, som her vist: Et uforklarligt, uunderbygget, uargumenteret privat udfald mod en højt estimeret, dansk forfatter og kritiker.

Jeg har tidligere forsøgt at gøre indsigelser over for Politikens debatredaktør, når et læserindlæg udelukkende svinede en mand eller kvinde til med grove ord uden at tilføje debatten noget nyt eller bare et argument. Og jeg fik som tak et flabet, ungdommeligt svar med reference til en kendt tv-serie, hvor jeg, klageren, blev sammenlignet med oberst Hackel, en forstokket figur fra serien.

Jeg er stadig ikke overbevist om, at Politiken tager sit samfundsansvar alvorligt, og de perfide læserbreve trykkes stadig.

Hvad er vi? Syttenårige, der sidder og ser ‘Matador’ fra morgen til aften? Eller voksne mennesker, der diskuterer vores fælles samfund og dets indretning?

Ubegrundede, personlige tilsvininger kan vi godt undvære.

Hvad tv kan og navnlig ikke kan

Når John fra Øster Hurup som medlem af forældrebestyrelsen bliver bedt om at udtale sig til lokal-tv om datterens skolevej – og smigret offentliggør aftalen på Facebook – så kommer svoger, der tilfældigvis har et lille VVS-firma, lige over med en pullover med firmaets logo maskinbroderet øverst på venstre side af brystet.

Både John og svoger synes, at de er dødsmarte. – John spejder efter genkendelse i ethvert ansigt, han møder i løbet af de næste par dage, for han har jo lige været i fjernsynet. Og så fik svogers firma oven i købet en omgang gratis reklame. He he … Det er sikkert mange penge værd.

I tv-nyhederne vrimler det med hastigt påsatte kasketter, T-shirts, varevogne med stort logo i baggrunden osv. – For ikke at nævne de besynderlige og som oftest dårligt tilpassede beklædningsgenstande de fleste studieværter bliver udstyret med af tøjhandlere, der ser en stor chance i at blive eksponeret på tv.

Vores dronning ville formentlig benævne det ’dumsmart’, hvis hun var bekendt med fænomenet. Vi andre sidder bare og konstaterer, at verden er fuld af beregnende mænd og kvinder. Er de ansvarlige redaktører virkelig så ubegavede, at de ikke ser det og sørger for at rense billedet for uvedkommende reklame?

Og hvad tror de fiffige mennesker, at de får ud af det? Man ringer da ikke til en VVS-mand, der opfører sig opportunistisk, vel? Og selv hvis man ville gøre det, og tilfældigvis boede i nærheden OG havde en VVS-opgave, som svoger ville kunne løse, så kan man alligevel ikke se hverken navn eller telefonnummer klart nok til at registrere det. Var det vinduespudsning, den pullover reklamerede for?

Jeg kender til tv’s begrænsede og ofte overvurderede effekt fra mit eget arbejde som forfatter. Forfattere bliver af og til bedt om at reklamere for deres produkter, så lokal-tv-stationerne kan udfylde de daglige 25 minutter med lidt ’kulturstof’, som regnes for finere end så meget andet stof.

Min erfaring er, at

– Det betyder stort set intet for salget. Folk går ikke hen og køber nye, dyre bøger, fordi de har set dem i tv. Folk køber kun bøger, hvis de har mange penge, har meget tid til at læse, har for meget reolplads og er specielt interesseret i netop denne forfatter eller hendes stofområde. Et tv-indslag ændrer intet ved det.

– Det betyder intet for ens mulighed for at færdes ubemærket i det offentlige rum. De fleste mennesker har for travlt med at tænke over, hvordan de selv tager sig ud i det offentlige rum, til at bemærke andre, så hvis man ikke hører til den absolutte top af berømtheder og har været eksponeret hyppigt i årevis, som fx dronningen eller Gustav fra reality-tv, kan man sagtens gå uantastet. Hvis et tv-indslag overhovedet fremkaldte en effekt, var det opringninger fra folk, der syntes, at de kendte mig og pludselig gerne ville tale til mig om sig selv i lang tid.

– Men man kan opleve besynderlige intermezzoer, som lærer én, hvor begrænset, om ikke ligefrem modsat, en effekt, tv-reklame kan have: Dagen efter et indslag om en af mine bøger var jeg på vej hjem fra den daglige skovtur med hunden. En lille familie, forældre til en af min søns skolekammerater, var ude på cykeltur og kom imod mig på vejen. Faderen stoppede og råbte mig an: – Nåeh, Lone, du var nok i tv i aftes?

Jeg skulle lige til at svare et eller andet, da han hurtigt fortsatte: – Ja, ikke fordi vi så det, vi ser aldrig tv … Her udvekslede han og konen et indforstået blik, og så satte de sig op på cyklerne igen og kørte videre med deres lille datter imellem sig.

Så fik jeg dén.

De mennesker ville aldrig købe en af mine bøger. Uanset hvor mange gange de blev promoveret i tv. Men de ville stensikkert låne dem alle sammen på biblioteket og smuglæse dem uden nogensinde at indrømme det, bare for at se, om der måske skulle stå noget om dem selv eller nogen, de kendte.

Folk, der vasker op på film

har tydeligvis intet begreb om, hvad de står og laver.

Det foregår som oftest i amerikanske film, i et hyggeligt nusset køkken, hvor hovedpersonen efter en middag eller fest står i dyb samtale med sin mor, søster, ven, ægtefælle eller anden nærtstående, hvorunder vigtige erkendelser om fortid, nutid eller fremtid skal udsiges/opnås.

Mens alles opmærksomhed er på personerne, deres ord og ansigter, sidder jeg og krummer tæer, fordi opvaskeren akavet står og dypper glas, kopper og tallerkner ned i en lille, skumfyldt balje, ryster fx koppen et par gange og sætter den – indsmurt i sæbeskum og bobler – ved siden af, hvor den anden person så tørrer sæben godt rundt, før den stilles til side. De er begge i tøj, der er upraktisk til husligt arbejde, og det er kun moderlige figurer, der ifølge manuskriptet kan iføre sig forklæde. – I et sådant hus ville man ikke bryde sig om at spise eller drikke af porcelænet, og i øvrigt bliver de aldrig færdige …

Det er også en ynk at bevidne, når de store skuespillerinder skal se ud, som om de tørrer støv af eller gør rent på andre måder: De går og dupper lidt hist, dasker lidt pist, og så VIPS er der rent, og rollens husmoderlighed etableret – bare ikke i øjnene på en rigtig husmor.

Man må indse, at amerikanske skuespillere, specielt primadonnaer som fx Meryl Streep, aldrig har prøvet at gøre rent eller vaske op i det virkelige liv. De burde gennemføre et lille kursus i almindeligt hverdagsliv med regelmæssige brush up’s, før de fik lov at påtage sig store roller i hverdagsdramaer.

Har håndværkere det på samme måde, når Matt Damon skal ligne en bygningsarbejder?

Misbrug af Eboks

Eboks er formentlig en god idé, omend en smule omstændelig:

Man får en mail og/eller en sms om, at der er ny post i Eboks, og at man skal huske at tjekke. Hvis man glemmer det, får man flere beskeder.

Så finder man sit nøglekort frem, går ind på Ebokssiden, taster og taster og taster … venter lidt, og ser så fx ovenstående meddelelse fra ens pensionsselskab, der beordrer en til at gå ind på DERES side, taste sine data og koder ( – hvor var det lige, man havde dem?) og logge ind for at se deres meddelelse …

Det gør man så efter nogen søgen og overvindelse og må derefter sidde i kø og vente, fordi tusinder af andre netop er ved det samme. Da man omsider når frem til MEDDELELSEN, er det ikke noget vigtigt …

– Snydt! De har berøvet mig et kvarters tid af mit liv. Bare fordi de ikke forstår de nye måder at kommunikere på.

Det samme med kreditforeningsselskabet. De sender alle deres tåbelige og intetsigende ’informationsbreve’ via Eboks, også selv om de i samme brev eksplicit skriver, at de nye regler IKKE berører mig og mit lån! – Hvorfor bruger de så min tid?

Hvorfor råber disse selskaber ’Ulven kommer!’, når de ikke har noget relevant at meddele mig? De kan jo bare sende en almindelig mail, så kan jeg skimme den til morgenkaffen og slette uden at skulle igennem alle de besværlige procedurer.

Gæt, om jeg gider at tjekke min Eboks igen i nærmeste fremtid?

Netflix var kede af at sige farvel

– skrev de, men Netflix-teamet bad ikke om årsagen til, at vi afmeldte vores abonnement; i så fald kunne de måske have lært noget.

Begrundelsen kommer i stedet her:

Der er så meget slam på Netflix, så mange dårlige film, dårlige dokumentarer og dårlige hjemmelavede serier, at man føler sig snavset, hvis man selv eller ens børn har været på Netflix en time eller to.

De gode film er få og gamle, normalt har man allerede set dem, når de kommer på Netflix, og hvis man aldrig har hørt om dem, er de efter vores erfaring ikke værd at se.

På Netflix kunne vi se ’Downton Abbey’ i sin helhed, når det passede os, og ’House of Cards’, men den første er næsten lige så kulørt, som den sidste. – Ikke noget man får det godt af at se, og vi venter os ikke nye filmiske oplevelser af evt. yderligere sæsoner med Kevin Spacey og hans iskolde filmkone.

Børnetegnefilmene er affekterede og skingrende. Et rent ud sagt uhyggeligt artificielt univers at udsætte børn for.

Det er ikke så anstrengende at se en film eller en serie, som at læse en bog. Og vi holder meget af at se store episke serier sammen, ’Sopranos’, ’Six Feet Under’ og ’Breaking Bad’ har givet os mange gode timer og en fælles referenceramme. Men hvis man skal sidde og spænde af forargelse over dårlig kvalitet, over tåkrummende pinligheder, over amerikansk pubertær antihumor, over dårligt skuespil og manglende tankeindhold, så er det til sammenligning langt mere afslappende at hygge sig med en ordentlig murstensudgave af fx ’Krig og fred’ i skødet.

Netflix har udviklet sig fra at være en god idé til at blive en mørk kriblekrablende krypt, hvori man nedstyrter én- eller tostjernede, allerede døde eller døende, underlødige film og egenproducerede serier.

Drengemænd

Bonderøven, Rigtige mænd, De unge fiskere … Tre serier om mænd, der prøver at være mænd, på DR i bedste sendetid. Har danske mænd et problem med manderollen? Eller er det kun de mandlige DR-medarbejdere i hovedstaden, der af mangel på naturlig maskulinitet har brug for at udforske det mandlige, sådan som de forestiller sig, det må være? Men det er jo endt i en parodi, hvor disse usikre mænd og smådrenge griber helt tilbage til jægerstenalderen tilsat en masse røv, lort, lokum, porno og det særdeles upassende, engelsk-amerikanske ord ’fucking’:

Nak & æd

So fucking special

Ultra fucking flink

Drengerøv

Shit happens

Live og liderlig

Go’ lorte weekend

Pornoquizzen

Lokummet brænder

Hvor seriøst, underholdende og lærerigt er det for den del af offentligheden, der er af anden afstamning end dansk drengerøv? Der er af et andet køn? Og ældre end 8 – 9 år? – Skal disse drengemænd virkelig have lov til at forvandle landets licenspenge til flov WC-snak?

1864 − Amatørernes paradis igen, igen

Så de første ca. tyve minutter af det første afsnit af DR’s kostbare dramaserie, 1864, og slukkede derefter.

Ikke fordi det historiske billede var forvrænget; det ville jeg kunne overse, hvis værket var professionelt skruet sammen og ville mig, seeren, noget. Hvis jeg blev draget ind.

Det blev jeg ikke. Der var ikke noget, der henvendte sig til mig. Tværtimod følte jeg mig grænseoverskredet som tilskuer til ét stort, indadvendt og selvtilfredsstillende projekt. Et projekt, som skaberen tydeligt ikke helt kunne overskue.

Så megen falsk patos, selvsmagen, skolekommedie, overpædagogisk pegepind og påklistrede småpinlige drengerøvsprovokationer − demonstrativ onanering i syltetøjsglas − Se, hvad jeg tør! I bedste sendetid! − kan man ikke holde ud.

Virkelig kunst er kendetegnet ved, at man ikke kan ændre en scene, et komma, en replik, en linje, et penselstrøg, en tone − ikke et eneste element, uden at ødelægge værket.

Når man ser Ole Bornedals 1864, kunne man, hvis man gad, sidde og føre lange lister over, hvor værket vakler og vælter: strukturen, banal handling, dårligt integrerede provokationer af voldelig og seksuel karakter, replikkerne, manierne, detaljerne …

Vi lærer det aldrig i dette lille land med vores stærkt begrænsede talentmasse. Vi tror stadig, som DR og Ingolf Gabold åbenbart gjorde, at man kan overlade så stort et projekt til et enkelt, lysende geni. Det kunne man helt åbenlyst ikke, selv ikke hvis man virkelig havde haft et sådan geni inden for sit lands grænser.

Selv i de mest ydmyge amerikanske tv-serier har man mindst to, sommetider fem, seks eller flere forfattere på. Og flere aktive producere. Og prøvevisninger. Og mangfoldige kvalitetskontroller, før man udsætter et sagesløst publikum for synet.

Ikke her. Her forærer vi gladelig knap 200 millioner til en enkelt mand, der har lavet et par tju-bangfilm før, og så koncentrerer vi kræfterne om at forsvare den tumpede beslutning og det sørgelige værk bagefter, i stedet for at give manden en chance og forsyne ham med en håndfuld begavede sparringspartnere. Med hver deres ekspertise, pondus og vetoret.

Så store produktioner kan ikke bæres af en enkelt mand, men kræver erfarne teams. − Hvornår lærer vi det og bliver professionelle?

Se evt.: http://blog.loneandrup.dk/#post143