har i hele min levetid været en tom tradition, hvor vi alle sammen, uden at vide hvorfor og ofte i silende regn, går hen på en nærliggende strand eller plæne, får en øl, kigger på et bål og hører en oppustet, lokal dignitar udbrede sig om banaliteter, mens en karikatur af en laset kvindefigur på toppen af bålet til skræk og rædsel for alle tilstedeværende kvinder og børn brændes af, hvorefter vi sammen forsøger at afsynge en vaklende udgave af Drachmanns ’Midsommervise’.
At rense luften ved at synge dårligt og afbrænde kvindefigurer gav ingen mening i det danske sommerland – og kan vel næppe siges at være politisk korrekt i vore tider – før coronaepidemien.
Men så var der et par opfindsomme sjæle, der konstruerede modeller af coronavirusset og satte dem på toppen af bålet. – Se, det må have været dybt tilfredsstillende at se den forhadte tingest futte af i Helvedes flammer!
Og straks tænker man jo videre … Lad os smide mundbind, spritflasker og Sundhedsstyrelsens blå coronapiktogrammer på bålet og sende det hele til Bloksbjerg på selve midsommers trylleaften! – Sikke en lettelse! – Det kunne vi stå sammen om!
Forhåbentlig kommer der fremover igen år, hvor globale epidemier ikke har påvirket os, men så kunne man måske ude omkring enes om et fælles tema: At afbrænde planerne om nye motorveje eller alt for høje højhuse, udvisningsordren til den søde og hjælpsomme familie fra Syrien, plakater af et byråd fanget i en korruptionssag … – Og hvis vi taber i vigtige fodboldkampe før Skt. Hans, kunne vi afbrænde de fantrøjer, klaphatte og halstørklæder i rød-hvide farver, som vi så håbefuldt havde indkøbt. Eller i magre år uden trusler mod kollektivet kunne vi hver især finde en lille brændbar ting, som vi symbolsk gerne ville sende af sted i flammer: medicinemballage fra overstået sygdom, drømme, der ikke længere er aktuelle, en stump af ekskærestens efterladte tøj, nyslåede studenters eksamensnoter, ungernes Pokemonkort, som de for længst er vokset fra, halvfærdige projekter, som tynger, men som alligevel aldrig bliver til noget … o.m.a.
Vi kunne enes om at genoplive Skt. Hans’ betydning som en foruroligende, alt for lys aften kort efter sommersolhverv, hvor alle farlige kræfter er løs og skal bekæmpes og renses med ild, store bål og luer, der gnistrer og sprutter og fløjtende fortærer ondskab og trusler. I så fald ville coronaepidemien have sat nyt fut i et gammelt og hidtil meningsløst ritual.
For vi har stadig brug for ritualer, og som epidemien har lært os, er vi ikke herrer over alt. – Der er selv i vores udviklede samfund brug for fællesskab, håb og ydmyghed.
I virkeligheden bliver vi alle narret: – Den mad, vi køber i danske butikker, er underlødig og ofte skadelig for vores helbred. Navnlig når den indtages i alt for store mængder.
I en kultur, hvor spisning udgør dagens vigtigste højde- og samlingspunkter, er vi opdraget til at tro, at vi skal spise hele tiden for ikke at falde døde om:
● En solid morgenmad med fx surmælksprodukter, frugt, havregryn, rosiner, nødder, marmelademadder, pandekager, omelet, bacon, æg, pølser, tomater, sirup, chokoladepålæg, fabriksfremstillede, farverige æsker med slikagtige chokopops, cornflakes, honningkugler o.l. med mælk.
● Frokost, salat eller rugbrødsmadder, fastfood, bagerbrød, myslibars.
● Aftensmad, der inkluderer kød, æg eller fisk, kartofler, ris eller pasta, og noget grønt. Måske sød dessert eller ost.
● Derudover drikker vi hele tiden: Morgenkaffe, te eller mælk, formiddagskaffe/te, eftermiddagskaffe/te, aftenkaffe/te, juice, saft, en patteflaske med vand, proteindrik, saft eller juice, en pattekop med te eller kaffe to go i hånden hele dagen, øl, sodavand, vin, drinks …. Der er ingen ende på drikkeriet.
● Og vi gnasker mellemmåltider i form af frugt og andre snacks, is, kager, onsdagssnegl, morgenbasser, søde myslibars, aftenslik, chokolade eller chips, kager, popcorn.
Men hvor besværligt er det ikke at skaffe fx et almindeligt, dansk, økologisk kålhoved, der har vokset i god jord, eller kød og æg fra en pålidelig avler?
Meget af vores ‘mad’ er sprøjtet med pesticider, dyrket i drivhuse uden jord, tilført kunstig næring, plukket af fattige emigranter og fragtet langt for at nå os. Eller mishandlet i dyrefabrikker og opfodret med stoffer, der aldrig naturligt ville indgå i en ko, et svin, en kylling, æglæggende høne eller en laks’ føde. Eller det har været en tur igennem industriens giftbade eller er rodet sammen med ti eller flere forskellige, såkaldte tilsætningsstoffer, der hver især er uegnede som menneskeføde –E dit og E dat, nitritter og nitrater. For ikke at tale om alle de raffinerede kulhydrater, mel, sødemidler og sukker, fedtstoffer fra oliepalmer og soyaproteiner, der fx sælges som proteinbars, kiks eller kager i butikkerne, og som har udkonkurreret regnskovene i denne verden.
Reklamer kører non-stop med forløjede fremstillinger af usunde og direkte skadelige produkter i lækre og ofte sociale omgivelser. Vi skal hygge os med kunstigt fremstillet og gennemfarvet slik. Vi skal sige tak med en æske dårlig ’chokolade’. Samle os omkring palmeolie og sukkerprodukter tilsat kunstig vaniljesmag. Vi skal forkæle vores børn med Kinderæg eller mælkesnitter, der i virkeligheden bare er en blød og inderligt usund, sukkerfyldt industrikage. Man påstår frejdigt og helt uden sandhedsværdi, at Nutella – et fedtet sukker-palmeolieprodukt – er en del af en sund morgenmad:
Der er vist endnu ingen sundhedseksperter, der har anbefalet sukker og palmeolie!
Og navnlig skjuler man den brutale virkelighed med sammenstuvning og mishandling, der foregår i danske stalde, som fx ’De danske familiegårde’, der i reklamefilm i tv og på nettet med masser af idyllisk baggrundsmusik og et tykt lag vaseline på linsen fremviser åbenlyst forvirrede kyllinger i noget græs bag en gård. Man ser tydeligt, at de alt for rene kyllinger ikke er vant til at gå ude. Omgivelserne virker fremmede for dem, og hvordan ville man også kunne overkomme at fodre 20.000 eller flere kyllinger om dagen med lidt korn i en spand, når de løber forvildede rundt omme bag laden? For ikke at tale om at få dem fanget på en rationel måde, når de efter få uger skal slagtes? – Tro mig, ingen industrikylling i dag løber rundt i grønt græs eller bliver håndfodret og kælet for af ’landmænd’ og deres børn i pænt og rent tøj! – Den reklame er noget nær det værste og mest kvalmende, modbydelige svindelnummer, jeg har set. Men folk må jo være dumme. Uvidende, naturfremmede, uinteresserede i, hvor deres mad kommer fra, når sådan en løgnekampagne får lov at passere uanfægtet i landsdækkende medier.
Se:
De glemmer også lige at oplyse, at alt dansk fjerkræ har været lukket inde hele dette forår pga. fare for spredning af en ny variant af fugleinfluenza.
Landbrugserhvervet her i DK er blevet så mægtigt, at det fuldstændig kan sætte sig på vores fælles, offentlige dagsordenen. En kritisk artikel om fx kvotekonger i fiskeriet, den massive ødelæggelse af dansk jord, vand, natur og luft pga. sprøjtning og massiv gylleudspredning, om omfattende svindel med tilskud fra fælleskasserne, om CO2-udledning forbundet med produktionen eller om den seriøst farlige, kødædende, resistente svinebakterie, MRSA, der nu er udbredt blandt mennesker og på vores sygehuse, følges dagen efter prompte op af en barsk og truende tilbagevisning og mistænkeliggørelse fra Landbrug & Fødevarers meget effektive presseafdeling.
Giftrester fundet i mere end halvdelen af vandboringer
Minister vil have mere kontrol, efter at der er fundet pesticidrester i 57,9 procent af danske vandboringer.
Landbruget opfører sig fuldstændigt som en junta i et diktatorisk østland, når sammenslutningen ‘Bæredygtigt landbrug’ – alene navnet! Mon det står for en nærmere granskning? – går så vidt som at anlægge retssag mod en professor og forsker, fordi han, efter deres mening, var nået frem til ‘forkerte’ konklusioner:
Det er helt utilstedeligt i et demokrati, hvor både ytringsfrihed og fri forskning burde være en selvfølge!
Men medierne viderekolporterer – måske pga. af uvidenhed om de faktiske forhold? – landbrugets romantiserende fortællinger uden at stille kritiske spørgsmål til et erhverv, der, som en stat i staten med egne regler og et broderskab, der dækker over hinandens ugerninger, er klar til – midt under en verdensomspændende epidemi, hvis deres interesser bliver truet – at sætte sig op på deres kæmpestore, EU-betalte landbrugsmaskiner og køre mod Christiansborg, hvor de truer en lovligt valgt regering på det groveste og afpresser os alle sammen for milliarder.
Landbruget har fået for stor magt! – De kan få omskrevet konklusionerne i danske forskeres rapporter og videnskabelige artikler, som det er sket på Århus Universitet, og hvem ved hvor ellers? De farer ud med bål og brand og mistænkeliggørelse, hvis man ytrer sig kritisk om erhvervet, så man ser yderst sjældent fx danske tv-udsendelser, der viser virkeligheden i landbruget: Grisenes liv i staldene, fastbundne søer, 25.000 døde smågrise pr. dag, brutal indfangning og aflivning af slagtekyllinger, alt for lange transporter til slagterier i andre lande, hvortil småkalve, grise eller heste ankommer med brækkede ben og blodige, underløbne mærker fra hårde slag efter alt for mange dage, mast sammen i transportvogne uden hvile, mad, vand og frisk luft. Man laver ikke landbrugsfaglige udsendelser om realiteterne i dansk landbrug: økonomien, alle tilskuddene, jordens tilstand, pesticiderne i drikkevandet, stordriften, udenlandsk arbejdskraft, kyllingefarme med over 20.000 sammenmaste dyr, mælkeproduktionen, der skaber ‘taberkøer’ – et begreb vi ikke kendte i 1960’ernes mindre, familiedrevne landbrug, sprøjtning af markerne hver eneste uge i dyrkningssæsonen. – Mange af billederne ville få uforberedte seere til brække sig, er jeg sikker på.
Vi foretrækker klart den romantiske idé om livet på landet og alle de kælne gårdnavne, springende økologiske køer, der lukkes ud på en nedtrådt mark en enkelt forårsfridag, som en teaterforestilling, der kan forlyste børnefamilier fra byerne, og alle de manipulerede billeder af yndige kyllinger i grønt græs.
At gårdene i dag er kæmpestore industriforetagender, der har nedlagt læhegn og markveje og sprøjtet naturen på og omkring deres marker ihjel, betyder ikke noget.
At de allerfleste danske køer aldrig ser en grøn mark, men går inde i store, vantrivelige flokke, ved de færreste.
Og at hovedparten af de kyllinger, du køber i et supermarked, aldrig har set andet end andre klemte kyllinger i en bemøget stald, har vi slet ikke lyst til at vide. – Giv os idyllen og fantasien, så vi kan nyde vores mad i fred.
En ting er produktionen. En anden produkterne. – Al denne død og mishandling af dyr resulterer bl.a. i wienerpølser, som ud over en del tilsætningsstoffer også indeholder bambusfibre … Hvad ind i hede hule H…… laver BAMBUSFIBRE i mine grillpølser???
INGREDIENSER – Wienerpølser:
80 % grisekød, vand, surhedsregulerende middel (E 325), kartoffelstivelse, salt, SOJAPROTEIN, bambusfibre, krydderiekstrakter, koriander, muskatnød, peberaroma, antioxidanter (E 300, E 301), stabilisatorer (E 450, E 331), emulgator (E 471), hvid peber, konserveringsmiddel (E 250), lammetarm, røgaroma. Kan indeholde spor af mælk, selleri og sennep.
Og hvem i alverden har fundet på at udnytte en natur ude af balance og bjerge af opskyllede eller opfiskede søstjerner til at fodre svin med? – Hvor ækelt og unaturligt kan det blive? Hvem har lyst til at spise sådanne svin?
– Og hvorfor står der flere steder meget tydeligt på min mælkekarton, at skummetmælken er CO2-neutral, når man ved, at netop mælke- og kødproduktionen er blandt de værste CO2-syndere?
Mælkekartonen lyver mig lige op i ansigtet. Den benytter sig af begrebet ’klimakompensation’, der, så vidt jeg har forstået, har lige så gavnlig effekt på klimaet, som købet af den katolske kirkes afladsbreve for 500 år siden havde på længden af et menneskes ophold i skærsilden …
Der bliver tjent svimlende summer på dette narreværk. På dårlige fødevarer. På snobbede madentusiaster, der, som i H. C. Andersens ’Kejserens nye klæder’, begejstret betaler overpris for højt berømmede mærkevarer. For usunde og ofte ligefrem skadelige ‘næringsmidler’ fyldt med kemi og tilsætningsstoffer, som vi stadig tror, vi er tvunget til at købe for at opretholde livet. – Mens de såkaldte ’livsstilssygdomme’ hærger og slår folk ihjel som fluer.
Producenter og industri plejer at forsvarer sig med, at de blot tilbyder det, som folk vil have: Billige fødevarer. – Men hvorfor går de ud fra, at folk frivilligt vælger det dårligste, det mest kunstige og skadelige? Og giver det til deres børn? Når de gladeligt betaler blinkende formuer for fx god kaffe, cigaretter, belgisk chokolade og fine øl, vine og spiritus? – Jeg tror, at man rækker ud efter det, der er tilgængeligt, det, man er vant til, det, som andre køber, og det, som man ser i reklamer og i verden omkring sig. Det, der lige står på hylden, når man er nede for at købe ind.
Der er ingen grund til at tro, at voksne, tænkende mennesker, hvis de havde et frit valg, ville vælge pølser med bambus, koteletter med søstjernepulver, kødet fra mishandlede dyr eller saltmættede chips og kiks, kager og chokolade med palmeolie og sukker, der tilstopper blodkarrene. Folk spiser sig ikke syge med vilje. Producenter og industri har naturligvis et stort ansvar, som de ikke kan fralægge sig ved at kaste det tilbage på forbrugerne.
For menneskets biologi er, så vidt jeg forstår, således indrettet, at mer’ vil ha’ mer’. – Jo mere, vi spiser, specielt af fede og søde sager, jo mere vil kroppen have. – Så vi er meget modtagelige for lugten i bageriet eller reklamen i tv, hvis det er en halv eller en hel time siden, vi sidst har spist noget. – Og det ved de jo godt henne i butikkerne og i industrien …
Når vores fedtceller først er dannet, skriger de op og sender sultsignaler til hjernen, hvis de er i fare for at skulle tømmes. Og når blodsukkeret falder kort tid efter et måltid, en sodavand eller en snack, føler vi akut og voldsom trang til mad igen. Disse signaler er meget svære at modstå, selv hvis man har to-tre ‘bildæk’ rundt om maven og i virkeligheden ville kunne leve godt et par måneder bare ved at tære på reserverne. – Men sådan spiller kroppen ikke. Den er skabt til at overleve under knappe forhold på en savanne i Afrika, hvor man måske kun fik nedlagt et bytte en gang om måneden og måtte klare sig med vand og et par nødder, blade eller rødder indtil næste gang.
I virkeligheden ville det være sundere og billigere for voksne mennesker at spise mindre. Måske faste med mellemrum, som flere af de store verdensreligioner anbefaler. For det er en myte, at vi hele tiden skal proppe mad i gabet. En myte, som producenterne betaler bloggere, eksperter i ‘livsstil’ og reklame, men også veluddannede sundhedspersoner, for at vedligeholde, for der er mange, mange penge på spil. – Men vi behøver ikke købe en alt for dyr kop kaffe på vej til arbejde hver morgen. Vi behøver ikke proteindrikke, hvis vi indtager mælkeprodukter, æg eller kød af og til. Vi behøver ikke klamre os til en vandflaske på den korte tur til jobbet, skolen eller universitetet. – Børn, der skal vokse og udvikle sig, syge, gravide og andre, der skal præstere på et højt niveau, skal naturligvis spise passende mængder af god og lødig mad. Men ikke ustandseligt. Og is, cola, chips, slik, købekager og sodavand er ikke mad!
For meget mad, og for meget dårlig mad, gør os syge. Vi får diabetes, blodpropper, overvægt, med alt hvad deraf følger i form af dårlig trivsel generelt.
Men vi er oplært til at tro, at vi har brug for mad hele tiden. Det var vores forældres og bedsteforældres kultur, som stammer fra en fortid, hvor mad –også i vores privilegerede del af verden – var svært opnåeligt. Vi er ikke skabt til at leve i en overflodssituation, som vi gør nu. Førhen skulle man spise, når der var mad at få. For man vidste aldrig, hvornår næste måltid indfandt sig. – Og vi tog for os. Mad blev samlingspunktet både til hverdag, til fest og til sorg. Dette forældede forhold til mad lever landbruget og hele fødevareindustrien stadig højt på, og nu ødelægger de vores helbred og det fælles miljø undervejs.
I virkeligheden burde konventionelt landbrug og fødevareindustri i den nuværende form ikke oppebære nogen form for støtte, for deres virksomhed og indtjening koster os andre dyrt på miljøudgifterne og på sundhedsomkostningerne. Vi kunne i stedet gradvist sluse støtten over til økologiske producenter og mere miljøvenlig produktion.
Hvis man tager en enkelt fastedag eller to, opdager man, at man hverken føler sult, bliver svimmel eller kraftesløs. Tværtimod. Når maven ikke skal på hårdt arbejde med at fordøje al den mad af svingende kvalitet og alle tilsætningsstofferne, og insulinen ikke uophørligt pumper rundt i blodet, bliver man lettere, gladere, mere energisk og klarttænkende. Man skal blot sørge for at drikke, mest vand, men også en kop kaffe, te, et glas mælk eller juice, som kan holde organismen i gang i en dags tid eller to. En kortvarig faste, hvor man sørger for at drikke undervejs, er normalt helt uden skadelige indvirkninger på kroppen for et fysisk og psykisk sundt, voksent menneske uden hårdt fysisk arbejde. Snarere tværtimod, siger de nye sundhedseksperter, der begynder at dukke frem flere steder.
Mit største problem ved at faste en dag eller to er, hvad jeg så skal lave? At holde op med at spise er ikke meget forskelligt fra at holde op med at ryge: Så snart nikotinen efter sidste smøg, eller insulinen efter sidste måltid, forlader blodbanen, melder der sig en stærk trang, som er svær at modstå. Når man så omsider kommer om på den anden side af trangen efter timer eller dage, så står man der med en masse fri tid …
Jeg bruger normalt en uforholdsmæssigt stor del af min tid, opdagede jeg, på at skaffe mad til huse, fra haven, fra små producenter i nærheden eller fra supermarkeder, på at forarbejde al denne mad, vaske, skrælle, hakke, blande, koge, sylte, fryse, stege, bage, grille, anrette, og på at invitere folk til at komme og nyde det hele med mig.
Det er den kultur og de vaner, jeg har med mig og lever i, og det er – ligesom landbrugskulturen og masseproduktion af fødevarer – meget svært at lave om på.
Se evt.
“Dr. Jason Fung: Fasting as a Therapeutic Option for Weight Loss” på YouTube
Vi fik de eftertragtede stik med Moderna. Ingen bivirkninger. Bortset fra at overarmen i et døgns tid føltes, som om nogen havde stukket en nål dybt ind i den.
Alligevel er vi forsigtige med at vove os ud. Hvorfor? – Vi begynder ængsteligt med at stoppe ved fiskebilen uden for supermarkedet og beruse os ved at kunne vælge frit og tage det med hjem med det samme. En is ved strandkiosken – Sikke et herreliv!
Det er et år siden, vi har handlet i en fysisk butik. Halvandet år siden jeg har anvendt et offentligt transportmiddel. Siden vi har besøgt en restaurant, et cafeteria, et museum, andre menneskers private hjem. Ud over børn og børnebørn, der stort set har fået de invitationer, besøg og kram, de havde lyst til at modtage.
Smitten løber stadig grassat ude omkring os. De unge fester. Skolelever ville strejke for retten til at fejre sidste skoledag, for det havde de fortjent … Fortjent? – Hvem skal gøre det regnebræt op?
Vi var alle uheldige og løb ind i den mest omfattende epidemi i 100 år. Ingen havde fortjent noget. Begrebet hedder force majeure – Slå det op, unge menneske, når du alligevel skal hen og google ordet ’sogn’. Vi blev ramt af en kraft større end noget andet. Uden for menneskets kontrol. Og det var lærerigt.
Vi så, at vi som samfund betragtet var dårligt forberedt psykisk såvel som fysisk. De ældre, der havde oplevet skyggen af verdenskrig og efterfølgende smalhals klarede det bedst. Taknemmelige, som de var, for, at verden stadig fungerede med vand i hanerne, koldt og varmt, strøm, internet, telefon, lægehjælp, fødevareforsyning. – Så kan det ikke gå helt galt.
Yngre mennesker blev fortørnede. Tøsefornærmede. Hvorfor skulle de have mundbind på? Holde afstand? Hvorfor måtte de ikke feste? Gå i biografen? Rejse ud i verden som før? Samles og sprede smitte til store sportsarrangementer? Til festivaler og koncerter? Drikke sig fra sans og samling og opføre sig uansvarligt i det offentlige rum? Til sidst plagede de endog for at måtte komme i skole.
Næringslivet opførte sig på samme måde, – som pubertetsbørn. Hvorfor måtte de ikke åbne? Tjene penge? Gå på arbejde? Lokke kunder ind i butikken? Fylde deres smittefarlige fly, hoteller, restauranter? Minkburene? Hvorfor må vi ikke medvirke til at sprede sygdom, død og farlige mutationer under en pandemi?
Ja, det kan være svært at forstå.
Også, at man sommetider bare er nødt til at lytte til sagkundskaben. Til de uddannede. Til regeringen. Gøre, som der bliver sagt, for alles bedste. Det er ikke børnelærdom i dag, hvor mig, mig, mig og så mig selv er det herskende mantra.
Det viste sig også, at vi havde frasolgt vaccineproduktionen, nedlagt lagre af værnemidler til en eventuel nødsituation, beskåret beredskab og sundhedsvæsen så hårdt, at det tog næsten et år at komme på omgangshøjde med situationen.
Og så så vi til vores store forbløffelse og vantro, at mange private erhvervsdrivende ikke var for fine til at svindle med den støtte, fællesskabet generøst havde stillet til deres rådighed for at holde dem oven vande, til situationen blev normal igen. Der blev forsøgt svindlet for millioner og atter millioner!
Og folk brød ind på sygehuse og stjal håndsprit eller gik i tåbelige demonstrationstog mod mundbind og smitterestriktioner … Vi vil have lov til at belaste det fælles sundhedsvæsen med vores idiotiske og egoistiske handlinger, råbte de. – Vi demonstrerer for retten til at dø en smertefuld død og på samme måde dræbe vores bedsteforældre. – Det er vel et frit land, eller hva’? – Alt imens ordet ’samfundssind’ blev fremhævet igen og igen og således endegyldigt beviste, at det, vi snakker meget om, er det, vi savner allermest.
Den borgerlige opposition, der ellers gerne vil se sig selv som ansvarlige samfundsborgere, ødelagde for altid deres egen anseelse ved – med de mest barnagtige anklager og ubegrundede udfald – at bruge enhver anledning til at smide grus i hele samfundsmaskineriet og undergrave den ansvarlige regerings arbejde for at redde så mange som muligt igennem …
Landet bliver – forhåbentlig – aldrig det samme igen.
Hvornår begyndte vi som samfund at overlade væsentlige opgaver til amatører og charlataner?
Jeg har med rædsel fulgt sagen om Gentofte Lægeklinik, hvor et par platugler spinder guld på syge mennesker og offentlige tilskud.
Skattevæsnet, som lod udenlandske svindlere bedrage sig for milliarder.
Postvæsnet, som nu hører hjemme allerbagerst i et snævert supermarked, og som på de få, røde postkasser, der er tilbage, ikke anfører tømningstidspunktet, men oplyser, at breve kan være op til fem hverdage undervejs.
De såkaldte ressourceforløb og jobsøgningskurser i privat regi, hvor alle spilder deres egen, hinandens og alle andres tid med meningsløs snak, nyttesløs ’jobsøgning’ og udsigtsløs opbevaring.
Her på matriklen er vi ofre for amatørisme og himmelråbende inkompetence, når det gælder vigtig infrastruktur, i dette tilfælde internet og tv.
For et halvt år siden blev vores mangeårige og velfungerende internetudbyder ved opkøb overtaget af Stofa, et levn fra de gamle antenneforeningers tid, der i vores område fortrinsvist betjente sig af kobberledninger.
Vi har fibernet, som Stofa mente, at de sagtens kunne overtage og håndtere, og for at gøre en (meget) lang historie kort:
● Vi har adskillige gange i dagevis været uden forbindelse med omverdenen. Når nettet går ned, virker tv og radio heller ikke. – Midt under 2. coronabølge i efteråret tog de pludselig alt fra os og havde ’glemt’ at sende en ny boks og fortælle, at vi nu overgik til dem. En anden gang havde Stofa fra torsdag til mandag aften, altså hen over en meget lang weekend, angiveligt haft ‘uvarslede reparationsarbejder’, som mærkeligt nok kun berørte vores forbindelse.
● Vi har siddet i telefonkøer i måske omkring 20 timer i alt – Og det er længe at være fanget og skulle lytte til underlødig muzak og ’tast dit og dat’ og ’ved du, at du kan bruge internettet’ – når det lige præcis er det, man ikke kan! – og ‘vi har ekstraordinært travlt i øjeblikket, der kan forekomme ventetid’, alt imens man er desperat pga. vigtige møder el.lign., som man ikke kan deltage i. – Man traver hvileløst rundt i stuen, et afmægtigt offer for uduelighed …
● Vi har hver især brugt mere end en normal arbejdsuge på at skrive mails til Stofa, hvor vi forklarede præcist, hvad der var galt. – Intet er rettet endnu, og vi fik uvægerligt, hver eneste gang igennem et halvt år, et automatsvar om, at de havde ekstraordinært travlt i øjeblikket … Hver eneste gang i et halvt år!
● Vi har forbindelse med omverdenen nu, men den er usikker, ryger tit og skal genstartes dagligt.
● Vi ved aldrig, om tingene fungerer, om vi kan komme igennem, om vi kan få fat i Stofa og få hjælp til akutte problemer …
Vi er to voksne, der arbejder hjemmefra under coronakrisen. Vi har mails, møder, samtaler, vejledninger og afholder eksamener på universitetsniveau under Stofas vakkelvorne auspicier. Vi ville også gerne kunne se regeringens coronapressemøder, nyhederne i øvrigt, og måske slappe af med en film bagefter. Det er ihvertfald det, vi forventer og betaler for.
I stedet får vi en sludder for en sladder af ’supportere’, der ikke ved noget, og ’kundeambassadører’, der ikke kan gøre noget, når vi efter timer eller dage omsider kommer i kontakt med foretagendet. – Det er, som om nogle børn har ansat alle deres klassekammerater, Simon, Christian, Bettina og Frederikke, til at besvare henvendelser fra frustrerede kunder på samme måde, som en bordtennisspiller febrilsk forsøger at slå bolde tilbage til afsenderen. – Ingen bliver hjulpet af det. Ingen får de vigtige forbindelser genoprettet. Og ingen magter at gøre noget ved problemerne. Der bliver blot brugt uger – måneder – halve år – på at ævle-kævle frem og tilbage.
Selvfølgelig har vi undersøgt alternative udbydere i vores område. Der er to, og de ser begge ud, som om også de styres af tre friske gutter lige fra gymnasiet, der har slået sig op på at overtage et allerede eksisterende net, men som ikke magter at opretholde og vedligeholde det og betjene kunder, der stiller helt rimelige krav til funktioner og kundebetjening.
Hvem er de voksne, når det gælder infrastruktur og forsyningssikkerhed? Hvilken offentlig myndighed er ansvarlig, fører tilsyn med indtjeningen og servicen, og kontrollerer, at vi alle har adgang til et fungerende netværk? Der nu er lige så essentielt for alle hustande som vand, fjernvarme og strøm.
For nogle år siden så jeg en satiretegning, hvor jorden så tydeligt sløj ud og kradsede sig i ubehag. Månen spurgte den bekymret, hvad der dog var i vejen?
– Jeg har fået mennesker, svarede jorden trist.
Når man ser et billede taget ude fra rummet af vores lille jord om natten, får man det bedste bevis for menneskelig foretagsomhed. Lysene fra de store byer breder sig ud langs indfaldsvejene som kræftknuders slangeagtige fangarme og opsluger det omliggende landskab. Nogle områder, som fx Belgien, Ruhrdistriktet, USA’s østkyst, Øresundsregionen, er fuldkommen oplyste, andre, ufrugtbare ørkner, høje bjergtoppe, de store have, polerne, ligger endnu i mørke. – Men hvor længe?
Vi har bogstaveligt talt skidt i egen rede og fyldt vores affald, plastic og gift i havene. Syre, svovl, CO2 og ammoniak i luften. Pesticider, giftaffald og koncentreret svinegylle i jorden, som vi desuden har såret, udsuget og omformet med enorme udgravninger i jagten på råstoffer.
Man kunne også kigge på Flightradar’s øjebliksbillede af jordens flytrafik i april 2021. – Kun Grønland, Sibirien, havene syd for Afrika og nogle pletter i Sahara er fri for menneskelig transportaktivitet i luften – Midt under den største pandemi i 100 år, hvor det er vigtigt at begrænse kontakt og smitte! – Og toge, biler og den betragtelige skibstrafik er ikke med på billedet.
Vi kan simpelthen ikke lade være med at klumpe os sammen, bygge og bo tæt i byernes høje huse, opdyrke, asfaltere eller opgrave områderne imellem byerne, mase os sammen i parker og små, slidte ’natur’-områder, besøge hinanden og fragte varer til hinanden, ofte over store afstande.
Vi transporterer os ustandseligt fra A til B, så vi kan komme hen til et sted, hvor vi kan foretage os noget. Arbejde, købe ind, spise, hente noget, motionere, svømme, sejle, stå på ski, tage solbad, mødes, feste. I vore dage er det ikke ualmindeligt at bo i den ene ende af landet og tage på arbejde i den anden. Dvs., at vi indretter os med hundreder af kilometers daglig transport. – Og ferier skal helst afholdes tusindvis af kilometer væk … – Mennesket kan slet ikke styre sin oplevelses- og virketrang, men er altid fuld af idéer til udforskning, oplevelser, konstruktioner, byggerier, udvidelser, udvindelse, anlæg, maskiner, sammenstimling, måder. Afslapning er oftest kun noget, vi snakker om, mens vi og familien farer omkring og indretter omgivelserne, så vi ville kunne slappe af, hvis vi fik tid. Eller når vi bliver gamle.
Når man går en tur med et mindre barn, vil barnet hele tiden nysgerrigt stoppe op og undersøge ting på vejen. Pjaske i en vandpyt, samle grankogler og grene, forundres over en snegl. Menneskebarnet vil forsøge at finde ud af, hvordan ting er, og hvad de kan bruges til. Sådan fungerer voksne mennesker også. – De ser den givne natur som et uudtømmeligt reservoir af råstoffer, som kan udnyttes til egen fordel og indbringende produktionsvirksomhed.
Hvis man sætter barnet i en sandkasse eller på et tæppe med en bunke klodser, vil det straks begynde at bygge noget, konstruere noget, og snart vil barnets anlæg strække sig over fantasilandskaber, byer, veje, dagligstuer, bondegårde, rumfart, alt, hvad dette barn har set eller kan forestille sig, tager form i de forhåndenværende materialer. – På samme måde vil voksne ustandseligt tænke over forbedringer, udvidelser, nye projekter, opdagelser, og et stykke natur opfattes blot som en opfordring til aktivitet.
Vi opfører os som myrerne i skovbunden. Vi er normalt pr. instinkt i fuld gang fra morgen til aften. Vi samler føde, grannåle, blade, som vi slæber med hjem til myretuen. Som myrerne lever vi i én stor, sammenhængende organisme, en tue, som det har taget kollektivet mange år at opføre og vedligeholde. Der er stier, indgange, bygge- og anlægsvirksomhed, forsyningsafdelinger, reproduktive afsnit, hvor nye generationer opfostres, og rekreative arealer, hvor de små travle kryb hviler om natten. Som et usynligt svampemycelium gennemtrænger en skovbund og kan fylde hundreder af kvadratkilometer, udbygger myrerne deres veje og myrestier, indtil de møder andre myretuers veje og stier, indtil hele skoven består af ét stort, sammenhængende system, som myrerne har afmærket med myresyre og kontrollerer. Vé den bille, regnorm eller myre af en anden art, som krydser myrernes territorium. Den bliver aflivet og slæbt hjem til tuen som føde. Eller myrerne hjemtager andre levende smådyr, som samles og sættes i arbejde som slaver inde i selve myretuen. Eller de malker bladlus i vegetationen omkring sig. Alt bliver nyttiggjort og indsmurt i sur myresaft … Her hersker vi!
På akkurat samme måde har vi nyttiggjort og afmærket de fleste af jordens landskaber til afgrøder, træproduktion, energiudvinding, byggeri, infrastruktur, minedrift, fiskeri, transport, rekreation. Vi har fældet oprindelige træer, gamle skove, regnskove, indhegnet savanner, opdyrket stepper, gravet kanaler, udvundet råstoffer, omlagt floder, udtørret søer, affladet bjerge, bygget, bygget, bygget … endog sendt mennesker og skrald langt ud i rummet omkring os.
I én lang udviklingsproces, der fjerner os længere og længere fra de naturgivne vilkår, har vi strakt vores stinkende, forurenede veje, byggerier og produktion ud over hele kloden. I et forløb, der har varet mindst 50.000 år, og som foreløbigt er kulmineret med, at vi har omformet det meste af jordens overflade og påvirket klima, jord, luft og vand i en grad, så der ville skulle hengå endnu mindst 10.000 år uden menneskelig aktivitet for at bringe en smule natur tilbage.
Der er ikke mørkt ret mange steder på jorden længere. Der er ikke stille ret mange steder på jorden længere. Der er ikke frisk luft, ren jord eller drikkeligt vand ret mange steder på jorden længere. Der er ikke ret mange dyre- og plantearter tilbage på jorden længere. Der er ikke uberørt natur ret mange steder på jorden længere.
Samtidig er ordet ’natur’ et af de mest (mis)brugte i vores offentlige samtale, og det er værd at huske på den regel, der siger, at det, vi taler meget om, er det, vi mangler allermest: Fx kærlighed, godhed, tid, skønhed, fred, afslapning, familieliv, sundhed og altså: Natur.
Folk betaler gladeligt for at blive sejlet til fx Sydpolen, hvor deres afføring og selvoptagede energi snart får udryddet det liv og landskab, de gerne ville opleve.
Vi tillader afskovning af regnskove. Jagt på vilde dyr. Eksotiske dyremarkeder, hvor man kan købe og spise en flagermus, et bæltedyr eller en lille abeunge. Udvinding af råstoffer, der efterlader dybe, irreparable ar i jordens overflade. Transport og infrastruktur. Giftsprøjtede kæmpemarker, der tilmed søles til i koncentreret svinelort og tis. Turisme, der flytter omfattende menneskemængder til sårbare områder, så de kan lege med vandscootere, fiske fredede fisk, kaste sig ud over bjergsider for sjov, klatre sikkert i gamle træer på tyngende stilladser, bade og tisse i søer, betragte uddøende dyr … eller skyde dem.
Vi ødelægger udsigter med bygninger, fabrikker, udgravninger, vindmøller, solfangermarker, vejanlæg.
Som molboerne trampede mange mand høj ind i en kornmark for at jage storken væk, tramper vi ud over alle jordens kroge og afkroge, sender fly mere end 10 km op i luften og rumfartøjer ud til nærliggende himmellegemer og glemmer at rydde op efter os ude i atmosfæren, i luften, på jorden og i vandet. – Vores aktivitet har forgiftet, forsuret og forplumret alt omkring os.
Et eksempel i miniformat kunne være den nærliggende skov, som jeg har kendt og gennemstrejfet igennem 60 år. Hammer Bakker-området fremstår nu som en delvist skovklædt bakkeø dannet i sidste istid, beliggende ca. 8 km nordøst for Ålborg. Her er et konsortium bestående af kommunen og et par naturbevarende foreninger fulde af gåpåmod gået sammen om at frede et stort område og bringe det tilbage til dets ’naturlige’ tilstand, hvilket er et prisværdigt formål, som hverken jeg eller nogen anden kan have noget imod.
Men det rejser nogle spørgsmål. For hvad er den naturlige, oprindelige tilstand for området? Er det den golde morænebakkeø, der lå tilbage i istidshavet? Er det de skovklædte bakker med pil, birk, fyr, enebær og lidt forblæst eg, som senere opstod? De lyngbevoksede vidder, der blev tilbage i morænesandet efter menneskets overdrevne træhugst? Eller de mørke granplantager, som driftige ejere har plantet, høstet og nyplantet igennem de seneste hundrede år? Med pletter af plantet bøg, så selv det sandede Nordjylland kan fremstå som bøgelyse bakkedale? Eller må naturen også bestå af indførte, stride gyvler, som efterhånden har indtaget de fleste skrænter i området, sammen med bjørneklo, forvildet humle og hybenroser?
Konsortiet har valgt at fjerne plantagerne og lade nogle løvtræer og buske stå. Samtidig indhegner de store dele af det tidligere naturområde og sætter store græsædere, vildheste, små skovkøer og geder, ud i håbet om, at de ved at græsse småtræer, buske og gyvler kan holde arealet lysåbent, så vilde blomster, og dermed insekter og fugle, får bedre forhold til fordel for biodiversiteten.
Så vi opnår naturlig diversitet ved at udrydde de planter, der i forvejen trives her. – Men er ikke alle planter indført hertil efter isens tilbagetrækning for godt 10.000 år siden? Selv den elskede bøg er en indslæbt, invasiv art, der på et tidspunkt fortrængte den statelige eg i den danske natur. Og mennesket? Også vi er indvandrede og i uhyggelig grad invasive.
Men det ser vi ikke. Vi er stadig indsvøbt i det gamle, antropocentriske livssyn, der anbringer mennesket over alt andet som skabningens herre, og som udelukkende har menneskenes ønsker og behov for øje.
Mens naturplejerne således fjerner udpeget, uønsket vegetation, grantræer, fyrretræer, gyvler, bjørneklo, maser de ind ad områdets sarte, gamle mosstier med deres kæmpemæssige maskiner, der presser jorden sammen, så intet andet end lysesiv kan gro der i de næste 100 år. De fjerner effektivt og brutalt sporene af de fodtrådte stier, som folk i Hammer Bakker har travet i hundredvis af år. Af de gamle hjulspor, hulveje, smutveje, markveje, landeveje og kirkestier, som vore forfædre benyttede. – Og man rejser nye hegn uden at tænke på at indsætte låger der, hvor folk og dyr faktisk går. Og opfører udsigtstårne, klatretårne, bålhytter, anlægger P-pladser, mountainbikespor, vandre- og cykelruter, lejrpladser … Kort sagt: Mens man forsøger at genoprette noget naturlignende, bliver hele området ryddet og tromlet og udlagt som legeplads for i øvrigt naturfremmede borgere, som ikke kan gå en tur eller sætte pris på udsigter, fugle, blomster og træer uden blå, rød og gul rute, motionsredskaber, skiltning, klatrestativer og campinghytter.
De udsatte dyr, fx hestene, tiltrækker nysgerrige i stort tal, og en del begynder at fodre dem med madpakker og ungernes kiks og boller, hvilket lærer hestene at løbe efter de besøgende. Nogle skovgæster bliver derefter bange for de store dyr, som kommer alt for tæt på for at tigge mad, og så skal de således tæmmede, ’vilde’ heste jo tages ud. De må ikke skræmme børnefamilier og naturvandrere. – ’Tages ud’ er en eufemisme for aflivning. Det er nok værd at tænke over, når man føler trang til at fodre og klappe disse store naturplejere. Et naturplejet areal er ikke det samme som en børnezoo.
De ulve og vildsvin, som her de senere år vandrede op i Jylland, før kæmpemæssige hegn á la et moderne Dannevirke skød op langs grænsen til Tyskland, er allerede brutalt nedskudt af emsige jægerforbund. – Vi vil gerne have store dyr, men de skal blive inde i kontrollerede indhegninger med låger og strøm og færiste, og vi vil selv bestemme præcis hvilke dyr, hvor store og hvor. Der må jo ikke gå for meget natur i det, for det kunne skade unaturligheden ved at samle 20.000 produktionssvin på meget lidt plads. Eller true et par lam og jægernes rådyr og udsatte fasaner, hvis en enkelt ulvefamilie eller to slog sig ned i Vestjylland.
Vi vil styre og bestemme alting selv. Selv naturen og vores oplevelser med den. Vi medbringer vores egne legetøjsheste i hestetrailere og rider rundt på dem i små, nedslidte naturområder, mens hovene pløjer stier op, så ingen kan gå eller cykle der bagefter. Før var heste transportdyr, nu er de kæledyr, som transporteres rundt af alt for velhavende damer.
Vi løber eller går målbevidst med snak eller musik fra mobiltelefonerne i ørerne, så vi kan nå op på de anbefalede 10.000 daglige skridt uden hensyn til det område vi færdes i.
Vi bygger sindrige mountainbikespor, så unge mænd kan få et adrenalinkick ved at sætte førligheden på spil, mens de i fuld fart ræser op og ned ad oldgamle kulturminder og tværs igennem følsom natur, skræmmer andre skovgæster og skovens dyr og pløjer de gamle fodstier op til dybe, mudrede huller.
Vi rydder brede veje igennem naturen, så vi i store, larmende og trampende flokke kan løbe eller gå om kap.
Vi opfinder vandre- og cykelruter igennem naturen og giver dem romantiske navne, så som ’Hærvejsruten’, selv om hærvejen aldrig har gået igennem fx Hammer Bakker. Her var der en – nu delvist oppløjet og omlagt – Kongevej til officielt brug og mange lokale småstier og hjulspor til gennemrejse, til markedet i byen, til besøg hos naboer, ud til markerne eller op til kirkerne.
– Alt dette fylder vi ud i ‘naturen’, så vi hver især kan få ’naturoplevelser’ og ’motion’. Det er vores ikke synderligt glorværdige formål, og det er svært at se, hvor naturen passer ind, når først det tunge maskineri har fældet træerne, hegnene er rejst, p-pladser, shelters, tårne og bålhytter bygget, legepladser indrettet, infotavlerne sat op, og folk strømmer til i store biler med hestetrailere, barnevogne, hunde eller med kostbare MTB-motionscykler bagpå. – Hvor de i øvrigt snart får nedtrampet eller opgravet alle de sjældne planter, som skiltene henviser til, eller får fanget de fine sommerfugle.
En flok ældre herrer, som gik for tidligt på pension, men som stadig har virketrangen i behold og nu savner at føle sig betydningsfulde, ringer og skriver til hinanden, annoncerer i lokalpressen, danner ‘natur’-foreninger og opretter hjemmesider og kontor og reglementer og møder, hvor de planlægger ’aktiviteter’ for horder af mennesker, så som rappelling, udsigtstårne, udstillinger, ruter og omfattende informationsskiltning. – For ikke at tale om alle de selvbestaltede naturguider og guidede ‘natur’-vandringer – For hvem ville vove sig ind i et lille naturområde uden en guide og flokke af andre mennesker omkring sig? – Den usandsynlige risiko for at møde en ulv eller et vildsvin er jo elimineret af emsige jægere; nogle steder har man endda lagt gift ud til de få ørne, der ellers var ved at etablere sig i dette land. Så hvilken natur er det, at disse guider slår sig op på at vise frem?
Vores foretagsomhed og trang til kontrol slipper aldrig op. Den er indlejret i vores – i menneskets -natur. Vi er myrer, og der går alt for hurtigt Byggemand Bob i det. Vi kan slet ikke lade være med at planlægge, tilpasse, holde møder, bygge, arrangere, indrette, anlægge veje, træterrasser, opsætte informationstavler, slå græsset, plante de planter, vi holder allermest af … Jeg mindst lige så meget, som alle andre.
Mens vi ævle-kævler om natur, måske ovenikøbet om ‘urørt’ natur, sender vi en hær af alt for store maskiner ind og ødelægger det lidt, der måtte være tilbage. Der går hundredvis af år, før naturen kommer sig bare nogenlunde igen efter alle vores ’aktiviteter’. Og kun, hvis vi herefter lader den i absolut fred.
For vi efterlader ingen træer, som kan stå og blive hundreder af år. Et fuldvoksent, gammelt træ udgør levested for talløse mosser, laver, insekter, småorme, fugle o.m.a., men selv naturplejere kører allerførst det tunge maskineri ind for at høste de bedste træer til eget brug – tømmer i store stabler.
Naturpleje er en illusion i det øjeblik, man løfter en finger, for så er det ikke længere natur. Man bliver jo nødt til at beslutte, om man vil have natur i form af lysåben blomstereng? Lyngbakker? Vajende bøge? Juletræer? Afgræssede overdrev? – Urørt natur er uopnåeligt for mennesket, for det ville udelukke os.
Sådan ser et stykke natur, der igennem en menneskealder har ligget urørt, ud:
Her er det vanskeligt at løbe en tur eller lave MTB-spor, ikke? – Hvis man ikke vil røre naturen, må det vel betyde, at man skal lade den være.
Er plantager med mørke grantræer i lige rækker en form for natur? Markernes livløse, gylle- og giftsprøjtede ørkenlandskab? Landmandens smalle bræmme ud mod motorvejen af nysåede sommerblomster, der skal bøde på hans image? Basilikummen i vindueskarmen? Gavner de nuttede og moderigtige ’insekthoteller’ naturen? Gør ridehesten i traileren, mountainbiken, løbehjulet, 10.000 skridt om dagen og oceaner af sentimental, ureflekteret snak? Er mennesket ikke også natur? Er barnets nysgerrighed og foretagsomhed ikke natur? Hele verden er vores sandkasse, og vi bygger og konstruerer og finder på uden ophør.
Skulle vores konstruktioner være anderledes end myrens og termittens? End myceliet under skoven? Fuglenes reder, edderkoppernes net og rævenes grave? Er vores anlæg ikke bygget af materialer fra jorden? Er vi ikke dyr? – Med store hjerner, men med en meget, meget lille forståelse for vores egen natur.
Vi er blevet for mange … Vi udgør én stor, dyrisk masse, én sammenhængende stime, der dækker kloden med vores ustoppelige foretagsomhed, og som emsigt farer rundt og bruger ord som ’natur’, ‘urørt’, ’miljø’, ’godhed’, ’økologisk’, ’bæredygtig’, ’frihed’, ’grøn energi’, ’CO2-neutral’, ’unik’, ’menneskerettigheder’, mens vi breder os, sviner, starter krige, ødelægger levesteder, afviser flygtninge, generer naboen, og i det hele taget gør akkurat det samme, som alle andre, og dermed ødelægger det hele for os alle.
jeg gider ikke høre flere mennesker argumentere for at netop deres branche restauranter butikker hoteller skoler festivaller højskoler rejsebureauer efterskoler 6. klasser wellness frisører teatre koncerter byggemarkeder museer skønhedssaloner skal åbne så de kan komme til at tjene penge igen
jeg gider ikke høre flere unge brokke sig over at de spilder deres ungdom voksne spilder deres voksendom ældre spilder deres alderdom
jeg gider ikke høre flere uvidende ubetænksomme råbe mod ’mor Mette’ mod vacciner mod mundbind slå på grydelåg mod nedlukning
jeg gider i det hele taget ikke høre mere
brug dit eget hoved
ansvarlige fagpersoner forsøger af al magt at gelejde så mange som muligt af os igennem en pandemi igennem en global krise igennem en af de største trusler siden krigen
det drejer sig ikke om dig om din butik om dine mink om din alder om dine sygdomme om hvor mange mennesker og hvem de blå politikere p.t. synes at vi kan undvære
hvad de du jeg yvonne søren og lille emma mener har ingen betydning ingen som helst
det eneste der betyder noget er det samlede smittetryk
for mange smittede giver for mange syge giver for mange mutationer giver senfølger en epidemi ude af kontrol overbelastede sundhedssystemer så du din kone mand mor bror børn risikerer at dø af galdesten kræft hjerteslag blindtarmsbetændelse
fordi alle sygeplejerskerne anæstesilægerne iltapparaterne sengepladserne er optagede af coronasyge slipper op
lig i gaderne
så sæt dig ned vær stille træk vejret mens du kan rok ikke båden
‘No man is an island Entire of itself Every man is a piece of the continent A part of the main If a clod be washed away by the sea Europe is the less As well as if a promontory were As well as if a manor of thy friend’s Or of thine own were: Any man’s death diminishes me Because I am involved in mankind And therefore never send to know for whom the bell tolls It tolls for thee’
John Donne – Shakespeares samtidige–I en hurtig oversættelse:
Ingen er en ø Helt for sig selv Enhver er en del af kontinentet En bid af helheden Hvis en tue blev skyllet væk af havet Ville Europa blive mindre Ganske som hvis et forbjerg blev det Ganske som hvis din vens gods blev det Eller dit eget: Ethvert dødsfald gør mig mindre Fordi jeg er en del af menneskeheden Og derfor skal du aldrig sende bud for at spørge, hvem klokkerne ringer for De ringer for dig
Dette 400 år gamle digt kunne – blandt meget andet – måske også handle om indsatsen mod corona?
Vi tolererer ingen dødsfald, for vi er alle en del af helheden Unge og gamle Rige og fattige Hvide og brune Mænd og kvinder Vi kan ikke undvære nogen Vi kan ikke holde smitten væk fra nogle og ikke fra andre Alle kan blive alvorligt ramt Børn, voksne, raske, syge, friske, trætte Når smitten breder sig, bliver vi alle ramt Som sammenstuvede mink I samme bur, i samme båd De grådige, de rastløse, de hensyns- og tankeløse rokker ved den fælles grund
Kunne vi ikke sidde stille? – Bare nogle få måneder endnu …
– skal folkeskolelærere omhyggeligt udvælges og uddannes bedre og længere.
– skal læger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger og SOSU’er – alle med nær borgerkontakt og deres chefer – bestå en empati-, hjertevarmheds- og flinkhedstest, før de får arbejde.
– skal byernes centre være bilfri, og vores ressourcer skal anvendes til lettilgængelig, støjsvag og billig, offentlig transport.
– forbyder vi jagt som fritidsbeskæftigelse. Nedskydning af dyr på marker, i hegn og skov må kun foretages af jordejerne selv og af betroede, veluddannede vildtforvaltere. Drab er aldrig for sjov.
– bliver det forbudt at bygge, og navnlig at bygge grimt, i naturområder.
– må ingen børn overlades til institutioner, før de er fyldt tre år. – Man må bare finde ud af det! – Vi vil ikke have småbørn, der knap kan gå eller tale, til at tumle rundt blandt fremmede i store institutionsmiljøer. ’Som sanseløse pingviner’, som en forsker skrev i sin rapport om vuggestuebørn.
– må ingen børn under 12 år være i skole og/eller institution mere end 6 timer pr. dag alt inkl. – Og ingen må komme hjem til et tomt hus eller have ansvar for mindre søskende, før de er fyldt 15.
– må telefonsvarere ikke bruges i det offentlige. Ingen skal ringe til deres sagsbehandler eller endnu værre, til deres læge efter hjælp og tvinges i halve og hele timer til at lytte til: … muzak … tryk dit og dat … indtast dit personnummer afslut med firkant … ved du at du kan bruge vores hjemmeside (hvilket man jo ikke kan, det er derfor man ringer) … du er nummer 32 i køen … ring venligst senere (hvilket man ikke kan, da telefontiden slutter klokken 9, og alle smides af linjerne).
– nedlægges zoologiske haver. Vi udstiller ikke længere mennesker af andre racer i bure, og vi bør ikke længere udstille større pattedyr, menneskeaber, bjørne eller giraffer som underholdning for familier på søndagsudflugt. I haverne kan vi, ud over legepladser og isboder, have heste, køer, svin, geder, får, høns, kaniner, sådanne dyr, som igennem tusindvis af år har haft tilknytning til mennesker og trives som tamdyr.
– skal skattesystemet forenkles til et personfradrag og en procentsats FOR ALLE! – Afstand til arbejdssted, hjemmekontor, diæter, rejser, udgifter er skattevæsnet uvedkommende. Løn m.v. må indrettes efter disse forhold.
– må seriøse nyhedsudsendelser på statsstøttede medieplatforme ikke spilde folks tid med sport. Det er en rest fra den gammelpatriarkalske kultur, da mænd definerede alting. Sport er ikke anderledes end andre reklamefinansierede og indtægtsakkumulerende begivenheder, som fx cirkusforestillinger, og skal ikke have særstatus. Det må naturligvis nævnes, hvis Danmark slår Sverige og vinder VM i håndbold, men alenlange beretninger om spillernes privatliv, følelser og helbred og fansenes fjollede udklædninger og forudsigelige håb og skuffelser henvises til specielle sportsprogrammer, kanaler, magasiner, internetsider. Meddelelser om sportsresultater, opgejling og hjernedøde interviews – Kan du ikke lige sætte ord på dine følelser lige nu? – må ikke optræde side om side med coronatal, demonstrationer i Rusland, statskup i Myanmar, brand i flygtningelejre og præsidentvalg i store lande.
– bliver salg af fyrværkeri til private ulovligt. Kun uddannede fyrværkerimestre må håndtere krudtet, og de kan hyres til nytår, bryllupper o.l. – Faktisk kan man med laserlys simulere flot fyrværkeri på nattehimlen, men hvorfor skulle man? Dyr og fugle skræmmes fra vid og sans.
– skal bycykler og løbehjul ikke fylde op i byerne, uanset om det er bystyret eller private firmaer, der står bag. Folk må købe eller leje deres eget transportmiddel, for så er de mere ansvarlige. Vi nedsætter et helt korps, der kun skal tage sig af cykeltyverier.
– må ATV’ere og mountainbikes ikke køre i naturområder, men henvises til specielt anlagte baner, hvor de ikke oppløjer og ødelægger noget af betydning, og hvor de ikke er til gene for andre, der nyder en fredelig spadseretur.
– skal alle håbefulde hundeejere aflægge en prøve, have ’kørekort til hund’, så de ikke efterlader små hunde alene i timevis i årevis til at gø deres frygt og frustrationer ud. Eller overlader dem til kun halvstore børn, der ikke kan håndtere ansvaret, men gør alting værre.
– må hver husstand kun eje ét hus, én bil og tage på én årlig flyrejse.
– må ordet ’ghetto’ kun bruges i den historiske betydning. Vi har i dag i Danmark ingen ghettoer!
– skal der oprustes kraftigt på pleje- og sundhedssiden, så det ikke bliver læger og andet sundhedspersonales arbejdstider og skemaer, men syge og ældres behov, der bestemmer gangen.
– skal landbrug, dvs. jordbrug og dyrehold, reformeres kraftigt hvad angår størrelse, finansiering, dyrevelfærd, gift og gødning, udnyttelse af jorden.
– skal Danmark tage sin rimelige del af verdens flygtninge og behandle dem ordentligt, når de kommer.
– bliver det forbudt at annoncere for dyre vitaminpiller, kosttilskud, kemi, cremer, behandlinger, som påstås at fritage mennesker for alderens forandringer og skavanker.
– afskaffer vi som noget af det første sommertid. Man skal ikke pille ved tiden og forvirre alle, dyr såvel som mennesker, men lade vintertid, dvs. dansk normaltid, være standard.
– skal alle folkevalgte og folk i større, offentlige stillinger én gang om året redegøre offentligt og på lettilgængelig vis for deres økonomi, bestyrelsesposter m.m. Måske skal de også på kursus i grundloven og gældende menneskerettigheder, for der sker i disse år skred, som tilsyneladende kan henføres til ren og skær grådighed parret med dumhed.
– skal journalister lære at skelne mellem informativ og kritisk journalistik. Der er p.t. en tendens til, at journalister nogle gange stiller sig pinligt opmærksomhedspåkaldende, fiffigtsnedigt kritisk an, når de blot skulle videreformidle facts, og andre gange undlader at stille de oplagt nødvendige, kritiske spørgsmål.
– og almindelige mennesker skal uddannes i forskellen mellem rygter på sociale medier og videnskabelige facts. (Og nu vi er ved det: Høflige og hensynsfulde omgangsformer, mundtligt og skriftligt sprogbrug, de fire regnearter og budgetstyring.)
– skal der lovgives om miljø og kemi på import- og producentniveau. Unødvendige tilsætningsstoffer og skadelig kemi skal forbydes. At redde verden må ikke udelukkende overlades til den enkelte kunde i supermarkedet.
– skal der lovgives om ro, ren luft og naturbevarelse.
– må ingen danske soldater eller civile medvirke til ikke-forsvarsrelaterede krigshandlinger noget sted på kloden og i rummet.
– skal politikerne hvert eneste år på kursus, så de bliver i stand til at handle til landets bedste. Ikke som nu, hvor mange tilsyneladende har deres eget bedste, vellønnede poster, karriere og løn som mål, eller de forsøger at agere strategisk til egen fordel ved at undergrave kollegaer både i og uden for eget parti med udbredt mistillid til demokratiet i befolkningen som resultat.
– må små sportsfly ikke fylde luftrummet med larm og genere måske titusindvis af mennesker på en sjælden solskinsdag, blot for at en enkelt mand eller to kan dyrke deres interesse. Det samme må gælde gokarts, jetski og andre larmende fritidsmaskiner til lands, til vands og i luften.
– skal danskerne belæres om landets rette størrelse og betydning og ikke bilde sig ind, at fx kineserne ændrer en tøddel på deres politik, hvis vi får vores udenrigsminister til at kritisere dem. Vi skal naturligvis stå ved vores menneskerettigheder og demokrati, men det ville være klædeligt, hvis vi gjorde dette i samarbejde med internationale organisationer, EU, FN, WHO o.l., og så påtog os at rydde op i egne sager først, fx Støjbergs ulovlige instruks om adskillelse af flygtningepar uden at høre parterne, svindel med forsvarets midler, konsekvensløs foræring af milliarder af vores skattepenge til udenlandske bondefangere o.a.
– afskaffer vi monarkiet og adskiller kirke og stat, som alle andre, moderne og oplyste demokratier allerede har gjort for længe siden.
