Regeringen Mette Frederiksen, som på betryggende vis førte Danmark igennem de første måneder af coronaepidemien i foråret, har forsøgt at gennemføre aflivning af mink uden at have et lovgrundlag for det. Man har endog ladet politiet ringe og presse minkavlere for at komme ind og aflive endnu ikke påvist smittede mink. Det er noget rod.
Embedsmændene havde glemt at fremhæve det, der stod med småt langt nede i stakken af papirer, nemlig at påbudt aflivning af usmittede mink uden for erkendte smittezoner ikke var i overensstemmelse med loven. Den form for rådgivende virksomhed er vel egentlig det, man har de veluddannede og højtlønnede embedsmænd til at sørge for. – Også når kampen er hed, og tiden knap. – Men det glippede.
Regeringen Mette Frederiksen erkendte fejlen, fik uden problemer et flertal i Folketinget til at vedtage den nødvendige lov, lod ministeren for bl.a. fødevarer, landbrug og fiskeri, Mogens Jensen, og hans øverste embedsmand gå, og fortsatte ufortrødent arbejdet med at aflive samtlige mink.
Aflivningen af mink var ikke til at komme udenom. Der var alle mulige sundhedsfaglige begrundelser for det. – Og det hastede! – I Nordjylland steg smitten i ellers tyndt befolkede områder med mange minkfarme faretruende, og over 50 % af de smittede havde en form for coronavirus, der stammede fra mink. Antallet af dødsfald på plejehjem o.a. i de berørte regioner er endnu ikke opgjort.
I disse dage er minksmitten ved at brede sig voldsomt i Vest- og Midtjylland, men i stedet for at isolere sig og begrænse smitten, drager vrede landmænd og minkavlere i deres potente traktorer ind til de store byer, hvor de demonstrerer ’for grundloven’; ifølge pressefotos optræder de fleste af dem uden mundbind.
Imens har den borgerlige fløj i Folketinget en fest. De kan knap være i sig selv af henrykkelse, nu de omsider har fanget populære Mette Frederiksen på det forkerte ben. Og de forsøger at få så meget som muligt ud af det. – Skidt med smittesituationen, hvis man kan tilkæmpe sig et øjeblik i mediernes spotlight, må de tænke, alle disse uansvarlige, Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg – hvis ulovlige instruks om adskillelse af unge flygtninge alle synes at have glemt, Alex Vanopslagh, Jakob Ellemann m.fl., der stiller op på blokvogne foran flokkene af vrede landmænd og vel især foran kameraerne, hvor de åbenlyst nyder at modarbejde regeringens arbejde for at stoppe smitte og dødsfald.
Al balladen munder ud i, at de borgerlige får vist, at de står sammen med traktorfolket om at forlange, at minkavlerne skal forgyldes efter hidtil uhørte takster. – Det handler ikke om smittede mink. Det handler ikke om smittede mennesker. Det handler ikke om grundloven. – Det handler om penge. Mange penge. Fra fællesskabets kasse.
Minkerhvervet forlanger over 20 mia. kr. i kompensation – det er 25 mio. pr. bedrift eller 7 mio. pr. officielt registrerede ansat … Jeg ved ikke, om alle de mange østeuropæiske minkarbejdere får noget, eller om de bare bliver sendt hjem med tomme lommer. – Til beløbet skal der lægges kompensation til foderfabrikker og pelserier og alle udgifterne til aflivning, rengøring, oprydning og bortskaffelse af de små pelsdyr, som for nogle avlere har været en guldgrube før i tiden, og politibeskyttelse af dem, der udfører det beskidte arbejde.
Mere end 20 mia. kr. – uanset at minkfarmenes overskud er dalet betragteligt her i de senere år, så de hver især i snit har haft 700.000 kr. i underskud i det seneste regnskabsår. – Og at erhvervet kun er indstillet indtil 1. januar 2022, hvorefter avlerne frit kan starte forfra, hvis de kan skaffe foder og avlsdyr. Men med 25 mio. på bogen skulle det være en overkommelig opgave, ville man synes.
Alle forstår, at det har været et forfærdeligt chok for minkavlerne at erkende, at deres farme og livsværk er til fare for verdenssundheden og skal lukkes ned, og de skal selvfølgelig kompenseres. Rimeligt. I en skala, der er sammenlignelig med andre, der har lidt tab under pandemien. – Men de skal ikke profitere urimeligt af en ulykkelig situation, en force majeure-situation, der rammer os alle og de fleste erhverv. Og de skal ikke kunne true sig til flere penge på andres bekostning ved at køre på traktor ind til byen for at demonstrere ’for grundloven’.
Hvad med samfundets øvrige udgifter til andre erhverv under nedlukningerne? Hvad med de enorme sundhedsudgifter til tests, hospitalsindlæggelser, respiratorer og medicin? Hvad med de syge og døde medborgere? De unges mistede skolegang? Alle dem, der lider under nedlukningerne? Angst og bekymringer?
På førstehjælpskurser lærer man, at man som det første skal sørge for at stoppe ulykken. Men med eklatant mangel på situationsfornemmelse indrykker de borgerlige partier i disse dage store annoncer i dagspressen og forsøger på alle måder at udnytte situationen, selv om regeringen Mette Frederiksens fejl var indlysende, hurtigt blev rettet, og udfaldet blev akkurat det samme, som det ville have været uden al opstandelsen. De borgerliges selvhenførende ballade har ikke anden konsekvens, end at det kan blive lettere for minkavlerne at afpresse samfundet for urimeligt store kompensationer.
Med forfærdelse er vi nu vidner til, at de borgerlige i dette land midt under en verdensomspændende epidemi aktivt står og smider brænde på smittebålet og sår tvivl om og underløber regeringen og dens rimelige tiltag. De henleder ustandseligt opmærksomheden på sig selv, opvigler masserne, skaber uro og mistillid og forgylder venner og potentielle stemmer med indholdet af de offentlige kasser.
Hvilket kan synes at være en besynderlig strategi for liberale partier, der normalt går ind for lov og orden og tilbageholdenhed, når det kommer til fællesskabets udgifter. Som igennem flere perioder ved magten, senest under Anders Fogh og Løkke Rasmussen, har nedskåret og udsultet det offentlige med store skader på bl.a. skatteinddrivning, undervisning og sundhedssektoren til følge.
Hvem skal betale for vores vaccine, hvis de borgerlige er villige til at hælde 20 mia. eller mere af vores allesammens penge ud i forsøget på at fiske stemmer i oprørte erhverv?
’I 2019 var der knap 800 minkfarme i Danmark. Værdien af produktionen var godt 2,5 mia. kr., som blev til på baggrund af 2,5 mio. voksne mink, der hver især gav 5-6 hvalpe, der blev til skind.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
”Pelsdyrbranchen er en branche, der er presset i en prismæssig lavkonjunktur,” siger Henrik Bolding Pedersen, der er chefkonsulent i Danmarks Statistik.’
’Jura-eksperter om mink-gate: Måske var den ulovlige ordre lovlig?
Der kan opstå situationer, hvor det er bydende nødvendigt at handle hurtigt for at imødegå en alvorlig trussel, og hvor de normale spilleregler derfor sættes ud af kraft. Dette kaldes nødret. Og regeringen kan faktisk med tilbagevirkende kraft forsøge at gøre den ulovlige minkordre lovlig.’
Gymnasieelev: Jeg begrænser min ungdom for utaknemmelige generationer
Hvorfor skal vi spilde vores bedste år på at beskytte mennesker, der ikke engang vil ofre deres kød, rejser og store biler for miljøet i de fremtidige generationer?
Der er en tendens i tiden til at iscenesætte alt som en bitter krig mellem generationer, og min avis, Politiken, er ikke sen til at kolportere vrøvlet. Anklager, konflikter og følelser sælger aviser og genererer klik.
– De ældre foragter de yngre, som er kommet alt for let til tingene, er uvidende, ikke har lært sproget, opførsel og respekt. – Har det ikke altid været sådan?
– Og de yngre foragter de ældre, som har raget for meget til sig, er for stive, gammeldags, belærende og fordømmende. – Har det ikke altid været sådan?
De unge har ikke levet længe nok til at erhverve sig ret mange materielle goder, viden, indsigt og erfaring.
Og de ældre har arbejdet i mange år og har fået hus og pensionsordning, de har levet længe, har fået vaner og har lært noget, måske en ny ting hver eneste dag i 50, 60, 70 eller flere år, og de har levet i tider, hvor meget var anderledes.
Lige for tiden har de yngre generationer travlt med at hævne, at de følte sig overset i barndommen, bl.a. ved at bebrejde deres forældre, at de har ødelagt jorden med forurening. Men de stakkels forældre forstår ingenting, for det begyndte for flere hundrede, måske tusinde, år siden med overbefolkning, overudnyttelse af jordens ressourcer, fossile brændstoffer, industrialisering og det intensivt usunde, giftspredende landbrug. Også de ældre generationer fik overgivet et samfund på godt og ondt. Og mange organiserede sig og kæmpede på alle måder for forbedringer. – De virkeligt ansvarlige er ikke mor, far, bedstemor eller oldefar, som bare har levet deres liv og gjort, hvad de kunne, mens de har sørget (godt) for de opvoksende generationer. Miseren skyldes snarere nogle i mennesket iboende kræfter, heriblandt grådighed.
Disse kræfter besidder vi for at sikre vores overlevelse bedst muligt og ved anvendelse af alle midler, fysiske, psykologiske og politiske. – Og det er uden for enhver tvivl gået for vidt. Vi er blevet for mange, og vi forbruger for meget. Derfor deltager mange i forældre- og bedsteforældregenerationen i bevægelser, politiske, for ligestilling eller som græsrødder, hvor de kæmper mod ulige fordeling af goderne, mod forurening og overudnyttelse af ressourcerne. Hvis man forsøger at gøre problemerne mindre og mere overskuelige ved at gøre dem til en binær generationskamp, løser man ikke noget.
Enhver generation har brug for sit eget oprør, det forstår jeg. Ville bare ønske, at oprøret ikke tankeløst manifesterede sig som en personlig krig, hvor enhver kan tiltage sig retten til at diktere, hvordan naboen helt ned i meningsløse detaljer bør leve, for virkeligheden er uhyre meget mere kompliceret. Der findes ikke så enkle svar på så store udfordringer. Det ville være langt mere hensigtsmæssigt, hvis vi engagerede os i en fælles kamp.
Hvorfor tror de unge vrede, at der er en aldersgrænse, hvorefter man pludselig holder op med at bekymre sig om klodens tilstand og menneskeheden, børn og børnebørns overlevelse? Og er det ikke en smule ved siden af målet at beskylde de ældre for at være dem, der går rundt i supermarkeder og spreder coronasmitten? – Hvad med skiturister, der overvejende var yngre mænd? Og minkfarme, der fik smitten til at eksplodere i ellers sparsomt befolkede landsdele? Fester, rejser, slagterier, alt for trange boligforhold?
Vi oplever lige nu en pandemi, en verdensomspændende, smitsom sygdom, der både dræber og handikapper millioner af mennesker over hele kloden. I Italien har de nu igen ikke midler til at behandle alle de syge, der i Napoli holder i kø til overfyldte sygehuse. Vi har ikke oplevet noget lignende siden Den Spanske Syge under 1. Verdenskrig for hundrede år siden.
Det er ikke muligt at decimere en pandemi til en konflikt med kun to sider, unge og ældre. Coronavirussen er nu et verdensomspændende problem, og ligesom vi alle skal bekæmpe forurening, skal vi alle hjælpes ad med at stoppe smitten. Alt andet ville være umenneskeligt.
Ja, det er overvejende bedsteforældrene, der dør, og det er muligt, at unge gymnasieelever mener, at slægtens ældre sagtens kan undværes, men vi har unge og yngre mennesker, der endnu et halvt år efter smitten lider af senfølger, og ingen ved endnu, hvor ødelæggende det kan være for individer, eventuelle børn og familier.
Så skal vi ikke bare alle sammen gøre vores bedste? – Hvordan man forholder sig under en epidemi, og hvem, der ved sin opførsel har ‘fortjent’ at overleve, er nok ikke en sag for 17-årige …
● Fra begyndelsen forlød det fra officiel side, at vi ikke skulle bekymre os om coronavirussen; den ramte kun de gamle og de syge … Hvorefter de gamle og de syge gik i dækning og levede i dirrende skræk for denne aldersdiskriminerende mikroorganisme, mens de yngre levede, som de plejede, med opfattelsen af, at de var usårlige, beskyttet af magiske kræfter.
● Fra begyndelsen forlød det, at COVID-19 kun gav et mildt forløb; det var nærmest som en forkølelse … Hvorefter vi så alvorlige forløb, også blandt yngre mennesker, med dødsfald eller langvarige senfølger.
● Fra begyndelsen forlød det, at mundbind hverken gjorde fra eller til; det viste alle undersøgelser … Hvorefter det pludselig blev bestemt, at de virkede, og at alle skulle bære mundbind på offentlige steder. *
● Fra begyndelsen forlød det, at mink ikke var en risiko for mennesker – måske pga. erhvervets årlige, påståede milliardindtjening. Men efter kort tid havde ellers normalt isolerede, spredt befolkede landsdele med mange minkfarme, Thy, Hjørring, Brønderslev, Vesthimmerland, Lemvig, Frederikshavn og Jammerbugt kommuner, nogle af de højeste og stadigt stigende smittetal i landet. Minkvirussen formerede sig lystigt og muterede og blev pludselig en trussel mod hele verdenssundheden.
● Af alle de muterede minkvirus man fandt, lagde myndighederne i deres kommunikation stor vægt på en enkelt, Cluster 5, som havde særlige mutationer, der kunne bevirke, at en evt. vaccine ikke genkendte den og dermed ikke ville være virksom. Man fandt kun få mennesker smittet med denne specielle form for virus, 12 i alt, og den forsvandt hurtigt igen efter den omfattende nedslagtning og nedlukning, som blev sat i værk i november måned. Men skaden var sket: Alle fokuserede på Cluster 5 –og forlangte, nu hvor denne specielle mutation tilsyneladende var udryddet, øjeblikkelig genåbning af de berørte landsdele og stop for alle aflivninger af mink – i stedet for at frygte alle de andre, eksisterende og potentielle, muterede virusformer, der lynhurtigt og uvægerligt opstod i et korpus på 17 mio. levende mink.
Kommunikationen fra politikere og myndigheder var vaklende og uklar på flere afgørende punkter i løbet af coronakrisens første år i Danmark. Det gav en del uro, usikkerhed, vrede og misforståelser. Bl.a. var det en pine at overvære de talrige pressemøder, hvor aggressive journalister fra alle dele af pressen havde deres egen dagsorden, ledte efter konspirationer og forsøgte at spille kloge og kritiske ved at stille alt for lange spørgsmål, der først og fremmest viste, at de ikke helt havde fattet alvoren og essensen.
Vi skal bære over med dem, der forsøger at hjælpe og berolige os. For de har heller ikke prøvet dette scenarie før. Ingen nulevende har oplevet en pandemisk virusepidemisituation, der er helt uden for kontrol, og vi må alle prøve os frem og komme igennem det så godt som muligt.
Det kræver bl.a., at vi ikke udnytter situationen til at forgylde os selv, vores forretninger eller minkfarme for fællesskabets midler. Kompensation er rimeligt, evindelig pengesnak og forgyldning i en krisesituation er forkasteligt.
Vi skal heller ikke hyle op, kloge os og gøre opmærksom på os selv, med mindre der er alvorlige ting på spil. En misset studenterfest, et bryllup, en julefrokost, en ferietur er ikke grund nok til at forstyrre andre, når en epidemi raser.
Og så bør vi ikke hele tiden afvente ordrer fra oven, men begynde at tænke selv og tage vores egne forholdsregler. – Og så kan vi glæde os over, at vi stadig kan få friske forsyninger af dagligvarer, at vi har varme boliger, et nogenlunde velfungerende sundhedssystem og masser af elektronisk underholdning.
Eksperterne arbejder hårdt på løsninger, medicin, vaccine, strategier; der er håb forude, men det er vigtigt, at vi ikke råber op og gør os udtilbens og forplumrer deres arbejde.
Vi skal holde lav profil, være stille, færdes forsigtigt og hver især forsøge ikke at forværre problemet yderligere.
Så skal det nok gå alt sammen.
* Ang. mundbind:
Mundbind indkapsler IKKE brugeren i en smittefri boble! Mundbind kan sammen med andre forholdsregler, afstand, håndvask, afspritning og navnlig begrænsning af sociale kontakter (og omgang med mink), nedsætte sandsynligheden for luftvejssmitte.
Mundbind har længe været brugt ikke-medicinsk i større bysamfund i Asien. Ikke pga. luftforurening, som mange ikke-asiater tror, men for at forhindre smitte.
Det er ikke bæreren, der er bange for at blive smittet. I disse kulturer anses det for høfligt ikke at udsætte andre for smitte. Så hvis man er forkølet eller fornemmer, at en influenza muligvis er undervejs, ifører man sig mundbind, der skal opfange evt. host og nys og anden spredning af dråbesmitte i det offentlige rum, butikker og transportmidler.
Denne form for brug svarer meget godt til vores nuværende viden om mundbinds virkning: Mundbind opfanger en stor del af smitten fra bæreren ved at holde på de større virusinficerede dråber fra mund og næse, så de ikke spredes helt så meget, som hvis den smittede ikke havde båret mundbind.
Disse små dråber kan hænge i luften i over 30 minutter fx i en bus og smitte andre passagerer på mange meters afstand, viste kinesiske forsøg.
Mundbind kan også beskytte bæreren mod meget store mængder af smitte, således at sygdomsforløbet ikke bliver helt så voldsomt, som hvis man havde fået en stor dosis smitte på én gang.
Men for at være til nytte kræver det selvfølgelig, at man bruger mundbindet korrekt, at man køber de certificerede, sætter dem på med afsprittede hænder, så de dækker næse og mund tæt, at man ikke rører ved ydersiden, ikke tager dem af og på mange gange, ikke genbruger dem mere end måske en enkelt gang, skiller sig af med dem på en forsvarlig måde, udelukkende holder i elastikken og ikke på selve mundbindets forside, og spritter hænder eller vasker dem grundigt bagefter.
Skærmdumps fra mobilen d. 5.11. 2020. –Hvad består det uetiske i? Jeg troede, at minkavlere levede af at aflive raske dyr, så de kunne flå dem og sælge deres skind? Har vi fået Trump-tilstande herhjemme, så man bare kan sige, hvad der passer én? Uanset virkeligheden?
Dette sad jeg og skrev på i går, men blev overhalet af virkeligheden, da statsminister Mette Frederiksen, flankeret af repræsentanter for regering, politi- og sundhedsmyndigheder, på et pressemøde klokken 16 meddelte, at alle mink i Danmark skal slås ned så hurtigt som muligt.*
De små, tætsiddende trådbure med 17 mio. millioner stærkt smittefarlige mink udgør en reel trussel mod hele verdens sundhed pga. høj risiko for mutationer og smitte til omgivelserne og til de omrejsende østeuropæere, der – ofte uden adgang til hverken sprit eller mundbind – passer dem.
Godt halvdelen af alle smittede med COVID-19 i Nordjylland har en variation af virus, der stammer fra mink, og smitten blev hurtigt udbredt fra ganske få tilfælde, til at denne landsdel blev et af de hårdest ramte områder. Ved stikprøver er der fundet adskillige coronavirus med bekymrende mutationer, der potentielt ikke kan genkendes af den vaccine, man er ved at udvikle.
Det er forfærdeligt for avlerne, og de skal kompenseres og hjælpes godt videre. Men minkopdræt er – af både dyrevelfærds- og sundhedsmæssige grunde – ikke et ønskværdigt erhverv. Ikke i Danmark, ikke nogen steder.
Branchen var i forvejen for kraftigt nedadgående og i økonomisk knibe med en halvering af omsætningen på ganske få år. For at bære pelse fra de små, fremavlede rovdyr er ikke længere velset i toneangivende kredse. Og hvem vil fremover vise sig i en minkpels, når hvert eneste hår potentielt har været inficeret med corona-virus, og dyrene associeres med at have forværret en verdensomspændende epidemi?
Nu er det ikke længere dyremarkeder i Kina eller virussumpe med rismarker, snadrende ænder, gæs og svin i det varme, fugtige Sydøstasien, men minkfarme i Danmark, der potentielt kan opformere og sprede smitte og død til hele verden.
Så vores statsminister lyttede til sagkundskaben og WHO og har igen vist omsorg for befolkningen og rettidig omhu.
Alligevel snakker fortrinsvist mænd i opposition, dansk landbrug og meningsjournalistik stadig om ’Mor Mette’ og er ubegrundet nedladende over for hendes forsøg på at redde de fleste af os nogenlunde helskindede igennem denne sundhedskrise. – Regeringens tiltag kommer, ifølge alle disse hanbavianer, alle for sent eller for tidligt, de er for meget eller for lidt. Og kompensationen fra fælleskassen til de berørte erhverv er aldrig stor nok.
Mange forsøger at møve sig ind i rampelyset: –Karsten Lauritzen, der som statsministeren er valgt i Nordjylland, men for et parti, der p.t. står uden for reel indflydelse, prøver som en mini-Trump at fiske stemmer og sympati i rørte vande helt uden argumenter, han er bare skuffet, siger han. – I Ekstrabladet forestiller Joachim B. Olsen, der jo selv befinder sig i magtens alleryderste periferi, sig perfidt, at statsminister Mette Frederiksen nyder at udøve sin ‘magt’ i denne situation … Hvad bilder han sig ind? – Er han klar over, hvor alvorlig situationen er? Og må kvinder ikke udøve den magt, der naturligt følger med, når de er valgt til landets øverste embede? Forhenværende statsminister for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, som ikke blev anfægtet, når han igennem mange år udøvede sin magt, burde efterhånden bare tie stille. Han er forhenværende.
Det er patetisk og meget, meget sørgeligt at overvære, hvordan alle disse små magtmænd forsøger at rette opmærksomheden mod sig selv og smide grus i statens maskineri i en vanskelig tid.
Hvad tror disse skråsikre mænd, at de ved, som regeringen ikke får at vide? Og hvorfor anbringer mandlige, misundelige kritikere og minkavlere generelt statsministeren i en snævert kønsspecifik kasse, ’Mor-kassen’, som sammen med ’Lækker steg-kassen’, ’Madonna/helgeninde-kassen’ og ’Gamle Hejre-kassen’ stort set omfatter hele repertoiret af kvindelig typologi, som nogle mænd er i stand til at opfatte?
Oppositionspartiernes forvirrede formænd, forhenværende og fallerede politikere og bedrevidende lederskribenter scorer ikke points hos mig ved at underløbe staten og skabe tvivl om det sundhedsfaglige grundlag. Hvad vil de have? Voldelige demonstrationer mod mundbind og nedlukninger? Et overbelastet sundhedsvæsen og lig i gaderne? – Vi står midt i en verdensomspændende epidemi. Landene omkring os ruster sig med indgribende tiltag, som vi blot kan kopiere. – De fleste afskaffede minkavl, længe før denne epidemi opstod. – Så spild ikke tiden med ynkelige magtspil, men hjælp konstruktivt med at tage hånd om landets indbyggere og med at forhindre, at ansvarsløs opførsel bidrager til, at det hele løber løbsk. – Så tager vi eventuelle opgør bagefter.
Hvorfor afventer så mange mennesker i det hele taget udmeldinger fra regeringen, som de så på et løst og uinformeret grundlag forsøger at ignorere eller rakke ned på? I stedet for selv at tage et ansvar, opføre sig som voksne og tage de forholdsregler, som de fleste ville anse for nødvendige i denne alvorlige situation?
Ingen nulevende har prøvet dette pandemiske scenarie før.
Er vi børn eller borgere?
* 13. 11. 2020: På det tidspunkt kunne jeg ikke forestille mig, at regeringen ikke havde tjekket lovgrundlaget, før de skrev til minkavlerne.
Vi har i mange år kendt til klimaskeptikere og klimabenægtere, mennesker, der ikke vil ændre adfærd, ikke orker at se realiteterne i øjnene, ofte fordi de har økonomiske interesser eller privilegier i klemme, og insisterer på retten til at fortsætte med at forurene kloden.
Nu kan vi tilføje sexismeskeptikere og sexismebenægtere, der, som fx forhenværende overborgmester Frank Jensen, nægter at indse, at der kunne være et problem, og at nogle, heriblandt han selv, ville stå sig bedre ved at ændre holdning og handlinger og lade være med uopfordret at rage på unge kvinders mest intime steder. – I disse dage hyler horder af sexismebenægtere op alle vegne i det offentlige rum, idet de forestiller sig, at al sjov imellem kønnene stopper, hvis deres årtusindgamle privilegier, der bl.a. gav dem ret til at overbegramse og/eller misbruge attraktive unge kvinder, skulle blive truet.
Endnu et fænomen bør tilføjes: Coronaskeptikere eller ligefrem coronabenægtere, der ikke tror på sygdommen, som de opfatter som blot endnu en uskadelig forkølelse eller influenza. Disse mennesker benægter den verdensomspændende epidemis farlighed, de vil ikke tage hensyn til deres medborgere og kunne ikke drømme om at ofre egne økonomiske interesser, fx lukke en restaurant nogle måneder med kompensation fra staten – dvs. os andre – aflyse en fest eller en ferierejse, flytte et møde over på nettet eller skaffe sig af med titusindvis af indbringende, men også tæt sammenstuvede og højst smittefarlige, mink for at beskytte befolkningen. – Nogle nægter endda at tage en maske på, når de bevæger sig ud i det offentlige rum. –De farligste coronabenægtere lige nu er, i min optik, opmærksomhedssultne, tidligere, fyrede direktører for Sundhedsstyrelsen og små oppositionspolitikere med sammensatte navne, Thulesen Dahl og Ellemann-Jensen, som ustandseligt forsøger at undergrave statsministerens autoritet, når hun prøver på at redde befolkningen igennem og dele sol og vind lige … Hendes job er ikke misundelsesværdigt! Den amerikanske præsident benægtede coronaens farlighed, sløsede med sikkerheden og blev selv ramt, men han havde jo adgang til verdens bedste lægehjælp og medicin. Nu opfatter han sig som en usårlig supermand og tonser videre på sin brovtende, mentalt afvigende slingrekurs uden hensyn til en kvart million døde landsmænd og millioner af unge, midaldrende og gamle med alvorlige følgeskader. –Vi har ikke lyst til at se noget lignende herhjemme, vel?
Man kunne ønske sig, at flere af disse gamle hanbavianer M/K ville vågne op og indse, at de lever i det tredje årtusinde efter vor tidsregning og indrette sig derefter.
I disse år sker der ting, man aldrig havde troet ville kunne ske:
USA’s præsident gennem næsten fire år er – jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere det høfligt – selvoptaget, inkonsistent og inkompetent. Her op til valget fylder han luften over det meste af verden med tågetale og bragesnak, så man knap tror sine egne sanser.
En syg mand myrder en kvinde nede i sin hjemmebyggede u-båd, alle medier dyrker ham og hans gerning her tre år efter, imens manden selv har held med at true sig ud af et dansk fængsel.
En verdensomspændende epidemi raser, mens mennesker med økonomiske interesser, koncertarrangører, minkavlere, restauratører m.fl. i fuldt alvor presser på for at få flere kunder i butikken og dermed – må man formode – flere lig i gaderne.
Og samtidig løfter en ny generation af veluddannede kvinder ligestillingskampen op til hidtil usete niveauer i DK. De finder sig ikke længere i klamme mænds gramsen, de spiller ikke længere med på, at fri adgang til unge kvinders kroppe er en del af magtmændenes rettigheder. Og pludselig, ud af det blå, vælter den ene magtfuldkomne kongebrik efter den anden, Morten Østergaard, Frank Jensen … Sådan skal det gøres!
Hvad bliver det næste?
Netavisernes overskrifter i dag onsdag d. 21. oktober 2020:
Se & Hør, 11.9.2020: I en omtale af det skrækindjagende mord i en U-båd i anledningen af en ny dokumentar – så vi igen igen kan beskæftige os med det ufattelige, det modbydelige, det pirrende, som vi er vænnet til at se på film – var det naturligt for Se og Hørs (mandlige) journalist at hæfte sig ved offerets skønhed. Han beskriver hende som ung og smuk. Som om forbrydelsen blev mere forståelig af den grund? Eller fordi han lige kunne se det hele for sig? – Ville en vurdering – fx ung, smuk, gammel, grim – af udseendet af et mandligt offer for en forbrydelse være relevant?
Vores nye bil låser af sig selv alle døre, når vi starter den. Det er ikke noget problem. Hvis vi skal ud, låser vi bare op igen ovre ved førersædet. Men jeg måtte advare min mand om, at hvis han giver en hvilken som helst anden kvinde et lift, skal han være opmærksom på, at hun ville kunne blive skrækslagen ved at sidde alene med en mand i en bil, der automatisk låser, så hun ikke kan komme ud, når hun selv vil.
Den tanke ville min rare mand aldrig kunne få af sig selv. For han har ikke været en ung pige, der har oplevet at være jaget vildt. Han har aldrig skullet redde sig fra uønskede, groft gramsende mandehænder eller har lagt mærke til lige præcis den detalje i en af de mange krimier og horrorfilm, der som en selvfølge viser udpenslet vold mod kvinder. De foretrukne ofre er de unge og smukke kvinder, der ser godt ud i en stram, opslidset festkjole, der kryber mere og mere op på den lækre måde, jo mere volden tager fart. – Sådanne udpenslinger er i dag helt almindelig underholdning til aftenkaffe og bland selv-slik. – Ligesom vi tilsyneladende ikke kan få nok af U-bådsmordet, der taler til vores laveste instinkter.
Men takket være Sofie Linde er kønsdebatten igen blusset op i dette lille smørhul af et land. – Tak for det! Hvis jeg var blevet bedt om at skrive under på noget, havde jeg gjort det. For mænd og kvinder lever stadig i hver deres, vidt forskellige, virkeligheder, og det er nogle gange meget svært at råbe til hinanden hen over afgrunden.
Den debat har med mellemrum været oppe og vende, siden kvindelig arveret og arvefølge, kvinders ret til selvstændigt at disponere over deres egen krop, børn og ejendom, deres ret til at stemme, deres ret til uddannelse og ret til at drive erhverv eller tage arbejde på lige fod med mænd, sidst var på programmet.
Jeg husker personligt debatterne om ligestilling fra 1960’erne, hvor det nye ’frisind’ bragte en del lummerhed, pornografi, side 9-piger, ’massageklinikker’, nedværdigende vurderinger og onkelhumor ud af hulerne og lige ind i de danske dagligstuer, og hvis man forsøgte at sige fra, fik man at vide, at man var snerpet, og at man ikke kunne tage en spøg – Kvinder har, som bekendt, ingen humor.
I 1970’erne skulle ligestillingen omsider på plads. Én gang for alle! – Det var slut med at klæde sig udfordrende for at tækkes det mandlige blik, vi brændte BH’erne og kasserede stiletterne. På med praktisk og miljørigtigt bomuldsundertøj og fodformede sko. Og alle kvinder skulle ud på arbejdsmarkedet. – Men blev mændene hjemme og støvsugede og passede børn? – Nogle gjorde, men i de fleste familier blev resultatet, at børnene skulle institutionaliseres fra vuggen og frem til studenterhuen, så mor kunne komme ud og begå sig på lige fod med far.
Somme tider lykkedes det. Sommetider ikke. I så fald følte kvinderne tit, at det var deres egen skyld. De arbejdede ikke nok. De blev ikke siddende efter fyraften med regnskaberne eller med kollegaerne, sjusserne og de sjofle bemærkninger om sekretæren til langt ud på natten. For ungerne skulle hentes, fodres, puttes, huset skulle gøres rent, hunden luftes, tøjet vaskes, og ungernes far havde også vigtige møder. Og når onkelhumoren og lummerheden dukkede op over kaffen og fyraftensbajerne, viste det sig jo igen, at nogle kvinder overhovedet ikke kunne se det sjove.
I 1980’erne oplevede vi et stort tilbageslag. Der var krise, smalhals og kartoffelkur, og kvinderne måtte igen krybe i blonde-BH’er med bøjler og op på stiletterne. Mændene sad i chefstillingerne, og det skadede ikke at være lækker, det de unge i dag kalder fuckable eller knaldbare, hvis man gerne ville have et job. – Man må ikke undervurdere kvindernes egen rolle. Der er store fordele at opnå i uddannelserne, på arbejds- og ægteskabsmarkedet, hvis man er en ung, køn, sexet, smilende, inviterende og glad pige. Ingen tvivl om det. Og bliver det udnyttet? – Er paven katolik? – Men det fremmer næppe ligestillingen, og det kan give et tomrum i selvfølelsen og avancementsmulighederne, hvis man har brugt sine unge, aktive år på sit udseende, på tøj, makeup, hårfarvning, solbruner, skønhedsoperationer og flirt, i stedet for at dygtiggøre sig fagligt. Og der hersker stadig fordomme om den kønne blondine, som man mistænker for at være en smule dum. Men knaldbar, naturligvis.
Siden 1990’erne er det gået frem og tilbage med kvindernes ligestilling … Vi forventer ligestilling her i Danmark, mange er enige om, at vi allerede ER ligestillede, og alligevel støder utallige kvinder stadig på modstand, når de frejdigt går ud i verden og vil fungere på lige fod med mændene. Den diskussion bliver ikke færdig sådan lige på en studs.
Vi har haft den store #MeToo-bølge, hvor modige kvinder i filmverdenen stod frem og fortalte om brutale overgreb. Bølgen bredte sig og afslørede igen det, vi alle sammen vidste, at magt og sex flyder sammen. Især for mænd. Se bare socialdemokraten, Jeppe Kofod, som lavede en ’Bill Clinton med praktikanten’, da han havde sex med en 15-årig pige på et politisk ungdomsmøde, hvor han holdt et foredrag. Nogle af vidnerne fra dengang står nu frem og fortæller, at pigen græd og var ulykkelig bagefter. Men Kofod er ikke blevet straffet nævneværdigt, han blev sendt til en lukrativ post i EU og er nu forfremmet til udenrigsminister. For de fleste mænd kunne godt se sig selv i hans sted og er ilet til hans forsvar. For at dysse det hele ned. Hvad skulle der være galt i det? Ulighed og magtmisbrug findes ikke i Danmark.
Men nu har vi så debatten igen. Selv om vi hele tiden prøver at drukne den som en sæk uønskede kattekillinger. Den dukker hele tiden op til overfladen igen. Denne gang takket være Sofie Linde. – Og alle mediefolkene, som synes, at det er fantastisk interessant, hvordan de behandler kvinder ovre i DE ANDRE medier. Medierne har let adgang til det offentlige rum, og de sætter dagsordenen.
Hvem havde kunnet forestille sig, at der også på Ekstrabladet var sexisme? Ikke chefredaktøren, ihvertfald. Måske har han aldrig kigget på side 9, hvor unge piger dagligt klædes af og vurderes af mænd. Offentligt. – Kunne man i et nyhedsmedie forestille sig en daglig side 9-mand, der afklædt og kælent vrider sig foran kameraet? Og som kvinder inviteres til at give stjerner? Manden som udhængt objekt i det almindelige, offentlige rum?
Sexisme betyder slet og ret ’Diskrimination baseret på køn’. Analogt med ’racisme’, der diskriminerer på baggrund af ’race’, hvilket jo er noget vrøvl. Vi mennesker er så tæt i familie, at der ikke er tale om forskellige racer, men om varianter i fx hår- og hudfarve. Men det kan man altså også diskriminere for. Hvis man altså selv har lyserød, grisefarvet hud.
Racisme er ofte strukturel. Hver gang, man ser en person med mørkere hud end én selv, kan man udskille vedkommende fra fællesskabet. Det er let at få øje på forskellen.
Sexisme foregår på helt samme måde: Kvinder er åbenlyst ikke mænd.
Og det er mændene, der – formentlig med den stærkestes primitive ret – for længe, længe siden har defineret verden og alt, hvad der er i den. – Gud skabte først Adam og gav ham retten til at navngive alle ting, før han skabte kvinden, som Adam også navngav, står der i 1. Mosebog. Adam, den hvide mand. Alt, hvad der ikke er hvidt og mandigt, skal defineres af manden, holdes nede, udnyttes til egne formål eller gøres grin med.
Det er så indgroet i vores kultur og menneskesyn, at vi ikke ser det. På samme måde som vi ikke i hverdagen forholder os til, at himlen er blå og træer grønne. Det er blot et vilkår, der lige som alt andet naturgivent gennemsyrer alt. Simone de Beauvoir redegjorde glimrende og tankevækkende for mekanismen i sit enestående værk ’Det andet køn’ fra 1949. Hendes pointe er, at manden er default-udgaven af menneskeheden, ham med definitionsretten. Kvinder falder uden for og behandles som undtagelser, selv om de ofte reelt er i overtal. Når man først har indset det, har fået den troldsplint i øjet, ser man det allevegne.
Tag fx studieværter, som der har været diskussion om i disse år. Mandlige studieværter i seriøse udsendelser bærer en slags neutral uniform bestående af skjorte, måske slips, jakkesæt, pæne, lukkede, flade sko, og deres hår og skæg er trimmet og soigneret. Ikke engang sweatshirt og cowboybukser ses i studiet, og da slet ikke distraherende smykker eller anden pynt, når det er nyheder, det drejer sig om. Men kvindelige, seriøse studieværter bliver stødt, når man påtaler deres tårnhøje stiletter, deres stramtsiddende tøj, dybe udskæringer og forførende lange havfruehår. – Men prøv at forestille jer, at en mandlig nyhedsoplæser trådte ind i studiet iført stramme bukser, der viste alle buler, smarte halvlange støvler med høje hæle, åbentstående, stormønstret skjorte, guldkæde om halsen, og at han gav seerne et dybt kig ned til sit muskuløse og behårede bryst, mens han slog med sit lange hår og flirtede med nærsynede sovekammerøjne … I en nyhedsudsendelse! Som handler om coronakrisen, forholdsregler mod smittespredning, krig i Mellemøsten, flygtninge, økonomi osv. – Hvad ville en sådan fremtræden betyde for opfattelsen af mandens seriøsitet? – Han ville udløse et ramaskrig! Blandt både mænd og kvinder. – Men vi må ikke påtale det, når det er kvinder, der gør sig til, eller bliver gjort til, for at tiltrække husarerne – dvs. det mandlige blik til en ellers noget tør nyhedsudsendelse, for det er jo helt forventeligt. Manden er default, han er neutral og seriøs. Kvinden er et objekt for mandens blik, selv når hun fungerer som hans ligeMAND i yderst vigtige, neutrale funktioner.
Det er heller ikke almindeligt at starte en kollegial samtale med en mand med en bemærkning om, at hans røv ser sexet ud i de bukser, at skjorten klæder ham, håret dufter dejligt, eller at han ser sød ud i dag, mens vi smiler indladende. – Det ville ihvertfald ikke blive opfattet som en faglig og professionel snak.
Men manden har igennem årtusinderne tiltaget sig retten til at vurdere og besidde kvinder – Grab them by the pussy – , som om de var fedesvin, malkekøer eller prostituerede linet op for at tilfredsstille netop ham. Det er de ikke. Ikke længere. Og det er præcis det, der er svært at gøre op med. – Hvem afgiver frivilligt forestillingen om at have ret til at vurdere alle som potentielle sexpartnere, selv dem, vi aldrig ville kunne drømme om at opnå en date med?
På den måde er kvinden allerede i udgangspunktet frataget sin menneskelighed, sin seriøsitet, sine kompetencer, sin integritet og sin ret til at eksistere for sig selv uden at skulle please det mandlige øje og hans selvfølelse.
Det betyder ikke, at ingen kvinder kan klare sig på lige fod med mænd i samfundets forskellige funktioner. Det er der heldigvis mange, der kan. De kvinder, der har været elsket, beskyttet og fagligt opmuntret af deres fædre, viser sig ofte at klare sig bedre end gennemsnittet. Både fordi de fik lært jargonen, men også fordi en fars beundrende kærlighed og tiltro til ens evner (ikke udseendet) giver en misundelsesværdig selvtillid, der hæver sig over både smålige mænd og kvinder på vejen frem i livet. Hvorimod en mor, veninde eller søsters slet skjulte jalousi virker i modsat retning og kan bevirke livslang usikkerhed, frygt for at blive dukket og manglende tiltro til egne evner og muligheder.
For den strukturelle ulighed er ikke kun indstiftet, vedligeholdt og udført af mænd. Kvinder er i høj grad også skyldige i at holde andre kvinder nede og således bevare de gammelkendte strukturer. Vi har alle lært os mandens blik. Vi har identificeret os med mænd, fædre, brødre, offentlige personer, mandlige hovedpersoner i bøger og film og har internaliseret deres værdier, deres begreber om, hvordan mænd og kvinder er. Fordi mænd længe har besiddet retten til at udtale sig om verden, så vi alle ser verden fra deres synspunkt.
I krimierne myrdes unge, lækre kvinder stadig på pirrende vis.
I dårlige film, musicals og tv-shows er kvinder kun præmier, floskler og staffage.
I det offentlige rum er det kvinder, der klædes af og vurderes og betragtes som objekter.
I arbejdslivet udfører mange kvinder to job, ude og hjemme, til den halve løn.
I den medicinske verden er lægemidlerne designet til og afprøvet på mænd, og lærebøgerne skrives stadig for manges vedkommende af og om mænd.
Der er kun få roller, som kvinder kan besidde i en mandligt defineret verden. Det er rollen som luder, dvs. sexobjekt og/eller offer, som Madonna, dvs. kysk mor og helgeninde, eller som skrap, underforstået kastrerende, kælling, der ikke spiller det flirtende spil eller blot er for gammel og dermed uknaldbar og uinteressant. De fleste kvinder kan puttes i en af disse kasser og behandles derefter.
Det er stadig OK at nedgøre kvinder, at vurdere deres udseende offentligt, at belære dem, tale nedladende til dem, ignorere dem, gøre grin med dem, rage uopfordret på dem, råbe ad dem på gaden, komme med ’bemærkninger’ … og det er helt naturligt at forvente, at kvinder er omsorgsfulde og til rådighed for tjenester af både praktisk og seksuel karakter.
Manden er hovedreglen. Manden eksisterer i kraft af sig selv. Han behøver ikke nødvendigvis at please nogen. Gøre nogen tjenester. Stå til rådighed. Verden blev givet manden i fødselsret. Og kvinderne skal kæmpe for respekt og ligestilling på hvert eneste trin hele vejen igennem livet. Det er ubehageligt at erkende, men det er sandt.
Hvis man sætter det mindste spørgsmålstegn ved opfattelsen af forholdet mellem kvinder og mænd i vores fælles samfund, er der straks en hær af ældre, indebrændte mænd, der farer frem med nedladende, belærende bemærkninger, der forvrider samtalen og offentligt demonstrerer, at de stadig ikke har fattet en dyt af det hele. Og nogle få forbenede, stærkt højreorienterede kvinder, Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg fx., som straks påstår, at problemet ikke eksisterer, og scorer point i mandeverdenen på det. Kvinder får én over snuden, når de ytrer sig offentligt om disse ting. Eller hvis de er vrede … Se, hvor Greta Thunberg af ældre mænd blev bebrejdet, at hun er en sur, ung kvinde. – Hvad skulle hun glæde sig over? At hele jorden er ved at blive kvalt af fossile brændstoffer, der bl.a. driver de ældre mænds potensforlængere frem? Mænd synes at kræve, at kvinder skal være unge, kønne, blide, beundrende, glade og føjelige. Eventuelt kompetente moderskikkelser, der kan redde dem. Helst begge dele på én gang. Men unge, vrede og bebrejdende, det går ikke. Det skal slås ned.
Og det er som hovedregel omsonst at diskutere disse ting med almindelige mænd. For de forstår dem ikke. Man kalder det privilegieblindhed, når man ikke er opmærksom på sine egne fordele som hvid, heteroseksuel, ikke-handikappet mand. Sådan en mand har aldrig frygtet lyden af dørlåsen, så snart bilen sætter i gang. Han har aldrig set sig selv udleveret offentligt. De fleste mennesker taler i udgangspunktet pænt til ham og respekterer ham; han har aldrig skullet tænke på sig selv som potentielt offer.
Det ser ofte ud, som om det ikke er tilladt offentligt at dele eller blot fortælle om kvinders erfaringer. Og da slet ikke om overgreb og misbrug. Man løber lige ind i en voldsom modstand. Netop derfor skal vi som kvinder huske at støtte de kvinder, der viser mod og står frem. Vi har brug for at udvide begrebet ’kvinde’, så vi får mere end tre kasser at være i, så vi alle får lov at være præcis, som vi har lyst og evner til, det være sig glade, sure, dygtige, smukke, mindre smukke, ligeglade, korthårede, seriøse, kloge, pjattede, mødre, professionelle, maskuline, feminine og meget, meget andet. Kvinder er lige så individuelle, som mænd, og har krav på samme grad af respekt for det, de nu engang er.
Vi har brug for alle, alle malere, digtere, fotografer, dramatikere, filminstruktører, manuskriptforfattere, tv-værtinder, mødre, bedstemødre, elskerinder, veninder, unge, kloge, dumme, gamle, for at beskrive kvinder og kvindeliv på samme varierede måde, som mænd har beskæftiget sig med sig selv og verden set fra deres egen synsvinkel i årtusinder. Vi har ingen tid at spilde. Der er en del, der skal indhentes.
Så: Godt gået, Sofie Linde! Og til I andre: Se at komme i gang!
Forfatteren grebet i upassende berøring af lille mand i Lübeck.
Vi var på stranden med børnebørnene. En fredelig, lavvandet strand, hvor de rigtig kunne boltre sig, mens farmor sad på håndklædet og holdt øje.
Hen foran os kom en mand spankulerende, en lille, muskuløs turist – uden tøj på. Under hatten og de store, reflekterende solbriller et smørret smil, men intet tøj, ikke engang et par små badebukser.
Alle de andre spredte smågrupper rettede sig op og holdt øje. Men manden gik hen for sig selv, lagde sit sammenrullede håndklæde og tog en dukkert i det kølige vand. – Så lagde han sig fredsommeligt i en gryde.
Vi var mange, der holdt øje.
Han så ikke ud til at interessere sig synderligt for hverken de solbadende, yngre damer eller vores legende børn; han virkede tilfreds med at færdes med dingelværket ude i sol og blæst, og mens vi var der, så vi ikke mere til ham.
Men jeg tænkte.
Jeg tænkte, at der faktisk fandtes politivedtægter, der forbød nøgenhed på stranden og andre offentlige steder.
Jeg tænkte, at det var bemærkelsesværdigt så foruroliget, jeg og de andre blev over synet af en nøgen mand.
Jeg tænkte, at vi straks følte os intimiderede og var på vagt, pludselig meget opmærksomme på ham og vores børn og unge på stranden.
De færreste kvinder begynder at savle ved synet af en nøgen mand. Og da slet ikke, når han befinder sig langt fra en romantisk kontekst, fx på en offentlig strand blandt andre mennesker og børn. Tværtimod kan vi føle os pikerede og truede. En nøgen kvinde blandt mænd ville være en anden snak.
En mand er en potentiel krænker, fysisk eller psykisk, og specielt da, når han dukker op uden tøj på et sted, hvor børn og unge piger leger, bader og tager solbad.
Men da han åbenbart kun nød sig selv og sommersolen, lod vi ham være, selv om han burde have opsøgt en strand specielt beregnet på folk, der nyder at gå rundt, som han.
Man kunne ikke forestille sig, at man skulle til jobsamtale, til møde, købe en hotdog, en kop kaffe, køre i bus med mennesker uden tøj på. Lige fra figenbladet og lændeklædets tid har vi i de fleste kulturer tildækket dele af vores kroppe, så vi kunne omgås og indgå i sociale sammenhænge uden distraktioner. Små nylonbadebukser er et minimum, ellers ville vi som bonoboer stadig parre os i flæng i træerne.
Manden på stranden lærte mig, at beklædning er vigtig. – Uden bukser ingen civilisation.
