Gylleramt

Det er en lys aften i maj. Solsortene synger, haven står forårsfrodigt med duftende syrener, valmuer, tulipaner og overdådigt blomstrende frugttræer. På den anden side af vejen står skoven nyudsprungen, frisk og lysegrøn. – Men næserne advarer os: De kører gylle ud – igen!

Vi går ind og lukker alle vinduer og døre, men alligevel sniger den sig langsomt ind på os, gyllestanken, gennem små sprækker og ventilationskanaler. Efter en times tid er lugten i stuen så dårlig, at øjnene løber i vand, og svælget svier.

Næste morgen er det stadig slemt. De har formentlig brugt natten til at komme af med det mest ildelugtende, gamle, gærede gylle fra i vinters. I håbet om regn. Men regnen kommer ikke, hele byen er indhyllet i klæbrig stank, og man kan ikke lufte ud, hænge vasketøj ud eller bare nyde at gå i sin have. Børn på vej til skole holder sig for næsen.

Vi bor ikke langt ude på landet omgivet af gyllegårde, men i en forstad til Ålborg lige i kanten af et større skovareal. Vi har boet her i næsten et halvt århundrede og har altid sat stor pris på den friske luft, skoven og fjordens nærhed bevirkede. Nu er hele området infesteret af gyllestank, der trænger ind i butikkerne – hvem køber mad eller nyt tøj, når det hele stinker? – i villakvarteret, haven, huset, stuen, køkkenet, soveværelset, ind i alle vores ting, sofaen, tæpper, tøj, duge, køkkenredskaber, klistrer sig til hud og hår … intet sted er luften længere sund og frisk at indånde.

En enkelt svinegård nogle kilometer herfra har udvidet aktiviteterne, så i en radius på 5 – 10 km omkring hans gylletanke og marker – et område på henved 50 – 100 km2 afhængigt af vinden og dens retning – er alt nu gennemtrængt af modbydelig stank. En stank, der generer titusindvis af mennesker næsten dagligt fra februar måned og hele vejen igennem have-, konfirmations-, grill- og bryllupssæsonen til hen i november, når loven og vinteren sætter en stopper for hans forurenende aktiviteter.

Hvornår var det lige, at vi blev enige om at omdanne dette smukke land til et grisetoilet? At vi besluttede, at vi havde lyst til at vade rundt i regulært lort i de varmeste og smukkeste tre fjerdedele af året? At vi ville overlade jord, luft og livskvalitet til svineproducenter med alt for store, subsidierede besætninger af mishandlede dyr? Til private virksomheder, der ikke engang, så vidt jeg forstår tallene, bidrager afgørende til samfundsøkonomien, men alligevel uhindret kan ødelægge vores fælles luft? Hvad betyder det for vores livsglæde, at selve luften, vi og vores børn indånder, stinker klæbrigt og vammeltstærkt? Hvad betyder det for vores helbred? For øjne og lunger?

Ved middagstid kommer der 2 mm regn. Nu lugter hele byen af våd gylle. – Der må være andre måder at gøre det på, så både de stakkels grise og vi stakkels mennesker kan leve i samme land.

Gylleland

Som en klam, stinkende kåbe sænker gyllestanken sig over byen. Vi bor i en forstad til Danmarks tredje-fjerdestørste by. Højt på bakken troner en majestætisk, hvid kirke, derom breder sig et nydeligt villakvarter, og så har vi skoven. Lutter træer og natur. Der er en kilometer til nærmeste mark. Alligevel stinker her klæbende og vammelt af gylle en almindelig eftermiddag i september!

Jeg skynder mig at redde vasketøjet ind, men det er allerede for sent. I løbet af aftenen tager stanken til. Kører de gylle igennem byen i åbne vogne? Spreder de møg på egne marker et sted langt herfra, og så er vi bare uheldige med vindretningen? Jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder virker det lusket, at det skal foregå efter mørkets frembrud. Næsen er ikke afhængig af sollys, den sladrer selv om natten.

Min næse er i øvrigt ikke sart. Jeg arbejdede som ung på gårde og kørte dagligt møg ud på møddingen i trillebør. Komøg, hestemøg, fåremøg og grisemøg. Friskt blandet dyremøg lugter ikke ubehageligt, men ren svinemøg, der oven i købet er lagret igennem mange måneder, forekommer mig unaturligt og ækelt.

I foråret var vi belemret med samme stank i måneder, og da ikke blot om natten. Der kom klager fra England, som blev indhyllet i gylleskyer i en periode, hvor vinden stod i øst. Turisterhvervet jamrer over manglende gæster. Helt ærligt: Ville du betale for at holde din surt optjente ferie i et lorteland?

Svin er renlige dyr. Hvis en gris får muligheden, dvs. pladsen til det, vil den besørge i et hjørne langt fra spise- og sovestederne. Dertil kommer, at de er begavede, nysgerrige, legesyge og venlige dyr. Svinene lider, når de skal leve deres korte, sørgelige liv under stank og snævre forhold.

Og det er jo ikke just Parmaskinker, de producerer, svinefabrikkerne, som har taget hele befolkningen som gidsler og omdannet landet til en mødding. De udtjente fødesvin med skuldersår ender f.eks. som trestjernet salami. Hvem køber dog det? Og SPISER det?

Da jeg var barn, elskede jeg hamburgerryg så meget, at det altid blev serveret med grøntsager på min fødselsdag. Det er mere end ti år siden, jeg sidst har købt en dansk hamburgerryg, eller skinke for den sags skyld, for jeg erfarede jo efterhånden, at når man har kogt »kødet«, smager selv kogevandet bedre…

Vi bor knap 5,5 mio. mennesker på 43.000 km2. — 7000 svinebaroner producerer 30 mio. svin pr. år. — Det er fem et halvt svin pr. dansker pr. år… Men grunden til, at vi indtil nu har tilladt dette økologiske overtræk på vort sparsomme areal, ligger formentlig i eksportindtægten på 30 mia. kr., som denne produktion indbringer.

— Så er det kun rimeligt, at vi skal bo i en svinelatrin, ikke?