Kategori: Erindringer

Dystopia nu!

Hvis nogen i 1970’erne, i røgtågerne omkring de orange stearinlys, havde fortalt os en historie om hundredtusindvis af afrikanere, mænd, kvinder og børn, der krydsede Middelhavet i alt for små både, kaprede fragtskibe i desperate forsøg på at nå Europa, blev taget til fange, interneret i lejre, rutinemæssigt gjort til slaver, tortureret, voldtaget, druknede undervejs …

Eller berettede for os om almindelige, syriske borgere, familier, på flugt fra krig, vilkårlig vold, ødelæggelser og kaos, på march op ad Europas vejnet, helt op til det nordligste Norge, og ville påstå, at danskere stod på motorvejsbroer og spyttede ned på dem, der drog under, og at myndighederne udskrev klækkelige bøder til de få, der af medfølelse gav de flygtende et lift …

Eller om forholdene i Calais, hvor mennesker bor i årevis og af og til forsøger at springe op på lastbiler eller færger med livet som indsats … og verfes væk af horder af sikkerhedsvagter … og igen må tage ophold i interimistiske skraldebyer … og prøve at nå til England en anden gang … når de har samlet mod og kræfter igen … hvis de ikke dør forinden …

Udmalede for os, hvordan millioner af medmennesker levede udsigtsløst i lejre i Afrika, Asien, Mellemøsten, Tyrkiet og Sydeuropa … 70 millioner mennesker på flugt …

Fortalte om de mange børn i danske lejre, der fratages alt …

Om ’integrationsministre’, der poserede med pyntede lagkager for at fejre ’flygtningestramninger’ …

Og om vi andre, der bare sidder her i designmøblerne foran fladskærmene med vores rødvin og ser til …

Mens vi diskuterer fodbold, Ghita Nørby, plasticsugerør og det kommende valg.

Så ville vi ikke et øjeblik have kunnet forestille os, at det nogensinde kunne blive til brutal virkelighed. For dengang troede vi stadig på menneskerettigheder, humanisme og solidaritet.

Vedholdenhed

Når fleksibilitet, udvikling, omstillingsparathed og tilpasning til det globale marked og den internationale konkurrence er de højest værdsatte egenskaber hos det moderne individ, er det vanskeligt at komme og påstå, at der ligger megen værdi i begrebet ’vedholdenhed’.

I at bo det samme sted igennem en menneskealder og derigennem at kunne opsnappe små forandringer i trafikken, bebyggelsen, klimaet på denne lille plet, træernes højde, erantissernes udbredelse på græsset … Og i at kunne huske, at købmandens butik lå nede på hjørnet, hvor der nu er solcenter, og at pizzeriaet ligger der, hvor slagteren havde sin fine butik. – I at kunne se det store i det små, og i at kunne følge udviklingen fra sit eget lille ståsted i en stor verden.

Lige som der kan ligge stor værdi i

– At følges med den samme ægtefælle igennem mange, mange år, så man indgående kender hinandens forhistorie, forældre, bedsteforældre måske, uddannelse, karriereforløb … Så man har et vidne til sit eget livs historie og kan være det for en anden.

– At være familiens pålidelige anker og hukommelse.

– At have den samme arbejdsplads i årtier og kende opgaverne, udviklingen, medarbejderne og retningen indgående.

– At følge de samme venner på deres livsbane og i at være deres livsvidner og faste grundlag.

Kort sagt: Man må ikke underkende de klippefaste, de rolige, de trofaste, de bofaste, der har slået rødder og er til at stole på.

Men selv de vedholdende skal have nye indtryk med mellemrum; en rejse til Gibraltar eller Ghana eller en søndagsudflugt til Gjøl Bjerg, en halv times kørsel væk, hvor man med termokanden og de hjemmebagte kanelsnegle kan sidde på et tæppe og kigge ud over Limfjorden, dæmningen, fuglelivet, lade tankerne svæve op og følge det blå KLM-fly, der er på vej ned henne ved lufthavnen.

Og man skal heller ikke ud over al rimelighed underlægge sig ægte-, ven- eller slægtskaber, der ikke bidrager positivt til ens liv, men som egenkærligt forsøger at anbringe én i roller, som man ikke er tjent med at påtage sig.

Eller finde sig i dårlige chefer, meningsløst arbejde, utidssvarende boliger, lang transporttid eller andet, som forringer ens livsmuligheder.

Det drejer sig, som med så meget andet, om at finde balancepunktet. Om at finde sin egen ligevægt mellem nyt og gammelt, mellem fastlåsthed og forandring, mellem tradition og udvikling og mellem tryghed og omskiftelser.

Tillid

’En mand er en mand, og et ord er et ord’ – det gjaldt i hele min barn- og ungdom. Man sagde, hvad man gjorde, og man gjorde, hvad man sagde. Man holdt ord. Ellers ramlede alt jo.

Mellem mennesker er vi nødt til at kunne stole på hinanden. Hvis vi ikke kan fæste lid til hinandens ord, så har vi ikke noget samfund. Så kan vi ikke leve, fungere og arbejde sammen.

Førhen var det flovt, hvis man ikke var til at stole på. Hvis man sagde ét og gjorde noget andet. Så var man utilregnelig og blev ikke en del af fællesskabet. Tillid var et af nøglebegreberne i opbygnin­gen af det danske velfærdssamfund. Tillid er hele forudsætningen for forsikringer, børnepasning, uddan­nelse, ældre- og sygeomsorg. Og for alt øvrigt samkvem mellem mennesker i et samfund. For arbejde, ven-, ægte- og forældreskab, og for al handel og udveksling.

Men det er åbenbart skredet. Ikke blot hos DSB, SKAT, PostNord, politikerne og alle de andre, men ude blandt os helt almindelige borgere.

Vi har den kollektive myte om ’danskerne’, at vi kan stille en bod med frugt og grønt op ude ved vejen med et prisskilt og en pengekasse og så regne med, at folk redeligt lægger penge for de varer, de tager med sig. Den holder ikke længere, kan jeg hilse og sige fra folk, jeg kender, som har boder med æg, frugt og grønt uden for deres huse. – De oplever regelmæssigt, at forbipasserende ikke bare tager varer­ne uden at betale, men også tager pengekassen med sig, hvis der skulle have været et par ærlige men­nesker før dem. – Og endnu værre: Min lokale æggemand har utallige gange været udsat for, at vrede mennesker har smadret hans æg og hele boden, hvis de ikke kunne stjæle de penge, de havde forventet at finde!

I det offentlige er det blevet sådan, at når man efter måneders ventetid får en eftertragtet tid til en un­dersøgelse fx på et sygehus, og omhyggeligt skriver det ind i sin kalender, får sin telefon til at give en påmindelse dagen før, tjekker bustider m.m., så man kan sørge for at være der i god tid, alligevel ram­mes af en byge af sms’er, mails og endnu et par sms’er i ugerne, dagene og timerne før aftalen med påmindelser og ikke synderligt høfligt formulerede forslag til, hvordan man kan melde afbud, hvis man alligevel ikke kan komme. – Til sin egen undersøgelse? – Som samfundet afsætter højtuddannede ek­sperter og kostbart materiel til? – For at hjælpe dig med, hvad der nu er galt?

Det samme hos tandlægen.

Og hos Louis Nielsen, det fine brillefirma, hvor man kan få helt nye, speciallavede briller med glas, etui, synsprøve og personlig tilpasning for 850 kr., bare man gider dukke op! – Jeg havde booket en tid til synsprøve og bestilte efterfølgende et nyt par briller. Stor var min overraskelse, da den unge mand, som ellers havde hjulpet mig så venligt igennem hele processen, pludselig bad om pengene på forskud! En uge før, jeg kunne hente det bestilte! – Det forekom meget udansk. – En handel er en byttehandel. En gensidig transaktion. Man betaler ikke, før varen ligger på disken, så man kan se den. – Stolede han ikke på mig? – Hvorfor i alverden skulle jeg tage bussen til byen, gennemgå synsprøve, udvælgelse m.m. og så bare spilde alles tid? Inklusiv min egen? Tror han, jeg er syg i hovedet? – Næh, men det er jo dyre sager, han handler med, og et par specialfremstillede briller kan han ikke lige sælge til en anden, hvis jeg ikke kommer og henter dem, forklarer han.

– Sådan er det blevet.

Også restauranterne klager over de mange ’no-shows’ – Folk, der bestiller bord og så ikke dukker op. – Hvorfor skulle man gøre det? – Er det blevet for nemt over nettet at sidde og bestille alt muligt, hvis man keder sig?

Har vi nu så travlt med os selv, at vi ikke orker lige at ringe, sms’e eller maile og melde afbud i god tid, hvis noget uventet skulle dukke op?

Og er vi blevet så mange og så dårligt opdragede og så selvoptagede, at vi ikke længere gider holde vores aftaler med fremmede?

Ikke lokalt. Ikke endnu, heldigvis. – Jeg ringede til vores fortræffelige Kinagrill og bestilte en menu til os selv og familien. Til næste dag. Til klokken 17. – Det har jeg aldrig gjort før, så de kender mig ikke. Men det er kvikke folk. Næste dag klokken 17.07 da jeg træder ind i butikken, kigger den unge pige på mig: – Lone? spørger hun. – Sushi, fem ruller og and? – Alt stod varmt, pakket og klart, lige til at tage med.

For man kan ikke drive en forretning, hvis man ikke stoler på folk. Og man kan ikke indgå i det menne­skelige fællesskab, herunder handelstransaktioner, hvis man ikke selv er til at stole på.

Men man kan åbenbart godt stille op til Folketinget, Klaus Riskær Pedersen?

Finere husholdning


Jeg har lært husgerning. Grundigt. – I Rom.

18 år gammel, tre dage efter min studentereksamen i 1974, sad jeg i et fly. Min hvide kuffert og guitaren lå i baga­gerummet under mig. – Jeg skulle tiltræde stillingen som au pair på den danske ambassade i Rom og være med, når den nye ambassadørfamilie tog over efter Hans Tabor, der var på vej til FN i USA.

Au pair – i den bogstavelige betydning af ’på lige fod’ – var måske så meget sagt. Vi var to danske pi­ger og en dejlig kokkepige, og vi var helt klart tyende. Lisa og jeg fungerede som stuepiger i fikse uniformer. Forvist fra jordens overflade til at bo på værelser i kælderetagen ved siden af køkkenet. Men vi kastede os ud i det med stor begejstring.

Til den første officielle middag i privatboligen lagde jeg ud med, af lutter tjenstvillighed, at anbringe al den gode rødvin i køleskabet. – Derefter kunne det jo kun gå fremad.

Vi begyndte med at give hele den store, klassiske villa en overhaling. Mugede ud i vaskerummets tykke lag af fluer og nullermænd, gav køkkenet og alle skabene en hovedrengøring, polerede mes­singskilte, lysekroner og mahogniborde, støvsugede tykke, ægte tæpper og bankede mindre, løse udenfor. Ledsagede fruen på indkøbstogter til de fine linnedbutikker og bar hendes poser med splin­ternye håndklæder, sengetøj og servietter, mange med broderet navnetræk, ud til den blankpole­rede, midnatsblå ambassadørbil, en Ford Granada, så vidt jeg husker, ført af Pio, ambassadørens fi­lippinske chauffør.

Vi tog os af alt forefaldende i den private husholdning. Fodrede hunden. Vækkede drengene klokken syv og gav dem morgenmad nede hos os i køkkenet, før Pio kom og kørte dem til den internationale skole. Klokken otte satte vi kaffe, ristet brød, smør, appelsinmarmelade og to blødkogte æg frem i den store spisesal til den fåmælte ambassadør, så han kunne være på kontoret før ni. Bar en bakke med kaffe, mælk og småkager op til ambassadricen, der ikke yndede at stå ud af sengen før hen ad ti. Mens hun nød sin morgenhvile, gjorde vi næsten lydløst rent i hallen, spisesalen, den enorme pejse­stue og i biblioteket, hvor de vigtigste møder blev afholdt. Når fruen kom ned, kunne vi fortsætte på de øvre etager, rede senge, støvsuge og gøre rent i gangene og på alle badeværelserne, i fire sove­værelser, ambassadørens, ambassadricens og de to drenges, og rydde op og tørre af i drengenes store legestue. Hvis der var private gæster, fx familie på besøg fra Danmark, var der flere gæstevæ­relser og badeværelser allerøverst oppe at klare.

Derefter blev vi kaldt ind på biblioteket for at modtage dagens instrukser fra fruen bag skrivebordet. Var der fester? Møder i privaten? Kom der andre ambassadørfruer til te? Skulle vi ledsage fruen på indkøb? Andet? – Ellers sørgede vi for vasketøjet, bl.a. de evindelige snehvide, stivede og strøgne manchetskjorter til ambassadøren. Hvis der var den mindste fold, landede den i vasketøjskurven igen. Så jeg lærte at stryge skjorter. Og måske havde kokkepigen brug for hjælp til forberedelse af frokost eller aftensmad, indkøb med Pio, plukning af perlehøns, rensning af grøntsager, opvask el. lign.

Til de store fester havde vi travlt. Dage gik med planlægning og forberedelser. På selve aftenen skulle vi stå i fiks uniform og tage imod gæsterne, hænge deres overtøj på plads, vise dem ind i den store stue og byde dem drinks. Jeg kan stadig blande en solid G&T eller en vodka martini med oliven på pind.

Til servering ved de store middage med mange gæster havde vi hjælp af to-tre, lokale lejetjenere, garvede, romerske rotter, som kunne deres fag til perfektion, og som gav os mange brugbare tips. Der var et muntert sammenhold bag kulisserne, men foran herskab og gæster lærte vi at holde ma­sken. En enkelt gang stillede vi an til buffet i haven for 60 idrætsudøvere, deres trænere og øvrige en­tourage, da EM i atletik det år foregik i Rom. Det blev det stævne, hvor Jesper Tørring med 2,25 m tog europamesterskabet i højdespring. Også Dronning Ingrid kom til Rom ved den lejlighed, men vi så hende ikke i ambassadørboligen. Hvor vi gik glip af det hele, fordi vi havde nok at gøre med at fremstille kanapéer i hundredvis.

Pio begræd ofte tabet af Tabor. Efter de store fester kom han altid ned i køkkenet i kælderetagen og nød en håndbajer med personalet, fortalte han os. Og man kunne altid komme til ham, hvis der var problemer enten arbejdsmæssigt eller privat.

Den eneste, der fandt vej ned i kælderen til os efter en stor fest, var den senere udenrigsminister, Henning Christoffersens kone, en stor dame i grøn og skinnende, hellang thaisilkekjole. Hun roste kokkepigens gode mad og røbede, at hun skam selv havde været kokkepige engang, og at det en skønne dag måske ville være os, der sad til højbords ovenpå.

Vores herskab var ikke det mest spontane og hjertelige, man kunne tænke sig. Jeg husker en småpin­lig køretur rundt om Villa Borghese, hvor jeg skulle sidde bagi i den midnatsblå ambassadebil sam­men med drengene, mens herren og fruen forsøgte at vise mig byen. – Lisa og kokken var nogle år ældre end mig og havde klogeligt takket nej. – Det viste sig jo, at jeg allerede efter et par måneder kendte byen og alle dens kroge og afkroge langt bedre, end ambassadørfamilien nogensinde kom til; derudover var jeg kommet langt med sproget uden de kurser og lærebøger, som fruen selv benyt­tede sig af, kun med hjælp fra Pio, lejetjenerne, de handlende og andre af de mange fantastiske ro­mere, vi mødte. Hvis det kneb, havde vi piger den rare konsul Brandt, som altid var parat med dis­kret støtte, en venlig bemærkning og post hjemmefra.

Selv om vi var i sving fra halv syv om morgenen til aftensmaden var formelt serveret for familien i spise­salen, og alt var ryddet op og rengjort hen ad klokken halv ti om aftenen, nåede vi næsten altid en tur ud i byen og praktiserede snart et italiensk, som det taltes på gaderne i Rom.

Vi blev yderst velbevandrede i husholdningens mange facetter. Det var vores ansvar, at hele huset var pænt og præsentabelt, og for vores ulejlighed fik vi hver 1200 kr. om måneden plus en karton danske cigaretter fra ambassaden.

Kendskabet til Rom, landet og sproget har været mig til stor glæde i alle årene efter. Jeg føler mig stadig hjemme og lokalkendt, når jeg lander i byen. Og hver eneste dag trækker jeg på mine erfarin­ger fra ambassadørvillaen, når jeg under mere beskedne former holder hus herhjemme.

Størst af alt er kærligheden

Da min svigerfar for mere end 20 år siden skulle begraves, bad hans børn præsten om at prædike over Paulus’ første brev til korinterne. I dette brev skrev Paulus om kærlighed.

Han skrev bl.a.:

– Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.

– Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.

– Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.

– Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

– Kærligheden hører aldrig op.

– Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Det siger en del om min stadigt dybt savnede svigerfar, at hans areligiøse, voksne børn først og fremmest kom til at tænke på kærlighed, når de skulle mindes ham. Bedst husker jeg, at vi altid var velkomne – også på uventede besøg. Uanset hvornår vi dukkede op, blev svigerfar kisteglad, og jeg forstod dengang ikke, at vores opdukken kunne udløse så meget oprigtig glæde.

I dag er der ikke mange, der tænker på kærlighed. I dag er der ikke mange, der kan praktisere en kærlighed, der ikke søger sig selv, der er mild, tålmodig, ikke misundelig, ikke pralende, som ikke vil noget usømmeligt, som ikke hidser sig op, som ikke bærer nag, men som søger sandheden.

Siden vi mistede svigerfar, er sand, beskeden, uselvisk kærlighed blevet et truet karaktertræk. Det er nu stort set erstattet af nyttetænkning, egennytte og narcissistisk selfiekærlighed.

Man kommer af og til i kontakt med mennesker, som man tror, tilhører ens familie- eller vennekreds, men hvor alting går skævt. Det kan være banale ting:

Man glemmer en fødselsdag, en aftale, et julekort

Man får ikke ringet, ikke svaret, ikke spurgt, ikke påskønnet, ikke geninviteret

Man har alt muligt andet i hovedet, har ingen tid og bliver irriteret over det, man oplever som krav

Man får bare ikke set eller hørt noget til hinanden, og tiden går, uden at man er der for hinanden, når det kniber

Så rinder forholdet ud, sommetider fulgt af grublen og anklager: Hvorfor sagde du det? Hvorfor gjorde du det? Hvorfor gjorde du ikke?

Men i virkeligheden var det bare kærligheden, der manglede …

For hvis man elsker, og hvis man formår at elske uegennyttigt, som min kære svigerfar gjorde det, så føler man sig dybt forbundne og nødvendige for hinanden. Så har man altid tid og ingen flove undskyldninger eller forlorne forklaringer. Man kommer automatisk til at gøre det rette, og hvis man ikke gør, så er der tilgivelse at få, for man bliver alligevel altid glad over at høre fra eller se hinanden.

Forestil jer

Tid i naturen, cowboybukser, jakke syet af gamle, hollandske gardiner, snapshot fra 70’erne

Unge mennesker føler sig pressede. De skal levere sagligt og fagligt, men i høj grad også følelsesmæssigt, personligt og udseendemæssigt. Der kan gå timer med at bade, barbere, selvbrune, makeuppe, vælge mærkevarer, outfit. Det færdige resultat fotograferes. Man skal være til stede på mange platforme, virkelige og uvirkelige, man uploader og sammenligner sig på Snapchat, Instagram osv., og bruger Tinder til at udvælge mulige partnere, selv om man lever omgivet af andre unge … Det er en jungle at skulle begå sig i.

Forestil jer, at en ung protestsanger dukkede op. Hun sang om svar, der blæser i vinden, om tider, der ændrer sig.

Forestil jer, at fire langhårede fyre begyndte at lave en ny slags musik. At man i oprør mod autoriteter lod håret gro, som det ville, og klædte sig i slasket genbrugstøj eller uniformsdele fra militære overskudslagre. At man var ligeglad med sit udseende og blot havde lyst til at sidde i rundkreds, snakke og spille guitar. – Lytte – Slappe af – Være nærværende – Make love, man …

Tiderne, foragten for overforbrug, for tingsliggørelsen af mennesker, for ødelæggelsen af jordkloden, for snerpet borgerlighed, kaldte på langhårede unge i gammelt tøj og flade, udtrådte sko. Unge, der spillede på tværfløjte bare for hyggens skyld, der flyttede sammen i kollektiver, hvor man hjalp hinanden og delte ressourcerne. Unge, der var ligeglade med forbrug, statusjagt, dyre huse, kold boligindretning, designermøbler, mærkevarer, vin, modespiritus – og andet snobbet feinschmeckeri.

Hvis en sådan bølge skulle rejse sig i dag, en bølge med potentiale til at forandre verden, ville vore unge ikke opdage det, fordi de havde for travlt med at kigge ned i mobiltelefonerne og ind i spejlene og kameraernes linser. Derudover bruges der uhyggeligt mange, daglige timer på at bade, barbere, selvbrune, makeuppe, vælge mærkevarer, outfit. Det færdige resultat fotograferes. Man skal være til stede på mange platforme, virkelige og uvirkelige, man uploader og sammenligner sig på Snapchat, Instagram osv., og bruger Tinder til at udvælge mulige partnere, selv om man lever omgivet af andre unge …

Værre

Jeg er født ti år efter krigens afslutning, og jeg voksede op i freds- og opgangstider og vænnede mig til, at alting bare blev bedre og bedre.

Fra 50’erne til 60’erne oplevede vi almindelige mennesker en næsten utænkelig, materiel forbed­ring af vore liv, da middelklassekvinderne blev sat fri og kunne arbejde uden for hjemmet, ikke blot som husassi­stenter, telefondamer, sekretærer, vaske- og sypiger, men med spændende og (den­gang) vellønnede jobs som fx lærere, sagsbehandlere i det offentlige eller i reklame- eller rejse­branchen. Disse kvinders døtre tog uddannelser i en sådan grad, at de unge mænd i dag skriver selvmedlidende læserbreve i ’Politiken’ om det. Men de unge mænd kan være ganske rolige: De bedste pladser i samfundet er endnu i 2016 overvejende forbeholdt mænd.

Jeg oplevede, at Danmark hastigt forandrede sig. Gårde blev nedlagt, marker sammenlagt eller ind­draget til vejstrukturer og parcelhuskvarterer, som bredte sig længere og længere ud i landskabet. Vi fik huse med centralvarme, vaskemaskine, elkomfur, køleskab, telefon og tv, og der blev også råd til bil, sommerhus, ferierejser, møbler, telt, legetøj, nyt tøj og sko, kameraer, grammofoner, bånd­optagere, stereohøjttalere, bøffer, vin, salat, sodavand og slik til daglig. På børneværelserne vadede vi bogstaveligt talt i knæhøje dyn­ger af skrigfarvet, uholdbart plastic.

I 70’erne gjorde vi unge oprør imod al denne materialisme, mod autoriteter og konformer: Vi af­viste, at ’shopping’ kunne være en aktivitet, som tænkende mennesker frivilligt ville ønske at bruge tid på, vi klædte os brugt og billigt, folkeligt farverigt eller i militært overskudstøj og sad i rundkreds på gamle madrasser, røg, lyttede til musik og snakkede nætterne igennem. Vore reoler var ølkasser, sengen var lavet af spånpla­der og forskallingsbrædder, og vi batikfarvede selv ostelærred til puder, hynder og gardiner og hæklede kulørte lapper til vore lasede cowboybukser. Hvis vi gad, tog vi et år eller to til London, Sydeuropa eller Indien. Vi badede topløse, tykke, tynde, unge og gamle. Vi til­meldte os EF’s europæiske handelsfællesskab med åbne grænser og fik overskud til at indføre den store bistandslov, der sikrede alle borgere en værdig hjælp uanset hvad. – Peace and love og tole­rance beherskede tidsånden.

Fra 80’erne strammede nettet til igen. Under Schlüter oplevede vi økonomisk krise, kartoffelkur, arbejds­løshed, fattigdom. Ingen, vi kendte, købte huse længere eller rejste på ferie. Kampen om de gode jobs var hård, så kvinderne tog igen BH’en på og kom op på stiletterne. Mændene iførte sig jakkesæt, slips og blanke sko, og de stod gudhjælpemig og satte deres korte hår med både voks og hårtørrere! – Sådanne umandige beskæftigelser havde vi godt nok aldrig set før. Begrebet ’Yuppie’ opstod, og for første gang stif­tede jeg bekendtskab med det mærkværdige fænomen ’mærkevare’ i form af en lille krokodille, der gjorde bluserne tre gange så dyre. – Hvem interesserer sig for, hvilket mærke en bluse, en parfume eller en sofa har?

I 90’erne opdagede man, at det gik ad H til med miljøet og forsøgte i 11. time at sætte ind med nogle få, utilstrækkelige og spredte tiltag. Bedst effekt havde Svend Aukens store vandmiljøplan.

Først i nullerne tog Fogh så over og kørte landet i sænk med et uhyggeligt overforbrug, en bolig­boble, bl.a. forårsaget af afdragsfrie lån – Hvorfor låner man penge til folk, der kun har en mikro­skopisk chance for at betale dem tilbage? – og sin renden i rumpen af USA i galskab efter at er­klære krig mod lande, der aldrig havde gjort os noget. Det skaffede ham så personligt en vellønnet, international stilling.

Terror, der før havde været politisk med Rote Armee og Brigate Rosse eller palæstinensisk, blev nu arabisk og identificeret med religion. Det blev pludselig helt i orden at genere og håne mennesker med en anden tro end den afslappede, danske folkekirketro. Og for første gang siden krigsårene fik almindelige borgere i Danmark grund til frygt, når de færdedes i det offentlige rum.

Nu i tierne er vi så hastigt på vej tilbage til krisestemningen fra før krigsårene: Vi oplever grasse­rende fremmedangst og har igen en borgerlig regering, der kører det offentlige, sundheds- og ud­dannelses­systemet og andet værdifuldt fælleseje, så som det vigtige skattevæsen, i sænk med evindelige krav om besparelser – som om vi ikke havde råd! – Vi har aldrig været rigere, og aldrig før har vi haft så mange hænder til at løfte byrderne. – Vi er tre gange så mange mennesker i ver­den og i Danmark nu, som vi var i 1950, og hvis det ikke rækker, står der et tocifret antal millioner af flygtninge fra udbombede byer i bl.a. Mellemøsten klar til at komme ind og tage fat.

Alligevel insisterer de herskende, små ånder på at kalde det krisetider, på at afvise de arbejdsvillige og ofte veluddannede unge ved grænsen og på at udsulte og plage alle danske syge, gamle og svage.

Så hvor man for 50 år siden var stolt af at være dansker og kunne føle sig tryg i bevidstheden om, at sam­fundet ville give vore børn og unge en lødig uddannelse og tage sig af os, når vi blev syge, ar­bejdsløse eller gamle, så har vi nu pensionsaldre på over 70 år – også for mureren og jord- og be­tonarbejderen! – Vi bliver gennemtjekket ved den dansk-tyske grænse, hver gang vi har været i Fleggård for at købe øl og marcipan, og vi bliver kørt ud til jobtræning på bårer i ambulancer! Selv ikke en mand med lungekræft kan få en rolig sidste tid på en lille sygepension, gamle bedstemor får aldrig skiftet sin ble, og vi kan ikke komme igennem til 1813, hvis vi skulle få lungebetændelse en søndag eftermiddag. Postvæsnet har nedlagt sig selv, man kan ikke nogen steder komme i kontakt med andet end telefonsvarermaskiner – tryk dit og dat du er nummer 14 i køen vent pling pling pling ved du at du kan bruge hjemmesiden – og ingen, hverken offentlige eller private gider svare på en mail. Hvad bruger vi al tiden og alle menneskene til? – Burde vi ikke anvende nogle af vore mange ressourcer på at tage os af hinanden? Som vi gjorde før? – I stedet for at sidde og uploade sel­fies, som ingen orker at se, allevegne…

(Middelklasse)kvinderne blev sat fri til at beskæftige sig med andet end hus, madlavning, indkøb og børn, og det er godt. Men det var ment som et valg, ikke et påbud. Frihed betyder også muligheden for begge køn for at vælge at tage tiden tilbage, fx passe sine egne børn, sit eget hus, dyrke nogle grøntsager selv, holde hund og høns og støtte ægtefællens karriere.

Men vi indgår ikke længere partnerskaber for livet. Vi stoler ikke længere på hinanden, og vi under ikke længere hinanden noget. ’Solidaritet’ er blevet et fremmedord. Det er nu helt almindeligt at råbe vredt efter hinanden på gaderne, at kommentere hinandens kroppe og såkaldte ’livsstil’. KOL og diabetes betragtes som selvpåførte lidelser – Helt alvorligt: Hvem ønsker at gøre sig selv syg? – som belaster fælleskassen, og syge mennesker føler sig efterhånden som spedalske.

På den barske baggrund forstår jeg udmærket den nostalgiske bølge … Tiderne VAR bedre førhen, men en nusset designerstol – findes der stole eller andre møbler, der ikke er designet? – og en gammel abe af Kay Bojesen gør ingen forskel – Vi skal ud af hullerne og tage kampen for velfærd, solidaritet og medmenneskelighed en gang til.

Pinocchio og andre børn

Da jeg fik min søn, syntes jeg straks, at han mindede om Pinocchio. Det var ikke blot hans smukke lød og de dybe, brune øjne − Pinocchio er italiensk og betyder ’pinjeøje’, det stærkeste træ i midten af fyrretræet − Det var også det lille barns manglende evne til at klare noget som helst selv.

Et nyfødt barn er som en nyskåret marionetdukke: Det kan ikke holde sig selv oppe.

Som Geppetto omhyggeligt måtte fastgøre snore til sin dreng og styre ham, måtte jeg i et års tid agere stillads og bære min, mens han langsomt lærte sig at holde hovedet selv, at vende sig, at række ud efter noget, at sidde, at kravle, for til sidst at tage sit første skridt.

Jeg havde ham i armene i næsten hele det første år af hans levetid, i de næste par år var han ved mig, legede ved siden af mig eller gik lange skovture med mig i hånden, og det første han så, når han vågnede efter en god nattesøvn eller en lille middagslur, var mors smilende ansigt.

Jeg ammede ham, til han blev to, puttede ham aldrig, men badede ham og læste en godnathistorie med ham i sofaen, hvor han fik lov at døse hen, indtil jeg forsigtigt lagde ham ind i hans egen lille seng, der stod lige ved siden af min. Først som fire-femårig var han stolt med til at indrette sit eget værelse med køjeseng og bilsamling.

Da han fyldte tre, begyndte han i børnehave, og det var en vanskelig overgang for både mor og barn, selv om han havde glædet sig til at blive så stor, at han kunne komme i børnehave lige som alle de andre børn, og selv om jeg var hos ham meget af tiden i begyndelsen for at gøre overgangen lettere.

Men pædagoger er ikke altid særlig pædagogiske. En af de første dage, min søn var i børnehaven uden sin mor, gik hele hans stue en tur i skoven, men da de skulle hjem, begyndte en yngre pædagog at lave sjov med, at de var faret vild, og at hun ikke kunne finde vejen hjem. Min søn blev meget ulykkelig, og det var svært for mig at overtale ham til at tage hen i børnehaven igen næste dag. – Hvorfor skulle han stole på voksne, der ikke kunne finde vej i en skov? Hvor trygt er det?

Selv om han vænnede sig til børnehaven og godt kunne lide både pædagogerne og de andre børn, var han udmattet, når jeg hentede ham ved tretiden om eftermiddagen. Han var pylret, grådlabil og trængte i høj grad til ro og moderlig omsorg.

Jeg forestillede mig altid, at han var en lille Pinocchiomarionetdukke, der skulle holde sig selv oppe i sine egne snore en hel lang dag i børnehaven og først kunne slippe grebet og lade sig holde oppe af sin mor, da hun dukkede op igen.

Børn har brug for en stabil voksen om sig HELE tiden i de første mange år.

Når man afleverer dem i dagplejer, vuggestuer, børnehaver eller hos tanter og veninder, inden de er store nok til at have udviklet et sprog, en forståelsesverden og en konsistent personlighed, giver man dem små og store traumer og andre skader, som kan mærke dem for resten af livet.

Små børn, dvs. under tre-fire år, kan ikke klare mere end ganske få timer uden deres primære omsorgsperson. Deres verden bryder simpelthen sammen, og de kan ikke holde sig selv oppe og få samling på tingene igen.

Børn, der ikke får deres basale behov for god pleje, nærvær og tryghed opfyldt, skal selv holde sig oppe, og det kræver så mange kræfter af dem, at de ikke kan lære fx dansk og matematik. De lever et spinkelt liv på randen af sammenbrud.

Hvis man ikke fylder dem med tryghed, nærvær og omsorg, mens de er helt små, får man alle mulige problemer siden: Børn, der skriger på nærvær. Der skranter psykisk såvel som fysisk. Der tisser i sengen. Får anfald af natteangst. Der ikke kan tale rent selv i skoleårene. Der gør sig alle mulige forkrampede forsøg på at opnå nogens opmærksomhed. Voldsomme, uopdragne, støjende, forstyrrende, krævende, grådige børn.

Over 90 % af vore småbørn bliver hver eneste dag afleveret i dagplejer eller i institutioner.

Kun 13 % af vore småbørn bliver ammet i de første seks måneder, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

En bekymrende og voksende mængde helt små børn, 30 % af de treårige, skal leve skiftevis en uge hos mor og en uge hos far efter forældrenes skilsmisse. Hvordan overlever så små børn at undvære deres mor (eller far, hvis han er den primære omsorgsperson) i en hel uge og skifte hjem og omgivelser, bare fordi den anden forælder har RET til samværet?

Hvorfor i alverden får vi børn, hvis vi ikke gider være sammen med dem, men blot deler dem, som om de var en sofagruppe?

Hvorfor i alverden får vi børn, når vi alligevel hellere vil holde jul i Thailand, fejre deres fødselsdag hos svigerinden i Spanien eller spise på restaurant med kæresten uden børn?

Når vi ikke kan give dem omsorg, nærvær, trygge hjem, forudsigelige hverdage og årligt tilbageværende højdepunkter? Når vi ikke, i deres eget, naturlige tempo, magter at lære dem, hvordan de skal holde sig selv oppe, men brutalt smider dem ud af reden, før de kan tale og gå selv?

I de seneste 60-70 år er Danmark og verdens befolkning tredoblet. Vi er ved at udrydde alt liv på jorden med vores ressourceforbrugende svineri. Som for mange guldfisk i et for lille akvarium er vi ved at ødelægge levevilkårene både for os selv, vore børn, andre dyr og alle planter på denne planet. Dumt! − Man burde lade være med at formere sig, hvis man ikke magter at sørge ordentligt for sit afkom og blot skaber endnu flere opmærksomhedsskrigende og utilpassede børn, der af bare angst ikke kan lære de mest basale ting.

At vi har brug for flere børn for at sikre væksten er hovedløs og selvmorderisk snak. Vi er mennesker nok. Millioner af mennesker og deres børn flygter i disse år fra krig og sult, og vi står vagt ved alle grænser og vil ikke have dem ind, selv om de kunne sikre os vækst i mange, mange år fremover.