Erindringer – Side 5 – blog.loneandrup.dk

Ti tons om dagen … HJEMME!

Når jeg ser tåbelige annoncer som denne fra Kvickly, mindes jeg min gamle far. I hans senere år kunne vi bruge en formiddag på at tage i Bilka sammen i hans okseblodsfarvede, raslende Skoda og storhandle til hele ugen. Bøjet over en af de lange kølediske valgte han omhyggeligt sin yndlingsspise, den billigste leverpostej fra Stryhns, og deklamerede: ’Stryhns hjemmelavede leverpostej – Ti tons om dagen – HJEMME!’

Hvorefter han fornøjet puttede den i sin indkøbskurv, ned til det skiveskårne rugbrød, en dagmartærte på tilbud, Ekstrabladet og BT, og måske en rulle ligeledes ’hjemmelavede’ gule ærter. – Bagefter indtog vi vores kaffe og wienerbrød og mentolcigaretter – det var dengang – i cafeteriaet og havde haft en dejlig dag.

Ud over at insistere på, at forretningen Kvickly laver deres færdigretter HJEMME – hos hvem? – føler de også trang til at skelne mellem uøkologisk og økologisk coleslaw … hvorfor det? For to kroners forskel? – Er der folk, der ikke kan tåle økologi og gerne vil spare to kroner?

Mormors hænder

Min mormor var et lille trindt, kært væsen, der holdt meget af mig.

Hver sommer satte hun sit eget liv til side i en uges tid for at underholde og forkæle mig. Det må have kostet hende både penge og anstrengelser.

Vi gik på biblioteket og lånte bøger, hun udvirkede, at jeg fik lov til at låne en stak af min store fætters Anders And-blade – hvis jeg lovede at behandle dem ordentligt, vi var i Rødovrecentret og i Stationscentret, i Tivoli, hvor vi kendte nogen, så jeg fik gratis ture i forlystelserne, på Nationalmuseet, på små familiebesøg, og af og til stak vi hovedet ind i Damhustivoliet.

Mormor ville have flækket sig selv på langs og tværs, hvis det kunne have befordret mit velbefindende.

Hun lavede sodavandsis af citron- og hindbærsodavand i plasticforme. Jeg fik bananskiver med mælk til morgenmad. Og lakridskonfekt i en gul, hjerteformet plasticskål med i seng. Der lå jeg og læste hendes gamle eksemplarer af Hudibras og Knold og Tot. I mormors bittersøde lugt, som gennemtrak alt i den lille lejlighed i Ruskær nr. 39 på 6. sal og fik mig til at føle mig tryg og omgivet af omsorg.

En dag, vi sad med hinanden i hånden, kom jeg til at føle på den tynde, tørre hud på overfladen af hendes ene hånd. Gennemtrukket af blodårer, leverpletter og rynker i fine net, som skrøbeligt, krakeleret porcelæn. Når jeg trak huden tilbage mod håndleddet, blev den siddende og gled kun langsomt tilbage ud over hendes hånd. Jeg sammenlignede med min egen spændstige, buttede hud.

Mormor blev lidt flov. Jeg fornemmede, hvordan hun undseeligt kiggede væk, mens jeg udførte mine eksperimenter med vore hænder.

Mormor havde for lavt stofskifte. Formentlig dårligt behandlet. Hun blev enke i slutningen af 60’erne og begyndte at ryge meget og drikke guldøl. Hun døde i begyndelsen af 70’erne efter et års tid på et plejehjem, hvor de få livstegn, jeg opsnappede, var forklæder, viskestykker, servietter og muleposer med kartoffeltryk, som hun fremstillede i ’terapien’. Hun ville ikke have mig på besøg i den sidste tid, for ’Lone skal ikke se mig sådan’.

Hun døde ’af træthed’, siger min mor. Hun gav bare op.

Jeg lugter som hende, og nu kan jeg trække den leverplettede, rynkede hud på oversiden af mine hænder tilbage og sidde og se til, mens den kun langsomt glider ned på plads igen.

Dårlig opdragelse

Newfoundlænderen gennemførte senere alle hundetræningens tre klasser og blev, i modsætning til mange af de mennesker, der omgav den, særdeles velopdragen.

Det er omtrent 15 – 20 år siden, jeg første gang stødte på fænomenet:

Min lille newfoundlænderhvalp var blevet et halvt år gammel og kunne nu tages med på lidt længere ture, så vi trissede ned til Brugsen, hvor jeg satte dens snor fast i hundekrogen og næsten løb ind til køledisken og greb en liter letmælk. Jeg husker endnu, at jeg havde aftalte småpenge parat i hånden.

Der var stille i butikken, det var sidst på formiddagen, og der var kun en kasse åben. Foran mig i køen stod en lav, kraftigt bygget mand i midttrediverne. Hans hår var farvet lidt for sort, men han var pænt klædt. I sin topfyldte indkøbsvogn havde han stablet engangsservice og vin, spiritus, kød, salat, kartofler, limefrugter, tomater, eddike, olie, servietter, lys, frosne flutes m.m. op, så han ville kunne servere herremiddag i det grønne for mindst tyve personer.

– Må jeg lige smutte foran? spurgte jeg og viste ham mælkekartonen og de aftalte mønter.

– Nej, svarede han bare og begyndte at losse sine indkøb op på båndet.

Så fik jeg den. Den pæne mand, der var i fuld gang med at forberede en overskudsaften med vennerne, kunne ikke forestille sig, at damen bag ham kunne have sine gode grunde til at spørge. Jeg blev så overrasket over det uventet uforskammede svar, at jeg ikke kunne finde på noget at sige.

Mens jeg i laaaaang tid trippede og ventede og havde ondt i maven af bekymring for min lille hvalp, der for første gang var overladt til sig selv et fremmed sted med tæt trafik af cykler, biler, fremmede mennesker og hunde, tænkte jeg også, at det var takken for de hundredvis af gange, hvor jeg af mig selv havde bedt folk gå først, hvis de kun havde få ting i kurven, og jeg havde vognen fuld. På de gange jeg havde overladt min plads til en ældre, en gravid, en ung småbarnsmor eller en handicappet, på de utallige gange jeg havde holdt døre, høfligt holdt mig tilbage og i øvrigt holdt min kæft i det offentlige rum.

Det er siden blevet helt almindeligt, at yngre mennesker – og midaldrende byfolk, som gerne vil illudere ung med de yngre – møver sig tanke- og hensynsløst frem i køer, ikke giver andre plads, ikke takker, når de får tilsendt en gave, en buket, en hilsen, et svar på et tilsendt spørgsmål, eller når de modtager andre former for opmærksomhed. Og man kan ikke altid regne med, at folk sender afbud, hvis de bliver forhindret i at overholde en aftale, at de uopfordret leverer en lånt bog, film eller cd tilbage eller takker for en middag eller anden sammenkomst, man har arrangeret for dem, eller blot lader én vide, at de er kommet godt hjem, hvis de har haft langt at køre.

Den fundamentalistiske kassekømand skulle til at læsse sine fjorten brugsposer ind bag i sin sorte firhjulstrækker, da jeg omsider reddede min lille hund fra krogens ubehageligheder. Det, der skulle have været en fredsommelig indlæring og tilvænning, blev i stedet en mildt traumatiserende oplevelse for den lille fyr, som altid siden frygtede byturene og hundekrogene.

Omtrent samtidigt meldte min mand og jeg os til et førstehjælpskursus. Vi boede ved et befærdet kryds, hvor der ofte skete uheld, og vi var flere gange styrtet til ved lyden af det voldsomme brag af glas og metal og havde stået hjælpeløse og set på blødende folk i smadrede biler. – Nu skulle det være. Vi ville lære, hvordan vi bedst kunne forholde os.

Til den afsluttende prøve sad jeg udenfor og røg, mens jeg ventede på min tur. Jeg faldt i snak med en medkursist, en ganske ung mand, som var tydeligt nervøs og forklarede, at han var bjergklatrer og havde brug for et førstehjælpsbevis, så han kunne komme med på en tur til Norge. – Vi talte derefter om vigtigheden af at kunne hjælpe hinanden, men så nikkede han mod min cigaret og sagde, at han fandt det urimeligt, at vores fælles sundhedsvæsen skulle belastes af omkostninger til de sygdomme, som rygere pådrog sig. – Det ville han i hvert fald ikke betale til.

Det var en både skråsikker og uvenlig bemærkning at stikke ud til en dame, som tog et kursus – ikke for at kunne deltage i en spændende udflugt, men for at kunne yde hjælp til andre, når det var påkrævet. Og så fra en ganske ung knægt, der formentlig tog det som en given ting, at fællesskabet ville træde til, hvis han faldt ned fra en bjergside i Norge og kom til skade, ganske som samfundet træder til, hvis folk vælter på cykel, kommer galt afsted på ski eller drikker sig i hegnet og falder om på gaden.

Var det lige dér, for henved 15 år siden, at begreber som solidaritet og hjælpsomhed i de gyldne opgangstider umiddelbart før finanskrisen blev erstattet af en ’mig-først’ og ’kun-mig’-holdning blandt alt for forkælede, yngre mennesker? Indtil da kunne vi godt vente 30 sekunder på vores tur, mens damen betalte for sin mælk, og vi spurgte ikke til graden af egen skyld eller så på, om folk var værdigt trængende, før vi rykkede ud med nødvendig hjælp.

Valg

Plakater i alle lygtepæle, tomme løfter på alle skærme, velfriserede mennesker stalker os og angler efter opmærksomhed og kryds.

Og de har alt for ofte held med det. For vi er ikke længere forankrede i en livssituation med dertil hørende overbevisning. Min penneveninde ville have stemt på blå blok ved dette valg, men sprang til Enhedslisten, fordi hun ikke stolede på Lars Løkkes moral efter alle sagerne med bilagsfusk, luksusrejser og tøj finansieret af andre.

I gamle dage var man enten

lønarbejder = socialdemokrat

godsejer = konservativ

bonde = venstre

husmand, skolelærer = radikal

eller man kunne være kommunist.

Og man var født ind i sin klasse. Nu har folk mistet deres åndelige rødder og skøjter rundt efter enkeltsager og deres egen pengepung, som om de var ude at shoppe dagens tilbud i et stort, farverigt supermarked.

Politik er normalt udtryk for en grundholdning. Enten er man humanist eller materialist. Flere varme hænder, kortere ventelister og en grundydelse, man kan leve af, eller en noget for noget-holdning, der ydmyger folk, der er kommet galt af sted, og stadig opererer med begrebet: Værdigt trængende. Omsorg for alle mennesker og det fælles miljø versus beundring for eneren, der opbygger en virksomhed og tjener til luksusbil og millionvilla uden hensyn til miljø og arbejdsvilkår.

Førhen lå voksne vælgere fast i enten rød eller blå blok, og så kunne de med års mellemrum skifte lidt rundt mellem partierne inden for blokken.

Det forekommer ikke naturligt at hoppe fra den ene blok til den anden. Nu har videnskaben endda fundet ud af, at grundholdningen ligger i vores gener (se bl.a. Edward O. Wilson: The Social Conquest of Earth, USA 2012). Enten er man altruist eller kynisk-praktisk, og de fleste demokratiske lande er netop splittet imellem de to vælgertyper. – Men at placere sig selv til højre eller venstre kræver jo, at man har evnen til at gennemskue, hvad de to fløje står for politisk.

Opbruddet begyndte i 1973, da det nytilkomne parcelhusdanmark og den småttænkende, skatteplagede middelklasse, der pludselig havde fået råd til bil og båd og sommerhus og udlandsrejser og ville have mere, stemte Erhard Jacobsen og Mogens Glistrups protestpartier ind i Folketinget; derefter var der åbnet for helt nye, enøjet selvoptagede, måder at tænke landspolitik på.

Efterhånden som uddannelsessystemet brød sammen, og meget få børn og unge nyder godt af fornuftigt, voksent selskab i det daglige, har man nu fået held med at bilde historieløse og dårligt uddannede unge og yngre voksne ind, at de selv er usårlige og udødelige, at de har frit valg på alle hylder, hvis de bare kan tage sig sammen, og at der ikke er penge nok i verden til at hjælpe alle de syge, arbejdsløse, gamle, og de hårdt medtagede flygtninge, der banker på vores dør, efter at vi aktivt har medvirket til at sønderbombe deres hjemlande.

Så vi er nu havnet i en situation, hvor den danske befolkning har gjort et fremmedangst, bagstræberisk parti, der vil genindføre grænsebomme, til det næststørste og givet det stor indflydelse på en svag og anløben, venstreledet regering. Hvilket vækker opsigt i udlandet og vil skade vores økonomi, eksportmuligheder og tilførselen af kompetent arbejdskraft, så vi alle bliver fattigere.

Derudover stemte vi en velmenende socialpædagog og hans brogede følge af idealister ind med 9 mandater.

At strejfe

Jeg har altid strejfet. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Først i den store, skrånende villahave, der for en to-treårig var enorm og uoverskuelig som en eventyrpark. Derefter på villavejene og i kvarterets ubebyggede og tilgroede friarealer. Senere ud over marker og i skove til fods, til hest eller på cykel, som oftest fulgt af familiens hund, der ikke ejede en snor, måske ikke engang et halsbånd.

Jeg er stadig så privilegeret, at jeg kan strejfe hver eneste dag. Fulgt af familiens hund. Men de strejfeegnede områder er stærkt indskrænkede, siden jeg for 60 år siden begyndte at gå på opdagelse i denne verden.

Man kan ikke længere begive sig ud over markerne. Hverken til fods, til hest eller på cykel. Hvor marker førhen var små og omgivet af brede grøfter og læhegn, kantet af stier eller kørefaste markveje, som gav god plads til vandringsfolk, ryttere og cyklister, plus eventuelle medfølgende hunde og børn, foruden alle de vilde blomster og buske, sommerfugle, rådyr, harer og fuglevildt, er marker nu om dage nærmest uendelige. Og man går ikke ind i korn eller andre afgrøder; ikke kun fordi det er uspændende at traske hen over sprøjtet, gold jord med kun en enkelt, kunstig afgrøde, men også fordi vi jo har lært, at det er mad og værdier for bonden, ganske som vi ikke gerne ser omstrejfere i vore egne jordbærbede.

Også skoven er efterhånden bebygget, oppløjet, opkøbt, privat, oversprøjtet, overudnyttet. De kæmpemæssige skovmaskiner høster graner så let, som en mejetærsker tager byggen, og de efterlader den mere end hundred år gamle, mosbegroede, duftende skovvej, hvor man før gik så let og blødt, som ét stort, fasttrampet og tilmudret øde.

Man risikerer hvert andet øjeblik at blive væltet over ende af en sammenbidt motionsløber eller kørt ned bagfra af en af disse voksne mænd og familiefædre, der netop har genopdaget glæden ved at cykle. Disse nye cykelentusiaster lader jo ikke Audien stå for at cykle til arbejdet på en almindelig cykel. Næh, de har ’valgt at prioritere sig selv’, som det hedder i tidens åndløse reklamejargon, med specialiseret og kostbart MTB-grej, som de spænder bag på bilen. Den parkerer de så på en idyllisk skovvej, hvorefter de – gerne i større, råbende flokke – begiver sig hæsblæsende rundt i det, der før deres ankomst var en slags stilfærdig, ubetrådt natur.

Også de efterhånden talrige fritidsjægere tramper skovstierne flade klædt ud i fleece og camouflage med mange lommer, og de fylder deres lejede skovstykker med jagttårne og blå foderplastictønder og halvtag, og de føler sig i deres gode ret til at irettesætte gennemstrejfende ældre kvinder med medfølgende hunde.

For selv ikke hunde må strejfe længere. I min kommune må hunde kun færdes uden snor i de dertil indrettede ’hundeskove’, dvs. små områder, der er indhegnede, så de kunne holde en King Kong ude. På disse diminutive jordstykker kan man ikke gå tur, men blot stå og kigge på sin hund, der heller ikke helt ved, hvad den skal stille op med sig selv, hvis der ikke tilfældigvis er andre hunde at lege med den dag. Hunde er som os skabt til at strejfe. Men i ’hundeskovene’ decimeres selv de voksne individer, ligesom fx MTB-mændene, til legende hvalpe. – Det er dyremishandling at holde en hund i snor altid, så den aldrig får lov at springe hen over en grøft, løbe efter en pind eller hoppe af livsglæde hen over højt græs. Selv ikke en bevisligt velopdragen hund må færdes snorefrit i tæt kontakt med sin ejer, mens den snuser og afmærker og følger sin egen, naturlige gangart.

Hvis man antræffes med en løs hund, står man til en bøde på flere tusinde kroner. Også selv om man har gået på den samme vej hver eneste dag igennem et halvt århundrede med en veltrænet hund, som aldrig har generet nogen. Også selv om hunden er så tilvænnet til turene, at den aldrig går mere end nogle få meter væk og til stadighed holder øje med sin ejer og vejen og selv går på plads, hvis den møder andre mennesker eller dyr.

Sådanne hunde er en undtagelse i dag. Og man gør ikke undtagelser. For så tror det naturfremmede unge par med de to moderigtige racehunde, som normalt henslæber en kummerlig tilværelse som fanger i en toværelses i midtbyen, at de også må slippe deres utrænede og understimulerede vildbasser løs, og så tager det dem resten af dagen at få dem fanget ind igen, hvis det da ikke ender med hjemmeprintede efterlysninger på supermarkedets opslagstavle, og hvem ved, hvad de ulykkelige og tumpede dyr når at få ødelagt og skambidt imens?

Den sidste løse og lykkelige hund, jeg kendte, var en overvægtig dansk-svensk gårdhund, som boede hos en gangbesværet, ældre dame længere nede ad vejen, skråt over for skolen. Normalt lå han på en pude i vindueskarmen, altid parat til at springe op og gø ad folk, der passerede forbi ude på fortovet. Men når han skulle ud, lukkede damen blot døren op, så han kunne gøre, hvad hunde nu gør, når de skal, i haven eller langs de to villaveje, der udgjorde hans territorium. Hvis vi kom kørende sent om aftenen, så vi ofte den lille tyksak med en cykellygte bundet i halsbåndet passere gaden foran os, og fordi vi – og sikkert også byens øvrige bilister – forventede at møde ham, var vi altid, dag og nat, parate til at sænke farten og lade ham krydse vejene. – Hvilket også kom skolebørnene til gode.

Det er mere end ti år siden, jeg sidst så den gamle dames hund. Hendes hus blev solgt og moderniseret. Der er ikke længere hunde i gaderne eller løse børn på skolevejen, men hundreder af biler, der ræser af sted i alle retninger med børn og voksne og cykler og hunde, og som ikke levner meget plads til strejfere.

Hvilket er et – måske af de fleste upåagtet – kolossalt stort tab af livsværdi for os, der kan huske tiden før. De fleste har ingen anelse om, hvad de har mistet.

Autentisk

I mine gymnasieår boede jeg i Løgstør, en vindblæst lille by, der trykker sig ind mod sydkanten af Limfjorden, hvor den mod vest vider sig ud i Løgstør Bredning.

Dengang forekom byen mig gammeldags, indspist, begrænset og kedelig, og jeg kunne ikke komme væk hurtigt nok. To dage efter studentereksamen sad jeg i et fly på vej til et au pair-job på den danske ambassade i Rom.

Forleden havde jeg lejlighed til at gense byen. Og det var tydeligt, at hvor tiden og opsvinget har ramt og fuldkommen ændret andre fikspunkter fra min barn- og ungdom, København, Århus, Ålborg, Fredericia, så er udviklingen i store træk veget helt uden om Løgstør.

Naturligvis er der mod sydøst fra 70’erne og frem opgroet et sjælløst parcelhuskvarter, hvor omegnens bønder efterhånden er flyttet ind, og hvor yngre mennesker nu omgiver sig med et udvalg af de købeting, der er oppe i tiden allevegne, i Åbenrå og Slagelse såvel som i Lemvig.

Naturligvis er der tilkommet skole- og institutionskvarter i byens udkant.

Og naturligvis har et par omfartsveje, i form af bueslag på en lille byplanlæggers kort, forsøgt at holde trafikken ude af byens snævre centrum.

Men hovedgaden, den lille biograf, det hvide Hotel du Nord, kirken, politigården, småhusene, gyderne − og smutvejene imellem dem, havnen, Kanalhuset, roklubben, Skjoldborgs Hus, bedsteborgervillaerne og Christiansminde oppe på skrænten ligger, som de også lå for 40-50 år siden, og emmer af stilstand, gammeldags hygge og atmosfære. − Man kunne, med ganske få ændringer, bruge byen som kulisse i en film fra 60’erne eller 70’erne.

Det slog mig, at de, der sukker efter autentiske miljøer, de, der betaler dyrt for brugte møbler og andre menneskers patina, de, som jamrer på Facebook over manglende tid, nærvær og fordybelse − hvad de så end mener med det − blot kunne forflytte sig til købstæderne i Udkantsdanmark og nyde godt af en bedaget ægthed, som stadig overlever her, trods småfiffige, lokale PR-bureauers forsøg på at sælge ud af byen med slogans som:

Løgstør, en by med liv!

Når byens gader helt åbenlyst ligger øde hen de allerfleste af årets dage og døgnets timer, og mange af byens huse står tomme.

− Hvor muslingerne og hele hurlumhejet omkring dem kommer fra, aner jeg ikke. Der var ingen muslinger i Løgstør, da jeg boede der.

Haver …

… i dag er ofte de rene Byggemand-Bob-konstruktioner med masser af sten, skærver, ’skulpturer’, besynderlige hegn og træterrasser, så man aldrig behøver at røre fugtigt, grønt græs med fødderne. Det ser ud, som om det moderne menneske kun er lykkeligt, hvis han har 100 m2 belægning under det flettede plastichavemøbelsæt og Webergrillen, en bræmme af uplejet græs med et billigt legestativ fra Jem & Fix og et hegn, der ikke skal klippes, omkring sit hus. − Konen kan så plante lidt kunstige, købte ’sommerblomster’ og et par stedsegrønne planter i krukker, som hun sætter dekorativt ved fordøren eller på den udstrakte og øde terrasse, og som alt sammen går ud, når familien er væk på ferie eller bare glemmer at vande og gøde.

Familiemedlemmerne løber rundt i hvert deres hamsterhjul, mor her, far der, Sofia i børnehaven og William i vuggestuen, og de har fjernet sig så langt fra enhver form for natur, at blot en gængs potteplante, der ikke er en langtidsholdbar, plasticlignende orkidé, i vindueskarmen opfattes som et ’projekt’, som er i stor risiko for at mislykkes. For ikke at tale om den manglende evne til at passe de marsvin, guldfisk, kaniner, undulater, katte og hunde, man får anskaffet.

Min barndoms haver bestod af planter − ikke billige byggematerialer. − En grøn frodighed i mange nuancer og niveauer: Store og små træer, høje og lave hække, buskadser, staudebede, bregnehøje, stenbede, åkandebassiner, hjemmebyggede legehuse, der mindede om noget fra ’Hans og Grete’, og udstrakte plæner, hvor vi solede os, legede med vandsprederen eller spillede badminton og kroket. − Ikke mindst var en stor del af haven tilplantet med frugttræer og en anden betragtelig del udlagt som køkkenhave. Vi gnaskede rabarber, jordbær, hindbær, ærter, bønner, solbær, ribs og stikkelsbær om sommeren, kirsebær, blommer, æbler og pærer fra sensommeren og til langt hen på efteråret.

Børn, høns, katte og hunde færdedes frit i haverne og på villavejene og generede ingen, for de kendte alle hinanden og omgikkedes som gode naboer. Og der var så få biler, at ingen var i fare; hundene dannede flokke og gik på eventyr, og børnene gjorde ligeså, kørte uforstyrret af sted på rulleskøjter eller spillede rundbold midt på gaden i de lyse sommeraftner.

For bare tyve år siden fandtes der stadig mange helt almindelige mænd og kvinder, der kunne tage hånd om et kuld hvalpe i fyrkælderen uden at måtte ty til bøger, eksperter og hjemmesider. De kunne aflive en kat med en skovl, hvis den pludselig fik fråde om munden og gik til angreb, og de slagtede høns med samme rutine, som vi andre skræller kartofler. I deres haver indgik hønsemøg og kompost fra lugning og køkken som gødning og jordforbedringsmateriale. De vidste, hvornår man planter jordbær om, skærer hindbær ned, hvordan man forynger en solbærbusk, og de kunne alle som én beskære og opbinde en række æble- eller pæretræer og forme de smukkeste espalierer. De kunne arrangere en staudekant efter højde, farve og blomstringstid, og de købte ikke nye planter om foråret, så de skulle vandes dagligt i den varme tid, men ventede til efteråret, så planterne kunne nå at danne rødder inden vinteren og stå livskraftigt og selvforsynende, når det blev forår og sommer igen. Man byttede planter, tog stiklinger, gik og arbejdede med det hele i fritiden og ventede på, at haven blev, som man ønskede det − Hvilket den jo aldrig blev; det var en del af charmen.

Førhen var man ikke naturfremmede, der betragtede det simple fænomen, at køer kommer på græs om foråret, som en overgearet ’event’, der kunne interessere andre end bonden og hans familie, for dengang kom alle køer naturligvis ud, så man kunne få rengjort og kalket stalden inden Pinse. Man levede harmonisk med dyr og planter, som mennesker altid har gjort det indtil for ganske nylig. Som en given sag vidste enhver, hvordan man vinteropbevarer æbler, kartofler, gulerødder og løg. Sylter og henkoger. Serverer jordbærgrød bagefter den grydestegte, hjemmeavlede hanekylling om søndagen. Og det bedste af det hele? − De gjorde det bare og holdt deres kæft med det! − Ikke et ord på Facebook, hvis de havde dyrket deres egen persille.

Men den grad af jævn jordforbindelse er gået i glemmebogen nu, hvor man kan købe sig til en velanlagt have, man ikke har tid til at passe, hvor man foretrækker en lille sort plasticpotte fra supermarkedet frem for et helt bed fuldt af de flotteste og sundeste purløg lige uden for døren.

Alle de planter, der på forhånd er dømt til langsom hensygnen og tørstedød i fancy krukker, alle de byggematerialer, gabende tomme udestuer og drivhuse, havemøbler, skrøbelige legesæt, plastic, trampoliner og bassiner holder dog gang i hjulene, hamsterhjulene, så vi alle kan løbe stærkere i hverdagen for at få råd. Så vi kan købe en rejse, et hotelophold, leje et sommerhus, så vi kan stresse af. I stedet for at gå ud og pusle i vores haver.

Amning

Med baby på en kinesisk grav i det Sydkinesiske Øhav, april 1981. Paraplyen er pga. solen.

At amme sit barn er det bedste og det mest naturlige en mor kan gøre. Hvorfor taler man så for tiden i fuldt alvor om at lovgive om amning i det offentlige rum?

Efter min mening er der ikke mere brug for love om amning, end der er brug for en lov, der forbyder folk at afbryde, mens andre taler. Eller en lov mod at pille næse eller tæer, når man er på restaurant.

Når nogle gerne vil have amning forbudt i det offentlige rum, og andre gerne vil sikre, at et barn kan blive ammet når som helst og hvor som helst, er det ikke et spørgsmål om at være for eller imod amning eller om specielt nypuritanske strømninger. Sagen drejer sig helt enkelt om god opførsel i modsætning til provokerende privathed i offentligheden.

Hele diskussionen opstår kun, fordi nogle unge mødre − måske specielt i de større byer? − ikke har forstået, at det offentlige rum netop er offentligt, dvs. at der visse steder også færdes andre end nyfødte med deres mødre, der er belastet af søvnmangel, ammehjerne og mælkestruttende, blåsprængte bryster.

I Ålborg har det førende stormagasin, Salling, indrettet både lege-, skifte- og ammerum til de mødre med småbørn, der før samlede sig i forretningens bistro. Et arrangement, der nu er til glæde for alle, både mødrene, børnene og de øvrige kunder. Som en af de unge mødre sagde i lokal-tv: − Det er rart at kunne sidde lidt i fred, når man er inde byen.

Ingen ville føle sig provokeret af en ung mor, der satte sig på en offentlig bænk for at amme sit sultne barn. Det er sammenblandingen af babypleje − med alt, hvad det erfaringsmæssigt indebærer − og andre menneskers dyrekøbte mad, der kan være et problem.

At nogle af de smartere caféer gerne vil have del i barselspengene og i de ellers sløve formiddagstimer villigt skænker kaffelatter og lægger lokaler til hele mødregruppen med alt hvad det indebærer af snavsebleer, prut, bøvs og blottede bryster, bør ikke forlede mødregrupperne til at tro, at de på bekostning af andre grupper ejer hele det offentlige rum.

Nogle mennesker kan godt blive en smule pikerede, når en højgravid kvinde, som for at understrege de lykkelige omstændigheder har svøbt et pangfarvet tørklæde om den svulmende mave, sidder i fuld offentlighed på en pæn restaurant og stønner, mens hun tankeløst indadvendt masserer sin vom og lænd.

Eller når et optog af selvcentrerede mødre med deres enorme og kostbare babypramme verfer alle andre, børn og gamle inklusive, ud i rendestenen, når de kommer brusende hen ad fortovet i samlet triumf med deres små kronprinser og prinsesser i karet.

Eller når de kører lige op i hælene på én i supermarkedets snævre gange og i stedet for at undskylde, nidstirrer én vredt med det der »Flyt dig så for helvede, her kommer jeg med min BABY!«-blik.

Eller når de fylder hele cykelstien og sænker alles fart betragteligt med deres »Vi er en lykkelig familie«-ladcykler og ikke tillader nogen at smutte forbi.

Eller når de uden blusel skifter den lilles ble med både det ene og det andet i på cafébordet, for det er jo bare så naturligt, netop som dem ved nabobordet skulle til at sætte tænderne i en dressingdryppende sandwich.

Eller når de trækker de fyldte bryster frem på restauranten og bagefter lader baby bøvse lige ind i nakken på det modne par, der i måneder har glædet sig til at nyde en god middag med hinanden på deres egen, helt specielle mærkedag.

Når man har småbørn, lever man i en verden af lunken mælk, bøvs, gylp, lort og tis. Mens man er i det, og det vel at mærke er ens eget barn eller barnebarn, føles det både rigtigt og naturligt. Jeg har selv været der, og jeg nød det overmåde. Gik rundt i årevis i et forvasket, lilla bomuldsjoggingsæt med mælkepletter foran og babygylp ned ad ryggen. Men jeg ville aldrig drømme om at tage det for givet, at fremmede mennesker ville bryde sig om at have alle disse syns-, lyd- og lugtindtryk, mens de fx nød deres mad på en god og dyr restaurant. Man bør altid give plads til og respektere hinanden.

Nogle nybagte forældre har det med at synes, at hele verden drejer sig om dem selv og deres spædbørn, og de føler sig i deres gode ret til at bruge babyerne som rambukke til at overskride grænser på provokerende måder, som de aldrig ville have turdet gøre det, hvis de kunne tænke klart og bare var lille Nanna, Sofie, Natasha eller Mette Marie uden spædbarn. − Men ude i det offentlige rum kan de risikere at støde fremmede mennesker, der rent faktisk har andet at tage sig til end at beundre disse nye projektforældre og deres afkom.

For næsten 40 år siden boede jeg med et spædbarn i Hong Kong. Der var skønt i den store by, som var fyldt med venlige og gæstfrie mennesker, men den kinesiske kultur var temmelig puritansk og kropsforskrækket efter dansk halvfjerdserstandard, og jeg var vist den eneste unge mor i hele Sydøstasien, der insisterede på at amme mit barn selv, men alt i alt gik det overraskende godt. − Jeg kunne nu heller ikke drømme om at sætte mig og trække brysterne frem i fuld offentlighed, men afpassede mine udflugter − og mit liv i øvrigt − efter det faktum, at jeg var mor til et spædbarn. Når min lille søn fik trang til en tår, og vi var langt hjemmefra, spurgte jeg på den nærmeste restaurant eller butik, om de havde et baglokale, et kontor el. lign., som jeg måtte låne en kort stund? Eller jeg sad på bagsædet af vores bil eller i en taxa. Eller gemt af vejen bag en gravsten bevogtet af venner, den dag vi sejlede ud for at besøge familiens grave. Jeg kvitterede for folks hjælpsomhed med et smil, en undskyldning og taknemmelighed, og alle udviste stor venlighed og overbærenhed med den unge europæiske mors fikse ideer og var tilsyneladende kun glade for at hjælpe.

Min pointe her er − udover at fortælle en anekdote fra mit liv − at gøre opmærksom på, at når amning kan lykkes så godt i et forholdsvist snerpet samfund for en halv menneskealder siden, sønnike blev ammet til han fyldte to år, så må det også kunne foregå i vore dages frisindede, danske samfund, uden at nogen behøver at føle sig generet.

Men i stedet for at anse reproduktion, herunder amning, som en naturlig ting, som man bare gør, så forvandler nogle af de yngre forældre fra Facebookgenerationen forældreskabet til et udvendigt og demonstrativt projekt, som caster sagesløse medmennesker i det offentlige rum som vidner til deres stærkt iscenesatte »lykke«. − Det er formentlig det, offentligheden, dvs. restaurant- og caféejere, nu begynder at reagere imod.

At man gennem lovgivning vil tvinge ejere af spisesteder til at tillade unge mødre at amme, hvis de skulle få lyst, er udtryk for, at nogle få af disse mødre i deres selvoptagethed har glemt at opføre sig med pli, når de færdes ude. De har ikke indset, at det drejer sig om, at barnet får sin mad i al stilfærdighed − hvilken baby kan sutte ordentligt, hvis der er larm og postyr omkring den? − ikke om at deres mødre skal have en masse opmærksomhed ved at omdanne fælles rum til private barnekamre og degradere tilfældige medmennesker med helt andre agendaer til publikum for deres nye forældreværdigheds mere intime øjeblikke.

At amme i kor

Nu udarter det til en ren ammestuehistorie: De unge mødre demonstrerer med fællesamning (!) på Rådhuspladsen i København. Hertil kan man sige tre ting:

1. Stakkels børn!

2. De unge mødre løber åbne døre ind. Ingen i dette land har noget imod amning i det offentlige rum. Den kamp tog deres mormødre i halvfjerdserne, og de sejrede stort, men det kostede dem dyrt i form af lede skældsord og offentlig udhængning. − I dag er det udstillingen af intime, kropslige funktioner, herunder risikoen for bøvs, gylp og lortebleer, hvor andre mennesker sidder og spiser, der er problemet, parret med nogle få mødres fuldkommen hjernedøde og selvhævdende invadering af fællesrummet.

3. Jeg ved ikke, om det er betryggende eller skræmmende, at unge mødre i dag, hvor halvdelen af jordens befolkning lever i sult og nød, hvor selv Danmark fører krig i de fattige, men olierige, lande, hvor dyrearter og habitater går til, klimaet går ad H til, og Mellemeuropa ligger under vand, ikke har andet at lave og andet at kæmpe for end retten til at flashe deres ammebryster i Tivoli og på dyre caféer og restauranter i hovedstadsområdet.