Kategori: Forbrug

Gift i mad og tøj

September 2017: Nedvisnet jordbærmark. Når sæsonen for danske jordbær er slut, sprøjtes hele marken med en plantegift, der dræber både jordbærplanter og al ukrudtet. Derefter pløjes det hele ned i jorden, så marken er klar til nye jordbærplanter, kartofler eller andre afgrøder.

I september måned efter en regnfuld sommer burde markerne i det danske landbrugsland ikke ligge brune hen, så jeg stoppede for at tage et billede. Der skulle være friskt og grønt alle vegne, men landmænd sprøjter rutinemæssigt med Roundup-lignende plantegifte, så de hurtigt kan så eller plante nye afgrøder, dvs. fødevarer, i et ukrudtsfrit miljø.

Coops medlemsblad, Samvirke, bragte kort tid efter en artikel om sprøjtegifte i vores mad og blev bandlyst fra butikkerne i de områder, hvor der boede mange landmænd. Coop følte sig truet til at opgive en planlagt kampagne for økologi, der ellers skulle have varet hele oktober måned.

Landbruget og dets organisationer fór, som de har for vane, når der kan være tale om kritik af danske landmænd og deres produkter, ud med bål og brand og trusler mod Coop. – Men spørgsmålet er, om det er rimeligt at henrette budbringeren, Samvirke, der skriver tingene, som de er?

Der kom fjollede debatindlæg fra landbrugets aggressive organisationer, så som at sprøjtegift ikke er farligere end rødvin og røde bøffer. Men vi tilsætter ikke alkohol og råt kød til al maden og drikkevandet og tvinger det ned i halsen på alle, babyer, syge, gamle, vegetarer, vel?

De mere seriøse forsvarere for giftsprederne henholdt sig som altid til, at det, de gør, er ”lovligt”, dvs. inden for de af loven fastsatte grænseværdier for sprøjtning. Netop i disse dage drøfter EU en forlængelse af sprøjtetilladelserne for stoffet glyphosat, det aktive giftstof i bl.a. Roundup, og det er som altid meget vanskeligt at tage sådanne beslutninger uden om de stålsatte landbrugslobbyister, der har mange, mange penge i klemme.

– Men hvem har viden nok til skråsikkert at fastsætte værdier for, hvor meget gift, vi må putte i jorden, i maden og i vore børn? Ingen – og slet ikke landmændene og deres organisationer – ved, hvor meget giftstof, der skal til for at skade os og miljøet på længere sigt. – Husk, at det her i Danmark er meget lidt troværdige typer, som fx miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, valgt i et udpræget landbrugsområde, der sidder og skalter og valter med vores jord og helbred. Tror vi på, at han er helt uafhængig af dem, der har interesse i at sprøjte meget? Tror vi, at han har sat sig grundigt ind i alle aspekter af sagen? Beslutningstagerne i EU er formentlig ikke meget bedre egnede.

Men at det ER skadeligt med alle de giftstoffer, som landmændene sprøjter ud over deres marker, kan næsten ingen længere være i tvivl om. Kartoffelmarker bliver sprøjtet op til 20 gange på en sæson, før de til sidst bliver sprøjtet med plantegift, så toppene visner ned, før kartoflerne tages op. Det kan ikke være sundt. Selv om der er ”grænseværdier”. Pesticiderne har allerede nået grundvandet, og vi forgifter således langsomt os selv og alle kommende generationer.

Der er fundet pesticider i vore børns urin, og stofferne mistænkes bl.a. for at give mindre hjerner, ufrugtbarhed, kræft og diabetes. Vi kan ikke undgå landbrugets giftsprøjter, heller ikke selv om vi altid kun spiser økologisk, for sprøjtemidlerne blæser ind over alle marker, også dem, der er udlagt til økologi, og ind i skove, moser, læhegn, enge, frugtplantager og private haver. De dyr, vi spiser, spiser sprøjtede afgrøder.

Der er i dag henved 76 % færre insekter end for 50 år siden. – Da jeg var barn, kunne vi ikke køre fra Ålborg til Århus uden at måtte standse mindst én gang for at vaske forruden. I dag kan vi køre tværs igennem landet flere gange uden at forruden bliver uigennemsigtig af smadrede insekter. Insekternes tilbagegang skyldes ikke bilerne, men landbrugets sprøjtemidler. Som bl.a. truer bierne, så hele bestøvningen og mange planters overlevelse er i fare. Men de fornærmede landmænd lægger pres på Coop, som trækker den planlagte økologi-kampagne tilbage og gemmer medlemsbladet under disken.

Mens denne diskussion pågår, påpegede Nettos direktør i al fredsommelighed, at Coops pludselige interesse for økologi muligvis kunne hidrøre fra det faktum, at Coop indkasserede en væsentlig højere avance på økologiske varer end på de traditionelle.

Først i november i år købte jeg 1 kg økologiske kartofler i Kvickly til 18 kr. og derefter 1 kg økologiske kartofler i Netto til 10 kr. Samme prisforskel på omkring 10 kr. var der på seks økologiske æbler, 1 kg appelsiner m.m. – Noget kunne tyde på, at Nettos direktør har ret.

I disse dage går jeg og er ved at komme mig efter en uges alvorlig øjenlidelse, som personalet i lægehuset behandlede som en øjenbetændelse, men som i virkeligheden skyldtes et lille, gråt tørklæde, jeg havde købt billigt i Kvickly. Efter tre dage med grædende, kløende, røde øjne, smerter i øjenhulerne, sløret syn, brændende kindben, kvalme og almen utilpashed, kom jeg i tanke om tørklædet, der hang om min hals, og smed det ud.

De væsentlige spørgsmål til os selv, til landbruget og fødevareproduktionen her og i alle andre lande, til Coop og alle andre butikker og til samtlige politikere må være:

Er der gift i vores jord, drikkevand, fødevarer og tøj eller ej?

Indkasserer dagligvarebutikkerne større fortjeneste på økologiske varer? Snyder de på andre måder? Er de i det hele taget i stand til at tage medansvar for befolkningens sundhed og jordens overlevelse på lidt længere sigt end deres egne kvartalsregnskaber?

Er det rimeligt, at landmænd kører rundt og sprøjter gift ud over vores fælles jord og madvarer og forgifter os og drikkevandet, mens de samtidig udrydder livsvigtige insekter og andre dyr?

Er det forbrugernes, politikernes eller producenternes ansvar?

Vi saver den gren, vi selv skulle sidde på, over. Hvilken fremtid har vi, hvis vi forgifter os selv? – Og til de omkostningsbevidste landmænd kunne man spørge: – Hvad sker der med eksporten til fx Kina, når det rygtes, at I ikke bekymrer jer mere om miljø og sundhed end alle andre?

http://politiken.dk/forbrugogliv/art6174783/International-forskning-afd%C3%A6kker-blind-vinkel-Pesticider-kan-skade-b%C3%B8rns-hjerner

http://politiken.dk/indland/art6080631/Drikkevand-er-forurenet-af-spr%C3%B8jtegift-flere-steder-i-landet

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6175348/Roundup-er-ikke-farligere-end-r%C3%B8dvin-og-r%C3%B8dt-k%C3%B8d

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6169002/S%C3%A6t-prisen-p%C3%A5-%C3%B8kovarer-ned-og-giv-alle-r%C3%A5d-til-%C3%B8kologi

https://videnskab.dk/naturvidenskab/maengden-af-flyvende-insekter-i-tyskland-er-faldet-med-76-procent-siden-1989

https://videnskab.dk/naturvidenskab/oekologi-kan-broedfoede-hele-verden

http://www.dr.dk/nyheder/politik/lunde-larsen-mistaenkes-skjule-nye-kvaelstoftal

http://politiken.dk/oekonomi/art6224416/Roundupsag-kan-f%C3%A5-konsekvenser-for-andre-spr%C3%B8jtemidler

https://www.dr.dk/nyheder/udland/omstridt-sproejtegift-faar-fem-aar-til-paa-markedet

http://politiken.dk/forbrugogliv/art6232265/27-procent-af-danske-gr%C3%B8ntsager-indeholder-rester-af-spr%C3%B8jtegift-%E2%80%93-det-er-en-tredobling-p%C3%A5-fem-%C3%A5r

http://politiken.dk/indland/art6236201/Milj%C3%B8gifte-koster-liv-og-hver-tiende-samfundskrone

https://nordjyske.dk/plus/eksporten-af-dansk-oekologi-buldrer-afsted/b7fbf362-22cb-4242-a23b-07eaf17f52ab

https://videnskab.dk/naturvidenskab/landbrug-myter-broedfoede-verden-sund-jord

https://politiken.dk/forbrugogliv/forbrug/tjekmad/art6320748/P%C3%A6rer-med-pesticider-tr%C3%A6kkes-tilbage-fra-supermarkeder

Sæbe

Marokkanske sæbestykker. – Når børnebørnene er på besøg, undrer de sig over, at jeg har fast sæbe ved håndvaskene; de er vant til, at håndsæbe er flydende og kommer ud af en plasticdunk.

Hvordan er det lykkedes sæbefabrikanterne at bilde os ind, at vi har brug for én slags sæbe i ansigtet, en anden i håret, en tredje på kroppen, en fjerde i rumpen – intimsæben – en femte i badekarret og en sjette i brusebadet? Ihvertfald er det smart! – Tandpasta og balsam indgår også i dagsrutinerne.

Er der en baby i huset, skal den selvfølgelig have sit eget omfattende sortiment; den sensitive, den ældre kvinde og manden skal også have hver deres helt særligt sammensatte, kemiske produkter.

Det samme med cremer: En i ansigtet, en omkring øjnene, en på kroppen, en til hænderne, en specielt til neglene og en til fødderne … Er der nogen, der slavisk følger disse regler?

Og så har jeg ikke nævnt sæbe og plejemidler til vinduer, til kulørt tøj, til borde, til hvidt tøj, klinker, opvask, trægulvene og linoleum … plus det løse.

Min pensionsopsparing skal investeres i sæbe- og rengøringsindustrien. Med det samme. Og i plasticemballagefabrikation!

Hvad tv kan og navnlig ikke kan

Når John fra Øster Hurup som medlem af forældrebestyrelsen bliver bedt om at udtale sig til lokal-tv om datterens skolevej – og smigret offentliggør aftalen på Facebook – så kommer svoger, der tilfældigvis har et lille VVS-firma, lige over med en pullover med firmaets logo maskinbroderet øverst på venstre side af brystet.

Både John og svoger synes, at de er dødsmarte. – John spejder efter genkendelse i ethvert ansigt, han møder i løbet af de næste par dage, for han har jo lige været i fjernsynet. Og så fik svogers firma oven i købet en omgang gratis reklame. He he … Det er sikkert mange penge værd.

I tv-nyhederne vrimler det med hastigt påsatte kasketter, T-shirts, varevogne med stort logo i baggrunden osv. – For ikke at nævne de besynderlige og som oftest dårligt tilpassede beklædningsgenstande de fleste studieværter bliver udstyret med af tøjhandlere, der ser en stor chance i at blive eksponeret på tv.

Vores dronning ville formentlig benævne det ’dumsmart’, hvis hun var bekendt med fænomenet. Vi andre sidder bare og konstaterer, at verden er fuld af beregnende mænd og kvinder. Er de ansvarlige redaktører virkelig så ubegavede, at de ikke ser det og sørger for at rense billedet for uvedkommende reklame?

Og hvad tror de fiffige mennesker, at de får ud af det? Man ringer da ikke til en VVS-mand, der opfører sig opportunistisk, vel? Og selv hvis man ville gøre det, og tilfældigvis boede i nærheden OG havde en VVS-opgave, som svoger ville kunne løse, så kan man alligevel ikke se hverken navn eller telefonnummer klart nok til at registrere det. Var det vinduespudsning, den pullover reklamerede for?

Jeg kender til tv’s begrænsede og ofte overvurderede effekt fra mit eget arbejde som forfatter. Forfattere bliver af og til bedt om at reklamere for deres produkter, så lokal-tv-stationerne kan udfylde de daglige 25 minutter med lidt ’kulturstof’, som regnes for finere end så meget andet stof.

Min erfaring er, at

– Det betyder stort set intet for salget. Folk går ikke hen og køber nye, dyre bøger, fordi de har set dem i tv. Folk køber kun bøger, hvis de har mange penge, har meget tid til at læse, har for meget reolplads og er specielt interesseret i netop denne forfatter eller hendes stofområde. Et tv-indslag ændrer intet ved det.

– Det betyder intet for ens mulighed for at færdes ubemærket i det offentlige rum. De fleste mennesker har for travlt med at tænke over, hvordan de selv tager sig ud i det offentlige rum, til at bemærke andre, så hvis man ikke hører til den absolutte top af berømtheder og har været eksponeret hyppigt i årevis, som fx dronningen eller Gustav fra reality-tv, kan man sagtens gå uantastet. Hvis et tv-indslag overhovedet fremkaldte en effekt, var det opringninger fra folk, der syntes, at de kendte mig og pludselig gerne ville tale til mig om sig selv i lang tid.

– Men man kan opleve besynderlige intermezzoer, som lærer én, hvor begrænset, om ikke ligefrem modsat, en effekt, tv-reklame kan have: Dagen efter et indslag om en af mine bøger var jeg på vej hjem fra den daglige skovtur med hunden. En lille familie, forældre til en af min søns skolekammerater, var ude på cykeltur og kom imod mig på vejen. Faderen stoppede og råbte mig an: – Nåeh, Lone, du var nok i tv i aftes?

Jeg skulle lige til at svare et eller andet, da han hurtigt fortsatte: – Ja, ikke fordi vi så det, vi ser aldrig tv … Her udvekslede han og konen et indforstået blik, og så satte de sig op på cyklerne igen og kørte videre med deres lille datter imellem sig.

Så fik jeg dén.

De mennesker ville aldrig købe en af mine bøger. Uanset hvor mange gange de blev promoveret i tv. Men de ville stensikkert låne dem alle sammen på biblioteket og smuglæse dem uden nogensinde at indrømme det, bare for at se, om der måske skulle stå noget om dem selv eller nogen, de kendte.

Vejret

er mærkeligt. – Og jeg mener ikke kun denne juli måned, der i mit lille hjørne af verden passerede uden en eneste sommersolskinsdag med over 25 °. – I det halve århundrede, jeg har kunnet observere vejret i dette land, er der sket store forandringer.

Min barndoms lange højtryksperioder med sol og omkring 25 ° i dagevis i forsommeren og om sommeren optræder kun sjældent nu. De seneste mange somre har været ustadige, våde, usædvanligt blæsende og med talrige voldsommere vejrtyper i form af storme, tordenbyger og skybrud.

Til gengæld er vintrene mildere, grønnere, vådere med færre frostperioder og færre frostgrader. Det er, som om forår og efterår har bredt sig på de to andre sæsoners bekostning.

Jeg husker vintre med minus 15 – 20°. Tilfrosne fjorde og bælter, så vi kunne skøjte i sol og frost i ugevis. Is, der skruede sig mange meter op på strandene, sne i driver så høje, at vi kun med besvær kunne åbne yderdørene, uden at det væltede ind i huset. – Ikke altid, der var også våde, brune vintre, men af og til.

Min far var havemand, og han lærte mig, at man ikke måtte sætte frostfølsomme planter ud, ikke måtte så ude eller lægge kartofler ude før Grundlovsdag, d. 5. juni. – ’Når kirsebærtræerne blomstrer’, som det hed. Og vi var færdige i køkkenhaven og tog alt – undtagen den frostsikre grønkål – ind igen inden 1. september, for fra da af kunne der komme frost, som ødelagde sommerblomster og de følsomme grøntsager.

For at forlænge vækstsæsonen lagde man kartofler til forspiring inde og såede sine frø i småpotter, som stod en måned i kældervinduet og derefter blev plantet ud i mistbænken – Mist betyder gødning, en mistbænk er en gødningsfyldt forhøjet kasse med glaslåg, hvor de sarte små kunne stå trygt i den varme, solen og gødningen udviklede, indtil de kunne plantes ud i havens frilandsbede.

Bøgen sprang ud d. 9. maj. Det var normen, som alle kendte. Og man fik de første, danske jordbær efter Skt. Hans.

I disse år blomstrer mine kirsebær tidligt i maj, ingen har mistbænke længere, jeg lægger kartofler direkte i havens højbede allerede i midten af april, og vi begynder at spise af jordbærrene i begyndelsen af juni. De sarte planter, laurbærtræet, citrontræet, mimosen, kaktusserne, geranier, Agapanthus og andre sommerblomster kan sættes ud i slutningen af april, og de kan blive ude indtil ca. 1. oktober eller længere, hvis jeg holder øje med vejrudsigten. Jeg har ferskentræ, figen og vinplanter ude i en forsænket, sydvendt gård året rundt.

Isen på begge poler smelter i lynfart, statens isbrydere er lagt op, og her nord for Limfjorden springer bøgen som oftest ud i løbet af den sidste uge i april, sommetider før: I 2014 sprang kirkens store bøgetræ ud allerede d. 21. april. På markerne står majs, raps, brødhvede og andre afgrøder, som ikke kunne trives hos os for 50 år siden.

De seneste somre har vi oplevet, at solen skinner højt og flot måske en enkelt dag, mens der næste morgen vælter tordenstorme ind over landet, hvorefter vejret er blæsende, køligt, skyet i endnu en uge eller to.

Når sommersolen er fremme, stikker den ubehageligt på huden. Ingen lader længere deres børn løbe rundt i dansk sommersol en hel dag uden hat, trøje, solcreme eller parasoller. Solen er blevet livsfarlig. – Jeg ved ikke, om der var lige så mange tilfælde af hudkræft i 50’erne og 60’erne, men vi hørte aldrig om det, og alle var ude i haver, på lange cykelture eller på strande i dage- eller ugevis og bare nød solen uden beskyttelsesmidler. – Ja, vi blev forbrændte, men så duppede vore mødre blot lidt kartoffelmel på, og så kunne vi lege ude igen. – Men der var selvfølgelig ingen solarier, og ingen, vi kendte, tog på solferier sydpå.

Der kan ikke længere være tvivl om, at klimaet i mands (kvindes) minde har ændret sig. Vi er med kraftig overbefolkning og industrialisering kommet hovedkulds ind i den antropocæne tidsalder, en tidsalder med et særegent klima, som, nogle mener, er skabt af den menneskelige aktivitet på jorden siden industrialiseringen så småt begyndte at udvikle sig fra slutningen af 1700-tallet og frem.

Bigotteri: Mens verdenshavene flyder over af plastic, hævder firmaet bag en miljømæssig tvivlsom plastic-engangsbeholder til noget sjasket, sødt, majsstivelsesfyldt, såkaldt ’drikkeyoghurt’, at de skam betaler aflad for deres CO2-forbrug.

Og den menneskelige aktivitet er i sandhed skræmmende! På Google Earth kan man se, hvordan byer og infrastruktur, fabrikker, råstofudvinding, fødevarefabrikker, havneanlæg m.m., breder sig som et brunt udslæt over ellers smukke og grønne områder og snart dækker udstrakte, sammenhængende dele af vores lille planet. Det tager en dag at køre i bil halvvejen rundt om London. I kinesiske storbyer, fx Chongqing og Shanghai, som også har bredt sig uhæmmet ud i det omgivende land, findes der børn og unge, der ikke har set den blå himmel pga. forurening. I mit nabolag bygges der stadig på fuldt tryk i hidtil fredede skovområder og på alle de omliggende marker af stolte kommunale og grådige private. – Mens den sentimentale SNAK om natur og dyreliv tilsyneladende ingen ende vil tage… – Vi besøgte et stykke ’uberørt’ natur på en guidet tur ind i Tofte Skov ved Lille Vildmose, og området var hegnet inde, som om man opdrættede dinosaurer eller en King Kong derinde og ikke egetræer, krondyr, vildsvin og slåenbuske. En lille indhegnet plet ’natur’, som i virkeligheden fungerede som skydebane for velhavende jægere, og alt det store menneskedominerede udenom. – Det holder jo ikke.


Øjebliksbillede fra Flight-radar af flytrafikken over Europa.

Vi i det frodige nord, hvor klimaet har øget nedbørsmængden – og dermed frugtbarheden – betragteligt, kan flyve på solferier sydpå flere gange om året – Ja, vi betragter det som en ’menneskeret’ at have solskin i ferien – og bidrager herved kraftigt til forureningen af den fælles luft over kloden. Mens de uheldige, der lever i de ufrugtbare gule og udtørrede områder i fx Mellemøsten og Afrika, hvor ørkenen hastigt breder sig, må udkæmpe blodige territorialkrige, som ikke har ret meget andet end navnet med religion at gøre, om de få tilbageværende dyrkningsegnede arealer eller flygte nordpå i synkefærdige gummibåde og risikere deres eget og deres børns liv for en tålelig tilværelse.

Flygtningestrømmen mod nord og feriestrømmen mod syd er grotesk at være vidne til, men det lader til, at de fleste af de privilegerede har vænnet sig til synet af klimaflygtninge og alligevel nyder deres drinks ved poolen, mens deres landsmænd hjemme anført af udlændinge- og ’ integrations’-minister Støjberg ikke tøver med at give de ulykkelige et sidste spark eller spytklat med på vejen.

Rejsekort – pengemaskine

Så får man en mail fra ‘Rejsekort’, som fuldstændig ligner en af de der snydemails, der hele tiden dumper ned i ens indbakke, og som fortæller, at man skal klikke på et link for at forny sit rejsekort, og hvis man ikke gør det, holder det op med at virke om et par uger, og så kan man ikke rejse nogen steder hen; ikke engang med bussen ind til byen og tilbage igen.

Irriteret går man ind på rejsekort.dk og tjekker, at mailen er autentisk, og truslen dermed reel.

Det er den. Man skal betale 50 kr. for et nyt kort, selv om der i og for sig ikke var noget i vejen med det gamle. Derudover trækker de 100 kr., som skal udgøre den nye saldo på det nye kort, selv om man havde en velfungerende ‘Tank op’-aftale på det gamle.

Hvad får jeg for mine penge og ulejlighed? Ikke en skid.

Hvis så rejsekortet i øvrigt var velfungerende, med gennemskuelige og fair priser og enkle regler for brugen, men det er det jo, som alle ved, meget, meget langt fra. Når man bruger sit rejsekort, er det på lykke og fromme og et lotterispil, som giver firmaet bag fuldt herredømme over ens konto, som de trækker fra, som vinden blæser, og det ellers passer dem.

Og når det så ikke længere er nok, udsteder de påbud om, at man skal forny sit kort, så de kan få snablen yderligere ned i ens pengepung.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/en-million-rejsekort-tvangslukkes-koster-pludselig-penge-at-faa-et-nyt/7029889

Spis ingenting!

I 70’erne begyndte det så småt med joggingsko og posede, røde, blå eller grønne joggingsæt med brede, hvide fartstriber, joggingstier, ananaskuren, portvinskuren og hvad ved jeg. – Vi havde fået for mange penge, for mange muligheder, og vi spiste og drak for meget, hvilket kunne ses på figuren.

Nu er der som bekendt ingen ende på kure og kostråd, hverken de professionelles – i fuldt alvor anbefales motion og slankekure mere eller mindre velunderbygget mod alverdens sygdomme, og en ung og sund, tyk gravid bliver udskældt og ydmyget af sin jordemoder, der faktisk får sine penge for at berolige og hjælpe. Men der er også alle rådene fra de velmenende amatører: Sund og lykkelig og fedtfri og sukkerfri familie, der senere bliver skilt, glutenfri, kulhydratfri, stenalderkost, raw food, ingefærshots, blåbær, solhat, multivitaminer, ginseng, fiskeolie og andre kosttilskud af alle slags, teblandinger, enhver kan forlænge her med deres egne lister, der oftest fungerer som et ’Ave Maria’, der skal gentages dagligt som forsikring imod sygdom, død og andre ulykker.

Men sundhedsbestræbelserne er, som jeg har forstået det, helt forfejlede. I vores velnærede og velforsynede lille smørhul af et land drejer det sig ikke så meget om, hvad vi skal indtage mere af, men i høj grad om, at vi skal lade være med at spise. Og det er jo, som vi er mange, der har erfaret, det aller- allersværeste …

For vi har så let adgang til alle mulige fødevarer, slik, kager, fastfood, drikkevarer, at de fylder vores dag. Og navnlig fylder de, hvis vi prøver at holde igen.

Man mødes med rundstykker og kage til morgenkaffen på arbejdet, til mødet eller hos vennerne.

Med et stort og billigt udvalg af brød, boller, kager, chokoladebars, snacks og andre hurtige mellemmåltider og drikkevarer i kantinen eller på gaden.

Med store og gode middage med to – tre retter og vine plus avec hos familie og venner og når vi går i byen for at forkæle os selv.

Og vi skal gå spidsrod mellem utallige hyldekilometer langtidsholdbare kulhydrater, mayonnaise, flødeoste, småkager, popcorn, chips, slik, tørret frugt, salater, pølser og pølsepålæg, når vi køber ind. Det skal man være helgen for at kunne lukke øjnene for, mens varerne i frugt og grøntafdelingen på vore breddegrader ofte er uøkologiske, slatne, maskinskadede, tvangsmodnede og smagløse størstedelen af året.

Derfor det store fokus på mad og hvad vi ellers putter i munden og alle de gode råd.

Det bedste råd til os tyksakker er dog at lade være med at spise – ret meget. De mennesker, der lever i underkanten af deres kaloriebehov i lange perioder, lever normalt længere og sundere liv. De er adrætte og energiske langt op i alderen og får færre sygdomme. En smule fylde på hofter og lår giver modstandskraft, men for meget oplagret fedt er en alvorlig belastning for hele kroppen.

En fastedag eller to om ugen gør det ikke, for kroppen vil forsøge at udligne kalorietabet på de dage, hvor det er tilladt at spise. Kroppen opfatter enhver slankekur som en trussel mod selve livet og vil kæmpe voldsomt imod. – For et normalt og sundt menneske udstyret med en normal viljestyrke betyder det, at man blot bliver tykkere og tykkere, jo mere man prøver på at tabe sig.

Naturen har ikke forudset overflod, så vi er ikke udstyret med en stopklods, men med en medfødt trang til at proppe i os, når der er kalorier at få. For man ved jo aldrig, om der bliver knaphed på mad lige om lidt, og mave, lår og hofter fungerer, ganske som kamelens pukler, som lagerplads, så vi har noget at stå imod med.

Det kræver et strengt regime at sætte sig op imod kroppens krav, et regime, der nemt tangerer gammeldags, religiøs askese eller ligefrem anoreksi.

Og et kostråd som ’Spis ingenting’ – får meget svært ved at finde sponsorer, for der er intet at sælge udover afholdenhed. Og det kan let føles som en hån mod alle de millioner af mennesker på denne klode, som hver dag har store problemer med at skaffe kalorier nok til sig selv og deres børn.


http://politiken.dk/debat/kroniken/art5850644/%C2%BBDu-er-alt-for-tyk.-ALT-for-tyk.-Du-er-fyldt-med-fedt.-Det-er-derfor-jeg-ikke-kan-m%C3%A6rke-barnet%C2%AB

http://videnskab.dk/krop-sundhed/vitaminpiller-kan-sla-dig-ihjel

http://videnskab.dk/krop-sundhed/de-buttede-lever-laengere

De gængse og mest fornuftige kostråd kan vist for tiden koges ned til:

Spis grønt og groft og varieret og lokalt og sæsonbestemt, og spis ikke for meget og navnlig ikke for meget kød. Kom ud i haven, parken, skoven, stranden, løb eller gå en tur, svøm eller tag cyklen, så meget du kan.

Men det mest bekvemme er jo at ligge i sofaen med en skål chips og se en god film smiley

Brændeovne


Det her samfund er blevet overbefolket, ensrettet, rigidt og restriktivt. Mens vi åler svenskerne for deres ’forbudsstat’, har man herhjemme forbudt rygning, løse hunde og bål i haven. Man kan ikke længere tænde en smøg hvorsomhelst, lave et hyggebål i sin egen have eller vandre ud over marker og andre friarealer med en glad og løs hund ved sin side. Nu vil man også begrænse brugen af brændeovne.

Jeg forstår det godt. Angsten for forurening og små partikler. Røg kan lugtes. Og så skal det forbydes.

Da Tjernobyl røg i luften, kunne vi ikke hverken se eller lugte det, men der er stadig radioaktivitet på vore grøntsager – også de økologiske.

Aldrig har nogen mennesker i hele verdens historie levet så godt og så længe, som vi gør i dag i denne lille del af Nordeuropa.

Alligevel er de fleste kronisk angste for maden, de putter i munden, materialerne, der omgiver dem og deres børn, og vandet, jorden og luften omkring dem.

Og med god grund! – Der er virkelig meget skidt i omløb. Men røg? Bål? Brændeovne? Løse hunde? – Har mennesker ikke altid haft ild og dyr omkring sig? Og levet godt med det?

Hvorfor denne hovedløse higen efter evigt liv?

De mennesker, jeg kender, der er over 80, har mest travlt med at få tiden til at gå og hjemmehjælpen til at komme. Og kun de færreste af os bliver 100 år alligevel. Og gudsketakoglov for det! – Når børn og børnebørn kan klare sig selv, er det tid at liste af.

Måske skulle jeg fortælle om min gamle ven, Fiskerdjon. Hans navn var vel John, men han stavede det selv ’Djon’. – Han kom ofte for at sælge sine små skrubber, og vi faldt i god snak. – Han havde ni børn, men boede ikke sammen med dem, for så kunne konen jo ikke få fuld socialhjælp, boligsikring og børnepenge, nej, det var sgu’ for dyrt at være gift og bo sammen.

I sit eget lille husmandssted langt ude på landet havde Djon lagt fliser med hæld i stuen og indsat en rist i et hjørne, for han avlede gravhunde, og med en masse hvalpe løbende rundt, var det praktisk at kunne skure og spule gulvet med jævne mellemrum.

Kommunen ville sende ham ud og slå sne ned af juletræer, som han sagde, men næh, nej, sådan leger vi ikke. Det gad Djon sgu’ ikke, så han hutlede sig igennem som en fri mand med lidt fiskeri og som hjemmeslagter. Det var, forstod jeg, ikke hans stil at trætte statsmagten med info og tilladelser og bilag og sådan noget.

En dag, han kom på besøg, blødte han voldsomt fra en dyb knivflænge i låret. Blodet løb ned af cowboybukserne, men han slog det hen, da jeg bekymret spurgte til det; åhh, det var ikke noget. Bare et lille slagteruheld.

Nå, men det var brændeovne, vi kom fra. Djon, som var en venlig mand, og som af en eller anden grund havde fattet sympati for mig, insisterede på at lære mig, hvordan jeg skulle fyre op i min nye Rais-brændeovn:

– Ser du, du tager en gammel avis, dypper den i spildolie, propper den ned i en tom mælkekarton, og så skal du bare se, hvor det fænger! – Hvis du laver en hel stak, kan du fyre med dem. Skal jeg hjælpe dig?

– En anden gang, tak, smilede jeg. Men det blev aldrig. Det er mindst 15 år siden, jeg har set Djon.

Supportere og anden mangel på god behandling


Mariagerfjords kommune havde her for nylig en pinlig sag, hvor de havde annonceret efter en studentermedhjælper til at sagsbehandle alvorligt sygdomsramte familier, deres støttebehov og råde over deres økonomi. – Ret hurtigt måtte socialchefen træde frem og kalde det hele en smutter, en fejl, som hun omgående ville se at få rettet. At ansætte unge, uerfarne og dermed billige medarbejdere til at træffe afgørelser om voksne menneskers velfærd er et alvorligt tilfælde af tillidssvigt og undergravning af vores samfund.

https://www.jobs.dk/job/mariager/boern–familiesekretariatet-med-fysisk-placering-i-mariager-soeger-snarest-muligt-en-studentermedhjaelp-7-timer-om-ugen_435815

Men undergravningen af vores tillid ved at ansætte alt for unge og uvidende medarbejdere sker også på mange andre, mindre graverende, men dog irriterende, områder.

Vi sendte i efteråret en mail til et stort rejsebureau og spurgte, om de ville arrangere en individuel rejse for os. En rejse, der vel ville koste et sted mellem 25.000 og 30.000 kr. – Ikke en lyd! – Efter godt en uge måtte vi ringe for at høre, om de overhovedet havde modtaget vores mail? – Ja, ja, det havde de, svarede en ganske ung, selvbevidst pigestemme. De arbejdede på det. Efter to uger sendte vi yderligere en mail for at spørge til sagen og fik det svar, at vi ville høre fra dem en gang ugen efter. Nu, flere måneder senere, har vi endnu intet hørt! – Et rejsebureau lader deres kundekontakt, mail og telefon, bestyre af unge mennesker, der ikke har den fjerneste lyst til at sælge rejser.

Så ville vi købe en ny fladskærm i den lokale elektronikbutik, hvis unge ejer straks begyndte dialogen med at drage min mands tekniske kompetencer i tvivl. – Det var nok ikke så smart et træk at spille statusspil med en ældre, mandlig kunde, der ovenikøbet er anerkendt forsker i elektroniske systemer. Fladskærme kan man få hvor som helst. Og man behøver ikke finde sig i fornærmelser, når man vil erlægge et tocifret antal tusinder i en butik.

Vi havde her for nylig også problemer med vores kabel-tv-udbyder. Det forekom ret tilfældigt, om vi kunne opnå tv-signaler eller ej, om vi kunne tilgå streamingstjenester, om boksen kunne huske, at vi havde boet sammen i en årrække, og at vi var gamle kunder og betalte 500 kr. om måneden i abonnement, eller om den ville afvise os. Og selv i det bedst tænkelige tilfælde, at den genkendte os, så ville den partout genstarte alt hver eneste gang, vi tændte for den … prøv at sidde og se på sådan en opstartsskærm i 5 – 10 minutter, mens ungerne vræler, at de vil se julekalender eller Disneyshow!

Først ringede min mand, ventede pænt i telefonkøen og talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der rådede ham til at genstarte boksen – igen. Det havde naturligvis ingen effekt.

Da problemet vedblev, ringede min mand igen efter en uge, og igen efter endnu en uge. Så lovede den unge Jonas, Mikkel eller Patrick at kigge på det og meldte efter nogle dage tilbage, at vi skulle udskifte boksen. – Ok, men da den nye boks ankom, viste det sig at være en router i stedet, så min mand måtte igen ringe, vente pænt i telefonkøen og forklare problemet. Han talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der undskyldte og bad ham returnere routeren, så ville de sende en boks. Min mand pakkede routeren og den gamle boks sammen, kørte på posthuset med pakken, og installerede den nye boks, da den ankom. – Ingen forandring. Alle problemer, plus en del nye, bestod.

Så mailede jeg til dem via deres kundeservice og fik kontakt med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der bestemt mente at kunne se, at det var vores kabler, det var galt med. De skulle alle skiftes, kunne han se. Ok, vi fik fremskaffet nye kabler og skiftet hele ormegården til og fra tv, boks og kabelindgang. – Ingen forandring.

Det var nu min mands tur til at ringe. Han ventede pænt i telefonkøen og talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der nu bestemt mente, at det var routeren, der skulle skiftes … Ok. Vi fik den nye router tilsendt, tilsluttede den med de nye kabler og … – Ingen forandring.

Da var der gået fire måneder! Så jeg skrev endnu en mail til Jonas, Mikkel eller Patrick og spurgte dem, en smule mindre høfligt end før, om de overhovedet anede, hvad de lavede?

Er det et generelt problem i dette lille land, at vi ikke længere gider servicere hinanden? Heller ikke, når vi har udsigt til pæne fortjenester? Eller er det bare inkompetence? Dumhed? – Sommetider er man nødt til at lægge sit eget, pænt forstørrede ego til side og spørge sig selv, hvad man egentlig laver, når man er på arbejde. Hvis svaret er, at man er ansat til at sælge rejser, tv-forbindelser eller elektronik, så ville det måske være en god idé at koncentrere sig om det?

Det telefonselskab, kabeltvselskab, rejsebureau eller den elektronikforhandler, der begynder at agere professionelt, har en overskuelig og velfungerende hjemmeside, svarer hurtigt og effektivt på kundehenvendelser uden idiotiske maskinsvar, og som tager kunder alvorligt og taler pænt til dem, kommer til at tjene mange, mange penge.