En gave

der ikke er udtryk for ægte hengivenhed, kendskab til modtageren og et oprigtigt ønske om at glæde, er blot en pligtaflevering. Som en æske chokolade fra chefen, en buket blomster fra banken på den velhavende kundes runde fødselsdag, en flaske rødvin fra svogerskabet til jul.

Og så begynder modtageren at kigge på prisen, for så bliver tal, penge, den eneste målestok for forholdet mellem giver og modtager, og så er det ikke længere et rigtigt forhold, men en forretningsmæssig transaktion.

Hvis jeg godt kan lide dig, gider jeg også finde ud af, hvad du ønsker dig, hvad du mangler, og hvad jeg har lyst til at give dig. – Og jeg modtager ikke bestillingssedler, hvis jeg ikke har bedt om det.

Måske skulle vi rige overflodsdanskere afskaffe gaver blandt voksne og kun give børnene – men ikke for meget – og i øvrigt dele ud til dem, der virkelig trænger: flygtninge, hjemløse, syge, gamle, fattiggjorte enlige mødre m.m., for det er staten jo holdt op med at gøre. – Man kan undre sig over, hvad de så bruger alle vores skattepenge på?

Glædelig jul!

Uanstændighedstiden

‘Breve er op til fem hverdage undervejs og omdeles mandag-fredag’, står der.

Uanstændighedstiden begyndte ved årtusindskiftet, da vi blev for rige. Vores huse blev for dyre, og vores lån alt for billige. Man kunne pludselig skaffe sig hundredtusindvis af kroner AFDRAGSFRIT til uanstændigt forbrug. – Og der gik forudsigeligt nok grådighed i det hele med for meget guldfarvet SUV, hummer og champagne. Og flyrejser, fordi vi fortjener sol og varme året rundt. Det blev mig, mig, mig … ’Because I’m worth it’ … til kvalmegrænsen og langt over.

Man kan tilskrive Anders Fogh Rasmussen og hans begærlige slæng forfaldet, men nogen stemte jo på ham, og tendensen var undervejs længe før.

I uanstændighedstiden blev ordene ’solidaritet’ og ’velfærd’ fremmedord, for ingen kunne se længere end sig selv i den øjeblikkelige situation. – Når man er ung, rig og rask, tænker man ikke på, at man selv eller ens nærmeste pårørende, ægtefælle, børn, forældre, søskende, venner, kan blive ramt af sygdom, alderdom og/eller arbejdsløshed. I stedet for solidaritet, rimelighed og medmenneskelighed blev slagordene: Ned med skatterne! Frit valg (for de rige) på alle hylder! Privatisér arvesølvet! Sælg resten til udenlandske investorer! Længst muligt i eget skidt! Ud med de mørkhårede! Skær ned på alle ydelser! Pisk alvorligt syge og gamle til endnu flere, udsigtsløse ture i manegen! – Fanden tage de sidste …

Vi ødelagde jorden, luften og vandet med gift. Gift, der nu er i vores mad, tøj, legetøj, huse og møbler. Og i vores kroppe. Og i vores børns kroppe. – Og ingen ansvarlige vil indrømme det og tage sig af det. Tværtimod.

Vi begyndte at føre aktiv krig mod lande, der aldrig havde generet os den mindste smule, og som lå meget langt væk. – Vi, der ikke engang førte krig, da vi var besat af tyskerne! – Og ingen hævede stemmen og talte imod denne udanske, malplacerede aggression.

Der bredte sig en selvoptaget gerrighed ud over hele vores lille smørhul. Vi ragede til os og gjorde alt for at holde naboerne fra fadet, specielt mennesker fra de lande, vi havde bombet og invaderet. Vi spærrede vores grænser for dem, der flygtede fra bomber, tortur og voldtægt, og som risikerede livet i havet og på vejene. Alle disse mennesker, som ville have kunnet redde os, hvis de fik lov. Hvis de kunne komme ind i landet, hvis de ikke blev isolerede på håbløse og triste anstalter, hvis de ikke fik frataget deres værdighed og fremtid af et umenneskeligt styre, repræsenteret ved bl.a. Inger Støjberg og hendes usmagelige kagespiseri, en hidtil utænkeligt ufølsom hån mod menneskeskæbner, hun selv havde knust. Disse mennesker, hvis liv blev smadret af vores magthavere, kunne have tjent os som åndsarbejdere, der bragte ny viden og frisk luft ind i vores lille forsnævrede, uretmæssigt selvforherligende, land, eller som de omsorgspersoner, vi mangler til at tage sig af vores mange små, syge, gamle, som vi ikke længere selv kan bebyrde os med, eller de kunne have udført en mængde andre nødvendige, praktiske opgaver, der nu ligger ugjorte.

Og herfra gik også meget andet ned ad bakke eller blev fuldkommen destrueret af den ondskab og grådighed, som upåtalt får lov at florere i dette land, selv om et af yndlingsemnerne i den offentlige debat er ’værdier’ … barmhjertighed er helt åbenlyst ikke en af vores traditionelle, kristne værdier.

I flæng kan nævnes:

Som dansker kan man ikke længere rejse frit og vise flaget. Hvor vi før var stolte af vores bidrag til FN’s fredsbevarende styrker, må vi nu holde lav profil pga. af vores militære overfald på Afghanistan og et par arabiske lande som halehæng til mere eller mindre sindsforstyrrede, amerikanske præsidenter. Vi skal søge visum til stadigt flere lande, hvor vi før var velkomne uden falbelader.

Omsorgen for syge, gamle, børn og psykisk syge. – Førhen, dvs. i tre-fire årtier efter 2. Verdenskrig, havde vi ingen hjemløse. Ingen var tvunget til at sove på gaderne i storbyerne. Førhen havde vi herberger, afvænningsklinikker og psykiatriske sengepladser. Og vi havde et fintmasket net til at samle op, der hvor systemet i øvrigt svigtede. Man havde nogle få landevejsriddere og skærslibere, men ikke åbenlyst tiggende eller ’avis’-sælgende mandspersoner alle vegne i det offentlige rum. – Og jo så heller ikke denne sentimentale trang til at stikke dem en tyver – som om det hjalp nogen – OG snakke om det bagefter eller poste det på FB. – Vores gamle forældre, der har sørget for os i mange årtier, ligger på grelt underbemandede plejehjem, hvor de bliver glemt på toiletterne eller falder ud af sengen og dør på gulvet med knuste knogler, uden at nogen bemærker det før næste morgen. – Og hvis du bliver ramt af kræft, kan du se frem til mange måneders ventetid på en forhastet behandling, hvis de da ikke glemmer dig eller dine livsvigtige prøver, og du skal ihvertfald ikke tro, at du kan slippe for jobcenteret, arbejdsprøvninger og praktik, selv om du skulle være sengeliggende med store smerter.

Politi og retsfølelse er for længst lagt i graven. Pga. nedskæringer og bevogtningsopgaver, både mod terror og mod udlændinge i det hele taget, kan man ikke komme igennem til politiet og få hjælp, hvis man finder sit hus raseret af indbrudstyve, hvis man oplever vold i hjemmet eller i nattelivet, eller hvis man bliver franarret en masse penge i fx lejlighedsudlejning eller i en handel på DBA. Voldtægtsofre bliver bedt om at tænke på, at de kan ødelægge en ung mands fremtid med deres anmeldelse, og økonomisk kriminalitet har vi overhovedet ikke ressourcer til at tage os af.

Postvæsnet er brudt sammen. Vores allermest vitale, analoge kommunikationssystem blev besparet og dårligt ledet ihjel, og nu er det som et decideret håndværkertilbud forsøgt afhændet til de mere ansvarsbevidste svenskere. Posthuse er i dag et hjørne i et lavprissupermarked. Mange postkasser er taget ned, og på de tilbageværende står ikke anført, hvornår de tømmes. Et fødselsdagskort eller en stak vigtige dokumenter bliver ikke bragt ud før ugen efter, hvis det hele da ikke er forsvundet sporløst i mellemtiden. Så brevtransport kan man ikke overlade til postvæsnet i Danmark. Vi må sende en e-mail, overbringe brevene personligt eller tilkalde et pålideligt, professionelt kurérfirma.– Men så pakkerne, da? – Med den enorme stigning i internethandel må det danske postvæsen da ride på en bølge af succes? – Nej, desværre. Besparelser og udygtig ledelse så ikke den forretningsmulighed komme, før den allerede var foræret til mere entreprenante, udenlandske aktører. Upålidelighed og inkompetence tvang professionelle internetfirmaer til at satse på privat pakkeudbringning, og disse firmaer knopskyder og blomstrer p.t. – For det var vel ikke venstreregeringens intention at lægge det nationale postvæsen ned, så privatisering blev det eneste mulige resultat? – Det seneste er, at postvæsnet nu ikke længere vil omdele reklamer og lokalaviser. – Som et supermarked, der ikke længere gider sælge mælk og brød.

Vi dyrker religion og kongehus som aldrig før i min mere end 60-årige levetid. Alle andre moderne stater har indført republikken og skilt kirke og stat ad, men ikke Danmark, hvor folkekirkens overtro endnu tages til indtægt for stort og småt. Senest så vi her i Luther-året, at alle de uvidende, uuddannede og historieløse hyldede Luther som demokratiets og ligestillingens fader. – Dette ville overraske manden selv og hans samtidige, samt de bedre informerede nulevende betragteligt. Og da en skole med mange elever af udenlandsk herkomst besluttede ikke længere at fejre sidste skoledag før jul i den nærliggende kirke, men skabe deres egen juleafslutning, greb selve statsministeren ind og kaldte beslutningen ’en ommer’ … Hvordan kunne han få sig til det? Er det et statsanliggende? Lever vi i en bananrepublik, hvor intet er for småt og under statslederens værdighed? – Imens trisser dronningen rundt og syr fastelavnskostumer til troens udøvere, bisper, præster og provster, indimellem hendes vægtige opgaver med at farvelægge prinsessekjoler til pantomimen i Tivoli, og vi undersåtter kaster os umættelige over ugebladene for at læse om hendes syge mand og hendes sønner, de to voksne, men ubehjælpsomme prinser.

Skattevæsnet blev besparet så meget, at skatter ikke længere kunne inddrives, snyd forekom uantastet med dårlig moral over hele linjen til følge, og det hele udartede til et tag selv-bord for udenlandske svindlere, assisteret af SKAT’s ansatte … En måde at afskaffe den fælles velfærd ad bagvejen? I årtier har man skreget højt om, at ‘vi ikke har råd til det hele’, ‘der skal spares’, og de fleste godtager, at statens budgetter må fungere ligesom i en lavtlønsfamilie. Men råberiet fungerer blot som skalkeskjul for, at magthaverne kan udøve deres magt og tankekontrol ned i alle små detaljer, for vi har aldrig været rigere. Hvis man undlader at inddrive skatter og forærer enorme formuer til svindlere, så får de højtråbende jo ret, så ER der ikke længere råd.

DSB gider jeg næsten ikke skrive om. Det er en ynk. – Ingen uden for S-togs- og metroområdet, dvs. Storkøbenhavn, overvejer alvorligt at tage toget nogen steder hen. Ingen har tid og råd til at tage toget til Venedig, Berlin eller Paris, vel? – Selv en tur fra Ålborg til Kolding koster en bondegård og tager en halv dag. Man ville kunne køre turen 5 gange frem og tilbage i bil på de skatteyderbetalte motorveje for samme pris og 2- 3 gange på den samme tid. – På tværs af landet kører hurtige og billige rutebiler, og de overholder køreplanerne og aflyser ikke i tide og utide. Dertil kommer hele farcen med de ’nye’, allerede forældede, IC4-tog og sporskifter, der ikke virker, hvis det regner eller sner, hvis der er blade på skinnerne, eller hvis solen skulle skinne. Hele tanken om at binde landet sammen med smidig, billig, offentlig fællestransport er for længst kuldsejlet til gavn for privatbilismen, som de seneste 5 år er steget med 25 %, og et kraftigt ekspanderende, norsk flyselskab.

Uddannelsessystemet er lige fra Folkeskolens første klasser blevet undermineret af, at en del yngre lærere ikke ved ret meget og hverken kan læse, skrive eller regne. Hvilke elever kommer der ud af det? – Læreruddannelsen og lønnen er ofre for besparelser og reformer, der ikke bidrager med noget godt. – Og nu lyder det rungende tomme kampråb fra politikerne, at vi skal arbejde målrettet på at få flere Nobelpriser til landet, andre råb er internationalisering, kvalitet, innovation m.m., helt uden smålig skelnen til, at alle uddannelser i dette land er blevet besparet og ringeagtet nærmest ihjel. I disse dage taler man i fuldt alvor om at begrænse sideantallet for specialer ved Københavns Universitet af besparelseshensyn! Dvs. at man ikke på forhånd forventer sig kvalitet af de studerende, men kun ulejlighed og udgifter, fordi man skal betale nogen for at læse bavlet. – Og udenlandske forskere, der holder foredrag på andre institutioner end dem, de har tilladelse til at arbejde på, får bøder og risikerer udvisninger! – Jeps! Det er præcis sådan, man får flere danske Nobelprismodtagere!

Mennesker i andre verdensdele skal finde sig i, at vi spotter og håner deres religion – Det er jo ytringsfrihed! – Men man udøver sindelagskontrol på de indre linjer ved at overvåge og udsulte vores eneste reklamefri, public service institution, Danmarks Radio, i en grad, så programmer med påstået venstreorienteret indhold, som fx en julekalender eller en stort anlagt, historisk serie, udløser trusler om nedskæringer ’hvis man ikke makker ret’, hvilket betyder at beskrive verden, sådan som de ekstremt højreorienterede, der for tiden holder hånden under Løkke Rasmussens venstreregering, ser den. Væk er armslængdeprincippet og al anstændighed.

Mens kloden bløder af forurening, har venstreregeringerne afviklet de store satsninger på økologi og grøn energi. Landmændene får fortsat lov til at forgifte og mishandle dyr, jord og fødevarer, og fare ud og skrige i pressen, hvis nogen vover at gøre opmærksom på det. Og tilskud til vindmøller m.m. er blevet sløjfet, mens de store energivirksomheder bliver solgt til udlandet. – Det forekommer kontraproduktivt og kortsigtet at forgifte den jord og luft, vi selv skal leve af, og modarbejde alle forsøg på at gøre landet grønt og økologisk, hvilket ellers ville skabe interesse i store aftagerlande, som fx Kina.

Men mest bløder mit hjerte for småbørnene, som nu ikke længere kan tilbringe de første år trygt hjemme hos mor og far, men skal ud og begå sig i enorme, underbemandede opbevaringsinstitutioner, hvor de kan sejle rundt uden kærlighed og blid indføring i menneskelivet og får stress fra omkring etårsalderen. Hvorfor tror vi, at der kommer gode, velfungerende, kloge, selvberoende, undervisnings- og arbejdsparate unge mennesker ud af det?

I de seneste små 20 år er det samfund, jeg kendte, sunket til et uoplyst og selvtilstrækkeligt, næsten middelalderligt og ihvertfald særdeles uanstændigt, stade.

Tingsfetichisme

Med åben mund og polypper overværede jeg forleden et afsnit af tv-programmet ’Kender du typen?’, hvor man besøgte en yngre, mig ubekendt, skuespillerindes lejlighed på Østerbro i København.

Alt i lejligheden var omhyggeligt scenograferet, som om skuespillerinden i hele sit korte liv kun havde samlet på ting og derefter ventet på, at der skulle komme nogen, der ville agere publikum i hendes udstilling.

Mange af hendes ting havde et navn, selv bestikket, som hed noget fransk. Hunden var klædt ud med et tørklæde og blev af ’livstilseksperterne’ karakteriseret som en accessory. Disse eksperter kendte koderne, navnene, på alt det, pigen havde samlet og udstillet i sit hjem, og de optrådte behørigt imponeret, hver gang tv-værten udpegede endnu en fransk dims med et navn eller et spisebord, pigen selv havde flikket sammen af nogle brædder. I det bugnende klædeskab havde hun, foruden tøj til mindst ti flygtningefamilier, også kulørte, højhælede sko i bjergevis, sådanne sko, som er fine til en fotoseance for et vovet mandeblad, men som er håbløse på fortovet, i bussen, på arbejdspladsen, til forældredag i børnehaven og i Netto. Hele tøjudvalget, som villigt blev vist frem for tv-holdet, mindede mest af alt om klæd ud-kassen på et sofistikeret lillepigeværelse.

Hjemme hos os har vi også tøj og ting, men de har ikke navne, vi praler ikke af dem, når vi har gæster, og vi viser ikke folk rundt som på et museum og fortæller dem, hvad tingene hedder, hvad de har kostet, og hvor vi har købt dem. – Måske alene af den grund, at vores ejendele ikke hedder noget smart, og at vores gæster (heldigvis) ville være inderligt ligeglade.

Som art er vi i Vesten kommet ud på et sidespor, hvor vi bruger alt for mange ressourcer på at indrette vores private boliger og anskaffe os ting, og flere ting, og dyrere ting, og sjældnere ting, i forsøget på at imponere vores venner og vinde over dem i ‘tingsspillet’, – i stedet for at bruge fri tid og midler på at dygtiggøre os, lære noget og være noget for andre.

Hvor ville den unge skuespillerinde have været langt mere interessant at besøge, hvis hun havde ejet en bog og læst og tænkt nogle begavede tanker i stedet for udelukkende at spille for galleriet.

Den amerikanske helligdag for materialismen, Black Friday, som falder præcis i dag, er blot endnu et fordummende, absurd påskud for at købe flere ting, ting, ting …

Tingsfetichisme er en udviklingsmæssig blindgyde: Vandet, jorden og luften har allerede lidt betydelig skade i vores uendelige jagt på flere grimme og upraktiske ting, som vi kan udstoppe vores små lejligheder med.

Gift i mad og tøj

September 2017: Nedvisnet jordbærmark. Når sæsonen for danske jordbær er slut, sprøjtes hele marken med en plantegift, der dræber både jordbærplanter og al ukrudtet. Derefter pløjes det hele ned i jorden, så marken er klar til nye jordbærplanter, kartofler eller andre afgrøder.

I september måned efter en regnfuld sommer burde markerne i det danske landbrugsland ikke ligge brune hen, så jeg stoppede for at tage et billede. Der skulle være friskt og grønt alle vegne, men landmænd sprøjter rutinemæssigt med Roundup-lignende plantegifte, så de hurtigt kan så eller plante nye afgrøder, dvs. fødevarer, i et ukrudtsfrit miljø.

Coops medlemsblad, Samvirke, bragte kort tid efter en artikel om sprøjtegifte i vores mad og blev bandlyst fra butikkerne i de områder, hvor der boede mange landmænd. Coop følte sig truet til at opgive en planlagt kampagne for økologi, der ellers skulle have varet hele oktober måned.

Landbruget og dets organisationer fór, som de har for vane, når der kan være tale om kritik af danske landmænd og deres produkter, ud med bål og brand og trusler mod Coop. – Men spørgsmålet er, om det er rimeligt at henrette budbringeren, Samvirke, der skriver tingene, som de er?

Der kom fjollede debatindlæg fra landbrugets aggressive organisationer, så som at sprøjtegift ikke er farligere end rødvin og røde bøffer. Men vi tilsætter ikke alkohol og råt kød til al maden og drikkevandet og tvinger det ned i halsen på alle, babyer, syge, gamle, vegetarer, vel?

De mere seriøse forsvarere for giftsprederne henholdt sig som altid til, at det, de gør, er ”lovligt”, dvs. inden for de af loven fastsatte grænseværdier for sprøjtning. Netop i disse dage drøfter EU en forlængelse af sprøjtetilladelserne for stoffet glyphosat, det aktive giftstof i bl.a. Roundup, og det er som altid meget vanskeligt at tage sådanne beslutninger uden om de stålsatte landbrugslobbyister, der har mange, mange penge i klemme.

– Men hvem har viden nok til skråsikkert at fastsætte værdier for, hvor meget gift, vi må putte i jorden, i maden og i vore børn? Ingen – og slet ikke landmændene og deres organisationer – ved, hvor meget giftstof, der skal til for at skade os og miljøet på længere sigt. – Husk, at det her i Danmark er meget lidt troværdige typer, som fx miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, valgt i et udpræget landbrugsområde, der sidder og skalter og valter med vores jord og helbred. Tror vi på, at han er helt uafhængig af dem, der har interesse i at sprøjte meget? Tror vi, at han har sat sig grundigt ind i alle aspekter af sagen? Beslutningstagerne i EU er formentlig ikke meget bedre egnede.

Men at det ER skadeligt med alle de giftstoffer, som landmændene sprøjter ud over deres marker, kan næsten ingen længere være i tvivl om. Kartoffelmarker bliver sprøjtet op til 20 gange på en sæson, før de til sidst bliver sprøjtet med plantegift, så toppene visner ned, før kartoflerne tages op. Det kan ikke være sundt. Selv om der er ”grænseværdier”. Pesticiderne har allerede nået grundvandet, og vi forgifter således langsomt os selv og alle kommende generationer.

Der er fundet pesticider i vore børns urin, og stofferne mistænkes bl.a. for at give mindre hjerner, ufrugtbarhed, kræft og diabetes. Vi kan ikke undgå landbrugets giftsprøjter, heller ikke selv om vi altid kun spiser økologisk, for sprøjtemidlerne blæser ind over alle marker, også dem, der er udlagt til økologi, og ind i skove, moser, læhegn, enge, frugtplantager og private haver. De dyr, vi spiser, spiser sprøjtede afgrøder.

Der er i dag henved 76 % færre insekter end for 50 år siden. – Da jeg var barn, kunne vi ikke køre fra Ålborg til Århus uden at måtte standse mindst én gang for at vaske forruden. I dag kan vi køre tværs igennem landet flere gange uden at forruden bliver uigennemsigtig af smadrede insekter. Insekternes tilbagegang skyldes ikke bilerne, men landbrugets sprøjtemidler. Som bl.a. truer bierne, så hele bestøvningen og mange planters overlevelse er i fare. Men de fornærmede landmænd lægger pres på Coop, som trækker den planlagte økologi-kampagne tilbage og gemmer medlemsbladet under disken.

Mens denne diskussion pågår, påpegede Nettos direktør i al fredsommelighed, at Coops pludselige interesse for økologi muligvis kunne hidrøre fra det faktum, at Coop indkasserede en væsentlig højere avance på økologiske varer end på de traditionelle.

Først i november i år købte jeg 1 kg økologiske kartofler i Kvickly til 18 kr. og derefter 1 kg økologiske kartofler i Netto til 10 kr. Samme prisforskel på omkring 10 kr. var der på seks økologiske æbler, 1 kg appelsiner m.m. – Noget kunne tyde på, at Nettos direktør har ret.

I disse dage går jeg og er ved at komme mig efter en uges alvorlig øjenlidelse, som personalet i lægehuset behandlede som en øjenbetændelse, men som i virkeligheden skyldtes et lille, gråt tørklæde, jeg havde købt billigt i Kvickly. Efter tre dage med grædende, kløende, røde øjne, smerter i øjenhulerne, sløret syn, brændende kindben, kvalme og almen utilpashed, kom jeg i tanke om tørklædet, der hang om min hals, og smed det ud.

De væsentlige spørgsmål til os selv, til landbruget og fødevareproduktionen her og i alle andre lande, til Coop og alle andre butikker og til samtlige politikere må være:

Er der gift i vores jord, drikkevand, fødevarer og tøj eller ej?

Indkasserer dagligvarebutikkerne større fortjeneste på økologiske varer? Snyder de på andre måder? Er de i det hele taget i stand til at tage medansvar for befolkningens sundhed og jordens overlevelse på lidt længere sigt end deres egne kvartalsregnskaber?

Er det rimeligt, at landmænd kører rundt og sprøjter gift ud over vores fælles jord og madvarer og forgifter os og drikkevandet, mens de samtidig udrydder livsvigtige insekter og andre dyr?

Er det forbrugernes, politikernes eller producenternes ansvar?

Vi saver den gren, vi selv skulle sidde på, over. Hvilken fremtid har vi, hvis vi forgifter os selv? – Og til de omkostningsbevidste landmænd kunne man spørge: – Hvad sker der med eksporten til fx Kina, når det rygtes, at I ikke bekymrer jer mere om miljø og sundhed end alle andre?

http://politiken.dk/forbrugogliv/art6174783/International-forskning-afd%C3%A6kker-blind-vinkel-Pesticider-kan-skade-b%C3%B8rns-hjerner

http://politiken.dk/indland/art6080631/Drikkevand-er-forurenet-af-spr%C3%B8jtegift-flere-steder-i-landet

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6175348/Roundup-er-ikke-farligere-end-r%C3%B8dvin-og-r%C3%B8dt-k%C3%B8d

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6169002/S%C3%A6t-prisen-p%C3%A5-%C3%B8kovarer-ned-og-giv-alle-r%C3%A5d-til-%C3%B8kologi

https://videnskab.dk/naturvidenskab/maengden-af-flyvende-insekter-i-tyskland-er-faldet-med-76-procent-siden-1989

https://videnskab.dk/naturvidenskab/oekologi-kan-broedfoede-hele-verden

http://www.dr.dk/nyheder/politik/lunde-larsen-mistaenkes-skjule-nye-kvaelstoftal

http://politiken.dk/oekonomi/art6224416/Roundupsag-kan-f%C3%A5-konsekvenser-for-andre-spr%C3%B8jtemidler

https://www.dr.dk/nyheder/udland/omstridt-sproejtegift-faar-fem-aar-til-paa-markedet

http://politiken.dk/forbrugogliv/art6232265/27-procent-af-danske-gr%C3%B8ntsager-indeholder-rester-af-spr%C3%B8jtegift-%E2%80%93-det-er-en-tredobling-p%C3%A5-fem-%C3%A5r

http://politiken.dk/indland/art6236201/Milj%C3%B8gifte-koster-liv-og-hver-tiende-samfundskrone

https://nordjyske.dk/plus/eksporten-af-dansk-oekologi-buldrer-afsted/b7fbf362-22cb-4242-a23b-07eaf17f52ab

https://videnskab.dk/naturvidenskab/landbrug-myter-broedfoede-verden-sund-jord

https://politiken.dk/forbrugogliv/forbrug/tjekmad/art6320748/P%C3%A6rer-med-pesticider-tr%C3%A6kkes-tilbage-fra-supermarkeder

Sæbe

Marokkanske sæbestykker. – Når børnebørnene er på besøg, undrer de sig over, at jeg har fast sæbe ved håndvaskene; de er vant til, at håndsæbe er flydende og kommer ud af en plasticdunk.

Hvordan er det lykkedes sæbefabrikanterne at bilde os ind, at vi har brug for én slags sæbe i ansigtet, en anden i håret, en tredje på kroppen, en fjerde i rumpen – intimsæben – en femte i badekarret og en sjette i brusebadet? Ihvertfald er det smart! – Tandpasta og balsam indgår også i dagsrutinerne.

Er der en baby i huset, skal den selvfølgelig have sit eget omfattende sortiment; den sensitive, den ældre kvinde og manden skal også have hver deres helt særligt sammensatte, kemiske produkter.

Det samme med cremer: En i ansigtet, en omkring øjnene, en på kroppen, en til hænderne, en specielt til neglene og en til fødderne … Er der nogen, der slavisk følger disse regler?

Og så har jeg ikke nævnt sæbe og plejemidler til vinduer, til kulørt tøj, til borde, til hvidt tøj, klinker, opvask, trægulvene og linoleum … plus det løse.

Min pensionsopsparing skal investeres i sæbe- og rengøringsindustrien. Med det samme. Og i plasticemballagefabrikation!

Hvad tv kan og navnlig ikke kan

Når John fra Øster Hurup som medlem af forældrebestyrelsen bliver bedt om at udtale sig til lokal-tv om datterens skolevej – og smigret offentliggør aftalen på Facebook – så kommer svoger, der tilfældigvis har et lille VVS-firma, lige over med en pullover med firmaets logo maskinbroderet øverst på venstre side af brystet.

Både John og svoger synes, at de er dødsmarte. – John spejder efter genkendelse i ethvert ansigt, han møder i løbet af de næste par dage, for han har jo lige været i fjernsynet. Og så fik svogers firma oven i købet en omgang gratis reklame. He he … Det er sikkert mange penge værd.

I tv-nyhederne vrimler det med hastigt påsatte kasketter, T-shirts, varevogne med stort logo i baggrunden osv. – For ikke at nævne de besynderlige og som oftest dårligt tilpassede beklædningsgenstande de fleste studieværter bliver udstyret med af tøjhandlere, der ser en stor chance i at blive eksponeret på tv.

Vores dronning ville formentlig benævne det ’dumsmart’, hvis hun var bekendt med fænomenet. Vi andre sidder bare og konstaterer, at verden er fuld af beregnende mænd og kvinder. Er de ansvarlige redaktører virkelig så ubegavede, at de ikke ser det og sørger for at rense billedet for uvedkommende reklame?

Og hvad tror de fiffige mennesker, at de får ud af det? Man ringer da ikke til en VVS-mand, der opfører sig opportunistisk, vel? Og selv hvis man ville gøre det, og tilfældigvis boede i nærheden OG havde en VVS-opgave, som svoger ville kunne løse, så kan man alligevel ikke se hverken navn eller telefonnummer klart nok til at registrere det. Var det vinduespudsning, den pullover reklamerede for?

Jeg kender til tv’s begrænsede og ofte overvurderede effekt fra mit eget arbejde som forfatter. Forfattere bliver af og til bedt om at reklamere for deres produkter, så lokal-tv-stationerne kan udfylde de daglige 25 minutter med lidt ’kulturstof’, som regnes for finere end så meget andet stof.

Min erfaring er, at

– Det betyder stort set intet for salget. Folk går ikke hen og køber nye, dyre bøger, fordi de har set dem i tv. Folk køber kun bøger, hvis de har mange penge, har meget tid til at læse, har for meget reolplads og er specielt interesseret i netop denne forfatter eller hendes stofområde. Et tv-indslag ændrer intet ved det.

– Det betyder intet for ens mulighed for at færdes ubemærket i det offentlige rum. De fleste mennesker har for travlt med at tænke over, hvordan de selv tager sig ud i det offentlige rum, til at bemærke andre, så hvis man ikke hører til den absolutte top af berømtheder og har været eksponeret hyppigt i årevis, som fx dronningen eller Gustav fra reality-tv, kan man sagtens gå uantastet. Hvis et tv-indslag overhovedet fremkaldte en effekt, var det opringninger fra folk, der syntes, at de kendte mig og pludselig gerne ville tale til mig om sig selv i lang tid.

– Men man kan opleve besynderlige intermezzoer, som lærer én, hvor begrænset, om ikke ligefrem modsat, en effekt, tv-reklame kan have: Dagen efter et indslag om en af mine bøger var jeg på vej hjem fra den daglige skovtur med hunden. En lille familie, forældre til en af min søns skolekammerater, var ude på cykeltur og kom imod mig på vejen. Faderen stoppede og råbte mig an: – Nåeh, Lone, du var nok i tv i aftes?

Jeg skulle lige til at svare et eller andet, da han hurtigt fortsatte: – Ja, ikke fordi vi så det, vi ser aldrig tv … Her udvekslede han og konen et indforstået blik, og så satte de sig op på cyklerne igen og kørte videre med deres lille datter imellem sig.

Så fik jeg dén.

De mennesker ville aldrig købe en af mine bøger. Uanset hvor mange gange de blev promoveret i tv. Men de ville stensikkert låne dem alle sammen på biblioteket og smuglæse dem uden nogensinde at indrømme det, bare for at se, om der måske skulle stå noget om dem selv eller nogen, de kendte.

Vejret

er mærkeligt. – Og jeg mener ikke kun denne juli måned, der i mit lille hjørne af verden passerede uden en eneste sommersolskinsdag med over 25 °. – I det halve århundrede, jeg har kunnet observere vejret i dette land, er der sket store forandringer.

Min barndoms lange højtryksperioder med sol og omkring 25 ° i dagevis i forsommeren og om sommeren optræder kun sjældent nu. De seneste mange somre har været ustadige, våde, usædvanligt blæsende og med talrige voldsommere vejrtyper i form af storme, tordenbyger og skybrud.

Til gengæld er vintrene mildere, grønnere, vådere med færre frostperioder og færre frostgrader. Det er, som om forår og efterår har bredt sig på de to andre sæsoners bekostning.

Jeg husker vintre med minus 15 – 20°. Tilfrosne fjorde og bælter, så vi kunne skøjte i sol og frost i ugevis. Is, der skruede sig mange meter op på strandene, sne i driver så høje, at vi kun med besvær kunne åbne yderdørene, uden at det væltede ind i huset. – Ikke altid, der var også våde, brune vintre, men af og til.

Min far var havemand, og han lærte mig, at man ikke måtte sætte frostfølsomme planter ud, ikke måtte så ude eller lægge kartofler ude før Grundlovsdag, d. 5. juni. – ’Når kirsebærtræerne blomstrer’, som det hed. Og vi var færdige i køkkenhaven og tog alt – undtagen den frostsikre grønkål – ind igen inden 1. september, for fra da af kunne der komme frost, som ødelagde sommerblomster og de følsomme grøntsager.

For at forlænge vækstsæsonen lagde man kartofler til forspiring inde og såede sine frø i småpotter, som stod en måned i kældervinduet og derefter blev plantet ud i mistbænken – Mist betyder gødning, en mistbænk er en gødningsfyldt forhøjet kasse med glaslåg, hvor de sarte små kunne stå trygt i den varme, solen og gødningen udviklede, indtil de kunne plantes ud i havens frilandsbede.

Bøgen sprang ud d. 9. maj. Det var normen, som alle kendte. Og man fik de første, danske jordbær efter Skt. Hans.

I disse år blomstrer mine kirsebær tidligt i maj, ingen har mistbænke længere, jeg lægger kartofler direkte i havens højbede allerede i midten af april, og vi begynder at spise af jordbærrene i begyndelsen af juni. De sarte planter, laurbærtræet, citrontræet, mimosen, kaktusserne, geranier, Agapanthus og andre sommerblomster kan sættes ud i slutningen af april, og de kan blive ude indtil ca. 1. oktober eller længere, hvis jeg holder øje med vejrudsigten. Jeg har ferskentræ, figen og vinplanter ude i en forsænket, sydvendt gård året rundt.

Isen på begge poler smelter i lynfart, statens isbrydere er lagt op, og her nord for Limfjorden springer bøgen som oftest ud i løbet af den sidste uge i april, sommetider før: I 2014 sprang kirkens store bøgetræ ud allerede d. 21. april. På markerne står majs, raps, brødhvede og andre afgrøder, som ikke kunne trives hos os for 50 år siden.

De seneste somre har vi oplevet, at solen skinner højt og flot måske en enkelt dag, mens der næste morgen vælter tordenstorme ind over landet, hvorefter vejret er blæsende, køligt, skyet i endnu en uge eller to.

Når sommersolen er fremme, stikker den ubehageligt på huden. Ingen lader længere deres børn løbe rundt i dansk sommersol en hel dag uden hat, trøje, solcreme eller parasoller. Solen er blevet livsfarlig. – Jeg ved ikke, om der var lige så mange tilfælde af hudkræft i 50’erne og 60’erne, men vi hørte aldrig om det, og alle var ude i haver, på lange cykelture eller på strande i dage- eller ugevis og bare nød solen uden beskyttelsesmidler. – Ja, vi blev forbrændte, men så duppede vore mødre blot lidt kartoffelmel på, og så kunne vi lege ude igen. – Men der var selvfølgelig ingen solarier, og ingen, vi kendte, tog på solferier sydpå.

Der kan ikke længere være tvivl om, at klimaet i mands (kvindes) minde har ændret sig. Vi er med kraftig overbefolkning og industrialisering kommet hovedkulds ind i den antropocæne tidsalder, en tidsalder med et særegent klima, som, nogle mener, er skabt af den menneskelige aktivitet på jorden siden industrialiseringen så småt begyndte at udvikle sig fra slutningen af 1700-tallet og frem.

Bigotteri: Mens verdenshavene flyder over af plastic, hævder firmaet bag en miljømæssig tvivlsom plastic-engangsbeholder til noget sjasket, sødt, majsstivelsesfyldt, såkaldt ’drikkeyoghurt’, at de skam betaler aflad for deres CO2-forbrug.

Og den menneskelige aktivitet er i sandhed skræmmende! På Google Earth kan man se, hvordan byer og infrastruktur, fabrikker, råstofudvinding, fødevarefabrikker, havneanlæg m.m., breder sig som et brunt udslæt over ellers smukke og grønne områder og snart dækker udstrakte, sammenhængende dele af vores lille planet. Det tager en dag at køre i bil halvvejen rundt om London. I kinesiske storbyer, fx Chongqing og Shanghai, som også har bredt sig uhæmmet ud i det omgivende land, findes der børn og unge, der ikke har set den blå himmel pga. forurening. I mit nabolag bygges der stadig på fuldt tryk i hidtil fredede skovområder og på alle de omliggende marker af stolte kommunale og grådige private. – Mens den sentimentale SNAK om natur og dyreliv tilsyneladende ingen ende vil tage… – Vi besøgte et stykke ’uberørt’ natur på en guidet tur ind i Tofte Skov ved Lille Vildmose, og området var hegnet inde, som om man opdrættede dinosaurer eller en King Kong derinde og ikke egetræer, krondyr, vildsvin og slåenbuske. En lille indhegnet plet ’natur’, som i virkeligheden fungerede som skydebane for velhavende jægere, og alt det store menneskedominerede udenom. – Det holder jo ikke.


Øjebliksbillede fra Flight-radar af flytrafikken over Europa.

Vi i det frodige nord, hvor klimaet har øget nedbørsmængden – og dermed frugtbarheden – betragteligt, kan flyve på solferier sydpå flere gange om året – Ja, vi betragter det som en ’menneskeret’ at have solskin i ferien – og bidrager herved kraftigt til forureningen af den fælles luft over kloden. Mens de uheldige, der lever i de ufrugtbare gule og udtørrede områder i fx Mellemøsten og Afrika, hvor ørkenen hastigt breder sig, må udkæmpe blodige territorialkrige, som ikke har ret meget andet end navnet med religion at gøre, om de få tilbageværende dyrkningsegnede arealer eller flygte nordpå i synkefærdige gummibåde og risikere deres eget og deres børns liv for en tålelig tilværelse.

Flygtningestrømmen mod nord og feriestrømmen mod syd er grotesk at være vidne til, men det lader til, at de fleste af de privilegerede har vænnet sig til synet af klimaflygtninge og alligevel nyder deres drinks ved poolen, mens deres landsmænd hjemme anført af udlændinge- og ’ integrations’-minister Støjberg ikke tøver med at give de ulykkelige et sidste spark eller spytklat med på vejen.

Rejsekort – pengemaskine

Så får man en mail fra ‘Rejsekort’, som fuldstændig ligner en af de der snydemails, der hele tiden dumper ned i ens indbakke, og som fortæller, at man skal klikke på et link for at forny sit rejsekort, og hvis man ikke gør det, holder det op med at virke om et par uger, og så kan man ikke rejse nogen steder hen; ikke engang med bussen ind til byen og tilbage igen.

Irriteret går man ind på rejsekort.dk og tjekker, at mailen er autentisk, og truslen dermed reel.

Det er den. Man skal betale 50 kr. for et nyt kort, selv om der i og for sig ikke var noget i vejen med det gamle. Derudover trækker de 100 kr., som skal udgøre den nye saldo på det nye kort, selv om man havde en velfungerende ‘Tank op’-aftale på det gamle.

Hvad får jeg for mine penge og ulejlighed? Ikke en skid.

Hvis så rejsekortet i øvrigt var velfungerende, med gennemskuelige og fair priser og enkle regler for brugen, men det er det jo, som alle ved, meget, meget langt fra. Når man bruger sit rejsekort, er det på lykke og fromme og et lotterispil, som giver firmaet bag fuldt herredømme over ens konto, som de trækker fra, som vinden blæser, og det ellers passer dem.

Og når det så ikke længere er nok, udsteder de påbud om, at man skal forny sit kort, så de kan få snablen yderligere ned i ens pengepung.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/en-million-rejsekort-tvangslukkes-koster-pludselig-penge-at-faa-et-nyt/7029889