Kategori: Forbrug

Spis ingenting!

I 70’erne begyndte det så småt med joggingsko og posede, røde, blå eller grønne joggingsæt med brede, hvide fartstriber, joggingstier, ananaskuren, portvinskuren og hvad ved jeg. – Vi havde fået for mange penge, for mange muligheder, og vi spiste og drak for meget, hvilket kunne ses på figuren.

Nu er der som bekendt ingen ende på kure og kostråd, hverken de professionelles – i fuldt alvor anbefales motion og slankekure mere eller mindre velunderbygget mod alverdens sygdomme, og en ung og sund, tyk gravid bliver udskældt og ydmyget af sin jordemoder, der faktisk får sine penge for at berolige og hjælpe. Men der er også alle rådene fra de velmenende amatører: Sund og lykkelig og fedtfri og sukkerfri familie, der senere bliver skilt, glutenfri, kulhydratfri, stenalderkost, raw food, ingefærshots, blåbær, solhat, multivitaminer, ginseng, fiskeolie og andre kosttilskud af alle slags, teblandinger, enhver kan forlænge her med deres egne lister, der oftest fungerer som et ’Ave Maria’, der skal gentages dagligt som forsikring imod sygdom, død og andre ulykker.

Men sundhedsbestræbelserne er, som jeg har forstået det, helt forfejlede. I vores velnærede og velforsynede lille smørhul af et land drejer det sig ikke så meget om, hvad vi skal indtage mere af, men i høj grad om, at vi skal lade være med at spise. Og det er jo, som vi er mange, der har erfaret, det aller- allersværeste …

For vi har så let adgang til alle mulige fødevarer, slik, kager, fastfood, drikkevarer, at de fylder vores dag. Og navnlig fylder de, hvis vi prøver at holde igen.

Man mødes med rundstykker og kage til morgenkaffen på arbejdet, til mødet eller hos vennerne.

Med et stort og billigt udvalg af brød, boller, kager, chokoladebars, snacks og andre hurtige mellemmåltider og drikkevarer i kantinen eller på gaden.

Med store og gode middage med to – tre retter og vine plus avec hos familie og venner og når vi går i byen for at forkæle os selv.

Og vi skal gå spidsrod mellem utallige hyldekilometer langtidsholdbare kulhydrater, mayonnaise, flødeoste, småkager, popcorn, chips, slik, tørret frugt, salater, pølser og pølsepålæg, når vi køber ind. Det skal man være helgen for at kunne lukke øjnene for, mens varerne i frugt og grøntafdelingen på vore breddegrader ofte er uøkologiske, slatne, maskinskadede, tvangsmodnede og smagløse størstedelen af året.

Derfor det store fokus på mad og hvad vi ellers putter i munden og alle de gode råd.

Det bedste råd til os tyksakker er dog at lade være med at spise – ret meget. De mennesker, der lever i underkanten af deres kaloriebehov i lange perioder, lever normalt længere og sundere liv. De er adrætte og energiske langt op i alderen og får færre sygdomme. En smule fylde på hofter og lår giver modstandskraft, men for meget oplagret fedt er en alvorlig belastning for hele kroppen.

En fastedag eller to om ugen gør det ikke, for kroppen vil forsøge at udligne kalorietabet på de dage, hvor det er tilladt at spise. Kroppen opfatter enhver slankekur som en trussel mod selve livet og vil kæmpe voldsomt imod. – For et normalt og sundt menneske udstyret med en normal viljestyrke betyder det, at man blot bliver tykkere og tykkere, jo mere man prøver på at tabe sig.

Naturen har ikke forudset overflod, så vi er ikke udstyret med en stopklods, men med en medfødt trang til at proppe i os, når der er kalorier at få. For man ved jo aldrig, om der bliver knaphed på mad lige om lidt, og mave, lår og hofter fungerer, ganske som kamelens pukler, som lagerplads, så vi har noget at stå imod med.

Det kræver et strengt regime at sætte sig op imod kroppens krav, et regime, der nemt tangerer gammeldags, religiøs askese eller ligefrem anoreksi.

Og et kostråd som ’Spis ingenting’ – får meget svært ved at finde sponsorer, for der er intet at sælge udover afholdenhed. Og det kan let føles som en hån mod alle de millioner af mennesker på denne klode, som hver dag har store problemer med at skaffe kalorier nok til sig selv og deres børn.


http://politiken.dk/debat/kroniken/art5850644/%C2%BBDu-er-alt-for-tyk.-ALT-for-tyk.-Du-er-fyldt-med-fedt.-Det-er-derfor-jeg-ikke-kan-m%C3%A6rke-barnet%C2%AB

http://videnskab.dk/krop-sundhed/vitaminpiller-kan-sla-dig-ihjel

http://videnskab.dk/krop-sundhed/de-buttede-lever-laengere

De gængse og mest fornuftige kostråd kan vist for tiden koges ned til:

Spis grønt og groft og varieret og lokalt og sæsonbestemt, og spis ikke for meget og navnlig ikke for meget kød. Kom ud i haven, parken, skoven, stranden, løb eller gå en tur, svøm eller tag cyklen, så meget du kan.

Men det mest bekvemme er jo at ligge i sofaen med en skål chips og se en god film smiley

Brændeovne


Det her samfund er blevet overbefolket, ensrettet, rigidt og restriktivt. Mens vi åler svenskerne for deres ’forbudsstat’, har man herhjemme forbudt rygning, løse hunde og bål i haven. Man kan ikke længere tænde en smøg hvorsomhelst, lave et hyggebål i sin egen have eller vandre ud over marker og andre friarealer med en glad og løs hund ved sin side. Nu vil man også begrænse brugen af brændeovne.

Jeg forstår det godt. Angsten for forurening og små partikler. Røg kan lugtes. Og så skal det forbydes.

Da Tjernobyl røg i luften, kunne vi ikke hverken se eller lugte det, men der er stadig radioaktivitet på vore grøntsager – også de økologiske.

Aldrig har nogen mennesker i hele verdens historie levet så godt og så længe, som vi gør i dag i denne lille del af Nordeuropa.

Alligevel er de fleste kronisk angste for maden, de putter i munden, materialerne, der omgiver dem og deres børn, og vandet, jorden og luften omkring dem.

Og med god grund! – Der er virkelig meget skidt i omløb. Men røg? Bål? Brændeovne? Løse hunde? – Har mennesker ikke altid haft ild og dyr omkring sig? Og levet godt med det?

Hvorfor denne hovedløse higen efter evigt liv?

De mennesker, jeg kender, der er over 80, har mest travlt med at få tiden til at gå og hjemmehjælpen til at komme. Og kun de færreste af os bliver 100 år alligevel. Og gudsketakoglov for det! – Når børn og børnebørn kan klare sig selv, er det tid at liste af.

Måske skulle jeg fortælle om min gamle ven, Fiskerdjon. Hans navn var vel John, men han stavede det selv ’Djon’. – Han kom ofte for at sælge sine små skrubber, og vi faldt i god snak. – Han havde ni børn, men boede ikke sammen med dem, for så kunne konen jo ikke få fuld socialhjælp, boligsikring og børnepenge, nej, det var sgu’ for dyrt at være gift og bo sammen.

I sit eget lille husmandssted langt ude på landet havde Djon lagt fliser med hæld i stuen og indsat en rist i et hjørne, for han avlede gravhunde, og med en masse hvalpe løbende rundt, var det praktisk at kunne skure og spule gulvet med jævne mellemrum.

Kommunen ville sende ham ud og slå sne ned af juletræer, som han sagde, men næh, nej, sådan leger vi ikke. Det gad Djon sgu’ ikke, så han hutlede sig igennem som en fri mand med lidt fiskeri og som hjemmeslagter. Det var, forstod jeg, ikke hans stil at trætte statsmagten med info og tilladelser og bilag og sådan noget.

En dag, han kom på besøg, blødte han voldsomt fra en dyb knivflænge i låret. Blodet løb ned af cowboybukserne, men han slog det hen, da jeg bekymret spurgte til det; åhh, det var ikke noget. Bare et lille slagteruheld.

Nå, men det var brændeovne, vi kom fra. Djon, som var en venlig mand, og som af en eller anden grund havde fattet sympati for mig, insisterede på at lære mig, hvordan jeg skulle fyre op i min nye Rais-brændeovn:

– Ser du, du tager en gammel avis, dypper den i spildolie, propper den ned i en tom mælkekarton, og så skal du bare se, hvor det fænger! – Hvis du laver en hel stak, kan du fyre med dem. Skal jeg hjælpe dig?

– En anden gang, tak, smilede jeg. Men det blev aldrig. Det er mindst 15 år siden, jeg har set Djon.

Supportere og anden mangel på god behandling


Mariagerfjords kommune havde her for nylig en pinlig sag, hvor de havde annonceret efter en studentermedhjælper til at sagsbehandle alvorligt sygdomsramte familier, deres støttebehov og råde over deres økonomi. – Ret hurtigt måtte socialchefen træde frem og kalde det hele en smutter, en fejl, som hun omgående ville se at få rettet. At ansætte unge, uerfarne og dermed billige medarbejdere til at træffe afgørelser om voksne menneskers velfærd er et alvorligt tilfælde af tillidssvigt og undergravning af vores samfund.

https://www.jobs.dk/job/mariager/boern–familiesekretariatet-med-fysisk-placering-i-mariager-soeger-snarest-muligt-en-studentermedhjaelp-7-timer-om-ugen_435815

Men undergravningen af vores tillid ved at ansætte alt for unge og uvidende medarbejdere sker også på mange andre, mindre graverende, men dog irriterende, områder.

Vi sendte i efteråret en mail til et stort rejsebureau og spurgte, om de ville arrangere en individuel rejse for os. En rejse, der vel ville koste et sted mellem 25.000 og 30.000 kr. – Ikke en lyd! – Efter godt en uge måtte vi ringe for at høre, om de overhovedet havde modtaget vores mail? – Ja, ja, det havde de, svarede en ganske ung, selvbevidst pigestemme. De arbejdede på det. Efter to uger sendte vi yderligere en mail for at spørge til sagen og fik det svar, at vi ville høre fra dem en gang ugen efter. Nu, flere måneder senere, har vi endnu intet hørt! – Et rejsebureau lader deres kundekontakt, mail og telefon, bestyre af unge mennesker, der ikke har den fjerneste lyst til at sælge rejser.

Så ville vi købe en ny fladskærm i den lokale elektronikbutik, hvis unge ejer straks begyndte dialogen med at drage min mands tekniske kompetencer i tvivl. – Det var nok ikke så smart et træk at spille statusspil med en ældre, mandlig kunde, der ovenikøbet er anerkendt forsker i elektroniske systemer. Fladskærme kan man få hvor som helst. Og man behøver ikke finde sig i fornærmelser, når man vil erlægge et tocifret antal tusinder i en butik.

Vi havde her for nylig også problemer med vores kabel-tv-udbyder. Det forekom ret tilfældigt, om vi kunne opnå tv-signaler eller ej, om vi kunne tilgå streamingstjenester, om boksen kunne huske, at vi havde boet sammen i en årrække, og at vi var gamle kunder og betalte 500 kr. om måneden i abonnement, eller om den ville afvise os. Og selv i det bedst tænkelige tilfælde, at den genkendte os, så ville den partout genstarte alt hver eneste gang, vi tændte for den … prøv at sidde og se på sådan en opstartsskærm i 5 – 10 minutter, mens ungerne vræler, at de vil se julekalender eller Disneyshow!

Først ringede min mand, ventede pænt i telefonkøen og talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der rådede ham til at genstarte boksen – igen. Det havde naturligvis ingen effekt.

Da problemet vedblev, ringede min mand igen efter en uge, og igen efter endnu en uge. Så lovede den unge Jonas, Mikkel eller Patrick at kigge på det og meldte efter nogle dage tilbage, at vi skulle udskifte boksen. – Ok, men da den nye boks ankom, viste det sig at være en router i stedet, så min mand måtte igen ringe, vente pænt i telefonkøen og forklare problemet. Han talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der undskyldte og bad ham returnere routeren, så ville de sende en boks. Min mand pakkede routeren og den gamle boks sammen, kørte på posthuset med pakken, og installerede den nye boks, da den ankom. – Ingen forandring. Alle problemer, plus en del nye, bestod.

Så mailede jeg til dem via deres kundeservice og fik kontakt med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der bestemt mente at kunne se, at det var vores kabler, det var galt med. De skulle alle skiftes, kunne han se. Ok, vi fik fremskaffet nye kabler og skiftet hele ormegården til og fra tv, boks og kabelindgang. – Ingen forandring.

Det var nu min mands tur til at ringe. Han ventede pænt i telefonkøen og talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der nu bestemt mente, at det var routeren, der skulle skiftes … Ok. Vi fik den nye router tilsendt, tilsluttede den med de nye kabler og … – Ingen forandring.

Da var der gået fire måneder! Så jeg skrev endnu en mail til Jonas, Mikkel eller Patrick og spurgte dem, en smule mindre høfligt end før, om de overhovedet anede, hvad de lavede?

Er det et generelt problem i dette lille land, at vi ikke længere gider servicere hinanden? Heller ikke, når vi har udsigt til pæne fortjenester? Eller er det bare inkompetence? Dumhed? – Sommetider er man nødt til at lægge sit eget, pænt forstørrede ego til side og spørge sig selv, hvad man egentlig laver, når man er på arbejde. Hvis svaret er, at man er ansat til at sælge rejser, tv-forbindelser eller elektronik, så ville det måske være en god idé at koncentrere sig om det?

Det telefonselskab, kabeltvselskab, rejsebureau eller den elektronikforhandler, der begynder at agere professionelt, har en overskuelig og velfungerende hjemmeside, svarer hurtigt og effektivt på kundehenvendelser uden idiotiske maskinsvar, og som tager kunder alvorligt og taler pænt til dem, kommer til at tjene mange, mange penge.

Slut med private nytårsbrag!

Image Thumbnail Image Thumbnail

Fornemt fyrværkeri afstemt med musik og vindmøller til Jean-Michel Jarres koncert i Vrå, sept. 2002

Efter døgn med eksplosioner og hvinende raketter lige uden for vinduerne, er både hunden og jeg trætte af nytårsfyrværkeri.

De første nytårsaftner, jeg kan huske fra årene omkring 1960, var fredelige. De voksne fik lidt god mad, torsk med lever, krølle og bukser, en øl, snaps, en flyversjus til dessert. Vi børn fik måske en citronsodavand til maden i stedet for den sædvanlige kærnemælk, og så kunne der være sjove hatte, hagesmække, serpentiner, bordbomber og knallerter på bordet, foruden diverse spøg og skæmt, pruttepuder, plastichundelorte, uægte fluer, der kom ud af sukkerknalden i farmors kaffekop, små stykker pap med krudt, som man kunne liste ned i de voksnes cigaretter … Ud på aftenen kunne man under voksen overvågning få lov at tænde en stjernekaster, og det var meget spændende. Da bror blev ældre fik han knaldperler, der lå i savsmuld, og som gav store brag, når de blev smidt ned i fortovet.

Disse udskejelser accelererede fra år til år, og jeg husker nytåret 2000 som det største brag nogensinde. Alle havde fået penge til hummere, champagne, cigarer og store kanonslag, og det skulle alt sammen fyres af ude på gaden for øjnene af familie, venner og naboer: Se mig!

Den seneste nytårsaften føltes i vores lille, ellers fredelige by, som at være under beskydning i to døgn. En veritabel belejring. Hunden turde ikke gå ud og tisse, men lå gispende og klemte sig under sofabordet. Det buldrede og bragede og lynede og glimtede, så vi alle i solidaritet med den stakkels hund gik rundt i stuer med gardinerne trukket for og tv’et tændt.

Fyrværkeribranchen tjener styrtende med penge, men den har meget på samvittigheden: 267 tilskadekomne i år, 500 brandudrykninger, ½ mio. skræmte hunde i husene, andre bange dyr i hundredtusindvis: fugle, rådyr, heste, køer, katte … Mange har siddet med nyfødte og småbørn, der ikke forstår, hvad der lyner og brager, syge og døende og deres pårørende, der ikke har brug for brag og buldrende ildglimt i dagevis, men fred og ro til at være i den situation, de nu er stedt i.

I et debatindlæg i Politiken d. 31.12.16 skrev Emil Arenholt Mosekjær, tidligere soldat:

’Jeg skulle igennem et kursus i grundlæggende sprængning i hæren, før jeg fik lov til at håndtere så meget som en detonator.’

Og

’Det giver ingen mening, at Hr. og Fru Danmark kan rende rundt i en 10-hestes brandert og lege med sprængstof…’

Hvis det var terrorister eller kriminelle, der i den grad forstyrrede den offentlige ro og orden, ville man omgående sætte hæren ind. – Men det er bare en forholdsvis ny, farlig og spændende tradition, dødsensfarlige sprængstoffer, håndteret af børn og fulde folk, som vi stiltiende tillader i dagene omkring nytårsaften.

Er tiden ikke kommet til at overlade krudtet til professionelle?

Nogle indbyggere i Seest ved Kolding må have et anstrengt forhold til nytårsskyderi. Foto fra nov. 2004

Værre

Jeg er født ti år efter krigens afslutning, og jeg voksede op i freds- og opgangstider og vænnede mig til, at alting bare blev bedre og bedre.

Fra 50’erne til 60’erne oplevede vi almindelige mennesker en næsten utænkelig, materiel forbed­ring af vore liv, da middelklassekvinderne blev sat fri og kunne arbejde uden for hjemmet, ikke blot som husassi­stenter, telefondamer, sekretærer, vaske- og sypiger, men med spændende og (den­gang) vellønnede jobs som fx lærere, sagsbehandlere i det offentlige eller i reklame- eller rejse­branchen. Disse kvinders døtre tog uddannelser i en sådan grad, at de unge mænd i dag skriver selvmedlidende læserbreve i ’Politiken’ om det. Men de unge mænd kan være ganske rolige: De bedste pladser i samfundet er endnu i 2016 overvejende forbeholdt mænd.

Jeg oplevede, at Danmark hastigt forandrede sig. Gårde blev nedlagt, marker sammenlagt eller ind­draget til vejstrukturer og parcelhuskvarterer, som bredte sig længere og længere ud i landskabet. Vi fik huse med centralvarme, vaskemaskine, elkomfur, køleskab, telefon og tv, og der blev også råd til bil, sommerhus, ferierejser, møbler, telt, legetøj, nyt tøj og sko, kameraer, grammofoner, bånd­optagere, stereohøjttalere, bøffer, vin, salat, sodavand og slik til daglig. På børneværelserne vadede vi bogstaveligt talt i knæhøje dyn­ger af skrigfarvet, uholdbart plastic.

I 70’erne gjorde vi unge oprør imod al denne materialisme, mod autoriteter og konformer: Vi af­viste, at ’shopping’ kunne være en aktivitet, som tænkende mennesker frivilligt ville ønske at bruge tid på, vi klædte os brugt og billigt, folkeligt farverigt eller i militært overskudstøj og sad i rundkreds på gamle madrasser, røg, lyttede til musik og snakkede nætterne igennem. Vore reoler var ølkasser, sengen var lavet af spånpla­der og forskallingsbrædder, og vi batikfarvede selv ostelærred til puder, hynder og gardiner og hæklede kulørte lapper til vore lasede cowboybukser. Hvis vi gad, tog vi et år eller to til London, Sydeuropa eller Indien. Vi badede topløse, tykke, tynde, unge og gamle. Vi til­meldte os EF’s europæiske handelsfællesskab med åbne grænser og fik overskud til at indføre den store bistandslov, der sikrede alle borgere en værdig hjælp uanset hvad. – Peace and love og tole­rance beherskede tidsånden.

Fra 80’erne strammede nettet til igen. Under Schlüter oplevede vi økonomisk krise, kartoffelkur, arbejds­løshed, fattigdom. Ingen, vi kendte, købte huse længere eller rejste på ferie. Kampen om de gode jobs var hård, så kvinderne tog igen BH’en på og kom op på stiletterne. Mændene iførte sig jakkesæt, slips og blanke sko, og de stod gudhjælpemig og satte deres korte hår med både voks og hårtørrere! – Sådanne umandige beskæftigelser havde vi godt nok aldrig set før. Begrebet ’Yuppie’ opstod, og for første gang stif­tede jeg bekendtskab med det mærkværdige fænomen ’mærkevare’ i form af en lille krokodille, der gjorde bluserne tre gange så dyre. – Hvem interesserer sig for, hvilket mærke en bluse, en parfume eller en sofa har?

I 90’erne opdagede man, at det gik ad H til med miljøet og forsøgte i 11. time at sætte ind med nogle få, utilstrækkelige og spredte tiltag. Bedst effekt havde Svend Aukens store vandmiljøplan.

Først i nullerne tog Fogh så over og kørte landet i sænk med et uhyggeligt overforbrug, en bolig­boble, bl.a. forårsaget af afdragsfrie lån – Hvorfor låner man penge til folk, der kun har en mikro­skopisk chance for at betale dem tilbage? – og sin renden i rumpen af USA i galskab efter at er­klære krig mod lande, der aldrig havde gjort os noget. Det skaffede ham så personligt en vellønnet, international stilling.

Terror, der før havde været politisk med Rote Armee og Brigate Rosse eller palæstinensisk, blev nu arabisk og identificeret med religion. Det blev pludselig helt i orden at genere og håne mennesker med en anden tro end den afslappede, danske folkekirketro. Og for første gang siden krigsårene fik almindelige borgere i Danmark grund til frygt, når de færdedes i det offentlige rum.

Nu i tierne er vi så hastigt på vej tilbage til krisestemningen fra før krigsårene: Vi oplever grasse­rende fremmedangst og har igen en borgerlig regering, der kører det offentlige, sundheds- og ud­dannelses­systemet og andet værdifuldt fælleseje, så som det vigtige skattevæsen, i sænk med evindelige krav om besparelser – som om vi ikke havde råd! – Vi har aldrig været rigere, og aldrig før har vi haft så mange hænder til at løfte byrderne. – Vi er tre gange så mange mennesker i ver­den og i Danmark nu, som vi var i 1950, og hvis det ikke rækker, står der et tocifret antal millioner af flygtninge fra udbombede byer i bl.a. Mellemøsten klar til at komme ind og tage fat.

Alligevel insisterer de herskende, små ånder på at kalde det krisetider, på at afvise de arbejdsvillige og ofte veluddannede unge ved grænsen og på at udsulte og plage alle danske syge, gamle og svage.

Så hvor man for 50 år siden var stolt af at være dansker og kunne føle sig tryg i bevidstheden om, at sam­fundet ville give vore børn og unge en lødig uddannelse og tage sig af os, når vi blev syge, ar­bejdsløse eller gamle, så har vi nu pensionsaldre på over 70 år – også for mureren og jord- og be­tonarbejderen! – Vi bliver gennemtjekket ved den dansk-tyske grænse, hver gang vi har været i Fleggård for at købe øl og marcipan, og vi bliver kørt ud til jobtræning på bårer i ambulancer! Selv ikke en mand med lungekræft kan få en rolig sidste tid på en lille sygepension, gamle bedstemor får aldrig skiftet sin ble, og vi kan ikke komme igennem til 1813, hvis vi skulle få lungebetændelse en søndag eftermiddag. Postvæsnet har nedlagt sig selv, man kan ikke nogen steder komme i kontakt med andet end telefonsvarermaskiner – tryk dit og dat du er nummer 14 i køen vent pling pling pling ved du at du kan bruge hjemmesiden – og ingen, hverken offentlige eller private gider svare på en mail. Hvad bruger vi al tiden og alle menneskene til? – Burde vi ikke anvende nogle af vore mange ressourcer på at tage os af hinanden? Som vi gjorde før? – I stedet for at sidde og uploade sel­fies, som ingen orker at se, allevegne…

(Middelklasse)kvinderne blev sat fri til at beskæftige sig med andet end hus, madlavning, indkøb og børn, og det er godt. Men det var ment som et valg, ikke et påbud. Frihed betyder også muligheden for begge køn for at vælge at tage tiden tilbage, fx passe sine egne børn, sit eget hus, dyrke nogle grøntsager selv, holde hund og høns og støtte ægtefællens karriere.

Men vi indgår ikke længere partnerskaber for livet. Vi stoler ikke længere på hinanden, og vi under ikke længere hinanden noget. ’Solidaritet’ er blevet et fremmedord. Det er nu helt almindeligt at råbe vredt efter hinanden på gaderne, at kommentere hinandens kroppe og såkaldte ’livsstil’. KOL og diabetes betragtes som selvpåførte lidelser – Helt alvorligt: Hvem ønsker at gøre sig selv syg? – som belaster fælleskassen, og syge mennesker føler sig efterhånden som spedalske.

På den barske baggrund forstår jeg udmærket den nostalgiske bølge … Tiderne VAR bedre førhen, men en nusset designerstol – findes der stole eller andre møbler, der ikke er designet? – og en gammel abe af Kay Bojesen gør ingen forskel – Vi skal ud af hullerne og tage kampen for velfærd, solidaritet og medmenneskelighed en gang til.

Misbrug af Eboks

Eboks er formentlig en god idé, omend en smule omstændelig:

Man får en mail og/eller en sms om, at der er ny post i Eboks, og at man skal huske at tjekke. Hvis man glemmer det, får man flere beskeder.

Så finder man sit nøglekort frem, går ind på Ebokssiden, taster og taster og taster … venter lidt, og ser så fx ovenstående meddelelse fra ens pensionsselskab, der beordrer en til at gå ind på DERES side, taste sine data og koder ( – hvor var det lige, man havde dem?) og logge ind for at se deres meddelelse …

Det gør man så efter nogen søgen og overvindelse og må derefter sidde i kø og vente, fordi tusinder af andre netop er ved det samme. Da man omsider når frem til MEDDELELSEN, er det ikke noget vigtigt …

– Snydt! De har berøvet mig et kvarters tid af mit liv. Bare fordi de ikke forstår de nye måder at kommunikere på.

Det samme med kreditforeningsselskabet. De sender alle deres tåbelige og intetsigende ’informationsbreve’ via Eboks, også selv om de i samme brev eksplicit skriver, at de nye regler IKKE berører mig og mit lån! – Hvorfor bruger de så min tid?

Hvorfor råber disse selskaber ’Ulven kommer!’, når de ikke har noget relevant at meddele mig? De kan jo bare sende en almindelig mail, så kan jeg skimme den til morgenkaffen og slette uden at skulle igennem alle de besværlige procedurer.

Gæt, om jeg gider at tjekke min Eboks igen i nærmeste fremtid?

Bedst i test

Ismaskinens sørgelige ende: sat ud for at dø.

Hvem i hede hule … udvælger de husholdningsmaskiner, der er bedst i test? Ikke erfarne husmødre, der kan lave mad, det er åbenlyst, men hvem så? Unge gymnasielever, der aldrig har lavet et måltid til sig selv? Praktikanten, der bare er ude på at lave fis med det hele? En medarbejder ved forbrugerredaktionen, der får gratis maskiner med hjem?

Jeg er blevet snydt så mange gange nu, at jeg vil holde helt op med at lytte til andre end MEGET gode venner, når det drejer sig om indkøb til hjemmet.

Først blev jeg selvfølgelig snydt med en kaffemaskine, som figurerede øverst på en ’Bedst i test’ på internettet: ’Hurtig kaffemaskine, laver din kaffe ved præcis den optimale temperatur, så den bedst udnytter bønnernes aroma, bedst i tests’ … Men da jeg fik den hjem, kunne den ikke koge vandet, ja, knap varme det, og den var 100 år om at sprutte tre kopper igennem … Den gang lærte jeg ikke at stole på producenternes egne tests eller betalte rosesider på nettet.

Så fik jeg brug for en ny foodprocessor og Politiken skrev:

’Drømmer du om hjælp til at snitte grøntsager eller ælte dej, kan foodprocessoren First Kitchen 6795 fra OBH Nordica være maskinen for dig. Den er kåret som ’bedst i test’ af Forbrugerrådet Tænk i deres store test af foodprocessorer.’

Hvorefter jeg sendte bud efter maskinen, der viste sig at have et billigt, ustabilt look, selve motordelen havde ru overflade, så den ikke kunne gøres ordentlig ren, blenderen og snittebeholderen var i blødt, tyndt plastic, snitteaggregaterne virkede alt for små, tynde og billige, det var vanskeligt at samle alle de skrøbelige dele, og maskinen viste sig hverken at kunne knuse isterninger eller snitte løg eller blande en fars …

Hvis jeg forsøger at blende mere end en deciliter varm suppe ad gangen letter låget på blenderen, så jeg skal gøre hele køkkenet rent bagefter – Op og ned ad vægge! Fem minutter før gæsterne kommer! – Rent held, at jeg endnu ikke har pådraget mig en alvorlig forbrænding.

Her senest faldt jeg for ismaskinen fra OBH, også anbefalet af Magasinet Forbrugerrådet Tænk. De skrev bl.a., at påfyldningshullet var dejligt stort, at den var nem at betjene, lavede god is, og at den havde to rummelige skåle.

Men da den ankom og skulle prøves af, viste det sig at:

Den er vakkelvorn i grimt, babyblåt plastic af dårlig kvalitet, som alt for billigt, kinesisk børnelegetøj.

Den er uhyre vanskelig at sætte sammen. Der er 5 – 6 umage, tynde plasticdele, der skal passe sammen og ned i huller, hvilket de ikke helt kan.

Den kan ikke gøres ren! Skålene må ikke anbringes under rindende vand! – Hvordan får man så flødefedt og opvaskemiddel ud af dem? – Og den lyseblå plastickrop har indvendige kanter, så vand ikke kan løbe af efter opvask! – Man skal stå og duppe den i ti minutter med et viskestykke for at få vandet ud af den igen.

Påfyldningshullet er så lille og så svært at komme til, at det tager irriterende lang tid at stå og prøve at proppe isblandingen ned i maskinen med små skeer.

På trods af de annoncerede to 1,5 liter skåle, må man kun fylde 7,5 dl isblanding i, og selv med de anbefalede 7,5 dl løber isblandingen over og ud i de omgivende dele, som ikke må gøres rene! Så man kan ikke lave is af fx ½ l fløde, men kun af 3,5 dl fløde + æggesukkerblanding + evt. frugt eller andet fyld. Det er madspild, at maskinen ikke er dimensioneret efter gængse mål, og hvem gider stå og lave miniportioner flere gange efter hinanden?

Den larmer helt ufatteligt meget og lyder anstrengt allerede første gang, den kører.

Den kan ikke fryse. Efter de annoncerede 30 minutters frysetid, er min isblanding stadig som kold tykmælk.

I brugsanvisningen anbefaler de da også, at man køler alle ingredienser ned i køleskab før brug, og at man sætter isen i fryseren efter opholdet i ismaskinen … Hvad skal jeg så med maskinen? Som det tager mig en halv time at forsøge at gøre ren og tørre og samle bagefter? Den dur jo heller ikke som legetøj.

Efter at have forsøgt at bruge den til formålet, dvs. at lave is på den, en enkelt gang, gjorde jeg den ren, pakkede den omhyggeligt ned i kassen igen med brugsanvisning og det hele og satte den ud til storskrald. For det er alt for omkostningsfuldt at bruge flere ressourcer, transport og ulejlighed på så underlødigt et produkt.

Ti tons om dagen … HJEMME!

Når jeg ser tåbelige annoncer som denne fra Kvickly, mindes jeg min gamle far. I hans senere år kunne vi bruge en formiddag på at tage i Bilka sammen i hans okseblodsfarvede, raslende Skoda og storhandle til hele ugen. Bøjet over en af de lange kølediske valgte han omhyggeligt sin yndlingsspise, den billigste leverpostej fra Stryhns, og deklamerede: ’Stryhns hjemmelavede leverpostej – Ti tons om dagen – HJEMME!’

Hvorefter han fornøjet puttede den i sin indkøbskurv, ned til det skiveskårne rugbrød, en dagmartærte på tilbud, Ekstrabladet og BT, og måske en rulle ligeledes ’hjemmelavede’ gule ærter. – Bagefter indtog vi vores kaffe og wienerbrød og mentolcigaretter – det var dengang – i cafeteriaet og havde haft en dejlig dag.

Ud over at insistere på, at forretningen Kvickly laver deres færdigretter HJEMME – hos hvem? – føler de også trang til at skelne mellem uøkologisk og økologisk coleslaw … hvorfor det? For to kroners forskel? – Er der folk, der ikke kan tåle økologi og gerne vil spare to kroner?