Hvis man køber og indtager et produkt, ‘Venolet’, der består af affald fra vinfremstilling, dvs. vindrueblade og kerner, så kurerer det ens trætte og tunge ben for kun 99 kr. + porto for den første måned. Produktet kan også give en bedre hud og kurere appelsinhud. – Fantastisk!
Og hvis man køber en magnetmadras for 3500 kr. og dertil hørende topmadras for 2500 kr. plus et ekstra uldtæppe for 1495 kr. fra ‘Welvido’, bliver ens krop mere modstandsdygtig over for influenza, virus og infektioner – og så får man et værdifuldt magnetarmbånd oven i handlen.
Nu står vi midt i den anden bølge. Selv USA’s ellers så usårlige præsident er smittet, men bare rolig. Han bliver fløjet til et militærhospital og får alle tænkelige og mulige behandlinger, antistofindsprøjtninger og Remdesivir m.m., som endnu ikke er tilgængelige for en almindelig 74-årig pensionist hverken i USA, Indien, Italien, Brasilien eller herhjemme. Han skal nok klare sig.
Hvorimod verden som sådan, ifølge Johns Hopkins’ universitets opgørelse i dag, har mistet over 1 mio. mennesker til coronaen, 34,5 mio. har været smittet, og i Danmark har knap 30.000 været ramt, 652 er døde. Ja, de fleste af de døde har været ældre mennesker og dem, der i forvejen led af en eller flere sygdomme, men nu begynder også unge og yngre raske at figurere markant i statistikkerne – Vil du være den, der bestemmer hvilke medborgere, vi kan undvære?
Vi omgås naturen uforsigtigt. Vi trænger dybt ind i huler, fælder gamle skovområder og hiver dyr frem, som har levet der i fred med deres virus, bakterier og parasitter i årtusinder. Og vi stuver dyr sammen på meget lidt plads, hvor virus o.l. har en fest, muterer og let kan springe fra den ene vært til den anden. De sygdomsfremkaldende mikroorganismer opformeres fra få til hundredemillionermilliarder på nul komma fem og overføres til mennesker, hvor de hurtigt breder sig ud som en pandemi og lukker vores samfund ned.
Den Spanske Syge for hundrede år siden opstod efter al sandsynlighed på en svinefarm i det østlige USA og rejste med troppetransportskibe til Europa, hvor den lystigt deltog i 1. Verdenskrig med 50 mio. – måske op imod 100 mio. – ofre. Tallet er usikkert, for man ved ikke meget om tabene i Asien, Afrika og Sydamerika.
Vi har i forvejen MRSA, resistente og særdeles farlige bakterier, som florerer i de danske svinefarme og også er kommet ind på vore hospitaler. Disse bakterier er et uhyggeligt bekendtskab for mennesker.
Nu spreder coronavirus sig voldsomt ad ukendte veje mellem minkfarme – selv til Læsø halvanden times sejlads ude i havet! – og forhøjer smitterisikoen i hele Danmark.
I Nordjylland skal 100 minkfarme aflive alle deres dyr. De har tusindvis af dyr hver, i alt 1 mio. levende væsner. Forestil dig, at så mange små rovdyr sidder i trange bure af ståltråd, fedes op med uhumske rester fra fiskeindustrien og aflives og flås for at nogle nyrige i Asien kan gå og vigte sig i frakker syet af deres pelse.
Man væmmes …
I Europa har 15 lande nu indført forbud mod al pelsdyravl, herunder Norge, Belgien, England og Holland (med udfasning frem mod 2024), men i Danmark sætter vi pengene fra Asien højere og lader minkavlerne bestemme over vores politik. Med forfærdende dyremishandling – og tårnhøj smitterisiko for den danske befolkning – til følge.
Vi har brug for en højere etik i omgangen med dyr, planter, jord, vand og luft, hvis vi vil redde kloden, vores eget skind og menneskeheden på lidt længere sigt. Vi er skadedyr, som har bredt sig invasivt, og vi mishandler dyr og natur alle vegne i vores emsige virketrang og pengehunger.
Men på kortere sigt: Alle ligeglade, arbejdsglade, rejseglade, festglade, selvglade medborgere i alle aldersgrupper – Hvad med lige at stramme ballerne i endnu et halvt år, så vi alle bedst muligt kan komme igennem denne alvorlige epidemi? Hvad med at tage advarslerne alvorligt? Og vise hensyn over for andre mennesker, hvor vi end går?
Vi skal holde afstand, vi skal vaske hænder, vi skal spritte af, vi skal bruge mundbind, når vi færdes steder, hvor der er mange andre mennesker, i den offentlige transport, i supermarkeder, indkøbscentre, på jobbet, hos læger, på sygehuse m.m.
Vi skal omgås så få som muligt så kort tid som muligt. Vi skal holde rent og lufte ud, og vi skal så vidt muligt holde os hjemme.
Virus kan opformeres så voldsomt i dig, at de mennesker, der bor sammen med dig, og dem, der kommer tæt på dig – uanset deres alder og helbred – vil få en langt større dosis smitte, end de ellers ville have kunnet opsnappe på gaden, på skolen eller hos frisøren. Du vil i så fald kunne give smitten videre i så store mængder, at dine nærmeste, som du holder meget af og er afhængig af, risikerer at dø af det.
Det betyder, at hvis du bliver smittet og syg, måske uden at vide det selv, vil smitten sprede sig fra dig som i en minkfarm. Vi mennesker lever ofte lige så tæt sammen som små dyr i bure. Vi stimler sammen på restauranter, barer, til demonstrationer, private fester, forestillinger, i supermarkedet – Ja, selv i køen til den ordinerede coronatest, som jeg oplevede det her forleden, stod vi ventende som sild i tønde, grædende børn, hostende, syge mennesker, og pga. IT-nedbrud blev vi gennet ind i et lille telt, tæt pakket, så de, der kom efter os, kunne få et lille stykke fortov at stå på ude i den kolde efterårsblæst. Så i princippet kan min test være negativ, mens jeg blev smittet i køen.
Vi er så heldige her i Danmark, at vi lever i et land, hvor kommunikationen fungerer. Hvor vi har varmt og koldt vand i hanerne, strøm i kontakterne, varme i stuerne. Hvor vi har et nogenlunde velfungerende sundhedssystem. Mange kan arbejde hjemme, vi har adgang til underholdning i hjemmene og indkøb via nettet, og vore politikere tager – for det meste – situationen alvorligt og handler derefter.
Så hjælp dig selv og alle andre! Pas på dig selv for alles skyld!
Det politiske spin er gået for langt, når statsministeren beskyldes for politiske rævekager og for at spilde borgernes penge unødigt, når hun lukker landet ned i et par måneder for at forhindre lig i gaderne.
Hun – og alle andre – er i en situation,
som i mands minde ingen fortilfælde har, og hun gør det faktisk godt. Anerkend
det, lad livet gå langsomt videre, og lær af det, vi nu gennemgår, så vi alle
bliver klogere til næste gang.
At høre den borgerlige fløj gustent argumentere for hurtigere genåbning af dit og dat, restauranter, forlystelsesparker, udlejning af kæmpesommerhuse med spa til tyskere, for retten til unødvendige rejser, der alt sammen skæpper i private pengekasser, er som at høre Døden argumentere for flere sjæle. Som at høre landbrug og industri argumentere for deres ret til at tjene styrtende på at tilsvine jord, vand og luft, så denne planet bliver uegnet for mennesker og deres børn at leve på.
Det er hårrejsende og
frygtindgydende!
Skal vi ikke én gang for alle slå
fast, at der er forskel på menneskets overlevelse og penge?
Udenfor huserer en virus. Vi er nu på tredje uge isoleret fra de fleste andre og opholder os kun i huset og i haven med smutture ud i foråret i den nærliggende skov. – Verden lige nu bekræfter Sartres påstand om, at ’Helvede, det er de andre’.
Ingen af os har oplevet noget lignende! – Økonomien viste sig skrøbelig og kollapsede på en uges tid og måtte have enorme, offentlige tilførsler – Hvem skulle nu have troet det? Men Vladimir Lenin vidste, hvor sårbart et samfund er: “Every society is three meals away from chaos”, citeres han ofte for.
Vi køber ind på nettet og har endnu
ikke oplevet mangel på noget som helst. Vi har fordel af at være opdraget af
forældre og bedsteforældre, som havde oplevet krigen og gav et nøjsomt sparsommelighedsgen
videre til os, og som lærte os altid at have et mindre lager af fx wc-papir,
sæbe, mel og dåsetomater, så man i givet fald kunne klare en strejke, en
snestorm eller en sygdomsperiode. De tænkte på almindelig influenza, ikke på
en ondsindet én, der lukker hele samfund ned. For det er hundrede år siden, vi
sidst har set sådan én her hos os.
Der er absolut ingen flystriber på den martsblå himmel her tæt ved en lufthavn i Nordjylland, trafikken er begrænset, og folk kører usædvanligt pænt og holder tilbage for hinanden. – Men de små private sportsfly har en fest i det gode vejr. De cirkler i timevis lavt over byen og skoven. Det er vel ikke rimeligt, at et par velhavende entusiaster skal forstyrre den nyvundne fred for titusinder af andre? – Det bør stoppes!
Hvis vi ikke var så urolige, og
hvis de små Cessna’er kunne blive på jorden, ville vi nyde det sjældent smukke
forår i fulde drag og blot lytte til fuglene og børnene, der igen er fremme på
vejene og i skoven med deres egne forældre – på en hverdag!
Efter en lille uge satte uroen
ind. Søvnløsheden. Spekulationerne. Angsten for de nærmeste. For selv at
henligge hjælpeløs i en katastrofesituation. I disse dage ville man gerne have
klare retningslinjer fra en voksen.
Mette Frederiksen og hendes ministre gør det godt. Og embedsmændene. Og dronningen. Men kommunikationen er ikke klar. – Rammer denne her sygdom kun de gamle? Hvorfor kan vi ikke blive testet? Kan vi roligt gå ud og handle eller ej? Må vi tage i sommerhus? Må vi feste med vores venner? Må vi samles til påskefrokost, eller er det bedst at lade være? – Vi vil gerne se vidende, kloge og sikre generaler, der tør tage ansvar og udstikke klare, videnskabeligt funderede forholdsordrer. – Det er ikke tilstrækkeligt at sende unge damer ind med råd om (igen igen), at vi skal holde afstand, vaske hænder og sætte os roligt hen med en god bog, ikke genere sundhedsvæsnet og myndighederne med unødvendige opkald og vente, til det driver over.
Her hos os har vi en daglig
diskussion om avisen, som bliver bragt med et larmende knallertbud mellem
klokken fem og halv seks om morgenen. Er papiravisen en smitterisiko? Må man
tage den med ind til morgenbordet og slå den op i hovedet på ægtefællen, der
sidder overfor? Eller skal den bare blive liggende i postkassen, evt.
afbestilles, så vi begge kan nøjes med at læse den på nettet?
Min reference, Videnskab.dk,
kan oplyse følgende:
’I et amerikansk studie, som
netop er trykt i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine,
vurderes det, at den nye coronavirus kan overleve på pap i op mod 24 timer,
mens den overlever på plast og rustfrit stål i op til tre døgn.’
Foruroligende kinesiske studier
har dertil fundet, at dråber med virussmitte kan holde sig svævende i luften i
fx en bus i 30 minutter.
Vores morgenkævl om Politikens
papirudgave må forekomme som ren hyggesnak sammenlignet med, hvordan
diskussionerne sikkert forløber blandt de udsatte mennesker i sundhedsvæsnet
og andre nødvendige funktioner med store kontaktflader til syge og smittede.
Hvad gør vi for de mennesker?
I årevis har de været nedskåret
og pressede af skiftende regeringer, så de knap kunne hænge sammen, og nu
forventer vi alt af dem … Jeg ser allerede nu tegn på, at coronakrisen får
varige følger i form af større støtte og opbakning til statsapparatet, til
skattebetaling, til fælles kriseberedskab, politi, retsvæsen, sundhedsvæsen,
forebyggelse m.m.
I gamle dage havde vi tjenestemænd. Et begreb, der nogenlunde svarer til det engelske ’Civil servant’. Folk på udvalgte poster inden for politi, retsvæsen, sundhed, akutberedskab, militær, transport, postvæsen, anden kommunikation, undervisning o.l. blev ansat på specielle vilkår, hvor de fik høj løn, gode forhold, stort ansvar og en rundhåndet pension for til gengæld at være parate og blive på posten, når krisen ramte. Tjenestemænd M/K var stolte af deres stilling i samfundet og var til at stole på. – I dag forventer vi, at folk bliver på deres poster, selv om vi har stresset dem voldsomt og skåret så langt ned på løn og øvrige vilkår, at de i årtier er blevet forhindret i at gøre deres arbejde ordentligt.
Vi har haft en verdensforståelse, der gav dem, der havde råd, alle muligheder for at købe materielle ting til overflod, for at bygge og indrette, for at rejse, for at opsøge privatlæger og privathospitaler og på den måde snyde sig uden om køen af mindre privilegerede, der var henvist til et usselt system med lange ventetider, både i telefonkøen til den praktiserende læge og til livsnødvendige undersøgelser og behandlinger på sygehuse og hos speciallæger.
Det gik forrygende for de velhavende i mange år. Tilpas mange fik del i rigdommen, og de havde ingen kvababbelser over klimaet, mens de sejlede hen ad motorvejene i deres store biler, eller medfølelse med stressede sygeplejersker, skolelærere, pædagoger, arbejdsløse, syge, gamle … De privilegerede forstod ikke, hvor sammenvævet et samfund er. Men nu er alle uden undtagelse henvist til det offentlige system, hvis de rammes af noget alvorligt. Ingen kan være i sikkerhed for noget som helst, hvis ikke samfundet som helhed føles sikkert. Nu er noget sket, der gør dette helt indlysende, selv for de tungt opfattende. Måske vil ordet ’solidaritet’ genopstå af asken efter, at Fogh Rasmussens regering lagde landets offentlige omsorg øde op igennem det første årti af det nye årtusinde?
Men vi er mennesker, vi er grådige, vi er egoister, navnlig i krisesituationer, og vi har behov for at skabe mening i kaos … Coronasmitte giver ingen mening. En virus, måske fra en flagermus i Kina, er vandret igennem fødekæden og ned i lungerne på os. Virus lever af, at vi er sociale væsner, og at vi altid søger tæt kontakt med artsfæller. – I dag godt hjulpet af livsstilen med global økonomi, stor rigdom i visse dele af verden og stor international mobilitet, både i forretningsøjemed og som ferie- og fornøjelsesrejser. – En ny virus kan, som vi godt vidste, men som vi nu har erfaret i virkeligheden, på ganske få timer sprede sig med fly fra Kina til Korea, Iran, Italien og derfra ramme lille mig i Værløse.
Som meningssøgende/meningsskabende væsner har vi svært ved at tolerere, at ting bare sker: Døden skal have en årsag. Sådan var det også i pesten og alle de andre epidemiers tid, da man, som Boccaccio beskrev det, flygtede op i bjergene og drak vin og fortalte hinanden frivole historier, indtil det var sikkert at komme ned igen. Da man piskede sig selv, fordi man åbenlyst havde pådraget sig ‘Guds straf’. Eller man gav jøderne skylden og murede dem inde. Eller hængte alle kattene, som man troede var smittekilder – heraf skikken med at slå katten af tønden til fastelavn.
I dag synes årsagen at være nogle tilfældige sammentræf i Wuhan – Når en flagermus slår med vingerne på den ene side af jorden … – Så vi har også i dag fået travlt med at finde årsagen, den formodentlige skjulte mening bag coronasmitten, og nogle vælter sig i paranoide konspirationsteorier, nogle opfinder religiøse eller overtroiske forklaringer, og andre begynder straks at uddele skyld. – Det er kinesernes skyld! – Det er italienernes skyld! – Det er de danske skituristers skyld!
En ny variation er de unge studerende, der på Politikens debatsider mener, at det hele er de voksnes skyld (!?) – Og at de unge ikke vil blive hjemme og lade være med at feste igennem og således passe på ikke at bringe smitten videre for de gamles skyld, for de gamle har aldrig taget sig af dem …
Måske har de ret. Hvis de er nået op i tyverne og går på universitetet og stadig ikke føler sig som voksne og stadig ikke har fattet, at ALLE kan dø af denne virus, så har vi voksne ikke gjort det godt nok. Der er 1,2 mio. sårbare i den danske befolkning, som er i fare for et alvorligt forløb i tilfælde af coronasmitte. Det er spædbørn, unge, midaldrende, gamle, afhængigt af helbred, immunforsvar, hjertesygdomme, lungesygdomme, nyresvagheder, astma, og navnlig afhængigt af det generelle smittepres i samfundet: Hvis mange syge går rundt og opformerer virus til store mængder, så bliver de næste smittede hårdere ramt, uanset alder. – Hvis det er de unges holdning, at det hele er de voksnes skyld, og at det i øvrigt ikke rager dem, og når de føler trang til at offentliggøre denne holdning i en stor, landsdækkende avis, så har vi voksne virkelig svigtet dem! – Men ikke på den måde, de forestiller sig, for de er blevet født og opfostret i gode kår, og de har modtaget gratis uddannelse og SU imens. – Men de har intet lært. De har aldrig været udfordret før. Og de har ikke tilbragt tid med bedste- og oldeforældre, der kunne have fortalt dem om trange tider, om sammenhænge og sammenhold, solidaritet, om almindelig pli, anstændighed og god opførsel.
Når de urimelige unge, som jeg tror er fåtallige, har fået luft for deres frustrationer over, at deres bekvemme og ubekymrede liv er forbi for en tid, og når alle vi andre er færdige med at uddele skyld og kloge os på ting, som vi i virkeligheden ikke ved noget om, og vi alle i fællesskab i endnu et par måneder har nået at vænne os til denne nye situation, så håber jeg, at smittekrisen vil efterlade os mere tolerante, mere omsorgsfulde, og ikke mindst mere menneskelige, end vi var før. – Måske vil vi endda i tiden efter coronaen fortsat opleve en blå himmel uden alt for mange flystriber? Gader uden tæt og forurenende trafik? Billister, der kører hensynsfuldt? Og se børnene lege ude og gå skovture med deres egne forældre på en ganske almindelig hverdag.
Om aftenen erklærede statsminister Mette Frederiksen landet i undtagelsestilstand og opfordrede til, at folk IKKE tog ud og hamstrede fx fødevarer og medicin. Øjeblikket efter var en stor del af den danske befolkning rykket til Bilka, Netto og REMA1000, de butikker, der havde aftenåbent, med trailere, varevogne og cykeltrailere, og flåede wc-papir, bleer og gær ned fra hylderne.
’Grænsen lukker’ og ’Stopper bland selv-slik’ er de to største emner, folk søger på Google her til morgen … Fulgt af navnet på en stand-up’er og symptomer på influenza, – Så ved man, hvad der rør sig blandt det, min far ville have kaldt ’De andre idioter’.
Da jeg erhvervede kørekort for
næsten 50 år siden og skulle begive mig ud blandt medtrafikanter på de danske
landeveje i min mors lille, mørkegrønne Austin Mini, lød min fars advarsel
altid: ’Pas på de andre idioter!’
Sådan burde enhver sagkyndig
afslutte køreprøven, når han rakte det midlertidige førerbevis til den glade
beståede.
Og sådan er vi nødt til at tænke
i dag, hvor coronavirusser grasserer lige uden for vores egen dør. Pas på de andre
idioter, der bringer os alle i fare, når de ikke synes, de skal standse for
rødt, når de kører frem i nødsporet og forsøger at overhale alle indenom, når
de ikke bliver hjemme, hvis der er et godt tilbud på wc-papir i Brugsen, hvis
de mangler slik og snacks, eller hvis de keder sig og bare lige skal ud og se,
hvad der rør sig i verden. Og som ikke gider besvære sig med at holde afstand,
med håndvask og sprit. – For virussen rammer kun de syge og gamle, ikke? – Det
er ren Darwinisme. Lad falde, hvad ikke kan stå.
Vi bør være taknemmelige for de
tapre ansatte i sundhedsvæsnet, som efter et par årtiers nedslidning og
udsultning stadig har modet og kræfterne til at gå på arbejde og afbøde slaget for
os andre!
Og for vores kloge og agtpågivende
politikere og embedsmænd, der roligt træder frem og overbeviser os om, at de
gør alting, så de godt de kan.
Og for alle dem, der holder
infrastrukturen i gang. Gudskelov for vand- og varmeforsyning! For renovation!
For strømmen! – Og for fryser, køleskab, komfur, ovn og bil. – Vi kan sagtens
holde den gående i nogle uger, hvis vi ikke bliver meget syge.
Og gudskelov for computer, internet,
mobil og tv … Vi kommer ikke til at kede os. – Vi kan kommunikere, vi kan
arbejde hjemmefra, vi kan bede om hjælp i værste fald, og vi kan få tiden til
at gå i mellemtiden. – Måske indeholder reolen stadig en god bog?
Farvekoordineret eller ej?
Vi kan så småt begynde forårsarbejdet
i have og drivhus, vi kan gå ture i skoven eller ude ved stranden. Vi kan også
aftale at møde familie og venner i skoven og gå tur og snakke med dem der. Og
vi kan rykke sammen på de sociale medier og tilbyde hjælp og trøst.
Dette er en tid, som man vil
huske i flere generationer. Hvad vi gør nu, får betydning i lang, lang tid fremover.
Og hvis alvoren kunne mane til en smule mere omtanke og taknemmelighed i en
velfungerende hverdag, så har vi i det mindste lært noget.
Og når landet nu lukker ned, jeg selv og mine kæreste bliver smittet, sundhedsvæsnet overbelastes, og mange, fortrinsvis ældre og syge, vil dø, så kan man jo tænke på, at det skete i dette lille land, som pludselig røg højt op på listen over coronasmittede – i dag nr. 13 i verden i absolutte tal, på trods af vores lille størrelse, i begyndelsen fordi nogle rige, midaldrende mænd skulle ned og stå på ski …
80 % af de smittede
er mænd
35 – 55-årige er stærkt
overrepræsenteret blandt de smittede
Og de kommer fra de
velhavende områder i København, Nordsjælland og Østjylland ifølge:
En ny, stor befolkningsundersøgelse af danskernes sexvaner og holdninger er netop blevet offentliggjort af næsten overstadigt stolte sexologer fra bl.a. Aalborg Universitet.
Andre
europæiske lande har for længst studeret deres egne befolkninger i den
henseende, men nu er Danmark kommet med på vognen med, hvad de danske forskere
kalder, den hidtil største undersøgelse af en befolknings sexliv.
Alle er
begejstrede, i nyhedsklippene er forskerne selv helt oppe at køre, og artikler
på nettet om undersøgelsen genererer nyfigne klik.
Konklusionen er iflg. Politiken d. 28. okt. *, at ’Danskerne har ondt i sexlivet’, hvilket lover godt for de ekstatiske sexologer og terapeuter. – For vi har alle ret til et godt sexliv, ikke sandt? Og hvis vi ikke selv kan skaffe os det, må staten træde til med betalte hjælpere og håndgangne mænd og kvinder.
Man
konkluderer også, at sexlivet iflg. undersøgelsen hænger sammen med trivslen i
øvrigt, hvilket jo kommer som en stor overraskelse og yderligere ansporer til
offentligt betalt hjælp til dem, der ’har ondt i sexlivet’ og ikke rigtig kan
finde ud af det selv.
Det er helt
rimeligt, at der er hjælp at få, hvis psyken og fysikken ikke fungerer
optimalt, også mht. sexlivet. Af undersøgelsen fremgik det også, at hver sjette
danske kvinde har smerter i underlivet, og som følge deraf undgår seksuelt
samkvem. Hver sjette!
Hvis hver sjette
mand havde ondt i underlivet, havde vi nok ikke først og fremmest set det som
et seksuelt problem, men som et alment sundhedsmæssigt problem, og vi havde for
længst afsat midler til at forske og behandle.
Men når de fleste mennesker i dette land skal vente tre – fire uger eller mere på en forhastet og ofte utilstrækkelig, ti minutters konsultation hos en læge, ville man så begynde en snak om sit sexliv til en presset og travl, praktiserende læge? Eller ville man blot fortælle om smerterne og spørge til behandlingsmuligheder? – Og lade sig spise af med to albyler og et råd om at bruge varmepude og gøre øvelser.
Man kunne nemlig godt forestille sig, at sexlivet, ligesom livsglæde og andre livsytringer, så som leg, spontan bevægelse, humor, nysgerrighed, appetit, opfindsomhed og gåpåmod, i forvejen afhænger af det fysiske og psykiske velbefindende og helbred, herunder alder. Således at raske og rørige, glade og trygge individer søger og opnår mere sex – og motion, samvær, oplevelser, herunder kulinariske, end deres syge, triste, bange, stressede, ensomme, pressede, travle og forvirrede medmennesker gør.
Så sexlivet
helt af sig selv ville bedres, hvis man startede med at indrette arbejdslivet,
trafikken, daginstitutioner, boligforhold, pensionsmuligheder og
sundhedsvæsnet, således at man fx IKKE skulle vente en måned – måske i uvished
og smerter – på en forhastet konsultation hos en læge? Eller år på at få sit
helbred og økonomi udredt i tilfælde af sygdom eller nedslidning?
Hvis folk
havde dårlig appetit, ville man så sende dem til appetittologer? – Eller ville
man gå en anden vej først og forsøge at finde den underliggende årsag? Som
kunne være psykisk eller fysisk? Og så sætte ind der?
Trods de
negative konklusioner i overskrifterne viser undersøgelsen faktisk (iflg.
ovennævnte artikel i Politiken), at 45 % af kvinderne mellem 15 og 89 år, som
er blevet spurgt, svarer, at de har fået dækket deres seksuelle behov i løbet
af det seneste år, og 39 % af mændene svarer det samme. – Det er faktisk
overraskende mange, når man tager i betragtning, at sex normalt er en uhyre
sammensat, hormonalt betinget foreteelse, som kræver (mindst) to, nogenlunde
raske, afslappede, voksne menneskers gensidige tiltrækning, accept og selvaccept,
på samme tid i samme rum. Måske er der alligevel ikke så meget at gøre for
sexologer og terapeuter?
I begyndelsen
af 70’erne, mindes jeg med ubehag, florerede den pludseligt legitime interesse
for andre menneskers sexliv specielt blandt pædagoger og selvbestaltede
behandlere, som gik rundt i en salig opstemthed og arrangerede sexmesser,
sexoplysning, sextræning o.m.a. for deres klienter, borgere, brugere, børn og
unge, gamle og syge, i særdeleshed i særforsorgen, som jeg gennem mine forældres
arbejde havde en vis berøring med. Dildoer, pornoblade og Lolitadukker flød
frit på skoler og institutioner, mange gik blufærdigt rødmende omkring, mens
en del midaldrende, mandlige pædagoger havde en fest og bl.a. plæderede for, at
det måtte være forsorgens opgave at skaffe prostituerede til (mandlige, må man
formode) psykisk handicappede, og at alle skulle have hjælp til at onanere.
Omsorgen for
befolkningens sexliv er prisværdig og velanbragt. Og vi kan ikke få (saglig)
viden nok! – Jo mere vi ved, jo bedre kan vi højne niveauet af velbefindende
hos os alle sammen og vore efterkommere.
Men vi må
ikke i farten glemme hævdvundne rettigheder til privatliv, til ligestilling og
til særstandpunkter og selvvalgt livsstil, og så snart jeg ser og hører
opstemte sexterapeuter, viger jeg tilbage. Grænsen er hårfin mellem hjælp og
snagen.
Og her kommer
en lille erindring fra 60’erne, hvor jeg med min familie boede tæt ved en stor
forsorgsinstitution med henved 800 psykisk handicappede anbragte.
Institutionen lå smukt i et stort naturområde, hvor jeg strejfede om til fods, til hest eller på min lille cykel, fra jeg var en otte – ni år. En dag på vej hen ad en sti så jeg et smilende, forelsket par komme ud af en grantykning, som et gemytligt lille troldepar, kærligt med hinanden i hånden, og manden med et sammenrullet, gråt institutionstæppe under den ene arm.
Selv om jeg
var barn, var jeg ikke i tvivl om, at dette stilfærdigt glædesstrålende par
netop havde afholdt en hyrdetime i den tætte granskov, som ydede dem det
privatliv, som det ikke var muligt at opnå på de 12- eller 24-sengs stuer, hvor
de hver især var anbragt til daglig.
Billedet af de to små, glade og tilfredse mennesker i skoven, hvor uværdigt det end måtte være efter vor tids standard, er langt smukkere at have med sig end billeder af fortvivlende usikre unge, der skrævende står og barberer sig, spejler sig i timevis, indøver ’moves’, tager og uploader ensomme selfies i én uendelighed, og tror, at de skal ligne græske statuer, perfekte, kolde, glatte … For ikke at nævne de sørgelige mænd, hvis hjerner er bedøvede, forurenede og udmattede af alt for meget internetpornografi.
Hvordan kan sexlivet blive godt, hvis samfundskulturen
er syg?
I foråret 2014 fik jeg pludselig, i en alder af 58 år, et voldsomt anfald af øjenallergi. Mine øjne kløede, hævede op, smertede langt ind bag i hulerne, blev røde og tårerne flød og føltes som saltsyre på øjenomgivelsernes tynde hud.
Efter et par dage søgte jeg læge og kom ind i forkontoret til en laborant, som anbefalede mig øjendråber med antihistaminer. – Dem anskaffede jeg, og jeg dryppede og dryppede, men det hjalp ikke det mindste. Efter et par uger gik anfaldet over af sig selv.
En måned efter kom generne dog igen. Og derefter fik jeg lette eller voldsomme anfald af øjenallergi med uregelmæssige mellemrum, men hyppigt flere gange om måneden.
Da øjendråberne viste sig virkningsløse, udskrev lægen en recept på næsespray. – Har du hund? spurgte hun. – Det er altid hunden, svarede hun skråsikkert, da jeg bekræftede, at jeg delte hus med en hund. Næsesprayen gjorde mig dårlig. Virkelig dårlig. Jeg fik kvalme, urolig mave og blev svimmel. Så udskrev lægen en anden, der gjorde mig lige så syg.
Jeg havde nu ulejliget lægehuset tre gange, jeg havde prøvet tre forskellige slags medicin med antihistaminer, og brugt knap 1000 kr. på præparater, der ikke hjalp, men kun gjorde mig mere syg. Så jeg bad om en henvisning til en allergilæge.
Se, det kan man ikke få, når man bor i Nordjylland. Vi har ingen allergilæger. Men jeg kunne få en priktest hos en ørelæge i Hjørring. Jeg så ikke lægen, men hans klinikdame gennemførte en priktest, som viste, at jeg ikke var allergisk over for noget af det, de testede for.
Nu var der efterhånden gået et par år … Jeg havde generende øjenallergi flere gange om måneden, hvor jeg ikke kunne se ret godt, hvor øjnene kløede og smertede døgnet rundt i dage-, uge- eller månedsvis. Jeg lærte, at det var bedst bare at tørre eller skylle øjnene med rent, koldt vand, og jeg havde det allerbedst, hvis jeg kunne holde øjnene lukkede; det er dog svært i løbet af en normal dag. – Og det kan være vanskeligt at gennemføre et almindeligt socialt liv, når man går rundt og ligner én, der har fået bank eller lige har mistet en nærtstående.
Så jeg ringede til Astma-allergiforeningens rådgivning og talte med en ung dame. Jeg forklarede hende mine symptomer, fortalte, at de optrådte året rundt på uforudsigelige tidspunkter, og at jeg ikke selv kunne regne ud, hvad de kunne skyldes. Kunne hun hjælpe? – Ja, da! Hun kunne sagtens komme i tanke om 5 – 6 forskellige allergener, svampe, pollen m.m., som kunne dække hele året.
Jeg indvendte, at det forekom besynderligt, at jeg i en alder af knap 60 pludselig skulle begynde at reagere på 5 – 6 forskellige ting, og at priktesten ikke havde vist noget. – Men det var ikke spor mærkeligt, svarede hun, og jeg kunne jo melde mig ind i foreningen, så ville jeg få adgang til deres rådgivning, og der var også en gratis velkomstgave … Jeg takkede høfligt nej og lagde røret på.
Så begyndte jeg at spekulere, at læse på nettet og at skrive op i en lille kalender, hver gang allergien optrådte. Det blev et besynderligt mønster, der strakte sig over både sommer og vinter, men med større hyppighed og varighed forår og efterår.
På et tidspunkt troede jeg, at det var gylle, fordi mine anfald i påfaldende grad faldt sammen med massiv gylleudbringning, men jeg indså, at det kun var, fordi de i mit nærområde uden hensyn til bekendtgørelser og lovgivning sneg deres ildelugtende griselort ud året rundt døgnet rundt.
Det havde ikke noget med hunden at gøre. Jeg har kun i meget korte perioder i mit liv levet uden hund, kat og andre pelsdyr, og hvis det var hunden, ville allergien vel være konstant? Og gå væk, når jeg var på rejse og boede på hundefri hoteller i udlandet?
Jeg spurgte min daværende endokrinolog, om det kunne have noget med stofskifte og leverfunktion at gøre? Men det afviste hun blankt.
Så plagede jeg min praktiserende læge, indtil han gav mig en henvisning til en allergilæge i Århus, mere end 100 km væk. Der var lang ventetid, men i mellemtiden læste, studerede, noterede og forsøgte jeg mig frem med forskellige tiltag. På allergilægens hjemmeside kunne jeg se, at hun var af den opfattelse, at næsten al dårligdom skyldtes gluten. Hvis man bare levede glutenfrit, ville man blive fri for alle allergiske gener. Så det gjorde jeg.
Jeg levede glutenfrit i en måned, tabte mig 4 – 5 kg, og fik det faktisk bedre. Bare ikke i øjnene. De generende øjenallergier optrådte stadig hyppigt …
Da gjorde jeg det, jeg selv, en ven eller en læge skulle have gjort flere år tidligere: – Jeg spurgte mig selv om, hvad der var sket i mit liv, da jeg fik det første anfald.
Ved hjælp af kalendere kunne jeg gå tilbage og se, at jeg dagen før det første anfald af øjenallergi, i marts 2014, i et forsøg på at leve sundere havde anskaffet mig en saftpresser og havde lavet saft af et kilo økologiske gulerødder … Jeg drak selv to glas gulerodssaft i løbet af dagen, husker jeg, og jeg gav min mand et enkelt glas, da han kom hjem fra arbejde. – Han fik ingen gener.
På mine optegnelser kunne jeg endvidere, ved at sammenholde med kalenderen hvor jeg havde noteret allergianfaldene igennem de seneste to – tre år, se, at salat af revne gulerødder, gulerodssuppe, gulerodssaft, gullasch o.l. og en enkelt gang hjemmesyltede rødbeder og radiser fra en osteanretning havde foregået anfaldene med ca. 16 -24 timer …
Det blev et af de der store AHA-øjeblikke, da jeg adskillige gange kunne finde sammenfald mellem gulerødder og øjenallergi. Da jeg kunne skelne et mønster. Var jeg allergisk over for gulerødder? Blev jeg det, da jeg drak den pressede, koncentrerede saft? Reagerede kroppen på en overdosis af koncentreret gulerod? Var det almindeligt?
Jeg googlede og googlede, men fandt intet. Så forsøgte jeg at tænke over lighederne ved rødbeder, radiser og gulerødder. Så skrev jeg op, hvad jeg havde spist dagen før et anfald, og fandt at rød peber, blommer, melon og søde kartofler optrådte, foruden salat, ærter og avokado. Hvad var fællesnævneren her?
Betacaroten! – Kunne man forestille sig, at kroppen fik et chok af for meget og for koncentreret betacaroten og reagerede med anfald af autoimmun allergi? Og at antistofferne bl.a. blev udskilt gennem øjenvæsken? Som så generede øjnene?
Da jeg fortalte endokrinologen, der på det tidspunkt skulle behandle mig for for lavt stofskifte, at jeg muligvis reagerede på gulerødder, svarede hun irriteret, at jeg jo så bare kunne lade være med at spise gulerødder … Ja, tak. Hvad forestillede hun sig? At jeg ville proppe mig med en allergifremkaldende fødevare for at fremprovokere anfald, nu hvor sammenhængen var ved at gå op for mig?
Og da jeg langt om længe kom til en samtale med allergilægen i Århus, var hun helt blank. Havde aldrig hørt om gulerodsallergi før. Men jeg blev igen priktestet, også for gulerødder og andre fødevarer, men slog ikke ud på noget.
Hendes teori om gluten kom mig dog til nytte, da jeg havde opdaget, hvor godt jeg fik det, hvis jeg ikke spiste mel eller i det hele taget raffinerede kulhydrater og stivelse, som forekommer i sukker, brød, ris, pasta og rodfrugter. Se evt. http://blog.loneandrup.dk/#post360
Jeg ved ikke, om jeg reagerede så voldsomt på koncentreret gulerodssaft, fordi jeg har Hashimoto, for lavt stofskifte, og dermed formentlig nedsat leverfunktion, eller om det bare var for meget for min organisme. For det lykkedes mig ikke at få endokrinologen eller andre læger til at tage mig alvorligt. – Læger i dag måles på, hvor mange patienter pr. time de kan afvise. Ny information og forskning interesserer dem ikke. De har simpelthen ikke tid til at beskæftige sig med andet end udlevering af medicin.
Men jeg har nu fundet frem til en lang liste af fødevarer, som jeg er nødt til at undgå:
Abrikoser
Aperol, Campari
Avokado – i visse forbindelser
Basilikum
Bladselleri
Blommer – også fx blomme i madeira
Brøndkarse
Chili
Chorizo
Dild
E-numrene 100, 160, 161, 162, som er farvestoffer med caroten, gulerod, paprika, rødbede
Estragon, hyppigt som ekstrakt i fx majonæse
Ferskner, men kun de flade, de runde med lyst kød tåler jeg fint
Græskar, melon – dog ikke vandmelon
Grønkål
Gulerødder
Gurkemeje
Hyben
Kaki- eller shalomfrugter
Karry
Kvæder
Laks med carotenoider tilsat foderet
Lever, leverpostej o.l.
Mango
Papaya
Paprika
Paté med lever
Peberfrugter – fortrinsvis de røde og gule
Persille
Purløg
Radiser
Ramsløg
Remoulade – pga. indholdet af gulerødder
Rødbeder
Salat
Søde kartofler
Tørrede, blandede frugttern
Vingummi og andre ting med caroten brugt som farvestof, fx is, kager, brød, sodavand, saft
Æg, også økologiske! – med carotenoider tilsat foderet
Ørred med carotenoider tilsat foderet
Syntetiske carotenoider, som tilsættes mange af vores madvarer, brød, ost, is, fisk, æg, giver meget værre symptomer end en smule naturligt betacaroten fra fx kirsebær.
A-vitamin generer mig ikke. Jeg kan spise torskelever o.a. uden problemer.
Jeg har virkelig lært at læse deklarationer. Og jeg lærer det på den hårde måde:
Før havde jeg ingen anelse om, at man brugte farvestoffer med caroten i hønsefoder, som går over i æggene, så jeg ikke kan tåle dem, eller rødbedesirup i pumpernikkel og andet rugbrød eller gulerodsfarve i industrielt fremstillede, økologiske tarteletter, før hver af disse fødevarer gav mig uger med voldsom øjenallergi.
Og der er gulerod i drikkeyoghurt, et mejeriprodukt!
Men af og til er de farlige farvestoffer slet ikke nævnt på ingredienslisterne, og så er man jo prisgivet …
Respekterede fødevareforhandlere som Salling Group, dvs. Bilka, Føtex og Netto, sælger hollandsk fremstillet økologisk jordbæris, ØGO Strawberry Cheesecake, som giver mig dage med voldsom øjenreaktion, UDEN at farvestoffer med carotener er deklareret på emballagen. Ikke desto mindre er det ikke fløde, sukker og jordbær, der generer mig. For det har jeg spist hver dag i jordbærsæsonen i årevis uden problemer.
ØGO jordbæris i bæger:
“56[MSØ1] % pasteuriseret jersey SØDMÆLK*, 10[MSØ2] % jordbærsauce* (heraf 59 % jordbærpuré*, glukosesirup*, rørsukker*, citronkoncentrat*, fortykningsmidler* (E 410*, E 412*)), 8,6 % småkagedej* (HVEDEMEL*, rørsukker*, SMØR*, invertsukker*, salt, naturlig bourbon vaniljearoma), rørsukker*, glukosesirup*, SMØR*, SKUMMETMÆLKSPULVER*, ÆGGEBLOMME*, kvark* (MÆLK), fortykningsmidler* (E 410*, E 412*), citronkoncentrat*, naturlig vaniljearoma, vaniljeekstrakt*.”
Hvem kan man så stole på? Foragten for forbrugeren og enøjet fokus på lavest mulige pris hersker på ‘fødevaremarkedet’. Men man producerer ‘ikke-mad’ og mister sine kunders tillid.
Der lurer mange farer derude, så normalt bager jeg alt brød selv, laver selv min mad og henter æg hos en privat hønsemand, som ikke bruger foder med farvestoffer.
Hvis jeg spiser avokado, skal jeg passe på, at jeg ikke samtidigt spiser ærter eller broccoli eller andre frugter eller grønt med et relativt højt indhold af betacaroten, for avokado øger optagelsen af caroten, så jeg får anfald af øjenallergi, som jeg ikke ville få, hvis jeg bare spiste en halv avokado for sig selv og ventede med de andre grøntsager til næste dag.
Også blommer indeholder meget betacaroten, så de får lov at hænge til børn og børnebørn.
Og de mange forekomster forår og efterår skyldes, ved jeg nu, at jeg i de tidlige forårsmåneder anvendte mange gulerødder i maden, både rå, stegte og kogte, for at bøde lidt på vinterens mangel på anden frisk frugt og grønt, og at mine blommetræer bugner fra september måned og frem, og at jeg spiste mange rå blommer og lavede grød, kage og saft af overfloden. Jeg spiser dem ikke længere, men jeg laver stadig grød m.m. til resten af familien.
Efter at jeg fandt ud af det med betacaroten, kan jeg nu undgå mange anfald af øjenallergi. Men det smutter ofte, hvis jeg er uopmærksom og prøver nye fødevarer eller mad, jeg ikke ved, hvad indeholder. Det nyeste eksempel er den italienske bitter ’Aperol’, som jeg lige skulle prøve at lave drinks af …
I udredningsarbejdet har jeg haft stor nytte af denne hjemmeside: http://maddata.dk/
Jeg deler dette, fordi det i mange år var forfærdeligt pludselig at lide af noget uforklarligt, ikke at kunne forstå og styre det og ikke at kunne få hjælp der, hvor man ville forvente, at der var hjælp at hente, hos læger, allergiforening m.m. Og så var der mange, der mere end antydede, at jeg måtte være skør, for hvem har nogensinde hørt om gulerodsallergi?
Næh, hunde- eller pollenallergi, det var til at forstå, og så kunne jeg også melde mig ind i foreninger og købe kostbare lægemidler.
Måske er der andre, der har pådraget sig en allergisk reaktion en dags tid efter indtag af koncentreret gulerodssaft, rødbedesaft el. andet?
Måske er der andre, der går rundt med en uforklarlig allergisk reaktion uden at have gavn af antihistaminer?
I så fald ville jeg gerne høre om det.
Vi er ikke skabt til at indtage unaturligt koncentrerede mængder af stoffer fra selv normalt gavnlige fødevarer, så som gulerødder. Og jeg tror, at vi gør meget skade på vores krop i forsøgene på at ’leve sundere’ og indtage (for meget) ingefær, hyben, solhat og alle de andre såkaldte ’naturlægemidler’ og sundhedsdrikke og smoothies. For lidt og for meget er i mange tilfælde skadeligt.
Sammenfattende
kan man sige, at man de første 40 – 50 år i bedste fald ikke behøver at spekulere meget over kroppen og helbredet. Derefter går det langsomt eller hurtigt ned ad bakke.
I omstillingstiden til den tredje alder skal man lære sin krop at kende på ny.
Derfor alle de mange gamle damer i venteværelser.
Ny teknik – fx saftpressere og blendere, der koncentrerer fødevarer til usunde destillater, støj, forurening, plastic, flourstoffer, pesticider, stråforkortere, nedvisningsmidler, tilsætningsstoffer, E-numre, brandhæmmere og andre kemikalier, fx formaldehyd, mugmidler og lignende giftstoffer, der puttes på tøj, vi bærer på kroppen, giver også helbredsmæssige gener.
Og det tager år, før vi selv og et presset sundhedspersonale og politikere bliver i stand til at opdage og genkende symptomer og årsager – og finder ud af at gøre noget ved det!
Derfor er det vigtigt at mærke efter, lytte, tænke og sammenfatte alle erfaringer, så de kan deles og formeres til ny viden.
————-
Senere tilføjelse:
Efter korrespondance med en professor i ernæring, specielt vitaminer, tror vi nu, at jeg pga. en overdosis af koncentreret gulerodssaft har erhvervet mig en fødevareintolerance over for betacaroten, som i kroppen spaltes til retinol – et forstadie til A-vitamin. Kroppen kan spalte retinol på en uhensigtsmæssig måde og skabe allergener, som man så reagerer uhensigtsmæssigt på.
Men på diverse ‘Helse’-sider anbefaler man stadig at drikke koncentreret gulerodssaft:
Se evt. https://blog.loneandrup.dk/2023/07/28/ikke-mad/
Tidligere på http://blog.loneandrup.dk/#post360 skrev jeg om bedre kost, og hovedprincipperne er i korthed følgende:
’Det drejer sig om at spise lidt, men godt:
Lidt, fordi man skal spise mindre og derved indskrænke mavens volumen. Som en fedmeoperation, men uden knive. Du klarer selv at formindske mavesækkens omfang gennem den mad, du (ikke) indtager.
Godt, fordi man ikke længere spiser hel- og halvfabrikata fra fastfoodbutikker og supermarkeder, men selv styrer indholdet i sin mad ved udelukkende at indtage rene og gode, økologiske råvarer, frugt, grønt, kød, fisk, ost, mælk, æg.
Og bedre, fordi man udelukker sukker, stivelse og andre raffinerede kulhydrater fra kosten. – Ikke helt. Men næsten. Der er kulhydrater i al mad. Det er de forarbejdede, de raffinerede kulhydrater, som findes i brød, kage, pasta og andre kornprodukter, sukker, og så den stivelse, der findes i korn, ris, majs, kartofler og andre rodfrugter, som jeg afholdt mig fra – på daglig basis. Men der er undtagelser: En skive groft, hjemmebagt rugbrød uden andet end rug i med smør og ost er OK et par gange om ugen. Det er et mål grove, økologiske havregryn med mælk som daglig morgenmad evt. med en spiseskefuld rosiner også.’
Og i forlængelse af mine opdagelser om kost blev jeg mere opmærksom på, hvor jeg i grunden får mine madvarer fra. Men når jeg fortæller om det, siger mine venner altid: – Jamen, det der, dét har jeg ihvertfald ikke tid til! – Hvordan orker du? Det kan jeg slet ikke presse ind i mit daglige skema!
Nå. – Jamen, så lad være. – Men tid er faktisk det eneste, du har, og du har fået præcis lige så meget af den, som alle andre.
Hvis du har indrettet dig, så du ikke har tid til at sørge for basale ting som mad, så er hele konceptet om god og ren mad ikke noget for dig. Og fred være med det.
Nogle mennesker har besluttet, at livet handler om at skynde sig. Om at se ud. Om at ’blive til noget’. Og det er jo dejligt, at nogen gider.
I min lille familie har vi altid prioriteret tid, tid til os selv, til at holde orden omkring os, til vores egen, ofte formålsløse, nysgerrighed, til små unyttige gøremål, lange snakke, læsning, gode film, eftertanker, tid til alt det grønne, til børn og dyr og gode venner, langt mere, end vi har prioriteret forfængelige ambitioner, penge og travlhed. Og sådan har det været i næsten hele vores voksenliv.
Vi har været heldige og har fået – og taget – tiden til de ting, vi synes, er vigtige.
For kostens vedkommende betyder det bl.a.
1. – at vi får en stor del af vores mad fra vores egen have. Vi har masser af frugttræer, tomater, vindruer, bærbuske, grøntsager, krydderurter og andet godt og spiseligt lige uden for vinduerne i sommerhalvåret. Og vi plukker, sylter, laver saft, tørrer og fryser ned, så vi har frugt og grønt og bær og urter året rundt. – Derudover samler vi bær og svampe i skoven. – Gødning kan fx være due- eller anden dyregødning, som vi får lokalt. – Jeg tror på, at vi får flere essentielle mikronæringsstoffer, hvis vi spiser ting, der har groet i vores egen, gode kompostjord, ernæret med gødning fra fritlevende dyr. I modsætning til al den masseproducerede ’mad’, som gror på stenuld eller lever korte, miserable liv med kunstigt foder i overfyldte betonstalde. – Vi har aldrig gjort, som en, jeg hørte om, der lod alle æbler og pærer fra sine egne, gamle og righoldige træer ligge og rådne op på græsset, mens hun hver uge modtog en dyr kasse af Årstidernes frugt og grønt. For det var lettere at overskue, når det blev leveret i hendes køkken i en velordnet kasse med opskrifter. Ofte var det frugt og grønt, der var transporteret langvejs fra, og som var blevet kedeligt undervejs. – Hvis man indretter sig sådan, skal man jo ud og tjene en masse penge, så man kan betale andre for at samle frugt og grønt og pakke og transportere det i kasser, vedlagt nemme opskrifter …
2. – at vi derudover kun køber frisk eller frosset, økologisk frugt og grønt, når det er til at få i en ordentlig kvalitet.
3. – at vi kun køber de gode, økologiske mælkeprodukter og oste fra fx Thise eller Løgismose.
4. – at vi i mange år havde husdyr selv, fx høns. Men nu, hvor vi er blevet ældre, og kræfterne færre, køber æg, kyllinger, suppehøns, duer m.m. hos avlere, vi kender, og som giver dyrene gode og frie forhold og naturligt foder.
5. – at vi hvert år køber et dansk, fritgående lam, der har levet et godt og naturligt liv, af en lokal avler.
6. – at vi en gang om ugen køber god fisk af den lokale fiskehandler, der har været på fiskeauktion i Skagen tidligt samme morgen. Han kan levere næsten alt, blæksprutter, jomfruhummere, muslinger, laks, foruden de mere almindelige, gode spisefisk, når det er sæson. Han røger sine ting selv, og hans røgvarer, fiskefrikadeller, marinerede sild og rejesalat er kendt og eftertragtet i hele Nordjylland.
7. – at vi hvert år køber ¼ okse, parteret og velhængt. Lige til at putte i fryseren. Kødet kommer fra en lokal avler, som har græssende kødkvæg gående på store engarealer lige henne ad vejen ved sin gård. Dyrene lever godt og behandles ordentligt, også i slagteprocessen. Vi spiser med stor fornøjelse også indvolde, fx lever, som kan tilberedes både på traditionel, dansk vis, eller i sydeuropæiske varianter.
8. – at vi ikke spiser meget svinekød udover økologisk bacon og pølser til børnebørnenes pølsehorn. Fortrinsvis pga. landbrugets hårde behandling af de mange, mange svin – 25.000 smågrise dør i danske stalde hver dag! – og pga. gylleproblemet, som har overdynget hele landet med ildelugt og forsuret vores fælles jord. Et par gange hver sommer grillsteger vi en svinekam med citron og rosmarin, og vi laver en flæskesteg en gang i løbet af vinteren, og det er sådan cirka det …
9. – at vi stort set laver alt selv. Brød, kager, slik, desserter, pålæg, mad af al slags, sovs, pesto, saft, tonic, af rene og økologiske råvarer. Det er ikke svært, når man først har skaffet sig et repertoire og lidt rutine. – Jeg bager brød, mest rugbrød, laver syltetøj, saft, frugtgrød m.m. og hjemmelavet aftensmad hver eller hver anden dag. For store portioner kan gemmes til næste dag eller fryses ned til senere brug.
10. – at slik hos os er blevet til frisk frugt, evt. i form af ’abemad’ med økologisk skyr, mørk chokolade og nødder, eller forskellige blandinger med peanuts, rosiner, mandler, nødder, lidt tørret ingefær eller ditto frugt. Ved festlige lejligheder kunne det være hjemmelavet is, creme brûlée, hjemmebagt kransekage, en frugtkage med marcipansmuldredej eller en gammeldags æblekage, måske lavet af kompot af egne blommer, med makroner, flødeskum, skyr, youghurt naturel eller creme fraiche.
Eksempler på nem kålmad:
Rå kålsalat
Frisk rå broccoli, blomkål, spidskål, hvidkål, hvad man nu har, snittes fint i foodprocessor med et lille fed hvidløg
Blandes med rå æbleterninger, groft hakkede valnødder, salt og peber og skyr naturel eller youghurt naturel
Evt. med frosne ærter, som hurtigt tør op og kan holde salaten kold på vej til skole eller arbejde
Hvis den skal være mere mættende, kan man koge udblødte kikærter og/eller bønner i en lille times tid og blande i
Salaten kan holde sig ca. 3 dage i køleskab i plasticbeholder med låg
Spises til frokost evt. med et blødkogt æg, røget makrel, ansjoser, sild
Eller som tilbehør til aftensmad
Kål til hele ugen
1. dag koger man en masse kål, blomkål, spidskål, broccoli, evt. også ærter eller bønner, i en stor gryde i 10 – 15. min. Sluk evt. efter 10 min. og udnyt restvarmen, mens du gør resten af maden klar: Steger kød, fisk eller hvad, du nu har. – Spis din mad med friskkogt kål til. – Sæt resten af kålen i et olivenoliesmurt, ildfast fad i køleskabet, hæld kålvandet i en plasticbeholder og sæt det i fryseren, når det er afkølet.
2. dag skærer du god, økologisk bacon i små terninger og lægger i fadet over kålen, så pisker du 4 – 5 æg med salt, peber og revet parmesanost og hælder ægge-osteblandingen over kål og bacon. Står i ovnen i ca. 35 min. ved 200° på midterste rille fra kold ovn. Sluk evt. efter 25 – 30 min. og udnyt restvarmen. – Spis.
3. dag eller senere koger du mere kål og andre grøntsager, fx ærter, gulerødder, pastinakker, i det optøede kålvand. Hæld ca. halvdelen af vandet fra, blend kålen med en stor klat smør, hvid peber og revet muskatnød til mos, som kommes i smørsmurte ramakiner og bages i ovnen med et drys nødder over i 45 min. ved 200° på midterste rille fra kold ovn. Sluk evt. efter 35 min. og udnyt restvarmen. – Spis. – Frys gerne det overskydende kålvand ned igen.
4. dag eller senere koges broccoli i det optøede kålvand og blendes efter ca. 15 min. med en pæn klat blåskimmelost og et skvæt god piskefløde til en god og nærende broccolisuppe.
Find selv på mere, fx andre kålsupper, evt. med peberfrugter, chili, fløde eller bacon eller hjemmelavede kødboller i.
Se evt. også ’Forudsætninger’: http://blog.loneandrup.dk/#post235
Tag det sunde med det søde
Selv om man spiser sundt, kommer der af og til gæster, der skal trakteres med lidt godt til kaffen, eller familien trænger til opmuntring på en trist vinterdag.
En af de kager, jeg stadig laver med stor fornøjelse, er:
Æblekage med smuldredej og græsk youghurt,
4 – 6 æbler, men kagen kan også laves med anden frugt, fx pærer, blommer, abrikoser, rabarber, i så fald bruges lyst sukker og ingen kanel
Æblerne vaskes, men skrælles ikke, kernehuset fjernes, resten skives og lægges i et smørsmurt, ildfast fad
Dryp med citronsaft, og drys med en lille smule sukker og kanel
Drys evt. med fint revet ingefær og frisk, hakket mynte
Smuldredej laves i røremaskinen af
50 g smør
150 g marcipan
50-75 g rørsukker, almindeligt sukker eller farin
100 g grove havregryn
1 tsk. bagepulver
Dejen fordeles over frugten
Pynt med groft hakkede mandler med skal og et ekstra drys kanel
Bages i ovnen, midterste rille ved 180° i 40 min.
Spises med græsk youghurt 10 % eller god, økologisk skyr
Knækbrød uden mel
· Hørfrø
· Sesamfrø
· Solsikkekerner, græskarkerner, chiafrø o.l
· 1/3 grove havregryn
· Røres sammen i en skål med
· 1 stor tsk salt
· 1 stor tsk bagepulver
· Vand – ca. 3 – 5 dl afhængigt af mængden af kerner
· Olivenolie ca. 2 spsk
· Pensl evt. m æg og drys m sesam og birkes
Alle gryn, frø og kerner, salt og bagepulver røres sammen i en skål. Hæld olie og vand i, til massen ligner en sammenhængende, ikke for våd, dej. Rør grundigt og lad dejen passe sig selv i ca. 10 min., så bliver den lettere at arbejde med.
Rul dejen tyndt ud mellem 2 stk. bagepapir. Gerne op til 3 bageplader med tyndt udrullet dej.
Bag v 200° i ca. 40 – 50 min. Skift mellem pladerne, så de alle brunes fint
Skær i firkanter med det samme, køl af, opbevar i lufttæt beholder. Kan evt. fryses.
