Hadereklame


‘Det tager 29 sider at lufte hunden’ siger Politiken Books.

Går du og lytter til bøger, musik eller podcasts, når du går tur med din hund? – Ville du også gå og læse i en fysisk bog, mens du færdedes ude?

Har hunden været alene hele dagen? Er hunde maskiner, der bare skal ‘luftes’, eller har din hund fortjent din opmærksomhed? Dit nærvær? En opmuntrende bemærkning undervejs? En pind eller en bold? En fornemmelse af, at I er sammen? – Hvorfor har du overhovedet en hund?

Hunde er flokdyr, ligesom mennesker er det. Og de fornemmer hurtigt, om du er der eller ej.

Man ser også forældre, der cykler i tæt trafik med et barn bagpå, eller forældre, der går med et barn i hånden, eller med et vågent barn i barne- eller klapvogn – og er fjerne i blikket, mens de lytter. Forældre, der ignorerer deres eget barn, mens de transporterer det fra A til B eller selv er optaget af et egoistisk motionsprojekt. – De kunne jo bruge tiden på at snakke med barnet? Om brandbilen, om børnehaven eller Fies fødselsdag … hvadsomhelst, der giver barnet en fornemmelse af fællesskab og udvikler sprog og relation.

Men vi har for længst solgt vores nære relationer og har trukket os ind i hver vores egen lille, rungende tomme verden. Og det er okay, når det drejer sig om enlige voksne, der keder sig. Hvis du cykler i naturen – eller, som Politiken Books også foreslår, ordner dit havearbejde – med larm i ørerne, er det kun dig selv, der går glip af solsorten, vindens brus i trætoppene og alle de andre oplevelser, og hvis du færdes i trafikken med larm i ørerne, burde det kun være din egen sikkerhed, du risikerer.

Men du skal naturligvis være fuldt til stede i de relationer, du har, til børn og hunde og andre, der er afhængige af dig.

Politiken Books fremstår i denne og lignende reklamer som virkelighedsfjerne og følelsesmæssigt afstumpet.

Verden er så uendeligt meget større end en lydbog, som måske blot er en middelmådig krimi … Hvis man bedøver hjernen med lyd direkte ind i ørerne ustandseligt, hvornår skal man så sanse verden, tænke, være sammen og være menneske?

https://videnskab.dk/krop-sundhed/lufter-du-din-hund-nok

’Pip’, sagde fuglen

I ’Mit skatkammer’, som mine forældre læste højt for mig i slutningen af 50’erne, stod eventyret: ’En slædefart’ af Svend Grundtvig.

Det handlede om en dreng, Jesper, der fik en magisk slæde, hvorpå der sad en lille udskåret træfugl. Når folk rørte ved slæden, sagde fuglen ’Pip!’, og Jesper sagde ’Hold fast!’, og så kunne de ikke slippe fri igen.

Så kørte Jesper lystigt af sted med sin slæde, der efterhånden fik et langt følge af påhængte mennesker og dyr, lige op til kongeslottet, og det morede prinsessen så meget, at han vandt hende og det halve kongerige. – Det kunne man dengang.

I 50’erne havde vi ikke ret meget, der pippede, eller bippede, som ting jo gør i dag. Måske en stor, sort bakelittelefon, hvis dybe dingelingen på skrivebordet fik al snak til at forstumme, mens far højtideligt løftede røret og sagde koden, sit eget firecifrede telefonnummer, ned i den sorte tragt.

Men i min nutidige dagligdag føler jeg mig ofte som én af de ulykkelige, der løber efter Jespers slæde. Der er ret meget pippen/bippen omkring mig i dag.

Det begynder med det elektriske vækkeur, hvis lydeffekt virkelig er designet af en sadist.

Så bipper tandbørsten ad mig, når jeg har taget ¼ af munden, ½, ¾ og igen, når den synes, at jeg er færdig.

Så kaffemaskinen, når vandet er løbet igennem.

Så computeren, når den tændes.

Så sms’er og emails, efterhånden som de løber ind.

Så vaskemaskinen, når den råber, at den er færdig, eller komfuret, når kagen er bagt.

Så dørklokken, som er batteridrevet og kan sige som ’Big Ben’, hvis jeg ville have det.

Så er tevandet kogt, og min alarm siger, at det er tid at gå, hvis jeg vil nå bussen, så dingelinget i bussen, når jeg trykker, at jeg skal af, så dingelinget på dørtelefonen, så nogen kan lukke mig ind.

Jeg kunne indstille nogle af apparaterne til ikke at give lyd, men det giver ligesom ingen mening at have en telefon, der ikke kan ringe, et æggeur, der ikke fortæller, hvornår maden er færdig, eller en vaskemaskine, der bare ignorerer, at vasketøjet skal hænges ud nu, for ikke at ligge og blive krøllet. – Så man ligger vandret fra morgen til aften hver eneste dag, mens man lydigt følger tingenes kald.

Og idiot, det er man, når man finder sig i dette pippe-bippe-tyranni!

’Pip’, sagde fuglen.

Forslag

Den nuværende amerikanske præsident har beslaglagt hele verdens opmærksomhed i årevis.

Hans tweets og ofte besynderlige udtalelser holder horder af journalister, diplomater og kommentatorer beskæftiget. Også i lande langt fra USA.

Hans personlighed forekommer skrøbelig, som en skoledrengs.

Og hans handlinger uigennemtænkte og tilfældige.

Men det virker, som om han ernærer sig, trives og puster sig op ved opmærksomhed.

Skulle vi ikke alle sammen ignorere ham? Fx d. 1. april? Og gerne resten af måneden, foråret, sommeren, året … med.

For han er ingen aprilsnar, desværre.

Giftige tørklæder

Så gjorde jeg det igen! – Købte et tørklæde, bare fordi det var pænt, og fordi jeg trængte til lidt nyt, lidt farve om min hals. Jeg har gjort det før og er blevet voldsomt syg af det.

Engang måtte jeg flå et mange gange vasket og luftet tørklæde af min hals midt under en skovtur, fordi mine øjne begyndte at svide af de kemiske dampe, og huden på hals og kinder brændte.

Denne gang var tørklædet fra Salling i Aalborg, og det var ikke billigt. Det var af mærket ’Pieces’, sort og grønt, lavet i Indien.

Klog af skade vaskede jeg det to gange og lod det hænge ude på tørresnoren et par døgn, før jeg turde tage det om halsen.

Alligevel følte jeg efter ganske få sekunder den velkendte, metalliske smag i munden og en let prikken på tungen. Så begynder øjnene at klø og svide, og hvis jeg ikke tager tørklædet af i en vis fart, får jeg allergisk øjenbetændelse og diarré.

Jeg lagde det fine, nye tørklæde i blød i eddike, i vaskepulver, og til sidst i Ajax-salmiakvand i flere døgn, vaskede det igen og igen ved 40 grader i maskinen, selv om det angiveligt kun kunne tåle håndvask. Lod det hænge ude i dagevis. Lige meget hjalp det. – Jeg kan ikke have det på.

Sidste år gjorde jeg det samme med et billigt tørklæde fra Kvickly, Nørresundby. Jeg havde en begyndende halsbetændelse og købte tørklædet, et gråt, blødt ét, som jeg tog på med det samme. Efter kort tid begyndte mine øjne at blive røde, og maven blev dårlig, men da jeg troede, at det skyldtes infektionen, beholdt jeg tørklædet på og gik i seng.

Næste morgen var jeg nødt til at tage til læge. Jeg vågnede med hævede, røde øjne, øjenhuler, der var ømme, som om de var betændte, kinder, der brændte og flammede rødt, og kvalme og dårlig mave. Læger har jo ikke tid til syge mennesker, så jeg talte med en sygeplejerske eller en laborant i lægeklinikken, og hun stillede diagnosen ’øjenbetændelse’ og gav mig øjendråber med antibiotika.

Jeg dryppede øjnene som foreskrevet, og det sved, men intet skete. Tværtimod. Op ad dagen blev det være og værre …

Om aftenen, da jeg igen, syg og udmattet, ville gå tidligt i seng, tog jeg tørklædet af, og så mærkede jeg efter kort tid, at øjensymptomerne aftog … Da kom jeg i tanke om, at jeg før har reageret på nye stoffer: Fx måtte jeg smide en plaid fra IKEA ud pga. fysisk ubehag: kløen, rødme, prikkende metalsmag på tungen, når jeg brugte den. Det samme skete med en morgenkåbe, jeg fik syet af stof fra STOF2000 – Kunne det være tørklædet?

Efter en nat uden det giftige tørklæde var min ’infektion’, mine maveproblemer og min øjenbetændelse helbredt!

Dette tørklæde fra Coop var lavet i Kina, og i de dage, efteråret 2017, mens jeg var syg af de allergifremkaldende stoffer, lancerede Coop deres store økologikampagne …

Som en god samfundsborger udfyldte og indsendte jeg en blanket om øjenallergien på et anmeldelsesskema til Miljø- og Fødevareministeriet. Det var et langsommeligt og omstændeligt arbejde, som medførte en del skriverier frem og tilbage med medarbejderne, men jeg følte mig forpligtet til at anmelde, hvad jeg opfattede som en forgiftning, så andre ikke skulle havne i samme situation. Og så Coop ikke upåtalt skulle belaste folkesundheden og sundhedssystemet.

Men Miljø- og Fødevareministeriet bad mig om at sende tørklædet til Coop, så Coop selv kunne undersøge det i deres eget laboratorium! – Jeg troede ikke, det kunne være rigtigt! Men det var det.

Så jeg klippede det giftige tørklæde midt over og sendte den ene halvdel til Coop. Den anden ligger stadig i en lufttæt pose i mit udhus.

Og stor var overraskelsen jo, da Coop efter ganske kort tid kunne melde tilbage, både til mig og til Miljø- og Fødevareministeriet, at der ikke var fundet allergifremkaldende stoffer i tørklædet …

For at føje spot til skade fik jeg i en mail fra Miljø- og Fødevareministeriet tilbuddet om, at de ville oplyse mit navn og adresse til Coop, som så ville sende mig en lille erkendtlighed … Det svarede jeg ikke på.

Blomster til københavnerne

Landet har haft tørke i tre måneder, natur- og markbrande hærger Jylland, landbruget har alvorlige problemer med høsten, og man slagter dyr pga. fodermangel, men min københavneravis, Politiken, ofrer fotos og en hel artikel på et stykke brakjord på Amager!

https://politiken.dk/forbrugogliv/art6623637/Københavns-farvestrålende-blomsterhav-er-visnet-bort

Endnu et offer for tørken: Københavns farvestrålende blomsterhav er visnet bort – Der bliver nok ikke pluk-selv-blomster til københavnerne ved byskoven på Amager i år.’

Jeg vil gerne foreslå, at man indfører en 25 km’s grænse for journalister, så de ikke må skrive om noget som helst, der befinder nærmere deres bopæl/sommerhus end 25 km.

Det ville højne kvaliteten og udsynet i reportagerne fra amagerkanske brakmarker, musikaftner i Tisvildeleje og cafélivet i brokvartererne.

Levnere

Kender du en levner? – Jeg har kendt adskillige. Flest kvinder, hyppigt unge kvinder, men også enkelte mænd.

En levner er en person, der altid – ALTID – levner noget i sit glas og på sin tallerken og ved sin kuvert. Også selv om hun selv har både hældt og øst op.

Der er ingen systematik i det. Det er ikke, fordi hun prøver at undgå fx gluten eller tomater. Hun levner lige lidt eller lige meget af det hele. På den måde er hun konsekvent.

Og hun kan ikke være bevidst om det selv, for hun er meget imod madspild, gør et stort nummer ud af altid at opføre sig klimamæssigt korrekt og har alle de rigtige meninger, men alligevel siger hun aldrig nej tak, når man vil fylde vin i hendes glas eller byder hende et stykke steg eller en portion salat mere. Hun har bare fået den dårlige vane at levne …

Man inviterer nogle venner på god mad. Bruger dage på planlægning, indkøb, forberedelser og tilberedning. Timer det hele, så det står parat, når gæsterne ankommer medbringende en god appetit.

De får en drink, omhyggeligt sat sammen af god spiritus, hjemmelavet tonic, hjemmeavlede jordbær og mynte, og efter en halv times tid går vi til bords.

Levneren levner ca. en fjerdedel af de gode sager i sit glas, som hun bare lader stå på sofabordet, mens isen langsomt smelter ud i den dyre gin …

Af forretten ligger der en halv krabbe, en stor tue af den hjemmerørte mayonæse, et par af de små asparges, persille, tre fjerdedele af en tomat og lige så meget hjemmebagt grovbolle, som hun har pillet i og smuldret ud over servietten. Dertil står der et halvt glas hvidvin.

Af hovedretten ligger der salat, en lille kartoffel plus to halve, en skive af kødet, foruden de fraskårne fedtkanter og krydderurterne, som sejler i den gode bearnaisesovs – mandens stolthed. Og en stor sjat af den gode rødvin, som vi selv hjembragte fra Châteauneuf du Pape.

I dessertskålen ligger næsten halvdelen af den hjemmelavede is med nødder og frugter tilbage. Og ved hendes kuvert står et halvfyldt glas portvin, 22 år gammel.

Ved aftenkaffen tager hun de små kager og fyldte chokolader over på sin kagetallerken og smager distræt på det hele, mens hun snakker, men lader det meste ligge tilbage sammen med en halv kop kaffe og et halvt glas af vores dyreste cognac.

Da hun går, takker hun overstrømmende for al den gode mad og bedyrer, at hun er stopmæt.

Og det er op til os at tømme hendes glas og kopper i vasken og skrabe hendes tallerkner rene for så meget mad, at vi kunne have fodret en mellemstor hund eller et barn med det. Nu skal det hele bare smides ud.

Sammen med al vores omhu og udgifter.

Vi er fra en generation, der tog mad alvorligt. Der lærte at spise op. Der aldrig øste mere op, end vi kunne spise. Der kan lave flere måltider til hele familien af resterne, før de ryger videre til hund, kat, kompostbunke for kålbladenes vedkommende og fuglebrættet til det gamle brød.

Da folk begyndte at diskutere ’madspild’, forstod vi ikke, hvad de snakkede om. Vi smider stort set aldrig mad ud.

Kun, når vi har haft gæster, og en af dem er en ’levner’. Det er en form for madspild, man sjældent taler om.

1. april?

Disse avisoverskrifter fik mig til at tjekke kalenderen:

TV2 Sport 28. juni 2016:

Sensationen en realitet! Island chokerer og slår England ud af EM

JP 24. juni 2016:

Storbritannien har stemt sig ud af EU

Et flertal af briterne har besluttet, at Storbritannien skal forlade EU.

Politiken, 28. apr. 2016:

Besøgsbabyer indføres på de københavnske plejehjem

Ordning om babybesøg på plejehjem i Aarhus har vist sig som »en bragende succes«.

Pol. net. 25. juni 2016 – Hvor overraskende!

Natlig ferietrafik: Træthed er involveret i mere end hver anden ulykke

En undersøgelse viser, at træthed ofte spiller en rolle i biluheld om natten.

Pol. net. 7. juni 2016 – Jeps! Det var hendes egen skyld! Hun bad faktisk selv om det. Suicide by patient:

Borgmesterens egne folk: Knivdræbt medarbejder brød reglerne

Københavns Kommune klager over, at den skal forbedre sikkerhed på bosted, hvor medarbejder blev dræbt. Den ansatte overtrådte reglerne, da hun ikke låste dør til medicinrum. Dermed er vi ikke ansvarlig for »den tragiske hændelse«, skriver socialforvaltning.

DR Net om Kontant 26. maj 2016. Wow! Reparere noget! Wow! Hvor opfindsomt!

DR-vært reparerer opgivet vaskemaskine og giver den til velgørenhed

Pol. net. 18. feb. 2016 – GOSH – kulturforskelle!

Mange syriske kvinder har aldrig arbejdet, når de kommer til Danmark

Traditionelle kønsroller og manglende uddannelse kan gøre det svært for asyalansøgende kvinder at komme ind på arbejdsmarkedet.

Pol. net. 18. jan. 2016 – Men jeg er sikker på, at laktosefrie og glutenfrie og vegetariske diæter bliver respekteret, eller hvad?

Svinekød på menuen er nu et krav i Randers Kommune

Et forslag fra Dansk Folkeparti er blevet vedtaget i Randers Byråd. 16 stemte for, mens 15 var imod.

Pol. Brevkasse 27. dec. 2015 – Voksne mennesker, må man gå ud fra?

Klarlunds brevkasse: »Hjælp, jeg er bange for at prutte i elskovsreden«

En læser spørger, hvorfor det er svært at lukke en vind ud på silkelagnerne.

Kroniken 28. dec. 2015:

Mit navn er Rikke, og jeg er sukkernarkoman

Sukker er som en usynlig dæmon, der styrer mig i alle mine handlinger.

Debat 28. dec. 2015 – Og det er specielt mandigt at sidde og snakke og skrive om det?

Nu må vi mænd mande os op

Vi mænd skal tage del i debatten og vise kvinderne, hvor skabet skal stå.

Pol. net. 31. okt. 2015. Nåeh… Hvor synd!

Lægestuderende: »Det kogte helt over i mit hoved«

Studerende på medicinstudiet føler sig hårdt presset og får problemer.

Bedst i test

Ismaskinens sørgelige ende: sat ud for at dø.

Hvem i hede hule … udvælger de husholdningsmaskiner, der er bedst i test? Ikke erfarne husmødre, der kan lave mad, det er åbenlyst, men hvem så? Unge gymnasielever, der aldrig har lavet et måltid til sig selv? Praktikanten, der bare er ude på at lave fis med det hele? En medarbejder ved forbrugerredaktionen, der får gratis maskiner med hjem?

Jeg er blevet snydt så mange gange nu, at jeg vil holde helt op med at lytte til andre end MEGET gode venner, når det drejer sig om indkøb til hjemmet.

Først blev jeg selvfølgelig snydt med en kaffemaskine, som figurerede øverst på en ’Bedst i test’ på internettet: ’Hurtig kaffemaskine, laver din kaffe ved præcis den optimale temperatur, så den bedst udnytter bønnernes aroma, bedst i tests’ … Men da jeg fik den hjem, kunne den ikke koge vandet, ja, knap varme det, og den var 100 år om at sprutte tre kopper igennem … Den gang lærte jeg ikke at stole på producenternes egne tests eller betalte rosesider på nettet.

Så fik jeg brug for en ny foodprocessor og Politiken skrev:

’Drømmer du om hjælp til at snitte grøntsager eller ælte dej, kan foodprocessoren First Kitchen 6795 fra OBH Nordica være maskinen for dig. Den er kåret som ’bedst i test’ af Forbrugerrådet Tænk i deres store test af foodprocessorer.’

Hvorefter jeg sendte bud efter maskinen, der viste sig at have et billigt, ustabilt look, selve motordelen havde ru overflade, så den ikke kunne gøres ordentlig ren, blenderen og snittebeholderen var i blødt, tyndt plastic, snitteaggregaterne virkede alt for små, tynde og billige, det var vanskeligt at samle alle de skrøbelige dele, og maskinen viste sig hverken at kunne knuse isterninger eller snitte løg eller blande en fars …

Hvis jeg forsøger at blende mere end en deciliter varm suppe ad gangen letter låget på blenderen, så jeg skal gøre hele køkkenet rent bagefter – Op og ned ad vægge! Fem minutter før gæsterne kommer! – Rent held, at jeg endnu ikke har pådraget mig en alvorlig forbrænding.

Her senest faldt jeg for ismaskinen fra OBH, også anbefalet af Magasinet Forbrugerrådet Tænk. De skrev bl.a., at påfyldningshullet var dejligt stort, at den var nem at betjene, lavede god is, og at den havde to rummelige skåle.

Men da den ankom og skulle prøves af, viste det sig at:

Den er vakkelvorn i grimt, babyblåt plastic af dårlig kvalitet, som alt for billigt, kinesisk børnelegetøj.

Den er uhyre vanskelig at sætte sammen. Der er 5 – 6 umage, tynde plasticdele, der skal passe sammen og ned i huller, hvilket de ikke helt kan.

Den kan ikke gøres ren! Skålene må ikke anbringes under rindende vand! – Hvordan får man så flødefedt og opvaskemiddel ud af dem? – Og den lyseblå plastickrop har indvendige kanter, så vand ikke kan løbe af efter opvask! – Man skal stå og duppe den i ti minutter med et viskestykke for at få vandet ud af den igen.

Påfyldningshullet er så lille og så svært at komme til, at det tager irriterende lang tid at stå og prøve at proppe isblandingen ned i maskinen med små skeer.

På trods af de annoncerede to 1,5 liter skåle, må man kun fylde 7,5 dl isblanding i, og selv med de anbefalede 7,5 dl løber isblandingen over og ud i de omgivende dele, som ikke må gøres rene! Så man kan ikke lave is af fx ½ l fløde, men kun af 3,5 dl fløde + æggesukkerblanding + evt. frugt eller andet fyld. Det er madspild, at maskinen ikke er dimensioneret efter gængse mål, og hvem gider stå og lave miniportioner flere gange efter hinanden?

Den larmer helt ufatteligt meget og lyder anstrengt allerede første gang, den kører.

Den kan ikke fryse. Efter de annoncerede 30 minutters frysetid, er min isblanding stadig som kold tykmælk.

I brugsanvisningen anbefaler de da også, at man køler alle ingredienser ned i køleskab før brug, og at man sætter isen i fryseren efter opholdet i ismaskinen … Hvad skal jeg så med maskinen? Som det tager mig en halv time at forsøge at gøre ren og tørre og samle bagefter? Den dur jo heller ikke som legetøj.

Efter at have forsøgt at bruge den til formålet, dvs. at lave is på den, en enkelt gang, gjorde jeg den ren, pakkede den omhyggeligt ned i kassen igen med brugsanvisning og det hele og satte den ud til storskrald. For det er alt for omkostningsfuldt at bruge flere ressourcer, transport og ulejlighed på så underlødigt et produkt.