Kun modvilligt sætter jeg tænderne i frugt og grønt, fx en giftigrød peberfrugt eller tomat, fra Spanien. Jeg har nemlig set, hvordan de bliver lavet.
Provinsen Almeria i det sydøstlige Spanien er nu dækket af knap 30.000 hektar plasticdrivhuse. Herinde sættes små peber-, tomat-, melon-, zucchini-, eller agurkeplanter, som er drevet kunstigt frem med elektrisk lys og voksemedium, i store, sterile plastposer, hvorefter de drypvandes automatisk med kunstgødning i en måneds tid. Så kan arbejderne, mange illegale, krydset over fra Nordafrika, proppe de næsten modne grøntsager i kasser, som køres væk på trucks og transporteres til bl.a. Nordeuropa, hvor de udgør ca. halvdelen af det samlede forbrug af frisk frugt og grønt. Drivhuset ryddes med en gravko for plastic, voksemedium, planter og tonsvis af endnu uplukkede grøntsager, fx tomater, sprøjtes, desinficeres og fyldes omgående med nye vækstposer.
Det ’sunde grønt’ – Spis 6 om dagen! – fra Spanien kan tilsyneladende holde sig uendeligt, men smager jo ikke af noget. En således dyrket tomat ser rød og fristende ud, men indeni er den svampet, grålig og blottet for næringsstoffer. Der er til gengæld rigeligt med sprøjtegiftrester på den.
Når det, vi spiser, ikke kommer i kontakt med sund jord, men sprøjtes og gødes frem i kunstige plasticmiljøer, bliver det meget indholdsfattigt. Det gælder også det, vi fodrer vores spisedyr med. Soya fra enorme amerikanske eller sydamerikanske udpinte marker, byg fra danske marker, der er overgødet med svovlet, gammel, gæret grisegylle, ikke efter markens gødningsbehov, men efter griseproducentens behov for at skille sig af med sin alt for store gyllebeholdning både i tide og utide.
Disse mishandlede afgrøder giver vi de dyr, vi spiser, og kyllingerne bliver hvide, smagløse og bløde i deres kun få uger gamle kød, mælken udvandet, æggeblommerne blege, koteletter og pølser udelikate og sygdomsbefængte.
På vores egen store kompostbunke tronede og blomstrede en kraftig kartoffelplante. En gammel vinterkartoffel var begyndt at spire og blev smidt ud i februar. Her i køkken- og haveaffald, mellem blade, grene, støv, skidt, orme, biller, larver og snegle trivedes kartoflen overmåde, og i juli kunne vi høste til flere dages forbrug af en enkelt plante.
Kunne det tænkes, at mange mennesker, blandt alle mulige andre grunde, den mest indlysende selvfølgelig rigeligheden af mad i vores del af verden, hyppigt overspiser, simpelthen fordi der ikke er næring, dvs. mikrostoffer, vitaminer og mineraler, nok i industrielt fremstillet mad?
Æble, som Snehvides stedmor ikke kunne have fremstillet bedre.
Det fine røde æble til venstre, som stammer fra en større dansk virksomheds kantine, men som i øvrigt er af uvis herkomst, må være grundigt balsameret. Det lå i frugtskålen ved stuetemperatur i over to måneder uden at ændre udseende. Indvendigt rådnede det derimod lige så langsomt, og det var som en klam, brun svamp at bide i. De hjemmedyrkede havesommeræbler til højre skal helst spises inden for en uges tid efter plukning, ellers mister de sprød- og spændstighed.
Se evt.: http://www.amusingplanet.com/2013/08/the-greenhouses-of-almeria.html
