I det spirende forår, hvor alt ude omkring er frodigt grønt græs, lysegrønne bøgeblade, blomstrende vorterod, mælkebøtter og anemoner, ligger denne mark hen som en død, nedvisnet ørken efter at giftsprøjten kom forbi …
Det mest foruroligende er, at marken ligger henved 10 meter fra en drikkevandsboring, der forsyner min by.
I december 2019 vedtog Folketinget en lov, der skulle beskytte drikkevandet mod nærhed til sprøjtede områder:
Det skal være slut med at bruge sprøjtemidler tæt på sårbare vandboringer. Ny lov er vedtaget med opbakning fra stort set hele Folketinget. “
Men her ligger boringen lige op til en kraftigt sprøjtet mark:
Ved det røde kryds ligger denne vandinstallation:
Også andre steder i området har man lagt boringer tæt på asfalt og sprøjtet landbrugsjord:
Og for ti år siden byggede Aalborg Kommune en ny, stor institution og asfalterede omgivelserne direkte oven på et beskyttet drikkevandsindvindingsområde i gammel fredskov inde midt i naturområdet, Hammer Bakker:
Kommuner er måske ikke de bedst egnede til at tænke langsigtet og beskytte vores fælles ressourcer? Er der en overordnet instans, der har tilsynspligten, så bekvemmelighed, ukendskab til reglerne og et alt for stort hensyn til økonomi og billige byggegrunde ikke får lov at bestemme?
I virkeligheden bliver vi alle narret: – Den mad, vi køber i danske butikker, er underlødig og ofte skadelig for vores helbred. Navnlig når den indtages i alt for store mængder.
I en kultur, hvor spisning udgør dagens vigtigste højde- og samlingspunkter, er vi opdraget til at tro, at vi skal spise hele tiden for ikke at falde døde om:
● En solid morgenmad med fx surmælksprodukter, frugt, havregryn, rosiner, nødder, marmelademadder, pandekager, omelet, bacon, æg, pølser, tomater, sirup, chokoladepålæg, fabriksfremstillede, farverige æsker med slikagtige chokopops, cornflakes, honningkugler o.l. med mælk.
● Frokost, salat eller rugbrødsmadder, fastfood, bagerbrød, myslibars.
● Aftensmad, der inkluderer kød, æg eller fisk, kartofler, ris eller pasta, og noget grønt. Måske sød dessert eller ost.
● Derudover drikker vi hele tiden: Morgenkaffe, te eller mælk, formiddagskaffe/te, eftermiddagskaffe/te, aftenkaffe/te, juice, saft, en patteflaske med vand, proteindrik, saft eller juice, en pattekop med te eller kaffe to go i hånden hele dagen, øl, sodavand, vin, drinks …. Der er ingen ende på drikkeriet.
● Og vi gnasker mellemmåltider i form af frugt og andre snacks, is, kager, onsdagssnegl, morgenbasser, søde myslibars, aftenslik, chokolade eller chips, kager, popcorn.
Men hvor besværligt er det ikke at skaffe fx et almindeligt, dansk, økologisk kålhoved, der har vokset i god jord, eller kød og æg fra en pålidelig avler?
Meget af vores ‘mad’ er sprøjtet med pesticider, dyrket i drivhuse uden jord, tilført kunstig næring, plukket af fattige emigranter og fragtet langt for at nå os. Eller mishandlet i dyrefabrikker og opfodret med stoffer, der aldrig naturligt ville indgå i en ko, et svin, en kylling, æglæggende høne eller en laks’ føde. Eller det har været en tur igennem industriens giftbade eller er rodet sammen med ti eller flere forskellige, såkaldte tilsætningsstoffer, der hver især er uegnede som menneskeføde –E dit og E dat, nitritter og nitrater. For ikke at tale om alle de raffinerede kulhydrater, mel, sødemidler og sukker, fedtstoffer fra oliepalmer og soyaproteiner, der fx sælges som proteinbars, kiks eller kager i butikkerne, og som har udkonkurreret regnskovene i denne verden.
Reklamer kører non-stop med forløjede fremstillinger af usunde og direkte skadelige produkter i lækre og ofte sociale omgivelser. Vi skal hygge os med kunstigt fremstillet og gennemfarvet slik. Vi skal sige tak med en æske dårlig ’chokolade’. Samle os omkring palmeolie og sukkerprodukter tilsat kunstig vaniljesmag. Vi skal forkæle vores børn med Kinderæg eller mælkesnitter, der i virkeligheden bare er en blød og inderligt usund, sukkerfyldt industrikage. Man påstår frejdigt og helt uden sandhedsværdi, at Nutella – et fedtet sukker-palmeolieprodukt – er en del af en sund morgenmad:
Der er vist endnu ingen sundhedseksperter, der har anbefalet sukker og palmeolie!
Og navnlig skjuler man den brutale virkelighed med sammenstuvning og mishandling, der foregår i danske stalde, som fx ’De danske familiegårde’, der i reklamefilm i tv og på nettet med masser af idyllisk baggrundsmusik og et tykt lag vaseline på linsen fremviser åbenlyst forvirrede kyllinger i noget græs bag en gård. Man ser tydeligt, at de alt for rene kyllinger ikke er vant til at gå ude. Omgivelserne virker fremmede for dem, og hvordan ville man også kunne overkomme at fodre 20.000 eller flere kyllinger om dagen med lidt korn i en spand, når de løber forvildede rundt omme bag laden? For ikke at tale om at få dem fanget på en rationel måde, når de efter få uger skal slagtes? – Tro mig, ingen industrikylling i dag løber rundt i grønt græs eller bliver håndfodret og kælet for af ’landmænd’ og deres børn i pænt og rent tøj! – Den reklame er noget nær det værste og mest kvalmende, modbydelige svindelnummer, jeg har set. Men folk må jo være dumme. Uvidende, naturfremmede, uinteresserede i, hvor deres mad kommer fra, når sådan en løgnekampagne får lov at passere uanfægtet i landsdækkende medier.
Se:
De glemmer også lige at oplyse, at alt dansk fjerkræ har været lukket inde hele dette forår pga. fare for spredning af en ny variant af fugleinfluenza.
Landbrugserhvervet her i DK er blevet så mægtigt, at det fuldstændig kan sætte sig på vores fælles, offentlige dagsordenen. En kritisk artikel om fx kvotekonger i fiskeriet, den massive ødelæggelse af dansk jord, vand, natur og luft pga. sprøjtning og massiv gylleudspredning, om omfattende svindel med tilskud fra fælleskasserne, om CO2-udledning forbundet med produktionen eller om den seriøst farlige, kødædende, resistente svinebakterie, MRSA, der nu er udbredt blandt mennesker og på vores sygehuse, følges dagen efter prompte op af en barsk og truende tilbagevisning og mistænkeliggørelse fra Landbrug & Fødevarers meget effektive presseafdeling.
Giftrester fundet i mere end halvdelen af vandboringer
Minister vil have mere kontrol, efter at der er fundet pesticidrester i 57,9 procent af danske vandboringer.
Landbruget opfører sig fuldstændigt som en junta i et diktatorisk østland, når sammenslutningen ‘Bæredygtigt landbrug’ – alene navnet! Mon det står for en nærmere granskning? – går så vidt som at anlægge retssag mod en professor og forsker, fordi han, efter deres mening, var nået frem til ‘forkerte’ konklusioner:
Det er helt utilstedeligt i et demokrati, hvor både ytringsfrihed og fri forskning burde være en selvfølge!
Men medierne viderekolporterer – måske pga. af uvidenhed om de faktiske forhold? – landbrugets romantiserende fortællinger uden at stille kritiske spørgsmål til et erhverv, der, som en stat i staten med egne regler og et broderskab, der dækker over hinandens ugerninger, er klar til – midt under en verdensomspændende epidemi, hvis deres interesser bliver truet – at sætte sig op på deres kæmpestore, EU-betalte landbrugsmaskiner og køre mod Christiansborg, hvor de truer en lovligt valgt regering på det groveste og afpresser os alle sammen for milliarder.
Landbruget har fået for stor magt! – De kan få omskrevet konklusionerne i danske forskeres rapporter og videnskabelige artikler, som det er sket på Århus Universitet, og hvem ved hvor ellers? De farer ud med bål og brand og mistænkeliggørelse, hvis man ytrer sig kritisk om erhvervet, så man ser yderst sjældent fx danske tv-udsendelser, der viser virkeligheden i landbruget: Grisenes liv i staldene, fastbundne søer, 25.000 døde smågrise pr. dag, brutal indfangning og aflivning af slagtekyllinger, alt for lange transporter til slagterier i andre lande, hvortil småkalve, grise eller heste ankommer med brækkede ben og blodige, underløbne mærker fra hårde slag efter alt for mange dage, mast sammen i transportvogne uden hvile, mad, vand og frisk luft. Man laver ikke landbrugsfaglige udsendelser om realiteterne i dansk landbrug: økonomien, alle tilskuddene, jordens tilstand, pesticiderne i drikkevandet, stordriften, udenlandsk arbejdskraft, kyllingefarme med over 20.000 sammenmaste dyr, mælkeproduktionen, der skaber ‘taberkøer’ – et begreb vi ikke kendte i 1960’ernes mindre, familiedrevne landbrug, sprøjtning af markerne hver eneste uge i dyrkningssæsonen. – Mange af billederne ville få uforberedte seere til brække sig, er jeg sikker på.
Vi foretrækker klart den romantiske idé om livet på landet og alle de kælne gårdnavne, springende økologiske køer, der lukkes ud på en nedtrådt mark en enkelt forårsfridag, som en teaterforestilling, der kan forlyste børnefamilier fra byerne, og alle de manipulerede billeder af yndige kyllinger i grønt græs.
At gårdene i dag er kæmpestore industriforetagender, der har nedlagt læhegn og markveje og sprøjtet naturen på og omkring deres marker ihjel, betyder ikke noget.
At de allerfleste danske køer aldrig ser en grøn mark, men går inde i store, vantrivelige flokke, ved de færreste.
Og at hovedparten af de kyllinger, du køber i et supermarked, aldrig har set andet end andre klemte kyllinger i en bemøget stald, har vi slet ikke lyst til at vide. – Giv os idyllen og fantasien, så vi kan nyde vores mad i fred.
En ting er produktionen. En anden produkterne. – Al denne død og mishandling af dyr resulterer bl.a. i wienerpølser, som ud over en del tilsætningsstoffer også indeholder bambusfibre … Hvad ind i hede hule H…… laver BAMBUSFIBRE i mine grillpølser???
INGREDIENSER – Wienerpølser:
80 % grisekød, vand, surhedsregulerende middel (E 325), kartoffelstivelse, salt, SOJAPROTEIN, bambusfibre, krydderiekstrakter, koriander, muskatnød, peberaroma, antioxidanter (E 300, E 301), stabilisatorer (E 450, E 331), emulgator (E 471), hvid peber, konserveringsmiddel (E 250), lammetarm, røgaroma. Kan indeholde spor af mælk, selleri og sennep.
Og hvem i alverden har fundet på at udnytte en natur ude af balance og bjerge af opskyllede eller opfiskede søstjerner til at fodre svin med? – Hvor ækelt og unaturligt kan det blive? Hvem har lyst til at spise sådanne svin?
– Og hvorfor står der flere steder meget tydeligt på min mælkekarton, at skummetmælken er CO2-neutral, når man ved, at netop mælke- og kødproduktionen er blandt de værste CO2-syndere?
Mælkekartonen lyver mig lige op i ansigtet. Den benytter sig af begrebet ’klimakompensation’, der, så vidt jeg har forstået, har lige så gavnlig effekt på klimaet, som købet af den katolske kirkes afladsbreve for 500 år siden havde på længden af et menneskes ophold i skærsilden …
Der bliver tjent svimlende summer på dette narreværk. På dårlige fødevarer. På snobbede madentusiaster, der, som i H. C. Andersens ’Kejserens nye klæder’, begejstret betaler overpris for højt berømmede mærkevarer. For usunde og ofte ligefrem skadelige ‘næringsmidler’ fyldt med kemi og tilsætningsstoffer, som vi stadig tror, vi er tvunget til at købe for at opretholde livet. – Mens de såkaldte ’livsstilssygdomme’ hærger og slår folk ihjel som fluer.
Producenter og industri plejer at forsvarer sig med, at de blot tilbyder det, som folk vil have: Billige fødevarer. – Men hvorfor går de ud fra, at folk frivilligt vælger det dårligste, det mest kunstige og skadelige? Og giver det til deres børn? Når de gladeligt betaler blinkende formuer for fx god kaffe, cigaretter, belgisk chokolade og fine øl, vine og spiritus? – Jeg tror, at man rækker ud efter det, der er tilgængeligt, det, man er vant til, det, som andre køber, og det, som man ser i reklamer og i verden omkring sig. Det, der lige står på hylden, når man er nede for at købe ind.
Der er ingen grund til at tro, at voksne, tænkende mennesker, hvis de havde et frit valg, ville vælge pølser med bambus, koteletter med søstjernepulver, kødet fra mishandlede dyr eller saltmættede chips og kiks, kager og chokolade med palmeolie og sukker, der tilstopper blodkarrene. Folk spiser sig ikke syge med vilje. Producenter og industri har naturligvis et stort ansvar, som de ikke kan fralægge sig ved at kaste det tilbage på forbrugerne.
For menneskets biologi er, så vidt jeg forstår, således indrettet, at mer’ vil ha’ mer’. – Jo mere, vi spiser, specielt af fede og søde sager, jo mere vil kroppen have. – Så vi er meget modtagelige for lugten i bageriet eller reklamen i tv, hvis det er en halv eller en hel time siden, vi sidst har spist noget. – Og det ved de jo godt henne i butikkerne og i industrien …
Når vores fedtceller først er dannet, skriger de op og sender sultsignaler til hjernen, hvis de er i fare for at skulle tømmes. Og når blodsukkeret falder kort tid efter et måltid, en sodavand eller en snack, føler vi akut og voldsom trang til mad igen. Disse signaler er meget svære at modstå, selv hvis man har to-tre ‘bildæk’ rundt om maven og i virkeligheden ville kunne leve godt et par måneder bare ved at tære på reserverne. – Men sådan spiller kroppen ikke. Den er skabt til at overleve under knappe forhold på en savanne i Afrika, hvor man måske kun fik nedlagt et bytte en gang om måneden og måtte klare sig med vand og et par nødder, blade eller rødder indtil næste gang.
I virkeligheden ville det være sundere og billigere for voksne mennesker at spise mindre. Måske faste med mellemrum, som flere af de store verdensreligioner anbefaler. For det er en myte, at vi hele tiden skal proppe mad i gabet. En myte, som producenterne betaler bloggere, eksperter i ‘livsstil’ og reklame, men også veluddannede sundhedspersoner, for at vedligeholde, for der er mange, mange penge på spil. – Men vi behøver ikke købe en alt for dyr kop kaffe på vej til arbejde hver morgen. Vi behøver ikke proteindrikke, hvis vi indtager mælkeprodukter, æg eller kød af og til. Vi behøver ikke klamre os til en vandflaske på den korte tur til jobbet, skolen eller universitetet. – Børn, der skal vokse og udvikle sig, syge, gravide og andre, der skal præstere på et højt niveau, skal naturligvis spise passende mængder af god og lødig mad. Men ikke ustandseligt. Og is, cola, chips, slik, købekager og sodavand er ikke mad!
For meget mad, og for meget dårlig mad, gør os syge. Vi får diabetes, blodpropper, overvægt, med alt hvad deraf følger i form af dårlig trivsel generelt.
Men vi er oplært til at tro, at vi har brug for mad hele tiden. Det var vores forældres og bedsteforældres kultur, som stammer fra en fortid, hvor mad –også i vores privilegerede del af verden – var svært opnåeligt. Vi er ikke skabt til at leve i en overflodssituation, som vi gør nu. Førhen skulle man spise, når der var mad at få. For man vidste aldrig, hvornår næste måltid indfandt sig. – Og vi tog for os. Mad blev samlingspunktet både til hverdag, til fest og til sorg. Dette forældede forhold til mad lever landbruget og hele fødevareindustrien stadig højt på, og nu ødelægger de vores helbred og det fælles miljø undervejs.
I virkeligheden burde konventionelt landbrug og fødevareindustri i den nuværende form ikke oppebære nogen form for støtte, for deres virksomhed og indtjening koster os andre dyrt på miljøudgifterne og på sundhedsomkostningerne. Vi kunne i stedet gradvist sluse støtten over til økologiske producenter og mere miljøvenlig produktion.
Hvis man tager en enkelt fastedag eller to, opdager man, at man hverken føler sult, bliver svimmel eller kraftesløs. Tværtimod. Når maven ikke skal på hårdt arbejde med at fordøje al den mad af svingende kvalitet og alle tilsætningsstofferne, og insulinen ikke uophørligt pumper rundt i blodet, bliver man lettere, gladere, mere energisk og klarttænkende. Man skal blot sørge for at drikke, mest vand, men også en kop kaffe, te, et glas mælk eller juice, som kan holde organismen i gang i en dags tid eller to. En kortvarig faste, hvor man sørger for at drikke undervejs, er normalt helt uden skadelige indvirkninger på kroppen for et fysisk og psykisk sundt, voksent menneske uden hårdt fysisk arbejde. Snarere tværtimod, siger de nye sundhedseksperter, der begynder at dukke frem flere steder.
Mit største problem ved at faste en dag eller to er, hvad jeg så skal lave? At holde op med at spise er ikke meget forskelligt fra at holde op med at ryge: Så snart nikotinen efter sidste smøg, eller insulinen efter sidste måltid, forlader blodbanen, melder der sig en stærk trang, som er svær at modstå. Når man så omsider kommer om på den anden side af trangen efter timer eller dage, så står man der med en masse fri tid …
Jeg bruger normalt en uforholdsmæssigt stor del af min tid, opdagede jeg, på at skaffe mad til huse, fra haven, fra små producenter i nærheden eller fra supermarkeder, på at forarbejde al denne mad, vaske, skrælle, hakke, blande, koge, sylte, fryse, stege, bage, grille, anrette, og på at invitere folk til at komme og nyde det hele med mig.
Det er den kultur og de vaner, jeg har med mig og lever i, og det er – ligesom landbrugskulturen og masseproduktion af fødevarer – meget svært at lave om på.
Se evt.
“Dr. Jason Fung: Fasting as a Therapeutic Option for Weight Loss” på YouTube
For nogle år siden så jeg en satiretegning, hvor jorden så tydeligt sløj ud og kradsede sig i ubehag. Månen spurgte den bekymret, hvad der dog var i vejen?
– Jeg har fået mennesker, svarede jorden trist.
Når man ser et billede taget ude fra rummet af vores lille jord om natten, får man det bedste bevis for menneskelig foretagsomhed. Lysene fra de store byer breder sig ud langs indfaldsvejene som kræftknuders slangeagtige fangarme og opsluger det omliggende landskab. Nogle områder, som fx Belgien, Ruhrdistriktet, USA’s østkyst, Øresundsregionen, er fuldkommen oplyste, andre, ufrugtbare ørkner, høje bjergtoppe, de store have, polerne, ligger endnu i mørke. – Men hvor længe?
Vi har bogstaveligt talt skidt i egen rede og fyldt vores affald, plastic og gift i havene. Syre, svovl, CO2 og ammoniak i luften. Pesticider, giftaffald og koncentreret svinegylle i jorden, som vi desuden har såret, udsuget og omformet med enorme udgravninger i jagten på råstoffer.
Man kunne også kigge på Flightradar’s øjebliksbillede af jordens flytrafik i april 2021. – Kun Grønland, Sibirien, havene syd for Afrika og nogle pletter i Sahara er fri for menneskelig transportaktivitet i luften – Midt under den største pandemi i 100 år, hvor det er vigtigt at begrænse kontakt og smitte! – Og toge, biler og den betragtelige skibstrafik er ikke med på billedet.
Vi kan simpelthen ikke lade være med at klumpe os sammen, bygge og bo tæt i byernes høje huse, opdyrke, asfaltere eller opgrave områderne imellem byerne, mase os sammen i parker og små, slidte ’natur’-områder, besøge hinanden og fragte varer til hinanden, ofte over store afstande.
Vi transporterer os ustandseligt fra A til B, så vi kan komme hen til et sted, hvor vi kan foretage os noget. Arbejde, købe ind, spise, hente noget, motionere, svømme, sejle, stå på ski, tage solbad, mødes, feste. I vore dage er det ikke ualmindeligt at bo i den ene ende af landet og tage på arbejde i den anden. Dvs., at vi indretter os med hundreder af kilometers daglig transport. – Og ferier skal helst afholdes tusindvis af kilometer væk … – Mennesket kan slet ikke styre sin oplevelses- og virketrang, men er altid fuld af idéer til udforskning, oplevelser, konstruktioner, byggerier, udvidelser, udvindelse, anlæg, maskiner, sammenstimling, måder. Afslapning er oftest kun noget, vi snakker om, mens vi og familien farer omkring og indretter omgivelserne, så vi ville kunne slappe af, hvis vi fik tid. Eller når vi bliver gamle.
Når man går en tur med et mindre barn, vil barnet hele tiden nysgerrigt stoppe op og undersøge ting på vejen. Pjaske i en vandpyt, samle grankogler og grene, forundres over en snegl. Menneskebarnet vil forsøge at finde ud af, hvordan ting er, og hvad de kan bruges til. Sådan fungerer voksne mennesker også. – De ser den givne natur som et uudtømmeligt reservoir af råstoffer, som kan udnyttes til egen fordel og indbringende produktionsvirksomhed.
Hvis man sætter barnet i en sandkasse eller på et tæppe med en bunke klodser, vil det straks begynde at bygge noget, konstruere noget, og snart vil barnets anlæg strække sig over fantasilandskaber, byer, veje, dagligstuer, bondegårde, rumfart, alt, hvad dette barn har set eller kan forestille sig, tager form i de forhåndenværende materialer. – På samme måde vil voksne ustandseligt tænke over forbedringer, udvidelser, nye projekter, opdagelser, og et stykke natur opfattes blot som en opfordring til aktivitet.
Vi opfører os som myrerne i skovbunden. Vi er normalt pr. instinkt i fuld gang fra morgen til aften. Vi samler føde, grannåle, blade, som vi slæber med hjem til myretuen. Som myrerne lever vi i én stor, sammenhængende organisme, en tue, som det har taget kollektivet mange år at opføre og vedligeholde. Der er stier, indgange, bygge- og anlægsvirksomhed, forsyningsafdelinger, reproduktive afsnit, hvor nye generationer opfostres, og rekreative arealer, hvor de små travle kryb hviler om natten. Som et usynligt svampemycelium gennemtrænger en skovbund og kan fylde hundreder af kvadratkilometer, udbygger myrerne deres veje og myrestier, indtil de møder andre myretuers veje og stier, indtil hele skoven består af ét stort, sammenhængende system, som myrerne har afmærket med myresyre og kontrollerer. Vé den bille, regnorm eller myre af en anden art, som krydser myrernes territorium. Den bliver aflivet og slæbt hjem til tuen som føde. Eller myrerne hjemtager andre levende smådyr, som samles og sættes i arbejde som slaver inde i selve myretuen. Eller de malker bladlus i vegetationen omkring sig. Alt bliver nyttiggjort og indsmurt i sur myresaft … Her hersker vi!
På akkurat samme måde har vi nyttiggjort og afmærket de fleste af jordens landskaber til afgrøder, træproduktion, energiudvinding, byggeri, infrastruktur, minedrift, fiskeri, transport, rekreation. Vi har fældet oprindelige træer, gamle skove, regnskove, indhegnet savanner, opdyrket stepper, gravet kanaler, udvundet råstoffer, omlagt floder, udtørret søer, affladet bjerge, bygget, bygget, bygget … endog sendt mennesker og skrald langt ud i rummet omkring os.
I én lang udviklingsproces, der fjerner os længere og længere fra de naturgivne vilkår, har vi strakt vores stinkende, forurenede veje, byggerier og produktion ud over hele kloden. I et forløb, der har varet mindst 50.000 år, og som foreløbigt er kulmineret med, at vi har omformet det meste af jordens overflade og påvirket klima, jord, luft og vand i en grad, så der ville skulle hengå endnu mindst 10.000 år uden menneskelig aktivitet for at bringe en smule natur tilbage.
Der er ikke mørkt ret mange steder på jorden længere. Der er ikke stille ret mange steder på jorden længere. Der er ikke frisk luft, ren jord eller drikkeligt vand ret mange steder på jorden længere. Der er ikke ret mange dyre- og plantearter tilbage på jorden længere. Der er ikke uberørt natur ret mange steder på jorden længere.
Samtidig er ordet ’natur’ et af de mest (mis)brugte i vores offentlige samtale, og det er værd at huske på den regel, der siger, at det, vi taler meget om, er det, vi mangler allermest: Fx kærlighed, godhed, tid, skønhed, fred, afslapning, familieliv, sundhed og altså: Natur.
Folk betaler gladeligt for at blive sejlet til fx Sydpolen, hvor deres afføring og selvoptagede energi snart får udryddet det liv og landskab, de gerne ville opleve.
Vi tillader afskovning af regnskove. Jagt på vilde dyr. Eksotiske dyremarkeder, hvor man kan købe og spise en flagermus, et bæltedyr eller en lille abeunge. Udvinding af råstoffer, der efterlader dybe, irreparable ar i jordens overflade. Transport og infrastruktur. Giftsprøjtede kæmpemarker, der tilmed søles til i koncentreret svinelort og tis. Turisme, der flytter omfattende menneskemængder til sårbare områder, så de kan lege med vandscootere, fiske fredede fisk, kaste sig ud over bjergsider for sjov, klatre sikkert i gamle træer på tyngende stilladser, bade og tisse i søer, betragte uddøende dyr … eller skyde dem.
Vi ødelægger udsigter med bygninger, fabrikker, udgravninger, vindmøller, solfangermarker, vejanlæg.
Som molboerne trampede mange mand høj ind i en kornmark for at jage storken væk, tramper vi ud over alle jordens kroge og afkroge, sender fly mere end 10 km op i luften og rumfartøjer ud til nærliggende himmellegemer og glemmer at rydde op efter os ude i atmosfæren, i luften, på jorden og i vandet. – Vores aktivitet har forgiftet, forsuret og forplumret alt omkring os.
Et eksempel i miniformat kunne være den nærliggende skov, som jeg har kendt og gennemstrejfet igennem 60 år. Hammer Bakker-området fremstår nu som en delvist skovklædt bakkeø dannet i sidste istid, beliggende ca. 8 km nordøst for Ålborg. Her er et konsortium bestående af kommunen og et par naturbevarende foreninger fulde af gåpåmod gået sammen om at frede et stort område og bringe det tilbage til dets ’naturlige’ tilstand, hvilket er et prisværdigt formål, som hverken jeg eller nogen anden kan have noget imod.
Men det rejser nogle spørgsmål. For hvad er den naturlige, oprindelige tilstand for området? Er det den golde morænebakkeø, der lå tilbage i istidshavet? Er det de skovklædte bakker med pil, birk, fyr, enebær og lidt forblæst eg, som senere opstod? De lyngbevoksede vidder, der blev tilbage i morænesandet efter menneskets overdrevne træhugst? Eller de mørke granplantager, som driftige ejere har plantet, høstet og nyplantet igennem de seneste hundrede år? Med pletter af plantet bøg, så selv det sandede Nordjylland kan fremstå som bøgelyse bakkedale? Eller må naturen også bestå af indførte, stride gyvler, som efterhånden har indtaget de fleste skrænter i området, sammen med bjørneklo, forvildet humle og hybenroser?
Konsortiet har valgt at fjerne plantagerne og lade nogle løvtræer og buske stå. Samtidig indhegner de store dele af det tidligere naturområde og sætter store græsædere, vildheste, små skovkøer og geder, ud i håbet om, at de ved at græsse småtræer, buske og gyvler kan holde arealet lysåbent, så vilde blomster, og dermed insekter og fugle, får bedre forhold til fordel for biodiversiteten.
Så vi opnår naturlig diversitet ved at udrydde de planter, der i forvejen trives her. – Men er ikke alle planter indført hertil efter isens tilbagetrækning for godt 10.000 år siden? Selv den elskede bøg er en indslæbt, invasiv art, der på et tidspunkt fortrængte den statelige eg i den danske natur. Og mennesket? Også vi er indvandrede og i uhyggelig grad invasive.
Men det ser vi ikke. Vi er stadig indsvøbt i det gamle, antropocentriske livssyn, der anbringer mennesket over alt andet som skabningens herre, og som udelukkende har menneskenes ønsker og behov for øje.
Mens naturplejerne således fjerner udpeget, uønsket vegetation, grantræer, fyrretræer, gyvler, bjørneklo, maser de ind ad områdets sarte, gamle mosstier med deres kæmpemæssige maskiner, der presser jorden sammen, så intet andet end lysesiv kan gro der i de næste 100 år. De fjerner effektivt og brutalt sporene af de fodtrådte stier, som folk i Hammer Bakker har travet i hundredvis af år. Af de gamle hjulspor, hulveje, smutveje, markveje, landeveje og kirkestier, som vore forfædre benyttede. – Og man rejser nye hegn uden at tænke på at indsætte låger der, hvor folk og dyr faktisk går. Og opfører udsigtstårne, klatretårne, bålhytter, anlægger P-pladser, mountainbikespor, vandre- og cykelruter, lejrpladser … Kort sagt: Mens man forsøger at genoprette noget naturlignende, bliver hele området ryddet og tromlet og udlagt som legeplads for i øvrigt naturfremmede borgere, som ikke kan gå en tur eller sætte pris på udsigter, fugle, blomster og træer uden blå, rød og gul rute, motionsredskaber, skiltning, klatrestativer og campinghytter.
De udsatte dyr, fx hestene, tiltrækker nysgerrige i stort tal, og en del begynder at fodre dem med madpakker og ungernes kiks og boller, hvilket lærer hestene at løbe efter de besøgende. Nogle skovgæster bliver derefter bange for de store dyr, som kommer alt for tæt på for at tigge mad, og så skal de således tæmmede, ’vilde’ heste jo tages ud. De må ikke skræmme børnefamilier og naturvandrere. – ’Tages ud’ er en eufemisme for aflivning. Det er nok værd at tænke over, når man føler trang til at fodre og klappe disse store naturplejere. Et naturplejet areal er ikke det samme som en børnezoo.
De ulve og vildsvin, som her de senere år vandrede op i Jylland, før kæmpemæssige hegn á la et moderne Dannevirke skød op langs grænsen til Tyskland, er allerede brutalt nedskudt af emsige jægerforbund. – Vi vil gerne have store dyr, men de skal blive inde i kontrollerede indhegninger med låger og strøm og færiste, og vi vil selv bestemme præcis hvilke dyr, hvor store og hvor. Der må jo ikke gå for meget natur i det, for det kunne skade unaturligheden ved at samle 20.000 produktionssvin på meget lidt plads. Eller true et par lam og jægernes rådyr og udsatte fasaner, hvis en enkelt ulvefamilie eller to slog sig ned i Vestjylland.
Vi vil styre og bestemme alting selv. Selv naturen og vores oplevelser med den. Vi medbringer vores egne legetøjsheste i hestetrailere og rider rundt på dem i små, nedslidte naturområder, mens hovene pløjer stier op, så ingen kan gå eller cykle der bagefter. Før var heste transportdyr, nu er de kæledyr, som transporteres rundt af alt for velhavende damer.
Vi løber eller går målbevidst med snak eller musik fra mobiltelefonerne i ørerne, så vi kan nå op på de anbefalede 10.000 daglige skridt uden hensyn til det område vi færdes i.
Vi bygger sindrige mountainbikespor, så unge mænd kan få et adrenalinkick ved at sætte førligheden på spil, mens de i fuld fart ræser op og ned ad oldgamle kulturminder og tværs igennem følsom natur, skræmmer andre skovgæster og skovens dyr og pløjer de gamle fodstier op til dybe, mudrede huller.
Vi rydder brede veje igennem naturen, så vi i store, larmende og trampende flokke kan løbe eller gå om kap.
Vi opfinder vandre- og cykelruter igennem naturen og giver dem romantiske navne, så som ’Hærvejsruten’, selv om hærvejen aldrig har gået igennem fx Hammer Bakker. Her var der en – nu delvist oppløjet og omlagt – Kongevej til officielt brug og mange lokale småstier og hjulspor til gennemrejse, til markedet i byen, til besøg hos naboer, ud til markerne eller op til kirkerne.
– Alt dette fylder vi ud i ‘naturen’, så vi hver især kan få ’naturoplevelser’ og ’motion’. Det er vores ikke synderligt glorværdige formål, og det er svært at se, hvor naturen passer ind, når først det tunge maskineri har fældet træerne, hegnene er rejst, p-pladser, shelters, tårne og bålhytter bygget, legepladser indrettet, infotavlerne sat op, og folk strømmer til i store biler med hestetrailere, barnevogne, hunde eller med kostbare MTB-motionscykler bagpå. – Hvor de i øvrigt snart får nedtrampet eller opgravet alle de sjældne planter, som skiltene henviser til, eller får fanget de fine sommerfugle.
En flok ældre herrer, som gik for tidligt på pension, men som stadig har virketrangen i behold og nu savner at føle sig betydningsfulde, ringer og skriver til hinanden, annoncerer i lokalpressen, danner ‘natur’-foreninger og opretter hjemmesider og kontor og reglementer og møder, hvor de planlægger ’aktiviteter’ for horder af mennesker, så som rappelling, udsigtstårne, udstillinger, ruter og omfattende informationsskiltning. – For ikke at tale om alle de selvbestaltede naturguider og guidede ‘natur’-vandringer – For hvem ville vove sig ind i et lille naturområde uden en guide og flokke af andre mennesker omkring sig? – Den usandsynlige risiko for at møde en ulv eller et vildsvin er jo elimineret af emsige jægere; nogle steder har man endda lagt gift ud til de få ørne, der ellers var ved at etablere sig i dette land. Så hvilken natur er det, at disse guider slår sig op på at vise frem?
Vores foretagsomhed og trang til kontrol slipper aldrig op. Den er indlejret i vores – i menneskets -natur. Vi er myrer, og der går alt for hurtigt Byggemand Bob i det. Vi kan slet ikke lade være med at planlægge, tilpasse, holde møder, bygge, arrangere, indrette, anlægge veje, træterrasser, opsætte informationstavler, slå græsset, plante de planter, vi holder allermest af … Jeg mindst lige så meget, som alle andre.
Mens vi ævle-kævler om natur, måske ovenikøbet om ‘urørt’ natur, sender vi en hær af alt for store maskiner ind og ødelægger det lidt, der måtte være tilbage. Der går hundredvis af år, før naturen kommer sig bare nogenlunde igen efter alle vores ’aktiviteter’. Og kun, hvis vi herefter lader den i absolut fred.
For vi efterlader ingen træer, som kan stå og blive hundreder af år. Et fuldvoksent, gammelt træ udgør levested for talløse mosser, laver, insekter, småorme, fugle o.m.a., men selv naturplejere kører allerførst det tunge maskineri ind for at høste de bedste træer til eget brug – tømmer i store stabler.
Naturpleje er en illusion i det øjeblik, man løfter en finger, for så er det ikke længere natur. Man bliver jo nødt til at beslutte, om man vil have natur i form af lysåben blomstereng? Lyngbakker? Vajende bøge? Juletræer? Afgræssede overdrev? – Urørt natur er uopnåeligt for mennesket, for det ville udelukke os.
Sådan ser et stykke natur, der igennem en menneskealder har ligget urørt, ud:
Her er det vanskeligt at løbe en tur eller lave MTB-spor, ikke? – Hvis man ikke vil røre naturen, må det vel betyde, at man skal lade den være.
Er plantager med mørke grantræer i lige rækker en form for natur? Markernes livløse, gylle- og giftsprøjtede ørkenlandskab? Landmandens smalle bræmme ud mod motorvejen af nysåede sommerblomster, der skal bøde på hans image? Basilikummen i vindueskarmen? Gavner de nuttede og moderigtige ’insekthoteller’ naturen? Gør ridehesten i traileren, mountainbiken, løbehjulet, 10.000 skridt om dagen og oceaner af sentimental, ureflekteret snak? Er mennesket ikke også natur? Er barnets nysgerrighed og foretagsomhed ikke natur? Hele verden er vores sandkasse, og vi bygger og konstruerer og finder på uden ophør.
Skulle vores konstruktioner være anderledes end myrens og termittens? End myceliet under skoven? Fuglenes reder, edderkoppernes net og rævenes grave? Er vores anlæg ikke bygget af materialer fra jorden? Er vi ikke dyr? – Med store hjerner, men med en meget, meget lille forståelse for vores egen natur.
Vi er blevet for mange … Vi udgør én stor, dyrisk masse, én sammenhængende stime, der dækker kloden med vores ustoppelige foretagsomhed, og som emsigt farer rundt og bruger ord som ’natur’, ‘urørt’, ’miljø’, ’godhed’, ’økologisk’, ’bæredygtig’, ’frihed’, ’grøn energi’, ’CO2-neutral’, ’unik’, ’menneskerettigheder’, mens vi breder os, sviner, starter krige, ødelægger levesteder, afviser flygtninge, generer naboen, og i det hele taget gør akkurat det samme, som alle andre, og dermed ødelægger det hele for os alle.
Bananrepublik, kalder vi ofte lande på den varme del af kloden, hvor man dyrker bananer, og hvor landet styres dårligt og kaotisk af ofte korrupte og selvbegunstigende politikere.
Hvad skal vi kalde et koldt land, der er et konstitutionelt monarki, hvor man producerer en masse forurenende svin og gylle, og hvor
Man stuver svinene sammen på lastbiler og kører med dem i dagevis, så de kan blive slagtet i fx Polen.
Chefen for forsvaret har tilgodeset sin elskerinde på forskellige måder, bl.a. med attraktive uddannelser og jobs uden opslag, så andre ikke kunne søge.
En stor del af den medicin, folk skal bruge til daglig, ikke kan skaffes, hvilket i apotekernes nysprog hedder, at den er i ’restordre’.
Regeringen afskaffer magtens tredeling og lader en minister tage STATSBORGERSKABET fra folk rent administrativt … Det er temmelig bananrepublikagtigt. – Skal vi lige repetere? (Trump må gerne læse med) – I et demokrati er magten delt i tre, den lovgivende – folketinget, den udøvende – regeringen, og den dømmende magt – domstolene. Magten er tredelt, så de tre dele kan holde hinanden i skak, så ingen bliver magtfuldkomne, fx så politiet, der i vores demokrati er tildelt monopol på vold, ikke begynder at lave lovene, selv udøver dem med magt/vold og dømmer folk på stedet. Sommetider kalder man pressen for den fjerde statsmagt, fordi pressen, når den er bedst, uafhængigt holder øje med de tre andre.
Folks børn i vuggestuer og børnehaver sejler ulykkelige rundt imellem hinanden uden voksenkontakt, som dokumenteret ved flere videooptagelser og forskeres besøg.
Syge mennesker bliver nr. 32 i telefonkøen, hvis de ringer til deres praktiserende læge, skal vente 3 – 4 uger på en tid, som varer ca. 10 forhastede minutter, hvorunder lægen selvfølgelig ikke har tid til at læse journal og undersøge behandlingsmuligheder, og hvor hun/han kun kan tage sig af én ting – så hvis man både har fx dårlig ryg og fodsvamp, skal man igennem hele cirkusset igen med ventetid, tage en halv dag fri fra arbejde og hen og stå model til endnu en forhastet ’konsultation’ … Hvis lægen sender én videre til en speciallæge, kan man opleve 19 ugers ventetid, eller 25 uger, eller 1 – 2 års ventetid!
Politikere, der ikke bliver valgt til Folketinget, kan gå i op til to år med en månedsløn på over 50.000 kr. for ikke at lave noget.
Politikere, der danner deres eget parti, herefter kan hæve flere millioner pr. år til at holde partiet i gang – en sandsynlig forklaring på alle de nyskabte småpartier på højrefløjen, Klaus Riskær Pedersens m.fl.
Politikere i folketinget sidder og beslutter deres egen løn og pensionsforhold, hvilket nok kræver politikere af en anden kvalitet og støbning end dem, vi har haft de seneste 20 år.
Sygeplejersker o.m.a. går ned med stress, fordi de prøver at gøre deres arbejde under massivt politisk pres for at spare, spare, spare …
Børn og unge ikke lærer at læse og skrive og regne i skolerne.
Der er skåret så meget ned på uddannelser og universiteter, at fri forskning ikke eksisterer mere. Forskningen betales bl.a. af virksomheder og interesseorganisationer, som så får indflydelse på forskningsemnerne, forsøgstilrettelæggelsen og konklusionerne. Senest har den aggressive interesseorganisation ‘Landbrug & Fødevarer’ på Århus Universitet bestilt og betalt skandaløst positive forskningsrapporter om landbruget. Også medicinalfirmaer korrumperer læger, forskning og sygehusvæsen. Naturligvis ved at bestille og betale positiv ‘forskning’ om deres egne præparater, men også ved at undertrykke negative resultater og ved at stå for ‘efteruddannelse’ af læger, hvor de lærer dem at udskrive en masse recepter på lykkepiller, kolesterolpiller, blodtrykssænkende piller o.a., som er lønsomt for virksomhederne, og ved at rundsende ‘konsulenter’ med samme formål for øje.
Man er nødt til at skrive i busserne, at folk ikke må smide tyggegummi på gulvet eller sætte fødder med snavsede sko op på sæderne.
Cigaretpriserne er de laveste i Nordeuropa.
Det er tilladt at reklamere for kviklån til de økonomisk svageste, som derefter skal betale flere hundrede procent tilbage.
Skattevæsenet ikke fungerer. Opkrævningen af skat ikke fungerer. Kontrollen af skatteyderne ikke eksisterer. Og hvor man forærer milliarder af vores fælles velfærdspenge til udenlandske svindlere, fordi man i årevis har nedsparet hele organisationen med enorme kompetencetab til følge, naturligvis.
Noget så simpelt og elementært som at få vurderet landets boliger mhp. opkrævning af boligskatter har ikke fungeret i mange år og ser ikke ud til at komme til at fungere de næste mange år.
Togdriften har været upålidelig og til grin i tyve år eller mere. En ny letbane kan ikke køre i frostvejr. Og trafikpolitikken i øvrigt varetages af bøvede lokalpolitikere, der sørger for private, kostbare togstationer og unødvendige omfartsveje i deres eget område. På helhedens bekostning.
Fremmedhadet florerer. En provinsavis føler sig kaldet til at håne og spotte medmennesker af anden etnisk herkomst. Fjolser påberåber sig ‘ytringsfrihed’ til at brænde andre menneskers hellige bøger offentligt. En minister med titel af ‘integrationsminister’ fejrer med kager, at hun kan holde ulykkelige medmennesker i ulykkelighed og berøve dem håb, selvbestemmelse og ægtefæller i lejre, som hun gerne havde flyttet til en øde ø.
Vi fører krig mod folk langt borte i stedet for at hjælpe dem med rent vand, mad, sanitet, lægehjælp og undervisning.
Hvorfor vil ingen bo på landet længere? – Det er ikke noget stort mysterium.
Ude i Udkantsdanmark hersker gylle- og giftspredere og grandjævle. Man kan ikke bo et sted, hvor jord, grundvand og luft tyve gange eller mere pr. sæson forurenes af landbrugets sprøjtevogne med pesticider, svampemidler eller med stinkende, sejlende svinelort. Hvor det åbne landskab er ét stort, forsuret griselokum, fyldt med opkoncentrerede tungmetaller, men uden veje, stier og beplantning. Og hvor de få uopdyrkede områder er tilplantet med mørke, ugæstfrie graner, så jordejeren kan få noget hurtig tilvækst og udbytte. Hvorefter han sender enorme skovhøstmaskiner ind, som sammenpresser jorden i flere meters dybde, så intet kan gro og trives de næste 200 – 300 år.
Skulle der endelig være et lille smukt, nogenlunde naturligt område, har mountainbikerne usurperet de kønne stier og anlagt deres motorveje med spring og sving, hvor de fræser rundt og plører jorden op og er til fare for alle stilfærdige vandrere. Eller horder af skydegale fritidsjægere har lukket området ‘pga. jagt’. – Hvorfor spiller folk ikke golf længere? Er anlæggelse og vedligeholdelse af alle de mange golfbaner for 10 – 20 år siden spildt, fordi moden er vendt? – Det korte af det lange er, at folk ikke mere bare går rundt og nyder naturområder, fugle- og dyreliv, men absolut skal bruge naturen til noget: sportscykling i høj fart, jagt på dyrene, kapløb, kapgang i flokkevis, træklatring i de få tilbageværende, store træer, legepladser …
Før i tiden sørgede stat og amter for at reservere en del af naturen til dyr og til de kommende generationer, men nu er det ansvar overtaget af kommunerne, og det er jo som at sætte ræven til at vogte gæs: Store skatteydere får tilladelser til at bygge enorme ’herregårde’ midt i naturskønne områder. Eller kommunen henlægger sine egne byggeprojekter til disse billige grunde. Eller de tillader gylleproduktion, råstofudvinding eller store sommerhuse med tilhørende legelande, betonhoteller og andre serviceerhverv at etablere sig midt i herlighederne.
Kommunerne føler sig i konkurrence om at ’vækste’, om at vokse og udnytte alt og alle. Den smule ’natur’, vi har tilbage i dette lille land, skal med vold og magt udpines til sidste græsstrå.
Samtidig har man fjernet lægen, sygehuset, plejehjemmet, politiet, skolen, biblioteket, børneinstitutionerne og alle indkøbsmuligheder, hvorefter man undrer sig over, at småbyernes huse står tomme og forfalder.
Det falder ingen ind, at meget store, kystnære, uberørte og naturlige områder med adgang forbudt for private sommerhuse, betonbyggerier, vindmølleparker, råstofudvinding, skovmaskiner, biler, mountainbikes og ATV’ere, men nænsomt udstyret med p-pladser, toiletter, småhoteller, vandre- og cykelstier og primitive hytter og lejrpladser, ville give Danmarks udkanter en særdeles høj og eftertragtet status som turistmål og rekreativt område. – Når nu folk ikke vil bo der, så lad dog ulve og andre store og små dyr og planter rykke ind.
Men man kan ikke BÅDE have titusindvis af kvadratkilometer med grise-wc’er og stikkende, naturfremmede grantræer OG være eksklusiv ressort for naturglade.
Nogle grise har det skønt, bl.a. disse frilandssvin fra Attrup.
Det slår aldrig fejl: Så snart den første rigtige forårsdag viser sig med solskin, varme, fuglesang og spæde blomsterdufte, slår gyllehammeren os ned.
Nord – og Vestjylland er hårdt ramt, men også Sønderjylland, Nordfyn, Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm, efter hvad jeg hører.
Man sætter grillen og havemøblerne ud og hænger sengetøjet ud til tørre, og så bliver alt ramt af en harsk, hudklæbende hørm af gammelt griselort. ALT! – Og det står på i halve og hele måneder. Lige i den smukkeste tid. – Jeg ville blive sur, hvis jeg havde ofret et halvt hundrede tusind på fx en konfirmationsfest i haven i forårssolen. Har man en næse og et valg, er der efterhånden ikke andre muligheder end at bosætte sig i København eller Århus. Byer så store, at stanken ikke kan drive ind i nærheden af boligkvartererne.
Der er ikke tale om en mødding med stor gødningsværdi, samlet igennem vinteren ved udmugning under heste, grise, køer og får, som vi husker det fra gammeldags møgspredning på markerne. Dengang snusede vi bare op og sagde: Der er vitaminer i luften.
I løbet af de seneste 15 – 20 år er det for gyllefabrikanterne udelukkende blevet et spørgsmål om at komme af med den koloenorme mængde af hengemte, overlagrede, stinkende, forsurende, halvgiftige affaldsstoffer fra forpinte og plagede grise stablet op i enorme grisefabrikker. Disse fabrikker fylder den ene gyllebeholder efter den anden, så det løber over, de flytter rundt på lortet, opkøber evt. ledig beholder- eller markplads hos hinanden og sjasker det hele ud i sejlende, tykke lag, så snart jorden er til at køre på. – Hvem har lyst til at spise afgrøder fra disse inficerede marker?
Hele landsdele lider under det. Byer, landsbyer, naturområder. Lugten blæser til England eller Sverige. Og alle klager holdes væk med henvisning til eksporten. Men hvis kineserne gerne vil spise gris, synes jeg, at de skulle opfostre nogle grise selv. Danmark er for lille til at rumme 30 mio. svin og deres affald.
Mere end en tredjedel af disse svin bliver kørt til slagtning i udlandet … De bliver slået og sparket, når de bliver gennet op i lastbiler og fragtet langt væk til et polsk slagteri. – En dag eller to klemt sammen i en anhænger … Sultne, tørstige, forskræmte …
Det nytter ikke noget, at man vil gøre provinsen attraktiv med universiteter, kulturtilbud, parker og sommerfester, eller at man udflytter fem sprogmedarbejdere til Bogense og treogenhalv til Brovst, hvis man ikke gør noget ved gyllestanken … INGEN kan holde ud at leve midt i et grise-wc. – Heller ikke grise, som er både kloge og renlige dyr.
Se at få det stoppet! Det er barbarisk, at man tillader nogle få grisefabrikanter at holde det meste af et land som gidsler, forsure vores jord og påføre så mange en usund og ækel stank i årets dejligste måneder. Hvordan kan det tillades i et moderne samfund?
September 2017: Nedvisnet jordbærmark. Når sæsonen for danske jordbær er slut, sprøjtes hele marken med en plantegift, der dræber både jordbærplanter og al ukrudtet. Derefter pløjes det hele ned i jorden, så marken er klar til nye jordbærplanter, kartofler eller andre afgrøder.
I september måned efter en regnfuld sommer burde markerne i det danske landbrugsland ikke ligge brune hen, så jeg stoppede for at tage et billede. Der skulle være friskt og grønt alle vegne, men landmænd sprøjter rutinemæssigt med Roundup-lignende plantegifte, så de hurtigt kan så eller plante nye afgrøder, dvs. fødevarer, i et ukrudtsfrit miljø.
Coops medlemsblad, Samvirke, bragte kort tid efter en artikel om sprøjtegifte i vores mad og blev bandlyst fra butikkerne i de områder, hvor der boede mange landmænd. Coop følte sig truet til at opgive en planlagt kampagne for økologi, der ellers skulle have varet hele oktober måned.
Landbruget og dets organisationer fór, som de har for vane, når der kan være tale om kritik af danske landmænd og deres produkter, ud med bål og brand og trusler mod Coop. – Men spørgsmålet er, om det er rimeligt at henrette budbringeren, Samvirke, der skriver tingene, som de er?
Der kom fjollede debatindlæg fra landbrugets aggressive organisationer, så som at sprøjtegift ikke er farligere end rødvin og røde bøffer. Men vi tilsætter ikke alkohol og råt kød til al maden og drikkevandet og tvinger det ned i halsen på alle, babyer, syge, gamle, vegetarer, vel?
De mere seriøse forsvarere for giftsprederne henholdt sig som altid til, at det, de gør, er ”lovligt”, dvs. inden for de af loven fastsatte grænseværdier for sprøjtning. Netop i disse dage drøfter EU en forlængelse af sprøjtetilladelserne for stoffet glyphosat, det aktive giftstof i bl.a. Roundup, og det er som altid meget vanskeligt at tage sådanne beslutninger uden om de stålsatte landbrugslobbyister, der har mange, mange penge i klemme.
– Men hvem har viden nok til skråsikkert at fastsætte værdier for, hvor meget gift, vi må putte i jorden, i maden og i vore børn? Ingen – og slet ikke landmændene og deres organisationer – ved, hvor meget giftstof, der skal til for at skade os og miljøet på længere sigt. – Husk, at det her i Danmark er meget lidt troværdige typer, som fx miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, valgt i et udpræget landbrugsområde, der sidder og skalter og valter med vores jord og helbred. Tror vi på, at han er helt uafhængig af dem, der har interesse i at sprøjte meget? Tror vi, at han har sat sig grundigt ind i alle aspekter af sagen? Beslutningstagerne i EU er formentlig ikke meget bedre egnede.
Men at det ER skadeligt med alle de giftstoffer, som landmændene sprøjter ud over deres marker, kan næsten ingen længere være i tvivl om. Kartoffelmarker bliver sprøjtet op til 20 gange på en sæson, før de til sidst bliver sprøjtet med plantegift, så toppene visner ned, før kartoflerne tages op. Det kan ikke være sundt. Selv om der er ”grænseværdier”. Pesticiderne har allerede nået grundvandet, og vi forgifter således langsomt os selv og alle kommende generationer.
Der er fundet pesticider i vore børns urin, og stofferne mistænkes bl.a. for at give mindre hjerner, ufrugtbarhed, kræft og diabetes. Vi kan ikke undgå landbrugets giftsprøjter, heller ikke selv om vi altid kun spiser økologisk, for sprøjtemidlerne blæser ind over alle marker, også dem, der er udlagt til økologi, og ind i skove, moser, læhegn, enge, frugtplantager og private haver. De dyr, vi spiser, spiser sprøjtede afgrøder.
Der er i dag henved 76 % færre insekter end for 50 år siden. – Da jeg var barn, kunne vi ikke køre fra Ålborg til Århus uden at måtte standse mindst én gang for at vaske forruden. I dag kan vi køre tværs igennem landet flere gange uden at forruden bliver uigennemsigtig af smadrede insekter. Insekternes tilbagegang skyldes ikke bilerne, men landbrugets sprøjtemidler. Som bl.a. truer bierne, så hele bestøvningen og mange planters overlevelse er i fare. Men de fornærmede landmænd lægger pres på Coop, som trækker den planlagte økologi-kampagne tilbage og gemmer medlemsbladet under disken.
Mens denne diskussion pågår, påpegede Nettos direktør i al fredsommelighed, at Coops pludselige interesse for økologi muligvis kunne hidrøre fra det faktum, at Coop indkasserede en væsentlig højere avance på økologiske varer end på de traditionelle.
Først i november i år købte jeg 1 kg økologiske kartofler i Kvickly til 18 kr. og derefter 1 kg økologiske kartofler i Netto til 10 kr. Samme prisforskel på omkring 10 kr. var der på seks økologiske æbler, 1 kg appelsiner m.m. – Noget kunne tyde på, at Nettos direktør har ret.
I disse dage går jeg og er ved at komme mig efter en uges alvorlig øjenlidelse, som personalet i lægehuset behandlede som en øjenbetændelse, men som i virkeligheden skyldtes et lille, gråt tørklæde, jeg havde købt billigt i Kvickly. Efter tre dage med grædende, kløende, røde øjne, smerter i øjenhulerne, sløret syn, brændende kindben, kvalme og almen utilpashed, kom jeg i tanke om tørklædet, der hang om min hals, og smed det ud.
De væsentlige spørgsmål til os selv, til landbruget og fødevareproduktionen her og i alle andre lande, til Coop og alle andre butikker og til samtlige politikere må være:
Er der gift i vores jord, drikkevand, fødevarer og tøj eller ej?
Indkasserer dagligvarebutikkerne større fortjeneste på økologiske varer? Snyder de på andre måder? Er de i det hele taget i stand til at tage medansvar for befolkningens sundhed og jordens overlevelse på lidt længere sigt end deres egne kvartalsregnskaber?
Er det rimeligt, at landmænd kører rundt og sprøjter gift ud over vores fælles jord og madvarer og forgifter os og drikkevandet, mens de samtidig udrydder livsvigtige insekter og andre dyr?
Er det forbrugernes, politikernes eller producenternes ansvar?
Vi saver den gren, vi selv skulle sidde på, over. Hvilken fremtid har vi, hvis vi forgifter os selv? – Og til de omkostningsbevidste landmænd kunne man spørge: – Hvad sker der med eksporten til fx Kina, når det rygtes, at I ikke bekymrer jer mere om miljø og sundhed end alle andre?
Det er en lys aften i maj. Solsortene synger, haven står forårsfrodigt med duftende syrener, valmuer, tulipaner og overdådigt blomstrende frugttræer. På den anden side af vejen står skoven nyudsprungen, frisk og lysegrøn. – Men næserne advarer os: De kører gylle ud – igen!
Vi går ind og lukker alle vinduer og døre, men alligevel sniger den sig langsomt ind på os, gyllestanken, gennem små sprækker og ventilationskanaler. Efter en times tid er lugten i stuen så dårlig, at øjnene løber i vand, og svælget svier.
Næste morgen er det stadig slemt. De har formentlig brugt natten til at komme af med det mest ildelugtende, gamle, gærede gylle fra i vinters. I håbet om regn. Men regnen kommer ikke, hele byen er indhyllet i klæbrig stank, og man kan ikke lufte ud, hænge vasketøj ud eller bare nyde at gå i sin have. Børn på vej til skole holder sig for næsen.
Vi bor ikke langt ude på landet omgivet af gyllegårde, men i en forstad til Ålborg lige i kanten af et større skovareal. Vi har boet her i næsten et halvt århundrede og har altid sat stor pris på den friske luft, skoven og fjordens nærhed bevirkede. Nu er hele området infesteret af gyllestank, der trænger ind i butikkerne – hvem køber mad eller nyt tøj, når det hele stinker? – i villakvarteret, haven, huset, stuen, køkkenet, soveværelset, ind i alle vores ting, sofaen, tæpper, tøj, duge, køkkenredskaber, klistrer sig til hud og hår … intet sted er luften længere sund og frisk at indånde.
En enkelt svinegård nogle kilometer herfra har udvidet aktiviteterne, så i en radius på 5 – 10 km omkring hans gylletanke og marker – et område på henved 50 – 100 km2 afhængigt af vinden og dens retning – er alt nu gennemtrængt af modbydelig stank. En stank, der generer titusindvis af mennesker næsten dagligt fra februar måned og hele vejen igennem have-, konfirmations-, grill- og bryllupssæsonen til hen i november, når loven og vinteren sætter en stopper for hans forurenende aktiviteter.
Hvornår var det lige, at vi blev enige om at omdanne dette smukke land til et grisetoilet? At vi besluttede, at vi havde lyst til at vade rundt i regulært lort i de varmeste og smukkeste tre fjerdedele af året? At vi ville overlade jord, luft og livskvalitet til svineproducenter med alt for store, subsidierede besætninger af mishandlede dyr? Til private virksomheder, der ikke engang, så vidt jeg forstår tallene, bidrager afgørende til samfundsøkonomien, men alligevel uhindret kan ødelægge vores fælles luft? Hvad betyder det for vores livsglæde, at selve luften, vi og vores børn indånder, stinker klæbrigt og vammeltstærkt? Hvad betyder det for vores helbred? For øjne og lunger?
Ved middagstid kommer der 2 mm regn. Nu lugter hele byen af våd gylle. – Der må være andre måder at gøre det på, så både de stakkels grise og vi stakkels mennesker kan leve i samme land.
