Valgdag

Vi ser frem til, at vi snart ikke længere skal have fjolser til at hænge og kigge ind over hækken.

Det har været en kedsommelig ‘valgkamp’ mellem middelmådige og ikke synderligt forskellige kandidater. Egeninteressen synes at være den fremherskende og fælles motivation. Desperate svømmeture, pludselige farveskift – overvejende til grønt – og besynderlige påhit, udskregen, urealistisk ønsketænkning og en renden efter populære tendenser i tiden.

Aviser og øvrige medier har i månedsvis overvurderet befolkningens nysgerrighed efter at opsnappe enhver lille konfus ytring. Meget, meget lidt af al denne opkogte snak resulterer i ændrede forhold for indbyggerne i dette land og synes udelukkende beregnet på at skaffe journalister og debatlystne politikere et vellønnet job med pension i det offentlige meningsmageri.

Er vi virkelig så dumme, at vi falder for alle disse tomme stunts? Og for nyhedsstrømmens omhyggelige rapportering af hver og en? Åbenbart. Ellers ville de jo ikke finde sted.

Er der ikke nogle voksne, der har tid til at forklare de yngre vælgere den grundlæggende forskel på rød og blå blok? På venstre og højre side af Folketingssalen? Og påvise de sidste dages hellige sammenstimling omkring de mest populære synspunkter – frygtsom fremmedangst og nyfunden naturbekymring – sådan cirka inde på midten?

Lad freden sænke sig. Giv os i morgen resultatet og dets evt. konsekvenser i kort og saglig form, og lad os så se at komme videre med hverdagens vigtige gøremål.

Dystopia nu!

Hvis nogen i 1970’erne, i røgtågerne omkring de orange stearinlys, havde fortalt os en historie om hundredtusindvis af afrikanere, mænd, kvinder og børn, der krydsede Middelhavet i alt for små både, kaprede fragtskibe i desperate forsøg på at nå Europa, blev taget til fange, interneret i lejre, rutinemæssigt gjort til slaver, tortureret, voldtaget, druknede undervejs …

Eller berettede for os om almindelige, syriske borgere, familier, på flugt fra krig, vilkårlig vold, ødelæggelser og kaos, på march op ad Europas vejnet, helt op til det nordligste Norge, og ville påstå, at danskere stod på motorvejsbroer og spyttede ned på dem, der drog under, og at myndighederne udskrev klækkelige bøder til de få, der af medfølelse gav de flygtende et lift …

Eller om forholdene i Calais, hvor mennesker bor i årevis og af og til forsøger at springe op på lastbiler eller færger med livet som indsats … og verfes væk af horder af sikkerhedsvagter … og igen må tage ophold i interimistiske skraldebyer … og prøve at nå til England en anden gang … når de har samlet mod og kræfter igen … hvis de ikke dør forinden …

Udmalede for os, hvordan millioner af medmennesker levede udsigtsløst i lejre i Afrika, Asien, Mellemøsten, Tyrkiet og Sydeuropa … 70 millioner mennesker på flugt …

Fortalte om de mange børn i danske lejre, der fratages alt …

Om ’integrationsministre’, der poserede med pyntede lagkager for at fejre ’flygtningestramninger’ …

Og om vi andre, der bare sidder her i designmøblerne foran fladskærmene med vores rødvin og ser til …

Mens vi diskuterer fodbold, Ghita Nørby, plasticsugerør og det kommende valg.

Så ville vi ikke et øjeblik have kunnet forestille os, at det nogensinde kunne blive til brutal virkelighed. For dengang troede vi stadig på menneskerettigheder, humanisme og solidaritet.

Forslag

Den nuværende amerikanske præsident har beslaglagt hele verdens opmærksomhed i årevis.

Hans tweets og ofte besynderlige udtalelser holder horder af journalister, diplomater og kommentatorer beskæftiget. Også i lande langt fra USA.

Hans personlighed forekommer skrøbelig, som en skoledrengs.

Og hans handlinger uigennemtænkte og tilfældige.

Men det virker, som om han ernærer sig, trives og puster sig op ved opmærksomhed.

Skulle vi ikke alle sammen ignorere ham? Fx d. 1. april? Og gerne resten af måneden, foråret, sommeren, året … med.

For han er ingen aprilsnar, desværre.

Dansk Naturfond

I 40 år har vi haft et barn i Afrika. De senere år piger, fordi vi tænkte, at de måske godt kunne bruge et eks­tra skub hen imod omsorg, respekt, uddannelse og selvforsørgelse.

Vi har aldrig belemret nogen af vores fire børn med breve, brugt tøj, billigt legetøj eller hvem, vi var. Vi har betalt et fast beløb til dem og deres familier hver måned og det samme ekstra til jul og fødselsdag, og så ladet det blive ved det.

Vores afrikanske børn har givet os mange gode stunder, når vi modtog rapporter om deres fremgang i sko­len, om at de havde tilladt sig at købe lidt slik for en lille del af fødselsdagspengene, eller når de havde forladt projektet for at gifte sig eller for at læse videre. – Vi fik indblik i en livsform et andet sted i verden og var glade for at kunne hjælpe.

De senere år er hjælpen dog professionaliseret en del. Vi bliver ringet op af unge, kække ’fundraisere’, der vil afkræve os flere penge … Til hvad? – Vi forsørger et barn og hendes familie i Afrika, skal vi nu også for­sørge danske unge, så de kan sidde bekvemt på deres bagdele og ringe rundt og forstyrre folk? Eller stå på gågaderne og kaste sig over de forbipasserende? – Skal godgørenhed også udsættes for vækst og management? Omgærdes af smarte ord og floskler? Er det ikke længere nok bare at gøre godt?

Hvis man løfter snuden en smule og kigger sig omkring, kan man se, at menneskene klarer sig fint. Indiens befolkning er næsten lige så stor som Kinas nu, Asien stortrives i vækst og industri, og Sydame­rika er kraftigt på vej.

Jeg har set luften i Kina. Verdenshavene sejler i plast og andet menneskeligt affald. Sydamerikas regnskov decimeres betragteligt, mens jeg sidder og skriver. Urskoven i Hviderusland og Po­len køres bort som tømmer. Hver eneste dag uddør flere dyre- og plantearter … Det er menneskene, der klarer sig glimrende og formerer sig uhæmmet, mens selve kloden og dens fine økosystemer er i akut livsfare!

Når vores sidste pige i Benin kan forsørge sig selv, vil vi overlade Afrika til afrikanerne og de effektive kinesere og derefter donere pengene til naturen. Den har brug for al den hjælp, den kan få.

Fx via Den Danske Naturfond: https://ddnf.dk/

Finte

Mens politikerne med deres skræppende højrøstethed har fået os til at diskutere imaginære ghettoer, burkaer og andre, indvandrerrelaterede småting, som ikke berører ret mange, har de lige så stille trukket velfærdssamfundet væk under fødderne på os.

Forholdene for syge, gamle, børn og arbejdsløse er rædselsfulde, det viser de daglige øjenvidneberetninger i aviserne, og det er noget, der berører os alle, men det er der ingen, der gider snakke om …

Og kloden står i flammer med krig, flygtninge og truende klimakatastrofer, men det bliver ved snakken, ingen gør noget.

Mindst af alle de politikere, vi har valgt og aflønner fyrsteligt for gennem fornuftig lovgivning at sørge for, at verden består og samfundet fungerer.

Blomster til københavnerne

Landet har haft tørke i tre måneder, natur- og markbrande hærger Jylland, landbruget har alvorlige problemer med høsten, og man slagter dyr pga. fodermangel, men min københavneravis, Politiken, ofrer fotos og en hel artikel på et stykke brakjord på Amager!

https://politiken.dk/forbrugogliv/art6623637/Københavns-farvestrålende-blomsterhav-er-visnet-bort

Endnu et offer for tørken: Københavns farvestrålende blomsterhav er visnet bort – Der bliver nok ikke pluk-selv-blomster til københavnerne ved byskoven på Amager i år.’

Jeg vil gerne foreslå, at man indfører en 25 km’s grænse for journalister, så de ikke må skrive om noget som helst, der befinder nærmere deres bopæl/sommerhus end 25 km.

Det ville højne kvaliteten og udsynet i reportagerne fra amagerkanske brakmarker, musikaftner i Tisvildeleje og cafélivet i brokvartererne.

Totalitært regime i DK

Regeringen Løkke Rasmussen har udviklet sig til en uhyggelig, science fiktion-agtig, totalitær, overformynderisk, sindelagskontrollerende, magtmisbrugende, intimiderende og inhuman myndighed!

Den sidder og udtænker – og vedtager! – ondsindede og fuldkommen unødvendige love, somme tider i direkte konflikt med de menneskerettigheder, vi alle må klamre os til som en sikkerhed for vores egen og vore medmenneskers frihed og integritet.

Den kalder frejdigt danske boligkvarterer for ’ghettoer’! – Et ord, der ikke bruges lemfældigt andre steder i verden pga. af dets fatale betydning under jødeudryddelsen op til og under 2. Verdenskrig.

Den lovgiver om kvinders tøj!

Regeringens medlemmer og medlemmer af det største støtteparti, specielt ’integrationsminister’ Støjberg, Martin Henriksen og ligesindede, udtaler sig gerne, ofte og højlydt nedladende, gement, injurierende, om mennesker, der bor i dette land: Mistænkeliggør deres dømmekraft, hvis de faster i Ramadanmåneden – Ingen europæisk stat har en religiøs historie, hvor længere fasteperioder ikke er forekommet, hvad tror I, Fastelavn kommer af? – Og når statsministeren selv stolt udtaler, at han faster flere dage om ugen for at holde den slanke linje, betyder det så, at han er uegnet til at regere landet i de dage?

Men det værste overgreb i en demokratisk stat er, når magten forsøger at sætte sig ind imellem mand og kone, som vi nu rutinemæssigt gør, når det handler om sammenføring af ægtefæller fra udlandet, eller imellem forældre og deres børn!

Man indfører stopprøver allerede i børnehaveklasserne! – Hvad mon det betyder for et barn ikke at blive hjulpet og gelejdet videre, men at blive frasorteret allerede som seksårig!?

Og en anden ’delaftale’ i regeringens ’ghettoplan’ er, at små børn på ét år med vold og magt, dvs. under økonomiske trusler, skal skilles fra deres forældre og passes 25 timer ugentligt i dårligt bemandede, statslige opdragelseslejre! (Vuggestuer). Og det er vedtaget med støtte fra SOCIALDEMOKRATIET, personificeret i den gamle Enhedslistepolitiker, Pernille Rosenkrantz-Theil, som benævner sig: social- og børneordfører!

Det havde jeg aldrig troet kunne ske i Danmark!

Vi er dog nogle forældre, mødre, der ikke kunne bære den traumatisering af småbørn, det er at aflevere dem alt for små til fremmede. Vi har seriøse, videnskabelige undersøgelser af danske vuggestuer, der viser, at de små børn dér raver rundt ’som sanseløse pingviner’, udslukte og psykisk ødelagte af mangel på tryghed og voksenopmærksomhed. – Det er en del af dansk kultur, jeg meget nødigt ser udbredt, ligesom drukkenskab, psykisk mistrivsel, så som angst, og rodløshed blandt unge, som meget vel kunne være et resultat af danske forældres manglende forældreskab.

Normaldanske forældre, der vanemæssigt udliciterer og anbringer deres børn i sørgelige institutioner de fleste af børnenes vågne timer, overkompenserer helt vildt den korte tid, de alligevel tilbringer med deres børn. Et par timer om aftenen, i weekenden, i ferier – ser det ud, som om børnene har et godt liv med gode muligheder for at vokse op til ligevægtige voksne. Men det er en uhyggelig misforståelse. En kollektiv fornægtelse af sandheden om børn og børns behov. – I virkeligheden har de fleste danske forældre udviklet sig til weekendforældre, både mor og far skal kun lave livretter og arrangere rejser, fester og tivoliture for deres børn. Indlæring og socialisering til samfundet bliver overladt til institutioner, men det fungerer ikke, for pædagogerne er for få og for dårligt uddannede. Små børn under tre år har brug for deres forældre og trygge rammer!

Men nu går vi ind og skiller små børn fra deres mødre med magt! Når vi i stedet kunne oplyse og støtte. – Næste skridt er deciderede udryddelseslejre …

http://nyheder.tv2.dk/politik/2018-05-28-aftale-paa-plads-boern-fra-ghettoer-skal-tvinges-i-institution

’Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er netop blevet enige om endnu en delaftale i regeringens ghettoplan.

Børn fra udsatte boligområder skal i vuggestue eller dagpleje, uanset om forældrene ønsker det.’

https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-vuggestue-tvang-i-ghettoer-er-et-risikabelt-eksperiment

Politikere – i al korthed

Aldrig har vi været så mange og så rige!

Der er arbejdskraft nok. Der er penge nok. Alligevel er det lykkedes vore politikerplatugler at bilde os ind, at vi ikke har råd, at vi skal spare.

Ikke på dem selv, deres løn, pensioner, privilegier, ikke på de rigeste.

Men på de små i institutionerne, på de syge, de gamle, de arbejdsløse, de lavtlønnede, de hårdtarbejdende, på uddannelserne.

Vi skal spare på alle dem, der knokler, på dem, der vil dygtiggøre sig og på dem, der har det svært.

Så vi er endt med et koldt, pengegrisk, tidspresset og forarmet samfund, hvor vi før – for en kort stund – havde et hjertevarmt, generøst og inkluderende fællesskab.