Politik – Side 7 – blog.loneandrup.dk

Rotteopdræt i sundhedssystemet

Engang stødte jeg på denne historie:

Rotter var en stor plage på Filippinerne (eller var det Indonesien?), og de åd en stor del af landbrugets dyrebare afgrøder. For at begrænse skaderne udsatte regeringen en dusør pr. død rotte. Det førte til omfattende rottejagt i hele landet.

For de fattige, filippinske bønder blev det hurtigt mere lønsomt at bruge tiden på at fange rotter end på møjsommeligt at dyrke jorden. Bønderne kunne sammen med deres familier tjene godt ved rottejagt, og der gik jo ikke lang tid, før de satte rotter i bure, lod dem yngle og indkasserede dusøren for de mange døde rotter, de således kunne skaffe sig.

Efter kort tid havde regeringen sponsoreret en omfattende rotteavl i hele landet, og mange landmænd havde opgivet at dyrke afgrøder, fordi de uden at få sved på panden blot kunne lade rotterne formere sig som … ja, hvad rotter nu gør.

Regeringen havde ønsket at øge udbyttet af landets fødevareavl, men belønnede rottefangst og fik således flere rotter og færre fødevarer i stedet.

Det er det samme med det danske sundhedssystem, som jeg netop har haft en del erfaringer med:

Landets regering ville fremme sundheden, men i stedet for at betale for sundhed, dvs. for tilfredse og optimalt behandlede patienter, belønner man læger og sygehuse pr. konsultation, pr. e-mail, pr. telefonsamtale, pr. kontrol, pr. operation, pr. blodprøve m.m., og man har pålagt alle ansatte at arbejde 2 % hurtigere hvert eneste år, hvis de vil oppebære de samme midler.

Dvs. at fælleskassen nu skal honorere en masse rotter i form af fem-minutters ’konsultationer’, kontrolbesøg, et hav af tests, prøver, overflødige recepter udskrevet i al hast og sjusket besvarede e-mails. I stedet for at læse journalen og tage en grundig snak med patienten, så alle symptomer bliver erkendt, og alle spørgsmål besvaret på stedet, så genereres der usikkerhed, angst, yderligere konsultationer, spørgsmål pr. telefon og mail, som blot spilder alles tid, og efterlader de svageste patienter mere rådvilde og angste end før, så de går endnu længere i usikkerhed med smerter og andre gener, der afholder dem fra at deltage i samfundet. Når de ikke længere kan passe deres børn, børnebørn, gamle eller syge pårørende eller deres job, og hvis de efter en lang periodes usikkerhed om deres helbred går ned med stress, depression, arbejdsløshed, fattigdom og almindelig ulykkelighed, får de brug for endnu mere hjælp og påfører fælleskassen yderligere udgifter.

Ulykkelighed og udgifter, som kunne have været begrænset ved en smule tid og omhu i første instans.

Vore politikere ønskede mere sundhed, men da de belønner mange korte og utilstrækkelige kontakter, får de blot flere kontakter, som tilsammen øger den oplevede og den reelle sygelighed i befolkningen. Samtidig fører de mange utilstrækkelige kontakter til dårligere trivsel og dårligere arbejdsglæde og til flere stressede og udbrændte medarbejdere i sundhedssektoren, som efterhånden knap kan tage vare på sig selv. Dygtige medarbejdere og erfarne læger forlader i stort tal den synkende skude, som vores supertanker af et kostbart sundhedsvæsen er blevet.

Det mest grelle, jeg har oplevet – udover at skulle igennem 2 – 3 konsultationer plus en del e-mails for at få afklaret rimeligt almindelige problemer plus henvendelser til patientrådgivere og privatlæger – var en sur og umeddelsom, offentligt ansat endokrinolog, der knap kunne holde ud at sidde med en patient i fem minutter. – Efter flere år, hvor hun intet gjorde, men blot vrissede ad mig, når jeg dukkede op til de konsultationer, jeg havde ventet halve og hele år på at opnå, blev hun åbenlyst rasende på mig, da jeg fortalte, at jeg havde opsøgt en privat læge og ville koordinere hans anvisninger med hende. – Hun underkendte vredt privatlægens kvalifikationer og begyndte at google ham for at bevise sine påstande, mens jeg sad ved siden af og egentlig troede, at vi skulle tale om mit helbred og den bedste måde at medicinere mig på. – Hun erklærede mig ’færdigbehandlet’, før jeg nåede at sige mere …

En sådan ’læge’, der ikke bruger sin lange uddannelse på hverken at lytte eller forsøge at hjælpe, men blot spilder sin egen og navnlig patientens tid, gør mere skade end gavn og burde sendes hjem med en sygemelding pga. udbrændthed. Hun har helt åbenlyst glemt, hvorfor hun får en exorbitant hyre for at sidde i en hvid kittel på et sygehus og snakke med folk, som tillidsfuldt og efter lang ventetid bliver sendt til hende med måske alvorlige helbredsproblemer.

Hun fangede rotter – gennemførte et stort antal resultatløse og irriterede ‘konsultationer’ – i stedet for at hjælpe syge mennesker.

Rottefængeri

Da husstanden omfattede to sunde udekatte, behøvede vi ikke at tilkalde kommunale rottefængere, men kunne nøjes med at rydde op.

Der er muligvis opstået en catch 22-situation i vores kommunale rottebekæmpelse:

1. Som husejer bliver man hvert år sammen med ejendomsskatterne opkrævet et beløb til kommunal rottebekæmpelse.

2. Som husejer har man pligt til at anmelde det omgående, hvis man har mistanke om rotter på ens grund.

Førhen var kommunen hurtige til at sende en kommunalt betalt Rentokil-mand M/K, som så opstillede metalbokse med rottegift de steder, hvor man havde opdaget, at rotterne færdedes.

Men sidste år, da jeg opfyldte min pligt og anmeldte rotter på matriklen, og kommunen sporenstregs sendte mig en Rentokil-mand, brugte denne kommunalt betalte rottefænger en halv time på at redegøre for, hvorfor han ikke måtte gøre noget.

Langsommeligt, omstændeligt, mange gange – og en smule nedladende, som unge mænd i arbejdstøj har for vane når de taler til ældre damer, forklarede han mig at rotter var blevet immune over for rottegift, så nu måtte de ikke længere lægge gift ud – En smule sent at skride til handling, kunne man mene, når skaden allerede VAR sket – og han havde heller ikke andre bekæmpelsesmuligheder at anvise. Kun snak.

Det groteske er, at kommunen stadig ufortrødent opkræver årlige afgifter fra alle grundejere til rottebekæmpelse, at alle grundejere stadig har anmeldelsespligt, og at kommunen derefter aflønner et privat firma for at sende folk ud og diskutere med grundejerne og omhyggeligt forklare dem, hvorfor de ikke må gøre noget ved problemet …

Absurd, ikke sandt?

Ikke desto mindre fejler selvfølelsen ingenting:

http://www.rentokil.dk/nordjylland/

‘Region Nordjylland

I Region Nordjylland møder du et passioneret og erfarent team af skadedyrskonsulenter og teknikere. Vi hjælper dig med at håndtere problemer med skadedyr i alle større byer i regionen herunder Aalborg, Hirtshals, Frederikshavn, Brønderslev, Hjørring mfl.

Vi kombinerer vores viden om skadedyr med vores ekspertise i skadedyrsbekæmpelse og forebyggelse. Det betyder, at vi kan levere en god service og har en god forståelse for de gener skadedyr kan forårsage hos dig uanset hvilken branche der er tale om: restauranter, fødevareproduktion eller hoteller.

“Med mere end 15 års erfaring hos Rentokil har jeg den viden og indsigt, der skal til, for at håndtere alle former for skadedyrsangreb, og hvordan de kan forebygges her i Region Nordjylland”.

Niels Jørgen Lundtoft – skadedyrstekniker

Vi har den fornødne viden og erfaring i at håndtere skadedyr, der typisk findes her i Region Nordjylland, herunder hvepse, rotter, sorte havemyrer og væggelus. ‘

Slut med private nytårsbrag!

Fornemt fyrværkeri afstemt med musik og vindmøller til Jean-Michel Jarres koncert i Vrå, sept. 2002

Efter døgn med eksplosioner og hvinende raketter lige uden for vinduerne, er både hunden og jeg trætte af nytårsfyrværkeri.

De første nytårsaftner, jeg kan huske fra årene omkring 1960, var fredelige. De voksne fik lidt god mad, torsk med lever, krølle og bukser, en øl, snaps, en flyversjus til dessert. Vi børn fik måske en citronsodavand til maden i stedet for den sædvanlige kærnemælk, og så kunne der være sjove hatte, hagesmække, serpentiner, bordbomber og knallerter på bordet, foruden diverse spøg og skæmt, pruttepuder, plastichundelorte, uægte fluer, der kom ud af sukkerknalden i farmors kaffekop, små stykker pap med krudt, som man kunne liste ned i de voksnes cigaretter … Ud på aftenen kunne man under voksen overvågning få lov at tænde en stjernekaster, og det var meget spændende. Da bror blev ældre fik han knaldperler, der lå i savsmuld, og som gav store brag, når de blev smidt ned i fortovet.

Disse udskejelser accelererede fra år til år, og jeg husker nytåret 2000 som det største brag nogensinde. Alle havde fået penge til hummere, champagne, cigarer og store kanonslag, og det skulle alt sammen fyres af ude på gaden for øjnene af familie, venner og naboer: Se mig!

Den seneste nytårsaften føltes i vores lille, ellers fredelige by, som at være under beskydning i to døgn. En veritabel belejring. Hunden turde ikke gå ud og tisse, men lå gispende og klemte sig under sofabordet. Det buldrede og bragede og lynede og glimtede, så vi alle i solidaritet med den stakkels hund gik rundt i stuer med gardinerne trukket for og tv’et tændt.

Fyrværkeribranchen tjener styrtende med penge, men den har meget på samvittigheden: 267 tilskadekomne i år, 500 brandudrykninger, ½ mio. skræmte hunde i husene, andre bange dyr i hundredtusindvis: fugle, rådyr, heste, køer, katte … Mange har siddet med nyfødte og småbørn, der ikke forstår, hvad der lyner og brager, syge og døende og deres pårørende, der ikke har brug for brag og buldrende ildglimt i dagevis, men fred og ro til at være i den situation, de nu er stedt i.

I et debatindlæg i Politiken d. 31.12.16 skrev Emil Arenholt Mosekjær, tidligere soldat:

’Jeg skulle igennem et kursus i grundlæggende sprængning i hæren, før jeg fik lov til at håndtere så meget som en detonator.’

’Det giver ingen mening, at Hr. og Fru Danmark kan rende rundt i en 10-hestes brandert og lege med sprængstof…’

Hvis det var terrorister eller kriminelle, der i den grad forstyrrede den offentlige ro og orden, ville man omgående sætte hæren ind. – Men det er bare en forholdsvis ny, farlig og spændende tradition, dødsensfarlige sprængstoffer, håndteret af børn og fulde folk, som vi stiltiende tillader i dagene omkring nytårsaften.

Er tiden ikke kommet til at overlade krudtet til professionelle?

Nogle indbyggere i Seest ved Kolding må have et anstrengt forhold til nytårsskyderi. Foto fra nov. 2004

Det er en grim tid

Vi og vore allierede bomber lande i Mellemøsten sønder og sammen. Når så en million mennesker forsøger at flygte fra den visse død, fra bomber og sult, skændes vi med deres nabolande om penge og handler med dem for at få dem til oprette flere store lejre med kun basale nødvendigheder til de ulykkelige.

Døde børn flyder rundt i Middelhavet, og vi kolporterer ivrigt de skændige fotos som gys til aftenkaffen.

Hvis staklerne får sig reddet op på en græsk ø, skal de gå i dagevis, børn, syge, gravide, gamle, for at nå et registreringssted og en mulig overfart til fastlandet, hvorefter de skal gå hele vejen op igennem de mere og mere lukkede lande i Europa.

Nogle få heldige når frem til den danske grænse, hvor de udsættes for chikane og meningsløse ondskabsfuldheder, når de tvinges til at trave på motorvejene, mens folk står på broer og spytter ned i hovedet på dem.

De bliver visiteret og frarøvet eventuelle værdier af den danske stat.

Hvis man giver en udaset børnefamilie et lift i sin bil, får man en bøde på 22.500 kr. – De skal skam gå på deres mødige ben med deres skrabsammen i store tasker, som Jesus måtte slæbe sig af sted med sit kors.

Hvis et ungt par er frivilligt gift og venter barn, bliver de brutalt skilt ad, hvis konen er 17 år. Danske unge på samme alder må hjertens gerne bo sammen og avle alle de børn, de lyster.

Hvis de søger sammenføring med familie, der er efterladt i krigszoner eller interimistiske lejre, skal de vente i tre år … Kunne du vente TRE ÅR på at se dine børn? Din kone? Din mand? Dine forældre?

Ud over primitiv og ond vrede, som damper ud fra velnærede og trygge danskere i den førte politik, på de sociale medier, i kommentarspor og til private sammenkomster, så anfører TV 2 for tiden en hetz, der holdes i kog i ugevis, mod herboende, danske muslimer ved at sende skjulte kameraer ind i moskeer, hvor de afdækker ’sandheder’ om de gamle imamer, der sommetider råder der. ‘Sandheder’, som enhver kunne have erfaret bare ved at gå hen og spørge.

At der i danske religiøse grupper, såsom Indremission, Jehovas Vidner m.fl., hersker akkurat de samme middelalderlige holdninger fx til kvinder, der skal tie i forsamlinger, ikke må være præster, skal føde deres børn i smerte osv. ad nauseam, forbigås let. – Læs biblen, og I vil finde masser af antikveret bavl.

I aftes interviewede Mikael Kamber, TV 2’s nyhedsvært, en ung og moderne imam, Waseem Hussein fra Dansk Islamisk Center, som ville medvirke til at udarbejde et manifest om islam i en moderne, dansk kontekst. Men i stedet for at lytte til sin begavede og sympatiske gæst, kogte Kamber over af harme og udskældningslyst og lod knap den unge mand komme til orde … Hvorfor?

Det er vist meget betegnende for det betændte klima i DK i dag. At vi kollektivt føler os kaldede til at opsøge forargelsen ved at hænge minoriteter ud. Vi opfører os mere og mere ufølsomt og uanstændigt over for folk, der søger hertil i nød, og vi har udvalgt mennesker fra en af landets i forvejen svageste grupper til syndebukke for alle vore egne små frustrationer, i en sådan grad at vi ikke engang kan overvinde os til at lytte, når de gør, som vi siger, de skal.

Minder det om noget, de ældste iblandt os har oplevet før?

Valg

Plakater i alle lygtepæle, tomme løfter på alle skærme, velfriserede mennesker stalker os og angler efter opmærksomhed og kryds.

Og de har alt for ofte held med det. For vi er ikke længere forankrede i en livssituation med dertil hørende overbevisning. Min penneveninde ville have stemt på blå blok ved dette valg, men sprang til Enhedslisten, fordi hun ikke stolede på Lars Løkkes moral efter alle sagerne med bilagsfusk, luksusrejser og tøj finansieret af andre.

I gamle dage var man enten

lønarbejder = socialdemokrat

godsejer = konservativ

bonde = venstre

husmand, skolelærer = radikal

eller man kunne være kommunist.

Og man var født ind i sin klasse. Nu har folk mistet deres åndelige rødder og skøjter rundt efter enkeltsager og deres egen pengepung, som om de var ude at shoppe dagens tilbud i et stort, farverigt supermarked.

Politik er normalt udtryk for en grundholdning. Enten er man humanist eller materialist. Flere varme hænder, kortere ventelister og en grundydelse, man kan leve af, eller en noget for noget-holdning, der ydmyger folk, der er kommet galt af sted, og stadig opererer med begrebet: Værdigt trængende. Omsorg for alle mennesker og det fælles miljø versus beundring for eneren, der opbygger en virksomhed og tjener til luksusbil og millionvilla uden hensyn til miljø og arbejdsvilkår.

Førhen lå voksne vælgere fast i enten rød eller blå blok, og så kunne de med års mellemrum skifte lidt rundt mellem partierne inden for blokken.

Det forekommer ikke naturligt at hoppe fra den ene blok til den anden. Nu har videnskaben endda fundet ud af, at grundholdningen ligger i vores gener (se bl.a. Edward O. Wilson: The Social Conquest of Earth, USA 2012). Enten er man altruist eller kynisk-praktisk, og de fleste demokratiske lande er netop splittet imellem de to vælgertyper. – Men at placere sig selv til højre eller venstre kræver jo, at man har evnen til at gennemskue, hvad de to fløje står for politisk.

Opbruddet begyndte i 1973, da det nytilkomne parcelhusdanmark og den småttænkende, skatteplagede middelklasse, der pludselig havde fået råd til bil og båd og sommerhus og udlandsrejser og ville have mere, stemte Erhard Jacobsen og Mogens Glistrups protestpartier ind i Folketinget; derefter var der åbnet for helt nye, enøjet selvoptagede, måder at tænke landspolitik på.

Efterhånden som uddannelsessystemet brød sammen, og meget få børn og unge nyder godt af fornuftigt, voksent selskab i det daglige, har man nu fået held med at bilde historieløse og dårligt uddannede unge og yngre voksne ind, at de selv er usårlige og udødelige, at de har frit valg på alle hylder, hvis de bare kan tage sig sammen, og at der ikke er penge nok i verden til at hjælpe alle de syge, arbejdsløse, gamle, og de hårdt medtagede flygtninge, der banker på vores dør, efter at vi aktivt har medvirket til at sønderbombe deres hjemlande.

Så vi er nu havnet i en situation, hvor den danske befolkning har gjort et fremmedangst, bagstræberisk parti, der vil genindføre grænsebomme, til det næststørste og givet det stor indflydelse på en svag og anløben, venstreledet regering. Hvilket vækker opsigt i udlandet og vil skade vores økonomi, eksportmuligheder og tilførselen af kompetent arbejdskraft, så vi alle bliver fattigere.

Derudover stemte vi en velmenende socialpædagog og hans brogede følge af idealister ind med 9 mandater.

Nisseven

Jeg må have en lille nisseven. Måske endda en hemmelig beundrer? – Pludselig en dag havde han eller hun lagt et farvefotografi i god kvalitet af en nydelig, midaldrende herre i min postkasse! – Man føler sig jo udvalgt og begavet.

Den pæne mand endte på køleskabsdøren sammen med andre af mine højt værdsatte ejendele, men jeg overvejer at bekoste en ramme.

Det er ikke hver dag, man får uventede gaver fra fremmede, og der er ikke engang udskrevet valg endnu

Statens berettigelse

Tanker i et valgår

Fyrkatfæstningen ved Hobro.

De første by- og statsdannelser begyndte med nogle bønder, som havde brug for beskyttelse. De havde lagre fulde af korn, de havde værdifulde dyr, og de havde huse, familier og marker at passe på. De mødte andre bønder og omrejsende handelsfolk på markeder og byttede afgrøder, dyr, produkter, såsom brød, pølse, uld og ost for fx metaller, salt, klæde eller penge. Disse bønder og handlende var udsatte for røveriske overfald fra folk, der ernærede sig ved våbenbrug og andre menneskers arbejde. Så den lokale høvding byggede forsvarsværker omkring byerne og betalte soldater med sold, dvs. løn, deraf ordet ’soldat’, så han kunne beskytte befolkningen. Til gengæld fik han ret til at opkræve skat af bøndernes arbejde.

Det blev en lukrativ beskæftigelse at være høvding, konge, kejser, pave. Man kunne underlægge sig større og større områder, indkassere flere og flere skatter og ansætte flere og flere soldater. Det gik, så længe folk følte, at de fik noget, dvs. sikkerhed, for pengene. Hvis bander ustraffet overfaldt fredelige bønder, eller hvis det var farligt at drage til marked, så gik økonomien i stå, skattegrundlaget forsvandt, og folk rejste sig mod magthaverne. Så blev jobbet overtaget af en ny, som sad så længe, han kunne dominere området og passe på sine borgere med soldater, krigsførelse og alliancer.

Også på de indre linjer var beskyttelse af de svage nødvendigt. Man tilstræbte retfærdighed med indførelsen af love, rettergang og straffe. Og man uddelte almisser og oprettede skånejobs. Til magthavernes pligter tilkom infrastruktur, fx forsvarsværker, landeveje og broer, uddannelse af de kvikkeste unge mennesker, så de kunne udfylde vigtige poster i samfundet som administratorer, skatteopkrævere, læger, lærere, dommere, politi, rådgivere, soldater, officerer. Hvis alt gik godt, hvis bønderne kunne producere deres værdier i fred, så blev der akkumuleret store rigdomme ved håndværk, forædling, handel og uddannelse.

I de seneste 100 år har statsmagten tiltaget sig en uhørt stor indflydelse på almindelige borgeres liv. For at øge værdiskabelsen i samfundet lovede man kvinderne, at man ville passe deres børn, deres syge og deres gamle for dem, hvis de bare ville tage hjemmefra og deltage i lønarbejdet.

Man skabte den kontrakt med almindelige arbejdere, kvinder så vel som mænd, at man ville stå klar med hjælp, hvis de skulle miste deres arbejde, blive syge, blive ofre for kriminalitet eller komme ud for andre ulykker. Statsmagten er hermed svulmet op og har påtaget sig alle mulige nye opgaver: børnepasning, ældrepleje, sygepleje og lægehjælp, medicinhjælp, uddannelse, pensioner, kontanthjælp, børnepenge, boligsikring … På et tidspunkt løb det hele løbsk, de fælles udgifter bredte sig som skvalderkål i et godt gennemgravet muldbed og omfatter nu også akrobatkurser, kunstvideoer, bycykler, håndværkerfradrag, store reklamekampagner om den rette kost o.m.a.

Vi blev i mellemtiden en slags demokratisk samfund, og ingen politikere bliver valgt på nedskæringer og rationaliseringer, så løfter og gode idéer er blevet implementeret efter tilfældighedernes princip, og større eller mindre dele af befolkningen rejser sig og skriger, når det af og til er nødvendigt at afskaffe og forenkle al denne offentlige foretagsomhed.

Da vore politikere ikke længere er ældre, veluddannede og livserfarne mennesker med viden om verden og visioner om et bedre samfund for alle, men snarere er stadig yngre charlataner, der hellere vil deltage i ’Vild med dans’, jagte popstjerneautografer eller ligge og uploade selfies inde på Facebook, mens de oppebærer deres pæne og sikre lønninger, så spildes der ikke megen hjernekraft på at fordele de skattepenge, vi har til rådighed, på retfærdig vis blandt de mest trængende, eller på at definere og forsøge at finde tilbage til statens kerneområder. Dansk politik handler alt for ofte om ’Dagens tilbud’, som følger i halen på strømninger og skvulp på de sociale medier, og ’Studehandler i porten’, hvor man bytter lidt hjælp til et kattehjem eller en ekstracheck til pensionisterne for en ja-stemme til den samlede finanslov, der måske i sin helhed forringer velfærden for både dyr og pensionister i landet.

Vi er blevet for mange, og ydelserne er blevet bunket sammen i årevis og fremstår ofte tåbelige og urealistiske. Til gengæld oplever vi dagligt at:

● Syge mennesker bliver bedt om at udholde urimelige ventetider både på almindelig behandling af almindelige lidelser og i alvorlige, akutte situationer.

● Børn og unge udsættes for sporadiske og inkompetente pasnings- og uddannelsesforløb.

● Ældre, svagelige mennesker bliver venligt, men bestemt, bedt om at passe sig selv.

● Ofre for kriminalitet bliver bedt om at sende en anmeldelse pr. mailblanket; så vil politiet overveje, om de kan afse nogle minutter til at kigge på det om et par dage, når weekenden er overstået.

● Mennesker, der har brug for et lille, men dog for dem vigtigt, månedligt beløb, så de kan bo og leve, bliver mistænkeliggjort, jaget rundt med, sat i ydmygende arbejdstilbud eller bliver beordret til at spilde deres tid på kurser, hvor de skal sende udsigtsløse ansøgninger og sidde i rundkreds og fortælle åbenlyse idioter, hvilken slags fugl de selv synes, de er …

● Landbruget får lov at mishandle dyr i millionvis og svine med gylle, gift og medicin, så resistente bakteriestammer nu truer hele befolkningens helbred.

● Det mest vanvittige er måske, at det, der startede som et forsvar for landets udsatte indbyggere, nu af karrierebevidste politikere er blevet forvandlet til en angrebshær, som vi bruger til at bombe og dræbe mennesker i fjerne lande med.

Vi kan fra de seneste 100 år med lethed pege på et antal af fejlslagne stater, hvor befolkningerne søgte nye løsninger i form af højre- eller venstreekstremisme, diktatorer, religiøs fanatisme, krig, terror og revolution. Også i Europa. Også i vore nærmeste nabolande.

Mange skattebetalende borgere er i disse år begyndt at spørge sig selv, hvad de i grunden får for deres medlemskontingent til Danmark, når deres syge forældre ingen hjælp får, mens der arrangeres ’events’ og opstilles amatørkunst, der skal sætte Danmark på verdenskortet – som om landet nogensinde har været i fare for at dratte af noget kort, og der rejses på 1. klasse for alle pengene.

Det kunne komme så vidt, at statens legitimitet bortfalder, hvis man ikke længere kan forsvare de handlinger, den foretager på vore vegne, og når borgerne ikke længere føler sig repræsenterede og trygge. Det er vel et tydeligt bevis på uddannelsessystemets generelle sammenbrud, at det konstitutionelle monarki og de folkevalgtes opførsel efterhånden kan forveksles med den professionelle underholdningsindustri. Når man begynder at sætte sit kryds ved entertainere, klovne og Mickey Mouse, fordi det forekommer den stemmeberettigede borger at være ét fedt.

Af antidemokratiske absurditeter kunne man jo nævne kongehuset, hvor en jammerlig gammel franskmand, som vi har understøttet på fornemste vis igennem det meste hans liv, nu sidder og flæber i udenlandsk tv over, at han ikke kan kalde sig konge af Danmark, mens hans yngste søn ligeledes af mangel på reelt indhold i tilværelsen ligger og flytter rundt mellem slotte og millionvillaer med sine luksusbiler, børn og forskellige, udenlandske koner.

Og Kirkeministeriet, en afdeling for religion og overtro i statsligt regi, en sammenblanding af kirke og stat, som ikke bør findes i et klarhjernet, moderne land i dag.

Vi skal ikke indføre en såkaldt ’minimalstat’, men vi skal huske, at en minister er en tjener, og at hun skal arbejde på at genfinde og koncentrere sig om statens kerneområder, som kort sagt består i forsvar, infrastruktur og i at forvalte retfærdighed ved at tage hånd om de svageste, de, der ikke kan klare sig selv.

Svage i denne forbindelse er:

Børn, syge, gamle, fattige, flygtninge, historieløse, uvidende, uuddannede, dyr, planter og miljøet – En stat, der ikke beskytter sine indbyggere, dyr, luften, vandet og jorden kan jo ikke eksistere længe.

Det danske sygdomsvæsen

Hospitalets venterum er det limbo, hvor det danske sygdomsvæsen rutinemæssigt anbringer de syge. Måske ville det være mere formålstjenligt at forsøge med noget lægelig behandling?

Hvis der er det mindste i vejen med min hund, ringer jeg til min sympatiske dyrlæge, kommer igennem med det samme, får en god snak og om nødvendigt en tid samme dag. Hvis han skønner, at det er meget alvorligt, kommer han på akut hjemmebesøg.

Det er 30 – 40 år siden, mennesker i dette land kunne få samme service, hvis de skulle blive syge. Bortset fra nogle få indsatsområder, visse kræftformer og mænd med hjerte- karproblemer, sejler det danske sundhedsvæsen i tilfældige op- og nedprioriteringer, kontroller, endeløse, tidsforbrugende akkrediteringer, ubrugelige computersystemer, skemaer, uforståelige medicin- og tidsregler.

Et halvt år efter, jeg var holdt op med at ryge, fandt jeg mig selv tøffende omkring i joggingbukser og udtrådte sutsko, mange kilo tungere og lykkeligt ligeglad med alting. Denne tilstand var dog så ulig den energiske, idérige og foretagsomme person, jeg havde været de første 55 år af mit liv, at jeg sansede at bede min læge om et tjek. Lægen kunne fortælle, at mit stofskifte var for lavt.

For lavt stofskifte, ved jeg nu, er en sygdom, som kan have mange årsager, både arvelige og miljømæssige. Lægen forsikrede mig om, at det i hvert fald ikke havde noget med mit rygestop at gøre, og at det var let at behandle: Jeg skulle bare have en pille hver dag resten af mit liv.

Da man kun har ti minutter pr. konsultation og kun må tale om én ting ad gangen, og lægen først skulle afholde sin sommerferie, og der ikke var andre tider at få, så hengik der herefter tre lange sommermåneder med sløvhed, før jeg kunne begynde på en decideret behandling.

Jeg fik medicin, der stimulerer stofskiftet. En forsigtig begynderdosis. De årlige blodprøver viste, at niveauet af stofskiftehormoner i mit blod hermed skulle være tilstrækkeligt, og at alt burde være godt.

Jeg fik også en ganske kort opblomstring af energi og tabte et par kilo, men bedringen aftog gradvist, og efter et par måneder tøffede jeg rundt som før.

I de følgende år begyndte jeg at få mange forskellige, generende og smertefulde symptomer, som ingen, og da slet ikke jeg selv, satte i forbindelse med stofskiftet, for jeg var jo velbehandlet; det viste blodprøverne.

Jeg blev langsomt mere og mere træt, ligeglad, tyk, grå, ugidelig, glemsom, øm i alle led, immunforsvaret gik ned, selv smårifter var længe om at hele, mit hår faldt af i bekymrende totter, jeg fik kraftigt forhøjet kolesterol, hovedpiner, andre smerter og føleforstyrrelser i begge fødder og i maven, og mine øjne reagerede allergisk, uden at man kunne påvise allergener.

Hver gang, jeg fik et nyt symptom, opsøgte jeg min læge, og hvis der ikke var en oplagt specialist at henvise videre til, blev jeg tilbudt hormoner, stærke smertestillende midler, statiner, lykkepiller og ’livsstilsløsninger’, dvs. banale og intimiderende råd om at slanke sig, spise sundt, gøre ’øvelser’, indtage naturlægemidler og sørge for at få rigeligt med motion.

Hvis man vågner om morgenen og er dødsens træt, hvis ens muskler og hjerne ikke får næring nok, hvis pulsen er under 60 slag i minuttet, hvis alle led gør ondt, og kroppen langsomt henfalder, hvis man tager på, selv om man i uger ad gangen kun får lidt flydende kost, vand, kaffe, yoghurt, så begiver man sig ikke ud på en frisk løbetur før den sunde morgenmad med skyr og blåbær. Man slæber sig ind i sofaen med en enkelt kop kaffe …

Jeg kunne ikke arbejde, jeg orkede ikke at se nogen, jeg lagde ingen planer, men traskede bare rundt og forsøgte at overbevise mig selv om, at det var alderen, der trykkede. Jeg var 55 år og måtte påregne visse forandringer. Men samtidig havde jeg jævnaldrende og ældre venner og veninder, der trænede til halvmaratons og glade gik til gymnastik, svømning, fester og fitness. – Der var noget, der ikke passede, men hvis jeg forsøgte at forklare det for lægen, fik jeg tilbudt lykkepiller igen. – Dem tog jeg aldrig imod, men jeg forstår godt, at ulykkelige patienter efterhånden kan blive så deprimerede over manglende hjælp, at de griber efter de få midler, tidspressede, og måske oven i købet dårligt uddannede, læger kaster ud til dem. Knap 500.000 danskere er på lykkepiller i dag.

Tro det, eller lad være: Der findes læger i dette land, som føler sig provokeret af deres patienters ønske om at få det bedre, så for første gang i mit liv skiftede jeg og fandt til alt held en mere erfaren og fagligt funderet læge.

Et års tid efter lægeskiftet mødte jeg en gammel veninde, der også havde for lavt stofskifte. – Har du læst Helle Sydendals bog ’Få livet tilbage’? spurgte hun. Det havde jeg ikke, og hvilken åbenbaring. – Der var en forklaring på alt det, der plagede mig: Jeg havde stadig for lavt stofskifte og var simpelthen underbehandlet, selv om blodprøverne hvert år viste et tilstrækkeligt niveau af stofskiftestimulerende hormon. – Hvor mange stofskifteramte går underbehandlede rundt i dette land med forkerte diagnoser som fx fibromyalgi eller depression? Og bliver fyldt med smertestillende piller, statiner, lykkepiller og anden unødvendig medicin?

Så begyndte min kamp igen: Tid og ventetid hos lægen, forsøg med tilskud af anden medicin, som gav en lille bedring, men det ville en højere dosis måske også have gjort, eller et tilskud af vitaminer og mineraler.

Efter yderligere ventetid på tre måneder fik jeg omsider, med en frisk og omfattende blodprøve i baghånden, foretræde for en ung sygehusspecialist i endokrinologi … men hun kunne ikke bidrage med andet end at forhøre sig om mine symptomer og blodprøver, ting, som burde fremgå af journalen. Uden at tilbyde nogen form for hjælp, bestilte hun blot yderligere blodprøver og gav mig en ny tid ET HALVT ÅR SENERE. – Et halvt år er meget lang tid, når man næsten ingenting kan.

Jeg kunne have haft det dårligere, end jeg har det nu; jeg kunne have været holdt hen og bedøvet med alt det, jeg i løbet af årene havde afvist: statiner, lykkepiller, kraftige smertestillende piller, fem forskellige slags naturlægemidler, nyttesløse ’øvelser’ o.m.m. og alligevel ikke have vidst, hvad der plagede mig. Nu skal jeg bare ligge uvirksom på sofaen og vente i hele og halve år på, at det danske sundhedsvæsen kan afse en smule tid til at hjælpe mig.

Men er det rimeligt, at et dårligt fungerende sundhedsvæsen igennem så mange år skal være afgørende for, om jeg kan have en nogenlunde hverdag eller ej? Om jeg skal have kræfter til at passe mit arbejde, mine børnebørn, mit hus, mit liv? Om hele min krop, muskler, led, hjerte og hjerne, langsomt og måske uopretteligt skal henfalde, når en mere omhyggelig undersøgelse og medicinering måske kunne have forhindret det for mange år siden? Jeg er sikker på, at forholdene for syge mennesker er langt bedre alle andre steder i verden, Uganda, Portugal, Korea, end her i Danmark. Hvor ville man ellers bede syge mennesker om at vente i et halvt år på adækvat behandling og medicinering? Når det ville kunne ordnes på under en halv time af en veluddannet speciallæge på baggrund af en blodprøve?

Vores sundhedssystem er grebet af galopperende vanvid. – En smule rettidig omhu, en enkelt kvalitetsbåren specialistkonsultation ville have kunnet spare mig for megen bekymring, frugtesløse forsøg og ulejlighed og spekulationer og næsten fem års sløvhed, opgivenhed, smerter og generende følgesymptomer af alle slags.

– OG have sparet samfundet for utallige henvendelser til praktiserende læger, kostbare undersøgelser, indlæggelser, skopier, biopsier, scanninger, blodprøver, konsultationer hos de forkerte specialister, vagtlæger, mailkonsultationer, telefonopringninger, recepter og hundedyr, virkningsløs medicin til alle fejldiagnoserne.

Måske er løsningen selvbetaling? – Undervejs i min sygehistorie blev jeg bekymret for, om tilbagevendende øjensymptomer skulle have skadet mit syn, og i stedet for at vente to år på at komme til en øjenlæge, som var omfattet af det offentlige støttesystem, fandt jeg én, der tog imod privatbetalende patienter:

– Oh, hvilken fryd! – Klinikdamen tog telefonen MED DET SAMME! – Hun talte HØFLIGT til mig, i stedet for at lyde fortravlet fornærmet over, at jeg tillod mig at ringe og forstyrre midt i klinikkens telefontid, og hun tilbød mig en tid TO DAGE SENERE! – Hvor jeg ikke skulle sidde og vente en halv time med to fedtede og lasede, ældgamle ugeblade, men kom ind TIL DEN AFTALTE TID! – Til en sød og veluddannet læge, der tilsyneladende havde AL TID I VERDEN, UNDERSØGTE MINE ØJNE GRUNDIGT, OMHYGGELIGT FORKLAREDE MIG OM MINE SYMPTOMER OG DERES BETYDNING, BEROLIGEDE MIG mht. min frygt, gav mig et par VIRKSOMME LÆGEMIDLER OG GODE TIPS, og som ikke slap mig, før jeg glad og lettet selv rejste mig og gik. – For skallede 1000 kr., som jeg ellers kunne have soldet op på en formiddag.

– Men selvbetaling har alvorlig social slagside, ved vi, og vi har ikke lyst til at dele befolkningen op i A og B-mennesker, selv om det jo er det, der allerede er sket for længe siden: De, der har råd, tegner private sundhedsforsikringer og kommer til før alle andre eller tager til London, Tyskland eller Polen og bliver behandlet for de ting, det danske sundhedsvæsen ikke magter at tage sig af.

Jeg har lidt under mere end ti forskellige, afledte symptomer i muskler og led, mave og øjne, foruden hårtab, glemsomhed og en dødlignende ligegyldighed og træthed, som bestemt ikke er fremmende for et liv, hverken professionelt eller privat. Men det har vist sig umuligt at få ordentlig behandling. Ikke engang en beroligende snak eller en forklaring kunne det blive til.

Jeg er stadig underbehandlet og venter stadig i hele og halve år på næste resultatløse specialistkonsultation her fem år efter, at sygdommen blev konstateret. – Og det er et problem for måske ti tusindvis af borgere i dette land, et problem, der handler om et fallitbo af et uddannelsessystem og et bureaukratisk og tidsstyret, dansk sygdomsvæsen. – Uberørt af menneskehjerner og blottet for empati.

Mens dette kære væsen afsætter bunker af ressourcer på at kreere vammeltsøde slogans som ’Patienten i centrum’ og ’I gode hænder’, har nedskæringer og umenneskelig tidskontrol, der rent faktisk sætter nogle snærende skemaer i centrum, påført de mest samvittighedsfulde ansatte alvorlig stress og lader syge mennesker sejle i deres egen sø.

– Hvilket har affødt begrebet ’Den kompetente patient’. Det er hende, der selv finder sin diagnose på nettet, diskuterer den indgående med veninderne, hvorefter hun henter sin medicin i Matas. – Ganske som begrebet ‘Det kompetente barn’ for nogle år siden fritog forældre og pædagoger for ansvaret for tage sig af børnene, og begrebet ’Længst muligt i eget hjem’ blot blev et skalkeskjul for små kurser i ’tænd din egen støvsuger’ og ’pas dig selv!’ til syge og alderdomssvækkede mennesker, der havde hårdt brug for den hjælp, der var blevet stillet dem i udsigt.

Alligevel hører vi ustandseligt om, at vi lever i verdens bedste land med verdens bedste velfærds – og sundhedssystem. Kunne vi ikke i det mindste blive fri for den snak, indtil sagerne er bragt i orden?

http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdom

http://www.thyreoidea.dk/fakta/for-lavt-stofskifte.html

https://lavtstofskifteblog.wordpress.com/hvad-er-lavt-stofskifte-2/

Endnu en bemærkning om sygdomsvæsnet:

Nu har man regnet på, hvor mange tabte arbejdstimer trængslen på vejene koster samfundet.

Er der nogle af de dygtige DJØF’ere, der har regnet ud, hvor mange arbejdstimer trængslen i venteværelserne koster samfundet? Udover det allerede kendte problem, at mange mennesker går alt for længe og venter på behandling, så spilder samfundet en del arbejdstimer på, at de privatpraktiserende læger kun må tale om én ting ad gangen og kun må bruge 10 min. pr. patient pr. dag. Det giver jo et uhørt stort antal lægebesøg.

Masser af mennesker har to eller flere spørgsmål, når de dukker op til deres i god tid i forvejen bestilte tid hos lægen, og så må de bestille en ny tid og tage endnu en halv fridag og igen befordre sig et antal kilometer for at få snakket om problem nummer to. Nogle har endda tre eller flere ting, de har brug for at snakke med en læge om, prøvesvar o.lign., så konsultationerne kan strække sig over måneder. Hvor mange fridage koster det samfundet? Kunne det ikke betale sig at honorere lægen for yderligere fem-ti minutter, når man nu alligevel sidder der og snakker sammen?