Psykologi – Side 2 – blog.loneandrup.dk

Bogstavbørn og diagnoser

– skulle vi ikke omgås de moderne, psykiatriske diagnoser med større forsigtighed? Måske endda indrette samfundet til mennesker og ikke forsøge at tilpasse mennesker til en sommetider umenneskelig samfundsindretning?

Aldrig har et samfund opretholdt så meget ensrettethed, som vi ser det praktiseret i vores del af verden i dag. Vi skal ALLE med vold og magt i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole, gymnasium og helst også på universitetet, hvor vi færdes i store flokke af jævnaldrende med kun sparsom voksenkontakt. Vi skal, fra vi er helt små og sendes alene ud i verden, konkurrere med horder af andre børn om pædagogen, læreren, forældrenes opmærksomhed, om de gode karakterer, om at være blandt de mest populære … og det er hårdt for en étårig, men sandelig også for en 17-årig. Vi skal alle som én arbejde, til vi dør, og mens vi afventer dødens indtræden, forventes det, at vi døgnet rundt helhjertet og uophørligt deltager i det larmende, pulserende, endeløst drivende, sociale liv. Også på nettet. Også selv om timer på sociale medier eller en hel eftermiddag på en café med smalltalk kunne føles som spild af tid, og at en lang nat med druk og flirt eller en konstant strøm af selfie-uploades, måske endda fra de nedre regioner, forekommer én grænseoverskridende.

Vi skal alle rette ind! Der er ikke plads til forskelligheder! – Er det underligt, at unge mistrives?

Aldrig har et samfund udtænkt så mange psykiatriske diagnoser, mange af dem benævnt ved kombinationer af store bogstaver: ADHD, ADD, OCD, PTSD, men også fobier, anoreksi, angst, selvskade, depression, autisme, karakterafvigelse, personlighedsforstyrrelse, narcissisme, psykopati, borderline m.fl. plus alle de spændende kombinationer. – Ikke mange slipper igennem skoletiden uden at få hæftet en eller anden stigmatiserende etiket på sig.

Men hvad nu, hvis disse diagnosestemplede børn ikke var fejlbehæftede individer, men blot havde en divergerende personlighedssammensætning, en anden hjernestruktur end den, der passer ind i den moderne verden, som den ser ud lige nu?

Hvad nu, hvis en stor del af disse børn havde evner, som fx større selvindsigt, kropsbevidsthed, følsomhed, musikalitet, visualitet, sanselighed, observationsevne, tænkeevne, evne til at se nye mønstre, perspektiver eller muligheder, opmærksomhed på detaljer, opfindertrang, nysgerrighed, indlevelse, fantasi, kombinationsevne, matematiske og sproglige evner, måske endda en større hjernekapacitet? – Og vi så ødelagde dem med for tidlig aflevering, for meget larm, umulige krav, nederlag, daglige angstprovokerende situationer, dårlig undervisning, billigt plastic, tåbelige kulturprodukter og evindeligt spild af tid? I årevis?

Hvad nu, hvis vi forkrøbler og psykisk lemlæster en masse børn og unge alt for tidligt, så vi ikke senere får gavn af netop deres styrker? – Så får vi et meget fattigt samfund!

Det er ikke mange år siden, man kunne slippe af sted med at diagnosticere kvinder som hysteriske. Hysteri var en frit opfunden diagnose, ordet kommer fra det græske ord for livmoder, hysteraos, og blev brugt imod kvinder. Både når de opførte sig alt for ’kvindeligt’, var for følsomme, deprimerede, for pivede, pjevsede, lillepigede, overbeskyttende, og når de ikke opførte sig ’kvindeligt’, dvs. moderligt, omsorgsfuldt, blidt, tjenende og føjeligt, hvilket var de egenskaber, man gerne så i kvinder. Selvstændighed, initiativ, seksualitet, oplevelsestrang, begavelse og hyppige sammenbrud eller raserianfald, pga. manglende evne til at udholde livet som indespærret kvinde, skulle for alt i verden skulle holdes nede, væk, undertrykkes!

Før i tiden kunne man diagnosticere begavede kvinder, der ville læse, skrive, undervise, opfinde, komponere, male, bygge broer, bevæge sig frit, have en uddannelse og måske ovenikøbet et job, som hysteriske, og man indlagde dem på sindssygehospitaler, hvor de blev spulet med koldt vand morgen og aften og pakket ind i våde lagner og medicineret eller fik elektrochok, indtil de gav op og opførte sig ’normalt’. – Først, da vi tillod kvinder at deltage i samfundslivet, uddannede dem og gav dem lov til at arbejde, blev vi så rige, at vi kunne bygge velfærdssamfund, og vi begyndte at lære at rumme, at kvindelighed og mandlighed kunne være mange forskellige ting.

Det er heller ikke længe siden, at homoseksuelle blev anset for syge og stod opført under ’perversiteter’ i de psykiatriske diagnoselister, og samfundet har ikke taget skade af at acceptere folk med en divergerende romantisk og seksuel indstilling, så de kunne bidrage positivt til helheden, tværtimod.

Vi skal i højere grad lære at rumme mange forskellige slags mennesker. Mangfoldighed er en gave og en styrke, og vi skal ikke diagnosticere og udrense, men acceptere og inkludere individer af alle slags for at kunne drage nytte af deres specielle evner og syn på verden.

Inklusion betyder IKKE at give fx et barn med autistiske træk en støttepædagog i to timer ugentligt nede i det bagerste hjørne af en larmende skoleklasse med 25 elever eller flere.

Eller at flytte ham/hende over i en specialklasse med hylende sprogløse og omkringfarende hyperaktive.

Eller at tillade klasselæreren at straffe ham eller hende med udvisning og udelukkelse, fordi ingen kan koncentrere sig om klasseundervisning, når der foregår et sansemæssigt sammenbrud nede på bagerste række.

Fra vi er helt små, har vi alle krav på omgivelser, der ikke gør os bange eller utrygge, der ikke stiller umulige krav til os, der ikke overvælder os med høje lyde, omkringfaren og andre belastende indtryk, og som møder os med accept, forståelse og varme følelser, så vi kan vokse op som glade og produktive, hele mennesker. Det er vel indlysende?

Vi er nødt til at se i øjnene, at verden ikke har nået fuldkommenheden endnu. Vi er ikke ankommet til den bedste af alle verdener. Vores begreber og bevidsthed er stadig under dannelse og udvikling. Og vi må sommetider revurdere vores viden og praksis, så det hele er i overensstemmelse med den virkelighed, mange af os oplever hver dag.

Det er fx først for nylig, at vi er begyndt at genkende træk af ADHD og autisme i piger[1]. – Førhen var det de vilde drenge, der påkaldte sig opmærksomheden, fordi de forstyrrede. Eller de alt for stille og følsomme drenge, der ikke kunne tåle støj og vilde lege. Disse drenge blev alle studeret, og diagnoserne blev udformet med udgangspunkt i dem. – En stille pige, der ikke fór rundt som en skræmt abe i et træ, men bare imploderede lydløst på sin plads i klassen, var en nem elev, for hun levede jo op til alle vores forventninger til, hvordan en rigtig pige skulle være. Man måtte opfinde helt nye diagnoser, fx ADD, som er ADHD uden hyperaktivitet, til disse nemme, stille piger.

Men hvad nu, hvis disse nye diagnoser blot udskiller individer, der ikke passer ind i det moderne institutions-, skole-, lønarbejds- og øvrige samfundssystem? Hvad nu, hvis en del af de mest iøjnefaldende symptomer, angst, depression, udmattelse, selvskade, nervøsitet, spiseforstyrrelser, druk og stofmisbrug, blot er naturlige reaktioner på et unaturligt miljø? Hvad nu, hvis vi mister en masse talent og intelligens ved at påføre så mange børn og unge fejlstempler og endeløse rækker af nederlag alt for tidligt? Hvad nu, hvis en betragtelig del af en årgang bare ikke kan tåle tidlig adskillelse fra de primære omsorgspersoner, at blive efterladt til pasning hos fremmede, at befinde sig 8 – 10 timer dagligt i bunkeopbevaringsinstitutioner og overfyldte skoler i uudholdeligt rod, støj og en masse ballade? Hvad nu, hvis en diagnose af et barn eller en ung i mange tilfælde var alt for voldsom, overdreven og langt mere hensigtsmæssigt kunne erstattes af nogle påviselige træk? Fx dårlig koncentrationsevne eller modsat en usædvanlig evne til at fokusere, sensibilitet, høj IQ eller en sjældent god hukommelse? Kunne man ikke begynde at tale om personlighedstræk i stedet for nagelfaste diagnoser? Og så diagnosticere den herskende, ekskluderende og sygdomsfremkaldende samfundsorden i stedet?

Den amerikanske professor, Temple Grandin, er selverkendt, højtfungerende autist. Hun har en doktorgrad i dyrevidenskab og er ansat ved Colorado State University, men hun har navnlig i offentligheden gjort sig bemærket for sit arbejde for forståelse af autismen. Hun har skrevet om autisme, en af hendes bøger er filmatiseret, og hun har en tankevækkende TED Talk om autisme – ’Verden har brug for alle slags hjerner’[2], hvor hun starter med at sige: Det er et kontinuum! – Dvs. at mange af de nye, psykiatriske diagnoser efter hendes opfattelse ikke skal ses som absolutte, men som trin på en skala.

Man kunne tilføje: Normal findes ikke!

Opfattelsen af normalitet er ikke reel. Vi stræber efter normalitet. Vi forestiller os en slags normalitet. Vi er udstyret med en trang til at ligne alle de andre – på hver vores helt egen, unikke måde, bevares … – Men begrebet normalitet/normal er en konstruktion. De fleste af os ligger lige omkring skiven. Men der er tale om et gennemsnit. Nogle befinder sig langt uden for normalitetsskiven, nogle lidt tættere på, uden at vi af den grund er mærkelige eller mindreværdige. Vi er alle en del af det menneskelige genom og de menneskelige fremtrædelsesformer i al deres frugtbare diversitet.

Diagnoser kan være nyttige, når vi skal kunne tænke på og snakke om forskellige måder at være menneske på. Men selve ordet ’diagnose’[3], som er hentet fra de velundersøgte fysiske sygdomme, kan virke stigmatiserende, udskillende. Jeg ville i mange tilfælde foretrække ordet ’karaktertræk’ eller blot ’træk’, som vi kan have flere eller færre af i vores overvejende genetisk betingede personlighed.

På ’Psykiatrifondens’ hjemmeside – de oplyser selv, at de er ’en privat sygdomsbekæmpende organisation’ – finder man, hvis vi igen skal tage autismebegrebet som eksempel, autistiske træk omtalt som ’sygdommen’ og ’en livslang gennemgribende udviklingsforstyrrelse’[4] . Forestil dig at være en ung pige med autistiske træk eller en forælder, som prøver at finde ud af mere om sin egen eller sit barns diagnose, som rammer denne side og denne sprogbrug? – Her viderekolporteres der ubestridelige ’diagnoser’ med skråsikre fremtidsforudsigelser og sygdomsbegreber, som ikke er spor fremmende for en sund selvfølelse og inklusion i samfundets fællesskaber. Men netop den holdning er måske gavnlig for en organisation, der lever af at samle penge ind til ’sygdomsbekæmpelse’?

Jeg har altid set på mennesker og deres forskelligheder, som om vi alle bestod af mosaikker af forskellige karaktertræk: Vi kunne være mere eller mindre maskuline/feminine, praktiske/upraktiske, fantasifulde, sociale, følsomme, observante, indelukkede, robuste, kreative, sportslige …. der er næsten uendelige muligheder. Vi er alle som glas med blandede bolsjer. Nogle har mange røde, gule eller sorte bolsjer i deres glas, men de ophører alligevel ikke med at være bolsjeglas/mennesker. Nogle har mange forskellige farver i sig. Nogle har overvejende grønne, hvilket kan gøre dem til mennesker med mange grønne træk, men de er alligevel mennesker.

Fx autismetræk kunne ses som hvide bolsjer, og autisme kunne så i lettere tilfælde, i stedet for at være en alvorlig, livslang sygdom, blot være grader af indadvendt/udadvendt og/eller følsomhed på en skala? – Som samfundet havde pligt til at tage hensyn til både i skole- og i arbejdslivet? Så slap vi også for at opfinde nye diagnoser, som fx ‘Aspergers’, til begavede mennesker, der tilfældigvis også rummede autistiske træk. En pakke blandede bolsjer ville aldrig blive markedsført som udelukkende hvide. Selvom man rummer visse træk af det ene eller det andet, har man ikke nødvendigvis HELE pakken. – Kun individer med næsten udelukkende ensfarvede bolsjer i deres personlighedsglas ville i så fald opleve alvorlige problemer og have brug for særlig støtte.

Autistiske sammenbrud kunne i mange tilfælde blot være overload, et sansenedbrud, en tvungen pause forårsaget af for mange stimuli og krav. En nedsmeltning af en sensibel personlighed, som har det svært med larm og uro, med manglende struktur og/eller med det sociale. En sådan person ville bruge alt for meget hjernekraft og energi på at få hverdagen i en ’normal’ daginstitution, folkeskole eller arbejdsplads til at fungere, på at forstå og tilpasse sig vilkår, der føles belastende. Nogle har brug for mere tid til at restituere end andre. – Indtil man lærer sig selv og sine egne grænser at kende, kan en stressperiode, tegn på depression, et nervesammenbrud, selvskade, spiseforstyrrelser, overvældende træthed eller et angstanfald tolkes som alvorlig, psykisk sygdom. Men en hverdag med ro og tid til eftertænksomhed kan i nogle tilfælde udgøre en næsten mirakuløs helbredelse. Helt uden kraftig kemi, indlæggelser, elektrochok og andre, middelalderlige foranstaltninger.

Hvis man anerkender, accepterer og tager de nødvendige skridt for at skærme et følsomt barn, mens det er helt lille, og ikke forsøger at tvinge det ud i et – for det – ødelæggende miljø, men indretter sig med mere rummelighed, så ville megen lidelse og bekymring kunne undgås. For vi er forskellige og har forskellige behov. Den ene personlighedstype er ikke bedre, og har ikke mere ret til at definere miljøet og andre menneskers psykiske status, end den anden.

Man anslår, at op mod 2-3 % eller mere af en given befolkning kan have autistiske træk i en grad, så det påvirker deres liv og muligheder i et moderne, hektisk samfund[5]. – Men mange, specielt kvinder, går under radaren, så tallet kan være langt højere. – Er vi parate til at udgrænse så stor en del af befolkningens menneskelige ressourcer? – Og det er bare én diagnose.

Hvor mange tusinde børn diagnosticeret med fx ADHD skal tage daglig hjernemedicin for at kunne indpasses i en dysfunktionel folkeskole- eller specialklasse med en dårligt uddannet, fortravlet lærer? – Måske skal vi bare acceptere, at der ikke findes en ’one size fits all’? Og forsøge at indrette os, så vi kan få alle med? Måske er der visse forældre, der bare skal gå hjemme hos deres små børn og lade den anden part om lønarbejdet? Måske skal vi oprette mange, nye institutioner og særskoler med små gruppestørrelser, ro og struktureret leg, hvile og undervisning med specialuddannet personale? Måske skal store hold, storrumskontorer og almindelig larm begrænses til dem, der kan tåle det?

I et stammesamfund eller i en landsby befolket af bønder, der fulgte naturens fredsommelige gang, ville mange af de mennesker, der i dag belemres med diagnoser, ikke skille sig uheldigt ud. Vi havde brug for den iltre og stærke unge mand, der drog ud på lange jagter eller byggede en ny kostald, fordi han havde trang til oplevelser og ikke kunne sidde stille. Pigen med de skarpe sanser, der ikke havde noget imod at være alene, kunne holde vagt eller sidde ved bålet og væve eller knytte fiskenet. Den stilfærdige, tænksomme dreng, der hyrdede køerne og fårene, og pigen, der opfostrede nyfødte lam og små søskende, mens deres familier havde andet at passe, ville også være værdifulde medlemmer af fællesskabet. Ligesom den gamle mand eller kone, der kunne huske og fremsige alle slægtens myter og fortællinger, og den fyr eller fyrinde, der opfandt hjulet eller udforskede nye territorier, var det. – Ingen kunne undværes, ingen var overflødige. Alle vandt ved at udnytte alle individers kompetencer.

Hvis ikke de mange bogstavkombinationer og de i dag udgrænsende diagnoser havde haft en overlevelsesmæssig fordel for hele menneskeheden op igennem vores historie, ville de vel for længst være forsvundet fra arvemassen? – Tænk på en Da Vinci, der sad og skrev alle sine tanker ned spejlvendt med venstre hånd – Hvordan ville han have klaret sig i en larmende folkeskoleklasse i dag? Eller en Van Gogh, der så verden og malede den som en visionær drøm, men som aldrig helt fandt ud af at omgås andre mennesker, og som var blottet for pengesans og vist kun fik solgt et enkelt maleri i hele sin egen levetid, men som bragte malerkunsten langt videre, end nogen før ham havde kunnet forestille sig. Vi har haft og har i dag højt begavede forskere, som knap kan snøre deres egne sko, men som bringer os alle fremad med deres banebrydende tanker.

Så vi har ikke råd, hverken menneskeligt eller økonomisk, til at lade så mange forskelligartede mennesker gå til spilde og blive knust i vores egne, umenneskelige systemer.

[1] https://videnskab.dk/krop-sundhed/piger-med-autisme-blev-ignoreret-af-videnskaben-i-aarevis

[2]https://www.ted.com/talks/temple_grandin_the_world_needs_all_kinds_of_minds?language=da

Film: ’Temple Grandin’ – Findes bl.a. på HBO

[3] Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ‘gennem’, og gnosis betyder ‘kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab. I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. https://faktalink.dk/titelliste/boern-og-diagnoser/baggrund-diagnoser

[4] https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/autisme?gclid=CjwKCAjw0a-SBhBkEiwApljU0oNyz3F-mx4sJYXk2o69360OFfOgL8Lxl4pxpEhIEzCdeyciGiht-xoCsfAQAvD_BwE

[5] Tal fra Landspatientregistret fra 2018 viser, at 0,77 % af den samlede befolkning har en autismediagnose. Andelen er højere for børn, hvor 1,67 % mellem 0 og 17 år har en autismediagnose. Det er de officielle tal fra Socialstyrelsen. Disse tal inkluderer ikke personer, der udredt i privat regi. https://www.autismeforening.dk/presse/tal-og-undersoegelser/

Manden som overdommer

Første gang, jeg fik øje på fænomenet, var, da jeg for små tyve år siden så filmen ’High Fidelity’ med bl.a. John Cusack.

Cusack spillede indehaveren af en lille pladebutik, og han og hans nørdede medhjælper gjorde alting op i lister, fx de ti bedste sangere, rocknumre eller guitarister. Det brugte de meget tid på, og det var først og fremmest musikken, de således bedømte og indrangerede, men også meget andet, de stødte på i deres små liv.

Det forekom besynderligt, denne trang til at putte omverdenen ind i et prioriteret skema. Og endnu mærkeligere var det, at disse yngre mænd, der åbenlyst var uden større, egne fortjenester, følte sig berettiget til at dømme alt omkring sig helt uden at tvivle på egne beføjelser og kompetencer.

Nu ser jeg fænomenet overalt: Mænd, der føler sig kaldet til at vurdere alt. – Bedste fodboldspiller. Bedste vin. Bedste kunstværk. Bedste bikini-babe. Bedste rockgruppe. Bedste tv-vært. Bedste James Bond-film. Bedste burgerrestaurant. Bedste foredrag. Bedste bryster … – Eller værste. Der bliver brugt meget tid på fx portvinssmagning eller Ekstrabladets side 9-piger med tilhørende diskussioner og karaktergivning i mandegruppen. Det kan være ligefrem kvalmt at bevidne denne indbildt selvfølgelige ret til at give alting karakter. Udelukkende baseret på egne præferencer og følelser.

I arrangerede sportskampe, skakdyster, traktortræk, dansestævner, dyrskuer, er det naturligt at give karakterer og kåre vindere, så man kan overrække første-, anden- og tredjepræmier, og der er et forbløffende stort marked for enorme og smagløse pokaler til uddeling i alle disse konkurrencer.

Men hvem har bedt mænd om at vurdere deres kvindelige bekendte, kollegaer eller skolekammeraters udseende? Eller som denne verdens udkårne overdommere på nettet at udskrige deres private mening om andre? Herunder fx fremtrædende, kvindelige politikere eller andre offentlige personers kropslige fortrin? – Det er temmelig sygt. – Hvem er de, at de skal dømme?

Fra mine år som ung pige og studerende har jeg ingen erindring om, at vi kvinder nogensinde vurderede vores kammerater eller lærere på denne næsvise og utidige facon. – Jo, vi kunne fnise over en flot fyr, selvfølgelig kunne vi det, men vi følte os ikke specielt berettiget til højlydt at uddele ris og ros til alt og alle omkring os på samme måde, som drenge og mænd – også de voksne – vedblivende tydeligvis gør.

Faktisk fylder alle disse små, men i egen optik yderst berettigede, mænd alt for meget i det offentlige rum. Vi er hierarkiske dyr, meget bevidste om rangorden. Måske får en lille mand givet sig selv lidt ekstra status blandt andre mænd ved at vurdere, bedømme og rangordne fx ølmærker? Eller ved at tale ned om en ellers sød pige, der aldrig ville se til hans side?

Det er det gamle problem: Manden er subjektet, personen, normen. Kvinden er objektet, tingen, undtagelsen. – Fra opmærksomhed på andres fremtræden, til vurdering og karaktergivning, og til gramsning og øreslik og det, der er værre, er der kun en kort vej for disse mænd, der må føle sig som Guds udvalgte ejere af verden og alt, hvad der er i den.

Når kvinder opnår en mere naturlig ret og selvfølelse, skal vi huske ikke at begå de samme, blindt bøvede fejl. Øl og film er ligeglade, men man skal ikke gå og vurdere sine medmennesker ud fra privat smag og behag. – Og selv en såkaldt kompliment er en vurdering. Måske ovenikøbet fra et fjols.

——————

NOTE: Mandens guddommelige ret til at dominere og definere alting fremgår bl.a. af bibelen, Det gamle testamente, 1. Mosebog, kapitel 2, vers 18 – 23 – Her betyder ’Mennesket’ udelukkende ’manden’, kvinden kom, som skrevet står, først til senere:

’Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.

Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam:

»Nu er det ben af mine ben

og kød af mit kød.

Hun skal kaldes kvinde,

for af manden er hun taget.«

https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Mos/2

Aber

Om mænd, magt, dominans, rettigheder og parring

Nede under alle plusordene – godhed, civilisation, ridderlighed, høflighed, velfærd, lighed, menneskerettigheder, nede under alle idealerne, ønsketænkningen, forskønnelserne, eufemismerne, er der ved at tegne sig et mønster, ikke sandt?

Hvornår begynder vi at tale om det? Hvornår bliver vi i stand til at se det i øjnene? Og erkender realiteterne om vores egen race.

– Vi er aber. Og udviklingsmæssigt er det ikke ret længe siden, vi kravlede ned fra træerne.

Man behøver ikke stå mange øjeblikke foran abeburet i zoo, før man observerer eksempler på dominerende parring. At alfahannen går rundt og dingler med dilleren og med jævne mellemrum udøver sin ret til at bestige hunnerne, både de små, de unge og de ældre, sådan nærmest i forbifarten. Også de underordnede hanner bliver besteget, bare som en markering af hvem der bestemmer.

Vores egen historie er fuld af sådanne magtdemonstrationer, der som oftest, men ikke udelukkende, går ud over kvinder og børn:

I populærkulturen ses stenaldermanden med køllen i den ene hånd trække sin kvinde hjem til hulen ved håret.

Gamle, græske mænd, velhavende, lærde samfundsstøtter, havde inderlige og seksuelle forhold til deres unge elever. Deres olympiske guder snød og voldtog snart sagt hvem som helst, hvilket der kom mange besynderlige skabninger ud af.

Herremanden havde førhen ret til brudenatten med alle unge brude på sit gods og tilhørende huse og hytter. Og mangen ung pige på mindre gårde, i huse og i bylejligheder har op igennem historien måttet lægge krop til manden eller sønnens seksuelle lyster.

I enhver krig var vinderens gevinst adgang til at massevoldtage kvinder og børn. Ofte efterfulgt af makabre lemlæstelser og slagtninger.

’Sabinerindernes rov’ er en kendt, kulturel reference, et pikant motiv, som handler om, at romerne havde behov for nyt blod, nye, unge kvinder, og bare drog på rov i de nærmeste bjerglandsbyer.

Den katolske kirke, som har tiltusket sig magt og moralsk herredømme over store dele af kloden, har bygget sit profitable imperium bl.a. på cølibatiske præster, der op igennem tiderne har tiltvunget sig seksuelt samkvem på alle måder med måske hundredtusindvis af børn af alle køn.

I totalitære regimer, i Sydamerika, Egypten, Mellemøsten, hvor folk uden videre kan bortføres, arresteres og tortureres, er seksuelt betonet tortur meget udbredt, viser de beretninger og ganske få romaner, der undslipper den totalitære kontrol.

Udstationerede tropper, selv FN’s fredsbevarende soldater i fx Afrika eller udenlandske redningshold på Haiti, har taget for sig af de lokale småpiger og skabt udbredt prostitution og misbrug blandt den befolkning, de egentlig skulle hjælpe.

I de store, umenneskelige flygtningelejre på Afrikas nordlige kyster, er slavegørelse og seksuelle overgreb begået af lokale, uuddannede vogtere angiveligt dagligdag.

Længere nede i Afrika bortfører selvbestaltede militser børn til soldatermateriale, og de kidnapper hele pigeskoler, når de føler trang til kvindeligt selskab.

I Irak myrdede IS-soldater mændene og bortførte kvinderne fra mindre, religiøse sekter, bl.a. yazidierne, og brugte dem som sexslaver. Det er ikke mange år siden …

Vi har herhjemme Tøndersagen, hvis detaljer, som omfattede en far, hans venner, lystne købere og to små piger, er kvalmende. Vi har flere sager, der minder om den.

Der er til stadighed disse ulykkelige sager, hvor pædagoger, lærere, ridelærere o.a. har misbrugt deres stilling og børn helt ned til etårsalderen. – Og korledere i det prestigiøse pigekor i Danmarks Radio opførte sig tilsyneladende, som om de søde, unge piger alle tilhørte deres private harem! Man væmmes …

Incest, voldtægt af egne børn, drenge og piger, sker hver dag. Ofrene er mærkede for resten af livet; nogle få har beriget os med beretninger, der er så hjerteskærende, at vi ikke længere kan lukke øjnene for, at disse overgreb faktisk foregår. Også i Danmark! I dag! Jævnligt!

Kvinder fra ikke så privilegerede samfundsgrupper eller lande narres eller bortføres til prostitution og fastholdes med nødvendigheden af at tjene penge, med gæld, trusler, magt eller ligefrem vold. Adgang til kvinder, prostituerede, handlede kvinder, tjenestepiger, slavekvinder, har altid været den magtfulde mands ret, og mangen et ‘forretningsmøde’ er henlagt til stripperbarer, hvor ‘forretningsmænd’ for penge kan nyde synet af afklædte kvinder.

Mennesket er et visuelt dyr, og først tegninger, malerier, fotos, pornoblade og senest internettet har gødet mændenes dyriske lyster: Man kan nu søge på forskellige perversiteter og sidde og se på, at kvinder og børn bliver misbrugt, udnyttede og molesterede. En dansk mand i 60’erne er dømt for gentagne gange at have betalt for og udvirket overgreb på meget små, filippinske piger, overgreb, som blev filmet og transmitteret … Ja, man fatter ikke, at synet af børns lidelse kan være til fornøjelse for nogen og noget, man betaler for. – Men selv lille Jonas eller Emil kan sidde hjemme i skærmens lys og belure eller træffe aftaler med alfonser og deres kvinder om at få adgang til kvindekroppe.

Kvinder og unge piger bliver myrdet på udpenslede og pirrende måder i populære film, tv-serier og krimier som underholdning til aftenskaffen og fredagsslikket. Ingen finder det ækelt, uhyggeligt eller bare mærkeligt. Og ingen kæder det sammen med antallet af mord på kvinder, vold og voldtægter, ofte udøvet af deres partnere eller eks’er. – Det accepteres fuldstændigt som en del af vores kultur.

Denne kultur medfører, at det er ydmygende, og af og til også dødsensfarligt, at være kvinde. Vi taler normalt ikke om det som et generelt problem, men kvinder alle vegne har lært at holde et ekstra vågent øje med deres døtre, børnebørn og veninder.

Mænd har altid udnyttet magt, muligheder og privilegier til at tage for sig af de unge kvinder. Som alfahannerne blandt vores nærmeste slægtninge i dyreriget får de automatisk ‘ret’ til at parre sig i flæng, hvis de når et vist niveau i hierarkiet. Hvis deres stilling i samfundet bevirker, at de får magt over yngre, attraktive kvinder. – Lavere rangerende må nøjes med et stjålent knald i udkanten af gruppen – eller drømme foran computerskærmen. – Romantik og gensidig frivillighed er en forholdsvis ny ting i menneskehedens historie. Når en mand havde klaret en svær opgave, vandt han ’prinsessen og det halve kongerige’. Eventyrene fortæller ikke, om prinsessen altid var glad for at være en del af præmien.

Der er ikke langt til de labre ’præmiepiger’ i cykelløb og andre mandesportsgrene. Kvinder som belønning og staffage.

Magtfulde mænd synes også i dag at føle, at der, ud over penge, magt og privilegier, også hører fri adgang til yngre kvinder med til deres gudgivne rettigheder. Frivilligt eller ej. De fleste af disse misdædere hører vi ikke om, men nogle sager, som omfatter mænd, som vi beundrede og havde tillid til og aldrig troede kunne sætte en fod forkert, er kommet til offentlighedens kendskab her de senere år. Man bliver lige chokeret hver gang:

Bill Cosby, Roman Polanski, Harvey Weinstein, prins Andrew, Bill Clinton, Jes Dorph Petersen, Frank Jensen, Nasser Khader, Morten Østergaard, Berlusconi – nå, ja, hans overgreb var måske ikke så stor en overraskelse, men senest er Bob Dylan – nobelpristageren, der sang så smukt om lighed og retfærdighed, kommet med i det dårlige selskab pga. anklager om ’grooming’ og seksuelle overgreb på en på daværende tidspunkt 12 årig pige.

#Metoo har buldret frem, og mange kryb er tvunget ud af deres polstrede skjulesteder. Med års forsinkelse nåede bølgen også til Danmark, hvor vi ellers havde haft en selvforståelse af, at sådan noget gør vi ikke, mens det naturligvis forekom her blandt os i samme udstrækning som i alle andre lande, bare fornægtet og i skjul.

Mange af de afslørede, små- og storklamme mænd, aner ikke, hvad der ramte dem, og de føler sig stadig uretfærdigt behandlet. Der er en del danske mænd, der forsøger at få det hele til at handle om, at de er ofre for ’uretfærdigheder’, hvis de bliver grebet i overgreb og oplever sanktioner. – Ikke dødsstraf eller fængsel, næ, gudbevares, blot et midlertidigt bump i karrieren …

Ud over krænkelser, overgreb, voldtægter og almindelige tilråb og nedvurderinger er mord og vold også kommet på dagsordenen med ’kom sikkert hjem’-kampagner efter mordet på en yngre kvinde i London. Et mord, som viste sig at være begået af en politimand.

Mon ikke mænd bare er mænd med maskuline hormoner susende rundt i kroppen? Hanaber? Vilddyr? Liderlige? Somme tider også voldelige? Som gør, hvad de lyster, stræber efter magt og behovstilfredsstillelse, hvis de kan, hvis de er stærke og ambitiøse nok? – NOGLE mænd, ikke alle, selvfølgelig ikke alle. Nogle af mine bedste venner er mænd, jeg er både datter af, gift med og mor til en mand, og de kunne/kan alle sagtens holde sig i skindet og opføre sig ordentligt over for både kvinder og børn.

Men lejlighed gør tyv, siger man. Parringsdriften er formentlig den stærkeste drift, vi har, og hjernens pandelapper, der regulerer vores adfærd og beregner konsekvenser, kom først sent til i løbet af menneskets udvikling. Ikke alle har lært at bruge dem hensigtsmæssigt endnu.

Når selv tilsyneladende bløde, normaldanske mænd, som fx Morten Østergaard og Frank Jensen, uønsket gramsede og slikkede på kvinder som en del af deres magtberuselse, viser det, at trangen til at demonstrere dominans ved at rage på kvinder stikker dybt. Og når nogle mænd opnår en magtposition, går det ud over hushjælpen, døtrene, eleven, sekretæren, praktikanten, den ansatte, partifællerne … Det ved vi jo godt. Og hidtil er de sluppet af sted med det.

– ’Alt i verden handler om sex, undtagen sex. Sex handler om magt’, menes Oscar Wilde at have sagt. Han har ganske givet ret. Magt, sex og vold synes ofte at være sammenkædet.

Så længe det hovedsageligt er mændene, der sidder på magten, så vil det også være dem, der begår overgrebene – og beskytter andre mænd mod evt. sanktioner. Mænd er subjekter med ret til at agere frit i fællesskabet med andre mænd. Kvinder og børn bliver decimeret til objekter for mændenes ageren. – Men jeg er ikke det mindste i tvivl om, at også nogle kvinder ville være i stand til at begå overgreb, måske andre slags overgreb, hvis de besad den berusende magt. Vi er alle af abeslægt.

I vores nuværende kultur er overgreb på kvinder udført af mænd dog helt åbenbart en tilbagevendende, almindelig og strukturel praksis. Og det fortsætter blandt de yngre generationer, viser horrible beretninger fra de såkaldte ’puttefester’ for gymnasieelever i det nordlige København og fra kampråb på barer og i omklædningsrum under større mandesportsbegivenheder. Vores samfund lider tilsyneladende af en tiltagende, ikke en aftagende, pornoficering og dertil hørende nedgørelse af kvinder – jeg har ingen erindringer om så udpræget objektgørelse af kvindekønnet fra min ungdom og skolegang i 1970’erne.

Jeg håber, at vi stadig formår at få vendt den udvikling, så mine efterkommere ikke skal tvinges til at underlægge sig abelignende magtmænd, klassekammerater, trænere, chefer, ægtemænd, fædre, brødre, venner, fremmede og udsættes for psykiske og fysiske overgreb og uretfærdigheder.

Klø på, kvinder og sympatisører af alle køn! Vi skal se tingene i øjnene og have disrespekt, vold og overgreb frem i lyset, så vi kan erkende, at det findes! Ellers kan vi ikke gøre noget ved det.

Det er ikke en forbrydelse at snakke om det. Lad os kalde trolden ved det rette navn: Abepsyken tilsiger magtmennesket, at han ikke behøver at lægge bånd på sine lyster og behov, fordi han har en naturgiven ret til alle jordens ressourcer, herunder også andre mennesker, specielt attraktive kvinder og børn.

Skt. Hans

har i hele min levetid været en tom tradition, hvor vi alle sammen, uden at vide hvorfor og ofte i silende regn, går hen på en nærliggende strand eller plæne, får en øl, kigger på et bål og hører en oppustet, lokal dignitar udbrede sig om banaliteter, mens en karikatur af en laset kvindefigur på toppen af bålet til skræk og rædsel for alle tilstedeværende kvinder og børn brændes af, hvorefter vi sammen forsøger at afsynge en vaklende udgave af Drachmanns ’Midsommervise’.

At rense luften ved at synge dårligt og afbrænde kvindefigurer gav ingen mening i det danske sommerland – og kan vel næppe siges at være politisk korrekt i vore tider – før coronaepidemien.

Men så var der et par opfindsomme sjæle, der konstruerede modeller af coronavirusset og satte dem på toppen af bålet. – Se, det må have været dybt tilfredsstillende at se den forhadte tingest futte af i Helvedes flammer!

Og straks tænker man jo videre … Lad os smide mundbind, spritflasker og Sundhedsstyrelsens blå coronapiktogrammer på bålet og sende det hele til Bloksbjerg på selve midsommers trylleaften! – Sikke en lettelse! – Det kunne vi stå sammen om!

Forhåbentlig kommer der fremover igen år, hvor globale epidemier ikke har påvirket os, men så kunne man måske ude omkring enes om et fælles tema: At afbrænde planerne om nye motorveje eller alt for høje højhuse, udvisningsordren til den søde og hjælpsomme familie fra Syrien, plakater af et byråd fanget i en korruptionssag … – Og hvis vi taber i vigtige fodboldkampe før Skt. Hans, kunne vi afbrænde de fantrøjer, klaphatte og halstørklæder i rød-hvide farver, som vi så håbefuldt havde indkøbt. Eller i magre år uden trusler mod kollektivet kunne vi hver især finde en lille brændbar ting, som vi symbolsk gerne ville sende af sted i flammer: medicinemballage fra overstået sygdom, drømme, der ikke længere er aktuelle, en stump af ekskærestens efterladte tøj, nyslåede studenters eksamensnoter, ungernes Pokemonkort, som de for længst er vokset fra, halvfærdige projekter, som tynger, men som alligevel aldrig bliver til noget … o.m.a.

Vi kunne enes om at genoplive Skt. Hans’ betydning som en foruroligende, alt for lys aften kort efter sommersolhverv, hvor alle farlige kræfter er løs og skal bekæmpes og renses med ild, store bål og luer, der gnistrer og sprutter og fløjtende fortærer ondskab og trusler. I så fald ville coronaepidemien have sat nyt fut i et gammelt og hidtil meningsløst ritual.

For vi har stadig brug for ritualer, og som epidemien har lært os, er vi ikke herrer over alt. – Der er selv i vores udviklede samfund brug for fællesskab, håb og ydmyghed.

Uden bukser

Vi var på stranden med børnebørnene. En fredelig, lavvandet strand, hvor de rigtig kunne boltre sig, mens farmor sad på håndklædet og holdt øje.

Hen foran os kom en mand spankulerende, en lille, muskuløs turist – uden tøj på. Under hatten og de store, reflekterende solbriller et smørret smil, men intet tøj, ikke engang et par små badebukser.

Alle de andre spredte smågrupper rettede sig op og holdt øje. Men manden gik hen for sig selv, lagde sit sammenrullede håndklæde og tog en dukkert i det kølige vand. – Så lagde han sig fredsommeligt i en gryde.

Vi var mange, der holdt øje.

Han så ikke ud til at interessere sig synderligt for hverken de solbadende, yngre damer eller vores legende børn; han virkede tilfreds med at færdes med dingelværket ude i sol og blæst, og mens vi var der, så vi ikke mere til ham.

Men jeg tænkte.

Jeg tænkte, at der faktisk fandtes politivedtægter, der forbød nøgenhed på stranden og andre offentlige steder.

Jeg tænkte, at det var bemærkelsesværdigt så foruroliget, jeg og de andre blev over synet af en nøgen mand.

Jeg tænkte, at vi straks følte os intimiderede og var på vagt, pludselig meget opmærksomme på ham og vores børn og unge på stranden.

De færreste kvinder begynder at savle ved synet af en nøgen mand. Og da slet ikke, når han befinder sig langt fra en romantisk kontekst, fx på en offentlig strand blandt andre mennesker og børn. Tværtimod kan vi føle os pikerede og truede. En nøgen kvinde blandt mænd ville være en anden snak.

En mand er en potentiel krænker, fysisk eller psykisk, og specielt da, når han dukker op uden tøj på et sted, hvor børn og unge piger leger, bader og tager solbad.

Men da han åbenbart kun nød sig selv og sommersolen, lod vi ham være, selv om han burde have opsøgt en strand specielt beregnet på folk, der nyder at gå rundt, som han.

Man kunne ikke forestille sig, at man skulle til jobsamtale, til møde, købe en hotdog, en kop kaffe, køre i bus med mennesker uden tøj på. Lige fra figenbladet og lændeklædets tid har vi i de fleste kulturer tildækket dele af vores kroppe, så vi kunne omgås og indgå i sociale sammenhænge uden distraktioner. Små nylonbadebukser er et minimum, ellers ville vi som bonoboer stadig parre os i flæng i træerne.

Manden på stranden lærte mig, at beklædning er vigtig. – Uden bukser ingen civilisation.

Mening

Mennesket er et meningssøgende og meningsskabende dyr. Vores hjerner er udviklet til at udtænke forklaringer, årsagssammenhænge, for det forhøjer vores muligheder for overlevelse, hvis vi kan gennemskue, fx at det ikke er smart at stå ude på en flad mark i tordenvejr, at stille sig lige foran en sulten løve eller at gå ud på en befærdet gade uden at se sig for.

Når vi ikke umiddelbart kan gennemskue sammenhængene, finder vi selv på noget: skæbnefortællinger, heksekunst, djævleforbandelser, nisser, engle, guder, alfer, reinkarnation, liv efter døden, overtro …

– Det var fordi, jeg havde brug for den erfaring, siger vi. – Eller: – Uden sygdommen/ ulykken/ dødsfaldet var jeg ikke blevet den, jeg er. – Underforstået: At jeg er hele universets strålende centrum, og at alting har en mening, en betydning, tilrettelagt netop med henblik på mig og min personlige udvikling.

Men der er ikke altid nogen mening. Det er den store hemmelighed, som de færreste af os kan se i øjnene.

Som individer fægter vi os frem fra mulighed til mulighed, fra tue til tue, forsøger at styre uden om det værste og søge hen mod det bedste, ligesom vores forfædre på savannen eller et lille dyr, der stikker snuden op fra sit hul i jorden. Men vores private chancer for frit valg på alle hylder er begrænsede, selv om vi ikke kan se det.

Vi er begrænset eller begunstiget af køn, hudfarve, geografi, seksuel observans, helbred, intelligens, talenter, evner, charme, udseende, højde, forældre, samfund, uddannelse, tid, vejret, adgang til ressourcer, omgivelser, andre mennesker, lykketræf, ulykker, held eller uheld. Kort sagt: Vi er diminutive brikker på overfladen af en uanseelig planet i et ufatteligt stort univers af tilfældighedernes spil.

Undersøgelser viser, at folk, der pludselig opnår en stor arv, fordel eller gevinst helt uden egen indsats, er tilbøjelige til at tilskrive heldet deres egne gode egenskaber. De føler dybt, at de fortjener det. Der må jo være en grund til, at de er blevet så priviligerede. Trump fx, der arvede en enorm formue, føler sig mere berettiget, klogere og som et langt bedre menneske, end de fleste andre. Det samme gælder mange danskere, der tilfældigt er født i et land med masser af mad, forbrugsgoder, gratis sundhedsydelser og uddannelse og en høj grad af tryghed. Disse danskere synes selv, at de er langt bedre mennesker end andre mennesker fra fx Sverige, Østeuropa, Mellemøsten eller Afrika, og at de selv fortjener alle de goder, der følger med at være dansker, men de har ikke lyst til at dele med folk, der kommer andre steder fra. Mange af deres tanker og meget af deres tid går med at bekæmpe indbildt ‘konkurrence’ fra mennesker, der kommer andre steder fra, for de er – ifølge denne tankegang – ikke berettiget til at nyde på samme måde, som ‘ægte’ danskere er.

‘Døden skal have en årsag’, siger vi, når vi forsøger at finde forklaringer på uheld og ulykker, men heldet og lykken har også årsager og tilskrives normalt gode egenskaber ved den heldige, som uagtet tilfældigheder ‘fortjener’ sit held pga. fremragende menneskelige egenskaber.

Men folk, der er uheldige fx mht. socialgruppe, fødeland, køn, hudfarve, misbrug i hjemmet, sadistiske lærere, sygdom o.l., tager også gerne skyld på sig selv. De føler hele deres liv, at der er noget galt med dem, og at de for det meste fortjener det, når noget går galt. Det var jo bare, hvad man kunne forvente.

Og så er der nogle, der vælger offerrollen for at slippe for at tage deres eget liv på sig og giver alle andre og helt specielle, uheldige omstændigheder skylden for negative hændelser.

Alle disse strategier til at forsøge at mestre liv, der mestendels består af tilfældigheder, er almindelige, og tjener til at støtte små mennesker, der ellers ikke ville kunne begribe tilværelsens mange, ofte uretfærdige, tilfældigheder.

For vi er ikke skabt til at håndtere tilfældigheder, vi tåler dem ikke godt og vil altid forsøge at efterrationalisere, at skabe mening i galskaben, orden i kaos, om ikke andet, så mentalt med sindrige og frit opfundne forklaringer.

Men hvis vi forlader det private plan, er der faktisk meget, vi som kollektiv ved og kan være rimeligt sikre på: Rygning kan forårsage sygdom og tidlig død. Forurening gør vores planet mindre egnet til at leve på. En virus udnytter tilfældige chancer og spreder sig lystigt, hvis vi ikke ændrer adfærd, vasker hænder, holder afstand og undgår at forsamles med andre, potentielt smittede.

Så lad os give videnskaben, forskningen og eksperterne ressourcerne, respekten og autoriteten tilbage, og lad os så derefter forsøge at tage de usikkerheder, som der stadig er mange af tilbage, med sjælsro.

Mænd i mandefag!

I begyndelsen af halvfemserne var jeg i jobtilbud sammen med en sød, ung kvinde, uddannet snedker, dygtig og glad for sit fag. – Hun havde fulgt de officielle opfordringer, som den konservative regering på bedste DDR-vis op igennem arbejdsløshedsårene i firserne udstedte for at anspore unge kvinder til at uddanne sig i mandefag.

’Kvinder i mandefag’ lød parolen. Man ønskede ikke, at ALLE kvinder blev pædagoger, hjemmehjælpere – som det hed dengang, da SOSU’erne virkelig hjalp folk i hjemmet og ikke bare aflagde forhastede besøg – lærere, sygeplejersker, socialrådgivere … Kvinder skulle ikke nødvendigvis ind i de bløde omsorgsfag, hvor de blot fortsatte den traditionelle kvinderolle og fik en dårlig løn for det, når man stod og manglede arbejdskraft i de praktiske mandefag. – Samtidig ville man gerne dæmpe den rå tone i skurvognene og på de traditionelle mandearbejdspladser, forlød det, og så var kvinder jo igen decimeret til servicepersoner, der skulle tage sig af de rå mænd – OG børn og hus og madlavning, når de kom hjem, selvfølgelig.

Men min unge arbejdsløshedskollega fik aldrig job som snedker. – Uanset hvor mange stillinger, hun søgte, blev hun valgt fra. Mændene havde ikke lyst til at få kvinder ind på deres domæne, slet ikke unge, kønne, blide blondiner, men undskyldningerne, som hun – i bedste fald – fik sammen med alle afslagene, gik på, at der ikke var toilet- og omklædningsforhold til kvinder på lige netop dén arbejdsplads.

Så nu sad hun her på et lokalhistorisk arkiv sammen med alle vi andre overflødige, uuddannede, skibsværftsarbejdere, humanistiske akademikere og ældre kvinder, der havde brugt deres liv på sekretærjobs, børnepasning og husholdning. – Sidst, jeg hørte fra hende, havde hun vist fået en slags terapeutuddannelse, om det var massage, fodterapi el. lign., kan jeg ikke huske. – Men hun blev efter mange års faglig uddannelse i et mandefag smidt direkte tilbage i den lavtlønnede kvindefagskasse.

Erindringen om den første kvindelige snedker, jeg mødte, dukkede op, fordi vi for tiden har gang i en større tilbygning. Det startede i efteråret med en (mandlig) arkitekt, en (mandlig) bankrådgiver, to (mandlige) entreprenører, en (mandlig) landmåler og en (kvindelig) kommunal sagsbehandler. Derefter har der igennem måneder været et rend af mænd på matriklen. Jord- og betonarbejdere, lastbilchauffører, kranvognschauffører, murere, tømrere, VVS’ere, elektrikere, og en enkelt, ung, kvindelig maler, der altid holdt sig for sig selv.

Alle de gode håndværkermænd er omgængelige, høflige, kompetente, ordholdende, hjælpsomme, og jeg kan se, at de har en fest med deres fag og med hinanden:

Så ringer de efter en stor kran, der skal løfte et tag ind over huset, og ham, der roligt styrer den store maskine og sætter tagfagene på præcis det rigtige sted med millimeters nøjagtighed, mens han styrer uden om min skorsten og det lille lindetræ, nyder stor respekt blandt alle de andre.

Så er der pludselig brug for en elektriker, og så ringer de efter en, der – VIPS – som en militær indsatsstyrke kører op til huset efter en ½ time og ordner det, kun han kan ordne, og bliver mødt med kollegial anerkendelse og varme. – Sidst, jeg selv skulle bruge en VVS’er, gik der tre-fire uger, inden han omsider dukkede op …

Så går de og giver hinanden noget gas, eller de snakker om ting, der ligger dem på sinde, sammenligner udstyr, arbejdsgivere, fortæller om forbedringer, de laver på deres egne huse, sladrer om andre firmaer, andre håndværkere, nyttig sladder, ikke ond sladder, bare så de gensidigt er opdateret, så de ved, hvem man kan stole på, og hvem man ikke skal ringe efter.

Og der hersker stor respekt blandt alle mændene, også mellem faggrupperne, og der udveksles erfaringer, råd, snakkes fag og sammenlignes værktøj.

Det minder mig om sønnike og alle hans drengevenner, når de skulle arrangere en krigsleg i skoven: Så er du … så laver du … så går I … vi tager alle sammen … – Er drenge født til at organisere hinanden i store slag? Arbejde med store maskiner? Gennemføre ambitiøse projekter? Bygge broer? Raketter? Vælte store træer? Rejse lysmaster? Mure huse op? Tætne tag? Udøve kraftpræstationer? Anlægge indkørsler? – Og komme hjem med lønsedler, der som ofte afspejler en god akkord, en tillidsfuld arbejdsgiver, en god kontrakt … Og de er altid parate til at løse et problem, til at give den en skalle om nødvendigt. – For enhver kan jo se, at det ikke nytter noget at holde fyraften, hvis det regner, og der er hul i taget.

Og de kører hjem i deres store biler, der alle er udstyrede som velforsynede værksteder, så de kan fixe hvad som helst i en håndevending, mens de laver godmodig sjov med hinanden og en bekymret husmor.

Og de kommer hjem efter at have reddet verden, bygget monumenter, fixet problemer, møgbeskidte, sultne og trætte, restituerer sig, og kører ud igen næste morgen sammen med kollegaerne, kammeraterne. Med tårnhøj selvfølelse, som rigtige mænd altid gør det.

Håndværkere er særdeles veluddannede: De har overblik, tager beslutninger og ansvar, de kan regne, beregne et fald, en taghældning, en åbning, rørføring, de kan organisere, skaffe mænd og materiel i en håndevending, de kender materialer, procedurer, lovgivning, og så kan de håndtere powerværktøj og på samme tid forstå, hvordan en ældre dame gerne vil have tingene indrettet, imens de lige sørger for, at alt er vandtæt, praktisk og lovligt.

Det er en kættersk tanke, men måske er der alligevel forskel på mænd og kvinder? Måske skal man ikke vride og sno sig for at passe ind i en anden kasse end den, man føler er rigtig for én selv? Nogle kvinder er mere mandfolk end mange mænd, og nogle mænd egner sig bedre til omsorg end nogle kvinder. Men fx mænd i pædagogjobs har det med at slippe kontakten med børnene og smutte ind på kontoret, hvor de i lederstillinger kan sidde og organisere og ringe efter en kran til den nye rutsjebane på legepladsen, lægge vagtplaner, holde møder med andre mænd, i kommunen, i forvaltningen, og have en fest med deres fag og med hinanden.

Og hvorfor skal alle vore unge mænd med vold og magt føres igennem HELE uddannelsestilbuddet helt op til studenterhuen, når så mange af dem føler sig ilde anbragt i et system, der tilsyneladende favoriserer kvinder? Kan vi ikke slappe så meget af nu, at enhver, uanset køn, må vælge uddannelse og erhverv efter lyst, evne og interesse og ikke partout tvinges ned i en forudbestemt kasse?

Er alle vore tekniske skoler blevet uinteressante for de opvakte unge mænd? Er de for løse i geleddet? For mange smøger og Opel Kadetter med blanke spoilere? Parkeringsplads for for mange dårlige og uinspirerende lærere? For dårlig løn, for ringe sammenhold, en dumpingplads for restgruppen, hvor faget ikke ligner virkeligheden, hvor de ikke forpligtes over for en mester, nødvendigheden og kollegaer, og hvor man kun kan drømme om at opnå en praktikplads i et rigtigt firma?

For set her fra min indelukkede coronatilværelse, hvor jeg til daglig er omgivet af glade og kompetente håndværkermænd, der virkelig får noget fra hånden, ser det ud til, at mange drenge ville få en yderst tilfredsstillende, fri og spændende tilværelse, hvis de søgte ind i et mandefag.

I stedet for at sidde med en laptop mellem tynde, blege fingre hele dagen, tale affekteret om amerikansk politik med andre hipstermænd over kaffelatten og formålsløst suse rundt på en kostbar mountainbike, løbe en halvmarathon eller brydes med bildæk og trækævler i fritiden, kan en ung mand med værdigheden i behold opnå et meningsgivende fællesskab med andre mænd, tjene langt bedre end gennemsnittet og gøre reel nytte samtidig.

Vi mennesker er drevet af

Trang til mad, sex, formering, yngelpleje, fysisk og psykisk bekvemmelighed, fx tryghed, ly og varme

Social trang, tilknytning, familien, gruppen, stammen, herunder status og hierarkier, misundelse, nationalisme

Anskaffelsestrang, som hamstere har vi det bedst, når vi kan samle en masse ting sammen, madlagre, penge, køretøjer, elektronik, pyntedimser, møbler, tøj og sko, køkkenmaskiner, sommetider fører grådigheden til krig mod andre stammer om landområder, ressourcer og indflydelsessfærer

Oplevelses- og forståelsestrang, vi vil gerne kunne forklare det, vi ser og oplever, så vi opsøger og undersøger fænomener, men sommetider får vores forklaringer karakter af fri fantasi eller efterrationaliseringer, religion, alt for vidtløftige filosofier

Vi opfinder film, internettet og mobiltelefonerne og bruger den avancerede teknik til pornografi, til at sende nøgenbilleder rundt, til hadefulde kommentarer om andre, specielt mennesker, der er en smule anderledes end os selv, evt. mener noget andet end os selv.

Vi opfinder transportmuligheder, lastskibe, tog, fly, biler, og bruger dem til at skaffe os en masse billigt og giftigt skrammel fra fx Kina. Eller til at fragte os selv på job og tjene til alt skramlet, så vi bagefter kan køre ud i storcentre og købe stort ind eller tage på nyttesløse ’ferier’ i varme lande, hvor strandkanten er forsvundet under kilometerlange rækker af betonhoteller. Evt. skiferier i de områder, hvor det stadig er muligt at opretholde en smule sne under skiene, trods global opvarmning, bl.a. på grund af vores overforbrug af billigt skrammel fra Kina og for meget rejseri.

Vi opfinder videnskab og menneskerettigheder og misbruger det hele til at bortforklare vores eget ansvar for planetens fremtid og for hinanden, til at opfinde en stor, gudelig magts ’intelligente design’ eller til at lade mennesker fra andre lande sejle ud og drukne i havene omkring os, eller vi stemmer på selvovervurderende, men små og bange, nationalister, der blot gør livet sværere for os alle.

Vi har alle muligheder for at leve gode, glade og trygge liv, og vi forspilder alle disse muligheder hver eneste dag, fordi vi stadig er dyr, drevet af vores mest basale instinkter.