Rejse – Side 3 – blog.loneandrup.dk

Minggravens feng shui

Kejser Yongle, 1360 – 1424, Mingdynastiet.

Nord for Beijing ligger Mingkejser Yongles imposante gravanlæg smukt i en dal mellem bjergenes udløbere. Det var en diset formiddag i det tidlige forår, da vi ankom med vores søde guide, Candi. Kun ganske få andre turister havde fundet herop, og vi havde al tid i verden.

Mageligt slentrede vi op ad hovedaksen med mindre afstikkere til begge sider for at beundre de små vanddrager og det store haveanlæg.

Blomstrende buske, velformede træer, templer og bjerge fik os til at tro, at vi var havnet i et oldgammelt kinesisk maleri. Der var kvidrende fugle alle vegne, og som efter fælles aftale sænkede vi stemmerne, når vi talte.

Efter ganske kort tid følte vi os grebne af stedets ro. Velvære, mild søvnighed og slaphed bredte sig mærkbart, trods spændingen ved alt det nye, ud i alle dele af kroppen. Hjerteslag og puls faldt til et niveau mellem komatøs og skindød. Småsaligt smilende gik vi og sludrede om drager, om fuglelivet, om altrene, om kejser Yongle og om de små dyr på tagrygningernes svaj … Også Candi havde sluppet sin omsorgsfulde årvågenhed og virkede tilfreds med tingene, som de var.

Candi

Da nævnte hun feng shui. − Feng shui har altid stået for mig som et tåget begreb på linie med auralæsning, krystalhealing eller en slags voodoo, men ifølge Candi var det oprindeligt ikke andet end en måde at orientere grave på.

Traditionel kinesisk grav fotograferet i New Territories på fastlandet over for Hong Kong i december 1980.

Feng shui, fortalte hun, betyder ‘vind vand’. Allerede for knap 2000 år siden, hvor vi har skriftlige kilder til feng shui, men formentlig i hundreder af år før, var det vigtigt for kineserne at begrave deres forfædre rigtigt i forhold til verdenshjørnerne, bjerge og søer eller floder for at bevare deres energi bedst muligt til gavn for de levende efterkommere. God feng shui opnås ved at lægge sin grav eller sit hus på en akse med et bjerg eller en bakke i ryggen mod nord, ved høj beliggenhed, ved at være beskyttet mod vinden på begge flanker og ved at have udsigt mod syd, helst ud over vand, som inddæmmer og bevarer energien. − Mere indviklet er det ikke, påstod hun. − For at finde verdenshjørnerne kunne man anvende et kompas, som kineserne var de første til at opfinde, men ellers havde man ikke brug for udstyr. − At der ud over vand, bjerge og udsigt også skulle være natur i form af træer, buske, blomster, afgrøder, fugle og andre dyr, gav sig selv. Teorierne om feng shui blev dannet og nedskrevet på tidspunkter i historien, da natur stadig var naturgiven og ikke et restprodukt i periferien af de utallige, massive byer og vejanlæg, vi efterhånden omgiver os med, både i Kina og herhjemme.

Minggraven er anlagt som endepunktet på en akse, der fører begravelsesoptoget fra kejserpaladset i Beijing via Åndealléen med de smukke statuepar til gravhøjen foran bjergsiden.

Også i europæisk og dansk kultur ynder vi en præsentabel allé op til slottet, herregården eller blot til en jævn landejendom.

Kinesiske filosoffer skrev om og videreudviklede feng shui, og som med næsten al kinesisk kunst og kultur endte det i en uhyre kunstfærdigt opstillet og luftig teori, som kunne omfatte simpelthen alt: filosofi, religion, overtro, geografi, astrologi, lægekunst, legender osv., foruden, naturligvis, de allestedsnærværende, charmerende drager. Efterhånden kunne ingen hitte rede i det, og der blev skabt plads til de sædvanlige, udspekulerede og kyniske, charlataner, som aldrig har været for fintfølende til at slå plat på enfoldige og prisgivne menneskers ønsker om at sikre sig held og lykke i livet. Helt skørt blev det, da vestlige indretningsarkitekter overtog begrebet og solgte lykkedyr og farveblandinger og konsulentbistand til godtroende fjolser.

Efter en saliggørende og instruktiv spadseretur med Candi rundt i Mingkejserens gravanlæg, begyndte vi at forstå de basale principper i traditionel, kinesisk feng shui. Og pludselig kunne vi se paralleller.

Vi har før besøgt Sydeuropas forhistoriske huler, hvor neandertalere og andre af vore forfædre for 50 – 10.000 år siden sad højt oppe ved indgangen og kunne overskue hele dale og gøre sig parate til jagt, når rensdyr eller andre byttedyr i store flokke kom vandrende nordpå. De boede i de sydvendte grotter, hvor de med solid rygdækning fra bjerget kunne føle sig trygge og godt tilpas, når de i god tid og på lang afstand kunne opdage det, hvis evt. fjender nærmede sig.

Fx Grotta di Fumane i Norditalien, som ligger højt oppe på et alpeforbjerg, hvor man kan sidde foran huleåbningen og kigge langt ud over grønne dale med rislende bjergfloder, som på begge sider er beskyttet af alpernes lange udløbere.

Udsigten fra Grotta di Fumane, Norditalien.

Eller Cueva de la Pileta i Andalusien, som ligeledes var beboet i forhistorisk tid, og som er fyldt med smukke og bevægende vægmalerier af bl.a. en stor fladfisk og en gravid hoppe.

Indgangen til Cueva de la Pileta ved Ronda, Andalusien.

God feng shui er også vigtig for vore almindelige huse. Hvem drømmer ikke om et velproportioneret hus på en grøn bakke med vid udsigt ned over en sø eller havet? Om at bo i læ for vinden og med grøn frodighed og et springvand omkring sig? Eller i det mindste en altan på højhusets bjergmassiv, hvor man kan gå ud og overskue verden?

Haven, Den Forbudte By, Beijing.

Pagode, Sommerpaladset, Beijing.

Man behøver ikke at være kinesisk kejser eller at gå så vidt som at lave huller til forbiflyvende drager, som man gjorde med et højhus i Hong Kong, for at skaffe sig god feng shui i sin bolig. Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om sund fornuft og en fornemmelse for elementer, der erfaringsmæssigt forhøjer menneskets velvære.

Lindarajahaven og Palacio del Partal, Alhambra, Granada.

Gode arkitekter og husbyggere har altid, med eller uden kompas, vidst at anbringe køkkenet mod nord, så fødevarerne kunne holde sig kølige og friskere længere, soverummene ligeledes i en kølig og rolig afdeling, og opholdsrum og veranda vendt mod udsigten, køligt eller lunt alt efter de klimatiske forhold. Havearkitekter, både kinesiske, arabiske og europæiske ved, at man får det godt i sjælen af at kigge på noget frodigt grønt, blomster, frugter og lytte til rislende vand. Hvis alt går op i en højere enhed, tiltrækkes fugle og andre dyr, og hvor de har lyst til at være, er det også godt at være menneske.

Kinesiske violer i en sprække mellem fliserne ved Mingkejser Yongles grav.

Levende minder

− om planter, jeg muligvis ikke er kommet helt ærligt til

I en park i Cairo følte jeg noget rulle under mine sandaler. Det var mørkt, men jeg bukkede mig og samlede de sorte, ærtestore frø op. Hjemme såede jeg dem, og på forbavsende kort tid fik jeg en flok kraftige ’Egyptenpalmer’, som både jeg selv, venner og familie fik fornøjelse af i mange, mange år. Navnlig på en vinterdag, hvor sneen ligger tykt udenfor, er det skønt at kunne drømme sig tilbage til det solbeskinnede Egypten.

Noget lignende skete i Alhambra, Granada, sidste år. Vi gik ad en allé og trådte i hvide frugter fra smukke, gyldne træer, som senere skulle vise sig at være Paternostertræer med en interessant historie.

Det var også i Andalusien, jeg reddede mig en stump af en vildtvoksende rosmarinbusk, som nu trives fortræffeligt i min vindueskarm, og vi så den klassiske bunddækkeplante, Vinca, med de himmelblå blomster, vokse vildt i bjergene. Den stjal jeg nu ikke, for den findes så rigeligt i min have i forvejen, dog ikke i den sartblå udgave, som vi fotograferede ved Pileta:

I juledagene, i en rosenhave i Firenze, nappede jeg en af de ukrudtsplanter, som voksede dekorativt på de gamle mure alle vegne i byen. Den blev efter kort tids pleje til min hvidgrønne Firenzeblomst:

Og ved Gardasøen sad vi engang og drak kaffe mellem aflange blomsterkrukker med nerier i alle tænkelige farver, da en frodig urt i bunden af en af krukkerne fangede min opmærksomhed. Det viste sig at være en pragtfuld mynte! − Ikke den krasse pebermynte, man kan købe som krydderurt herhjemme, men den helt rigtige, milde og søde nordafrikanske mynte, som bruges til velsmagende te i hele den arabiske verden. Som andre mynter viste den sig at være særdeles livskraftig; den overvintrer endda ude i vores nordjyske klima og har gjort det i ti år.

Fra hundred år gamle hustomter i skoven har jeg hjemført humle, sødskærm og sæbeurt, som alle gror mere end villigt i haven.

Og det er et yndet nummer at lade besøgende børn nulre og dufte til sødskærmens blade og bilde dem ind, at det er her, man går ud og plukker sine bolsjer, når de er modne:

Måske er tendensen til at stjæle planter arvelig? − Min mor fik nogle brune frøkapsler op under neglene under en vandring i den smukke park ved Falkland Castle i Skotland for tyve år siden, og det viste sig at være en varm gul forsythia, da frøene spirede frem hjemme i min have. Nu er Falklandforsythiabusken meterhøj, rigt blomstrende, og frøene sår sig selv overalt.

Sommetider får jeg dog en plante fra fremmede lande foræret helt uden snyd. Ud af en gemen malajkrukke voksede pludselig en dag en bregne frem. Da den blev stor, fik den sin helt egen krukke og er nu min skattede krukkebregne.

Hvad fik jeg gaflet med hjem fra Kina? Kerner fra de yndigste miniappelsiner, en slags bittersøde kumquats, og små lycheelignende frugter.

Men de har endnu ikke stukket snuderne op af jorden i de krukker med nerie og citrontræ, jeg har sået dem i. Det er et godt, velgennemprøvet gartnertrick at så nye frø, sten eller kerner i jorden hos en større plante i god vækst. − Det er, som om den store plante skærmer og passer på den lille ny.

Kina

Man tror, man skal gå på muren. Men muren viser sig at være en stejl, sortgrå trappe med næsten uopstigelige trin op ad et omtrent lodret bjerg. Det var den i hvert fald der, hvor vi var.

Op kom vi dog. Opildnet af tilråb fra unge kinesere, der gerne ville have et foto af sig selv sammen med et par ældre bleglændinge som minde om deres udflugt til Den Store Mur.

Vi mødte ingen kinesere, der ikke var åbne, smilende, hjælpsomme og gæstfrie. Og vi stødte ikke på noget kinesisk mad, som vi ikke kunne lide.

Virkelig imponeret blev jeg, da jeg tre gange i træk på indenrigsflyvninger i Kina oplevede, at bagagen nåede ind på bagagebåndet i ankomsthallen flere minutter, før jeg selv kunne tilbagelægge den korte vej fra flyet. − Det er et kunststykke, jeg endnu har til gode at opleve i Europa.

Den Store Drage i øst er i det hele taget et overvældende bekendtskab. På mange måder føles livet i de store byer som hjemme.

Og så alligevel ikke. Arealmæssigt er Kina cirka på størrelse med USA, men befolkningen er en milliard større. Der bygges. Der konstrueres. Der er en energi og en forskellighed og en retning fuld fart frem, som vi ikke har set i vores kulturkreds siden efterkrigsårene.

Kina er dobbelt så stort som Europa, men landet rummer tre gange flere mennesker, og variationen i udseende og kultur er lige så stor inden for landets grænser, som den er i Europa mellem fx grønlændere og sicilianere.

Måske er Den Himmelske Freds Plads det bedste sted at se hvor stort, Kina rent faktisk er. For her færdes grupper af alle tænkelige og utænkelige etniske herkomster ind imellem hinanden. Alle iført dragter fra deres egn af Kina. De kommer for at hædre formand Mao med et besøg eller for at se Det Store Palads. Eller begge dele.

Troen på fremskridt og på forfædrenes ånder, god lykke og held trives side om side og udmøntes i en pragmatisk livsstil, hvor man vanemæssigt og efter bedste evne tilgodeser det hele.

Kun det udrikkelige vand, den forurenede jord, den uigennemsigtige, hostefremkaldende luft minder om, at styret skal træffe nogle meget vanskelige valg, når det gælder om at føde, klæde og huse en befolkning på knap 1,4 milliard.

Som alle med god ret mener, at de bør have akkurat de samme goder, som længe har været en selvfølge hos os. − Vi mødte en ung mand, der havde været i Europa. − Der var himlen blå, sagde han. − Og I kan drikke vandet i hanerne …

Om natten stiger vanddamp op fra Yangtse og smyger sig som røg hen over overfladen. Om morgenen stiger denne dis til vejrs og blander sig med udslip fra kemiske og kulkraftfyrede industrier langs flodbredden, så man kun sjældent oplever en klar dag på floden.

De miljømæssige konsekvenser af hele jordklodens overbefolkning og fuldkommen urimeligt ressourceforbrugende livsstil, der bl.a. tillader små sjæle som os at flyve om på den anden side af jorden, hvis vi skulle få lyst, kan også ses herhjemme over min græsplæne på en ellers smuk forårssolskinssøndag:

Hvor længe endnu kan vi se den blå farve på vores himmel?

Postscriptum:

I midten af 1800-tallet levede i Kina en lærd adelsmand ved navn Li. Han var rådgiver for den magtfulde enkekejserinde Cixi og lidenskabelig modstander af vestlig teknologi, såsom minedrift, jernindustri, kulforbrugende dampmaskiner, telegraf og tog. Grev Li skrev, at disse nyskabelser kunne forårsage ’uforudsigelige skader’ bl.a. ved at ’skænde vores landskab, invadere vore marker og landsbyer, forstyrre vores feng-shui og ødelægge vort folks levebrød.’ − Ingen kunne fortælle, hvad disse opfindelser skulle gøre godt for, og der var ingen argumenter for at fremme deres indførelse i Kina, ifølge Li.

Jung Chang: Empress Dowager Cixi, s. 67, min oversættelse.

Firenze

I Florentia, ’Den blomstrende’, som romerne navngav byen, da de for godt et par tusinde år siden grundlagde Firenze, blomstrede kunsten specielt i det 15. århundrede bemærkelsesværdigt op. Fra en flademalet, stiv og upersonlig stil til en udtryks- og følelsesfuld og i alle ordets betydninger perspektivrig ny kunstretning, kaldet renæssancen.

I Firenze samlede rige bankierfamilier med Medicierne i spidsen hidtil usete rigdomme og brugte dem på paladser, kirker, kunst og anden kultur, der skulle forherlige dem selv, men som i sidste ende blev et smykke på hele Europas civilisation. De understøttede og opmuntrede tidens bedste kunstnere, malere, musikere, billedhuggere, arkitekter og forfattere, og gav dem utallige opgaver, så også de blomstrede og kunne inspirere hinanden.

Denne rigdom, som begyndte med uld og handelstalent, finansierede en helt ny mennesketype, individualisten, personligheden, den selvstændigt tænkende, følsomme, mandlige kunstner.

De rige bankfolk havde også magt til at bortvise dem, de ikke var politisk enige med, og det gjorde de med Dante.

I dag står byen på hovedet for at opfinde Dantemindesmærker: Et Dantes hus, som blev bygget i 1911, en tom grav i Santa Croce-kirken, en profil hugget i en fortovsgranitflise og en sten, ’Il vero sasso di Dante’, som er blevet anbragt på et lille torv ved domkirken for ganske nylig.

Eller de brændte fundamentalistiske munke, der som Savonarola og hans følgesvende forbandede al deres dekadente luksus og holdt dunderprædikener om at forsage unødig ødselhed. Også denne udåd har kastet indtil flere mindesmærker af sig, mindst kendt er måske Savonarolas profil, angiveligt udhugget af Michelangelo i en sten i facaden på Palazzo Vecchio i 1498, samtidigt med at selve henrettelsen fandt sted på bålet på Piazza della Signoria. Profilen er der skam, men historien er cirka lige så sandsynlig som Dantes helt ægte siddesten.

Vi valfarter til Firenze for at opleve historien, arkitekturen, maden og kunstværkerne, hvis lige ikke findes andre steder, og vi bliver ikke skuffede, hvis vi da kan komme til herlighederne for alle de andre kulturturister. For når børnene er blevet store og selvstændige, og de ikke længere gider tage med os til Disneyland, så tager alle vi midaldrende småborgere, hvis vi kan, til kunstens Disneyland og står, som i det rigtige Disneyland, i timelange køer, ikke til rutsjebaner, men til Ufficierne, Kunstakademiet, dåbskapellet, domkirkens kuppel og til både domkirken og Palazzo Vecchios tårne.

Vi tog til Firenze i julen, fordi vi har erfaret, at hvis man vil se de store seværdigheder, skal man komme, mens alle andre sidder hjemme og opfører julens ritualer for hinanden. Det lykkedes os også at have bl.a. Ufficierne næsten for os selv, spadsere lige ind og få et godt kig på alle herlighederne. Men allerede anden juledag nåede køerne til disse kunstskatte igen op på flere timers ventetid.

Kulturfolket og alle medløberne står i kø til endnu en forlystelse. Vi fristes ikke af hot dogs, slikkepinde og popcorn, men når mørket sænker sig brunt over Arno, og alle seværdighederne lukker, indhylles byens centrum i tunge stegedufte fra alle de bistecca alla fiorentinaer, enorme kødstykker, som grilles over brændebål for at mætte de tilrejsende, og måske især deres kunst- og fodtrætte ægtemænd.

Allerede nu kan man se, at om ganske få år vil grupperne af nyrige kinesere og andre asiater, som jo ikke fejrer jul, fylde så meget, at vores list med at udnytte den stille højtid ikke længere duer. Alle verdens mennesker bliver på godt og ondt rigere. Og når inderne, sydamerikanerne, afrikanerne og araberne også får styr på det, og alle får råd til at turistrejse flere gange om året på samme måde, som de fleste af os vesterlændinge i adskillige årtier har betragtet som en menneskeret, så kan vi ikke længere trække vejret for flyos, klimaet går over alle bredder, og de gamle bykerner, som allerede nu er decimerede til frilandsmuseer, går under i menneskestrømmen, dens forbrug og affald.

Måske må man så, som man har gjort med visse grave i Egypten og de berømte, bemalede fortidshuler i Sydfrankrig, konstruere kopier, beregnet for turister, på en mark i nærheden. Eller vi må alle blive hjemme og nøjes med virtuelle oplevelser på en storskærm nær sofaen.

Andalusien

… er et af de smukkeste steder på kloden. Udover den storslåede natur er der utallige kulturlevn fra vore huleboende forfædre, fra iberere, fra romere, vandaler og andre stammer, fra araberne, fra nyere katolsk tid og senest fra Francos fascistiske æra frem til 1975.

Man hører altid om, hvordan den sidste neandertaler sad ensom i sin hule ved Gibraltar, og man kunne forestille sig, at han sad fx i Piletahulen, som var beboet allerede under seneste istid for 30.000 år siden. Her er der enestående, forhistoriske vægmalerier, bl.a. en stor fladfisk og en gravid hoppe, og hvis man er heldig, kan man blive guidet rundt i den kilometerlange drypstenshule af finderens barnebarn, Rosario Bullón Almagro (billedet th.), som er uddannet arkæolog, og som nu på familiens vegne er ansvarlig for hulen.

Hulen ligger ca. 30 km fra Ronda, som var en betydningsfuld og rig arabisk by, men hvis vartegn nu må siges at være den mere end 100 m høje »Nye bro«, som kun er 250 år gammel:

Andalusiens prægtigste bygningsværker er dog fra arabisk tid. Efter Muhammeds død i 632 bredte hans tilhængere sig ud fra den arabiske halvø og nåede i 711 til Sydspanien, som de kaldte Al-Andalus.

Perlerne blandt den arabiske arv er Alhambra, her Løvegården:

Mesquitaens søjleskov i Cordoba:

Herskerbyen, Medina Al Azahara, et arabisk Pompeji, uden for Cordoba:

La Giralda i Sevilla. Førhen minaret ved en betydningsfuld moské, nu elsket klokketårn ved Sevillas katedral:

Udover arkitektur har araberne efterladt sig store aftryk bl.a. i europæisk videnskab. Specielt når det gælder astronomi, lægekunst og matematik, skylder vi araberne meget. De samlede, uanset religion eller oprindelse, blomsten af datidens lærde omkring sig og sørgede derudover for at bevare og oversætte ældre, græske skrifter. I dag er den arabiske indflydelse på det spanske sprog og på Spaniens traditioner, landbrug, kulturplanter, kunst og musik åbenbar. Flamenco, som oprindeligt var en sang, synes i nær familie med nutidig arabisk sang og mavedans.

Al denne herlighed varede ved igennem mere end syv århundreder, indtil de katolske monarker, Isabella af Castilien og Ferdinand af Aragonien, i 1492, samme år som de sendte Columbus ud over Atlanten, omsider kunne overtage den sidste arabiske bastion på den iberiske halvø, Alhambra.

Generalife og Alhambrapaladset set fra Plaza de San Nicolas i Granadas gamle arabiske Albaicinkvarter.

I årene efter den voldsomme og langvarige uddrivelse af araberne fra Andalusien opstod reformationen i Nordeuropa og modreformationen i syd. I Spanien holdt man liv i inkvisitionen langt op i 1500-tallet og gjorde livet ulideligt for alle med arabisk blod i årerne, selv de omvendte, fx henrettede man 200 arabiske lærde på torvet i Granada, og efter en tid gik man også efter jøderne. Det lykkedes de katolske magthavere i Spanien at fordrive stort set alle arabere og jøder, efter at man havde frarøvet dem deres ejendom. Araberne fandt nye opholdssteder i Nordafrika, bl.a. Marokko og Algeriet, og de spanske (og portugisiske)jøder, kaldet de sefardiske, slog sig også ned i Nordafrika, eller de tog deres evner med sig til Venedig, Amsterdam eller Antwerpen, som de forvandlede til rige handelsområder.

Efter uddrivelsen af araberne og jøderne har man, bortset fra opulent rigdom, brutalt indhentet fra kolonierne i Sydamerika, lige så brutal tyrefægtning og naturligvis Picasso, ikke hørt meget til Andalusien, når det gælder verdensberømt videnskab, kunst eller kultur. Her tyrefægterarenaen i Sevilla:

En stor arabisk befolkningsgruppe er dog i nyere tid genindvandret fra Nordafrika og har bosat sig fx i Granadas Albaicinkvarter, hvor de som for seks århundreder siden bl.a. driver handel:

Granada by overlod for nylig den velbeliggende, offentlige park lige ved siden af den store kirke på udsigtspunktet, Plaza de San Nicolas, til de nye medborgere. Ses herunder til højre for San Nicolas’ firkantede tårn set fra Alhambra:

Her byggede man en splinterny moské, som alle er velkomne til at besøge:

Måske kan andalusierne med hjælp fra de nye indbyggere ad åre genskabe landets rigdom og glorværdighed?

Ostias jøder

Porta S. Paolo og Cestiuspyramiden, Rom

I halvfjerdserne boede jeg et års tid i Ostia, Roms havneby ved Tiberens munding, få kilometer fra lufthavnen, Fiumicino, ”Den lille flod”. Vi havde vel 30 minutters rejse med et grønt tog til Porta San Paolo, yderligere 5 – 10 minutter til Stazione Termini, Roms hovedbanegård, og huslejen i den fremlejede to-værelses i en grå boligblok var yderst rimelig for et par studerende. Når jeg om aftenen vendte hjem fra byen med tasken fuld af panini, ost og pølse fra de gode steder inde i Rom, kunne jeg i tilgift købe et kilo søde og friske kirsebær af en stadeholder lige uden for Ostias banegård, 1500 lire pr. halvkilo, og så var aftenen reddet.

Ostia bestod dengang af et par kilometerlange gader med kedelige boligblokke mellem tørre pinjeskove mod øst og Middelhavets sorte lavasandstrande mod vest. Inde i de støvede, duftende pinjeskove kunne man i de tidlige forårsmåneder plukke vilde narcisser, og her lå også gode sommergrillrestauranter. De bestod af lange, udendørs trægriller, en fem-seks kompetente mænd til at betjene dem, smalle laminatborde uden duge, vakkelvorne bænke, kulørte lamper ophængt i kæder mellem pinjetræerne, og dynger af velhængt kød af alle slags, som blev grillet, når man havde valgt det. Dertil kunne man tage lidt brød eller salat, men det var kødet og grillen − og vinen, naturligvis, der var hovedsagen.

Karneval, fastelavn, i Ostia, februar 1979

En dag var der stor opstandelse hjemme i opgangen: De husmødre, som boede i lejlighederne omkring mig, løb råbende rundt på trapperne og bankede på alle døre på vej ned: Signora! Signora! − È arrivato un tonno … Så jeg greb min pung og indkøbspose, og vi pilede alle, grinende og højt snakkende, konerne i mønstrede kitler og med tørklæder om håret, ned til fiskehandleren i den lille tværgade, hvor et sjak af lavbenede, firskårne fiskere havde parkeret en ladvogn med en tre meter lang og særdeles omfangsrig tunfisk på. Havvand og blod dryppede fra fisken ned på gaden, hvor det samlede sig rødt i rendestenen. Rundt om stod måske tyve mennesker i kø for at købe, og flere var hastigt på vej alle vegne fra. Fiskemanden, der stod oppe på ladet ved siden af fisken, skar tykke fileter på størrelse med middagstallerkner ud af den spændstige ryg. De stolte fangstmænd stod lidt til en side og betragtede opløbet, mens de røg. − Vi fik alle enorme tunfiskebøffer med hjem i poserne den dag, det halve af byen, tror jeg, og godt det samme, for i middagssolen ville dyret ikke kunne holde længe.

Fiskehandleren i Ostia, 1978

Centralt i byen, mellem betalingsstrandene, rakte molen et stykke ud i vandet. Her fandtes endnu reminiscenser af fortidens fornemme sommerresidenser og gule badehoteller, og her spadserede vi om aftnerne, når havets kølighed og briser havde ramt piazzaen og promenaden. Denne mole var behersket af jøderne. Velvoksne, rødblonde mennesker i gammeldags, groftvævet og sirligt lappet tøj. Bedst husker jeg øjnene: Mørke og dybtliggende så de lige igennem de promenerende lokale. Disse øjne havde set ting, som vi ikke havde mulighed for at fatte, men nu var de nået nogenlunde velbeholdne ud af Sovjetunionen og levede i transit i Ostia, mens de ventede på indrejsetilladelse til andre lande; USA var mest eftertragtet, forlød det, men ellers Israel. Der var hundreder af dem, og hver aften samlede de sig på molen, hvor de sludrede med hinanden, mens de forsøgte at sælge de få ejendele, de havde fået med sig i skyndingen.

På interimistiske borde bestående af brædder, slidte kufferter og måske et enkelt stykke usømmet fløjl, præsenterede de familiens smykker, blonder, bælter, teæg, sølvbestik, samovarer, broderede sjaler, udtrådte sko, hatte, æsker, tasker, småfigurer, kortspil, babusjkaer, askebægre, små skåle af blomstermalet træ … det var et sørgeligt udvalg, og jeg så aldrig nogen, der købte af dem.

Når jeg nu hører om Israels aggressivt besiddende politik, deres murbyggerier i en ellers stadigt friere verden, og deres altædende bosættelser på Palæstinensisk land, så ser jeg Ostias jøder for mit indre blik. Det er sådanne nyligt ekspatrierede mennesker, nu indbyggere med valgret i et ungt demokrati, som bestemmer over andre folkefærd i et af verdens mest brandfarlige områder.

Turen går til … skraldespanden

Vore rejser til nye steder begyndte førhen altid med indkøbet af den lille rejsehåndbog: ”Turen går til” fra Politikens Forlag. I min reol står en pæn samling: Kina, Egypten, Rom, Sicilien, Norditalien, Tyrkiet… For her kunne man være sikker på at få alle nødvendige informationer om rejsemålet, dets historie, dets nuværende beskaffenhed, kulturminder, seværdigheder, egenart og praktiske informationer samlet i lommeformat. Først, når man havde læst ”Turen går til”, kunne man planlægge sin rejse, og bogen passede perfekt til skuldertasken eller jakkelommen, så årstal, busruter og andre fakta kunne genopfriskes på stedet.

Den tid er endegyldigt forbi, opdagede jeg, da jeg for nogle år siden skulle til Istanbul, og nu igen hvor jeg forbereder en rejse til Andalusien. ”Turen går til Tyrkiet” var skuffende informationstynd, men ”Turen går til Sydspanien” er definitivt ikke pengene værd.

Den er fuld af trættende indledninger á la:

− En lille pige i flamencokjole klynger sig til sin far bag på hesten under Sevillas berømte byfest, la feria de abril. En kvinde i lårkort styrer med sikker elegance stiletterne uden om revnerne mellem fliserne foran Valencias futuristiske operahus.

− Familier, forelskede par og grupper af unge promenerer i deres smarteste tøj forbi butikker med alt i designermode og hightechisenkram.

− Langsomt og rytmisk, til lyden af marchtrommer, sejler Jomfru Mariastatuen hen over menneskehavet i den snævre gade.

− Tyren står stille over for tyrefægteren − toreroen bøjer udfordrende overkroppen bagover og strækker sin røde kappe frem mod tyren.

− En lille arabisk borg troner på en bakke, hvor floden løber ud i havet, og neden for borgen lufter folk hunde, og ungerne leger i græsset.

− Højhushotellerne og villaerne i Benalmádena bliver små, mens svævebanen bevæger sig hen over motorvejen og op ad bjerget.

− Neonlysene i gaden Calle San Miguel bader turisterne i røde, grønne, violette og gule farver.

− En flok unger skriger jublende, mens deres små gummibåde støder sammen i fuld fart for enden af vandrutsjebanen.

− En teenagepige hviner og slipper krokodillens hale, da den pludselig drejer hovedet og kigger på hende.

Osv.

Bemærk venligst: Vi er kun nået til side 30, og disse idiotiske beskrivelser bare fortsætter og fortsætter hen over de fleste af bogens 130 sider. En god forfatter ville kunne anvende dramatisk nutid et par gange i en bog med stor effekt, fordi han eller hun kendte nogle stærke ord, kunne ramme en stemning præcist og dertil forstod at dosere sine virkemidler. Når dramatisk nutid igennem en hel bog skal vikariere for relevant information, går det flintrende galt.

Få kilometer fra en af de byer, vi skal bo i, ligger der huler med enestående vægmalerier udført af vore forhistoriske forfædre. Disse huler, som rangerer på linje med de berømte franske, er åbne for publikum hver eneste dag året rundt, men de er ikke nævnt i bogen med et ord! − Jeg blev kun opmærksom på dem, fordi jeg heldigvis supplerede min forberedende læsning med tyske og engelske guidebøger.

Det er tilsyneladende tilstrækkeligt i dagens Danmark at kunne æde, drikke, shoppe og bo på alt for dyre hoteller − og så udtrykke sig i blomstrende banale vendinger − for at skrive en guidebog. − Men hoteller, butikker og restauranter kan man selv finde på internettet med få klik. Hvorfor betale gode penge for en rodet reklametryksag, der bliver uaktuel i løbet af få måneder, og som ikke giver noget brugbart overblik over destinationen og stedets enestående natur- og kulturhistoriske seværdigheder?

Fra nu af er det slut med danske rejsebøger. ”Turen går til Sydspanien” er sin lidenhed til trods spild af god kuffertplads.

Turen går til Sydspanien, Politikens Forlag 2012

Vintersolhverv

Forum Romanum, Rom. Saturntemplet til højre.

I det gamle Egypten tilførte man året fem ekstra dage omkring vintersolhverv for at få kalenderen til at gå op. Disse dage udgjorde en skrækkelig og farlig tid, hvor dæmoner og andet utøj huserede, og menneskene måtte gøre sig al mulig umage for at overholde de foreskrevne, frelsende ritualer med det formål at slippe uskadt over på den anden side. ― Den gang havde man virkelig brug for ønsket: Godt nytår!

I det gamle Rom slap Saturnalierne deres løjer og alvor løs på befolkningen i en periode fra d. 17. til d. 23. december. Saturn var gud for frugtbarhed, og til hans ære ofrede man, gav gaver i overflod og byttede om på statusforholdene mellem herrer og tjenere.

For ca. 1500 år siden satte kristendommen sig på vintersolhvervet, men i sin grundsubstans var tidspunktet og formålet med en fest i den mørke tid uforandret.

Vore egne forfædre, vikingerne, drak jul, og i bondesamfundet, der fulgte dem, legede man julelege langt op i kristen tid, ja mine bedsteforældres generation huskede julelegene på gårdene.

I dag har vi nogle få, ydre tegn, fx julemand, nisse, grantræ, glaskugler, gavebånd, på julen, men tyngdepunktet ligger stadig på fester med en overdådighed af mad, drikke og masser af gaver.

Jul og nytår er en vanskelig tid for påvirkelige psyker. Det er årets mørkeste og koldeste tid, værre bliver det ikke. Der er sociale konventioner, forventninger og krav om gaver og festivitas, selv om man måske ikke har lyst. Det er dyrt, anstrengende og ikke altid særlig rart. Hen mod slutningen af juleugen slippes alle dæmonerne løs, og vi hengiver os kollektivt til druk, kransekage og fyrværkeri. ― Med et spædt »Vær velkommen Herrens år«, som sen tilkommen, religiøs fernis og legitimering ― hvis vi da husker det.

At pakke kufferten og tilbringe en uge eller to omkring vintersolhverv i et varmt og julemæssigt knap så sammenbidt fordrukkent og neurotisk land, er en luksus, som vi er begyndt at unde os. ― Det svarer til at tage en solskinspille, så man slipper let hen over en hovedpine.