Festkultur

Det fremgår, at folk er begyndt at kaste vandballoner, æg og sågar sten efter studenter­nes åbne, festsmykkede lastbiler. – Det er utilgiveligt! Man må ikke under nogen om­stændigheder kaste noget efter nogen!

Når det så er sagt, så kan man godt lufte en forståelse for den irritation, der må ligge bag kastene. De højt larmende studentervogne er fra at være en sød lille, moderne tra­dition vokset til en stor gene, der plager det offentlige rum i ugevis.

At hver borger i landet møder en to – tre stykker af disse infernalsk hujende, fordrukne vognlæs af hormonalt udfordrede, unge studenter i tiden omkring Skt. Hans for lige at minde dem om ungdomsuddannelserne er OK. – Men i mit område passerer der en studentervogn med skrigende unge og høj musik forbi flere gange i timen i disse dage, både morgen og aften, weekend og hverdag. – Det er en væsentlig støjbelastning i et fredeligt villakvarter!

Da jeg blev student fandtes begrebet ’studenterkørsel’ ikke i min egn af landet. Vi fik huer på – hvis vi da ikke fornægtede studenterhuen som alt for borgerlig – holdt et par fester og drog så udenlands, fik et sommerjob eller begyndte på seminariet om ikke på univer­sitetet. På den tid var det ikke mange af en årgang, der kom på gymnasiet. I min folkeskoleklasse var vi kun en tre – fire stykker ud af nogle og tyve.

Nu får flere end 80 % af en årgang studenterhue på, også HF’ere og SOSU-assistenter og alle de andre grupper af unge får huer og fejrer det højlydt med kørsler rundt i boligkvartererne. Og når der er så mange, og det står på så længe, og musikanlæggene er blevet bedre (og musikken værre smiley), så bliver man efterhånden træt af det.

Der er mange andre former for offentlige fester, der påvirker folks nærmiljø: Open by Night, EM på storskærme, markeder, byfester, distortion, musikfestivaller, motionsløb, racerløb o.m.a., som alt sammen er dejligt, når man er i stødet til det, men som måske også ekskluderer nogle befolkningsgrupper.

For eksempel gamle surlinge, der blev studenter for et halvt århundrede siden, og som er i stand til at gennemskue, at vi har bevæget os fra romernes ’Brød og cirkus’, som middel til at holde masserne i ro, til ’Alkohol, larm og billige kulhydrater i det offentlige rum’.

At vi er blevet en nation af børn, der skal have arrangerede tivoliture, idrætsdage og klassefester hver eneste dag, når solen skinner. Og det lærer vi vores børn fra en tidlig alder. For så længe de turer rundt som idioter, tænker de ikke over regeringens uduelighed og verdens tilstand, og ingen magter at gøre noget ved det, uddannelser, studenterkørsler eller ej!

CV-længder

Det er morsomt at se, at jo mindre en person har udrettet i sit liv, jo længere er hans eller hendes CV.

Fx Josefine Sarah Marie Bladt Jørgensen:

· Flidspræmie i 3. klasse for stil om ’Min sommerferie’, som det år gik til Gardasøen med min familie

· Kasserer for skolebladet i 4. og 5. klasse

· Studentereksamen, Christianshavns Gymnasium, 1982

· Udvekslingsophold hos hr. og fru Batschlinziger i Toronto fra januar 1982 til marts 1982

· ½ års højskoleophold, Ranum 1983

· Studietur til Prag, 1984, 1985 og 1986

· Kursus i projektledelse, AOF, Tåstrup 1985

· Bachelor i antropologi AU 1986 – 1989

· Praktikant, Red Barnet 1990

· Studietur, Barcelona, sommeren 1991

· Internationalt kursus, London, efteråret 1992

Eller Christian B. Sørensen:

· Uddannelse og ansættelse i ØK, 1984 – 1997

· Danske Bank fra 1997

· Direktør samme sted fra 2001 til nu

Nysprogligt

Fem fuldkommen ens, affarvede, langhårede, sortklædte, unge piger. Kort efter billedet blev ta­get, kom der én til.

De har formentlig også næsten ens tasker og sko, sammenlignelige tatoveringer, øreringe, kære­ster og samme slags mobiltelefon. I en omskiftelig verden har disse og tusinder af andre tilsva­rende unge piger fundet tryghed i at ligne hinanden i en flok.

Dertil kommer, at de taler på akkurat samme tidstypiske, ordfattige måde, og deres yndlingsord er ’UNIK’.

De siger ‘UNIK’ i hver anden sætning. Ordet unik betegner i deres verden flokmennesker med identiske egenskaber, hår, tøj, makeup, smykker, tasker, sko, tatoveringer, mobiltelefoner og de øvrige tilhørende, masse­producerede, ensartede genstande og såkaldte ’oplevelser’.

De siger ‘OG SÅ VALGTE HAN AT … ‘ eller ’JEG HAR LIGESOM VALGT AT …’ selv om hverken han eller de selv har valgt en skid, men blot flyder med tiden, flokken og forbrugerismen.

De siger ‘JEG TÆNKER’, selv om de ikke har en eneste selvstændig, sammenhængende tanke i de­res blon­derede hoveder.

Og de siger ustandseligt ‘I FORHOLD TIL’, men det afspejler sikkert bare, at de er sultne efter, ikke blot at ligne de andre og følge med strømmen, men at oppebære et dybfølt, længerevarende, ægte forhold til andet og andre end sig selv.

Historiefortælling

Denne familie sad på en kaffebar i Firenze få meter fra det berømte dåbskapel og havde en urolig ca. et-årig med sig, men alligevel sad de og sms’ede og opdaterede FB m.m., mens ungen vred sig som en orm. De sansede intet, heller ikke at jeg fotograferede dem, de gav bare den lille hans egen grønne baby-IPad …

Da vi fik et sprog, begyndte vi straks at fortælle hinanden historier: − Så gjorde jeg … Så sagde hun … Din bedstefar gik op på bjerget … Verden begyndte, da …

Eller man foredrog lange, syngende beretninger om aftenen, når flokken var mæt og samlet om­kring bålet.

Derefter begyndte vi at opføre historier for hinanden: − Nu er jeg jægeren, og han er ræven, se, her kommer vi … Eller slapsticks og skæmtsomme dialoger mellem pigen og bejleren, manden og sviger­moderen.

Man kunne tegne optrin, symboler, drømmesyn og andet på væggene i huler eller blot afsætte et af­tryk af sin hånd for at vise, at man havde været der og havde sin helt egen plads i flokken.

De musisk følsomme kunne formidle historier, stemninger ved hjælp af sang, rytmer, instrumen­ter, hvoraf trommen og fløjten var blandt de første.

Skriftsproget kunne, udover at holde styr på kornsække og okser, også bruges til at fastholde hi­sto­rier, og med trykkekunsten blev historierne, i vores kulturkreds først biblen, vidt udbredt. Derefter kolporterede man en syndflod af nyheder, lærde betragtninger og fortællinger, i begyndelsen religiøse, senere særdeles verdslige.

Også billedkunsten gennemgik en eksplosiv udvikling, kvalitativt og kvantitativt, da den først slap re­ligiøsitetens skørter og kunne boltre sig i de fængende historier fra mytologien, hvor der heldig­vis ofte optrådte delvist afklædte personer. Derefter var slaget frit, og billedkunst og skulptur kunne være hvad som helst, bare nogen borgede for, at det var ‘kunst’.

Med ny teknologi kom filmen, den visuelle fortælling underlagt musik, som er meget ef­fektfuld, fordi vi mennesker overvejende er visuelle dyr, som oplever intenst med synssansen. Film og tv har da også hurtigt fået den dominerende plads i vores massekultur. − Det er langt nemmere og hurtigere at se en film end at læse en bog, og film gør også normalt et større følel­sesmæssigt indtryk.

Mere teknologisk udvikling bragte os smartphones og internettet, og nu deltager vi alle i den store kollektive fortælling med hver vores egen lille stump, som vi filmer, fotograferer, skriver og øje­blik­keligt uploader til vor egen blog eller til de store, fælles platforme, Twitter, Facebook, Insta­gram, Flickr, YouTube og hvad de ellers hedder …

Det flimrende lys fra skærme, larm og bippen fra alskens apparater, det lille rum, vi skaber os midt i den upersonlige flok ved at færdes med ørepropper, og et lydtapet, musik, nyheder, samtaler, vi selv vælger, isolerer os yderligere fra mennesker omkring os.

Der er ikke længere store samlende fortællinger, religiøse, mytologiske, psykologiske, men mil­li­arder af små, personlige fortællinger: Ved at filme vores morgenmad, børn, skrivebord, opslagstavle, indretning eller påklædning viser vi verden, hvem vi er, fordi vi fortæller historien om os selv ved hjælp af vores forbrug: Hvis jeg lægger 800 kr. for denne parfume, så er jeg nok en helt speciel personlighed ligesom hende da­men i filmen.

Vi er nemlig nu så mange mennesker på denne klode, at vi er begyndt at ligne hinanden enormt. Derfor bruger vi hele tiden ordet ’unik’ og forsøger at skille os ud på akkurat samme måde, som alle de andre i vores kulturkreds, aldersgruppe og økonomiske segment gør.

Så ytringsprocesserne er blevet demokratiserede, enhver kan ytre sig, uploade et foto af sig selv på ferie, af sin fotogene morgenmad med friske bær, af sin bedårende kat, af sine moderigtige børn og originale indretning, skrive om sine indtryk, men er der stadig nogen tilbage derude, der gider se, lytte, læse?

Er der en voksen til stede?

Dansk gymnasieungdom fragtes i vinterferien i titusindvis ad Europas landeveje til den ærværdige gamle by, Prag, hvor de drikker sig fra sans og samling i billigt øl og tumler rundt og overbrækker alt, raserer hoteller og geråder i karambolage med hinanden og tjekkisk politi.

Som så mange andre gange bliver man flov på landets vegne og får lyst til at stille sig op og råbe: Er der en voksen til stede?

Men det er der ikke. Mor er til wellness og champagnebrunch med veninderne, fordi de har FORTJENT det, og far fiser rundt i omegnen på sin kostbare MTB. Bagefter skal han ud og fulde sig med gutterne, og selv om de er fyldt fyrre og har gode jobs, er de alle klædt i cowboybukser, hættetrøjer og sneakers.

Bedstemor og bedstefar tilbringer, som de plejer, hele februar måned på stamhotellet på Gran Canaria, hvor vejret er godt og drinksene billige.

Der er ingen, der gider være de voksne mere. Derfor sidder man og hyler op om, at gymnasierne burde lave en drukpolitik. At rejsearrangørerne burde tage mere ansvar. At hotellerne i Prag burde være mere strikse …

Man kunne også bare afskaffe cafépengene? Så samfundet som et kollektiv optrådte voksent og ansvarligt og nægtede at finansiere i øvrigt velaflagte unges ødelæggende, umådeholdne druk. Men det ville gå hårdt ud over Calella, Sunny Beach, Prag, Jomfru Anegade, Skolegade og hvad nu de lignende steder hedder i hovedstadsområdet.

Eller afskaffe vinterferien, hvis det er et problem for vore børn og unge at få tiden til at gå en hel vinteruge? Så ville de få en uges ekstra undervisning og indlæring, hvilket ingen kan komme til skade af.

Historieløshed

Når man har passeret de 50, er der altså ting i tiden, der kalder på over­bærende hoved­ryst:

Urban farming: Landbruget har sikret vores overlevelse igennem de seneste 10.000 år, men alligevel går unge kvinder i hysterisk selvsving over, at de kan dyrke lidt purløg − eller ramsløg, hvis det skal være fint − i en potte.

Street fishing: Fiskeriet er endnu ældre, men nu har unge mænd fundet ud af at kalde det noget smart, og så smider de snøren i vandet fra byernes havne­kajer, ganske som de­res forfædre altid har gjort det, og som folk i provinsen stadig gør rutinemæssigt, navnlig i silde- og hornfiskesæsonen.

Attached parenting: Fra tidernes morgen har mødre ammet deres børn, bå­ret dem på kroppen og so­vet sammen med dem, men først, når man finder på nogle amerikanske ord at hæfte på begrebet, bliver det salonfæhigt og anven­deligt for de unge mødre.

Hvordan forestiller unge sig, at menneskeheden kunne eksistere, hvis ikke deres forfædre op igen­nem tiderne havde skaffet sig mad på disse indly­sende måder, og hvis de ikke havde været i stand til at tage sig af deres af­kom?

Verden har faktisk eksisteret før i dag.

Universitet i verdensklasse?

En fransk professor blev inviteret til Danmark for at vejlede en gruppe studerende. Han accepterede og begav sig på rejse, blev indkvarteret og mødte op på instituttet, hvor man viste ham hen til de studerendes grupperum.

Professoren trådte ind til sine studerende, præsenterede sig og spurgte, om man ikke skulle begynde?

De studerende, som var i gang med et larmende spil bordfodbold, svarede, at de kom lige straks; de skulle bare lige være færdige med spillet først.

Den franske professor marcherede direkte hen til institutledelsen og meddelte, at han ikke agtede at undervise studerende, der respekterede ham, hans viden og hans tid så lidt, hvorefter han pakkede og tog det første fly hjem igen.

På universiteterne i Frankrig, og i andre lande, hvor denne historie bliver kendt, er begrebet: »Universiteter i verdensklasse«, som det hjemlige slogan har lydt igennem et par år, nok ikke det første, der falder folk ind.

Havfruesmerter

― men hvert Skridt du gjør, er som du traadte paa en skarp Kniv, saa dit Blod maatte flyde

I H. C. Andersens »Den lille havfrue« er der ingen tvivl: En i forvejen smuk, ung pige må lide for skønheden, hvis hun vil være med der, hvor prinserne færdes, på slottene, på de smukke kyster, på de festpyntede skibe.

― du bliver som Skum paa Vandet

Hvis hun ikke formår at vinde prinsen, taber hun sin udødelige sjæl og bliver til intet. Hendes liv mister al værdi.

― ræk frem din lille Tunge, saa skjærer jeg den af i Betaling

Og hun mister tillige retten til at protestere, til at sige sin mening, til at synge eller fortælle om sit liv. Der er kun håbet om prinsen og trældommen i et smertefuldt hamsterhjul eller tilintetgørelsen forude.

Dette er heldigvis citater og opfattelser fra et eventyr. Fra et knap 200 år gammelt eventyr.

I dag er der naturligvis ingen kønne, unge piger, der kunne drømme om at skære i sig selv eller lade andre skære i sig. Som stabler sig op på sylespidse, højhælede sko, så hvert eneste skridt føles, som trådte de på en skarp kniv. Som pustende løber rundt på vejene eller slider i motionsmaskiner, mens de hellere burde lave noget sjovt sammen med deres børn. Eller som barberer sig her og der, og som derfor ikke har tid til at beskæftige sig med andre, mere seriøse dele af menneskelivet. Eller som drikker ildesmagende pulverblandinger eller ligefrem sulter sig til smertegrænsen for skønhedens skyld. Så de kan føle sig hjemme på diskotekerne og alle instederne.

Der er heller ikke længere kvinder, som ved vejs ende synes, at de har forspildt deres liv med pinefulde skønhedsøvelser og indgreb, så deres ellers så smukke sjæle forvitrede til tomt skum…

Eller kvinder, som har undladt at råbe op og protestere, når de selv, deres veninder, døtre eller andre kønsfæller er blevet behandlet nedladende, som varer, som objekter, man blot kan skære i eller klemme muslingeskaller fast i halen af.

Jeg har ingen personlig erfaring på området, men i følge H. C. Andersen gør det sidstnævnte temmelig ondt.