Det fremgår, at folk er begyndt at kaste vandballoner, æg og sågar sten efter studenternes åbne, festsmykkede lastbiler. – Det er utilgiveligt! Man må ikke under nogen omstændigheder kaste noget efter nogen!
Når det så er sagt, så kan man godt lufte en forståelse for den irritation, der må ligge bag kastene. De højt larmende studentervogne er fra at være en sød lille, moderne tradition vokset til en stor gene, der plager det offentlige rum i ugevis.
At hver borger i landet møder en to – tre stykker af disse infernalsk hujende, fordrukne vognlæs af hormonalt udfordrede, unge studenter i tiden omkring Skt. Hans for lige at minde dem om ungdomsuddannelserne er OK. – Men i mit område passerer der en studentervogn med skrigende unge og høj musik forbi flere gange i timen i disse dage, både morgen og aften, weekend og hverdag. – Det er en væsentlig støjbelastning i et fredeligt villakvarter!
Da jeg blev student fandtes begrebet ’studenterkørsel’ ikke i min egn af landet. Vi fik huer på – hvis vi da ikke fornægtede studenterhuen som alt for borgerlig – holdt et par fester og drog så udenlands, fik et sommerjob eller begyndte på seminariet om ikke på universitetet. På den tid var det ikke mange af en årgang, der kom på gymnasiet. I min folkeskoleklasse var vi kun en tre – fire stykker ud af nogle og tyve.
Nu får flere end 80 % af en årgang studenterhue på, også HF’ere og SOSU-assistenter og alle de andre grupper af unge får huer og fejrer det højlydt med kørsler rundt i boligkvartererne. Og når der er så mange, og det står på så længe, og musikanlæggene er blevet bedre (og musikken værre 
), så bliver man efterhånden træt af det.
Der er mange andre former for offentlige fester, der påvirker folks nærmiljø: Open by Night, EM på storskærme, markeder, byfester, distortion, musikfestivaller, motionsløb, racerløb o.m.a., som alt sammen er dejligt, når man er i stødet til det, men som måske også ekskluderer nogle befolkningsgrupper.
For eksempel gamle surlinge, der blev studenter for et halvt århundrede siden, og som er i stand til at gennemskue, at vi har bevæget os fra romernes ’Brød og cirkus’, som middel til at holde masserne i ro, til ’Alkohol, larm og billige kulhydrater i det offentlige rum’.
At vi er blevet en nation af børn, der skal have arrangerede tivoliture, idrætsdage og klassefester hver eneste dag, når solen skinner. Og det lærer vi vores børn fra en tidlig alder. For så længe de turer rundt som idioter, tænker de ikke over regeringens uduelighed og verdens tilstand, og ingen magter at gøre noget ved det, uddannelser, studenterkørsler eller ej!
