Tag: amatørernes paradis

Stofa – Kritiske samfundsfunktioner

Hvornår begyndte vi som samfund at overlade væsentlige opgaver til amatører og charlataner?

Jeg har med rædsel fulgt sagen om Gentofte Lægeklinik, hvor et par platugler spinder guld på syge mennesker og offentlige tilskud.

Skattevæsnet, som lod udenlandske svindlere bedrage sig for milliarder.

Postvæsnet, som nu hører hjemme allerbagerst i et snævert supermarked, og som på de få, røde postkasser, der er tilbage, ikke anfører tømningstidspunktet, men oplyser, at breve kan være op til fem hverdage undervejs.

De såkaldte ressourceforløb og jobsøgningskurser i privat regi, hvor alle spilder deres egen, hinandens og alle andres tid med meningsløs snak, nyttesløs ’jobsøgning’ og udsigtsløs opbevaring.

Her på matriklen er vi ofre for amatørisme og himmelråbende inkompetence, når det gælder vigtig infrastruktur, i dette tilfælde internet og tv.

For et halvt år siden blev vores mangeårige og velfungerende internetudbyder ved opkøb overtaget af Stofa, et levn fra de gamle antenneforeningers tid, der i vores område fortrinsvist betjente sig af kobberledninger.

Vi har fibernet, som Stofa mente, at de sagtens kunne overtage og håndtere, og for at gøre en (meget) lang historie kort:

● Vi har adskillige gange i dagevis været uden forbindelse med omverdenen. Når nettet går ned, virker tv og radio heller ikke. – Midt under 2. coronabølge i efteråret tog de pludselig alt fra os og havde ’glemt’ at sende en ny boks og fortælle, at vi nu overgik til dem. En anden gang havde Stofa fra torsdag til mandag aften, altså hen over en meget lang weekend, angiveligt haft ‘uvarslede reparationsarbejder’, som mærkeligt nok kun berørte vores forbindelse.

● Vi har siddet i telefonkøer i måske omkring 20 timer i alt  – Og det er længe at være fanget og skulle lytte til underlødig muzak og ’tast dit og dat’ og ’ved du, at du kan bruge internettet’ – når det lige præcis er det, man ikke kan! – og ‘vi har ekstraordinært travlt i øjeblikket, der kan forekomme ventetid’, alt imens man er desperat pga. vigtige møder el.lign., som man ikke kan deltage i. – Man traver hvileløst rundt i stuen, et afmægtigt offer for uduelighed …

● Vi har hver især brugt mere end en normal arbejdsuge på at skrive mails til Stofa, hvor vi forklarede præcist, hvad der var galt. – Intet er rettet endnu, og vi fik uvægerligt, hver eneste gang igennem et halvt år, et automatsvar om, at de havde ekstraordinært travlt i øjeblikket … Hver eneste gang i et halvt år!

● Vi har forbindelse med omverdenen nu, men den er usikker, ryger tit og skal genstartes dagligt.

● Vi ved aldrig, om tingene fungerer, om vi kan komme igennem, om vi kan få fat i Stofa og få hjælp til akutte problemer …

Vi er to voksne, der arbejder hjemmefra under coronakrisen. Vi har mails, møder, samtaler, vejledninger og afholder eksamener på universitetsniveau under Stofas vakkelvorne auspicier. Vi ville også gerne kunne se regeringens coronapressemøder, nyhederne i øvrigt, og måske slappe af med en film bagefter. Det er ihvertfald det, vi forventer og betaler for.

I stedet får vi en sludder for en sladder af ’supportere’, der ikke ved noget, og ’kundeambassadører’, der ikke kan gøre noget, når vi efter timer eller dage omsider kommer i kontakt med foretagendet. – Det er, som om nogle børn har ansat alle deres klassekammerater, Simon, Christian, Bettina og Frederikke, til at besvare henvendelser fra frustrerede kunder på samme måde, som en bordtennisspiller febrilsk forsøger at slå bolde tilbage til afsenderen. – Ingen bliver hjulpet af det. Ingen får de vigtige forbindelser genoprettet. Og ingen magter at gøre noget ved problemerne. Der bliver blot brugt uger – måneder – halve år – på at ævle-kævle frem og tilbage.

Selvfølgelig har vi undersøgt alternative udbydere i vores område. Der er to, og de ser begge ud, som om også de styres af tre friske gutter lige fra gymnasiet, der har slået sig op på at overtage et allerede eksisterende net, men som ikke magter at opretholde og vedligeholde det og betjene kunder, der stiller helt rimelige krav til funktioner og kundebetjening.

Hvem er de voksne, når det gælder infrastruktur og forsyningssikkerhed? Hvilken offentlig myndighed er ansvarlig, fører tilsyn med indtjeningen og servicen, og kontrollerer, at vi alle har adgang til et fungerende netværk? Der nu er lige så essentielt for alle hustande som vand, fjernvarme og strøm.

1864 − Amatørernes paradis igen, igen

Så de første ca. tyve minutter af det første afsnit af DR’s kostbare dramaserie, 1864, og slukkede derefter.

Ikke fordi det historiske billede var forvrænget; det ville jeg kunne overse, hvis værket var professionelt skruet sammen og ville mig, seeren, noget. Hvis jeg blev draget ind.

Det blev jeg ikke. Der var ikke noget, der henvendte sig til mig. Tværtimod følte jeg mig grænseoverskredet som tilskuer til ét stort, indadvendt og selvtilfredsstillende projekt. Et projekt, som skaberen tydeligt ikke helt kunne overskue.

Så megen falsk patos, selvsmagen, skolekommedie, overpædagogisk pegepind og påklistrede småpinlige drengerøvsprovokationer − demonstrativ onanering i syltetøjsglas − Se, hvad jeg tør! I bedste sendetid! − kan man ikke holde ud.

Virkelig kunst er kendetegnet ved, at man ikke kan ændre en scene, et komma, en replik, en linje, et penselstrøg, en tone − ikke et eneste element, uden at ødelægge værket.

Når man ser Ole Bornedals 1864, kunne man, hvis man gad, sidde og føre lange lister over, hvor værket vakler og vælter: strukturen, banal handling, dårligt integrerede provokationer af voldelig og seksuel karakter, replikkerne, manierne, detaljerne …

Vi lærer det aldrig i dette lille land med vores stærkt begrænsede talentmasse. Vi tror stadig, som DR og Ingolf Gabold åbenbart gjorde, at man kan overlade så stort et projekt til et enkelt, lysende geni. Det kunne man helt åbenlyst ikke, selv ikke hvis man virkelig havde haft et sådan geni inden for sit lands grænser.

Selv i de mest ydmyge amerikanske tv-serier har man mindst to, sommetider fem, seks eller flere forfattere på. Og flere aktive producere. Og prøvevisninger. Og mangfoldige kvalitetskontroller, før man udsætter et sagesløst publikum for synet.

Ikke her. Her forærer vi gladelig knap 200 millioner til en enkelt mand, der har lavet et par tju-bangfilm før, og så koncentrerer vi kræfterne om at forsvare den tumpede beslutning og det sørgelige værk bagefter, i stedet for at give manden en chance og forsyne ham med en håndfuld begavede sparringspartnere. Med hver deres ekspertise, pondus og vetoret.

Så store produktioner kan ikke bæres af en enkelt mand, men kræver erfarne teams. − Hvornår lærer vi det og bliver professionelle?

Se evt.: http://blog.loneandrup.dk/#post143

Sprog- og bogsjusk

Det er kun i Danmark, vi stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører.

På anmeldernes anbefaling læste jeg belgieren Tom Lanoyes nye bog på dansk, ”Målløs”.

TURBINE forlaget (sådan omtaler de sig selv på hjemmesiden) skriver om bogen, der handler om forfatterens mor, at ”Hun mistede først sit sprog, så sin værdighed, så sit hjerteslag.” De citerer bl.a. Politikens anmelder:

“Gribende erindringsbog gør regnskabet op med diva-mor …”

Marie Tetzlaff, Politiken

(4 ud af 6 hjerter)

De fleste anmeldere var enige og roste bogen; det er sikkert også en glimrende bog, men, som det desværre ofte er tilfældet her i landet, så er bogen oversat af en af vore talrige sjuskede og usikre sprogbrugere, og forlaget glemte at lade manuskriptet gennemgå af en, der kan læse og skrive dansk, før de udgav det.

Bogen handler om en farverig kvinde, om hendes familie, venner, naboer, by, land, og om hendes søn, forfatteren. Det gennemgående tema er sproget, som moderen beherskede i sjælden grad, og som hun mister, og som forfatteren i hver eneste sætning forsøger at vise, at han mestrer bedre end de fleste.

En sådan bog, der netop handler om sproget, oversætter man til et hjælpeløst dansk, fx side 42 hvor en person gennemlever: ”Tolv måneder, fire sæsoner forbi, før man får set sig om.” − Hvad mener oversætteren her? Modesæsoner? Jordbærsæsoner? Jagtsæsoner? Dem er der næppe fire af på et enkelt år. Man stopper læsningen og spekulerer. Er bogen oversat fra engelsk ”seasons” og skulle det rigtige ord have været ”årstider”?

Side 212 har en kakkelovn ”et afløbsrør, der bugtede sig et par gange over kundernes hoveder og til slut alligevel fandt vej til et ildsted højt oppe i et hjørne”. Hvorledes et afløbsrør kunne bugte sig hen over hovedet på nogen og ende i et ildsted højt oppe i et hjørne, optog mine tanker i adskillige minutter, indtil det gik op for mig, at oversætteren formentlig mente et aftræksrør. − Hvorfor man placerer et ildsted højt oppe i et hjørne, kunne jeg ikke regne ud. Det kunne muligvis dreje sig om en speciel belgisk skik.

Side 237 læser man: ”Gulvet selv var omkranset af tjærede pæle, hvorimellem der var hængt snore med kulørte festlamper. En opmærksomhed fra byrådsmedlemmet for festligheden, der håbede på at blive genvalgt.” — Hvilket jo er noget halvkomisk bavl.

Side 255 igen en anglicisme: ”Fire lammerygge. Det var hans ide om et eftermiddagsmåltid.”

Side 349 rodes der, som utallige andre steder, rundt i sin-sit/hans- hendes: ”Der befrier jeg hende for sit undertøj og sin overskidte ble”.

Side 356 ”I fodenden stod der to blomsterkroner på smedejernsstativer, professionelt belyst.” Da der er tale om en kiste udstillet i en bedemandsforretning, gætter jeg, at det er blomsterkranse, der er sat op på stativerne, men jeg har ingen mulighed for at vide det. At stable blomsterkroner op på et stativ ville være usædvanligt, og jeg har svært ved at se arrangementet for mig, selv med professionel belysning.

Sådanne eksempler på dårligt, upræcist eller ukorrekt sprog forekommer på hver anden eller tredje side. Bogen må være velskrevet og fængende på originalsproget, ellers havde forlaget vel ikke ladet den oversætte, men hver gang, man som læser af den danske oversættelse møder et uklart ord, udtryk eller en irriterende anglicisme, stopper man op i forsøget på at forstå den oprindelige mening, hvilket slår læsningen itu. Som læser bliver man først utryg og er ikke ganske sikker på, at oversætter og forlag mener det alvorligt og har magtet opgaven. Derefter bliver man irriteret. Det står efterhånden soleklart, at man er udsat for dilettanter, og man overvejer, om man overhovedet har tålmodighed til at fortsætte.

I enhver tekst af en vis længde er der plads til et par slåfejl og en smutter, men når fejlene optræder i så rigelige mængder, er det forstyrrende for læsningen, en hån mod forfatteren og pinligt for forlaget. I dette tilfælde er bogen oven i købet, ifølge kolofonen, udgivet med støtte fra ”Flemish Literature Fund” − man må håbe, at de ikke får nys om, hvad deres penge er gået til.

Jeg har en klar fornemmelse af, at det kun er i Danmark, at vi, dvs. anmeldere og læsere, stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører. Engelske og amerikanske bøger kan de fleste læse på originalsproget, men vi er afhængige af gode oversættere, hvis vi vil lære andre sprogs litteratur at kende. At være en god oversætter betyder først og fremmest, at man kan dansk, og en god oversættelse formidler en tekst gnidningsløst og mærkes ikke i sig selv. Det kan ikke være hensigtsmæssigt, at læserne skal stoppe op på hver anden side og gætte sig frem til, hvad oversætter og forfatter mon har ment.

Burde anmelderne ikke hver eneste gang fange og påtale dårligt sprog og gøre forlagene ansvarlige?

Efterhånden er det med nogen bæven, man åbner selv en velanmeldt dansksproget og danskproduceret bog. Som læser mister man tillid til forfattere, oversættere, redaktører og forlag. Man orker kun at læse klassikere og nogle få, dygtige boghåndværkere, som man kender i forvejen.

Som forlaget selv skrev om ”Målløs”, kunne vi nu skrive, at ”vi mistede først vores sprog, så vores værdighed, så vores hjerteslag.”

Denne bog er desværre langt fra den værste, jeg er stødt på, i sproglig henseende. Det er blot den bog, jeg læser lige nu. Og at Politikens anmelder nævnes, skyldes udelukkende, at det nu engang er den avis, jeg som oftest orienterer mig efter. Jeg er heller ikke på nogen måde ude efter oversætteren, som ganske givet påtog sig en urimelig stor opgave til ringe betaling for derefter at blive ladt i stikken af sin redaktør.

Det er forlagets pligt at tjekke, at sproget er korrekt og forståeligt, før de udgiver noget som helst, og seriøse avisers anmeldere har pligt til at bemærke det, hvis forlagene ikke lever op til dette. Hvem vil betale 300 kr. for en bog, der ikke kan læses? Hvis det havde været en cd, der hakkede under afspilningen, ville vi klage og forlange vores penge tilbage.

Hvor i alverden kunne man ellers, ud over i dette lille, smådumme land, stille sig op og give offentlig koncert på et instrument, i dette tilfælde sproget, som man ikke behersker?

Vi er nødt til at se i øjnene, at bogsjusk kunne være en medvirkende årsag til dårligt salg af bøger.

Målløs / Tom Lanoye. TURBINE forlaget, 2012. 376 sider. ISBN 978-87-7090-599-2. Vejledende pris 299,- kr.

Nordjyske køer

For mange år siden abonnerede vi på Aalborg Stiftstidende, som avisen hed dengang. Dette varede, lige indtil en overskrift på forsiden med katastrofebogstaver proklamerede:

»Nordjyske køer døde i flyulykke«

Nede i teksten fremgik det, at køerne var købt af en saudiarabisk mejerivirksomhed, at det arabiske fly var forulykket i ørkenen kort før landing, og at fem-seks besætningsmedlemmer var omkommet ved samme lejlighed. Men da det jo var arabere, valgte Stiften, som avisen vist stadig hedder i folkemunde, den meget lokale vinkel med de nordjyske køer, snarere end at beklage, at en hel flybesætning og et antal mennesker, der skulle tage sig af køerne, var omkommet på tragisk vis.

Det var naturligvis synd for køerne, som jo ikke havde bedt om at komme ud på en lang flyvetur, men herefter behøver vi blot at sige »Nordjyske køer«, hvis en nyhed er vinklet så stupidt provinsielt, at det er pinligt. Fx. sportskampe, hvor Danmarks repræsentanter kommer ind på en »suveræn andenplads«, hvilket jo er noget vrøvl. Eller som her for nylig hvor en dansk skuespillerelev fik en, sikkert fuldt fortjent, sølvbjørn, men hvor man skulle til udenlandske medier for at få at vide, hvem der på Berlinalen 2012 fik en guldbjørn for bedste film, for det fremgik hverken af tv’s nyhedsudsendelser, af de danske netaviser eller tekst-tv.

Det gjorde den italienske film: »Cæsar skal dø« af Paolo og Vittorio Taviani.

Amatørernes offentlighed

Blog Image

Skrivningens kunst ligger mit hjerte nær, og det gør ondt på mig, når sproget maltrakteres af glade amatører. Der er i dag flere mennesker, der skriver, end der læser. Alle tror, de kan skrive og gør det gladeligt. Forleden fik jeg et nyt, glittet magasin i postkassen. På trods af „Nej tak til reklamer”-skiltet var det ét stort reklamenummer, nødtørftigt dækket ind af lidt redaktionelt stof om begivenheder i Aalborg. Alene i lederens velkomst var der næsten tyve sprogfejl! Med stor selvfølelse underskrevet af „Anders Bruun Adm. direktør, og ansvarshavende udgiver”. — Vi kan alle begå fejl, det siger sig selv, men tyve i en lille spalte? I et oplag der, som de selv skriver, er „200 – 300 % større end Nordjyske Stiftstidende oplag”.

På websites for store virksomheder finder jeg: „Ædel Sten Smykker”, „forbruger undersøgelsen” og „Vi ønske større Feed Back fra læsene”. Sprog er kommunikation. Hvis sproget er uklart eller ukorrekt, drukner budskabet i uforståelighed og irritation.

I begyndelsen af 60’erne lancerede Habermas sit begreb om den borgerlige offentlighed. Nu et halvt århundrede senere må vi vist revidere det og begynde at tale om amatørernes offentlighed.

Startede det her i landet med Foghregeringens hadefulde opgør med eksperterne, det de kaldte ekspertvældet? Som vel blot var folk, der igennem deres uddannelse og erfaring vidste, hvad de talte om? Men som måske havde en anden forståelse af samfundet og løsninger på store samfundsproblemer, end den nyvalgte regering havde?

Under alle omstændigheder ser det nu ud til, at vi er omgivet af glade amatører på alle sider. I landsdækkende tv underholdes vi af folk, der ikke kan synge. Eller af gumpetunge mennesker, der prøver at lære at stå på skøjter eller at danse. At en af de glade deltagere er gift med statsministeren, gør blot hele affæren endnu mere pinagtig.

Vores dronning excellerer i flere kunstarter, herunder scenografien, og alle falder behørigt på halen for hendes talenter. Teatret er mit oprindelige fag, og jeg ved, at rigtige scenografer bidrager med mere end blot at tegne søde folkedragter. De uddannes til at fange og visualisere stemninger og intentioner i et stykke dramatik og understrege handlingen med former, materialer og farver.

I nyhedsudsendelserne spilder man gang på gang min tid ved at spørge tilfældige forbipasserende på gaden, hvad de mener. F.eks.: Hvad mener du om den manglende rengøring på landets sygehuse? Og hr. og fru Gennemsnitsdansker svarer ikke overraskende, at det synes de er for dårligt … Hvad havde journalisten ventet? At de sagde: Det er sgu’ fedt, du! Så er der rigtig mange, der kan blive smittet med stafylokokker?

Før i tiden havde vi et godt ord ude i forsamlingshusene, når lokale koryfæer til alles henrykkelse stillede sig op og spillede teater, selv om de ikke havde det mindste begreb om, hvad de gjorde. Vi kaldte det dilettant, og Jytte Abildstrøms forestilling „Svend, Knud og Valdemar” illustrerer begrebet glimrende. Det var så dårligt, at det var sjovt. Hylende morsomt, faktisk!

Det er ikke hverken sjovt eller morsomt, når det foregår på daglig basis, i alle medier, på alle kanaler. Så går det nemlig hen og bliver almindeligt, og så kan vi ikke skelne og værdsætte det ægte talent, hvis det skulle dukke op i blandt os.

Vi er kun knap fem millioner udvoksede individer. Talentmassen er lille. Vi så det for nylig i DR’s „The White Concert”, hvor man fik unge og ældre musikere til at fremføre hver et nummer fra The Beatles’ „White Album”. Da så, eller snarere hørte, man tydeligt forskellen mellem 40 år gamle musikalske genistreger og vore dages fejrede, lokale stjerner. De fleste faldt igennem med et brag … MEN den unge færing, Teitur, og Outlandish fra Brøndby Strand må meget gerne indspille deres versioner! Dem kunne jeg høre igen og igen.

Så vi HAR talent og kompetencer i dette lille, formørkede og forblæste land. Vi skal måske bare lade dem komme til fadet? Og det betyder vel, at vi andre, dronninger og statsministerfruer inklusive, i højere grad skal holde os ærbødigt tilbage, når de veluddannede og dygtige kommer på banen.