børneopdragelse – blog.loneandrup.dk

At passe børn

er noget af det mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.

Når man for 25. gang har samlet sutten op, og ungen henrykt smider den ud af barnevognen igen. Når man har gemt sig bag en bog 44 gange og råbt ’Titte bøh’, når man kigger frem igen, og ungen endnu ikke er træt af legen. Når man har pruttet ham på maven henved 30 gange, mens man skifter ble. Eller stablet klodserne 117 gange, bare for at han kan vælte dem – igen. – Så er ens hoved ved at implodere, og blikket flakker efter mobilen, venindesnak, Facebook, nyheder, Netflix …

Man længes efter barselsorlovens ophør, efter den ugentlige legeeftermiddag i mødregruppen, efter at far kommer hjem og overtager, efter at man kan køre ungen hen til sin egen mor eller bare efter, at han/hun falder i søvn i klapvognen, så man med fred i sindet kan ploppe høretelefonerne i og forsvinde i snak, musik, radio, lydbog eller podcast.

Jeg ser disse desperate mødre traske rundt på villavejene med et sløvt barn i trillevogne af alle slags, mens de selv går og fjernsnakker med andre voksne eller lytter til noget, der må være meget mere spændende end deres eget barn.

Mødre har altid, hvis de havde mulighed for det, forsøgt at afsætte deres børn til andre.

I mange førmoderne kulturer var det bedstemoderens ansvar at passe de små. Det så jeg i Kina og Hong Kong, da jeg boede der med min egen søn. Disse spinkle og tandløse, gamle kvinder slæbte rundt på velnærede småbørn og tog sig af dem døgnet rundt, mens mødrene arbejdede, måske i udlandet, for at skaffe penge til familien.

I vores egen kultur kunne en velhavende kvinde på slottet, godset, i det fornemme byhus eller på den store gård førhen ikke hurtigt nok få skaffet en amme, så hun kunne binde sine egne bryster op og passe de fine silkedragter igen. Når ungen kunne spise selv, blev han eller hun overladt til barnepigen, barneplejersken, nannyen eller guvernanten i børneafdelingen, som lå langt fra forældrenes gemakker og opholdsstuerne. Moderen kunne nøjes med at få barnet forevist eller tilbringe en halv time i børneværelset en gang imellem, når hun havde lyst.

I dag sender rige, nordsjællandske familier bud efter en fattig filippiner, som er til at betale, og som i princippet skal fungere som kombineret nanny og stuepige og kok i den mondæne villa. Hun forlader sine egne børn og rejser til Danmark for at hente og bringe andre menneskers børn, vaske deres tøj, smøre deres madpakker, rede deres senge … Hun får måske lært lidt dansk. Det gør de danske børn næppe.

Mindre privilegerede mødre sender deres ganske små børn i overfyldte, nedslidte institutioner med kun ganske lidt, og voldsomt underuddannet og underbetalt, voksenkontakt i løbet af de lange, lange dage.

Både min mand og jeg selv er opfostret af unge piger, ’ung pige i huset’ hed det og dækkede over, at vores mødre, som begge var lærere, hellere ville stå og stråle i et klasseværelse og oppebære løn for det, end de ville sidde hjemme og amme og lege ’Titte bøh’. – Den unge pige var en snottet halvvoksen fra landet med ru, røde hænder, som hellere ville sidde på sit værelse og lytte til Elvisplader, end hun ville lege med en lige så snottet unge. I princippet skulle hun både lave mad, gøre rent, vaske tøj – dengang i en gruekedel i kælderen, vaskemaskinen var ikke almindelig i 50’erne, og passe børn. – Blev vi stimulerede? Sprogligt og følelsesmæssigt? Eller lærte vi at beskæftige os selv?

Ingen mor synes, at det er sjovt at passe børn, hvis hun kan blive fri.

At passe børn er noget af det mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.

Sådan har alle mødre altid haft det til alle tider.

MED MINDRE man er lige så heldig, som jeg var, da jeg for 40 år siden fik min søn, at man får et USÆDVANLIGT charmerende og begavet barn. For så kan man variere ’Saml sutten op’-legen i det uendelige og se hans fryd, når han prøver at regne de nye variationer ud på forhånd. Eller han pludselig tager føringen og gemmer sig selv bag en anden bog, så jeg bliver synligt forfærdet, indtil han storgrinende dukker frem og savler sit henrykte ’Titte bøh’! Når han begynder at prutte sig selv på hånden og derefter mig på næsen for lige at mærke, hvordan det føles at være i den aktive rolle. Eller når han nægter at vælte klodsestablen, men begynder at bygge sit eget, overraskende veldesignede, tårn ved siden af mit summariske og med et skælmsk smil opfordrer mig til at forsøge at vælte det … hvis jeg kan … Og når han vokser så hurtigt, alt for hurtigt, at det kan knibe med at følge med i hans udvikling, sprog, kropsbeherskelse, opdagelse af verden, særlige interesser, venner, skole, fag … Men man opnåede undervejs i glimt en indsigt i menneskets fælles udviklings- og læreprocesser, og man fortsætter derefter sit eget liv som meget, meget klogere på sig selv og andre.

Sønnike er stadig et af de mennesker, som jeg har størst glæde og udbytte af at tale med.

Og det mest besynderlige er, at sønnikes egne børn er PRÆCIS lige så charmerende og begavede, som han.

Curlingforældre

Der er megen snak om de såkaldte ’curlingforældre’, dvs. forældre, der forsøger at rydde enhver forhindring af vejen for deres afkom; forældre, der billedligt talt går forrest og fejer banen, så ungerne kan glide let ud i tilværelsen.

Senest i forbindelse med Roskildefestivalen, hvor de gulnæbbede små gerne må tage ud og vælte sig i øl, stoffer, musik, mudder og kærester i en uge, men hvis de ikke kan få deres foretrukne teltplads, skriver de sms’er til forældrene, der så afmægtigt er henvist til at beklage sig på Facebook, hvor de giver udtryk for, at ’nogen må tage affære!’

Eller forældrene rask væk henvender sig til universiteterne, hvis afkommet ikke fik meldt sig til en eksamen i tide, hvis forældrene finder timetallet upassende eller vejlederne lidt for tungt opfattende og ude af trit med deres begavede yngel.

Nogle forældre opretholder et overdrevent højt serviceniveau for deres halvvoksne børn, fx agerer bankrådgivere og kviklånsydere, cateringservice, chauffører, privatsekretærer, rengøringshold, babysittere, B & B og vaskeri for mennesker, der for længst burde have lært at klare sig selv.

Skolelærere og pædagoger klager også hyppigt over, at travle forældre skamløst og uden hensyn til andre børn og voksne forsøger at skaffe deres egne børn urimelige fordele. Ganske som personalet på plejehjem og i den kommunale ældrepleje hyppigt får henvendelser, påbud og klager fra pårørende, der i øvrigt ikke deltager meget i omsorgen for deres ældre familiemedlemmer.

Store rockfestivaler og universiteter burde nok forbeholdes unge mennesker, der kan agere selvstændigt. Men i øvrigt tror jeg ikke, at forældrene er bedre og mere omsorgsfulde forældre, end min generation og vore forældre var.

De nuværende forældregenerationer handler – ikke ud fra stor kærlighed til og omsorg for deres børn – men på baggrund af en latent dårlig samvittighed. En dårlig samvittighed, der dels er reel og stammer fra forældrenes neglekt af børnene, da de var små og havde brug for dem, dels fra veninder, medier og bloggeres evindelige opremsning af, hvad gode forældre gør for deres børn – ikke i form af nærvær og interesse, men i form af noget, der kan købes, så de kan bruge de penge, de ofrer børnenes barndom på at indtjene: økologisk mad uden fedt, sukker, gluten, mælk, økologisk mærkevaretøj, som koster en bondegård, spektakulære børneværelsesindretninger, dyrt legetøj og kager fra fornemme konditorier, når fødselsdage o.a. skal fejres …

Deres børn fik prædikatet ’kompetente’, og jeg skal love for, at de lærte at klare sig selv. Hvor mange daglige timer overlades barnet – sommetider et trist og/eller sygt barn – til vuggestuer med utilstrækkelige ressourcer og personale, til børnehaver, til lange skoledage og SFO’er, hvorefter de parkeres hos venner, bedsteforældre, kammeraters forældre, tilfældige babysittere, i løbet af højst forvirrende hverdage styret af to forældres krævende og interessante jobs, og af forældrenes fjernhed selv i de sparsomme aften-, weekend- og ferietimer, fordi mobilen, mailen og Netflix er så uendeligt meget mere spændende …

Al denne voksenoptagethed har sat den nødvendige tilknytning, indre harmoni og tryghed over styr, ungerne bliver resignerede, skrøbelige, gammelkloge, selvoptagede, materielt forkælede og vant til at klare sig selv, men når så forældrene ind imellem dukker ud af deres selvoptagede døs og får øje på børn, der er på vej til Roskilde eller pludselig skal starte på universitetet – Hvor blev tiden af? – De var jo små i forgårs! – Så vælter den dårlige samvittighed frem, og forældrene overkompenserer helt vildt og for sent. Godt hjulpet af de store børn, som nu har oplevet meget selv og godt ved, at forældrene skylder dem alverden.

Dårlig samvittighed, skyldfølelse, afpresning – alle involverede ved det godt – men det føles yderst vigtigt at maskere sine mangler bag et slør af overdreven, ydre, simuleret og fejlanbragt omsorg.

Det er ikke curling. Det er usunde relationer, gensidige afhængigheder, der grundlægges i barndommen og vedligeholdes så længe, forældre er i live og har penge og ressourcer, der kan indbetales som aflad.

Pinocchio og andre børn

Da jeg fik min søn, syntes jeg straks, at han mindede om Pinocchio. Det var ikke blot hans smukke lød og de dybe, brune øjne − Pinocchio er italiensk og betyder ’pinjeøje’, det stærkeste træ i midten af fyrretræet − Det var også det lille barns manglende evne til at klare noget som helst selv.

Et nyfødt barn er som en nyskåret marionetdukke: Det kan ikke holde sig selv oppe.

Som Geppetto omhyggeligt måtte fastgøre snore til sin dreng og styre ham, måtte jeg i et års tid agere stillads og bære min, mens han langsomt lærte sig at holde hovedet selv, at vende sig, at række ud efter noget, at sidde, at kravle, for til sidst at tage sit første skridt.

Jeg havde ham i armene i næsten hele det første år af hans levetid, i de næste par år var han ved mig, legede ved siden af mig eller gik lange skovture med mig i hånden, og det første han så, når han vågnede efter en god nattesøvn eller en lille middagslur, var mors smilende ansigt.

Jeg ammede ham, til han blev to, puttede ham aldrig, men badede ham og læste en godnathistorie med ham i sofaen, hvor han fik lov at døse hen, indtil jeg forsigtigt lagde ham ind i hans egen lille seng, der stod lige ved siden af min. Først som fire-femårig var han stolt med til at indrette sit eget værelse med køjeseng og bilsamling.

Da han fyldte tre, begyndte han i børnehave, og det var en vanskelig overgang for både mor og barn, selv om han havde glædet sig til at blive så stor, at han kunne komme i børnehave lige som alle de andre børn, og selv om jeg var hos ham meget af tiden i begyndelsen for at gøre overgangen lettere.

Men pædagoger er ikke altid særlig pædagogiske. En af de første dage, min søn var i børnehaven uden sin mor, gik hele hans stue en tur i skoven, men da de skulle hjem, begyndte en yngre pædagog at lave sjov med, at de var faret vild, og at hun ikke kunne finde vejen hjem. Min søn blev meget ulykkelig, og det var svært for mig at overtale ham til at tage hen i børnehaven igen næste dag. – Hvorfor skulle han stole på voksne, der ikke kunne finde vej i en skov? Hvor trygt er det?

Selv om han vænnede sig til børnehaven og godt kunne lide både pædagogerne og de andre børn, var han udmattet, når jeg hentede ham ved tretiden om eftermiddagen. Han var pylret, grådlabil og trængte i høj grad til ro og moderlig omsorg.

Jeg forestillede mig altid, at han var en lille Pinocchiomarionetdukke, der skulle holde sig selv oppe i sine egne snore en hel lang dag i børnehaven og først kunne slippe grebet og lade sig holde oppe af sin mor, da hun dukkede op igen.

Børn har brug for en stabil voksen om sig HELE tiden i de første mange år.

Når man afleverer dem i dagplejer, vuggestuer, børnehaver eller hos tanter og veninder, inden de er store nok til at have udviklet et sprog, en forståelsesverden og en konsistent personlighed, giver man dem små og store traumer og andre skader, som kan mærke dem for resten af livet.

Små børn, dvs. under tre-fire år, kan ikke klare mere end ganske få timer uden deres primære omsorgsperson. Deres verden bryder simpelthen sammen, og de kan ikke holde sig selv oppe og få samling på tingene igen.

Børn, der ikke får deres basale behov for god pleje, nærvær og tryghed opfyldt, skal selv holde sig oppe, og det kræver så mange kræfter af dem, at de ikke kan lære fx dansk og matematik. De lever et spinkelt liv på randen af sammenbrud.

Hvis man ikke fylder dem med tryghed, nærvær og omsorg, mens de er helt små, får man alle mulige problemer siden: Børn, der skriger på nærvær. Der skranter psykisk såvel som fysisk. Der tisser i sengen. Får anfald af natteangst. Der ikke kan tale rent selv i skoleårene. Der gør sig alle mulige forkrampede forsøg på at opnå nogens opmærksomhed. Voldsomme, uopdragne, støjende, forstyrrende, krævende, grådige børn.

Over 90 % af vore småbørn bliver hver eneste dag afleveret i dagplejer eller i institutioner.

Kun 13 % af vore småbørn bliver ammet i de første seks måneder, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

En bekymrende og voksende mængde helt små børn, 30 % af de treårige, skal leve skiftevis en uge hos mor og en uge hos far efter forældrenes skilsmisse. Hvordan overlever så små børn at undvære deres mor (eller far, hvis han er den primære omsorgsperson) i en hel uge og skifte hjem og omgivelser, bare fordi den anden forælder har RET til samværet?

Hvorfor i alverden får vi børn, hvis vi ikke gider være sammen med dem, men blot deler dem, som om de var en sofagruppe?

Hvorfor i alverden får vi børn, når vi alligevel hellere vil holde jul i Thailand, fejre deres fødselsdag hos svigerinden i Spanien eller spise på restaurant med kæresten uden børn?

Når vi ikke kan give dem omsorg, nærvær, trygge hjem, forudsigelige hverdage og årligt tilbageværende højdepunkter? Når vi ikke, i deres eget, naturlige tempo, magter at lære dem, hvordan de skal holde sig selv oppe, men brutalt smider dem ud af reden, før de kan tale og gå selv?

I de seneste 60-70 år er Danmark og verdens befolkning tredoblet. Vi er ved at udrydde alt liv på jorden med vores ressourceforbrugende svineri. Som for mange guldfisk i et for lille akvarium er vi ved at ødelægge levevilkårene både for os selv, vore børn, andre dyr og alle planter på denne planet. Dumt! − Man burde lade være med at formere sig, hvis man ikke magter at sørge ordentligt for sit afkom og blot skaber endnu flere opmærksomhedsskrigende og utilpassede børn, der af bare angst ikke kan lære de mest basale ting.

At vi har brug for flere børn for at sikre væksten er hovedløs og selvmorderisk snak. Vi er mennesker nok. Millioner af mennesker og deres børn flygter i disse år fra krig og sult, og vi står vagt ved alle grænser og vil ikke have dem ind, selv om de kunne sikre os vækst i mange, mange år fremover.

Nogen skal jo være de voksne

Scene: Andelslejlighed på Vesterbro. Søndag formiddag. Den nybagte mormor er på besøg hos datter, svigersøn og to måneder gamle Victor. Hun sidder i de ombetrukne genbrugsmøbler, der i uhyggelig grad minder om dem, hun voksede op i, og nipper til det glas mælkekaffe med laktosefri skummetmælk, datteren har givet hende.

Datter: Se den plet! Hun stikker det meste af pegefingeren ind i Victors lille mund. Hvad kan det være?

Svigersøn: Det ved jeg sgu’ ikke …

Mormor: Må jeg se?

Datter: Der! På tungen! Det er helt hvidt.

Mormor: Det kan være noget svamp eller noget …

Datter: Det ser ikke godt ud. Hun tager telefonen. Jeg ringer lige til lægevagten. – Hvis det da er til at komme igennem. Traver utålmodigt op og ned ad gulvet. Åhhh, nej. De svarer aldrig! Der er kø… Tydeligt irriteret. Tag nu den telefon, for pokker …

Mormor: Der er vel ingen grund til at ringe til lægevagten. Du kan få en tid hos lægen i morgen …

Datter: I morgen har jeg ikke tid. Vi skal til Mettes babyshower … Tag den telefon! … Jeg er nummer seks … Hvad LAVER de?!

Svigersøn: Og det betaler vi skat til!

Mormor: Er der ikke et apotek med døgnvagt i nærheden? Hvis det bare er lidt svamp, ved de sikkert, hvad man kan gøre.

Mormor får lov at holde lille Victor, mens både datter og svigersøn leder efter apoteker og ’hvide pletter’ på hver deres IPads. Da datteren omsider kommer igennem til en sygeplejerske, beder denne datteren om at kontakte egen læge næste dag.

Mormor har født og opfostret tre børn. Hun er 57 år gammel og har oplevet lidt af hvert, også trøske i mundhulen hos spædbørn. Alligevel er datteren uvillig til at lytte til hende og tage hendes råd for gode varer.

Datteren har været i vuggestue fra hun var et halvt år gammel, derefter i børnehave, skole, fritidshjem, gymnasium, handelshøjskole og på kontor. Hun har lært at stole på sig selv, på sine veninder og på internettet. Op igennem de 27 leveår har hendes sociale liv udspillet sig i store grupper af jævnaldrende. Selv nu, hvor hun har sin egen familie, er hun til stadighed omgivet af veninder i akkurat samme situation. På barsel. De mødes dagligt på en café med børn og barnevogne. Hun har lært det meste af det, hun ved, af andre piger på samme alder. Med sporadiske konsultationer hos skiftende professionelle, pædagoger, lærere, vejledere af alle slags, fitnessinstruktører, psykologer, astrolog, auralæser, doula, jordemoder, praktiserende læge, vagtlæger, sundhedsplejerske, dameblade, mentorer, rygter, chatforums, Facebookopslag. Og så bruger hun naturligvis google flere gange dagligt.

Vi lever i en aldrig set før tid. En tid, hvor man har ladet de opvoksende generationer passe og opdrage i bunkevis af ganske få lønnede voksne, mens man selv passede sit arbejde, og hvor samfundet som helhed bejler til de unge som forbrugere og bilder dem ind, at de er i stand til at tage store beslutninger om deres liv udelukkende i kraft af banale forbrugsvalg.

Unge mennesker tror fuldt og fast på, at de er klogere end deres egne forældre. Og det gør de, selv om de er i gang med at gentage forældrenes fejltagelser: De uddelegerer pasningen af deres børn igennem størstedelen af barndommen og går glip af chancen for at tilbringe tid med dem og præge dem med et godt sprog, viden om menneskelivets vilkår og nogle almengyldige værdier.

Så lille Victor kommer heller ikke til at respektere sin mor, når han vokser op, og han vil aldrig tage hendes velmente råd for gode varer. Han vil også belaste det skattebetalte sundhedssystem med ligegyldige henvendelser, når han får sit første barn, selv om hans mor sidder lige midt i hans stue med et glas af et eller andet ildesmagende foran sig. – For hun var der jo ikke, da han selv var lille og havde brug for hende, så han ved ikke, hvad hun kan.

I mange år havde vi en lille hønseflok gående frit i haven. Jeg fulgte levende med i hønsenes liv, men aldrig nogensinde så jeg en gul kylling ignorere det, når dens mor ville lære den, hvordan man spiste, hvordan man drak vand, hvor man støvbadede, hvor man sov, hvilke farer man skulle dukke sig for, hvilke fødevarer der var spiselige og hvilke, der var giftige, eller hvordan man skulle få varmen igen, når man frøs. Hønemor var den mest opmærksomme og påpasselige mor for alle sine dunede unger. Hun puffede dem blidt ind under sine varmende vinger og videregav omhyggeligt alt, hvad hun selv havde modtaget fra sin mor, så alle præcist vidste, hvordan man gebærdede sig mest hensigtsmæssigt i haven. Meget praktisk.

En pige på 27 år har erfaring med, og kan huske, hvordan det er, når man fx er 5 år, 10 år, 15 år og 25 frem til 27 år gammel.

Hendes mor har prøvet akkurat det samme, men hun har tillige oplevet, hvordan det er at være 30, 40, 50 og 57 år. Hun har mere end dobbelt så megen erfaring, og med en smule hukommelse og empati er hun udmærket klar over, hvordan datteren har det som nyslået mor.

Hun ved sikkert også mere end dobbelt så meget som datteren: Hvis man antager, at et almindeligt nysgerrigt, opmærksomt og læsende menneske lærer en ny ting hver dag – i nogle perioder kan man faktisk lære ti eller flere nye ting pr. dag – så har moderen lært mere end 20.800 ting, hvorimod datteren kun har lært omkring 9850 ting.

Ja, ja, men ny teknologi, hvad med det? De gamle aner jo ikke en pind om computere og smartphones …

Årh, hold op!

Computere har været en del af vores hverdag i 30 år, mobiltelefoner i mindst 20. Mormor har arbejdet med computere dagligt siden 1986, flere år før datteren blev født. Hun har lært sin egen mor at bruge både mobiltelefon, mail, netbank, internethandel, E-boks og Facebook. I mange år spillede hun computerspil med stor entusiasme, når hun havde et øjeblik til overs, og hun konkurrerede med andre spillere på nettet. – Hvor svært er det? Det er kun de senile, de debile og de allermest stædige bagstræbere, der endnu ikke er trådt ind i den digitale verden. Giv en gammel kone et barnebarn i Australien, så skal I se, hvor hurtigt hun får sig koblet på Instagram, Facebook, mail, Facetime og Skype. Hele det digitale udtræk.

Det virkeligt svære var at styre og ramme rigtigt på en gammel IBM-skrivemaskine med kuglehoved, farvebånd og slettelak. For gjorde man flere fejl, skulle hele papirarket smides væk, et nyt sættes i, og alt skulle skrives om. Hurtigt. Sammenlignet med det, er det ren barneleg at skrive på en computer med stavekontrol, automatisk lay out, vælg-, træk-, erstat- og søgefunktioner. Det var også uhyre vanskeligt at huske alle koderne til det første, almindeligt udbredte skriveprogram, WordPerfect, der bestemt ikke var hverken perfekt eller brugervenligt. Der fulgte papskilte med, som skulle stilles over tastaturet, så man kunne se, hvilke knapper, der gjorde hvad. – I dag kan selv en toårig ubesværet bruge smartphones og tablets. – Hvorfor skulle ældre pludselig blive dummere end ganske små børn?

Det bliver de heller ikke. De unge, derimod, bliver mere og mere uvidende og historieløse, for vi har selv brudt erfaringskæden og deponeret vore små i institutioner, hvor fortravlede halvprofessionelle skulle overvåge dem. De kommer sjældent ligefrem fysisk til skade, børnene, i institutionerne, men de gør dem heller ikke meget godt.

Det er voldsomt traumatiserende at blive afleveret et fremmed sted til fremmede voksne, når man endnu ikke har udviklet et sprog. Din etårige ved jo ikke, at hun bliver hentet igen. Det skal hun først lære efter mange dage måske ugers fortvivlelse.

Hun har end ikke adgang til et fast, første kærlighedsobjekt i form af en amme eller en barnepige, som småbørn havde i de velhavende hjem før i tiden. Hun er anbragt i et discountsystem med et utal af skiftende personale og lærer kun en eneste ting: at stole på sig selv og sine små lidelsesfæller.

Fra disse dystopiske anstalter udklækkes små overgearede, selvusikre og historieløse børn og unge, som allerede fra børnehavealderen bliver effektive forbrugsrobotter i et sindssygt eskalerende forbrugs- og vækstsamfund.

Styret af bebrillede, lige så overgearede, selvusikre og historieløse politikerkonfirmander, der har egen position, egen vinding og deres egne små magtkampe som absolut førsteprioritet, og som fniser uforstående og foragteligt uden for kamera, når begreber som almenvellet bliver nævnt.

Man kunne ønske sig, at den nuværende forældregeneration ville tage ansvaret for næste generation på sig. Livet er i bund og grund ikke meget anderledes i dag, end det var for 1000, for 10.000 eller for 100.000 år siden. Livet er ikke ét stort, egoistisk forbrugende selvrealiseringsprojekt, der partout skal gennemføres på bekostning af dine børn. Det består nu, som altid, af ganske få naturgivne vilkår, som de fleste gennemfører i samme rækkefølge: Man fødes, vokser op, uddanner sig, finder en partner, bygger rede, formerer sig, ældes, bliver syg og dør. – Der er ikke noget unikt i det. – Om væggene er hvide eller abrikosfarvede, om du drikker kaffelatte eller dyr chai, og om du får svømmet ved Maldiverne, betyder ikke en hujende fis i det store og hele. Det er kun vigtigt for dem, der vil leve af at sælge dig maling, kaffe eller te og ferierejser.

Så se at få hovedet ud af skærmen, både den store og den lille skærm, og snak med dine børn og dine gamle, mens du endnu har muligheden for at blive klogere.

Forudsætninger

For omkring ti år siden udskrev dagbladet Politiken en konkurrence blandt læserne om, hvem der kunne lave den bedste koldskål.

Min koldskål havde da i mange år været noget, familie og venner snakkede om, og de opfordrede mig til at sende opskriften ind. Men det gik op for mig, at den ikke kunne vinde noget som helst, for det var jo bare den traditionelle med æg, sukker, kærnemælk, vanilje og citron. − Og ganske rigtigt: De indsendte læseropskrifter på koldskål, der kom i betragtning til præmier og offentliggørelse i avisen, var alle tilføjet finesser som ymer, flødeskum, tyttebær, lakrids, kanel, årgangssherry eller muskat og et ødselt drys kandiserede violer på toppen.

Mens jeg overvejede begrebet ’koldskål’, gik det op for mig, at man, uanset de eksotiske tilføjelser, ikke kan lave god og velsmagende − og sund − koldskål med æg fra høns, der er udpinte, stressede og sygdomsplagede og lever af unaturligt foder i sammenstuvede flokke eller i små bure. Af kærnemælk fra ulykkelige køer, der går i deres eget lort på tremmegulve og i malkekarruseller, og som aldrig ser skyggen af et grønt græsstrå. Af forgiftede citroner og kunstig vaniljearoma.

Opskriften på verdens bedste koldskål ville være ubrugelig for de fleste, for den ville se sådan ud:

● Man anskaffer sig en indhegnet, veltilplantet have. Der skal være græsplæne, frugthave, grønkål, salatbede og vildere områder med buskadser, støvbadesand og masser af frisk vand.

● Man bygger et lille hønsehus og installerer fire- fem sunde høns og en stolt hanemand, som efter et par dage færdes hjemmevant over det hele, og som herefter selv finder vej til redekasser og sovepind, når de skal lægge æg eller i ly for natten.

● Man forkæler dem, beskytter dem og holder rent omkring dem. Hele foråret og sommeren kan man så dagligt hente nylagte æg med fast hvide og mørkegule blommer.

● To- tre af disse æg piskes grundigt med sukker. Vaniljekorn tilsættes sammen med revet skal og saft af en økologisk citron. En liter gammeldags, økologisk kærnemælk piskes i. Spises med det samme med gode, gerne hjemmebagte, kammerjunkere til.

Sådan. − Det er ikke selve fænomenet, i dette tilfælde koldskål, det drejer sig om at pimpe op; det er de helt basale forudsætninger, der skal være i orden, inden man overhovedet går i gang.

Det er det samme, når folk komplimenterer mine roser eller rabarber og spørger, hvordan jeg får dem til at stå så flot? − Så får de en sludder for en sladder, for jeg orker ikke at forsøge at gøre naturfremmede mennesker begribeligt, at flotte roser eller rabarber begynder med en stor kompostbunke og årtiers langsommelig, men meningsfuld, jordforbedring og gødskning.

Eller når folk beundrer min ’velopdragne’ og ’lydige’ hund … De lever selv med skruphysteriske og umulige hunde og katte, men det er som oftest ikke dyret, der er noget galt med. Det reagerer bare normalt på nogle unormale forhold, som det er tvunget til at leve under. Fx indespærrede katte. Eller ditto hunde, der luftes ti minutter morgen og aften, er alene hele dagen og skiftevis bliver skældt ud eller ignoreret resten af tiden. Man kan ikke bare læse en bog om hunde eller tage en vantrivelig hund med på hundeskole og så forvente, at træneren skal opdrage den, så den bedre kan tilpasse sig de helt umulige leveforhold, den er underlagt.

Opskriften på en trivelig, veltilpasset, opmærksom og lydhør hund må − analogt med koldskålsopskriften − lyde nogenlunde sådan:

● Man tager et kritisk blik på sit liv og sit hjem: Passer det til en hund?

● Efter realistiske overvejelser om tidsforbrug, pelspleje, motionsbehov, psyke m.m. opgiver man hundeprojektet, eller man anskaffer sig en hvalp af en passende og overkommelig race.

● Fra første sekund opfører man sig roligt og omsorgsfuldt, så den lille hvalp fatter tillid til én.

● Hvalpens behov bliver altid tilgodeset! Også klokken fem om morgenen, hvis den har dårlig mave, og når man har travlt med andet. Den får en rolig og struktureret hverdag med masser af kontakt, leg, luft, stilfærdig og respektfuld opdragelse, god kost og adgang til frisk vand døgnet rundt.

● Man overbeviser den om, at man altid har dens bedste for øje: Beskytter den, fjerner splinter og tæger, ordner dens pels og poter, bader den, fodrer den, leger med den, roser den rigeligt.

● Man viser mange gange om dagen sin hund, at man er glad for den.

Hvis man følger denne opskrift, får man efter nogle måneder og år verdens bedste hund. En hund, der hele tiden kigger på dig og forsøger at aflæse dine ord og kropssprog; en hund, som glemmer, hvad den selv hedder, fordi den som oftest kommer, uden at du har kaldt på den, og som i tillid til dig ville flække sig selv på langs, hvis den kunne, for at være dig tilpas. Og al denne tillid må aldrig, aldrig underløbes eller misbruges. Ikke så meget som et sekund i løbet af hundens ti- femtenårige liv.

Også en kat vil omfatte dig med umiddelbar tillid på sin egen kattemåde, hvis du er en god og omsorgsfuld forælder for den. Mine katte havde egen kattelem og hoppede af og til op på min dyne om natten og vækkede mig ved at trampe på mig og pibe, hvis de havde revet sig eller på anden måde havde brug for min hjælp.

Selv mine høns kunne påkalde sig min opmærksomhed ved at stille sig foran terrassedøren og skvadre op, hvis der var noget galt, fx sygdom, rovdyr eller bare et nyt element i haven, som de var utrygge ved.

Hvis grundlaget for jeres samliv er godt, og hvis dit dyr er overbevist om, at du altid har dets bedste for øje, så kan du sagtens bade det, tvinge en pille ned i halsen på det eller sprøjte det mod lopper, selv om dyret hader det, og det vil også straks tilgive dig, hvis du ved et uheld kommer til at træde det over poten eller halen, hvis du umiddelbart efter beder pænt om forladelse. Dyr fornemmer, lige som børn, venner, ægtefæller og andre mennesker gør det, at du grundlæggende er god, at du er ked af uheldet, og de vil ikke lade småting komme imellem jer, hvis forudsætningerne i øvrigt er i orden.

Og nu er vi fremme ved det vigtige. Ved alle de børn, der i dag får alle mulige fejlkoder påstemplet, ADHD, autisme, natteangst, sengevæderi, aggression, udviklingsforstyrrelse, udadreagerende, misbrugende, opmærksomhedskrævende, sukkerfølsomme, laktoseintolerante … o.m.a.

Hvis jeg møder en kvinde med et barn i skoven klokken elleve en almindelig tirsdag formiddag, så er der 99,9 procents sandsynlighed for, at hun er pædagog og får penge for at være sammen med barnet. Derfor går nogle af de pædagoger, jeg ser, hyppigt med en smøg i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden, langt foran eller bagved det barn, de er sat til at passe. At gå en tur med sit eget barn i hånden, at have al tid i verden, og at sludre afslappet om livet og alt muligt andet, mens barnet langsomt vokser op, er et gode, som er de allerfærreste forundt.

Kunne man forestille sig, at de traumer, man helt rutinemæssigt påfører førsproglige småbørn i vores kulturkreds ved brat at aflevere dem til fremmede i institutioner eller dagplejer, før de er store nok til at forstå, at de bliver hentet igen, og før de kan gøre sig forståelige over for andre end de nærmeste omsorgspersoner, kan spille en rolle i evt. uhensigtsmæssige symptomer og adfærd? At den moderne eksistens’ mangel på personligt ansvar og tilknytning og overflod af tingsgrådighed, fart, stress, krav og samlebåndsaktiviteter − her tænker jeg på fx karriere, ferierejser, caféer, institutioner for både børn, syge og gamle, transport, indkøb, behovet for betalte venner i form af coach’er eller terapeuter, himmelråbende naive ’selvhjælpsbøger’, badelande og andre legepladser for børn og voksne, såsom fx Tivoli- eller museumsbesøg − er uforenligt med et godt barneliv på samme måde, som roser ikke kan vokse i tør sandjord, de udpinte æg fra burhøns ikke giver grundlag for en velsmagende koldskål, eller at en utryg og overset hund eller kat kun giver problemer og ikke meget glæde for sin ejer?

Kunne man udskrive reglerne for godt forældreskab på samme måde som reglerne for anskaffelse af hunde eller opskriften på verdens bedste koldskål?

Fx sådan:

● Tag et grundigt kig på dig selv! Egner du dig, og har du tid, energi, interesse og lyst til at være forælder? Til at interessere dig for andet end dig selv? Eller er det blot hormoner, konvention og tankeløshed, der får dig til at ønske dig et barn?

● Har du al tid og kærlighed i verden, så du kan byde dit barn de betingelser, det har krav på?

Det hjælper ikke det mindste, at vi slæber vore børn til læge, psykolog eller pædagog og forventer, at de skal ’reparere’ på de skader, vi og vores livsstil har påført dem. For så er vi ikke gode og omsorgsfulde forældre, der fortjener vores børns tillid og respekt. Så er vi blot og bart domptører, der dresserer børn, dyr og omgivelser ind i vore egne, begrænsede og uhensigtsmæssige rammer.

Så er forudsætningerne ikke i orden.

Måske er realiteten så banal, at den virkelige livsfylde ikke er fotograférbar og ikke kan fremvises på Facebook eller andre, såkaldt sociale, netværk. At meningen med det hele ikke findes uden for én selv i form af endnu en brun designerstol, ferie på Thailands palmebevoksede kyster eller et ødselt drys kandiserede violer, men i den rolige, daglige forpligtelse over for omgivelser, fødevarer, dyr, børn, ægtefæller og vore andre medbeboere på denne smukke planet.

Hvorfor skriger de små piger?

Børnefødselsdag anno 1962: Selv om drengene løb rundt og løftede op i pigernes pæne kjoler, mens de var i gang med en sangleg, var der ingen, der kunne drømme om at skrige højt eller løbe hovedløst omkring.

Ude ved busstoppestedet stod en lille, køn pige på ca. 8 år og skreg. Hun skreg og hoppede og hylede overgearet. Hun var ikke kommet til skade. Hun var ikke udsat for overgreb. Hun var bare glad og højrøstet og spillede fuldkommen uhæmmet op til mig og hunden, så jeg måtte gelejde det foruroligede dyr i en stor bue udenom. Udover tilfældige forbipasserende havde pigen som publikum to jævnaldrende drenge. Vi kunne høre hendes hæmningsløse hvinen i endnu ti minutter, indtil bussen kom og tog hende væk.

Min ven og jeg sad i nærheden af en have, hvor der helt åbenlyst var børnefødselsdag. Pigefødselsdag. Pludselig blev en horde 8 – 10-årige, hysterisk skrigende piger lukket ud på græsplænen, og her skreg, hylede, løb og hvinede de sanseløst omkring i to stive klokketimer. Ingen greb ind. Ingen voksne fandt det nødvendigt at dæmpe pigerne og måske arrangere en leg, selv om deres små kroppe og stemmer helt åbenlyst var presset til det yderste. Min ven og jeg kunne ikke høre, hvad vi selv sagde, selv om vi sad 50 m borte bag hække og hegn, men vi kunne jo bare gå ind og lukke døre og vinduer bag os. Det kunne småpigerne og deres forældre ikke.

Hvis jeg havde skreget sådan på et offentligt sted eller til en børnefødselsdag, da jeg i begyndelsen af 1960’erne var på disse pigers alder, ville jeg have fået et par på hovedet. Omgående. Enten af mine forældre eller af andre voksne. Der var dengang nul tolerance over for små piger, der ’skabte sig’, var ’hysteriske’ og ’gjorde sig til’.

Da vi vidste, at vi ikke kunne opnå noget ved at hyle op, snakkede eller legede vi for det meste stilfærdigt og pænt og lærte også at underholde os selv fx med en bog i længere tidsintervaller. Skulle der skriges igennem, havde vi altid en rummelig baghave, en mark eller et stykke skov, hvor vi kunne være alene uden de voksnes overvågning, men jeg erindrer ikke noget behov for at erstatte meningsfuld leg med formålsløst skrigeri.

Når småpiger i dag rutinemæssigt stiller sig op og skriger som slagtesvin, hvordan er lydniveauet så i børnehaverne? I skolernes frikvarterer? I klasselokalerne? På gangene? I pasningsordningerne? Er det langsomt skredet, så de voksne, der dagligt omgås børn, dvs. forældre og pædagoger, har vænnet sig til lydniveauet og blot anskaffer høreværn til de mest sensible småbørn og til dem med diagnoser? Hvordan kan forældre, bedsteforældre og pædagoger holde ud at høre på dem? Hvad gør det ved børnenes psyke og kroppe, at de kører på så højt et stressniveau i timevis måske hver eneste dag i årevis? Hvorfor er der ingen, der griber ind? Stopper dem? Viser dem, hvordan man kunne opføre sig, og strukturerer deres aktiviteter til glæde for alle parter?

Hvad gør drengene? Skriger de også? Eller slår de? Eller lukker de sig inde i sig selv med noget elektronik?

Man har overladt børn for meget til den bestialske alles kamp mod alle i grupper af andre børn uden forældre eller andre engagerede voksnes moderation, interesse og kærlighed, lige fra de var helt små. Vore pigebørn har skullet skrige sig til en smule opmærksomhed i konkurrence med alt muligt andet og de andre, så nu er det ikke længere muligt at få ørenlyd.

Hvilken slags mennesker kommer der ud af det, når vore kære små uophørligt befinder sig i den højeste grad af ophidselse?

De unge pariaer

Børn og unge er overflødige i vores nuværende samfund. Børn bliver passet i ’institutioner’ − alene ordet giver myrekryb − og Folkeskolen har de senere år, bl.a. med diskussionerne om heldagsskolen og de stadigt mere dybtgående besparelser, åbent måttet erkende, at alle pædagogiske prætentioner blot er et tyndt lag fernis hen over et umådeligt pasningsbehov.

For bare 50 år siden passede man sine børn selv, og når de begyndte i skole, havde de allerede indbygget tidens normer for god opførsel og var vant til at hjælpe til i hjemmet. Før da fik flertallet en nødtørftig skolegang og blev sendt ud at tjene efter konfirmationen. Børn og unge var en nødvendig del af samfundsøkonomien. Selv de mere velaflagte bønder ’byttede børn’, så de unge karle og piger kom i tjeneste på nye gårde, lærte nye mennesker at kende og tilegnede sig nye måder at gøre tingene på. Eller de fik et højskoleophold, som kom til at præge deres tankesæt for resten af livet.

Mens moderne forældre har travlt med at få afsat deres helt små børn til pasning uden for hjemmet, så ligger mere end hundredtusind spleenramte 15+-årige fra den velbjergede middelklasse fuldkommen ørkesløse hen på deres IKEA-senge midt imellem bunker af kostbar elektronik, ditto mærkevaretøj og diverse accessories.

Små ærteprinser og -prinsesser, der er overladt til sig selv og ligestillede jævnaldrende en stor del af dagen, og som har masser af tid til at udvikle og nurse alle mulige humørsvingninger, spiseforstyrrelser, anden selvskadende virksomhed og uvaner. Som blot skal tage stilling til, hvilken fest, de vil deltage i torsdag, fredag og lørdag aften, hvilken sprut eller andet stof, de vil blæse deres i forvejen sparsomme teenagehjerner ud med, hvilket tøj de skal have på, hvilke piercinger og tatoveringer, de skal påføre sig, og hvilket flatterende selvportræt, de nu skal uploade på nettets sociale sider. Helst med glinsende trutmund eller ditto mavemuskler i en æstetisk form, de hormonalt udfordrede unge har lånt fra pornografien.

Af og til beærer de familie og uddannelsesinstitutioner med deres sure og vrangvillige tilstedeværelse, men oftest kun for et syns skyld. De vil hellere sole deres små hungrende egoer i andre fora og drømme om berømmelse, ikke for nogen speciel kunnen, bare berømmelse for berømmelsens egen skyld − ligesom alle dem i fjernsynet, som heller ikke kan noget, Emil, Felix, Gustav, Amalie m.fl. … Med dette ædle formål for øje plejer de hver især selvoptaget deres egen unikke, ydre fremtræden, ’stil’ og udseende og kommer derved til at ligne alle de andre. De har oparbejdet et enormt lager af overflødige forbrugsgenstande OG en afgrundsdyb mangel på ubetinget kærlighed.

De hæver kolde kontanter ved kasse et, drikker sig sanseløst berusede i byen, i Europas gamle kulturbyer eller ved billige strande sydpå. Lommepengene sidder løst, det gør de offentlige ydelser også. Alle har dårlig samvittighed over at have overladt dem til traumatiserende opbevaring i bundter, da de var alt for små, og mor hellere ville pleje sin karriere og tage på storbyferie, wellnessophold eller kæresteweekend med en mand end tage endnu en skrigetur med sin toårige …

Mens rengøringskonen ordner hele huset, vasker tøjet og lægger rent på de unges senge, sidder moderen, når hun er hjemme, på sin kondicykel og snakker i telefon, sms’er eller ser lidt tv indimellem. Far er naturligvis på forretningsrejse. Maden bliver hentet i nærmeste pizzeria, grillbar, sushi- eller delikatessebutik. De veludstyrede hjem er tømt for indhold og naturgivne opgaver.

Stærke, velfodrede og energiske unge i deres bedste alder bliver betalt for at ligge hen med tomme øjne foran skærme i stedet for at deltage i livet. De får ikke lov at yde. Der bliver ikke stillet krav. De bliver decimeret til en snylterklasse, der shopper for andres penge. Evindeligt forurettede over alt det, de ikke får.

Det er ikke udelukkende forældrenes skyld; det er et resultat af vores samfundsindretning, og som sådan kan det rettes op. I virkeligheden burde vi vende vores behandling af børn og unge på hovedet og tage os masser af tid til dem, mens de er små og sårbare, og så udlicitere dem, når de fylder 15. Nedlægge vuggestuer, standse offentlig støtte til pasning af de under-treårige og investere midlerne i de strukturelt overflødige, ensomme, deprimerede og ugidelige unge.

Kunne vi ikke genopfinde begrebet ungdomsskoler? − Kald det gerne noget smart og amerikansk som fx ’Colleges’ − Med masser af udfordringer, som den unge kan vælge iblandt, både praktiske, boglige og sociale. Der må gerne være morgensang og aftengymnastik. Eller omvendt. Murer- og tømrerværksteder. Film- og teaterkurser. Militær træning til dem, der måtte ønske det. Bilværksted. Sport og fitness. Musik. Kunst. Oldtidskundskab, teknik og studierejser UDEN druk. En masse faglighed OG kreativitet OG fysisk arbejde. De unge skal hele paletten rundt. Prøve sig selv af på så mange områder som muligt. − Forbud mod røg, druk og stoffer. Mulighed for eftertænksom ensomhed og masser af vennesamvær. Tilgængelige voksne, der spiller voksne og ikke prøver at være unge med de unge, hverken i sprog, opførsel eller udklædning. − Der er i forvejen masser af pædagogisk ekspertise på vore efterskoler, højskoler og kostskoler. Tilsæt forskere, socialrådgivere, læger, psykologer og andet sundhedsfagligt personale, ernæringseksperter, kokke, sexologer, filosoffer, mekanikere, litterater, fiskere, typografer, landmænd og bygningshåndværkere, så får man et frugtbart miljø for et ungt menneske at udvikle sig i.

Og så skal de unge som en selvfølge gøre rent, vaske tøj, lave mad, passe dyr, vaske op, dyrke grøntsager, sylte, fælde træer, bygge en ny fløj med plads til heste, male vægge, skrive sange … En træt ung er en glad ung, der sover godt om natten.

Når vi alligevel ikke har fantasi, kræfter eller tid til at beskæftige os med vore hjemmeboende unge, så burde det være obligatorisk med et treårigt ophold på skoler, der kunne være en kombination af gymnasium, HTX, HF − og hvad det ellers hedder − fagskoler, kostskoler og efterskoler. Så ville de komme ud til de videregående uddannelser, boglige såvel som praktiske, med større selverkendelse, selvtillid og faglig kunnen − Måske ville de ovenikøbet få lært at regne, læse og skrive? De ville blive en generation af velforberedte og kvalitativt bedre voksne end de nuværende. Og så kunne mor og far måske overkomme at udskyde ’kæresteturene’, til deres børn var optaget på disse skoler og store nok til at tåle det.

Også unge fra de knap så privilegerede klasser kunne have stort udbytte af et ungdomskoleophold, som her beskrevet: Det er svært at føle sig udenfor, marginaliseret, forsømt, vred og fx gå til i stoffer eller lade sig rekruttere til en kriminel bande, når man er optaget af sit eget band og sine venner på en skole i Vestjylland.

Hvilken ung ville ikke glæde sig til et ophold på sit helt eget Hogwarts? Og hvilken smart, ungdommelig mor ville ikke elske at stå og luftkysse sin 15-årige og affabelt forsikre ham/hende om, at ’mor elsker dig, skat, vi ses’ … inden hun drager af i Audien med kurs mod sit eget interessante liv? − Men det ville naturligvis gå hårdt ud over de kyniske forhandlere af juleøl, Bacardi Breezers, drukrejser, cigaretter, upraktisk modetøj, læbestifter, hash, energidrikke, skønhedsoperationer, elektronik, underholdning, tatoveringer o.m.a., og derfor bliver det ikke realiseret.

Se, mor! Helt uden bøger!

Mit barnebarn viser stolt sin skoletaske frem, men den kostbare taske er tom på nær et par krøllede mapper og naturligvis det overmåde veludstyrede penalhus. I mapperne ligger løse ark, gråligt slørede, skæve prints af tekstbidder og sange, som hun selv kan farvelægge, hvis hun gider.

Min niece har italiensk i gymnasiet, og som gammel italiensklærer beder jeg hende tage lærebogen med, så jeg kan se, hvad man bruger nu om dage. − Jeg har ingen bog, faster. Vi får sådan nogle papirer af læreren, men det meste foregår på computer, siger hun.

Min udenlandske ven går på universitetet sammen med studiekammerater, der ikke møder op og ofte ikke laver deres ting, ja, ikke engang gider undskylde for det. De har to lektioner om ugen med en uddannet lærer i det første semester, der strækker sig fra 1. september til ca. 1. december. Han har heller ingen bøger, og ingen aner, hvad faget, studiet, forløbet egentlig drejer sig om og skal munde ud i.

Uden at ville påstå, at alting var bedre i stenalderen, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan man kan få overblik over og tilegne sig et nyt stof uden et velgennemtænkt lærebogssystem. Et system, der ikke bare eksisterer inde i hovedet på læreren, men som har en fysisk form, så alle straks kan se, hvor man har været, hvor man er, og hvor man skal hen.

Vi andre fik en duftende og stoflig bog udleveret, og vi vidste, at når vi var igennem den, så havde vi lært, hvad vi skulle, på den dertil afsatte tid. Bøgerne strukturerede stoffet for os. Kravene var ikke diffuse eller uendelige. Der var en håndgribelig bog med en begyndelse, en midte og en slutning.

Også læreren havde et godt hjælpemiddel. Bogen eller lærebogssystemet var den røde snor igennem undervisningsforløbet, som han/hun kunne holde sig til og med det som målestok sikre sig, at ingen sakkede hjælpeløst agterud.

I dag har både forældre, lærere, børn og unge svært ved at strukturere et forløb, holde koncentrationen, forstå kravene, sætte sig et mål og bestræbe sig på at leve op til det.

Når man alligevel sidder med computeren og plukker vilkårligt fra internettets bundløse, flimrende, flakkende dyb, tjekker man selvfølgelig mail og Facebook også. Kammeraterne sender en filmbid med en syngende kat rundt, og Natascha inviterer til fest i weekenden, for hendes forældre er ikke hjemme.

Når man ikke aner, hvad, hvordan og hvor meget, man skal lære, og der ingen ende eller åbenbar struktur er på stoffet, kan det hele nemt blive lige meget, for man føler sig utilstrækkelig under alle omstændigheder.

Når man ikke har et tydeligt forløb, kan man aldrig billedligt talt smække bogen i med en tilfredsstillende fornemmelse af at have været igennem noget. At have udrettet noget. At have nået et mål.

Det begyndte med lilla, spritduftende stencils og kopimaskiner og er åbenbart fortsat ud i det absurde.

Foregår al undervisning i dag på denne sjuskede, fragmenterede måde? Har ’ansvar for egen læring’, ’det kompetente barn’, ’differentieret undervisning’, dårlig uddannelse, urimelige sparekrav og falden på halen for ny teknologi indgået en uhellig alliance om at undergrave vore børn og unges sjælsro og indlæringsstruktur?

Det er nok ikke en frugtbar vej …