O gyllestank! O gyllesky! Vig fra min gadedør!
Thi luften i vor lille by er fæl som aldrig før,
og hvorfor har vi mange svin i dette lille koland,
når de alligevel fragtes bort og slagtes nede i Poland?
Tag: dansk landbrug
Gylleland
Som en klam, stinkende kåbe sænker gyllestanken sig over byen. Vi bor i en forstad til Danmarks tredje-fjerdestørste by. Højt på bakken troner en majestætisk, hvid kirke, derom breder sig et nydeligt villakvarter, og så har vi skoven. Lutter træer og natur. Der er en kilometer til nærmeste mark. Alligevel stinker her klæbende og vammelt af gylle en almindelig eftermiddag i september!
Jeg skynder mig at redde vasketøjet ind, men det er allerede for sent. I løbet af aftenen tager stanken til. Kører de gylle igennem byen i åbne vogne? Spreder de møg på egne marker et sted langt herfra, og så er vi bare uheldige med vindretningen? Jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder virker det lusket, at det skal foregå efter mørkets frembrud. Næsen er ikke afhængig af sollys, den sladrer selv om natten.
Min næse er i øvrigt ikke sart. Jeg arbejdede som ung på gårde og kørte dagligt møg ud på møddingen i trillebør. Komøg, hestemøg, fåremøg og grisemøg. Friskt blandet dyremøg lugter ikke ubehageligt, men ren svinemøg, der oven i købet er lagret igennem mange måneder, forekommer mig unaturligt og ækelt.
I foråret var vi belemret med samme stank i måneder, og da ikke blot om natten. Der kom klager fra England, som blev indhyllet i gylleskyer i en periode, hvor vinden stod i øst. Turisterhvervet jamrer over manglende gæster. Helt ærligt: Ville du betale for at holde din surt optjente ferie i et lorteland?
Svin er renlige dyr. Hvis en gris får muligheden, dvs. pladsen til det, vil den besørge i et hjørne langt fra spise- og sovestederne. Dertil kommer, at de er begavede, nysgerrige, legesyge og venlige dyr. Svinene lider, når de skal leve deres korte, sørgelige liv under stank og snævre forhold.
Og det er jo ikke just Parmaskinker, de producerer, svinefabrikkerne, som har taget hele befolkningen som gidsler og omdannet landet til en mødding. De udtjente fødesvin med skuldersår ender f.eks. som trestjernet salami. Hvem køber dog det? Og SPISER det?
Da jeg var barn, elskede jeg hamburgerryg så meget, at det altid blev serveret med grøntsager på min fødselsdag. Det er mere end ti år siden, jeg sidst har købt en dansk hamburgerryg, eller skinke for den sags skyld, for jeg erfarede jo efterhånden, at når man har kogt »kødet«, smager selv kogevandet bedre…
Vi bor knap 5,5 mio. mennesker på 43.000 km2. — 7000 svinebaroner producerer 30 mio. svin pr. år. — Det er fem et halvt svin pr. dansker pr. år… Men grunden til, at vi indtil nu har tilladt dette økologiske overtræk på vort sparsomme areal, ligger formentlig i eksportindtægten på 30 mia. kr., som denne produktion indbringer.
— Så er det kun rimeligt, at vi skal bo i en svinelatrin, ikke?
Arla – igen …
Citat fra Politiken 23/11-08
Foto fra Arlalastbil 29/11-08
Landbrugsland?
Et smukt, men sjældent syn: Værdig gris under naturlige forhold.
I min skoletid lærte vi, at Danmark var et landbrugsland, der gjorde sig internationalt bemærket med sin fødevareproduktion. Og jeg er så gammel, at det faktisk passede på det tidspunkt.
Jeg var heldig at have min gang på gårde i omegnen af det nybyggede villakvarter, vi boede i, og på min lille, røde cykel spurtede jeg af sted over markvejene og var med ved malkning, fodring, udmugning, fødsler, slagtning, høst og alt muligt andet forefaldende arbejde på en veldrevet, middelstor gård. Ikke mange børn har de muligheder i dag.
Nu får jeg regelmæssige chok, når jeg ser og hører om moderne, dansk landbrug: lange dyretransporter, fastspændte søer, kastration af smågrise på samlebånd, tremmegulve i stalde, køer, der aldrig kommer på græs, salmonellainfektioner, rutinemæssig antibiotikabehandling, stråforkorter, kunstgødning, pesticider, sammenstuvning, angst, smerte og lidelser.
Hvis det ikke er nok til at fremkalde kvalme, kan man blot tænke på de produkter, der kommer ud af alle anstrengelserne: sjasket, smagløst kød og pålæg, gummiagtige oste, vandig mælk, blege, halvgamle æg, sygdomsbefængte kyllinger, havregryn med giftrester og mel af korn, der er uegnet til bagning og dermed til menneskeføde.
Her i sommer har vi haft (endnu) en salmonellaepidemi: Man ved med sikkerhed, at omkring 1000 danskere blev ramt af en meget, meget ubehagelig infektionssygdom, men det er kun de anmeldte tilfælde; tallet kan være ti eller hundrede gange højere. Seks er døde – af at spise danske landbrugsprodukter, formodentligt!
Der er ingen tvivl om, at den tiltagende industrialisering af landbruget har forringet forholdene for både dyr og mennesker. Det skyldes naturligvis en økonomisk tilpasning til større og større bedrifter, som beskæftiger færre og færre mennesker. Resultatet er, at opmærksomheden på det enkelte produktionsdyr og på den enkelte hektar er minimal. Vi ved, om brugene er rentable, for det tæller landmandens computer sammen for ham, men ingen ved, om dyr og jord trives og er i balance.
Som landbrugsland burde vi have været stolte af vores produkter og have forfinet dem til eftertragtede mærkevarer i stedet for at optimere mængderne på bekostning af kvaliteten. Vi burde have set det komme og have lagt vægten på økologi, dyrevelfærd, tradition og velsmag. Navnlig i betragtning af, at vi er så små, at vi aldrig kan konkurrere prismæssigt med newzealandske lam, sydamerikanske bøffer eller nordamerikanske kornarealer.
Der er tiltag rundt omkring i landet til forfinelse af gode, danske råvarer, men almindelige mennesker kan ikke lige køre til Skagen efter en skinke og betale to formuer for den. Gode, smagfulde, sygdomsfri fødevarer burde være tilgængelige i alle dagligvarebutikker, og så ville vi meget gerne spares for alle skrækhistorierne om produktionsforholdene!
Arla
Det er synd for Arla! Oprindeligt et solidt, gammelt kooperativt foretagende, som alle havde sympati for. Nu et multinationalt selskab, der producerer udvandede og uøkologiske fødevarer, og som tilsyneladende har svært ved at slippe af med deres overskudsmælkefedt.
Smager man mælk i Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, England, Italien, ja selv i Egypten, er det bedre. Græsk yoghurt er bare så meget bedre i konsistens og smag end noget af det, Arla har produceret igennem hele min levetid. Thise, Hirtshals, ALT er bedre end Arla.
Og så laver de pinlige reklamer: Selv om alle ved, at en typisk Arla-ko aldrig sætter sine klove på en grøn mark, er reklamerne fulde af sødladne mariehøns blandt grønne græsstrå. For ikke at nævne de platte vildmænd, der skulle promovere Arla for nogle år siden. Sikke et flop! Hvad har uhygiejniske, umorsomme hulemænd med moderne mælkeproduktion at gøre? Nej, vel? Meget forkerte associationer!
Lurpak, Ekspres, Harmonie, Lærkevang, Kærgården, Danazola … Mængden af uopfindsomme, desperat idylliserende navne er enorm. Hvis jeg vil have Gorgonzola, køber jeg en italiensk ost, ikke en Arla-kopi. Det sidste nye er reklamer for økologisk Lurpak-smør i min avis. 10 år for sent, og så tør de ikke engang nævne Arla ved navn!