ligestilling – blog.loneandrup.dk

Sexisme

Om mænd og kvinders verdener

Se & Hør, 11.9.2020: I en omtale af det skrækindjagende mord i en U-båd i anledningen af en ny dokumentar – så vi igen igen kan beskæftige os med det ufattelige, det modbydelige, det pirrende, som vi er vænnet til at se på film – var det naturligt for Se og Hørs (mandlige) journalist at hæfte sig ved offerets skønhed. Han beskriver hende som ung og smuk. Som om forbrydelsen blev mere forståelig af den grund? Eller fordi han lige kunne se det hele for sig? – Ville en vurdering – fx ung, smuk, gammel, grim – af udseendet af et mandligt offer for en forbrydelse være relevant?

Vores nye bil låser af sig selv alle døre, når vi starter den. Det er ikke noget problem. Hvis vi skal ud, låser vi bare op igen ovre ved førersædet. Men jeg måtte advare min mand om, at hvis han giver en hvilken som helst anden kvinde et lift, skal han være opmærksom på, at hun ville kunne blive skrækslagen ved at sidde alene med en mand i en bil, der automatisk låser, så hun ikke kan komme ud, når hun selv vil.

Den tanke ville min rare mand aldrig kunne få af sig selv. For han har ikke været en ung pige, der har oplevet at være jaget vildt. Han har aldrig skullet redde sig fra uønskede, groft gramsende mandehænder eller har lagt mærke til lige præcis den detalje i en af de mange krimier og horrorfilm, der som en selvfølge viser udpenslet vold mod kvinder. De foretrukne ofre er de unge og smukke kvinder, der ser godt ud i en stram, opslidset festkjole, der kryber mere og mere op på den lækre måde, jo mere volden tager fart. – Sådanne udpenslinger er i dag helt almindelig underholdning til aftenkaffe og bland selv-slik. – Ligesom vi tilsyneladende ikke kan få nok af U-bådsmordet, der taler til vores laveste instinkter.

Men takket være Sofie Linde er kønsdebatten igen blusset op i dette lille smørhul af et land. – Tak for det! Hvis jeg var blevet bedt om at skrive under på noget, havde jeg gjort det. For mænd og kvinder lever stadig i hver deres, vidt forskellige, virkeligheder, og det er nogle gange meget svært at råbe til hinanden hen over afgrunden.

Den debat har med mellemrum været oppe og vende, siden kvindelig arveret og arvefølge, kvinders ret til selvstændigt at disponere over deres egen krop, børn og ejendom, deres ret til at stemme, deres ret til uddannelse og ret til at drive erhverv eller tage arbejde på lige fod med mænd, sidst var på programmet.

Jeg husker personligt debatterne om ligestilling fra 1960’erne, hvor det nye ’frisind’ bragte en del lummerhed, pornografi, side 9-piger, ’massageklinikker’, nedværdigende vurderinger og onkelhumor ud af hulerne og lige ind i de danske dagligstuer, og hvis man forsøgte at sige fra, fik man at vide, at man var snerpet, og at man ikke kunne tage en spøg – Kvinder har, som bekendt, ingen humor.

I 1970’erne skulle ligestillingen omsider på plads. Én gang for alle! – Det var slut med at klæde sig udfordrende for at tækkes det mandlige blik, vi brændte BH’erne og kasserede stiletterne. På med praktisk og miljørigtigt bomuldsundertøj og fodformede sko. Og alle kvinder skulle ud på arbejdsmarkedet. – Men blev mændene hjemme og støvsugede og passede børn? – Nogle gjorde, men i de fleste familier blev resultatet, at børnene skulle institutionaliseres fra vuggen og frem til studenterhuen, så mor kunne komme ud og begå sig på lige fod med far.

Somme tider lykkedes det. Sommetider ikke. I så fald følte kvinderne tit, at det var deres egen skyld. De arbejdede ikke nok. De blev ikke siddende efter fyraften med regnskaberne eller med kollegaerne, sjusserne og de sjofle bemærkninger om sekretæren til langt ud på natten. For ungerne skulle hentes, fodres, puttes, huset skulle gøres rent, hunden luftes, tøjet vaskes, og ungernes far havde også vigtige møder. Og når onkelhumoren og lummerheden dukkede op over kaffen og fyraftensbajerne, viste det sig jo igen, at nogle kvinder overhovedet ikke kunne se det sjove.

I 1980’erne oplevede vi et stort tilbageslag. Der var krise, smalhals og kartoffelkur, og kvinderne måtte igen krybe i blonde-BH’er med bøjler og op på stiletterne. Mændene sad i chefstillingerne, og det skadede ikke at være lækker, det de unge i dag kalder fuckable eller knaldbare, hvis man gerne ville have et job. – Man må ikke undervurdere kvindernes egen rolle. Der er store fordele at opnå i uddannelserne, på arbejds- og ægteskabsmarkedet, hvis man er en ung, køn, sexet, smilende, inviterende og glad pige. Ingen tvivl om det. Og bliver det udnyttet? – Er paven katolik? – Men det fremmer næppe ligestillingen, og det kan give et tomrum i selvfølelsen og avancementsmulighederne, hvis man har brugt sine unge, aktive år på sit udseende, på tøj, makeup, hårfarvning, solbruner, skønhedsoperationer og flirt, i stedet for at dygtiggøre sig fagligt. Og der hersker stadig fordomme om den kønne blondine, som man mistænker for at være en smule dum. Men knaldbar, naturligvis.

Siden 1990’erne er det gået frem og tilbage med kvindernes ligestilling … Vi forventer ligestilling her i Danmark, mange er enige om, at vi allerede ER ligestillede, og alligevel støder utallige kvinder stadig på modstand, når de frejdigt går ud i verden og vil fungere på lige fod med mændene. Den diskussion bliver ikke færdig sådan lige på en studs.

Vi har haft den store #MeToo-bølge, hvor modige kvinder i filmverdenen stod frem og fortalte om brutale overgreb. Bølgen bredte sig og afslørede igen det, vi alle sammen vidste, at magt og sex flyder sammen. Især for mænd. Se bare socialdemokraten, Jeppe Kofod, som lavede en ’Bill Clinton med praktikanten’, da han havde sex med en 15-årig pige på et politisk ungdomsmøde, hvor han holdt et foredrag. Nogle af vidnerne fra dengang står nu frem og fortæller, at pigen græd og var ulykkelig bagefter. Men Kofod er ikke blevet straffet nævneværdigt, han blev sendt til en lukrativ post i EU og er nu forfremmet til udenrigsminister. For de fleste mænd kunne godt se sig selv i hans sted og er ilet til hans forsvar. For at dysse det hele ned. Hvad skulle der være galt i det? Ulighed og magtmisbrug findes ikke i Danmark.

Men nu har vi så debatten igen. Selv om vi hele tiden prøver at drukne den som en sæk uønskede kattekillinger. Den dukker hele tiden op til overfladen igen. Denne gang takket være Sofie Linde. – Og alle mediefolkene, som synes, at det er fantastisk interessant, hvordan de behandler kvinder ovre i DE ANDRE medier. Medierne har let adgang til det offentlige rum, og de sætter dagsordenen.

Hvem havde kunnet forestille sig, at der også på Ekstrabladet var sexisme? Ikke chefredaktøren, ihvertfald. Måske har han aldrig kigget på side 9, hvor unge piger dagligt klædes af og vurderes af mænd. Offentligt. – Kunne man i et nyhedsmedie forestille sig en daglig side 9-mand, der afklædt og kælent vrider sig foran kameraet? Og som kvinder inviteres til at give stjerner? Manden som udhængt objekt i det almindelige, offentlige rum?

Sexisme betyder slet og ret ’Diskrimination baseret på køn’. Analogt med ’racisme’, der diskriminerer på baggrund af ’race’, hvilket jo er noget vrøvl. Vi mennesker er så tæt i familie, at der ikke er tale om forskellige racer, men om varianter i fx hår- og hudfarve. Men det kan man altså også diskriminere for. Hvis man altså selv har lyserød, grisefarvet hud.

Racisme er ofte strukturel. Hver gang, man ser en person med mørkere hud end én selv, kan man udskille vedkommende fra fællesskabet. Det er let at få øje på forskellen.

Sexisme foregår på helt samme måde: Kvinder er åbenlyst ikke mænd.

Og det er mændene, der – formentlig med den stærkestes primitive ret – for længe, længe siden har defineret verden og alt, hvad der er i den. – Gud skabte først Adam og gav ham retten til at navngive alle ting, før han skabte kvinden, som Adam også navngav, står der i 1. Mosebog. Adam, den hvide mand. Alt, hvad der ikke er hvidt og mandigt, skal defineres af manden, holdes nede, udnyttes til egne formål eller gøres grin med.

Det er så indgroet i vores kultur og menneskesyn, at vi ikke ser det. På samme måde som vi ikke i hverdagen forholder os til, at himlen er blå og træer grønne. Det er blot et vilkår, der lige som alt andet naturgivent gennemsyrer alt. Simone de Beauvoir redegjorde glimrende og tankevækkende for mekanismen i sit enestående værk ’Det andet køn’ fra 1949. Hendes pointe er, at manden er default-udgaven af menneskeheden, ham med definitionsretten. Kvinder falder uden for og behandles som undtagelser, selv om de ofte reelt er i overtal. Når man først har indset det, har fået den troldsplint i øjet, ser man det allevegne.

Tag fx studieværter, som der har været diskussion om i disse år. Mandlige studieværter i seriøse udsendelser bærer en slags neutral uniform bestående af skjorte, måske slips, jakkesæt, pæne, lukkede, flade sko, og deres hår og skæg er trimmet og soigneret. Ikke engang sweatshirt og cowboybukser ses i studiet, og da slet ikke distraherende smykker eller anden pynt, når det er nyheder, det drejer sig om. Men kvindelige, seriøse studieværter bliver stødt, når man påtaler deres tårnhøje stiletter, deres stramtsiddende tøj, dybe udskæringer og forførende lange havfruehår. – Men prøv at forestille jer, at en mandlig nyhedsoplæser trådte ind i studiet iført stramme bukser, der viste alle buler, smarte halvlange støvler med høje hæle, åbentstående, stormønstret skjorte, guldkæde om halsen, og at han gav seerne et dybt kig ned til sit muskuløse og behårede bryst, mens han slog med sit lange hår og flirtede med nærsynede sovekammerøjne … I en nyhedsudsendelse! Som handler om coronakrisen, forholdsregler mod smittespredning, krig i Mellemøsten, flygtninge, økonomi osv. – Hvad ville en sådan fremtræden betyde for opfattelsen af mandens seriøsitet? – Han ville udløse et ramaskrig! Blandt både mænd og kvinder. – Men vi må ikke påtale det, når det er kvinder, der gør sig til, eller bliver gjort til, for at tiltrække husarerne – dvs. det mandlige blik til en ellers noget tør nyhedsudsendelse, for det er jo helt forventeligt. Manden er default, han er neutral og seriøs. Kvinden er et objekt for mandens blik, selv når hun fungerer som hans ligeMAND i yderst vigtige, neutrale funktioner.

Det er heller ikke almindeligt at starte en kollegial samtale med en mand med en bemærkning om, at hans røv ser sexet ud i de bukser, at skjorten klæder ham, håret dufter dejligt, eller at han ser sød ud i dag, mens vi smiler indladende. – Det ville ihvertfald ikke blive opfattet som en faglig og professionel snak.

Men manden har igennem årtusinderne tiltaget sig retten til at vurdere og besidde kvinder – Grab them by the pussy – , som om de var fedesvin, malkekøer eller prostituerede linet op for at tilfredsstille netop ham. Det er de ikke. Ikke længere. Og det er præcis det, der er svært at gøre op med. – Hvem afgiver frivilligt forestillingen om at have ret til at vurdere alle som potentielle sexpartnere, selv dem, vi aldrig ville kunne drømme om at opnå en date med?

På den måde er kvinden allerede i udgangspunktet frataget sin menneskelighed, sin seriøsitet, sine kompetencer, sin integritet og sin ret til at eksistere for sig selv uden at skulle please det mandlige øje og hans selvfølelse.

Det betyder ikke, at ingen kvinder kan klare sig på lige fod med mænd i samfundets forskellige funktioner. Det er der heldigvis mange, der kan. De kvinder, der har været elsket, beskyttet og fagligt opmuntret af deres fædre, viser sig ofte at klare sig bedre end gennemsnittet. Både fordi de fik lært jargonen, men også fordi en fars beundrende kærlighed og tiltro til ens evner (ikke udseendet) giver en misundelsesværdig selvtillid, der hæver sig over både smålige mænd og kvinder på vejen frem i livet. Hvorimod en mor, veninde eller søsters slet skjulte jalousi virker i modsat retning og kan bevirke livslang usikkerhed, frygt for at blive dukket og manglende tiltro til egne evner og muligheder.

For den strukturelle ulighed er ikke kun indstiftet, vedligeholdt og udført af mænd. Kvinder er i høj grad også skyldige i at holde andre kvinder nede og således bevare de gammelkendte strukturer. Vi har alle lært os mandens blik. Vi har identificeret os med mænd, fædre, brødre, offentlige personer, mandlige hovedpersoner i bøger og film og har internaliseret deres værdier, deres begreber om, hvordan mænd og kvinder er. Fordi mænd længe har besiddet retten til at udtale sig om verden, så vi alle ser verden fra deres synspunkt.

I krimierne myrdes unge, lækre kvinder stadig på pirrende vis.

I dårlige film, musicals og tv-shows er kvinder kun præmier, floskler og staffage.

I det offentlige rum er det kvinder, der klædes af og vurderes og betragtes som objekter.

I arbejdslivet udfører mange kvinder to job, ude og hjemme, til den halve løn.

I den medicinske verden er lægemidlerne designet til og afprøvet på mænd, og lærebøgerne skrives stadig for manges vedkommende af og om mænd.

Der er kun få roller, som kvinder kan besidde i en mandligt defineret verden. Det er rollen som luder, dvs. sexobjekt og/eller offer, som Madonna, dvs. kysk mor og helgeninde, eller som skrap, underforstået kastrerende, kælling, der ikke spiller det flirtende spil eller blot er for gammel og dermed uknaldbar og uinteressant. De fleste kvinder kan puttes i en af disse kasser og behandles derefter.

Det er stadig OK at nedgøre kvinder, at vurdere deres udseende offentligt, at belære dem, tale nedladende til dem, ignorere dem, gøre grin med dem, rage uopfordret på dem, råbe ad dem på gaden, komme med ’bemærkninger’ … og det er helt naturligt at forvente, at kvinder er omsorgsfulde og til rådighed for tjenester af både praktisk og seksuel karakter.

Manden er hovedreglen. Manden eksisterer i kraft af sig selv. Han behøver ikke nødvendigvis at please nogen. Gøre nogen tjenester. Stå til rådighed. Verden blev givet manden i fødselsret. Og kvinderne skal kæmpe for respekt og ligestilling på hvert eneste trin hele vejen igennem livet. Det er ubehageligt at erkende, men det er sandt.

Hvis man sætter det mindste spørgsmålstegn ved opfattelsen af forholdet mellem kvinder og mænd i vores fælles samfund, er der straks en hær af ældre, indebrændte mænd, der farer frem med nedladende, belærende bemærkninger, der forvrider samtalen og offentligt demonstrerer, at de stadig ikke har fattet en dyt af det hele. Og nogle få forbenede, stærkt højreorienterede kvinder, Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg fx., som straks påstår, at problemet ikke eksisterer, og scorer point i mandeverdenen på det. Kvinder får én over snuden, når de ytrer sig offentligt om disse ting. Eller hvis de er vrede … Se, hvor Greta Thunberg af ældre mænd blev bebrejdet, at hun er en sur, ung kvinde. – Hvad skulle hun glæde sig over? At hele jorden er ved at blive kvalt af fossile brændstoffer, der bl.a. driver de ældre mænds potensforlængere frem? Mænd synes at kræve, at kvinder skal være unge, kønne, blide, beundrende, glade og føjelige. Eventuelt kompetente moderskikkelser, der kan redde dem. Helst begge dele på én gang. Men unge, vrede og bebrejdende, det går ikke. Det skal slås ned.

Og det er som hovedregel omsonst at diskutere disse ting med almindelige mænd. For de forstår dem ikke. Man kalder det privilegieblindhed, når man ikke er opmærksom på sine egne fordele som hvid, heteroseksuel, ikke-handikappet mand. Sådan en mand har aldrig frygtet lyden af dørlåsen, så snart bilen sætter i gang. Han har aldrig set sig selv udleveret offentligt. De fleste mennesker taler i udgangspunktet pænt til ham og respekterer ham; han har aldrig skullet tænke på sig selv som potentielt offer.

Det ser ofte ud, som om det ikke er tilladt offentligt at dele eller blot fortælle om kvinders erfaringer. Og da slet ikke om overgreb og misbrug. Man løber lige ind i en voldsom modstand. Netop derfor skal vi som kvinder huske at støtte de kvinder, der viser mod og står frem. Vi har brug for at udvide begrebet ’kvinde’, så vi får mere end tre kasser at være i, så vi alle får lov at være præcis, som vi har lyst og evner til, det være sig glade, sure, dygtige, smukke, mindre smukke, ligeglade, korthårede, seriøse, kloge, pjattede, mødre, professionelle, maskuline, feminine og meget, meget andet. Kvinder er lige så individuelle, som mænd, og har krav på samme grad af respekt for det, de nu engang er.

Vi har brug for alle, alle malere, digtere, fotografer, dramatikere, filminstruktører, manuskriptforfattere, tv-værtinder, mødre, bedstemødre, elskerinder, veninder, unge, kloge, dumme, gamle, for at beskrive kvinder og kvindeliv på samme varierede måde, som mænd har beskæftiget sig med sig selv og verden set fra deres egen synsvinkel i årtusinder. Vi har ingen tid at spilde. Der er en del, der skal indhentes.

Så: Godt gået, Sofie Linde! Og til I andre: Se at komme i gang!

Forfatteren grebet i upassende berøring af lille mand i Lübeck.

https://politiken.dk/sport/art7933170/Dommer-p%C3%A5-18-%C3%A5r-blev-skubbet-spyttet-p%C3%A5-og-kaldt-for-m%C3%B8gluder

Mænd og kvinder

Det moderne menneskes hjerne er mindst 200.000 år gammel, men livbetingelserne i dag er væsentligt anderledes, end de var for bare få hundrede år siden. Hjernerne er ikke fulgt med udviklingen.

En af de største ændringer i vores moderne livsform er den tilstræbte ligestilling mellem kønnene. Ingen kan være i tvivl om, at det er et stort gode, at mænd og kvinder stilles lige, juridisk og hvad angår menneskerettigheder, og ligestillingen har også bevirket en enorm velstandsfremgang i vores del af verden, bl.a. ved at arbejdsstyrken uden for hjemmene op igennem 50’erne og 60’erne blev næsten fordoblet. Rent mentalt har det dog været svært for os at følge med.

Mænd og kvinders hjerner er grundlæggende forskellige. Det betyder ikke, at alle mænd er ens, og at alle kvinder også er det. – Jeg har altid betragtet mennesker som beholdere med forskellige, iboende egenskaber i forskellige doser. Man kunne forestille sig reagensglas med hver deres egenartede blanding af medfødte, røde/blå – feminine/maskuline – kønsspecifikke talenter, evner, muligheder, begrænsninger, præferencer. Ikke to mennesker er ens, heller ikke to af samme køn. Nogle kvinder har flere mandlige egenskaber end mange mænd og omvendt. Men tager man kønnene overordnet set, vil flest mænd have fx gode rumlige opfattelsesevner, og flest kvinder vil være interesseret i omsorg og andre mennesker.

Mænd og kvinder har altid arbejdet. Også i alle tidligere samfund var kvindernes indsats lige så nødvendig som mændenes. Mændene tog på lange jagter eller forsvarede stammen mod ’de fremmede’ i krige, mens kvinderne passede børnene, de syge og de gamle – også naboerne – og gik på kortere indsamlingsture efter frugter, frø, bær og rødder. Det var rationelt at dele opgaverne mellem kønnene og lade kvinderne amme og passe de små og sørge for den basale kost, for hulen og de sociale relationer på bopladsen. Denne rationelle arbejdsdeling fortsatte op i bondesamfundene: Manden gik i marken og drog på marked, mens kvinden tog sig af hjemmet, maden, dyrene, børnene, de syge og de gamle. Manden hjembragte de mest attraktive ressourcer, korn, kød og kontanter, og kvinden forvaltede dem sammen med dem, hun selv skabte, varm mad, tøj og hygge.

Men hvordan håndterer vi kønsforskelle i dag? – Ikke ret godt, efter min mening, for vi forstår og anerkender ikke, hvad de består i, og hvad de er kommet af.

Mennesket er et socialt levende rovdyr. Vi har udviklet sprog og arbejdsdeling for at overleve. Mennesket er et hierarkisk og meget statusbevidst dyr. Og vi er som andre dyr drevet af trangen til at overleve, dominere, formere os, rage til os og leve så behageligt som muligt.

Ganske som i andre flokke af socialt levende jægere, fx ulve, har kønnene hvert deres hierarki: kvinderne for sig, mændene for sig. Det er hensigtsmæssigt at inddele opgaver efter køn og opretholde en arbejdsdeling, så man ikke render og falder over hinanden og støder sammen over småting. Hanner og hunner kan jage sammen, og de kan se efter afkommet sammen, men de lever overordnet i kønsopdelte rangordener, og de konkurrerer normalt ikke med individer af modsat køn. Der er en alfahan og en alfahun, og disse dominerende dyr holder styr på henholdsvis hannerne og hunnerne. For det meste i al fredsommelighed.

Jeg tror, at mænd og kvinders hjerner igennem 200.000 år eller længere er blevet formet af disse livsomstændigheder, og at meget af den adfærd, som forekommer uforståelig i dag, kan tilskrives disse grundlæggende forhold.

Enhver, der har et barn i 0’te klasse, ved, at drengene bokser lidt rundt og derefter ret hurtigt former et hierarki. De opfører sig som små mænd, der indstifter en rangorden, som uden tøven skal følges på en jagttur eller i krig, hvor det er absolut nødvendigt at vide hvem, man kan stole på, hvem, der skal adlyde, og hvem, der udsteder ordrerne. Drengenes roller i de tidligt indstiftede hierarkier kan følge dem hele vejen op igennem skolegangen og blive bestemmende for den enkelte resten af hans liv, fx ’Klovnen’, ’Den rå børste’, ’Den intellektuelle’, ’Nørden’, ’Charmøren’, ’Alfahannen’ osv.

Pigerne, derimod, går og måler sig med hinanden i årevis, de skaber alliancer, intriger, tiltusker sig mere status og popularitet på alle mulige måder, ved klædedragt, hårlængde, vægt, familieforbindelser, rigdom m.m. For piger drejer alting sig om ressourcer: Jo kønnere, sødere, behagelig og jo mere status en pige har, jo flere ressourcer kan hun opnå, enten ved egen hjælp, men som oftest ved en kombination af evner, udseende, kløgtighed og familiens støtte, lærernes hjælp, drengenes bevågenhed og venindernes beundring. – En kvinde kan opnå status og ressourcer ved andres hjælp, på bekostning af søstre og veninder, hvis hun er smukkere, sødere og mere eftertragtelsesværdig end dem.

Drenge kan kun opnå succes, hvis de kan indordne sig i en flok af andre mænd, hvis de er gode kammerater, gode jægere, gode krigere, gode håndværkere, og hvis de på en gemytlig måde forstår at skaffe sig høj status blandt venner og arbejdskammerater. Alene kan en mand ikke fange uroksen. Finn kan opspore den, Jan og Peter kan løbe hurtigt, Alf kan stå skjult og ramme den sikkert med sit spyd, og Børge er ham, der motiverer dem alle, bevarer overblikket og udsteder de rette direktiver undervejs. Jørgen kunne så være ham, der fulgte hele affæren på afstand og digtede lange, episke kvad om begivenheden, når hele stammen senere sad og mæskede sig omkring bålet.

I vore forfædres samfund indgik drenge/mænd i maskuline fællesskaber med jagt og krig som den fællesskabende aktivitet, der var nødvendig for hele stammens overlevelse. Drengen lærte af de voksne mænd, hvordan man skulle gebærde sig for at klare sig godt. Det var ikke så vigtigt, om han var tyk eller tynd, høj eller lav, korthåret eller langhåret, kvik eller sendrægtig, bare han kendte sin plads og kunne udfylde de påkrævede funktioner. Mænd er gode til at acceptere hinandens forskelligheder, flokken bliver stærkere, hvis den både indeholder store, stærke mænd, små og hurtige, kvikke og opfindsomme, tunge og trofaste. Mænd dyrker faktisk deres individualitet: Så har én fodboldspiller fundet på at sætte håret op i en knold, en anden viser sig med orange sko, og det hele er fint, så længe han er holdspiller, kompetent, modig, angrebslysten, en god kammerat, pålidelig, idérig, loyal, morsom, storsindet m.m. Når en mand klarer sig godt på slag- eller jagtmarken, får han uden diskussion en større andel af byttet, og de andre mænd giver ham æresbevisninger i form af fx fester, medaljer og statuer, eller de digter hyldestkvad til ham, kvad, som huskes i generationer, og som ikke bliver ringere af tidens gang. – Mænd mobber fortrinsvis undermålere, individer, som falder helt igennem stammens normer, og som de øvrige mænd ikke mener, tilfører stammen noget godt.

I modsætning til drenge, er piger meget optagede af at ligne hinanden og ikke skille sig for meget ud. De har en lav tolerancetærskel for forskelligheder og opretholder et skin af ligeværdighed og ensartethed. En kvinde tager ikke godvilligt imod ordrer fra andre kvinder, og enhver ytring og ethvert forslag bliver sat til endeløs diskussion. Hvis moden dikterer langt hår, er der ingen fikse korthårsfrisurer eller karseklip blandt piger i en normal skoleklasse. Hvis det er smart at være tynd, er tyndhed den eneste målestok for kvindekroppen, og alle, der ikke lever op til idealet, skammer sig og mobbes og falder hastigt ned igennem hierarkiet.

Kvinder skal, udover fysisk og psykisk pleje af deres egen familie, også være parate til at tage sig af andre, naboerne, veninderne, de gamle, de syge, staklerne, enkerne og de andres børn, for en skønne dag kunne hun risikere, at det var hendes mand, der ikke kom hjem fra jagten, og så ville hun selv være overladt til de andre kvinders nåde. I så fald var det godt at have fremstået ’god’ udadtil og have gode gerninger ’på bogen’ – i dag på Facebook – så man selv kan kandidere til lidt hjælp fra andre i trange tider. Positionering og mobning skal helst foregå i det skjulte, under dække af godhed: – Jamen, kære, er der noget i vejen? Du ser så træt og udslidt ud … Du er vel ikke syg? Er der noget, jeg kan hjælpe med?

Også kønne og tilsyneladende succesrige kvinder mobbes af andre kvinder. Man får ikke fred, og ingen digter hyldestkvad til ens ære, selv om man er dygtig og har opnået en høj position, fx var vores første kvindelige statsminister mest kendt for mærket på en håndtaske, hun havde, da hun var ung.

Alle kvinder skal lære at klæde sig smukt, at slå med det lange hår og at påkalde sig opmærksomhed ved deres avledygtige sundhed og skønhed. Helt fra de tidligste tider har kvinder instinktivt forstået, at de måtte udmanøvrere andre sunde og smukke piger, hvis de selv ville have adgang til de bedste ressourcer, men de måtte gøre det så tilpas subtilt, at de ikke fik ry for at være kolde og egoistiske. Ingen nabo vil dele sin sidste suppe med en led strigle, og ingen god forsørger ønsker sig en kold og egoistisk kone og mor for sine børn. Tværtimod. De mest mandige mænd har det med at falde for småpiger med store, uskyldige øjne, trutmund og en lidt nærsynet, hjælpeløs attitude. Det ved enhver kvinde inderst inde. Hun må derfor halvt ubevidst slå knude på sig selv for at skjule sine eventuelle kompetencer og hensigter og agere i skjul. Mange succesrige kvinder mestrer sladder, bagtalelse, intriger, alliancer og modalliancer. Og mænd bliver sindssyge i forsøget på at forstå, hvad der i grunden foregår i en kvindeflok, hvor misundelse og bitterhed, godt gemt bag en facade af slesk venlighed og tilsyneladende godgørenhed, hersker.

For mænd er livet en kamp om at skaffe sig ressourcer, en kamp, der som oftest udspiller sig i et tæt samarbejde med andre mænd.

For kvinder er livet en kamp om at skaffe sig flest ressourcer, som oftest på bekostning af andre kvinder. En kvinde er bedst stillet, hvis hun kan sikre sig den bedste jæger/forsørger i flokken og beholde ham og hans hjembragte ressourcer for sig selv og sine egne børn. I kampen om at få og beholde den højest rangerende og mest ressourcestærke mand, kongen, krigeren, den lokale velhaver, sports- eller filmstjernen, udlændingen, forsøger kvinder til stadighed at udmanøvrere hinanden, ofte under dække af mere eller mindre falskt venskab.

Derfor bruger unge kvinder hver eneste dag timer på at vaske sig, barbere sig her og der, farve og sætte det lange hår omhyggeligt, smøre maling i ansigtet og vælge afslørende tøj og stærkt handikappende sko, hvis de da ikke går til yderligheder og lader sig operere, før de kaster sig ind i kampen om de mest attraktive mænd. Endnu flere daglige timer bliver brugt på hjernedød motion for motionens egen skyld og overvejelser over, hvad de må spise, og navnlig hvad de ikke må spise. Derefter skal de shoppe tøj og tilbehør, skabe og vedligeholde alliancer med veninderne over en skummetmælkscafelatte og/eller på Facebook og andre sociale medier … der bliver meget lidt tid og energi tilbage til at studere eller udføre et job ordentligt.

De unge mænd på deres side ved godt, at deres chancer for at sætte eget afkom i verden mest af alt afhænger af deres forsørgerpotentiale, derfor må de lære sig et fag, studere, øve sig og blive gode til det. Det giver også points at være smart, stærk og sjov at omgås, så drenge bruger tusindvis af timer på at lære at beherske et trick, en kunstart, et fag, en sportsgren, et instrument, en speciel måde at hilse eller sætte håret på. De søger individualitet og status midt i flokken af andre mænd, som de indordner sig under og samarbejder med. I dag som sælgere, journalister, landmænd, pædagoger, brandmænd, slagteriarbejdere, håndværkere, forskere, sportsmænd, mekanikere, gartnere, programmører osv. Men også som jægere og i militæret.

I løbet af de seneste år har kvinder fået mulighed for at klare sig selv og eventuelle børn uden en mandlig forsørger. Staten – og ikke naboerne – kan spæde til med SU, børnepenge, understøttelser og pensioner. Det har motiveret kvinder til en betydelig indsats i uddannelsessystemerne, for de har indset, at det er sikrest at sørge for sig selv. Så de slider for deres 12-taller og bliver lærere, præster, læger, og overhaler uden større besvær de fleste drenge, hvad det faglige angår. – De stresses voldsomt i ungdomstiden, for de opgiver ikke alle kravene til kroppens udseende og form, selv om de opnår stor dygtighed, tværtimod bliver de faglige krav hyppigt bare lagt oveni alle de andre krav. Unge piger i dag er ved at segne under alt det, de selv, veninderne og kollektivet forventer af dem. De er både oversociale skønheder, diætister, elitesportsudøvere og de bedste i deres klasse.

Her sakker drengene bagud. Pigerne sætter dagsordenen, og for størstedelen af de middelmådige drenges vedkommende er der meget få af de gamle, maskuline fællesskaber tilbage, hvor de kan få en tiltrængt pause, udover en forkølet druktur uden sejre at fejre i ny og næ.

Når pigerne kommer ud på arbejdsmarkedet og skal finde gode stillinger, samtidigt med at de får deres to børn med nogle års mellemrum, begynder DE til gengæld at sakke bagud. De kan ikke, uanset hvor kønne, dygtige og arbejdsvillige de er, trænge helt ind i samfundets maskinrum, som stadig beherskes af maskuline fællesskaber – og blive der. Nogle kvinder kan. Men statistikkerne viser, at flertallet stadig halter langt bagud, hvad løn, anerkendelse og indflydelse angår.

I løbet af de seneste 50-60 år har middelklassens kvinder flyttet sig fra et liv, udelukkende med opmærksomhed på udseende og tillært hjælpeløshed, begrænset i de små hjem, til et liv ude på jagtmarkerne, hvor de både skal være attraktive og kønne og knaldhamrende dygtige på samme tid.

Mændene har stået på sidelinjen og set deres domæner blive invaderet af dygtige og uopnåelige kvinder. For måske første gang i verdenshistorien konkurrerer – ikke bare en enkelt eller to – men flertallet af kvinder direkte med mændene på deres egne præmisser. Og de gør det godt! – Se på Angela Merkel, Bodil Nyboe Andersen m.fl. De har ikke grund til at slå med håret, de både vil og kan selv.

Men det er ikke rationel arbejdsdeling, at mænd og kvinder også i privatlivet konkurrerer på akkurat de samme områder, og kvinder mister respekten for de mænd, der forsøger at blive mere feminine end kvinderne selv. Man skal ikke stå og skændes om opvasken, om rengøringen, om indkøb og madlavning, om hvem, der skal putte lille William. Det er ikke uden grund, at det hedder ’håndværkersex’ og ikke fx ’kontornussersex’, ’rengøringssex’ eller ’barneplejersex’.

Mændene burde, som ’Bonderøven’ på tv, tage nogle af deres kønsspecifikke domæner tilbage. Vise, at de er gode forsørgere og fædre. Udvise storsind i stedet for misundelse. Mænd bør nok ikke skrive lange, selvmedlidende debatindlæg i ’Politiken’, hvor de offentligt tuder over kvindernes fremmarch på uddannelser og arbejdsmarked. Det ville være langt mere maskulint på den gamle måde, hvis de viste sig parate til at forsvare deres familie udadtil og tilførte den nogle værdier indadtil. Det er maskulint at bygge eller reparere sit eget hus, at mestre et håndværk, at dyrke gode og sunde grøntsager, at støtte sin kone og inddrage sine børn i de daglige gøremål på en omsorgsfuld og kærlig måde.

Kvinder og mænd bør tilstræbe at dele opgaverne imellem sig, ikke efter køn, men efter evner og interesser. I så fald ville kvinderne atter indse, at de har brug for deres mænd til at få dagligdagen til at fungere.

Det er ikke maskulint at rende i hælene på sin kvinde, at være hendes lille husslave og lade hende organisere og uddelegere opgaverne, som hun finder for godt, eller at konkurrere med hende og forsøge at være en bedre husmor, end hun er. Det er heller ikke feminint at forsøge at tisse overkors med mændene. – Som altid, når tiderne og teknologierne ændrer sig, går der et par generationer, før de alment gældende spilleregler følger med.

Hvad er der tilbage til de stakkels mænd?

I de fleste samfund op til i dag har der været skarpe, kulturelt opdelte skel mellem mands- og kvindearbejde. Som i hønse-, løve-, ulve- og hundeflokke har mennesker instinktivt opretholdt to adskilte hierarkier: et mandehierarki og et kvindehierarki. Det sikrer, at der ikke opstår direkte spændinger og konfrontationer mellem de to køn. Det er nemlig bedre for artens overlevelse, at de to køn samarbejder fredsommeligt om at formere sig og få afkommet godt i vej, end at de konkurrerer om, hvem der er bedst til husbygning, jagt, landbrug, tekstilforarbejdning, madlavning og barnepleje eller strides om de samme jordstykker og bestyrelsesposter. Samfundene og familiestrukturerne har hidtil hvilet på et solidt fundament af kønsopdelt arbejde.

Ligestillingen mellem kønnene i vore dage i vor del af verden har bevirket, at unge mænd kan få problemer med deres kønsidentitet, fordi grænserne mellem mandligt og kvindeligt er udviskede, og kvinder efterhånden er trængt ind på alle mændenes traditionelle »maskuline« enemærker. Uanset hvor meget de unge mænd forsøger at klæde sig ud, så de ligner deres bedstefædre med store skipperskæg, vansirende tatoveringer, enorme modebriller, den fysisk arbejdende mands jeans, bekvemme sko og stramme T-shirt, så er de henvist til en statistrolle som klapvognschauffører i deres kvinders enemægtige livsindretning med IKEA-ture, pæne hvide vægge, nips og pastelfarvede puder, yndigt babytøj, regler for sex og anden omgang, inklusiv kedsommelige parmiddage med det allernyeste inden for eksotiske råvarer.

Kvinder har kort sagt sejret ad helvede til. − De har lagt mændene fuldkommen ned og konkurrerer nu på lige fod, med stor succes og med lige løn, i skolerne, bankerne, på universiteterne, som lærere, læger, kontorfolk og præster. Kvinder kører bil, anlægger haver, bliver tatoveret, styrer fabrikker o.m.a., og mændene har skullet lære at begå sig i de beskæftigelser, der hidtil var forbeholdt kvinder: mode og tøj, babypleje, syge- og ældrepleje, som pædagoger, med indretning og i hele forfængelighedsindustrien med al dens overdrevne kropspleje, hårfjerningsprojekter, fodnus, selvpåført sult og i mere ekstrem form også med målrettet træning, medicinering og operative overgreb.

Ingen ønsker det gammeldags rigide, kønsopdelte samfund tilbage. I modsætning til de få tilbageværende primitive samfund og de stærkt religiøse, der har dannet sig i andre af verdens mange lande, sætter vi i vor kulturkreds pris på den frihed for den enkelte, mand eller kvinde, som vi har opnået, og som for en stor dels vedkommende har bibragt os vores næsten uanstændige overforbrug og velstand. Det skete bl.a. fordi arbejdsstyrken med et slag blev fordoblet, pengerigeligheden tilsvarende stor og det påfølgende forbrug astronomisk.

Men hvad er der tilovers til vore unge mænd af det specifikt maskuline domæne, hvor de kunne danne broderskaber, udstyre sig med tatoveringer, sære kropspiercinger og andre symboler på det mandlige fællesskab, og gå og dunke hinanden i ryggen, mens de fortæller platte vittigheder og hyggekonkurrerer i fred?

Mænd har sportens verden, hvor kvinder stadig ikke kan kæmpe og deltage helt på lige fod, uanset hvor meget de anstrenger sig − »Der er så meget, kvinder ikke forstår«, som ønsketænkningen med stor gennemslagskraft formuleres i en kendt tv-annonce. Kvinder er nemlig ikke, som mænd, født med en forståelse af, hvorfor nogle tilsyneladende fjollede og totalt ligegyldige sportspræstationer kan betyde alt for udøvernes tilhængere. Ja, hvorfor nogle mænd overhovedet føler det nødvendigt at erklære sig som fan af et sportshold. Kvinder er sociale væsener, og de kan nyde at deltage i store sportsbegivenheder, hvor de spejler mændenes ophidselse og gruppeadfærd, men de vil aldrig føle sig personligt amputeret af et nederlag i tiden mellem kampene, ligesom de heller aldrig kan lære at forstå symbolikken i, at sejrherren står og sprøjter med en fallosformet champagneflaske ud over kammerater, konkurrenter og kønne præmiepiger på podiet bagefter.

Ud over sportsverdenen, som fan eller deltagende udøver, kan mændene dyrke det mandlige fællesskab i pubertær stand up og de deraf afledte idiotiske film for drengerøve. På bøvede drukture og i barer. I rollespil og i computerverdenen. I motorcykelklubber og andre foreninger, der er defineret af en interesse for teknik, vovemod og transportmidler, fx tog, veteranbiler, svævefly, faldskærme, traktortræk og surfing. Mænd kan blive soldater, rigtige soldater eller i hjemmeværnet, i kriminelle bander, spejderlignende friluftsfællesskaber eller i korps. Mænd kan blive rockmusikere, actionfilmstjerner, landmænd, piloter og andre slags chauffører, politimænd eller parkeringsvagter, eller de kan intellektualisere deres potens og konkurrencetrang og slå hinanden i hovederne med abstrakte argumenter som prædikanter, foredragsholdere, reklameartister, kunstnere, politikere, journalister, historikere, anmeldere, filosoffer, forfattere, forskere inden for stort set alle fag- og emnekredse, men ofte bliver de trængt af kvinder, som ikke forstår nødvendigheden af, eller spilder deres energi på, at »vinde« diskussioner og imaginære magtkampe, men blot samvittighedsfuldt gør deres daglige arbejde.

Jeg vil gerne slå et slag for en gammeldags, særdeles maskulin beskæftigelse, som kan tilfredsstille de fleste mænds instinktive forkærlighed for faglig stolthed, broderskaber, sære indvielses- og optagelsesritualer, maskuline hierarkier, intern og ekstern konkurrence, barsk sentimentalitet (eller sentimental barskhed), groft, indforstået sprog, plat humor, teknik og løsningsorienteret arbejde, nemlig håndværket.

Som murer, maler, tømrer, snedker, elektriker, VVS’er, mekaniker m.m. kan enhver ung mand finde det maskulint betonede fællesskab, det fysiske og resultatorienterede arbejde − og en pæn hyre ovenikøbet − som han kunne ønske sig. Han kan endda gå videre og blive selvstændig mester, entreprenør, arkitekt, konstruktør eller ingeniør, hvis det skulle vise sig, at han besidder lysten og evnerne til det. − Problemet er bare, at vi igennem årtier har nedprioriteret, undervurderet, udsultet, udliciteret, bogliggjort og snakkesaligt feminiseret fagskolerne, mesterlæren og adgangen til praktikpladserne, så det kun er en håndfuld hashomtågede tabertyper med tynde overarme og kikset hår, der frivilligt kunne drømme om at søge ind.

Lad os arbejde på at få mesterlæren og de fagligt velfunderede håndværkeruddannelser tilbage. Lad os give vore unge mænd de pålidelige og kompetente rollemodeller, den sunde selvfølelse og gode træthed efter dagens arbejde, som de fortjener, og lad kvinderne beundre dem for deres evner til at bygge og reparere ting og hemmeligt misunde dem deres fællesskaber. Det vil komme os alle til gode på langt sigt.

Mænds vilkår i samfundet

To romakvinder på gaden i Cordoba.

Lige efter spisetid blev jeg ringet op af en beleven, yngre kvinde fra Epinion. Hun bad om lov til at stille nogle spørgsmål i forbindelse med en fælles EU-undersøgelse af kvinders vilkår i samfundet.

Det lød som et prisværdigt formål − om end en smule omsorgsbekymret på den nedladende måde − og jeg svarede gladeligt ja eller nej eller aldrig eller somme tider eller fem på en skala fra nul til ti på alle hendes spørgsmål om helbred, børnepasning, gamle forældre, job m.m.

Hmm … ”Kvinders vilkår i samfundet” … Kunne man forestille sig en tilsvarende undersøgelse i EU-regi af ”Mænds vilkår i samfundet”? − Nej, vel?

Vi er kommet langt, navnlig i vor lille, nordeuropæiske del af verden, men selv her 64 år efter udgivelsen af Simone de Beauvoirs klassiker: ”Det andet køn”, kan vi konstatere, at kvinden stadig er den lavere rangerende undtagelse, som har brug for vores bekymring og undersøgelser, for det er manden, der er den selvfølgelige norm. Han behøver ikke særskilt omsorg fra samfundet − Han har skabt det, så det passer til ham selv.

Utænkeligt

● I USA har de for anden gang valgt en farvet præsident.

● I DK har vi en kvindelig statsminister.

● Da mit badeværelse skulle renoveres, gik den unge VVS’er på barsel.

I 70’erne, da vi sad og politiserede i basisgrupperne, troede ingen et sekund på, at vi ville komme til at opleve bare én enkelt af disse ting i vores levetid.

Men vi kunne heller ikke i vores vildeste fantasi forestille os at:

● DK ville deltage aktivt i flere krige mod muslimske lande.

● At vi i lange perioder ville være behersket af et afskyeligt vrængende fremmedfjendsk, såkaldt ”værdipolitisk”, klima.

● At stort set alle danske børn fra omkring etårsalderen skulle tilbringe hovedparten af deres vågne timer på opfostringsanstalter.

Småbørnsforældre og ligestilling

Ligestilling − mellem mennesker med forskelligt udseende, evner, etnisk herkomst, uddannelse, religion, køn, seksuel observans, indkomst, bopæl m.m. − er et ubetinget gode. Og så har det tilmed vist sig, at det også er godt for samfundet som helhed og for samfundsøkonomien i særdeleshed, at alle mennesker har lige rettigheder og muligheder. Det er således ikke bare moralsk ønskeligt, men også hensigtsmæssigt for fællesskab og udvikling at alle mennesker oppebærer lige rettigheder. − Undtaget fra denne ideale fordring om ligestilling, er dog de, der vanemæssigt og med vilje sætter sig ud over det menneskelige fællesskab ved at lyve, genere, snyde eller skade andre og de, der forsøger at rage til sig på andres bekostning.

− Og så har jeg et forbehold mere, når det drejer sig om småbørnsforældre. Det er ikke til småbørnenes fordel, at unge forældre bruger tid og kræfter på at føre nøjagtigt regnskab med, hvem der tager sig af lille Isabella eller lille Emil − hvor meget, hvor længe og hvornår.

Det er velkendt, at én person påtager sig 100 % af et givet ansvar, mens to mennesker fordeler halvdelen af ansvaret imellem sig og dermed kun får 25 % hver. Jo flere til at dele, jo mindre ansvarsfølelse.

Når den unge mor regner med, at den ligeledes ganske unge far påtager sig et ansvar, som han ikke magter og ikke kan fornemme, så føler hun sig helt fri til at kaste otte-ni timer dagligt efter karrieren og derudover dyrke motion, wellness, veninder, kærestetid med faderen, kulturelle fornøjelser og rejser, samtidig med at hun har et lille barn.

Faderen har det naturligvis på akkurat samme måde: Hvem skulle forhindre ham i at arbejde 5o timer ugentligt, spille poker med vennerne, tage svæveflyvercertifikat og køre på MTB i sin fritid, når moderen insisterer på at have samme grad af frihed, som hun havde før barnets ankomst?

I sådanne forhold kommer forældrene til at agere som jaloux søskende, der nidkært overvåger, at den ene ikke får flere fordele − dvs. fritid UDEN barn, end man selv får.

Barnet falder således ned i en grøft, hvor det i størsteparten af sin vågne tid er overladt til fremmede, der har mange andre børn at tage sig af, og når de første års ulykkelighed over at føle sig uønsket har lagt sig, vil et sådant barn sætte alt ind på at blive stort og selvberoende så hurtigt som muligt. Småbørn, der falder ned i mellemrummet mellem mor og fars mange andre og meget mere spændende gøremål, bliver skadet for livet, selv om alt ser pænt ud på ydersiden, og mor og far indkøber det rigtige udstyr, bager en bolle i weekenden, sørger for at undgå for meget sukker i kosten og stolt promenerer omkring i bybilledet med kostbar barnevogn og en unge i dyrt mærkevaretøj.

Jeg har hørt unge forældre diskutere højlydt, hvis tur det er til at skifte ble, til at give overtøj på, til at bade, til at putte eller til at læse historie, mens barnet stod lige ved siden af og hørte på det! − Hvor gavnligt er det for den lilles fornemmelse af at være tryg og velkommen og høre til i verden? Hvad betyder det for barnets evne til at udvikle selvværd, til at lære og til at få og vedligeholde en omgangskreds, hvis de første erfaringer med andre mennesker er en klar besked om, at det er til ulejlighed for mor og far?

At tage sig af et barn er IKKE et job, man som forældre kan forsøge at skulke fra, men et privilegium, som man bør påtage sig 100 % i de første leveår, i hvert fald indtil barnet er parat til børnehave en del af dagen. Der er − uden for dette lands grænser − konsensus om, at barnet først, når det er tre år gammelt, er modent til nye omgivelser, nye sociale situationer, legekammerater og fremmede voksne, og dermed kan tilbringe tre-fire timer dagligt i en børnehave uden at tage skade på sjæl og tryghedsfølelse. Om det er faderen eller moderen, der tager sig af det lille barn i de første leveår, er i og for sig ligegyldigt, bare ansvaret er klart fordelt med 100 % til den ene part. Så kan den anden bruge sine kræfter på at skaffe pengene til huse. − Til forhandling UDEN for barnets hørevidde er så, hvem der skal have fri til hvad hvornår, men selve ansvaret står ikke til diskussion.

At det − udover at være meningsfuldt og udviklende og sjovt − også kan være en både opslidende og utaknemmelig opgave at rumme og passe et lille barn i døgndrift igennem de første tre år, skal ikke holdes hemmeligt. Lige så hårdt kan det være at sørge for det større barn i måske yderligere 15-20 år, at holde øje med dets velbefindende, at påtage sig ansvar for døgnrytme, hygiejne, motion, frisk luft, kost, sundhed, sprog, læring, passende og alderssvarende oplevelser, tryghed, sociale relationer, jul, fødselsdag, påske og pinse, hverdag, ferie og fest … at indse, at det koster i karriere, indkomst, status, respekt, og at den eneste belønning, man kan håbe på at få til gengæld for de mange års hårde arbejde og tilsidesættelse af sig selv, er, at barnet falder godt ind i verden og klarer sig godt.

Men sådan er vilkårene for formering i pattedyrsslægten. Man må under ingen omstændigheder lade nye småbørn sejle i deres egen uønskede sø, som almindelig praksis er blevet det i dag.

Køn og respekt

Vi var på svampetur med familien. Jeg har samlet svampe i den samme skov i 45 år, og endnu er ingen blevet syge, men alligevel beder den søde svigerdatter min mand, som ikke aner en pind om svampe, om at tjekke svampene for sig. Hun kunne ikke af sig selv få den tanke, at det var kvinden, dvs. mig, der vidste noget, og som kunne kende en kantarel fra en fluesvamp.

Jeg har af og til videregivet idéer eller råd til familie og venner, og når de så efter en tid omtaler sagen, tilskriver de fuldkommen tankeløst enten sig selv eller også min kloge mand æren for eventuelle gode resultater.

I min barndom havde vi en gåde med en far og hans søn, der kommer ud for en trafikulykke. Faderen omkommer, mens drengen ilde tilredt bliver bragt på hospitalet, hvor overlægen forfærdet udbryder: ― Jeg kan ikke operere! Det er min søn!

I årtier har folk grublet over, hvordan det nu kan hænge sammen, indtil det går op for dem, at en overlæge sagtens kan være en kvinde og altså drengens mor.

Det ligger i baghovedet på os alle, at mænd må være klogere end kvinder. De må være født klogere. Navnlig kvinder ville så gerne have, at deres mænd og sønner var lige så kloge og kompetente, som vore fædre forsøgte at være, når de var sammen med os. Det gør os trygge, for vi er ikke i konkurrence med mændene omkring os.

Det er vi derimod med kvinderne: Hvis andre kvinder er kloge (smukke, tynde, sjove, gode mødre, gode kokke, velklædte osv.), sammenligner vi os og føler mindreværd, så vi forsøger instinktivt at decimere de kvinder, vi omgås, til overkommelig størrelse. Det gør mænd også, for så kan de føle sig større og mere kompetente selv. Jo klogere kvinde, jo større tryk er nødvendigt for at holde hende nede.

Hvis en mand beslutter sig for at bruge sit liv, sit intellekt og sin gode uddannelse på at sidde hjemme og skrive, så bliver han alle vegne mødt med beundring og respekt, for han er jo en MAND og dermed FORFATTER, og han opgiver formentlig en glorværdig karriere og en anseelig indkomst for at kunne følge sit talent til glæde for alle os andre. Hans kone vil sikkert vimse om ham og tysse på børnene for at skaffe ham arbejdsro.

Hvis en kvinde vælger at bruge sit liv på at skrive, betragtes hun, i hvert fald i begyndelsen, og hvis hun ikke hurtigt bliver anerkendt, rig og berømt, som en lidt for følsom hobbyskribent, og hun kan ikke regne med ro, før hun har fodret mand, husdyr og børn og gjort hele huset rent. Virginia Woolf har beskrevet dette så glimrende i ”A Room of One’s Own” fra 1928, og det er stadig relevant. Desværre. Ro, respekt og anerkendelse eksisterer naturligvis alle vegne, men er hyppigere goder i det mandlige end i det kvindelige univers. Der er meget få kvinder, der nyder godt af at have en hengiven hustru.

Selv hvis en mand går i hundene, er han både i vore forestillinger, i film og i litteraturen meget mere storslået og interessant end en forsumpet kvinde, der blot betragtes som ulækker, som en hån mod vore begreber om, hvad en kvinde bør være.

Der er altså et pres fra mange sider for at formindske kvinder og forstørre mænd. Nogle kvinder formår at ignorere presset og rage op alligevel, og nogle kvinder og mænd formår at respektere alle lige meget, men krav og forventninger til kvindernes ydelser er næsten altid mange gange højere end til mænd. Navnlig når det gælder omsorg:

En mand, jeg kender som en dedikeret familiefar og trofast husbond, kunne ikke drømme om at ringe til nogen, ikke engang til sin egen familie, for at høre, om de har det godt, om at sige noget venligt for at holde en samtale i gang, om at sørge for, at gæster har kaffe i kopperne eller vin i glassene, om at sende et fødselsdagskort, en buket, købe en gave, invitere nogen, arrangere en sammenkomst eller en ferie eller tilbyde nogen sin hjælp. Hvis han gør det alligevel, er det 99 % sikkert, at konen har bedt ham om at gøre det. Ikke desto mindre forguder alle HAM og synes, at han er sådan en rar, omsorgsfuld og betænksom fyr. ― Det er han også. Man skal bare huske at fortælle ham, hvad han skal gøre for at være det.

I en anden familie, jeg kender, betragtes broderen som klog. Sådan ser han også på sig selv, og han er altid parat med gode råd til alle. At hans søstre, som også er særdeles veluddannede, kunne besidde nogle få øer af viden selv midt i al deres kvindelige dumhed, og at de måske kunne have nogle få kompetencer, falder ingen ind. Han er jo DRENGEN, så rollerne i den familie blev fordelt, allerede da han blev født, og de er ikke til at rokke, selv om familien sammen med resten af landet og verden er gået ind i det tredje årtusind efter vor tidsregnings begyndelse.

Jeg har ringet efter en vagtlæge til min mand, når han lå og vred sig med galdestenssmerter, og lægen tog det meget alvorligt og kom efter et kvarter med en smertestillende sprøjte og et venligt ord. Jeg har også prøvet at ringe efter en læge, når jeg selv lå og vred mig med galdestenssmerter, og lægen kom først efter fem timer, da min mand var kommet hjem og også havde ringet, og lægen var oven i købet vrissen og småsur, da han omsider dukkede op med sin velgørende sprøjte. ― Det var fem meget lange timer, som jeg kun nødigt tænker tilbage på.

Min erfaring er også, at hvor mænd får hurtig og adækvat behandling, når de henvender sig til sundhedspersonale med et problem, så kan det være vanskeligt at være et (ældre) damemenneske med diffuse symptomer. Kvinders sygdomme er simpelthen ikke så velundersøgte, som mænds, og i mangel af reel viden om kvindekroppen sidder fx. hormoner og lykkepiller så løst på receptblokkene, at man skal være endog særdeles bestemt for at undgå dem.

For en halv snes år siden var jeg indlagt på et sygehus efter en operation, og de tre gange pr. dag, madvognen dukkede op ude på gangen, var de kvindelige sygehjælpere og sygeplejersker meget omhyggelige med at besøge alle stuer med indlagte mænd: ― Nå, Hansen, hvad kunne du så tænke dig til frokost? spurgte de omsorgsfuldt, rystede puder og dyner og hentede mad og drikke til hr. Hansen, Keld og Kenneth, hvorimod de hyppigt i travlheden glemte Marie, Caroline og fru Jørgensen, der lå med slanger og katedere inde på næste stue. Hvis ikke fjerdemanden, dvs. den fjerde kvinde på stuen, havde været i stand til at gå ud og hente, ville ingen derinde have fået noget som helst.

Kort sagt: Hvis du fødes som mand, får du på forhånd tildelt en gratis bonus på mindst dobbelt så meget respekt ― og dermed højere status og alle mulige andre udtryk for dine medmenneskers opfattelse af din værdi som menneske, end hvis du fødes som kvinde. Sådan er det.

Unge kvinder, som bader sig i muligheder, kan ikke få øje på den store forskel, men den respekt, de nyder, gælder ikke så meget dem, som deres fødedygtige, attraktive ungdom, og når de efterhånden indser, at deres livsindsats, både på arbejdsmarkedet og med hjem, familie, venner, egne og andres børn, ikke står mål med deres livsindkomst, og når de får øje på den manglende respekt, de bliver mødt med efter at have arbejdet hårdt i mange årtier, så bliver nogle af dem en smule bitre.

Man kan så sige, at for de højtrespekterede mænd er der længere at falde, hvis de ikke kan leve op til manderollens allermest basale krav om autonomi og loyalitet. Min yndlingsscene er fra Godfatherfilmen, 2. del fra 1974, hvor den ældre bror, Fredo Corleone, som blev forbigået af sin yngre bror og ikke fundet værdig til godfathertitlen, mere og mere panisk skriger:

― It ain’t the way I wanted it! I can handle things! I’m smart! Not like everybody says… like dumb… I’m smart and I want respect! … For kort efter at blive sejlet ud på søen og skudt.

Man kan skrige på respekt, men man bliver dumpet i havet, med mindre tiden, heldet, generne, talentet, personligheden, kønskromosomerne og omgivelserne er med en. Det er langtfra nok at være dygtig, klog, omhyggelig, rar, generøs, hjælpsom og betænksom, og hvilke andre positive betegnelser, man kan finde på at hæfte på en person. Hvis man ikke lige er en Fredo, hjælper det også gevaldigt at være en mand.

Havfruesmerter

― men hvert Skridt du gjør, er som du traadte paa en skarp Kniv, saa dit Blod maatte flyde

I H. C. Andersens »Den lille havfrue« er der ingen tvivl: En i forvejen smuk, ung pige må lide for skønheden, hvis hun vil være med der, hvor prinserne færdes, på slottene, på de smukke kyster, på de festpyntede skibe.

― du bliver som Skum paa Vandet

Hvis hun ikke formår at vinde prinsen, taber hun sin udødelige sjæl og bliver til intet. Hendes liv mister al værdi.

― ræk frem din lille Tunge, saa skjærer jeg den af i Betaling

Og hun mister tillige retten til at protestere, til at sige sin mening, til at synge eller fortælle om sit liv. Der er kun håbet om prinsen og trældommen i et smertefuldt hamsterhjul eller tilintetgørelsen forude.

Dette er heldigvis citater og opfattelser fra et eventyr. Fra et knap 200 år gammelt eventyr.

I dag er der naturligvis ingen kønne, unge piger, der kunne drømme om at skære i sig selv eller lade andre skære i sig. Som stabler sig op på sylespidse, højhælede sko, så hvert eneste skridt føles, som trådte de på en skarp kniv. Som pustende løber rundt på vejene eller slider i motionsmaskiner, mens de hellere burde lave noget sjovt sammen med deres børn. Eller som barberer sig her og der, og som derfor ikke har tid til at beskæftige sig med andre, mere seriøse dele af menneskelivet. Eller som drikker ildesmagende pulverblandinger eller ligefrem sulter sig til smertegrænsen for skønhedens skyld. Så de kan føle sig hjemme på diskotekerne og alle instederne.

Der er heller ikke længere kvinder, som ved vejs ende synes, at de har forspildt deres liv med pinefulde skønhedsøvelser og indgreb, så deres ellers så smukke sjæle forvitrede til tomt skum…

Eller kvinder, som har undladt at råbe op og protestere, når de selv, deres veninder, døtre eller andre kønsfæller er blevet behandlet nedladende, som varer, som objekter, man blot kan skære i eller klemme muslingeskaller fast i halen af.

Jeg har ingen personlig erfaring på området, men i følge H. C. Andersen gør det sidstnævnte temmelig ondt.