Sådan går det jo, hvis man først begynder at fodre dem 
Forfatter: Lone Andrup
Valgdag
Vi ser frem til, at vi snart ikke længere skal have fjolser til at hænge og kigge ind over hækken.
Det har været en kedsommelig ‘valgkamp’ mellem middelmådige og ikke synderligt forskellige kandidater. Egeninteressen synes at være den fremherskende og fælles motivation. Desperate svømmeture, pludselige farveskift – overvejende til grønt – og besynderlige påhit, udskregen, urealistisk ønsketænkning og en renden efter populære tendenser i tiden.
Aviser og øvrige medier har i månedsvis overvurderet befolkningens nysgerrighed efter at opsnappe enhver lille konfus ytring. Meget, meget lidt af al denne opkogte snak resulterer i ændrede forhold for indbyggerne i dette land og synes udelukkende beregnet på at skaffe journalister og debatlystne politikere et vellønnet job med pension i det offentlige meningsmageri.
Er vi virkelig så dumme, at vi falder for alle disse tomme stunts? Og for nyhedsstrømmens omhyggelige rapportering af hver og en? Åbenbart. Ellers ville de jo ikke finde sted.
Er der ikke nogle voksne, der har tid til at forklare de yngre vælgere den grundlæggende forskel på rød og blå blok? På venstre og højre side af Folketingssalen? Og påvise de sidste dages hellige sammenstimling omkring de mest populære synspunkter – frygtsom fremmedangst og nyfunden naturbekymring – sådan cirka inde på midten?
Lad freden sænke sig. Giv os i morgen resultatet og dets evt. konsekvenser i kort og saglig form, og lad os så se at komme videre med hverdagens vigtige gøremål.
You’ll Never Walk Alone
synger Liverpool FC’s tilhængere, og det er muligvis rigtigt, hvis man er fodboldfan.
Men er man hundeejer, kommer der et tidspunkt efter en 10 – 15 år, hvor man bliver forbandet nødt til at gå alene.
Når den gamle hund får ondt ved at rejse sig, ikke kan følge med på selv korte skovture og snubler, når den går. Når den ikke – trods al medicinen – kan finde ro for smerter og kigger forundret op på én, som om den vil spørge om, hvad der er vejen, og hvad man har tænkt sig at gøre ved det?
For man har jo altid taget affære. Lige siden den var 8 uger gammel og fik vand, mad, blid opdragelse, legetøj, spændende skovture, sjov træning, og den kvitterede med at udvikle sig til den bedste hund, vi nogensinde havde haft. Ganske som de andre.
Så kommer den sidste tur til dyrlægen. Før eller siden. Som enhver anden dyrlægetur, når hunden skulle vaccineres eller undersøges for en lidelse. Forskellen er blot, at den denne gang ikke kommer med hjem igen.
Huset er usigeligt tomt, og nu skal jeg lære at gå alene.
Hadereklame
‘Det tager 29 sider at lufte hunden’ siger Politiken Books.
Går du og lytter til bøger, musik eller podcasts, når du går tur med din hund? – Ville du også gå og læse i en fysisk bog, mens du færdedes ude?
Har hunden været alene hele dagen? Er hunde maskiner, der bare skal ‘luftes’, eller har din hund fortjent din opmærksomhed? Dit nærvær? En opmuntrende bemærkning undervejs? En pind eller en bold? En fornemmelse af, at I er sammen? – Hvorfor har du overhovedet en hund?
Hunde er flokdyr, ligesom mennesker er det. Og de fornemmer hurtigt, om du er der eller ej.
Man ser også forældre, der cykler i tæt trafik med et barn bagpå, eller forældre, der går med et barn i hånden, eller med et vågent barn i barne- eller klapvogn – og er fjerne i blikket, mens de lytter. Forældre, der ignorerer deres eget barn, mens de transporterer det fra A til B eller selv er optaget af et egoistisk motionsprojekt. – De kunne jo bruge tiden på at snakke med barnet? Om brandbilen, om børnehaven eller Fies fødselsdag … hvadsomhelst, der giver barnet en fornemmelse af fællesskab og udvikler sprog og relation.
Men vi har for længst solgt vores nære relationer og har trukket os ind i hver vores egen lille, rungende tomme verden. Og det er okay, når det drejer sig om enlige voksne, der keder sig. Hvis du cykler i naturen – eller, som Politiken Books også foreslår, ordner dit havearbejde – med larm i ørerne, er det kun dig selv, der går glip af solsorten, vindens brus i trætoppene og alle de andre oplevelser, og hvis du færdes i trafikken med larm i ørerne, burde det kun være din egen sikkerhed, du risikerer.
Men du skal naturligvis være fuldt til stede i de relationer, du har, til børn og hunde og andre, der er afhængige af dig.
Politiken Books fremstår i denne og lignende reklamer som virkelighedsfjerne og følelsesmæssigt afstumpet.
Verden er så uendeligt meget større end en lydbog, som måske blot er en middelmådig krimi … Hvis man bedøver hjernen med lyd direkte ind i ørerne ustandseligt, hvornår skal man så sanse verden, tænke, være sammen og være menneske?
Hvorfor spiser hunde græs?
Efter 60 års intenst samliv med hunde er jeg nu overbevist om, at hunde spiser græs, når de har dårlig mave. – Ikke pga. af vitaminmangel, for at få fiber, af kedsomhed, pga. neurotiske lidelser eller andet, som folk har gættet på. Men fordi de føler et ubehag i maven, som udløser trang til græsspisning.
Græsstråene lægger sig om fx skarpe knoglestumper i mavesækken, pakker dem ind og sikrer sikker passage enten op igen via spiserøret eller hele vejen igennem tarmsystemet og ud på sædvanlig vis.
Når mine hunde springer morgenmaden over, og deres maver rumler hørligt, går de ud i haven og finder totter af langt græs, river græsstrå løs og sluger dem. Kun langt græs duer. Dvs. at de ikke går og græsser af græsplænen.
Jeg tror, at hundene har arvet denne tilbøjelighed fra deres forfædre, ulvene, som jo har måttet spise lidt af hvert for at overleve. Også ben, tænder, knogler, hud og hår af store og små dyr.
Hvis mine hunde har fået kødben, så kaster de ofte små bensplinter omviklet med græsstrå og lidt mavesyre op nogle timer efter, når mavesækken i øvrigt er tom. – De virker ikke syge. Det er bare en refleks, at de skiller sig af med de skarpe stumper, så tarmsystemet ikke bliver beskadiget.
Mine hunde har været vant til at få ben, okseben, svineben og lammeben, ikke fjerkræ, fra de var ganske små. Helst selvfølgelig de gode afrundede lårbensknogler, som ikke splintrer, når de gnaver. Men mine hunde har fået de ben, vi nu havde, hvis vi havde fået en lammeryg, ribbenssteg, suppe eller andet, som gav rester, der kunne være af interesse for hunden. – Og selvfølgelig er hundene altid under opsyn, både mens de spiser og senere. Typisk får de benene efter aftensmaden og sover – som mine hunde altid har gjort – i soveværelset hos os om natten, så vi vågner, hvis der er problemer.
Når hundene er vant til at håndtere ben, oplever vi aldrig problemer, ud over at de spiser græs og kaster benstumperne op på den ovenfor beskrevne, rutinemæssige måde. Og de har godt af kalken, senerne og den gode beskæftigelse med at gnave, som også medvirker til at holde tænderne rene, helt naturligt og uden udgifter, hvis man alligevel har kogt suppe på et ben.
Græsstråene tjener til at beskytte fordøjelsessystemet, så hundene kan kaste spidse eller skarpe eller på andre måder skadelige fødeemner op eller transportere dem videre i fordøjelsessystemet, uden at de gør skade på hundens indre organer.
Alt dette er indlejret i hunde (og måske ulve) som instinkter. De aner ikke, hvorfor de spiser græs, de bare gør det, når de fornemmer ubehag.
Mine hunde spiser også græs, selv om de ikke har fået kødben. Men kun, hvis de har spist et eller andet dårligt eller har fået en infektion, der får maven til at rumle, så hunden mister appetitten i øvrigt og kun vil æde græs. – Derimod har jeg endnu aldrig observeret mine hunde æde græs, hvis de ikke har fået ben eller ikke har maveproblemer. Hvis alt er normalt, og de har spist deres sædvanlige måltider med god appetit, spiser de ikke græs.
Hundene har altså tilsyneladende et instinkt, der siger: Maveproblemer = spis græs!
Så hvis din hund spiser græs meget hyppigt, skulle du måske holde øje med dens mavefunktion, med dens spisevaner – der er ting, hundemaver bare ikke tåler – få den undersøgt, prøve et andet foder eller give den et par gode kødben.
’Pip’, sagde fuglen
I ’Mit skatkammer’, som mine forældre læste højt for mig i slutningen af 50’erne, stod eventyret: ’En slædefart’ af Svend Grundtvig.
Det handlede om en dreng, Jesper, der fik en magisk slæde, hvorpå der sad en lille udskåret træfugl. Når folk rørte ved slæden, sagde fuglen ’Pip!’, og Jesper sagde ’Hold fast!’, og så kunne de ikke slippe fri igen.
Så kørte Jesper lystigt af sted med sin slæde, der efterhånden fik et langt følge af påhængte mennesker og dyr, lige op til kongeslottet, og det morede prinsessen så meget, at han vandt hende og det halve kongerige. – Det kunne man dengang.
I 50’erne havde vi ikke ret meget, der pippede, eller bippede, som ting jo gør i dag. Måske en stor, sort bakelittelefon, hvis dybe dingelingen på skrivebordet fik al snak til at forstumme, mens far højtideligt løftede røret og sagde koden, sit eget firecifrede telefonnummer, ned i den sorte tragt.
Men i min nutidige dagligdag føler jeg mig ofte som én af de ulykkelige, der løber efter Jespers slæde. Der er ret meget pippen/bippen omkring mig i dag.
Det begynder med det elektriske vækkeur, hvis lydeffekt virkelig er designet af en sadist.
Så bipper tandbørsten ad mig, når jeg har taget ¼ af munden, ½, ¾ og igen, når den synes, at jeg er færdig.
Så kaffemaskinen, når vandet er løbet igennem.
Så computeren, når den tændes.
Så sms’er og emails, efterhånden som de løber ind.
Så vaskemaskinen, når den råber, at den er færdig, eller komfuret, når kagen er bagt.
Så dørklokken, som er batteridrevet og kan sige som ’Big Ben’, hvis jeg ville have det.
Så er tevandet kogt, og min alarm siger, at det er tid at gå, hvis jeg vil nå bussen, så dingelinget i bussen, når jeg trykker, at jeg skal af, så dingelinget på dørtelefonen, så nogen kan lukke mig ind.
Jeg kunne indstille nogle af apparaterne til ikke at give lyd, men det giver ligesom ingen mening at have en telefon, der ikke kan ringe, et æggeur, der ikke fortæller, hvornår maden er færdig, eller en vaskemaskine, der bare ignorerer, at vasketøjet skal hænges ud nu, for ikke at ligge og blive krøllet. – Så man ligger vandret fra morgen til aften hver eneste dag, mens man lydigt følger tingenes kald.
Og idiot, det er man, når man finder sig i dette pippe-bippe-tyranni!
’Pip’, sagde fuglen.
Forår
Engang føltes foråret som et krav. Man skulle ud af sofaen, ud af sin brune vinterhule, væk fra bøgerne, chokoladekagerne og stearinlysene og ud i vejret. Fandengalemig!
Og så stod man der, frysende i sandaler og aspargesben, i det alt for klare lys og var ikke klar selv. Uden at vide, hvor man skulle gå hen.
For kravet var diffust. Uroligt. Ud i foråret. I skoven. På fortovscaféer. Promenere langs havnen. På stranden. Først og fremmest skulle man ud blandt mennesker. Færdes i flokke blandt andre forårsforvirrede. Hvis man sad inde en dag, hvor forårssolen skinnede, var denne dag at betragte som spildt i det store livsregnskab.
For sådan et havde man jo.
Mere end 60 års erfaring har dog lært mig et og andet.
Fx at skoven ikke er grønnere på pænere måder andre steder end lige her ved siden af mig.
At min egen have igen i år udviser en fantastisk fantasi af farver, frugtblomster, bier, mariehøns, spraggule citronsommerfugle, lysegrønt purløg og røde rabarber på vej.
At de mennesker, jeg holder af, er lige i nærheden og ikke skal opsøges på caféer, i friluftsbade, i legelande, til de store udendørskoncerter eller andre steder, hvor ældre kvinder ikke længere har behov for at lade sig se.
Vor nationalfilosof, Kierkegaard, skrev, blandt meget andet klogt:
– Livet er ikke et problem der skal løses, men en virkelighed der skal opleves.
Måske rækker det at gå med hunden i skoven, ganske som vi plejer, og bagefter hænge dyner og tæpper ud i sol og blæst. At gå og bakse med vasketøjet på snoren under forsytiaens gule opblussen. At indsnuse sollugt, jord, støv og blomster. At luge og feje en smule hist og pist, rydde vinterens visne stilke væk … at se det pible, nej vælte, op af jorden med frodigt grønt og gult og hvidt og blåt.
Måske rækker det at sidde en times tid i lækrogen og lytte til solsorten, som har lejet sig ind i mirabellen.
Dystopia nu!
Hvis nogen i 1970’erne, i røgtågerne omkring de orange stearinlys, havde fortalt os en historie om hundredtusindvis af afrikanere, mænd, kvinder og børn, der krydsede Middelhavet i alt for små både, kaprede fragtskibe i desperate forsøg på at nå Europa, blev taget til fange, interneret i lejre, rutinemæssigt gjort til slaver, tortureret, voldtaget, druknede undervejs …
Eller berettede for os om almindelige, syriske borgere, familier, på flugt fra krig, vilkårlig vold, ødelæggelser og kaos, på march op ad Europas vejnet, helt op til det nordligste Norge, og ville påstå, at danskere stod på motorvejsbroer og spyttede ned på dem, der drog under, og at myndighederne udskrev klækkelige bøder til de få, der af medfølelse gav de flygtende et lift …
Eller om forholdene i Calais, hvor mennesker bor i årevis og af og til forsøger at springe op på lastbiler eller færger med livet som indsats … og verfes væk af horder af sikkerhedsvagter … og igen må tage ophold i interimistiske skraldebyer … og prøve at nå til England en anden gang … når de har samlet mod og kræfter igen … hvis de ikke dør forinden …
Udmalede for os, hvordan millioner af medmennesker levede udsigtsløst i lejre i Afrika, Asien, Mellemøsten, Tyrkiet og Sydeuropa … 70 millioner mennesker på flugt …
Fortalte om de mange børn i danske lejre, der fratages alt …
Om ’integrationsministre’, der poserede med pyntede lagkager for at fejre ’flygtningestramninger’ …
Og om vi andre, der bare sidder her i designmøblerne foran fladskærmene med vores rødvin og ser til …
Mens vi diskuterer fodbold, Ghita Nørby, plasticsugerør og det kommende valg.
Så ville vi ikke et øjeblik have kunnet forestille os, at det nogensinde kunne blive til brutal virkelighed. For dengang troede vi stadig på menneskerettigheder, humanisme og solidaritet.