Forfatter: Lone Andrup

Lykke

Hvad udløser endorfiner, dopaminer og serotonin, og hvad det ellers hedder, så vi oplever disse pludselige gennemskyl af lykkefølelse?

Det gør

· Kys og kærlig berøring

· Hud mod hud-kontakt – også med småbørn og fx hunde og katte

· Samhørighed

· Øjenkontakt med andre mennesker

· Gode samtaler

· Andre menneskers positive opmærksomhed

· God sex

· Grønne omgivelser

· Solskin

· Mørke og ro, når vi skal sove

· At rode i jord

· Omgang med dyr

· Varme, bekvemmelighed

· Ophør af smerte, fx når en ve holder op, hovedpinepillen virker o.l.

· Kaffe, rødvin, ost, chokolade

· God mad

· Varme drikke

· Søde sager

· Musik

· At bruge sine evner

· At lære nyt

· Smukke omgivelser

· At bruge sin krop

· Frisk luft

· Udsigter

· Rent vand, der løber eller bølger

· Blomster og modne frugter

· At synge sammen med andre

· At gå i flok

· Gode historier

· Flotte billeder/god kunst

· Gode venner

· En god, livslang partner

· Børn

· At det går børn godt

· Rigdom/overflod

· At få ret

· Status

· Ro, renlighed og regelmæssighed – OG nye oplevelser

· At komme i sikkerhed/ly

· At føle sig god til noget/kompetent

· At løse problemer

· At give til fattige/mindre bemidlede, at føle sig god

· At redde nogen, mennesker, dyr eller regnskoven

· Ros/likes

· Uventede gaver

· Kærlighedserklæringer

· Når du ser andre få deres retfærdige straf/hævnen er sød, siger man. Kollektiv afstraffelse/mobning af svage individer/konkurrenter

· At overholde forskrifter

· Spil, muligheden for gevinst

· Nikotin, alkohol, morfin og andre stoffer

Og sikkert en hel masse andet.

Kvindedag

I 70’erne fejrede vi kvindedagen d. 8. marts ved at gå i demonstration med knytnæver og skilte og kræve ligeret og ligeløn.

De år, jeg boede i Rom, gik vi titusindvis med fakler og nyudsprungne, sødtduftende mimoser og krævede sikre gader for kvinder – også om natten.

I år har min nabo, Vodskov Kirke, arrangeret ’En aften om skønhed’:

Hudplejeserien ’Esther’, skønhed, religion OG kvindernes internationale kampdag ???

Tingene var enklere i 70’erne …

Størst af alt er kærligheden

Da min svigerfar for mere end 20 år siden skulle begraves, bad hans børn præsten om at prædike over Paulus’ første brev til korinterne. I dette brev skrev Paulus om kærlighed.

Han skrev bl.a.:

– Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.

– Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.

– Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.

– Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

– Kærligheden hører aldrig op.

– Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Det siger en del om min stadigt dybt savnede svigerfar, at hans areligiøse, voksne børn først og fremmest kom til at tænke på kærlighed, når de skulle mindes ham. Bedst husker jeg, at vi altid var velkomne – også på uventede besøg. Uanset hvornår vi dukkede op, blev svigerfar kisteglad, og jeg forstod dengang ikke, at vores opdukken kunne udløse så meget oprigtig glæde.

I dag er der ikke mange, der tænker på kærlighed. I dag er der ikke mange, der kan praktisere en kærlighed, der ikke søger sig selv, der er mild, tålmodig, ikke misundelig, ikke pralende, som ikke vil noget usømmeligt, som ikke hidser sig op, som ikke bærer nag, men som søger sandheden.

Siden vi mistede svigerfar, er sand, beskeden, uselvisk kærlighed blevet et truet karaktertræk. Det er nu stort set erstattet af nyttetænkning, egennytte og narcissistisk selfiekærlighed.

Man kommer af og til i kontakt med mennesker, som man tror, tilhører ens familie- eller vennekreds, men hvor alting går skævt. Det kan være banale ting:

Man glemmer en fødselsdag, en aftale, et julekort

Man får ikke ringet, ikke svaret, ikke spurgt, ikke påskønnet, ikke geninviteret

Man har alt muligt andet i hovedet, har ingen tid og bliver irriteret over det, man oplever som krav

Man får bare ikke set eller hørt noget til hinanden, og tiden går, uden at man er der for hinanden, når det kniber

Så rinder forholdet ud, sommetider fulgt af grublen og anklager: Hvorfor sagde du det? Hvorfor gjorde du det? Hvorfor gjorde du ikke?

Men i virkeligheden var det bare kærligheden, der manglede …

For hvis man elsker, og hvis man formår at elske uegennyttigt, som min kære svigerfar gjorde det, så føler man sig dybt forbundne og nødvendige for hinanden. Så har man altid tid og ingen flove undskyldninger eller forlorne forklaringer. Man kommer automatisk til at gøre det rette, og hvis man ikke gør, så er der tilgivelse at få, for man bliver alligevel altid glad over at høre fra eller se hinanden.

Aalborg Zoo

Det var mange år siden, jeg sidst havde været i zoologisk have i Aalborg, og både barnebarnet og jeg glædede os til et besøg her i vinterferien. Hun fik en rigtig god tur ud af det, men hun elsker også at klatre. Jeg, derimod, fik et mindre chok: Hvor er alle de store plæner? Gamle træer? Søen med svaner og ænder?

Det er alt sammen omdannet til en enorm skrammellegeplads! Både på jorden og i træer og oven over rovdyrburene er der træstammer, træhytter, hængebroer og klatrestativer. De underligt skæve konstruktioner er overalt! – I februarsolen ligner den zoologiske have en mudret, falmet og afskallende skrammellegeplads fra 70’erne.

Det begynder ved indgangen, hvor man ledes igennem en uordentlig souvenirbiks med dynger af importeret plasticragelse.

Så kommer man ud på den anden side til plastichegn, dårlige og uens belægninger, grimme skilte og en flisegang langs ældgamle, rustne fuglebure, der ligner noget fra industrialiseringens første tid.

Der er betonkonstruktioner, der skal ligne klipper, til aber, isbjørne, pingviner, søløver og rovdyr, men burene henligger i et frysende mørke, er algebegroede, og de få synlige dyr virker understimulerede og triste.

Både giraffer og elefanter har stinkende huse og alt for lidt plads. – Jeg husker tydeligt, da de unge, afrikanske elefanter ankom til Aalborg Zoo i midtfirserne. Da var deres anlæg nyt, og dyrene en sensation. Dyrepasserne gik tur med dem gennem haven hver morgen. Nu – 30 år efter – ser det ikke ud til, at elefanterne er vokset den mindste smule. – De er stadig små, tynde, særdeles rynkede og står og vugger stereotypt med knækkede stødtænder.

Så har man opført en kunstig ’afrikanerlandsby’ til zebraer m.m. – Hvis jeg var afrikaner på besøg, ville jeg føle mig pinligt berørt.

Alt i alt er Aalborg Zoo blevet en deprimerende affære … Dyrene ser ikke ud til at trives, og man må have glemt at konsultere arkitekter, da man begyndte at klaske alle de kulørte legepladser og scener op.

Tiden er for længst løbet fra forestillingen om, at man kan udstille eksotiske dyr fra varme lande i små betonbure for underholdningens skyld. – Også selv om man har avlsprogrammer og ser sig selv som både naturbevarere og formidlere. En klar februardag falder alle de fine ord ned på den mudrede jord i de forsømte anlæg og gør os alle til skamme.

Et så gammeldags zoo-koncept styrker ikke børns naturforståelse, men er med til at fremmedgøre dem for dyr og natur.

Man burde tage konsekvensen af alle de uskønne klatrestativer, blande de sarte og intelligente, vilde dyr udenom og lade sig nøje med en legeplads for byens børn.

Domesticerede dyr, et par malkekøer, rideponyer, grise, høns, klappegeder og kælekaniner ville være underholdning nok. Ansæt nogle dygtige landmænd og formidlere. Og lad ungerne spise is, slikkepinde, pølser, købe plasticsouvenirs og klatre, kravle, se, røre, klappe og ride, så meget de lyster.

Så kan orangutanger, afrikanske elefanter, chimpanser, løver, tigere m.m. komme bedre steder hen, fx i store safariparker, gerne tæt på deres hjemlande, hvor klimaet passer dem, og hvor man har plads og ekspertise til at tage sig af dem. Men det vigtigste bør være, at de fremvises på deres egne betingelser og med værdigheden i behold.

Truede dyr skal ikke være triste gidsler midt i et desperat pengehungrende legeland med plasticsouvenirssupermarked, fastelavnsarrangementer og ’Underholdning på Zoofari-scenen med Onkel Reje’. – Og de skal ikke dræbes og obduceres for øjnene af storbyens naturfremmede børn for at skæppe mere i pengekasserne.

Her kunne man passende begynde med at lade ungerne se en ko blive malket, en gris blive slagtet, prøve, om de kunne klare sig på den plads, man tildeler en høne osv.

For nogle år siden var vi vidner til, at en stresset tigermor ustandseligt flyttede rundt på sin lille unge og ikke kunne finde ro for nysgerrige børn noget sted i sit bur.

Jeg har en ven, der er krage

Vores venskab består, som så mange andre fine, langvarige venskaber, i, at jeg fodrer ham, når jeg ser ham.

Det begyndte, fordi jeg altid færdes med kattetørmad i lommen. – Det gør det så meget lettere at få hunden til at komme, når jeg kalder, og i det hele taget motivere den til at gøre, hvad jeg beder den om, at jeg, selv om den gamle hund for længst er fyldt 10 år, stadig ikke går nogen steder uden de små belønninger.

Kattemad, fordi vi stadig havde katte, da hunden var lille, og deres mad var forbudt og derfor uhyre spændende. Det blev så en nem vane at fylde lommen med disse godbidder inden træning og ture med hunden.

Jeg plejer at smide en håndfuld i haven til hunden, når vi er kommet hjem fra en skovtur, og da jeg også fodrer fugle i haven, havde jeg i forvejen kragens bevågenhed.

Kragen, som er en gråkrage, plejede at sidde oppe i de høje egetræer og holde øje med os, og så snart vi var gået ind, kom han fejende og nappede de små katteguffere, hunden havde overset, og så: – Hurtigt op i egetræet igen! – En dag gik jeg ud og viste ham posen og strøede med en overdreven bevægelse kattemad ud over græsset. Så gik jeg ind og holdt øje med ham fra vinduet.

Krager er kloge. Som en 6-årig, der lige har lært at krydse en trafikeret vej selv, sad han længe og så først til den ene side, så til den anden, før han flaksede ned og årvågent huggede godbidderne i sig.

Siden den dag følger han mig ofte, når jeg går udenfor. Han sidder i træet, på taget eller øverst på gadelampen og holder øje med mig, og når jeg ser ham, smider jeg en håndfuld kattemad til ham. Han følger mig også på skovturene, så sætter han sig fx på kirkens trappegavl og siger – Kraaa kraaaa, til jeg får øje på ham, smider maden, og er gået længere væk med hunden. Så lander han og gør sig til gode med lidt lettjente proteiner, Brugsens kattemad med fisk.

Hvis jeg går i mine egne tanker på vej hjem fra skoven, kan jeg godt blive en lille smule forskrækket, når han kommer glidende – Krager er faktisk store! – hen over hovedet på mig og lander på en lavtsiddende gren lige over os, men uden for hundens rækkevidde.

Vi har ikke længere høns, og af og til er der madrester, som vi ikke kan give hunden og heller ikke smide i komposten pga. faren for rotter. Sådanne rester, fx lidt kogt pasta eller gamle, tørre rundstykker, plejede jeg at give hønsene, for jeg hader at smide mad ud. – Nu går jeg ud på græsplænen og kalder på kragen. Heldigvis er hækken høj, for det må se vanvittigt ud. Men han er der for det meste. Kommer og lander på lygtepælen eller i egetræet og kigger med det ene øje, mens jeg smider maden ud over græsset. Når jeg er gået ind, og han har forvisset sig om, at hunden ikke er i sigte, kommer han, somme tider tager han kone og sønnike med, lander som en helikopter på græsset og spankulerer rundt og gør sig til gode, indtil den sidste krumme er væk.

Det et meget tilfredsstillende venskab. I modsætning til høns kan kragefamilien passe sig selv, så jeg behøver ikke have dårlig samvittighed, når jeg fx er på ferie, men som med alle andre, gode venner, kan vi af og til mødes ved spisetid.

Jeg har venner, der fortæller mig, at de ville skyde en krage, hvis de så den på deres grund. Krager gør skade, siger de. En dag så jeg en kommunal riffelmand stå ovre i skoven og skyde op i de gamle bøgetræer, hvor rågeflokken har deres reder. Det kostede mig nogle dages sorg og bekymring, men heldigvis dukkede min krage op i haven igen.

Og her er han fortfarende. Næsten dagligt. UNDTAGEN i juledagene, hvor hele familien kom på besøg, og jeg havde glædet mig til at vise børnebørnene min krage … I hele ugen var der ikke en eneste krage i sigte. Men om morgenen efter, at de var kørt, sad han oppe i egetræet igen og holdt øje med mig, da jeg var ude for at fodre gærdesmutterne, musvitterne, bogfinkerne, spætmejserne, skovspurvene, solsortene, skaderne, duerne – og alle de andre befjedrede venner, jeg har lige ude i haven.

Kragen på terrassen. Han er meget agtpågivende og svær at fotografere.

Brændeovne


Det her samfund er blevet overbefolket, ensrettet, rigidt og restriktivt. Mens vi åler svenskerne for deres ’forbudsstat’, har man herhjemme forbudt rygning, løse hunde og bål i haven. Man kan ikke længere tænde en smøg hvorsomhelst, lave et hyggebål i sin egen have eller vandre ud over marker og andre friarealer med en glad og løs hund ved sin side. Nu vil man også begrænse brugen af brændeovne.

Jeg forstår det godt. Angsten for forurening og små partikler. Røg kan lugtes. Og så skal det forbydes.

Da Tjernobyl røg i luften, kunne vi ikke hverken se eller lugte det, men der er stadig radioaktivitet på vore grøntsager – også de økologiske.

Aldrig har nogen mennesker i hele verdens historie levet så godt og så længe, som vi gør i dag i denne lille del af Nordeuropa.

Alligevel er de fleste kronisk angste for maden, de putter i munden, materialerne, der omgiver dem og deres børn, og vandet, jorden og luften omkring dem.

Og med god grund! – Der er virkelig meget skidt i omløb. Men røg? Bål? Brændeovne? Løse hunde? – Har mennesker ikke altid haft ild og dyr omkring sig? Og levet godt med det?

Hvorfor denne hovedløse higen efter evigt liv?

De mennesker, jeg kender, der er over 80, har mest travlt med at få tiden til at gå og hjemmehjælpen til at komme. Og kun de færreste af os bliver 100 år alligevel. Og gudsketakoglov for det! – Når børn og børnebørn kan klare sig selv, er det tid at liste af.

Måske skulle jeg fortælle om min gamle ven, Fiskerdjon. Hans navn var vel John, men han stavede det selv ’Djon’. – Han kom ofte for at sælge sine små skrubber, og vi faldt i god snak. – Han havde ni børn, men boede ikke sammen med dem, for så kunne konen jo ikke få fuld socialhjælp, boligsikring og børnepenge, nej, det var sgu’ for dyrt at være gift og bo sammen.

I sit eget lille husmandssted langt ude på landet havde Djon lagt fliser med hæld i stuen og indsat en rist i et hjørne, for han avlede gravhunde, og med en masse hvalpe løbende rundt, var det praktisk at kunne skure og spule gulvet med jævne mellemrum.

Kommunen ville sende ham ud og slå sne ned af juletræer, som han sagde, men næh, nej, sådan leger vi ikke. Det gad Djon sgu’ ikke, så han hutlede sig igennem som en fri mand med lidt fiskeri og som hjemmeslagter. Det var, forstod jeg, ikke hans stil at trætte statsmagten med info og tilladelser og bilag og sådan noget.

En dag, han kom på besøg, blødte han voldsomt fra en dyb knivflænge i låret. Blodet løb ned af cowboybukserne, men han slog det hen, da jeg bekymret spurgte til det; åhh, det var ikke noget. Bare et lille slagteruheld.

Nå, men det var brændeovne, vi kom fra. Djon, som var en venlig mand, og som af en eller anden grund havde fattet sympati for mig, insisterede på at lære mig, hvordan jeg skulle fyre op i min nye Rais-brændeovn:

– Ser du, du tager en gammel avis, dypper den i spildolie, propper den ned i en tom mælkekarton, og så skal du bare se, hvor det fænger! – Hvis du laver en hel stak, kan du fyre med dem. Skal jeg hjælpe dig?

– En anden gang, tak, smilede jeg. Men det blev aldrig. Det er mindst 15 år siden, jeg har set Djon.

Supportere og anden mangel på god behandling


Mariagerfjords kommune havde her for nylig en pinlig sag, hvor de havde annonceret efter en studentermedhjælper til at sagsbehandle alvorligt sygdomsramte familier, deres støttebehov og råde over deres økonomi. – Ret hurtigt måtte socialchefen træde frem og kalde det hele en smutter, en fejl, som hun omgående ville se at få rettet. At ansætte unge, uerfarne og dermed billige medarbejdere til at træffe afgørelser om voksne menneskers velfærd er et alvorligt tilfælde af tillidssvigt og undergravning af vores samfund.

https://www.jobs.dk/job/mariager/boern–familiesekretariatet-med-fysisk-placering-i-mariager-soeger-snarest-muligt-en-studentermedhjaelp-7-timer-om-ugen_435815

Men undergravningen af vores tillid ved at ansætte alt for unge og uvidende medarbejdere sker også på mange andre, mindre graverende, men dog irriterende, områder.

Vi sendte i efteråret en mail til et stort rejsebureau og spurgte, om de ville arrangere en individuel rejse for os. En rejse, der vel ville koste et sted mellem 25.000 og 30.000 kr. – Ikke en lyd! – Efter godt en uge måtte vi ringe for at høre, om de overhovedet havde modtaget vores mail? – Ja, ja, det havde de, svarede en ganske ung, selvbevidst pigestemme. De arbejdede på det. Efter to uger sendte vi yderligere en mail for at spørge til sagen og fik det svar, at vi ville høre fra dem en gang ugen efter. Nu, flere måneder senere, har vi endnu intet hørt! – Et rejsebureau lader deres kundekontakt, mail og telefon, bestyre af unge mennesker, der ikke har den fjerneste lyst til at sælge rejser.

Så ville vi købe en ny fladskærm i den lokale elektronikbutik, hvis unge ejer straks begyndte dialogen med at drage min mands tekniske kompetencer i tvivl. – Det var nok ikke så smart et træk at spille statusspil med en ældre, mandlig kunde, der ovenikøbet er anerkendt forsker i elektroniske systemer. Fladskærme kan man få hvor som helst. Og man behøver ikke finde sig i fornærmelser, når man vil erlægge et tocifret antal tusinder i en butik.

Vi havde her for nylig også problemer med vores kabel-tv-udbyder. Det forekom ret tilfældigt, om vi kunne opnå tv-signaler eller ej, om vi kunne tilgå streamingstjenester, om boksen kunne huske, at vi havde boet sammen i en årrække, og at vi var gamle kunder og betalte 500 kr. om måneden i abonnement, eller om den ville afvise os. Og selv i det bedst tænkelige tilfælde, at den genkendte os, så ville den partout genstarte alt hver eneste gang, vi tændte for den … prøv at sidde og se på sådan en opstartsskærm i 5 – 10 minutter, mens ungerne vræler, at de vil se julekalender eller Disneyshow!

Først ringede min mand, ventede pænt i telefonkøen og talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der rådede ham til at genstarte boksen – igen. Det havde naturligvis ingen effekt.

Da problemet vedblev, ringede min mand igen efter en uge, og igen efter endnu en uge. Så lovede den unge Jonas, Mikkel eller Patrick at kigge på det og meldte efter nogle dage tilbage, at vi skulle udskifte boksen. – Ok, men da den nye boks ankom, viste det sig at være en router i stedet, så min mand måtte igen ringe, vente pænt i telefonkøen og forklare problemet. Han talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der undskyldte og bad ham returnere routeren, så ville de sende en boks. Min mand pakkede routeren og den gamle boks sammen, kørte på posthuset med pakken, og installerede den nye boks, da den ankom. – Ingen forandring. Alle problemer, plus en del nye, bestod.

Så mailede jeg til dem via deres kundeservice og fik kontakt med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der bestemt mente at kunne se, at det var vores kabler, det var galt med. De skulle alle skiftes, kunne han se. Ok, vi fik fremskaffet nye kabler og skiftet hele ormegården til og fra tv, boks og kabelindgang. – Ingen forandring.

Det var nu min mands tur til at ringe. Han ventede pænt i telefonkøen og talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der nu bestemt mente, at det var routeren, der skulle skiftes … Ok. Vi fik den nye router tilsendt, tilsluttede den med de nye kabler og … – Ingen forandring.

Da var der gået fire måneder! Så jeg skrev endnu en mail til Jonas, Mikkel eller Patrick og spurgte dem, en smule mindre høfligt end før, om de overhovedet anede, hvad de lavede?

Er det et generelt problem i dette lille land, at vi ikke længere gider servicere hinanden? Heller ikke, når vi har udsigt til pæne fortjenester? Eller er det bare inkompetence? Dumhed? – Sommetider er man nødt til at lægge sit eget, pænt forstørrede ego til side og spørge sig selv, hvad man egentlig laver, når man er på arbejde. Hvis svaret er, at man er ansat til at sælge rejser, tv-forbindelser eller elektronik, så ville det måske være en god idé at koncentrere sig om det?

Det telefonselskab, kabeltvselskab, rejsebureau eller den elektronikforhandler, der begynder at agere professionelt, har en overskuelig og velfungerende hjemmeside, svarer hurtigt og effektivt på kundehenvendelser uden idiotiske maskinsvar, og som tager kunder alvorligt og taler pænt til dem, kommer til at tjene mange, mange penge.

Gammel


Så blev man pludselig gammel. Det kom snigende ind på én fra det fyrretyvende år og frem. Så langsomt, at man ikke opdagede det, før man pludselig indså, at man ligner sin mor og alle de andre gamle damer, man har kendt.

1. Klædeskabet er fuldt af smarte kjoler, højhælede sko og blondeundertøj, som man stadig køber – men aldrig bruger – fordi det indre billede, man har af sig selv, ikke på nogen måde svarer til det, man ser i spejlet og på fotos.

2. Håret, som man selv mest ser vådt og mørkt, er bedstemoragtigt tyndt og lysegråt på vej mod det snehvide på fotos. Det må være den digitale teknologi.

3. Man går meget op i sin krop og dens velbefindende, noget, der ikke var nødvendigt før. I de yngre år fungerede kroppen bare, uden at man behøvede at tænke over det. Nu lyder man som sin egen mor: Av, kan vi ikke holde en pause? Er det ikke for langt? For stejlt? Er her ikke for varmt? For koldt? – Jeg sætter mig lige her, så kan I komme, når I er færdige.

4. Der er pludselig opstået små medicindepoter midt i stuen ved siden af stearinlysene og vitaminpillerne, og i badeværelset står der forskellige tandrensere og specialbørster ved siden af specialtandpastaen.

5. Man gider ikke gå nogen steder om aftenen eller have folk på besøg. En stille aften hjemme med en film eller en god bog er det højeste, man ønsker sig.

6. Sammen med hormonerne damper de fleste ambitioner af. Allermest ønsker man sig fred og ro, bekvemmelighed og et mindstemål af almindelig høflighed og respekt fra omverdenen, når man vover sig ud.

7. Man opdager, at man sidder og retter tv-værternes udtale og irriteret modsiger politikere og andre fladpander, der optræder på skærmen.

8. Ens sofa er blevet menneskeædende: Når man først har sat sig, er det nærmest umuligt at rejse sig igen. Man begynder at bede børn og børnebørn om lige at lukke hunden ind og hente plaiden, nu de er oppe.

9. Man skal bruge mere tid til alting: I badeværelset, i køkkenet, på indkøb, til at tænke … Jeg må ofte ringe op igen, fordi jeg glemmer det, jeg ville sige.

10. I det hele taget glemmer man, hvilket sikkert er nådigt. Samtalerne herhjemme lyder nogenlunde sådan: Hvad er det nu, han hedder, ham, der er med i den der film, hvad er det nu, den hedder, sammen med hende, hun hedder … vent, det kommer lige straks, der er lavet af … Sig mig, tror du, jeg er ved at få det der, hvad er det nu, det hedder … ?

11. Hvis det er uundgåeligt at rejse sig fra sofaen eller et andet sted, hvor man har siddet længere end ti minutter, så sker det langsomt, vaklende, foroverbøjet, og med mange suk og udbrud.

12. Ganske unge mennesker, som slet ikke var født, da man selv begyndte at arbejde med computere, begynder at rose én, fordi man kan sende en mail, en sms eller betale med Mobile Pay.

13. Børn og børnebørn tror, at man er blevet senil, bare fordi man kommer til at kalde dem ved forkerte navne eller et kort sekund tror, at de er nogle helt andre, afdøde familiemedlemmer eller gamle venner fx.

14. Blomsterhandleren får ondt af én, fordi man render rundt og leder efter sine briller, som man selv har skubbet op i håret.

15. I det hele taget har man fået en masse nye dingenoter at holde styr på: briller, stok, varme uldtørklæder, tasker med hjul under, pilleglas, forstørrelsesglas, skruelågsåbner.

16. Man tilbringer forbløffende meget tid i lægens kedsommelige venteværelse, og en pæn del af ens likvide midler afleveres til tandlæger og apoteker.

17. Man er overbevist om, at man er rasende klog, men man kan desværre ikke lige huske det, man ville kloge sig på.

18. Man bliver nærig med sin tid, selv om man tilsyneladende har nok af den. Man har ingen tid at spilde på uprofessionelle foretagender, dårlige film, dårligt skrevne bøger, artikler af unge mennesker, der hverken kan tænke eller skrive, mennesker, der ikke kan beskæftige sig med andet end sig selv.

19. Men at ligge en hel eftermiddag på gulvtæppet og lege monstertrucks med barnebarnet føles pludselig særdeles meningsfuldt og givende.

Ikke et sekund har jeg savnet:

1. Kødmarkederne og larmen på barer og diskoteker.

2. Forældresammenkomster i børnehave og skoler.

3. Usikkerheden ved at være kvinde og uvisheden ved at være ung.

4. At være afhængig af andre: familie, lærere, kammerater.