Lone Andrup – Side 46 – blog.loneandrup.dk

Dumme mennesker

Det har længe været kendt blandt udviklingsbiologer og almindelige hundeejere, at tamhunden blot er en ubegavet, barnlig udgave af vildtlevende ulve.

Mange tamhunde er avlet til at ligne hvalpe eller unger med hængeører, store øjne og flad front. I modsætning til vilde, voksne individer, der ville have opretstående ører, lang snude og smalle øjne anbragt på hver side af et spidst ansigt. Desuden er en ulv nødt til at være mere end almindeligt snu for at overleve og formere sig i naturen.

Moderne hunde behøver ikke at bekymre sig om, hvor det næste måltid skal komme fra, for de har specialiseret sig i tilknytning til en anden art, mennesket, så de indirekte kan tjene til føden vha. nuttethed, vagt- og jagttjeneste og andre forefaldne, for hunden naturlige, opgaver, som fx som selskabsdyr eller ved sporsøgning. Visse hunderacer er nu så afhængige af menneskets indgriben, at de hverken kan parre sig eller føde på naturlig vis, men rutinemæssigt må hjælpes med kunstig befrugtning og planlagte kejsersnit.

Man har hævdet, at hunde er fint tilpassede parasitter, som lever af godmodige menneskers yngelplejeinstinkt og deres frygt for ensomhed.

Vi, som lever tæt sammen med hunde, og som har gjort det hele vores liv, ved, at der er en del sandhed i disse påstande, men der er også mange andre ting på spil i samlivet mellem mennesker og deres hunde. Hunden er fx − i lighed med et par misrøgtede potteplanter i vindueskarmen − i mange tilfælde vores sidste bånd tilbage til en mere naturlig levevis. − Jeg plejer at sige, at hvor der er godt at være for hunde, er der også godt at være for mennesker, for der er masser af grønt græs, ro, frisk luft, trafikløse vandrestier over større vidder og måske en svømmesø eller en strand. − Og så er hundens selskab aldrig i stedet for andre menneskers selskab, men et supplement til omgang med egne artsfæller. Man får nemlig hurtigt nye venner, når man færdes med en hund, både to- og firbenede, store og små, og af en eller anden grund forekommer hundemennesker ofte mere rummelige og venskabelige end ikke-hundemennesker. Hundeejere er i dagligdagen nødt til at sætte tempoet ned, de kan tolerere hundehår, ekstra rengøring og faste rutiner, hvor de må sætte sig selv til side, så deres hund kan få de lufteture, leg og øvrig pasning, den har krav på.

Men der er ingen tvivl om, at tamhunden er en mindre begavet udgave af sin vilde forfader. Det er nemlig også et for længst fastslået faktum, at alle tamdyr har mistet intelligens, når man måler dem i forhold til deres vilde ophav. Det gælder heste, køer, høns, får, geder osv. De har ikke brug for så mange intellektuelle færdigheder for at skaffe sig føden, for den bliver serveret for dem flere gange om dagen af mennesker. Tværtimod er overdreven intelligens en hæmsko i deres liv som domesticerede, indespærrede dyr. De skal blot være rolige, omgængelige, trække en vogn, producere mælk, æg, kød, uld eller andet. Hvis en ko forsøger at snige sig ud af stalden for at skabe sig et nyt og mere tilfredsstillende liv på egne præmisser, eller hvis den begynder at organisere et oprør mod moderne mælkeproduktion, så bliver den omgående gjort til bøffer og dermed taget ud af arvemassen. Kun de allerdummeste køer har overlevet bøndernes selektion igennem de seneste 10.000 år.

Det nyeste er så, at forskere har fremsat den teori, at moderne mennesker, analogt med tamdyrene, har mistet hjernemasse og intelligens. Bl.a. en canadisk-engelsk psykolog, Bruce Hood, som i foråret udsendte en tankevækkende bog: ’The Domesticated Brain’, hvori han anslår, at vi på 20.000 år har mistet helt op til 10 % i hjerneomfang, svarende til størrelsen på en tennisbold. Fordi vi så at sige har domesticeret os selv.

Hvis man tager et hurtigt blik omkring sig, så er man straks tilbøjelig til at give Mr. Hood ret. − Her kunne man fx fremhæve mængden af infantile programmer i tv, Min søsters børn eller Far til fire som de to valgmuligheder på de danske kanaler på en lørdag aften, og på de øvrige aftner lutter tingsgrådige indretnings-, auktions- og husprogrammer. Man kunne også specifikt nævne de to tilsyneladende evneløse individer, Thomas Skov og Emil Thorup, som man af en eller anden grund har sendt til Kina med et gammelkolonialistisk påskud om, at de er hvide … − HVIDE!!!??? Hvordan i alverden kan man finde på at tage race- og hudfarvebegrebet op i Danmark i år 2014? Selv om det muligvis er ment ironisk eller fnisende postironisk eller hvad ved jeg, så burde det nok ikke udspille sig på et gammelt kulturfolks bekostning og med et par hjernedøde, danske blegfjæs i forgrunden. − Er de kinesiske værter med på denne tankeløse spøg, fostret i et beskyttet og forkælet, dumt og diminutivt land på den anden side af jorden? Eller holder de bare gode miner, fordi de − i modsætning til de fleste unge danskere − er opdraget til at udvise høflighed, respekt og overbærenhed? − Og jeg tænker endvidere på dumheden, som den frit udfolder sig i ugebladene, internetchatrummene, kommentarsporene, frokostaviserne, uddannelses-institutionerne, og på gaderne med deres horder af uvenligt møvende, tomøjede mennesker, som trasker, flanerer, løber, stæser, cykler med propper i ørerne og en lille, flad maskine fast implanteret i venstre håndflade.

I vores kulturkreds bliver maden serveret for de fleste, uden at de gør sig særlige anstrengelser for at fortjene det. Man behøver heller ikke interessere sig for sin skole eller uddannelse, men kan blot sætte sig hen, skræppe op og forvente at få fordele serveret. Der er simpelthen ikke længere behov for så mange overlevelsesfærdigheder. De færreste kan i dag dyrke deres egne kartofler eller slagte en høne. Viden om jord, klima, årstider, planter, dyr og fysikkens større sammenhænge er særdeles sparsom. Det er endda de færreste, der kan læse, skrive og regne, når de forlader en dansk uddannelsesinstitution, endsige overskue deres eget budget; går det galt, får de hjælp af mor og far eller sagsbehandleren. Det er nok at kunne genkende en designerstol, barbere sig i skridtet, klæde sig lidt smart og tale indsmigrende sødladent og læspende, mens man socialisere med sine jævnaldrende, IRL og pr. elektronik. Det kan de fleste klare. Og på den måde kan moderne mennesker, i modsætning til mere naturligt levende, opføre sig som afhængige børn det meste af deres liv og formere sig − somme tider med lægens hjælp − selv om de er uegnede på den ene eller den anden eller måske på mange måder, eller hvis de mangler intelligens.

Man behøver bare at se på, hvad vi gør ved vores − eneste − jord i disse år: Vi formerer os fuldkommen hæmningsløst, verdens befolkning er tredoblet i min levetid, og i hvalpet grådighed − fordi vi synes, vi fortjener det − forurener vi jord, luft og vand i en grad, så der lever mennesker i Kina, der aldrig ser en blå himmel. Mon Skov og Thorup rapporterer meningsfuldt om det i næste afsnit?

Samtidigt går unge danske mødre rundt og føler sig hellige og martyragtige, mens de højlydt påkalder sig omgivelsernes opmærksomhed og støtte, fordi de føder og føjer endnu flere ressourceforbrugende børn til samfundet.

Tror vi på, at forureningen bliver i Kina? I Tjernobyl? I Stillehavet? Og på, at det hele ordner sig af sig selv, så vi og vore børn og børnebørn kan leve videre på en ren klode uden at tage skade? Eller fjoller vi rundt med fingre eller propper i ørerne, mens vi fortsætter med at rage til os?

Hvor begavet er det lige at skide i egen rede? Men så må vi også søbe den kål, vi selv har spyttet i. − Som vores måske mere intelligente forfædre så bramfrit formulerede det.

Kilder:

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2384308/vores-hjerner-er-paa-skrump/

http://www.huffingtonpost.com/2012/11/13/humans-getting-dumber-stanford-study_n_2121823.html

http://www.bizjournals.com/sanfrancisco/blog/2012/11/stanford-university-researcher-says.html

På gaden

Forudsætninger

For omkring ti år siden udskrev dagbladet Politiken en konkurrence blandt læserne om, hvem der kunne lave den bedste koldskål.

Min koldskål havde da i mange år været noget, familie og venner snakkede om, og de opfordrede mig til at sende opskriften ind. Men det gik op for mig, at den ikke kunne vinde noget som helst, for det var jo bare den traditionelle med æg, sukker, kærnemælk, vanilje og citron. − Og ganske rigtigt: De indsendte læseropskrifter på koldskål, der kom i betragtning til præmier og offentliggørelse i avisen, var alle tilføjet finesser som ymer, flødeskum, tyttebær, lakrids, kanel, årgangssherry eller muskat og et ødselt drys kandiserede violer på toppen.

Mens jeg overvejede begrebet ’koldskål’, gik det op for mig, at man, uanset de eksotiske tilføjelser, ikke kan lave god og velsmagende − og sund − koldskål med æg fra høns, der er udpinte, stressede og sygdomsplagede og lever af unaturligt foder i sammenstuvede flokke eller i små bure. Af kærnemælk fra ulykkelige køer, der går i deres eget lort på tremmegulve og i malkekarruseller, og som aldrig ser skyggen af et grønt græsstrå. Af forgiftede citroner og kunstig vaniljearoma.

Opskriften på verdens bedste koldskål ville være ubrugelig for de fleste, for den ville se sådan ud:

● Man anskaffer sig en indhegnet, veltilplantet have. Der skal være græsplæne, frugthave, grønkål, salatbede og vildere områder med buskadser, støvbadesand og masser af frisk vand.

● Man bygger et lille hønsehus og installerer fire- fem sunde høns og en stolt hanemand, som efter et par dage færdes hjemmevant over det hele, og som herefter selv finder vej til redekasser og sovepind, når de skal lægge æg eller i ly for natten.

● Man forkæler dem, beskytter dem og holder rent omkring dem. Hele foråret og sommeren kan man så dagligt hente nylagte æg med fast hvide og mørkegule blommer.

● To- tre af disse æg piskes grundigt med sukker. Vaniljekorn tilsættes sammen med revet skal og saft af en økologisk citron. En liter gammeldags, økologisk kærnemælk piskes i. Spises med det samme med gode, gerne hjemmebagte, kammerjunkere til.

Sådan. − Det er ikke selve fænomenet, i dette tilfælde koldskål, det drejer sig om at pimpe op; det er de helt basale forudsætninger, der skal være i orden, inden man overhovedet går i gang.

Det er det samme, når folk komplimenterer mine roser eller rabarber og spørger, hvordan jeg får dem til at stå så flot? − Så får de en sludder for en sladder, for jeg orker ikke at forsøge at gøre naturfremmede mennesker begribeligt, at flotte roser eller rabarber begynder med en stor kompostbunke og årtiers langsommelig, men meningsfuld, jordforbedring og gødskning.

Eller når folk beundrer min ’velopdragne’ og ’lydige’ hund … De lever selv med skruphysteriske og umulige hunde og katte, men det er som oftest ikke dyret, der er noget galt med. Det reagerer bare normalt på nogle unormale forhold, som det er tvunget til at leve under. Fx indespærrede katte. Eller ditto hunde, der luftes ti minutter morgen og aften, er alene hele dagen og skiftevis bliver skældt ud eller ignoreret resten af tiden. Man kan ikke bare læse en bog om hunde eller tage en vantrivelig hund med på hundeskole og så forvente, at træneren skal opdrage den, så den bedre kan tilpasse sig de helt umulige leveforhold, den er underlagt.

Opskriften på en trivelig, veltilpasset, opmærksom og lydhør hund må − analogt med koldskålsopskriften − lyde nogenlunde sådan:

● Man tager et kritisk blik på sit liv og sit hjem: Passer det til en hund?

● Efter realistiske overvejelser om tidsforbrug, pelspleje, motionsbehov, psyke m.m. opgiver man hundeprojektet, eller man anskaffer sig en hvalp af en passende og overkommelig race.

● Fra første sekund opfører man sig roligt og omsorgsfuldt, så den lille hvalp fatter tillid til én.

● Hvalpens behov bliver altid tilgodeset! Også klokken fem om morgenen, hvis den har dårlig mave, og når man har travlt med andet. Den får en rolig og struktureret hverdag med masser af kontakt, leg, luft, stilfærdig og respektfuld opdragelse, god kost og adgang til frisk vand døgnet rundt.

● Man overbeviser den om, at man altid har dens bedste for øje: Beskytter den, fjerner splinter og tæger, ordner dens pels og poter, bader den, fodrer den, leger med den, roser den rigeligt.

● Man viser mange gange om dagen sin hund, at man er glad for den.

Hvis man følger denne opskrift, får man efter nogle måneder og år verdens bedste hund. En hund, der hele tiden kigger på dig og forsøger at aflæse dine ord og kropssprog; en hund, som glemmer, hvad den selv hedder, fordi den som oftest kommer, uden at du har kaldt på den, og som i tillid til dig ville flække sig selv på langs, hvis den kunne, for at være dig tilpas. Og al denne tillid må aldrig, aldrig underløbes eller misbruges. Ikke så meget som et sekund i løbet af hundens ti- femtenårige liv.

Også en kat vil omfatte dig med umiddelbar tillid på sin egen kattemåde, hvis du er en god og omsorgsfuld forælder for den. Mine katte havde egen kattelem og hoppede af og til op på min dyne om natten og vækkede mig ved at trampe på mig og pibe, hvis de havde revet sig eller på anden måde havde brug for min hjælp.

Selv mine høns kunne påkalde sig min opmærksomhed ved at stille sig foran terrassedøren og skvadre op, hvis der var noget galt, fx sygdom, rovdyr eller bare et nyt element i haven, som de var utrygge ved.

Hvis grundlaget for jeres samliv er godt, og hvis dit dyr er overbevist om, at du altid har dets bedste for øje, så kan du sagtens bade det, tvinge en pille ned i halsen på det eller sprøjte det mod lopper, selv om dyret hader det, og det vil også straks tilgive dig, hvis du ved et uheld kommer til at træde det over poten eller halen, hvis du umiddelbart efter beder pænt om forladelse. Dyr fornemmer, lige som børn, venner, ægtefæller og andre mennesker gør det, at du grundlæggende er god, at du er ked af uheldet, og de vil ikke lade småting komme imellem jer, hvis forudsætningerne i øvrigt er i orden.

Og nu er vi fremme ved det vigtige. Ved alle de børn, der i dag får alle mulige fejlkoder påstemplet, ADHD, autisme, natteangst, sengevæderi, aggression, udviklingsforstyrrelse, udadreagerende, misbrugende, opmærksomhedskrævende, sukkerfølsomme, laktoseintolerante … o.m.a.

Hvis jeg møder en kvinde med et barn i skoven klokken elleve en almindelig tirsdag formiddag, så er der 99,9 procents sandsynlighed for, at hun er pædagog og får penge for at være sammen med barnet. Derfor går nogle af de pædagoger, jeg ser, hyppigt med en smøg i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden, langt foran eller bagved det barn, de er sat til at passe. At gå en tur med sit eget barn i hånden, at have al tid i verden, og at sludre afslappet om livet og alt muligt andet, mens barnet langsomt vokser op, er et gode, som er de allerfærreste forundt.

Kunne man forestille sig, at de traumer, man helt rutinemæssigt påfører førsproglige småbørn i vores kulturkreds ved brat at aflevere dem til fremmede i institutioner eller dagplejer, før de er store nok til at forstå, at de bliver hentet igen, og før de kan gøre sig forståelige over for andre end de nærmeste omsorgspersoner, kan spille en rolle i evt. uhensigtsmæssige symptomer og adfærd? At den moderne eksistens’ mangel på personligt ansvar og tilknytning og overflod af tingsgrådighed, fart, stress, krav og samlebåndsaktiviteter − her tænker jeg på fx karriere, ferierejser, caféer, institutioner for både børn, syge og gamle, transport, indkøb, behovet for betalte venner i form af coach’er eller terapeuter, himmelråbende naive ’selvhjælpsbøger’, badelande og andre legepladser for børn og voksne, såsom fx Tivoli- eller museumsbesøg − er uforenligt med et godt barneliv på samme måde, som roser ikke kan vokse i tør sandjord, de udpinte æg fra burhøns ikke giver grundlag for en velsmagende koldskål, eller at en utryg og overset hund eller kat kun giver problemer og ikke meget glæde for sin ejer?

Kunne man udskrive reglerne for godt forældreskab på samme måde som reglerne for anskaffelse af hunde eller opskriften på verdens bedste koldskål?

Fx sådan:

● Tag et grundigt kig på dig selv! Egner du dig, og har du tid, energi, interesse og lyst til at være forælder? Til at interessere dig for andet end dig selv? Eller er det blot hormoner, konvention og tankeløshed, der får dig til at ønske dig et barn?

● Har du al tid og kærlighed i verden, så du kan byde dit barn de betingelser, det har krav på?

Det hjælper ikke det mindste, at vi slæber vore børn til læge, psykolog eller pædagog og forventer, at de skal ’reparere’ på de skader, vi og vores livsstil har påført dem. For så er vi ikke gode og omsorgsfulde forældre, der fortjener vores børns tillid og respekt. Så er vi blot og bart domptører, der dresserer børn, dyr og omgivelser ind i vore egne, begrænsede og uhensigtsmæssige rammer.

Så er forudsætningerne ikke i orden.

Måske er realiteten så banal, at den virkelige livsfylde ikke er fotograférbar og ikke kan fremvises på Facebook eller andre, såkaldt sociale, netværk. At meningen med det hele ikke findes uden for én selv i form af endnu en brun designerstol, ferie på Thailands palmebevoksede kyster eller et ødselt drys kandiserede violer, men i den rolige, daglige forpligtelse over for omgivelser, fødevarer, dyr, børn, ægtefæller og vore andre medbeboere på denne smukke planet.

Nysprogligt

Fem fuldkommen ens, affarvede, langhårede, sortklædte, unge piger. Kort efter billedet blev taget, kom der én til.

De har formentlig også næsten ens tasker og sko, sammenlignelige tatoveringer, øreringe, kærester og samme slags mobiltelefon. I en omskiftelig verden har disse og tusinder af andre tilsvarende unge piger fundet tryghed i at ligne hinanden i en flok.

Dertil kommer, at de taler på akkurat samme tidstypiske, ordfattige måde, og deres yndlingsord er ’UNIK’.

De siger ‘UNIK’ i hver anden sætning. Ordet unik betegner i deres verden flokmennesker med identiske egenskaber, hår, tøj, makeup, smykker, tasker, sko, tatoveringer, mobiltelefoner og de øvrige tilhørende, masseproducerede, ensartede genstande og såkaldte ’oplevelser’.

De siger ‘OG SÅ VALGTE HAN AT … ‘ eller ’JEG HAR LIGESOM VALGT AT …’ selv om hverken han eller de selv har valgt en skid, men blot flyder med tiden, flokken og forbrugerismen.

De siger ‘JEG TÆNKER’, selv om de ikke har en eneste selvstændig, sammenhængende tanke i deres blonderede hoveder.

Og de siger ustandseligt ‘I FORHOLD TIL’, men det afspejler sikkert bare, at de er sultne efter, ikke blot at ligne de andre og følge med strømmen, men at oppebære et dybfølt, længerevarende, ægte forhold til andet og andre end sig selv.

Kaktusblomsterne

Villahavernes støjhelvede … og en løsning

Det er lørdag og én af sommerens smukkeste aftner. Grillen syder, og vi har inviteret et par gode venner til drinks, mad og hyggelig snak. − Klokken 18, netop som gæsterne er ankommet, og vi har sat os til bords på terrassen, starter naboen sin kraftigt motoriserede græsslåmaskine lige på den anden side af hækken … I en halv times tid kan vi ikke høre, hvad vore venner siger, og vi kan kun lugte benzinos, ikke det gode rosmarinmarinerede svinekød på grillen.

Søndag formiddag lokker solen mig ud i haven med morgenkaffen. Jeg finder en stol i en rolig krog og nyder fuglene, den relative stilhed og den friske morgenluft, da naboen på den anden side går i gang med sin havestøvsuger. Da jeg af erfaring ved, at det vil tage ham hele formiddagen, måske mere, at støvsuge sin lille have, giver jeg op og går ind. Genboerne har gang i noget buskrydning, og lidt længere væk klipper de hæk med støjende maskineri.

Jeg er helt sikker på, at vi også mange gange har slået græs, klippet hæk eller kløvet brænde på tidspunkter, hvor vore naboer gerne ville have nydt lidt fred.

Så mit forslag til alle os geskæftige haveejere er en tidszone til larmende maskinel. Lørdag formiddag mellem kl. 8 og 14 må man larme så meget man lyster i sin egen have. Det er muligt at planlægge således, at man kan begrænse græsslåning, hækklipning, motorsavsbrug, havestøvsugning, kompostkværn o.l. til dette tidsrum. Hvis alle er i gang på samme tid, generes ingen, og hvis der alligevel skulle være en enkelt, der ikke kan udholde støjen, kan han tage til stranden eller i storcentret.

Lad os give os selv og vore børn mulighed for at opleve et sjældent gode: søndagsfred og stilhed i haven.

Sommerhimmel

Haver …

… i dag er ofte de rene Byggemand-Bob-konstruktioner med masser af sten, skærver, ’skulpturer’, besynderlige hegn og træterrasser, så man aldrig behøver at røre fugtigt, grønt græs med fødderne. Det ser ud, som om det moderne menneske kun er lykkeligt, hvis han har 100 m2 belægning under det flettede plastichavemøbelsæt og Webergrillen, en bræmme af uplejet græs med et billigt legestativ fra Jem & Fix og et hegn, der ikke skal klippes, omkring sit hus. − Konen kan så plante lidt kunstige, købte ’sommerblomster’ og et par stedsegrønne planter i krukker, som hun sætter dekorativt ved fordøren eller på den udstrakte og øde terrasse, og som alt sammen går ud, når familien er væk på ferie eller bare glemmer at vande og gøde.

Familiemedlemmerne løber rundt i hvert deres hamsterhjul, mor her, far der, Sofia i børnehaven og William i vuggestuen, og de har fjernet sig så langt fra enhver form for natur, at blot en gængs potteplante, der ikke er en langtidsholdbar, plasticlignende orkidé, i vindueskarmen opfattes som et ’projekt’, som er i stor risiko for at mislykkes. For ikke at tale om den manglende evne til at passe de marsvin, guldfisk, kaniner, undulater, katte og hunde, man får anskaffet.

Min barndoms haver bestod af planter − ikke billige byggematerialer. − En grøn frodighed i mange nuancer og niveauer: Store og små træer, høje og lave hække, buskadser, staudebede, bregnehøje, stenbede, åkandebassiner, hjemmebyggede legehuse, der mindede om noget fra ’Hans og Grete’, og udstrakte plæner, hvor vi solede os, legede med vandsprederen eller spillede badminton og kroket. − Ikke mindst var en stor del af haven tilplantet med frugttræer og en anden betragtelig del udlagt som køkkenhave. Vi gnaskede rabarber, jordbær, hindbær, ærter, bønner, solbær, ribs og stikkelsbær om sommeren, kirsebær, blommer, æbler og pærer fra sensommeren og til langt hen på efteråret.

Børn, høns, katte og hunde færdedes frit i haverne og på villavejene og generede ingen, for de kendte alle hinanden og omgikkedes som gode naboer. Og der var så få biler, at ingen var i fare; hundene dannede flokke og gik på eventyr, og børnene gjorde ligeså, kørte uforstyrret af sted på rulleskøjter eller spillede rundbold midt på gaden i de lyse sommeraftner.

For bare tyve år siden fandtes der stadig mange helt almindelige mænd og kvinder, der kunne tage hånd om et kuld hvalpe i fyrkælderen uden at måtte ty til bøger, eksperter og hjemmesider. De kunne aflive en kat med en skovl, hvis den pludselig fik fråde om munden og gik til angreb, og de slagtede høns med samme rutine, som vi andre skræller kartofler. I deres haver indgik hønsemøg og kompost fra lugning og køkken som gødning og jordforbedringsmateriale. De vidste, hvornår man planter jordbær om, skærer hindbær ned, hvordan man forynger en solbærbusk, og de kunne alle som én beskære og opbinde en række æble- eller pæretræer og forme de smukkeste espalierer. De kunne arrangere en staudekant efter højde, farve og blomstringstid, og de købte ikke nye planter om foråret, så de skulle vandes dagligt i den varme tid, men ventede til efteråret, så planterne kunne nå at danne rødder inden vinteren og stå livskraftigt og selvforsynende, når det blev forår og sommer igen. Man byttede planter, tog stiklinger, gik og arbejdede med det hele i fritiden og ventede på, at haven blev, som man ønskede det − Hvilket den jo aldrig blev; det var en del af charmen.

Førhen var man ikke naturfremmede, der betragtede det simple fænomen, at køer kommer på græs om foråret, som en overgearet ’event’, der kunne interessere andre end bonden og hans familie, for dengang kom alle køer naturligvis ud, så man kunne få rengjort og kalket stalden inden Pinse. Man levede harmonisk med dyr og planter, som mennesker altid har gjort det indtil for ganske nylig. Som en given sag vidste enhver, hvordan man vinteropbevarer æbler, kartofler, gulerødder og løg. Sylter og henkoger. Serverer jordbærgrød bagefter den grydestegte, hjemmeavlede hanekylling om søndagen. Og det bedste af det hele? − De gjorde det bare og holdt deres kæft med det! − Ikke et ord på Facebook, hvis de havde dyrket deres egen persille.

Men den grad af jævn jordforbindelse er gået i glemmebogen nu, hvor man kan købe sig til en velanlagt have, man ikke har tid til at passe, hvor man foretrækker en lille sort plasticpotte fra supermarkedet frem for et helt bed fuldt af de flotteste og sundeste purløg lige uden for døren.

Alle de planter, der på forhånd er dømt til langsom hensygnen og tørstedød i fancy krukker, alle de byggematerialer, gabende tomme udestuer og drivhuse, havemøbler, skrøbelige legesæt, plastic, trampoliner og bassiner holder dog gang i hjulene, hamsterhjulene, så vi alle kan løbe stærkere i hverdagen for at få råd. Så vi kan købe en rejse, et hotelophold, leje et sommerhus, så vi kan stresse af. I stedet for at gå ud og pusle i vores haver.