Børn – Side 4 – blog.loneandrup.dk

Se, mor! Helt uden bøger!

Mit barnebarn viser stolt sin skoletaske frem, men den kostbare taske er tom på nær et par krøllede mapper og naturligvis det overmåde veludstyrede penalhus. I mapperne ligger løse ark, gråligt slørede, skæve prints af tekstbidder og sange, som hun selv kan farvelægge, hvis hun gider.

Min niece har italiensk i gymnasiet, og som gammel italiensklærer beder jeg hende tage lærebogen med, så jeg kan se, hvad man bruger nu om dage. − Jeg har ingen bog, faster. Vi får sådan nogle papirer af læreren, men det meste foregår på computer, siger hun.

Min udenlandske ven går på universitetet sammen med studiekammerater, der ikke møder op og ofte ikke laver deres ting, ja, ikke engang gider undskylde for det. De har to lektioner om ugen med en uddannet lærer i det første semester, der strækker sig fra 1. september til ca. 1. december. Han har heller ingen bøger, og ingen aner, hvad faget, studiet, forløbet egentlig drejer sig om og skal munde ud i.

Uden at ville påstå, at alting var bedre i stenalderen, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan man kan få overblik over og tilegne sig et nyt stof uden et velgennemtænkt lærebogssystem. Et system, der ikke bare eksisterer inde i hovedet på læreren, men som har en fysisk form, så alle straks kan se, hvor man har været, hvor man er, og hvor man skal hen.

Vi andre fik en duftende og stoflig bog udleveret, og vi vidste, at når vi var igennem den, så havde vi lært, hvad vi skulle, på den dertil afsatte tid. Bøgerne strukturerede stoffet for os. Kravene var ikke diffuse eller uendelige. Der var en håndgribelig bog med en begyndelse, en midte og en slutning.

Også læreren havde et godt hjælpemiddel. Bogen eller lærebogssystemet var den røde snor igennem undervisningsforløbet, som han/hun kunne holde sig til og med det som målestok sikre sig, at ingen sakkede hjælpeløst agterud.

I dag har både forældre, lærere, børn og unge svært ved at strukturere et forløb, holde koncentrationen, forstå kravene, sætte sig et mål og bestræbe sig på at leve op til det.

Når man alligevel sidder med computeren og plukker vilkårligt fra internettets bundløse, flimrende, flakkende dyb, tjekker man selvfølgelig mail og Facebook også. Kammeraterne sender en filmbid med en syngende kat rundt, og Natascha inviterer til fest i weekenden, for hendes forældre er ikke hjemme.

Når man ikke aner, hvad, hvordan og hvor meget, man skal lære, og der ingen ende eller åbenbar struktur er på stoffet, kan det hele nemt blive lige meget, for man føler sig utilstrækkelig under alle omstændigheder.

Når man ikke har et tydeligt forløb, kan man aldrig billedligt talt smække bogen i med en tilfredsstillende fornemmelse af at have været igennem noget. At have udrettet noget. At have nået et mål.

Det begyndte med lilla, spritduftende stencils og kopimaskiner og er åbenbart fortsat ud i det absurde.

Foregår al undervisning i dag på denne sjuskede, fragmenterede måde? Har ’ansvar for egen læring’, ’det kompetente barn’, ’differentieret undervisning’, dårlig uddannelse, urimelige sparekrav og falden på halen for ny teknologi indgået en uhellig alliance om at undergrave vore børn og unges sjælsro og indlæringsstruktur?

Det er nok ikke en frugtbar vej …

Børnenes lov

Jeg vil gerne overforsimple nogle grundlæggende lov- og samfundsmæssige forhold og forsøge at skitsere dele af en ny, letforståelig lovkontrakt for folk bosat i et fælles område, som fx Danmark.

Jeg vil gerne tage udgangspunkt i de svageste, først og fremmest børnene, men også de syge og de gamle, og samtidig rette nogle urimeligheder, fx monarkiet, statsreligionen og de voldsomme rationaliseringer og nedskæringer på den borgernære sundhed, ældrepleje og politiarbejdet. Med nogle enkle ændringer, som gjorde samfundsindretningen gennemskuelig for enhver, ville folk føle sig ligeværdigt behandlet og trygge nok til selv at tage hovedansvaret for deres liv tilbage, så vi slipper for det daglige, ydmygende syn af voksne mennesker, der ynkeliggør sig og jamrer offentligt, når livet kommer dem på tværs. For det vil livet gøre af og til; det er ikke nogens skyld, og når det sker, vil vi forsøge at hjælpe hinanden, så godt vi kan.

Velfærdssamfundet, som vi kender det, blev udformet i 1970’erne, da kvinderne for alvor var kommet ud på arbejdsmarkedet, og samfundsindretningen skulle tilpasse sig de nye forhold. Kvinder har altid arbejdet, men historisk set var det usædvanligt, at kvinder tog almindeligt arbejde uden for hjemmet for en løn svarende til mandens og på lige fod med ham. Kvinder passede hus, stald, marker, husdyr, køkkenhave, tøj- og madfremstilling, samtidig med at de tog sig af børn, syge, gamle og svage. De fleste og fattigste kvinder vaskede derudover for andre, gjorde rent for andre, arbejdede i andres marker og stalde og passede andres børn, gamle og syge.

Med bistandsloven fra 1976 blev det eksplicit, at staten ønskede alle kvinder ud på det normale arbejdsmarked. Til gengæld ville staten så påtage sig at passe disse kvinders børn, gamle og syge. I teorien ville hele samfundet nyde godt af den rationaliseringsgevinst, der opstod ved, at en kvinde kunne passe mange børn, gamle eller syge på en gang.

Der fulgte lange kampe om ligeløn, barselsordninger og kvaliteten af daginstitutioner, sundhedssystemer og ældreforsorg, men i hovedtrækkene blev vores samfund som helhed pga. kvindernes arbejde så rigt og velforsynet med alt, både nødvendigt og unødvendigt, at intet samfund i hele verdens historie kan måle sig med vores.

Men det har naturligvis vist sig, at de lovede goder blev alt for kostbare i drift, og at kun ganske få professionelle lønarbejdere magtede at varetage omsorg for børn, syge og gamle med samme omhu og indlevelse, kald det bare kærlighed, som en mor, hustru eller datter ville kunne gøre det.

Ikke alle kvinder er dog gode omsorgsgivere. Nogle gange ville man foretrække en institution eller en professionel SOSU-assistent. Men i langt de fleste tilfælde er det udartet til, at børnene får lov til at passe sig selv fx i SFO’ernes store, uregerlige flokke, og stakkels hr. Hansen på 87, som blev enkemand, får et tyve minutters kursus i at tænde for sin egen støvsuger og går derefter langsomt til i skidt, underernæring og magtesløs selvopgivelse.

Til gengæld har vi fået de yngre mænd på banen i omsorgsbranchen, og det er måske den største bedrift i nyere tid. Mænd tager i dag ansvar for børn på − næsten − lige fod med deres kvinder. Det betyder, at børnene får en time eller to også med far om aftenen efter en lang dag i skole og institution, og at de − og måske mandens gamle forældre, hvis de er heldige − får sporadisk glæde af ham i weekender og ferier.

Regeringen Helle Thorning Schmidt har gjort et forbløffende reformarbejde igennem det seneste halvår. Men jeg har endnu ikke fået øje på de store forkromede, samlende principper bag de mange huja-hovsa-arrangementer, som skal nedbringe de offentlige udgifter.

Regeringen har ret i, at vore love skal bringes i overensstemmelse med vore muligheder, og at befolkningen skal vænnes til at tage et større ansvar selv. Det er ikke klædeligt, når unge og voksne, raske mennesker går rundt og råber på alt det, samfundet burde gøre for dem.

Samtidig skal man passe på ikke at tage motivationen fra de store grupper af mennesker, der rent faktisk har valgt at arbejde med at hjælpe andre mennesker, og som for størstepartens vedkommende allerhelst vil have lov til at gøre deres bedste. Det drejer sig om bl.a. SOSU-assistenter, læger, socialrådgivere, pædagoger, dagplejere, lærere, sygeplejersker og jordemødre. Disse grupper har i høj grad brug for at få styrket deres faglige stolthed, og de burde snarere passes med god løn og tilsvarende arbejdsforhold, end, som vi ser det nu, mistænkeliggøres og kontrolleres og overdynges og bureaukratiseres i alle ender og kanter, så de forhindres i at gøre deres arbejde.

Med disse indledende betragtninger vil jeg gerne skitsere mine forslag til nye lovprincipper:

1. lov: − Vi er alle deltagere i et samfund, der yder os støtte, og som forventer vores støtte til gengæld. Skatten bør derfor i højere grad end i dag betragtes som et medlemsgebyr. Det betyder bl.a., at man i perioder kan udelukkes fra det offentlige fællesskab og hjælp, hvis man gentagne gange forsøger at snyde i skat eller platter sig til uberettigede ydelser. (Men der vil altid være en skønnet, skrabet minimumsydelse, hvis nogen står i fare for at miste al indtægt, for ingen er tjent med, at et menneske bliver frataget alt.)

2. lov: − En revideret og sprogligt opdateret form af Grundloven, som garanterer borgerne lige ret uanset køn, oprindelse, hud- og hårfarve, formueforhold, seksuel observans, intelligenskvotient m.m., herunder ytringsfrihed, religionsfrihed, privatlivets og ejendomsrettens ukrænkelighed. Vi adskiller kirke og stat, som alle andre sammenlignelige, moderne demokratier for længst har gjort det.

3. lov: − Vi opruster på det politimæssige område og styrker den borgernære indsats, således at vore betjente rent faktisk tager telefonen og hurtigt rykker ud, når folk har brug for det. − Ikke noget med at tage det med ro, fru Jensen, vi skal se, om vi når det på mandag…

4. lov: − Vi ønsker ikke længere at opretholde et anakronistisk kongehus, som kun tjener til underholdning for dem, der ikke selv kan finde ud af at få tiden til at gå. Når de efterhånden talrige medlemmer af vores nuværende, stærkt ynglende kongefamilie om forhåbentlig ganske få år bliver trætte af legen, og vi ikke længere orker at betale for urimelighederne, vil vi nådigst tillade dem at abdicere og fortsætte deres liv under mere menneskelignende forhold. Hvert femte år derefter vælger vi en fornuftig og kløgtig præsident M/K, som kan bebo vore fine gamle slotte og repræsentere os her og i udlandet.

5. lov: − Samfundet påtager sig at sørge for de syge, de fattige, de gamle, de små og dem, der af andre grunde ikke kan sørge for sig selv. Alle, der opholder sig i Danmark, og som er loyale over for fællesskabet, har ret til et levegrundlag, et sted at bo, et job, uddannelse eller en form for understøttelse og hjælp i tilfælde af sygdom.

6. lov: − Der er mennesker nok i verden. Vi er så mange nu, at vi i alvorlig grad belaster planeten, og derfor yder vi ikke særskilt støtte til børnefamilier, afhjælpning af barnløshed eller adoption. Vi betaler heller ikke for kostbare forebyggende behandlinger, medicinering eller vaccinationer af ellers raske mennesker. Det må for fremtiden stå for folks egen regning og prioritering. Men vi garanterer billig medicin-, læge-, jordemoder-, tandlæge- og psykologhjælp og gratis grund-, gymnasie- og universitetsuddannelse til alle mennesker, der bor her i landet.

7. lov: − Vi reviderer skattelovene, så alle − både virksomheder og privatpersoner − betaler en fast procentdel af deres indtægter, fx 30 %, i skat, uden andre fradrag end personfradraget. Vi tildeler ethvert menneske − også babyer og pensionister − et personfradrag på måske omkring 75.000 nutidskroner, og afskaffer samtidig børnepengene, som vi kender dem, og al hjælp til hjemmeboende unge. Hvis man har børn, et ungt menneske, en ægtefælle, en ven eller et ældre familiemedlem i sin husstand, og de tjener mindre end personfradraget pr. år, så kan man påtage sig forsørgerpligten og få det overskydende personfradrag som et fradrag i ens indtægt før skatten beregnes. Med egne børn under 18 år foregår denne overførsel af personfradraget automatisk. Det kan ske med 100 % til den ene forælder eller med 50 % til begge efter ønske. Med en ægtefælle sker overførslen også automatisk, så snart man har indgået ægteskab. Når det drejer sig om andre personer i ens husstand, som man ønsker at forsørge med sit arbejde, skal man sammen underskrive en, evt. tidsbegrænset, forsørgelsesattest for at sikre sig fradraget.

8. lov: − Børn er i princippet forældrenes ansvar, men vi tilpasser arbejdsmarkedet, således at to forældre hver har ret til et års barselsorlov på en passende grundsats for hvert barn, de får. Årene skal afholdes inden for de første to af barnets leveår. Pludselig at overlade børn under to år til timelang, daglig pasning hos vildtfremmede, som naturligvis opfatter pasningen som et arbejde og ikke som et kald, de udøver med kærlighed, kan være stærkt traumatiserende for barnet, og dermed yderst skadeligt og bør ikke opmuntres eller støttes af samfundet. Pasning af småbørn kan varetages af forældrene, bedsteforældrene, venner eller dagplejere på privat basis efter forældrenes ønske og fulde egenbetaling. Til gengæld garanterer samfundet et rimeligt tilskud til velbyggede, velnormerede og velfungerende børnehaver for de to til seksårige. Et toårigt barn tildeles dog et maksimalt antal timer, fx fire pr. dag det første år, stigende til fem det andet. Fire- og femårige vurderes at kunne klare seks timer pr. dag. Samfundet tilbyder også et måltid økologisk mad, der er tilpasset børnenes alder og familiens religiøse anskuelser − andre individuelle hensyn, udover evt. lægeattesterede allergier, tages derimod ikke − midt på dagen til alle børn i institutioner, samt naturligvis mælk, drikkevand og sunde snacks.

9. lov: − Folkeskolen begynder for barnets vedkommende det år, det fylder seks. Vi indretter skolen, således at den er hyggelig og hjemlig og åben fra klokken 7 til klokken 17 på ugens fem hverdage og skaber en glidende overgang, en indskoling, i forårsmånederne før skolestart. Fra klokken 8 til klokken 12 for de mindste klasser, stigende til klokken 14 eller 15 for de større klasser, er der deciderede undervisningsforløb, men både før og efter vil der være tilbud om voksenopsyn, lektiehjælp, sport og andre fritidsaktiviteter for dem, som har lyst eller brug for det. Vi tager med andre ord udgangspunkt i BARNETS hverdag og forsøger at skabe en helhed ved at samarbejde med de forskellige fritidstilbud i skolens regi, i stedet for at lade børn pendle alene mellem forskellige lavprispasningsordninger, sportsklubber, musikskoler og skolen, så forældrenes arbejdsdag kan foregå uforstyrret. Børn mellem seks og tolv år må dog maksimalt opholde sig otte timer i skolen pr. dag. Når undervisningsforløbet er forbi, står det forældrene frit for at tage barnet hjem, hvis de har lyst, så barnet kan tilbringe mere tid med sin egen familie, bedsteforældre eller venner. Forældre til hjemmeboende børn under 15 år får ret til at holde fri i hele juli måned, og skolerne, gymnasierne og børnehavernes sommerferie bliver begrænset til juli måned hvert år, hvor disse institutioner simpelthen er lukket. Det vil løse mange problemer med lærerne og pædagogernes arbejdstid og synkronisering med det øvrige arbejdsmarked og vil sikre stadigt opsyn med vore sårbare børn og unge. Alle ureglementerede såkaldte lukkedage afskaffes naturligvis omgående. − Udover en måneds sommerferie får forældre til børn under 15 år ret til de sædvanlige ferieuger i løbet af året, plus en ekstra uge, som kan anvendes efter behov som omsorgsdage, barnets sygedage el. lign. Det gælder både mødre og fædre, eller to forældre af samme køn i enkønnede forhold. Skolerne vil blive pålagt at koordinere efterårsferieugen og vinterferieugen indbyrdes, så de spredes ud over efteråret og foråret, så der ikke opstår flaskehalse, dyre rejseuger og myldretider. Det vil herefter blive forbudt at tage sit barn ud af skolens undervisningsforløb for at tage på ferie med det uden for de afsatte ferieuger. Skolen tilbyder lige som børnehaverne et måltid mad midt på dagen og måske morgenmad, hvor det lokalt skønnes gavnligt.

Med lov skal land bygges

(Af fortalen til Jyske Lov, 1241, citeret efter Skalk nr. 3, 2013)

…. Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger.

Amning

Med baby på en kinesisk grav i det Sydkinesiske Øhav, april 1981. Paraplyen er pga. solen.

At amme sit barn er det bedste og det mest naturlige en mor kan gøre. Hvorfor taler man så for tiden i fuldt alvor om at lovgive om amning i det offentlige rum?

Efter min mening er der ikke mere brug for love om amning, end der er brug for en lov, der forbyder folk at afbryde, mens andre taler. Eller en lov mod at pille næse eller tæer, når man er på restaurant.

Når nogle gerne vil have amning forbudt i det offentlige rum, og andre gerne vil sikre, at et barn kan blive ammet når som helst og hvor som helst, er det ikke et spørgsmål om at være for eller imod amning eller om specielt nypuritanske strømninger. Sagen drejer sig helt enkelt om god opførsel i modsætning til provokerende privathed i offentligheden.

Hele diskussionen opstår kun, fordi nogle unge mødre − måske specielt i de større byer? − ikke har forstået, at det offentlige rum netop er offentligt, dvs. at der visse steder også færdes andre end nyfødte med deres mødre, der er belastet af søvnmangel, ammehjerne og mælkestruttende, blåsprængte bryster.

I Ålborg har det førende stormagasin, Salling, indrettet både lege-, skifte- og ammerum til de mødre med småbørn, der før samlede sig i forretningens bistro. Et arrangement, der nu er til glæde for alle, både mødrene, børnene og de øvrige kunder. Som en af de unge mødre sagde i lokal-tv: − Det er rart at kunne sidde lidt i fred, når man er inde byen.

Ingen ville føle sig provokeret af en ung mor, der satte sig på en offentlig bænk for at amme sit sultne barn. Det er sammenblandingen af babypleje − med alt, hvad det erfaringsmæssigt indebærer − og andre menneskers dyrekøbte mad, der kan være et problem.

At nogle af de smartere caféer gerne vil have del i barselspengene og i de ellers sløve formiddagstimer villigt skænker kaffelatter og lægger lokaler til hele mødregruppen med alt hvad det indebærer af snavsebleer, prut, bøvs og blottede bryster, bør ikke forlede mødregrupperne til at tro, at de på bekostning af andre grupper ejer hele det offentlige rum.

Nogle mennesker kan godt blive en smule pikerede, når en højgravid kvinde, som for at understrege de lykkelige omstændigheder har svøbt et pangfarvet tørklæde om den svulmende mave, sidder i fuld offentlighed på en pæn restaurant og stønner, mens hun tankeløst indadvendt masserer sin vom og lænd.

Eller når et optog af selvcentrerede mødre med deres enorme og kostbare babypramme verfer alle andre, børn og gamle inklusive, ud i rendestenen, når de kommer brusende hen ad fortovet i samlet triumf med deres små kronprinser og prinsesser i karet.

Eller når de kører lige op i hælene på én i supermarkedets snævre gange og i stedet for at undskylde, nidstirrer én vredt med det der »Flyt dig så for helvede, her kommer jeg med min BABY!«-blik.

Eller når de fylder hele cykelstien og sænker alles fart betragteligt med deres »Vi er en lykkelig familie«-ladcykler og ikke tillader nogen at smutte forbi.

Eller når de uden blusel skifter den lilles ble med både det ene og det andet i på cafébordet, for det er jo bare så naturligt, netop som dem ved nabobordet skulle til at sætte tænderne i en dressingdryppende sandwich.

Eller når de trækker de fyldte bryster frem på restauranten og bagefter lader baby bøvse lige ind i nakken på det modne par, der i måneder har glædet sig til at nyde en god middag med hinanden på deres egen, helt specielle mærkedag.

Når man har småbørn, lever man i en verden af lunken mælk, bøvs, gylp, lort og tis. Mens man er i det, og det vel at mærke er ens eget barn eller barnebarn, føles det både rigtigt og naturligt. Jeg har selv været der, og jeg nød det overmåde. Gik rundt i årevis i et forvasket, lilla bomuldsjoggingsæt med mælkepletter foran og babygylp ned ad ryggen. Men jeg ville aldrig drømme om at tage det for givet, at fremmede mennesker ville bryde sig om at have alle disse syns-, lyd- og lugtindtryk, mens de fx nød deres mad på en god og dyr restaurant. Man bør altid give plads til og respektere hinanden.

Nogle nybagte forældre har det med at synes, at hele verden drejer sig om dem selv og deres spædbørn, og de føler sig i deres gode ret til at bruge babyerne som rambukke til at overskride grænser på provokerende måder, som de aldrig ville have turdet gøre det, hvis de kunne tænke klart og bare var lille Nanna, Sofie, Natasha eller Mette Marie uden spædbarn. − Men ude i det offentlige rum kan de risikere at støde fremmede mennesker, der rent faktisk har andet at tage sig til end at beundre disse nye projektforældre og deres afkom.

For næsten 40 år siden boede jeg med et spædbarn i Hong Kong. Der var skønt i den store by, som var fyldt med venlige og gæstfrie mennesker, men den kinesiske kultur var temmelig puritansk og kropsforskrækket efter dansk halvfjerdserstandard, og jeg var vist den eneste unge mor i hele Sydøstasien, der insisterede på at amme mit barn selv, men alt i alt gik det overraskende godt. − Jeg kunne nu heller ikke drømme om at sætte mig og trække brysterne frem i fuld offentlighed, men afpassede mine udflugter − og mit liv i øvrigt − efter det faktum, at jeg var mor til et spædbarn. Når min lille søn fik trang til en tår, og vi var langt hjemmefra, spurgte jeg på den nærmeste restaurant eller butik, om de havde et baglokale, et kontor el. lign., som jeg måtte låne en kort stund? Eller jeg sad på bagsædet af vores bil eller i en taxa. Eller gemt af vejen bag en gravsten bevogtet af venner, den dag vi sejlede ud for at besøge familiens grave. Jeg kvitterede for folks hjælpsomhed med et smil, en undskyldning og taknemmelighed, og alle udviste stor venlighed og overbærenhed med den unge europæiske mors fikse ideer og var tilsyneladende kun glade for at hjælpe.

Min pointe her er − udover at fortælle en anekdote fra mit liv − at gøre opmærksom på, at når amning kan lykkes så godt i et forholdsvist snerpet samfund for en halv menneskealder siden, sønnike blev ammet til han fyldte to år, så må det også kunne foregå i vore dages frisindede, danske samfund, uden at nogen behøver at føle sig generet.

Men i stedet for at anse reproduktion, herunder amning, som en naturlig ting, som man bare gør, så forvandler nogle af de yngre forældre fra Facebookgenerationen forældreskabet til et udvendigt og demonstrativt projekt, som caster sagesløse medmennesker i det offentlige rum som vidner til deres stærkt iscenesatte »lykke«. − Det er formentlig det, offentligheden, dvs. restaurant- og caféejere, nu begynder at reagere imod.

At man gennem lovgivning vil tvinge ejere af spisesteder til at tillade unge mødre at amme, hvis de skulle få lyst, er udtryk for, at nogle få af disse mødre i deres selvoptagethed har glemt at opføre sig med pli, når de færdes ude. De har ikke indset, at det drejer sig om, at barnet får sin mad i al stilfærdighed − hvilken baby kan sutte ordentligt, hvis der er larm og postyr omkring den? − ikke om at deres mødre skal have en masse opmærksomhed ved at omdanne fælles rum til private barnekamre og degradere tilfældige medmennesker med helt andre agendaer til publikum for deres nye forældreværdigheds mere intime øjeblikke.

At amme i kor

Nu udarter det til en ren ammestuehistorie: De unge mødre demonstrerer med fællesamning (!) på Rådhuspladsen i København. Hertil kan man sige tre ting:

1. Stakkels børn!

2. De unge mødre løber åbne døre ind. Ingen i dette land har noget imod amning i det offentlige rum. Den kamp tog deres mormødre i halvfjerdserne, og de sejrede stort, men det kostede dem dyrt i form af lede skældsord og offentlig udhængning. − I dag er det udstillingen af intime, kropslige funktioner, herunder risikoen for bøvs, gylp og lortebleer, hvor andre mennesker sidder og spiser, der er problemet, parret med nogle få mødres fuldkommen hjernedøde og selvhævdende invadering af fællesrummet.

3. Jeg ved ikke, om det er betryggende eller skræmmende, at unge mødre i dag, hvor halvdelen af jordens befolkning lever i sult og nød, hvor selv Danmark fører krig i de fattige, men olierige, lande, hvor dyrearter og habitater går til, klimaet går ad H til, og Mellemeuropa ligger under vand, ikke har andet at lave og andet at kæmpe for end retten til at flashe deres ammebryster i Tivoli og på dyre caféer og restauranter i hovedstadsområdet.

Hvad synes du selv-børn

Tid: − Klokken 17.15 fredag eftermiddag.

Sted: − Den lokale brugs på hjørnet.

Personer: − En mor i begyndelsen af 30’erne, travl, sorte tights, guldskinnende stiletter, figursyet, sort jakke, kraftigt rødfarvet hår, sjusket og tjavset sat op i »jeg er lige stået ud af sengen-frisure«, guldtop under jakken, og en datter på fem-seks år i lyserød jakke, lyserød Hello Kitty-rygsæk, lyserødt tylsskørt, lyserød prinsessekrone og lyserøde, pailletbesatte og skinnende ballerinasko.

Mor: (højlydt, kunstigt, teatralsk) − Nå, gik det godt i børnehaven?