Kategori: Forbrug

Turen går til … skraldespanden

Vore rejser til nye steder begyndte førhen altid med indkøbet af den lille rejsehåndbog: ”Turen går til” fra Politikens Forlag. I min reol står en pæn samling: Kina, Egypten, Rom, Sicilien, Norditalien, Tyrkiet… For her kunne man være sikker på at få alle nødvendige informationer om rejsemålet, dets historie, dets nuværende beskaffenhed, kulturminder, seværdigheder, egenart og praktiske informationer samlet i lommeformat. Først, når man havde læst ”Turen går til”, kunne man planlægge sin rejse, og bogen passede perfekt til skuldertasken eller jakkelommen, så årstal, busruter og andre fakta kunne genopfriskes på stedet.

Den tid er endegyldigt forbi, opdagede jeg, da jeg for nogle år siden skulle til Istanbul, og nu igen hvor jeg forbereder en rejse til Andalusien. ”Turen går til Tyrkiet” var skuffende informationstynd, men ”Turen går til Sydspanien” er definitivt ikke pengene værd.

Den er fuld af trættende indledninger á la:

− En lille pige i flamencokjole klynger sig til sin far bag på hesten under Sevillas berømte byfest, la feria de abril. En kvinde i lårkort styrer med sikker elegance stiletterne uden om revnerne mellem fliserne foran Valencias futuristiske operahus.

− Familier, forelskede par og grupper af unge promenerer i deres smarteste tøj forbi butikker med alt i designermode og hightechisenkram.

− Langsomt og rytmisk, til lyden af marchtrommer, sejler Jomfru Mariastatuen hen over menneskehavet i den snævre gade.

− Tyren står stille over for tyrefægteren − toreroen bøjer udfordrende overkroppen bagover og strækker sin røde kappe frem mod tyren.

− En lille arabisk borg troner på en bakke, hvor floden løber ud i havet, og neden for borgen lufter folk hunde, og ungerne leger i græsset.

− Højhushotellerne og villaerne i Benalmádena bliver små, mens svævebanen bevæger sig hen over motorvejen og op ad bjerget.

− Neonlysene i gaden Calle San Miguel bader turisterne i røde, grønne, violette og gule farver.

− En flok unger skriger jublende, mens deres små gummibåde støder sammen i fuld fart for enden af vandrutsjebanen.

− En teenagepige hviner og slipper krokodillens hale, da den pludselig drejer hovedet og kigger på hende.

Osv.

Bemærk venligst: Vi er kun nået til side 30, og disse idiotiske beskrivelser bare fortsætter og fortsætter hen over de fleste af bogens 130 sider. En god forfatter ville kunne anvende dramatisk nutid et par gange i en bog med stor effekt, fordi han eller hun kendte nogle stærke ord, kunne ramme en stemning præcist og dertil forstod at dosere sine virkemidler. Når dramatisk nutid igennem en hel bog skal vikariere for relevant information, går det flintrende galt.

Få kilometer fra en af de byer, vi skal bo i, ligger der huler med enestående vægmalerier udført af vore forhistoriske forfædre. Disse huler, som rangerer på linje med de berømte franske, er åbne for publikum hver eneste dag året rundt, men de er ikke nævnt i bogen med et ord! − Jeg blev kun opmærksom på dem, fordi jeg heldigvis supplerede min forberedende læsning med tyske og engelske guidebøger.

Det er tilsyneladende tilstrækkeligt i dagens Danmark at kunne æde, drikke, shoppe og bo på alt for dyre hoteller − og så udtrykke sig i blomstrende banale vendinger − for at skrive en guidebog. − Men hoteller, butikker og restauranter kan man selv finde på internettet med få klik. Hvorfor betale gode penge for en rodet reklametryksag, der bliver uaktuel i løbet af få måneder, og som ikke giver noget brugbart overblik over destinationen og stedets enestående natur- og kulturhistoriske seværdigheder?

Fra nu af er det slut med danske rejsebøger. ”Turen går til Sydspanien” er sin lidenhed til trods spild af god kuffertplads.

Turen går til Sydspanien, Politikens Forlag 2012

Nej, tak!

Skulle vi ikke udvide ”Reklamer-nej-tak”-ordningen til også at omfatte en mærkat til fordøren med et generelt ”Nej-tak”? − En permanent besked om, at man ikke gider afbryde alle sine tanker og gøremål for at lukke op for betlende spejderbørn, Jehovas vidner, lotterisælgere, indsamlere fra Kræftens Bekæmpelse, Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors eller andre, der med fremstrakte raslebøsser og strålende af selvgodhed ringer på ens dør.

Så ville alle de tiggende tidsrøvere straks kunne se, at her bor et voksent menneske, som i Internettets og Dankortets tidsalder selv kan finde ud af at indkøbe alle de kalendere og lodsedler, hun tragter efter at eje. At hun allerede er medlem af de religioner og foreninger, hun har lyst til at være medlem af, og at hun selv har sørget for at støtte de godgørende formål, hun efter moden overvejelse har fundet midler til at støtte.

Eller endnu bedre: − Alle de, der elsker at blive forstyrret når som helst, de, som hjertens gerne vil diskutere religiøse anskuelser med vildtfremmede, midaldrende damer med tomme øjne, de, som altid har kontanter liggende for det tilfælde, at nogen skulle ringe på og bede om dem, lad dem sætte en stor mærkat på deres hoveddør med et rungende venligt ”JA, tak!”, og gør det så ulovligt at ringe på alle andre steder uden en meget god grund!

Danskernes ferie

De senere år har jeg ikke kunnet tage et foto af himlen, uden der kom flystriber med. Den in­tensive lufttrafik er medvirkende årsag til de våde, kolde, danske somre, som folk føler sig tvunget til at flygte fra … i fly.

Nu har vi knoklet (næsten) et helt år på jobbet, og så har vi KRAV på godt vejr i ferien. Når regnen siler ned, og det blæser en halv pelikan, så kan man naturligvis ikke holde ferie i Dan­mark.

Så der er kamp om billetterne, og lavprisselskaberne flyver mine medborgere i hundred­tusindvis ud af landet. Det er blevet en menneskeret at holde ferie på en solbeskinnet strand, gerne ”all inclusive”, så man kan forsyne sig med pommes frites, softice og kulørte drinks ad libitum, mens man branker sig i solen.

Sydeuropas øer og strandnære områder er i sommermånederne forvandlet til betonbadelande for blege, ædende, drikkende og solbadende nordeuropæere. De modigste pakker deres små­børn og tager til Thailand eller andre mere eksotiske strande; flyveturen er længere, men prin­cippet er det samme.

En stor del af ferieglæden består tilsyneladende i den moderne version af postkortet, nemlig at hjemsende mobilsnapshots af sig selv i liggestolen. Til glæde for hvem? Hvem standser op og spørger om meningen med al denne rejsen, samtidigt med at man forholder sig til et mere eller mindre indbildt publikum hjemme? De fleste er jo ude på deres egen tur og travlt be­skæftigede med at uploade mobilfotos af sig selv.

På trods af knokleriet, og al den omhu og alle de ressourcer vi hælder i vores boliger, der ef­terhånden alle sammen har samtalekøkkener, wellnessbadeværelser, designermøbler (Vis mig et møbel, der ikke er designet!) og adskillige kubikmeter andet, overflødigt bras, kan vi ikke holde ud at tilbringe to-tre ugers ferie hjemme. Ikke engang hvis vi har store, velindrettede haver og husdyr, der skal passes.

Hjemme på vejen kunne ungerne løbe rundt og bruge tid på at finde kammerater og skabe deres egne lege uden institutionernes overopsyn og struktur. De voksne kunne give sig tid til at lave god mad med altanens krydderurter eller høste, sylte eller nedfryse havens overskud af jordbær, hindbær, solbær, kirsebær, bønner, ærter … Vi kunne omsider få ryddet op på loftet eller invitere familie og venner til lange besøg, samvær og gode snakke … Eller vi kunne gå på opdagelse i nærmeste skov eller på stranden iført praktisk tøj og vandrelyst. Måske er der ovenikøbet et par seværdigheder og et sommerland i nærheden, som hele familien kunne have fornøjelse af?

Resten af året gør vi os til af vores økologiske og miljøbevidste valg, hvis vi fx cykler til arbej­det i sommerhalvåret, men af en eller anden uforståelig grund gælder det ikke som ferie, hvis det ikke starter med en flyvetur, til nød en laaaaang køretur i bil.

Resten af året høres ikke andet end beklagelser over, hvor lidt tid der er til at ordne ting i hjemmet og til at se familie og venner, men når så muligheden opstår, flygter vi ud til de syd­europæiske betonhotellers forlorne folklore.

Måske er vi blevet så vant til faste rammer, at ferieugernes tomhed og nærmest uendelige muligheder skræmmer os?

Fordelen ved al rejseriet er, at der bliver bedre plads herhjemme, mere fred og ro til dem, der har indset, at ferie kan være andet end at klemme sig ind i iltfattige, tyve år gamle, raslevorne flyvemaskiner, for derefter at lægge sig fladt ned ved en pool eller på en strand i et stegende varmt og tørt land mellem tre og sytten timers flyrejse væk.

At sommervejret i Danmark gentagne år i træk er så rædsomt vådt med skybrud og over­svømmede kældre har garanteret ikke noget med al det flyveri at gøre, vel?

Sprog- og bogsjusk

Det er kun i Danmark, vi stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører.

På anmeldernes anbefaling læste jeg belgieren Tom Lanoyes nye bog på dansk, ”Målløs”.

TURBINE forlaget (sådan omtaler de sig selv på hjemmesiden) skriver om bogen, der handler om forfatterens mor, at ”Hun mistede først sit sprog, så sin værdighed, så sit hjerteslag.” De citerer bl.a. Politikens anmelder:

“Gribende erindringsbog gør regnskabet op med diva-mor …”

Marie Tetzlaff, Politiken

(4 ud af 6 hjerter)

De fleste anmeldere var enige og roste bogen; det er sikkert også en glimrende bog, men, som det desværre ofte er tilfældet her i landet, så er bogen oversat af en af vore talrige sjuskede og usikre sprogbrugere, og forlaget glemte at lade manuskriptet gennemgå af en, der kan læse og skrive dansk, før de udgav det.

Bogen handler om en farverig kvinde, om hendes familie, venner, naboer, by, land, og om hendes søn, forfatteren. Det gennemgående tema er sproget, som moderen beherskede i sjælden grad, og som hun mister, og som forfatteren i hver eneste sætning forsøger at vise, at han mestrer bedre end de fleste.

En sådan bog, der netop handler om sproget, oversætter man til et hjælpeløst dansk, fx side 42 hvor en person gennemlever: ”Tolv måneder, fire sæsoner forbi, før man får set sig om.” − Hvad mener oversætteren her? Modesæsoner? Jordbærsæsoner? Jagtsæsoner? Dem er der næppe fire af på et enkelt år. Man stopper læsningen og spekulerer. Er bogen oversat fra engelsk ”seasons” og skulle det rigtige ord have været ”årstider”?

Side 212 har en kakkelovn ”et afløbsrør, der bugtede sig et par gange over kundernes hoveder og til slut alligevel fandt vej til et ildsted højt oppe i et hjørne”. Hvorledes et afløbsrør kunne bugte sig hen over hovedet på nogen og ende i et ildsted højt oppe i et hjørne, optog mine tanker i adskillige minutter, indtil det gik op for mig, at oversætteren formentlig mente et aftræksrør. − Hvorfor man placerer et ildsted højt oppe i et hjørne, kunne jeg ikke regne ud. Det kunne muligvis dreje sig om en speciel belgisk skik.

Side 237 læser man: ”Gulvet selv var omkranset af tjærede pæle, hvorimellem der var hængt snore med kulørte festlamper. En opmærksomhed fra byrådsmedlemmet for festligheden, der håbede på at blive genvalgt.” — Hvilket jo er noget halvkomisk bavl.

Side 255 igen en anglicisme: ”Fire lammerygge. Det var hans ide om et eftermiddagsmåltid.”

Side 349 rodes der, som utallige andre steder, rundt i sin-sit/hans- hendes: ”Der befrier jeg hende for sit undertøj og sin overskidte ble”.

Side 356 ”I fodenden stod der to blomsterkroner på smedejernsstativer, professionelt belyst.” Da der er tale om en kiste udstillet i en bedemandsforretning, gætter jeg, at det er blomsterkranse, der er sat op på stativerne, men jeg har ingen mulighed for at vide det. At stable blomsterkroner op på et stativ ville være usædvanligt, og jeg har svært ved at se arrangementet for mig, selv med professionel belysning.

Sådanne eksempler på dårligt, upræcist eller ukorrekt sprog forekommer på hver anden eller tredje side. Bogen må være velskrevet og fængende på originalsproget, ellers havde forlaget vel ikke ladet den oversætte, men hver gang, man som læser af den danske oversættelse møder et uklart ord, udtryk eller en irriterende anglicisme, stopper man op i forsøget på at forstå den oprindelige mening, hvilket slår læsningen itu. Som læser bliver man først utryg og er ikke ganske sikker på, at oversætter og forlag mener det alvorligt og har magtet opgaven. Derefter bliver man irriteret. Det står efterhånden soleklart, at man er udsat for dilettanter, og man overvejer, om man overhovedet har tålmodighed til at fortsætte.

I enhver tekst af en vis længde er der plads til et par slåfejl og en smutter, men når fejlene optræder i så rigelige mængder, er det forstyrrende for læsningen, en hån mod forfatteren og pinligt for forlaget. I dette tilfælde er bogen oven i købet, ifølge kolofonen, udgivet med støtte fra ”Flemish Literature Fund” − man må håbe, at de ikke får nys om, hvad deres penge er gået til.

Jeg har en klar fornemmelse af, at det kun er i Danmark, at vi, dvs. anmeldere og læsere, stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører. Engelske og amerikanske bøger kan de fleste læse på originalsproget, men vi er afhængige af gode oversættere, hvis vi vil lære andre sprogs litteratur at kende. At være en god oversætter betyder først og fremmest, at man kan dansk, og en god oversættelse formidler en tekst gnidningsløst og mærkes ikke i sig selv. Det kan ikke være hensigtsmæssigt, at læserne skal stoppe op på hver anden side og gætte sig frem til, hvad oversætter og forfatter mon har ment.

Burde anmelderne ikke hver eneste gang fange og påtale dårligt sprog og gøre forlagene ansvarlige?

Efterhånden er det med nogen bæven, man åbner selv en velanmeldt dansksproget og danskproduceret bog. Som læser mister man tillid til forfattere, oversættere, redaktører og forlag. Man orker kun at læse klassikere og nogle få, dygtige boghåndværkere, som man kender i forvejen.

Som forlaget selv skrev om ”Målløs”, kunne vi nu skrive, at ”vi mistede først vores sprog, så vores værdighed, så vores hjerteslag.”

Denne bog er desværre langt fra den værste, jeg er stødt på, i sproglig henseende. Det er blot den bog, jeg læser lige nu. Og at Politikens anmelder nævnes, skyldes udelukkende, at det nu engang er den avis, jeg som oftest orienterer mig efter. Jeg er heller ikke på nogen måde ude efter oversætteren, som ganske givet påtog sig en urimelig stor opgave til ringe betaling for derefter at blive ladt i stikken af sin redaktør.

Det er forlagets pligt at tjekke, at sproget er korrekt og forståeligt, før de udgiver noget som helst, og seriøse avisers anmeldere har pligt til at bemærke det, hvis forlagene ikke lever op til dette. Hvem vil betale 300 kr. for en bog, der ikke kan læses? Hvis det havde været en cd, der hakkede under afspilningen, ville vi klage og forlange vores penge tilbage.

Hvor i alverden kunne man ellers, ud over i dette lille, smådumme land, stille sig op og give offentlig koncert på et instrument, i dette tilfælde sproget, som man ikke behersker?

Vi er nødt til at se i øjnene, at bogsjusk kunne være en medvirkende årsag til dårligt salg af bøger.

Målløs / Tom Lanoye. TURBINE forlaget, 2012. 376 sider. ISBN 978-87-7090-599-2. Vejledende pris 299,- kr.

Historieløshed

Når man har passeret de 50, er der altså ting i tiden, der kalder på over­bærende hoved­ryst:

Urban farming: Landbruget har sikret vores overlevelse igennem de seneste 10.000 år, men alligevel går unge kvinder i hysterisk selvsving over, at de kan dyrke lidt purløg − eller ramsløg, hvis det skal være fint − i en potte.

Street fishing: Fiskeriet er endnu ældre, men nu har unge mænd fundet ud af at kalde det noget smart, og så smider de snøren i vandet fra byernes havne­kajer, ganske som de­res forfædre altid har gjort det, og som folk i provinsen stadig gør rutinemæssigt, navnlig i silde- og hornfiskesæsonen.

Attached parenting: Fra tidernes morgen har mødre ammet deres børn, bå­ret dem på kroppen og so­vet sammen med dem, men først, når man finder på nogle amerikanske ord at hæfte på begrebet, bliver det salonfæhigt og anven­deligt for de unge mødre.

Hvordan forestiller unge sig, at menneskeheden kunne eksistere, hvis ikke deres forfædre op igen­nem tiderne havde skaffet sig mad på disse indly­sende måder, og hvis de ikke havde været i stand til at tage sig af deres af­kom?

Verden har faktisk eksisteret før i dag.

Telefonfis

Inden for en uge blev jeg ringet op af to forskellige telefonselskaber, Nationalregistret, Børsen, Kræftens Bekæmpelse og Nespresso!

Jeg bliver så forstyrret hver gang, for jeg forventer, at det er vigtigt, når nogen ringer. Mine venner og min familie ringer sjældent. Vi sms’er, mailer eller mødes. Lommetelefonen er kun til nødsituationer.

Alle de klistrede unge mennesker i røret havde GOOOOOOOD tid og ville meget gerne snakke med netop mig om mit telefonforbrug, om min synlighed på internettet, om et eventuelt abonnement, om støtte til en udbredt sygdom − som burde være en samfundsopgave, ikke mit og den unge mands i rørets − og den sidste unge dame ringede såmænd bare for at høre, hvordan det ligesom gik med mig og min nye kaffemaskine…

Først da gik det op for mig! − Der er selvfølgelig nogen, der laver telefonfis. God gammeldags telefonfis, som vi lavede det i 60’erne og 70’erne.

For det kan ikke være rigtigt, at vildtfremmede mennesker skal kunne ringe uopfordret til hvem som helst og tage deres tid og helt åbenlyst tigge dem om penge, vel? Og at jeg skal slippe, hvad jeg nu er i gang med, og finde på nye, perfide bemærkninger for at få de idiotiske tiggere og svindlere ud af mit rør igen?

(Da jeg har et lille firma, kan jeg ikke bruge Robinsonordningen, som kun omfatter privatpersoner.)

Tiden er løbet fra selv de − i egen selvforståelse − filantropiske afarter af telefonsalg. Af to grunde:

Der er for mange svindlere derude, og det er for nemt at finde folks numre på nettet, så vi er alle forsigtige og på vagt, når vi bliver ringet op af ukendte.

Vi går alle rundt med en personlig telefon i lommen, hvilket gør en uønsket opringning meget mere privat og grænseoverskridende, end da telefonen stod på et bord i stuen og var hele familiens fælles kommunikationscentral. − Den ringende kan ikke vide, om hun dumper ind midt i et dødsleje el. lign., og at modtageren kun svarede sin telefon, fordi onkel Kurt har hemmeligt nummer.

Ikke engang gode venner ringer uopfordret til hinanden mere. Den slags henvendelser er forbeholdt meget tætte venskaber og familieskaber, hvor man kender hinandens rytmer og vaner indgående. Man prøver sig normalt frem med en sms først.

Skræmmende badeænder

Kvinder med silikoneindlæg i læberne er ikke smukke. De der betuttede, fremskudte læber, der inviterer til jeg-ved-ikke-hvad, ser tåbelige ud og minder mest af alt om næbbet på en badeand.

Hvad kvinder (og mænd) fjerner fra eller propper ind i kroppen andre steder, er ikke så åbenlyst, i hvert fald ikke her om vinteren, men at det turde være helt unødvendigt, og desuden giver store helbredsmæssige problemer, er vist efterhånden indlysende for enhver.

Når man på disse omkringvandrende zombier ovenikøbet påsætter langt hår, taget fra fattige, døde kvinder i Ulande, så får man et virkelig skræmmende syn!

Jul 2011

Selv julemanden er kunstig

Jesus gik ind i templet og jog alle dem, der købte og solgte, dvs. drev handel, ud. ― Man kan uden overdrivelse sige, at de tog en formidabel hævn: Kræmmerne har fuldstændig sat sig på hans fødselsdag.

Fra august og frem annoncerer de hektisk med julekort, julefrokoster, firmajulegaver, juleøl … og det går slag i slag hen over september, oktober og november, med den sidste, desperate kraftanstrengelse i december: Køb dit og dat!

Amatøragtige og småpinlige tv-julekalendere på begge kanaler pakket ind i afskyeligt larmende Fætter BR-reklamer på den ene.

Isenkræmmerne forsøger at afsætte grimme nisser til KUN 499 kr. pr. par. Eller ligeledes afskyelige lysestager til 799.

Medierne følger godt op med de seneste tal: Julehandlen tegner godt i år… Hvad rager det mig? ― Jeg ville allerhelst blot sidde sammen med mine nærmeste stilfærdigt i tusmørket og lugte til gåsestegen og glæde mig, til vi tænder lys på træet, synger lidt, og giver de mindste nogle få, men velvalgte pakker.

I stedet skal man udsættes for dette skamløse markskrigeri fra morgen til aften i månedsvis.

Det er gået for vidt! Julen er i sin nuværende form blottet for værdier ud over de rent pengemæssige, og jeg er for længst gået i jule- og gavestrejke.

Hvad blev der af: Det er tanken, der tæller? ― Eftertanken!