Om mænd og kvinders verdener
Se & Hør, 11.9.2020: I en omtale af det skrækindjagende mord i en U-båd i anledningen af en ny dokumentar – så vi igen igen kan beskæftige os med det ufattelige, det modbydelige, det pirrende, som vi er vænnet til at se på film – var det naturligt for Se og Hørs (mandlige) journalist at hæfte sig ved offerets skønhed. Han beskriver hende som ung og smuk. Som om forbrydelsen blev mere forståelig af den grund? Eller fordi han lige kunne se det hele for sig? – Ville en vurdering – fx ung, smuk, gammel, grim – af udseendet af et mandligt offer for en forbrydelse være relevant?
Vores nye bil låser af sig selv alle døre, når vi starter den. Det er ikke noget problem. Hvis vi skal ud, låser vi bare op igen ovre ved førersædet. Men jeg måtte advare min mand om, at hvis han giver en hvilken som helst anden kvinde et lift, skal han være opmærksom på, at hun ville kunne blive skrækslagen ved at sidde alene med en mand i en bil, der automatisk låser, så hun ikke kan komme ud, når hun selv vil.
Den tanke ville min rare mand aldrig kunne få af sig selv. For han har ikke været en ung pige, der har oplevet at være jaget vildt. Han har aldrig skullet redde sig fra uønskede, groft gramsende mandehænder eller har lagt mærke til lige præcis den detalje i en af de mange krimier og horrorfilm, der som en selvfølge viser udpenslet vold mod kvinder. De foretrukne ofre er de unge og smukke kvinder, der ser godt ud i en stram, opslidset festkjole, der kryber mere og mere op på den lækre måde, jo mere volden tager fart. – Sådanne udpenslinger er i dag helt almindelig underholdning til aftenkaffe og bland selv-slik. – Ligesom vi tilsyneladende ikke kan få nok af U-bådsmordet, der taler til vores laveste instinkter.
Men takket være Sofie Linde er kønsdebatten igen blusset op i dette lille smørhul af et land. – Tak for det! Hvis jeg var blevet bedt om at skrive under på noget, havde jeg gjort det. For mænd og kvinder lever stadig i hver deres, vidt forskellige, virkeligheder, og det er nogle gange meget svært at råbe til hinanden hen over afgrunden.
Den debat har med mellemrum været oppe og vende, siden kvindelig arveret og arvefølge, kvinders ret til selvstændigt at disponere over deres egen krop, børn og ejendom, deres ret til at stemme, deres ret til uddannelse og ret til at drive erhverv eller tage arbejde på lige fod med mænd, sidst var på programmet.
Jeg husker personligt debatterne om ligestilling fra 1960’erne, hvor det nye ’frisind’ bragte en del lummerhed, pornografi, side 9-piger, ’massageklinikker’, nedværdigende vurderinger og onkelhumor ud af hulerne og lige ind i de danske dagligstuer, og hvis man forsøgte at sige fra, fik man at vide, at man var snerpet, og at man ikke kunne tage en spøg – Kvinder har, som bekendt, ingen humor.
I 1970’erne skulle ligestillingen omsider på plads. Én gang for alle! – Det var slut med at klæde sig udfordrende for at tækkes det mandlige blik, vi brændte BH’erne og kasserede stiletterne. På med praktisk og miljørigtigt bomuldsundertøj og fodformede sko. Og alle kvinder skulle ud på arbejdsmarkedet. – Men blev mændene hjemme og støvsugede og passede børn? – Nogle gjorde, men i de fleste familier blev resultatet, at børnene skulle institutionaliseres fra vuggen og frem til studenterhuen, så mor kunne komme ud og begå sig på lige fod med far.
Somme tider lykkedes det. Sommetider ikke. I så fald følte kvinderne tit, at det var deres egen skyld. De arbejdede ikke nok. De blev ikke siddende efter fyraften med regnskaberne eller med kollegaerne, sjusserne og de sjofle bemærkninger om sekretæren til langt ud på natten. For ungerne skulle hentes, fodres, puttes, huset skulle gøres rent, hunden luftes, tøjet vaskes, og ungernes far havde også vigtige møder. Og når onkelhumoren og lummerheden dukkede op over kaffen og fyraftensbajerne, viste det sig jo igen, at nogle kvinder overhovedet ikke kunne se det sjove.
I 1980’erne oplevede vi et stort tilbageslag. Der var krise, smalhals og kartoffelkur, og kvinderne måtte igen krybe i blonde-BH’er med bøjler og op på stiletterne. Mændene sad i chefstillingerne, og det skadede ikke at være lækker, det de unge i dag kalder fuckable eller knaldbare, hvis man gerne ville have et job. – Man må ikke undervurdere kvindernes egen rolle. Der er store fordele at opnå i uddannelserne, på arbejds- og ægteskabsmarkedet, hvis man er en ung, køn, sexet, smilende, inviterende og glad pige. Ingen tvivl om det. Og bliver det udnyttet? – Er paven katolik? – Men det fremmer næppe ligestillingen, og det kan give et tomrum i selvfølelsen og avancementsmulighederne, hvis man har brugt sine unge, aktive år på sit udseende, på tøj, makeup, hårfarvning, solbruner, skønhedsoperationer og flirt, i stedet for at dygtiggøre sig fagligt. Og der hersker stadig fordomme om den kønne blondine, som man mistænker for at være en smule dum. Men knaldbar, naturligvis.
Siden 1990’erne er det gået frem og tilbage med kvindernes ligestilling … Vi forventer ligestilling her i Danmark, mange er enige om, at vi allerede ER ligestillede, og alligevel støder utallige kvinder stadig på modstand, når de frejdigt går ud i verden og vil fungere på lige fod med mændene. Den diskussion bliver ikke færdig sådan lige på en studs.
Vi har haft den store #MeToo-bølge, hvor modige kvinder i filmverdenen stod frem og fortalte om brutale overgreb. Bølgen bredte sig og afslørede igen det, vi alle sammen vidste, at magt og sex flyder sammen. Især for mænd. Se bare socialdemokraten, Jeppe Kofod, som lavede en ’Bill Clinton med praktikanten’, da han havde sex med en 15-årig pige på et politisk ungdomsmøde, hvor han holdt et foredrag. Nogle af vidnerne fra dengang står nu frem og fortæller, at pigen græd og var ulykkelig bagefter. Men Kofod er ikke blevet straffet nævneværdigt, han blev sendt til en lukrativ post i EU og er nu forfremmet til udenrigsminister. For de fleste mænd kunne godt se sig selv i hans sted og er ilet til hans forsvar. For at dysse det hele ned. Hvad skulle der være galt i det? Ulighed og magtmisbrug findes ikke i Danmark.
Men nu har vi så debatten igen. Selv om vi hele tiden prøver at drukne den som en sæk uønskede kattekillinger. Den dukker hele tiden op til overfladen igen. Denne gang takket være Sofie Linde. – Og alle mediefolkene, som synes, at det er fantastisk interessant, hvordan de behandler kvinder ovre i DE ANDRE medier. Medierne har let adgang til det offentlige rum, og de sætter dagsordenen.
Hvem havde kunnet forestille sig, at der også på Ekstrabladet var sexisme? Ikke chefredaktøren, ihvertfald. Måske har han aldrig kigget på side 9, hvor unge piger dagligt klædes af og vurderes af mænd. Offentligt. – Kunne man i et nyhedsmedie forestille sig en daglig side 9-mand, der afklædt og kælent vrider sig foran kameraet? Og som kvinder inviteres til at give stjerner? Manden som udhængt objekt i det almindelige, offentlige rum?
Sexisme betyder slet og ret ’Diskrimination baseret på køn’. Analogt med ’racisme’, der diskriminerer på baggrund af ’race’, hvilket jo er noget vrøvl. Vi mennesker er så tæt i familie, at der ikke er tale om forskellige racer, men om varianter i fx hår- og hudfarve. Men det kan man altså også diskriminere for. Hvis man altså selv har lyserød, grisefarvet hud.
Racisme er ofte strukturel. Hver gang, man ser en person med mørkere hud end én selv, kan man udskille vedkommende fra fællesskabet. Det er let at få øje på forskellen.
Sexisme foregår på helt samme måde: Kvinder er åbenlyst ikke mænd.
Og det er mændene, der – formentlig med den stærkestes primitive ret – for længe, længe siden har defineret verden og alt, hvad der er i den. – Gud skabte først Adam og gav ham retten til at navngive alle ting, før han skabte kvinden, som Adam også navngav, står der i 1. Mosebog. Adam, den hvide mand. Alt, hvad der ikke er hvidt og mandigt, skal defineres af manden, holdes nede, udnyttes til egne formål eller gøres grin med.
Det er så indgroet i vores kultur og menneskesyn, at vi ikke ser det. På samme måde som vi ikke i hverdagen forholder os til, at himlen er blå og træer grønne. Det er blot et vilkår, der lige som alt andet naturgivent gennemsyrer alt. Simone de Beauvoir redegjorde glimrende og tankevækkende for mekanismen i sit enestående værk ’Det andet køn’ fra 1949. Hendes pointe er, at manden er default-udgaven af menneskeheden, ham med definitionsretten. Kvinder falder uden for og behandles som undtagelser, selv om de ofte reelt er i overtal. Når man først har indset det, har fået den troldsplint i øjet, ser man det allevegne.
Tag fx studieværter, som der har været diskussion om i disse år. Mandlige studieværter i seriøse udsendelser bærer en slags neutral uniform bestående af skjorte, måske slips, jakkesæt, pæne, lukkede, flade sko, og deres hår og skæg er trimmet og soigneret. Ikke engang sweatshirt og cowboybukser ses i studiet, og da slet ikke distraherende smykker eller anden pynt, når det er nyheder, det drejer sig om. Men kvindelige, seriøse studieværter bliver stødt, når man påtaler deres tårnhøje stiletter, deres stramtsiddende tøj, dybe udskæringer og forførende lange havfruehår. – Men prøv at forestille jer, at en mandlig nyhedsoplæser trådte ind i studiet iført stramme bukser, der viste alle buler, smarte halvlange støvler med høje hæle, åbentstående, stormønstret skjorte, guldkæde om halsen, og at han gav seerne et dybt kig ned til sit muskuløse og behårede bryst, mens han slog med sit lange hår og flirtede med nærsynede sovekammerøjne … I en nyhedsudsendelse! Som handler om coronakrisen, forholdsregler mod smittespredning, krig i Mellemøsten, flygtninge, økonomi osv. – Hvad ville en sådan fremtræden betyde for opfattelsen af mandens seriøsitet? – Han ville udløse et ramaskrig! Blandt både mænd og kvinder. – Men vi må ikke påtale det, når det er kvinder, der gør sig til, eller bliver gjort til, for at tiltrække husarerne – dvs. det mandlige blik til en ellers noget tør nyhedsudsendelse, for det er jo helt forventeligt. Manden er default, han er neutral og seriøs. Kvinden er et objekt for mandens blik, selv når hun fungerer som hans ligeMAND i yderst vigtige, neutrale funktioner.
Det er heller ikke almindeligt at starte en kollegial samtale med en mand med en bemærkning om, at hans røv ser sexet ud i de bukser, at skjorten klæder ham, håret dufter dejligt, eller at han ser sød ud i dag, mens vi smiler indladende. – Det ville ihvertfald ikke blive opfattet som en faglig og professionel snak.
Men manden har igennem årtusinderne tiltaget sig retten til at vurdere og besidde kvinder – Grab them by the pussy – , som om de var fedesvin, malkekøer eller prostituerede linet op for at tilfredsstille netop ham. Det er de ikke. Ikke længere. Og det er præcis det, der er svært at gøre op med. – Hvem afgiver frivilligt forestillingen om at have ret til at vurdere alle som potentielle sexpartnere, selv dem, vi aldrig ville kunne drømme om at opnå en date med?
På den måde er kvinden allerede i udgangspunktet frataget sin menneskelighed, sin seriøsitet, sine kompetencer, sin integritet og sin ret til at eksistere for sig selv uden at skulle please det mandlige øje og hans selvfølelse.
Det betyder ikke, at ingen kvinder kan klare sig på lige fod med mænd i samfundets forskellige funktioner. Det er der heldigvis mange, der kan. De kvinder, der har været elsket, beskyttet og fagligt opmuntret af deres fædre, viser sig ofte at klare sig bedre end gennemsnittet. Både fordi de fik lært jargonen, men også fordi en fars beundrende kærlighed og tiltro til ens evner (ikke udseendet) giver en misundelsesværdig selvtillid, der hæver sig over både smålige mænd og kvinder på vejen frem i livet. Hvorimod en mor, veninde eller søsters slet skjulte jalousi virker i modsat retning og kan bevirke livslang usikkerhed, frygt for at blive dukket og manglende tiltro til egne evner og muligheder.
For den strukturelle ulighed er ikke kun indstiftet, vedligeholdt og udført af mænd. Kvinder er i høj grad også skyldige i at holde andre kvinder nede og således bevare de gammelkendte strukturer. Vi har alle lært os mandens blik. Vi har identificeret os med mænd, fædre, brødre, offentlige personer, mandlige hovedpersoner i bøger og film og har internaliseret deres værdier, deres begreber om, hvordan mænd og kvinder er. Fordi mænd længe har besiddet retten til at udtale sig om verden, så vi alle ser verden fra deres synspunkt.
I krimierne myrdes unge, lækre kvinder stadig på pirrende vis.
I dårlige film, musicals og tv-shows er kvinder kun præmier, floskler og staffage.
I det offentlige rum er det kvinder, der klædes af og vurderes og betragtes som objekter.
I arbejdslivet udfører mange kvinder to job, ude og hjemme, til den halve løn.
I den medicinske verden er lægemidlerne designet til og afprøvet på mænd, og lærebøgerne skrives stadig for manges vedkommende af og om mænd.
Der er kun få roller, som kvinder kan besidde i en mandligt defineret verden. Det er rollen som luder, dvs. sexobjekt og/eller offer, som Madonna, dvs. kysk mor og helgeninde, eller som skrap, underforstået kastrerende, kælling, der ikke spiller det flirtende spil eller blot er for gammel og dermed uknaldbar og uinteressant. De fleste kvinder kan puttes i en af disse kasser og behandles derefter.
Det er stadig OK at nedgøre kvinder, at vurdere deres udseende offentligt, at belære dem, tale nedladende til dem, ignorere dem, gøre grin med dem, rage uopfordret på dem, råbe ad dem på gaden, komme med ’bemærkninger’ … og det er helt naturligt at forvente, at kvinder er omsorgsfulde og til rådighed for tjenester af både praktisk og seksuel karakter.
Manden er hovedreglen. Manden eksisterer i kraft af sig selv. Han behøver ikke nødvendigvis at please nogen. Gøre nogen tjenester. Stå til rådighed. Verden blev givet manden i fødselsret. Og kvinderne skal kæmpe for respekt og ligestilling på hvert eneste trin hele vejen igennem livet. Det er ubehageligt at erkende, men det er sandt.
Hvis man sætter det mindste spørgsmålstegn ved opfattelsen af forholdet mellem kvinder og mænd i vores fælles samfund, er der straks en hær af ældre, indebrændte mænd, der farer frem med nedladende, belærende bemærkninger, der forvrider samtalen og offentligt demonstrerer, at de stadig ikke har fattet en dyt af det hele. Og nogle få forbenede, stærkt højreorienterede kvinder, Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg fx., som straks påstår, at problemet ikke eksisterer, og scorer point i mandeverdenen på det. Kvinder får én over snuden, når de ytrer sig offentligt om disse ting. Eller hvis de er vrede … Se, hvor Greta Thunberg af ældre mænd blev bebrejdet, at hun er en sur, ung kvinde. – Hvad skulle hun glæde sig over? At hele jorden er ved at blive kvalt af fossile brændstoffer, der bl.a. driver de ældre mænds potensforlængere frem? Mænd synes at kræve, at kvinder skal være unge, kønne, blide, beundrende, glade og føjelige. Eventuelt kompetente moderskikkelser, der kan redde dem. Helst begge dele på én gang. Men unge, vrede og bebrejdende, det går ikke. Det skal slås ned.
Og det er som hovedregel omsonst at diskutere disse ting med almindelige mænd. For de forstår dem ikke. Man kalder det privilegieblindhed, når man ikke er opmærksom på sine egne fordele som hvid, heteroseksuel, ikke-handikappet mand. Sådan en mand har aldrig frygtet lyden af dørlåsen, så snart bilen sætter i gang. Han har aldrig set sig selv udleveret offentligt. De fleste mennesker taler i udgangspunktet pænt til ham og respekterer ham; han har aldrig skullet tænke på sig selv som potentielt offer.
Det ser ofte ud, som om det ikke er tilladt offentligt at dele eller blot fortælle om kvinders erfaringer. Og da slet ikke om overgreb og misbrug. Man løber lige ind i en voldsom modstand. Netop derfor skal vi som kvinder huske at støtte de kvinder, der viser mod og står frem. Vi har brug for at udvide begrebet ’kvinde’, så vi får mere end tre kasser at være i, så vi alle får lov at være præcis, som vi har lyst og evner til, det være sig glade, sure, dygtige, smukke, mindre smukke, ligeglade, korthårede, seriøse, kloge, pjattede, mødre, professionelle, maskuline, feminine og meget, meget andet. Kvinder er lige så individuelle, som mænd, og har krav på samme grad af respekt for det, de nu engang er.
Vi har brug for alle, alle malere, digtere, fotografer, dramatikere, filminstruktører, manuskriptforfattere, tv-værtinder, mødre, bedstemødre, elskerinder, veninder, unge, kloge, dumme, gamle, for at beskrive kvinder og kvindeliv på samme varierede måde, som mænd har beskæftiget sig med sig selv og verden set fra deres egen synsvinkel i årtusinder. Vi har ingen tid at spilde. Der er en del, der skal indhentes.
Så: Godt gået, Sofie Linde! Og til I andre: Se at komme i gang!
Forfatteren grebet i upassende berøring af lille mand i Lübeck.
