Kategori: Kultur

Vores liv består af vaner. Vaner er det skelet, der holder dagligdagen sammen for os alle.

En klog zoologven sagde engang, at man ikke skulle lave om på sine vaner bare for at lave om. Der var en grund til, at bambierne hver morgen gik ad de samme stier ned til vand­hul­let. Så skulle de ikke hver eneste dag tænke over eller stå og disku­tere, hvilken vej de nu skulle vælge, og de skulle ikke bruge energi på at forcere grene, træde højt græs ned og bane nye stier, måske havne et forkert sted; de gik den direkte rute ad al­lerede nedtrådte stier ned til søen og drak.

Da vi havde denne snak, var det blevet almindeligt, at man lavede om alle vegne i det of­fent­lige og i det private. Man skulle hele tiden omstrukturere og være omstil­lingspa­rate, in­nova­tive, resiliente, robuste, kreative, tænke ud af boksen osv. Man ansatte folk til at gøre et stykke praktisk arbejde, fx sygepleje, kundebetjening eller undervisning, og så mente ar­bejdsgiverne, politikerne og deres håndlangere, de teoretisk uddannede kontornussere, som havde brug for at retfærdiggøre deres alt for høje lønninger, at man kunne rationali­sere, at der kunne spares et minut her og et par håndører der ved at ændre på arbejds­gange, løn­systemer og indføre detalje­rede dokumentationskrav. Men man smed barnet ud med bade­vandet. Ved at overvåge og tage tid på nogle op­gaver overså man, at meget ar­bejde består af et selvstændigt skøn, erfaring og menne­skelighed. Man forstyrrede med sine bedre­vi­dende ændringer ordentlige menneskers gode arbejde så meget, at de ikke læn­gere syn­tes, at de på anstændig vis kunne udføre det, de fik deres løn for.

Engang imellem skal man søge nye stier, engang imellem skal man prøve noget nyt. Og nogle er bedre til det end andre; de unge fx eller de opfindsomme, de rast­løse og de nys­ger­rige. Disse vovehalse har skaffet os meget ny viden og smarte måder at gøre ting på. – Må­ske fandt bambierne en skønne dag en meget lettere sti? Eller et nyt vandhul uden mud­der?

Jeg elsker selv at finde effektive måder at klare hverdagens trivielle opgaver på, nye rengø­ringsredskaber, maskiner eller metoder. Ja, selv når jeg går tur for at få natur­ople­velser og motion, skyder jeg genveje, hvis jeg kan se, at den ene sti er kortere end den anden. – Det er formentlig sådan, vores hjerner fungerer, og sådan vores civilisation blev rationel og ef­fektiv. Det er sådan, man bygger Toyotaer efter Lean-modellen. Men det fungerer kun indtil en vis grænse. For hvis vi sparer for meget tid og for mange res­sourcer, begynder vi at fyre folk eller at stresse dem, indtil de ikke længere kan passe deres arbejde, og der resterer så opgaver af både praktisk og medmenne­skelig art, som ikke bliver løst. Vi ender med et hal­tende og knapt fungerende sundheds- eller uddan­nelsessystem eller en PostNord- eller SAS-mo­del, hvor vi forlanger af ganske få menne­sker, at de skal udføre alle deres fyrede kollega­ers job på samme tid med færre res­sourcer og til en ringere løn end før ’omstruktu­rerin­gerne’. – Det holder jo ikke i læng­den.

Vi kan også stresse os selv uden for jobbet fx med sociale medier, ved at være til­gæn­gelige på mobil og mail døgnet rundt, ved at købe ind hver dag klokken fem minutter i spisetid, tage på mange kurser, wellnessophold, ferierejser eller ved at anskaffe os kæ­ledyr, et stort hus plus et sommerhus og en omfattende social kreds, der skal passes. Ved at pakke vores dage så tæt, at der ikke bliver tid til ro og re­fleksion.

Det er som at pakke en kuffert: Hvis vi tager den lille kuffert, fylder vi den til ran­den, men det gør vi også med den store, den, som check in-damen kalder en ’et­værelses lej­lighed’. Det fungerer på samme måde, når det kommer til vores tid: Hvis vi kun har kort tid, fylder vi vo­res dage med opgaver, men hvis vi så pludselig får meget tid, så pakker vi også vores dage til bristepunktet med – som oftest selv­pålagte – opgaver, folkedans, oliemaleri, ons­dagskaffe med veninderne, gåtur med Gurli om fredagen … Og så har vi pludselig så travlt som aldrig før.

Eric Berne, grundlæggeren af transaktionsanalysen, sagde, at menneskets største pro­blem var strukturering af den vågne tid. Jeg mener, at strukturen består af va­ner. Det meste af ti­den kører vi på vanernes autopilot.

Vaner er rationelt. Vaner giver tryghed. Både krop og psyke, voksne, børn og dyr trives godt med vaner, med faste ritualer. Det ved enhver bondemand med køer eller grise, at de be­gyn­der at blive urolige, når malke- eller spisetid nærmer sig, el­ler hvis nogen kommer ind i stal­den på uventede tidspunkter.

Og mange ældre mennesker ynder at fortælle i kedsommelige detaljer, hvordan de be­gyn­der deres dag: Ja, jeg vågner jo tidligt, normalt ved fem halv seks-tiden, og så skal jeg jo have min kaffe. Så sidder jeg en times tid med kaffen og avisen her ved køkken­bordet, for så kan jeg se fuglene i hækken – jeg fodrer dem hver dag, og så gætter jeg altid lige den lille kryds­ogtværs, men den store gemmer jeg til ef­termiddagskaffen … Når alle krav fra fa­milie og samfund efter en vis alder bortfal­der, skaber man selv sine egne krav, sin mening, sine vaner.

I børnefamilierne går det mere hæsblæsende: Op, få børnene op, tøj på, madpak­ker, mor­genmad, husk gymnastiktøj, cykelhjelm, institution/skole, arbejde, indkøb, institu­tion, af­tens­mad, putte, i seng … Weekender kan oven på sådan en tætpakket uge føles som et tomt hul i jorden … Hvad skal man lave? Rengøring, vasketøj, selv­følgelig, men man er ikke vant til at være sammen, tiden flagrer så mærkeligt løst af sted uden hver­dagens vaner, så man må hel­lere tage på besøg eller på en tur, en struktureret beskæf­tigelse, så det hele ikke forsvinder op i den blå luft.

Vaner er godt, men det er også godt at bryde dem af og til: Så er der byfest i nabo­byen, en fødselsdag eller guldbryllup i familien, en tur til Spanien … Vi bryder vaner på en vanemæs­sig måde, lige som årets gang og alderens fremadskriden kalder på nye, men gammel­kendte va­ner. Jul, sommerferie, farfars fødselsdag …

Det kan være endog meget svært at lave om på sine vaner. Det ved vi, der er holdt op med at ryge, der ikke længere har børn hjemme, vi, som har lært sproget på én måde og opda­ger, at de yngre pludselig giver sig til at tale og skrive på andre må­der – Det er jo forkert! … Ikke?

Hver gang, nogen ændrer ved vores vaner, protesterer vi voldsomt. Hvis de laver om på avi­sens layout, bussens køretider, udtalen af et ord, farven på skiltet, embal­lagen på mælken … Man skal tænke sig grundigt om, før man ændrer noget, for der er en mod­stand, en umid­delbar modvilje, der skal overvindes hver eneste gang. Og denne natur­lige træghed koster energi.

Hvor det er usigeligt let at vænne sig til forbedringer, bilen, radioen, telefonen, tv, va­ske­ma­skine, internet, en højere indkomst, nye muligheder o.m.a., så er der andre vaner, som har været svære at bryde, og som krævede overtalelse, straf eller social udskam­ning:

• Vi må ikke længere slå børn – eller kvinder, for den sags skyld
• Vi skal køre med sikkerhedsseler i biler – også på bagsædet
• Vi må ikke længere ryge alle vegne
• Vi kan ikke længere køre med tog, som er blevet alt for dyre, alt for dårlige og upåli­delige, men vi kan flyve eller køre med store dieselbiler i stedet
• Vi må pludselig ikke gå og gramse uopfordret på andre
• Vi må ikke længere tale nedsættende til og om kvinder eller folk af anden her­komst eller seksuel observans
• Vi kan ikke længere bare lukke børn, hunde og høns ud, så de stort set pas­ser sig selv det meste af dagen
• Vi kan ikke længere bare sætte havevanderen til en hel lang solskinsdag
• Eller brænde vores affald på græsplænen
• Vi må ikke længere bruge giftsprøjte i haven (landmænd må dog stadig gerne sprøjte løs, og det gør de)
• Vi må ikke længere lade vandhanen løbe, mens vi børster tænder eller skræller kar­tofler
• Så må vi pludselig ikke længere flyve med fly eller køre i dieselbiler, men skal køre i elbil, der kun kan køre 200 km på en opladning
• Vi skal vænne os til at sortere vores affald i ti forskellige grupper, så det kan genan­vendes
• Vi skal lære at bruge netbank og MitId

Specielt midaldrende, hvide mænd har det øjensynligt svært med omstillingerne, med at æn­dre vaner, for lige netop for den befolkningsgruppe føles det jo ikke al­tid som forbedrin­ger, men som at blive tvunget til at opgive hævd­vundne privile­gier – først og fremmest fo­restillingen om at være verdens uantastede beherskere. Disse mænd sidder stadig 10 og 20 og 30 år senere på de brune værts­huse, til sammen­komsterne, i læserbrevs­spal­terne eller på internettets kommentar­spor og brokker sig fornærmet.

– Måske kunne det hjælpe at tænke på alle de vaner, vi allerede HAR ændret? Selv om vi na­turligvis havde mange sure og modvillige indvendinger imod dem først.

Det bliver nemlig ikke lettere fremover. Vi er blevet for mange, vi fylder, sviner, lar­mer og ge­nerer hinanden. Så i de næste mange år vil der komme utallige nye hen­stillinger til os om at ændre vaner, fx er det ikke længere smart at tale højt i sin mobil i det of­fentlige rum, at starte støjende, benzindrevne maskiner i områ­der, hvor folk bor, at køre rundt og larme på knallert eller med soundboks eller at kom­mentere andre menne­skers udseende … men der kommer også flere nye og skrap­pere regler om brugen af den fælles jord, luft, vandet, om lige rettigheder og børn og dyrs velfærd, specielt hvad angår institu­tions­børn og pro­duk­tionsdyr.

Menneskelivet og samfundslivet består af sæt af vaner – Kultur er vaner, sagde Hartvig Frisch – en dansk, socialdemokratisk minister fra en tid, da man rekrutte­rede politikere blandt intel­ligentsiaen – og vaner skal naturligvis kunne ændres, men kun når det er nød­vendigt.