Så oprandt den dag, da staten anerkendte min høje alder og tilkendte mig pension. Folkepension. Man bliver faktisk rørt. Dybt taknemmelig for den udviste omsorg.
Beløbet er ikke stort, men det lægger en bund under en usikker økonomi, og derudover kunne jeg søge ældrecheck, mediecheck, varmehjælp, helbredstillæg og meget mere, som ikke en kat kan finde ud af, og som jeg ikke kan få mig til at undersøge nærmere. – Trænger hele pensionssystemet ikke til en forenkling? Det giver indtryk af, at folketingspolitikerne hvert eneste år igennem en menneskealder har siddet i en brandert i sene nattetimer og dynget alt muligt tilfældigt oven på hinanden:
Folkepension
Førtidspension
Tillæg til folke- og førtidspension:
Mediecheck
Ældrecheck
Varmetillæg
Helbredstillæg
Personligt tillæg
Din personlige tillægsprocent
Bistands- og plejetillæg
Ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck for 2022
Seniorpension
Tidlig pension
ATP Livslang Pension
Tjenestemandspension og LD Fonde
International pension
Efterløn, fleksydelse, delpension
(Fra borger.dk)
Hvilket de ganske givet også har.
Men det komplicerede og uoverskuelige rører ikke ved glæden og stoltheden over at bo i et land, der har overskud til at sikre os gamle et minimalt livsgrundlag.
Retten til folkepension blev besluttet af et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og De Konservative i det samme år, som jeg blev født, 1956. Men folkepensionen er truet: Moderaterne med fiffige Lars Løkke Rasmussen i spidsen har planer om at afskaffe den, hvis de får magt til det. – Det er de gamle partier, der i sidste halvdel af det 20. årh. har sikret de ældres rettigheder. Nu mangler vi bare at udvise samme, rimelige omsorg for børnene og de syge. – Man kender et samfund på den måde, det sørger for sine svageste på.
– for begyndere. En fuldkommen upartisk fremstilling af dansk politik i dette efterår 😊
Der er mange håbefulde kandidater at vælge imellem.
Solidaritet, tankevirksomhed og konsistens er tilsyneladende en mangelvare i den danske befolkning i dag.
Jeg har voksne venner, der siger, at de hellere må tage en ’kandidattest’ på nettet, for ellers ved de ikke, hvem de skal stemme på.
Hvem er blevet myndig uden at vide, hvor på det politiske spektrum de hører hjemme? – Taler folk ikke længere sammen? Med forældre? Bedsteforældre? Lærere? Venner? Læser aviser? Bøger?
Det er jo ikke så svært. Enten er man rød eller blå. Man er social eller egoistisk i sin grundindstilling:
Man går ind for at dele ressourcerne, for at beskytte klima og miljø, for menneskerettigheder, ligestilling, for at opkræve skatter og bruge dem til at tage vare på de små, de svage, de syge, de gamle, fællesskabet og planetens andre beboere – og så er man på den røde side.
Eller man går ind for, at pengene ligger bedst i borgernes egne lommer, at skatten skal ned, den offentlige service lige så, så vi får flere ’valgmuligheder’, men kun for de rige, selvfølgelig, flere privathospitaler, privat hjemmehjælp, man må køre hurtigt i store, stærkt forurenende biler, flyve verden rundt, hvis man har lyst og råd, udsulte den offentlige transport og bygge motorveje for pengene, drive landbrug med giftsprøjter og dyremishandling, slå indvandrere voldsomt og ondsindet oven i hovedet, så de ikke kan besætte alle de stillinger, vi har så meget brug for at få besat … sygeplejersker, læger, ingeniører, landbrugsmedhjælpere, SOSU-assistenter, butiksmedhjælpere, pædagoger, arbejdsmænd, håndværkere osv.
Derefter er det bare et spørgsmål om, hvor rød eller blå man er og vælge et parti derefter. Men husk:
Venstrefløjen har ingen sager om korruption, om uretmæssigt statsbetalte lejligheder på Christiansborg, om betalte underbukser og jakkesæt for over 150.000 kr., skattesnyd, fiflen med hemmelige donorer til ens valgkamp, flybilletter på 1. klasse på miljøets regning, fadøl og pornofilm på det offentliges, sommerhuse, ferierejser m.m. som gaver fra private virksomheder og kvotekonger.
Venstrefløjen har p.t. ingen straffede, eller anklagede i straffesager, og dermed ingen uværdige kandidater.
Venstrefløjen har ikke modarbejdet vacciner, mundbind og andre, rimelige sundhedsforanstaltninger i en truende epidemisituation.
Venstrefløjen har ikke lukket Irak-kommissionen ned.
Venstrefløjen vil ikke sælge vores store energivirksomheder til private eller til udlandet.
Venstrefløjen har ikke indført årlige 2 %’s nedskæringer i det offentlige, der naturligvis fik som resultat, at skattevæsnet brød sammen af tids- og personalemangel og kom til at forære milliarder af danske skattekroner væk til smarte udlændinge. Eller at privathospitaler, private firmaer og privatpraktiserende læger kan score kassen betalt af os alle, at bl.a. indsatsen for klima og miljø, menneskerettigheder, folkeskoler, børneinstitutioner, ældrepleje, psykiatri og sundhedsvæsen nu kører på pumperne og ikke længere er et civiliseret land værdigt – 10 timers ventetid på en skadestue for en lille dreng med brækket håndled! Folk, der får savet benene unødigt af! Eller venter flere år på diagnoser og behandling! Ældre mennesker, der ligger hjælpeløse i deres eget møg!
Venstrefløjen har ingen rødhårede eller lækkert blonde politikere, der vælter rundt og gør sig til i ko- eller svinestalde, mens de aber efter Trump og gladeligt fyrer op under konspirationsteorier, ‚fake news‛, aggressioner, angreb og splittelser i en vanskelig tid med krig, epidemi, inflation og store forsyningsusikkerheder.
De blå partier arbejder både aktuelt og traditionelt for de rige og privilegerede. – Og Løkke Rasmussen, som var medvirkende til at køre bl.a. vores skattevæsen og sundhedsvæsen i sænk, vil nu meget gerne stille sig til rådighed for endnu en skamfuld omgang i manegen *.
Og husk:
De radikale er et blåt parti med en blå økonomi – når de ellers kan blive enige med sig selv.
Vanopslagh er blot en charmerende TIK TOK-klovn med en møgsag om boligsnyd.
Der ER ingen minksag. Vi har love, der tilsiger, at man må slå smittede besætninger ned. Det var udelukkende et spørgsmål om afstande mellem smittede besætninger og ikke-smittede. Og nu ved vi jo, at minkavlerne bedrog os alle med falske blodprøver fra nedfrosne, raske mink, med sort, udenlandsk arbejdskraft, der drog fra farm til farm og formentlig tog minksmitten med sig, mens avlerne febrilsk forsøgte at give mågerne eller sågar sundhedsmyndighederne skylden. Det kostede med stor sandsynlighed flere liv i Nordjylland … Mens de hylede op og kørte i traktor til København, og hver især bliver belønnet med ufatteligt mange millioner af vores fælles penge, som kunne være gået til syge, gamle, institutioner, grøn omlægning, uddannelse, forsvar …
En statsminister SKAL være ’magtfuldkommen’! Hun er valgt til at bruge vores fælles magt til det fælles bedste. Ingen har sagt om de egoistiske statsministre fra partiet Venstre, at de var magtfuldkomne, selv om de bl.a. brugte magten til deres egen og vennernes fordel.
De fleste love, som blev vedtaget i løbet af Mette Frederiksens regeringsår, blev vedtaget med bred støtte fra alle dele af Folketinget.
Stort set alle partier af nogen betydning i Folketinget går i dag ind for EU, Nato og et fælles forsvar.
Da statsministerposten og retten til at danne regering går til lederen af det største parti i den blok, højre eller venstre, der får flest stemmer, så støtter du efter al sandsynlighed en socialdemokratisk ledet regering og en venstreorienteret politik, hvis du stemmer på Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternativet eller de Frie Grønne.
Mens hvis du stemmer på Nye Borgerlige, Kristendemokraterne, Danmarksdemokraterne, LA, Venstre, Konservative, DF, støtter du formentlig Jakob Ellemann som statsminister og en højreorienteret, blå økonomisk politik med privatiseringer og ’frit valg’ for de rigeste.
Hvis du stemmer på Moderaterne eller på de radikale, ved du ikke, hvad du får. Hvis Løkke Rasmussen får stemmer nok, vil han sikkert meget gerne selv til fadet.
Og hvis du stemmer på et parti, der ikke kommer over spærregrænsen, kan din stemme være spildt, og du kan have gavnet den fløj, du netop ikke ville støtte. – Det bliver et tæt valg i år.
Man behøver ikke at indgå i et følelsesfuldt forhold til en kandidat, men kan holde hovedet koldt og bare stemme på det parti, der deler ens vigtigste værdier, fx socialt sindelag, ærlighed, ordentlighed og handlekraft på de svage, freden, klimaet og miljøets vegne.
Men tag bare en ’kandidattest’ og se, om der er nogen, der vil love dig lavere skat, højere SU, bedre sundhed, flere kattehjem og gratis penge til alle dine private behov …
Politikens chefredaktør roser på forsiden d. 5.10. 2022 statsministeren for ‚varme og empati‛ dagen efter, at hun leverede Danmarkshistoriens ypperste åbningstale i Folketinget.
Ekstrabladet i dag d. 8. 10. 2022 – Og kvinder må ikke være kolde og kyniske, for, som alle ved, er de karaktertræk jo forbeholdt mænd. Måske specielt mænd på Ekstrabladet?
En statsminister besidder landets højeste embede og burde indgyde respekt. Men de selvovervurderende, små mænd, der har tiltaget sig ytringsretten i landets aviser, synes stadig, at de kan tillade sig at uddele karakterer for kvinders personlighed og væremåde og kræve, at de som Marilyn Monroe-dukker skal være søde, blide, smilende, føjelige, varme, empatiske … Selv når disse kvinder leder landet igennem krisetider.
Jeg husker ikke, at mandlige chefredaktører opfordrede Poul Schlüter til at udvise mere empati, da han indførte ‚Kartoffelkuren‛ i 1986? Eller bad Anders Fogh om at være varmere og ikke så kold og kynisk i 2003, da han sendte danske soldater ind i Irak?
Men jeg husker, at Trump angreb Greta Thunberg, da hun af ’Times Magazine’ i 2019 blev kåret til ’Person the Year’ for sin vigtige kamp for klimaet – og han ikke blev kåret til noget som helst, men offentligt tweetede, at hun burde tage at slappe noget mere af …
Hvem er det lige, der skal slappe af? Lægge låg på egne primitive instinkter? Og holde sig inden for almindelige, rimelige grænser, når det gælder vurdering af andre mennesker?
Det er kun på baggrund af den evigt latente misogyni, magtmisundelse og klippefaste, gammeldags forestillinger om kønsroller, at myter om en statsministers ‚magtfuldkommenhed‛ – Som STATSMINISTER! Med et folketingsflertal bag sig i alle beslutninger! – kan få lov at brede sig som skimmelsvamp igennem en mentalt dårligt udluftet befolkning.
********************
Hvad en (kvindelig) statsminister skal finde sig i – og smile ovenikøbet!
Tilføjet 18.10. 2022 , klip fra Nordjyske.dk – Cykelhandler fra Aalborg beder statsministeren om at smile noget mere:
Tilføjet nov. 2022:
Og Jesper Tørnkvist, sælger, synes, at TV-journalisten, Anja Westphal, skal smile noget mere, selv når hun bliver klemt af Inger Støjbergs bil:
Det er et betænkeligt skråplan, når en stor, landsdækkende avis mister sin saglighed og troværdig i et overmål af daglige, let gennemskuelige og amatøragtige forsøg på at påvirke folkestemningen til fordel for de højreorienterede partier. Bl.a. ved ustandseligt at miskreditere en siddende statsminister og hendes regering ved redaktionelle prioriteringer, usagligt kritiske forsider, sprogbrug, stærke følelser af vrede og ubegrundet forargelse i klummer, ledere, men også inde i artikler, der blot skulle være informative. Og ved bevidst udeladelse eller forsinkelse af relevante nyheder og informationer – fx om minkavlernes betænkelige ageren før de store smitteudbrud i deres besætninger. – Hvordan kan man læse en sådan avis – og stole på den – fremover? Hvordan lyver og fordrejer de på andre områder? Man læser vel avis for at blive orienteret, ikke hjernevasket.
Jeg er meget skuffet over min daglige avis igennem 40 år, Politiken. Efter Tøger Seidenfadens beklagelige død er avisen overtaget af mindre ånder, der tror, at de spiller med i en slags offentligt mobbespil, at deres private meninger betyder noget, og at deres læsere faktisk interesserer sig for – og lader sig påvirke af – deres udgydelser.
De fylder hele forsider med deres begrænsede tankevirksomhed, de samme forudsigelige pointer dag efter dag, og deres intimiderende og aggressive spørgsmål og usaglige, uigennemtænkte holdninger gennemsyrer interviews og artikler, der ellers burde have været saglige og tilstræbt neutrale. – Eller de skriver endeløse rækker af selvoptagede klummer spredt ud over hele avisen om lokale københavnske problemstillinger, manglen på P-pladser i deres egne gader, om sig selv og deres egne små, banale liv. – Alt til stor irritation for læsere, der bare gerne ville orienteres om, hvad der foregår i verden og i samfundet. De ansattes meninger, begrænsede horisont og privatliv er faktisk ikke interessante i en betalingsavis.
Overlad de gennemskuelige, politiske spinforsøg til de magtfikserede borgerlige, som misundeligt ser på en kvindeledet og effektiv regering fra sidelinjen. Hvis Politikens læsere havde noget ønske om ustandseligt at blive påduttet radikale synspunkter, ville vi ikke abonnere på en stor, førhen velrenommeret og vedkommende, landsdækkende avis. De radikale ved nok selv, hvad de mener, og vi andre er ligeglade eller måske mest af alt bare irriterede.
Men Politikens redaktører og journalister lader sig rive med og føler sig måske endda magtfulde, når de kan arbejde for den radikale sag ved at nedgøre hårdt arbejdende politikere i fuld offentlighed og gentagne gange på forsiden forlange, at statsministeren og regeringen går af. – Den samme arrogance, spydighed, ’fiffighed’ og hadske tilgang til statsministeren ses også blandt andre journalister til de hyppige coronapressemøder. Vores medie- og nyhedsverden er blevet mørkeblå og barnagtig! – Men netop Politiken burde holde sig for god til at deltage i gruppemobning og i stedet forsøge at holde fast i et vist fair og sagligt overblik. – Det magter de så ikke i disse år, hvor corona, vilkårlige skyderier, klimaforandringer, flygtningestrømme, Trump, Brexit og Putin sætter dybt alvorlige dagsordener ude i verden, og vi virkelig har brug for et klarhjernet nyhedsmedie.
Der er tilmed i avisen og andre borgerliges tilgang til regeringen et uhyggeligt element af heksejagt og misogyni – had til kvinder, bare fordi de er kvinder – og kvinder i positioner, der kan forbindes med magt, kan i særlig grad føles som en udfordring for små mænd. Det er det, der afspejles i avisen og dens sprogbrug og i blå bloks hovedrystende afstandtagen fra den første statsminister i nyere tid, der er optaget af andet end at forringe velfærden, sætte skatterne ned, ondskabsfuldt at lade sine ministre jagte udlændinge og egenmægtigt søge en personlig fordel i alt, hvad de gør.
Man får en fornemmelse af en gruppe middelmådige drenge – og enkelte kvindelige medløbere – i en skoleklasse, der får et kick ud af at rotte sig sammen om at mobbe klassens dygtige pige. Politikens angreb findes i lederne, i de ’analytiske’ artikler, hvor de interviewer meningsfæller for at få deres egne holdninger frem, i satiren, som ofte bliver direkte ondskabsfuld og pointeløs og dermed ikke sjov, men også i artikler om fx sundhed, her i en ellers neutral artikel om stigende coronasmitte d. 2.7. 2022:
’Det var også budskabet fra både statsminister Mette Frederiksen (S) og – noget vigtigere – fra direktør på Statens Serum Institut Henrik Ullum og direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm på pressemødet i sidste uge.’
… ‚noget vigtigere‛ er her en utilstedelig nedgøring af landets statsminister midt i en artikel om sundhed, der skulle være objektiv.
Jeg har svært ved at forestille mig, hvad der er vigtigere i et demokrati end en udtalelse fra landets statsminister? Man må gå ud fra, at statsministeren udtaler sig med opdaterede informationer fra både direktøren på Statens Seruminstitut og direktøren i Sundhedsstyrelsen, hvem skulle de to herrer ellers referere til om ikke regeringen? – At Politikens journalist i en artikel om coronasmitte pludselig føler trang til at nedgøre landets kvindelige statsminister ved at tillægge to ansatte direktørmænd højere rang og større troværdighed end en statsminister, hvis opgave det er at samle trådene fra mange forskellige – af hinanden uafhængige – informationskilder, er et tydeligt tegn på, at Politikens medarbejdere har tabt hovederne og sansen for redelig journalistik i et demokratisk samfund.
Mette Frederiksen har, som alle andre, sine fejl, men hun har hele tiden haft det fælles bedste for øje. Hun har ikke bevidst administreret mod reglerne for at tækkes laveste fællesnævner. Hun har ikke ladet kvotekonger, private virksomheder, partikassen eller miljøorganisationer betale sin husleje, sine ferier, flyrejser på 1. klasse eller sine underbukser.
Mens minkavlerne snød og bedrog samfundet med falske prøver og hensynsløst lod deres medarbejdere smitte og således fik bragt smitte fra farm til farm, så corona bredte sig ind på plejehjem og alle andre steder, og hele Nordjylland måtte lukkes ned, forsøgte Mette Frederiksens regering og administration at begrænse deres egoistiske og grådige påvirkning af hele samfundet. – De tilbød dem ovenikøbet en fyrstelig kompensation for at lukke deres i forvejen skrantende, dyremishandlende virksomheder ned.
Og ja, man glemte i farten at tjekke, om der var lovhjemmel til at slå ALLE mink ned. – Når der er sundhedsfare for dyr eller mennesker, må man ifølge loven iværksætte nedslagtning af hele besætninger i en vis afstand fra de ramte, men reglerne er ikke nærmere defineret. – Dette kunne Politiken skrive faktuelt om i stedet for de evindelige angreb, nedgørende sprogbrug og slibrige antydninger, som ikke bringer sagen videre. Hvis de læste deres egen avis, ville de støde på en artikel fra 7. 12. 2020, hvor de citerer den embedsmand, der var med til at skrive loven om aflivning af dyrebesætninger i tilfælde af smitterisiko:
’Topembedsmand bag loven: Der var hjemmel til at aflive alle mink
Der var klar hjemmel i loven til at aflive alle mink, konkluderer forhenværende vicedirektør i Fødevarestyrelsen, der var med til at skrive den lov, statsministeren kritiseres for at have brudt. Flere juraprofessorer bakker ham op. Andre er skeptiske. På Christiansborg vækker det opsigt.’
Politiken anser jo embedsmænds oplysninger for vigtigere end statsministerens, ikke sandt?
Uanset hvad, havde statsministeren på daværende tidspunkt Folketingets flertal bag sig, så det var blot en formssag at få en specifik lovhjemmel på plads, og alt blev bragt i den skønneste orden i løbet af en dags tid eller så. Der var ingen ond tro eller egen fordel i spil.
Hele fortællingen om Mette Frederiksens magtfuldkomne regering er en bevidst og ondsindet konstruktion, for ingen statsminister kan regere uden et flertal bag sig. Og ingen regering eller statsminister kan blive bedt om at træde tilbage uden at have et flertal imod sig. – Så hvad hyler Politikens små mænd op for? – Hvorfor kræver de hendes og regeringens afgang i lederne på forsiden igen og igen? – Tror de, at de er med i en leg eller et magtspil? At det er deres opgave at afskedige en lovligt valgt regering med et flertal bag sig ? At mudre de demokratiske begreber og skabe politisk kaos? Mens corona hærger, og der er krig i Europa? – Ingen kan jo have tillid til en sådan avis og dens journalistik igen.
Det forekommer at være en uretfærdig, afskyelig, kvindehadende, borgerlig heksejagt. – Hvor er avisens bestyrelse i denne sag? Har de for travlt med de andre borgerlige aviser i deres selskabskonstruktion? Og er de for sovset ind i deres egne politiske agendaer til at få øje på bias i egne rækker? Hvis jeg sad i bestyrelsen, ville jeg fyre alle ledende redaktører på Politiken og forsøge at starte på ny med mennesker, der havde de journalistiske instinkter i orden og besad en vis form for saglighed, fairness, troværdighed, udsyn og perspektiv. For der er i det danske medielandskab mange læsere til en seriøs avis, der kan forholde sig faktuelt til verdens gang og ikke så ofte og så hovedløst skaber eller deltager i hvirvlende, grundløse følelsesstorme.
Hvis jeg skulle skrive en leder til forsiden af morgendagens Politiken, ville overskriften lyde sådan:
Politikens chefredaktion bør træde tilbage!
D. 5.7. -22 bragte Politiken en forkortet sammenskrivning af ovenstående som debatindlæg.
For god ordens skyld: Jeg er ikke medlem af socialdemokratiet. Jeg har aldrig været medlem af socialdemokratiet. Jeg har aldrig stemt på socialdemokratiet, og jeg har ingen forbindelse med socialdemokrater eller socialdemokratiet.
For 15 år siden kunne jeg skrive følgende om Politiken, og mene det:
I dag var jeg henne og stemme om Danmarks EU-forsvarsforbehold. – I 1972 havde jeg ikke stemmeret, men i 1986, i 1992 og i 1993 stemte jeg rutinemæssigt ’nej’.
Mine politiske holdninger blev dannet i 1970’erne. De var stærkt venstreorienterede, og EF/EU blev set som et sammenrend af de rige lande vendt mod de fattige; som kapitalister mod socialister. Så jeg stemte nej, nej og atter nej, indtil jeg tog mine holdninger op til revision, og i 1998, 2000, 2014, 2015 og i dag – ved den niende folkeafstemning om EU-spørgsmål i Danmark – stemte jeg ja.
Jeg har ændret holdning til EU; ikke pga. en udvikling i EU, men fordi min tillid til danskerne, og de danske politikere i særdeleshed, er blevet mindre. – Vi har brug for nogle voksne – Vi har brug for dannede, veluddannede, vidende og begavede politikere, som stadig har værdier og gennemslagskraft, når det gælder økonomi, landbrug, fiskeri, klima, naturbeskyttelse, energipolitik, flygtninge og menneskerettigheder. – Og et samlet forsvar mod et Putin-ledet Rusland. – Ja, vi har Nato, men man kan ikke være medlemmer af for mange forsvarssamarbejder og alliancer, vel? Der eksisterer ingen øvre grænser – flere må være bedre. Navnlig hvis amerikanerne skulle finde at genvælge ham, I ved nok …
I Danmark tegnes EU-modstanden af en partiformand fra det yderste højre, som er anklaget for svindel med EU-midler, og af diverse nationalromantikere og overvintrede socialister, der ikke har orket at nytænke deres gamle holdninger. Disse grupper kan jeg ikke identificere mig med. Det er folk, som alle ville tabe i både magt og anseelse ved at skulle sammenlignes med større ånder ude i Europa.
At tro, at Danmark i dag kan klare sig uden EU, tyder på en ufattelig overvurdering af Danmark, vores betydning og evner. – På en globus fylder Danmark ikke meget mere end et barns lillefingernegl. Vi har hverken størrelse, indflydelse, rigdom, energi- eller intelligensreserver nok til at klare os alene i denne nye, globaliserede verden, hvor Rusland uden blusel invaderer nabolande, og Kina formentlig pønser på noget lignende.
Dansk politik tegnes i disse år bl.a. af en forhenværende statsminister, der kørte vores sundhedsvæsen og velfærd i sænk og blev fravalgt af sit eget parti, men som stadig gerne vil være med på karrusellen og have sit undertøj, sine jakkesæt, sine opulente måltider og fadøl, pornografiske film, sommerferier, husleje og flybilletter på 1. klasse betalt af skatteydere, lobbyister og miljøorganisationer.
Vi har hans tidligere integrationsminister, som har afsonet en forholdsvis hård, ubetinget fængselsdom på 60 dage – ikke for at ville forhindre udenlandske ’barnebrude’ i Danmark, som hun og hendes ubegavede følgere stadig påstår, men fordi hun ikke kunne finde ud af reglerne for ministeransvar og administrerede ulovligt.
Vi har en nuværende statsminister, som kaldte sig ‚Børnenes statsminister‛, men som lader danske børn rådne op i uhumske og livsfarlige flygtningelejre, fordi mødrene ikke vil skilles fra deres egne børn og udlevere dem til staten. En statsminister, som glemte at sikre sig lovhjemmel, før hun beordrede danske mink aflivet. Som lavede besynderlige aftaler med Østrig og Israels stærkt højreorienterede ledere under coronapandemien. Og som nu vil sende flygtninge til Rwanda – et land, der ikke er specielt kendt for menneskerettigheder og humanisme.
Derudover sidder der et utal af unge og knap så unge, håbefulde levebrødspolitikere i vores Folketing, nogle bestiger ganske unge piger i ungdomsorganisationerne, når de er ude for at holde oplæg. Nogle kommer lige fra diskussionsklubber, hvor de har lært, at det gælder om at vinde – ikke om at præsentere gode løsninger for landet og dets forskellige indbyggere. Og nogle kopierer tankeløst USA’s forrige præsidents fordummende slagord og grundløse påstande for selv at skaffe sig følgere og berømmelse på sociale medier. Det er beskæmmende.
Vi er helt indlysende nødt til at koordinere vores politik med resten af Europa. Både hvad angår militær, grænser, sundhed, handel, skattely, arbejdsmarked, økonomi, flygtninge, naturbeskyttelse, klima, fødevarer, energi …
Der er intet sort-hvidt i denne verden. Der er ikke noget, der er let og ligetil. – Jeg foretrækker klart den nuværende statsminister fremfor de tre foregående. Men hun er ikke perfekt.
På samme måde har jeg ca. en million indvendinger mod EU, mod deres militære forehavender i Afrika og mod nogle af de mennesker og lande, vi nu kommer i yderligere nærkontakt med. Men EU rummer også pålidelig arbejdskraft og veluddannede kapaciteter, dem der, i modsætning til danske politikere, stadig tager fx lovgivning, menneskerettigheder og naturbeskyttelse alvorligt. Det er det EU, vi skal alliere os med.
Danmark stemte i EU i 2017 for at forlænge tilladelsen til at bruge sprøjtemidlet glyphosat, som nu findes i stadigt flere danske drikkevandsboringer. – Ingen tænkte på borgernes sundhed, da vi stemte, for vores politikere er alt for tætte med landbruget og deres behov for effektiv og billig ukrudtsbekæmpelse. – Tænk bare på tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. – Og på store, danske virksomheder, fx Aalborg Portland, som har bortgravet en del af Nordjylland på størrelse med en mellemstor dansk ø, og hvis enorme CO2-udledende skorstene, jeg kan se fra min bopæl. – Hvem har givet dem lov til at tage vores fælles jord og undergrund og svine vores luft til?
Aalborg Portlands store kalkgrav umiddelbart øst for Aalborg centrum, Google Map
Danmark er for lille et land med en alt for lille talentmasse og for lille afstand mellem politikere, landbrug, fiskere og virksomheder til at kunne administrere alting selv. Vi har brug for nogle klogere mennesker og principper fra det hæderkronede gamle Europa.
Også militært. Det er utopi at tro, at vi kan selv. Kun samlet kan vi stå op imod Putins aggressive Rusland. Hvis vi ikke afskaffer de for længst uddaterede forbehold, kan vi heller ikke være med til at bestemme, hvordan EU’s forsvar skal organiseres og føres ud i livet.
Uden mandat fra hverken EU eller FN og på falske præmisser (påståede masseødelæggelsesvåben) invaderede vi Irak lige i hælene på USA. Landet ligger nu i ruiner, delvist overtaget af religiøse fanatikere, og indbyggere i millionvis er flygtet. Men vores egenrådige statsminister, Anders Fogh Rasmussen, fik en stor stilling i Nato som belønning af amerikanerne.
Vi var med i Afghanistan – også under den lidet ærefulde evakuering sidste år, og i 2011 smed vi næsten 1000 bomber over Libyen, hvor nu kaos hersker, og flygtninge strømmer ud.
Vi sendte tropper til Mali, som straks blev erklæret uønskede og beordret ud af landet igen.
Vi sendte på egen hånd et enkelt skib, fregatten ‚Esbern Snare’, til Guineabugten ved Vestafrika, hvor danske soldater skulle bekæmpe pirater for at hjælpe skibsfarten, hvilket formentlig betyder de danske rederiers sikkerhed og indtjening. – Danskerne skød mod et afrikansk skib, dræbte fire og tog fire til fange. En af de tilfangetagne mænd var blevet ramt af skud i benene og måtte amputeres, og skibet sejlede i et par måneder rundt med de fire fanger og fire lig i lasten, som ingen vidste, hvad de skulle stille op med. Til sidst måtte vi tage den sårede mand med hjem til retsforfølgelse i Danmark … Det ville ikke være sket i EU-regi. Der ville der have været regler, aftaler, kapacitet, viden, forberedelse og politisk opbakning fra start.
Alene er vi meget, meget små og langt fra så kloge, som vi selv tror.
Det er vist meget almindeligt at danne sig en holdning som ganske ung, og så holde rigidt fast i den resten af livet. En grundholdning må være en indplacering på skalaen fra rabiat venstreorienteret til indædt højrenationalist. Fra humanist til egoist. Fra velfærd for alle til den stærkestes ret. Der findes også grupperinger i midten med sociale hensyn og en borgerlig økonomi, dvs. lav skat.
Det viser sig ved hver eneste afstemning i de velfungerende demokratier, at ca. halvdelen stemmer for fællesskabet og ca. halvdelen for egen vinding. Stort set svarende til rød eller blå blok i dansk politik, demokrater og republikanere i USA, Labour og konservative i Storbritannien.
Men nu ser det ud til, at det blandt yngre mennesker er mere almindeligt at stemme efter enkeltsager og delproblematikker – alt efter hvad den sidste taler lige har sagt – uden nogensinde at have dannet sig en samlet, overordnet holdning overhovedet. Det er det, jeg siger: – Vi har brug for nogle voksne – og en mere seriøs uddannelsespolitik.
I skrivende stund aner ingen, hvordan dagens afstemning falder ud. – Det er heller ikke vigtigt. Danmark og EU fungerer som før uanset hvad. I EU er de ligeglade, vi og vores latterlige forbehold er ikke så betydningsfulde. Man har arrangeret sig uden om dem i mange år.
Jeg er faktisk også ligeglad. Verden går, som den bedst kan gå.
________________________
Inger Støjberg blev fundet skyldig i forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1. Straffen blev fastsat til ubetinget fængsel i 60 dage. 15 dommere stemte for en ubetinget fængselsstraf, hvoraf 10 dommere stemte for fængsel i 3 måneder, og fem dommere stemte for fængsel i 60 dage.
Rigsretssagen mod Inger Støjberg – Wikipedia
The five countries with the highest use of glyphosate in 2017 were Denmark, Poland, Netherlands, Portugal and France (≥0.32 kg of a.i. per ha). The five countries with the lowest use of glyphosate were Turkey, Lithuania, Latvia, UK and Switzerland (≤0.12 kg of a.i. per ha).
I det spirende forår, hvor alt ude omkring er frodigt grønt græs, lysegrønne bøgeblade, blomstrende vorterod, mælkebøtter og anemoner, ligger denne mark hen som en død, nedvisnet ørken efter at giftsprøjten kom forbi …
Det mest foruroligende er, at marken ligger henved 10 meter fra en drikkevandsboring, der forsyner min by.
I december 2019 vedtog Folketinget en lov, der skulle beskytte drikkevandet mod nærhed til sprøjtede områder:
Det skal være slut med at bruge sprøjtemidler tæt på sårbare vandboringer. Ny lov er vedtaget med opbakning fra stort set hele Folketinget. „
Men her ligger boringen lige op til en kraftigt sprøjtet mark:
Ved det røde kryds ligger denne vandinstallation:
Også andre steder i området har man lagt boringer tæt på asfalt og sprøjtet landbrugsjord:
Og for ti år siden byggede Aalborg Kommune en ny, stor institution og asfalterede omgivelserne direkte oven på et beskyttet drikkevandsindvindingsområde i gammel fredskov inde midt i naturområdet, Hammer Bakker:
Kommuner er måske ikke de bedst egnede til at tænke langsigtet og beskytte vores fælles ressourcer? Er der en overordnet instans, der har tilsynspligten, så bekvemmelighed, ukendskab til reglerne og et alt for stort hensyn til økonomi og billige byggegrunde ikke får lov at bestemme?
Hvordan er det lykkedes dele af befolkningen, godt hjulpet af journalister med og uden relevant uddannelse, at få det indtryk, at en verdensomspændende epidemi er regeringens skyld og ansvar?
Specielt en forhenværende kuglestøder fortsætter ufortrødent sin optræden på tv-transmitterede pressemøder som totalt uforberedt og uvidende om de presserende sundhedsspørgsmål. Alligevel prøver han desperat at fremstå som en bidsk og kritisk intimiderende udspørger af landets statsminister. Hans ikke synderligt begavede spørgsmål fremføres med krigstrommer: Kunne I ikke have gjort mere? Bedre? Før? Hurtigere? Anderledes? … Tja, øhh, for regeringen får i modsætning til alle andre åbenbaringer om fremtiden, så de kan handle korrekt og i tide og i alle situationer? – Den aggressive attitude er ikke særlig nyttig i en krisesituation, og det er pinligt som seer at sidde og se på. – Velbegrundet, kritisk journalistik over for magthaverne er altid godt. Men ubegrundet intimidering af mennesker, der gør deres absolut ypperste, så man selv kan føle sig som en voksen, ’kritisk’ journalist, mens man spilder alles tid, er bare dumt … Og dumhed har desværre mange følgere her for tiden.
Dumheden kryber frem fra alle sider her, hvor vi befinder os i en epidemisk nødsituation, der ikke er set mage til i 100 år, med et udsultet og nedslidt sundhedssystem og udbredt mangel på solidaritet og hensyn til fællesskabet i en egoistisk og materielt indstillet befolkning uden fælles værdier. Hvor vi har højtråbende og truende ’antivaxxere’. Hvor folk insisterer på store sammenkomster, koncerter, fester, rejser, gudstjenester, men alligevel efterspørger retningslinjer fra myndighederne og ikke, selv efter to års erfaringer med coronasmitte, kan tænke en smule selv. Hvor sygeplejerskerne strejker, mens syge gamle, unge, børn ikke kan blive behandlet. Hvor tusindvis af mennesker snyder med den coronakompensation, som fællesskabet venligt har stillet til rådighed, fordi vi befinder os i en force majeure-situation. Hvor minkavlere gemmer smittefarlige mink i hundredvis, mens de hæver gyldne kompensationer fra fælleskassen. – Hvor pengene ellers langt bedre kunne bruges på sygeplejersker, sundhed, tests, vaccinationer og behandling af syge og sårede.
Men regeringen kan kun, ligesom de fleste andre mennesker i verden, forlade sig på veluddannede eksperter, på rapporter fra andre steder på kloden, på den samlede forskning i en sygdom, der først opstod i et fjerntliggende land for to år siden.
Den forhenværende kuglestøder er ikke den eneste småt kørende journalist i dette land. Mange af de andre følger trop, aggressive, men uden retning, grundlag, viden og pointer. Kun en enkelt nordmand brillerede ved at være vidende, høflig og velforberedt med spørgsmål, som ikke var beregnet på at få ham selv til at tage sig ud som en fejlavlet dræberhund uden hjerne, men som det rent faktisk også var interessant for andre at høre svarene på.
Hvor dum, uuddannet og uvidende skal man være for at blive journalist i dette land? – Jeg tror, at mange af vores problemer efterhånden kan henføres til en uddannelsesmæssig krise, der begyndte, da vi sparede på læreruddannelserne og lod åbenlyst inkompetente passere som ’lærere’. Da vi proppede for mange elever ind i klasserne og ikke gad ulejlige os med at rette deres stile og øvrige opgaver, men bare sagde ’fint!’, hvis de afleverede en halv sides copy-paste fra Wikipedia. – Og så brugte vi ressourcerne på at teste eleverne regelmæssigt i stedet for at lære dem noget.
Nu har vi et samfund, hvor de færreste kan skelne mellem videnskab og tro, fakta og følelser …
Samtidig klager restauratører, teaterdirektører, sportsarrangører, ejere af zoologiske haver, som de har fyldt med lyskæder i bestræbelserne på at lokke folk ind – uden at det fremgår klart, hvad det kunne have med eksotiske dyrs velbefindende at gøre – og mange, mange andre over, at de ikke må tjene penge på at samle folk til supersprederbegivenheder.
Vi har igen de forgyldte, men forurettede minkavlere, som føler sig personligt forfulgt af ’Mette F.’, som de vredt anklager for kun at være ude efter dem personligt og deres forretning … At de med deres illegale, omkringrejsende, østeuropæiske ansatte* medvirkede til at sprede smitte mellem farmene og dermed i hele landet, rager dem ikke en bønne.
– Eller hvad med de andre landmænd, kvotefiskere og andre, der lever godt af mishandling af dyr, overudnyttelse af fælles naturressourcer og snyd med offentlige midler. En fisker, der er blevet mangemillionær på ulovlige stråmændskonstruktioner, råbte ad dommeren og kaldte ham for dum, da han selv blev dømt for sine svindlerier …
Eller Inger Støjberg, der har fungeret som minister uden at respektere magtens tredeling og ulovligt har forsøgt at gennemtvinge sine egne, hjemmelavede ’love’ i den danske administration, hvilket hun nu – helt berettiget – er idømt ubetinget fængsel for. Hun forsvarer sig stadig med, at hun blot ville forhindre ’barnebrude’ og pædofili, som ved nærmere undersøgelser udelukkende fandtes i hendes egen og hendes ufatteligt mange følgeres slibrige fantasi.
Eller alle de partier og folketingsmedlemmer, der skulle bruge flere dage på at indse, at Inger Støjberg efter at have brudt landets love som minister ikke var værdig til at fortsætte som valgt folketingsmedlem. Vore folkevalgte kan ikke selv længere skelne sikkert mellem ret og vrang, lov og uret …
Men prøv nu alligevel at have en rigtig glædelig jul med masser af mad, gaver og overforbrug her midt i dumhedens lille dronningerige …
Landets statsminister, regeringen, støttepartierne, embedsmænd, råd og styrelser har efter bedste evne forsøgt at få os igennem en verdensomspændende epidemi og minimere tabene, både de menneskelige og de økonomiske. – Og det er faktisk gået relativt godt indtil nu.
Man bør være taknemmelig for, at det er Mette Frederiksen, og ikke den tidligere statsminister, der står på broen i denne storm. Hvor Mette Frederiksen og hendes regering synes at have det fælles bedste for øje, var den tidligere statsminister som oftest fokuseret på, hvad han personligt kunne få ud sin politiske stilling; vi husker alle underbukserne, fadøl, pornofilm og rygerrengøring på hoteller, dyre førsteklasses flybilletter på miljøets regning, gratis sommerhus, luksusautocamper m.m. Og nu ser det på hans desperate forsøg på at promovere sig selv med ligegyldige sejlture og dårligt skrevne bøger ud til, at han endegyldigt har tabt sutten og værdigheden. Hans afløser som venstres formand forekommer stadig usikker og lidt famlende betuttet.
Vi har åbenlyst den bedste statsminister, vi kunne ønske os i denne situation. Ikke perfekt, overhovedet ikke, der er forekommet en del skævere, men Mette Frederiksen er klart den bedst mulige under omstændighederne. Men de aggressive forfølgelser og nedrige angreb på hendes person vil ingen ende tage:
På pressemøder om tiltag for at sikre befolkningens sundhed går små journalister arrigt som terriere, der lugter rotter, til statsministeren med perfidt udtænkte spørgsmål om alle mulige, helt uvedkommende sager, som om hun var hovedanklaget i en større kriminalsag: Om mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Stop jer selv! – Man undergraver ikke sin kompetente, lovligt valgte leder i en krisesituation på et pressemøde, der handler om noget helt andet og meget mere presserende!
– Selvfølgelig skal enhver statsminister og regerings embedsførelse undersøges nøje, og alle regler skal følges. Men der er allerede nedsat en kommission til at undersøge minksagen, og man må formode, at alle disse vrede og aggressive, ledende spørgsmål kunne vente til de pressemøder, der er bestemt til at handle om minksagen. I stedet overfalder man statsministeren og generer 1,7 mio. af landets befolkning på det groveste i den bedste sendetid. Alle os, der har tændt for tv’et, fordi vi gerne ville vide noget om smittesituationen og påtænkte tiltag, sidder og spilder tid og krummer tæer, fordi nogle journalister kidnapper begivenheden og forsøger at søsætte deres helt egen magtdagsorden. I et grimt, vredt anklagende og intimiderende sprog. Hvad er de så vrede over? – At stå over for en sikker og handlekraftig kvinde? Set hjemme fra sofaen ligner det umiskendeligt indædt og vildt flagrende misogyni. Sådan har jeg endnu aldrig set journalister behandle en mandlig statsminister, selv ikke de små og fjottede af slagsen.
Med så mange utilstedelige og nedrige personangreb kunne statsministeren for længst have pakket sine ting og have forladt kontor, embede og politik. For altid. Og når ingen ordentlige mennesker vil være i politik, så bliver vi overladt til de små selvoptagne mænd …
Også højre side i Folketinget er på krigsstien: mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Og de bebrejder statsministeren hendes selvbevidste handlekraft! – Er det, fordi statsministeren er en kvinde? – Er selvbevidst handlekraft ikke netop det, vi har brug for i en krisesituation? Ville man bebrejde en mandlig leder i en krisesituation, at han viste mod og handlekraft og ikke var bange for at bruge magten til alles bedste? Kan nogen bebrejde Mette Frederiksen, at hun har brugt magt til egen fordel? Tøjkøb? Rygerrengøring? Gratis ferier? Pornofilm? Havde hun et personligt udestående med mink og minkavlere, eller ville hun bare komme smittespredningen i forkøbet?
Så vis dog lidt respekt! Hold en ordentlig tone! Hold jer til sagen!
Alt skal nok blive undersøgt, konklusioner draget og konsekvenser taget. På rette tid og sted.
Men lad være med at slå politisk mønt på nogle skævere, mens vi alle burde have vigtigere ting at bekymre os om. Enhver sømand og soldat ved, at i krig og storm holder man sammen og slutter op om den udpegede leder. Det gælder også, når lederen er en stærk, selvsikker, rolig og kompetent kvinde!
For at det ikke skal være løgn, forsøger landets sygeplejersker – midt i århundredets største sundhedskrise! – at afpresse fællesskabet for flere penge. – Opmuntrede af et sentimentalt medløb, af at folk takkede dem og klappede dem igennem første coronasmittebølge i foråret 2020, skiftevis surmulede og strejkede de sig igennem anden og nu tredje smittebølge i håbet om at veksle sympatien til personlige fordele i stedet for at passe deres arbejde. – Hvem uddanner sig til et samfundsnyttigt job i sundhedssektoren blot for at rømme skuden, når det brænder på?
Selvfølgelig skal vi forkæle og sørge godt for vores sygeplejersker, som står i første række ved alvorlig sygdom, ulykker og epidemier. De skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold! – Ingen tvivl om det! – Og det er jeg helt sikker på, at den nuværende regering er meget mere optaget af, end de foregående regeringer var. – Men vi skal have en gennemtænkt, samlet lønreform, der også tilgodeser de pædagoger, der tager sig af vores børn og handicappede borgere. SOSU’er og plejehjemsansatte, der tager sig af de syge og ældre. Brandmænd og redningsarbejdere, der træder til, når uheldet er ude osv. – Ligesom vi i halvandet hundrede år har (over)forkælet vores læger med både penge og prestige, så nogle af dem nu tror, at fælleskassen er et tag selv-bord!
… Men vi skal lige ride stormen af først. Og så kan vi kigge på de store problemer, der rent faktisk er, med grel uligeløn og underbetalt omsorgsarbejde.
I mellemtiden må vi forvente, at hver mand og kvinde bliver på deres pladser og gør deres pligt! – Der er mennesker, børn, unge, voksne og ældre, med kræft, knoglebrud, andre alvorlige og måske ovenikøbet smertefulde tilstande, som ligger hjemme og venter på operationer og behandling, mens sygeplejerskerne står foran hospitalerne og råber op om egne forhold.
Hvad ville de gøre, hvis politikerne pakkede sammen og forlod jobbet midt i krisen? Sundhedsmyndighederne? – Hvis politibetjentene satte sig surmulende ned på fortovet? Lastbilschaufførerne? Lærerne? Brandmændene? De butiksansatte? Lægerne? Poderne? Eller de hotel- og restaurationsansatte, som er dem, der oftest bliver smittet? – Hvorfor tror sygeplejerskerne ikke på, at regeringen nok skal kigge på deres løn- og ansættelsesforhold sammen med forholdene for alle de andre omsorgs- og pædagogfag, når der bliver en pause i pandemien, sådan som de er blevet lovet?
Ingen kommer godt igennem denne truende vinter, hvis alle kun tænker på sig selv.
