I disse år sker der ting, man aldrig havde troet ville kunne ske:
USA’s præsident gennem næsten fire år er – jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere det høfligt – selvoptaget, inkonsistent og inkompetent. Her op til valget fylder han luften over det meste af verden med tågetale og bragesnak, så man knap tror sine egne sanser.
En syg mand myrder en kvinde nede i sin hjemmebyggede u-båd, alle medier dyrker ham og hans gerning her tre år efter, imens manden selv har held med at true sig ud af et dansk fængsel.
En verdensomspændende epidemi raser, mens mennesker med økonomiske interesser, koncertarrangører, minkavlere, restauratører m.fl. i fuldt alvor presser på for at få flere kunder i butikken og dermed – må man formode – flere lig i gaderne.
Og samtidig løfter en ny generation af veluddannede kvinder ligestillingskampen op til hidtil usete niveauer i DK. De finder sig ikke længere i klamme mænds gramsen, de spiller ikke længere med på, at fri adgang til unge kvinders kroppe er en del af magtmændenes rettigheder. Og pludselig, ud af det blå, vælter den ene magtfuldkomne kongebrik efter den anden, Morten Østergaard, Frank Jensen … Sådan skal det gøres!
Hvad bliver det næste?
Netavisernes overskrifter i dag onsdag d. 21. oktober 2020:
bygger igen en ny institution i kanten af naturområdet ‘Hammer Bakker’.
Sidste gang inddrog kommunen et fredet stykke skov med truede dyrearter, direkte oven på et drikkevandsindvindingsområde. De sendte en ung arkitekt fra C F Møller til et informationsmøde med 200 utilfredse borgere. Og der stod grønskollingen og fremviste interne inspirationsfotos og fablede om, at det nye institutionsbyggeri var inspireret af begrebet ’blomstereng’.
Sådan ser det byggeri ud i dag:
Men denne gang har kommunen lånt illustratoren fra ‘Vagttårnet’ for ligesom at skære ud i pap, hvor idyllisk det hele bliver:
Så overnaturligt lykkelige mennesker på skovtur i et tætbebygget institutionsområde er sjældent set. Så hvis arkitekterne denne gang får ret i deres vidtløftige visioner, så er der ikke noget at betænke sig på: – Lad os fælde endnu flere gamle træer og plastre alle vore naturområderne til med beton, murstenstapet og asfalt! – Der er ingen tid at spilde.
Det politiske spin er gået for langt, når statsministeren beskyldes for politiske rævekager og for at spilde borgernes penge unødigt, når hun lukker landet ned i et par måneder for at forhindre lig i gaderne.
Hun – og alle andre – er i en situation,
som i mands minde ingen fortilfælde har, og hun gør det faktisk godt. Anerkend
det, lad livet gå langsomt videre, og lær af det, vi nu gennemgår, så vi alle
bliver klogere til næste gang.
At høre den borgerlige fløj gustent argumentere for hurtigere genåbning af dit og dat, restauranter, forlystelsesparker, udlejning af kæmpesommerhuse med spa til tyskere, for retten til unødvendige rejser, der alt sammen skæpper i private pengekasser, er som at høre Døden argumentere for flere sjæle. Som at høre landbrug og industri argumentere for deres ret til at tjene styrtende på at tilsvine jord, vand og luft, så denne planet bliver uegnet for mennesker og deres børn at leve på.
Det er hårrejsende og
frygtindgydende!
Skal vi ikke én gang for alle slå
fast, at der er forskel på menneskets overlevelse og penge?
Udenfor huserer en virus. Vi er nu på tredje uge isoleret fra de fleste andre og opholder os kun i huset og i haven med smutture ud i foråret i den nærliggende skov. – Verden lige nu bekræfter Sartres påstand om, at ’Helvede, det er de andre’.
Ingen af os har oplevet noget lignende! – Økonomien viste sig skrøbelig og kollapsede på en uges tid og måtte have enorme, offentlige tilførsler – Hvem skulle nu have troet det? Men Vladimir Lenin vidste, hvor sårbart et samfund er: “Every society is three meals away from chaos”, citeres han ofte for.
Vi køber ind på nettet og har endnu
ikke oplevet mangel på noget som helst. Vi har fordel af at være opdraget af
forældre og bedsteforældre, som havde oplevet krigen og gav et nøjsomt sparsommelighedsgen
videre til os, og som lærte os altid at have et mindre lager af fx wc-papir,
sæbe, mel og dåsetomater, så man i givet fald kunne klare en strejke, en
snestorm eller en sygdomsperiode. De tænkte på almindelig influenza, ikke på
en ondsindet én, der lukker hele samfund ned. For det er hundrede år siden, vi
sidst har set sådan én her hos os.
Der er absolut ingen flystriber på den martsblå himmel her tæt ved en lufthavn i Nordjylland, trafikken er begrænset, og folk kører usædvanligt pænt og holder tilbage for hinanden. – Men de små private sportsfly har en fest i det gode vejr. De cirkler i timevis lavt over byen og skoven. Det er vel ikke rimeligt, at et par velhavende entusiaster skal forstyrre den nyvundne fred for titusinder af andre? – Det bør stoppes!
Hvis vi ikke var så urolige, og
hvis de små Cessna’er kunne blive på jorden, ville vi nyde det sjældent smukke
forår i fulde drag og blot lytte til fuglene og børnene, der igen er fremme på
vejene og i skoven med deres egne forældre – på en hverdag!
Efter en lille uge satte uroen
ind. Søvnløsheden. Spekulationerne. Angsten for de nærmeste. For selv at
henligge hjælpeløs i en katastrofesituation. I disse dage ville man gerne have
klare retningslinjer fra en voksen.
Mette Frederiksen og hendes ministre gør det godt. Og embedsmændene. Og dronningen. Men kommunikationen er ikke klar. – Rammer denne her sygdom kun de gamle? Hvorfor kan vi ikke blive testet? Kan vi roligt gå ud og handle eller ej? Må vi tage i sommerhus? Må vi feste med vores venner? Må vi samles til påskefrokost, eller er det bedst at lade være? – Vi vil gerne se vidende, kloge og sikre generaler, der tør tage ansvar og udstikke klare, videnskabeligt funderede forholdsordrer. – Det er ikke tilstrækkeligt at sende unge damer ind med råd om (igen igen), at vi skal holde afstand, vaske hænder og sætte os roligt hen med en god bog, ikke genere sundhedsvæsnet og myndighederne med unødvendige opkald og vente, til det driver over.
Her hos os har vi en daglig
diskussion om avisen, som bliver bragt med et larmende knallertbud mellem
klokken fem og halv seks om morgenen. Er papiravisen en smitterisiko? Må man
tage den med ind til morgenbordet og slå den op i hovedet på ægtefællen, der
sidder overfor? Eller skal den bare blive liggende i postkassen, evt.
afbestilles, så vi begge kan nøjes med at læse den på nettet?
Min reference, Videnskab.dk,
kan oplyse følgende:
’I et amerikansk studie, som
netop er trykt i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine,
vurderes det, at den nye coronavirus kan overleve på pap i op mod 24 timer,
mens den overlever på plast og rustfrit stål i op til tre døgn.’
Foruroligende kinesiske studier
har dertil fundet, at dråber med virussmitte kan holde sig svævende i luften i
fx en bus i 30 minutter.
Vores morgenkævl om Politikens
papirudgave må forekomme som ren hyggesnak sammenlignet med, hvordan
diskussionerne sikkert forløber blandt de udsatte mennesker i sundhedsvæsnet
og andre nødvendige funktioner med store kontaktflader til syge og smittede.
Hvad gør vi for de mennesker?
I årevis har de været nedskåret
og pressede af skiftende regeringer, så de knap kunne hænge sammen, og nu
forventer vi alt af dem … Jeg ser allerede nu tegn på, at coronakrisen får
varige følger i form af større støtte og opbakning til statsapparatet, til
skattebetaling, til fælles kriseberedskab, politi, retsvæsen, sundhedsvæsen,
forebyggelse m.m.
I gamle dage havde vi tjenestemænd. Et begreb, der nogenlunde svarer til det engelske ’Civil servant’. Folk på udvalgte poster inden for politi, retsvæsen, sundhed, akutberedskab, militær, transport, postvæsen, anden kommunikation, undervisning o.l. blev ansat på specielle vilkår, hvor de fik høj løn, gode forhold, stort ansvar og en rundhåndet pension for til gengæld at være parate og blive på posten, når krisen ramte. Tjenestemænd M/K var stolte af deres stilling i samfundet og var til at stole på. – I dag forventer vi, at folk bliver på deres poster, selv om vi har stresset dem voldsomt og skåret så langt ned på løn og øvrige vilkår, at de i årtier er blevet forhindret i at gøre deres arbejde ordentligt.
Vi har haft en verdensforståelse, der gav dem, der havde råd, alle muligheder for at købe materielle ting til overflod, for at bygge og indrette, for at rejse, for at opsøge privatlæger og privathospitaler og på den måde snyde sig uden om køen af mindre privilegerede, der var henvist til et usselt system med lange ventetider, både i telefonkøen til den praktiserende læge og til livsnødvendige undersøgelser og behandlinger på sygehuse og hos speciallæger.
Det gik forrygende for de velhavende i mange år. Tilpas mange fik del i rigdommen, og de havde ingen kvababbelser over klimaet, mens de sejlede hen ad motorvejene i deres store biler, eller medfølelse med stressede sygeplejersker, skolelærere, pædagoger, arbejdsløse, syge, gamle … De privilegerede forstod ikke, hvor sammenvævet et samfund er. Men nu er alle uden undtagelse henvist til det offentlige system, hvis de rammes af noget alvorligt. Ingen kan være i sikkerhed for noget som helst, hvis ikke samfundet som helhed føles sikkert. Nu er noget sket, der gør dette helt indlysende, selv for de tungt opfattende. Måske vil ordet ’solidaritet’ genopstå af asken efter, at Fogh Rasmussens regering lagde landets offentlige omsorg øde op igennem det første årti af det nye årtusinde?
Men vi er mennesker, vi er grådige, vi er egoister, navnlig i krisesituationer, og vi har behov for at skabe mening i kaos … Coronasmitte giver ingen mening. En virus, måske fra en flagermus i Kina, er vandret igennem fødekæden og ned i lungerne på os. Virus lever af, at vi er sociale væsner, og at vi altid søger tæt kontakt med artsfæller. – I dag godt hjulpet af livsstilen med global økonomi, stor rigdom i visse dele af verden og stor international mobilitet, både i forretningsøjemed og som ferie- og fornøjelsesrejser. – En ny virus kan, som vi godt vidste, men som vi nu har erfaret i virkeligheden, på ganske få timer sprede sig med fly fra Kina til Korea, Iran, Italien og derfra ramme lille mig i Værløse.
Som meningssøgende/meningsskabende væsner har vi svært ved at tolerere, at ting bare sker: Døden skal have en årsag. Sådan var det også i pesten og alle de andre epidemiers tid, da man, som Boccaccio beskrev det, flygtede op i bjergene og drak vin og fortalte hinanden frivole historier, indtil det var sikkert at komme ned igen. Da man piskede sig selv, fordi man åbenlyst havde pådraget sig ‘Guds straf’. Eller man gav jøderne skylden og murede dem inde. Eller hængte alle kattene, som man troede var smittekilder – heraf skikken med at slå katten af tønden til fastelavn.
I dag synes årsagen at være nogle tilfældige sammentræf i Wuhan – Når en flagermus slår med vingerne på den ene side af jorden … – Så vi har også i dag fået travlt med at finde årsagen, den formodentlige skjulte mening bag coronasmitten, og nogle vælter sig i paranoide konspirationsteorier, nogle opfinder religiøse eller overtroiske forklaringer, og andre begynder straks at uddele skyld. – Det er kinesernes skyld! – Det er italienernes skyld! – Det er de danske skituristers skyld!
En ny variation er de unge studerende, der på Politikens debatsider mener, at det hele er de voksnes skyld (!?) – Og at de unge ikke vil blive hjemme og lade være med at feste igennem og således passe på ikke at bringe smitten videre for de gamles skyld, for de gamle har aldrig taget sig af dem …
Måske har de ret. Hvis de er nået op i tyverne og går på universitetet og stadig ikke føler sig som voksne og stadig ikke har fattet, at ALLE kan dø af denne virus, så har vi voksne ikke gjort det godt nok. Der er 1,2 mio. sårbare i den danske befolkning, som er i fare for et alvorligt forløb i tilfælde af coronasmitte. Det er spædbørn, unge, midaldrende, gamle, afhængigt af helbred, immunforsvar, hjertesygdomme, lungesygdomme, nyresvagheder, astma, og navnlig afhængigt af det generelle smittepres i samfundet: Hvis mange syge går rundt og opformerer virus til store mængder, så bliver de næste smittede hårdere ramt, uanset alder. – Hvis det er de unges holdning, at det hele er de voksnes skyld, og at det i øvrigt ikke rager dem, og når de føler trang til at offentliggøre denne holdning i en stor, landsdækkende avis, så har vi voksne virkelig svigtet dem! – Men ikke på den måde, de forestiller sig, for de er blevet født og opfostret i gode kår, og de har modtaget gratis uddannelse og SU imens. – Men de har intet lært. De har aldrig været udfordret før. Og de har ikke tilbragt tid med bedste- og oldeforældre, der kunne have fortalt dem om trange tider, om sammenhænge og sammenhold, solidaritet, om almindelig pli, anstændighed og god opførsel.
Når de urimelige unge, som jeg tror er fåtallige, har fået luft for deres frustrationer over, at deres bekvemme og ubekymrede liv er forbi for en tid, og når alle vi andre er færdige med at uddele skyld og kloge os på ting, som vi i virkeligheden ikke ved noget om, og vi alle i fællesskab i endnu et par måneder har nået at vænne os til denne nye situation, så håber jeg, at smittekrisen vil efterlade os mere tolerante, mere omsorgsfulde, og ikke mindst mere menneskelige, end vi var før. – Måske vil vi endda i tiden efter coronaen fortsat opleve en blå himmel uden alt for mange flystriber? Gader uden tæt og forurenende trafik? Billister, der kører hensynsfuldt? Og se børnene lege ude og gå skovture med deres egne forældre på en ganske almindelig hverdag.
Beundring for beskedenhed, selvpålagte prøvelser og selvbegrænsning er formentlig et grundlæggende, menneskeligt træk.
Ikke, at vi alle udøver moderation og selvtugt, langt fra, så var der jo heller ingen grund til beundring, men det er indlysende godt for os at faste, at motionere og at undertrykke grådighed, både mht. mad og ejendele. Man kunne også tilføje grådigheden efter oplevelser, unødvendige bil- og flyrejser, til den moderne verdens liste over efterstræbelsesværdig – ’god’ – opførsel.
Mennesker har sikkert altid haft mådehold som ideal, fastet som ritual, for guderne, for forfædrene, for jagtdyrene, og pålagt os selv restriktioner og udfordrende prøver. Vi omskabte den bitre nødvendighed til noget ønskværdigt. For indtil for nylig levede vi i en verden, hvor ressourcer af alle slags var begrænsede. Det er de stadigvæk. Det har vi lige opdaget igen efter 60 års fråsende pause. Vi har kun én planet at leve på, og den har vi – alle gode viljer uanset – snart brugt op.
I mange af de små og store religioner, så som Islam, men også gennem mange århundreder i kristendommen, har faste været en stor del af de kirkelige højtider. Faste og renselse.
I vore ugudelige, moderne dage er faste og renselse, først og fremmest i form af slankekure og motion, en fast bestanddel af sundhedstroen. I kampen for det evige, individuelle liv. Men nu også i kampen for klodens liv – om end lidt sent – i klimaets og miljøets navn. Man kan endog købe klimaaflad! – Som da paverne skulle kradse penge ind til at bygge Peterskirken for og solgte afladsbreve, der fritog folk for deres synder. Formentlig var værdien af disse papirstykker ikke meget større end værdien af moderne klimaafladshandel … Vi har endog genskabt en moderne Jeanne D’Arc i form af en ung, svensk skolepige, ‘Jomfruen fra Stockholm’, som nedkalder forbandelser over alle, der ikke kæmper for den gode sag.
Greta Thunberg og alle andre, der kæmper for vor fælles klode, har selvsagt min største sympati! Jeg er ikke imod klimaet eller sundheden, tværtimod. Men parallellerne er så slående, at nogen er nødt til at påpege det.
Der er i dag en udbredt tro på, at jeg viser mig som et godt og korrekt menneske, der fortjener alverdens beundring og det evige liv, hvis jeg afholder mig fra kødspiser, hvis jeg faster et par dage om ugen, strikker mine egne karklude, medbringer mit eget genanvendelige sugerør til fester, tager cyklen til arbejde, benytter toget i stedet for flyet, når jeg skal på ferie, og navnlig hvis jeg udbreder mig om alle mine små opofrende tiltag i vennekredsen, under familiemiddage og på alle til rådighed stående sociale medier, rigt illustreret med mobilfotos, og ved alle lejligheder deltager i udskamningen af medmennesker, der kører i dieselbil, der spiser røde bøffer og holder flyferie i USA. – Alt dette gør jeg for det meste, de fleste dage, og i hvert fald når nogen kigger – for der eksisterer ingen tro eller religion uden hykleri, og der bor vel en farisæer i os alle.
Ifølge forskerne har vores hjerner ikke ændret sig synderligt i løbet af de seneste 100.000 til 200.000 år – Hvis de har, siger de, er de blevet mindre, ca. i rumfang hvad der svarer til en tennisbold, så vi er muligvis betragteligt dummere end vore forfædre. Noget kunne tyde på det. Vi gør i hvert fald de samme, idiotiske ting om og om igen. I stedet for at handle logisk og politisk og kollektivt give afkald på nogle øjeblikkes nydelse for menneskeracens overlevelses skyld, så vinder vores indbyggede grådighed og selviskhed stadig, på trods af alle gode småord og gerninger.
’Men flere bortadoptioner, som Mette Frederiksen talte om, er dog et så ekstremt vidtgående indgreb, at det får alle alarmklokker til at ringe.’
På lederplads d. 2.1. 2020 anfører Politikens nuværende
chefredaktør, Christian Jensen, at statsminister Mette Frederiksen i sin
nytårstale om anbragte børn er ude på et skråplan, når hun argumenterer for
mere ro til børnene og flere forpligtende bortadoptioner af ulykkeligt stedte børn.
Når en chefredaktør udtaler sin selvsikre mening om
politiske forhold, har det normalt meget få konsekvenser; er blot en leg med
ord og meninger, som mange finder personligt tilfredsstillende.
Men når han udtaler sig om børn, børns vilkår og børnepsykologi uden at have læst op på det faktuelle grundlag, så er det decideret farligt (og dumt).
Hver enkelt børnesag er enestående (som den kloge Bettina
Post skrev i Politiken forleden*), og nogle gange er der brug for en fjernelse
fra hjemmet, nogle gange for massiv støtte i hjemmet, og nogle gange måske
andre foranstaltninger. Hverken statsministre eller chefredaktører besidder den
faglighed på børneområdet, som sådanne voldsomt indgribende beslutninger på
andres vegne fordrer.
Under alle omstændigheder ville det være velgørende, hvis man for en gangs skyld anlagde barnets perspektiv og ikke tog hensyn til ’forældrenes ret’, dvs. forældrenes ret til samkvem, til orlov, til at arbejde og til at holde fri fra barnet. Og at man heller ikke, som i dag, tog udstrakte hensyn til de forhåndenværende opholdssteder og til den offentlige økonomi. – For det kommer til at koste meget, meget mere ikke at sætte ind med tidlig hjælp. Bl.a. pga. barnets medfødte behov for tilknytning og alle de skader, barnet pådrager sig, når man ikke tager udgangspunkt i ’barnets tarv’.
Tilknytningsteorien er den p.t. accepterede og uden
konkurrence herskende teori og overordnede forståelse af børns medfødte
instinkter for at knytte sig til en voksen beskytter og fører i livet.
Tilknytningen er fast og uforanderlig, som gæslingens på gåsen, når den først
er etableret. Børn er ifølge denne teori ganske som mange andre dyr født med et
beredskab for at knytte sig til én primær omsorgsperson som et middel til
overlevelse.
Der kan være en række sekundære personer omkring barnet, medforældre,
tanter, søskende, bedsteforældre, naboer, veninder, men tilknytningen vil i
alt væsentligt være til moderen/den primære tilknytningsperson, i det omfang
hun er til stede. Hvis moderen/den primære tilknytningsperson er ude af syne,
vil det lille barn opleve så meget frygt og panik, at det er skadeligt for dets
liv og udvikling. Tilknytningssystemet dannes i løbet af barnets første halve
leveår, kulminerer mellem det første og andet leveår, og aftager en smule
efter barnets tredje leveår.
Små børn kan IKKE være alene ret længe, de kan ikke sove alene, de kan ikke udholde mørke, kulde, ensomhed, ukendte lyde, sult, ubehag, ukendte omgivelser, fremmede babysittere, au pairs o.l. uden mulighed for at søge tilflugt og blive forstået af moderen/den primære tilknytningsperson.
Bowlby, der i 1950’erne formulerede tilknytningsteorien,
studerede små børn, der var indlagt i dagevis, sommetider ugevis eller månedsvis,
uden deres forældre, for sådan gjorde man dengang, på hospitaler omgivet af
fremmede, der regerede og larmede og måske håndterede børnene med instrumenter,
kanyler, gummislanger m.m. Børnenes frygt, fortvivlelse og sorg er blevet
dokumenteret af forskere på gribende og stærkt foruroligende film. Alle disse
børn tog alvorligt skade på sjæl og udvikling.
Først langt op i 1960’erne begyndte man at ændre denne praksis
på danske hospitaler og medindlagde forældre.
Børn kan ikke vænne sig til adskillelse, fremmedhed, mørke,
ensomhed uden at tage skade. Det er et medfødt behov at knytte sig til en
voksen tryghedsperson, og hvis børn ikke kan det, kan de, som de rumænske
børnehjemsbørn, dø af frygt, ensomhed og udsathed, selv om de får mad nok.
Så at tage børn fra deres primære omsorgsperson fx for at
indlægge dem, passe dem i institutioner, give faderen samkvem eller andet, er
noget af det mest skadelige, man kan foretage sig.
Lige som at lovgive om samkvemsret eller barselsorlov, herunder fædreorlov, hvor fædrene, efter at have været fraværende i måske et halvt år, skal tage over efter mødrene, som i de fleste tilfælde da vil have etableret sig som den primære omsorgsperson.
Hvis omsorgspersonen er fraværende, uduelig, selvoptaget, på arbejde, uden omsorgsevne, følelseskold, alkoholisk eller på stoffer, voldelig, misbrugende, uberegnelig og for barnet upålidelig, kan barnet danne en utryg, eller måske ligefrem desorganiseret, tilknytning, hvilket vil traumatisere barnet resten af dets liv og forhindre indlæring og almindelig socialisering.
Så hvis den primære omsorgsperson findes uegnet, ville det hjælpe barnet meget, at man så hurtigt som muligt fandt en ny omsorgsperson, evt. medforælderen eller, hvis forholdene hjemme er truende for barnets psykiske og fysiske sundhed, et nyt, forpligtende hjem med mindst én, kærlig og forpligtet omsorgsperson.
I engelsktalende lande har man for længst indført talrige tvangsbortadoptioner, så barnet får ro til at danne nye tilknytninger. Herhjemme er det forældrenes ’ret’ til barnet, der definerer lovgivningen om tvangsfjernelse, forældremyndighed, professionelle familieplejere, børnehjem, ’opholdssteder’, anden institutionsanbringelse, støtte i hjemmet m.m. Hvilket ofte resulterer i endnu mere forvirrede og ulykkelige børn, der næppe bliver i stand til at bidrage til samfundet, når de vokser op.
Jeg har på feriesteder i udlandet mødt såkaldt
’professionelle’ familieplejere, der havde sendt deres tre plejebørn på et
opholdssted, så de kunne afholde den ferie i de varme lande, som disse
’professionelle’ jo havde krav på med jævne mellemrum.
Hvad gør det ved et barn at erfare, at dets primære
omsorgsperson har brug for at holde ferie langt borte fra det? – Det gavner
ikke tryg tilknytning og troen på sig selv.
Hvis barnets nye omsorgsperson(er) derimod havde adopteret barnet på et tidligt tidspunkt, ville forpligtelsen have været større, barnet ville som bærer af familienavnet være selvskreven arving og ville naturligvis komme med på ferier og andre udflugter. Barnet ville være en skattet del af familien, ønsket og påskønnet, noget som de såkaldt ’professionelle’ familieplejere ikke ville kunne formå at få barnet til at føle sig – al deres faglighed til trods.
Hvis barnet ikke er accepteret og omsluttet af omsorg, er det
blot anbragt. Midlertidigt. Indtil det er tid for familieplejerens ferie eller
en ny anbringelse.
Jeg håber meget, at vores nye statsminister, ‘Børnenes statsminister’, som holdt en gribende nytårstale om børns vilkår, vil føre ordene ud i livet og lovgivningen og begynde at se på samfundsindretningen fra børnenes og ikke fra de voksnes synspunkt. At hun, regeringen og Folketinget i alle forhold vil vælge børnenes tarv frem for forældrenes rettigheder. – Og når de gør, vil jeg, og forhåbentlig mange, mange andre støtte hende. – For børn har krav på at leve de første år i nær kontakt med en primær omsorgsperson. – Hvis forældre ikke magter at tage sig af deres eget barn, er det bedre at lade andre komme til, eller endnu bedre, at undlade at fylde kloden op med uønskede børn.
Alt imens vi taler meget om
naturbevarelse, har vi travlt med at udrydde så mange af vore levende bofæller
på planeten Jorden, som vi kan:
Vi fælder skove – i stor stil på
den sydlige halvkugle. I mindre grad i vores egen nærhed, for der er skoven for
længst decimeret til små, symbolske pletter, som vi nedslider og overrender i
store flokke, enten i løb eller på kraftige legecykler, MTB’ere.
Vi rykker ukrudt op i haven,
brænder eller sprøjter flisearealer, og bonden sprøjter sine marker og alt
muligt andet med potente plantegifte.
Vi sprøjter kraftigt mod
bladlus, skjoldlus, spindemider, skimmelsvampe, biller og andre insekter.
Vi hakker snegle, sætter rotte-
og musefælder op og stiller myrelokkedåser frem ved det mindste tegn på de små
dyr i nærheden af vore huse.
Vi klasker fluer, myg og
edderkopper. Og vi ville ønske, at vi kunne sprøjte skovene mod flåter.
Vi har erklæret krig mod søde
små mårhunde og store glubske ulve, som er indvandret sydfra.
Som land bekoster vi 70 km
vildsvinehegn mod Tyskland og sætter jægerne ind.
Jægere, som i forvejen plaffer
på rådyr, dådyr, kronhjorte, ræve, fasaner, ryper, snepper, krager og råger.
Og sæler og skarver, som jo udrydder vore fiskebestande. Bemærk, at det ikke er
fiskerne med deres enorme grej, der skraber havene tomme for fisk … Det er
sæler og skarver, der er de ansvarlige her.
Men i virkeligheden er
mennesket jo helt indlysende den største trussel mod planeten jorden. Vi hærger
det ene økosystem efter det andet og efterlader golde ørkener. Som rotter har vi spredt os til alle verdensdele,
Arktis, Antarktis, alle kontinenter, bjerge, have, besudlet både jord, luft og vand
med vores foretagsomhed, konstruktioner og skadevoldende affald.
Mennesket er det største udyr,
og hvem kan udrydde os? – Resistente bakterier? Eller er vi i god gang med at
gøre det selv?
Foranlediget af krisen, der fulgte efter Jyllands-Postens
offentliggørelse af Muhammedtegningerne i september 2005, oversatte jeg
Lawrence of Arabias 27 artikler om omgang med arabere fra 1917 og forsynede dem
med indledning og noter.
Vi vesterlændinge har
brug for andre vesterlændinges beretninger, før vi kan forstå og føle med andre
kulturer. Eksemplificeret ved den begejstrede modtagelse af Thorkild Hansens
’Det lykkelige Arabien’ og nyoversættelsen af Carsten Niebuhrs store
rejseberetning fra Arabien og omliggende lande. Og i alvorligere grad af krisen
efter Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 tegninger af profeten Muhammed.
Min personlige mening om offentliggørelsen er, at det nok ikke er hensigtsmæssigt, at netop en dansk provinsavis påtager sig ansvaret for at indlede et opgør med grundfæstede, arabiske, religiøse dogmer. Det er altid langt mere frugtbart at rydde op i sit eget hus, før man bevæger sig over til den langt større nabo for at kritisere forhold, som man dybest set ikke kender baggrunden for. Derudover kan det forekomme uklædeligt, når magelige velfærdsdanskere har skråsikre meninger om andre, knap så mageligt stillede samfund ude i verden. – Det første, vi lærer vores børn umiddelbart efter, at vi har lært dem at tale, og de ved familiemiddagen råber, at onkel Halfdan har en stor, rød næse, og at tante Henrietta er meget, meget tyk, er, at holde deres mund. – Vi har ret til at ytre os, men vi har ikke pligt til at ytre os om alting, specielt ikke, hvis vi dermed sårer andre mennesker unødigt med vores uvidenhed og uopdragenhed.
Thomas Edward Lawrence, af eftertiden hædret med tilnavnet Lawrence of
Arabia, levede fra 1888 til 1935. Som ung student befandt han sig ved 1.
Verdenskrigs udbrud på en arkæologisk udgravning i Syrien, og da han havde
lært sig arabisk, blev han hentet til det britiske militære hovedkvarter i
Kairo, hvor han gjorde tjeneste som efterretningsofficer. I forhandlingerne med
araberne, og det efterfølgende, britiske forsøg på at inddrage dem i kampen
mod det tyrkiske rige, fik Lawrence en rolle blandt beduinernes hærstyrker på
Den Arabiske Halvø.
Han var en glimrende forfatter, og han beskrev selv sine tanker og
oplevelser i bogen ”Visdommens syv søjler” fra 1926. I 1962 blev hans ry
genoplivet, da instruktøren David Lean udødeliggjorde hans navn og indsats i
storfilmen ”Lawrence of Arabia”.
Lawrences liv var spændende, især når han selv og andre vesterlændinge
skulle berette om det. I Albert Houranis bog ”De arabiske folks historie” er
hans indsats under krigen dog kun værdiget nogle få linier. Ikke desto mindre
interesserede han sig for arabere og ulejligede sig med at lære deres sprog og
skikke at kende, før han udtalte sig.
I Lawrences biografi har jeg fundet og i al hast oversat de 27 artikler om
omgang med arabere, som Lawrence i sin egenskab af efterretningsofficer
nedskrev som en hjælp til andre, der skulle have med arabere at gøre. Jeg faldt
fuldstændig for den allerede dybt forældede, imperiale tone, for den unge mands
charmerende overvurdering af egen betydning og for den respekt, forståelse og
ligefrem forelskelse i araberne, der alligevel pibler frem mellem linierne.
Her vil jeg i særdeleshed fremhæve artikel 15, som englændere, franskmænd,
amerikanere og nu også danskere burde brodere i korssting og hænge op over
deres senge. Man kunne også henlede Jyllands-Postens kulturredaktørs
opmærksomhed på artikel 21.
Hvis jeg havde Steven Spielbergs telefonnummer, ville jeg ringe ham op og
foreslå, at han lavede en nyindspilning af ”Lawrence of Arabia”. En moderne
version, hvor araberne blev spillet af arabere, som talte arabisk, og som selv
befriede deres land fra tyrkerne med den lille Thomas som interesseret
observatør. En storfilm, der gengav araberne deres værdighed på den
internationale scene. Her kunne Hollywood virkelig komme til at spille en rolle
som formidler af forståelse mellem kulturerne, hvilket i høj grad ville fremme
den gensidige respekt og formindske fjendskabet.
Syvogtyve artikler af T. E. Lawrence, august 1917
‘De følgende noter er formuleret som bud for klarheds og kortheds skyld. De er dog kun mine egne personlige slutninger, opnået gradvist mens jeg arbejdede i Hejaz[1] og nu skrevet ned som en slags ABC for begyndere i de arabiske hære. De er kun beregnet på beduiner; byfolk eller syrere kræver en helt anderledes behandling. De passer naturligvis ikke til alles behov, og de kan heller ikke automatisk overføres på alle situationer. At styre Hejaz-arabere er en kunst, ikke en eksakt videnskab, med masser af undtagelser og ingen indlysende regler. Briterne har et stort potentiale i dette område: Sheriffen[2] har tillid til os og har givet os den position (i forhold til sin regering), som tyskerne ønskede at opnå i Tyrkiet. Hvis vi udviser takt, kan vi på én gang bevare hans velvilje og gøre vores arbejde – men for at opnå succes må vi investere al vores indflydelse, energi og evner.
1. Tag det med ro de
første uger. Det er vanskeligt at råde bod på en dårlig begyndelse, og araberne
danner sig en mening ud fra ydre former, som vi er helt uvidende om. Når man
er kommet ind i en stammes inderste cirkel, kan man opføre sig, som man vil.
2. Lær alt, hvad du kan,
om Ashraf[3] og beduiner. Gør dig bekendt med deres familier, klaner og stammer, venner
og fjender, brønde, bakker og veje. Det skal du gøre ved at lytte og ved
indirekte undersøgelser. Stil ikke spørgsmål. Sørg for at tale deres arabiske
dialekt, ikke din. Undgå dybere samtaler, indtil du forstår deres skjulte
betydninger, ellers falder du igennem. Vær lidt bestemt til at begynde med.
3. I arbejds medfør skal
du kun henvende dig til den øverstbefalende over hæren, kolonnen eller den
enhed, du gør tjeneste i. Du må aldrig udstede ordrer til nogen som helst, og
dine direktiver eller råd skal udelukkende forbeholdes den øverstbefalende,
uanset hvor stor fristelsen er (for effektivitetens skyld) til at henvende sig
direkte til hans underordnede. Din opgave er rådgivende, og dine råd tilkommer
kun den øverstbefalende. Lad ham se, at dette er din opfattelse af din opgave,
og at hans er at være den eneste udøver af jeres fælles planer.
4. Sørg for at opnå og bevare
din leders fortrolighed. Styrk hans prestige på din egen bekostning i andres
nærvær, når du kan. Du må aldrig afvise eller nedgøre planer, som han måtte
foreslå, men du må sikre dig, at de altid forelægges dig først, når I er i
enrum. Bifald dem altid, og når du har rost, så kan du ændre dem umærkeligt,
således at forslagene kommer fra ham, indtil de stemmer overens med din egen
vurdering. Når du er kommet så langt, så hold ham fast på det, styrk hans
intentioner, og skub ham fremad så bestemt som muligt, men i al hemmelighed så
ingen ud over ham selv (og da kun vagt) er klar over presset.
5. Hold forbindelsen til
din leder så konstant og upåfaldende, som det er dig muligt. Lev sammen med
ham, sådan at du under måltider og audienser helt naturligt opholder dig sammen
med ham i hans telt. Formelle visitter i den hensigt at give råd er ikke så
godt som uophørlig påvirkning i almindelig samtale. Når fremmede sheiker[4] for første gang kommer ind for at sværge troskab og tilbyde deres
tjeneste, skal du forlade teltet. Hvis deres første indtryk er, at sheriffen
viser udlændinge fortrolighed, kan det skade den arabiske sag betydeligt.
6. Vær tilbageholdende
med alt for tætte forhold til de underordnede på en mission. Stadigt samvær
med dem vil gøre det umuligt for dig at undgå at gå enten imod eller længere
end de ordrer, som den øverste, arabiske officer har givet dem på dit råd, og
ved således at afsløre svagheden i hans position, ødelægger du din egen
fuldstændigt.
7. Du skal forholde dig
roligt og neutralt til de underordnede officerer i din styrke. På den måde
hæver du dig over deres niveau. Hvis lederen er en sherif, skal du behandle ham
med respekt. Så vil han behandle dig på samme måde, og du og han bliver
ligemænd og hævet over de øvrige. Forrang har stor betydning blandt arabere, og
det skal du opnå.
8. Den ideelle position
er, hvis man er til stede, men ikke bliver bemærket. Man må ikke blive for
intim, for fornem eller for ærlig. Man bør undgå at blive set for længe eller
for ofte sammen med nogen af stammernes sheiker, selv hvis han skulle være den
øverstbefalende på missionen. For at kunne udføre sit arbejde må man være
hævet over jalousi, og man taber prestige, hvis man bliver identificeret med en
enkelt stamme eller klan og dens uundgåelige fejder. Sheriffer er hævet over
alle blodfejder og lokal rivaliseren og udgør det eneste symbol på enhed blandt
arabere. Sørg derfor for, at dit navn altid forbindes med en sherifs, og del
hans holdning til stammerne. Når handlingens tid kommer, så stil dig
offentligt under hans kommando. Så vil beduinerne følge trop.
9. Du skal forstørre og
videreudvikle den voksende opfattelse af sherifferne som arabernes aristokrati.
Jalousi mellem stammerne gør det umuligt for en sheik at opnå en førende
position, og det eneste håb om at forene det nomadiske Arabien består i, at
Ashrafferne overalt bliver accepteret som den herskende klasse. Sheriffer er
halvt bymennesker, halvt nomader, både i opførsel og livsform, og de besidder
lederinstinkter. Almindelige fortjenester og penge er langt fra nok til at opnå
en sådan anerkendelse, men arabernes respekt for stamtavler og profeten nærer
håbet om Ashraffernes endelige succes.
10. Kald din sherif
”Sidi”[5] både offentligt og privat. Kald andre mennesker med deres almindelige
navne uden brug af titel. Kald sheikerne ”Abu Annad”, ”Akhu Alia” eller
lignende tilnavne i fortrolig samtale.
11. Udlændinge og
kristne er ikke synderligt populære i Arabien. Uanset hvor venligt og utvunget
man bliver behandlet, må man ikke glemme, at man bevæger sig på tynd is. Vift
en sherif foran dig som et banner og skjul dine egne hensigter og din person.
Hvis det lykkes, får du hundreder af kilometer land og tusinder af mænd under
din kommando, og for alt dette er det vel værd at give afkald på sin ydre
fremtoning.
12. Forlad dig på din
humoristiske sans. Man får brug for den hver dag. Tør ironi er den mest anvendelige
form, og en personlig, men ikke vulgær, slagfærdighed vil fordoble ens
indflydelse på anførerne. Man kommer meget længere og med et mere holdbart
resultat med en irettesættelse, der er pakket ind i et smil, end med selv den
mest ildfulde tale. Evnen til at efterabe eller parodiere er værdifuld, men
brug den sparsomt, for vid er værdigere end morskab. Gør aldrig nar ad en sherif,
undtagen i et selskab af lutter sheriffer.
13. Du må aldrig lægge hånd på en araber; det falder tilbage på dig selv. Måske tror du, at den åbenlyst større, udvendige respekt, der følger umiddelbart efter, er til din fordel, men i virkeligheden har du blot rejst en mur imellem dig og deres indre følelser. Det kan være svært at forholde sig i ro, når alting bliver gjort forkert, men jo mindre du taber tålmodigheden, desto mere vinder du. Også ved at du ikke selv bliver vanvittig.
14. Beduiner er vanskelige at drive fremad, men de er lette at lede, hvis man har tålmodighed med dem. Jo mindre åbenlyst man blander sig, jo større indflydelse får man. De følger gerne et råd og gør, hvad man ønsker, men de vil ikke have, at nogen opdager det. Det er først, når mængden af besværligheder er overstået, at man virkelig får lov at fornemme alle de gode viljer.
15. Lad være med at
forsøge at gøre alting selv. Det er bedre, at araberne gør det mådeligt, end at
du gør det perfekt. Det er deres krig, og du er der for at hjælpe dem, ikke for
at vinde den for dem. Det forholder sig faktisk også sådan, at under de helt
specielle, arabiske omstændigheder vil din praktiske indsats formentlig ikke
engang være halvt så god, som du selv tror, den er.
16. Prøv om du, uden at
ødsle for meget, i forvejen kan indkøbe nogle gaver. En velanbragt gave er for
det meste effektivt, når en skeptisk sheik skal vindes over på din side. Du må
aldrig modtage en gave uden at give rigeligt til gengæld, men du kan udsætte
gengælden (mens du lader forstå, at den helt sikkert kommer på et tidspunkt),
hvis du har brug for en speciel tjeneste fra giveren. Tillad dem ikke at bede
om ting, for så vil de i deres grådighed udelukkende opfatte dig som en
malkeko.
17. Brug det arabiske
hovedklæde, når du opholder dig hos en stamme. Beduiner har ondsindede fordomme
mod hatte og tror, at vores insisteren på at bære dem (formentlig blot det
sædvanlige, britiske stivsind) skyldes et eller andet umoralsk eller
antireligiøst bagvedliggende princip. Et kraftigt hovedklæde yder god
beskyttelse mod solen, og hvis du bærer en hat, vil selv dine bedste arabiske
venner være flove over at vise sig sammen med dig.
18. Forklædning er ikke
tilrådelig. Med undtagelse af særlige områder må du klart lade alle forstå, at
du er en britisk officer og kristen. Iført arabisk klædedragt kan man
imidlertid ude hos stammerne opnå en langt højere grad af tillid og
fortrolighed, end hvis man var i uniform. Dette er dog både farligt og
vanskeligt. De tager ikke særlige hensyn til en, hvis man er klædt som dem.
Etikettebrud, som en udlænding ikke ville blive bebrejdet, bliver aldrig
tilgivet, hvis man optræder i arabisk dragt. Man skal i så fald, som en
skuespiller i et udenlandsk teater, spille sin rolle dag og nat i månedsvis
uden pause, og prisen er evindelig uro. Fuldkommen succes, som når araberne
glemmer din fremmedartethed og taler helt naturligt i dit nærvær og regner dig
som en af deres, kan måske kun opnås i denne rolle, mens en halv succes (som er
alt, hvad de fleste af os håber på – det andet er for krævende) er lettere at
opnå i britisk udrustning, og du holder selv længere, fysisk og mentalt, med
den tryghed, som det giver. Så bliver du heller ikke hængt af tyrkerne, når de
fanger dig.
19. Hvis du bærer
arabisk klædedragt, så vælg det bedste. Tøj har stor betydning blandt stammerne,
og du skal bære noget passende og se ud, som om du befinder dig godt i det.
Klæd dig som en sherif – hvis de tillader dig det.
20. Hvis du klæder dig
arabisk, så gå linen helt ud. Efterlad dine engelske venner og vaner på kysten
og overgiv dig fuldstændigt til arabisk levemåde. Ved således at gå ind på
deres præmisser er det muligt for en europæer at slå araberne på deres egen
banehalvdel, for han er langt mere motiveret og gør sig flere anstrengelser,
end de gør. Hvis han kan overgå dem, har han gjort et kæmpeskridt i retning
mod den fuldkomne succes, men udmattelsen ved at leve og tænke på et fremmed og
kun halvt forståeligt sprog, den barbariske føde, det mærkelige tøj og endnu
mærkeligere skikke, sammen med en total mangel på privatliv og ro og
umuligheden af nogensinde at slække på overvågningen af de andre i måneder
uden ophør, tilføjer så meget stress til de almindelige vanskeligheder med
beduinerne, klimaet og tyrkerne, at denne metode kun kan tilrådes efter seriøse
overvejelser.
21. Religiøse
diskussioner opstår hyppigt. Sig, hvad du vil, om dine egne forhold og undgå at
kritisere deres, med mindre du er sikker på, at sagen udelukkende handler om
ydre ting, og du derved måske kan stige betragteligt i deres agtelse ved at
påvise det. Blandt beduinerne er islam så altgennemtrængende, at de kun har
meget få religiøse følelser, meget lidt ildhu og overhovedet ingen ærefrygt
for ydre ting. Du må ikke på grundlag af deres opførsel antage, at de er
ligeglade. Overbevisningen om deres tros sandhed og dens andel i enhver
gerning og tanke og regelsæt i deres daglige liv er dem så nært forbundet og
stærk, at den er ubevidst, med mindre den bliver vækket af modstand. Deres religion
er lige så stor en del af deres natur som mad og søvn.
22. Du skal ikke forsøge
at drage fordel af din viden om kamp. Hejaz-araberne står helt uforstående
over for normal taktik. Lær beduinernes måde at føre krig på så godt og så
hurtigt, som du kan, for indtil du kender den, er dine råd ikke til nogen nytte
for sheriffen. Utallige generationers stammekrige har lært dem mere om visse
sider af håndværket, end vi nogensinde kommer til. I kendte omgivelser kæmper
de godt, men uforudsete hændelser skaber panik. Hold dine enheder små. Deres
kampenheder er normalt på mellem hundrede og tohundrede mand, og hvis du samler
en større hoben, bliver de bare forvirrede. Sheikerne, som er
beundringsværdige gruppeførere, er alt for indgroede i deres vaner til at lære
at føre, hvad der svarer til, bataljoner og regimenter. Lad være med at indlade
dig på utraditionelle forehavender, med mindre de appellerer til den sportsånd,
som beduiner besidder i overordentlig grad, eller hvis chancen for succes
ligger lige for. Hvis formålet er godt (bytte), vil de angribe med djævelsk
styrke: De er fremragende spejdere, deres mobilitet giver dig præcis det
fortrin, der skal til at vinde denne regionale krig, de er gode til at udnytte
deres lokalkendskab (tag aldrig stammemænd med til steder, de ikke kender), og
gazellejægerne, som hører til blandt de bedste mænd, er dygtige skarpskytter,
når det drejer sig om synlige mål. En sheik fra den ene stamme kan ikke give
ordrer til mænd fra en anden: Der skal en sherif til at befale over en blandet
stammehær. Hvis der er udsigt til bytte, og hvis chancerne i øvrigt er ligeligt
fordelt, vinder du. Du skal ikke spilde beduiner på at angribe skyttegrave (de
tåler ikke tab) eller på at holde en stilling, for de kan ikke forholde sig
afventende uden at blive sløsede. Jo mere uortodoks og arabisk du fører dig
frem, jo mere sandsynligt er det, at du får ram på tyrkerne, for de mangler
initiativ og forventer det fra dig. Der er ingen grund til at tage overdrevne
sikkerhedshensyn.
23. Den åbenlyse grund,
beduiner fremfører for at gå i aktion eller for at forholde sig passivt, kan
være sand, men der er altid bedre begrundelser, som du er overladt til at
gætte. Du skal finde disse indre begrundelser (de vil blive benægtede, men er
ikke desto mindre virkningsfulde), før du skærper dine argumenter i den ene
eller den anden retning. Hentydninger virker bedre end logiske forklaringer;
de bryder sig ikke om klar tale. Deres hoveder fungerer akkurat ligesom vores,
men under andre betingelser. Der er intet ulogisk, uforståeligt eller
uudgrundeligt over araberne. Erfaring i omgang med dem og viden om deres
fordomme hjælper én til at kunne forudse deres holdninger og bevæggrunde i
næsten alle tilfælde.
24. Du må ikke forveksle
beduiner med syrere eller uddannede mænd med stammemænd. I så fald får du intet
ud af nogen af dem, for de hader hinanden. Jeg har aldrig oplevet en vellykket,
kombineret operation, men mange fejlslagne. Eksofficerer fra den tyrkiske hær,
uanset hvor arabiske de er i sprog og afstamning, er i særdeleshed håbløse
sammen med beduiner. De er småt kørende taktisk, ude af stand til at omstille
sig til irregulær krigsførelse, klodsede når det drejer sig om arabisk etikette,
opblæste i en sådan grad at de ikke kan vise høflighed over for en stammemand
i mere end nogle få minutter ad gangen, utålmodige og som regel hjælpeløse både
på march og i kamp. Dine befalinger (hvis du skulle være så uklog at give
nogen) ville snarere blive adlydt af beduinerne end af disse muhamedanske,
syriske officerer. Arabiske byfolk og arabiske stammefolk betragter gensidigt
hinanden som fattige slægtninge – og fattige slægtninge støder én langt mere
end fattige fremmede.
25. Undlad at følge det
normale arabiske eksempel og lad være med at tale alt for frit om kvinder. Det
er lige så vanskeligt et emne som religion, og deres normer er så forskellige
fra vore, at en bemærkning, der ville være helt uskyldig på engelsk, måske
forekommer dem lige så uforskammet, som nogle af deres udtalelser ville
forekomme os, hvis de blev oversat bogstaveligt.
26. Vær lige så
omhyggelig med dine tjenere, som med dig selv. Hvis du vil have en raffineret
tjener, bliver du nok nødt til at tage en egyptisk eller en sudanesisk, og,
med mindre du er meget heldig, vil han ganske givet undervejs ødelægge alt det
gode, du så omhyggeligt har bygget op. Arabere koger ris og laver kaffe til
dig, og de forlader dig, hvis de bliver sat til umandige sysler såsom at pudse
støvler eller gøre rent. De går kun an, hvis du er arabisk udstyret. En slave,
som er opvokset i Hejaz, er den bedste tjener, men det er forbudt for britiske
undersåtter at eje dem, så man er nødt til at låne sig frem. Hvis man skal ind
i landet, skal man sørge for at have en eller to Ageylier[6] med sig. De er de bedste guider i Arabien, og de har forstand på kameler.
27. Først og sidst drejer hemmelig føring af arabere sig om at studere dem utrætteligt. Vær altid på vagt; fremsæt aldrig uoverlagte bemærkninger eller foretag unødvendige handlinger; vær altid opmærksom på dig selv og dine følgesvende; lyt til alt, find ud af, hvad der foregår under overfladen, aflæs deres personligheder, opdag deres smag og deres svagheder, og behold det hele for dig selv. Begrav dig i arabisk omgangskreds, hav hverken interesser eller tanker ud over den opgave, du er i færd med at udføre, således at din hjerne er fyldt til randen med kun denne ene sag, og du forstår din rolle godt nok til at undgå de små fejltrin, som ellers ville ødelægge ugers arbejde. Graden af succes er ligefrem proportional med den mængde af mental energi, som man lægger i det.’
Kilder:
Wilson, Jeremy: Lawrence of Arabia, the
authorised biography of T. E. Lawrence, Minerva, 1989/1990. De 27 artikler side 960-965.
Hourani, Albert: De Arabiske Folks Historie,
Gyldendal 1991
[1] El Hedjaz: Vestprovinsen,
den nordvestlige del af Den Arabiske Halvø.
[2] Sheriffen, på det
tidspunkt af slægten Ashraf, mentes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere og
havde derfor den højeste autoritet som beskytter af de to hellige byer, Mekka
og Medina, i Hejaz.
[3] Ashraf betyder ”Den mest
ærefulde”, og slægten menes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere.
[4] En sheik var normalt leder
af en enkelt stamme.
[5] ”Herre”, høflig arabisk
tiltaleform til fornem person.
