Samfund – Side 14 – blog.loneandrup.dk

VANITAS

Forfængelighed er muligvis den største synd, og dumhed, se nedenfor, vi mennesker lider af i dag. Hvor man end kigger hen, får man øje på kvalmende mængder af forfængelighed, selvkærlighed og galopperende storhedsvanvid.

Vi er naturligvis forfængelige i den enkle og gammeldags forstand, at vi tilbringer timer foran spejlet, i motionscentret, vi bilder os selv ind, at vi har travlt …. med hvad? Vi vil kun spise de fødevarer, der lige nu regnes for ‘sunde’, som er ‘gode for os’ eller på mode, vi lader os operere af kosmetiske årsager, vælger omhyggeligt vores garderobe, smører os med dit og dat, sprayer os med kunstige dufte, kitter fuger i ansigtet, lægger tykke lag maling over, selv mænd farver deres hår i unaturlige kulører og sætter det op i knold og hestehale.

Det er også forfængelighed, når vi googler os selv, omhyggeligt udvælger det underbelyste foto, der skal på datingsiden, evindeligt sidder og fifler med vores egen profil eller uophørligt poster updates på Facebook og lignende sider eller tilføjer bagateller til den WIKIartikel om os selv, som vi har ladet vennerne uploade.

Men den største moderne forfængelighed består nok i den vrangforestilling, som mange af os har, at det alt sammen betyder noget …

I en oldgammel verden med p.t. henved 7,5 mia. andre mennesker kan vi i fuldt alvor bilde os selv ind, at det betyder noget, hvem vi er, hvordan vi ser ud, hvordan vi har klædt os på, hvordan vi sætter håret i dag, hvilket armbåndsur vi har på, hvad vi signalerer med de møbler, der står i vores stue, og hvad vi mener om alt muligt …

Vi bevarer en overbevisning om, at vi er med i noget. Betyder noget. Er vigtige for noget, om det så er i karrieren, i vennekredsen, i landet, eller om vi redder grønlandske børn, voldsramte kvinder eller sultende i Afrika. Når vi tænder et lys for Lady Di på et københavnsk fortov, når vi sætter det franske flag på vores profil på nettet eller går med i en demonstration mod regeringen.

Naturligvis betyder det noget for vore nærmeste og for dem, vi rent faktisk møder, hvordan vi er, og hvad vi gør, og det kan ske, at man pludselig befinder sig et afgørende sted, hvor en resolut handling eller en god idé bringer hjælp til få eller til mange, men at vi alle sammen har en vigtig rolle at spille er ikke sandsynligt. Så i virkeligheden ville vi selv og verden være langt bedre tjent, hvis vi kunne lære at slappe af. Hvis vi kunne se en smule mere filosofisk på tingene.

Men filosoffer er ikke de mest spendable forbrugere, så markedets mange producenter af alskens ragelse har store interesser i at bilde små hjerner ind, at de er betydningsfulde. Hver især. Og det er de jo også, især hvis de er mange nok og køber deres produkter.

– Han kunne være nådesløs, når han stødte på forfængelighed. Nådesløs. Det fik ham til at se rødt. Det er en undervurderet form for dumhed, plejede han at sige, man skal kunne glemme alle vores handlingers kosmiske betydningsløshed for at kunne være forfængelig, og det er en grov form for dumhed. Om den højtbegavede, portugisiske læge og forfatter, Amadeu de Prado, hovedpersonen i ’Nattog til Lissabon’, en filosofisk roman af Pascal Mercier.

Man kan også gå i den anden grøft og opføre et enormt, opulent bygningsværk til sin egen ære og forherligelse, som den gode kardinal Lenius i Rom, og så smække ordet ’HUMILITAS’ – ’Ydmyghed’ på forsiden. Sådan er der masser af mennesker, der bruger ordet ’ydmyghed’ i dag: De slår det stort op i omgangskredsen eller på Facebook, at de har fået en betydningsfuld stilling, opgave, belønning, ros og tilføjer, at de er opfyldt af stor ydmyghed …

Det er HUMILITAS overtaget af VANITAS, ydmygheden behersket af forfængeligheden, og således er ordene vendt helt på hovedet og giver ingen mening mere.

Kierkegaard om travlhed:

“Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt”

http://www.sk.ku.dk/citater.asp#EE1.s33

Det er en grim tid

Vi og vore allierede bomber lande i Mellemøsten sønder og sammen. Når så en million mennesker forsøger at flygte fra den visse død, fra bomber og sult, skændes vi med deres nabolande om penge og handler med dem for at få dem til oprette flere store lejre med kun basale nødvendigheder til de ulykkelige.

Døde børn flyder rundt i Middelhavet, og vi kolporterer ivrigt de skændige fotos som gys til aftenkaffen.

Hvis staklerne får sig reddet op på en græsk ø, skal de gå i dagevis, børn, syge, gravide, gamle, for at nå et registreringssted og en mulig overfart til fastlandet, hvorefter de skal gå hele vejen op igennem de mere og mere lukkede lande i Europa.

Nogle få heldige når frem til den danske grænse, hvor de udsættes for chikane og meningsløse ondskabsfuldheder, når de tvinges til at trave på motorvejene, mens folk står på broer og spytter ned i hovedet på dem.

De bliver visiteret og frarøvet eventuelle værdier af den danske stat.

Hvis man giver en udaset børnefamilie et lift i sin bil, får man en bøde på 22.500 kr. – De skal skam gå på deres mødige ben med deres skrabsammen i store tasker, som Jesus måtte slæbe sig af sted med sit kors.

Hvis et ungt par er frivilligt gift og venter barn, bliver de brutalt skilt ad, hvis konen er 17 år. Danske unge på samme alder må hjertens gerne bo sammen og avle alle de børn, de lyster.

Hvis de søger sammenføring med familie, der er efterladt i krigszoner eller interimistiske lejre, skal de vente i tre år … Kunne du vente TRE ÅR på at se dine børn? Din kone? Din mand? Dine forældre?

Ud over primitiv og ond vrede, som damper ud fra velnærede og trygge danskere i den førte politik, på de sociale medier, i kommentarspor og til private sammenkomster, så anfører TV 2 for tiden en hetz, der holdes i kog i ugevis, mod herboende, danske muslimer ved at sende skjulte kameraer ind i moskeer, hvor de afdækker ’sandheder’ om de gamle imamer, der sommetider råder der. ‘Sandheder’, som enhver kunne have erfaret bare ved at gå hen og spørge.

At der i danske religiøse grupper, såsom Indremission, Jehovas Vidner m.fl., hersker akkurat de samme middelalderlige holdninger fx til kvinder, der skal tie i forsamlinger, ikke må være præster, skal føde deres børn i smerte osv. ad nauseam, forbigås let. – Læs biblen, og I vil finde masser af antikveret bavl.

I aftes interviewede Mikael Kamber, TV 2’s nyhedsvært, en ung og moderne imam, Waseem Hussein fra Dansk Islamisk Center, som ville medvirke til at udarbejde et manifest om islam i en moderne, dansk kontekst. Men i stedet for at lytte til sin begavede og sympatiske gæst, kogte Kamber over af harme og udskældningslyst og lod knap den unge mand komme til orde … Hvorfor?

Det er vist meget betegnende for det betændte klima i DK i dag. At vi kollektivt føler os kaldede til at opsøge forargelsen ved at hænge minoriteter ud. Vi opfører os mere og mere ufølsomt og uanstændigt over for folk, der søger hertil i nød, og vi har udvalgt mennesker fra en af landets i forvejen svageste grupper til syndebukke for alle vore egne små frustrationer, i en sådan grad at vi ikke engang kan overvinde os til at lytte, når de gør, som vi siger, de skal.

Minder det om noget, de ældste iblandt os har oplevet før?

Nogen skal jo være de voksne

Scene: Andelslejlighed på Vesterbro. Søndag formiddag. Den nybagte mormor er på besøg hos datter, svigersøn og to måneder gamle Victor. Hun sidder i de ombetrukne genbrugsmøbler, der i uhyggelig grad minder om dem, hun voksede op i, og nipper til det glas mælkekaffe med laktosefri skummetmælk, datteren har givet hende.

Datter: Se den plet! Hun stikker det meste af pegefingeren ind i Victors lille mund. Hvad kan det være?

Svigersøn: Det ved jeg sgu’ ikke …

Mormor: Må jeg se?

Datter: Der! På tungen! Det er helt hvidt.

Mormor: Det kan være noget svamp eller noget …

Datter: Det ser ikke godt ud. Hun tager telefonen. Jeg ringer lige til lægevagten. – Hvis det da er til at komme igennem. Traver utålmodigt op og ned ad gulvet. Åhhh, nej. De svarer aldrig! Der er kø… Tydeligt irriteret. Tag nu den telefon, for pokker …

Mormor: Der er vel ingen grund til at ringe til lægevagten. Du kan få en tid hos lægen i morgen …

Datter: I morgen har jeg ikke tid. Vi skal til Mettes babyshower … Tag den telefon! … Jeg er nummer seks … Hvad LAVER de?!

Svigersøn: Og det betaler vi skat til!

Mormor: Er der ikke et apotek med døgnvagt i nærheden? Hvis det bare er lidt svamp, ved de sikkert, hvad man kan gøre.

Mormor får lov at holde lille Victor, mens både datter og svigersøn leder efter apoteker og ’hvide pletter’ på hver deres IPads. Da datteren omsider kommer igennem til en sygeplejerske, beder denne datteren om at kontakte egen læge næste dag.

Mormor har født og opfostret tre børn. Hun er 57 år gammel og har oplevet lidt af hvert, også trøske i mundhulen hos spædbørn. Alligevel er datteren uvillig til at lytte til hende og tage hendes råd for gode varer.

Datteren har været i vuggestue fra hun var et halvt år gammel, derefter i børnehave, skole, fritidshjem, gymnasium, handelshøjskole og på kontor. Hun har lært at stole på sig selv, på sine veninder og på internettet. Op igennem de 27 leveår har hendes sociale liv udspillet sig i store grupper af jævnaldrende. Selv nu, hvor hun har sin egen familie, er hun til stadighed omgivet af veninder i akkurat samme situation. På barsel. De mødes dagligt på en café med børn og barnevogne. Hun har lært det meste af det, hun ved, af andre piger på samme alder. Med sporadiske konsultationer hos skiftende professionelle, pædagoger, lærere, vejledere af alle slags, fitnessinstruktører, psykologer, astrolog, auralæser, doula, jordemoder, praktiserende læge, vagtlæger, sundhedsplejerske, dameblade, mentorer, rygter, chatforums, Facebookopslag. Og så bruger hun naturligvis google flere gange dagligt.

Vi lever i en aldrig set før tid. En tid, hvor man har ladet de opvoksende generationer passe og opdrage i bunkevis af ganske få lønnede voksne, mens man selv passede sit arbejde, og hvor samfundet som helhed bejler til de unge som forbrugere og bilder dem ind, at de er i stand til at tage store beslutninger om deres liv udelukkende i kraft af banale forbrugsvalg.

Unge mennesker tror fuldt og fast på, at de er klogere end deres egne forældre. Og det gør de, selv om de er i gang med at gentage forældrenes fejltagelser: De uddelegerer pasningen af deres børn igennem størstedelen af barndommen og går glip af chancen for at tilbringe tid med dem og præge dem med et godt sprog, viden om menneskelivets vilkår og nogle almengyldige værdier.

Så lille Victor kommer heller ikke til at respektere sin mor, når han vokser op, og han vil aldrig tage hendes velmente råd for gode varer. Han vil også belaste det skattebetalte sundhedssystem med ligegyldige henvendelser, når han får sit første barn, selv om hans mor sidder lige midt i hans stue med et glas af et eller andet ildesmagende foran sig. – For hun var der jo ikke, da han selv var lille og havde brug for hende, så han ved ikke, hvad hun kan.

I mange år havde vi en lille hønseflok gående frit i haven. Jeg fulgte levende med i hønsenes liv, men aldrig nogensinde så jeg en gul kylling ignorere det, når dens mor ville lære den, hvordan man spiste, hvordan man drak vand, hvor man støvbadede, hvor man sov, hvilke farer man skulle dukke sig for, hvilke fødevarer der var spiselige og hvilke, der var giftige, eller hvordan man skulle få varmen igen, når man frøs. Hønemor var den mest opmærksomme og påpasselige mor for alle sine dunede unger. Hun puffede dem blidt ind under sine varmende vinger og videregav omhyggeligt alt, hvad hun selv havde modtaget fra sin mor, så alle præcist vidste, hvordan man gebærdede sig mest hensigtsmæssigt i haven. Meget praktisk.

En pige på 27 år har erfaring med, og kan huske, hvordan det er, når man fx er 5 år, 10 år, 15 år og 25 frem til 27 år gammel.

Hendes mor har prøvet akkurat det samme, men hun har tillige oplevet, hvordan det er at være 30, 40, 50 og 57 år. Hun har mere end dobbelt så megen erfaring, og med en smule hukommelse og empati er hun udmærket klar over, hvordan datteren har det som nyslået mor.

Hun ved sikkert også mere end dobbelt så meget som datteren: Hvis man antager, at et almindeligt nysgerrigt, opmærksomt og læsende menneske lærer en ny ting hver dag – i nogle perioder kan man faktisk lære ti eller flere nye ting pr. dag – så har moderen lært mere end 20.800 ting, hvorimod datteren kun har lært omkring 9850 ting.

Ja, ja, men ny teknologi, hvad med det? De gamle aner jo ikke en pind om computere og smartphones …

Årh, hold op!

Computere har været en del af vores hverdag i 30 år, mobiltelefoner i mindst 20. Mormor har arbejdet med computere dagligt siden 1986, flere år før datteren blev født. Hun har lært sin egen mor at bruge både mobiltelefon, mail, netbank, internethandel, E-boks og Facebook. I mange år spillede hun computerspil med stor entusiasme, når hun havde et øjeblik til overs, og hun konkurrerede med andre spillere på nettet. – Hvor svært er det? Det er kun de senile, de debile og de allermest stædige bagstræbere, der endnu ikke er trådt ind i den digitale verden. Giv en gammel kone et barnebarn i Australien, så skal I se, hvor hurtigt hun får sig koblet på Instagram, Facebook, mail, Facetime og Skype. Hele det digitale udtræk.

Det virkeligt svære var at styre og ramme rigtigt på en gammel IBM-skrivemaskine med kuglehoved, farvebånd og slettelak. For gjorde man flere fejl, skulle hele papirarket smides væk, et nyt sættes i, og alt skulle skrives om. Hurtigt. Sammenlignet med det, er det ren barneleg at skrive på en computer med stavekontrol, automatisk lay out, vælg-, træk-, erstat- og søgefunktioner. Det var også uhyre vanskeligt at huske alle koderne til det første, almindeligt udbredte skriveprogram, WordPerfect, der bestemt ikke var hverken perfekt eller brugervenligt. Der fulgte papskilte med, som skulle stilles over tastaturet, så man kunne se, hvilke knapper, der gjorde hvad. – I dag kan selv en toårig ubesværet bruge smartphones og tablets. – Hvorfor skulle ældre pludselig blive dummere end ganske små børn?

Det bliver de heller ikke. De unge, derimod, bliver mere og mere uvidende og historieløse, for vi har selv brudt erfaringskæden og deponeret vore små i institutioner, hvor fortravlede halvprofessionelle skulle overvåge dem. De kommer sjældent ligefrem fysisk til skade, børnene, i institutionerne, men de gør dem heller ikke meget godt.

Det er voldsomt traumatiserende at blive afleveret et fremmed sted til fremmede voksne, når man endnu ikke har udviklet et sprog. Din etårige ved jo ikke, at hun bliver hentet igen. Det skal hun først lære efter mange dage måske ugers fortvivlelse.

Hun har end ikke adgang til et fast, første kærlighedsobjekt i form af en amme eller en barnepige, som småbørn havde i de velhavende hjem før i tiden. Hun er anbragt i et discountsystem med et utal af skiftende personale og lærer kun en eneste ting: at stole på sig selv og sine små lidelsesfæller.

Fra disse dystopiske anstalter udklækkes små overgearede, selvusikre og historieløse børn og unge, som allerede fra børnehavealderen bliver effektive forbrugsrobotter i et sindssygt eskalerende forbrugs- og vækstsamfund.

Styret af bebrillede, lige så overgearede, selvusikre og historieløse politikerkonfirmander, der har egen position, egen vinding og deres egne små magtkampe som absolut førsteprioritet, og som fniser uforstående og foragteligt uden for kamera, når begreber som almenvellet bliver nævnt.

Man kunne ønske sig, at den nuværende forældregeneration ville tage ansvaret for næste generation på sig. Livet er i bund og grund ikke meget anderledes i dag, end det var for 1000, for 10.000 eller for 100.000 år siden. Livet er ikke ét stort, egoistisk forbrugende selvrealiseringsprojekt, der partout skal gennemføres på bekostning af dine børn. Det består nu, som altid, af ganske få naturgivne vilkår, som de fleste gennemfører i samme rækkefølge: Man fødes, vokser op, uddanner sig, finder en partner, bygger rede, formerer sig, ældes, bliver syg og dør. – Der er ikke noget unikt i det. – Om væggene er hvide eller abrikosfarvede, om du drikker kaffelatte eller dyr chai, og om du får svømmet ved Maldiverne, betyder ikke en hujende fis i det store og hele. Det er kun vigtigt for dem, der vil leve af at sælge dig maling, kaffe eller te og ferierejser.

Så se at få hovedet ud af skærmen, både den store og den lille skærm, og snak med dine børn og dine gamle, mens du endnu har muligheden for at blive klogere.

Dårlig opdragelse

Newfoundlænderen gennemførte senere alle hundetræningens tre klasser og blev, i modsætning til mange af de mennesker, der omgav den, særdeles velopdragen.

Det er omtrent 15 – 20 år siden, jeg første gang stødte på fænomenet:

Min lille newfoundlænderhvalp var blevet et halvt år gammel og kunne nu tages med på lidt længere ture, så vi trissede ned til Brugsen, hvor jeg satte dens snor fast i hundekrogen og næsten løb ind til køledisken og greb en liter letmælk. Jeg husker endnu, at jeg havde aftalte småpenge parat i hånden.

Der var stille i butikken, det var sidst på formiddagen, og der var kun en kasse åben. Foran mig i køen stod en lav, kraftigt bygget mand i midttrediverne. Hans hår var farvet lidt for sort, men han var pænt klædt. I sin topfyldte indkøbsvogn havde han stablet engangsservice og vin, spiritus, kød, salat, kartofler, limefrugter, tomater, eddike, olie, servietter, lys, frosne flutes m.m. op, så han ville kunne servere herremiddag i det grønne for mindst tyve personer.

– Må jeg lige smutte foran? spurgte jeg og viste ham mælkekartonen og de aftalte mønter.

– Nej, svarede han bare og begyndte at losse sine indkøb op på båndet.

Så fik jeg den. Den pæne mand, der var i fuld gang med at forberede en overskudsaften med vennerne, kunne ikke forestille sig, at damen bag ham kunne have sine gode grunde til at spørge. Jeg blev så overrasket over det uventet uforskammede svar, at jeg ikke kunne finde på noget at sige.

Mens jeg i laaaaang tid trippede og ventede og havde ondt i maven af bekymring for min lille hvalp, der for første gang var overladt til sig selv et fremmed sted med tæt trafik af cykler, biler, fremmede mennesker og hunde, tænkte jeg også, at det var takken for de hundredvis af gange, hvor jeg af mig selv havde bedt folk gå først, hvis de kun havde få ting i kurven, og jeg havde vognen fuld. På de gange jeg havde overladt min plads til en ældre, en gravid, en ung småbarnsmor eller en handicappet, på de utallige gange jeg havde holdt døre, høfligt holdt mig tilbage og i øvrigt holdt min kæft i det offentlige rum.

Det er siden blevet helt almindeligt, at yngre mennesker – og midaldrende byfolk, som gerne vil illudere ung med de yngre – møver sig tanke- og hensynsløst frem i køer, ikke giver andre plads, ikke takker, når de får tilsendt en gave, en buket, en hilsen, et svar på et tilsendt spørgsmål, eller når de modtager andre former for opmærksomhed. Og man kan ikke altid regne med, at folk sender afbud, hvis de bliver forhindret i at overholde en aftale, at de uopfordret leverer en lånt bog, film eller cd tilbage eller takker for en middag eller anden sammenkomst, man har arrangeret for dem, eller blot lader én vide, at de er kommet godt hjem, hvis de har haft langt at køre.

Den fundamentalistiske kassekømand skulle til at læsse sine fjorten brugsposer ind bag i sin sorte firhjulstrækker, da jeg omsider reddede min lille hund fra krogens ubehageligheder. Det, der skulle have været en fredsommelig indlæring og tilvænning, blev i stedet en mildt traumatiserende oplevelse for den lille fyr, som altid siden frygtede byturene og hundekrogene.

Omtrent samtidigt meldte min mand og jeg os til et førstehjælpskursus. Vi boede ved et befærdet kryds, hvor der ofte skete uheld, og vi var flere gange styrtet til ved lyden af det voldsomme brag af glas og metal og havde stået hjælpeløse og set på blødende folk i smadrede biler. – Nu skulle det være. Vi ville lære, hvordan vi bedst kunne forholde os.

Til den afsluttende prøve sad jeg udenfor og røg, mens jeg ventede på min tur. Jeg faldt i snak med en medkursist, en ganske ung mand, som var tydeligt nervøs og forklarede, at han var bjergklatrer og havde brug for et førstehjælpsbevis, så han kunne komme med på en tur til Norge. – Vi talte derefter om vigtigheden af at kunne hjælpe hinanden, men så nikkede han mod min cigaret og sagde, at han fandt det urimeligt, at vores fælles sundhedsvæsen skulle belastes af omkostninger til de sygdomme, som rygere pådrog sig. – Det ville han i hvert fald ikke betale til.

Det var en både skråsikker og uvenlig bemærkning at stikke ud til en dame, som tog et kursus – ikke for at kunne deltage i en spændende udflugt, men for at kunne yde hjælp til andre, når det var påkrævet. Og så fra en ganske ung knægt, der formentlig tog det som en given ting, at fællesskabet ville træde til, hvis han faldt ned fra en bjergside i Norge og kom til skade, ganske som samfundet træder til, hvis folk vælter på cykel, kommer galt afsted på ski eller drikker sig i hegnet og falder om på gaden.

Var det lige dér, for henved 15 år siden, at begreber som solidaritet og hjælpsomhed i de gyldne opgangstider umiddelbart før finanskrisen blev erstattet af en ’mig-først’ og ’kun-mig’-holdning blandt alt for forkælede, yngre mennesker? Indtil da kunne vi godt vente 30 sekunder på vores tur, mens damen betalte for sin mælk, og vi spurgte ikke til graden af egen skyld eller så på, om folk var værdigt trængende, før vi rykkede ud med nødvendig hjælp.

Ikke et menneske …

Travede igennem IKEA en tirsdag formiddag. Mødte ikke en eneste ansat og scannede mig selv ud med mine varer og kort ved selvbetjeningskassen.

Skulle modtage en pakke, og som led i postvæsnets nye ’serviceforbedring’ måtte jeg cykle to kilometer gennem regnen ned til Brugsen med den i forhallen opstillede pakkeudleveringsboks, hvor jeg af en grå skærm blev afkrævet indtil flere nummerindtastninger og et scannet sygesikringsbevis for at få den udleveret. Uberørt af menneskehånd. Ikke engang det sædvanlige, affable: Ha’ en go’ da’, kunne det blive til.

Hentede en bog, som jeg selv havde fundet og bestilt hjemmefra, på biblioteket, og der var ingen bibliotekarer, ingen mennesker overhovedet, kun skærme, maskiner, smarte sofaer og reoler med film, musik, børnebøger og krimier …

Ringede til min bank (en butik, læge, forsikringsselskab, supporter …) og ventede en halv time, mens jeg lyttede til en åndssvag telefonsvarer, der først bad mig trykke dit og dat, oplyste, at jeg med fordel kunne lægge røret på og benytte deres hjemmeside, derefter med 30 sekunders mellemrum forsikrede mig om, at de var glade for min henvendelse og gjorde alt for at besvare min henvendelse så hurtigt som muligt … ?!?

Lå syg og afkræftet på en nusset hospitalsstue. Det var mørk aften. Der var intet personale, man kunne kalde til hjælp i nødsituationer, men masser af mennesker. Fire indlagte i sengene, to af dem dødssyge, én bedøvet sovende, otte-ti besøgende familiemedlemmer med børn, der larmede rundt, og mig, der måtte fortrække til et hjørne ude på en øde gang for at få et øjebliks ro.

Vi indfører ’velfærdsrobotter’, såsom robotstøvsugere, selvkørende hejsekraner, spiserobotter, robotkælesæler og numsespulende wc’er i syge- og ældreplejen, naturligvis ikke for at spare, men for at fremme selvhjulpenhed og selvværdet hos de trængende.

Og vi har aldrig følt os så ensomme, som vi gør nu. Knap ½ mio. danskere angiver i en nylig undersøgelse, at de føler sig ensomme. Det er næsten 10 %.

Det besynderlige er, at der aldrig før har været så mange mennesker i dette land og på denne jord: Alene i min levetid er Danmark og klodens befolkning tredoblet. Hvis vi ikke selv orker at udføre visse jobs, står der hundredtusindvis klar i de hårdt pressede lande omkring Middelhavet og andre steder, hvor vi har tilladt levevilkårene at blive sørgeligt ringe. – Og smider bomber i hovederne på dem ovenikøbet.

Vi har heller aldrig før været så rige, som vi er nu i vor del af verden, og vi burde have masser af penge til at uddanne og aflønne ekspedienter, postbude, bibliotekarer, rengøringsassistenter, hjemmehjælpere, sygeplejersker og læger.

http://politiken.dk/indland/ECE2809742/borgernes-skepsis-bremser-velfaerdsrobotter/

http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2015-02-22-forsker-saa-farlig-er-ensomhed

Fagre nye børneverden

Tante Gru og tante Død på besøg i børnehaven, Vodskov Avis 23.6.-15

Hvad skal vi med monstre, Bøhmanden og børnelokkere, når Kræftens Bekæmpelse har ansat to hvide knokkeldamer til at tage rundt til landets børnehaver og skræmme de små rollinger, så de ikke tør gå ud i solen? – Hvis den skulle vove at vise sig her på vore breddegrader?

Prøv at se drengene yderst til venstre, de kommer aldrig mere til at nyde en skøn sommerdag. Man må gå ud fra, at forældrene er blevet spurgt, før man iværksatte denne kampagne, for solbeskyttelse burde da om noget være forældrenes ansvar – ikke de 3 til 5-åriges.

Lever vi allerede i en grim fremtidsverden, hvor børn skal lære at opholde sig indendørs, i institutioner, på kontorer og i samlehaller, og ikke længes ud i den livgivende sol? Og af pædagoger og interesseorganisationer fra 3-årsalderen indoktrineres til at indtage den rette kost og den rette omgang med sol? Og gå hjem og belære forældrene efterfølgende?

Valg

Plakater i alle lygtepæle, tomme løfter på alle skærme, velfriserede mennesker stalker os og angler efter opmærksomhed og kryds.

Og de har alt for ofte held med det. For vi er ikke længere forankrede i en livssituation med dertil hørende overbevisning. Min penneveninde ville have stemt på blå blok ved dette valg, men sprang til Enhedslisten, fordi hun ikke stolede på Lars Løkkes moral efter alle sagerne med bilagsfusk, luksusrejser og tøj finansieret af andre.

I gamle dage var man enten

lønarbejder = socialdemokrat

godsejer = konservativ

bonde = venstre

husmand, skolelærer = radikal

eller man kunne være kommunist.

Og man var født ind i sin klasse. Nu har folk mistet deres åndelige rødder og skøjter rundt efter enkeltsager og deres egen pengepung, som om de var ude at shoppe dagens tilbud i et stort, farverigt supermarked.

Politik er normalt udtryk for en grundholdning. Enten er man humanist eller materialist. Flere varme hænder, kortere ventelister og en grundydelse, man kan leve af, eller en noget for noget-holdning, der ydmyger folk, der er kommet galt af sted, og stadig opererer med begrebet: Værdigt trængende. Omsorg for alle mennesker og det fælles miljø versus beundring for eneren, der opbygger en virksomhed og tjener til luksusbil og millionvilla uden hensyn til miljø og arbejdsvilkår.

Førhen lå voksne vælgere fast i enten rød eller blå blok, og så kunne de med års mellemrum skifte lidt rundt mellem partierne inden for blokken.

Det forekommer ikke naturligt at hoppe fra den ene blok til den anden. Nu har videnskaben endda fundet ud af, at grundholdningen ligger i vores gener (se bl.a. Edward O. Wilson: The Social Conquest of Earth, USA 2012). Enten er man altruist eller kynisk-praktisk, og de fleste demokratiske lande er netop splittet imellem de to vælgertyper. – Men at placere sig selv til højre eller venstre kræver jo, at man har evnen til at gennemskue, hvad de to fløje står for politisk.

Opbruddet begyndte i 1973, da det nytilkomne parcelhusdanmark og den småttænkende, skatteplagede middelklasse, der pludselig havde fået råd til bil og båd og sommerhus og udlandsrejser og ville have mere, stemte Erhard Jacobsen og Mogens Glistrups protestpartier ind i Folketinget; derefter var der åbnet for helt nye, enøjet selvoptagede, måder at tænke landspolitik på.

Efterhånden som uddannelsessystemet brød sammen, og meget få børn og unge nyder godt af fornuftigt, voksent selskab i det daglige, har man nu fået held med at bilde historieløse og dårligt uddannede unge og yngre voksne ind, at de selv er usårlige og udødelige, at de har frit valg på alle hylder, hvis de bare kan tage sig sammen, og at der ikke er penge nok i verden til at hjælpe alle de syge, arbejdsløse, gamle, og de hårdt medtagede flygtninge, der banker på vores dør, efter at vi aktivt har medvirket til at sønderbombe deres hjemlande.

Så vi er nu havnet i en situation, hvor den danske befolkning har gjort et fremmedangst, bagstræberisk parti, der vil genindføre grænsebomme, til det næststørste og givet det stor indflydelse på en svag og anløben, venstreledet regering. Hvilket vækker opsigt i udlandet og vil skade vores økonomi, eksportmuligheder og tilførselen af kompetent arbejdskraft, så vi alle bliver fattigere.

Derudover stemte vi en velmenende socialpædagog og hans brogede følge af idealister ind med 9 mandater.

Statens berettigelse

Tanker i et valgår

Fyrkatfæstningen ved Hobro.

De første by- og statsdannelser begyndte med nogle bønder, som havde brug for beskyttelse. De havde lagre fulde af korn, de havde værdifulde dyr, og de havde huse, familier og marker at passe på. De mødte andre bønder og omrejsende handelsfolk på markeder og byttede afgrøder, dyr, produkter, såsom brød, pølse, uld og ost for fx metaller, salt, klæde eller penge. Disse bønder og handlende var udsatte for røveriske overfald fra folk, der ernærede sig ved våbenbrug og andre menneskers arbejde. Så den lokale høvding byggede forsvarsværker omkring byerne og betalte soldater med sold, dvs. løn, deraf ordet ’soldat’, så han kunne beskytte befolkningen. Til gengæld fik han ret til at opkræve skat af bøndernes arbejde.

Det blev en lukrativ beskæftigelse at være høvding, konge, kejser, pave. Man kunne underlægge sig større og større områder, indkassere flere og flere skatter og ansætte flere og flere soldater. Det gik, så længe folk følte, at de fik noget, dvs. sikkerhed, for pengene. Hvis bander ustraffet overfaldt fredelige bønder, eller hvis det var farligt at drage til marked, så gik økonomien i stå, skattegrundlaget forsvandt, og folk rejste sig mod magthaverne. Så blev jobbet overtaget af en ny, som sad så længe, han kunne dominere området og passe på sine borgere med soldater, krigsførelse og alliancer.

Også på de indre linjer var beskyttelse af de svage nødvendigt. Man tilstræbte retfærdighed med indførelsen af love, rettergang og straffe. Og man uddelte almisser og oprettede skånejobs. Til magthavernes pligter tilkom infrastruktur, fx forsvarsværker, landeveje og broer, uddannelse af de kvikkeste unge mennesker, så de kunne udfylde vigtige poster i samfundet som administratorer, skatteopkrævere, læger, lærere, dommere, politi, rådgivere, soldater, officerer. Hvis alt gik godt, hvis bønderne kunne producere deres værdier i fred, så blev der akkumuleret store rigdomme ved håndværk, forædling, handel og uddannelse.

I de seneste 100 år har statsmagten tiltaget sig en uhørt stor indflydelse på almindelige borgeres liv. For at øge værdiskabelsen i samfundet lovede man kvinderne, at man ville passe deres børn, deres syge og deres gamle for dem, hvis de bare ville tage hjemmefra og deltage i lønarbejdet.

Man skabte den kontrakt med almindelige arbejdere, kvinder så vel som mænd, at man ville stå klar med hjælp, hvis de skulle miste deres arbejde, blive syge, blive ofre for kriminalitet eller komme ud for andre ulykker. Statsmagten er hermed svulmet op og har påtaget sig alle mulige nye opgaver: børnepasning, ældrepleje, sygepleje og lægehjælp, medicinhjælp, uddannelse, pensioner, kontanthjælp, børnepenge, boligsikring … På et tidspunkt løb det hele løbsk, de fælles udgifter bredte sig som skvalderkål i et godt gennemgravet muldbed og omfatter nu også akrobatkurser, kunstvideoer, bycykler, håndværkerfradrag, store reklamekampagner om den rette kost o.m.a.

Vi blev i mellemtiden en slags demokratisk samfund, og ingen politikere bliver valgt på nedskæringer og rationaliseringer, så løfter og gode idéer er blevet implementeret efter tilfældighedernes princip, og større eller mindre dele af befolkningen rejser sig og skriger, når det af og til er nødvendigt at afskaffe og forenkle al denne offentlige foretagsomhed.

Da vore politikere ikke længere er ældre, veluddannede og livserfarne mennesker med viden om verden og visioner om et bedre samfund for alle, men snarere er stadig yngre charlataner, der hellere vil deltage i ’Vild med dans’, jagte popstjerneautografer eller ligge og uploade selfies inde på Facebook, mens de oppebærer deres pæne og sikre lønninger, så spildes der ikke megen hjernekraft på at fordele de skattepenge, vi har til rådighed, på retfærdig vis blandt de mest trængende, eller på at definere og forsøge at finde tilbage til statens kerneområder. Dansk politik handler alt for ofte om ’Dagens tilbud’, som følger i halen på strømninger og skvulp på de sociale medier, og ’Studehandler i porten’, hvor man bytter lidt hjælp til et kattehjem eller en ekstracheck til pensionisterne for en ja-stemme til den samlede finanslov, der måske i sin helhed forringer velfærden for både dyr og pensionister i landet.

Vi er blevet for mange, og ydelserne er blevet bunket sammen i årevis og fremstår ofte tåbelige og urealistiske. Til gengæld oplever vi dagligt at:

● Syge mennesker bliver bedt om at udholde urimelige ventetider både på almindelig behandling af almindelige lidelser og i alvorlige, akutte situationer.

● Børn og unge udsættes for sporadiske og inkompetente pasnings- og uddannelsesforløb.

● Ældre, svagelige mennesker bliver venligt, men bestemt, bedt om at passe sig selv.

● Ofre for kriminalitet bliver bedt om at sende en anmeldelse pr. mailblanket; så vil politiet overveje, om de kan afse nogle minutter til at kigge på det om et par dage, når weekenden er overstået.

● Mennesker, der har brug for et lille, men dog for dem vigtigt, månedligt beløb, så de kan bo og leve, bliver mistænkeliggjort, jaget rundt med, sat i ydmygende arbejdstilbud eller bliver beordret til at spilde deres tid på kurser, hvor de skal sende udsigtsløse ansøgninger og sidde i rundkreds og fortælle åbenlyse idioter, hvilken slags fugl de selv synes, de er …

● Landbruget får lov at mishandle dyr i millionvis og svine med gylle, gift og medicin, så resistente bakteriestammer nu truer hele befolkningens helbred.

● Det mest vanvittige er måske, at det, der startede som et forsvar for landets udsatte indbyggere, nu af karrierebevidste politikere er blevet forvandlet til en angrebshær, som vi bruger til at bombe og dræbe mennesker i fjerne lande med.

Vi kan fra de seneste 100 år med lethed pege på et antal af fejlslagne stater, hvor befolkningerne søgte nye løsninger i form af højre- eller venstreekstremisme, diktatorer, religiøs fanatisme, krig, terror og revolution. Også i Europa. Også i vore nærmeste nabolande.

Mange skattebetalende borgere er i disse år begyndt at spørge sig selv, hvad de i grunden får for deres medlemskontingent til Danmark, når deres syge forældre ingen hjælp får, mens der arrangeres ’events’ og opstilles amatørkunst, der skal sætte Danmark på verdenskortet – som om landet nogensinde har været i fare for at dratte af noget kort, og der rejses på 1. klasse for alle pengene.

Det kunne komme så vidt, at statens legitimitet bortfalder, hvis man ikke længere kan forsvare de handlinger, den foretager på vore vegne, og når borgerne ikke længere føler sig repræsenterede og trygge. Det er vel et tydeligt bevis på uddannelsessystemets generelle sammenbrud, at det konstitutionelle monarki og de folkevalgtes opførsel efterhånden kan forveksles med den professionelle underholdningsindustri. Når man begynder at sætte sit kryds ved entertainere, klovne og Mickey Mouse, fordi det forekommer den stemmeberettigede borger at være ét fedt.

Af antidemokratiske absurditeter kunne man jo nævne kongehuset, hvor en jammerlig gammel franskmand, som vi har understøttet på fornemste vis igennem det meste hans liv, nu sidder og flæber i udenlandsk tv over, at han ikke kan kalde sig konge af Danmark, mens hans yngste søn ligeledes af mangel på reelt indhold i tilværelsen ligger og flytter rundt mellem slotte og millionvillaer med sine luksusbiler, børn og forskellige, udenlandske koner.

Og Kirkeministeriet, en afdeling for religion og overtro i statsligt regi, en sammenblanding af kirke og stat, som ikke bør findes i et klarhjernet, moderne land i dag.

Vi skal ikke indføre en såkaldt ’minimalstat’, men vi skal huske, at en minister er en tjener, og at hun skal arbejde på at genfinde og koncentrere sig om statens kerneområder, som kort sagt består i forsvar, infrastruktur og i at forvalte retfærdighed ved at tage hånd om de svageste, de, der ikke kan klare sig selv.

Svage i denne forbindelse er:

Børn, syge, gamle, fattige, flygtninge, historieløse, uvidende, uuddannede, dyr, planter og miljøet – En stat, der ikke beskytter sine indbyggere, dyr, luften, vandet og jorden kan jo ikke eksistere længe.