Samfund – Side 15 – blog.loneandrup.dk

Historiefortælling

Denne familie sad på en kaffebar i Firenze få meter fra det berømte dåbskapel og havde en urolig ca. et-årig med sig, men alligevel sad de og sms’ede og opdaterede FB m.m., mens ungen vred sig som en orm. De sansede intet, heller ikke at jeg fotograferede dem, de gav bare den lille hans egen grønne baby-IPad …

Da vi fik et sprog, begyndte vi straks at fortælle hinanden historier: − Så gjorde jeg … Så sagde hun … Din bedstefar gik op på bjerget … Verden begyndte, da …

Eller man foredrog lange, syngende beretninger om aftenen, når flokken var mæt og samlet omkring bålet.

Derefter begyndte vi at opføre historier for hinanden: − Nu er jeg jægeren, og han er ræven, se, her kommer vi … Eller slapsticks og skæmtsomme dialoger mellem pigen og bejleren, manden og svigermoderen.

Man kunne tegne optrin, symboler, drømmesyn og andet på væggene i huler eller blot afsætte et aftryk af sin hånd for at vise, at man havde været der og havde sin helt egen plads i flokken.

De musisk følsomme kunne formidle historier, stemninger ved hjælp af sang, rytmer, instrumenter, hvoraf trommen og fløjten var blandt de første.

Skriftsproget kunne, udover at holde styr på kornsække og okser, også bruges til at fastholde historier, og med trykkekunsten blev historierne, i vores kulturkreds først biblen, vidt udbredt. Derefter kolporterede man en syndflod af nyheder, lærde betragtninger og fortællinger, i begyndelsen religiøse, senere særdeles verdslige.

Også billedkunsten gennemgik en eksplosiv udvikling, kvalitativt og kvantitativt, da den først slap religiøsitetens skørter og kunne boltre sig i de fængende historier fra mytologien, hvor der heldigvis ofte optrådte delvist afklædte personer. Derefter var slaget frit, og billedkunst og skulptur kunne være hvad som helst, bare nogen borgede for, at det var ‘kunst’.

Med ny teknologi kom filmen, den visuelle fortælling underlagt musik, som er meget effektfuld, fordi vi mennesker overvejende er visuelle dyr, som oplever intenst med synssansen. Film og tv har da også hurtigt fået den dominerende plads i vores massekultur. − Det er langt nemmere og hurtigere at se en film end at læse en bog, og film gør også normalt et større følelsesmæssigt indtryk.

Mere teknologisk udvikling bragte os smartphones og internettet, og nu deltager vi alle i den store kollektive fortælling med hver vores egen lille stump, som vi filmer, fotograferer, skriver og øjeblikkeligt uploader til vor egen blog eller til de store, fælles platforme, Twitter, Facebook, Instagram, Flickr, YouTube og hvad de ellers hedder …

Det flimrende lys fra skærme, larm og bippen fra alskens apparater, det lille rum, vi skaber os midt i den upersonlige flok ved at færdes med ørepropper, og et lydtapet, musik, nyheder, samtaler, vi selv vælger, isolerer os yderligere fra mennesker omkring os.

Der er ikke længere store samlende fortællinger, religiøse, mytologiske, psykologiske, men milliarder af små, personlige fortællinger: Ved at filme vores morgenmad, børn, skrivebord, opslagstavle, indretning eller påklædning viser vi verden, hvem vi er, fordi vi fortæller historien om os selv ved hjælp af vores forbrug: Hvis jeg lægger 800 kr. for denne parfume, så er jeg nok en helt speciel personlighed ligesom hende damen i filmen.

Vi er nemlig nu så mange mennesker på denne klode, at vi er begyndt at ligne hinanden enormt. Derfor bruger vi hele tiden ordet ’unik’ og forsøger at skille os ud på akkurat samme måde, som alle de andre i vores kulturkreds, aldersgruppe og økonomiske segment gør.

Så ytringsprocesserne er blevet demokratiserede, enhver kan ytre sig, uploade et foto af sig selv på ferie, af sin fotogene morgenmad med friske bær, af sin bedårende kat, af sine moderigtige børn og originale indretning, skrive om sine indtryk, men er der stadig nogen tilbage derude, der gider se, lytte, læse?

Velgørenhed …

… er ved at udarte sig til en omfattende forretning i dette land. Når man ikke kan gå på gaden i fred for pågående, unge sælgere, når man ustandseligt bliver ringet op af vildtfremmede, der forsøger at prakke én noget velgørende på, når unge kvinder med raslebøsser og småbørn på slæb ringer på ens dør hver anden søndag, så er det blevet for meget!

TV2 har et stort anlagt underholdningsprogram, som de en smule overmodigt kalder ’Knæk cancer’, hvor folk og navnlig virksomheder i fuld offentlighed kan skaffe sig lidt PR ved at donere et beløb til den gode sag. Da de sendte programmet anden gang, måtte man spørge sig selv, om det virkelig var nødvendigt? Vi ’knækkede’ jo cancer sidste år. Med nogle års mellemrum kommer tv-stationerne også i tanke om Afrika, hvis plagede befolkning gør sig godt på billeder.

Når overfriske Oliver eller Sofie Amalie med den flirtende lillepigestemme ringer op og tager ti minutter af min tid, mens hun forsøger at overtale mig til at donere et beløb til fx kræftramte børn, så fortæller jeg hende: − A. : At kræftbehandling i dette land bør være en offentlig opgave. Vi afleverer trods alt en pæn del af vores indkomst til skat. − B. : At jeg ikke ville have råd til at donere så meget, at det ville kunne betale hendes løn i den tid, det tager hende at overtale mig. − Når hun så lyder fornærmet, for ’Hvem kan være imod kræftsyge børn?’, så fortæller jeg hende, at hun får penge, måske endda mine, for at spilde min tid. − Hvad bliver der til overs til de stakkels, sygdomsramte børn? − Slut på den samtale! − Hvorefter Sofie Amalie ryster på hovedet, bander over den ufølsomme gamle kælling og ufortrødent ringer og forstyrrer et nyt menneske med sin gode sag, dvs. sin egen timeløn.

Jeg ved præcis, hvordan de der indsamlere har det. I en årrække samlede jeg ind for Røde Kors en søndag i oktober måned. Og jeg gik fra dør til dør og følte mig GOOOD. De, der straks fik pungen frem og med et smil proppede sedler i min indsamlingsbøsse, var også GOOODE mennesker. Mens de, der sagde nej-tak, der havde en eller anden dødssyg undskyldning, som fx at de allerede havde givet et beløb til sagen, de der gemte sig eller ikke gad lukke op, de var DÅÅÅRLIGE mennesker sammenlignet med mig. − Men så begyndte jeg at tænke over rimeligheden i, at jeg − der aldrig selv har kunnet skaffe mig en anstændig løn for mit arbejde − skulle bruge en halv søndag på at forstyrre andre menneskers søndag for at samle ind til et stort, multinationalt foretagende, hvis direktører får millionlønninger og gyldne aftrædelsesordninger, og hvis ansatte sikkert alle får en pæn hyre, gratis rejser og en klækkelig pension.

En af mine veninder giver altid i hundredvis af kroner, når hun får mails fra et udenlandsk foretagende, der samler penge ind til mishandlede dyr. Der er altid sådan nogle skrækindjagende billeder af katte uden hjerneskal, hunde med åbne sår og sørgmodige øjne, bjørne og aber i alt for små og snavsede bure … Det får aldrig ende, og uanset hvor mange penge, min veninde sender, kommer der altid nye, rædsomme billeder, som åbenbart virker og får folk til lommerne, ligesom sultne sorte børn med fluer i øjnene gør det. − Men hvem betaler for, at nogle mennesker kan sidde og sende de frygtelige mails rundt? Eller rejser rundt og tager billederne?

I USA, som vi altid prøver at efterabe, er privat velgørenhed en stor og nødvendig ting. Men i vores lille velfærdsland, hvor skatteprocenten er tårnhøj, har vi for længe siden valgt at lade fællesskabet tage sig af bl.a. sygdomme, dyrebeskyttelse og ulandsbistand. Det gør det bare ikke så godt, fællesskabet. Der er alenlange ventelister, og danske kræftpatienter dør hurtigere, end kræftpatienter i andre, nærliggende lande. Vores dyr, navnlig i fødevare- og skindproduktionen lider en stor del af deres korte, unaturlige liv. Vores hjælp til fattige udviklingslande består for en stor dels vedkommende af tilskud til danske erhvervsvirksomheder. − Hvorfor tror folk så, at flere penge er løsningen? Kunne det ikke være et spørgsmål om politisk at prioritere vores fælles ressourcer, således at vi fx hellere ville lade skattekronerne gå til kræftforskning end til Lars Løkke Rasmussens uhørt kostbare underbukser og jakkesæt? Til klimaet end til samme mands luksusflyrejser, rygekabiner og rygerrengøring på alt for dyre hotelværelser? Til hospitalsklovne end til overlægernes middage på Michelinrestauranter? Til syge og trængende dyr og mennesker, snarere end til lille Oliver eller Sofie Amalies mobilregninger, modetøj og weekendfornøjelser? Men den diskussion tager man jo ikke med en facer, en trappeartist eller med en telemarketingsassistent, der er helt grøn og frisk fra skolens niende klasse og bare skal tjene til sine egne lommepenge.

Når det drejer sig om velgørenhed, er det efterhånden blevet et spørgsmål om at fremstå GOOOD offentligt. På gaden, på Facebook eller i tv. Og det kan være vanskeligt at købe et brød uden at skulle finansiere selvgode virksomheders image, ’Støt brysterne’, som det så usmageligt hedder, eller 1 kr. pr. brød går ubeskåret til Borneos regnskov eller til gadebørn i Indien … Sådanne ’velgørende’ produkter køber jeg aldrig. Der er en klam bagtanke om at fremstå GOOOD bag hele konceptet, som jeg reagerer imod. Jeg vil gerne selv bestemme, hvem jeg skal støtte udover skattevæsnet og fællesskabet, og hvis et firma har råd til at støtte godgørende projekter, så er deres priser for høje. De burde blande forbrugerne udenom, støtte hvad de vil for deres egne, private penge, og forsøge at holde deres kæft med det. − Se, det ville være god stil.

Her i huset har vi valgt den nemme vej. Vi har, hidtil i al stilfærdighed, hver eneste måned igennem 30 år betalt til et barn i Afrika. Vi er nu på tredje barn, og hun og hendes familie får, lige som de to foregående familier, tag over hovedet, mad, medicin og uddannelse. Ingen af vores afrikanske børn har været belastet med personlig kontakt og dertil hørende anglen efter taknemmelighed. De har blot fået et beløb hver måned og lidt ekstra til jul, fødselsdag og andre, særlige lejligheder, og det er det, vi har besluttet, at vi kan undvære, og som vi undværer med glæde.

Så kække Oliver og Sofie Amalie burde finde noget mere fornuftigt at tage sig til. Fx en uddannelse. Så de fik råd til at støtte mennesker og dyr i nød selv, og ikke behøvede at sidde på deres flade og spilde deres egen og andres tid.

Vi har fået en omfattende godgørenhedsindustri, der ganske som vore politikere kun synes at være i faget for at skrabe så meget som muligt sammen til sig selv.

Hvorfor skriger de små piger?

Børnefødselsdag anno 1962: Selv om drengene løb rundt og løftede op i pigernes pæne kjoler, mens de var i gang med en sangleg, var der ingen, der kunne drømme om at skrige højt eller løbe hovedløst omkring.

Ude ved busstoppestedet stod en lille, køn pige på ca. 8 år og skreg. Hun skreg og hoppede og hylede overgearet. Hun var ikke kommet til skade. Hun var ikke udsat for overgreb. Hun var bare glad og højrøstet og spillede fuldkommen uhæmmet op til mig og hunden, så jeg måtte gelejde det foruroligede dyr i en stor bue udenom. Udover tilfældige forbipasserende havde pigen som publikum to jævnaldrende drenge. Vi kunne høre hendes hæmningsløse hvinen i endnu ti minutter, indtil bussen kom og tog hende væk.

Min ven og jeg sad i nærheden af en have, hvor der helt åbenlyst var børnefødselsdag. Pigefødselsdag. Pludselig blev en horde 8 – 10-årige, hysterisk skrigende piger lukket ud på græsplænen, og her skreg, hylede, løb og hvinede de sanseløst omkring i to stive klokketimer. Ingen greb ind. Ingen voksne fandt det nødvendigt at dæmpe pigerne og måske arrangere en leg, selv om deres små kroppe og stemmer helt åbenlyst var presset til det yderste. Min ven og jeg kunne ikke høre, hvad vi selv sagde, selv om vi sad 50 m borte bag hække og hegn, men vi kunne jo bare gå ind og lukke døre og vinduer bag os. Det kunne småpigerne og deres forældre ikke.

Hvis jeg havde skreget sådan på et offentligt sted eller til en børnefødselsdag, da jeg i begyndelsen af 1960’erne var på disse pigers alder, ville jeg have fået et par på hovedet. Omgående. Enten af mine forældre eller af andre voksne. Der var dengang nul tolerance over for små piger, der ’skabte sig’, var ’hysteriske’ og ’gjorde sig til’.

Da vi vidste, at vi ikke kunne opnå noget ved at hyle op, snakkede eller legede vi for det meste stilfærdigt og pænt og lærte også at underholde os selv fx med en bog i længere tidsintervaller. Skulle der skriges igennem, havde vi altid en rummelig baghave, en mark eller et stykke skov, hvor vi kunne være alene uden de voksnes overvågning, men jeg erindrer ikke noget behov for at erstatte meningsfuld leg med formålsløst skrigeri.

Når småpiger i dag rutinemæssigt stiller sig op og skriger som slagtesvin, hvordan er lydniveauet så i børnehaverne? I skolernes frikvarterer? I klasselokalerne? På gangene? I pasningsordningerne? Er det langsomt skredet, så de voksne, der dagligt omgås børn, dvs. forældre og pædagoger, har vænnet sig til lydniveauet og blot anskaffer høreværn til de mest sensible småbørn og til dem med diagnoser? Hvordan kan forældre, bedsteforældre og pædagoger holde ud at høre på dem? Hvad gør det ved børnenes psyke og kroppe, at de kører på så højt et stressniveau i timevis måske hver eneste dag i årevis? Hvorfor er der ingen, der griber ind? Stopper dem? Viser dem, hvordan man kunne opføre sig, og strukturerer deres aktiviteter til glæde for alle parter?

Hvad gør drengene? Skriger de også? Eller slår de? Eller lukker de sig inde i sig selv med noget elektronik?

Man har overladt børn for meget til den bestialske alles kamp mod alle i grupper af andre børn uden forældre eller andre engagerede voksnes moderation, interesse og kærlighed, lige fra de var helt små. Vore pigebørn har skullet skrige sig til en smule opmærksomhed i konkurrence med alt muligt andet og de andre, så nu er det ikke længere muligt at få ørenlyd.

Hvilken slags mennesker kommer der ud af det, når vore kære små uophørligt befinder sig i den højeste grad af ophidselse?

Tiggere

Hver fredag eftermiddag, når min mand og jeg ruller ind i den nærliggende Kvickly med vores indkøbsvogn, mødes vi af de tryglende, men også brændende bestemte, øjne fra en yngre mand eller kvinde, der står lige i indgangen med bladet ’Hus forbi’.

De er svære at passere, øjnene, og i de første år gav vi altid en tyver uden at ville bebyrdes med tryksagen. Bare for at kunne købe vore egne fornødenheder uden ubehag og dårlig samvittighed. − Bevares. − Vi er som danskere ikke vant til at omgås tiggere, men vi kan sagtens undvære en tyver, og vi hjælper naturligvis gerne, hvis nogen er i nød. − Hvis et par rare mennesker er strandet og mangler til billetten hjem. Eller til lige at klare skærene i en periode.

Efterhånden mødte jeg parret i bussen, andre steder i byen, i butikker, hvor de talte sammen eller i smartphones på et østeuropæisk sprog, købte ind, i det hele taget opførte sig som alle andre, men hver fredag eftermiddag, året igennem, i årevis, stod den ene eller den anden på plads foran min dagligvarebutik med en lille avis som dække for et − åbenbart − tilpas profitabelt tiggeri.

Da gik det op for mig, at jeg ikke er så godgørende og overbærende, som jeg gerne ville tro, at jeg var. Jeg opfattede parrets årelange tilstedeværelse som ubehagelig afpresning og kørte ofte 20 km længere for at kunne købe ind i en konkurrerende butik, hvor indgangen ikke var besat af intimiderende tiggere. Indtil jeg begyndte at spørge mig selv og butikspersonalet om, hvornår − og af hvem − det var blevet besluttet, at vi, dvs. butikkens kunder, skulle underholde et ungt, arbejdsført par tilsyneladende for stedse? Og hvis butikken fandt det væsentligt at forstrække disse mennesker med penge, hvorfor gjorde de det så ikke bare selv og blandede kunderne udenom?

I Danmark er tiggeri forbudt jvf. straffelovens kap. 22:

§ 197: Den, der imod politiets advarsel gør sig skyldig i betleri, eller som tillader, at nogen under 18 år, der hører til hans husstand, betler, straffes med fængsel indtil 6 måneder.

Lovens ord er ret klare; alligevel ser vi dem overalt, tiggerne, nu står de blot med et blad, ’Hus forbi’, et initiativ, som skulle forbedre forholdene for de hjemløse, men som ser ud til blot at fastholde nogle stakler i en uværdig tilværelse.

Vi har i dette lille smørhul af et land forlængst besluttet, at det er en fælles opgave at sørge for dem, der ikke kan sørge for sig selv, deres ægtefæller og børn. Den første lov imod tiggeri er fra 1708 − altså mere end 300 år gammel. Direkte tiggeri og almisser, som det blev kaldt, ansås for nedværdigende for begge parter: både for den, der strakte hånden frem, og for dem, der måtte finde pungen frem. Derfor lod vi staten overtage opgaven med at underholde de fattigste.

I min barndom i 50’erne så man aldrig en tigger. Det fandtes simpelthen ikke. Der kunne komme en skærslipper forbi og tilbyde at slibe knive og sakse, eller en sjælden gang en arbejdsløs, som tilbød at give en hånd med med forefaldende arbejde for et måltid mad. Ude på gårdene tog man ham på ordet og satte ham til at muge ud, kalke eller reparere et hegn, og hvis hænderne sad rigtigt på ham, kunne han blive i uger for kost og logi og fik gerne en lille slant med sig, når han drog videre. Men fruerne inde i byerne gav som regel bare en krone eller to, som han kunne drikke op eller drage videre med. Kun de allermest påholdende ville herse lidt rundt med ham først.

Da loven om betleri blev vedtaget, eksisterede EU ikke, og strømmen af førlige mænd og kvinder fra østlande, hvor jobmuligheder og lønninger ligger langt under vores niveau, kunne ikke forudses.

Vi er i dette land, i hvert fald i min del af landet, stadig uvante med professionelt tiggeri, ligesom vi er ubekvemme ved drikkepenge, aggressive skopudsere, souvenirsælgere o.l.

Argumentet for at lade folk, danskere såvel som udlændinge, stå og tigge under påskud af at sælge ’aviser’ på gader, banegårde og ved indkøbscentre er, at det forebygger kriminalitet. Men er det i så fald ikke et politimæssigt problem?

Hvis vores lille velfærds- og retssamfund fungerede, som det skulle, og som vi alle forventer og betaler for, at det gør, så ville der hverken være tiggere eller tyveknægte i de mængder, vi efterhånden oplever.

Danske værdier?

‘ … jeg er på mine børnebørns vegne bekymret over at være vokset op i en tid, der har haft selvtillid nok til i løbet af et par generationer at skille sig af med tusind års skik og brug. Ikke mindst fordi vi allerede længe har haft lejlighed til at vurdere, hvad der er kommet i stedet for.’ side 229, LIMFJORDEN I af Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Der er megen snak om danske værdier for tiden, men jeg kan ærligt talt ikke se, hvad de skulle bestå i. Bortset, naturligvis, fra magten til at tvinge folk, der ikke bryder sig om det, til at æde svinekød allerede fra vuggestuealderen.

Vi er stolte af vores svinekød, som produceres og slagtes under kummerlige forhold med 25.000 selvdøde smågrise i staldene pr. dag, med enorme mængder af penicillin og multiresistente bakterier, som nu er begyndt at true vor egen sundhed i alvorlig grad.

Førhen var vi en fredsbevarende nation, der sendte observationsstyrker til Gazastriben, Cypern, Eksjugoslavien og andre brændpunkter, før vi under Anders Fogh Rasmussen pludselig blev en krigsførende nation, der uden FN-mandat løb i hælene på USA og sendte angrebstropper ind i Irak, senere Afghanistan og bombede Libyen.

Et af vore store provinsdagblade syntes for nogle år siden, at det tilkom dets kulturredaktør at tage et opgør med Islams tusind år gamle dogmer og lagde sig derved ud med ca. 1 mia. mennesker, som, ifølge avisen, skulle lære at kunne tåle spot og hån …

Vi sender vor gymnasieungdom til andre lande, hvor de mindreårige drikker sig fra sans og samling, brækker sig, laver ballade og raserer ærværdige kulturbyer iført tøj, hvis æstetik er lånt fra pornofilm. Forældre og lærere er tilsyneladende magtesløse, for de giver udtryk for, at det må være rejsebureauernes opgave at sørge for, at de unge opfører sig ordentligt og ikke kommer til skade. Dansk politi sender hjælpsomt fire betjente med de unge.

Vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autografer og tage selfies af sig selv sammen med andre statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om Nelson Mandela, en af de seneste hundrede års betydeligste mænd.

Hendes konkurrent til posten, formanden for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, genererer ustandseligt sager med sit private luksusforbrug for det offentliges penge, og så var han statsminister, da den ubehagelige skattesag opstod, hvor ministre og deres rådgivere, når det drejede sig om en førende oppositionspolitiker, havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirksomhed, hvilket er ret pinligt i et vestligt demokrati, som gang på gang drog i krig mod arabiske lande angiveligt for at lære dem forskellen.

Vi siger ’fuck’ til alting i en sådan grad, at engelsktalende lande regelmæssigt kommenterer vore reklamefilm eller programtitler : ’So F…ing special’ o.l., som sikkert lyder smart i unge programmedarbejderes øren, men som er dybt pinlige, når de rammer et mere modent, sprogkyndigt publikum.

Så anbragte en kunstner nogle rådnende grise i montrer på et museum. Da reaktionerne stilnede af, proppede en anden et par guldfisk i en blender, og en tredje skabte en skulptur bestående af udstoppede hundehvalpe. Den zoologiske have i København toppede så her i vinterferien med, for øjnene af tusindvis af børn og voksne, at dræbe og partere giraffen Marius. Angiveligt som et ’pædagogisk projekt’, så ungerne kunne lære ’hvad der sker med overflødige dyr’ … Tv-billederne viser chokerede børneansigter, og for mange af dem bliver en hyggelig familieudflugt i zoo aldrig det samme igen.

Hvad sker der med os? Er intet helligt længere? − Børn må gerne se et dyr blive slagtet og parteret, men da ikke for sjovs skyld? For billetsalget, omtalen og underholdningens skyld? − Det er jo usømmelig omgang med lig! Og så havde dyret til overflod et navn. Marius. − Kom unger! Vi skal i zoo og se Marius blive skudt og kastet for løverne! − Minder det om noget? Panem et circenses? De offentlige opsprætninger af prostituerede, mordere og andre ulykkelige, afdøde fattige i de parisiske ’teatre’, som folk kunne købe billetter til? Udpakningen af egyptiske mumier under selskabelige former i den engelske overklasse?

Er der ikke længere voksne i blandt os? Ingen dømmekraft tilbage? Er vi kun ude på at sprænge tabuer og overskride grænser i pubertær vildskab og skaffe os dårlig omtale internationalt?

De unge, der tomlede eller interrailede sig igennem alverdens lande i 70’erne og 80’erne, var stolte af at være danskere, og de syede iøjnefaldende store, danske flag på deres rygsække. For som dansker blev man respekteret og godt modtaget allevegne. Det er vist definitivt slut. Nu vækker vi kun undren.

Aktuelle kommentarer

Ingen synes at forbinde det høje antal cuttere, spiseforstyrrelser, stofmisbrug, angst- og depressionsprægede unge og overdreven ungdommelig druk i ind- og udland med den ekstremt tidlige institutionalisering af danske, førsproglige småbørn i vuggestuer og dagplejer, hvor de, ifølge en forsker, driver rundt som ’sanseløse pingviner’ en stor del af deres vågne tid. − Førsproglige småbørn ved ikke, om de bliver hentet igen. De oplever traumatiserende brud i dagligdagen, bliver hentet og bragt, stresset tidligt og sent, møder nye pædagoger og gæstedagplejere vekslende med bedsteforældre og forældrenes venner og andre børns forældre. De bliver passet af professionelle uden ægte kærlighed, opmærksomhed og interesse i konkurrence med flokke af jævnaldrende i de mest følsomme år af deres liv og kan meget vel påføres en kronisk mangel på basal tryghed og selvtillid, som slår ud senere. Men vi er mest optaget af at PISA-teste dem…

»Der kan ikke være nogen tydeligere åbenbaring af et samfunds sjæl end den måde, hvorpå det behandler dets børn«, Nelson Mandela

True folk på deres livsgrundlag til at lade sig tvangsoperere for fx dårlig ryg? Ikke siden tvangssterilisationerne af psykisk handikappede og ’moralsk degenererede’ i 1930’erne har vi været så langt ude. Ikke engang læger må behandle nogen, og da slet ikke operere, uden udtrykkeligt samtykke. Så må kommunens ansatte vel heller ikke tvinge folk under kniven. Jeg ønsker ikke at vide, hvordan der ser ud inde i hovedet på ophavspersonen til det forslag. Er der nogen, der tror, at der findes mennesker, der nyder at gå hjemme med smerter i ryggen i stedet for at lade sig operere, hvis en sådan mirakelløsning var mulig i deres tilfælde? Og hvem har ansvaret, hvis operationen mislykkes? Der er åbenbart ikke længere grænser for, hvor langt man vil gå i forsøget på at spare et par skillinger. Og der er altid nogle omklamrende kommunale M/K’ere, som mener at vide bedre end selv uddannede læger. Man kan jo håbe, at vore læger nægter at medvirke til dette barbari.

Små mænd og næser

Tænk engang, hvor overraskende storsindet og statsmandsagtig Lars Løkke ville have fremstået, hvis han, i stedet for at gå med på Enhedslistens sure spil om påtalen, næsen, til Helle Thorning, havde erklæret sig tilfreds med en PET-chef og en justitsministers afgang. Tænk, hvis han med et varmt smil havde afvist enhver videre snak om kalendere og Christianiabesøg som bagateller og tidsspild. Nu, hvor ikke engang en lille næse kunne vedtages, ligner han som sædvanlig blot en smålig og formatløs, lille mand.

Arvingerne

Nu har vi set et par afsnit af DR’s dramaserie, og vi spekulerer på, om der virkelig er nogen i dette land, udover forfatteren, der tror på, at fire hel- og halvsøskende og en eksmand får lov til selv at gå og fifle med deres arvesager, disponere over huse, biler og kunstværker og forsøge at snyde hinanden til at skrive under på dette og hint. At der ikke meget hurtigt i forløbet ville optræde en uvildig advokat eller skifteret, der båndlægger værdierne, huse, biler, kunstværker m.m., til langt over 10 mio. kr., og påser, at det hele går retfærdigt til. Fakta og realisme kan skam også være dramatisk, hvorimod uvidenhed og dumhed bare er uinteressant. − Skuespillerne spiller usædvanligt godt, hvis man sammenligner med andre, danskproducerede film og serier, men noget monotont og helt uden udvikling, hvilket må skyldes det uigennemtænkte, tomt effektsøgende manuskript.

Overgrebene på den unge digter, Yahya Hassan, vil ingen ende tage:

Først fra hans egen familie, navnlig faderen.

Så fra et system, der anbragte ham på en institution, hvor der tilsyneladende var store problemer med både fysiske og verbale overgreb og grænser.

Så gav man ham en kontaktperson, der udnyttede ham seksuelt, selv om han var mindreårig, og hun var mere end dobbelt så gammel som han.

Så topper denne person, som burde have været der for ham, tillidsbruddet ved at skrive en bog om forholdet og hænge ham ud offentligt.

Derudover overfaldes han og udsættes for trusler fra religiøse grupperinger, som føler sig fornærmet af hans ord.

Burde vi ikke snart besinde os og begynde at tage vare på ham?

Om kunstneriske prætentioner

Nogle mennesker tror, at hvis de bare udtrykker sig tilpas sløret, upræcist og tåget, med et ’jeg’ og et ’du’, med ordstrømmende omveje uden egentlige pointer eller mening, med uskarpe billeder eller med dårlig lyd, så er de rigtige kunstnere.

Der er sket noget med de moderne kommunikationsmidler:

Først sender min mor mig et brev

Så sender jeg hende en mail med et par fotos og tak for brevet

Så sender jeg hende en sms, hvor jeg skriver, at jeg har sendt hende en mail

Så ringer hun for at sige, at hun har læst min mail

Dømmekraft blandt de ypperste af vore folkevalgte

Mens vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autografer og tage upassende selfies af sig selv sammen med rigtige statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om en af de seneste hundrede års betydeligste mænd, så må den ene efter den anden af hendes ministre gå af pga. fiflen med love og regler og generel udygtighed i systemet: Uffe Elbæk, Christian Friis Bach og Morten Bødskov. Annette Vilhelmsen har anbragt sig midt i farezonen med tildeling af offentlige midler uden om almindelige ansøgningsregler. I oppositionen går det heller ikke for godt: Der er (endnu en af) Løkkes sager om personlig luksus og overforbrug for andres penge, og så er der den ubehagelige skattesag, hvor ministre og deres rådgivere havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirksomhed, hvilket er uhørt pinligt i et vestligt demokrati, som kastede sig ud i blodige angrebskrige angiveligt for at lære ’mindre udviklede lande’ forskellen.

De evige værter

DR orker kun sjældent at finde nye ansigter og værter til programmerne. Når de én gang har hyret en fyr eller fyrinde, og det synes at fungere blot nogenlunde, så flytter de ind for altid og bliver en uafrystelig del af DR-familien. Som oldefædre, hyggeonkler, mostre, fiffige fætre og kække kusiner, man aldrig, aldrig slipper for igen. Som det er sket for metusalemmet Søren Ryge, for Puk Elgaard, Christine Feldthaus, Anne Glad, Adrian Hughes, brødrene Price, brødrene Madsen, kagebager Blomsterberg, Thomas Skov, Louise Wolff, Lise Rønne og de to komplet indsigtsløse fænomener Felix og Emil. De her nævnte optræder ikke blot i et enkelt program, som man så kunne lade være med at se, hvis man kørte træt. Næh, de optræder alle i en to-tre forskellige programmer og dukker desuden ustandseligt op i hinandens programmer eller til overflod i Aftenshowet og i den øvrige programflade, indtil man når kvalmegrænsen. Og det gør man uafværgeligt, uanset hvor dygtige og sympatiske de eventuelt var til at begynde med.

Når der sker noget for unge mennesker, en forlovelse, et bryllup, en rejse, en ny kat, en sygdom, en fødsel el. lign., så overvejer de allerførst pressestrategien: Hvem skal have hvad at vide hvornår, og hvornår kan man skrive det på Facebook. Først derefter forsøger de at være med i det, der sker.

Ang. det omfattende metrobyggeri i København: Nu gider vi jyder ikke høre på mere klynk og jammer over støjgener fra velaflagte mennesker, der har valgt at bo midt i hovedstaden. Mennesker, der bliver lyttet til og økonomisk kompenseret, og hvis centralt beliggende lejligheders værdi stiger betragteligt, når metroen en dag står færdig.

At ville forbyde folk at ryge i deres egne hjem eller biler:

Vi har længe haft tradition for, at folk måtte arbejde, stresse, medicinere, sniffe, drikke, æde eller sprøjte sig ihjel uden videre indblanding, hvis det var det, de lystede. Rygning skader ikke nævneværdigt på det overordnede niveau. Hvis man virkelig ville have mere plads på hospitalerne og renere luft, skulle man forbyde en stor del af industrien samt biler, lastbiler, busser, tog, skibsfart og flyrejser. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Er det realistisk? Har vi nogen som helst indflydelse i Kina, Indien og Brasilien fx? Ville de politisk korrekte M/K’ere, som skriger så skingert og højt, undvære deres biler og ferierejser, hvis miraklet skete, og de blev hørt? Og de friske jordbær og roser og mangoer i februar? Og billigt modetøj og sko fra Tredjeverdenslande? – Det er for let at gå efter rygerne, fordi de står der og vifter med deres osepinde. Man kan ikke holde en lastbil ansvarlig. Eller gå ud og nidstirrer et jetfly.

De unge pariaer

Børn og unge er overflødige i vores nuværende samfund. Børn bliver passet i ’institutioner’ − alene ordet giver myrekryb − og Folkeskolen har de senere år, bl.a. med diskussionerne om heldagsskolen og de stadigt mere dybtgående besparelser, åbent måttet erkende, at alle pædagogiske prætentioner blot er et tyndt lag fernis hen over et umådeligt pasningsbehov.

For bare 50 år siden passede man sine børn selv, og når de begyndte i skole, havde de allerede indbygget tidens normer for god opførsel og var vant til at hjælpe til i hjemmet. Før da fik flertallet en nødtørftig skolegang og blev sendt ud at tjene efter konfirmationen. Børn og unge var en nødvendig del af samfundsøkonomien. Selv de mere velaflagte bønder ’byttede børn’, så de unge karle og piger kom i tjeneste på nye gårde, lærte nye mennesker at kende og tilegnede sig nye måder at gøre tingene på. Eller de fik et højskoleophold, som kom til at præge deres tankesæt for resten af livet.

Mens moderne forældre har travlt med at få afsat deres helt små børn til pasning uden for hjemmet, så ligger mere end hundredtusind spleenramte 15+-årige fra den velbjergede middelklasse fuldkommen ørkesløse hen på deres IKEA-senge midt imellem bunker af kostbar elektronik, ditto mærkevaretøj og diverse accessories.

Små ærteprinser og -prinsesser, der er overladt til sig selv og ligestillede jævnaldrende en stor del af dagen, og som har masser af tid til at udvikle og nurse alle mulige humørsvingninger, spiseforstyrrelser, anden selvskadende virksomhed og uvaner. Som blot skal tage stilling til, hvilken fest, de vil deltage i torsdag, fredag og lørdag aften, hvilken sprut eller andet stof, de vil blæse deres i forvejen sparsomme teenagehjerner ud med, hvilket tøj de skal have på, hvilke piercinger og tatoveringer, de skal påføre sig, og hvilket flatterende selvportræt, de nu skal uploade på nettets sociale sider. Helst med glinsende trutmund eller ditto mavemuskler i en æstetisk form, de hormonalt udfordrede unge har lånt fra pornografien.

Af og til beærer de familie og uddannelsesinstitutioner med deres sure og vrangvillige tilstedeværelse, men oftest kun for et syns skyld. De vil hellere sole deres små hungrende egoer i andre fora og drømme om berømmelse, ikke for nogen speciel kunnen, bare berømmelse for berømmelsens egen skyld − ligesom alle dem i fjernsynet, som heller ikke kan noget, Emil, Felix, Gustav, Amalie m.fl. … Med dette ædle formål for øje plejer de hver især selvoptaget deres egen unikke, ydre fremtræden, ’stil’ og udseende og kommer derved til at ligne alle de andre. De har oparbejdet et enormt lager af overflødige forbrugsgenstande OG en afgrundsdyb mangel på ubetinget kærlighed.

De hæver kolde kontanter ved kasse et, drikker sig sanseløst berusede i byen, i Europas gamle kulturbyer eller ved billige strande sydpå. Lommepengene sidder løst, det gør de offentlige ydelser også. Alle har dårlig samvittighed over at have overladt dem til traumatiserende opbevaring i bundter, da de var alt for små, og mor hellere ville pleje sin karriere og tage på storbyferie, wellnessophold eller kæresteweekend med en mand end tage endnu en skrigetur med sin toårige …

Mens rengøringskonen ordner hele huset, vasker tøjet og lægger rent på de unges senge, sidder moderen, når hun er hjemme, på sin kondicykel og snakker i telefon, sms’er eller ser lidt tv indimellem. Far er naturligvis på forretningsrejse. Maden bliver hentet i nærmeste pizzeria, grillbar, sushi- eller delikatessebutik. De veludstyrede hjem er tømt for indhold og naturgivne opgaver.

Stærke, velfodrede og energiske unge i deres bedste alder bliver betalt for at ligge hen med tomme øjne foran skærme i stedet for at deltage i livet. De får ikke lov at yde. Der bliver ikke stillet krav. De bliver decimeret til en snylterklasse, der shopper for andres penge. Evindeligt forurettede over alt det, de ikke får.

Det er ikke udelukkende forældrenes skyld; det er et resultat af vores samfundsindretning, og som sådan kan det rettes op. I virkeligheden burde vi vende vores behandling af børn og unge på hovedet og tage os masser af tid til dem, mens de er små og sårbare, og så udlicitere dem, når de fylder 15. Nedlægge vuggestuer, standse offentlig støtte til pasning af de under-treårige og investere midlerne i de strukturelt overflødige, ensomme, deprimerede og ugidelige unge.

Kunne vi ikke genopfinde begrebet ungdomsskoler? − Kald det gerne noget smart og amerikansk som fx ’Colleges’ − Med masser af udfordringer, som den unge kan vælge iblandt, både praktiske, boglige og sociale. Der må gerne være morgensang og aftengymnastik. Eller omvendt. Murer- og tømrerværksteder. Film- og teaterkurser. Militær træning til dem, der måtte ønske det. Bilværksted. Sport og fitness. Musik. Kunst. Oldtidskundskab, teknik og studierejser UDEN druk. En masse faglighed OG kreativitet OG fysisk arbejde. De unge skal hele paletten rundt. Prøve sig selv af på så mange områder som muligt. − Forbud mod røg, druk og stoffer. Mulighed for eftertænksom ensomhed og masser af vennesamvær. Tilgængelige voksne, der spiller voksne og ikke prøver at være unge med de unge, hverken i sprog, opførsel eller udklædning. − Der er i forvejen masser af pædagogisk ekspertise på vore efterskoler, højskoler og kostskoler. Tilsæt forskere, socialrådgivere, læger, psykologer og andet sundhedsfagligt personale, ernæringseksperter, kokke, sexologer, filosoffer, mekanikere, litterater, fiskere, typografer, landmænd og bygningshåndværkere, så får man et frugtbart miljø for et ungt menneske at udvikle sig i.

Og så skal de unge som en selvfølge gøre rent, vaske tøj, lave mad, passe dyr, vaske op, dyrke grøntsager, sylte, fælde træer, bygge en ny fløj med plads til heste, male vægge, skrive sange … En træt ung er en glad ung, der sover godt om natten.

Når vi alligevel ikke har fantasi, kræfter eller tid til at beskæftige os med vore hjemmeboende unge, så burde det være obligatorisk med et treårigt ophold på skoler, der kunne være en kombination af gymnasium, HTX, HF − og hvad det ellers hedder − fagskoler, kostskoler og efterskoler. Så ville de komme ud til de videregående uddannelser, boglige såvel som praktiske, med større selverkendelse, selvtillid og faglig kunnen − Måske ville de ovenikøbet få lært at regne, læse og skrive? De ville blive en generation af velforberedte og kvalitativt bedre voksne end de nuværende. Og så kunne mor og far måske overkomme at udskyde ’kæresteturene’, til deres børn var optaget på disse skoler og store nok til at tåle det.

Også unge fra de knap så privilegerede klasser kunne have stort udbytte af et ungdomskoleophold, som her beskrevet: Det er svært at føle sig udenfor, marginaliseret, forsømt, vred og fx gå til i stoffer eller lade sig rekruttere til en kriminel bande, når man er optaget af sit eget band og sine venner på en skole i Vestjylland.

Hvilken ung ville ikke glæde sig til et ophold på sit helt eget Hogwarts? Og hvilken smart, ungdommelig mor ville ikke elske at stå og luftkysse sin 15-årige og affabelt forsikre ham/hende om, at ’mor elsker dig, skat, vi ses’ … inden hun drager af i Audien med kurs mod sit eget interessante liv? − Men det ville naturligvis gå hårdt ud over de kyniske forhandlere af juleøl, Bacardi Breezers, drukrejser, cigaretter, upraktisk modetøj, læbestifter, hash, energidrikke, skønhedsoperationer, elektronik, underholdning, tatoveringer o.m.a., og derfor bliver det ikke realiseret.

Købefår i købekøer

Hvis man skulle få lyst til fx at sylte kvæder i efterårsferien i stedet for at følge butikkerne, ’livsstils’-journalisterne, rejsebureauerne og museernes påbud om, hvad man skal bruge sin tid og navnlig sine penge til, så skal man sørge for at have sylteglas i huset.

Når man pludselig står og mangler en bold til barnebarnet i januar måned, må man rende forgæves fra Kvickly over Føtex, Brugsen og Bilka til Fætter BR. − For ’dem fører vi ikke for tiden’ − ’de er ikke i sæson’.

Samme besked får man, hvis man skal sylte sine kvæder i oktober måned og ikke har flere sylteglas. Eller får lyst til koldskål og kammerjunkere uden for den periode, dagligvare-butikkerne har defineret som sæsonen.

De styrer nemlig vores liv på helt åbenlyst bastante måder, og ingen synes at have noget imod det:

I januar skal vi alle sammen på udsalg; et udsalg, der de facto begyndte allerede dagen efter juleaften.

I februar skal vi købe alt muligt lyserødt kitsch med hjerter på både før og efter Valentins dag, en engelsk-amerikansk tradition, som butikker i ledtog med diverse damebladsskribenter med stor succes har indført i vores land.

Til fastelavn kan man sælge os alt muligt: Tønder, serpentiner, masker, køller, balloner, slik, boller, papirkatte og kostymer … Selve dagen kender vi ikke. Vore børn fejrer den i daginstitutionen, når det passer i pædagogernes kram. Vi ved heller ikke helt, hvad det i grunden drejer sig om. Vi skal bare hvert år bekoste nye udklædningsdragter til ungerne, som alle sammen vil være prinsesser og superhelte. At småpigerne − og med skam at melde også de større piger − til hverdag render rundt i gaderne iført tylsskørter og prinsessekroner, og drengene lige fra morgenstunden er klædt ud som superhelte, har vi vænnet os til. Det er lykkedes de dygtige sælgere at overbevise os om, at vi er en slags kongelige eller helte alle sammen, og at vi ’fortjener’ alt det skrammel, de gerne vil prakke os på.

I vinterferien får vi generøst valget mellem at købe skiferier eller solferier eller, hvis det ikke kan være andet, spendere dyre entrébilletter og dynger af legetøj på vore børn. De ældre børn skal på bøvede drukture til Østeuropas gamle kulturbyer, naturligvis, det manglede da bare.

Når påsken nærmer sig, bliver vi i god tid præsenteret for uendelige rækker af grimme dekorationer og smagsløse chokoladeæg. Hvad man ellers skal stille op med påsken, ud over at rejse − lige meget hvorhen, køre på genbrugspladsen med de umoderne havemøbler fra i fjor, gå til påskefrokoster, spise æg og sidde og glo på de grimme, gule dekorationer, ved kun de færreste.

Rigtige havefolk anlægger haver og planter nyt om efteråret, så planterne kan nå at danne nye rødder på voksestedet, inden frosten kommer. På den måde står nyindkøbene godt rustet til at vokse sig stærke om foråret, så de kan klare sig igennem sommerens sol og tørkeperioder ved egen kraft. − Men supermarkeder og havecentre i supermarkedsstil forsøger at bilde os ind, at vi kan købe træer m.m. i potter og plante dem ud om foråret, så det kun kan overleve sommeren, hvis vi står parat med vandkander og -slanger hver eneste dag. − Det orker de færreste, så plantehandlerne tjener på os igen, når vi kommer efter sommerferien og skal have erstattet de dyre, udgåede forårskøb. − Engangsplanter, brug en uge og smid væk-planterne, fulde af gift og kunstgødning, topfriske fra udenlandske drivhuses beskyttede miljø og transporteret hundred- eller tusindvis af kilometer, køber vi villigt hele året rundt.

Til pinse aner ingen, hvad de skal lave eller hvorfor, så de gør ligesom om påsken og arrangerer frokoster for hinanden døgnet rundt med sild og snaps og ’designerservietter’ og lyskranse og alt muligt andet, som butikkerne kan få os prakket på. Så går tiden så godt med det.

Sommerferien er nu for længst indvarslet med øretrut om solferier, bade- og sommerlande og sommerhusudlejning. Det gælder ikke for rigtig ferie, hvis vi ikke planlægger i god tid og køber noget voldsomt dyrt.

Igen bliver vi blæst igennem af løfter om udsalg, eller ’sale’, som der står på de skriggule plakater. Længe undrede jeg mig over, at folk havde så mange ledige sale, indtil det gik op for mig, at ordet er danglish for et gement udsalg.

Op til efterårsferien står sælgeulvene igen parat med ferier og entréer til alskens underholdning og tidsfordriv og spil og legetøj for børn og voksne, som formodes ikke at kunne få blot en enkelt dag til at gå uden at punge ud.

Og umiddelbart efter reklameres der heftigt for endnu en udenlandsk tradition, som folk lydigt har taget til sig: Halloween, som er en slags amerikansk uhyggelig fastelavn og splinterny i dansk skik. Danskerne er ligeglade med oprindelse og betydning. Bare vi kan købe en masse overflødigt stads, klæde os ud og æde et eller andet… Sorte og grønne, hårde vingummier formet som flagermus? Gerne! To poser af dem, tak! Små stearinlysholdere i et billigt materiale formet som græskar med øjne, næse og mund? Ja, tak! Giv mig bare ti af dem … Folk har ingen anelse om, hvor meget til grin de er.

Julen er blevet et købemassehysteri af hidtil uerkendte dimensioner. Fra sensommerens forsøg på at sælge os julefrokoster og firmajulegaver hen over en tre måneder lang og udmattende købemaraton frem til selve juleaftens uanstændige æde- og gaveorgier.

Allerede to dage efter arrangerer butikkerne byttedage og udsalg, hvor du kan få de samme unyttige genstande til halv pris, og så kan du samtidig få købt noget hummer og champagne og fyrværkeri og cigarer og fjollede hatte og hagesmække og tøj og sko med pailletter… Så du kan skyde nytåret behørigt ind og i øvrigt gøre dig parat til januarudsalget.

Udover årstidernes nationale eller selvopfundne ’helligdage’, kan mærkevarer, fx computere, mobiltelefoner eller elektroniske spil eller popstjerner eller nye biograffilm, til overflod også noget ny, sur vin eller frigivelse af en jule- eller påskeøl, alt sammen ting, der hvert eneste år produceres i rigelige mængder udelukkende med salg for øje, få os ud at stå i lange køer på gaden for at få lov til at kaste vore penge i grams.

For at tjene til dette hjernedøde, umådeholdne forbrug overlader vi vore skrøbelige småbørn til fremmede i størstedelen af deres vågne timer og transporterer os selv hen på steder, hvor vi kan udføre et eller andet mere eller mindre meningsfuldt arbejde. − Selv i ferier, hvor vi burde benytte den sjældne lejlighed til at være sammen med vore egne børn hjemme i vore egne velindrettede stuer, lader vi dem passe af udklædte ’bamser’ og unge, uuddannede ’guider’ på sjælløse all inclusive-hoteller i uendelige beton- og turistområder i de varme lande.

Vi har således helt frivilligt ladet os decimere fra tænkende, selvstændige væsner til tanketomme købefår, som i endeløse købekøer går endnu et forbrugsår, orkestreret af grådige sælgeulve, i møde.

Og lader dem kælent bilde os ind, at vi er ’unikke’, alt imens vi gør og køber akkurat det samme, som alle andre.

PS: Hvordan klarede jeg at sylte kvæder uden glas? − Jeg købte noget virkelig dårlig og billig marmelade fra Den Gamle Fabrik i Netto − Den slags marmelade, som de sværger er helt uden bær og frugter og nem at smøre på brødet, sådan noget marmelade, der blot består af gelé og vand og citronsyre og lidt kunstige smagsstoffer og diverse konserveringsmidler og E-numre − og tømte og vaskede og skoldede glassene og genbrugte dem til min egen gode kvæde-, citron- og ingefærmarmelade.