Småtterier XXIII

● Drama queen: Er der nogen, der tror på, at statsministeren blev lige så overrasket, som alle vi andre, og måtte omskrive sin nytårstale med kun en dags varsel, da dronningen annoncerede sin abdikation nytårs­aften? – I betragtning af det store maskineri, der umiddelbart skulle sættes i gang: møde i statsrådet, udråbelse af ny regent, nye titler, ny kalender, ny apanage, nyt hof, nye hofleverandører, nye protektioner, nye portrætter, nyt brevpapir, valgsprog, monogram, faner, mønter, frimær­ker o.m.m. er det sikkert rimeligt, at i hvert fald regeringens hovedpersoner og deres nøgle­medarbejdere var orienteret i god tid. Bare så man var sikker på, at statsministeren var i lan­det og havde hul i sin kalender til at udråbe en ny konge d. 14. januar. – Vi lever trods alt i et konstitutionelt monarki, hvor regenten er forfatningsmæssigt forpligtet til at rådføre sig om alt væsentligt med statsministeriet.

I øvrigt skal Margrethe have en venlig hilsen med på vejen ind i sit otium fra denne gamle betondemokrat, der ikke mener, at man skal fødes til sit job, men fortjene det: – Du gjorde det meget godt. Du viste, at forbløffende mange danskere havde brug for et samlingspunkt, for fest og farver, kostumer og kultur, og for en dannet landsmoder, så vi – midt i alle omskiftel­ser og kriser – kunne føle os som et anstændigt folk med fælles, historiske rødder.

● Selvfølgelig halter kvinder bagud i forhold til mænd. – De har sjældent forældre, der forguder dem og bærer dem på hænder, og en hengiven hu­stru og baglandsperson, der jæv­ner vejen videre frem. Kvinder har så mange pligter, så mange forventninger at leve op til, så meget at gøre og tænke på hver eneste dag. Når først de er færdige med at barbere ben, plukke øjen­bryn, sætte hår, lægge makeup, vælge tøj, lære at balancere på handicap­pende stiletter, har lagt kostplaner med færrest mulige kalorier, har vækket og fodret børn og fulgt dem i institution/skole, gjort rent, vasket alles tøj, købt ind, forberedt sunde måltider, taget sig af de syge, de gamle, kæledy­rene, de sociale forpligtelser, gavekøb, arrangementer, invi­tationer, så skal de med endnu mere overmenneskelig styrke klare job og karriere … Mens mæn­dene sejler behageligt af sted i Teslaen og holder langvarige møder og ge­mytlige frokos­ter med de (mandlige) kollegaer, der også har god tid, og om deres udslidte, kvindelige medarbejdere tænker: Aj, hvor svært kan det være?

● 15 anmeldte voldtægter fra 2022 til 2023 i et værtshuskvarter i København – ifølge Politiken d. 11.12.23 – og det er kun de anmeldte.

Caféejere, forældre til ofre og beboere opfordrer til, at man bekæmper de mange seksuelle overfald med demonstrationer og plakater.

Nogle af overfaldene var gruppe­voldtægter, andre foregik, efter at forbryderen havde listet bedøvende stoffer i offerets drink. Ca. en anmeldt voldtægt pr. måned.

Gad vide, hvad tallene er for fx Jomfru Anegade i Ålborg og Skolegade i År­hus? Og for Køge? Odense? Randers? Fredericia? Landet i sin helhed? Er det værre end nogensinde før? Og hvorfor skal folk arrangere demonstratio­ner og hænge plakater op?

Voldtægt er en meget alvorlig, personfarlig, kriminel handling, som mærker ofrene for resten af livet.

Det er politiet, eller i yderste konsekvens hæren, der burde være talstærkt til stede og stoppe det! Og politi­kerne, der skulle lukke kvarteret ned, indtil alle kan færdes i sikkerhed!

Det er ikke fest og sjov, når mennesker bliver udsat for voldsomme, farlige og traumatise­rende overgreb!

Hvis der i et hvilket som helst andet område med jævne mellemrum troppede voldspa­rate overfalds­mænd og tæskehold op og bedøvede og angreb sagesløse ofre, gennem­bankede dem og ydmygede dem ved at hive tøjet af dem og stikke et koste­skaft op i røven på dem, så tror jeg nok, at politi og andre myndigheder havde grebet ind for længst. … Men ikke, når det bare er unge kvinder eller hvad?

’I hus til halsen’ på DR er udartet til samme slags småpinlige socialpor­nografi, som ’De unge mødre’ og ’Luksusfælden’ m.fl. – Alle disse udsendelser er beregnet på, at normal­danskeren kan sidde i sin designersofa og godte sig over, at han/hun ikke, som staklerne i de usælgelige huse i provinsen, har brug for hjælp fra selvgode fjolser.

Man gør sig stor umage for at finde økologisk hamburgryg uden nitrit o.l. og opdager, at den er fuld af RØDBEDEPULVER! (Som jeg i parentes bemærket er allergisk overfor.) Hvem ville putte rødbedepulver i kød?

● Hvis fødevarer indeholder stoffer, du aldrig ville anskaffe eller bruge i dit eget køk­ken, så lad være med at købe dem!

Fx:

  • Invert sukker
  • Palmeolie
  • Ekstrakter af smags- eller farvestoffer
  • Dextrose
  • Stabilisator
  • Konserveringsmidler
  • Koncentreret et eller andet
  • For mange E-numre

TV2 24.12.23

● Det er klart, at han keder sig … Det ville enhver begavet person, der var sendt ud i rummet i måneder ad gangen, gøre.

Politiken d. 7.12.23 og d. 1.12.23

● Jeg er træt af, at navnlig kvinder brokker sig højlydt over de pligter, der følger med livet som mor og husmor. – Det må da efterhånden være indlysende, at kvinder ikke både kan have krævende job og samtidig være tilstedeværende og omsorgsfulde mødre.

De fleste af de kvinder, der førhen bestred et job uden for hjemmet, havde ‚ung pige i huset‛ eller hele det hollandske udtræk med barnepiger, huslærere, kok, køkkenpiger, rengøringsfolk m.fl., som vores snart forhenværende monark, så de slap for at have ret meget med deres egne børn og husførelsen at gøre.

Resultatet af de umulige krav, vi stiller vores mødre i dag, er nedslidte børn og unge, nedslidte institutio­ner, skoler, kom­munale kasser, nedslidte kollegaer, naboer, veninder, bedste­forældre, ægtefæller og mødre …

  • Det er et samfundsproblem.
  • Vi skal alle, mænd og kvinder, stat og private, lære at prioritere.
  • Det hjælper ikke at gå igennem livet og brokke sig og snyde sine børn for en god barndom!

● Alle går rundt med et omfattende udstyr, kamera, lyd­opta­ger, internet, der sætter dem i stand til at optage og broad­caste til hele verden hele ti­den. – I vores del af verden, skal jeg tilføje. Og her bruger de fleste lom­meudstyret til at broadcaste sig selv, deres børn, deres bolig, deres mad, deres sociale liv og deres feriebilleder.

Udstyret kan naturligvis også modtage, så de går rundt i byen og lytter til radioforedrag – podcasts, som det hedder nu på nysmart – eller musik eller fører samtaler med andre mennesker, der ikke er til stede. Disse ak­tiviteter udføres også på rolige skovture, på cykelture ud i na­turen eller på landet, på ferier eller udflugter med deres børn, eller mens de sidder sammen med andre mennesker ude i byen eller hjemme i stuen.

● Det er i høj grad mænd, der kommenterer under almindelige artikler på netaviserne. De er meget hurtige, sidder måske klar midt om natten? – Og de har en let nedladende, småvrissen og bedrevidende mening klar om alt. Også om emner, som de egentlig ikke be­sidder nogen særskilt viden om: nationaløkonomi, epidemiindsats, amning osv. – Nogle gange er de, tilsyneladende uden rimelig grund, så stjernerasende, at ukvemsordene sprutter fra dem i en svovlsur strøm.

● Det handler om et geni og hans mesterværk, men journalisterne kan ikke lade være med at skrive om sig selv – Guuuud! Vi hedder det samme som nogle af personerne i hans film! – Fnis, fnis …

”PROLOG

Lars von Triers hus

De er kommet for tidligt, de to journalister, så de vender ryggen til Lars von Triers hus og går ned til Mølleåen, der løber neden for hans arkitekttegnede hus.

De er her for at skrive den store tilblivelseshistorie om ’Idioterne’, filmen, hvor medlemmerne af et aktivistisk kollektiv eksperimenterer med at leve sandere og friere ved at udleve deres indre idioter – ved »at spasse«, som de siger i filmen fra 1998..

Den ene journalist bryder stilheden: »Gad vide, hvor meget han ryster nu på grund af Parkin­sons? Og om han har bukser på? Sidst jeg var herude, tog han imod kun iført underbukser og hawaiiskjorte«.

»Det er vist noget, han ofte gør. Skal vi spørge ham til det, eller skal vi igno­rere det? «, siger den anden.

»Jeg siger, vi fuldstændig ignorerer det. Lader, som om vi er helt upåvir­kede«.

»Har du egentlig tænkt over, at vi er idioter? At vi hedder Jeppe og Kristoffer og bærer samme navne som to af medlemmerne af gruppen i ’Idioterne’«.”

Pol. 30.12.23.:  https://politiken.dk/kultur/film_og_tv/art9678619/%C2%BBJeg-blev-meget-syg-dagen-efter-optagelserne-sluttede-faldt-helt-sam­men%C2%AB

Gaza, Ukraine, Afghanistan, Syrien, Irak, Libyen, Yemen plus utallige andre større og mindre krige og konflikter over hele resten af kloden …  Og millionvis af flygtninge, babyer, småbørn, unge, voksne, gamle, kvinder, mænd. Vi kunne have det så godt, dele vores viden, teknologi, rigdomme og natur­ressour­cer med hinanden. Vi er rige, vi opfatter os selv som gode, vi har vores guddomme i ryggen. – Men måske er krig en natur­lig ting? Måske er vi alle (han)aber, der trives ved at forsøge at bevise styrke og mod ved at udvide territoriet engang imel­lem? Og høste anerkendelse og beun­dring?

Ganske som vi slet ikke kan lade være med at skrabe til os, anlægge, udvide, bygge, produ­cere, grave, forurene, myrde dyr, udrydde plan­ter og deres levesteder …

Mennesket er uden sammenligning jordens største problem.

Godt nytår!

https://videnskab.dk/kultur-samfund/se-kortet-verden-er-fyldt-med-krige-du-ikke-hoerer-om/

Småtterier XXII

Da Mærsk Mc-Kinney Møller havde tjent uforholdsmæssigt mange penge, begyndte han at strø nogle af dem ud over kongehuset. Han stillede privatfly til deres rådighed, sendte dem personlige gaver og fik bl.a. opført en park, tegnet af en fransk arkitekt, ud mod havnen foran Amalienborg. Senere forærede han København en opera, også den som en forlængelse af aksen Marmorkirken, Amalienborg, havnefronten – hvilket skaffede ham elefant­ordenen og kongelige invitationer.

Også andre erhvervsmænd i landet, bl.a. fra Danfoss og Legofamilien hælder gaver og tjenester ud over kongehuset og får, ifølge Informations artikel, ’so­cial kapital’ tilbage.

https://www.information.dk/indland/2017/01/toppen-dansk-erhvervsliv-veks­ler-gaver-kam­merherreuniform

Nu venter vi bare på, at Novo Nordisk begynder at forære landet noget til gengæld for de ufattelige indtægter fra sukkersyge og tykke, fx et olympisk Novo Nordisk-stadion i Kalund­borg? Så vi alle kan gøre legemsøvelser og holde os sunde og slanke?

Men måske ville det være mere enkelt, hvis vi afskaffede al den royale røgelse og de selv­promoverende ’gaver’ og bare bad de allerrigeste om at betale en fair skat? Sygehuse, bør­nehaver, folkeskoler, ældrepleje, I ved …

● Og flere rigmænd:

DR 25.11.23

Praktiserende læger i Danmark – også benævnt ’familielægerne’, som kan af­sætte 10 forhas­tede minutter pr. syg patient, hvis det overhovedet er muligt at komme igennem til dem – tjener i snit godt 1 mio. kr. om året. Men nu har de opbrugt alle regionernes penge og er nødt til at holde fri resten af året i stedet for at behandle syge mennesker.

Man må have sympati med de stakkels underprivilegerede:

Nordjyske 15.10.23

Dagens Medicin 14.2.13

Se evt.:

● Og mens politikerne på finansloven 2024 som glade julemænd uddeler 83 mio. til lokale initiativer, som fx mindesten eller Big Bands på hjemegnen:

Pol. 29.11.23

Så skal sygehusene i Region Nordjylland midt i sundhedskrise og ventelister fyre 229 medarbejdere, sygeplejersker, SOSU-assistenter, læger m.m., for dem har vi jo rigeligt af i forvejen …

TV2Nord 29.11.23

● Er det ikke bemærkelsesværdigt, at vi taler meget om hestevelfærd, fx Byrialsen og Helgstrands hestehold, også om mink, som var et forretnings­område for stærkt nedadgå­ende, mens den lukrative og systematiske mis­handling af årligt flere end 200 mio. – TO HUNDREDE MILLIONER! – fjerkræ, slagtesvin og malkekøer i dette lille land får lov at pågå helt uantastet og næs­ten uomtalt …

TV2 14.11.23

● Man forstår producenternes tavshed … Det er temmelig svært at hævde, at disse al­kopops ikke er designet til børn.

EB 20.11.23

TV2 17.11.23

● Mange mænd lider åbenbart af en psykisk forstyrrelse: De tænker på sex hele tiden. Og dette evindelige morads af seksuelle tanker overfører de på kvinder, der dermed får skylden og ansvaret. –Det er derfor, kvinder skal ’dække sig til’, ’klæde sig anstæn­digt’, ’opføre sig ordentligt og ikke flirte’ …  Og det gælder tørklædetvang og burkaer i muslimske lande, men så sande­lig også herhjemme, har jeg lige opdaget. Blandt politikere på Christiansborg!

Ifølge Pernille Skippers tankevækkende bog om sine oplevelser som kvinde­lig politiker og partileder – ’Rend mig: Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig … ’, fik hun ustandseligt bemærkninger om sin påklædning, fx – ’Det bli­ver da svært at kon­centrere sig, når du har den skjorte på.’ – sagt af en justits­minister om hendes i øvrigt pæne og tækkelige, hvide skjorte på vej ind til et møde. – Nu ved vi jo så, hvad der foregår og ikke foregår i hovedet på den mand. – Måtte han aldrig få en offentlig stilling igen!

Når hun (og også Ritt Bjerregaard, husker jeg tydeligt!) skulle karikeres i tegninger, var det al­drig om deres politik, men var blot snuskede, mandlige, seksuelle fantasier, Bjerregaard som dominatrix, Skipper som stripper, der nedværdigende og afslørende for det indblik, det gav i tegnernes indre liv, som lumre prutter slap ud i det of­fentlige rum.

Og Skipper gengiver mange af de modbydelige seksualiserede kommentarer og direkte trusler, som uophørligt strømmer ind på hendes socia­le medier. – Hvis mænd ikke kan styre deres sek­sualitet og fantasiverden, er det så kvindernes problem? – Ja, det er det i høj grad! – Men det er ikke kvindernes ansvar!

Mænd! Styr jer selv og hinanden! Ellers kan vi ikke have en offentlig dialog og et ligeværdigt demokratisk samfund. – Lad sexfantasi­erne blive hjemme, når I går i skole, på job, til fest, på nettet, ud i offentlig­heden … i det hele taget … altid!

https://www.berlingske.dk/politik/pernille-skipper-i-ny-bog-ministerblik-fik-mig-til-at-stivne

● Det er farligt at være kvinde. Det er mændene, ægtemænd, partnere, fædre, der udgør den største trussel, derefter kommer venner, kollegaer og ham flirten ved siden af i baren, som putter noget i din drink, men også vildt­fremmede på mørke gader, i taxaer eller ano­nyme varevogne:

Politiken 24.11.23

Politiken 22.11.23

TV2NORD 24.11.23

https://politiken.dk/udland/art9632214/Fransk-senator-beskyldes-for-at-have-puttet-stof­fer-i-kollegas-glas

TV2 24.11.23

Faktisk undskyldte den klamme og dødsensfarlige senator sig med, at han var alene i Paris, at hans kat var død, og at en af hans venner havde fået kræft … nå, men okay så …

Der har været en del sager på det seneste, ud over brutale voldtægter og deci­derede mord, har kvinder på vej hjem fra byen eller fra skole skullet vægre sig mod kidnapninger.

Men, som Politiken skriver d. 18.11.23, må vi ikke glemme, at mænd også har ligestillings­problemer … Ja, lad os få det til at handle om mænd:

Politiken 18.11.23

● Alle de fedtfattige og veganske diæter har givet os generationer af snotdumme for­ældre og der­med også småt begavede børn. De mangler de fedtstoffer og aminosyrer, som hjernen skulle bygges op af.

Nordjyske, 20.11.23

● Øh ???  

Alle mødre og fædre skulle tvinges til at tage et års barsel pr. barn hver i barnets to første leveår. Det ville være barnets tarv ikke at skulle forlade det snævre hjemmemiljø med kendte voksne i de første, kritiske år, det ville be­grænse smittespredning i samfundet, og det ville stille begge køn lige. Hvad vi sparer på vuggestuer, kan vi spendere på bedre børnehaver og folkeskoler. – Hvis en sådan ordning resulterer i en nedgang i fødselstallene, ville jorden sik­kert være taknemmelig. Et dansk barn er, set over forventet levetid, et de mest klimabelastende produkter, man kan tænke sig. Hvis vi sikrer mindst to gode og trygge leveår i begyndelsen af barnets levetid, ville vi bidrage til at højne kvaliteten af men­neskene i dette land.

DR 11.11.23

Vi fik den første, kvindelige præst lige efter 2. verdenskrig, så i 75 år har vi LOVLIGT diskrimineret mod kvinder i den danske folkekirke, alt imens vi har ført krig ude i verden fx i Afghanistan for kvindernes skyld …

● Danske villakvarterer og landhuse er overordnet præget af to stilarter:

FMT – FLS og FMP – FLS.

FMT – FLS: For Meget Tid – For Lidt Smag

Det er dem, der bygger ud og bygger til. I forskellige materialer. Uden overho­vedet at skænke stilart eller kvarterets alder en tanke. Den lykkelige gør det selv-mand med adgang til nogle billige materialer, en kammerat eller to og en trailer. Han bygger et badeværelse i husets ene ende, en carport, et drivhus af gamle vinduer i et hjørne af haven, et haveskur, en karnap oppe i soveværelset, en murermesterbue mellem køkken og stue, en bruseniche med selvfundne strandsten og -skaller og en altan i enden, som Hausgaard fortalte om. Og han murer havenisser op i cement, dekorerer en vindmølle med muslingeskaller, lægger fli­ser allevegne og får et par øl og har det sjovt, mens han går og roder rundt i miseren.

Konen klipper alle de stedsegrønne småtræer i forskellige former uden nogen­sinde at have lært teknik eller æstetik. Hun arrangerer krukker – nogle halvt ituslåede – med sommer­blomster og husløg væltende ud til alle sider eller be­planter gamle barnevogne eller trille­børe og stiller dem synligt forhaven.

Om vinteren syr hun røvballegardiner i lysegult, gennemsigtigt stof …

FMP – FLS: For Mange Penge – For Lidt Smag

De køber fx et ældre hus, dobbeltmuret fra tresserne, og vælter det for at bygge en grå be­tonfunkiskopi i to en halv etage, som dominerer naboer og na­boskab for altid herefter.

Eller de ’gør huset til deres eget’ ved at tage al indmaden ud og erstatte det med noget dyrt og moderne i ’hotelstil’ – ingen har åbenbart lyst til at bo hyg­geligt og hjemligt mere … Alt, hvad der blinker og funkler, bimler og bamler … Glaseret tegl, der blænder. Vindues­rækker, der ikke matcher huset. Skifer- eller marmorgulve, køleskabe med elektrisk betjente hylder, som man jo altid har manglet. Marmor og guldbelagte armaturer. Vinkælder kom­plet med tønder, stearinlys og caféborde. Ikke meget er beregnet på komfort og holdbar­hed, men er mest valgt ud fra det kriterie, at man skal kunne konkurrere med og helst im­ponere vennerne. Det er selvsagt skruen uden ende. Så snart vennerne opdager og indkø­ber noget nyt og spændende, er man straks bagefter på po­int.

’Haven’ fyldes op med smarte lamper, importerede, kinesiske granitskærver, pampasgræs og marehalm, uanset at huset ligger langt fra nærmeste kyst. De enorme terrasseområder forsynes med markiser, terrassevarmere, deciderede sofagrupper, (ude)køkken og (ude)bad.

● Og så sidder man og ser en spændende film om en kvindelig finskytte, og pludselig står hun midt i kampens hede uden ret meget tøj på i en tynd underbluse, som på en eller anden måde er blevet våd og gennemsigtig, så alt tydeligt kan ses igennem stoffet. Det besynderlige er, at ingen af mændene omkring hende har tabt deres tøj. De er stadig fuldt påklædte i kampunifor­mer, og de er alle knastørre … Styr jeres klamme fantasier, mænd! Alle mænd! Politikere, rappere, erhvervsfolk, journalister, tegnere, kælderincels, filmska­bere, skoledrenge …

DR 19.11.23

DR 6.10.23

Småtterier XXI

● Fandt dette familiefoto fra en skovtur i 1960’erne.

Mine forældre er der, min farmor er der, og min bror sidder gemt bag min mor, så det må være mig, der har taget billedet, 10 – 12 år gammel. – Ikke si­den dengang har skovene væ­ret så sikre for flåter, nogle med dødelige syg­domme, at man kunne afholde en god, gammeldags picnic i græsset.

Se: https://blog.loneandrup.dk/2013/06/18/flater-og-radyr-197/   

● Blandt andre æstetiske retninger er teatret, modeverdenen og ballet historisk do­mineret af homoseksuelle mænd, og det er deres forkærlig­hed for den tynde, se­nede krop med smalle hofter, lange, lige lår og uden synlige bryster og mave, der i vidt omfang bestemmer hvilke kvindelige skuespillere, modeller og dansere, der i dag får adgang til scener og catwalks.

Alle har ret til at forfølge deres egne præferencer, men hvorfor forsøge at få kvinder til at ligne drenge? Hvorfor skal nogle mænds smag udbredes og skabe selvhad og spise­forstyrrelser hos andre mennesker? Kunne man ikke bare ansætte unge drenge, så?

I det gamle Kina, Grækenland og på Shakespeares tid var det ikke tilladt kvinder at op­træde offentligt, så man besatte alle kvinderoller med mænd – formentlig til stor fornøjelse for de mænd, der kunne lide mænd.

I dag er vi så kommet til, at kvinder mange steder kun må deltage, hvis de ligner mænd. Og disse magre drengepiger uden kvindelige former fremstår som efterlignelsesværdige modeller for alle piger, som havende den mest ønskværdige kropsform.

Hvorfor skaber og hylder vi ikke en feminin æstetik, der omfatter kvinde­kroppe med former og svaj? Hvorfor forfølger vi ikke vores egne præferencer og lader kvinder være kvinder?

https://politiken.dk/kultur/art9544129/%C2%BBHvis-jeg-ikke-havde-en-krop-som-Niko­laj-H%C3%BCbbe-kunne-lide-ville-jeg-ikke-f%C3%A5-en-kontrakt%C2%AB

Kvinder føler sig ikke sikre på de nye fællestoiletter, som nu findes overalt i det offentlige rum – formentlig af sparehensyn? – men selvfølgelig under dække af ’ligestil­ling’. Når man forsøger at skabe ’ligestilling’, går det som oftest ud over kvinder, som har helt andre, og ofte usammenlignelige vilkår. Mænd føler sjældent frygt blot ved at være mænd. Men det er ubeha­geligt for en kvinde fx i indkøbscentrets fællestoilet at støde ind i en stor og frækt gloende mand; at komme ind til et stinkende og overpisset toilet; at blive udsat for be­mærkninger, når man søger ind i fred for at lette sig.  Mange kvinder vil hellere ødelægge deres blærefunktion eller sætte sig i et buskads end at vove sig ind i et skummelt, stin­kende, mandebefængt rum om natten.

DR d. 11.6.2023

Politiken d. 21.4.2024

● Danmarks Radio og Politikens selvhenførende fotojournalister inviterer os ’tæt på’ henholdsvis en oversvømmelses­katastrofe i Ukraine og et fortvivlet barn i Gaza. – Hvad er der galt med nyhederne i dag? Hvorfor skal vi tæt på?

Det er jo ikke til at holde ud, hvis vi skal tæt på og svælge i alle ulykker, krige, oversvøm­melser, storme, flygtninge- og sultkatastrofer … Det er mangel på respekt for de menne­sker og helt forsvarsløse børn, der er ramt, at vi af vores medier inviteres til at tage del i en gratis fø­lelsesoplevelse på deres bekostning.

Ikke alt bør bruges som blot og bar pirring af vores sanser. Den form for invi­tationer skal forbeholdes underholdningsindustrien!

● Det er fornærmende, at TV2 har ophøjet sporten til at være med fremme i front i deres nyhedsudsendelser.  

Så skal vi lige høre nyt om Jumbo-Visma og en evt. fusion, FØR vi kommer til morgenens angreb på Israel, som kan udløse en storkrig i Mellemøsten.

Så lavt er DR endnu ikke sunket. De går lige på med verdensnyhederne og gemmer sport og de alenlange vejrudsendelser med sliddersladder til sidst, så man kan slukke for pjan­ket.

Sport er ikke anderledes end gladiatorkampe og cirkus. Sport er en penge­generator. Sport er et sikkert samtaleemne blandt mænd, en afledning for aggressioner og de mest af­stumpedes følelsesliv.

Men sport i nyhederne er et levn fra dengang, mænd ejede alt i verden, hele det offent­lige rum, som de kunne indrette som en mandehule, hvis de ville. I dag må de rykke til side og dele pladsen med medskabninger, der har priori­teterne i orden.

Sport bør forvises til specielle udsendelser, der tydeligt er mærket ’SPORT’, eller specielle kanaler.

Det er begrebsforvirring at forveksle sportsfolks fibersprængninger, sprogligt fattige kom­mentarer og småbegivenheder, som fx et spillersalg eller et træ­nerskifte i en ubetydelig klub, med nyheder.

● Selvoptagede medier – STORE ændringer? Det er vist kun i de ansattes opfattelse … Ikke en kat ville have opdaget det, hvis de ikke havde skrevet lange artikler om det selv.

’Store ændringer i nyhedsudsendelserne på TV 2 og TV 2 News

TV 2 Nyhederne er i gang med store forandringer, fordi seerne i stigende grad streamer nyhe­der.

Fra næste uge betyder det synlige ændringer for seerne af TV 2 News og TV 2.

De store nyhedsudsendelser på TV 2 får nyt navn fra mandag 2. oktober:

  • ’18 Nyhederne’ bliver til ’18 News’
  • ’19 Nyhederne’ til ’19 News’
  • ’21.30 Nyhederne’ til ’21.30 News’

Navneskiftet skyldes, at nyhedsudsendelserne rykker ind under TV 2 News som én samlet tv-afdeling. Hidtil har TV 2 og TV 2 News lavet hver deres ny­hedsproduktion.

Nyt nyhedsprogram

Forandringerne betyder også, at TV 2 News i starten af oktober sender fra Odense om aftenen, mens morgen-, dag- og News-magasiner fortsat sendes fra København.’

https://nyheder.tv2.dk/2023-09-20-store-aendringer-i-nyhedsudsendelserne-paa-tv-2-og-tv-2-news

● Godt at se, at Nordjylland har originale idéer og prioriteterne i orden:

Nordjyske d. 28.9. 2023

Nordjyske d. 28.9. 2023

● Ældre, overvægtige damer er eksperter i slankekure. – Hvis du vil lære noget, skal du gå til dem, for de har prøvet det hele og ved, hvad der virker. At slanke sig er ikke svært. At holde vægten er umuligt. – Så bliver det jul, fødselsdag, man er på besøg, til møde, spi­ser ude, er på rejse … prøv at finde et sundt, kalorielet måltid på et motorvejscafeteria her i landet eller i udlan­det. – Og så skal man starte forfra for 26. gang, og til sidst gider man bare ikke mere, men tillader sig at slappe af. Som en professionel sportsudøver, der lader sig pensionere.

Helsidesannonce i Politiken d. 4. 5. 2023

● Mens nikotinbranchen slår det stort op, at de går ind for regulering af og et forbud mod salg af nikotinprodukter til børn, så kan eksperter af­sløre, at en ny slags e-ciga­ret med frugtsmag er blevet udbredt i folke­skolerne:

Politiken d. 10. 5. 2023

Hvorfor overhovedet fremstille nikotin med frugtsmag, hvis man ikke hen­vender sig di­rekte til børn for at gøre dem afhængige og derved skabe et nyt marked for de skade­lige stoffer?

Småtterier XX

● Før i tiden var september kold og klar, nu er den lun og fugtig.

● Sommeren har stået i cyklisten, Jonas Vingegaards tegn. Den sympatiske unge mand har vist en forbløffende evne til at vinde lu­krative cykelløb, og det gør man erfaringsmæssigt sjældent alene på en diæt af kærlighed og kildevand. Mon ikke han, som alle de andre, om nogle år bliver tvunget til at fortælle, hvor­dan han lod sig friste til at benytte præstationsfremmende midler? Og så vil vi alle sammen forstå og tilgive ham, fordi han gav os så meget livsmod og sejrs­glæde. Vi tilgiver ham sikkert også, at han nu forlader den danske provins til for­del for et mellemeuropæisk land med lang tradition for at opkræve meget lidt i skat. – Hvorfor bidrage til fællesskabet, når man har sat sit eget helbred på spil for gevinsten? – Og så slipper han også for de ydmygende sommerfester arran­geret af en langskør­tet præst i hans hjemby … Hvorfor synes folk, at en ung mands sejre tilkommer dem?

● Livet er for kort til politik!

● Vi troede, at naturen var en uudtømmelig ressource, og tog for os til eget brug. Nu er der kun få, sølle rester tilbage hist og pist, forarmet, ørken- og ødegjort, livløst, smattet og helt ude af balance, ikke noget for os og vores med­skabninger at leve af og på. – Ikke længere …

Vi er vanemennesker. Ude af stand til at ændre kurs. I vores følelser og instinkters vold. Og dybt, dybt ulogiske …

TV2 d. 11.9. 23

● ’Robusthedskommissionen’: – Okay, Søren Brostrøm, hvis du har et knæ, der knækker sammen under dig, så du ikke kan gå for smer­ter, eller en hofte, der uden nogen øjensynlig grund pludseligt be­gynder at gøre så ondt, at du hverken kan sidde, ligge, stå eller gå, men må ydmyge dig og tigge og bede en vagtlæge om noget mor­fin, så vil du sikkert også meget hellere have et fortravlet godtkøbsråd om ’øvelser’ og Panodil …  i stedet for en scanning, så du kan se, hvad der er galt med dine knogler, og en samtale med en specialist, så han eller hun kan rådgive dig ud fra VIDEN, og ikke gætterier i blinde og gusten nærighed med ydelserne.

Og finansministeren kom for skade at tilkendegive, at han opfattede mennesker med handicap ikke så meget som mennesker, men som en økonomisk byrde i statens regnskab:

TV2 d. 2. 9. 23

Og udenrigsministeren sekunderet af økonomiministeren og stats­ministeren vil gerne starte en debat om, hvorvidt man må slå de meget udgiftskrævende syge og ældre, der er for længe om at dø, ihjel:

Politiken d. 15.9. 23

● Kan man sagsøge politikerne igennem de seneste 50 år, fordi de ikke har udvist rettidig omhu og styret bl.a. undervisning, skat, herunder ejendoms­vurderinger, institutioner, klima, sikker­hed og sundhedssystemet ordent­ligt? Men har haft travlt med uvigtige, interne magtkampe, med at vise sig frem på sociale medier og i tv, med at lade sig fotografere med statschefer fra andre lande og ud­dele småpenge til Kattens værn og andre private kæpheste, i stedet for at inddrage alle midler og prioritere dem efter trang og behov fra start. – Det nytter ikke noget at lade være med at stemme på dem, det har vi forsøgt i årtier, men der står altid hun­dreder af andre, lige så selvoptagne mid­delmådigheder klar til at tage over … Hver gang!

● En enkelt lille gruppe bestående af seks kvinder? Er det en stor overskrift værd? Hvad med alle de år, hvor AL politik kun var forbeholdt mænd?

DR 7.9. 23

Politiken 14.9. 23

● Mænd føler sig i krig og konkurrence med kvinder – altid.

Der skal tælles op og fordeles, så mænd kan blive ved med at føle sig ovenpå i alt, hvad der foregår. Intet må tilgå kvinder, som ikke i forve­jen tilflyder mænd i dobbelt mål. – Mænd tænker stadig som små brødre, der misundeligt ser til, at storesøster må være længere oppe om aftenen, scorer den største doughnut el­ler 12 i fysik. – For at føle sig mandige, skal mænd nyde særrettigheder og sær­behandling.

Hvis mænd føler sig for små og truede, kan det hele gå så vidt som i Iran, hvor mændene dækker sig ind under religion og accepterer, at ’moralpolitiet’ slår en kvinde ihjel, fordi hun ikke bar sit tørklæde på den ’korrekte’ og ’foreskrevne’ måde. Eller i Afghanistan, hvor kvinder ikke må noget som helst. Punktum.

Og så skal Scavenius jo også lige have at vide, hvordan KVINDER skal opføre sig:

DR 14.9. 23

Har man forlangt det af Lars Løkke? Af Anders Fogh? Nej, for de er drenge med drengenavne og drengefrikort til at opføre sig afstumpet. Fx lukrere på offentlige midler til egen fordel eller sende danske soldater i krig mod folkeslag, som aldrig har gjort os noget. – Ja, som ikke engang lever i nærheden af os.

Det går altid ud over kvinder:

CNN 10.7. 23

Videnskab.dk 19.9.23

Videnskab.dk 18.1.22

Hvorimod mænd får meget omsorg af kvinder:

Videnskab.dk 8.9.23

Mænd kommer sig hurtigere og får bedre pleje og genoptræning ef­ter fx hjerte­operationer o.a. end kvinder.

Jeg lå engang efter en operation på en hospitalsstue med kvinder, og vi fik ikke serveret mad på sengen, når de kom og stillede den skram­lende madvogn ude på gangen. Vi på kvindestuen måtte hente til os selv og til hinanden, hvis vi ville spise, mens det kvindelige plejeper­sonale havde travlt med at servicere og tale kælent til mændene inde på stuen ved siden af.

Gifte mænd lever længere end ugifte mænd, og enlige kvinder lever længere end gifte kvinder. There you go …

● Dumhed i det offentlige rum:

Politiken d. 10.7. 23

Hvad har rødhårede og skaldede med rygning at gøre? Skal vi også involvere pe­likaner?

Andre menneskers hårfarve eller mangel på hår producerer ikke røg, der kan ge­nere andre. Den måde at argumentere på hedder på en­gelsk ’whataboutism’ og har aldrig været, og bliver forhåbentlig al­drig, gangbar i diskussioner. – Det er bare dumt og burde nok slet ikke gengives i en seriøs avis.

● Tunfiskene er omsider tilbage i danske farvande! – Og så tager vi omgå­ende ud og fanger dem … der går sikkert en rum tid nu, før de vover at komme tilbage.

Nordjyske 5.9.23

Politiken d. 5.9.23

● Igen et drengeproblem … Tjah … Måske er kvinder bare klo­gere?

 I de tusind år, hvor kvinder ikke havde adgang til universiteterne, var der ingen, der opfattede det som et problem.

Men vi kan jo også gøre som Taleban i Afghanistan og med magt holde alle kvin­der hjemme og tildækkede, så man ikke risikerer kon­kurrerende køn ude i man­deverdenen.

‚Det er problematisk af flere årsager, at universiteterne er ved at ud­vikle sig til et sted mest for kvinder, mener Mads Eriksen Storm, ud­dannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

»Det er jo et ret stort problem, at mænd og kvinder ganske enkelt ikke har de samme muligheder for at få en universitetsuddannelse. Vi har et decideret drengeproblem i vores uddannelsessystem, som det bliver sværere og sværere for drenge og mænd at klare sig i, mens kvinderne stikker af«, siger han.

Ifølge Børne- og undervisningsministeriets Profilmodel, som er myn­dighedens frem­skrivning af, hvordan uddannelsesniveauet ser ud om 25 år for en given ungdoms­årgang, bliver forskellen mellem kønnene kun større i fremtiden, hvor knap hver tredje kvinde vil have en lang videregående uddannelse mod lige godt hver femte mand.

»Det er en ret markant forskel. Hvis vi antager, at mænd og kvinder er nogenlunde lige godt begavede, har vi en masse mænd, der ikke får nok ud af deres talent. Og hvis talent går til spilde, er det både et problem for den enkelte og for samfundet«, siger Mads Eriksen Storm.’

https://politiken.dk/indland/art9487917/%C2%BBVi-har-et-decideret-drenge­problem-i-vores-uddannelsessystem%C2%AB

● Positiv særbehandling betyder ikke, at man forfremmer ukvali­ficerede kvinder, men at man frasorterer inkompetente mænd.

Fra bogen ’Usynlige kvinder’, hvor C. C. Perez citerer en undersøgelse fra London School of Economics.

Jeg læste Simone de Beauvoirs fremragende bog ’Det andet køn’, som ung. Nu har jeg lige læst’Invisible Women’ – ’Usynlige kvinder’ – af Caroline Criado Perez, og det går op for mig, at der er en grund til, at mange kvinder enten holder sig me­get hjemme eller holder lav profil på arbejdsmarkedet – Vi vil ikke defineres ned som ’kvinder’, men øn­sker at bevare en form for selvrespekt ved at opholde os i be­grænsede omgivelser, hvor vi nyder en smule respekt. – Hjemme, eller i en krog på biblioteket, bliver vi ikke vurderet på vores tøj, sko, øjenbryn, vægt, moderskab, vi skal ikke please, yde omsorg til alle, vi møder, men kan tænke frit og læse Proust, Kierkegaard, Dostojevskij, Anders And eller Mit Livs Novelle, hvis vi skulle have lyst, uden at føle os tvunget til at forsvare det.

● Når almindelige mennesker ligesom en solkonge mener, at de har brug for et helt værelse til deres tøj – et såkaldt ’walk in-closet’ – så har de nok for meget.

● Man logger ind i E-boks for at se en formodet vigtig medde­lelse fra ens kommu­ne:

E-brev fra Aalborg Kommune til ældre medborgere, sept. 2023

Og så ser man sådan en gustenklam ’invitation’ … For jeg er bange for, at det ikke udeluk­kende er mit velbefindende, min kommune tænker på, men nok snarere evt. sparede sundhedsudgifter på os gamle.

At blive gammel er faktisk hverken traumatisk eller svært, hvis man da lever længe nok, men alle de emsige sagsbehandlere og kyniske sundhedsmedarbejdere, læger m.fl., gør det ofte til en ydmygende spidsrod … hvor man pludselig ser sig selv be­handlet som et ubega­vet fjols, der bare ALTID er til ulejlighed. – Hvis man da overho­vedet kan få kontakt og hjælp …

Min mand, der højtuddannet, universitetsansat gennem 40 år inden for Computer Science, og som har forsket i og programmeret epokegørende AI-systemer, som nu bruges af NASA og mange andre, blev af sin ganske unge knægt af en læge nedla­dende spurgt, om han ’kunne finde ud af det der med e-mails?‛

● Vi kan ikke længere stole på fællesskabet! – Mens politikerne vil sætte skatterne ned, kan vi ikke komme i kontakt med en læge, vi sidder i timevis med grædende børn på akutafdelinger, vi får ikke længere adækvat hjælp ved fødsler og almindelige kvindelidelser, vi skal vente år på nødvendige operationer, vores børn og gamle bli­ver ikke passet ordentligt, vi får ingen hjælp, når vi ikke længere kan selv, børnene lærer ikke meget i skolerne, alle skal på gymnasium og uni­versitet, hvor de fortsætter med druk og mobiltelefoner for fællesska­bets regning … alt imens politikerne deler ud af vores fælles penge til højre og venstre, fx støtte til et skadeligt landbrug med dyremishand­ling, 30.000 daglige dødsfald blandt smågrise, forgiftet jord, luft og vand og opformering af livsfarlige, resistente bakterier.

Vi burde stille alle de politikere, der har undladt at handle mht. klima og besparelser og nedslidning af de offentlige institutioner: Skat, sundhed, daginstitutioner, uddan­nelse, ældre- og handicapområdet … til ansvar og regnskab for manglende rettidig omhu – Vi stemte på dem, fordi vi stolede på dem.

DR d. 8. 9. 23

● Kvinder som dagens tilbud på sms og som konkurrerende pyntegen­stande:

(…)

Hvorfor får man i øvrigt aldrig tilbudt mænd, som ville kunne gøre reel nytte fx ved at rense tagrender og give en hånd med i hus og have?

Og nedenstående er fra Danmark i år 2023:

TV2 28.8.23

● Min ven på over 90 år blev indlagt akut med lammelser i arme og ben.

Og den ganske unge dame­læge på akutafdelingen, som kunne være hans barne- eller oldebarn, be­gynder at forhøre ham om hans alkohol- og motionsvaner og informerer den lammede og – for første gang i sit liv –hjælpeløse mand om, hvad sundhedsstyrelsen anbefaler. Derefter går hendes inkvisitoriske, bedrevidende og let bis­tre af­høring over til hans kostvaner, hvorefter hun også føler sig kaldet til at refe­rere de officielle anbefalinger, bl.a. hvad angår kød. Før hun forlader den undervægtige, lammede og nu også perplekse mand, vil hun også gerne lige vide, om hun skal genoplive ham, hvis han ’falder væk’, mens han er på syge­huset? – Da han får sagt, at han har stærke smerter og gerne ville have noget smerte­stil­lende, tilbyder hun to Panodi­ler, for ’vi vil ikke risikere, at du bliver afhængig, vel?’

● Vi er blevet gamle her og er kommet i ’sundhedsalderen’ … dvs. at vi er blevet sy­gere og jævnligt har brug for ’sundhedspersoner’ – dvs. dem, der tager sig af de syge.

Det indebærer en absurd og kaotisk ‚walk of shame‛ med besværlig og tidskræ­vende tidsbestil­ling, uger eller måneders ventetid, og når vi så omsider har fået en tid, fx kl. 10.50 eller 14.30, og til tiden når frem til de ombejlede herrer og damer, der skal hjælpe os med plagsomme lidelser, så har vi – min mand og jeg – inden for en uge hos en læge, en speciallæge og en tandlæge oplevet at skulle sidde og vente mere end en halv time, faktisk op mod 40 – 45 minutter yderligere i et ked­sommeligt og smittefarligt venteværelse.

Hvorfor overhovedet bestille en tid, så? Når det blot er et fiktivt spil for galleriet. For de har tilsyneladende ikke styr på en skid undtagen regningerne til os og til staten, som også er os, og sådanne sløsede og ligeglade personer, der ikke engang kan hanke op i deres egen arbejdssituation, overlader man sit eget og sine nær­mestes liv og helbred!

● Hvorfor skal læger i det hele taget tjene en uforholdsmæssig høj løn? – De fleste af dem er forkælede hjemmefra, de har fået gratis uddannelse og SU m.m. undervejs, og de ny­e kuld forekommer ikke at være specielt bedre begavede eller bedre mennesker end alle andre unge, der tager en uddan­nelse.

Og lønnen er åbenbart ikke altid nok. De prøver stadig at rage mere til sig:

TV2 Nord 7.5. 23

Småtterier XIX

● Træer og hække i det meste af Nordjylland er banket brune af en vold­som au­gust­storm fra sydvest – I mine næsten 70 år har jeg aldrig set ma­gen!

● De mennesker, kunder, naboer, flygtninge, familiemedlemmer, dyr, plan­ter m.m., som man på et eller andet niveau godt selv ved, at man har be­handlet dårligt, dem hader man og giver dem selv skylden for den dår­lige behandling:

Hun kunne også bare have taget noget andet tøj på

Han kunne jo bare have sagt til noget før

Det var, fordi hun sagde …

Det var fordi, han ikke gjorde …

De kunne også bare …

De kunne jo have ladet være med …

Hun er også altid så …

Se, hvad hun fik mig til!

Hvis de nu var blevet hjemme …

Det er et velkendt fænomen inden for psykologien: Man tilgiver aldrig dem, man har hand­let uret imod.

Det hedder victim blaming, offerskyld, selvretfærdighed, efterrationalisering …

Hvis folk er dumme, er de selv ude om, at de bliver snydt, slået, myrdet

Russerne foragter ukrainerne

Flygtningepolitikere foragter flygtninge

Læger foragter de patienter, de ikke kan hjælpe

Dubiøse foretagender foragter deres kunder

Svindlere foragter deres ofre

Voldelige ægtemænd foragter deres koner

Voldtægtsmænd foragter kvinder

Veninder foragter dem, de ikke gider invitere

Vindere foragter tabere

osv.

Politiken 25.8.23

● Gad vide, hvornår det går op for russerne, at andre folks regeringer og præsiden­ter ikke slår deres egne borgere ihjel?

● Præsident Zelenskyjs blog 21.8. 23:

Володимир Зеленський

@ZelenskyyUa

‚People value strength. Strength helps. But strength is not always pri­mary. Strength is a consequence. Consequence of who you are. And who is with you. Whom you respect. And who respects you. Whom you want to see in your home. And who wants to see you. Whom you trust. And who trust you. Dear people of Denmark! Ukraine be­lieved in you when this evil Russian invasion began. And I thank you for trusting us. I thanked all Danes in my today’s ad­dress to @folke­tinget

– Et opslag, som bør værdsættes – ikke fordi vi skal gå og gasse os over at have hjulpet en nabo i krig en lille, bitte smule, men fordi landet er så enestå­ende, at de har en livsklog præ­sident.

● Hvilket bringer mig til vores egen statsminister, Mette Frederiksen, og hendes em­bedsmand – Hvorfor hedder det embedsmand, når det er en kvinde? Og domsmand? Og målmand? Og talsmand o.m.m.? –  Barbara Bertelsen. – Og vi kommer ikke uden om at tale køn.

Zelenskyj er en komiker, der overraskende blev præsident. Han er en lille mand, der kender alle kneb i PR-drejebøgerne, han har et særdeles dygtigt, professio­nelt team bag sig, og hans stemme er dyb og beroligende. Mænd vir­ker stærke og beroligende på både mænd og kvinder.

Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen er socialiserede som kvinder. De er kønne, yngre kvinder, som også glad og gerne viser private følelser offentligt, fx vrede, irritation og koket begejstring. Det lærer man som lille pige, hvor ens begejstring og småhoppen på stedet af ivrighed opfattes som sødt og charme­rende.

Vores statsminister kan slet ikke lade være med at se henrykt ud, når hun er i selskab med betydningsfulde statsmænd, fx Biden og Zelenskyj. Hun kan ikke, som dem, blot være ven­lig, imødekommende og værdig på samme tid, når hun står som giver af 19 enormt kost­bare ja­gerfly. – Holland gav ved samme lejlighed 42 F 16-fly, men det blev ligesom nedto­net i al selv­glæden.

En statsminister repræsenterer os alle sammen. Møder og begivenheder i hen­des kalender er ikke arrangeret for at glæde eller smigre hende personligt, men for hele landets skyld. – Vi husker også vores første, kvindelige statsmi­nister, der klædte sig som en teenager og løb af sted for at tage selfies med popstjerner og verdensledere ved de mest upassende lejlig­heder, fx ved hel­ten, Nelson Mandelas begravelse. – Det ville Angela Merkel aldrig have gjort.

Ikke, at jeg ville finde os bedre repræsenteret ved en lille, selvcentreret oppor­tu­nist, som ham, der var statsminister før Frederiksen. Slet ikke.

Frederiksen under coronaepidemien og Zelenskyj under angreb er begge hjul­pet af ’Rally ’round the flag’-effekten. De træder frem som handlekraftige le­dere, og folk, der er bange, støtter instinktivt deres ledere. – Det er både selv­ska­dende og socialt selvmord at kritisere eller at så tvivl om lederen, når vi er under angreb, det være sig fra mikrober eller russere.

Og både Frederiksen og Zelenskyj gør det efter omstændighederne godt. – Men kønsfor­skellen – også i den opnåede respekt – er slående.

Nordjyske, annonce, 20.8.23

● Hvor bør familien tage hen på skiferie? Man BØR ikke tage på skiferie. Man BØR ikke rejse langt for at suse ned ad et bjerg på sne, der er ved at smelte væk og ofte er­stattes af kraftigt energiforbrugende snekanoners kun­stige produkter … Man KUNNE blive hjemme og udfolde sig på anden vis.

Mindst én østrigsk by frabeder sig flere turister:

DR 25.5.23

● Alle, der har søskende, alle, der er vokset op i hjem, hvor voksnes op­mærksomhed var et sjældent gode, er hurtige til at tro sig forfordelt og snydt.

Og misundelsen breder sig: Mange unge er fortørnede over, at andre kan bo i ’forældre­køb’, at huse og lejligheder er for dyre, at de ikke kom til fadet i tide … De glemmer, at de ikke har manglet tag over hovedet, mad og varme, gratis ud­dannelse, SU … at de indtil nu har fået ALT foræret til gengæld for en meget ringe indsats.

● Når man køber ind, trækker man på to forskellige, mentale spor:

  • Almindelige dagligvareindkøb af fornødenheder, såsom wc-papir, benzin, mel, smør, søm og skruer, shampoo, vaskemidler, strømper, som man forsøger at få til lavest mulige pris, og som udløser nærigheden.
  • Selvforkælelses- og luksussporet, fx frisk og god, økologisk frugt og grønt, chokolade, kaffe, vin, specialøl, delikatesser, gaver, hvor prisen ikke betyder det store, hvis man i øvrigt har pengene, og hvor man tager spendérbukserne på.

● Hvis der er larm omkring ens hjem eller arbejdsplads, tager hele krop­pen skade. Den stresses og kommer i et konstant alarmberedskab, hvilket på­virker hjertet og blod­omløbet. Hvis det er langvarigt, kan det være dødeligt. Og det gælder, uanset om støjen opleves som generende eller ej.

Religion og troen på det overnaturlige skal installeres i børn, mens de er meget små og endnu ikke ved, hvordan verden er skruet sammen. Hvis man vokser op i en rati­onel, vi­denskabeligt orienteret kreds, forekommer religion og tro på væs­ner med superkræfter be­synderlig. Hvorimod dem, der er op­vokset med sådan en tro, har svært ved at slippe den igen. Højst kan de er­statte én form for tro med en anden, guruer, sekter, astrologi o.l., hvis de har brug for et opgør med deres baggrund. For dem kan verden synes skræm­mende tom uden en styrende og beskyttende magt.

● Børn begynder at lyve og være hemmelighedsfulde, hvis de ikke føler, at de kan være sig selv, hvis de ikke bliver rummet, som de er, af deres nær­meste, og deres na­turlige adfærd mødes med skældud og fordøm­melse.

● OBS! – Vigtig information til alle kvinder: Jeg læste for nylig, at en man­deforsker ud­talte, at mænds adfærd ALTID er henvendt til andre mænd. – At de søger andre mænds ac­cept, at de ligger i konkurrence med andre mænd, at de kun regner andre mænds meninger for noget. – Det er derfor, han aldrig ringer, derfor han føles fjern, derfor du aldrig bli­ver hørt og altid bliver afbrudt – Det er ikke på grund af dig.

Når en mand vælger dig, er det, fordi han gerne vil have familie og afkom, og fordi han tror, at det vil skaffe ham status i mandeflokken. Når han klæder sig, som han gør, vælger sit job, sin bil, sin foretrukne sportsgren, sin fritidsbeskæf­tigelse, når han ytrer sig, offentligt og pri­vat, så er det med den hensigt at gøre indtryk på andre mænd, ikke på dig.

Selvfølgelig arbejder mænd hårdt på at skaffe sig kvinder, men mest for at vise andre mænd, at de kan. Så let og lige­til – og samti­dig indviklet – er det. Kvin­der har ingen selv­stændig betydning i mænds liv.

Derfor kan fx journalisterne på Politiken skabe en indforstået og rar broder­skabsånd igen­nem det at være imod en kvindelig statsminister, jo mere perfid, jo bedre. Ja, kvindelige journa­lister deltager også gerne tankeløst i hetzen mod den magt­fulde mor-kvinde i spid­sen for landet, men kun fordi det er prisen, hvis man vil lege med drengene. – Og det vil man jo, for de har sat sig på alle vigtige poster.

● Så er der – igen, igen – undersøgelser og snak om børn og unges trivsel, mistriv­sel, snarere …  Man lægger skylden på sociale medier, på skærmbrug i det hele taget, på ka­rakterræs og hyppige prøver i skolen … og, ja, det er med­virkende grunde, så abso­lut. – Men som helt basal årsag til børn og unges mis­trivsel ville jeg allerførst anføre alt for tidlig aflevering og opbevaring af for­svarsløse, førsproglige småbørn til underbeman­dede, trange institutioner med dårligt uddannet personale (og 1 mia. virus og mindst lige så mange bak­terier i omløb).

Hvis man tager tilknytningsteorien alvorligt, og hvor­for skulle man ikke gøre det blandt forældre, sundhedsplejersker, ud­dannede pædagoger, samfundsforskere og regeringens rådgivere? – så må den tid­lige adskillelse af sprogløse babyer, der heller ikke kan gå selv og intet for­står, fra deres primære omsorgspersoner ef­terlade store huller i de små sjæle, som nød­vendigvis må give dem trivselsproblemer senere hen …

Det er ikke så mærkeligt. Vi har allerede al den information, vi har brug for. Mange undersø­gelser påpeger, at småbørn i fx vuggestuer ’tonser alene rundt som sanseløse pingviner’ uden at få trøst, opmærk­somhed eller støtte … Bliver sådanne trauma­tiserede børn harmo­niske voksne med en sund selvfølelse i be­hold? Eller bliver de angste, selvusikre, misunde­lige og depressive? – Trau­merne påføres dem igen og igen også senere i børnehaver, ind­skolingen, i de alt for store sko­leklasser med mob­ningsproblemer, i specialklasser med uin­teresseret personale o.l.

Hvorfor klarer drengene sig bedre? Uanset at piger slider sig til 12-taller og højere uddannelser klarer gennemsnitsdrengene sig altid bedre. De får mere beskyttelse, opmærksomhed, accept, opmuntring og ubetinget kærlighed fra deres mødre og fædre, bedsteforældre, pædagoger, lærere, andre mænd, kollegaer og kammerater, og mange af dem ender på de vigtigste poster i dette samfund. Det er et faktum!

Og omkring den vanskelige pubertetsovergang fyldes drengenes ho­veder med eksplicit og ofte modbydelig porno, de indoptager derved de meget forskellige kønsroller, hvor drenge er aktive udnyttende, og piger er passive ofre, og de overfører disse ureali­sti­ske drengedrøm­me­scenarier på de jævnaldrende piger, der tvinges til – alt for tidligt – at forholde sig til deres egne kroppes evt. sexappeal. Så grundlæggende usikkerhed på eget værd og kompensatorisk dyrkelse af kroppens form og fremtræden fylder for piger­nes vedkommende hullet, hvor selvfølelsen støttet af de primære omsorgsper­soner skulle have været. For disse om­sorgspersoner har haft for travlt med sig selv, deres job, deres træning, deres kost, deres mobiltelefoner, deres venner … For drengenes vedkom­mende skal de leve med pornoforurenede hjerner resten af deres liv, men de snydes til at opfatte sig selv som agerende udøvere, hvorimod pigerne blot opfattes som passive modtagere af drengenes seksuelle aggressioner. Et syn på sig selv, som kvinder generelt internaliserer. Når de kigger i spejlet, anlægger de den mandlige synsvinkel, ser sig selv som passive sexobjekter og klæder og fører sig som sådan.

Passivitet giver magtesløshed, angst og depression … Det er ikke så svært! (Hvis man ikke er nødt til at lukke øjnene for sin egen daglige, skadelige afle­ve­ringspraksis.)

● Hvorfor elsker vi frugt og blomster? Hvorfor stiller vi frugt og blomster frem? På en almindelig hverdag? Også selv om vi er alene og ikke venter gæs­ter, som ville kunne beun­dre vores arrangementer? – Fordi synet af frisk frugt og blomster får os til at føle os godt tilpas. Det fortæller om frodighed. Hvor der er blomster, er der frodigt, der er fersk­vand og en behagelig temperatur. Hvor der er blomster, kommer der sandsynligvis også frugt = mad. Så det bed­ste en mand kan gøre, hvis han vil overbevise en kommende partner om, at han er i stand til at sørge for hende og eventuelt afkom, er, at bringe hende fris­ke blomster. For de viser, at han mener det alvorligt, og at han ved, hvor der er mad at finde.

Se også: https://blog.loneandrup.dk/2016/03/18/hvorfor-kan-vi-lide-blomster-279/

● Det er ikke så vigtigt …  Hvad, spørger du måske. Hvad er det, der ikke er vigtigt? – Ikke noget, ville jeg så sige. Man opdager jo efterhånden, at der ikke er noget, der er synderligt vigtigt.

● Kødløse retter: Det er perfekt, når forfængelighed (slankhed) kan dækkes ind under klima- og ‚det er så synd for dyrene‛-argumenter. – Men det er farligt, når denne tragten ef­ter politisk korrekt slankhed hovedløst og med politisk magt udbredes til småbørn, syge og ældre med større proteinbehov.

Kødløse dage: Det er muligt, at man kan få frisk og velsmagende, økologisk frugt, grøntsager, rodfrugter og sprød, indbydende kål i København og omegn, men jeg skulle hilse fra provinsen og sige, at hvis vi virkelig skal opgive kød, så skal dagligvareforhandlerne oppe sig gevaldigt og begynde at stille krav til producenterne af økologisk frugt og grønt! – Der er ingen, der stiller sig tilfreds med et slattent, konventionelt dyrket kinakål til aftensmad, hvis der overhovedet findes andre muligheder.

● Min mand og jeg har boet sammen i 35 år, de 30 i det samme hus, og det er ham sta­dig et mysterium, hvordan vaskemaskinen fungerer, hvor vaserne står, og knivene ligger, i vores fælles køkken.

● De, der bor et sted, hvor de ikke er vokset op og ikke er kendt, færdes som rod­løse i verden. De ved ikke, hvor købmanden og ismejeriet lå, hvem der førhen boede i det spøjse, gamle hus på hjørnet, og folk omkring dem kendte ikke deres forældre og øvrige familie.  Så de bliver alt for lette og flagrende ofre for ’identitet igennem forbrug’ og tror, at de kan købe sig til en plads i verden igennem anskaffelse af unødvendige ting, der hurtigt går af mode igen.

● Kvinder i sundhedssystemet:  Siden vi fyldte 60 år, har jeg fem gange, dvs. ca. en gang om året, følt det nødvendigt at betale for en privat konsultation hos en specialist, en øjen­læge, en gynækolog, en allergilæge, en endokrinolog eller en ortopædkirurg, en­ten fordi den praktiserende læge ikke tog mig alvor­ligt, el­ler fordi ventetiden var for lang, dvs. halve eller hele år. – Ofte er jeg gået grædende hjem fra en meget dårlig, overlegen og ikke hjælpsom, ’behandling’ hos ’fami­lielægen’ eller på sygehusets urologiske afdeling. Min mand har fejlet en del for­skellige ting, men har altid fået hurtig og relevant behand­ling i sy­ste­met og har aldrig følt sig utryg, nedværdiget eller afvist, eller har haft grund til at opsøge privathospitaler og selvbetalte specialister for at blive hørt, taget al­vorligt og hjulpet af et medmenneske.

●Mennesker uden arbejde, syge mennesker, mennesker med et handicap, gamle men­nesker, mennesker med syge eller handicappede børn, med syge, handicappede eller gamle pårørende, mennesker, der på andre måder er i nød eller klemme og har en rimelig forventning om støtte fra samfundet, bru­ger en alt for stor del af deres kræfter på at kæmpe mod systemet. – Det er næppe hensigtsmæssig brug af ressourcer. – Gå igennem sociallovgivningen snarest muligt! Forenkl!  Klargør! Afgør hvem, der gør hvad én gang for alle, så både ramte, behandlere og sagsbehandlere nemt kan finde ud af reglerne og kan indstille sig på forholdene og bruge kræfterne på mere konstruktive tiltag.  Man skal ikke have juridisk embedseksamen for at få hjælp i dagens Danmark!

Måske er det tid at afskaffe regionerne? Endnu et overflødigt lag af hjælpeløse og glade amatører, der sættes til at styre koloenorme bygge- og sundhedsbudgetter med forudsigelige resultater …

https://nordjyske.dk/nyheder/politik/supersygehus-i-oekonomisk-ruin-staten-maa-hoste-op/3407084

https://www.dr.dk/nyheder/indland/her-er-afsloeringerne-der-fik-kraeftskandalen-paa-aarhus-universitetshospital-til

●Vel også en slags løsning?

’39 måneder i træk indfriede lægevagt ikke mål­sæt­ningen for ventetider én eneste gang – nu sæn­ker politikerne må­lene’

TV2 net 12.8.23

● ’ Grim med vilje’ – Det er kommet på mode at sætte ’Vild med vilje’-skilte op ved sin have, hvis man ikke orker at holde den og lader stå til, så bierne og blomsterne har et sted at udfolde sig. – Man kunne passende opstille tilsvarende skilte med teksten: ’Grim med vilje’ – ved de alt for billige og dårligt projekterede kontor- og lager­bygninger langs indfaldsvejene, ved de prætentiøse, men afskyelige, lejlighedssiloer langs vores kyster og havneområder, i parcelhuskvartererne, sommerhusområderne, landbrugsejendommene, langs markerne, i forhaverne, i parkerne, og såmænd også gerne på tv-værter og andre dårligt klædte personager.

●Jeps! Vi ændrer hele kysten, så Anja kan beholde sit lille legehus i fred for natu­ren!

’Anjas ikoniske badehus sejlede rundt i bølgerne: 

Nu vil hun have hård kystsikring

Ødelæggelserne på Løkken Strand er store. Smad­rede brædder ligger spredt over stranden.’

TV2 Nord 9.8.23

● Thomas Hardy skrev Tess of the d’Urbervilles i 1891 for på vegne af både mænd og kvinder at kaste lys over de urimelige forskelle, der eksiste­rede og til dels stadig eksiste­rer mellem de to køns muligheder i samfundet og den her­skende opfattelse af forskellene dem imellem. Opfattelser, der handi­capper både mænd og kvinder, som Hardy viste os. – Romanen fik stor gen­nemslags­kraft; det var et skrift til tiden, som #me­too-bølgen har været det her i nyere tid.

Vi har brug for flere mænd i den offentlige samtale om køn. Vi har brug for tæn­kende og begavede mænd, som Thomas Hardy, der behandler problem­stillin­gerne uden – som se­nere filminstruktører – at henfalde til æstetisk og lummer nydelse ved beskrivel­ser af vold­tægter af meget unge og kønne piger, men som magter at bevare et køligt overblik og fremme sagen: alle menne­skers ligestilling i stand og muligheder. Det gør man ikke ved at decimere medmennesker til objekter og udnytte alvorlige emner til erotisk selvtilfredsstillelse.

Læge Morten Ziebel i Politiken: Hvis vi hverken har Penge, Piger (døtre) eller en rask Partner, må vi passe os selv i alderdommen. Det er takken for et langt og ak­tivt liv i andres tjeneste og alle de pæne, årlige skatteindbe­talinger.

Læge: Sats på de tre P’er, hvis du vil have en tålelig alderdom

’ Når du og jeg bliver ældre, har vi tre muligheder – de tre P’er. En­ten har vi penge, så vi selv kan betale for pleje og omsorg. Eller også har vi fået en pige eller en partner, der lever længere end os, og som kan hjælpe os. Men hvem skal tage sig af alle de efterladte kvinder, der hverken har penge eller en dat­ter, der kan passe dem? Jeg ved det ikke…’

https://politiken.dk/debat/art9375777/Sats-p%C3%A5-de-tre-Per-hvis-du-vil-have-en-t%C3%A5lelig-alderdom

Fejlfinder og brokkehoved

Set bag på engelsk lastbil.

Ja, jeg er en sur, gammel kælling. – Sommetider 😊

I 30 – 40 år har jeg levet af at skrive. Af at sidde hjemme ved min computer. – Og den be­skæftigelse har også tilladt mig at holde hus, have og at gå og be­tragte ver­den og tænke mit i fred og ro.

Jeg har ikke været væk om dagen, jeg har ingen stresset hverdag, ikke noget jeg skal nå, jeg har ikke arbejdet for andre, jeg har ingen ar­bejds­giver, som jeg skal være loyal overfor, ingen særinteresser. – Ud over det at være menneske i ver­den og sørge for mig selv, for mine egne og for mit.

Det er et privilegeret liv. Jeg er en god og overbærende arbejdsgiver for mig selv. Og jeg er normalt glad og omsorgsfuld over for mine nærmeste og ven­nerne, over for dem, der vil mig det godt.

Men, som Proust skrev i ’På sporet af den tabte tid’, kan man kun være flink ved de flinke. Ved dem, der kender koderne, der selv er flinke, ordholdende, ansvarsbevidste, storsindede, og som forstår at værdsætte en tjeneste, en handel til gensidig nytte, en gave, et stykke hjemmebag, en god snak i forbifarten eller en invitation.

Dem, som ikke møver sig ind over andres enemærker. Som ikke træder nogen over tæerne. Som ikke dumt forsøger at tilrane sig fordele på andres bekost­ning. Som ikke snyder på væg­ten mht. kvalitet eller service. Som ikke tager an­dres ting, tid eller tjene­ster for givet. Som ikke føler sig truet af, at andre lever anderledes liv. Som ikke gør sig anstrengelser for at fylde, for at lade sig høre, bemærke, for at synes kloge eller smarte, og for at bevise – nok mest over for sig selv – at de er bedre end alle andre på alle måder. Dem, som er usnobbede og glade for sig selv og deres egne liv, og som ikke har behov for at føre sig frem på demon­strative må­der. – Dem, som le­ver stille og godt.

Kineserne har et gammelt ordsprog: En god hund lægger sig ikke midt på vejen.

Når jeg opdager, at mennesker i min nærhed pludselig – fra at være flinke og høf­lige – lægger sig og spærrer midt på min vej, at de ef­ter­hånden over­går fra flinkhed til en tvær og selvretfærdig forventning om husly, om gaver, om tjene­ster, om ’lån’ – der aldrig leveres tilbage, som uden dømme­kraft og situationsfornemmelse tillader sig umorsomme, misundelige ’bemærk­ninger’ lige op i mit forbløffede ansigt, og som lægger beslag på min tid helt uden at spørge, om det måske passer mig, så bliver jeg vred! – Meget vred! – For det er uhøfligt og en underkendelse af min person og mine ret­tigheder som men­neske på lige fod med alle andre mennesker.

Hvis folk, både billedligt talt og helt konkret, lader deres egne træer vokse op, så de skygger for andre, der gerne ville have sol, hvis de lader deres hunde stå og gø lige ud for andres vinduer dag og nat, hvis de på alle tidspunkter af døgnet slår græs med enorme og kraftigt larmende maskiner, når man sidder og læser eller arbej­der eller sidder med familie og venner ved aftensmaden, hvis de puster og støvsuger deres haver med helvedesmaskiner i lang tid ad gangen el­ler saver med benzindrevet motor­sav i dage- og må­nedsvis lige op ad andre menneskers huse og haver, så bliver jeg vred. – For det er hensynsløst.

Det bliver jeg også, hvis supportere har for travlt til at supportere no­gen; hvis pakkebuddet lægger en pakke med bøger eller medicin umiddelbart VED SI­DEN AF den store og rumme­lige pakkepostkasse – i regnvejr! – Hvis sund­heds­perso­nale har et usundt forhold til deres ar­bejde og ikke orker at udvise en smule venlig medfølelse med syge med­borgere; hvis politi­kere og journalister er uop­lyste og grundløst påståelige, hvis håndvær­kere sjusker og ikke overholder af­ta­ler, hvis dagligvarefirmaer pakker rådden frugt og grønt sammen med varer, hvor holdbar­heden udløber efter en dag eller allerede er udlø­bet, og hvis fødevare­producenter fylder maden med ikke-spiselige eller direkte skade­lige ingredien­ser, bakket op af forløjede reklamer, eller når landmænd sprøjter gylle og gift ud over hele landet og vandet og ikke tåler at blive kritiseret for det.

Så siger jeg til. Med en naiv forventning om, at når folk ved, at noget, de gør, er til gene, så holder de op med det samme. – For man har ikke ret til at øde­lægge noget for an­dre, vel? Man bliver inde på sin egen del af banen og går ikke ud over sit eget for at genere sine omgivelser. Man opfører sig ordentligt. – Som de gamle, pari­siske aristokrater i Prousts beskrivel­ser ud­vi­ser man helt naturligt to­lerance og venlig imødekommenhed, men kun over for dem, der kan forstå den venlighed, der vises dem, og som kan udvise samme høviske opfør­sel til gen­gæld. – Ikke en sur, barnlig egoisme med trang til at snyde andre, overskride grænser, gøre op­mærksom på sig selv, larme op og forstyrre, parret med uklæ­delig rethaveriskhed og evin­de­lig forventning om særbehandling.

Jeg går helhjertet ind for Kardemommeloven, som i virkeligheden er den eneste lov, vi be­hø­ver blandt ordentlige mennesker:

’Kardemommeloven er den eneste loven i Kardemomme by, en oppdiktet by fra barne­boka Folk og røvere i Kardemomme by skrevet av den norske forfatte­ren Thorbjørn Eg­ner og utgitt i 1955. ”Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.”’

Norsk Wikipedia

Hvis alle kendte den, ville der aldrig være grund til brok.

Småtterier XVIII

● Denne sommer år 2023 bestod af halvanden måneds brændende sol, kolde skygger, kolde nætter og tørke efterfulgt af halvanden måneds kolde regn­byger … Vejret er af lave.

Kan I huske, at politikerne flyttede sommerferien, fordi vejret i den første uge af august ’al­tid’ var bedre?

TV2 d. 22. og 23. juli 2023:

Politiken 24. 7. 23:

● Mænd har en gudgiven ret til at vurdere alt og indrangere og give karak­terer. Kun således kan små mænd føle sig som store mænd og – næsten – lige med deres idoler.

Se evt. https://blog.loneandrup.dk/2021/10/13/manden-som-overdommer/

TV2 4. 8. 23

● Det er en skør verden! – Man invaderer andre menneskers lande og hyler op, hvis de gør modstand …

Nordjyske 7. 7. 23:

● Ja, for hvis vi maler tre bænke i regnbuefarver, er der jo ikke nogen bænke tilbage i hele det offentlige rum i hele verden til den heterosek­suelle og cis­kønnede majoritet, der åbenbart har følt ejerskab over alle bænke op igennem hele menneskehedens samlede historie på denne jord indtil nu?

De mennesker, der får ondt i røven af at se eller sidde på en kulørt bænk, burde blive hjemme og ikke gå ud eller lade høre fra sig i det offentlige rum, for de får alle andre til at føle sig dårligt tilpas.

Samme form for indædt, vred misundelse, ballade og privilegiebeskyttelse af hi­storisk uantas­tede rettigheder opstod – ovenikøbet ved brug af ligestillings­lovgivningen, der var skabt for at beskytte mindre privilegerede! – da et hotel ville reservere én etage ud af 23 – 20 hotelværelser ud af i alt 812 – til kvinder. Mange kvinder rejser, ligesom mænd altid har gjort, alene, ofte som en del af deres job, og for at give dem et trygt rum, indrettede man en etage, som var forbeholdt kvinder:

https://quinde.dk/historien-om-bella-skys-kvindeetage/

Men det blev anmeldt til Ligestillingsnævnet af en forurettet mand og forpurret …

De tyske ’Frauenparkplätze’, store, veloplyste parkeringspladser tæt ved indgange fx i skumle parkeringskældre eller på rastepladser langs motorvejene, har også været mål for en misundelig hetz fra mandlige, danske bilister, der åbenbart har hævd på begrebet ‚bilisme‛ og ikke under andre plads, og som benytter lejligheden til at intimidere kvinder og nedgøre kvindelige bilisters evner*

For helvede da! Mænd ejer alle parkeringspladser, alle hotelværelser, og de føler sig som of­test trygge overalt i det offentlige rum og i verden, og så reagerer de som smålige, for­nærmede børn, når man i meget begrænset målestok for­søger at skabe samme trygge for­hold for kvinder, så de, hvis de ønsker det – måske – kan skærmes mod bøvede mænd, deres nedladende ’vittigheder’ og mere eller mindre aggressive adfærd over for enlige kvinder.

https://nyheder.tv2.dk/krimi/2023-08-14-30-aarig-anholdt-for-blufaerdighedskraenkelse-paa-hotel-i-koebenhavn

● Vores politikere, der som oftest sidder med snuden i en mobil eller uploa­der ’kvikke’ onelinere og kælne fotos af sig selv på de sociale medier, og som ikke hurtigt nok kan komme videre til endnu bedre lønnede stillinger andre steder, vil nu have, at vi skal passe os selv og vores pårørende, når vi bliver gamle.

– Ja, og vi skal selv spare op til alderdommen, hvilket vi jo har været nødt til de seneste mange år, hvis vi ikke som ældre ville leve uden for samfundet på en sten.

Når vores fjumsede politikere så stadig ikke kan få et helt livs skatteindbetalinger til at strække til rimelig omsorg for os, når vi ikke længere kan selv, så må vi vel til gengæld for­vente, at skatten bliver sat betragteligt ned? Med en tredjedel eller halvdelen? – Så kan vi med ét hug afskaffe velfærdssamfundet, som vi kender og forventer det, helt.

Vi har allerede afskaffet trygheden og hjælpen ved sygdom og fødsler. Kun de rige og dem med privatforsikring får, som tilstandene er nu, hurtig og adækvat hjælp. Alle andre kan rådne op derhjemme med en idiotisk telefonsvarer i røret, være parkeret på sidelinjen i må­ned- eller årevis – måske i smerter – i venten på audienser med sundhedspersoner eller sidde fast i et Kafkask forløb i langsom­melige sygetransporter, eller i venten på langsomme­lige sygetransporter, så de hverken når deres aftaler eller kan komme hjem igen. – Gamle, syge, børn, fø­dende … De daglige beretninger fra både patienter og personale er hårrej­sende!

Mens landet lider under forfærdelige forureninger fra bl.a. landbruget, som ingen har turdet sætte begrænsninger for, så vores natur, biodiversitet og havmiljø nu definitivt er ødelagt af gylle og gift. Skattevæsnet, DSB, uddannelsessystemet, so­cial- og sundhedsområdet sejler … – Kan vi lægge sag an mod de politikere, der igennem de seneste 20 – 30 – 50 år intet har gjort?

Og kan man med omgående virkning fyre politikere, der ikke kan lægge rimelige budgetter og regere et land? Der er uvidende, udygtige og selvforelskede, og som fanges i interne magtspil og ikke magter deres job? Som er at sikre os alle tryghed, gode uddannelses­muligheder og levevilkår, et rent land med en sund naturlig balance og rimelig hjælp når vi er børn, når vi føder børn, bliver syge og gamle.

● Mailvenner –Hvis man har gode pennevenner på mailen, er det som at føre en langsom samtale, hvor man har tid til at tænke sig om, før man taler. – Som i Jane Austens tid.

● Løgn. På markedet bemærkede jeg de enorme blåbær, hvert af dem på stør­relse med et kirsebær, og den unge pige, der passede stadet, råbte oprømt ad mig: – Ja, er de ikke flotte? De er plukket i Rold Skov her til morgen!

Se, jeg har boet i Rold Skov i mange år, og der er ganske rigtigt blåbær, men vilde blåbær i dette land er små som de allermindste ribs og sidder normalt spredt, så det ville tage timer at plukke bare et par hundrede gram.

Jeg har også de såkaldte ’amerikanske’, meterhøje blåbærbuske i min have, og de giver netop disse store, men også mindre smagfulde, bær, så jeg behøvede ikke at købe løgner­skens …

Folk må jo synes, at jeg ser dum ud.

● I en verden, der er lagt an på, at vi skal prøve at tørre så mange som mu­ligt af vores medmennesker for så mange penge som muligt, har humanistiske værdier, tolerance, hjælpsomhed og menneskerettigheder svære kår …

● Intelligens er evnen til at håndtere gråzoner, læste jeg engang. Der er næ­sten intet, der kan decimeres til en sort-hvid formel. Selv om det ville være be­kvemt, hvis verden var enkel, overskuelig og nem at opdele, men det er den jo ikke. En del – specielt højreradikale, men også radikale på venstre fløj – har ikke opdaget det endnu.

Nogle af os har meget let ved at undvære mennesker, kæledyr og ting, der ikke på nogen måde bidrager positivt til vores liv, men tværtimod lægger alt for stort pres på vores opmærksomhed, tålmodighed og ressourcer.

● Narcissister uden evner. Så står hun der. I ensom majestæt og poserer falskt smilende til en selfie eller fem. Så går hun rundt og snakker indsmigrende til sin selfiestang.

Førhen fik mennesker med evner, uddannelser og viden mulighed for at tale til andre. De kunne fx holde foredrag, blive lærere eller værter i radio- eller tv’s mu­sik- eller dokumentar­programmer.

Nu kan man være vært i tåbelige legeprogrammer, sniksnakke selvoptaget og pointeløst i radioen eller i åndløse quizzer og fjollekonkurrencer på tv, og hvis man ikke engang kan det, skal man bare købe en mobiltelefon og en selfiestang og producere sine egne pro­grammer.

Fx kraftigt rødhårede Line, der fedter sine alt for store og fremadragende læber ind i smøre­olie, tænder lysringen og viser alverden, hvordan hun krøller sine 10 cm lange, kunstige øjenvipper.

● Igen et yngre menneske, der, for at tilegne sig andre menneskers ting, tid og penge, argumenterer med sine egne behov (min fremhævning):

’Dømt: Ung kvinde stjal seng og sofa i Ikea

Udover at stjæle varer fra Ikea har kvinden overnattet på hoteller uden at betale for det

Udover at have været i Ikea i Aalborg uden at betale, så var kvinden også tiltalt for i maj 2022 at have overnattet på hoteller i Frederikshavn for 14.300 kroner og efterfølgende være gået fra regningen. Et nummer kvinden gentog i august i Her­ning, hvor hun overnattede for 6600 kroner uden at betale for det.

– Kvinden indrømmede det hele og forklarede, at hun ikke havde nogle steder at være, og hun derfor indlogerede sig på hotellerne, siger Søren Riis Ander­sen’

https://nordjyske.dk/nyheder/aalborg/ung-kvinde-straffet-for-at-stjaele-seng-og-sofa-i-ikea/4493026

● Politiken 4. 8. 23: Avisens sommerserie om egne journalisters oplevelse af interviews med betydningsfulde mænd – NB! ikke kvinder! – som formodentlig har fortjent deres positioner med talent og dygtighed, handler jo -igen igen – om den lille journalist selv …

● Rodet journalistik –Jeg læser tre – fire aviser hver dag, og jeg læser for at få informa­tion. – Men en tendens breder sig: I stedet for at fortælle læseren HVEM – HVAD – HVOR osv., skal man læse langt ned i artiklerne for at finde de facts, der er lovet i overskriften. Ind­ledningerne er alenlange ’Det var en mørk og stormfuld aften, da xxx forlod sit hjem …’ Og det rækker min tålmodighed ikke til. Så jeg skrålæser og leder efter facts, men må opgive og gå videre til andre, ofte uden­landske, medier, der ikke kunne drømme om at lege ’Mit livs novelle’ midt i ny­hedsstrømmen, men stadig kan huske, hvad de lærte på journalist­skolen: Der er forskel på feature og news.

● Dårlig journalistik – Og de fleste aviser og andre nyhedsmedier behandler po­litik, som om det var et cykelløb: Hvem kommer først? Hvem er størst? Hvem sva­rer bedst for sig?

På TV skal politikere deltage i ’skarpe’ interviews eller diskussioner, som blot går ud på at vise, hvor begavede journalisterne er.

Denne aggressive og selvpromoverende tilgang til erhvervet udelukker de rare politikere, de eftertænksomme, dem, der virkelig ville kunne gøre noget godt for vores land og dets bor­gere.

Og favoriserer de stræbsomme, de hårdhudede, dem, der blot er i faget, fordi de elsker at deltage i konkurrencer.

Politik som en konkurrence, hvor spindoktorer er holdledere, og journalister er kommenta­torer, der har valgt side og giver endeløse, forudindtagede ’analyser’ af magtstillingen i dag …

At politik handler om at passe på landet og betrygge tilværelsen for en masse mennesker er gået helt hen over hovedet på både medier og politikere.

● UANSTÆNDIGT!

Politikens – virkeligt gode – fotos fra Roskilde Festival, da ballet var forbi:

https://politiken.dk/kultur/musik/roskildefestival/art9425101/110.000-mennesker-har-nu-forladt-Roskilde-Festival

Pladsen flyder lårhøjt med campinggrej og skrammel. – Muligvis fordi man kan købe to festi­valstole, to soveposer, to liggeunderlag og et telt til to personer for kun 288 kr.:

Bilka juni 2023

● ENDNU MERE UANSTÆNDIGT! … Ufatteligt uanstændigt …

Rusland har angiveligt bortført 700.000 ukrainske børn … Det er så stort, så mange, så for­færdeligt, at man ikke forstår det … Børnenes Holocaust … i vor tid … lige ved siden af …

DR, notits, 3. 7. 2023

● Mange mennesker er virkelig bange for ulve.  Vi har en håndfuld vilde ulve i jyske hede- og skovområder, og de går og passer sig selv og er højst til fare for en mus, en bambi eller et får eller to. Det er ikke pga. ulve, at vi låser vores ho­veddøre om natten …

● At læse en nyere, dansk krimi er som at skimme en allerede udfyldt krydsog­tværs, kon­strueret af et åndeligt mindrebemidlet, barnligt væsen.

● Ugens ord i Politiken – en klumme ved sprogforsker Marianne Rathje, handler ofte om fejlhøringer, fx d. 26. 6. 23: Hedder det ’oprindeligt’ eller ’oprigtigt’?

Før i tiden var det børn, der kom med de sjove fejlhøringer, fx barnebarnet, der spørger, om vi ikke skal bruge hele formulen på is? Hvilket vi jo så gør. Eller den klassiske fra en tid, hvor man sang morgensang, og ungerne, der endnu ikke havde lært at læse teksten i en sang­bog, men bare lyttede og selv skabte mening i lydene, i stedet for ’Sneglen med hus på ryg vil vandre’ af hjertens lyst sang: ’Sneglen med hus, paryk og vanter’.

Men nu er det mennesker, der på mange måder burde regnes som voksne indivi­der, der serverer disse tegn på uvidenhed om deres eget modersmål. Hvilket vi­ser, at vi har opfos­tret et par generationer, der kan kigge på skærme, men ikke kan læse.

Vi, der har gået i skole i 60’erne og har læst bøger i titusindvis, er sjældent i tvivl om almin­delige ords betydning og stavemåde. Heller ikke om nutids-r, præposi­tioner, ordstilling i bi­sætninger, talemåder, inkongruenser og alle de andre sprog­fejl, som regelmæssigt optræ­der også blandt journalister o.l., der lever af at skrive og tale til andre. Vi gamle har været igennem så meget tekst, at ordbille­derne er på plads, og mange af os udtaler også ordet sådan cirka, som det skri­ves. Børn og udlændinge kan høre forskellen, når vi taler. – Men nu har vi et par generationer af angiveligt voksne mennesker, der hverken kan læse, skrive eller tale dansk ud over, hvad der kræves til at orientere sig nødtørftigt på en skærm, lidt mumlen og korte beskeder på nettet, Messenger, sms’er …

Man kan sige, at sproget selvfølgelig udvikler sig, men i disse år sker det ikke pga. kreativi­tet eller behov for nye ord til nye begreber. Det sker pga. af manglende læsning, mang­lende voksenkontakt, dårlige uddannelser og pga. ligegyldighed parret med ukorrekt og misforstået engelsk.

● Så langt er vi kommet: – Mennesker, der svømmer i havet skal undersøges for for­giftning:

’Omkring 40 surferes blod skal nu undersøges for at finde ud af, om der er grund til at være bekymret for forurening.

Omkring 40 surfere lagde torsdag arm til en større sags tjeneste.

Havskummet i Vesterhavet er mistænkt for at indeholde høje koncentrationer af de svært nedbrydelige PFAS-stoffer, som er mistænkt for at være kræftfremkaldende.’

TVNord, 23. 6. 23

Kan vi, der ved, hvordan man fører kalender, blive fritaget for at blive for­styrret af den evindelige strøm af mails og sms’er, der foregriber enhver af­tale med fx brillebu­tikken, det offentlige eller sundhedssystemet?

Min tandlæge sender mig tre sms’er i ugen før hver aftale, og det er helt tåbeligt, når klinik­damen så ringer samme dag om morgenen og vil aflyse eller udsætte aftalen, fordi ’tandlæ­gen har travlt i dag’ og derved ødelægger MIN planlægning og forvolder en masse besvær.

Også pakkefirmaerne er hurtige på sendknappen. Der er ikke mange timer af en pakkes vej igennem systemet, der ikke bliver overvåget og omhyggeligt rapporte­ret til modtageren, men det værste er alle disse bønfaldende mails og sms’er bagefter, hvor firmaerne gerne vil have anmeldelser – Gjorde vi det ikke godt? Så du lige os? – når man HAR fået sin pakke møtrikker og er totalt ligeglad.

Hvis pakken ikke kommer frem, skal de nok høre fra os!

Folk, der er villige til at sprøjte sig selv i maven med et kemikalie for at tabe sig kan vel ikke betegnes som andet end selvskadende?

’Vægttabsmidler undersøges for alvorlige bivirkninger

De aktive stoffer semaglutid og liraglutid, som bruges i flere af Novo Nordisks vægttabs- og diabetesmidler, bliver undersøgt for alvorlige psykiske bivirkninger ved Det Europæiske Læge­middelagentur (EMA). Det oplyser Lægemiddelstyrelsen i et skriftligt svar til Berlingske. Speci­fikt går undersøgelsen på, om stofferne kan have en sammenhæng med tilfælde af selvmords­tanker og tanker om selvskade.’

Tv2 Nyheder 23. 6. 23

● Vi skal gøre alting så hurtigt som muligt! – Så vi kan tjene flere penge, komme til at dimse med vores telefoner, komme hjem, holde kaffepause, tage til stranden … Det er ikke længere vigtigt at gøre tingene så godt som muligt.

  • Folk kører bil, som om de var både blinde og døve.
  • De kan ikke engagere sig i samtaler eller svare ordentligt på henvendelser.
  • De har ikke stunder til at passe deres job eller andre forpligtelser.
  • Vi havde en murer, der gemte sig i vores garage i tre uger, hvor han bare stod og snakkede i mobiltelefon.
  • En vinduespudser, der sprang hvert andet vindue over og sjuskede med resten, fordi han var midt i vigtige telefonsamtaler imens.
  • Ekspedienter, der ikke kan slippe mobilen for at betjene kunder.
  • Og forældre, der ikke kan snakke med deres børn eller bare se dem i øj­nene:

‚Institutioner må skride ind over for fraværende foræl­dre

De fleste dagtilbud i landets to største byer har lavet tiltag for at gribe ind over for forældrenes skærmbrug, når de afleverer og henter deres børn.’

Politiken d. 2. 8. 23 fortæller, at daginstitutioner i store byer via op­slag o.l. må bede forældrene om at kigge på deres børn i stedet for ned i mobilen og være nærværende, når de henter og bringer dem …

● Det er nye tider: Ligesom vi er ved at lære, at vi ikke må smide skrald og ciga­retskodder fra os på gaden, gå og gramse uopfordret på hinanden og kommen­tere andres udseende eller undlade at opsamle hundens lort, så skal vi også til at lære, at vi ikke må svine med de fælles ressourcer, forurene luften med røg eller spolere stilheden med larm.– Mange føler deres hævdvundne privilegier truet.

Om morgenen: Man skal lige samle sit liv op igen. Hvor var det nu, jeg lagde det i går? Hvad efterlod jeg? Hvad skal jeg nu? Efter kaffen, avisen og morgen­vasken, selvfølgelig.

● Der findes en verden uden for de lukkede institutioner, hvor pædagogsnak ikke gæl­der. Hvor virkeligheden er rå og bedst håndteres ved at stirre trolden lige ind i øjnene, ac­ceptere problemerne og handle derefter.

● Avisen Politiken lever i sin egen, meget begrænsede, radikale boble. Med en hori­sont, der ikke omfatter Jylland, Fyn og den øvrige, praktiske verden.

Avisen er ikke længere henvendt til læserne, men til et begrænset antal meningsdannende og skrivende mænd i hovedstadsområdet, som måske opfattes som ligestillede i position og begavelse.

Journalister og redaktører sidder og skriver alenlange klummer om sig selv, deres eget geo­grafiske sted og deres egne, ikke synderligt originale, tanker, som de for­venter, at folk gider læse. Og bruger resten af deres energi på at underløbe den siddende statsminister på let gennemskuelige og ufine måder.

De radikale har ingen indflydelse, de fik 3,8 % af stemmerne ved seneste valg og bakkede ud, da de fik chancen for at deltage i regeringen. De er et lille, ubetyde­ligt og selvretfærdigt parti, der blot træder sig selv over tæerne gang på gang og opfører offentlige klovnefore­stillinger. Men når man nu råder over pladsen i et større dagblad – og ikke har vingefang nok til at fylde den med nyheder, kritisk journalistik, nye visioner og bedre tanker, så skal de radikale med vold og magt promoveres i helsidesartikler og i hjernedøde, gennemskuelige klummer:

Politiken d. 22. 5. 23 forsøger som de eneste og helt skamløst at promovere radi­kale Margre­the Vestager, som hverken har udvist lyst eller evner til posten som chef for Nato, kun fordi de ikke under statsminister Mette Frederiksen noget som helst.

Og bringer d. 4. 8. 23 en helside om en kælent sommerafslappet Martin Lide­gaard, en poli­tiker, der, som det også fremgår af fotoet, ikke har nogen relevans overhovedet i det aktu­elle politiske landskab:

● Folk er tossede! De opfører sig, som om afskaffelsen af store bededag var et dikta­torisk forbud mod at spise hveder og bede til helgener … De kan da spise hveder og bede bønner, som de plejer, hvem kan forhindre dem i det? In­gen har (endnu) forbudt tan­kevirksomhed, selv om man skulle tro det.

Det er fortvivlende at se alle de mobilafhængige bilister, der pludselig stopper midt på vejen eller blot kører nødtørftigt ind til siden, hvor de holder skævt og spær­rer, mens de tjekker en – formodentlig livsvigtig – sms eller et opkald, der lige duttede ind, mens de kørte.

Og det er hver gang foruroligende at befinde sig bag en bil, som slår umotiveret vold­somme sving, fordi føreren indstiller GPS’en, radioen, aircondition’en, tager en slurk af ener­gidrikken eller lige skal se en sms eller besvare et opkald.

● Mennesket i en nøddeskal:

Vi finder et af verdens ældste træer i en skov i Chile og må straks ødelægge det ved at jage et langt bor ind i det … Ingen og intet kan vide sig i fred for vores vir­ketrang.

● Man kigger på dette gamle hylster. Kender det jo så godt. Brede fødder, nor­malt stærke ben, der har båret os jorden rundt et par gange, maven, der skabte et helt nyt, fantastisk menneske, hjertet, der bare trofast har passet sit job uden at gøre noget væsen af sig, ar­mene, der har udrettet så meget, hovedet, der har set, lyttet, smagt, lært og tænkt uden op­hør igennem mere end et halvt sekel.

Og så begynder enkelte dele at falde én i ryggen, at gå i uorden, nægter lige frem at fun­gere! At lystre!

Der optræder modstand i form af knagen, usikkerhed, træthed, anfald, smerter … Hvad? – Kan vi ikke længere stole på hinanden?

Et forvarsel om den dag, da vi må skilles, hvor bælgen ikke længere tjener sit for­mål, men må smyges af og henlægges i en skov et sted.

P.S.: Der er meget om Politiken, som jeg igennem mere end 40 år har læst dagligt og føler mig i et had-kærligheds-forhold til. De senere år mest det første.

Hovedstadsavisen forekommer i dag som oftest enøjet arrogant uden rimelig grund, som en lukket klub for de indforståede, fuld af banale meninger, som alle i forvejen er enige om, men som jo heller ikke bringer nyt frem, og den flyder over af idiosynkrasier, af privatheder og af ondskabsfuldheder, navnlig over for vores kvindelige statsminister – man KAN BARE IKKE lade være med at omtale hendes hår og påklædning** eller overføre sit eget moderkompleks med tilhørende magtmisundelse til en voksen kvinde, der er tydelig i offentligheden. Derudover promoverer avisen skamløst og helt ufunderet, ubetydelige, radikale venstrepolitikere.

Politikens journalister er selvcentrerede, uden humor, og usikre sprogbrugere, som ofte afslører en grotesk mangel på almenviden, fx hvad angår historie, geografi – også den danske, samfundsforhold, sprog, dansk (og engelsk) retskrivning, ord og udtryk, grammatik, tal og størrelser … Det kan være en lidelse for folk med hjerne, finfølelse og to sprogører at kæmpe sig igennem artiklerne, men så springer vi dem jo bare over. Avisen er således meget hurtigt læst og sjældent pengene værd.

– Men den giver stadig plads til de smukkeste fotos, yderst læseværdige og kompetente korre­spondenter fra fx Mellemøsten og Asien, og de mest begavede og tankevækkende debatindlæg fra læserne. – Når debatredaktørerne i øvrigt formår at sortere de værste, tanketomme Facebookspydigheder fra.

* ´https://blog.bilbasen.dk/parkeringspladser-for-kvinder-73446/

** ‚Har statsministeren sat håret i kriseknolden og taget en mørkeblå jakke på, som hun gjorde under corona, når det var allerværst, og med bedemandsmine og gode pauser i sine taler forklaret, hvor vi står? ‚

https://politiken.dk/indland/art9374972/Undskyld-undskyld-undskyld-sagde-Ellemann-19-gange.-Og-s%C3%A5-er-det-glemt

Vaner

Vores liv består af vaner. Vaner er det skelet, der holder dagligdagen sammen for os alle.

En klog zoologven sagde engang, at man ikke skulle lave om på sine vaner bare for at lave om. Der var en grund til, at bambierne hver morgen gik ad de samme stier ned til vand­hul­let. Så skulle de ikke hver eneste dag tænke over eller stå og disku­tere, hvilken vej de nu skulle vælge, og de skulle ikke bruge energi på at forcere grene, træde højt græs ned og bane nye stier, måske havne et forkert sted; de gik den direkte rute ad al­lerede nedtrådte stier ned til søen og drak.

Da vi havde denne snak, var det blevet almindeligt, at man lavede om alle vegne i det of­fent­lige og i det private. Man skulle hele tiden omstrukturere og være omstil­lingspa­rate, in­nova­tive, resiliente, robuste, kreative, tænke ud af boksen osv. Man ansatte folk til at gøre et stykke praktisk arbejde, fx sygepleje, kundebetjening eller undervisning, og så mente ar­bejdsgiverne, politikerne og deres håndlangere, de teoretisk uddannede kontornussere, som havde brug for at retfærdiggøre deres alt for høje lønninger, at man kunne rationali­sere, at der kunne spares et minut her og et par håndører der ved at ændre på arbejds­gange, løn­systemer og indføre detalje­rede dokumentationskrav. Men man smed barnet ud med bade­vandet. Ved at overvåge og tage tid på nogle op­gaver overså man, at meget ar­bejde består af et selvstændigt skøn, erfaring og menne­skelighed. Man forstyrrede med sine bedre­vi­dende ændringer ordentlige menneskers gode arbejde så meget, at de ikke læn­gere syn­tes, at de på anstændig vis kunne udføre det, de fik deres løn for.

Engang imellem skal man søge nye stier, engang imellem skal man prøve noget nyt. Og nogle er bedre til det end andre; de unge fx eller de opfindsomme, de rast­løse og de nys­ger­rige. Disse vovehalse har skaffet os meget ny viden og smarte måder at gøre ting på. – Må­ske fandt bambierne en skønne dag en meget lettere sti? Eller et nyt vandhul uden mud­der?

Jeg elsker selv at finde effektive måder at klare hverdagens trivielle opgaver på, nye rengø­ringsredskaber, maskiner eller metoder. Ja, selv når jeg går tur for at få natur­ople­velser og motion, skyder jeg genveje, hvis jeg kan se, at den ene sti er kortere end den anden. – Det er formentlig sådan, vores hjerner fungerer, og sådan vores civilisation blev rationel og ef­fektiv. Det er sådan, man bygger Toyotaer efter Lean-modellen. Men det fungerer kun indtil en vis grænse. For hvis vi sparer for meget tid og for mange res­sourcer, begynder vi at fyre folk eller at stresse dem, indtil de ikke længere kan passe deres arbejde, og der resterer så opgaver af både praktisk og medmenne­skelig art, som ikke bliver løst. Vi ender med et hal­tende og knapt fungerende sundheds- eller uddan­nelsessystem eller en PostNord- eller SAS-mo­del, hvor vi forlanger af ganske få menne­sker, at de skal udføre alle deres fyrede kollega­ers job på samme tid med færre res­sourcer og til en ringere løn end før ’omstruktu­rerin­gerne’. – Det holder jo ikke i læng­den.

Vi kan også stresse os selv uden for jobbet fx med sociale medier, ved at være til­gæn­gelige på mobil og mail døgnet rundt, ved at købe ind hver dag klokken fem minutter i spisetid, tage på mange kurser, wellnessophold, ferierejser eller ved at anskaffe os kæ­ledyr, et stort hus plus et sommerhus og en omfattende social kreds, der skal passes. Ved at pakke vores dage så tæt, at der ikke bliver tid til ro og re­fleksion.

Det er som at pakke en kuffert: Hvis vi tager den lille kuffert, fylder vi den til ran­den, men det gør vi også med den store, den, som check in-damen kalder en ’et­værelses lej­lighed’. Det fungerer på samme måde, når det kommer til vores tid: Hvis vi kun har kort tid, fylder vi vo­res dage med opgaver, men hvis vi så pludselig får meget tid, så pakker vi også vores dage til bristepunktet med – som oftest selv­pålagte – opgaver, folkedans, oliemaleri, ons­dagskaffe med veninderne, gåtur med Gurli om fredagen … Og så har vi pludselig så travlt som aldrig før.

Eric Berne, grundlæggeren af transaktionsanalysen, sagde, at menneskets største pro­blem var strukturering af den vågne tid. Jeg mener, at strukturen består af va­ner. Det meste af ti­den kører vi på vanernes autopilot.

Vaner er rationelt. Vaner giver tryghed. Både krop og psyke, voksne, børn og dyr trives godt med vaner, med faste ritualer. Det ved enhver bondemand med køer eller grise, at de be­gyn­der at blive urolige, når malke- eller spisetid nærmer sig, el­ler hvis nogen kommer ind i stal­den på uventede tidspunkter.

Og mange ældre mennesker ynder at fortælle i kedsommelige detaljer, hvordan de be­gyn­der deres dag: Ja, jeg vågner jo tidligt, normalt ved fem halv seks-tiden, og så skal jeg jo have min kaffe. Så sidder jeg en times tid med kaffen og avisen her ved køkken­bordet, for så kan jeg se fuglene i hækken – jeg fodrer dem hver dag, og så gætter jeg altid lige den lille kryds­ogtværs, men den store gemmer jeg til ef­termiddagskaffen … Når alle krav fra fa­milie og samfund efter en vis alder bortfal­der, skaber man selv sine egne krav, sin mening, sine vaner.

I børnefamilierne går det mere hæsblæsende: Op, få børnene op, tøj på, madpak­ker, mor­genmad, husk gymnastiktøj, cykelhjelm, institution/skole, arbejde, indkøb, institu­tion, af­tens­mad, putte, i seng … Weekender kan oven på sådan en tætpakket uge føles som et tomt hul i jorden … Hvad skal man lave? Rengøring, vasketøj, selv­følgelig, men man er ikke vant til at være sammen, tiden flagrer så mærkeligt løst af sted uden hver­dagens vaner, så man må hel­lere tage på besøg eller på en tur, en struktureret beskæf­tigelse, så det hele ikke forsvinder op i den blå luft.

Vaner er godt, men det er også godt at bryde dem af og til: Så er der byfest i nabo­byen, en fødselsdag eller guldbryllup i familien, en tur til Spanien … Vi bryder vaner på en vanemæs­sig måde, lige som årets gang og alderens fremadskriden kalder på nye, men gammel­kendte va­ner. Jul, sommerferie, farfars fødselsdag …

Det kan være endog meget svært at lave om på sine vaner. Det ved vi, der er holdt op med at ryge, der ikke længere har børn hjemme, vi, som har lært sproget på én måde og opda­ger, at de yngre pludselig giver sig til at tale og skrive på andre må­der – Det er jo forkert! … Ikke?

Hver gang, nogen ændrer ved vores vaner, protesterer vi voldsomt. Hvis de laver om på avi­sens layout, bussens køretider, udtalen af et ord, farven på skiltet, embal­lagen på mælken … Man skal tænke sig grundigt om, før man ændrer noget, for der er en mod­stand, en umid­delbar modvilje, der skal overvindes hver eneste gang. Og denne natur­lige træghed koster energi.

Hvor det er usigeligt let at vænne sig til forbedringer, bilen, radioen, telefonen, tv, va­ske­ma­skine, internet, en højere indkomst, nye muligheder o.m.a., så er der andre vaner, som har været svære at bryde, og som krævede overtalelse, straf eller social udskam­ning:

  • Vi må ikke længere slå børn – eller kvinder, for den sags skyld
  • Vi skal køre med sikkerhedsseler i biler – også på bagsædet
  • Vi må ikke længere ryge alle vegne
  • Vi kan ikke længere køre med tog, som er blevet alt for dyre, alt for dårlige og upåli­delige, men vi kan flyve eller køre med store dieselbiler i stedet
  • Vi må pludselig ikke gå og gramse uopfordret på andre
  • Vi må ikke længere tale nedsættende til og om kvinder eller folk af anden her­komst eller seksuel observans
  • Vi kan ikke længere bare lukke børn, hunde og høns ud, så de stort set pas­ser sig selv det meste af dagen
  • Vi kan ikke længere bare sætte havevanderen til en hel lang solskinsdag
  • Eller brænde vores affald på græsplænen
  • Vi må ikke længere bruge giftsprøjte i haven (landmænd må dog stadig gerne sprøjte løs, og det gør de)
  • Vi må ikke længere lade vandhanen løbe, mens vi børster tænder eller skræller kar­tofler
  • Så må vi pludselig ikke længere flyve med fly eller køre i dieselbiler, men skal køre i elbil, der kun kan køre 200 km på en opladning
  • Vi skal vænne os til at sortere vores affald i ti forskellige grupper, så det kan genan­vendes
  • Vi skal lære at bruge netbank og MitId

Specielt midaldrende, hvide mænd har det øjensynligt svært med omstillingerne, med at æn­dre vaner, for lige netop for den befolkningsgruppe føles det jo ikke al­tid som forbedrin­ger, men som at blive tvunget til at opgive hævd­vundne privile­gier – først og fremmest fo­restillingen om at være verdens uantastede beherskere. Disse mænd sidder stadig 10 og 20 og 30 år senere på de brune værts­huse, til sammen­komsterne, i læserbrevs­spal­terne eller på internettets kommentar­spor og brokker sig fornærmet.

– Måske kunne det hjælpe at tænke på alle de vaner, vi allerede HAR ændret? Selv om vi na­turligvis havde mange sure og modvillige indvendinger imod dem først.

Det bliver nemlig ikke lettere fremover. Vi er blevet for mange, vi fylder, sviner, lar­mer og ge­nerer hinanden. Så i de næste mange år vil der komme utallige nye hen­stillinger til os om at ændre vaner, fx er det ikke længere smart at tale højt i sin mobil i det of­fentlige rum, at starte støjende, benzindrevne maskiner i områ­der, hvor folk bor, at køre rundt og larme på knallert eller med soundboks eller at kom­mentere andre menne­skers udseende … men der kommer også flere nye og skrap­pere regler om brugen af den fælles jord, luft, vandet, om lige rettigheder og børn og dyrs velfærd, specielt hvad angår institu­tions­børn og pro­duk­tionsdyr.

Menneskelivet og samfundslivet består af sæt af vaner – Kultur er vaner, sagde Hartvig Frisch – en dansk, socialdemokratisk minister fra en tid, da man rekrutte­rede politikere blandt intel­ligentsiaen – og vaner skal naturligvis kunne ændres, men kun når det er nød­vendigt.