Sidste bane

Når man har nået en vis alder, måske 60, 70, 80 år eller mere, kan man have det, som om man er nået til enden af computerspillets sidste bane.

Der sænker sig en ro over ens liv, en tilfredshed, en glæde ved det, man har opnået, ved de velkendte, daglige omgivelser, ved udsynet til naturens gang, og selve himlen over én synes ofte oplyst af et væld af harmoniske farver. Man trækker vejret dybt ned i maven og fornemmer, at alt er godt.

Dette sker naturligvis kun, hvis man har bestået alle de foregående baner.

Hvis man har haft en tålelig barndom, ihvertfald overlevede med krop og psyke nogenlunde intakt.

Hvis man fik en uddannelse, lærdom, kundskaber, der passede til ens iboende trang.

Hvis man fandt en god partner og kammerat, der holdt én ud igennem mange, mange år.

Hvis man fik de børn, man havde ønsket sig, og de voksede op og fandt deres egen hylde, hvor de forhåbentlig også engang finder roen.

Hvis man fik mulighed for at arbejde på at skabe sig det liv, som man havde drømt om – sådan cirka.

Hvis helbredet holdt det meste af tiden.

Hvis man fik indrettet sig med sig selv og sine omgivelser sådan, som man efterhånden indså, at det passede én godt.

Herunder forstod, at man ikke behøver at finde sig i noget fra andre, selvhjulpne voksne, men at man altid skal strække sig langt – og være generøs med sin tid – når det gælder de små, dyrene og de underprivilegerede.

Og endelig når belønningen i form af sjælero formentlig kun frem til de modtagere, der undervejs har givet sig selv mulighed – og masser af tid til at reflektere og lære.

Når tilfredsheden indfinder sig, kan det skyldes evnen til at filosofere over det større perspektiv og til at affinde sig med, at ikke alle er født lige smukke, rige, kloge og privilegerede. Og så naturligvis evnen til at glæde sig over, at man alligevel formåede at skabe sig den plads i tilværelsen, der passede én allerbedst.

– Og så er det for øvrigt hormonelt betinget. Når hormonerne og ambitionerne aftager, indfinder harmonien sig helt automatisk – når man kommer til den sidste bane.

Forår

Engang føltes foråret som et krav. Man skulle ud af sofaen, ud af sin brune vinterhule, væk fra bøgerne, chokoladekagerne og stearinlysene og ud i vejret. Fandengalemig!

Og så stod man der, frysende i sandaler og aspargesben, i det alt for klare lys og var ikke klar selv. Uden at vide, hvor man skulle gå hen.

For kravet var diffust. Uroligt. Ud i foråret. I skoven. På fortovscaféer. Promenere langs havnen. På stranden. Først og fremmest skulle man ud blandt mennesker. Færdes i flokke blandt andre forårsforvirrede. Hvis man sad inde en dag, hvor forårssolen skinnede, var denne dag at betragte som spildt i det store livsregnskab.

For sådan et havde man jo.

Mere end 60 års erfaring har dog lært mig et og andet.

Fx at skoven ikke er grønnere på pænere måder andre steder end lige her ved siden af mig.

At min egen have igen i år udviser en fantastisk fantasi af farver, frugtblomster, bier, mariehøns, spraggule citronsommerfugle, lysegrønt purløg og røde rabarber på vej.

At de mennesker, jeg holder af, er lige i nærheden og ikke skal opsøges på caféer, i friluftsbade, i legelande, til de store udendørskoncerter eller andre steder, hvor ældre kvinder ikke længere har behov for at lade sig se.

Vor nationalfilosof, Kierkegaard, skrev, blandt meget andet klogt:

– Livet er ikke et problem der skal løses, men en virkelighed der skal opleves.

Måske rækker det at gå med hunden i skoven, ganske som vi plejer, og bagefter hænge dyner og tæpper ud i sol og blæst. At gå og bakse med vasketøjet på snoren under forsytiaens gule opblussen. At indsnuse sollugt, jord, støv og blomster. At luge og feje en smule hist og pist, rydde vinterens visne stilke væk … at se det pible, nej vælte, op af jorden med frodigt grønt og gult og hvidt og blåt.

Måske rækker det at sidde en times tid i lækrogen og lytte til solsorten, som har lejet sig ind i mirabellen.

Vedholdenhed

Når fleksibilitet, udvikling, omstillingsparathed og tilpasning til det globale marked og den internationale konkurrence er de højest værdsatte egenskaber hos det moderne individ, er det vanskeligt at komme og påstå, at der ligger megen værdi i begrebet ’vedholdenhed’.

I at bo det samme sted igennem en menneskealder og derigennem at kunne opsnappe små forandringer i trafikken, bebyggelsen, klimaet på denne lille plet, træernes højde, erantissernes udbredelse på græsset … Og i at kunne huske, at købmandens butik lå nede på hjørnet, hvor der nu er solcenter, og at pizzeriaet ligger der, hvor slagteren havde sin fine butik. – I at kunne se det store i det små, og i at kunne følge udviklingen fra sit eget lille ståsted i en stor verden.

Lige som der kan ligge stor værdi i

– At følges med den samme ægtefælle igennem mange, mange år, så man indgående kender hinandens forhistorie, forældre, bedsteforældre måske, uddannelse, karriereforløb … Så man har et vidne til sit eget livs historie og kan være det for en anden.

– At være familiens pålidelige anker og hukommelse.

– At have den samme arbejdsplads i årtier og kende opgaverne, udviklingen, medarbejderne og retningen indgående.

– At følge de samme venner på deres livsbane og i at være deres livsvidner og faste grundlag.

Kort sagt: Man må ikke underkende de klippefaste, de rolige, de trofaste, de bofaste, der har slået rødder og er til at stole på.

Men selv de vedholdende skal have nye indtryk med mellemrum; en rejse til Gibraltar eller Ghana eller en søndagsudflugt til Gjøl Bjerg, en halv times kørsel væk, hvor man med termokanden og de hjemmebagte kanelsnegle kan sidde på et tæppe og kigge ud over Limfjorden, dæmningen, fuglelivet, lade tankerne svæve op og følge det blå KLM-fly, der er på vej ned henne ved lufthavnen.

Og man skal heller ikke ud over al rimelighed underlægge sig ægte-, ven- eller slægtskaber, der ikke bidrager positivt til ens liv, men som egenkærligt forsøger at anbringe én i roller, som man ikke er tjent med at påtage sig.

Eller finde sig i dårlige chefer, meningsløst arbejde, utidssvarende boliger, lang transporttid eller andet, som forringer ens livsmuligheder.

Det drejer sig, som med så meget andet, om at finde balancepunktet. Om at finde sin egen ligevægt mellem nyt og gammelt, mellem fastlåsthed og forandring, mellem tradition og udvikling og mellem tryghed og omskiftelser.

Småtterier VI

● Alle damer over tres bør lugte af vanilje, pandekager, liljekonvaller, roser og lavendler.

● Det er et uuddannet og infantilt folkefærd, der (som i ‘Aftenshowet’ om den dømte morder, Peter Madsen, på DR i oktober 2018) begynder at piske en stemning op og diskutere, om en anklaget har ret til en forsvarer!

● Efter den varmeste sommer i mands minde er folk virkelig blevet bange for klimaforandringerne. Og hvad gør de? Undlader de at flyve på ferie til de varme lande, når der er 30 grader herhjemme? – Nej. De giver køerne skylden og vil som straf ikke længere spise kød … ret tit …

● Lykke-Per på film: Så fik Bille August igen penge for at suge al saft, kraft og passion – og kunst – ud af vores fælles kulturarv.

● Man burde vedtage en lov, der forbyder computerprogrammer og apps at opdatere sig selv, hvis de ikke er blevet brugt i løbet af den seneste måned. – Jeg har programmer på min telefon, som, i alle de år, jeg har ejet den, aldrig har været i brug, men som alligevel løbende, sommetider dagligt, opdaterer sig selv.

● Hvorfor synes alle politikere (og de politiske kommentatorer, som burde vide bedre!) lige nu, at alt skal handle om det nært forestående valg? Og skynder sig at dele ‘gaver’ ud til befolkningsgrupper/vælgere? Til forældre, til de klimabekymrede, til de ældre? – Hvis de til daglig koncentrerede sig om at føre en politik, der var i orden, behøvede de vel ikke bekymre sig? – Politik burde ikke handle om politikernes private karriere og om at blive valgt, men om at gøre sit bedste for fællesskabet. Dét er virkelig skredet her de seneste 10 – 20 år.

● Når jeg falder om med en blodprop, vil jeg meget have mig frabedt, at lokale damefrisører, kleinsmede, skolelærere og pedeller – deres faglighed i øvrigt upåtalt – kommer rendende med hjertestarter og nyfigenhed. At dø, mens man modtager hjertemassage af en amatør, fore­kommer mig ikke ideelt.

● Mænd må være forfærdeligt naive og enkle skabninger. Hvis ’Fiona’ i en dårligt skrevet massemail anfører, at modtageren – som i disse dage hyppigt er mig – lige er den buk, hun længe har ønsket at knalde med, så må en del af ’bukkene’ jo svare positivt, ellers ville den slags jo hurtigt høre op.

● Over 20° en af de sidste dage i september! Og en sommer uden regn, men med mange, mange dage med over 30°. Det er uhørt! Og meget, meget mærkeligt … Nu bliver det spændende at se, hvordan de næste år bliver.

● Jeg uddannede mig inden for teater, fordi jeg fandt denne kunstart og måden, den kommunike­rede på, spændende, men det gik i løbet af 80’erne op for mig, at teatret i sin seriøse form var en døende kunstart … Så begyndte jeg at skrive, fordi jeg fandt, at det var en spændende udtryksform, der kommunikerede på en direkte måde, men også skriften i sin seriøse form er døende nu. Yngre mennesker skriver virkelig dårligt, snævert, selvoptaget, og læ­ser ikke rigtige bøger eller længere artikler i aviser eller tidsskrifter. De beskæftiger sig kun med krimier, sensationer, korte opda­teringer på skærme, og sproget er hastigt på vej til at blive fattigt, klichépræget, ukorrekt og upræcist.

● En kvindelig ejendomsmægler i udsendelsen ’Hammerslag’ i tv bærer en lang minkpels i Randers i september måned … Hvad fortæller det? – Det fortæller, at hun har dårlig dømmekraft, mangler smag og tjener for mange penge. Ville du engagere en sådan ejendomsmægler, hvis du stod og skulle sælge dit hus?

● Vi mennesker er jo bare nogle rotter, der har bredt sig uhæmmet på en lille klode, fortrængt de andre levende væsner, dyr og planter, og smidt vores skidt og lort overalt i jorden, luften, havene, ja selv oppe i rummet flyver der tusindvis tons af vores skrald.

● Jeg forstår udmærket vores nuværende politikeres projekt: Jo mere syge, trætte, marginaliserede, jagede, uuddannede, arbejdsløse, udenfor og armodige folk i almindelighed er, jo større er sandsynlig­heden for, at de ikke gennemskuer politikernes løgne og usympatiske projekter og derfor også vil stemme på dem næste gang.

● Nogle mennesker er så irriterende glade i låget, at det kan synes, som om der stiger små, mange­farvede glædesballoner op fra dem. Sådanne mennesker falder i svime over en blomst, jubler over en fugl, en sky på himlen, en hund på fortovet eller en sød unge i en klapvogn. De er også ofte begej­strede kunstkiggere, musiklyttere, naturinteresserede, rejsende … De ser ting, de hører ting, og de glæder sig højlydt over det hele. Det ligger også ofte disse glædesmennesker på sinde fordomsfrit at dele ud af deres tilsyneladende uudtømmelige livsglæde: De giver gaver, opmærksomheder, laver god mad, arrangerer udflugter, sammenkomster, spadsereture, de inviterer ind, og de inviterer ud. – Men så møder de en surling eller to. En gammel tante, et bedrevidende fjols eller en misundelig veninde, alle de kælderklamme underskudsmennesker, som føler sig kaldet til at skyde kulørte glæ­desballoner ned, én efter én, efterhånden som de pibler frem. Fordi uhæmmet livsglæde er en trus­sel mod et liv, der føles lidt for småt.

● It’s a man’s world – stadigvæk: Alt defineres stadig ud fra mandens synspunkt, og der er stadig sport i timevis på alle tv-kanaler – ikke kun sportskanalerme – dagligt …

● Postvæsnet: De dage er længst forbi, da postbuddet var en ældre, samvittighedsfuld herre, der ad­stadigt cyklede byen rundt med vigtige forsendelser til borgerne. I mange år var det så en ganske ung dreng eller pige, der slæbte på en alt for tungt pakket cykel og ikke helt magtede det. Så blev det en frisk knallertdreng, der kom drønende på sin larmende maskine langt ud på eftermiddagen. Nu er det en fyr i en stor, gul postbil, der kører op for enden af min blinde, private vej med et enkelt brev, som han prøver at ramme postkassen med uden at slippe rattet. Vi får leveret cirka et brev om ugen på denne måde – Og så er det forkert adresse … Det forstår man jo godt; ’Else Nielsen i nummer 35’ er jo næsten ikke til at skelne fra ’Lone Andrup i nummer 53’.

● Folk har så travlt med at vælge salmer og trompeter til deres egen begravelse, med at arrangere, med at formulere deres egen gravskrift … Hvem har glæde af det? – Hvis du vil give dine venner en fest, så gør det med det samme. – Vi er godt og vel 7,5 mia. mennesker på denne planet. Hvem skal læse din gravskrift? – Hvem er interesseret? – En stilfærdig stund for de direkte berørte hjemme eller i sygehusets kapel, efterfulgt af hurtig bortkørsel og nedsættelse af resterne i en nedbryde­lig urne et pænt sted, må være nok.

● Jeg har, som et nyt sundhedsfremmende tiltag, fysisk og psykisk, lovet mig selv, at jeg

· aldrig mere vil købe tøj og andre tekstiler lavet af ækle, plasticlignende kunststoffer

· aldrig mere vil købe noget på kinesiske internetbutikker

● Folk sover altid ’stille ind’ – man hører aldrig om dem, der dør skrigende i angst og smerter.

● Skinhelligheden er flyttet fra det religiøse til sund kost, motion og til det bæredygtige, økologiske område: – Folk, der ikke tænker sig om to gange, før de tager bilen til Provence eller flyet til New York, London, Thailand eller Sydamerika, gør sig til af, at de strikker deres karklude selv eller ’over­vejende’ spiser vegetarisk …

● Mens Løkke Rasmussen i store helsides opslag i landets aviser tager æren for vores velfærd, er ny­hederne her i 2018 om det danske velfærdssystem bl.a.:

  • Multihandicappet glemt i to døgn uden mad og vand og pleje
  • Læger nægter gentagne gange at give et skud penicillin til unge mænd, der derefter dør af meningitis
  • Fødende sendes hjem efter et par timer
  • Kræftsyge dør, mens de venter på behandling
  • KOL-patienter får ingen, eller kun meget nødtørftig, behandling
  • Indførelsen af et nyt IT-system har medført groteske forhold for hovedstadens hospitaler, hvor bl.a. pårørende til døende selv skal køre rundt mellem sygehusene med fysiske papir­journaler for at sikre sig, at deres kære får den rigtige behandling
  • Politiet er overbelastet
  • Domstolene råber advarende om, at retssikkerheden er i fare pga. nedskæringer
  • Skoler og andre uddannelsesinstitutioner kører på pumperne med vikarer og nedslidte loka­ler
  • Ældre, syge mennesker får ½ times hjemmehjælp hver anden eller tredje uge
  • Ældre, syge mennesker udskrives til ingen hjælp og ligger og dør på gulvet ved siden af deres seng eller glemmes på toilettet
  • Småbørn uden voksenkontakt tonser udslukte rundt i nedsparede institutioner
  • Jobcentrene fungerer ikke og kan ikke skaffe arbejdsløse job, men truer dem på indkomsten, trygheden, og herser rundt med dem på terroragtige måder
  • Skattevæsnet er holdt op med at fungere og bare forærer vores penge væk til frække udlæn­dinge …

● Mette Frederiksens modsvar til al denne elendighed er ’at fokusere på børnene’ … Hvad med at restaurere vores velfærdssamfund? – Ville det ikke være et værdigt projekt for en socialdemokratisk leder? Det skal nok komme børnene til gavn også.

● Hvad vi lærer børnene:

  • Vi har lært vores børn, at drikkelse er noget, man slæber hjem fra supermarkedet i store kulør­te plasticflasker
  • Vi har lært vores børn, at mad skal smage sødt og stå klar, lige når de mærker den mindste sult
  • Vi har lært vores børn, at behov af alle slags skal tilfredsstilles her og nu
  • Vi har lært vores børn at færdes i store, hensynsløse flokke af jævnaldrende, og at det er ok at skrige og råbe højt eller stå i vejen for eller ligefrem puffe til fremmede voksne i det of­fentlige rum
  • Vi har lært vores børn, at man ikke må kede sig så meget som et sekund uden at gribe efter mo­bilen eller computerspillet. De kan ikke længere koncentrere sig om en samtale eller sidde med en voksen og få læst en bog højt
  • Vi har lært vores børn, at de skal råbe og skrige for at få en smule opmærksomhed i kamp med forældrenes arbejde, motionsaktiviteter, venner, mobiltelefon, computer, tv, Netflix og mail

● Forskere kan ikke længere tænke selv. De er ikke, som de ofte var førhen, bredt orienteret i samfundet og histo­rien. Nu kan de ikke skelne store sammenhænge; de er ikke nysgerrige. De kan kun som papegøjer citere undersøgelser, procenter, små delresultater uden at være i stand til at sætte det ind i et større, brugbart hele.

● Nordjyske, avisen for Aalborg og omegn, beskrev voldtægt og mishandling af mindreårige filippin­ske piger, bestilt og betalt over nettet af en ældre, dansk mand, som ’sexshows’ … SEXSHOWS??? Det er voldtægt, ydmygelse, tortur af mindreårige for helvede!

’Tiltalt: bestilte sexshows med mindreårige piger i Filippinerne’ Nordjyske d. 25. 6. 2018

● Vi gamlinge, der har lært at læse bøger, og som lever med høns, køkkenhave og brændefyret ovn, vil klare os bedst, når internettet, varmen og strømmen ryger.

● Støjberg må æde sin sadistiske kage, når hun fejrer stramninger på udlændingeområdet – Læs: Udelukkelse af ulykkelige mennesker i nød. – Men Bilka må ikke sælge en Ramadan-kage, når faste­måneden slutter med en stor fest. – Hvordan nåede vi til at bekæmpe minoriteter med kager?

● Vi går ind for frihed og danske værdier, og de indebærer åbenbart, at vi i fuld alvor lovgiver om kvinders tøj. Der er endda foreslået fængselsstraf! – Se, det er frihed! At sidde i et dansk fængsel pga. sin påklædning!

DR net 19.6.18: – ’25 års drab afslører: Vi slår oftest vores allernærmeste ihjel. Rødglø­dende skilsmisser, jalousi og økonomisk nedtur er årsager til drab i den nærmeste familie’.

Er der ikke noget kønsbias her? – Med ’vi’ mener de ’mænd’, ikke?

● Folk er travlt beskæftiget med at forfatte autohagiografier på Wikipedia, Facebook, hjemmesider o.l.

● Det er ikke noget under, at kvinderne i dag sidder på de fleste videregående uddannelser, medicin, teologi m.m., og klarer sig bedre end drengene. Kvinder er udviklingsmæssigt NØDT til at være mange gange kvikkere end drenge, ellers bliver de ofre: – De bliver lokket, voldført, bortført, voldta­get, slået, mishandlet, myrdet, slavegjort, hånet, nedgjort, objektgjort, gramset på, overfaldet, eller de sidder alene tilbage med ansvaret for småbørn, eller de skal, som fx i Indien, udsættes for angreb fra en hadefuld sviger­familie. Heldigvis har det vist sig, at det ikke er svært at være klogere end drenge, man skal bare lige have nogle basale menneskerettigheder først, lære at læse og skrive og have adgang til at bestemme over sig selv og sin egen krop og adgang til skoler, uddannelser og arbejdspladser. Klø på kvinder!

● Der er i dag en enorm fordummelse af det offentlige rum. Debatter, artikler, oplysning, politik formidles på et selvindlysende og fjollet niveau, som om vi alle sammen havde mobilbefængte teenagehjerner. – Skulle vi ikke lige hæve niveauet et par kilometer?

● Først i en sen alder gik kostens betydning for ens velbefindende op for mig … Jeg kan nu glæde mig over, at jeg sikkert er sund og rask, når jeg dør.

● De nye ’borgerforslag’ er stort set noget pjat! Forbyd dit og forbyd dat! – Hvad er forslagsstillerne? Tankepolitiet? Hvorfor ikke lade medmennesker leve, som de nu engang har lyst til? Hvor er toleran­cen? Venligheden? – Jeg vil sige, som Lukas Graham gjorde: Hvorfor kan de ikke bare være stille? – Holde sig hjemme og passe deres eget? – Men faktisk viderefører de blot den linje, som den nuvæ­rende Løkke Rasmussen-regering har indstiftet: At man skal blande sig i, hvordan kvinder går klædt, at de skal tvangsaflevere deres små børn til statsdrevne, dårligt bemandede vuggestuer, og at man i det hele taget skal blande sig i andre folks liv ned i mindste detalje.

● Hver eneste generation lægger ud med at ville genopfinde verden på ny, at ville gøre alting helt anderledes, end deres forældre gjorde, og det er det, der bringer verden videre. – Men de alleraller­fleste ender med at gøre, præcis som deres forældre. For hvad handler det i det hele taget om? – At finde sin plads i verden, finde en mage, få et par børn og hjælpe dem lidt på vej, inden man dør …

● Mange mænd føler inderst inde, at de har ret til alle kvinder. Som Trump, som alle de gamle vam­melmåse, og som Jørgen Leth gav udtryk for i sin bog ’Det uperfekte menneske’, opfatter mænd sig instinktivt som født med en naturgiven adgang til alt i verden, bl.a. kvinder, og alt kommer dem ved. – Derfor er det helt naturligt for dem at vurdere kvinders udseende med fx ’Tab 10 kg!’ eller ’Hende gad jeg sgu’ ikke/godt knalde!’ – Hun er jo hans potentielle ejendom. – Også politik, samfunds­forhold, musik og alt muligt andet føler mænd sig som naturlige ejere af med ret til at have afgjorte meninger om. – Sådan er kvinder ikke. De tror ikke, at de kan få den smukkeste mand i lokalet uden at arbejde med sig selv og fortjene ham. De tror heller ikke, at de har naturgiven adgang til at mene noget om alt. Når de tiltager sig denne adgang, bliver de opfattet som ukvindelige, vrede, hysteriske, gamle, sure kællinger, bitch’er … For kvinder gælder stadig ’Hold kæft og vær smuk’, som Vita Ander­sens bog fra 1978 hed.

● Vi kan have en sort amerikansk præsident, for han var halvt hvid og havde en mor og en mormor, der elskede ham, og som gav ham tonsvis af selvtillid med på vejen. Vi kan også have en psykopat, der ovenikøbet er idiot, som præsident. Men vi kan IKKE have en kvinde. Der går grænsen. Man kan li­gefrem se på Hillary Clinton, at hun forsøger at række ud efter noget, der ikke naturligt er hendes.

● At blive tynd og blond er det letteste i verden: Man lukker munden og farver håret. Så er man tynd og blond på tre måneder. – Det er meget, meget sværere at blive et godt og indsigtsfuldt menneske. Det ta­ger et livs studier og eftertænksomhed.

● De daglige resultater af DR’s udflytning af ’Vejret’ til Århus minder næsten skræmmende om noget lokal-tv, vi havde i forvejen … alt for bøvede, tilsyneladende uuddannede, men voldsomt selvimpone­rede unge mennesker i hjemmesyet tøj …

Tre slags mennesker

Cirkus Miehes gamle vinterkvarter i Rold.

Der findes tre slags mennesker. Dybt nede er vi alle bønder, fiskere eller nomader.

Jeg er bonde. Genetisk og psykisk er jeg jordbruger. Jeg foretrækker grøn frodighed og ferskvand. Jeg bruger det meste af min tid på at holde ’familien’ og ’dyrene’ og ‘gården’ og ’staldene’ og ’markerne’ og ’kålhaven’ i fin stand. Jeg vander potteplanter, luger jordbærbedet, slår græsset, maler vinduerne, laver mad og holder rent, og jeg går ikke i seng, før jeg har gået en runde og set, at alle er mætte og glade, hunden er gået til ro, lågerne er lukkede, og haven ligger velpasset hen i skumringen. – Af og til tager jeg en tur til ’købstaden’, gør mine indkøb, ser noget nyt og møder andre mennesker. Men så gælder det om at komme hurtigt hjem til bedriften igen, for man er jo uundværlig derhjemme i hus og have, ikke?

Min veninde er fisker. Trangen til at se hav ligger dybt i hende. Og det er mærkeligt, for hun er et overklassebarn fra det indre af landet og har aldrig hverken sejlet eller fisket i virkeligheden. Der skal bare være hav i nærheden af hende. Hun skal mærke vinden, sandet, saltet, skumsprøjtet, lyset over bølgerne og det skiftende vejr. Det er ikke nok for hende med et par uger i sommerhus. Hun skal bo, så hun kan se og mærke havet hver eneste dag. Så hun kan følge med vind og vejr og årstiderne på den store, ofte oprørte flade, og hun tager gerne på langtur. Så længe det involverer noget saltvand, føler hun sig hjemme og godt tilpas overalt.

Og så er der mine venner nomaderne. De har et vinterkvarter i parcelhuset, hvor de hytter sig fra oktober til maj, og et sommerhus, hvor de bor i sommerhalvåret. Som en omrejsende cirkus- eller tivoli-familie, der flytter i vognene og drager landet rundt i de lyse og varme måneder. Nogle mennesker har teltet, autocamperen, hytten, kolonihaven, sommerhuset i Norge, Sverige, Spanien, Sydfrankrig eller andre steder, hvor de engang kom og følte sig hjemme. De følger formentlig imaginære dyreflokke fra boplads til boplads. Om sommeren bor vi her, hvor der er fri adgang til østers, fisk og fede svømmefugle. Om vinteren bor vi mere beskyttet her, hvor vildsvin og rådyr fouragerer. Nomader passer kun nødtørftigt haverne omkring deres skiftende bosteder. Havebrug har ikke deres interesse. Det er selve den årstidsbestemte flytning og de nye, gammelkendte omgivelser begge steder, der er formålet.

Til sidst skal jeg lige nævne flokmenneskene. De kan være alle slags, men mest er de udadvendte, der altid snarere orienterer sig efter fællesskaberne i storbyerne, end de lytter til deres egen, indre stemme. Som en del af store flokke trives de i bevidstheden om, at de ikke går glip af rørelser, som mange andre også deltager i, og de føler sig bekræftede der ved, at de ligner alle andre og indretter sig på samme, ’unikke’ måde, som alle andre, og derfor ikke kan være helt galt på den.

Alle slags mennesker har en masse efterrationaliseringer parat, hvis man skulle spørge dem om deres livsvalg. Men min erfaring er, at ingen af valgene er valg; det er dispositioner, en forkærlighed, der ligger dem dybt i blodet, nedarvet fra de tusindvis af generationer, der er gået forud.

Notes to Self

Huskeregler til mig selv – samlet igennem 60 år:

1. PAS (PÅ) DIG SELV!

2. VÆR SJÆLDEN!

3. VÆR (LIGE)GLAD!

4. HYG DIG SELV!

5. BLIV HJEMME!

6. LAD VÆRE!

7. IKKE VRED!

8. DET ER IKKE DIT ANSVAR!

9. ­SHHHHHH … STILLE …

ad 1 Lad være med at tro, at du er vigtig for andre, og at det, du synes er vigtigt, er vigtigt for andre.

ad 2 Du behøver ikke hele tiden gøre opmærksom på dig selv. Hold en pause. Lad andre få en pause.

ad 3 Ikke alt, der sker i verden, er møntet på dig. Du behøver ikke mene noget om alting. Redegøre for alting. Du behøver ikke kommentere alting. Heller ikke andres bemærkninger. Nogle gange snakker folk i virkeligheden bare med sig selv, og det, der sker, sker inde i deres egne hoveder. Det er faktisk forbavsende lidt, der har noget med dig at gøre. De kan ikke se dig, de lytter ikke til dig, de ved ikke, hvem du er, og hvad du tænker på. – De fleste mennesker er kun optaget af sig selv.

ad 4 Sæt pris på dig selv! På dit eget hjem. På dine egne gøremål. Prioritér din tid selv. Man behøver ikke involvere andre eller vise sig frem for andre hele tiden.

ad 5 Man kan kun ændre sig selv. Man kan kun styre sig selv og sine egne nærmeste omgivelser. Gå ikke ud over hegnet til andre menneskers liv i forsøget på at styre dem eller hjælpe dem, for det kan du ikke. – Du må naturligvis gerne sige højt og klart fra, hvis andre er urimelige, og du må yde praktisk og følelsesmæssig hjælp, hvis du bliver bedt om det. Ellers skal du holde dig inde på dit eget område. Hjemme i dig selv og dit eget.

ad 6 Lad være med at ringe, lad være med at skrive, lad være med at komme uanmeldt, lad være med at sætte hende på som cc, lad være med at deltage i postyret på de sociale medier, lad være med at tilbyde din hjælp uopfordret, lad være med at købe ting til andre, lad være med at love noget, lad være med at invitere, lad være med at involvere dig i alt for meget. Afholdenhed er her, som i mange andre situationer, godt.

ad 7 Ja! Du har helt ret! – De fleste mennesker er idioter, og de synes akkurat det samme om dig. De er udannede, uhøflige, uvidende, glemsomme, selvoptagede, bøvede … og de snakker alt for meget om noget, de ikke har en skid forstand på. De glemmer dig, de taler ikke pænt til dig, de ramler ind i dig på fortovet, smækker døre i hovedet på dig, de forventer for meget, de gengælder ikke dine venligheder, de kan ikke yde nogen form for service i butikker og andre steder, de kender ikke de mest almindelige regler for god opførsel, du skal vente 1 ½ time i telefonkø hos lægen og kommer alligevel ikke igennem, fjolset overhaler dig indenom, de hverken taler eller skriver dansk, selv om de har været danskere i 25 generationer, de prøver at snyde dig eller bare at sælge dig dyre ting, du ikke har brug for … I det hele taget er det de færreste, der bidrager positivt til dit liv. – Men prøv at tage det roligt. Træk vejret dybt. Hold blodtrykket lavt … Det har ikke noget med dig at gøre. Det er ikke møntet på dig. Folk kæmper kampe med sig selv, som du ikke er en del af. Så fjern dig fra urimeligheder, gå din vej. Stille og roligt. Lad være med at råbe ad dem. – Den lille pige i supermarkedet har måske sin første dag på arbejdet, og ingen har fortalt hende, at man som kunde forventer, at personalet ved, hvor vaniljestængerne står, og at sætningen – ’Vanille??? – Øh, hva’?… I forhold til vanille, så aner jeg da ikke, hvor …’ Og implikationen af, at du er et gammelt fjols, når du overhovedet kan finde på at spørge en ansat, må du tage med. Sådan er det nu engang blevet. – Kan du ikke holde det ud, så flyt til udlandet. Alle andre steder end i Danmark ved folk stadig, hvordan man opfører sig.

ad 8 Klodens tilstand, dyrene i landbruget og inde hos den dyreplagende nabo, din deprimerede søster, den syge skolekammerat, den politiske situation, den misundelige veninde … Det er alt sammen forfærdeligt! Og det kan overmande én fuldstændigt. – Men det kan aldrig være dit ansvar. Du gør, hvad du kan, for kloden og dyrene og din familie og dine venner, og du stemmer altid på de gode. At din søster havde en dårlig barndom, kan aldrig være din skyld, for du var jo et barn dengang. Og forholdene i en dysfunktionel familie er aldrig børnenes skyld. – Livet er ikke et nulsumsspil: Hvis din søster er deprimeret, fordi hun havde en dårlig barndom, betyder det ikke automatisk, at din barndom var god eller bare bedre, og at du tog noget fra hende. Hvis din skolekammerat er blevet alvorligt syg, betyder det ikke, at du selv er rask på hendes bekostning. Og hvis du lever godt og er rig og lykkelig, så betyder det ikke, at der er mindre tilbage til din veninde. Hun har selv ansvaret for at skabe sig et rigt og lykkeligt liv. – Hvis du er venlig, hjælpsom og generøs og gør alting så godt og samvittighedsfuldt, som du kan, så kan ingen – heller ikke du selv – forlange mere.

ad 9 Prøv bare at være stille … Stille, fredfyldt, glad … Kloden ville være et bedre sted, hvis flere ville være stille.

Finte

Mens politikerne med deres skræppende højrøstethed har fået os til at diskutere imaginære ghettoer, burkaer og andre, indvandrerrelaterede småting, som ikke berører ret mange, har de lige så stille trukket velfærdssamfundet væk under fødderne på os.

Forholdene for syge, gamle, børn og arbejdsløse er rædselsfulde, det viser de daglige øjenvidneberetninger i aviserne, og det er noget, der berører os alle, men det er der ingen, der gider snakke om …

Og kloden står i flammer med krig, flygtninge og truende klimakatastrofer, men det bliver ved snakken, ingen gør noget.

Mindst af alle de politikere, vi har valgt og aflønner fyrsteligt for gennem fornuftig lovgivning at sørge for, at verden består og samfundet fungerer.