Tre slags mennesker

Cirkus Miehes gamle vinterkvarter i Rold.

Der findes tre slags mennesker. Dybt nede er vi alle bønder, fiskere eller nomader.

Jeg er bonde. Genetisk og psykisk er jeg jordbruger. Jeg foretrækker grøn frodighed og ferskvand. Jeg bruger det meste af min tid på at holde ’familien’ og ’dyrene’ og ‘gården’ og ’staldene’ og ’markerne’ og ’kålhaven’ i fin stand. Jeg vander potteplanter, luger jordbærbedet, slår græsset, maler vinduerne, laver mad og holder rent, og jeg går ikke i seng, før jeg har gået en runde og set, at alle er mætte og glade, hunden er gået til ro, lågerne er lukkede, og haven ligger velpasset hen i skumringen. – Af og til tager jeg en tur til ’købstaden’, gør mine indkøb, ser noget nyt og møder andre mennesker. Men så gælder det om at komme hurtigt hjem til bedriften igen, for man er jo uundværlig derhjemme i hus og have, ikke?

Min veninde er fisker. Trangen til at se hav ligger dybt i hende. Og det er mærkeligt, for hun er et overklassebarn fra det indre af landet og har aldrig hverken sejlet eller fisket i virkeligheden. Der skal bare være hav i nærheden af hende. Hun skal mærke vinden, sandet, saltet, skumsprøjtet, lyset over bølgerne og det skiftende vejr. Det er ikke nok for hende med et par uger i sommerhus. Hun skal bo, så hun kan se og mærke havet hver eneste dag. Så hun kan følge med vind og vejr og årstiderne på den store, ofte oprørte flade, og hun tager gerne på langtur. Så længe det involverer noget saltvand, føler hun sig hjemme og godt tilpas overalt.

Og så er der mine venner nomaderne. De har et vinterkvarter i parcelhuset, hvor de hytter sig fra oktober til maj, og et sommerhus, hvor de bor i sommerhalvåret. Som en omrejsende cirkus- eller tivoli-familie, der flytter i vognene og drager landet rundt i de lyse og varme måneder. Nogle mennesker har teltet, autocamperen, hytten, kolonihaven, sommerhuset i Norge, Sverige, Spanien, Sydfrankrig eller andre steder, hvor de engang kom og følte sig hjemme. De følger formentlig imaginære dyreflokke fra boplads til boplads. Om sommeren bor vi her, hvor der er fri adgang til østers, fisk og fede svømmefugle. Om vinteren bor vi mere beskyttet her, hvor vildsvin og rådyr fouragerer. Nomader passer kun nødtørftigt haverne omkring deres skiftende bosteder. Havebrug har ikke deres interesse. Det er selve den årstidsbestemte flytning og de nye, gammelkendte omgivelser begge steder, der er formålet.

Til sidst skal jeg lige nævne flokmenneskene. De kan være alle slags, men mest er de udadvendte, der altid snarere orienterer sig efter fællesskaberne i storbyerne, end de lytter til deres egen, indre stemme. Som en del af store flokke trives de i bevidstheden om, at de ikke går glip af rørelser, som mange andre også deltager i, og de føler sig bekræftede der ved, at de ligner alle andre og indretter sig på samme, ’unikke’ måde, som alle andre, og derfor ikke kan være helt galt på den.

Alle slags mennesker har en masse efterrationaliseringer parat, hvis man skulle spørge dem om deres livsvalg. Men min erfaring er, at ingen af valgene er valg; det er dispositioner, en forkærlighed, der ligger dem dybt i blodet, nedarvet fra de tusindvis af generationer, der er gået forud.

Smarte mobiltelefoner er der ikke noget galt med

Smartphonen hører til blandt de største bekvemmeligheder, menneskeheden har opfundet. Som vind- og vandmøller, kloakering, det vandskyllende toilet, vaskemaskinen, symaskinen, indlagt vand i husene, fjernvarmen, bilen, toget og alt det andet er den bærbare telefon med al sin smarte indmad et stort fremskridt for os alle sammen. Brugen af den kan dog til tider være problematisk, men er det ikke nødvendigvis, hvis vi tænker os om og udviser hensyn.

Da vi fik biler, skulle vi opfinde færdselsreglerne. Nu skal vi opfinde mobiltelefonregler, og det kan vel ikke være så svært?

Smartphonen er praktisk, fordi den er lille, man kan altid have den med sig, og man kan komme i kontakt med andre, slå noget op, finde vej, høre musik, læse bøger, se sin kalender, bestille noget, se nyheder eller film, betale med den, få advarsler, spille på den m.m.m.

Det er afhængigheden af de små notifikationer, der kan blive et problem. Og den mistede evne til at kede sig et øjeblik, til at kigge ud i luften eller på de mennesker, man fysisk er sammen med. Det er også et problem, at folk absolut skal kigge på telefonen, mens de er på arbejde, i skole, går på fortovet, kører på cykel, rulleskøjter eller i bil. Det skaber farlige situationer. Selv om vi kan komme i kontakt med alverden via mobilen når som helst, bør vi vente, til vi holder en pause, sidder i bussen eller er kommet hjem.

Som sociale væsener giver vi altid et pip fra et medmenneske førsteprioritet i vores opmærksomhed. Nogen vil mig noget! – Bare tænk på, hvor hurtigt vi reagerer, når nogen kalder vores navn. Selv om vi går et sted, hvor ingen kender os, og det slet ikke er henvendt til os. Når smartphonen bipper, får vi samme spændte velvære i kroppen, som når den gamle fastnettelefon ringede, eller vi fik et fint brev med vores navn på, og vi kunne forestille os, at det var uventede penge eller en kærlighedserklæring. – Det var det nu sjældent.

Det er også yderst sjældent, at de små notifikationer bringer os godt nyt. For det meste er det bare en skræppende annoncering om fjerne, narcissistiske bekendtes uinteressante børn, selfies på ferierejser eller nogen, der beder om dine penge eller en tjeneste. Som fx en veninde, der ‘liker’ dine fotos i håbet om, at du vil ‘like’ hendes, næste gang hun uploader noget trivielt. Eller Konrad, der igen synes, han har postet noget begavet.

Vi skal aflære os, at de små bip fra telefonen nødvendigvis har noget med os at gøre og altid kommer fra et medmenneske, der vil os noget (godt). Vi skal lære ikke at stille os til rådighed for reklamer, tomt pjank, click bait, venner, der sidder og keder sig … osv.

Da jeg først havde modtaget bippende sms’er fra ’Politiken’ med BREAKING NEWS i skriggult om fx en ny bestyrelse på Det Kongelige Teater eller andre ting, der ligger mig meget fjernt, fandt jeg hurtigt ud af at slå disse notifikationer fra, så jeg ikke bliver forstyrret. – Breaking News burde være forbeholdt 9/11 og lignende. Og jeg tillader aldrig firmaer at sende mig sms’er eller mails. Vi skal være private, holde på telefonnummer og værdighed og tage magten over teknologien selv.

Da jeg er en ældre dame, kunne jeg fravælge al bavlet på de sociale medier uden at føle, at jeg går glip af noget. Mit liv foregår lige her, hvor jeg er. Familie og venner kan sms’e, maile, ringe eller komme, når vi skal snakke sammen, og der er telefonen jo smart: – Er du hjemme? Så er jeg i nærheden og kan lige kigge ind?

Når jeg er på besøg hos venner, er i byen, på restaurant, på rejse, til koncert, i biograf, til udstilling, i bussen, i butikker, hos damefrisør eller læge og om natten, er telefonen sat på lydløs. Den behøver ikke at sige noget til mig, før jeg er klar til at møde verden.

Hvis jeg er sammen med andre mennesker eller er optaget af andre gøremål, føler jeg mig ikke altid forpligtet til at reagerer på bip-lyde, hvis jeg skulle have glemt at sætte telefonen på lydløs. – Sommetider tjekker jeg bare, om det er vigtigt, og udsætter at svare, til jeg har tid og lyst. – Det er det, telefonen kan nu. Det er derfor, den er smart. I modsætning til den gamle fastnet, som skulle betjenes omgående, når den stod der midt i stuen og skreg op. Da kunne en lille sms ikke gøre det.

De mennesker, der ikke kan styre funktionerne på deres egen telefon, må være ensomme? Sultne efter kontakt? Ude af stand til at hvile i eget selskab? Småt begavede? – For al denne bippen er jo ikke rettet mod dem, men er opfundet for at holde dem i ånde, så man kan målrette reklamer m.m. til dem. Så man kan stjæle deres opmærksomhed fra familie, venner og børn. Fra de ting, der i virkeligheden udgør deres liv. De er slet og ret kanonføde for mobilindustrien, som har designet alle funktionerne, så de udløser dopamin og skaber afhængighed. Det er da nemt at gennemskue.

Og så er der børnene og de helt unge, som bliver narret til spil, til at holde lange besked-tråde i gang i måneder, til at købe ikke-eksisterende ting inde i apps’ne … og som sætter deres uddannelse og opdragelse til menneskelivet over styr for at gøre telefonen med alle de indbildte ’venner’ tilpas. – De har brug for hjælp, forklaringer og faste rammer. De har brug for, at vi opfører os som voksne og selv kan gennemskue teknologien, og hvor den snyder os til at tage et ekstra kig, selv om vi spilder vores liv med det.

Løsningen er ikke at slukke for telefonerne, men at tage kontrollen over dem selv.

Jeg elsker min smartphone fordi:

· Den giver mig tryghed. Jeg kan ringe efter hjælp når som helst og hvor som helst

· Den giver mig nem kontakt med familie og venner og alle andre

· Der er ur

· Der er kalender

· Der er vejrudsigter

· Der er vækkeur

· Der er huskesedler

· Der er nyheder

· Jeg kan slå alting op med det samme! Slut med alle urimeligt langtrukne diskussioner om det ene eller det andet

· Jeg kan finde vej

· Jeg kan se tilbud og planlægge indkøb, evt. på nettet

· Jeg har netbank og Mobile Pay

· Rejseplanen

· Billetter og boarding cards

· Google Maps

· Jeg læser e-bøger, mange!

· Jeg kan tage fotos og have dem på telefonen

· Jeg kunne høre musik, men jeg gør det næsten aldrig. Musik er for mig en social oplevelse, ikke noget privat i ørerne og da slet ikke i naturen og i det offentlige rum. Da vil jeg gerne kunne høre lydene omkring mig.

· Der er lommeregner, lommelygte, kompas o.m.m.

· Og jeg bestemmer helt selv, hvordan jeg vil konfigurere den

Men de, der ikke kan styre sig selv og deres telefoner udgør dagligt et sørgeligt syn, når de:

· Bruger telefonen ustandseligt i trafikken og det offentlige rum i øvrigt.

· I undervisningssituationer, til møder o.l., når de burde høre efter og være til stede, men sidder og scroller ned over ligegyldigheder på mobilen.

· Som ansatte til at passe børn eller handicappede går med næsen dybt nede i deres telefoner og private affærer i stedet for at passe deres job!

· Som forældre til små og store børn ikke er nærværende, når de er sammen med dem, men har travlt med deres telefoner. En tre-årigs råb om menneskelig kontakt: ’moar, moar, moar, moar’ er hjerteskærende.

· Som hundeejere, der efter en lang dag, hvor hunden har været alene hjemme, burde give hunden en smule opmærksomhed, men bare lufter den et kvarter rundt i kvarteret, mens de selv er optaget af deres telefon.

· Når de er sammen med familie og venner, men alligevel tillader telefonen at indtage førstepladsen i deres opmærksomhed.

· Når de har mere travlt med at fotografere og uploade fotos af sig selv, deres mad, deres barn, deres ferier end af bare at nyde øjeblikket og være der for andre.

Så hovedreglen for brug af mobiltelefon må være:

Vis hensyn! – Også til dig selv. – Lad ikke en maskine spille hovedrollen i dit liv, for det er formentlig det eneste liv, du får. Og brug kun telefonen kort og i nødstilfælde, når du er sammen med andre, mennesker eller dyr, som du skylder respekt og/eller har ansvaret for.

De, der ikke magter det, er formentlig så unge, at de ikke nåede at danne en fast bund, ikke lærte at stå på egne ben, ikke lærte at være menneske og selv strukturere deres tid uden at have en krævende, elektronisk tamagotchi* mellem hænderne 24 timer i døgnet.

*Slå det op!

Notes to Self

Huskeregler til mig selv – samlet igennem 60 år:

1. PAS (PÅ) DIG SELV!

2. VÆR SJÆLDEN!

3. VÆR (LIGE)GLAD!

4. HYG DIG SELV!

5. BLIV HJEMME!

6. LAD VÆRE!

7. IKKE VRED!

8. DET ER IKKE DIT ANSVAR!

9. ­SHHHHHH … STILLE …

ad 1 Lad være med at tro, at du er vigtig for andre, og at det, du synes er vigtigt, er vigtigt for andre.

ad 2 Du behøver ikke hele tiden gøre opmærksom på dig selv. Hold en pause. Lad andre få en pause.

ad 3 Ikke alt, der sker i verden, er møntet på dig. Du behøver ikke mene noget om alting. Redegøre for alting. Du behøver ikke kommentere alting. Heller ikke andres bemærkninger. Nogle gange snakker folk i virkeligheden bare med sig selv, og det, der sker, sker inde i deres egne hoveder. Det er faktisk forbavsende lidt, der har noget med dig at gøre. De kan ikke se dig, de lytter ikke til dig, de ved ikke, hvem du er, og hvad du tænker på. – De fleste mennesker er kun optaget af sig selv.

ad 4 Sæt pris på dig selv! På dit eget hjem. På dine egne gøremål. Prioritér din tid selv. Man behøver ikke involvere andre eller vise sig frem for andre hele tiden.

ad 5 Man kan kun ændre sig selv. Man kan kun styre sig selv og sine egne nærmeste omgivelser. Gå ikke ud over hegnet til andre menneskers liv i forsøget på at styre dem eller hjælpe dem, for det kan du ikke. – Du må naturligvis gerne sige højt og klart fra, hvis andre er urimelige, og du må yde praktisk og følelsesmæssig hjælp, hvis du bliver bedt om det. Ellers skal du holde dig inde på dit eget område. Hjemme i dig selv og dit eget.

ad 6 Lad være med at ringe, lad være med at skrive, lad være med at komme uanmeldt, lad være med at sætte hende på som cc, lad være med at deltage i postyret på de sociale medier, lad være med at tilbyde din hjælp uopfordret, lad være med at købe ting til andre, lad være med at love noget, lad være med at invitere, lad være med at involvere dig i alt for meget. Afholdenhed er her, som i mange andre situationer, godt.

ad 7 Ja! Du har helt ret! – De fleste mennesker er idioter, og de synes akkurat det samme om dig. De er udannede, uhøflige, uvidende, glemsomme, selvoptagede, bøvede … og de snakker alt for meget om noget, de ikke har en skid forstand på. De glemmer dig, de taler ikke pænt til dig, de ramler ind i dig på fortovet, smækker døre i hovedet på dig, de forventer for meget, de gengælder ikke dine venligheder, de kan ikke yde nogen form for service i butikker og andre steder, de kender ikke de mest almindelige regler for god opførsel, du skal vente 1 ½ time i telefonkø hos lægen og kommer alligevel ikke igennem, fjolset overhaler dig indenom, de hverken taler eller skriver dansk, selv om de har været danskere i 25 generationer, de prøver at snyde dig eller bare at sælge dig dyre ting, du ikke har brug for … I det hele taget er det de færreste, der bidrager positivt til dit liv. – Men prøv at tage det roligt. Træk vejret dybt. Hold blodtrykket lavt … Det har ikke noget med dig at gøre. Det er ikke møntet på dig. Folk kæmper kampe med sig selv, som du ikke er en del af. Så fjern dig fra urimeligheder, gå din vej. Stille og roligt. Lad være med at råbe ad dem. – Den lille pige i supermarkedet har måske sin første dag på arbejdet, og ingen har fortalt hende, at man som kunde forventer, at personalet ved, hvor vaniljestængerne står, og at sætningen – ’Vanille??? – Øh, hva’?… I forhold til vanille, så aner jeg da ikke, hvor …’ Og implikationen af, at du er et gammelt fjols, når du overhovedet kan finde på at spørge en ansat, må du tage med. Sådan er det nu engang blevet. – Kan du ikke holde det ud, så flyt til udlandet. Alle andre steder end i Danmark ved folk stadig, hvordan man opfører sig.

ad 8 Klodens tilstand, dyrene i landbruget og inde hos den dyreplagende nabo, din deprimerede søster, den syge skolekammerat, den politiske situation, den misundelige veninde … Det er alt sammen forfærdeligt! Og det kan overmande én fuldstændigt. – Men det kan aldrig være dit ansvar. Du gør, hvad du kan, for kloden og dyrene og din familie og dine venner, og du stemmer altid på de gode. At din søster havde en dårlig barndom, kan aldrig være din skyld, for du var jo et barn dengang. Og forholdene i en dysfunktionel familie er aldrig børnenes skyld. – Livet er ikke et nulsumsspil: Hvis din søster er deprimeret, fordi hun havde en dårlig barndom, betyder det ikke automatisk, at din barndom var god eller bare bedre, og at du tog noget fra hende. Hvis din skolekammerat er blevet alvorligt syg, betyder det ikke, at du selv er rask på hendes bekostning. Og hvis du lever godt og er rig og lykkelig, så betyder det ikke, at der er mindre tilbage til din veninde. Hun har selv ansvaret for at skabe sig et rigt og lykkeligt liv. – Hvis du er venlig, hjælpsom og generøs og gør alting så godt og samvittighedsfuldt, som du kan, så kan ingen – heller ikke du selv – forlange mere.

ad 9 Prøv bare at være stille … Stille, fredfyldt, glad … Kloden ville være et bedre sted, hvis flere ville være stille.

Finte

Mens politikerne med deres skræppende højrøstethed har fået os til at diskutere imaginære ghettoer, burkaer og andre, indvandrerrelaterede småting, som ikke berører ret mange, har de lige så stille trukket velfærdssamfundet væk under fødderne på os.

Forholdene for syge, gamle, børn og arbejdsløse er rædselsfulde, det viser de daglige øjenvidneberetninger i aviserne, og det er noget, der berører os alle, men det er der ingen, der gider snakke om …

Og kloden står i flammer med krig, flygtninge og truende klimakatastrofer, men det bliver ved snakken, ingen gør noget.

Mindst af alle de politikere, vi har valgt og aflønner fyrsteligt for gennem fornuftig lovgivning at sørge for, at verden består og samfundet fungerer.

Blomster til københavnerne

Landet har haft tørke i tre måneder, natur- og markbrande hærger Jylland, landbruget har alvorlige problemer med høsten, og man slagter dyr pga. fodermangel, men min københavneravis, Politiken, ofrer fotos og en hel artikel på et stykke brakjord på Amager!

https://politiken.dk/forbrugogliv/art6623637/Københavns-farvestrålende-blomsterhav-er-visnet-bort

‘Endnu et offer for tørken: Københavns farvestrålende blomsterhav er visnet bort – Der bliver nok ikke pluk-selv-blomster til københavnerne ved byskoven på Amager i år.’

Jeg vil gerne foreslå, at man indfører en 25 km’s grænse for journalister, så de ikke må skrive om noget som helst, der befinder nærmere deres bopæl/sommerhus end 25 km.

Det ville højne kvaliteten og udsynet i reportagerne fra amagerkanske brakmarker, musikaftner i Tisvildeleje og cafélivet i brokvartererne.

Festkultur

Det fremgår, at folk er begyndt at kaste vandballoner, æg og sågar sten efter studenter­nes åbne, festsmykkede lastbiler. – Det er utilgiveligt! Man må ikke under nogen om­stændigheder kaste noget efter nogen!

Når det så er sagt, så kan man godt lufte en forståelse for den irritation, der må ligge bag kastene. De højt larmende studentervogne er fra at være en sød lille, moderne tra­dition vokset til en stor gene, der plager det offentlige rum i ugevis.

At hver borger i landet møder en to – tre stykker af disse infernalsk hujende, fordrukne vognlæs af hormonalt udfordrede, unge studenter i tiden omkring Skt. Hans for lige at minde dem om ungdomsuddannelserne er OK. – Men i mit område passerer der en studentervogn med skrigende unge og høj musik forbi flere gange i timen i disse dage, både morgen og aften, weekend og hverdag. – Det er en væsentlig støjbelastning i et fredeligt villakvarter!

Da jeg blev student fandtes begrebet ’studenterkørsel’ ikke i min egn af landet. Vi fik huer på – hvis vi da ikke fornægtede studenterhuen som alt for borgerlig – holdt et par fester og drog så udenlands, fik et sommerjob eller begyndte på seminariet om ikke på univer­sitetet. På den tid var det ikke mange af en årgang, der kom på gymnasiet. I min folkeskoleklasse var vi kun en tre – fire stykker ud af nogle og tyve.

Nu får flere end 80 % af en årgang studenterhue på, også HF’ere og SOSU-assistenter og alle de andre grupper af unge får huer og fejrer det højlydt med kørsler rundt i boligkvartererne. Og når der er så mange, og det står på så længe, og musikanlæggene er blevet bedre (og musikken værre smiley), så bliver man efterhånden træt af det.

Der er mange andre former for offentlige fester, der påvirker folks nærmiljø: Open by Night, EM på storskærme, markeder, byfester, distortion, musikfestivaller, motionsløb, racerløb o.m.a., som alt sammen er dejligt, når man er i stødet til det, men som måske også ekskluderer nogle befolkningsgrupper.

For eksempel gamle surlinge, der blev studenter for et halvt århundrede siden, og som er i stand til at gennemskue, at vi har bevæget os fra romernes ’Brød og cirkus’, som middel til at holde masserne i ro, til ’Alkohol, larm og billige kulhydrater i det offentlige rum’.

At vi er blevet en nation af børn, der skal have arrangerede tivoliture, idrætsdage og klassefester hver eneste dag, når solen skinner. Og det lærer vi vores børn fra en tidlig alder. For så længe de turer rundt som idioter, tænker de ikke over regeringens uduelighed og verdens tilstand, og ingen magter at gøre noget ved det, uddannelser, studenterkørsler eller ej!

Levnere

Kender du en levner? – Jeg har kendt adskillige. Flest kvinder, hyppigt unge kvinder, men også enkelte mænd.

En levner er en person, der altid – ALTID – levner noget i sit glas og på sin tallerken og ved sin kuvert. Også selv om hun selv har både hældt og øst op.

Der er ingen systematik i det. Det er ikke, fordi hun prøver at undgå fx gluten eller tomater. Hun levner lige lidt eller lige meget af det hele. På den måde er hun konsekvent.

Og hun kan ikke være bevidst om det selv, for hun er meget imod madspild, gør et stort nummer ud af altid at opføre sig klimamæssigt korrekt og har alle de rigtige meninger, men alligevel siger hun aldrig nej tak, når man vil fylde vin i hendes glas eller byder hende et stykke steg eller en portion salat mere. Hun har bare fået den dårlige vane at levne …

Man inviterer nogle venner på god mad. Bruger dage på planlægning, indkøb, forberedelser og tilberedning. Timer det hele, så det står parat, når gæsterne ankommer medbringende en god appetit.

De får en drink, omhyggeligt sat sammen af god spiritus, hjemmelavet tonic, hjemmeavlede jordbær og mynte, og efter en halv times tid går vi til bords.

Levneren levner ca. en fjerdedel af de gode sager i sit glas, som hun bare lader stå på sofabordet, mens isen langsomt smelter ud i den dyre gin …

Af forretten ligger der en halv krabbe, en stor tue af den hjemmerørte mayonæse, et par af de små asparges, persille, tre fjerdedele af en tomat og lige så meget hjemmebagt grovbolle, som hun har pillet i og smuldret ud over servietten. Dertil står der et halvt glas hvidvin.

Af hovedretten ligger der salat, en lille kartoffel plus to halve, en skive af kødet, foruden de fraskårne fedtkanter og krydderurterne, som sejler i den gode bearnaisesovs – mandens stolthed. Og en stor sjat af den gode rødvin, som vi selv hjembragte fra Châteauneuf du Pape.

I dessertskålen ligger næsten halvdelen af den hjemmelavede is med nødder og frugter tilbage. Og ved hendes kuvert står et halvfyldt glas portvin, 22 år gammel.

Ved aftenkaffen tager hun de små kager og fyldte chokolader over på sin kagetallerken og smager distræt på det hele, mens hun snakker, men lader det meste ligge tilbage sammen med en halv kop kaffe og et halvt glas af vores dyreste cognac.

Da hun går, takker hun overstrømmende for al den gode mad og bedyrer, at hun er stopmæt.

Og det er op til os at tømme hendes glas og kopper i vasken og skrabe hendes tallerkner rene for så meget mad, at vi kunne have fodret en mellemstor hund eller et barn med det. Nu skal det hele bare smides ud.

Sammen med al vores omhu og udgifter.

Vi er fra en generation, der tog mad alvorligt. Der lærte at spise op. Der aldrig øste mere op, end vi kunne spise. Der kan lave flere måltider til hele familien af resterne, før de ryger videre til hund, kat, kompostbunke for kålbladenes vedkommende og fuglebrættet til det gamle brød.

Da folk begyndte at diskutere ’madspild’, forstod vi ikke, hvad de snakkede om. Vi smider stort set aldrig mad ud.

Kun, når vi har haft gæster, og en af dem er en ’levner’. Det er en form for madspild, man sjældent taler om.