Aalborg kommune

Upersonlige personlige mails

Jeg BRYDER mig ikke om at modtage massemails, der på forhånd har bestemt, hvem jeg er.

Fx nemlig.com’s idiotiske reklamemail med en emnelinje, der overfriskt gjalder: ’På med forklædet Lone!’.

Det generer mig, fordi de antager:

at de kender mig
at vi er på fornavn som gamle venner
at jeg har brug for deres opmuntring for at bage
at jeg er så dum, at jeg hopper med på et måske unødvendigt mersalg

Hvis de virkelig kendte mig, ville de vide:

at jeg HADER at blive talt ned til
at jeg kender dansk retskrivning og allerede ved det manglende komma mellem ’forklædet’ og ’Lone!’ betragter afsenderen som en uuddannet person, hvis råd og opfordringer jeg aldrig ville følge
at jeg tilhører en generation, der blev opdraget til – og normalt foretrækker – en smule distance og venlig respekt mellem mennesker, der kun har en forretningsmæssig forbindelse med hinanden
at jeg i mere end 25 år har bagt alt mit brød og alle mine kager selv og går med forklæde til daglig
at jeg er et tænkende menneske, der godt kan se forskel på en maskinel massemail og en henvendelse fra en ven, der vil mig noget godt

Jeg har ikke handlet hos nemlig.com, siden denne mail ramte min indbakke. Derefter kom alle sagerne med de pressede og underbetalte chauffører frem i offentligheden. Så måske burde man svare: ’På med overenskomsterne, nemlig.com!’

Misbrug af e-boks og kommunale midler:

Aalborg Kommune har netop sendt mig en besked i e-boks, som jeg naturligvis straks loggede ind og åbnede, blot for at se mig selv placeret i en kasse med skrøbelige ældre, gamlinge og oldinge, der skal bekymre sig om ’Sund aldring’ – hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre; alle erfaringer siger, at det fra cirka min alder og frem kun går én vej rent helbredsmæssigt, og det er ned ad bakke.

Og det kan en kommunalt arrangeret og betalt ’inspirerende livsstilsmesse sund aldring’ nok ikke lave om på, hvor velment det end kunne forekomme.

Hvorfor tror de, at netop jeg ikke har noget bedre at foretage mig end at lade mig indfange af boder, oplæg ved tv-lægen Peter Qvortrup Geisling ’om Sund aldring med humor og nordjysk islæt’, eftermiddagskaffe, en forfriskning, en god oplevelse og konkurrencer med flotte præmier’?

SÅ god tid har jeg ikke. – Har jeg betalt for det pjank over kommuneskatten?

Man gennemskuer jo, at kommunevalget nærmer sig, at borgmesteren, som skal åbne arrangementet, gerne vil vise sig godgørende og for kommunale midler uddele lystige foredrag, gode råd, kaffe og præmier til kommunens ældre vælgere, og at kommunen måske forestiller sig, at man på længere sigt kunne spare nogle sundhedsudgifter, hvis man kunne få alle gamle til at klæde sig varmt på og motionere og spise sundt og gå tidligt i seng, men findes der tal, der kan påvise en sådan effekt? Har man undersøgt det? Og kan en livstilsmesse af denne karakter virkelig sætte et skred hen imod ‘sund aldring’ i gang?

Hvis kommunen har så god tid og så mange penge at drysse ud over os ældre medborgere, så kunne de jo sørge for, at man kunne få fat på en læge, når man havde brug for en. Eller for, at der var god pleje at få og plads på hospitalet til de alvorligt syge. Eller at de mange hjemmeboende, svækkede ældre fik lækker og sund mad hver dag. Eller den nødvendige genoptræning. Eller de kunne sørge for, at hjemmehjælpen virkelig kom og hjalp én hjemme, hvis man ikke kunne klare det selv, i stedet for som nu, at der ofte kommer et utal af forskellige, mere eller mindre ligeglade og stressede personer farende syv minutter om morgenen og måske fem minutter igen om aftenen. Og ens rengøring begrænser sig til 20 minutter hver tredje uge. … Se, det ville give en reelt sundere og tryggere aldring … Nå, er det forskellige offentlige kasser, der betaler for læger, sygehuse, hjemmehjælp, genoptræning m.m.?

Jamen, så var det måske her, der skulle tages fat! – Så kan tv-lægen med sin ’humor og nordjysk islæt’ blive inde i fjernsynet, og så slipper jeg for at blive talt ned til i min egen e-boks af folk, der tydeligvis ikke kan finde på noget mere fornuftigt at lave og bruge vores fælles penge på.

– Er det i øvrigt helt gennemtænkt i en coronatid at indkalde en stor mængde ældre til indendørs stande, kaffe og foredrag? Aalborg Kommune risikerer jo, i sin iver efter at nå en masse vælgere før kommunalvalget, at påføre netop dem, de ønsker en ‘sund aldring’, en potentielt livstruende sygdom!

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-09-19-flere-aeldre-far-ikke-nok-hjaelp-til-rengoring-og-bad

bygger igen en ny institution i kanten af naturområdet ‘Hammer Bakker’.

Sidste gang inddrog kommunen et fredet stykke skov med truede dyrearter, direkte oven på et drikkevandsindvindingsområde. De sendte en ung arkitekt fra C F Møller til et informationsmøde med 200 utilfredse borgere. Og der stod grønskollingen og fremviste interne inspirationsfotos og fablede om, at det nye institutionsbyggeri var inspireret af begrebet ’blomstereng’.

Sådan ser det byggeri ud i dag:

Men denne gang har kommunen lånt illustratoren fra ‘Vagttårnet’ for ligesom at skære ud i pap, hvor idyllisk det hele bliver:

Så overnaturligt lykkelige mennesker på skovtur i et tætbebygget institutionsområde er sjældent set. Så hvis arkitekterne denne gang får ret i deres vidtløftige visioner, så er der ikke noget at betænke sig på: – Lad os fælde endnu flere gamle træer og plastre alle vore naturområderne til med beton, murstenstapet og asfalt! – Der er ingen tid at spilde.

Tvillingehøjene

I Hammer Bakker lige her ved siden af ligger Tvillingehøjene.

Kendt af alle i området som stedet for gode skovture og udsigter. Det er også her, man plukker sine blåbær, tyttebær og lyngbuketter, når tiden er til det.

Men der er sket noget.

Udsigten er forurenet, og det før så knejsende udsigtspunkt og fortidsminde, en flere tusind år gammel gravhøj, er slidt ned. Stenen er flyttet ned fra højen, som nu fremstår nedslidt og udhulet, og det er ikke sket gradvist gennem årtusinder, men i de seneste år mellem år 2003, hvor de øverste billeder er taget, og januar 2020, hvor de seneste er fra.

Hen over Tvillingehøjene er kørsel med MTB’ere forbudt, men der er ingen tvivl om gerningsmændene:

Mountainbikere … De brede, knoprede dæk flår alt op!

Det samme er tilfældet ved Pebermosen, et andet af Hammer Bakkers smukke og meget besøgte steder. Her er stierne mudret op:

Der er anlagt over 13 km officielle MTB-spor igennem Hammer Bakker. Hvorfor bruger de ivrige cyklister ikke sporene i stedet for at pløje alting ned?

Samtidig foregår der heftig naturpleje i Hammer Bakker. Enorme maskiner fælder grantræer i tusindvis, så bakkernes egenart som bakker og nye udsigter kommer frem efter 100 års produktion af grantræ. Dette er i og for sig glimrende. Men de kæmpestore skovmaskiner anretter meget skade på skovbund og stier, de ødelægger de specielle gamle hulveje og stisystemer og sammenpresser jorden, så intet udover lysesiv kan gro i de næste 100 år.

Det er forfærdeligt, at vi er nået dertil, at en skovtur i et gammelt naturområde, i stedet for at virke opløftende, gør én trist til mode.

Aalborg Kommune, som ejer store dele af arealerne, kan ikke forventes at beskytte naturværdierne. De har netop ryddet endnu et stort område i Hammer Bakker til endnu et nyt institutionsbyggeri. Inden for få år er det så tredje gang, at kommunen snupper en billig byggegrund, hvor der før var gammel fredsskov, drikkevandsindvinding og uerstattelig natur.

Hammer Bakker

Hammer Bakker 8 km NØ for Ålborg er nok et af de smukkeste naturområder i Nordjylland. Det er en bakkeø, dannet i sidste istid, og der er helligkilder, gravhøje og et uhyre rigt og varieret dyre- og planteliv. Heriblandt flere sjældne og beskyttede arter.

Alligevel insisterer Ålborg Kommune på at bygge store institutioner inde midt i det fredede område. Her oven for en smeltevandsdal lige over et drikkevandsindvindingsområde.

Og her i en gammel tilgroet mergelgrav lige under sagfører Olesens bevaringsværdige villa.

At kommunen selv vandaliserer naturen er en ting. Værre er, at kommunen har mistet enhver troværdighed i naturfredningssager, og at private tilsyneladende også kan bygge stort inde midt i Bakkerne.

I Amtets tid lød reglen, at man i Bakkerne måtte bygge, hvor der fandtes en tomt. Ikke en centimeter mere. Og i Amtets tid blev reglerne overholdt.

At sætte kommunen til at vogte natur har kostet os uerstattelige værdier…

Kommunal vandalisme

‘Derfor er Danmark ikke ved at blive, men Danmark er på det nærmeste blevet et stygt og afstumpet land, der i løbet af små to generationer har sat hovedparten af sine værdier over styr. Det er sket hurtigt, men desuden så tilpas langsomt, at de fleste ikke længere ved, hvad de har mistet.’

Skriver kunsthistoriker og forfatter, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, i sin bog ”Noget nær” side 242.

I denne gamle fredsskov i Hammer Bakker i Nordjylland levede indtil sidste uge truede dyrearter såsom stor vandsalamander og rødrygget tornskade.

Byggeriet foregår direkte oven på drikkevandsindvindingsområder.

Adgangsvejen til den store, nye institution skal ske ad en smal og hullet skovvej uden cykelsti eller fortov.

Bygherre: Ålborg Kommune

Arkitekt: C.F. Møller

Lægeforeningen kræver, at sundhedsområdet bliver taget fra kommunerne, for de kan åbenlyst ikke forvalte det.

Bør man ikke også fratage kommunerne alle beslutninger, der har med miljø at gøre? En inkompetent kommunalbestyrelse vil til enhver tid foretrække en billig byggegrund frem for naturbevarelse.

Overbefolkning

Midt i dette fredede område bygger Ålborg Kommune nu institutioner.

I 1841 skriver H. C. Andersen i sin rejsedagbog, at Athen i størrelse minder ham om Helsingør… Helsingør! Byen, som i 1850 havde under 10.000 indbyggere! ― Athen huser i dag, inklusiv forstæder, knap 4 mio. mennesker.

Fra Akropolis hævder han at kunne se over til det asiatiske fastland. ― Man kan næsten ikke forestille sig en tid, hvor luften var så ren, at man kunne se hundreder af kilometer væk. Eller en tid, hvor ruinerne på Akropolis ikke var tyndslidte af turister og på alle sider nedenfor omgivet af tæt, svinende, svirrende og larmende trafik.

Der er blevet trangt her på vor klode. Mere og mere jord og natur inddrages til intensivt, forurenende landbrug, veje, bygninger og andre anlæg, og menneskene klumper sig sammen i store byer. ― Et lille eksempel fra min umiddelbare nærhed er Ålborg Kommune, som trods protester insisterer på at ødelægge et fredet og smukt naturområde, levested for truede dyrearter, med store institutionsbyggerier, som lige så vel kunne anbringes i forbindelse med allerede anlagte små eller store byområder. Lokalt medfører Ålborg Kommunes manglende sans for reelle værdier uerstattelige tab for de kommende generationer, men globalt set overgås dette jo tusinde gange hver eneste dag i de store bysamfund, som fx Calcutta, Berlin, Moskva, Kairo, Shanghai og Mexico City, og så begynder det for alvor at influere på vores og klodens velbefindende.

I min levetid er antallet af mennesker på jorden mere end fordoblet. Fra 1950 til 2000 steg befolkningstallet fra 2.53 til 6.1 mia. I dag er vi 7 mia. Inden 2050 når vi 9 mia. Tallene stammer fra Danida. Samme kilde oplyser, at 165.000 mennesker dagligt flytter fra land til by, hvor de fleste kommer til at leve i uhygiejnisk slum.

I min barndom frygtede man overbefolkning. Nu ses dette problem alle vegne: Trængsel, krige, folkedrab. Massiv forurening af jord, vand og luft. Kamp om energi, mad og rent vand. Flygtninge, som ingen vil have. Mangel på fornuftigt arbejde og gode, menneskeværdige boliger.

Vi færdes i store flokke, hvor end vi går, og der sker noget i psyken, når vi klumper os sammen i mennesketuer og ustandseligt støder ind i tusindvis af ukendte individer. Vi bliver hensynsløse, egoistiske, selvoptagede og udprægede »Se-mig!« og »Jeg-vil-have!«-typer.

Høns er flokdyr, og de trives i småflokke på fra ca. seks til et par og tyve individer. Hvis flokmedlemmernes antal overstiger 26, bryder hakkeordenen, hierarkiet, sammen, og alle begynder at hakke på alle. ― Tænk over det, når du køber æg i supermarkedet, selv æg fra økologiske høns stammer fra flokke på over 2000, nervenedbrudte høner.

I dag er der kun få og små pletter i Europa, hvor det er muligt at se en himmel uden hvide flystriber, hvor man kan få øje på stjernerne om natten, hvor man kan trække vejret i forholdsvis ren luft, eller hvor man kan gå, cykle eller ride en tur hen over landskaber af grønne, udyrkede og bilfri områder måske med et fritløbende barn eller en ditto hund ved siden af sig. ― Alt dette er en betragtelig, men normalt uerkendt, indskrænkning af menneskets frie, naturlige tilværelse.

Mange asociale, kriminelle og psykiske fænomener og lidelser, som vi hyppigt ser omkring os i dag hos både børn, unge og voksne, kunne måske have sin årsag i dette enkle faktum? Familiernes opløsning? At vi ikke selv tager os af omsorgen for vore børn, men udliciterer dem til institutioner det meste af dagen? Tingsgrådigheden?

Måske er vi mennesker, lige som høns, konstruerede til at overskue og forholde os til et begrænset antal andre mennesker, som fx i en stamme eller en landsby? Måske bryder vore sociale mekanismer, vore hierarkier og interpersonelle relationer sammen, når vi færdes i alt for store mængder, og vore unge går psykisk ned, fordi de ikke blot sammenligner sig med naboens børn, men igennem de globale medier med alle de klogeste og kønneste unge fra hele verden, hvilket ikke kan være befordrende for velbefindendet.

Måske skal enhver bestræbelse på at skabe en bedre verden begynde med en begrænsning af befolkningstallet? Eller sker det helt af sig selv, fordi vi er blevet for mange? Historisk set har religiøse krige, epidemier, folkedrab og fordrivninger altid fulgt med kampen om ressourcer.

Kommunalt svigt

Her på fredet område bygger Aalborg Kommune lige nu en ny, enorm institution.

I sagen om institutionsbyggerierne i Hammer Bakker har Aalborg Kommune udvist en skræmmende mangel på dømmekraft. Den skandaløse plan om at bygge på et af de smukkeste, fredede naturområder midt i Hammer Bakker, tilmed oven på et drikkevandsindvindingsområde, er dagligt samtaleemne mellem borgere i og omkring Vodskov. Man er generelt overbevist om, at en sådan vandalisme aldrig havde fået lov at passere, dengang Amtet var ansvarligt for naturherlighederne.

Om få måneder er dette levested for bl.a. den rødryggede tornskade ødelagt af kommunalt institutionsbyggeri.

Alle argumenter for byggerierne forekommer hule og ulogiske. Der er angiveligt tale om institutioner for meget følsomme borgere, som ikke tåler at flytte ud af Bakkerne, men de fagpersoner, jeg har rådført mig med, giver udtryk for, at skaden er lige stor, om man flytter disse personer til nye bygninger 200 m, 2 eller 200 km væk. Og størstedelen af de påtænkte byggeriers nye beboere kommer alligevel fra helt andre dele af kommunen. Derudover har man, så vidt jeg er orienteret, tænkt sig at plante høje hække foran alle vinduerne, så beboerne ikke bliver forstyrret af ydre indtryk. På den måde får ingen, hverken beboere eller andre borgere, mulighed for at beundre de kønne udsigter, og institutionens beboere får ingen idé om, hvor i verden de befinder sig. Et sådan fredeligt og beskyttet anlæg kunne mindst lige så godt placeres på et af de utallige flade og ubeplantede områder, som omgiver Hammer Bakker, f.eks. langs Vodskovvej, Langbrokrovej eller der, hvor man som en sølle erstatning påtænker at plante en stump skov midt på en mark imellem Vestbjerg og Tylstrup.

En af de første institutionsbygninger i Hammer Bakker. Pga. manglende vedligehold bliver den nu rømmet, og beboerne flyttet over i nyt byggeri i fredet område.

Logikken må bestå i, at der er tale om en økonomisk besparelse ved at plastre netop Hammer Bakker til med umage og usmagelige byggerier, ellers giver byggeplanen ingen mening. At sætte kommunen til at vogte natur har således vist sig at være intet mindre end en katastrofe. Småligt får man ikke øje på værdierne, men ser kun en bekvem og billig byggegrund og tager både de kommende beboere og et antal velmenende pædagoger som gidsler undervejs.

Aalborg Kommune er tilsyneladende uvidende om, at det i dag ikke længere er muligt at inddrage fælles, bynært, rekreativt areal til hovedløse byggerier blot for at spare penge. Så lemfældig omgang med sjælden natur ville være utænkelig alle andre steder. Man kommer nemlig til at sætte meget mere end penge over styr. Man taber sin troværdighed og sit renommé, og det kommer til at koste os alle sammen meget, meget mere i alle årene fremover.

Rygterne vil vide, at denne store bygning i Hammer Bakker snart bliver rømmet, men kommunen insisterer alligevel på at inddrage uerstattelig natur og bygge nyt.

Jeg har for tiden en ung studerende boende. Hun er kommet fra København for at læse på Aalborg Universitet. Hver gang, vi går hen over det fredede område, hvor kommunen påtænker at bygge, er hun grædefærdig. Hun forstår ikke beslutningen om at ødelægge så meget skønhed, tornskader, kilder, smeltevandsdal og salamandre ufortalt, og hun beretter om det til familie, venner og studiekammerater. Som for 40 år siden får Aalborg Kommune ry som en sammenspist, pamperisk, kortsynet og grisk kommune.

Når en kommune på denne måde svigter de fælles opgaver, når man ikke længere kan have tillid til, at de folkevalgte og deres embedsmænd handler til bedste for ALLE kommunens borgere, er det på tide at vende skuden.

Modige borgere har rejst sig og talt naturens mere langsigtede sag, men kommunen insisterer på at sælge ud af arvesølvet for en kortsigtet gevinst og på at ødelægge et af vore få tilbageværende, naturlige rekreative arealer. — Det vil aldrig blive glemt. Institutionerne vil ligge der i Bakkerne til evig tid som skamstøtter og minde alle besøgende om svigtet, kommunalvalg efter kommunalvalg.

Når kommunen vogter natur

Her har Aalborg Kommune fået gennemtrumfet ophævning af gammel fredning. Direkte oven på drikkevandsindvindingsområder vil de bygge en stor lukket institution. Kommunen fik formentlig øje på området efter stormfaldet d. 8. januar 2005.

I skyggen af den store naturfredningssag med vindmølleparken i Thy sker der dagligt små overgreb på vores fælles naturområder, senest i Hammer Bakker, 8 km fra Aalborg centrum.

Kunsthistoriker og forfatter, Hans Edvard Nørregård-Nielsen skriver i sin bog ”Noget nær” side 242:

”Derfor er Danmark ikke ved at blive, men Danmark er på det nærmeste blevet et stygt og afstumpet land, der i løbet af små to generationer har sat hovedparten af sine værdier over styr. Det er sket hurtigt, men desuden så tilpas langsomt, at de fleste ikke længere ved, hvad de har mistet.”

Hammer Bakker er en bakkeø, gennemskåret af smeltevandsdale, dannet i sidste istid. Områdets historie er interessant: Der er bronzealderhøje, en hellig kilde og to middelalderkirker. For 120 år siden lå området hen som sandede bakker, men to vilje- og pengestærke herrer, plantageejer Brandt og sagfører Olesen, tilplantede området, der siden har udgjort et ca. 5 x 5 km stort, sammenhængende naturområde, som blandt eksperter bl.a. regnes for et af Danmarks mest artsrige sommerfugleområder.

Området ejes i dag af mange små lodsejere, af Hedeselskabet og af Aalborg Kommune.

Sagfører Olesen testamenterede et område nær Vodskov by til Statens Åndssvageforsorg, og her byggede man op gennem 20’erne og 30’erne nogle markante rødstensbygninger spredt ud over arealet. Resten af Hammer Bakker blev fredet. Det er i hidtil fredede områder, at kommunen nu vil udføre massive jordarbejder direkte oven på drikkevandsindvindingsområder og bygge to nye, store institutioner.

I de eksisterende bygninger skulle der være rige muligheder for at istandsætte og indrette institutioner. Rygterne vil vide, at de store bygninger, der nu bruges af SOSU-uddannelserne, skal rømmes inden for en overskuelig årrække.

Vodskov og Hammer Bakker er omgivet af store, flade landskaber, hvor man i øvrigt kunne anbringe nye institutionsbyggerier. Det er et udtryk for doven fantasiløshed at bebygge Hammer Bakker yderligere. Faktisk skal det ønskede stykke natur ”afhandles” med nyplantning af skov på en bar mark mellem Vestbjerg og Tylstrup… Hvorfor bygger man ikke institutioner der? Hvad er en fredning værd, hvis den kan ophæves blot pga. behovet for byggegrunde? Det strider mod enhver form for retsfølelse.