hundeadfærd – blog.loneandrup.dk

Hunde og høflighed

Når jeg kommer hjem, rejser den gamle hund sig møjsommeligt op på de stive ben og kommer glad logrende hen til døren for at hilse mig velkommen.

Det gør den også, hver gang andre medlemmer af den daglige flok kommer ind ad døren.

Og når jeg vågner om morgenen, er den glade, hilsende hund, det første jeg ser.

Ja, selv når jeg bare har været i bad i måske et kvarters tid, kommer hunden henrykt hen og giver et slik og et logr, når jeg nyvasket træder ud i gangen igen. – Tænk, at den gider.

Det stikker dybt i mig, at jeg selvfølgelig selv rejser mig, når gæster og ældre mennesker træder ind i mit rum.

Når det ældre familiemedlem kommer ind på restauranten. Når børnebørnene kommer løbende ind i min stue.

Da jeg gik i skole, rejste vi os op, når læreren eller andre voksne kom ind i klasselokalet, og vi rejste os som en helt naturlig ting for alle voksne i tog og busser.

Og da jeg også har gået på danseskole, kan jeg både neje og bukke, hvis jeg skulle møde nogen, der fortjener denne hilsen.

Men jeg kan ikke huske, at noget ungt menneske nogensinde har rejst sig op, når jeg er kommet ind i et rum. Selv ikke hvis middagen er på min regning. Og ingen tilbyder mig en plads i danske transportmidler. Ja, grupper af børn og unge gider ikke engang gå til side på fortovet, så jeg kan komme forbi. Jeg må helt ud på kørebanen.

Respekten for voksne, for ældre, for floklederen er dybt rodfæstet i de fleste socialt levende pattedyr, men i dette lille land er det i dag tydeligt, at vi har forsømt at lære de opvoksende generationer, hvordan man giver denne respekt udtryk. Hvordan kan man respektere sig selv, hvis man aldrig har lært at respektere andre?

Måske fortjener vi voksne slet ikke længere respekt?

Dårlig opdragelse

Newfoundlænderen gennemførte senere alle hundetræningens tre klasser og blev, i modsætning til mange af de mennesker, der omgav den, særdeles velopdragen.

Det er omtrent 15 – 20 år siden, jeg første gang stødte på fænomenet:

Min lille newfoundlænderhvalp var blevet et halvt år gammel og kunne nu tages med på lidt længere ture, så vi trissede ned til Brugsen, hvor jeg satte dens snor fast i hundekrogen og næsten løb ind til køledisken og greb en liter letmælk. Jeg husker endnu, at jeg havde aftalte småpenge parat i hånden.

Der var stille i butikken, det var sidst på formiddagen, og der var kun en kasse åben. Foran mig i køen stod en lav, kraftigt bygget mand i midttrediverne. Hans hår var farvet lidt for sort, men han var pænt klædt. I sin topfyldte indkøbsvogn havde han stablet engangsservice og vin, spiritus, kød, salat, kartofler, limefrugter, tomater, eddike, olie, servietter, lys, frosne flutes m.m. op, så han ville kunne servere herremiddag i det grønne for mindst tyve personer.

– Må jeg lige smutte foran? spurgte jeg og viste ham mælkekartonen og de aftalte mønter.

– Nej, svarede han bare og begyndte at losse sine indkøb op på båndet.

Så fik jeg den. Den pæne mand, der var i fuld gang med at forberede en overskudsaften med vennerne, kunne ikke forestille sig, at damen bag ham kunne have sine gode grunde til at spørge. Jeg blev så overrasket over det uventet uforskammede svar, at jeg ikke kunne finde på noget at sige.

Mens jeg i laaaaang tid trippede og ventede og havde ondt i maven af bekymring for min lille hvalp, der for første gang var overladt til sig selv et fremmed sted med tæt trafik af cykler, biler, fremmede mennesker og hunde, tænkte jeg også, at det var takken for de hundredvis af gange, hvor jeg af mig selv havde bedt folk gå først, hvis de kun havde få ting i kurven, og jeg havde vognen fuld. På de gange jeg havde overladt min plads til en ældre, en gravid, en ung småbarnsmor eller en handicappet, på de utallige gange jeg havde holdt døre, høfligt holdt mig tilbage og i øvrigt holdt min kæft i det offentlige rum.

Det er siden blevet helt almindeligt, at yngre mennesker – og midaldrende byfolk, som gerne vil illudere ung med de yngre – møver sig tanke- og hensynsløst frem i køer, ikke giver andre plads, ikke takker, når de får tilsendt en gave, en buket, en hilsen, et svar på et tilsendt spørgsmål, eller når de modtager andre former for opmærksomhed. Og man kan ikke altid regne med, at folk sender afbud, hvis de bliver forhindret i at overholde en aftale, at de uopfordret leverer en lånt bog, film eller cd tilbage eller takker for en middag eller anden sammenkomst, man har arrangeret for dem, eller blot lader én vide, at de er kommet godt hjem, hvis de har haft langt at køre.

Den fundamentalistiske kassekømand skulle til at læsse sine fjorten brugsposer ind bag i sin sorte firhjulstrækker, da jeg omsider reddede min lille hund fra krogens ubehageligheder. Det, der skulle have været en fredsommelig indlæring og tilvænning, blev i stedet en mildt traumatiserende oplevelse for den lille fyr, som altid siden frygtede byturene og hundekrogene.

Omtrent samtidigt meldte min mand og jeg os til et førstehjælpskursus. Vi boede ved et befærdet kryds, hvor der ofte skete uheld, og vi var flere gange styrtet til ved lyden af det voldsomme brag af glas og metal og havde stået hjælpeløse og set på blødende folk i smadrede biler. – Nu skulle det være. Vi ville lære, hvordan vi bedst kunne forholde os.

Til den afsluttende prøve sad jeg udenfor og røg, mens jeg ventede på min tur. Jeg faldt i snak med en medkursist, en ganske ung mand, som var tydeligt nervøs og forklarede, at han var bjergklatrer og havde brug for et førstehjælpsbevis, så han kunne komme med på en tur til Norge. – Vi talte derefter om vigtigheden af at kunne hjælpe hinanden, men så nikkede han mod min cigaret og sagde, at han fandt det urimeligt, at vores fælles sundhedsvæsen skulle belastes af omkostninger til de sygdomme, som rygere pådrog sig. – Det ville han i hvert fald ikke betale til.

Det var en både skråsikker og uvenlig bemærkning at stikke ud til en dame, som tog et kursus – ikke for at kunne deltage i en spændende udflugt, men for at kunne yde hjælp til andre, når det var påkrævet. Og så fra en ganske ung knægt, der formentlig tog det som en given ting, at fællesskabet ville træde til, hvis han faldt ned fra en bjergside i Norge og kom til skade, ganske som samfundet træder til, hvis folk vælter på cykel, kommer galt afsted på ski eller drikker sig i hegnet og falder om på gaden.

Var det lige dér, for henved 15 år siden, at begreber som solidaritet og hjælpsomhed i de gyldne opgangstider umiddelbart før finanskrisen blev erstattet af en ’mig-først’ og ’kun-mig’-holdning blandt alt for forkælede, yngre mennesker? Indtil da kunne vi godt vente 30 sekunder på vores tur, mens damen betalte for sin mælk, og vi spurgte ikke til graden af egen skyld eller så på, om folk var værdigt trængende, før vi rykkede ud med nødvendig hjælp.

At strejfe

Jeg har altid strejfet. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Først i den store, skrånende villahave, der for en to-treårig var enorm og uoverskuelig som en eventyrpark. Derefter på villavejene og i kvarterets ubebyggede og tilgroede friarealer. Senere ud over marker og i skove til fods, til hest eller på cykel, som oftest fulgt af familiens hund, der ikke ejede en snor, måske ikke engang et halsbånd.

Jeg er stadig så privilegeret, at jeg kan strejfe hver eneste dag. Fulgt af familiens hund. Men de strejfeegnede områder er stærkt indskrænkede, siden jeg for 60 år siden begyndte at gå på opdagelse i denne verden.

Man kan ikke længere begive sig ud over markerne. Hverken til fods, til hest eller på cykel. Hvor marker førhen var små og omgivet af brede grøfter og læhegn, kantet af stier eller kørefaste markveje, som gav god plads til vandringsfolk, ryttere og cyklister, plus eventuelle medfølgende hunde og børn, foruden alle de vilde blomster og buske, sommerfugle, rådyr, harer og fuglevildt, er marker nu om dage nærmest uendelige. Og man går ikke ind i korn eller andre afgrøder; ikke kun fordi det er uspændende at traske hen over sprøjtet, gold jord med kun en enkelt, kunstig afgrøde, men også fordi vi jo har lært, at det er mad og værdier for bonden, ganske som vi ikke gerne ser omstrejfere i vore egne jordbærbede.

Også skoven er efterhånden bebygget, oppløjet, opkøbt, privat, oversprøjtet, overudnyttet. De kæmpemæssige skovmaskiner høster graner så let, som en mejetærsker tager byggen, og de efterlader den mere end hundred år gamle, mosbegroede, duftende skovvej, hvor man før gik så let og blødt, som ét stort, fasttrampet og tilmudret øde.

Man risikerer hvert andet øjeblik at blive væltet over ende af en sammenbidt motionsløber eller kørt ned bagfra af en af disse voksne mænd og familiefædre, der netop har genopdaget glæden ved at cykle. Disse nye cykelentusiaster lader jo ikke Audien stå for at cykle til arbejdet på en almindelig cykel. Næh, de har ’valgt at prioritere sig selv’, som det hedder i tidens åndløse reklamejargon, med specialiseret og kostbart MTB-grej, som de spænder bag på bilen. Den parkerer de så på en idyllisk skovvej, hvorefter de – gerne i større, råbende flokke – begiver sig hæsblæsende rundt i det, der før deres ankomst var en slags stilfærdig, ubetrådt natur.

Også de efterhånden talrige fritidsjægere tramper skovstierne flade klædt ud i fleece og camouflage med mange lommer, og de fylder deres lejede skovstykker med jagttårne og blå foderplastictønder og halvtag, og de føler sig i deres gode ret til at irettesætte gennemstrejfende ældre kvinder med medfølgende hunde.

For selv ikke hunde må strejfe længere. I min kommune må hunde kun færdes uden snor i de dertil indrettede ’hundeskove’, dvs. små områder, der er indhegnede, så de kunne holde en King Kong ude. På disse diminutive jordstykker kan man ikke gå tur, men blot stå og kigge på sin hund, der heller ikke helt ved, hvad den skal stille op med sig selv, hvis der ikke tilfældigvis er andre hunde at lege med den dag. Hunde er som os skabt til at strejfe. Men i ’hundeskovene’ decimeres selv de voksne individer, ligesom fx MTB-mændene, til legende hvalpe. – Det er dyremishandling at holde en hund i snor altid, så den aldrig får lov at springe hen over en grøft, løbe efter en pind eller hoppe af livsglæde hen over højt græs. Selv ikke en bevisligt velopdragen hund må færdes snorefrit i tæt kontakt med sin ejer, mens den snuser og afmærker og følger sin egen, naturlige gangart.

Hvis man antræffes med en løs hund, står man til en bøde på flere tusinde kroner. Også selv om man har gået på den samme vej hver eneste dag igennem et halvt århundrede med en veltrænet hund, som aldrig har generet nogen. Også selv om hunden er så tilvænnet til turene, at den aldrig går mere end nogle få meter væk og til stadighed holder øje med sin ejer og vejen og selv går på plads, hvis den møder andre mennesker eller dyr.

Sådanne hunde er en undtagelse i dag. Og man gør ikke undtagelser. For så tror det naturfremmede unge par med de to moderigtige racehunde, som normalt henslæber en kummerlig tilværelse som fanger i en toværelses i midtbyen, at de også må slippe deres utrænede og understimulerede vildbasser løs, og så tager det dem resten af dagen at få dem fanget ind igen, hvis det da ikke ender med hjemmeprintede efterlysninger på supermarkedets opslagstavle, og hvem ved, hvad de ulykkelige og tumpede dyr når at få ødelagt og skambidt imens?

Den sidste løse og lykkelige hund, jeg kendte, var en overvægtig dansk-svensk gårdhund, som boede hos en gangbesværet, ældre dame længere nede ad vejen, skråt over for skolen. Normalt lå han på en pude i vindueskarmen, altid parat til at springe op og gø ad folk, der passerede forbi ude på fortovet. Men når han skulle ud, lukkede damen blot døren op, så han kunne gøre, hvad hunde nu gør, når de skal, i haven eller langs de to villaveje, der udgjorde hans territorium. Hvis vi kom kørende sent om aftenen, så vi ofte den lille tyksak med en cykellygte bundet i halsbåndet passere gaden foran os, og fordi vi – og sikkert også byens øvrige bilister – forventede at møde ham, var vi altid, dag og nat, parate til at sænke farten og lade ham krydse vejene. – Hvilket også kom skolebørnene til gode.

Det er mere end ti år siden, jeg sidst så den gamle dames hund. Hendes hus blev solgt og moderniseret. Der er ikke længere hunde i gaderne eller løse børn på skolevejen, men hundreder af biler, der ræser af sted i alle retninger med børn og voksne og cykler og hunde, og som ikke levner meget plads til strejfere.

Hvilket er et – måske af de fleste upåagtet – kolossalt stort tab af livsværdi for os, der kan huske tiden før. De fleste har ingen anelse om, hvad de har mistet.

Instinkter

Vi plejer at sige, at det, der adskiller mennesker og dyr, bl.a. er menneskets evne til logisk tænkning, til medfølelse og godhed, til at tænke på både fortid, nutid og fremtid, hvorimod dyr blot er instinktdrevne og lever i nuet, og vi tilkender dem endda sjældent evnen til at nære følelser, til at være triste eller glade eller til at nære forventninger til fremtiden.

Det er alt sammen løgn. Mennesker er i nær familie med dyr, naturligvis nærmest de større pattedyr. Vi er selv uhyre instinktdrevne; det meste af vores vågne tid går med at efterstræbe mad og materielle goder, vi tænker på magt, indflydelse, sex, afkom og personlig vinding før alt andet, men vi er gode til at pakke det ind i sprogets tågeslør: − Det er for hans egen skyld. − Jeg fortjener en ferie. − Børn har godt af at være sammen med andre voksne og børn. − Han kan bedre tilfredsstille mine behov, siger vi, når vi handler i uskøn egeninteresse.

I modsætning til os er dyr langt mere ærlige og hensigtsmæssige i deres opførsel. Min hund kan regne den hurtigste vej mellem to punkter ud langt hurtigere, end jeg kan. Også hvis ruten kræver overblik over skoven, haven eller husets grundplan. En kat går rundt og er aldeles glimrende til at være kat, hvis vi ikke holder den indespærret under kunstige forhold i en lille lejlighed, men sætter en lem i døren og accepterer, at den bruger natten på at holde nærområdet muse- og rottefrit. En naturligt træt kat vil hygge sig med dig i hvilestunderne og opfatte dig som en omsorgsfuld forældreskikkelse. Høns går rundt og hønser, hvis de får chancen og ikke bliver stuvet sammen 20.000 ad gangen, og de kan sagtens lære at lægge vejen forbi havedøren ved sekstiden hver aften, hvis man på det tidspunkt plejer at håndfodre dem med rester fra aftensmaden. Skulle man have glemt det en enkelt aften, sidder der pludselig høns i havemøblerne og kagler spørgende ind til os gennem stuevinduet. Hunde, der er flokdyr ligesom os, kan udvise både glæde, stolthed, ivrighed, arbejdsglæde, forventning, tilfredshed, omsorg, angst, savn og meget, meget mere, hvis vi bare har sans for at aflæse det og lytte til dem. − Min ven fik en ’brugt’ hund, en 3-årig tæve, og han påstår, at ’hun eeeeelsker at køre i bil’. Men hun reagerer på alle biler i nærheden. Hun har en historie med mange omflytninger, og hver gang hun hører en bil, prøver hun at komme ind i den, for den vil sikkert køre hende hjem, hvor hun hørte til i første omgang. Er den hund ulykkelig? − Hvor lang tid går der, før hun falder til og indser, at dette er hendes blivende sted? Har vi lov at omplacere hunde på den måde? Børn? − Jeg havde en stor og kluntet Newfoundlænder, som knap kunne se ud under pandehåret, men en gang havde vi havde besøg af en tante, der netop havde mistet sin mand, og som sad og græd i vores sofa, mens ingen af os anede, hvordan vi skulle reagere. Så gik dyret bare hen og lagde sit store hoved i hendes skød og kiggede op på hendes tårefyldte ansigt med sine blide, brune øjne. Hun begyndte at grine og græde på samme tid og krammede dyret længe.

Vi, der har naturlige instinkter i behold, bryder os fx ikke så meget om at flyve, om at omgås slanger og edderkopper, om at aflevere vore hjælpeløse småbørn til fremmede, om at hænge i en klokkestreng dag ud og dag ind, om at bo på betonhylder og færdes i gåsegang på asfalt, når vi går ud. Vi bryder os heller ikke om død, ligdele, fækalier og sygdom. − Vi kan håndtere de fleste forekomster i et menneskeliv ved hjælp af forstanden, men vi opsøger ikke disse ting, hvis vi kan undgå dem. Det lader vi fagfolk om. Dyrlæger, læger, bedemænd, sygeplejersker, forældre, landmænd, slagtere, hjemmehjælpere, Falckfolk, politimænd, brandmænd, soldater m.fl. lærer at omgå instinkterne og udføre ubehagelige opgaver, og det er vi dem yderst taknemmelige for.

Tag giraffen Marius: En zoologisk havemand, som er tilvænnet døde dyr og deres indvolde, programsætter skydning og offentlig dissekering af en rask, sød og uskyldig giraf til den første søndag i vinterferien, idet han forestiller sig, at det er godt for en masse børn og voksne at lære noget om giraffers indre. Hvis han selv og haven kunne få en smule opmærksomhed i den anledning, ville han sikkert også være tilfreds.

Fik han så den eftertragtede opmærksomhed?

Drengerøvskulturen, som er opstået i et trygt og sikkert samfund, hvor raske unge mænd får alting serveret uden de store, sjælsrørende udfordringer, tilsiger mange af dem at opsøge disse grænseoverskridende oplevelser, og de tager gladeligt deres børn med. Børnene vender sig væk med afsky, for de har stadig visse instinkter i behold.

Først er vi ved at falde over hinanden for at fordømme ufølsomheden i at gøre obduktionen af en giraf til underholdning, men da vi pludselig ser, at UDLANDET angriber zoo for akkurat det, så adlyder vi nogle andre instinkter og begynder at forsvare vore landsmænd, stammefrænder, mod de fremmede … Ork, hvor forudsigeligt og dyrisk.

Grænsen mellem dyr og mennesker går helt åbenlyst ikke ved medfølelse, ved værdighed, anstændig omgang med lig, tidsfornemmelse, logisk tænkning eller ved andet af det, vi plejer at hævde. Den går heller ikke ved sproget, for ethvert dyr kan meddele sig. Ingen er i tvivl om det, hvis en gris er bange, ked af det eller glad. Eller hvis et barn væmmes over at blive udsat for indvolde i overstørrelse på sin første feriedag. Grænsen mellem dyr og mennesker går, for mig at se, ved evnen til at lyve for sig selv.

Vagthunden

Den levende skabning, jeg tilbringer mest tid sammen med, er hunden. Næsten fireogtyve timer i døgnet året rundt befinder den sig få skridt fra mig, enten hvilende og afventende eller som begejstret ledsager på de timelange skovture, som vi begge har godt af og nyder overmåde.

Det er ikke resultat af omhyggelig planlægning; sådan er det bare blevet. Hunden er den ideelle ledsager, for den er normalt god til at tie stille, når jeg har brug for at have mine tanker i fred, og den kan med forsigtige snudepuf henlede min opmærksomhed på sin eksistens, hvis det en sjælden gang skulle være påkrævet.

Den kan dog ikke beherske sig, hvis der kommer fremmede til matriklen, selv ikke efter års omhyggelig træning og socialisering. − Det er en hovawart, en tysk vagthund, og et sted dybt nede i hjernen må den, ligesom medlemmerne af Dansk Folkeparti, have et urgammelt, fremmedfjendtligt center.

Vi er alle pattedyr, og på et tidspunkt i vores udvikling var det formentlig hensigtsmæssigt, at vi automatisk forsvarede vore hårdt tilkæmpede ressourcer mod fremmede, så vi blev udstyret med en indbygget stammetænkning, der satte os i stand til på sekunder at skelne mellem »os« og »dem«. Men da hjernen blev større, og ressourcerne flere, idet handel og samkvem skabte større viden og rigdom for alle, måtte vi forsøge at aflære denne mekanisme igen. Det er lykkedes bedre for nogle end for andre.

Efter seks år med hovawarten har mine gæster lært at benytte ringklokken, og byens motionsløbere skifter rutinemæssigt over til det modsatte fortov, når de skal forbi vores have. Hver gang postbuddet kommer med sine værdifulde bidrag til husstanden i form af breve eller pakker, eller skraldemanden hjælper os af med det affald, vi ikke selv har lyst til at røre ved, råber vagthunden galsindet og advarende op.

Navnlig omkring spisetid, hvis en steg står og syder i ovnen, eller hvis den store gryde opsender forjættende dufte fra komfuret, går hunden totalamok, hvis fremmede uforvarende skulle nærme sig hoveddør, hæk eller låger: Den vil ikke dele sin mad med nogen! − Dette indrejseforbud gælder også krager og andre større fugle − og de kan være både udspekulerede og frække, kan jeg godt hilse og sige, og i helt særlig grad de fremmede katte, der nonchalant passerer haven på deres uransagelige veje rundt i byen.

Hunden har aldrig oplevet, at nogen har taget mad eller andet fra den. Tværtimod. Hvis nogen kommer i nærheden af dens madskål, er det for at fylde den med enten tørfoder eller ekstra lækre godbidder. Det er en særdeles mæt og velforsynet hund i et velfærdshus, og den har aldrig erfaret, at der kunne være mangel på noget som helst.

Alligevel nytter det ikke noget at forklare den, at der er nok til alle, og at nogle af de forhadte bude medbringer sække med hundemad, eller at de fremmede kan være vagtlæger, håndværkere, rengøringshjælpen eller andre velkomne gæster. Når det primitive, fremmedfjendske center overtager hjernen, kan den ganske enkelt ikke samtidigt rumme tanken om, at husstanden kunne beriges af besøg udefra.

Som en anden Holger Danske vågner den ved den mindste lyd af indtrængere og forstyrrer den behagelige ro for os alle.

Klikkertræning

På legepladsen så vi en ung mand, der løb rundt efter sin forvirrede spidshund med et klikkende instrument i hånden: Klik, klik, klik… lød det hele tiden. Hunden tog overhovedet ingen notits af hverken ham eller klikkeriet; den havde travlt med at jage børn og bolde. Stadigt klikkende fes fyren omkring og undskyldte flovt, men det er meget svært at fange en hund, der ikke vil fanges. Med eller uden klikker. Dette absurde optrin siger vist alt om klikkertræning, nemlig, at hvis du ikke kan føre en hund uden klikning, så glem det. Det bliver kun meget værre, hvis du benytter fremmedgørende instrumenter.

I det hele taget har jeg svært ved at forstå klikkertræningens popularitet. − Jo, til isbjørne eller elefanter i en zoo, hvor dyret ikke skal tæmmes og bo sammen med en familie, men blot skal indøve nogle signaler, så forskellige dyrepassere kan håndtere det i det daglige arbejde. Eller hvor der kunne være tale om egentlig dressur.

Men når det drejer sig om træning og opdragelse af almindelige familiehunde af de gængse racer, dvs. ikke deciderede arbejdshunde, så opnår man langt mere ved blot at omgås dyret på helt normal vis og bruge sin stemme, som man jo altid har med, hvorimod en klikker eller godbidden kan være glemt derhjemme.

Min hund kender mig særdeles godt efter seks års samliv. Den har brugt alle årene på at studere mig indgående, og nu ved den godt, om vi skal ud med vasketøjet, eller om det er tid til en skovtur. Jeg kan med få, hyppigt gentagne ord fortælle den fx, hvem vi venter på besøg, hvad den skal finde til mig, hvor den skal gå hen, om jeg har et kødben til den, om vi skal sove, om den skal vente, eller om jeg skal se fjernsyn.

Hvis jeg ønsker, at den skal komme hen til mig, så kalder jeg på den, og hvis den skal stoppe det, den er i gang med, så siger jeg bare ”Stop!” − Hvor svært kan det være? − Hvis vi møder noget farligt, fx en bil eller et elektrisk hegn, siger jeg ”Pas på!”. Og hunden er uhyre opmærksom, fordi den ved, at den kan stole på mig, og at jeg passer på den efter bedste evne. Hos mig er der godt at være, og det kan betale sig at høre efter, hvad jeg siger. Jeg råber aldrig. Hundens hørelse er fremragende, så det er ikke nødvendigt, og min hund forstår de mest almindelige ord og fagter, men navnlig er den konstant fokuseret på mig og interesseret i, hvad jeg synes, vi skal gøre eller ikke gøre.

Første regel, hvis man ønsker en velopdragen og nem hund, må være at vælge en hvalp af en egnet race. En race, der passer til dig, dit temperament, dine omgivelser, din familie og din tid. Hvis du fx vælger en specialiseret jagthund, må du se i øjnene, at den aldrig bliver så knyttet til dig og efterrettelig, som en golden retriever eller en collie kan blive det.

Dernæst er det nyttigt at få hvalpen hjem, mens den er 8 – 10 uger gammel, for da har du alle muligheder for at præge den på dig og din familie, og det er let at etablere sig selv som leder for en hund, der kun er en lille hvalp.

Og så gælder det bare om at stole på hundens instinkter, for den er født med trang til at danne bånd til en flok og til at følge og lade sig vejlede af et ældre, erfarent flokmedlem. Hunde er kloge og har krav på beskyttelse, passende udfordringer og respekt. Som to-tre-årige børn har de evnen til at forstå op imod 300 forskellige ord og signaler, foruden en særdeles udviklet sans for kropssprog, og så kan de huske, hvad der skete sidst og lægge to og to sammen.

Hvorfor så nøjes med et klik?

Hvis det ER gået galt, og hvis din hund ikke respekterer dig nok til at reagere, når du kalder eller klikker eller bander højt, så er du nødt til at have den i snor, så den ikke generer andre. Din hund er dit ansvar.

Skoven

Mountainbikere kan på forbløffende kort tid forvandle en idyllisk skovsti til en pløjemark.

Skoven er Hammer Bakker. Otte km nordøst for Danmarks tredjestørste by, Ålborg. Et omtrent 1800 ha stort naturområde, en bakkeø, gennemskåret af smukke smeltevandsdale, dannet i sidste istid og tilplantet omkring år 1900. Her er lyngbakker, gravhøje, langdysser, søer, moser, kilder, kirker, truede dyrearter og planter, fredsskov med gamle bøge, foruden træproduktionens monokulturer af altid grønne juletræer og højloftede, mørke granplantager. Bortset fra korte perioder, mens jeg som ungt menneske studerede og rejste, har jeg igennem næsten 50 år dagligt gået ture med hunden her.

Skoven er ikke længere en skov. Hvor man indtil for kort tid siden kunne gå i timevis på næsten ubetrådte, tilgroede mosstier mellem træer eller hen over bakker og bronzealderhøje uden at møde et menneske, ligger der i dag én stor befærdet og oppløjet motionsbane, der zigzagger mellem overproportionerede private og kommunale anlæg og byggerier og de dertil nødvendige, nu stærkt trafikerede, hullede og mudrede adgangsveje.

I dag skal hunden og jeg ustandseligt springe af vejen for kørende, cyklende, løbende og store flokke af vandrende, når vi vover os ind i bakkerne. Hvor vi førhen kunne gå i skovens ro, må vi nu vogte os for motionister på cykler eller løbeben, der med muzakpropper i ørerne, så de ikke kan høre hverken vinden i træerne eller fuglenes sang, og med begge øjne stift rettet mod uret, prustende og storsvedende, ikke formår at slå et sving uden om en ældre dame og en hund.

På få år er Hammer Bakker omdannet fra naturområde til byggeplads og træningsfacilitet.

I dag slides skoven intensivt, ikke kun af de mange private ejeres skovdrift og Ålborg kommunes ekspansive institutionsbyggerier og øvrige anlæg, personale, beboere og besøgende, men i høj grad også af almindelige mennesker i tusindvis, der parkerer deres biler langs skovvejene og danner snakkende, råbende, løbende, cyklende eller vandrende flokke, som maser rundt i krattet forsynet med kurve eller kikkerter. De seksuelt eksperimenterende, som i ugebladene har læst, at det sætter fut i forholdet at parre sig i det fri, er også blevet en betydelig og grænseoverskridende skare, som det kan være endog særdeles ubehageligt at støde ind i midt på ens sædvanlige skovtur.

Der er tilmed opstået interessegrupper med det ene formål at udnytte et i forvejen begrænset, nedslidt og overrendt skovareal til endnu flere ”aktiviteter” … Men hvis man ikke kan samle en flok på 20 eller 200 vandrere, løbere, mountainbikere, jægere, fuglekiggere eller svampeplukkere, kan man altid spæne en tur alene eller pløje de små skovveje op med sin smarte 10.000 kr.’s cykels pigdæk og råbe utålmodigt ad de andre skovgæster og skovejerne, når man er ved at køre dem ned.

Og så mødte vi den lille, vrede skovfoged, som intimiderende kunne fortælle, at han skam godt vidste, hvor jeg boede, og at han ville sende mig politiet på nakken, fordi min hund, som fredsommeligt fulgte mig i hælene, gik uden snor. − Så kommer politiet og afliver den, truede han. − Det nytter ikke at forklare en regelrytter, at hunden er specielt trænet igennem mange år til at færdes i skoven. At den selv går på plads, når vi møder andre, mennesker eller dyr.

Selv sad han på en larmende og pruttende ATV med anhænger. Men det er den gamle hund og mig, der er problemet, ikke skovens egne folk med larmende motorsave, pruttende køretøjer, enorme robotagtige træfældningsmaskiner, der stamper jordbunden til en kompakt masse, hvor intet kan gro de næste 100 år, de store jagtselskaber, de kørende juletræskunder og alle dem, der skræller skovbunden for mos til dekorationer … Det er heller ikke børnehaverne, motionsklubberne, løberne, svampeplukkerne, drengene på motocrossere, de uvidende amatørhundeejere, der lukker to-tre uopdragne storbyhunde ud af bagagerummet, og derefter må rende rundt i timevis for at fange dem, eller krybskytterne… som hunden og jeg alle møder på vores vej.

Lige nu, mens vi er på vej hjem fra skovturen, må vi springe til side, op ad skråninger, ned ad skrænter, for ikke at blive ramt af de mange biler og minibusser, der fragter skoven og institutionernes brugere og borgere til og fra i al for høj fart, og for de damer, der netop har fået fri fra institutionsarbejdet, og som i deres små biler speeder hjem ad den smalle, hullede, regnvåde asfaltvej med en smøg i den ene hånd, en mobiltelefon i den anden, totalt blinde for, at de oversprøjter, og risikerer at ramme, spadserende damer, hunde, cykler, barnevogne, børn …

Det er naturligvis dejligt, at så mange mennesker har lyst til og fornøjelse af at færdes i skoven. Undersøgelser viser, at danskernes foretrukne fritidsbeskæftigelse er en skovtur, og vi giver i stort omfang denne glæde videre til vores børn.

Problemet består i, at vi efterhånden er blevet så mange — Danmark og verdens befolkning er næsten tredoblet i min levetid — at de få træklædte oaser, som vi alle sammen holder forfærdeligt meget af at færdes i, bliver overrendt af entusiastiske naturelskere med al deres kostbare legetøj i form af firhjulstrækkere, minitraktorer, rideheste, sportscykler, ski, knallerter, ATV’ere osv.

Alle elsker naturen, men ved at overudnytte de få tilbageværende, naturlignende steder til institutions-, underholdnings- og motionsformål ødelægger vi netop det, vi holder af. Vi tramper det ned som molboer med alt for store fødder. Spolerer det, vi alle sammen gerne vil i skoven for at opleve. Det skrøbelige, dyrelivet, det naturlige, roen …

Det er ikke den lille, gamle dame med den velopdragne hund, der skræmmer vildtet. Tværtimod gider de små rådyrflokke knap flytte sig, når vi kommer. Men dyrene vælter skrigende og brægende af skræk og nød ud fra skovbrynet, når der er Nytårsmarch, Limfjordsløb, jagter, skovfældning, mountainbikere, orienteringsløb, ”naturvandringer” eller store byggeprojekter.

I stedet for at bygge, anlægge, køre og motionere i et lille, sårbart naturområde, burde man måske have opretholdt fredningen af Hammer Bakker og bygget institutioner og motionsbaner ude på de enge og marker, der omgiver de skovklædte bakker?

Måske er det tid at tage hele skovbegrebet op til overvejelse endnu en gang? Skal skoven være til for træproduktionen og jægernes skyld? For det vilde dyre- og planteliv? For de spadserende? De løbende, cyklende, kørende? De kopulerende? Hundelufterne? Børnelufterne? Fuglekiggerne? Blomster- og bærplukkerne? Mosskraberne? Svampesamlerne? Motionisterne? − Eller skulle vi opføre specielle baner til de mest larmende, slidende og hensynsløse sportsfolk? Ligesom vi har indhegnede områder til de utrænede og ustyrlige hunde?

Vore få tilbageværende skov- og naturområders skæbne er alt for betydningsfuld for de kommende generationer til at blive overladt til private lodsejere, kortsigtede kommunale beslutninger og tilfældige sammenrend af pensionister, motionister og sportsfolk.

Lykker og ulykker med en hovawart

Blog Image

Som jeg har udbredt mig om før, er hovawarten en temmelig geskæftig hund, der selv finder på ting, hvis man ikke sørger for at aktivere den rigeligt hver dag. Den er lydløs og lynhurtig – også hvad angår fatteevnen, så efter et års registreret partnerskab har vi følgende liste over ulykker:

Fra begyndelsen forviste den husets gamle, tykke hankat til bryggerset. Katten må gerne være her, og hvalpen respekterer dens madskål m.m., men den må ikke komme i nærheden af køkken, stue eller soveværelse.

Kun 12 uger gammel stjal den min mands halve grillkylling fra sofabordet. Hunden var så lille, at vi egentlig ikke troede, den kunne nå, og den havde slugt det hele, før vi kunne gribe ind, selv om vi sad lige ved siden af. Og indtil da havde jeg omhyggeligt sørget for, at den kun fik sikre rørben og hvalpeegnede gumleben!

For at beskæftige hvalpen har vi gemt ting, som oftest godbidder eller griseører, rundt omkring i huset: På hylder, i brusekabinen, bag sofapuder, under lænestolen osv. Så den er toptrænet i at opsnuse madvarer, hvilket et par gange har vist sig uhensigtsmæssigt:

Min mand holder meget af wienerbrød, men jeg beder ham holde igen med bagerens sundhedsskadelige, hærdede fedtstoffer, så en dag, da han vidste, at jeg skulle være væk om aftenen, havde han købt en stang wienerbrød og omhyggeligt „glemt“ den i sin taske. Et par minutter efter, at han var kommet hjem fra arbejde og havde stillet tasken fra sig under skrivebordet, kom hovawarten forbi mig med wienerbrødsstangen halvt nede i gabet og slugte det hele på et øjeblik. Det er faktisk forbløffende, for tasken var lukket til, og wienerbrødet lå nede i en bagerpose, som stadig lå på gulvet ved siden af tasken.

En anden dag fik jeg besøg af en veninde, som havde været til grillfest, og som havde en portion grillet lammekød i sin sportstaske, som hun satte fra sig i entréen. Mens vi sad og snakkede inde i stuen, lynede hunden tasken op (!), pakkede kødet ud af stanniolet og åd det.

Den væltede et ildfast fad med en fiskeret ned fra køkkenbordet og ryddede det, inden vi nåede ud til den. Fadet gik naturligvis i stykker, men skårene var rene.

Den åd en ost, som lå ubevogtet et kort øjeblik på sofabordet.

Den ødelagde mit nye komfur ved i begejstring at springe op på lågen, som stod åben, og derved vælte hele komfuret. Lågen bestod af mange lag glas, som splintredes i et centimetertykt lag over hele køkkenet.

Den kan, tilsyneladende helt uden grund, angribe andre hunde voldsomt. Navnlig unge tæver. Det er faktisk chokerende at se. Øjeblikket efter – Hvis den anden tæve har vist behørig underkastelse? – leger de glimrende igen. Senest havde denne voldsomme automatreaktion nær kostet den et øje, og det blev dyrt i weekendtillæg til dyrlægen.

En mørk, våd og blæsende vinteraften troede jeg, at jeg kunne skulke fra aftenlufteturen og lod min mand gå alene med hunden, mens jeg blev i lænestolen. Ti minutter efter, at de var gået, hørte jeg noget kradse på hoveddøren: Så snart min mand havde sluppet hunden inde i skoven, løb den fra ham over en befærdet vej i mørket og lige hjem til mig igen.

Vi har måttet købe et bur, som den bliver lukket ind i, når vi kører bil, for i ophidselse „jager” den forbipasserende biler og var ved at kradse ruderne ud.

Men der er også „lykker“:

Jeg lå syg et par dage, og hvalpen, som kun var ca. seks måneder gammel, lå musestille ved siden af min seng i timevis og slikkede min hånd, når jeg en gang i mellem vågnede lidt op.

Normalt trækker den voldsomt i snoren, navnlig i begyndelsen af spadsereturene, men når vi har barnebarnet med i barnevogn, går den uhyre forsigtigt og skæver op i vognen, som om den er bevidst om ansvaret for den lille.

Den lærer ting på sekunder. Griseører og gumleben skal fortæres på dens eget tæppe i stuen, og det lærte den, da det var sagt en enkelt gang. Nu går den rutinemæssigt hen på tæppet med sine lækkerier.

Den er uhyre opmærksom: Når den fornemmer, at det er tid til skovtur, henter den selv sin snor. Den kunne ikke drømme om at løbe uden for synsvidde, hvis den går løs i skoven, og den kommer straks ved det mindste fløjt og går på plads, hvis den bliver bedt om det. Hvis jeg taber noget undervejs, finder den det omgående.

Den har lært mange ord: Hvis jeg siger „kommer“, løber den til hoveddøren for at tage imod gæster. Hvis jeg siger „madskål i køkkenet“ løber den ind til den, uanset hvor vi befinder os i hus eller have.

Den kan overskue husets grundplan på en forbløffende måde: Hvis den står i stuen og ser noget interessant ude på terrassen, kan den gå den lange omvej om til bryggersdøren, som ofte er åben, og rundt om huset, for at komme hen til det.

Den er uhyre hengiven. Følger mig overalt. Venter tålmodigt i timer på mig. Forsøger virkelig at gøre alt, hvad jeg beder den om, hvis den på nogen måde kan.