sundhedsvæsnet – Side 2 – blog.loneandrup.dk

Privatiseret lidelse

For første gang i menneskeslægtens 2,5 mio. år lange historie lever mennesker (i de udviklede lande) omkring 80 år i gennemsnit. − Det er en hidtil uhørt middellevetid, næsten en fordobling i løbet af de seneste 200 år, og det ser ud til, at kurven stadig stiger.

Alligevel hører man snart sagt ikke om andet end sygdomme og tidlig død. Aviser, blade, internet og tv er proppet med sygdomssnak. Venner og veninder kagler om sygdomme. De yngre aldersklasser snakker om kost- og sportsrelaterede lidelser, de ældre om blodtryk, D-vitamin og kolesterol. − Hvis man tænker på, at ½ mio. danskere dagligt tager en kolesterolpille til knap 10 kr. pr. stk., så forstår man, at der er store interesser i at holde folk hen i bekymring.

Hvis man er syg, fylder det hele ens bevidsthed − ”Den raske har mange ønsker”, siger et gammelt mundheld, ”den syge har kun ét” − og så skal man naturligvis snakke om det. Men at raske mennesker i alle aldre i hidtil uhørt omfang snakker om og læser om og bekymrer sig om alle mulige sygdomme, som de kan risikere at få, er for længst blevet for meget. Alt for meget for meget!

Med nærmest religiøs nidkærhed forestiller vi os, at vi kunne leve for evigt, hvis vi overholder FORSKRIFTERNE, dvs. måler blodtryk hver morgen, spiser spartansk hver eneste dag og dyrker svømning om mandagen, gymnastik om tirsdagen, cykler en time onsdag og fredag, går til stavgang torsdag, sveder i fitnesscentret om lørdagen og løber en lang tur om søndagen.

Almindelig venindesnak og aviser og dameblades sundhedsbrevkasser, der mærkeligt nok altid handler om sygdom, er fulde af lange beretninger fra damer, der opregner, hvor sundt de spiser og hvor meget motion, de dyrker. Som i en skriftestol fortæller disse damer stolt om deres fromhed til medsøstres beundring og misundelse og angler efter brevkassebestyrerens syndsforladelse og implicitte løfte om, at de aldrig, aldrig bliver syge og dør.

Der er tilsyneladende ingen overvejelser om, hvorvidt man skal holde sig i live blot for at kunne spise salat og dyrke motion, så man kan holde sig i live.

Når mennesker gør det til et livsindhold at overholde forskrifter, der er strenge som i klostrene i meget gamle dage, og nogle går for vidt og udvikler deciderede spise- og motionsforstyrrelser, kommer de naturnødvendigt til at synde ind imellem. Så mens kirkerne står tomme, er det moderne menneske spændt ud mellem synd, anger og tilgivelse i egen indbildning og over for nutidens præsteskab i form af bedrevidende veninder, livsstilscoaches, brevkassebestyrere, bestsellerforfattere og andre amatørsundhedsrådgivere.

Lægerne smider tørt brænde på bålet med deres lukrative og hyppige tests af blodtryk, blodsukker, D-vitaminniveau og kolesteroltal, og det er både godt og skidt. Al denne opmærksomhed på forebyggelse har jo, sammen med kloakering og sund og rigelig mad, været med til at bringe vores levealder i vejret, men samtidigt har ingen spurgt sig selv, hvad vi skal stille op med alle de gamle, som så charmerende betegnes ”ældrebyrden”, og hvad det betyder for den enkelte at tilbringe de sidste tyve-tredive år af livet som unyttig, venne- og familieløs, gamling.

På trods af al ihærdigheden rammes vi naturligvis på et tidspunkt af sygdom og død. Hvor det før var banale infektioner, barsel og spædbørnedød, er det nu gammelmandssygdomme som hjerte-karlidelser, kræft og sukkersyge, der slår befolkningen ihjel, men på et langt, langt senere tidspunkt.

Selvfølgelig sætter vi meget ind på at forebygge og behandle. Det skal vi også. Men er det rimeligt at benævne disse reservedødsårsager, der blot har taget over, efter at vi har bekæmpet sult, infektioner og ulykker, som livsstilssygdomme? Og mobbe dem, der spiser for meget og motionerer for lidt og hænge dem ud på tv? Hvilken livsstil er det i så fald, vi taler om? Det moderne, vestlige liv, hvor vi har nok af alt? Er det folks egen skyld, at de efter 80 år dør af fx et hjerteslag? Var det bedre, hvis de døde af luftforurening? Af natarbejde? Af kræftfremkaldende stoffer i miljøet? Af hærdet fedt og tilsætningsstoffer i industriel mad? Af genetiske svagheder? Stress? Er nogle dødsårsager finere end andre? Og kan den afdøde i så fald ikke være ligeglad?

Hvor vi førhen så skævt til syndere i religiøs forstand og lagde afstand til dem ved at kalde deres ulykkelige skæbner for Guds straf, så opfatter vi nu lidelse og sygdomme på akkurat samme måde og råber de ulykkelige lige ind i ansigtet, at det er deres egen skyld. Hvis vi kunne være det bekendt, ville vi brænde dem på bålet, eller i det mindste spare behandlingsudgifterne til dem, der er ramt af sygdomme, som vi på mere eller mindre videnskabeligt grundlag synes, de selv har været ude om at pådrage sig. − Men endnu har jeg ikke hørt, at klatrere, skiløbere, fodboldspillere og folk, der kører for hurtigt i bil, bebrejdes, at det er deres egen skyld, at de belaster sundhedssystemet. Det er kun de tykke, de dovne, de madglade og rygerne, der oven i evt. sygdomme må udholde omgivelsernes tydelige foragt og lytte til mere eller mindre eksplicitte beskyldninger om, at de selv har været ude om det. Bare spørg en stakkels ikke-ryger med KOL.

Hvorfor opfører vi os så primitivt, når vi stilles over for (andres) sygdom og død?

Det gør vi i forsøget på at holde sygdomme og katastrofer væk fra os selv. Når vi hører om en ulykke, fx et barn, der falder ud ad et vindue og slår sig ihjel, så skynder vi os at tænke, at det må være forældrenes egen skyld, at de ikke passede nok på barnet og ikke havde sikret deres vinduer ordentligt. Hvis det er de specifikke forældres skyld, så har vi fastslået en ÅRSAG, og så kan vi tage vores forholdsregler og sikre os, at ulykken ikke rammer os selv.

Når vi hører om et menneske, der er ramt af en dødelig sygdom, bliver vi så forskrækkede, at vi ikke kan rumme tanken om, at det måske kunne være os selv, og så skynder vi os tankeløst at fastslå, at det må være hans egen skyld, fordi han røg, drak eller glemte at motionere. Når vi således har placeret ansvaret for sygdommen på den syge selv, har vi privatiseret lidelsen. Samtidig har vi fjernet muligheden for, at vi eller vores nærmeste kan blive ramt, for vi overholder jo − så vidt muligt − de rituelle FORSKRIFTER.

Og så kan vi ikke dy os for at give hinanden besværgende og ondtafværgende lektier for: diæter, kosttilskud, øvelser m.m. Prøv i et selskab at nævne, at du har ondt i ryggen, så skal du bare høre…

At sværge til hybenpulver, helende krystaller eller positiv tænkning er ikke meget anderledes end at bære lykkebringende amuletter. Kirken og præsterne har ikke længere magt til at definere tro og overtro, hvilket, navnlig på sundhedsområdet, har bevirket en vildtvoksende og frodig underskov af moderne overtro. Og det foregår lige her hos os, på de såkaldte helsemesser, i lokalaviserne, i store danske dagblade, mande- og dameblade, på nettet, og allermest ude blandt folk på arbejdspladser og ved sammenkomster i hjemmene. Det foregår hele tiden midt i et af de mest veloplyste og veluddannede, moderne og teknologiske samfund. − Det var nok en tanke værd.

Kald eller kold ligegyldighed?

Når den nærmeste vennekreds omfatter et menneske, der går i halvandet år med ødelagt skulder og et brækket kraveben uden at få anden hjælp af det danske sundhedsvæsen end en henvisning til en psykiater, der straks udskriver lykkepiller. ― Når denne hårdt prøvede mand efter nævnte arbejdsskade bliver fyret fra sit job og sendt på jobtræning ― på lykkepiller med ødelagt skulder og et brækket kraveben — og truet på sit økonomiske liv, hvis han ikke søger fire jobs pr. uge og ulejliger lige så mange travle arbejdsgivere, for han kan naturligvis ikke påtage sig noget job.

Når andre venner har oplevet en operation, hvor et implantat åbenbart blev indsat uvasket og gav en alvorlig infektion, der bevirkede, at manden i familien måtte ligge trekvart år på et sygehus 100 km væk fra sine tre børn og en fuldtidsarbejdende kone, som ikke havde mulighed for at køre så langt for at besøge ham særlig ofte. ― Det bør man tage med i betragtning, når man sammenlægger sygehuse og rendyrker specialer: At de pårørende ikke regelmæssigt kan besøge slægtninge, hvis de er indlagt alt for langt væk, og at den syge dermed mister kontakt til familie og venner og risikerer en depression, som næppe fremmer helbredelsen.

Når folk kan gå i årevis uden diagnoser eller venter i mange måneder med livstruende sygdomme trods alle mulige garantier.

Når folk samler hundredtusinder af kroner sammen på Facebook og drager til fx Kina med deres syge børn for at få adækvat behandling.

— Så er der noget rivende ravende galt med vores såkaldte velfærdssystem!

I de seneste hundrede år så det ud til, at danskerne havde held med at kæmpe for at opnå en værdig levevis for alle borgere: Vi fik folkepension, alderdomshjem, hjemmehjælp, gratis uddannelse, offentlig sundhedsordning, pædagogisk forsvarlig børnepasning, naturligvis finansieret via skatter. Alt dette er nu blevet gennemhullet og nedbrudt, især og hurtigst igennem de seneste ti års borgerligt styrede skattestop.

Man lavede i 60’erne og 70’erne den aftale med landets kvinder, at hvis de ville tage ud på arbejdsmarkedet og give deres bidrag til bruttonationalproduktets vækst, så ville samfundet til gengæld tage hånd om deres syge, om deres børn og om deres gamle.

Kvinderne takkede ja. Ikke at de gik og danderede den før, kvinder har altid arbejdet hårdt, også ude på arbejdsmarkedet, men som oftest fungerede de i en usynlig økonomisk sammenhæng i hjemmene, egne eller andres, med vask, strygning, tekstilproduktion, ydmyge, men uundværlige sekretærfunktioner, rengøring, vedligehold, optænding, madlavning, indkøb, køkkenhave, dyrehold, børn, børnebørn, syge, unge, gamle…

Nu fik de chancen for at lave synligt arbejde og ikke mindst modtage anerkendelse og en regulær løn for det.

Kvinder blev alt muligt. Hvor de før passede deres egne børn, passer de nu en hel flok af andres. Eller gamle. Eller syge. Eller de gør rent på institutionerne. Eller de er lærere, professorer, fabriksarbejdere, direktører, læger, præster, PR-medarbejdere, tv-værter, kontorarbejdere, sangere …

Men det er jo dyrt at passe børnene, de syge og de gamle forsvarligt. Man kan ikke både indføre lavere skatter og samtidig overholde løftet til kvinderne. Man skærer en hæl og klipper en tå … for at »yde en bedre service«, som det kaldes, når man afskaffer en service af økonomiske grunde.

Hvor det førhen var et kald at passe en ældre medborger i vedkommendes eget hjem, er det nu et spørgsmål om at få fru Hansen ud af sengen, iført en ren ble og anbragt med sin morgenmad foran tv’et på syvethalvt minut, så man kan komme videre til den næste, og den næste, og den næste … Det er ikke ansvarligt plejearbejde, men tids- og lønpresset samlebåndsslaveri.

Hvor husmoderafløseren, hjemmehjælperen, før kom nogle timer hver dag og passede fru Hansen og fru Hansens hjem og sørgede for fru Hansens indkøb og for fru Hansens mad, når hun ikke længere kunne selv, så er der nu afsat en halv time hver tredje uge til SOSU-assistentens overfladiske rengøring, således at ethvert besøg hos en ældre medborger i eget hjem gøres gennem bunker af skidt, skrald, nullermænd, fedtet snask og i stanken af snavsede bleer.

Har man brug for lægehjælp, møder man ikke længere en person med et dybfølt kald til at lindre og trøste i form af en praktiserende læge, men en tidspresset lønslave, som ikke orker at tage ansvar, men som kæmper for at holde telefonkonsultationer, mailbesvarelser, receptudskrivninger, tests, laboratoriesvar, fysiske konsultationer, der kun gør langsomme indhug i det proppede venteværelse, inden for normal 8 – 16 arbejdstid.

Når en ældre, arbejdsløs mand, der har passet sit arbejde upåklageligt i over 40 år, men som blev fyret pga. alder ved seneste sparerunde, bliver sendt på jobtræningskursus, hvor han, med min skønne veninde Dortes ord, skal finde ud af, om han er en skumfidus eller en vingummibamse, så tager vi ærligt talt pis på folk i stedet for at hjælpe dem.

Når små børn stuves sammen i store institutioner med dårlig plads og ditto normeringer, så skader vi de kommende generationers psykiske velbefindende og opdrætter mennesker med alvorlige traumer, som ikke kan gå ind i samfundet og fungere som afbalancerede, ligeværdige borgere.

Når vi kun kan tilbyde en andenrangs folkeskole med så lidt undervisning, at de unge mangler års skolegang i forhold til andre landes unge, når de kommer ud, og vi kun kan give dem få ugers universitetsundervisning pr. semester, så får vi nok ikke det uddannelsessystem i verdensklasse, som vore ― dårligt uddannede? ― unge politikere fabler om.

Når vi dertil opretholder et landbrug og en pelsproduktion med masser af giftstoffer og helt uden dyrevelfærd, så millioner af dyr dagligt lider i stalde og bure ― der dør 25.000 svin HVER DAG i Danmark pga. sygdom og mistrivsel! 25.000!

Så er der noget galt… Hvad kan vi gøre for at ændre på det?

Syg år 2011

Endnu et absurd sygdomsforløb i et af verdens rigeste lande:

Min gode ven, X, som er 58 år gammel, kom til skade med skulderen på sit arbejde. Da han samtidig havde et problem med det ene knæ, og da jobbet var fysisk krævende, meldte han sig syg.

Mens han var sygemeldt, blev han fyret. Spørg mig ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, for det skulle man jo være sikret imod, men ikke desto mindre skete det. Hans sygemelding havde varet 2 måneder, da opsigelsen kom.

Hos sin praktiserende læge bad X om en skanning af skulderen, der vedvarende smertede, efterhånden så meget at X måtte tage stærke smertestillende piller døgnet rundt. Lægen sendte X til en neurolog, der gættede på, at det kunne være en nerve, der sad i klemme.

Efter yderligere tre-fire måneder fik X en røntgenundersøgelse af rygraden, der viste, at han kunne have en diskosprolaps mellem to nakkehvirvler. Han var stadig på stærke piller pga. smerter i skulderen.

Da der var gået et år, gættede lægerne stadigvæk på, at generne skyldtes dels en klemt nerve, dels en diskosprolaps i nakken.

X har opgivet alle sine udadvendte aktiviteter: golf, rejser, sin elskede have, mange sammenkomster med venner og tidligere gode kollegaer, og nu ligger han hjemme på sofaen i en smertedøs døgnet rundt.

Det kommunale jobcenter kontaktede X, som skal udarbejde en jobprofil, gennemgå et kursusforløb og igennem en jobprøvning, der bl.a. skal vise, at han kan stå op om morgenen.

Det kan X godt. Efter få timers søvn vågner han normalt ved tre-firetiden, hvor han tager dagens første piller og går rundt en time eller to, mens han venter på, at de skal virke.

En formiddag bliver X pludselig så syg, at hans naboer må tilkalde en ambulance. X’s ene lunge klappede sammen, og han tilbragte en uge på sygehuset, indtil hans tilstand bedres.

Udskrevet igen, bliver X af kommunen tilkaldt til møder, samtaler, arbejdsprøvning. I sine få gode og smertefri øjeblikke skal han, hvis han vil beholde en indtægt, så han kan betale husleje, mad, medicin osv., udfylde skemaer, lægge jobprofiler på nettet og søge et antal jobs hver uge. Jobs, som han pga. smerter aldrig ville kunne påtage sig, hvis han, trods sin alder, skulle få dem tilbudt.

Da X opgivende nævner disse forhold for sin praktiserende læge, sender lægen ham til en psykiater, der udskriver antidepressiver, de såkaldte lykkepiller. X får besked på at vente nogle måneder, så antidepressiverne kan nå at virke.

I desperation vælger X nu at opsøge en anden læge og får omgående en henvisning til en skanning af skulderen. Der er naturligvis nogle måneders ventetid, ligesom der har været det på alle andre undersøgelser, X har gennemgået, hvilket i høj grad har medvirket til at trække hele sagen i langdrag, men efter et opkald til sygehuset, får X en skanning på et privathospital, 100 km borte, et par uger efter.

Skanningen viser, at skulderleddet er læderet. X bliver indstillet til operation, og en opfølgende undersøgelse på et privathospital viser til overflod, at hans kraveben også er brækket.

Jeg gentager mig selv:

Kunne man forestille sig et sygehus, hvor den syge, evt. efter henvisning fra egen læge, kom ind med sit problem, og hvor konsultationer, prøver, undersøgelser m.m. blev foretaget samme dag og med udgangspunkt i patienten og IKKE i et sygt systems tids- og ressourcekrævende papirnusseri, irrelevant skelnen mellem offentlig og privat, henvisninger, telefonopkald, mails og ventelister før hver eneste blodprøve, undersøgelse, konsultation? Jeg er overbevist om, at det ville spare os alle for meget, både økonomisk, samfundsmæssigt og bekymringsmæssigt.

Syg år 2010

Man får nogle gener, f.eks. i maven, gener, der af og til er smerter. Det er umuligt at komme igennem til det lokale lægehus pr. telefon. Via en kompliceret internetside forsøger man at bestille en tid hos den praktiserende læge, men det fremgår, at hun ingen tider har før om to måneder. Så tager man chancen, pakker avis og bøger og sætter sig i lægehusets venterum i den såkaldte akuttid.

Der sidder i forvejen knap 20 mennesker, mange med småbørn. Luften er indelukket og formentlig fuld af sygdomsfremkaldende mikrober. De små, hostende og nysende børn deler legetøj og kravler rundt på gulvet med snottet som et slimspor efter sig. Nogle forsøger at rejse sig med støtte på ens knæ, og mødrene smiler bredt og forstår ikke, at de øvrige ventende måske ikke er henrykte ved udsigten til at få en infektion oveni, mens de forsøger at få hjælp til det oprindelige problem.

Efter 1 ½ time bliver man omsider kaldt ind i de hellige haller. Lægen sender en videre til en specialist.

Her går så hen ved 6 uger, før man omsider får foretræde for en sådan. Specialisten beslutter efter en kort undersøgelse at udskrive nogle piller.

Der går 3 til 4 måneder, før effekten af pillerne viser sig, dvs. før generne aftager en smule. Er det pillerne, eller er det tilfældigt?

Efter et år er generne tilbage, endda værre end før. Det er umuligt at få kontakt med den praktiserende læge pr. telefon, men via mail svarer hun, at man blot skal sætte dosis op.

Efter yderligere ½ år beder man om endnu en henvisning til specialisten, for den forøgede dosis har intet betydet for generne, der nu har fyldt meget i ens liv i 2 år og har forårsaget et par resultatsløse henvendelser til vagtlæge og yderligere et par konsultationer i akuttiden.

For at få denne henvisning bliver man igen beordret til at møde op i akuttiden, hvor man sidder en times tid blandt andre syge og kraftigt inficerede mennesker.

Der er 2 måneders ventetid hos specialisten. Efter en kort og smertefuld undersøgelse henviser han en til yderligere undersøgelse på sygehuset.

Der er mange måneders ventetid på sygehuset, viser det sig. Men hvis man ringer til et specielt telefonnummer og beder om at komme til hurtigere, så bliver man henvist videre til et privathospital, hvor lægen er den samme som på sygehuset. Nu er der kun et par ugers ventetid.

Lægen på privathospitalet finder ikke noget og henviser videre til en kollega på det offentlige sygehus. Denne speciallæge har 3 måneders ventetid, og denne undersøgelse kan ikke laves i privat regi. Nu er der gået 3 samfulde år uden diagnose og relevant behandling… Tænk, hvis det er noget alvorligt?

Det er syge mennesker, vi jager rundt i systemet på denne måde! Jeg tør ikke tænke på, hvor lang ventetiden er, hvis der skulle blive tale om en operation. Man skal virkelig være stærk for at være syg i Danmark i år 2010, for der er arrogante telefondamer, forjagede, overfladiske og/eller desperate læger og andet sundhedspersonale, indviklede systemer, proforma opdeling mellem offentlig og privat med de samme penge og de samme personer.

Den emsige klasse

Er netop færdig med at læse Kate Fox’ vidunderlige bog: Watching the English — The Hidden Rules of English Behavior. Hun er antropolog, og i stedet for at vende blikket mod nogle halenegre i de varme lande har hun grundigt studeret sine egne, engelske medmennesker.

Og de er i sandhed besynderlige, sådan som de ter sig, og på nogle få undtagelser nær, publivet og den skarpe klasseopdeling, meget, meget lig danskerne.

Hun har et underholdende kapitel om alle de forskellige former for spisevægring, der er blevet moderne, mest udtalt blandt kvinder i det, hun kalder The Chattering Class, dvs. den snakkevorne klasse, som hun definerer som intellektuelle fra den øvre middelklasse: Den ene vil ikke spise fedt, den anden ikke sukker, den tredje ikke kød, den fjerde ikke stivelse, den femte ikke uøkologisk, den sjette spiser efter sin blodtype, og alt i alt gør det det pløkumuligt at sammensætte et måltid og invitere veninderne. De er alle til hobe, hvad min mor ville have kaldt kostforagtere. Mest brugte min mor udtrykket negativt, når jeg kastede mig over aftensmaden, som i: Du er sandelig ikke nogen kostforagter!

Ikke nok med at disse kvinder har udviklet forskellige, modeprægede spiseforstyrrelser, de TALER også om det uden ophør. Bekender overtrædelser, foredrager lange lister over, hvad de har spist eller ikke spist, og belærer andre om deres sekteriske fødeindtags velsignelser. Sidst, jeg var inviteret til middag hos et vennepar, sad vi og stak i noget ovnbagt skimmelsvamp, dyrket i mørke kældre, fordi værtsparret ikke kunne få sig til at spise hverken kød eller fisk og knap nok grøntsager.

Nå, men selv om det er underholdende og tankevækkende, vil jeg ikke skrive mere om det moderne, vestlige menneskes aparte forhold til almindelig, god mad, for mit egentlige ærinde var at introducere Kate Fox’ begreb: The Interfering Class, dvs. den emsige klasse. Ifølge den engelske antropolog består den emsige klasse også fortrinsvist af kvinder, men denne gang fra middel- eller lavere middelklasse. De har en kortere uddannelse, hyppigt inden for sundhedssektoren, eller de er alternative terapeuter, og deres kendetegn er, at de ikke kan lade være med at blande sig. Når de blander sig, og dette er en vigtig pointe, fremhæver Kate Fox, er det aldrig vendt mod de højere klasser i samfundet; næh, den emsige klasses kvinder føler selv, at de er sat på jorden for at vejlede alle de stakkels mennesker, der er mindre privilegerede, end de selv er.

Hvem har ikke mødt en sådan emsig kvinde, der er ved at sprænges, fordi hun ikke kan lægge bånd på sin trang til at fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv? Hun ringer til dig om aftenen for med klæbrig stemme at opfordre dig til at melde dig ind i Røde Kors, Dyrenes Beskyttelse, Naturfredningsforeningen el. lign. Hun står på gadehjørnerne og deler Vagttårnet ud, eller hun banker på din dør og insisterer på at dele glæden ved Jesus med dig. Hun findes på sygehuset med alle lommer struttende af antirygebrochurer, diæt- og motionsplaner, eller med blodtryksmåleapparater, kolesterolmåleapparater og andre gadgets, der alt sammen kan give hende en yderst tilfredsstillende form for magt over andre. — Til deres eget bedste, forstås.

Det værste eksempel så jeg i tv-nyhederne sidste år: På et sygehus i Trekantsområdet, jeg tror, det var i Kolding, havde en velmenende ansat på barselsgangen læst i en artikel (videnskabelig, må man formode), at ikke blot rygning, men også de skadelige partikler, der hang i røgen, var uhyre farlige, så hun havde overtalt en stakkels Brian, der lige var blevet far for første gang, og som var indlagt sammen med sin meget unge kæreste og nye baby, til at iføre sig en skriggrøn, plasticagtig klovnejakke, hver gang han gik ud på gaden for at få en smøg. Et mere ynkeligt syn har jeg sjældent set end denne unge, sårbare fader, der pænt og skamfuldt gjorde, hvad han fik besked på, og et mere ubehageligt syn har jeg sjældent set, end den triumferende, skingre kvinde, der havde fået ham så læsterligt ned med nakken.

Mon ikke vores dronning, som vel ubetinget tilhører den højeste socialklasse, kan få opereret sit knæ uden at vågne op til en sygestue invaderet af livsstilsprædikende kvinder, der med professionelle smil får hende overbevist om, at hendes skavanker og det faktum, at hun nu ligger vores fælles, kostbare sundhedsvæsen til last, alene skyldes hendes egen uhensigtsmæssige livsstil? Og mon hun sendes ud på gaden iklædt skriggrøn plasticregnfrakke, når hun får trang til at ryge? Eller endnu værre, som jeg har set det nogle steder, ud til sygehusets befærdede hovedindgang til spot og spe for alle tilfældige forbipassende, iført gangstativ med drop og for lille, forvasket sygehusskjorte, som ikke kan knappes?

Når vi er syge eller skal føde et nyt barn, burde vi vel omgives af empatiske mennesker, der formår at vise os alle respekt, og som kan huske, at for blot et årti siden lagde samfundet det forventningspres på en nybagt far, at han skulle fejre begivenheden med en stor, dampende cigar.

Hvis de emsige kvinder prædiker kost og motion, og måske udbreder deres egne, hjemmestrikkede kost- og motionsråd til alverden, kunne der være tale om en skrækindjagende overlapning mellem de to klasser: Den snakkevorne og den emsige, og så gælder det om at komme væk!

Tryghed og velfærd?

I et velhavende samfund som det danske, hvor vi vælter os i fladskærme, firhjulstrækkere og andre flottenheimerier, forventer man en vis grad af tryghed. — Jeg har lige set på netavisen, at der var jordskælv i København i morges. Hvad gør folk så? De ringer 112 i hundredvis! Ikke fordi der er sket dem noget, så de behøver hjælp, men fordi de blev utrygge, da de oplevede et usædvanligt naturfænomen. Vi er danskere, og vi forventer beroligelse og omsorg fra fællesskabet, når vi kommer i nød af den ene eller den anden slags. Gad vide, hvem de ringer til i Bangladesh?

Da jeg var barn, ringede vi til doktor Jensen, hvis en i familien blev syg. Han kom på alle tider af døgnet med sin sorte lægetaske, følte os på panden, gav os medicin og vaskede hænder med det helt nye stykke sæbe, mor havde pakket ud og lagt frem til ham sammen med et rent håndklæde. En lindrende kompetence emmede fra ham, mens han smilende gennemførte vaskeritualet efter endt gerning.

Da vi havde indbrud, stod der en flertallig — mindst to, så vidt jeg husker — politistyrke på dørtrinnet få minutter efter, at min far havde ringet. De opmålte fodspor, tog fingeraftryk på vindueskarmen og efter få dage dukkede de op på dørtrinnet igen og kunne fortælle, at de havde fanget fyren, der nu var sat betryggende fast.

I dag hører jeg drypvist og hver eneste aften i tv’s nyheder, at folk har ringet forgæves efter hjælp. At de i en overfaldssituation ikke kan komme igennem til politiet. At de har fået en afvisende telefonsvarer i røret, som beder dem om at indtaste et postnummer (?), mens de bliver overfaldet af røvere eller voldsmænd. De af mine naboer, der har haft indbrud, fortæller, at politiet er dage om at komme, at de optager en nødtørftig rapport udelukkende til forsikringsbrug, og at de ikke regner med nogensinde at få fat på tyvene. Vi hører om dødssyge mennesker, der bliver fragtet rundt mellem sygehusene og naturligvis afgår ved døden undervejs. Vi hører om aflyste hjerteoperationer — forestil dig patienten og de pårørendes grad af fortvivlelse, når de nu havde forberedt sig psykisk, og den uro, de må føle, indtil næste dato berammes! Og vi hører om fastklemte trafikofre, der må vente en time på den nødvendige assistance.

Min bror lå et halvt år med stærke smerter, mens han ventede på en rutinerygoperation, og kunne naturligvis ikke passe sit arbejde så længe. Min far fik ryggen brækket af en overivrig kiropraktor, fordi lægerne ikke havde tid til at interessere sig for ham og fortælle, at hans prostatakræft havde spredt sig til ryggen og gjort den skrøbelig som glas. Jeg har selv ligget fem timer med et galdestensanfald og ventet på en vrissen vagtlæge, hvis jeg da ikke er blevet beordret ud på en tyve kilometer lang køretur. — Min dyrlæge er mere empatisk og omhyggelig med smertebehandling end nogle af de sundhedspersoner, jeg mødte i de måneder! — Jeg ventede tre måneder på den rette diagnose (Galdesten! Hvor svært kan det være? 80 % af befolkningen får det, hørte jeg senere.) og seks på en forholdsvis enkel operation. Jeg lå tre dage på et sygehus, i smerter, uvished og angst, mens vi ventede på en læge, der kunne udføre et hurtigt og forholdsvis simpelt indgreb. I al den tid, halve og hele år, går ens personlige liv og arbejdsliv i stykker med store omkostninger for både den enkelte og for hele samfundet. Man føler sig mishandlet og desillusioneret. Og alt dette er kun beretninger fra min nærmeste familie i de seneste år. Alle andre familier må kunne fortælle om lignende oplevelser?

På en ferie i Norditalien fik jeg blærebetændelse. — Åh, nej! Det var søndag eftermiddag, og alle mine fordomme om forholdene i Italien kom op til overfladen. Men blærebetændelse er rædsomt, så medicin skulle jeg have, så hurtigt som muligt. Jeg spurgte de lokale, om der var lægehjælp i nærheden? — Ork, ja. Jeg skulle bare køre op i landsbyen på toppen af bjerget, der lå en klinik på torvet foran kirken. — Men det er søndag, indskød jeg tvivlende. — Non significa niente … Det betyder ikke noget …

Vi kørte derop. Den pittoreske middelalderby var bygget af bjergets sten, og mure, huse, kirke og stenbelægning fremstod som en naturlig forlængelse af bjerget opad. Under andre omstændigheder ville jeg have fundet det smukt. Der var søndagsstille i gaderne, og vi fik hurtigt øje på et rødt kors. Tøvende trådte jeg ind på klinikkens skinnende hvide flisegulv, hvor en smilende sygeplejerske kom mig i møde og spurgte, hvad hun kunne hjælpe med? Jeg forklarede problemet, så godt jeg kunne. — Un momento, svarede hun og bad mig tage plads. Jeg sad ca. fem minutter i det i øvrigt mennesketomme ventelokale. Så dukkede en kvindelig læge op og præsenterede sig som gynækolog. Hun undersøgte mig venligt og grundigt. Skrev en recept på den relevante medicin. Gav mig omhyggelige instrukser og viste vej over til apoteket på den anden side af torvet. For fem kroner fik jeg her mine piller og et glas vand, og inden vi var kommet tilbage til ferielejligheden, var alle mine ubehagelige symptomer forsvundet. Det tog alt i alt en times tid inkl. kørsel, og ingen på den offentlige sundhedsklinik havde bedt om at se hverken penge eller sygesikringskort.

Hvis det samme var sket for mig herhjemme, skulle jeg på en hverdag vente i lægehusets telefonsluse i op til en time for — i bedste fald — at opnå en såkaldt akuttid (Hvor er vi blevet gode til sundhedsvæsnets interne fagsprog, ikke?) hos en praktikant om eftermiddagen. Så venter man igen op til en time i venteværelset, før man kommer ind. Så skal man køre langt efter et apotek … På en søndag ville samme procedure gentage sig, blot ville ventetider og kørsel være endnu længere …

Sådanne forhold skaber utryghed! Man påføres ubetydelighed og hjælpeløshed, samtidig med at man er syg og har smerter. Vi desavouerer vore medborgere, når de har brug for hjælp.

Men ikke kun vi almindelige borgere: — Jeg skulle have taget en blodprøve og indfandt mig i god tid på et større sygehus i provinsen. Efter små ti minutter i ambulatoriets venteværelse kom en midaldrende dame forpustet farende og hentede mig ind til prøven. — Undskyld, at du måtte vente, stønnede hun. Jeg svarede venligt, at jeg faktisk ikke havde ventet ret meget, så der var ingen grund til at undskylde. (I virkeligheden havde jeg, belært af tidligere ventetider på danske sygehuse, taget en tyk bog med og afsat en halv dag til prøven.) Så brød hun sammen for øjnene af mig! Hun fortalte hikstende, at der var tre kollegaer på langvarige sygemeldinger, formentlig stress, og at endnu to var gået hjem samme morgen, så hun var helt alene på pinden.

Patienter og ofre for kriminalitet får ikke den hjælp, de har behov for, og det offentligt ansatte personale overbelastes, til det bryder sammen. Ved alle kontakter med sundhedsvæsnet står vi der og vifter med sygesikringskortet, men skal alligevel selv betale formuer for medicin og tandlægehjælp. Sådan er praksis blevet i dette land. Der overlever flere kræftpatienter i Kasakhstan end i Danmark, har jeg læst. Det er intet under, at kravet om lavere skatter og private sygeforsikringer høres over alt, og at manglende solidaritet dominerer samfundslivet. Sundhedsvæsnet, og måske også politi og retsvæsen, fungerer tilsyneladende bedre i de lande, vi normalt ikke sammenligner os med.

Læger og vagtlæger

Om praktiserende læger og vagtlæger

Hvad får dem til at tro, at det er synderligt attraktivt for et sygt, måske smerteplaget og bekymret, menneske at skulle sætte sig ind i deres indviklede regler for telefontider, konsultationstider, besvarelser af e-mails, afhentning af recepter m.m.? Og efter en formiddags udmattende indsats for at skaffe sig foretræde på et bestemt klokkeslæt nogle uger ud i fremtiden finder man alligevel sig selv i et kedeligt venterum med kun nogle rygeafvænningsbrochurer og andre lidende medborgere som selskab i både halve og hele timer. Alle kigger op, hver gang en uddannet læge kigger ind. Nej, det er ikke mig endnu.

Hvis en lidelse eller en bekymring skulle opstå uden for disse klokkeslæts smuthuller, er man henvist til regionens eneste vagtlæge, som ikke forlader sit kontor, men beordrer næsten alle, uanset lidelse, til at begive sig ud på timelang kørsel (man går i sundhedssystemet ud fra, at alle syge har og kan føre et motorkøretøj), hvorefter man igen befinder sig i en af disse helvedes forgårde omgivet af blødende tilskadekomne og febersyge børn.

Når ens talegaver, trods sygdom og mathed, alligevel formår at bevæge en vagtlæge hjem i soveværelset på en helligdag, så kigger han hånligt på én hen over sine kantede læsebriller og er småfornærmet over, at man ikke er ved at dø.

Efter trættende ventetid og ti minutters forjaget audiens står man så med fem slags medicin, som man bør tage som angivet på pakken. Der er naturligvis bivirkninger, hovedpiner, galopperende hjertebanken, mavesmerter, svimmelhed m.m., som først lægger én i seng igen, og da man ikke orker at skulle igennem alle manøvrerne for at skaffe sig endnu en audiens, kasseres alle pakkerne, og man krydser fingre for, at den oprindelige lidelse ikke dukker op igen, for så får man VIRKELIG problemer med at forsvare sig for det inkvisitoriske blik over læsebrillerne.

Trygheden ved at føle sig som et betydningsfuldt medmenneske, hvis velbefindende ligger det offentligt ansatte sundhedspersonale på sinde, indfinder sig først lang tid efter, da jeg for længst er kommet mig og er ved at gøre rent. – Hallo! Hallo! Tag telefonen, siger en skrattende stemme, som jeg efter sekunders befippelse lokaliserer til mobiltelefonen i min lomme. – Det er vagtcentralen. Er alting i orden hjemme hos dig?

Trods tastaturlås er det lykkedes min mobil selv at ringe 112. Jeg forsikrer den venligt myndige stemme om, at alt er i sin skønneste orden, og undskylder, så meget og så hurtigt jeg kan, fordi jeg har taget hans – og andres – kostbare tid. – Jamen, så hav en fortsat god dag, siger han og forsvinder ud af røret.

For første gang forekommer den floskuløse vending mig beroligende velanbragt!