En almindelig forlængerledning har affødt en uhørt omfattende korrespondance.
Vi har handlet en del over nettet i dette corona-forår, og det kan åbenbart ikke foregå uden en syndflod af kommunikation.
En velfungerende, oplysende og overskuelig hjemmeside er et must. Det medgiver jeg. Man køber ikke ting, hvis man ikke kender størrelse, materialer og pris inkl. fragt.
Og en kvitteringsmail er også nødvendig, så man får bekræftet, hvad handlen egentlig gik ud på, og hvornår man kan vente sin vare.
Men derefter går det galt for de fleste:
Så får man en mail, der opfordrer en til at blive medlem af butikken og til at få rabatter og nyhedsmails – selv om man takkede nej, da man købte sin vare.
Så får man en mail om, at de er ved at pakke ens vare.
Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget informationer om ens vare.
Så får man en mail om, at ens vare er afsendt.
Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget ens vare, og at man vil høre nærmere om leveringen.
Så får man en mail om, at nu ankommer pakken, og at de trækker beløbet på ens konto.
Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at nu er pakken afleveret i ens postkasse, eller hvor man nu får sine pakker leveret.
Så får man både sms og mail med spørgsmål, om man er tilfreds med servicen fra fragtfirmaet, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde servicen?
Så får man en mail med spørgsmål, om man er tilfreds med sin vare, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde den, servicen, den ukendte medarbejder bag alle mails’ne m.m.?
Og så får man alligevel nyhedsbreve fra firmaet i måneder efter …
Hvis al denne kommunikation, i stedet for at foregå gratis over nettet, skulle fragtes omstændeligt med PostNord hver gang, ville det gamle postfirma ikke have nogen økonomiske problemer. Overhovedet.
er skønne
og livsglade følgesvende! Jeg har altid haft hund – og kat, sommetider to ad
gangen – og vi har bl.a. haft fisk, hamstere, fugle, skildpadder og høns.
Men her,
mere end et år efter den gamle hunds bortgang, er vi stadig dyreløse.
Da det begyndte at lakke mod enden, skrev jeg midt i sorgen over min trofaste ven en liste til mig selv, så jeg kunne huske, at der altså også fulgte både gener og ansvar med, hvis jeg skulle få lyst til at fare ud og anskaffe en ny hund. Jeg skrev:
Vi er for
gamle og har fået det for roligt og for pænt til at ville adoptere en ny,
livlig hvalp med alt, hvad det indebærer af snavs, opdragelse og ansvar. Og
jeg vil heller ikke overtage en brugt hund, en hund, der allerede har oplevet
tab og nederlag, og som derfor sandsynligvis ikke ville stole 100 % på mig, den
nye ejer. – Men jeg savner følgeskabet, jeg savner at have en glad hund med på
mine daglige skovture.
Så kom jeg
i tanke om, at man i Ålborg Kommune får en bøde på 2000 kr. på stedet, hvis man
går med en løs hund. Som en slags kompensation for denne urimelige regel har
man her i Hammer Bakker indhegnet en smal strimmel nåletræer, og så kan hunden
jo løbe frit der …
Men ingen normal
hund kan få to minutter til at gå i det lille, mørke og uspændende område. Det
er nærmest en hån mod hundens natur. – En hund har brug for store vidder og
oplevelser. Hver dag. Og den skal kunne følge sin flok, hoppe over en grøft,
spæne af sted i højt græs og snuse sig frem, hvor den går. I en for lille, og
dermed overpisset, ’Hundeskov’ er duftsporene for kraftige og vil blot forvirre
hunden, og det kedelige område byder ikke på flere oplevelser end en baghave.
Så kan hund og ejer kun stå og vente på, at der måske kommer en anden hund,
som gider lege, men det kunne jo lige så godt ske inde i skoven eller på en
markvej. Og både hunde og ejere ville få en bedre oplevelse og mere motion,
hvis de bare gik en tur.
Det er de
talløse naturfolk og jægere, der har presset på, så en almindelig hund ikke
længere kan leve et almindeligt hundeliv.
Og det er alle
de almindelige, naturfremmede hundeejere, der ikke har nogen viden om hunde,
dyr og natur, men som lader uopdragne, måske endda aggressive eller bare
fjollede, hunde løbe rundt og genere skovens dyr og andre skovgæster, der gør
det svært for de få, der har taget sig tiden til at opdrage deres hunde.
De fleste
mennesker i dag anskaffer sig nogle små, tumpede kræ, og så lader de kræene
lege med hinanden i ’Hundeskove’, som om de fulgte børn i børnehave. – Det er
ikke et rigtigt hundeliv, og selv små hunde kan være svære at styre, hvis de
ikke får erfaringer med den virkelige verden, så de kan modnes og tage ansvar.
Eller folk
får sig nogle store, imponerende hunde, som de har set i film eller tv-serier,
uden at have den mindste anelse om, hvad opdragelse, træning og pasning af et
sådant dyr indebærer.
Min sidste
hund var en vagthund. Dvs. at den var nervøst anlagt, forsvarsparat, foretrak sikkerheden
i flokken og selv passede meget på ikke at blive væk på skovture. Den løb frit
omkring, men den vidste, at det var dens opgave at holde øje med mig, og da
den var knyttet til mig og bange for at blive ladt alene, holdt den sig i
nærheden hele tiden. Hvis vi mødte nogen, mennesker eller dyr, gik den
automatisk tilbage til mit venstre ben og følte sig tryg, når jeg gav den en
godbid og tog den i snor. – Min ejer har styr på det, tænkte den nok og var
helt rolig. Den kunne aldrig finde på at løbe hen til fremmede mennesker eller
andre hunde uden min udtrykkelige tilladelse.
De fleste
hunde har så meget instinkt tilbage, at de ville sætte efter fx en hjort, en
ræv eller en hare, også mine hunde, men da de var opdragede og trænede og havde
tillid til mig, ville de først kigge på mig, og så ville de løbe, hvis jeg løb
forrest. Hvis jeg stod stille og måske sagde ’Pas på …’, ville de tage det
meget alvorligt og holde sig til mig. – For sidste gang, jeg sagde ’Pas på’,
var måske sekundet før, hunden fik et voldsomt stød af et elektrisk hegn eller
fik snuden revet af en gal kat.
At få en
glad, veltilpasset, rolig og disciplineret hund, der stoler på sin ejer, tager
år. Det begynder allerede ved afhentningen af den lille hvalp, som naturligvis
er af en race, der er parat til at arbejde sammen med mennesker og se mennesket
som fører. Man skal hele vejen igennem være omsorgsfuld, glad, kærlig, og
tilrettevise sin hvalp på en rolig måde uden ophidselse, vrede eller vold. Den
skal sove i nærheden af dig, den skal have tillid til, at du gør det bedste for
den, den må ikke være alene, før den er parat til det, og i så fald ikke ret
længe ad gangen, den må ikke overlades til børn, og alle dens behov skal
opfyldes, mad, vand, selskab, leg, ro, forudsigelighed, læring og klare linjer.
Hvis en
hund får denne form for behandling og dertil masser af gode vaner, så kan man
tage den med sig overalt og forvente god opførsel i enhver situation. – Det er
i øvrigt akkurat det samme med børn.
Men man
skal være omhyggelig, når man vælger hunderace, og ikke bare gå efter udseendet
eller efter, hvad der er nuttet eller smart lige nu. Racer, der er avlet til at
trække slæder, til at løbe, til at strejfe, til at jage, til kamp, til at stole
på sig selv og varetage en specifik opgave, fx at holde gården fri for rotter
eller jage ræve ud af huler, er vanskelige at holde i et almindeligt hjem. Og
en hund kan blive omkring 15 år gammel, så det er meget lang tid at trækkes med
en besværlig og uopdragen hund, der generer alle omkring sig.
I stedet
for hund og kat holder jeg nu potteplanter. De skriger ikke på opmærksomhed. De
skal ikke op og tisse om natten. Eller ud og gå tur, når det regner, eller lige,
når min film er begyndt.
Og jeg
fodrer de vilde fugle, herunder min gode krageven, som alle holder øje med mig
fra træerne og gerne tager det tilbudte foder og vand, men som ikke tager skade
af at være alene hjemme.
Det politiske spin er gået for langt, når statsministeren beskyldes for politiske rævekager og for at spilde borgernes penge unødigt, når hun lukker landet ned i et par måneder for at forhindre lig i gaderne.
Hun – og alle andre – er i en situation,
som i mands minde ingen fortilfælde har, og hun gør det faktisk godt. Anerkend
det, lad livet gå langsomt videre, og lær af det, vi nu gennemgår, så vi alle
bliver klogere til næste gang.
At høre den borgerlige fløj gustent argumentere for hurtigere genåbning af dit og dat, restauranter, forlystelsesparker, udlejning af kæmpesommerhuse med spa til tyskere, for retten til unødvendige rejser, der alt sammen skæpper i private pengekasser, er som at høre Døden argumentere for flere sjæle. Som at høre landbrug og industri argumentere for deres ret til at tjene styrtende på at tilsvine jord, vand og luft, så denne planet bliver uegnet for mennesker og deres børn at leve på.
Det er hårrejsende og
frygtindgydende!
Skal vi ikke én gang for alle slå
fast, at der er forskel på menneskets overlevelse og penge?
Er der ved at gå magtfuldkommenhed i det danske politi? I Rusland smider de p.t. åbenmundede coronalæger ud ad vinduerne fra høje bygninger, forlyder det. – Så vidt er det endnu ikke kommet herhjemme. – Men en venindes fortælling om en i bund og grund banal parkeringssag er bekymrende:
Min veninde havde en besynderlig
oplevelse i vinter. Ved femtiden om morgenen, bedst som hun lå og sov, syg med
høj feber og hoste, ringede hendes telefon. – Hun bor i et lille hus i en lille
skov et stykke ude på landet omkring 20 km uden for Ålborg. Hun har før oplevet
indbrud, også mens hun og manden lå og sov på førstesalen.
Denne vintermorgen var hun alene
i huset, da hendes mand sammen med hendes nevø var på ferie i Spanien, så hun
havde ikke sat sin telefon på lydløs og svarede da også med det samme:
– Det var en ’Anders’ fra
politiet, der ringede, og hun blev meget forskrækket … Politiet! Klokken fem om
morgenen! – Var der sket noget med manden og nevøen? – Eller var det svindel? –
Stod der tyve og røvere udenfor?
Anders fra politiet lød
irriteret, og han ville gerne vide, om hun kendte noget til en bil, en grøn Golf,
der holdt ulovligt parkeret her, hvor han sad, ved politigården i Ålborg? – Min
veninde blev forfjamsket, hun havde for mange år siden ejet en grøn Golf, en
cabriolet, men den var for længst skrottet og afmeldt og kunne vel ikke holde
parkeret inde i Ålborg?
– Nej, bilen var ikke en
cabriolet, svarede Anders fra politiet. – Hvad med hendes bror, havde han en
Golf?
Det vidste min veninde ikke. Broderen
havde flere biler, bl.a. en varevogn, som han altid kørte i, men en Golf? Og
hvorfor ville politiet vide noget om det? Og hvorfor ringede de til hende? –
Kunne bilen tilhøre broderens ekskone? – For mere end fem år siden havde
broderen og hans ekskone været ude i en voldsom skilsmisse, der medførte en
politisag om bl.a. ulovlig indtrængen, ejendomme og et par biler, men ikke en
Golf, så vidt min veninde huskede det.
Anders fra politiet sagde, at
broderens kone jo boede i København, så bilen kunne ikke være hendes. Han ville
gerne have broderens telefonnummer, men min veninde var ikke meget for at
udlevere det. Hele situationen var foruroligende, hun forstod ikke helt
problemet, og hvis det drejede sig om en ulovligt parkeret bil ved
politigården i Ålborg, hvad havde det så med hende og hendes bror at gøre?
Anders fra politiet fortalte, at
han allerede havde snakket med hendes nevø, broderens søn, i Spanien. Nevøen havde
nægtet, at det var hans bil. – Og Anders havde en liste med telefonnumre, som
han gerne ville tjekke med min veninde: Hvilket tilhørte broderen? Ville hun
hjælpe ham med det?
Hun var ikke glad for det, syg,
febril, træt, skræmt, pludseligt vækket alt for tidligt en mørk vintermorgen,
så hun spurgte til hans fulde navn og til det sagsnummer, hans henvendelse
drejede sig om, og hun fik begge dele.
Så bad hun ham ringe op igen,
når hun havde fået tid til at finde broderens nummer på sin mobil, hvilket han
gjorde. – I den sagsmappe, han åbenbart sad med, befandt sig hendes hemmelige
telefonnummer, nummeret på hendes nevø, broderens ekskones nummer og adresse
og en del andre forskellige numre. Anders læste dem op et efter et, og min
veninde fortalte ham, hvilket nummer, der nu tilhørte broderen. – Hun bad ham
vente fem minutter med at ringe broderen op. Hun ville gerne selv ringe først
og forberede ham, så han ikke blev så forskrækket, som hun selv var blevet det.
Klokken hen under halv seks ringede
min veninde så til sin bror, som tog telefonen, fordi han kunne se, at det var
hende, og fordi han vidste, at hun var alene hjemme, mens hendes mand og
broderens søn var Spanien.
Da hun havde fortalt om
opringningen fra politiet, sagde han ’satans’, og forklarede, at hans nye kærestes
barnebarn havde lånt hans lille Golf, og at der flere gange havde været
problemer med, at barnebarnet parkerede i en privat parkeringsbås i en
baggård ved en ejendom midt i Ålborg, hvor barnebarnet boede. I samme ejendom
boede en politimand, som før havde truet barnebarnet, fordi det et par gange
var sket, at han var kommet hjem og havde fundet sin parkeringsplads optaget.
Så bilen holdt formentlig ikke
ved politigården, men på en privat parkeringsplads, der tilhørte en politimand,
i en baggård et stykke derfra. Dette fik min veninde senere bekræftet. Bilen
blev den vinter kørt af broderens kærestes barnebarn og var den nat efterladt
på en privat P-plads i en baggård midt i Ålborg.
Men hvor havde politimanden min
venindes hemmelige nummer fra? Og nummeret på hendes nevø? – Ingen af dem kunne
figurere på ejeroplysningerne på broderens bil. – Min veninde mener, at netop
disse numre optræder i sagsakterne vedrørende broderens gamle skilsmissesag,
hvor broderen i en periode boede hos min veninde, og hun var opført som kontaktperson.
Nevøen optrådte jo som søn i sagen, ekskonen med sin nye adresse i København,
og under broderen var der opført en hel række numre, bl.a. arbejdstelefoner.
Så politimanden kunne være
kommet hjem ud på morgenen og igen have fundet sin P-plads optaget. I ærgrelse
havde han så med broderens ejeroplysninger på Golfen som startpunkt rodet i
gamle sagsmapper og først ringet til hans søn, der ud fra personnummeret i
sagen kunne se ud til at være på samme alder, som føreren af den Golf, der
flere gange havde snuppet politimandens private P-plads. Men nevøen var i
Spanien, havde intet med en Golf at gøre og var i øvrigt ikke glad for at
bliver ringet op før klokken fem en morgen i ferien, så det blev en kort
samtale. Derefter havde politimanden ringet til min veninde og insisteret på at
få udleveret hendes brors telefonnummer …
Næste dag ringede min veninde
til politigården for at verificere Anders’ identitet og det sagsnummer, han
havde givet hende. Damen, der svarede på opkaldet, sagde god for begge dele.
Men der var alligevel ikke helt rene linjer i denne sag, så min veninde
besluttede at indgive en skriftlig klage over forløbet, som hun opfatter som
magtmisbrug og chikane af almindelige borgere, til Den Uafhængige
Politiklagemyndighed i Århus.
Efter få dage fik hun svar om,
at sagen ikke hørte under dem, men var videresendt til Politigården i Ålborg.
En politimand herfra ringede dagen
efter min veninde op og gav hende en sludder for en sladder og mente så, at
sagen hermed var afsluttet.
Min veninde var stadig syg og havde ikke kræfter til at forfølge det yderligere. Bl.a. fortrød hun, at hun ikke havde bedt politimanden om at sende et skriftligt svar på klagen.
Nu hænger der en uafklaret sag over politiet i Ålborg, en sag, der måske handler om en privat tvist mellem en politimand og en ung mand om en privat P-plads i en baggård, og som førte til mindst tre urovækkende opkald til almindelige, sovende borgere uden relevans for sagen, fra en vred politimand mellem klokken fem og seks en mørk morgen i januar 2020.
25.9. 2022 har ‘Politiken’ to artikler om magtmisbrug hos politiet, om DUP, den uafhængige klagemyndigheds partiskhed og manglende opbakning til de forurettede i retsvæsnet:
I begyndelsen af halvfemserne
var jeg i jobtilbud sammen med en sød, ung kvinde, uddannet snedker, dygtig
og glad for sit fag. – Hun havde fulgt de officielle opfordringer, som den
konservative regering på bedste DDR-vis op igennem arbejdsløshedsårene i
firserne udstedte for at anspore unge kvinder til at uddanne sig i mandefag.
’Kvinder i mandefag’ lød parolen. Man ønskede ikke, at ALLE kvinder blev pædagoger, hjemmehjælpere – som det hed dengang, da SOSU’erne virkelig hjalp folk i hjemmet og ikke bare aflagde forhastede besøg – lærere, sygeplejersker, socialrådgivere … Kvinder skulle ikke nødvendigvis ind i de bløde omsorgsfag, hvor de blot fortsatte den traditionelle kvinderolle og fik en dårlig løn for det, når man stod og manglede arbejdskraft i de praktiske mandefag. – Samtidig ville man gerne dæmpe den rå tone i skurvognene og på de traditionelle mandearbejdspladser, forlød det, og så var kvinder jo igen decimeret til servicepersoner, der skulle tage sig af de rå mænd – OG børn og hus og madlavning, når de kom hjem, selvfølgelig.
Men min unge arbejdsløshedskollega fik aldrig job som snedker. – Uanset hvor mange stillinger, hun søgte, blev hun valgt fra. Mændene havde ikke lyst til at få kvinder ind på deres domæne, slet ikke unge, kønne, blide blondiner, men undskyldningerne, som hun – i bedste fald – fik sammen med alle afslagene, gik på, at der ikke var toilet- og omklædningsforhold til kvinder på lige netop dén arbejdsplads.
Så nu sad hun her på et lokalhistorisk arkiv sammen med alle vi andre overflødige, uuddannede, skibsværftsarbejdere, humanistiske akademikere og ældre kvinder, der havde brugt deres liv på sekretærjobs, børnepasning og husholdning. – Sidst, jeg hørte fra hende, havde hun vist fået en slags terapeutuddannelse, om det var massage, fodterapi el. lign., kan jeg ikke huske. – Men hun blev efter mange års faglig uddannelse i et mandefag smidt direkte tilbage i den lavtlønnede kvindefagskasse.
Erindringen om den første
kvindelige snedker, jeg mødte, dukkede op, fordi vi for tiden har gang i en
større tilbygning. Det startede i efteråret med en (mandlig) arkitekt, en
(mandlig) bankrådgiver, to (mandlige) entreprenører, en (mandlig) landmåler og
en (kvindelig) kommunal sagsbehandler. Derefter har der igennem måneder været
et rend af mænd på matriklen. Jord- og betonarbejdere, lastbilchauffører,
kranvognschauffører, murere, tømrere, VVS’ere, elektrikere, og en enkelt, ung,
kvindelig maler, der altid holdt sig for sig selv.
Alle de gode håndværkermænd er omgængelige,
høflige, kompetente, ordholdende, hjælpsomme, og jeg kan se, at de har en fest
med deres fag og med hinanden:
Så ringer de efter en stor kran, der skal løfte et tag ind over huset, og ham, der roligt styrer den store maskine og sætter tagfagene på præcis det rigtige sted med millimeters nøjagtighed, mens han styrer uden om min skorsten og det lille lindetræ, nyder stor respekt blandt alle de andre.
Så er der pludselig brug for en elektriker, og så ringer de efter en, der – VIPS – som en militær indsatsstyrke kører op til huset efter en ½ time og ordner det, kun han kan ordne, og bliver mødt med kollegial anerkendelse og varme. – Sidst, jeg selv skulle bruge en VVS’er, gik der tre-fire uger, inden han omsider dukkede op …
Så går de og giver hinanden
noget gas, eller de snakker om ting, der ligger dem på sinde, sammenligner udstyr,
arbejdsgivere, fortæller om forbedringer, de laver på deres egne huse, sladrer
om andre firmaer, andre håndværkere, nyttig sladder, ikke ond sladder, bare så
de gensidigt er opdateret, så de ved, hvem man kan stole på, og hvem man ikke
skal ringe efter.
Og der hersker stor respekt
blandt alle mændene, også mellem faggrupperne, og der udveksles erfaringer,
råd, snakkes fag og sammenlignes værktøj.
Det minder mig om sønnike og alle hans drengevenner, når de skulle arrangere en krigsleg i skoven: Så er du … så laver du … så går I … vi tager alle sammen … – Er drenge født til at organisere hinanden i store slag? Arbejde med store maskiner? Gennemføre ambitiøse projekter? Bygge broer? Raketter? Vælte store træer? Rejse lysmaster? Mure huse op? Tætne tag? Udøve kraftpræstationer? Anlægge indkørsler? – Og komme hjem med lønsedler, der som ofte afspejler en god akkord, en tillidsfuld arbejdsgiver, en god kontrakt … Og de er altid parate til at løse et problem, til at give den en skalle om nødvendigt. – For enhver kan jo se, at det ikke nytter noget at holde fyraften, hvis det regner, og der er hul i taget.
Og de kører hjem i deres store biler, der alle er udstyrede som velforsynede værksteder, så de kan fixe hvad som helst i en håndevending, mens de laver godmodig sjov med hinanden og en bekymret husmor.
Og de kommer hjem efter at have reddet verden, bygget monumenter, fixet problemer, møgbeskidte, sultne og trætte, restituerer sig, og kører ud igen næste morgen sammen med kollegaerne, kammeraterne. Med tårnhøj selvfølelse, som rigtige mænd altid gør det.
Håndværkere er særdeles veluddannede: De har overblik, tager beslutninger og ansvar, de kan regne, beregne et fald, en taghældning, en åbning, rørføring, de kan organisere, skaffe mænd og materiel i en håndevending, de kender materialer, procedurer, lovgivning, og så kan de håndtere powerværktøj og på samme tid forstå, hvordan en ældre dame gerne vil have tingene indrettet, imens de lige sørger for, at alt er vandtæt, praktisk og lovligt.
Det er en kættersk tanke, men
måske er der alligevel forskel på mænd og kvinder? Måske skal man ikke vride og
sno sig for at passe ind i en anden kasse end den, man føler er rigtig for én
selv? Nogle kvinder er mere mandfolk end mange mænd, og nogle mænd egner sig
bedre til omsorg end nogle kvinder. Men fx mænd i pædagogjobs har det med at
slippe kontakten med børnene og smutte ind på kontoret, hvor de i
lederstillinger kan sidde og organisere og ringe efter en kran til den nye
rutsjebane på legepladsen, lægge vagtplaner, holde møder med andre mænd, i
kommunen, i forvaltningen, og have en fest med deres fag og med hinanden.
Og hvorfor skal alle vore unge mænd med vold og magt føres igennem HELE uddannelsestilbuddet helt op til studenterhuen, når så mange af dem føler sig ilde anbragt i et system, der tilsyneladende favoriserer kvinder? Kan vi ikke slappe så meget af nu, at enhver, uanset køn, må vælge uddannelse og erhverv efter lyst, evne og interesse og ikke partout tvinges ned i en forudbestemt kasse?
Er alle vore tekniske skoler blevet uinteressante for de opvakte unge mænd? Er de for løse i geleddet? For mange smøger og Opel Kadetter med blanke spoilere? Parkeringsplads for for mange dårlige og uinspirerende lærere? For dårlig løn, for ringe sammenhold, en dumpingplads for restgruppen, hvor faget ikke ligner virkeligheden, hvor de ikke forpligtes over for en mester, nødvendigheden og kollegaer, og hvor man kun kan drømme om at opnå en praktikplads i et rigtigt firma?
For set her fra min indelukkede coronatilværelse, hvor jeg til daglig er omgivet af glade og kompetente håndværkermænd, der virkelig får noget fra hånden, ser det ud til, at mange drenge ville få en yderst tilfredsstillende, fri og spændende tilværelse, hvis de søgte ind i et mandefag.
I stedet for at sidde med en laptop mellem tynde, blege fingre hele dagen, tale affekteret om amerikansk politik med andre hipstermænd over kaffelatten og formålsløst suse rundt på en kostbar mountainbike, løbe en halvmarathon eller brydes med bildæk og trækævler i fritiden, kan en ung mand med værdigheden i behold opnå et meningsgivende fællesskab med andre mænd, tjene langt bedre end gennemsnittet og gøre reel nytte samtidig.
Over den fredede Nøddedal, som skærer sig ned igennem Liens stejle skrænt i Nordjylland, ligger store, fladpløjede og gyllestinkende marker med enkelte bronzealderhøje, som de grådige landbrugsmaskiner går meget tæt på. – Vi har altid opfattet jorden og naturen som menneskets ret, og ikke meget dyrkbar jord går til spilde i dette lille land.
Men selve Nøddedalens smalle sprække er fredet. Som en lillebitte, naturlig streg forbinder den landbrugsproduktion med de udstrakte strandegne under Lien. Nøddedalen var før en afgræsset slugt fra den høje kystskrænt ned mod Vesterhavet, ikke langt fra Fosdalen med den piblende kilde og Lerup Kirke, hvor der fra middelalderen afholdtes kildemarked.
Hasselbuskene, aprils knaldgule vorterod og de sartgule kodrivere nyder vi som et minde om, hvordan noget af vores fælles jord ville have set ud, hvis vi ikke altid blandede os i alt.
En forårstur til Nøddedalen, når kodriverne blomstrer, er en fornøjelse, man skal unde sig, navnlig i disse coronatider, og modsat Fosdalen er Nøddedalen normalt fredelig og uden trængsel.
Det var den også i går, Påskesøndag,
april 2020.
Længe kiggede vi efter kodriverne under de ranke nøddebuske … Var det ikke tid? Var vi kommet for tidligt til at se dem blomstre? For sent?Men så fik vi øje på de smukke blomster højt, højt oppe på skrænterne. Modsat tidligere, hvor vi gik iblandt dem hele den smalle sti ned, var de nu fortrængt til de højeste og mest utilgængelige steder, og man skulle klatre eller have kikkert med for at se dem. Mærkeligt. Hvad er der sket?
Det fik vi svaret på, da vi opdagede et nydeligt, midaldrende par højt oppe på skråningen bevæbnet med planteskovle i fuld gang med at fylde to store plasticbæreposer med de yndige, sart blomstrende planter … med rod og det hele …
Udenfor huserer en virus. Vi er nu på tredje uge isoleret fra de fleste andre og opholder os kun i huset og i haven med smutture ud i foråret i den nærliggende skov. – Verden lige nu bekræfter Sartres påstand om, at ’Helvede, det er de andre’.
Ingen af os har oplevet noget lignende! – Økonomien viste sig skrøbelig og kollapsede på en uges tid og måtte have enorme, offentlige tilførsler – Hvem skulle nu have troet det? Men Vladimir Lenin vidste, hvor sårbart et samfund er: “Every society is three meals away from chaos”, citeres han ofte for.
Vi køber ind på nettet og har endnu
ikke oplevet mangel på noget som helst. Vi har fordel af at være opdraget af
forældre og bedsteforældre, som havde oplevet krigen og gav et nøjsomt sparsommelighedsgen
videre til os, og som lærte os altid at have et mindre lager af fx wc-papir,
sæbe, mel og dåsetomater, så man i givet fald kunne klare en strejke, en
snestorm eller en sygdomsperiode. De tænkte på almindelig influenza, ikke på
en ondsindet én, der lukker hele samfund ned. For det er hundrede år siden, vi
sidst har set sådan én her hos os.
Der er absolut ingen flystriber på den martsblå himmel her tæt ved en lufthavn i Nordjylland, trafikken er begrænset, og folk kører usædvanligt pænt og holder tilbage for hinanden. – Men de små private sportsfly har en fest i det gode vejr. De cirkler i timevis lavt over byen og skoven. Det er vel ikke rimeligt, at et par velhavende entusiaster skal forstyrre den nyvundne fred for titusinder af andre? – Det bør stoppes!
Hvis vi ikke var så urolige, og
hvis de små Cessna’er kunne blive på jorden, ville vi nyde det sjældent smukke
forår i fulde drag og blot lytte til fuglene og børnene, der igen er fremme på
vejene og i skoven med deres egne forældre – på en hverdag!
Efter en lille uge satte uroen
ind. Søvnløsheden. Spekulationerne. Angsten for de nærmeste. For selv at
henligge hjælpeløs i en katastrofesituation. I disse dage ville man gerne have
klare retningslinjer fra en voksen.
Mette Frederiksen og hendes ministre gør det godt. Og embedsmændene. Og dronningen. Men kommunikationen er ikke klar. – Rammer denne her sygdom kun de gamle? Hvorfor kan vi ikke blive testet? Kan vi roligt gå ud og handle eller ej? Må vi tage i sommerhus? Må vi feste med vores venner? Må vi samles til påskefrokost, eller er det bedst at lade være? – Vi vil gerne se vidende, kloge og sikre generaler, der tør tage ansvar og udstikke klare, videnskabeligt funderede forholdsordrer. – Det er ikke tilstrækkeligt at sende unge damer ind med råd om (igen igen), at vi skal holde afstand, vaske hænder og sætte os roligt hen med en god bog, ikke genere sundhedsvæsnet og myndighederne med unødvendige opkald og vente, til det driver over.
Her hos os har vi en daglig
diskussion om avisen, som bliver bragt med et larmende knallertbud mellem
klokken fem og halv seks om morgenen. Er papiravisen en smitterisiko? Må man
tage den med ind til morgenbordet og slå den op i hovedet på ægtefællen, der
sidder overfor? Eller skal den bare blive liggende i postkassen, evt.
afbestilles, så vi begge kan nøjes med at læse den på nettet?
Min reference, Videnskab.dk,
kan oplyse følgende:
’I et amerikansk studie, som
netop er trykt i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine,
vurderes det, at den nye coronavirus kan overleve på pap i op mod 24 timer,
mens den overlever på plast og rustfrit stål i op til tre døgn.’
Foruroligende kinesiske studier
har dertil fundet, at dråber med virussmitte kan holde sig svævende i luften i
fx en bus i 30 minutter.
Vores morgenkævl om Politikens
papirudgave må forekomme som ren hyggesnak sammenlignet med, hvordan
diskussionerne sikkert forløber blandt de udsatte mennesker i sundhedsvæsnet
og andre nødvendige funktioner med store kontaktflader til syge og smittede.
Hvad gør vi for de mennesker?
I årevis har de været nedskåret
og pressede af skiftende regeringer, så de knap kunne hænge sammen, og nu
forventer vi alt af dem … Jeg ser allerede nu tegn på, at coronakrisen får
varige følger i form af større støtte og opbakning til statsapparatet, til
skattebetaling, til fælles kriseberedskab, politi, retsvæsen, sundhedsvæsen,
forebyggelse m.m.
I gamle dage havde vi tjenestemænd. Et begreb, der nogenlunde svarer til det engelske ’Civil servant’. Folk på udvalgte poster inden for politi, retsvæsen, sundhed, akutberedskab, militær, transport, postvæsen, anden kommunikation, undervisning o.l. blev ansat på specielle vilkår, hvor de fik høj løn, gode forhold, stort ansvar og en rundhåndet pension for til gengæld at være parate og blive på posten, når krisen ramte. Tjenestemænd M/K var stolte af deres stilling i samfundet og var til at stole på. – I dag forventer vi, at folk bliver på deres poster, selv om vi har stresset dem voldsomt og skåret så langt ned på løn og øvrige vilkår, at de i årtier er blevet forhindret i at gøre deres arbejde ordentligt.
Vi har haft en verdensforståelse, der gav dem, der havde råd, alle muligheder for at købe materielle ting til overflod, for at bygge og indrette, for at rejse, for at opsøge privatlæger og privathospitaler og på den måde snyde sig uden om køen af mindre privilegerede, der var henvist til et usselt system med lange ventetider, både i telefonkøen til den praktiserende læge og til livsnødvendige undersøgelser og behandlinger på sygehuse og hos speciallæger.
Det gik forrygende for de velhavende i mange år. Tilpas mange fik del i rigdommen, og de havde ingen kvababbelser over klimaet, mens de sejlede hen ad motorvejene i deres store biler, eller medfølelse med stressede sygeplejersker, skolelærere, pædagoger, arbejdsløse, syge, gamle … De privilegerede forstod ikke, hvor sammenvævet et samfund er. Men nu er alle uden undtagelse henvist til det offentlige system, hvis de rammes af noget alvorligt. Ingen kan være i sikkerhed for noget som helst, hvis ikke samfundet som helhed føles sikkert. Nu er noget sket, der gør dette helt indlysende, selv for de tungt opfattende. Måske vil ordet ’solidaritet’ genopstå af asken efter, at Fogh Rasmussens regering lagde landets offentlige omsorg øde op igennem det første årti af det nye årtusinde?
Men vi er mennesker, vi er grådige, vi er egoister, navnlig i krisesituationer, og vi har behov for at skabe mening i kaos … Coronasmitte giver ingen mening. En virus, måske fra en flagermus i Kina, er vandret igennem fødekæden og ned i lungerne på os. Virus lever af, at vi er sociale væsner, og at vi altid søger tæt kontakt med artsfæller. – I dag godt hjulpet af livsstilen med global økonomi, stor rigdom i visse dele af verden og stor international mobilitet, både i forretningsøjemed og som ferie- og fornøjelsesrejser. – En ny virus kan, som vi godt vidste, men som vi nu har erfaret i virkeligheden, på ganske få timer sprede sig med fly fra Kina til Korea, Iran, Italien og derfra ramme lille mig i Værløse.
Som meningssøgende/meningsskabende væsner har vi svært ved at tolerere, at ting bare sker: Døden skal have en årsag. Sådan var det også i pesten og alle de andre epidemiers tid, da man, som Boccaccio beskrev det, flygtede op i bjergene og drak vin og fortalte hinanden frivole historier, indtil det var sikkert at komme ned igen. Da man piskede sig selv, fordi man åbenlyst havde pådraget sig ‘Guds straf’. Eller man gav jøderne skylden og murede dem inde. Eller hængte alle kattene, som man troede var smittekilder – heraf skikken med at slå katten af tønden til fastelavn.
I dag synes årsagen at være nogle tilfældige sammentræf i Wuhan – Når en flagermus slår med vingerne på den ene side af jorden … – Så vi har også i dag fået travlt med at finde årsagen, den formodentlige skjulte mening bag coronasmitten, og nogle vælter sig i paranoide konspirationsteorier, nogle opfinder religiøse eller overtroiske forklaringer, og andre begynder straks at uddele skyld. – Det er kinesernes skyld! – Det er italienernes skyld! – Det er de danske skituristers skyld!
En ny variation er de unge studerende, der på Politikens debatsider mener, at det hele er de voksnes skyld (!?) – Og at de unge ikke vil blive hjemme og lade være med at feste igennem og således passe på ikke at bringe smitten videre for de gamles skyld, for de gamle har aldrig taget sig af dem …
Måske har de ret. Hvis de er nået op i tyverne og går på universitetet og stadig ikke føler sig som voksne og stadig ikke har fattet, at ALLE kan dø af denne virus, så har vi voksne ikke gjort det godt nok. Der er 1,2 mio. sårbare i den danske befolkning, som er i fare for et alvorligt forløb i tilfælde af coronasmitte. Det er spædbørn, unge, midaldrende, gamle, afhængigt af helbred, immunforsvar, hjertesygdomme, lungesygdomme, nyresvagheder, astma, og navnlig afhængigt af det generelle smittepres i samfundet: Hvis mange syge går rundt og opformerer virus til store mængder, så bliver de næste smittede hårdere ramt, uanset alder. – Hvis det er de unges holdning, at det hele er de voksnes skyld, og at det i øvrigt ikke rager dem, og når de føler trang til at offentliggøre denne holdning i en stor, landsdækkende avis, så har vi voksne virkelig svigtet dem! – Men ikke på den måde, de forestiller sig, for de er blevet født og opfostret i gode kår, og de har modtaget gratis uddannelse og SU imens. – Men de har intet lært. De har aldrig været udfordret før. Og de har ikke tilbragt tid med bedste- og oldeforældre, der kunne have fortalt dem om trange tider, om sammenhænge og sammenhold, solidaritet, om almindelig pli, anstændighed og god opførsel.
Når de urimelige unge, som jeg tror er fåtallige, har fået luft for deres frustrationer over, at deres bekvemme og ubekymrede liv er forbi for en tid, og når alle vi andre er færdige med at uddele skyld og kloge os på ting, som vi i virkeligheden ikke ved noget om, og vi alle i fællesskab i endnu et par måneder har nået at vænne os til denne nye situation, så håber jeg, at smittekrisen vil efterlade os mere tolerante, mere omsorgsfulde, og ikke mindst mere menneskelige, end vi var før. – Måske vil vi endda i tiden efter coronaen fortsat opleve en blå himmel uden alt for mange flystriber? Gader uden tæt og forurenende trafik? Billister, der kører hensynsfuldt? Og se børnene lege ude og gå skovture med deres egne forældre på en ganske almindelig hverdag.
Om aftenen erklærede statsminister Mette Frederiksen landet i undtagelsestilstand og opfordrede til, at folk IKKE tog ud og hamstrede fx fødevarer og medicin. Øjeblikket efter var en stor del af den danske befolkning rykket til Bilka, Netto og REMA1000, de butikker, der havde aftenåbent, med trailere, varevogne og cykeltrailere, og flåede wc-papir, bleer og gær ned fra hylderne.
’Grænsen lukker’ og ’Stopper bland selv-slik’ er de to største emner, folk søger på Google her til morgen … Fulgt af navnet på en stand-up’er og symptomer på influenza, – Så ved man, hvad der rør sig blandt det, min far ville have kaldt ’De andre idioter’.
Da jeg erhvervede kørekort for
næsten 50 år siden og skulle begive mig ud blandt medtrafikanter på de danske
landeveje i min mors lille, mørkegrønne Austin Mini, lød min fars advarsel
altid: ’Pas på de andre idioter!’
Sådan burde enhver sagkyndig
afslutte køreprøven, når han rakte det midlertidige førerbevis til den glade
beståede.
Og sådan er vi nødt til at tænke
i dag, hvor coronavirusser grasserer lige uden for vores egen dør. Pas på de andre
idioter, der bringer os alle i fare, når de ikke synes, de skal standse for
rødt, når de kører frem i nødsporet og forsøger at overhale alle indenom, når
de ikke bliver hjemme, hvis der er et godt tilbud på wc-papir i Brugsen, hvis
de mangler slik og snacks, eller hvis de keder sig og bare lige skal ud og se,
hvad der rør sig i verden. Og som ikke gider besvære sig med at holde afstand,
med håndvask og sprit. – For virussen rammer kun de syge og gamle, ikke? – Det
er ren Darwinisme. Lad falde, hvad ikke kan stå.
Vi bør være taknemmelige for de
tapre ansatte i sundhedsvæsnet, som efter et par årtiers nedslidning og
udsultning stadig har modet og kræfterne til at gå på arbejde og afbøde slaget for
os andre!
Og for vores kloge og agtpågivende
politikere og embedsmænd, der roligt træder frem og overbeviser os om, at de
gør alting, så de godt de kan.
Og for alle dem, der holder
infrastrukturen i gang. Gudskelov for vand- og varmeforsyning! For renovation!
For strømmen! – Og for fryser, køleskab, komfur, ovn og bil. – Vi kan sagtens
holde den gående i nogle uger, hvis vi ikke bliver meget syge.
Og gudskelov for computer, internet,
mobil og tv … Vi kommer ikke til at kede os. – Vi kan kommunikere, vi kan
arbejde hjemmefra, vi kan bede om hjælp i værste fald, og vi kan få tiden til
at gå i mellemtiden. – Måske indeholder reolen stadig en god bog?
Farvekoordineret eller ej?
Vi kan så småt begynde forårsarbejdet
i have og drivhus, vi kan gå ture i skoven eller ude ved stranden. Vi kan også
aftale at møde familie og venner i skoven og gå tur og snakke med dem der. Og
vi kan rykke sammen på de sociale medier og tilbyde hjælp og trøst.
Dette er en tid, som man vil
huske i flere generationer. Hvad vi gør nu, får betydning i lang, lang tid fremover.
Og hvis alvoren kunne mane til en smule mere omtanke og taknemmelighed i en
velfungerende hverdag, så har vi i det mindste lært noget.
Og når landet nu lukker ned, jeg selv og mine kæreste bliver smittet, sundhedsvæsnet overbelastes, og mange, fortrinsvis ældre og syge, vil dø, så kan man jo tænke på, at det skete i dette lille land, som pludselig røg højt op på listen over coronasmittede – i dag nr. 13 i verden i absolutte tal, på trods af vores lille størrelse, i begyndelsen fordi nogle rige, midaldrende mænd skulle ned og stå på ski …
80 % af de smittede
er mænd
35 – 55-årige er stærkt
overrepræsenteret blandt de smittede
Og de kommer fra de
velhavende områder i København, Nordsjælland og Østjylland ifølge:
