Forfatter: Lone Andrup

Dømmekraft

● En skatteminister har tilsyneladende forsøgt at misbruge sit ministerium til at påvirke og udbasunere en politisk modstanders ægtefælles skatteforhold.

● Ålborg Kommune gennemtvinger opførelsen af flere nye og pladskrævende institutioner inde i Hammer Bakker, et af kommunens få tilbageværende naturområder, der var omfattet af gamle frednings­bestemmelser.

● Danske Bank lægger − på trods af navnet, som signalerer hele landets bank − et urimeligt gebyr på små­folks bankkonto, mens de velbjergede kontohavere går fri. En folkestorm rejser sig, og en masse mennesker skifter bank, men de rige lader som ingenting og lader deres penge blive stående, selv om kun deres fravalg af den smålige bank ville have en opdragende effekt.

● Ledelsen af de danske statsbaner, DSB, betaler i dyre domme et pr-firma for at holde en kritisk journalist beskæftiget med ligegyldigheder.

● En statsminister jagter amerikanske B- filmstjerner som en teenager, når hun er ude i officielt ærinde på landets vegne.

● En opmærksomhedssulten leder af Politimuseet betaler en veninde for at male kvindelige ofre for nyere forbrydelser og udstiller dem på det skammeligste. På hjemmesiden annonceret således: “Kvindedrab in memoriam – Maleriudstilling med portrætter af tolv kvinder, der alle er blevet dræbt”. − Usmageligt, ikke sandt? Lederen er naturligvis en mand, og det er kun kvinder, der skal ydmyges offentligt efter at have lidt en pludselig og voldelig død. Men det skal nok lokke husarerne til. Pressen har allerede været der.

● Lille Danmark har involveret sig i tre-fire krige mod muslimer i løbet af det seneste tiår; krige mod men­nesker, som ikke har truet os. Men vi piber højtlydt og ynker os selv, hvis de samme muslimer boykotter varer og brænder flag i protest mod vores forsøg på at latterliggøre deres religion.

Eksemplerne på manglende dømmekraft i det offentlige liv er talrige. Men også i privatlivet sker der små og store uhyrligheder hver eneste dag:

● Det er en menneskeret at få børn, evt. med hjælp fra sundhedsvæsnet, men så snart vi har fået dem, kræver vi også fællesskabets hjælp til at få dem opdraget og passet, så vi uantastet kan fortsætte vores liv, som det var, før vi valgte at få børn.

● Unge indflyttere i et rækkehuskvarter forstår ikke betydningen af et matrikelkort og begynder at bygge en privat garage ude på fællesområdet op ad den nærmeste nabos mur. Da de øvrige familier påtaler ulovligheden, råber de nye ”sgu” og ”fanden” efter dem.

● Faderen lader den store familiebil stå og varme op i tomgang i en halv times tid eller mere hver morgen i vinterhalvåret, så han slipper for at skrabe ruderne, før han skal køre sine børn de 300 m hen til skolen. Da nogle naboer høfligt påpeger, at de er ved at blive kvalt inde i deres egne stuer, bliver den unge fader aggressiv og truende. − Formentlig sidder den samme mand ved vennemiddagene og gør sig til af sin politisk korrekte indstilling i øvrigt.

● Man tager på lange CO2-forbrugende flyrejser, hver gang man har et par dage fri, fordi man TRÆN­GER eller har FORTJENT det, eller fordi familien har brug for tid sammen, hvilket jo umuligt kan foregå i de flotte, opvarmede og veludstyrede boliger, vi har anskaffet os.

● Man køber en hund, en kanin eller en kat, fordi ungerne plager, og så lader man det lille, forskræmte dyr sidde alene, indespærret i en lejlighed ni timer dagligt, og lader det derefter aflive, når det har snavset gul­vet til. Eller man støtter et forfejlet landbrug ved at købe buræg og kød fra mishandlede køer og grise.

● At sidde og skræppe op om sit livs mest intime detaljer i mobiltelefonen i det offentlige rum er allerede nu en klassisk og alment vedtaget overtrædelse af god skik og almindelig dømmekraft, men Facebook og lignende fora har tilføjet hidtil utænkelige grænseoverskridelser til repertoiret: Unge udleverer sig selv og sommetider også deres halvnøgne eller helfulde kammerater, deres småbørn, deres forældre eller sågar deres syge bedste- og oldeforældre på de sociale netværk til almen beskuelse for i hundredvis af utidigt nyfigne såkaldte venner. Bedstefar, for eksempel, som er gammel og svagelig og sidder i formodet tryghed i underbukser i sin egen stue. Han har gennemlevet to krige og personlige prøvelser, som ingen i dag kan forestille sig, hvilket kan ses på hans brugte krop, og han smiler høfligt til kameraet − er vel beæret over det sjældne besøg − men har ingen anelse om den ydmygelse, barnebarnet og moderne teknologi vil udsætte ham for, så den unge kan dokumentere over for vennerne, hvor god hun er til at besøge sine gamle slægt­ninge.

● Man anskaffer sig biler, cykler, sportsredskaber, tøj, møbler, elektroniske dingenoter, maskiner, plastic­legetøj m.m. i tonsvis og kasserer selvfølgelig lige så meget, for ting fra sidste år er ikke længere smarte, og det kan ikke betale sig at reparere, hvis noget skulle gå i stykker. − Dertil kommer madspildet, som ifølge aviserne efterhånden er oppe over 500.000 tons pr. år alene i Danmark. Mens millioner af mennesker ude i verden sulter, så kasserer vi god mad, eller vi går til vanvittige yderligheder, så som at fjerne nærings­værdien fra vore fødevarer (!), fordi vi bliver uklædeligt tykke af madrigeligheden. Det er vel selvmod­sigende og uetisk, at vi efterspørger fedtfattig, kaloriefattig, sukkerfri mad, mens andre dør af mangel på næring?

Overskridelse af grænser, som vi førhen instinktivt kendte og respekterede, er efterhånden blevet en folke­sport. I tv er udlevering af syge, døende, grimme, misdannede, dumme, tykke, klodsede, ofre for ulykker osv. blevet hverdag. Folk, der ikke kan synge, danse, tale, male eller tænke en sammenhængende tanke, er topunderholdning i dansk fjernsyn. Så kan vi sidde og grine ad dem en tid, ha ha, mens vi glemmer vore egne små og store fejl.

Og et fuldkommen uetisk storforbrug af mad, rejser, dyr og ting opfattes ikke som smagløst og idiotisk, men er rent faktisk statusgivende i vide kredse.

Det lader til, at vi kollektivt har glemt, at respekt for andre, for de ældre, for fællesskabet, for dyr, for mil­jøet og for materielle ting, afspejler selvrespekt. At høflighed og levemåde falder positivt tilbage på én selv. At vi kun kan bebo denne verden, hvis vi udviser solidaritet med den og hinanden.

Eller kom jeg til at benytte endnu et antikveret ord? Ophørte al fællesskabsfølelse, anstændighed og solida­ritet de facto i 70’erne? På samme tid som vi ophævede dømmekraften?

Forår!

Så! Nu sker det! − Solen er vendt, og dagen allerede tiltaget med mere end en halv time.

Vore forfædre, vikingerne, ville have fejret jul nu, for det er først nu, man kan se, at mørket er blevet brudt.

Da vi havde høns, bemærkede de som de første lyset og begyndte at lægge æg. Store smukke æg med spændstige hvider, men endnu kun svagt gule i blommen pga. manglen på friskt grønt. Et æg pr. høne pr. dag. − Det bliver til mange selv med en lille flok, og alle skulle de samles og bruges eller foræres væk.

Nu må jeg nøjes med at gå lidt længere skovture med hunden og gøde potteplanterne, som blege står og strækker sig mod vinduerne.

Nu er det tid!

Højsensitive mennesker

− også kaldet HSP − Highly Sensitive Persons

Ved et tilfælde fik jeg for nylig en bog om særligt sensitive mennesker mellem hænderne. Den fangede mig øjeblikkeligt, og jeg strøg igennem den på få dage.

Den er skrevet af en amerikansk forsker og psykolog, Elaine N. Aron, og hun påviser, bl.a. gennem forsøg med hjerneskanninger, at knap 20 % af en given befolkning har en medfødt forhøjet evne til at processere indtryk, dvs. at de langt hurtigere og mere intenst end andre opfatter, husker og bearbejder stemninger, syns-, høre-, lugte-, smags- og føleindtryk.

Disse mennesker kan være fintfølende på grænsen til det sarte, og de har brug for megen ro til at komme sig efter, og til at tænke over, selv ubetydelige oplevelser. Til gengæld kan de forekomme næsten overnaturligt klartopfattende.

Aron skriver, at HS-mennesker ofte har stor selvindsigt, forestillingsevne, medfølelse og empati, at de opfatter humør, nuancer og stemninger hos andre, som andre ikke altid selv er bevidste om, eller overhovedet har lyst til at vedkende sig, og at de skulle være gode til både børn, dyr og andre pleje- og omsorgsfunktioner, fordi det falder dem naturligt at opfatte andres behov og befordre deres velbefindende, hvis de på nogen måde kan. De er angiveligt også usædvanligt følsomme, når det drejer sig om kemi, fx kaffe, alkohol, nikotin, medicin, parfumer, malingslugt o.l.

Højfølsomme mennesker findes talrigt blandt kunstnere, men hvis de ikke selv er udøvende, har de alligevel ofte evnen til i høj grad at nyde og påskønne både kunst og naturoplevelser.

Også blandt dyr findes der højsensitive individer, hævder Aron, og jeg har personligt kendt nervebetonede hunde, katte og heste, som reagerede på den mindste lyd, bevægelse eller berøring. Disse sensitive dyr forekom mig ofte at besidde en næsten uhyggeligt fintmærkende opfattelsesevne. Men jeg har også haft hunde og katte, der upåvirkede af det meste gik bekymringsløse igennem livet.

Når man først er blevet opmærksom på, at HS-mennesker findes, og at de måske udgør en betragtelig del af menneskeheden, ser man dem pludselig alle vegne:

Tag de to berømte, fiktive detektiver Sherlock Holmes og Hercule Poirot: Når det drejer sig om fintmærkende observation og analyse, er de jo pragteksemplarer.

Eller vore allermest kendte og skattede guldalderforfattere, Søren Kierkegaard og Hans Christian Andersen. Sidstnævnte skriver i sin rejsebog fra Spanien, 1863: ”Begge Steder skulle jeg fornemme Stemninger, som de Lykkelige, mindre Benervede, kalde sygelige…” Det var som bekendt også H. C. Andersen, der berigede os alle med eventyret om prinsessen på ærten. Et mere udpræget HS-menneske end den der beskrevne prinsesse (og hendes forfatter) kan næppe tænkes.

Hvis vi springer frem til vor egen tid, tror jeg (men måske tager jeg fejl?), at det var forfatteren Klaus Rifbjerg, der gav os udtrykket ”skallesmækkende mimose”. Under alle omstændigheder er det blevet brugt om ham. Rifbjerg opfatter alt, hvad der hænder ham, knivskarpt og formår at videreformidle det med præcise ord.

− Og så læser jeg lige nu med stor fornøjelse Karl Ove Knausgårds sidste bind i mammutromanserien ”Min kamp”. Alene det at kunne erindre og beskrive mere end fyrre års liv ned i de allermindste detaljer tyder på et højfølsomt sind, men Knausgård anfører tillige selv flere steder i sine værker, at han føler sig overskyllet af andre mennesker, navnlig af faderen, at han har brug for lange perioder alene, at han altid går og ruger over, hvad andre mennesker har sagt til ham, og spekulerer på, hvad de mon kunne mene. På disse og mange andre punkter minder han om forbilledet, Proust, som han fremstår igennem et lignende mesterværk: ”På sporet af den tabte tid”, påbegyndt i 1913. Om et kort ophold ved havnen i Helsingborg skriver K. O. Knausgård: ”Tanken om at jeg så på Hamlets hjem, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.” − Kun et yderst påvirkeligt menneske får sådanne fysiske reaktioner ved en dagligdags udsigt og kan huske det − og beskrive det − år senere.

Vi må være taknemmelige for de følsomme iblandt os, som åbner vore øjne for det ellers usete og ufølte, og så må vi i øvrigt forsøge at bære over med deres særheder. En hjælp til det sidste kunne være at læse:

”Særligt sensitive mennesker” af Elaine N. Aron. Borgens Forlag, 2008.

Eller orientere sig på hendes hjemmeside: http://hsperson.com/

Turen går til … skraldespanden

Vore rejser til nye steder begyndte førhen altid med indkøbet af den lille rejsehåndbog: ”Turen går til” fra Politikens Forlag. I min reol står en pæn samling: Kina, Egypten, Rom, Sicilien, Norditalien, Tyrkiet… For her kunne man være sikker på at få alle nødvendige informationer om rejsemålet, dets historie, dets nuværende beskaffenhed, kulturminder, seværdigheder, egenart og praktiske informationer samlet i lommeformat. Først, når man havde læst ”Turen går til”, kunne man planlægge sin rejse, og bogen passede perfekt til skuldertasken eller jakkelommen, så årstal, busruter og andre fakta kunne genopfriskes på stedet.

Den tid er endegyldigt forbi, opdagede jeg, da jeg for nogle år siden skulle til Istanbul, og nu igen hvor jeg forbereder en rejse til Andalusien. ”Turen går til Tyrkiet” var skuffende informationstynd, men ”Turen går til Sydspanien” er definitivt ikke pengene værd.

Den er fuld af trættende indledninger á la:

− En lille pige i flamencokjole klynger sig til sin far bag på hesten under Sevillas berømte byfest, la feria de abril. En kvinde i lårkort styrer med sikker elegance stiletterne uden om revnerne mellem fliserne foran Valencias futuristiske operahus.

− Familier, forelskede par og grupper af unge promenerer i deres smarteste tøj forbi butikker med alt i designermode og hightechisenkram.

− Langsomt og rytmisk, til lyden af marchtrommer, sejler Jomfru Mariastatuen hen over menneskehavet i den snævre gade.

− Tyren står stille over for tyrefægteren − toreroen bøjer udfordrende overkroppen bagover og strækker sin røde kappe frem mod tyren.

− En lille arabisk borg troner på en bakke, hvor floden løber ud i havet, og neden for borgen lufter folk hunde, og ungerne leger i græsset.

− Højhushotellerne og villaerne i Benalmádena bliver små, mens svævebanen bevæger sig hen over motorvejen og op ad bjerget.

− Neonlysene i gaden Calle San Miguel bader turisterne i røde, grønne, violette og gule farver.

− En flok unger skriger jublende, mens deres små gummibåde støder sammen i fuld fart for enden af vandrutsjebanen.

− En teenagepige hviner og slipper krokodillens hale, da den pludselig drejer hovedet og kigger på hende.

Osv.

Bemærk venligst: Vi er kun nået til side 30, og disse idiotiske beskrivelser bare fortsætter og fortsætter hen over de fleste af bogens 130 sider. En god forfatter ville kunne anvende dramatisk nutid et par gange i en bog med stor effekt, fordi han eller hun kendte nogle stærke ord, kunne ramme en stemning præcist og dertil forstod at dosere sine virkemidler. Når dramatisk nutid igennem en hel bog skal vikariere for relevant information, går det flintrende galt.

Få kilometer fra en af de byer, vi skal bo i, ligger der huler med enestående vægmalerier udført af vore forhistoriske forfædre. Disse huler, som rangerer på linje med de berømte franske, er åbne for publikum hver eneste dag året rundt, men de er ikke nævnt i bogen med et ord! − Jeg blev kun opmærksom på dem, fordi jeg heldigvis supplerede min forberedende læsning med tyske og engelske guidebøger.

Det er tilsyneladende tilstrækkeligt i dagens Danmark at kunne æde, drikke, shoppe og bo på alt for dyre hoteller − og så udtrykke sig i blomstrende banale vendinger − for at skrive en guidebog. − Men hoteller, butikker og restauranter kan man selv finde på internettet med få klik. Hvorfor betale gode penge for en rodet reklametryksag, der bliver uaktuel i løbet af få måneder, og som ikke giver noget brugbart overblik over destinationen og stedets enestående natur- og kulturhistoriske seværdigheder?

Fra nu af er det slut med danske rejsebøger. ”Turen går til Sydspanien” er sin lidenhed til trods spild af god kuffertplads.

Turen går til Sydspanien, Politikens Forlag 2012

Pløppeløp?

Igennem nogle måneder havde vi forsøgt at lære vores gode ven fra Arizona, Joe, nogle danske fraser, så han kunne klare sig i almindelig omgang med de indfødte. − Ikke for det: Når det drejer sig om lige netop amerikanske gæster, er danskerne normalt mere end høflige og villige til at lufte deres skoleengelsk, men Joe fandt det morsomt at lære en smule af vores harkende sprog, som amerikanske tunger ellers kun med besvær får sig viklet omkring.

Som sproglærer i mit modersmål følte jeg mig særdeles kompetent, lige indtil den dag Joe kom og ville vide, hvad ”Pløppeløp” betød… Pløppeløp? Pløppeløp? − Jamen, hvem sagde det? Hvor hørte du det?

Det viste sig, at det var kassedamer og herrer alle vegne, der, når Joe ville betale med sit kreditkort, altid stillede dette underlige spørgsmål.

For ganske nylig offentliggjorde tre forskere i ”Nyt fra sprognævnet” en undersøgelse af, hvad vi siger, når vi betaler med Dankort i butikkerne. Og det viser sig, sjovt nok, at ”På beløbet/Pløppeløp” stadig er en af favoritterne, en overgang truet af det ungdommelige ”Lige på”. Men det mærkeligste ved den undersøgelse er, efter min mening, at den dokumenterer, at vi i en fjerdedel af transaktionerne foretrækker ikke at sige en lyd!

Både Joe og jeg vil hellere høre et tåbeligt ”Pløppeløp?” end opleve, at den korte interaktion med kassemennesket bliver fuldkommen tavs og umenneskeliggjort.

Dumtravlhed

Hvorfor er det lige, at folk, der har så skidetravlt med at have travlt, har lov til at genere andre med deres mere eller mindre indbildte travlhed og kan bruge tilstanden som undskyldning for ikke at leve op til almindelige sociale og menneskelige forpligtelser i stedet for at blive tvunget til at indse, at de bare er smådumme i hovederne og stinkende dårlige til at prioritere deres tid?

Nej, tak!

Skulle vi ikke udvide ”Reklamer-nej-tak”-ordningen til også at omfatte en mærkat til fordøren med et generelt ”Nej-tak”? − En permanent besked om, at man ikke gider afbryde alle sine tanker og gøremål for at lukke op for betlende spejderbørn, Jehovas vidner, lotterisælgere, indsamlere fra Kræftens Bekæmpelse, Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors eller andre, der med fremstrakte raslebøsser og strålende af selvgodhed ringer på ens dør.

Så ville alle de tiggende tidsrøvere straks kunne se, at her bor et voksent menneske, som i Internettets og Dankortets tidsalder selv kan finde ud af at indkøbe alle de kalendere og lodsedler, hun tragter efter at eje. At hun allerede er medlem af de religioner og foreninger, hun har lyst til at være medlem af, og at hun selv har sørget for at støtte de godgørende formål, hun efter moden overvejelse har fundet midler til at støtte.

Eller endnu bedre: − Alle de, der elsker at blive forstyrret når som helst, de, som hjertens gerne vil diskutere religiøse anskuelser med vildtfremmede, midaldrende damer med tomme øjne, de, som altid har kontanter liggende for det tilfælde, at nogen skulle ringe på og bede om dem, lad dem sætte en stor mærkat på deres hoveddør med et rungende venligt ”JA, tak!”, og gør det så ulovligt at ringe på alle andre steder uden en meget god grund!

Småbørnsforældre og ligestilling

Ligestilling − mellem mennesker med forskelligt udseende, evner, etnisk herkomst, uddannelse, religion, køn, seksuel observans, indkomst, bopæl m.m. − er et ubetinget gode. Og så har det tilmed vist sig, at det også er godt for samfundet som helhed og for samfundsøkonomien i særdeleshed, at alle mennesker har lige rettigheder og muligheder. Det er således ikke bare moralsk ønskeligt, men også hensigtsmæssigt for fællesskab og udvikling at alle mennesker oppebærer lige rettigheder. − Undtaget fra denne ideale fordring om ligestilling, er dog de, der vanemæssigt og med vilje sætter sig ud over det menneskelige fællesskab ved at lyve, genere, snyde eller skade andre og de, der forsøger at rage til sig på andres bekostning.

− Og så har jeg et forbehold mere, når det drejer sig om småbørnsforældre. Det er ikke til småbørnenes fordel, at unge forældre bruger tid og kræfter på at føre nøjagtigt regnskab med, hvem der tager sig af lille Isabella eller lille Emil − hvor meget, hvor længe og hvornår.

Det er velkendt, at én person påtager sig 100 % af et givet ansvar, mens to mennesker fordeler halvdelen af ansvaret imellem sig og dermed kun får 25 % hver. Jo flere til at dele, jo mindre ansvarsfølelse.

Når den unge mor regner med, at den ligeledes ganske unge far påtager sig et ansvar, som han ikke magter og ikke kan fornemme, så føler hun sig helt fri til at kaste otte-ni timer dagligt efter karrieren og derudover dyrke motion, wellness, veninder, kærestetid med faderen, kulturelle fornøjelser og rejser, samtidig med at hun har et lille barn.

Faderen har det naturligvis på akkurat samme måde: Hvem skulle forhindre ham i at arbejde 5o timer ugentligt, spille poker med vennerne, tage svæveflyvercertifikat og køre på MTB i sin fritid, når moderen insisterer på at have samme grad af frihed, som hun havde før barnets ankomst?

I sådanne forhold kommer forældrene til at agere som jaloux søskende, der nidkært overvåger, at den ene ikke får flere fordele − dvs. fritid UDEN barn, end man selv får.

Barnet falder således ned i en grøft, hvor det i størsteparten af sin vågne tid er overladt til fremmede, der har mange andre børn at tage sig af, og når de første års ulykkelighed over at føle sig uønsket har lagt sig, vil et sådant barn sætte alt ind på at blive stort og selvberoende så hurtigt som muligt. Småbørn, der falder ned i mellemrummet mellem mor og fars mange andre og meget mere spændende gøremål, bliver skadet for livet, selv om alt ser pænt ud på ydersiden, og mor og far indkøber det rigtige udstyr, bager en bolle i weekenden, sørger for at undgå for meget sukker i kosten og stolt promenerer omkring i bybilledet med kostbar barnevogn og en unge i dyrt mærkevaretøj.

Jeg har hørt unge forældre diskutere højlydt, hvis tur det er til at skifte ble, til at give overtøj på, til at bade, til at putte eller til at læse historie, mens barnet stod lige ved siden af og hørte på det! − Hvor gavnligt er det for den lilles fornemmelse af at være tryg og velkommen og høre til i verden? Hvad betyder det for barnets evne til at udvikle selvværd, til at lære og til at få og vedligeholde en omgangskreds, hvis de første erfaringer med andre mennesker er en klar besked om, at det er til ulejlighed for mor og far?

At tage sig af et barn er IKKE et job, man som forældre kan forsøge at skulke fra, men et privilegium, som man bør påtage sig 100 % i de første leveår, i hvert fald indtil barnet er parat til børnehave en del af dagen. Der er − uden for dette lands grænser − konsensus om, at barnet først, når det er tre år gammelt, er modent til nye omgivelser, nye sociale situationer, legekammerater og fremmede voksne, og dermed kan tilbringe tre-fire timer dagligt i en børnehave uden at tage skade på sjæl og tryghedsfølelse. Om det er faderen eller moderen, der tager sig af det lille barn i de første leveår, er i og for sig ligegyldigt, bare ansvaret er klart fordelt med 100 % til den ene part. Så kan den anden bruge sine kræfter på at skaffe pengene til huse. − Til forhandling UDEN for barnets hørevidde er så, hvem der skal have fri til hvad hvornår, men selve ansvaret står ikke til diskussion.

At det − udover at være meningsfuldt og udviklende og sjovt − også kan være en både opslidende og utaknemmelig opgave at rumme og passe et lille barn i døgndrift igennem de første tre år, skal ikke holdes hemmeligt. Lige så hårdt kan det være at sørge for det større barn i måske yderligere 15-20 år, at holde øje med dets velbefindende, at påtage sig ansvar for døgnrytme, hygiejne, motion, frisk luft, kost, sundhed, sprog, læring, passende og alderssvarende oplevelser, tryghed, sociale relationer, jul, fødselsdag, påske og pinse, hverdag, ferie og fest … at indse, at det koster i karriere, indkomst, status, respekt, og at den eneste belønning, man kan håbe på at få til gengæld for de mange års hårde arbejde og tilsidesættelse af sig selv, er, at barnet falder godt ind i verden og klarer sig godt.

Men sådan er vilkårene for formering i pattedyrsslægten. Man må under ingen omstændigheder lade nye småbørn sejle i deres egen uønskede sø, som almindelig praksis er blevet det i dag.