Vi mener alle noget om hvad som helst. Naturligvis gør vi det. Selv små børn vænnes til at mene, mens vi lader, som om vi tager dem alvorligt. Vi mener fuldstændig ukaldet noget om vejret, tidsånden, de unge, postvæsnet, den offentlige trafik, borgmesteren, juleudsmykningen, folkeskolen, arabisk religion, regeringen, kineserne, EU, skatterne, kongehuset og klimaforandringerne, selv om vi ikke har en skid forstand på nogen af delene. Og fred være med det.
Det er sikkert sundt at gå rundt og mene noget og navnlig at dele sine meninger med andre, og at lytte til deres meninger, så vi alle sammen kan blive klogere. At danne sig sine meninger er essentielt i et demokratisk samfund.
Men alle disse forsøgsvise meninger bør holdes i familien, i vennekredsen, på jobbet, uddannelsen eller for de mest påståeliges vedkommende, i læserbreve eller på private blogs, for når tankeløse meninger uimodsagt bliver fremsagt igen og igen af mennesker, som åbenlyst ikke har tænkt sig om, som ikke har forudsætningerne for at vide noget, og som derfor ikke bør spørges, så bliver det til meningssyge, og denne meningssyge florerer alt for ofte i vores fælles offentlighed.
F.eks. når en bank går fallit (hvilket i parentes bemærket var utænkeligt for bare få år siden), så standser tv-journalisten en ung pige på gaden og spørger hende om hendes mening. Forventeligt nok mener den unge pige, som betitles studerende, og som oplyser, at hun frekventerer hjemmehjælperuddannelsen, at det er alt for galt, at banken går fallit og dermed taber borgernes penge.
F.eks. når en mand er blevet arresteret og anklaget for pædofili, så stikker journalisterne notesblokke og mikrofoner op i næsen på naboen, som, adspurgt og duperet, naturligvis mener, at det er forkasteligt at udnytte sine egne, mindreårige døtre til sex. ― Hvis man havde fundet nogen, der mente, at det var i orden, ville indslaget have givet en vis form for mening.
F.eks., som vi netop så det, når libyere brutalt skyder deres egen diktator igennem 42 år ned, og når velmenende og pæne mennesker i Danmark straks forarget i aviser og på forskellige internetfora mener, at det er stærkt forkasteligt således at henrette en mand uden en fair retssag. Så har de ganske givet ret. Men det er for dem en helt gratis og måske også temmelig uvidende form for ret, for de har ikke set Gadaffis håndlangere torturere, voldtage og dræbe deres egne sønner og døtre, og de tænker ikke på, at der i Libyen næppe har eksisteret fair retssager i mere end en menneskealder, om nogensinde.
Gratis meninger, som alle i princippet kan enes om, og som ikke bygger på et specielt kendskab til sagen, på nye facts eller blot tilbyder en ny synsvinkel, er et udtryk for den grasserende meningssyge, som spilder alles tid.
Det er endnu ikke almindeligt kendt, men det ER tilladt at nægte at give sin mening til kende, selv om man skulle blive spurgt. ― Det ved jeg desværre ikke noget om, er et udsagn, som er gået helt af brug. Men af og til kan det faktisk være befriende ikke at skulle mene noget.
