Da jeg læste i Århus, boede jeg i opgang med en ældre herre, der pludselig mistede sin hustru igennem mange år. I sympati inviterede jeg ham efter nogen tid ind på kaffe og hjemmebag en sensommersøndag eftermiddag og lyttede til hans sorg og hans forsøg på at organisere sit nye liv.
– Ja, man mangler jo en god kvindes omsorg, fastslog han med en ikke ringe grad af selvynk og store hundeøjne vendt mod mig, den trivelige, medfølende, forklædeklædte, hjemmebagende, unge studine, mens han gumlede kagen i sig.
Jeg udtrykte min deltagelse, mens jeg for mig selv tænkte: – Gør vi ikke alle det?
Det er ikke blevet bedre med den kvindelige omsorg siden da. Tværtimod. Mænd kan ikke længere gå ud fra, at ‘en god kvindes omsorg’ er en umistelig del af deres rettigheder som født hankøn, og føle sig forrådt af skæbnen, når den udebliver.
Også børn mangler deres mødre og rare pædagoger. Patienter mangler dygtige sygeplejersker. Venner mangler flyttehjælp, havehjælp, babysittere og hundepassere. Overlæger og direktører mangler kompetent sekretærhjælp. Ældre og syge mangler selskab og støtte i hjemmet hver eneste dag … – Ung eller gammel. – Ja, selv mig. – Af og til kunne man godt bruge en hengiven hustru, en udstrakt hånd, et smil, duftende, nystrøget tøj, rene rum at være i, en kop varm kaffe serveret, et hjemmelavet måltid og selskab, mens man spiste det.
I det hele taget mangler de fleste vist hjælp til det svære liv, en god kvindes omsorg … Men lige netop dén ressource er i restordre for tiden. – Måske fordi vi sjældent påskønner den, når vi oplever den, jf. husmødres ringe status og sygeplejerskernes forgæves krav om højere løn og bedre arbejdsforhold.
Vi elsker at modtage kærlig omsorg, støtte, sympati, pleje, rent tøj, rengøring og hjemmelavet mad, men vi vil ikke betale for det, for det har i årtusinder været et gratis gode leveret af millioner og millioner af gode kvinder. – Det er så slut nu.
Jeg tilbød ikke dengang at hjælpe den ældre herre med mere hjemmelavet mad eller andre tjenester, selv om det tydeligvis var det, han anglede efter, men nøjedes med til farvel at give ham resten af kagen med hjem. – En ny tid var begyndt.
Jeg BRYDER mig ikke om at modtage massemails, der på forhånd har bestemt, hvem jeg er.
Fx nemlig.com’s idiotiske reklamemail med en emnelinje, der overfriskt gjalder: ’På med forklædet Lone!’.
Det generer mig, fordi de antager:
at de kender mig
at vi er på fornavn som gamle venner
at jeg har brug for deres opmuntring for at bage
at jeg er så dum, at jeg hopper med på et måske unødvendigt mersalg
Hvis de virkelig kendte mig, ville de vide:
at jeg HADER at blive talt ned til
at jeg kender dansk retskrivning og allerede ved det manglende komma mellem ’forklædet’ og ’Lone!’ betragter afsenderen som en uuddannet person, hvis råd og opfordringer jeg aldrig ville følge
at jeg tilhører en generation, der blev opdraget til – og normalt foretrækker – en smule distance og venlig respekt mellem mennesker, der kun har en forretningsmæssig forbindelse med hinanden
at jeg i mere end 25 år har bagt alt mit brød og alle mine kager selv og går med forklæde til daglig
at jeg er et tænkende menneske, der godt kan se forskel på en maskinel massemail og en henvendelse fra en ven, der vil mig noget godt
Jeg har ikke handlet hos nemlig.com, siden denne mail ramte min indbakke. Derefter kom alle sagerne med de pressede og underbetalte chauffører frem i offentligheden. Så måske burde man svare: ’På med overenskomsterne, nemlig.com!’
Misbrug af e-boks og kommunale midler:
Aalborg Kommune har netop sendt mig en besked i e-boks, som jeg naturligvis straks loggede ind og åbnede, blot for at se mig selv placeret i en kasse med skrøbelige ældre, gamlinge og oldinge, der skal bekymre sig om ’Sund aldring’ – hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre; alle erfaringer siger, at det fra cirka min alder og frem kun går én vej rent helbredsmæssigt, og det er ned ad bakke.
Og det kan en kommunalt arrangeret og betalt ’inspirerende livsstilsmesse sund aldring’ nok ikke lave om på, hvor velment det end kunne forekomme.
Hvorfor tror de, at netop jeg ikke har noget bedre at foretage mig end at lade mig indfange af boder, oplæg ved tv-lægen Peter Qvortrup Geisling ’om Sund aldring med humor og nordjysk islæt’, eftermiddagskaffe, en forfriskning, en god oplevelse og konkurrencer med flotte præmier’?
SÅ god tid har jeg ikke. – Har jeg betalt for det pjank over kommuneskatten?
Man gennemskuer jo, at kommunevalget nærmer sig, at borgmesteren, som skal åbne arrangementet, gerne vil vise sig godgørende og for kommunale midler uddele lystige foredrag, gode råd, kaffe og præmier til kommunens ældre vælgere, og at kommunen måske forestiller sig, at man på længere sigt kunne spare nogle sundhedsudgifter, hvis man kunne få alle gamle til at klæde sig varmt på og motionere og spise sundt og gå tidligt i seng, men findes der tal, der kan påvise en sådan effekt? Har man undersøgt det? Og kan en livstilsmesse af denne karakter virkelig sætte et skred hen imod ‘sund aldring’ i gang?
Hvis kommunen har så god tid og så mange penge at drysse ud over os ældre medborgere, så kunne de jo sørge for, at man kunne få fat på en læge, når man havde brug for en. Eller for, at der var god pleje at få og plads på hospitalet til de alvorligt syge. Eller at de mange hjemmeboende, svækkede ældre fik lækker og sund mad hver dag. Eller den nødvendige genoptræning. Eller de kunne sørge for, at hjemmehjælpen virkelig kom og hjalp én hjemme, hvis man ikke kunne klare det selv, i stedet for som nu, at der ofte kommer et utal af forskellige, mere eller mindre ligeglade og stressede personer farende syv minutter om morgenen og måske fem minutter igen om aftenen. Og ens rengøring begrænser sig til 20 minutter hver tredje uge. … Se, det ville give en reelt sundere og tryggere aldring … Nå, er det forskellige offentlige kasser, der betaler for læger, sygehuse, hjemmehjælp, genoptræning m.m.?
Jamen, så var det måske her, der skulle tages fat! – Så kan tv-lægen med sin ’humor og nordjysk islæt’ blive inde i fjernsynet, og så slipper jeg for at blive talt ned til i min egen e-boks af folk, der tydeligvis ikke kan finde på noget mere fornuftigt at lave og bruge vores fælles penge på.
– Er det i øvrigt helt gennemtænkt i en coronatid at indkalde en stor mængde ældre til indendørs stande, kaffe og foredrag? Aalborg Kommune risikerer jo, i sin iver efter at nå en masse vælgere før kommunalvalget, at påføre netop dem, de ønsker en ‘sund aldring’, en potentielt livstruende sygdom!
Vi skal være omstillingsparate, fleksible, vi må ikke gro fast, men skal ustandseligt udvikle os, gå fremad, se at komme videre og være ’friske på nye udfordringer’, som det så uskønt hedder på nydansk.
Men hvad er der i vejen med at være tro- og bofast? Stabil, pålidelig, urokkelig? – Én, man kan regne med? – Én, man altid ved, hvor er?
For mig ligger der en dyb tilfredsstillelse i at have boet samme sted i mange år, i at kende min by og min egn til bunds. Jeg ved, hvordan området har udviklet sig siden tresserne. Hvor meget af den nærliggende skov og markerne, der er blevet bebygget siden dengang, noget i hæslig hast, så byen er flydt ud over alle sine grænser.
Jeg kan huske, at der lå to købmænd over for hinanden i krydset nede i hovedgaden. At der var malerforretning og materialist, der hvor folk nu sveder til fitness. At herrefrisøren havde sin salon lige over for kroen, hvor vi gik til dans om onsdagen. Eller vi så ’De tre musketerer’, når rejsebiografen kom forbi, og alle vi unger blev forvandlet til musketerer og fægtede os frem i måneder efter.
Jeg erindrer stadig, at der kørte tog til både Aalborg og Sæby nede for enden af vejen, og at den grønne rutebil flere gange om dagen begav sig ad landevejen ind til Aalborg otte kilometer væk og tilbage igen om aftenen– en dagsrejse! Der lå en slagter der, hvor der senere kom et solcenter, Netto ligger, hvor der var var en mekaniker med benzintank, bageren bagte selv sit gode brød og havde konditori på etagen over butikken, og der var sumpet og sivbevokset, der hvor Brugsen og sportsbanerne nu ligger, så vi kunne stå på skøjter der om vinteren. – Vi kalder stadig Kvickly for ’OBS!’ – for det hed det, da det lige var bygget på en mark ved siden af motorvejen. Der stod ovenikøbet ’OBS!’ med brede penselstrøg på det flade, sorte tag, kunne vi se, når vi var ved at lande med det lille indenrigsfly fra København.
Fra mine daglige strejfture igennem alle årene kender jeg Bakkerne og skoven bag byen indgående. Jeg ved, hvor rådyrene sover til middag, hvor traneparret holder til, hvor der er svampe, brombær og hindbær at finde, hvor der endnu gror volverlej og nikkende kobjælder, og hvor humlen omklamrer for længst forladte hustomter.
Jeg begyndte at komme i Bakkerne for mere end et halvt århundrede siden, da der boede spændende mennesker i mange af de små, forfaldne huse. På respektfuld afstand holdt jeg øje med eneboeren, der trampede omkring på en gammel, sort herrecykel i lang, hullet overfrakke, holdt sammen med en selvbinderstrik. De andre unger sagde, at han skød efter én med salt i haglgeværet, hvis man nærmede sig hans ruin af et hus, hvilket vi jo så selvfølgelig skulle prøve … Ingen blev ramt, så vidt jeg ved.
Jeg kom på omegnens gårde, hjalp med malkningen, drev køerne ud, satte neg i stakke efter selvbinderen, og var hende, der kunne kravle op og puffe dem ned fra kornloftet, når vi tærskede i den store lade om vinteren.
Og jeg sad på en sten sammen med Hedeselskabets gamle, piberygende opsynsmand og hørte ham fortælle, hvordan søerne var blevet anlagt og gravhøjene udgravet, mens sønnike havde travlt med at fange haletudser i søen under hans hus.
Midt inde i skoven boede Ruth og Hoto, mine bedste voksenvenner fra jeg var 10 år gammel. Hos dem var man altid velkommen, og vi fik os mange gode, lange og filosofiske snakke i lugten fra petroleumslampen, mens vi drak te.
Ruths forældre var jøder, som flygtede fra pogromerne i Rusland i begyndelsen af 1920’erne og fødte hende undervejs. Men da hun var skæv i ryggen, blev hun efterladt på et nonnekloster i det nuværende Polen. Familien hentede hende først hjem, da hun var fem år gammel, og faderen havde etableret sig som antikvitetshandler i Bredgade i København. Ruth måtte selv flygte til Sverige under krigen tyve år senere med sin spæde søn bedøvet af sovemidler, så han ikke skulle vågne og græde under sejlturen og afsløre dem alle for tyskerne.
Hoto hed noget andet, men tog navnet under krigen, da han havde arbejdet for modstandsbevægelsen og måtte gå under jorden. Han tog vist skade og kom aldrig rigtig op igen. Ruth forsørgede ham ved at pille rejer på en rejefabrik i en lille landsby nord for Bakkerne. Hun stod op klokken fem hver morgen, sommer og vinter, og kørte ad hullede skovveje og markveje på sin skramlende knallert til fabrikken syv kilometer hver vej. Imens sad Hoto hjemme og passede sin tjans som en slags guru for områdets unge hippier, altid klar til en snak om livets mening.
Ruth og Hoto er for længst borte. Et stort grantræ væltede i en storm ned over deres hus og skar stråtaget midt over. Nu er det sat nydeligt i stand af nye ejere, og hvert år køber vi vores juletræ der og fornemmer de tidligere beboeres tilstedeværelse.
Der var også forpagter Østergård på Avlsgården, hans dygtige kone og tvillingerne, som jeg gik i klasse med. Om vinteren spændte forpagteren en af sine enorme, mørkebrune arbejdsheste for den gamle, tunge træslæde, pakkede os tre piger ind i støvede, gamle tæpper og skind, anbragte os på sædet, gav os tøjlerne og hesten et slag i rumpen, og så gik det skrumplende, bumplende ad slyngede hulveje hen over knirkende, tindrende, funklende frostsne rundt i skoven med hestens fugtige sved og høduftende ånde som dråber i den kolde luft bag os. Eller han hjalp os op på ryggen af hver vores bredrumpede hest, uden saddel og blot med et reb i grimen, og sendte os ud på timelange opdagelsesrejser rundt i Bakkerne ad ruter, som de solide heste vist mest selv fastlagde. Fru Østergård stod klar med hjemmelavet saft og franskbrødsmadder med syltetøj, når vi vendte tilbage. Altid varme, glade og velbeholdne.
De, og mange, mange andre, har slidt og mærket skovvejene op igennem Bakkerne i alle årene. Jeg kender kun nogle af dem fra de seneste 60 år, men de udvider stadig min verden, eksisterer lige under det synlige og bevidste lag, og de bevirker, at oplevelsen er rig og dyb, når jeg færdes i mit område.
Her i huset på bakken over for kirken har vi boet i snart 30 år, min mand og jeg. Vi har sat det hele i stand, kender hver krog, har rejst hækken, fået fliserne lagt og opsat hegn. Vi har ligget på knæ og møjsommeligt ryddet jorden for kvikgræs og plantet hvert eneste træ og busk, roser, blåklokker og påskeliljer. – Det gør det til vores hus. Vores jord. – Lige som folkene i Bakkerne fortjente deres jord med hårdt arbejde. – Vi har svedt og blødt her. Vi har knækket ryggene og slidt leddene. Og vi har opfostret en søn, fejret jul og fødselsdage, været både syge, triste, glade og forhåbningsfulde. Vi har leget med hundene og kattene, haft høns og køkkenhave, og nu er det børnebørnene, der kommer og plukker jordbær, laver saft og går skovture med os. Lidt langsommere, men med meget at snakke om.
Der er ikke noget galt i at udvikle sig i takt med et sted. At ældes med sine omgivelser. At måle tidens gang op mod steder og mennesker, man har kendt, og træer, man selv har plantet, og som dem at gro dybe rødder, så man står godt fast i uvejr.
For ting ændrer sig helt af sig selv, sommetider umærkeligt langsomt, andre gange pludseligt og voldsomt, uden at vi behøver gøre noget for det. Vi bliver gamle, børnene voksne, vintrene grønne, sproget forandres, en epidemi lægger sig over menneskeheden, de fælles værdier glider andre steder hen … Der er nok at holde øje med, man behøver ikke at flytte rundt på sit ståsted også.
Gymnasieelev: Jeg begrænser min ungdom for utaknemmelige generationer
Hvorfor skal vi spilde vores bedste år på at beskytte mennesker, der ikke engang vil ofre deres kød, rejser og store biler for miljøet i de fremtidige generationer?
Der er en tendens i tiden til at iscenesætte alt som en bitter krig mellem generationer, og min avis, Politiken, er ikke sen til at kolportere vrøvlet. Anklager, konflikter og følelser sælger aviser og genererer klik.
– De ældre foragter de yngre, som er kommet alt for let til tingene, er uvidende, ikke har lært sproget, opførsel og respekt. – Har det ikke altid været sådan?
– Og de yngre foragter de ældre, som har raget for meget til sig, er for stive, gammeldags, belærende og fordømmende. – Har det ikke altid været sådan?
De unge har ikke levet længe nok til at erhverve sig ret mange materielle goder, viden, indsigt og erfaring.
Og de ældre har arbejdet i mange år og har fået hus og pensionsordning, de har levet længe, har fået vaner og har lært noget, måske en ny ting hver eneste dag i 50, 60, 70 eller flere år, og de har levet i tider, hvor meget var anderledes.
Lige for tiden har de yngre generationer travlt med at hævne, at de følte sig overset i barndommen, bl.a. ved at bebrejde deres forældre, at de har ødelagt jorden med forurening. Men de stakkels forældre forstår ingenting, for det begyndte for flere hundrede, måske tusinde, år siden med overbefolkning, overudnyttelse af jordens ressourcer, fossile brændstoffer, industrialisering og det intensivt usunde, giftspredende landbrug. Også de ældre generationer fik overgivet et samfund på godt og ondt. Og mange organiserede sig og kæmpede på alle måder for forbedringer. – De virkeligt ansvarlige er ikke mor, far, bedstemor eller oldefar, som bare har levet deres liv og gjort, hvad de kunne, mens de har sørget (godt) for de opvoksende generationer. Miseren skyldes snarere nogle i mennesket iboende kræfter, heriblandt grådighed.
Disse kræfter besidder vi for at sikre vores overlevelse bedst muligt og ved anvendelse af alle midler, fysiske, psykologiske og politiske. – Og det er uden for enhver tvivl gået for vidt. Vi er blevet for mange, og vi forbruger for meget. Derfor deltager mange i forældre- og bedsteforældregenerationen i bevægelser, politiske, for ligestilling eller som græsrødder, hvor de kæmper mod ulige fordeling af goderne, mod forurening og overudnyttelse af ressourcerne. Hvis man forsøger at gøre problemerne mindre og mere overskuelige ved at gøre dem til en binær generationskamp, løser man ikke noget.
Enhver generation har brug for sit eget oprør, det forstår jeg. Ville bare ønske, at oprøret ikke tankeløst manifesterede sig som en personlig krig, hvor enhver kan tiltage sig retten til at diktere, hvordan naboen helt ned i meningsløse detaljer bør leve, for virkeligheden er uhyre meget mere kompliceret. Der findes ikke så enkle svar på så store udfordringer. Det ville være langt mere hensigtsmæssigt, hvis vi engagerede os i en fælles kamp.
Hvorfor tror de unge vrede, at der er en aldersgrænse, hvorefter man pludselig holder op med at bekymre sig om klodens tilstand og menneskeheden, børn og børnebørns overlevelse? Og er det ikke en smule ved siden af målet at beskylde de ældre for at være dem, der går rundt i supermarkeder og spreder coronasmitten? – Hvad med skiturister, der overvejende var yngre mænd? Og minkfarme, der fik smitten til at eksplodere i ellers sparsomt befolkede landsdele? Fester, rejser, slagterier, alt for trange boligforhold?
Vi oplever lige nu en pandemi, en verdensomspændende, smitsom sygdom, der både dræber og handikapper millioner af mennesker over hele kloden. I Italien har de nu igen ikke midler til at behandle alle de syge, der i Napoli holder i kø til overfyldte sygehuse. Vi har ikke oplevet noget lignende siden Den Spanske Syge under 1. Verdenskrig for hundrede år siden.
Det er ikke muligt at decimere en pandemi til en konflikt med kun to sider, unge og ældre. Coronavirussen er nu et verdensomspændende problem, og ligesom vi alle skal bekæmpe forurening, skal vi alle hjælpes ad med at stoppe smitten. Alt andet ville være umenneskeligt.
Ja, det er overvejende bedsteforældrene, der dør, og det er muligt, at unge gymnasieelever mener, at slægtens ældre sagtens kan undværes, men vi har unge og yngre mennesker, der endnu et halvt år efter smitten lider af senfølger, og ingen ved endnu, hvor ødelæggende det kan være for individer, eventuelle børn og familier.
Så skal vi ikke bare alle sammen gøre vores bedste? – Hvordan man forholder sig under en epidemi, og hvem, der ved sin opførsel har ‘fortjent’ at overleve, er nok ikke en sag for 17-årige …
● Fra begyndelsen forlød det fra officiel side, at vi ikke skulle bekymre os om coronavirussen; den ramte kun de gamle og de syge … Hvorefter de gamle og de syge gik i dækning og levede i dirrende skræk for denne aldersdiskriminerende mikroorganisme, mens de yngre levede, som de plejede, med opfattelsen af, at de var usårlige, beskyttet af magiske kræfter.
● Fra begyndelsen forlød det, at COVID-19 kun gav et mildt forløb; det var nærmest som en forkølelse … Hvorefter vi så alvorlige forløb, også blandt yngre mennesker, med dødsfald eller langvarige senfølger.
● Fra begyndelsen forlød det, at mundbind hverken gjorde fra eller til; det viste alle undersøgelser … Hvorefter det pludselig blev bestemt, at de virkede, og at alle skulle bære mundbind på offentlige steder. *
● Fra begyndelsen forlød det, at mink ikke var en risiko for mennesker – måske pga. erhvervets årlige, påståede milliardindtjening. Men efter kort tid havde ellers normalt isolerede, spredt befolkede landsdele med mange minkfarme, Thy, Hjørring, Brønderslev, Vesthimmerland, Lemvig, Frederikshavn og Jammerbugt kommuner, nogle af de højeste og stadigt stigende smittetal i landet. Minkvirussen formerede sig lystigt og muterede og blev pludselig en trussel mod hele verdenssundheden.
● Af alle de muterede minkvirus man fandt, lagde myndighederne i deres kommunikation stor vægt på en enkelt, Cluster 5, som havde særlige mutationer, der kunne bevirke, at en evt. vaccine ikke genkendte den og dermed ikke ville være virksom. Man fandt kun få mennesker smittet med denne specielle form for virus, 12 i alt, og den forsvandt hurtigt igen efter den omfattende nedslagtning og nedlukning, som blev sat i værk i november måned. Men skaden var sket: Alle fokuserede på Cluster 5 –og forlangte, nu hvor denne specielle mutation tilsyneladende var udryddet, øjeblikkelig genåbning af de berørte landsdele og stop for alle aflivninger af mink – i stedet for at frygte alle de andre, eksisterende og potentielle, muterede virusformer, der lynhurtigt og uvægerligt opstod i et korpus på 17 mio. levende mink.
Kommunikationen fra politikere og myndigheder var vaklende og uklar på flere afgørende punkter i løbet af coronakrisens første år i Danmark. Det gav en del uro, usikkerhed, vrede og misforståelser. Bl.a. var det en pine at overvære de talrige pressemøder, hvor aggressive journalister fra alle dele af pressen havde deres egen dagsorden, ledte efter konspirationer og forsøgte at spille kloge og kritiske ved at stille alt for lange spørgsmål, der først og fremmest viste, at de ikke helt havde fattet alvoren og essensen.
Vi skal bære over med dem, der forsøger at hjælpe og berolige os. For de har heller ikke prøvet dette scenarie før. Ingen nulevende har oplevet en pandemisk virusepidemisituation, der er helt uden for kontrol, og vi må alle prøve os frem og komme igennem det så godt som muligt.
Det kræver bl.a., at vi ikke udnytter situationen til at forgylde os selv, vores forretninger eller minkfarme for fællesskabets midler. Kompensation er rimeligt, evindelig pengesnak og forgyldning i en krisesituation er forkasteligt.
Vi skal heller ikke hyle op, kloge os og gøre opmærksom på os selv, med mindre der er alvorlige ting på spil. En misset studenterfest, et bryllup, en julefrokost, en ferietur er ikke grund nok til at forstyrre andre, når en epidemi raser.
Og så bør vi ikke hele tiden afvente ordrer fra oven, men begynde at tænke selv og tage vores egne forholdsregler. – Og så kan vi glæde os over, at vi stadig kan få friske forsyninger af dagligvarer, at vi har varme boliger, et nogenlunde velfungerende sundhedssystem og masser af elektronisk underholdning.
Eksperterne arbejder hårdt på løsninger, medicin, vaccine, strategier; der er håb forude, men det er vigtigt, at vi ikke råber op og gør os udtilbens og forplumrer deres arbejde.
Vi skal holde lav profil, være stille, færdes forsigtigt og hver især forsøge ikke at forværre problemet yderligere.
Så skal det nok gå alt sammen.
* Ang. mundbind:
Mundbind indkapsler IKKE brugeren i en smittefri boble! Mundbind kan sammen med andre forholdsregler, afstand, håndvask, afspritning og navnlig begrænsning af sociale kontakter (og omgang med mink), nedsætte sandsynligheden for luftvejssmitte.
Mundbind har længe været brugt ikke-medicinsk i større bysamfund i Asien. Ikke pga. luftforurening, som mange ikke-asiater tror, men for at forhindre smitte.
Det er ikke bæreren, der er bange for at blive smittet. I disse kulturer anses det for høfligt ikke at udsætte andre for smitte. Så hvis man er forkølet eller fornemmer, at en influenza muligvis er undervejs, ifører man sig mundbind, der skal opfange evt. host og nys og anden spredning af dråbesmitte i det offentlige rum, butikker og transportmidler.
Denne form for brug svarer meget godt til vores nuværende viden om mundbinds virkning: Mundbind opfanger en stor del af smitten fra bæreren ved at holde på de større virusinficerede dråber fra mund og næse, så de ikke spredes helt så meget, som hvis den smittede ikke havde båret mundbind.
Disse små dråber kan hænge i luften i over 30 minutter fx i en bus og smitte andre passagerer på mange meters afstand, viste kinesiske forsøg.
Mundbind kan også beskytte bæreren mod meget store mængder af smitte, således at sygdomsforløbet ikke bliver helt så voldsomt, som hvis man havde fået en stor dosis smitte på én gang.
Men for at være til nytte kræver det selvfølgelig, at man bruger mundbindet korrekt, at man køber de certificerede, sætter dem på med afsprittede hænder, så de dækker næse og mund tæt, at man ikke rører ved ydersiden, ikke tager dem af og på mange gange, ikke genbruger dem mere end måske en enkelt gang, skiller sig af med dem på en forsvarlig måde, udelukkende holder i elastikken og ikke på selve mundbindets forside, og spritter hænder eller vasker dem grundigt bagefter.
Jeg må have været otte år. Det var sommer med sol og duftende hvidtjørn ved hækken. Resten af familien havde gjort sig usynlig, og jeg nussede rundt i det lille legehus, far lige havde bygget i baghaven.
Det duftede af friskt træ. Der lå et par søm, savsmuld og høvlspåner på gulvet og på den tørre jord udenfor. Der var en dør, to små, kvadratiske vinduer, en bænk og et bord, og jeg var travlt beskæftiget med at bage sandkager af jord og vand og dække op på blade på bordet inde i legehuset.
Jeg var glad. Fulgte lykkeligt flowet i legen og havde fuglesang og melodier i hovedet, mens solen varmede min krop. Der lå et gammelt havetæppe, som jeg slog om livet, så jeg kunne bevæge mig elegant i lange skørter, som en fin dame. Løftede op i tæppet med den ene hånd, når jeg bragte endnu en bladtallerken med kage ind i huset. Pyntede den med nedstukne blomster og græsstrå fra grøftekanten. Det blev flot.
Jeg ventede ingen, nød kun freden, mine aktiviteter, blomsterne, duften af sol, jord, græs og savsmuld, indretningen, og mit eget engagement.
Præcis sådan har jeg det ofte i dag mere end et halvt århundrede senere:
Jeg nusser rundt. Nyder lyset, roen. Arrangerer blomster fra grøftekant, skov eller have. Bager en kage, et brød eller sætter en gryderet over. Gør mine stuer rene, hænger vasketøjet ud, tørrer borde af … Jeg venter ikke nogen, er fyldt af glæde og mine egne tanker.
Er det sådan, at man efter i 50 år at have arbejdet for sin familie, sit udkomme, sit sted, omsider igen kan vende tilbage til barndommens uforpligtede og ubekymrede flow?
Børn og gamle har tiden på deres side. Det er dem mellem pubertet og pension, der har det hårdt og stresser.
Selv kaktus kan påskønne det, når de får optimal jord, tilstrækkeligt vand, en smule gødning og masser af lys.
Nogle siger, at man skal snakke med sine planter. – Det er ikke min erfaring. Det ville de fleste planter nok også have sig frabedt. De sætter pris på ro og ordnede forhold. – Næh, man skal lytte til og observere sine planter. Både dem i hus og have – og på marker, grøftekanter, læhegn og i naturområder, hvis man råder over sådanne. Man skal kunne lide de planter, man har ansvaret for og deler sin tilværelse med. Have tid til dem, være om dem, nusse, betragte, fornemme: Hænger de med bladene? Mangler de vand? Har de det for varmt? For koldt? Trækker det her? Er der snegle eller larver, der æder af dem? Bliver de brune? Har jeg overvandet dem? Er det tid til gødning? Frisk jord? Er der visne blomster, der skal nippes af? Store blade, der trænger til at blive spulet eller støvet af? En større potte? Et lag kompost? Mere lys?
Eller strutter de friskt og mørkegrønt? Får de mange nye skud og blomster? Overrasker de dig ved pludselig at være vokset meget på kort tid? Ved at sætte blomster? Frugter? Trives de? Gør de, hvad planter formodes at gøre?
At lytte til sine planter indebærer også, at man sætter sig ind i, hvor planten kommer fra, og hvilke omgivelser og hvilken slags pasning, den foretrækker: Er det en surbundsplante, der skal have speciel jord og regnvand? Er det en tørketålende plante, kaktus eller sukkulent, rosmarin, timian, lavendel, som gerne vil have klipper, sand i jorden og ikke så meget vand? Er det jordbær, som deler sig ved udløbere, og som helst skal fornyes hvert 2. eller 3. år? – Hvis planter ikke har det godt, skal de nok få det sagt. Man skal bare høre efter. De fortæller dig det, når du går dine daglige runder, hvor du nyder og nusser om dine planter. Og du behøver ikke at sige noget, men kan gå og tænke dine egne tanker imens.
Planter er basalt set som os, men meget, meget langsommere. Deres liv kan i gunstige tilfælde strække sig over hundreder – ja, somme tider tusinder – af år, og det kan tage dem en uge at folde et nyt skud eller en knop ud. På den måde passer de glimrende til gamle menneskers tempo, og de er gode til ikke at råbe op og forstyrre, hvis man lige er i gang med noget andet.
Forbløffende hurtigt fornemmer en plante, om den er havnet et godt sted, et sted, hvor dens behov kan opfyldes. I tillid til, at de gode forhold fortsætter, strækker den sig i vejret, producerer nye skud, blomster og frugter og eksisterer på den frodige og naturlige måde, som kun levende planter kan.
Pas godt på planterne! – Der er ikke noget mere deprimerende end synet af planter, der står og sygner hen … nedvisner … Planterne udgør grundlaget for alt liv, vores eget inklusive, og når vi tiltager os magten, som vi har gjort over børn, andre mennesker, dyr, planter, kloden, så følger der for hver især af os et ansvar med.
er skønne
og livsglade følgesvende! Jeg har altid haft hund – og kat, sommetider to ad
gangen – og vi har bl.a. haft fisk, hamstere, fugle, skildpadder og høns.
Men her,
mere end et år efter den gamle hunds bortgang, er vi stadig dyreløse.
Da det begyndte at lakke mod enden, skrev jeg midt i sorgen over min trofaste ven en liste til mig selv, så jeg kunne huske, at der altså også fulgte både gener og ansvar med, hvis jeg skulle få lyst til at fare ud og anskaffe en ny hund. Jeg skrev:
Vi er for
gamle og har fået det for roligt og for pænt til at ville adoptere en ny,
livlig hvalp med alt, hvad det indebærer af snavs, opdragelse og ansvar. Og
jeg vil heller ikke overtage en brugt hund, en hund, der allerede har oplevet
tab og nederlag, og som derfor sandsynligvis ikke ville stole 100 % på mig, den
nye ejer. – Men jeg savner følgeskabet, jeg savner at have en glad hund med på
mine daglige skovture.
Så kom jeg
i tanke om, at man i Ålborg Kommune får en bøde på 2000 kr. på stedet, hvis man
går med en løs hund. Som en slags kompensation for denne urimelige regel har
man her i Hammer Bakker indhegnet en smal strimmel nåletræer, og så kan hunden
jo løbe frit der …
Men ingen normal
hund kan få to minutter til at gå i det lille, mørke og uspændende område. Det
er nærmest en hån mod hundens natur. – En hund har brug for store vidder og
oplevelser. Hver dag. Og den skal kunne følge sin flok, hoppe over en grøft,
spæne af sted i højt græs og snuse sig frem, hvor den går. I en for lille, og
dermed overpisset, ’Hundeskov’ er duftsporene for kraftige og vil blot forvirre
hunden, og det kedelige område byder ikke på flere oplevelser end en baghave.
Så kan hund og ejer kun stå og vente på, at der måske kommer en anden hund,
som gider lege, men det kunne jo lige så godt ske inde i skoven eller på en
markvej. Og både hunde og ejere ville få en bedre oplevelse og mere motion,
hvis de bare gik en tur.
Det er de
talløse naturfolk og jægere, der har presset på, så en almindelig hund ikke
længere kan leve et almindeligt hundeliv.
Og det er alle
de almindelige, naturfremmede hundeejere, der ikke har nogen viden om hunde,
dyr og natur, men som lader uopdragne, måske endda aggressive eller bare
fjollede, hunde løbe rundt og genere skovens dyr og andre skovgæster, der gør
det svært for de få, der har taget sig tiden til at opdrage deres hunde.
De fleste
mennesker i dag anskaffer sig nogle små, tumpede kræ, og så lader de kræene
lege med hinanden i ’Hundeskove’, som om de fulgte børn i børnehave. – Det er
ikke et rigtigt hundeliv, og selv små hunde kan være svære at styre, hvis de
ikke får erfaringer med den virkelige verden, så de kan modnes og tage ansvar.
Eller folk
får sig nogle store, imponerende hunde, som de har set i film eller tv-serier,
uden at have den mindste anelse om, hvad opdragelse, træning og pasning af et
sådant dyr indebærer.
Min sidste
hund var en vagthund. Dvs. at den var nervøst anlagt, forsvarsparat, foretrak sikkerheden
i flokken og selv passede meget på ikke at blive væk på skovture. Den løb frit
omkring, men den vidste, at det var dens opgave at holde øje med mig, og da
den var knyttet til mig og bange for at blive ladt alene, holdt den sig i
nærheden hele tiden. Hvis vi mødte nogen, mennesker eller dyr, gik den
automatisk tilbage til mit venstre ben og følte sig tryg, når jeg gav den en
godbid og tog den i snor. – Min ejer har styr på det, tænkte den nok og var
helt rolig. Den kunne aldrig finde på at løbe hen til fremmede mennesker eller
andre hunde uden min udtrykkelige tilladelse.
De fleste
hunde har så meget instinkt tilbage, at de ville sætte efter fx en hjort, en
ræv eller en hare, også mine hunde, men da de var opdragede og trænede og havde
tillid til mig, ville de først kigge på mig, og så ville de løbe, hvis jeg løb
forrest. Hvis jeg stod stille og måske sagde ’Pas på …’, ville de tage det
meget alvorligt og holde sig til mig. – For sidste gang, jeg sagde ’Pas på’,
var måske sekundet før, hunden fik et voldsomt stød af et elektrisk hegn eller
fik snuden revet af en gal kat.
At få en
glad, veltilpasset, rolig og disciplineret hund, der stoler på sin ejer, tager
år. Det begynder allerede ved afhentningen af den lille hvalp, som naturligvis
er af en race, der er parat til at arbejde sammen med mennesker og se mennesket
som fører. Man skal hele vejen igennem være omsorgsfuld, glad, kærlig, og
tilrettevise sin hvalp på en rolig måde uden ophidselse, vrede eller vold. Den
skal sove i nærheden af dig, den skal have tillid til, at du gør det bedste for
den, den må ikke være alene, før den er parat til det, og i så fald ikke ret
længe ad gangen, den må ikke overlades til børn, og alle dens behov skal
opfyldes, mad, vand, selskab, leg, ro, forudsigelighed, læring og klare linjer.
Hvis en
hund får denne form for behandling og dertil masser af gode vaner, så kan man
tage den med sig overalt og forvente god opførsel i enhver situation. – Det er
i øvrigt akkurat det samme med børn.
Men man
skal være omhyggelig, når man vælger hunderace, og ikke bare gå efter udseendet
eller efter, hvad der er nuttet eller smart lige nu. Racer, der er avlet til at
trække slæder, til at løbe, til at strejfe, til at jage, til kamp, til at stole
på sig selv og varetage en specifik opgave, fx at holde gården fri for rotter
eller jage ræve ud af huler, er vanskelige at holde i et almindeligt hjem. Og
en hund kan blive omkring 15 år gammel, så det er meget lang tid at trækkes med
en besværlig og uopdragen hund, der generer alle omkring sig.
I stedet
for hund og kat holder jeg nu potteplanter. De skriger ikke på opmærksomhed. De
skal ikke op og tisse om natten. Eller ud og gå tur, når det regner, eller lige,
når min film er begyndt.
Og jeg
fodrer de vilde fugle, herunder min gode krageven, som alle holder øje med mig
fra træerne og gerne tager det tilbudte foder og vand, men som ikke tager skade
af at være alene hjemme.
